Husvennen 1874-75

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen
Husvennen

Menigmands Billedblad for Morskabslæsning, Oplysning og Husflid.
Udgivet af N. C. Rom.

Udkom 1873-1901.

Skønlitterært indhold indekseret på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p108811.htm

Udarbejdet af Niels j ensen

5

Alenigmands Villedhlad

for

Mlorſtabglesning. Oplysning

og Husflid.
(Ded 180 Billeder)

Apginet ak R. C. Rom.

WWW
A N

Aargang 1874— 75.

——— —

Kjøbenhavn.
J Kommisſion hos Boghandler Rudolph Klein.
Trukt pan Adginerens Forlag hos J. Y. Schult.

BOISEN)

EGET lse fdd

rx

mex

tal

Hei

(ES:

Indholdsfortegnelſe.

| Hvad der ikke er forſynet med Navn eller Mærke, er af eller ved Udgiveren.

Fortællinger.
Side.
» Gjengjaldelſen, af Beatus Dodt 2, 9,
17, 25, 36.
Hvordan Uglen blev til, af Bendi ix
Hanſen
Ludvig Holberg, af Bendix Hanfen
33,

Vore Fædres Guder, ved Fr. W inkel

Horn 41, 74, 82, 91, 149, 166,
190, 199.

Ames Evald, af Bendix Han⸗
C 49, 57.

Fru e Tid, ved A.
e 90 62.
Den eneſte Lykkelige, et Folkeſagn.
JJC AGRE ESNERREDER ESS 60.

Johan Herman Vesſel, af Bendix
VV 65, 74.

„En lylkelig „Gevinner“, af Knud

Skytte 69, 78, 81, 89, 110, 113,
121, 129, 137.
Bedſtefaders Jul, af Bendix Hanſen 98.

Rasmusſens harr, ved rig rias
Nielfſen wm
ingen n

Jagthiſtorier 1. En fodt Jagthund,
af Bendix Hanſen 146

En Udaadsmand, af C. A. Thyregod
153, 161, 169, 177, 185, 193.

Jagthiſtorier 2 Paa Sneppejagt, 1
Bendix Hanſen 8
Slaget pan Gratehede, ved Fr. Ld.. 182

Lever vor gamle Gud virkelig endnu;

af Em. Henningſen 202 En Oaſe i Orkeneu, af R. N. . 4.

Hans Chriſtian Anderſen, 0 Ude fra Veſterhavet, af Emanuel
| Hanſen an, moe 3 Henningſgſen 2, 20, 28.
| Hans Jørgens og Abelones We Om vore Skilderieeer 14.
dige Hendelſer i Kjobenhavn, af Heſtebremſerne m 30.
Emanuel Henning ſen 215, Beduinerne, af R. NV. 35.

231, 247, 263, 279, 302. Hyvidtornshakken og 55 Behandling,
Nisſen og Hunden, af Bertrand. 222. ved N. Rasmusſen Søfilde. 39.
Adam Shlenſleger, af Bendix Han⸗ Lapperne sk 4 MD 44.

| eie d. n 225. Lidt om Torvemoſernes Dannelſe og
| „ Kobroan Ole blev til Noget, af Betydning, af A. P. E. Toepfer. 44.
| Bendix Hanſenn 233. En avyſtralſk Konggee 53.

| Lidt Livsfiloſoft, af Emanuel Faarebramſe nn 54. i

Den tingen. 0 . . 241. Heſten og Reguſkermen 59.
—Vaar og Vinter, af Bendix Han⸗ Daabsfeſt under Linien 67.
JJV 57, 265. Bulbjerg og Skarreklit 68.
Fra Korsør, af Emanuel Hen⸗ Paa Satren, af H. K. A. Hovmeller 76.
CVFVFVCVVVV dne Sabel hd se 270. Fra. Brafilten . seer esse ses 85.
Tvillingbrødrene, af Bertrand 273, 281. juren, af A. P. E. Toepfer ... 94.
En klog Preſt, af B. HH... 304. En Arbei derfeſtt. 95.
Duenn fn ste ss 305. | Julen og Juleneget, af 75 N. . 104.
Et 11 Brev, af Zakarias Angorag eden. 109.
Nielſeß 5 315, 324, 331. Besſemers Salondamper 5 110.

| Et Matrose ved A. Th. J. . 319. Stakkels Morten, af Emanuel
| Liſt imod Lift, af Beatus Dodt Heunningſenn 115.
i 339, 347. Den underjordiſte Jernbane i London 118.
| | Fader og Son, af C. A. Thyregod 354. Hyvalrosſe en. . 123.
| ” Bratte Omvexlinger, af Emanuel anten 131
Henningſen ... 363, 377, 387, 395. Kineſernn essere e 139.

Nikolai Frederik Severin Grundtvig,
af Bendir Hanſenn 371.

Side.

Bernhardt Severin Ingemann, af
Bendix Hanſen . 403.
En gav:mild Praſſůũi ..

Digte.
Danmark vor Moder, af Zakarias
Nielſen
Frelſeren og den Blinde, af C. A.

Sni dds RAMS ANER 3
5 ved Bronden, af C. A. Thyre⸗ 3
Eo LES DØR 9.
Den gamle Stenſlager, af Zakarias
CCCCCCCVCCCV ESTER Er RD SAGE es 47.
Mod Julen, af Zakarias Nielſen 97.
J Nord og Syd, af Emanuel Hen⸗
Huge n tere 136.
Ruth ſunker Ax uns Boas' Ager, 1144
C. A. Thyre god
En ny Ret, af Emanuel gane
Ringen 176.

Langfredag, af Zakarias Nielſen 201.

J Skoven ved Aftenstid, af Zaka⸗
Nie Nielſe mn 254.

1 ge Daggry, af P. H. „

‚U—U . . sees eee ste

G—ͤ—ͤ—ꝓ— 2 355*VF̃rͥ e«

ſen 8
En tøjerlig Tvivl, af E. G . 9

1

Fra Naturen og Folkelivet.

Gaaaſetaarnet, af Emanuel Hen⸗
ningſen la

£

Side,
Om folfelig Læsning,
Banſ en Ng
Skovmaaren, af A. P. E. Toepfer. 163.
Det fortvivlede Ridt
Lidt om kunſtig Fiſkeavl, af Arthur
Foo KR afeleke Fre FA:
Præriehmden, af A. 10 E. Toepfer 181.
Paa Nilen, af R. 187.
Dyrkning af Gras NI Froavl. . . . . 192,
Paa Havet af R. NM... 125
Flagermuſene, af A. P. E. Toepfer 197.
Indenlandſk Silkeavl, af P. Nielſen 206.
Lidt om Beſkering af Frugttraer . 207.
Tigerdreberen, ved V. L. . 217, 230.

— ́ 1

G—ͤ— 2

Fra Avftralien, ved A. P. E. Toep fer 236.
Fuglenes Betydning. for ee
237, 246.

ved A. P. C. 1
Svalen, af R. NN..
Moens Klint, hu R. N.
Fra Lindum, af Robert 1 BLØD 249.

Gazellen, af A. P. E. Toepfer. . . . 253.
Udklekning af Sommerfugle ....…. 254.
Raveſtreger, ved Filip. 255, 95 321.
Kaffetrcet og Kaffen, af A. P. E,
ooo SUGES SI SNSARN 259.
Lidt fra gamle Dage, af S. Jor⸗
denen ARENSE DØREN 261

Mormonerne i Utah, ved C. S. .. . 269.
Kaninavl, (af Tejſen) 272, (af Ma⸗ g
zan ti 279, 288, (af Kornerup)
ler 314.
Theplanten og Then, af A. P. E

GFT Str SR ge

Bejøg paa en norſt Sater, af H. K.
A. Hovmoller . ..
Et Beſog i Lejren ved Hald, af

Emil Sauter 289
Viborg, af Emil Sauter 307.
Mejemaſkinen, af J. S. Greve. . 317.
Ordſprogsleg, ved K. Gyldenftjerne 320.
Rom, af R. N.. 325, 334, 342.
Strudſen, ved A. P. E. Toepfer . 328.
Menneſkets Kamp med de vilde 15 329.
Hunden, af Filip
Smaa Gaſter i vore Haver, af F. L.

MN. Larfe rn 337, 344.
En Kampeblomſt sener, 343.
Jernbane paa Havbunden 352.
En norff Pilgrim, af N. P. Wiwel 352.
o BESAD 8.
Fra Avſtralien, af Robert Watt. 359.
Arbejderklasſens Kaar i det 16de Aar⸗

ů—— *

j ͤ—ͤ—y— 3 *

hundrede, ved H rd 361.
ARON EH AES SE KS DERE ; A Es 367.
Stjernehimlen, af Pauline Worm 368.
Beveren af A. P. E. Toepfer... 389.
Bidrag til Ulvens Hiſtorie i Jylland,

af A. Peter Gaardboee 392.
Spiſelige Fuglerede rr . 398.
ampekr n SSE 399;
Karlsvognen og Nordſtjernen >: af

Pauline Worm

Torup Landbohsjſtole for Seen 402.
Fyret paa Eddyſtone, af R. N.. . . 409.
Lidt om Kaffens Branding. . . 413.

Billeder

Side.
/ sake EN Deere 15
Frelſeren og den Blinde 4.
mak „ SOL LERET. ES EAR 5:
Asses 8 re
Ehiejer og Rebekka, Tillegsbillede 9.
Glengzeldelſen 12.
JFlit terne Eee 13.
Vrag i San; Bar 20.
Slibhrm n SE SSRASE SEES 21.
Ste hilsranmteris dis sale ge 29:

Haandgjerningsbog for Ungdommen. 24.
Skagen og Skagens gamle Kirke. .. 28.
Skagens gamle og nye Fyrtaarn .. 29.

Seger . ANSE ARS 30.
Holbergs Billedſtstte 33.
FCC 36.
Gjengjældelfen nnn. 38.
77 (( 1 PRESS, 41.
Bierglapper i Hojtidsdragt n 45.
ee OSSE SS UTSESES 46.
Johannes Ewald! IE, 13 Se are 49.
ei . n NOE
Huggehusarbejdenr 1
Evaldshej ved Rungſ ted 57.
Luther i ſit Hemm. elerg .
Johan Herman Vesſel. 65.
Daabsfeſt under Linien 5 68.
Bulbjerg og Skarrek lit 69.
S OSS SK malle ens ÅR 76.
Lørdagsfvæld paa Sæteren........ 77.
Wgirs Gæftebud. seler s enes 84.
En Nat paa Amazonfloden ....... 85.
Baden 3 92.
iir ST BES 93.
Bedſtefaders Julebill eden 100.
Aung „ 101.
Angora Geder .. „ 108.
Besſemers nye Salondamper 109.
Aherikaufe Bre; 112.
Raven paa Hare jag. 116.
Hafi Se keg I FG tabel 175
Jernbanefart under London 117.
En Hhos iger 124.
Sele gent paa Bornholm. 125.
ECC (oo de ds 132,
Isbjornen og '(Grønlænderen ...... 136.
Ved en Tyrefægtning i Spanien . 136.
En Mandarins Boli gg. 140.
Gage ner 141.
Et Klüdetseyae eee SKE SE SS 144.
Ruth ſanker Ax paa Boas” Ager,
lese. 145.
Sjankos Vanhe ldd 3 148.
En forkert Sneppee NES 156.
Bagho dd e 157.
F ² SESENND SELLERS 164.
Rensdyrryttere nn 5
FF T.
Kunſtig Fiſkeavl 6 Billeder). . 173 74.
l res anses een an 5 180.
Pratiehnnss??s ode Se rr 180.
Slaget paa Gratehede 181.
En Baad paa Nilen as. e 188.
Dromedarer pasſere et Badefted.... 189.
Ankomſt til Kairo 190.
Fiſkere paa Nordſ en 196.
Den flyvende Hund 197.

Se hyvilket Menneſke (Ecce homo) . 201.

Side.
Egelovedende Silkeorm og dens Kokons 204.
Egelovedende Gommerfugl........ 205.
Hans Chriſtian Anderſen 209.
En „Telegraf til Heſt n 216.
Bengalſk Tiger „ 220.
Nisſen og Hunden ana 224,
Adam Øblenflægers Billedftøtte. så 2
En lojerlig Solvkuglle
En Kengurujaglũ ERE RENS 288
Saen eg FE SER 239.
Møns Kant: . . 244,
Hans Jorgen i Knibte 248.
J ES re are k era 252.
J Skoven ved Aftenstid 253.
Udklakningsappa rail. 255.
Art e n 257.
En Kviſt af Kaffetræeůů i 260.
Hans Jørgens Forſkrakkelſ e...... 264.
Binnen SNS 265.
Mormoner paa Vandringg . 268.
Indſejlingen til Kors 272.
En Gren af Theplanten 277.
Thehoſt i Kin 277.
Hans Jørgen i Fare 280.
Tvillingbrodrene 281, 282, 284.
En norfk Fjeldſccte r. . 285.
Lulren ned dad 289.
Ved Kogeſtederne . Seg MADS ÆEBÆE SA nREe 292.
Haarklipningsſcene I 292.
Leirkome die 3 293.
Soldat tee: ee. en 293.
Niels Ebbeſen felder Grev Gert,
Dilluüßsbünde le, d. een. 299.
Et heldigt MPode W 303.
EEN bt Fa TE | 3 at enes esse ESS LEA NGER 5 305.
Viborg ſet fra Sydoſ I 310.
Viborg Domkirkek. . . „e 311.
2 Mejemaſtinee rr 8.
Selvafleeggende Mejemafkine. . . ... 319.
Rot:!!! KER SN SE (IE 326.
En aftitanſt Subs ER 327.
En Strudsry tterrn 2
Indkjorſel i Hoſte˖n 333.
Veſtatemplet i Rom 8 335.
Fuglekasſe SERVER 338.
Feſtningen Engelsbor g 342.
Kempevandlilier . . 343.
Jernbane paa Havbunden 350.
Jernbanefart gjennem Havet ...... 351.
Fuglelasſen a: . , e 4 354.
Fra Kjøbenhavns Gronttor . 358.
En apſtralſk Kvegrytten 359.
Vandfaldet Trollhaetta ns 367.

N. Jacobſens Provekjcrneapparat .. 370.
Nikolai Frederik Severin Grundtvig 371.
Borſtenbinderi (26 e 38085.

rrverenann BER 391.
Tojffo z ee eg 394.
Spiſelige Fuglereder (Salanganen) . 398.
En engelſk Kempekras 399.
Bernhard Severin Ingemaunn 403.
Fyrtaarnet paa Eddyſtone i Kanalen 410.
Kolosſen paa Rhodos 411.
Husflid.
En Drengs Fortjeneſte D r.
Indſamling af Bec 16.

Side.
Sten- og Stenfulsrammer ....... 21.
Uldbindingens Nytte 5 22.
En god Livserfar ing 31.

Husflidens arbejdsopdragende Magt. 47.

Huggehusarbejdet, af N. Rasmus⸗

lde 55.
Arbejdslyſt og. Markepinde 4.
56G!!! K 71.
Pilekviſtes Afbarkn ing 80.
Amerikanſke Oxre r. 112.
Hvad en Krobling formaar ....... 119.
En gammel Mands Tidsfordriv, af

VVV 127
Gamle Klude… . Boe 143.
57 5 eee 160.
Huündenlnddd see ske 1 160.
Nok en Kroblings Arbeide 5 167.
Jerntraadsarbejder i Sverig 176.
Hornſkearbejddeeeeeee 2 „184.
Husflidsudſtilling i Viborg 214.
FC SE aberne sand ekee 224.
Vavede Kludetqppe n 231.
En blind Kones Arbejdee .. . . 231.
Seletøj For: er 240.
Hvad Fritidsarbejde kan kaſte af fig 240.
En fremragende Birffomhed ...…. 287.
Tøjtlemmer, af S. Kr. Overgaard 304.
Beſog i et Husflidshjem .…......... 313.
Fuglekasſer r store øre 338, 402.
EET i) Ser ss rr brag Jørgen Ta. 353.
Husfliden og Landbruget 1 369.
Borſten binder 3 380.
Kludeſto . es 398.
Kurſus i Hiemmefarvning r 47

Bognyt.
Folkelccs ning $ 158,119.
Hiſtorier af Bendix Hanſen 23.
Haandgjerningsbog for Ungdommen
24, 112, 386.

En Samling ny Forſkrifter af 0 32.
Strandingskommisſaren af Friis .. 32.

Geografiſke e n se BEN TSK 48.
Ent Globus e sid stade n 40856.
„Fra alle Lande“ 4 c e 28 . 72.
Nordifk illuſtreret Borneblad. 9. 88.
Bret Harte: Fortællinger og Skild⸗
ringer ved Robert Watt 119.
Mark e Udvalgte Skitſer, ved
R Watt bun 120.
Joh. Holſts nyeſte illuſtr. Stoleatlas 135.
„ „Bornevennen 135.

Jydſt Bondeliv af Knud Skytte . . . 144.
Bibelen i Billeder (Guſtav Doré). ve:

8 Melodier af L. Nielſen

— Landbotid ende ga
Tidsſtrift for Biavl... . 176.

Indenlandſk Silfeavl …,.......…. 184.

Vaar og Hoſt af Pauline Worm . 192.

Billed: ABC for Smaaborn 215.

J næften hvert Ni Nr. findes
Smaating. — Gaader. — Firkantede

Nødder. — Billedgaader. — Brevvexling.

„Born, er I oppe? Har
Blikket J faſtet

klart og fkarpt paa Maalet,
for Wre og Pligt?

Har ej Fornedrelſen Livs.
modet kveſtet?

Har end Haabet Klang ſom
et loftende Digt?

Har Eders Aand endnu
Evne til Flugt

højt over Hverdagens fmaa-
lige Tanke?

Har I.end Sans for For- 5

hugelſens Frugt,
voret af Kierligheds
Ranke?

Glem ej, at Havet, ſom
blaaner der ude,

ſom ſin Stime fylder i
Fiſkernes Vaad,

og ſom i favn vugger Skip⸗
perens Skude,

det var fordum Vejen til
fjæder og Daad!

e Bilføs 2

Me d

Morſhabslwaning, 600 0 og 3

Adgiurt ak A. C. Num.

2. Aargang. 3 Kjøbenhavn.

Wr. 1 Sandagen d. A. Oktuber.

Danmark, vor Moder:

„Haum ark.
Efter et Maleri ak Arn Jerichan.

Glem ej, at Marken, huvet
Rigdommens Flod

bølger med Guldſker ved
Midſommerstide,

den er indviet ved Bonner
og Blod,

pranger med Minder fan
vide!

O maatte Danchrogsdugen
Jer kalde

lenende i Minde Jer
Rierlighedspligt!

O maatte Korstanken reſſe
Jer alle

til et Aandens Dagværk,
velſignet og rigt!

Vaagne I virke, fan ret
det har Skik,

for Eders Arne og Eje
at frede!

Agt paa huer Fare med
ſpejdende Blik,

altid med Værget tilrede!“

Sakariag Nielsen.

Gjengjeldelſen.
Forfølling af Beatus Dodt.

Bræften og Degnen i Hulered, en Landsby tæt
ved Oreſund, havde i mange Aar været de bedſte Venner,
ja neſten uadſkillelige, og dog havde de ſaavel i Sind
ſom i Skind kun grumme lidt tilfælles. Preſten Hr.
Dahl var en hoj, mager Mand med et ſaa mildt og
fromt Udtryk i fit endnu ſmukke Anſigt, at man næften
alene ved at fe det, kunde ſige fig ſelv, hvilken Stand
han tilhørte, Hans Hjerte var blødt og kjerligt, og
hans hele Sind og Veſen opfyldt og gjennemtrengt
af den hellige Gjerning, han havde at vogte: Med Oje
og Tanke fæftet pan det Aandelige og ivrig bejfjæftiget
med Studiet af de Videnfkaber, der horte til hans
Omraade, havde han kun liden Sans for det Materielle,
for det ſom Mol og Ruſt kan fortære, men ſom, man
ſige nu, hvad man vil, dog er en hojſt væfentlig Ting,
ſaa leenge man ffal færdes her i Verden. Embedet var
godt, Indtægterne vare efter den Tids Forhold ſtore;
men Udgifterne vare endnu ſtorre, og det faldt aldrig
Paſtor Dahl ind at ſporge om, hvortil Pengene gik,
og hvorfor de gik eller om han virkelig ſerligt var

venſtre Haand jaa ikke, hvad den højre gjorde, og var
der god Tid i Kasſen, ja faa havde den travlt med
at uddele, men havde „Thomas“, ſom man ſiger, op⸗
ſlaaet fin Bopæl deri, ja faa kunde han nok je lidt
betenkelig og mistroſtet ud, og det var desværre ſom
ofteſt Tilfældet. Tid til rigtig og grundig at tænfe
derover, det havde han ikke, dertil var hans Hoved for
fuldt af helt andre Sager, og hvad Husveeſenet og
dets Styrelſe angik, ſaa var det jo ogſaa en Sag, ſom
hans Søfter, Jomfru Lene, hapde paataget fig, efter
at han var bleven Enkemand. Paa hendes Skuldre
hvilede Byrden, og Bekymring fyldte hendes Hjerte,
naar Skabe og Krukker begyndte at blive tomme, naar
hun maatte begynde at ſkrabe Reſterne ſammen og ryſte
Poſerne for at fan Noget til de mange Munde, hvis

Skeebne afhang af hende, og Præftens Pengepung dertil
var jaa tom og tor, at han ikke kunde vride en eneſte
lille bitte Skilling deraf. At han, ved hendes Hen⸗
tydninger dertil, jaa meget ulykkelig og forfærdet ud,
at han med en Mine, hvori den hojeſte Forbapſelſe ud⸗
trykte ſig, gjennemſogte alle Skuffer og Gjemmer for⸗
ſikkrende, at han dog ikke kunde forſtaa, hvor Pengene
vare blevne af, ja det var kun en daarlig Troſt og
rokkede langtfra til at kjobe lidt Kaffe og Sukker for,
end ſige ſtore Stykker Kjod og hele Poſer Gryn.

En fuldftændig Modſcetning til Preſten var, ſom
Jagt, Degnen Hr. Holm. Lille, trivelig og geſvindt,
ſom han var, var han ſtedſe i Bevegelſe og Virkſomhed,
og hans ſmaa, livlige Ojne, der blinkede frem fra hans
runde, rodmusſede Anſigt, havde ſnart opdaget, hvad

| der overhovedet var værd at opdage. Hans Indtægter

af Embedet vare kun ſmaa og ſtode kun i et maadeligt
Forhold til de ſtore Taſkelommer i hans ſide Frakke;
men hvad der ſkortede pan den ene Bov, det forſtod
han at bringe tilveje paa den anden. Kyndig og dygtig,
ſom han var i mange Retninger, var der Ingen i hele

"Omegnen, der bedre end han forſtod at ſkrive Klager

og Anſogninger eller forfatte Kontrakter over Kjob og
Salg. Ved enhver Handel af nogen Betydning maatte
han være med ſom Mægler, og det ffulde være lojerligt,

om han ikke enten ved en munter Spog anbragt i

rette Tid, eller ved at belyſe Sagen fra en uventet
Side fik Overenskomſten iſtand. Paafcerde var han
allevegne, hvor han for fit Arbejde kunde vente Lon ſelv
om denne var nok jaa ringe, og, ſom haft ſagde, han

tog Alting med, kun ikke gloende Jern, det lod han

ligge.

Som en Folge af fin utrættelige Flid i Forbindelſe
med klog Sparſommelighed var det lykkedes ham at
blive en velhavende Mand, til Gavn og Glæde for
ham ſelv og til ſtor Forundring for Praſten, i hvis
Penge der jo kun var en ringe Grøde og daarlig Vært.

Disſe Modſetninger i Begges Væjen og hele Livs⸗

retning, var maaſke netop tildels det ſom bandt dem
anſat til at befordre deres Omlob iblandt Folk. Hans

ſammen, hvad den Ene ikke vidſte, det kjendte den Anden,
og lyttede Degnen med Glæde og Interesſe til, naar
Præften aabnede hans Blik for det Skjonne og Store
i Livet og ved fin Viden ligeſom fremmanede leengſt
ſorſpundne Tider og lod dem ſtaa klart og levende for
hans Blik, jaa horte Praſten med ligeſaa ſtor For⸗
bapſelſe om det daglige Livs Færden og Virken, dets
Rivninger og Kampe ſamt dets ſtore og ſmaa Interesſer.
Hver bragte altſaa fin Skjcerv til Underholdningen, og
ingen af Parterne agtede denne ringe. Jevnt og af⸗
verlende gled Talens Strøm, hvad enten de i de lyſe
Sommeraftener fade i Preſtens Have og lode Blikket
dvæle paa det blaa i den nedgaaende Sol flimrende
Oreſund, hvor de ſtore Sejlere, med hvide, udſpendte
Vinger glede frem og tilbage, ligeſom bringende Hilſen
og Bud fra fjerne, fremmede Lande, eller de i de lange
Vinteraftener ſade i den lune Dagligſtue, hvor da ofte
Jomfru Lene føjede fit Beſyv til Underholdningen ved
at lave et Glas Punſch, hvilket Degnen holdt meget
af, og Bræften ikke uvillig nippede til.

Var dette nu i og for ſig Tilknytningspunkt nok,
jaa fandtes der dog et andet og ligeſaa ſterkt, nemlig
Bornene.

Degnens Datter, Hanne, og Præftens Son, Karl,
havde fra Smaa af været trofaſte Legekammerater,
der ærligt holdt ſammen i Modgang og Medgang, og
ſtedſe, naar Tid var dertil, færdedes med hinanden ſnart
i Degneboligen og ſnart i Preſtegaarden, og da Begge,
hver for fig, var deres Faders Ojeſten, ſaa er det intet
Under, at Baandet ved dem knyttedes jaa meget deſto
faſtere.

Under Leg og Glæde vare de nu imidlertid vorede
til, og den Tid nærmede fig, da Laagen ſkulde lukkes
for den brogede Barndoms Have og med det ſamme
Portene aabnes for et Liv, der ikke altid er ſaa lyſteligt,
ſom Ungdom og et let Sind lader det ſmile os imode.
Idetmindſte er der nok ikke ſaa ganſke Faa, der med
et vemodigt Blik ſer tilbage til den Tid, da Tanken ikke
rakte ſynderlig udover Havegjcerdet og e ikke
længere end til Sengen.

Karl, ſom den ældfte, var der der forſt ſtod for
Turen, og, ſom Dreng, var han vel ogſaa den, der
maatte længes meſt eſter at optage Kampen og nyde
dens Lon. Han tenkte imidlertid kun ſjeldent derover
eller rettere jagt, det faldt ham neſten aldrig ind, at
den Tid ſnart maatte komme, da han fkulde forlade
Hjemmet. Men en lojerlig Dreng var han ogſaa i
mange Henſeender, og En og Anden ryſtede tidt paa
Hovedet ved Tanken om ham, ja hele Sognet ryſtede

tilſidſt med, faa det ordentlig jaa ganſke ængfteligt ud.

Det var imidlertid langtfra den Slags Ryſten paa
Hovedet, der bevirkes ved Misbilligelſe eller Vrede.
Tvertimod det var den Slags, der fremkommer ved
hjertelig Velvillie i Forening med et Anſtrog af Be⸗
klagelſe, og ſom faar fit Udtryk i Sporgsmaalet om,
hvad dog Enden fkal blive.

Praeeſten kunde ikke tænfe paa at ſkilles fra ham,

og Jomfru Lene næjten endnu daarligere. Hanne var

en lille Pige og kunde jo ſom ſaadan egentlig ſlet ikke
tale med; hendes Fader derimod, han kunde det, og han
talte ogſaa faa det havde baade Fynd og Klem for at
faa Karl anbragt i en god Vej, men ligemeget hjalp
det. Bræften faa helt nedſlaget og forknyt ud derved,
Jomfruen ſatte et biſtert Anfigt op og gjorde ved flige
Lejligheder Degnens Punſch jaa tynd, ja ſaa tynd ſom

en Sytraad, ſom han ſagde, til Straf for, at han
bragte flig ubehagelige Emner paa Bane.

Og Karl, ja han var her og der og Straalemeſter
tillige, hvilket dog ellers netop er det, man ikke kan
være. Var han ikke i Degneboligen eller lob om i
Mark og Skov med Hanne, ja jaa var han ſnart hos
En ſnart hos en Anden og altid parat til at være til
Tjeneſte, hvor det behovedes. Snart ſtod han aſtadig

og trofaſt og traf Blæjebælgen for Smeden, medens
dennes Dreng lob et Wrinde for fin Madmoder; jaa |
drejede han det ſtore Hjul for den gamle Per Rebſlager,

for at hans Kone, hvem denne Haderspoſt ellers var

betroet, kunde ſe efter Maden eller ſysle lidt i Huſet,

og til andre Tider ſad han i Hokerens Bagſtue, fordybet
i at bringe hans Regnſkab i Orden, hyilken Kunſt
ivvrigt ikke var hans mindſte, naar man beteenker de
underlige Tegn og fortvivlede Hieroglyfer, hvormed

Hokeren betegnede de forſtjellige Poſter; thi ganſke viſt

var denne en dygtig Handelsmand, der med god Fordel
handlede med alle mulige Varer og ſaa da ogſaa med
Penne og Blok; men Brugen heraf havde altid været

ham en Gaade, ved: hvilfen han ryſtede hojſt betenkelig

paa Hovedet.
(Fortjættes,)

Frelſeren og den Blinde.
Tukas Evang. 18, 35 23.

Ved Vejen der fad en fattig Mand
fra Gry, indtil Sol fig dukked,
nær Roſernes Skud i Oſterland,
om Almisſebrod han ſukked;

dog Giverens Aaſyn ej han ſaa;
thi Ojnenes Lys var ſlukket.

Guldſkyerne over hans Hoved drog
og gloded i Solens Lue,

fig Palmernes rige Skjcerm udſlog
højthvælvet ſom Templets Bue;
men alle Guds Veerkers Dejlighed
var ikke for ham tilſkue.

Dog Fuglenes Kvad i Palmens Top

tidt maatte ham Sindet rore,

og kom der et Tog ad Vejen op,

det mærfed den Blindes Øre.-

Han ſpurgte en Dag: „Ovem kommer nu?“
og da fif han Nyt at høre.

„Den Skare, der træder fri og let,
ſom var al dens Sorg forſvundet,

hos Herrens Profet fra Nazareth

har Freden og Lyſet fundet;

han falder jaa mildt ad hver en Sjæl,
der ligger i Morket bundet”.

Den Tidende tyktes underſkjon 5 —
hos Tiggeren i fit Morke.

„O megtige Jeſus, Davids Son!“

jaa raabte han lydt med Styrke.

„Forbarm Dig over min lange Nat,

mit enſomme Sjertes Torke!“

Vel tysſed og trued Folkets Hob, N
ſlig Standsning den hued ilde; 5
men Frelſeren horte Smertens Raab,
ſom aarle han gjor og ſilde.

„Dig Troen har frelſt af Mulmets Ork,
og ſke Dig ſkal ſom Du vilde“.

Da Tiggerens tunge Nod forgik,
ſom Natten for Dag maa vige;
ham lyſte en Tak i graadfyldt Blik,
ſom Leben ej magted ſige.

r ũÜ‚- . ²˙¹mÃ˙ T ³ 9pm mie! ̃ , ẽ⁵;x k; . . ⅛ ] . A ²˙ 1 . DRE EVNE 7

Nu Lyſet han jan fra Verdens Sol
og Lyſet fra Himmerige! 3

Saa mangen en ſorgfuld Sjæl i Lon
end ſukker i Morkets Vaade,

Etelſeten og den Blinde.

En Oaſe i Sahara.
Af N. A.

Orkenen! Hvad er en [rken? Ja for os Danſke i
vort frugtbare og vandrige Land er det ſpert at fore⸗
ſtille ſig hvad en Orken er og hvilken mistroſtende

dog tender endnu Guds egen Søn
ſit Lys over Livets Gaade.
Paakalder Du ham i ydmyg Tro,
oplyſer han Dig med Naade!

C. A. Chyregod.

HET TF.

Tanke dette Ord indeholder. En Orken er en Land—
ſtrekning, der er blottet for al Plantevext og for alt
Vand, Det er ſnart en uhyre Slette og ſnart en ſtenet,
klippefuld Egn, hvor Menneſker ikke kunne bo og hvor
de fleſte Dyr maa dø af Hunger og Torſt. Blottet for
alt Liv er den ikke, thi der findes enkelte Rovdyr og
Fugle, ſom nære fig af Aadsler, men det er ikke mange,

thi deres eneſte Føde er Ligene af de af deres Med-
ſkabninger, der finde en redſelsfuld Død i den uendelige,
alt Haab tilintetgjorende Orken.

Min Læjer, tænf paa hvor godt Du har det; naar

Du fkal foretage Dig en Reiſe, fort eller lang, ſaa

fætter Du Dig i Din magelige Vogn eller i det endnu
mageligere Jernbanetog, og lader Lokomotivet og Jern⸗
banebetjentene om
Reſten. Du har

Saa drager Du afſted gjennem Orkenen. Dag ud og
Dag ind, den ene Uge efter den anden, traver Du af⸗
ſted paa Din fkikkelige, nojſſomme Kamel, ſom er tilfreds
med den Opmuntring, ſom de Bjælder, der hænge om
dens Hals, kan ſkaffe den. Du jer, hvorhen Du end
vender Dit Oje, Intet uden det gule Sand; Sand
overalt. Solen, Afrikas glødende og blændende Sol

beftraaler Sandet,

Alt løber i Et

ingen Bekymrin⸗

for Dit Oje, Du

ger paa Din Rejſe;

maa lukke Ojen⸗

har Du ikke Mad

og Drikke med

Dig, jan er der

laagene til, ellers
bliver Du blind.
Naar Vejret er

Steder nok, hvor

ſtille, ligger det

Du kan faa det.

gjennemhedede

Du er under Tag

Sand ſtille og ſy⸗

og kan gjerne, om

nes at udſendelige⸗

Du vil, ſove jaa

jaa hede Straaler

ſodt ſom hjemme

ſom Solen. Du

i Din Seng. Vejr.

længes efter at

og Vind fommer

der ſkal komme

Dig ikke ved. Du

Bleeſt. Dit Onſke

kan, lige ſom Hol⸗
lenderen, da han
var paa et Skib
i Havsnod og fad
ganſke roligt paa
Dæffet og røg af
fin Pibe, ſige:
„ja mig er det
Sele ganfke lige⸗
gyldigt; jeg er
Pasſager; det er
Matroſernes Sag
at redde Skibet“.
Tank Dig i
Modſctning her⸗
til en Rejſe gjen⸗
nem den ſtorſte af
alle Orkener, Sa⸗
hara, ſom ligger
i det Indre af

er dog ubeſindigt.
Vinden rejſer fig,
men hvilfen Vind?
den torreſte, he
deſte Luft farer
hen over Dig;
Vinden »hvirvler
det fine Sand af⸗
ſted ſom ſtore
Skyer og det fyl⸗
der Dine Ojne,
Oren, Neſe og
Mund med fine
knittrende Stov⸗
gran. Din Tunge
og Din Gane
bliver tor, ja ſelv
Marven i Dine
Knokler ſynes Dig
at torres hen.

Afrikas nordlige

Omſider lægger

Halvpdel. Der

Vinden ſig; det

gaar ingen Jern⸗

bane, ja der kan Oaſe i Sahara.

ikke engang kjore

en Vogn, thi der findes ingen Veje. En ſtor Sten med
Marke paa, hiſt og her, angiver Retningen, ſom man ſkal
folge. Du maa flige op pan en Kamel eller paa en af
Arabernes fortræffelige, udholdende Heſte; en danſk Heſt
vilde ikke bære Dig ret langt her. Du har nogle ſtore
Lederſckke med Vand og nogle torre Kager og Kaffe⸗
bonner med Dig; har Du ogſaa noget Vin, er det godt.

begynder at mørt
nes; Du kan atter
aabne Dine røde,
angrebne Ojne. Ved Solens ſidſte Straaler ſer Du det
ſamme, ſom Du ſaa for Vinden kom; kun har den hiſt og
her afdækket det blege Skelet af et Menneſke eller Dyr, ſom
har fundet fin ſkrokkelige Dod i Orkenens Sand. Det
er ſom et Varſel om hvad der kan hende Dig ſelv.
Du falder i ſorgelige Tanker om en kvalfuld Død af
Torſt i disſe troſtesloſe Egne. Da øjner Du pludſelig

der langt borte en ſtor By med Kupler og Taarne, et
frugtbart Landſkab med Palmelunde og kjolige Kilder.

Du fatter nyt Mod og Dine Kræfter vende tilbage;

men ak! det er en fort Glæde, et forgjæves Haab ſom
ſaa meget her i Livet. Thi det hele er et Sanſe⸗
bedrag. Det er efter Sagnet Feen Fata morgana, der
ſkuffer den trætte Vandrer med fine Goglebilleder og
indgyder ham et glad Haab, for ſtrax efter atter at ſenke ham
endnu dybere i Fortvivlelfen. Natten falder paa; i den
enſomme tavle Orken hører Du kun det dumpe Brøl
af en hungrig Løve eller det heſe Skrig af en Grib,
der flyver over Dit Hoved og venter pad det Ojeblik,
da Du ſynker om i Sandet, for at den kan matte ſig
med Dit Lig.

Men fører Rejſen i Orkenen ubeſkrivelige Lidelſer

og Kvaler med ſig, ſaa har den ogſaa Ojeblikke, ſom
ere ſkikkede til at fylde den Rejſende med Glæder,
ſom vi ikke kunne fatte, da vi ikke have kunnet probe
dem. Der er et gammelt latinſk Ordſprog, ſom ſiger,
at naar Modſeetninger ſtilles op lige over for hinanden,
fjendes Forſtjellen bedſt. Det gjelder i den hojeſte
Grad om Rejſer i Orkenen. Man traffer nemlig nu
og da i Orkenen Steder, hvor Kildevandet vælder op
af Jorden og udbreder fig over Sandet. Paa ſaadanne
Steder danner der fig ſnart et blødt Græstæppe. Den
varme Sol kalder Sydens yppige Plantevcext frem.
Palmerne give Skygge og Frugter, Træer og Buſke
med merkegront, frifkt Lov, vederkveger Ojet, der er
angrebet af Sol og Sand, og rælfer Dig ſaftige, kjo⸗
lende Ber. Pappegojerne ſladdre i Træerne og Aberne
gjøre deres morſomme Gymnaſtik fra Gren til Gren.
Og hvad der er det Bedſte af Alt, den klare Kilde giver
rigeligt af det kolde, friſke Vand iſtedetfor det lunkne,
fordcrvede Vand, Du havde i Dine Lederſcekke paa
Kamelens Ryg. Her ſmager Hvilen dobbelt godt. Her
kan Du ſtrœkke Dig i det kjolige, bløde Græs, medens
Araberne ſtege en Abeſteg og lave Kaffe. Du kan med
Velbehag her ſe den blaalige Rog fra Ildſtedet bølge
hen under Palmernes Toppe, mens Du lytter til Bræt
kens Rislen. Heſtene vælte fig i Gresſet for at for⸗
friſke den ſtovede fortorrede Hud og ſamle Kræfter til
nye Anſtrengelſer. Kamelerne drikke ved Bakken og ryſte
deres tykke, lederagtige Skind, naar Sadlen og Oppak⸗
ningen er taget af dem. Overalt er der Glæde og
ſnart har Du glemt de overſtagede Lidelſer. Thi ſaa⸗
ledes ere vi Menneſker jo; naar vi have det godt i
Ojeblikket, da glæde vi os derved og hengiver os til
den flygtige, korte Nydelſe. Og deri gjøre vi ret, Sorgen
og Savnene kommer jo tidsnok og Mojen og Beſparlig⸗
hederne glemme ikke at kalde os tilbage til Livets Alvor.
Naar vi fra Lykkens Oaſe drage ud i Ulykkens Orken,
maa vi kun huſke paa, at hvad enten vi færdes i Oaſen
eller Orkenen maa vi ſoge at finde den rette Vej til

Reiſens Maal.

- Hvordan Uglen blev til.
Jydſt Folkeeventyr.

Af Bendix Han ſen.

Den Gang Vorherre og St. Peder vandrede omkring
paa Jorden, kom de til en Smedie. Over Doren var
der et Bræt, og pan dette ſtod ſkrevet med ſtore Bog:
ſtaver: „Her boer Meſteren over alle Meſtre“.

Da Vorherre havde læft dette, ſagde han til St.
Peder: „Det er nok bedſt, vi ſe lidt ind til den Meſter!“
og ſaa gik de ind.

Smeden og hans Svend ſtode derinde og hamrede
af alle Livſens Kræfter,

„Goddag Meſter!“ ſagde Vorherre.

„Tak!“ ſvarede Smeden, idet han holdt inde med
ſit Arbejde, torrede Sveden af Anſigtet med Wrmet og
ſaa paa de to Fremmede.

„Er J Meſteren over alle Meſtre?“ ſpurgte Vor⸗
herre.

„Javel! Det er mig!“ ſparede Smeden.

„Er det ikke vel meget, I giver Jer ud for?“
ſpurgte Vorherre igjen.

„Nej!“ ſagde Smeden, „jeg kjender Ingen, der kan
ſtaa ſig for mig!“

„Men derfor kan det dog være, J havde en Over:
mand!“ ſagde Vorherre.

„Jeg troer det ikke!“ ſvarede Smeden.

Under denne Samtale var der kommen en gammel
Kjcerling ind i Smedien. Hun vilde have Ringe og
Krammer til fine Træſko. Det var en rigtig grim
gammel Kjærling. Hun var baade ſtiv og krumbojet
og flæbte fig mojſommelig afſted ved en Stof,

„Kan J da ſmede en ung og ſmuk Pige af denne
gamle Kjerling?“ ſpurgte Vorherre Smeden.

Meſteren grinte poliſk og ſvarede: „Nej, det tror

jeg rigtignok ikke, jeg kan; men det er der heller ingen

anden Meſter, der kan gjøre”,

„Vi faa ſe ad!“ ſagde Vorherre, og ſaa tog han
Kjcrlingen og holdt hende ind i Ilden, imedens St.
Peder traf Blæjebælgen. Da hun var godt gjennem⸗
glodet, tog han hende ud og lagde hende paa Ambolten.
Saa tog han Meſterens Hammer og St. Peder den
ſtore Forhammer, og nu hamrede de lyſtigt los paa
Kjærlingen, faa Skeellene fløj ſnurrende omkring i
Smedien faa tæt ſom en Biſpeerm.

Da de holdt op, var den gamle Kjerling bleven

den deiligſte Pige, man kunde je. Hun ſagde Farvel

og Tak og lob raſk ud af Smedien.

„Hvad ſiger Du nu!“ ſagde Vorherre.

„Ja det var rigtignok et godt Stykke Arbejde!”
jvarede Smeden. „Det troede jeg ikke kunde lade fig

gjøre!” 1 ig:
Wa nu kan Du tage Dit Skilt ned; for nu har

Du fundet Din Meſter!“ ſagde Vorherre, og jaa gik
han og St. Peder.

„Vi faa ſe ad!“ ſagde Smeden til Svenden.
„Man ſkal aldrig forhaſte fig”, Og faa gik han ind.
Han havde nemlig en gammel Bedſtemoder, ſom
var jaa ſpvag og daarlig, at hun ikke kunde beſtille andet,

end ſidde i Kakkelovnskrogen og ryſte, og grim var hun

ogſaa, det kunde Ingen nægte.
Hende tog han nu med ud i Smedien, puttede
hende ind i Ilden og lod hende glode dygtig; for „hvad

Andre kan, kan jeg vel ogſaa“, tænkte han, og ſaa be⸗

gyndte han og Svenden at bearbejde den gamle Bedſte⸗
moder..

De hamrede i en, og de hamrede i to Dage, ja
de hamrede den tredie med; men endnu kunde Ingen
ſe, hvad det vilde blive til, for det blev altid mindre.

Da begyndte Smeden at blive lidt beteenkelig.

„Bare det dog vilde blive til Noget, hvad det jaa
end ſkulde være”; ſagde han, „for Noget er dog bedre
end Intet, og det var dog ſlemt, om hun ſkulde blive
til ingen Ting, det ſolle Skind!“ Og faa hamrede de
les igjen.

Den fjerde Dag begyndte det omſider at faa Form
ſom Noget.

„Det bliver til Noget!“ ſagde Smeden, „det bliver
en ſcer Tingeſt; men det bliver dog til Noget!” -

„Uhu!“ ſkreg det pludſelig, og Smeden blev faa
forſkrekket, at han ſlap. „Uhu!“ og vips var det borte
fra Ambolten og ude af Doren.

Beſtemoderen var bleven til en Fugl, en rigtig ſtor,
grim Fugl, med krumt Næb og ſtore Øjne.

„Hvad tykkes Du om det?“ ſagde Smeden til
Spenden. „Hun blev jo længere jo grimmere!“ Nu
er det nok bedſt, Du gaar ud og tager Skiltet ned!“

Og faa kom Skiltet ned; thi Smedens Bedſtemoder
var bleven til en Ugle.

Husflid.

n

Eu Drengs Fortjeneſte.
(Af et Brev fra en Lærer til „Husvennen“).

Jeg kunde onſke at fortælle lidt om Armbaands⸗
fletning af Heſtehaar, ſom jeg øvede i mine Drengeaar
og tjente ikke fan Penge ved, men dels ere disſe Arm⸗
baand for længe ſiden gagede af Mode, og dels kan
denne Sysſel næppe føres videre. Derimod er det faldet
mig ind, at en anden Feed e ſom jeg øvede i
mine unge Dage, viſtnok egnede ſig til at tages i Be⸗
tragtning, da den baade kan give en betydelig Indtægt,

og, hvad der er endnu bedre, give ſtorre Plads for

Ferdighedens, Smagens og Begavelſens Udvikling,
nemlig Udffæring i Læder, og jeg ſkal nu, da jeg er
kommet til at omtale den, i forte Trek fortælle hvordan
jeg kom til at øve denne Idræt.

Det var Aaret efter min Konfirmation jeg kom
i Berøring med et ungt Menneſke fra Kjøbenhavn, ſom
forberedte fig til at blive Sfolelærer. Han havde aldrig
før opholdt fig længere' Tid paa Landet, og kjedede fig
derfor meget ved beſtandigt at være bundet dertil. Han
havde ikke Lyft til altid at læje, og faa begyndte han
ſom Zidsfordriv, at danne Blade af Læder, ſom jeg fik
at je. Han havde hverken Udholdenhed eller Finger⸗
færdighed, og ſlap derfor ſtrax den begyndte Sysſel;
men den interesſerede mig. Jeg fik ſnart at vide, hvad
han vidſte derom og tog ſtrax fat. Jeg vandrede om
i Skov, Mark og Have, hvor jeg udſogte mig ſmukt
formede Blade, hvorefter jeg tegnede og udklippede
Monſtre i Papir. Saa gik jeg hen til Skomageren og
fik en Haandfuld Lederaffald (ſmaa Stumper og Stykker
af forſtjellig Slags, dog ikke e lagde det i
Vand: for at faa det rigtigt blødt og bejeligt. Derpaa
foretog jeg Udſkeringen, idet jeg lagde mit Papirmonſter
paa et Stykke Læder og derefter udffar et Blad. Mon⸗
ſteret blev vaadt og derfor ffrøbeligt, men jeg tørrede
det igjen og kunde dog bruge det flere Gange. Var
Bladet udſkaaret, fan lagde jeg det i venſtre Haand,
medens jeg med en Syl eller en Stoppenaal tegnede
eller indtrykkede Aarerne i det, hvorefter jeg bøjede det
op i den rette Form og lagde det til Torring i Varmen
(om Vinteren paa Kakkelovnen). Lerderbladet blev da
ſtivt og haardt og beholdt alle Ridſer og Bojninger det
havde faaet. Vedhend og Egeblade lykkedes bedſt i
Begyndelſen, men ſiden vovede jeg mig til Vindrueblade
og andet ſmukt formet Lov. Af tyndere Skind (Faare⸗
ſkind) lavede jeg Blomſter. Det gik ganſke nemt.
Fingerbolblomſter formede jeg ved Hjælp af en lille
Glasprop idet jeg trykkede en lille vand Lederſkive ned
i Flaſkemundingen med Proppen. En lille Læder:
ſtrimmel med en Knude paa blev ſtukket gjennem den
og gjorde Zjenefte ſom Stilk og nogle faa fine Gryn
blev efter den førfte 99 95 ftrøet ned i Begeret ſom
Stopdragere og ſiden atter. lakeret. Alle mine Læder:
blomſter og Blade overſtrog jeg nemlig med Spirituslak
(Schellak oploſt i Spiritus). Andre Blomſter dannede
jeg af i forſkjellig Storelſe udſkaarne 5 eller 6 bladede
rundt udſkaarne Leederlapper, fæftede til hinanden ved
en Lederſtrimmel, eller limede ſammen.

Kunſten uddannedes, Variationerne bleve altid rigere
og ſmukkere. Af gamle Skindhandſker og Kaffebønner
lavede jeg Vindrueklasſer, idet jeg bandt Bonnerne ned
i de udblodte Skindlapper. Saadanne Blomſter, Blade

” Klæde og paa
Rundt om ved Udfanten faſtlimede jeg mine Blomſter

og Ber kunne bruges til Forſiring af Rammer og i

det Hele i Stedet for udſkaaret Trœarbejde, ſom paa

Pibebredter, ben dee og Syeſker, men jeg brugte

mine alene til Lampebakker.

Pap limede 109 paa Underſiden et Stykke gammelt
verſiden et Stykke ensfarvet Vordug.

i den ſkonneſte Orden og Uorden, ſaa de dannede en
ſmuk Krans.
og Jaa var den ſtraalende Lampebakke færdig. Materi⸗
alerne koſtede mig ikke en Mark, ja maaſke næppe 8
Stilling, men for hver Lampebakke fif jeg 8 — 12 Mk.
(kun en eneſte har jeg ſolgt for 1 Rd.) og jaa kunde
jeg afjætte jaa mange jeg kunde forfærdige, faa meget
var dette Arbejde ſogt. Jeg har dog ikke ſenere ſet
1 lignende, men er vis paa, at der vil kunne leveres
ny ab Arbejder i mangehaande Retninger af Lader,
hvorved en Masſe Affald vilde kunne bringes til An⸗
vendelſe og give en god Indtegt for mangen en. flittig
og ſkͤnſom Haand. Maaſke disſe Linier kunde henlede
8 e ſnild Guts Opmerkſomhed paa denne lille
ysſel.

Bognyt.

Folkelcsning.

Ved Udvalgettil Folkeoplysnings Fremme
er der i Kommisſion hos G. E. C. Gad udkommet
Nr. 63 — 66, Zdie til 6te Hefte af „Smaaſtykker“,
indeholdende: Skildringer af det virkelige Liv, af C. A.
Thyregod: 12) Selvejer og Per een og 13) En
Husmand paa Heden. Om Tal og Maal, ſamt For⸗
delene ved Tiregningen, af A. Anderſen. En Vinter
i Ajaccio, Rejfeminder af L. Vagner. To Bejlere,

ortælling af Carit Etlar. Skil 7 af det virke⸗
ige Liv af Thyregod: 14) Verſt mod fig ſelb. Om
e af Chr. Grønlund (1, danſte Giftplanter)
med 38 Treſnit.

Skrift 67: Premiekarlen, 1 1 af Berthold

orn.

Auerbach overſat af

1 W.
Vi ſkulle ikke BLE ere end tidligere er ſket, an⸗
befale de fortrinlige Folkeſkrifter der udgives under oven:
ftaaende Titel, men fun udtale ſom verbevisning, at

- Enhver, hvem Udbredelfen af god Læsning ligger paa

hvert Aar at anvende et

Hjerte, ikke maa forſomme at anbefale Su oſkribtion
paa Folkelesning til Alle, ſom kunne formages til
Par Daler paa at anſtaffe
gode Boger.

Nu da Efteraaret ſtunder til og Læjetiden begynder
pan Landet, gribe vi tillige Lejligheden til at henlede
Opmerkſomheden paa, at „Udvalget“ har ſet ſig i
Stand til at giore et for Skoler, Foreninger og fattige
Kommuner jærdeles fordelagtigt Tilbud, ſom vi ſerlig
kunde ønffe at bringe i Dhr. Læreres Erindring, hvorfor
det herved meddeles: 3

Paa et rundt Stykke

Derefter bleve alle Overflader lakerede

lignende

— Misa.

„Tilbud fra Udvalget til Folkeoplysnings
Fremme.

Ved Sjælp af en Bevilling paa indeværende Aars
Finanslov ſe vi os i Stand til at gjøre følgende Tilbud :

1. Hvor man til Brug for Almueſkolens Born
vil forſyne fig med en Del af vore hidtil: udgivne
Skrifter — ligegyldigt om med et enkelt Exemplar af
flere, eller med et ſtorre Antal af færre —, ville disſe
blive leverede til halb Pris. Det ſamme Tilbud gjelder
ogſaa de ſaakaldte „Friſkoler“ paa Landet, ſom have
12 Lokale eller hvis Beſtaaen paa anden Maade er
ikret.

De Nummere af „Folkelcsning“, der bruges meſt
i Skolerne, ville til Brug efter Tilbudets Poſt 1. indtil
videre blive udleverede i hamle, ftærfe Bind med Leder⸗
ryg liſtedetfor i ſtivt Hefte) uden Forhojelſe af Priſen.

Husholdningsforeninger, ſom have dannet et
Oplysningsfond og ere Subſkribenter paa „Folkelcesning“,
og paa lignende Vilkgar Arbejderforeninger og andre
deslige Foreninger, ville kunne 5 en ſterre eller mindre
Rake af vore tidligere Skrifter ſom Gave.
Fattige Kommuner vil der kunne ydes en
Djælp til Dannelſen baade af Sogue⸗Bog⸗
ſamlinger og Skole⸗Bogſamlinger.

4. Endelig ville vi gjerne yde vort Bidrag til,
at der paa Kaſerner og lignende Steder kan blive Bog⸗
ſamlinger til Brug for Soldater og Underofficerer“.

N. J. Fjord. M. ammerich. . V. Nasmusſen.
M. Steenſtrup. U. J. Termanſen.

Anmodninger med de fornødne Fun indſendes til
ÜUdvalgets Formand, Dr. M. Steenftr up, ahbeks Allee 17
Kjobenhabn, Veſterbro. ø

Smaatina.

Ved Gadekeret. Frokenen (nylig kommen paa
Landet). Nu har jeg aldrig ſet Magen! Ih, der
11 en Hone, his Unger jo alle ere blevne til

inger.

Forvalteren (tert). Aa, lille Froken, den
Slags Ting er fan almindeligt herude paa Landet.
Se nu! derovre bor Jordemoderen og begge hendes
Børn ere blevne til Gropſmede. .

Zudhold. Danmark, vor Moder, Digt af Zakarias Nielſen, med
Billede. — Gjengjaldelſen, Fortælling af Beatus Dodt.
— Frelſeren og den Blinde, af C. A. Thyregod, med
Billede; — En Oaſe i Sahara, af R. N., med Billede.
— Hvordan Uglen blev til, jydſk Folkeeventyr af
Bendix Hanſen, med Billede. — Husflid: En Drengs
Fortjeneſte. — Bognyt. — Smaating.

Husvennen udkommer lil hver Søndag med el 16.ſpallel Art, ſorſynel med flere

Hverl Fſerdingaar medfølger gralis et fork mußt Villede.

Bladek kan beſlilles paa ethvert Vofllionlor og
Boglade ſamt hos Hovedliommisſionceren: Boghandler Nudolph Klein, lille Kiebmagergade 56,

Bigeder, tit 3 Mk. (1 Str.) Jjerdingaaret frit. tilfendt.
Brepſamlingsſled, i enhver
Kjobenhapn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

bar a SL DE? JE DE 8 Så i Ht C
„ cee Bil, N 0

3 5 i i 5 KS SA

23 SMorfhabskæsning, Oplysning og 5 KE |

0 få N 5 D |
O M STØR Udgivet ak N. C. Bum. W
d i 0
|| NG 5 i 25 N
11 | ' 2 Så: & |
| gg 5 0
2. Aargang. Kjobenhavn.
5 Sondagen d. J. Oktuber. ; ,

Elieſer ved Bronden.
( Mosebog 24. Kap.).
— Med det e —

„Hor, Elieſer, 2 Tjener tro!
Af Landet Du ſtrax ſkal drage
og ſoge i mit Fedrebo

til Iſak, min Sen, en Mage!“

Saa talte Abraham, Herrens Ven,
og Tieneren adlød. Roeſten;

i Herrens Navn han reiſte hen

til Bethuels Stad i Oſten.

Og da han kom til den By i Kveld,
ved Bronden i Palmeſkygge

han kneled ned og bad om Held

og faa om et Tegn paa Lykke.

Og Svenden neppe fin Bøn fif endt;
thi for han fik rejſt fig atter,
ſaa kom, ſom var af Gud hun ſendt,

Rebekka, Bethuels Datter.

Tjenſtvillig kom hun imod ham hen,
gav ham og hans Dyr at drikke,
da ſtjonned Spenden, hun var den,
ſom Gud vilde Iſak ſkikke.

Saa gav han Pigen det rode Guld
alt til hendes hvide. Hænder

og takkede Gud, der naadefuld

alt Godt ſine Venner ſender.

Men hun gik hjem med Tidende ny
og med Guldringene prude, i
og Laban kom og bød i Ly
den fremmede Svend derude.

Dog han vil ej nyde Brod og Vin
og ikke paa Bænk fig jætte,
før han har talt for Herren fin

det Ord, han fif at forrette,

Dit Wrinde kommer viſt fra Gud,
Rebekkas Slegtninge meldte.

Saa drog hun ſom en yndig Brud
til Abrahams fjerne Telte.

Gud ſignede hendes og Iſaks Hjem
og gav dem de Sonner tvende,
hvis Navne aldrig fkal gaa iglem,
men mindes til Verdens Ende.
i C. A. Chyregod.

Gjeugjeldelſen.
Fortælling af Beafus Dodt.

—

(Fortſat. )

Var Karl nu færdig hos Hokeren, jaa hjalp

han Fiſkerne nede ved Stranden med at rede Garn ud
eller, naar det traf ſig, den gamle Sidſe med at tage
FUE ud og ye dem til Torre. Dette var nu ganfke

r

DDr

viſt ikke noget pænt Arbejde, og Lugten derved heller
ikke ſynderlig forfriſkende; men Sidſe var gammel og
ſpag, og de Fiſk, hun fik til fin Del for en lille Part,
hun ejede i en Baad, fkulde dog behandles for at de
kunde blive gjorte i Penge. Meſt interesſerede det ham
dog at underholde ſig med den gamle Kapitain Bufk.
Denne, der havde faret paa lange Reiſer og fortjent
mange Penge, havde bygget ſig et ſmukt Sted paa
Kyſten, hvor han nu nod Lonnen for et langt, i ſtrengt
Arbejde og bittre Savn tilbragt Liv. Med ſpendt
Opmerrkſomhed og bankende Hjerte lyttede Karl til den
gamle Mands Fortællinger om fremmede Lande og alt
det Vidunderlige, han der havde oplevet og ſet, eller
til Beſkrivelſen af det ſtormende Hav og den modige,
anſpoendende Kamp mod Orkanens og Bolgernes Magt.
Og naar han da forlod Kapitainens venlige Bolig og
vandrede hjem langs Kyſten, kunde han ikke andet end
kaſte et loengſelsfuldt Blik ud over det blaa Sund, ſom
jo forte ud til den ſtore, eventyrlige Verden, hvorom
han nys havde hort; medens paa fin Side Kapitainen
med Glæde faa efter den raſke, livlige Dreng, i hvem
han havde fundet en ſaa opmærffom Tilhorer.

At Bræftens Karl ved alle disſe Idrætter vandt
Alles Godhed og Venſkab, behøver næppe at forſikkres,
men, ſom Degnen rigtignok bemeerkede, det var et
temmelig magert Levebrod, og om Penſion derefter
vilde der næppe blive Tale. Karl var imidlertid kon⸗
firmeret, han havde nydt en god Undervisning. af fin
Fader, han var en ſmuk, velvoren Dreng, med et lige⸗
ſaa frejdigt Udtryk i fit aabne Anſigt, ſom en trofaſt
og brav Karakter. Netop paa Grund af disſe Egen⸗
ſkaber var det, at Folk ryſtede paa Hovedet ved Tanken
om, at han ved at gan hjemme ikke kunde faa Lejlighed
til at nytte det Pund, ſom Vorherre havde medgivet
ham, ligeſom man ogſaa dermed udtrykte fin Beklagelſe
over Kræftens Svaghed.

En Vinteraften begav Degnen fig, ſom ſedvanlig,
op til Preſtegaarden. Sneen, der kom hyirvlende ind
fra det isbelagte Sund piſkede ham i Anſigtet, og den
ſkarpe Froſtvind, ſom havde gjort Rejſen over Nordſoen,

hvoraf den ikke var bleven mildere ſtemt, pinte ham

Bandet af Øjnene, men opfyldt af Noget, han havde
paa Hjerte, agtede han hverken paa det Ene eller det
Andet, og ſtod ſnart efter i den hyggelige, varme Stue,
hvor han blev modtaget med et hjerteligt Velkommen.

Preeſten og hans Soſter ſade hver i fin Leneſtol
foran Kakkelovnen, hvori Uden gniſtrede lyſtigt, medens

de Roſer og Lavendler, ſom vare ftrøede ovenpaa den,

udbredte en mild og forfriſkende Vellugt. Degnen gned
fig i Henderne og [od fig derpaa med et velbehageligt
„Ah“, glide ned i den for ham parat ſtagende Stol,

medens Karl ſtillede ſig bag ſin Faders, for at hore

paa Santtalen, ved hvilken han ſjelden manglede.
„Her er hyggeligt og godt og langt behageligere

end ude paa Strandvejen, hvor Kulden er faa opſat og

desperat, at den er nærved at bide Neſen af Folk“,
begyndte Degnen, „og faa er her en Vellugt“, vedblev
han, ſtikkende Neſen i Vejret. og fkottende til Kakkel⸗
ovnen, paa hvilken der ſtod en lille Terrin med Laag,
„ja en Vellugt, der bringer En paa Tanken om de
danſke Beſiddelſer i Veſtindien, hvor der frembringes Rom
og Sukker“.

„Saa Fatter kan allerede lugte Moſten“, ſparede
Jomfruen, idet hun. rejſte fig og fyldte Glasſene. „Ja, ja,
det er ſom man ſiger: gode Jegere finde ſnart Sporet”,

„Som da intet Under er, naar Byttet er faa
lokkende, ſom dette; thi, det være ſagt til Deres Roes
og Wre Jomfru Dahl, Punſchen er krabat og pderſt
behagelig.“ 3

„Jeg takker ſkyldigſt, gode Holm“, ſparede hun
ſmigret, „en Hjerteſtyrkning til Maade forfriſker Sindet
og gjor Blodet let“. ;

„Samt fætter Tungen i Bevægelje, maa Du til⸗
føje hjerte Soſter“, bemeerkede Preſſten. 5

„Og bringer Munden til at lobe i Vand paa den,
ſom Intet faar“, tilfojede Karl. myren

„Nej, vil man nu høre til Monſjo Snus, ſnakker
han ogſaa med. Staerke Drikke ere ikke gode for Born
ved Du nok“.

„Jeg ved det nok Tante“, ſparede han, „men det

er heller ikke Alt, hvad der er godt, vi ſkulle have; vi
ſkulle ogſaa døje lidt Ondt engang imellem, og jeg er
ikke bange for min Part“.

„Nej det er han ikke, Jomfru“, raabte Degnen,
„tilbisſe det er han ikke, og jeg foreſlaar derfor, at give
ham Lejlighed til at viſe fit Mod, ved at give ham
et Glas“. Sr: 5

„Giv ham kun et, hjerte Soſter“, tilføjede Preſten,
„jeg tror at have hort, at det er godt for Orm, og
er han ikke plaget dermed, nu, Herre Gud, ſaa er det
jo ingen Skade til at belave fig paa det, ſom mulig
kunde komme“.

„Apropos“, udbrød Degnen, „og for ikke at glemme
det, jeg har en flittig og kjcerlig Hilſen at bringe fra
et af Deres gamle Sogneborn, ſom nu færdes i fjerne
Lande“.

„Hvem kan det være?” ſpurgte hin.

„Det er Gunder Nielfen, Hr. Paſtor, De ved nok
ham, der ejede Skophuſet, ſom vi falder det, henne i
Julebek“. 5

„Gunder Nielſen“, gjentog Preſten, idet han ſynlig
gjorde fig Umage for at klare fin Hukommelſe. „Ja,
var det ikke ham, der kom i Slaveriet?“

„Jo, ganſke rigtig, Hr. Paſtor, men det var ogſaa

ham, der tog ſig den Frihed at forlade det igjen, og

det uden at ſige Farvel“. Ved disſe Ord kaſtede han
et Blik til Karl, der med ſpoendt Opmaekſomhed
lyttede til. b ;

„Det hujfer jeg, ſom var det fret igaar”, udbrød
nu Jomfruen. „Jeg horte ſelv Kanonſkuddet med mine

3

2
N

egne Øren, fom de affyrede derinde paa Kronborg, til
Tegn paa, at en Slave var brudt ud“.

„Ja, ja, raabte Degnen, „den Are gjorde de ham,
at de ſaluterede for ham ved Afrejſen, der manglede
kun at Beſeetningen ogſaa ſkulde have præjenteret
Gevær”,

„En Slave, en Forbryder, der, det være fig nu
ved Liſt eller ved Vold, unddrager fig den retfærdige
Straf — jeg forſtaar ikke rigtig, hvor De kan ſpoge
dermed, min kjcre Holm“, ſagde Bræften alvorlig:

„Ja ſaa er det fordi De ikke erindrer Sammen⸗
haengen“, udbrod hin. „Var der nogen flittig og ſtreb⸗
ſom Mand i Sognet, faa var det Gunder, han ſtod og
arbejdede tidlig og ſilde og havde derved tilſidſt bragt

ſin Jordlod, der, da han fif den, var den elendigſte i

hele Sognet, i en faa fortrinlig Stand, at han blev
tilkjendt Selſkabets Solvmedalje. Saa var det, at
Dyrene derinde fra Strovang havde faaet deres Gang
paa hans Hvedemark, hvor de gik og nippede Axene af.
Alt hvad han gjorde for at drive dem bort, hjalp ikke,
og i fin billige Harme og Aergrelſe over en tidlig
Morgen at ſe en hel Flok derinde, var det da, at han

greb til Bosſen og ſkjod et, hvilket han dog lod ligge

paa Pletten, hvor det var falden. Det er imidlertid
en farlig Sag at ſkyde Kongens Vildt, og ihvorvel
meget talte til hans Gunſt, fan blev han dog dømt til
Slaveriet“.

„Ja, ja, jeg huſker det“, ſvarede Praeſten, „og jeg
huſker ogſaa, hvor dybt det gremmede mig, at den
ſkikkelige, retfkafſne Mand ſkulde blive fort i en Friſtelſe,
der ſtyrtede ham i en faa forfærdelig Ulykke. Naa men
hvad ſkriver han nu, og hvor er han?“

„Naturligvis i Amerika, Hr. Paſtor, ſom jo er

det ſtore Bundtmagernes Loft, hvor ſaa Mange, der

ere komne galt afſted, ſamles. Han har det godt. Alt
trives og lykkes for ham, og han ſer en ſorgfri Fremtid
i Mode. Hele hans Brev vidner om den inderlige
Taknemlighed han foler for den, der rakte ham Haanden
til Flugt, og hvor gjerne han i Gjerningen vilde viſe
ſin Hengivenhed for den raſke Dreng, der vovede ſaa
meget for hans Skyld.

Talende, ſom vilde han fe ind i hans Hjerte, „Du fer
jaa overraſket og forfærdet ud, ſom Skredderen, da
han ſatte ſig paa ſin egen Synaal.
tage Dig faa meget af hans Taknemlighed til Indtegt,
ſom Du tror der tilkommer Dig, og dy er nok ingen
lille Part“.

Ja Karl“, vedblev han til
denne, der var bleven blusſende rod og ſtirrede paa den

Du kan iøvrigt |

ingen Moders Sjæl, ſom har haft den mindſte Anelſe

om, hvem der hjalp ham, eller paa hvilken Maade det
ſkete, med Undtagelſe af en Eneſte, og jaa aabenmundet
nu denne end ellers kan være, jaa forſtod han dog her
at tie“.

„Og er det da nu opdaget?“ ſpurgte Jomfruen.

„Nej Gudbevares hojſtcrede Jomfru Dahl, vedblev
Degnen, „opdaget er det ikke; men det er oplyſt, hvilket
gjør en ſtor Forſtjel, og denne Oplysning har fyldt
mit Hjerte med den inderligſte Glæde. Ser De, der
var en Dreng, hvem Gunder altid havde holdt meget
af, og hvem han havde viſt mangfoldige af de ſmaa
Tjeneſter, ſom fan glæde et Barns Hjerte. Da nu
Gunder uforſkyldt, thi ſaaledes kunne vi vel nok kalde
det, blev et Offer for en ubillig Lov, jan havde Drengen
hverken Riſt eller Ro for han, ſom Muſen, fik gnavet
Baandet over, hvormed Loven var bundet. Ved ſit
Bekjendtſkab med flere af Beboerne paa Kronborg, blev
det ham let at færdes der, hvor han vilde, og paa den
Maade lykkedes det ham at træffe Aftale med Gunder.
Det blev nu beſtemt, at naar det var lykkedes Drengen
at formaa en Kapitajn paa et af de mange Skibe,
ſom gaa igjennem Sundet, til at tage Gunder med,
jaa ſkulde Drengen give ham et Tegn, hvorefter da
Gunder ſkulde iværfjætte fin Flugt om Natten, medens

hans Hjælper fulde vente paa ham med en Baad ved
et aftalt Sted pan Kyſten. ;

Gunder var en ſnu Karl,
og ved de Midler, font hans Ven lidt efter lidt havde
forſynet ham med, lykkedes det ham at overliſte fine
Bevogtere, da Ojeblikket var kommen, og Drengen havde

opſpurgt en engelſk Kapitajn, der manglede en Mand
i fin Beſotning, og ſom i fin Forlegenhed gjerne vilde .

tage hvem det ſkulde være, naar han bare forſtod at
haandtere et Sejll. J Morke og Mulm roede nu
Drengen langs Kyſten til det aftalte Sted, hvor Gunder
allerede befandt fig, og derefter ud til Skibet. Dette
gik nu altſammen godt nok; men hvad de ikke havde
beregnet, det var, at det lidt efter lidt fatte op med en
Storm, ſaaledes at da de kom til Skibet, indſaa Gunder
at det vilde blive vanſkeligt, om ikke umuligt for Drengen
at naa tilbage til Land med den lille Baad. Med
tungt Hjerte og opfyldt af den pinligſte Angſt, ſaa han
fin Ven forlade Skibet, idet det var, ſom ſkulde hvert
Ojeblik Baaden opfluges af den oprørte Sø — og nu
ſtriver han og beder mig inderlig og hjerteligt om
ſnareſt muligt at lade ham vide, hvorledes det gik, da
han ſiden den Tid beſtandig har levet i Sorg og Angſt

for, at hans Redningsmand fkulde være bleven et Offer

„At ſtakkels Gunder er den taknemlig, ſom hjalp |

ham, det kan jeg forſtaa; men jeg ved aldrig at have

hort noget Normere om, hvorledes det gik til, at han
flap ud“, bemerkede Precſten.

„Det er rimeligt nok Hr. Paſtor, og om De faa |
anſpender Deres Hukommelſe til den ſkriger ved det,
jaa vil den dog ikke kunde hjælpe Dem, der er nemlig |

| for fin behjertede Handling“.

„Nu og Drengen, ved De Noget om ham?“ ud⸗
brød Preſten, der med ſpeendt Opmeerkſomhed - havde
lyttet til Degnens Beretning, idet han helt glemte ſin
lange Pibe.

„Saamend gjør jeg faa”, vedblev denne.
Dem om og ſe paa ham.

„Vend

c ee

Vel er Søen barſk og ſtreng,

til at give hende Afflag.

men den kan ogſaa være hojmodig, og derfor undlod
den vel at begrave det Barn i fine Bølger, ſom⸗ havde
vovet fit Liv for fin Ven“.

„Karl“, raabte Preſten, idet
tog ham i ſine Arme. „Men Barn, hvilken fortvivlet
Gjerning, hvor turde Du vove at undrage en Domfældt
Lovenes Straf? Min egen raſke Dreng”, vedblev han
med Taarer t Øjnene, „mit. Hjertebarn, ſom glemte
Alt, Lovens Straf og Søens Farer, for at frelſe den,
Du holdt af“.

„Og at Drengen”, udbrød Jomfruen, der nu paa
ſin Side ikke lod det mangle paa Kjertegn, „at Drengen
forſtod at holde det for fig ſelv, at han ikke ved et
Ord eller et Vink lod os ane fin Glæde og Stolthed
Dver, at den farefulde Gjerning var lykkedes ham, det
vilde næppe have tiltroet et voxent Menneſke, endſige
ft Barn“. '

„Ja, ja Soſter, og
det aabenbarer et Træf
i hans Karakter, hvor⸗
over vi i Sandhed have

han ſprang op og

Havets dræbende Favntag.

greb til Vaaben.

Grund til at glode os“.

Veſterhav i et fan frygteligt Opror, at det ſteg over
fine Bredder og bortſkyllede en ſtor Del af Jyllands
Veſtkyſt. Et andet Sagn fortæller ligeledes, at Havet
ſteg med et bruſende Bulder, ſom de ſtridbare Kyſt⸗
beboere tilſkreve et fjendtligt Indfald, hvorfor de flux
Men den Fjende, ſom kom denne
Gang, var dem for ſterk, og det var næppe nok, at
en enkelt Mand paa ſin gallopperende Heſt kunde undfly

Skjont man ikke kan ſige,
Sandhed der findes i disſe Sagn fra gamle Lider,
jaa er det dog viſt nok, at der findes temmelig ſikre
Kjendetegn paa, at et ſaadant Gjennembrud, ſom hin
Dronning ſkal have foranlediget, en Gang har fundet
Sted. Veſterhavet forvandledes derved fra en ſtille
Havbugt til et uroligt og ſtormfuldt Hav, og dets ode⸗

laäcgende Indflydelſe paa Jyllands Veſtkyſt tog ſin Begyn⸗

delſe. Aar N rover
det mindre eller ſtorre
Stykker af Landet, ſom
undergraves af Bølgerne
og ſkylles ud, dels for at

N

„Ja men faa i Stil⸗

blive fort bort med Stor⸗

hed Fader“, indvendte
Karl med et poliſk Smil,

idet paa ſamme Tid Taa⸗
rerne trillede ned over
hans Kinder; „thi ellers |
bliver jeg jo nødt til ved
al den Roes at forlade
Stuen og gan ud, hvor, £ |
ſom Hr. Holm figer, Fro⸗ ff
ſten bider Næfen og Øre
af. Men hvad fkriver
ſaa Gunder mere???

(Fortſettes.)

Ude fra Veſterhavel.
Af Emanuel Henningſen.

E Veſtkyſten.
Man har et gammelt Sagn, ſom fortæller, at en

i engelff Dronning for tuſind eller flere Aar fiden bejlede

til en danſk Konge, ſom imidlertid var ugalant nok

Den Gang var England
landfaſt med Frankrig, og Veſterhavet altſaa en ſtor
Hapbugt. J fin Vrede over, at hun blev forſmaget,
[od Dronningen grave en Kanal fra Atlanterhavet til

Veſterhavet, og det ſtore Verdenshavs vældige Bølger |

trængte nu fom en ødelæggende Vandflod ind gjennem
Kanalen, bortrev ſtore Stykker af England og Frankrig,
druknede den hevngjerrige Dronning, der havde. vovet
fig for langt frem, og bragte det hidtil faa rolige

men og afgive Materiale

„til Havets Grunde, dels
N for atter at blive faftet
op paa Bredden, hvorfra
det fine Sand af Vinden
fores ind i Landet og
efter Haanden ſamles i
J høje afrundede Bakker
langs med Kyſten. Paa

denne Maade ere gjen⸗
nem Aarhundrederne

7 de vare flet ikke rare
Naboer i gamle Dage. Naar Vefterftormen ” kom
ind fra Havet, fattes det fine Sand i Bevægelfe og
fog ind over Markerne, hvor det darkkede Seden og
gjorde den i Forvejen lette Jord endnu lettere, hvis
det ikke rent ud ødelagde den. J vor Tid er det ſom
bekjendt tildels lykkedes at binde Sandet ved Hjælp af
forſkjellige Grasarter, hvis lange og ſejge Rodder ſtrœkke
fig vidt ud og derved tjene til at feſtne Sandbankerne
til deres en Gang indtagne Plads, dog findes der

endnu adfkillige Steder vandrende Klitbanker, ſom Aar

for Aar træffe fig længere ind i Landet.

Naar man ſer de vidtſtrakte Klitrokker i Fraſtand,
ligne de med deres Toppe og Hulinger et lille Bjerg⸗
landſkab. Nogle Banker ere fuldſtendigt overgroede
med Lyng, Enebær og Pors, andre ligge endnu halv
nøgne med det hvid⸗ og brungule Sand fkinnende frem
mellem det blaagraa, halvvisſent udſeende Marehalms
ſmalle Blade. Inde i Klofterne mellem de henved 30 Fod
hoje Bakker ligger Sandet ſammenfoget i Driver,

1

hvor megen eller liden

Klitterne fremftaaede, og

5775 1

afrundede, bølgeformige eller ſkarpkantede, ſom om det
var Sne. Man modtager et underligt triſt Indtryk
ved at vandre ind mellem disſe Sandhøje; thi om end
Naturlivet rører fig ligeſaa fuldt der ſom andet Sted,
ſaa ſynes man dog, at der er ſaa øde, faa- forunderlig
tyſt. Vinden gaar med en ejendommelig ſorgmodig
Hvislen hen gjennem Marehalmen, en opffræmmet Hare
farer os forbi med lette Spring, en enkelt Faareflok,
beſtaaende af de ſmaa Klitfaar, ſom ſaa at ſige ſorge
for fig felv baade Sommer og Vinter, gaa ſtille gres⸗
ſende omkring oppe paa Højen, og Hjejlen udftøder
fin klagende Fløjten nede ved Havet. Ellers er alt
Liv tilſyneladende forſvundet; det er, ſom vandrede
man i en Orken; Fodtrinene give ingen Lyd paa den
bløde Sandvej; ſelv Digeſvalen, ſom bygger fin Rede
i Klitſkrenterne, ſynes at have forglemt fin muntre
Kvidren. ;

—

"drømmende Skvulpen, Havets ſtille Aandedrag.

Vi gaa nu ned til Havet, hvis Overflade ligger
blank og rolig, neppe kruſet af den ſpage Luftning;
men op paa Forſtranden gaar Donningen frem og
tilbage, langſomt og højtideligt med en ensformig,
Ude
imod Sydveſt ſkimte vi en Bakke, der falder ſtejlt af
mod Havet. To hundrede Fod ræffer den op over
Bølgerne, og uden for den hæver der fig op af Havet
en Kalkſtensklippe, der helder lidt til den ene Side,
ſom om den hvert Øjeblik vilde ſtyrte i Bølgerne. Det
er det 350 Fod høje Bulbjerg med Skarreklit. Man
fortæller, at et Selſkab, der en Gang beſogte Bulbjerg,
lagde ſig til Ro paa Toppen af Bakken for at nyde
det ſtorartede Skue, ſom vilde frembyde ſig, naar
Klippen ſtyrtede ned fra ſit Granitunderlag; men Vente⸗
tiden blev for lang. Endnu kneiſer Klippen der ude
i Havet, ſom den har gjort det i Aarhundreder, endnu

J Rlitterne.

trodſer den ru og uformede Stenmasſe de fraadende
Bolgers Magt. 5
De Rigdomme, der langs den nordveſtlige Kyſt
ligge begravne i Havet, ere af en betydelig Verdi.
Aar for Aar ere de ſtrandede Skibsſkrog, naar de ikke
ligefrem ere ſonderſlagne, et efter et ſunkne ned i
Grunden; Sandet har hvælvet en Graphej over dem,
under hvilken de dog ikke altid faa Lov til at ligge
i Fred. Under ſterk Storm eller ved en forandret
Stromſctning kan en ſaadan Sanddynge bortſkylles,
og den aabenbarer da de Skatte, ſom den, maaſke i
et halvt eller helt Aarhundrede, har ruget over. Det
gjelder nu om at benytte Ojeblikket og at bjerge faa
meget ſom muligt; thi den neſte Storm kan atter
føre Sandet tilbage og opkaſte en ny Graphoj, der
ikke flytter fig mere i dette Aarhundrede. Mangfoldige

af de Vrag, der ligge langs Kyſten, have i ſin Tid
fundet deres Kjobere; men disſe have forſt i de ſidſte
Aar ret med Alvor ſogt at faa lidt Udbytte af den
Kapital, de have liggende paa Havets Bund. For
ikke længe ſiden anſkaffede ſaaledes et herværende Aktie⸗
ſelfkab et Dykkerapparat, ved Hjælv af hvilket man
agtede at frarive Havet lidt af dets Rov. Et ſaadant
Apparat beſtaar — fom Læferne ville erindre fra forrige
Aargangs Nr. 19 — af en fuldkommen vandtæt Dragt

og af en rund Hjelm, ſom dakker Dykkerens Hoved,

og ſom er forſynet med ftærfe Glasruder, igjennem
hvilke Dykkerne frit kan fe fig om paa Havets Bund.
Hjelmen ſtaaer ved et Guttaperka⸗Ror i Forbindelſe

med en Luftpumpe (Trykpumpe), der ſtadig forſyner

den med friff Luft, hvorved det gjores muligt for
Dykkeren at ſpadſere om under Vandet, jaa leenge han

har Lyſt. For at Bandets Tryk ikke ſtal kaſte ham
omkuld eller bære ham op i Vejret, ere hans Fodder

forſynede med meget ſolide Blyſaaler. Der viſte ſig
imidlertid den Vanfkelighed, at ingen af Bjergerne havde
Lyſt til at være forſte Mand til at prøve en Tour
under Vandet; en Aktioncers Kuſk, der var kjort ned

til Havet for ſin Husbond, beſkjcemmede dem alle ved

at tilbyde forſt at gjore Forſoget, og det lykkedes fuld⸗
komment. Nu gaar Bjergningen for ſig hver Dag,

naar Vejret tillader det.
5 (Fortſattes.)

Om vore Snkilderier.
(Efter en tidligere Artikel af Udg. i Danſk Landbotidende.)

—

At gode Bøger ere et fortrinligt Middel til Ud⸗
bredelſen af Kundſkaber og Aandsdannelſe, er viſt om⸗
trent almindelig anerkjendt. Der er imidlertid et andet
Dannelſesmiddel, ſom næft gode Bøger har en ſtor
Betydning, og ſom har det ſtore Fortrin fremfor disſe,
at udøve en ganſke anden Tiltrakningskraft, nemlig
gode Billeder, der ere et fortrinligt Middel til at
vokke Sandſen for det Skjonne og A dle, ligeſom de
ere en uudtommelig Kilde til megen ædel Glæde baade
for Gamle og Unge, Ringe og Fornemme. Svor der
kommer et nyt Billede til Huſe, vil man derfor ſe, hvor⸗
ledes baade Born og Vorne flokkes om det med glade
Miner.

Men ligeſom Billederne kunne være noget mere
og hojere end blot morende, være et Middel til at
fremme Aandsdannelſe, ſaaledes ville de ogſaa gjerne
forraade det Dannelſestrin, Ejeren befinder fig paa; thi
det er viſt, at ligeſom det fordcervede Sind ſynes bedſt
om ſlette, ſmudſige Boger, Hiſtorier, Viſer o. lign.,
ſaaledes vil ogſag det raa og udannede Menneſke fore-
træffe ran og flette Billeder og fortrinsvis finde. fin
Glæde i dem, medens det er den Dorſke og Sløve
aldeles ligegyldigt, enten han har et ſmukt eller et usſelt
Billede for ſig.

Ligeſom nu flette Bøger ikke alene intet Gavn
gjøre, men anrette færdeles megen Fortræd ved at fløve
de rene og gode Folelſer og vekke de flette, ſaaledes er
det ogſaa viſt, at flet udførte Afbildninger med ſlet
Indhold ikke kunne være i Stand til at udøve den
foredlende Indvirkning paa Beſkueren, ſom gode Billeder,
men ligeledes gjøre megen Skade. De ſlove nemlig

ogſaa Sanſen for det Gode, Skjonne og Ædle, lukke
Ojnene for Berettigelſen og Nodvendigheden af Kunſten
og Videnſkaben i Livet, ja fremme Raaheden paa Be⸗
koſtning af det, der kunde have en opløftende og foræd-
lende Virkning pan Manden og paa Livet.

Den Maade, hvorpaa iſeer ftørre Billeder hyppigſt
anvendes, er, ſom bekjendt, ved at jætte dem i „Glas og

Ramme“ ſom Skilderier, der hænges paa vore
Vegge ſom en Prydelſe. Her er Billedernes Betydning
ſom Dannelſesmiddel ſaameget ſtorre, ſom de daglig,
fra Morgen til Aften, haves for Oje; men herved

fremgaar ogſaa Vigtigheden af at have gode Billeder,

idet man ved ſtadigt zat have flette Afbildninger for
Oje let tilſidſt kan faa Tro paa, at det ſimple Billede
maa være noget fortrinligt, da man har anvendt det
ſom en Prydelſe og lader det "hænge i maaſke mange
Aar, og man anlægger da let dette Indtryk ſom Maale⸗
ſtok for Bedommelſen af andre Billeder. Se vi os nu
om paa Landet, da ville vi uimodſigeligt finde uhyre
mange flette Billeder hængende paa Væggen jom noget
rigtigt ſevcerdigt; ja ſkulle vi folge den ſtrenge Sandhed,
maa vi tilſtaa, at det Meſte, der har den re at
være fat i Glas Ramme, er noget daarligt Stads, ofte
noget ret elendigt Krammeri.

Men hvor i Alverden er da alt det usle Tojeri,
der i Form af Billeder i Skilderier „ſmykke“ vore
Verelſer, dog kommet fra? kunde man friſtes til at
ſporge. !

Ja, „hvad gjør Tyſken ikke for. Penge“?

For det er ſaamend ham, fjære Leſer, ſom tillige⸗
med jaa uendelig meget andet Snavs ogſaa fylder os
med dette. Ligeſom det for over 100 Aar tilbage og
hundred Tuſinde Gange ſiden den Tid er jagt: ſal vor
Fortred er tyſk“, kunde vi friſtes til at paaſtaa:
alle vore ſlette og usle Skilderier og Billeder ere
tyſke. Se kun ſelv efter! Finde vi ikke enten en hel
tyſk Paaſkrift paa de fleſte Billeder eller en danſk, ſom
ved at være meget verre end en tyſk, røber, at det er
udgaaet fra et tyſk Trykkeri, ſaa finde vi viſt enten den
dejlige Vignet „Neu Rupin bei oſp.“, eller vi finde et
„Druck und Verlag“ der rober Tyſkeren. Hvor gotter
ikke den driftige Tyſter ſig over de „dumme Dänen“,
naar han ſtikker deres gode Penge i Lommen, for at
de kunne faa Lov til at hænge hans usle Kram ſom
en Prydelſe paa deres Vægge! Give Penge for at
gjøre fig til Latter for Enhver, ſom har en lille Smule
Smag, en lille Smule Kjendſkab til Godheden af et
Billede!

Ja hvor ofte finde vi dog ikke Billeder paa Veggene,
ſom netop ved deres Slethed maa verkke den ſtorſte For⸗
argelſe! Vi fe usle tyſke Uglebilleder, ſom ſkulle foreſtille
en eller anden danſk Konge eller Dronning, en eller

anden beromt danſk Mand. Hvor anſtodeligt og for⸗

argeligt er det dog ikke, at ſe vor Frelſer afbildet ſom

et fandt Vrengbilled, at fe „Mutter“ Maria med et

ſtort karmoiſinrodt Hjerte fuldt af gruelige, rodgule
Flammer og dejlige, blaa Sabler; ſe, at endog Gud
Fader fel|v — han ſom boer i et Lys, Ingen kan
komme til, ſom intet Oje kan ſe — bliver afmalet og
ſolgt for Penge ſom et andet Karikaturbillede, er det
ikke neeſten gudsbeſpotteligt! Ja endog vidunderlige
katholſke Helgenbilleder vide at finde Vej til den

godtroende danſke Mands Vægge — alt 0 magloſt tyſk
Arbejde.

Men ere de tyfke Billeder ſom oftejt gale, latterlige
og forargelige, jan ere Underſkrifterne og Tex⸗

terne det ikke mindre, naar Tyſkerne have villet la ve

danſke Paaſkrifter, efter en Ordbog uden at

kunne Danſk, ſaa at det ofte er blevet. til det
meningsloſeſte og rapgaleſte Tojeri, ſom kan teenkes.

Hapde vi blot en lille Samling af flige tyſke Billeder
eller kunde vi blot huſke alle de Galſkaber, ſom vi have
jet Tyſkerne vove at byde os i denne Retning, vilde en
Gjengivelſe af dem paa engang baade væffe Latter og
Harme hos den fornuftige danſke Læjer: Det er ikke
Spot og Skam, at Tyſkerne af Uvidenhed latterliggjore
og forvrenge vort ſmukke danſke Modersmaal, ſaa at
man endog kan ſe de ſmukkeſte Bibelord blive gjorte til
Gjenſtand for Latter og Forargelſe, men det er
Spotten og Skammen, at vi Danſke give ſaadant
Kram Plads paa vore Vægge.

Afſet fra hvad Skade de ſaaledes ved deres flette
Udforelſe foraarſage, ved at kvæle Udviklingen af en god,
ſund og naturlig Smag paa den, der fra Barndommen
af ſtadigt ſer disſe Billeder fremſtillede ſom noget ſmukt,
og afſet fra den Forargelſe, de volde hos dem, der have
faaet Øje for Sletheden, er der et Punkt, ſom heller
ikke er uden Betydning for hver den, der elſker fit
Fedreland, og det er den ubodelige Skade, det tyſtke
Billedkram har gjort, ved at fvælfe Troen paa og
Folelſen for den fedrelandſke Dygtighed. Thi det ligger
jo nær at antage for den, der ſra Barnsben atter og
atter meſt kun har jet flette tyſke Billeder og troet, at
de vare noget rigtig udmærket, at Danmark flet ikke
eller fun daarligt formaar at frembringe lignende, og i
andre ſom i denne Retning ſtaar langt tilbage for
Tyſkland, faa jer han op til dette ſom til et Land, der
dog i Grunden ſtaar uendeligt højt over det lille Dan⸗
mark. Der er ingen Tvivl om, at Syndfloden af tyſke
Billeder har givet Neœring til den Beundring, ſom det

danſke Folk desværre idelig er fan tilbøjelig til at yde |

alt Fremmed, og har bidraget uendelig meget til at
jvæffe Troen paa vor egen Kraft og Dygtighed; de
Tyſke have ved deres ofte ſkamloſe Ihærdighed og Drif-

tighed ſnildt forſtaget at fortrænge det Gode, vi have,

ved at trænge deres prisbillige Slette ind. Ja ved
den herved ſvaekkede Nationalitetsfolelſe er deres Ind⸗
trængen bleven lettere og lettere.

vor Fortyjfning ad denne Vej?

Thi det maa virkeligt for Fremmede, ſom Vanen
ikke har gjort fortrolig med dette bagvendte Forhold,
tage ſig ud ſom en Fortyſkning. Under ſidſte Krig,
da vi i Jhylland vare overſpommede af tyſk Indkvartering
harmede det viſt mangen god Danſkat je den Glæde,
hvormed de tyſte Soldater opdagede det ene tyſke Billede
efter det andet pan Væggen i Huſe og Gaarde eller

Mon det ikke ſnart
var paa Tiden, at vi vaagnede og ſatte en Pind for |

I Skoler og i Kjøbftæderne, jaaveljom paa Landet, at
høre” deres hoverende Bemærfninger om, hvorledes de
| ftaffels barbariſke Danfke ikke kunde undvære den tyſke
Kultur og Kunſt, men endog kunde nøjes med Bund—
faldet deraf. Mon endvidere ikke Tuſinder af tyſke
Soldater herved ere blevne beſtyrkede i deres Tro paa,
at vi dog i Grunden havde været tyſke eller vare paa
Vejen til at blive det, at vi med et Ord vare halvtyfſke,
og at det derfor var en ſand og god Sag, de kempede
for? Ja mon ikke mange Tuſinde Preusſere, efter
Hjemkomſten til „das große Vaterland“, i god Tro have
fortalt, at Jyderne i Grunden vare tyſkſindede, da de
overalt, fra Ejderen til Skagen, med Forkjerlighed
ſmykkede deres Verelſer med tyſke Billeder, fremfor
med danfke? Og hvorfor fornegter det danfke Folk
ſaaledes tilſyneladende fit danſke Sind, fin Nationalitet?
Ja hvorfor vel, uden fordi man godtroende mener, at
det ene Billeder er ligeſaa godt ſom det andet; — men
var det ikke ſnart paa Tide, at vi gjorde en brat Ende
paa dette Tyſkeri i Hjemmet, dette hæslige Hjemme
tyſkeri?

Det var herligt, om man i de mange jævne danſke
Hjem, hvor „Husvennen“ alt kommer ſom en kjer
Geeſt, vilde jvare „Ja“ paa dette Spørgsmaal, og man
kunde blive enige om at kasſere de flette tyffe Billeder,
ſom de fleſte Steder ffæmmer Væggene, ſaa at de ikke
længere faa Lov at ſidde ſom Vidner om en vis
national Slovhed og Mangel pan god Smag. Har
Leſerne ſaadanne flette Billeder i Stuerne, hvor de
maaſke have hængt i mange Tider uden at man har
tenkt videre over det, da er det vort indſtendige
Raad, hellere i Dag end i Morgen at tage Ram⸗
merne ned, Bagkledningen af og Billedet ud. Giv det
til Smaabornene; de ſkulle med al ønffelig Hurtighed
gjøre Kaal paa Tyſken. Kunde man ſaa bevæge. Venner
og Naboer til paa ſamme Vis at renſe Snapſet af
Væggene, faa var det jan meget bedre,

„Husvennen“ er imidlertid, ſom de Familier han
beſoger hver Uge, viſt allerede har lagt Merke til, en
overmaade ſlikkelig Fyr, ſom nødig vil bringe Nogen i
Forlegenhed. Han har ſaaledes ikke villet raade ſine
Værter til at kaſte det ſkidne Vand ud for de kunne
faa det Rene, og kommer derfor forſt nu med ſit vel⸗
mente gode Raad idet han ſamtidig bringer Be—
gyndelſen til en Rekke Gaver, ſom netop ere
beſtemte til at gjøre det muligt at folge Raadet, uden
Bryderi og uden ÜUdgift. Han beder blot om at
man ikke vil forſmaa det ſmukke bibelſke Billede ſom
bringes med i Dag, men vil begynde med at jage de
tuyſke Billeder paa Doren ved ſtrax at jætte „Elieſer og
Rebekka“ i Glas og Ramme i Stedet for et ſaadant
| flet Billede man maaſke har hængende af ſamme
Storrelſe. Hvert Fjerdingaar ſkal jaa Husvennen nok
mode med et ſtort, eller flere ſmaa ſmukke danſte Billeder,
ſom efterhaanden kunne erſtatte de grimme tyffe Skilderier

i Læjernes Hjem, og for den Fremmede bære Vidne

om, at Beboerne af Huſet have Sans for noget mere
end for at ſpiſe og drikke. Vi ere forvisſede om, at
danſke Kunſtnere ilke ville lade os favne deres
Støtte til at dette kan ſte til Gan og Glade for alle
de Hjem, der have aabnet ſig for „Husvennen“.

Husflid.

Judſamling af Bar,

er et ikke e e i de berrige Skovegne.
Det er iſcr paa Grendſen af Hedeegnen i Jylland at
Indſamlingen gaar for fig, da de forſkjellige Ber baade
ved deres Forckomſt og ved Buffværternes naturlige
Slegtſkab ere knyttede til Lyngen, ſom findes overalt
i Skovenes Lysninger, Banker og Moſedrag. Det er
ijær tre neerſtagende Berarter, ſom plukkes i Meengde:
1) Tylteber, Tytteber, eller ſom Jyderne almin⸗
delig falder dem Krusber (Vaccinium vitis idæa)
ſom meſt findes i Heden; 2) Blaabær (Vace. Myr-
tillus) og 3) Bøller (Vace. uliginosum) 2 5 2
Arter iſer findes i og ved Skovene. Indſamlerne
gjøre dog neppe Forſkjel paa de to ſidſtnevnte Arter,
ſkjont Bærrene af den forſte ere rode indeni og Bla⸗
dene takkede i Randen, medens Bollerne ere hvide
indeni og Blådene helrandede, men betegner dem begge
med Fellesnavnet „Bylli“ eller Blaabær.

Det er ijær Sognene Linaa, Them, Vrads,
Bryrup, Vinding, Ry, Sondervisſing og
Vorladegaard at Smaamendene med deres Kvinders
og Borns Hjcelp have ret god Fortjeneſte af Bær:
plukning, ja der nævnes oftere Exempler paa, at de
ved denne Biſysſel kunne erhverve Penge nok til at
betale deres Amtſtueſkatter med. J den flere hundrede
Tdr. Land ſtore Skov Højlund i Vorladegaard Sogn,
ſamles iſeer en overordentlig Mængde „Bylli“, thi
i det mindſte 8 af den ere blot bevoxede med Lyng,
Enebær og Bogepurrer, og herimellem have hine Beer
deres rette Hjem. Barplüͤkningen er for S af
Højbjerg naſten hvad Vinhoſten er for Sr andene,
kun i en mindre Maaleſtok med Henſyn til Veerdien
af det Indhoſtede. Indſamlingen begynder naar Hylden
ſtaar i Blomſt, og fortſœttes ofte 4—6 Uger igjennem.
Store og Smaa ſtromme da hen til de Steder, hvor
Bærrene vore i Mængde, og nu opſtaar mangen en
Veddeſtrid om hvor de kan plukke de fleſte, og naar
Bufkene bære rigeligt, ffal en vel øvet Plukker kunne
ſamle 1 Skjeppe paa en Dag. For mange Aar ſiden

var det Brug i denne Egn at tørre en ſtor Del af

de indſamlede „Bylli“, for ſiden at affætte dem til
højere Priſer; Torringen ſkete da i en Ovn efter Brod⸗
bagningen, og af 4 Potter friſke Bær fik man kun
1 Pot tørrede; men nu finder dette ikke længere Sted,
da Bærrene i friſk Tilſtand ſtedſe ere afſœttelige til
Kjobſtadfolk, ſom afpresſe Saften, ſylte dem, eller
bruge dem til ſod Suppe, Rødgrød, eller deslige.
Zyttebærrene eller Krusbærrene modnes forſt i Søften,

16

og i denne travle Tid gan derfor ikke faa mange ud

for at ſamle dem. Priſerne ere ſtundom ens for alle
tre Sorter, dog betales Tyttebcerrene i Reglen nogle
Stillinger dyrere for Potten da de ere ſieldnere.
J Kjobſtederne betales i Forſtningen, ſaalcenge Bærrene
endnu ere ſjeldnere, ſtundom 10 f. for Potten, men
efterhaanden ſom de modnes i ftørre Mængde, daler
Priſen ned til 8, 6 ja vel endog 5 og 4 ß. Potten,
dog er den almindelige Pris 8 ß. i Byen og 6 ß.
hjemme. Ogſaa ved denne tarvelige Induſtri optræder.
Mellemhandlere, idet mange Smaafolk, ſom holder en
Sejt, opkjobe Bærrene hjemme i Tondevis og kjore
dem til Kjobſtaden for ved den der opnaaede ftørre
Pris, at tjene en god Vognleje. Heller ikke er denne
lille Erhvervsgren fri for Kneb, da Bærrene iſcer Krus⸗
bærrene, indſamles for de blive modne, inden for mange
Samlere trænge hinanden paa de gode Barpletter, og
medens Dagene endnu ere lange. De umodne Beer
1 da i Kar og Kiſter, og vinde ved Henliggen
et ſamme Udſeende, ſom friſkplukkede modne naar den
rette Plukketid er kommen, men ere langt mere ſaftloſe
og verdileſe end disſe. J Veſteregnens Lyngmasſer
findes ogſaa Tran eber, ſom dog ere ſſeldnere end
5 1 85 Bær og forſt plukkes naar „de have faaet

roſt“. '
Endelig drives Plukning af vilde Sindbær i de
oſtligere Skove, dog langtfra i ſaadant Omfang ſom
den øvrige Berplukning.

Smaating.

Hvad der kom. Povl: Er det ikke underligt Pe'r,
jeg lagde Kartofler i min Have og tenkte: de komme
igjen —, jo Pyt! Hvad tror Du der kom?

Pe'r: Ja hva”, der kom maaſke Ingenting.

Povl: Jo . . o, der kom Svin.

Taukeſprog. Den Flittige har 7 Gange „idag“,
hvorimod den Dovne lige faa mange Gange „imorgen“
om Ugen.

mm

Brevverling.

Hr. E. C. i Sk. — Naar Stoffet foreligger mindre rigeligt
vil Udg. have Deres gode Vink i Erindring.

Hr. S. Fr. i H. Tr. Tak! vil blive benyttet ved Lejlighed.

Kr. Sk. i O. M. Venligſt Tak for Deres Raad; men
det er med velberaad Hu, at Sagnene gjengives uden nogen
Udlægning, da Udg. mener, at denne egner fig langt bedre for livlig
mundtlig Fremſtilling end til at fremfættes ſtykkevis i et Tids⸗
ſtrift, der for at tiltale og beſtaa holde den gode Morſkabs⸗
læsning i Forgruuden.

„Pamepro“. Kan ikke anvendes.

Hermed Tillægsbilledet for Oktober Fierdin aar:
i Elieſer og Rebekka. 3

Zudhold. Elieſer ved Bronden, Digt af C. A. Thyregod. —
Gjengjeldelſen, Fortælling af Beatus Dodt, med
Billede (Fortſat). — Ude fra Veſterhavet I, af Emanuel
Henningſen, med Billede. — Om vore Skilderier. —
Husflid: Indſamling af Ber. — Smaating.

Husvennen udkommer lil hver Søndag med et 16⸗ſpallet Ark, ſorſynet ed flere Billeder, tik 3 Mk. ( Kr.) Fjerdingaaret frit üülſendt.
Hyert Fjerdingaar medfølger gratis el ſlort fmukt Villede. Bladel kan beſlilles paa ethvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver
3 Bogfade ſamt hos Sovedkommisfionæren : Boghandler Rudolph Klein, lille Kſebmagergade 56, Kſobenhayn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

5

pad en Slange,
; Noget”.

U

SW FRA

bäder 95 pasning og Qusflid.
Adgiuet ak N. C. Ram.

2. Kargang.
Nr. 3.

Gjengjeldelſen.
Forfælling af Veatus Dodt.

(Fortſat.)

raabte Degnen. „Han ſkriver, at det er
lykkedes ham at fortjene mange Penge,
at han har fjøbt fig en ſtor „Farm“, ſom
de derovre falder en Landejendom, og at
derſom Du vil komme over til ham, jaa vil han
= gjøre en rig og Dygtig Mand af Dig, faa vil han

SR efterlade Dig Alt, hvad han ejer, da han Ingen har,

han fylder mere end Dig.

„Men er De fra Forſtanden Mand”, udbrød Jom⸗
fruen med et Udtryk af Skrak, ſom havde hun traadt
„at tale til Karl om ſaadant

„Naa, naa, bedſte Jomfru Dahl, da har jeg dog

: ſandelig hort Folk komme med taabeligere Snak end

den, at aabne et Menneſke Udſigt til en lys og ſikker
Fremtid, ſom han kan gribe blot ved at ftvæffe
Haanden ud“.

„Lys og ſikker Fremtid?” gjentog hun oprørt. 3
et Land, der er fjernet Tuſinder af Mile fra os, borte

og tabt for dem, der, elffe ham, og ved hvem. hans

Hjerte hænger, og alene paa et Sted, hvor de gyſelige,
nøgne Indianere huſere, og det falder De en lys og
ſikker Fremtid. Nej, nej”, vedblev hun idet hun med
en krampeagtig Mine trak Karl til fig, „Ingen ffal
rive min ſmukke, raſke Dreng fra os, og den, der for⸗
ſoger derpaa, ham vil jeg falde min arrigſte Fjende, og

Handugen d. 18. Oklaher.

et maa Du nok ſporge om, min Dreng“,

taknemligt og godt Hjerte;

. Biff 2

RNjobenhavn.
?

18724.

ham vil jeg bekjcempe til den ſidſte- Stund med al min
Kraft og Udholdenhed. Jo De er mig en netzKumpan“,
vedblev hun, „og ikke et Haarsbred bedre end den gamle
Kaptajn BufÉ dernede, ſom, ved fine Hiſtorier forvirrer
Drengens Hoved og retter hans Hu og Attraa til det
troløje, falffe Hav; men pas paa, jeg ſkal nok finde
paa Midler til at betage baade Dem og Deres Ven
Lyſten til at forføre det uſkyldige Barn“.

Degnen, ſom ellers ikke faa let lod fig forknytte,
jaa dog hel modfalden og eengſtelig ud ved et Angreb,
ſom juſt ikke kom ham uventet, men hvis Heftighed (od
ham ane, at han næppe vilde naa fin Henſigt.

„Jeg anerkjender tilfulde Gunders gode Henſigter“,
ſagde Preeſten, „og jeg erer dem, ſom opſtagede i et
men derved faar det ſaa
ogſaa at bero, og jeg nærer ingen Tvivl om, kjeere

Holm, at det heller ikke var Deres Mening i Virkelig⸗

heden at opmuntre og tilraade os til et ſaadant
Skridt“. a

„Ja, hvad min Mening var og ikke var, Hr. Paſtor,
har jeg næften tabt Modet til at bekjende. Kun jaa
meget vil jeg ærlig tilſtaa, at var det min Son, man

gjorde et ſaadant Tilbud, da ſkulde jeg ikke være længe

om at fatte en Beſlutning“.

Med et Sideblik til Jomfruen og i Folelſen af
et Udbrud af en ny og ikke mindre heftig Storm fra
den Kant, rejſte Degnen ſig nu haſtig og greb ſin Hat.

„Overfor Damerne”, ſagde han, „ſenker felv den
tapreſte General ſine Vaaben og ſtryger ſit Flag“.

„Men han flygter ikke, min gode Holm, han flygter
ikke“, afbröd Jomfruen ham, „men beder paa fine Knæ
om Tilgivelſe“.

i — — A —————— —

r ů —

— Km uset 1

„Dertil er jeg ogſaa mere end villig, bedſte Jomfru
Dahl, naar De ſaa vil ſande mine Ord og give dem
Medhold“.

Ved disſe Ord forlod han Stuen uden at oppebie
Jomfruens Svar, hvilket, ſom han folte, under disſe
Omſterndigheder var det ſikkreſte.

Med den Iheerdighed, ſom var Degnen medfodt,
vedblev han efter den Tid fine Angreb i Preſtegaarden,

og hvor ofte han end blev ſlaget paa Flugt af Jomfruen,
gik han dog tappert i Ilden næfte Gang. Den Godhed,
han nærede for Karl i Forbindelſe med Overbevisningen
om, at denne ved de Egenſkaber, han var i Beſiddelſe

af, let vilde kunde bryde ſig en Bane i Livet, gjorde,

at han aldrig blev træt af Kampen. — Tilbudet fra
Gunder havde gjort ham endnu ivrigere, da han følte
fig overtydet om, at det vilde fore til Karls Lykke,
hvortil endnu kom en anden Omſteendighed af en maaſke
endnu mere tvingende Natur. :

Karl og Hanne vare nemlig vorede til. Det ene
Aar ſkred hen efter det andet, og Børnene vare ,næften
umerkeligt for Forældrene blevne vorne Menneſker.
Det Venffab, der havde forenet dem fra Barndommen
af, var lidt efter lidt gaaet over til en varmere Folelſe,
og uden at tenke over Vigtigheden af det Skridt, de
gjorde, havde de fulgt deres Hjerters Tilſkyndelſe: ſkenket
hinanden deres Tro og node nu den rene og ublandede
Lykke, ſom er Kjerlighedens forſte Morgengave, hvorover
ingen Tanke om Fremtiden endnu formagede at kaſte
en Skygge.

Hvor de imidlertid ikke tænkte, der gjorde Degnen

det, og fra det Ojeblik han merkede, fra hvilken Kant

Vinden kom, og at han ſaaledes var endmere inter⸗
esſeret i Karls Skjcebne, fra det Ojeblik beſluttede han
at gribe ind for Alvor, det koſte nu, hvad det vilde.

En Foraarsdag, medens Karl var ivrig beſkjcftiget
med at hjelpe Fifkerne at ſette deres Baade i Vandet,
og medens Arbejdets ſunde Sved trillede ned over hans
Bande, og hans Kinder gladede af Jver og Varme,
kom Degnen til. Et Ojeblik blev han ſtaaende og be⸗
tragtede med Glæde det muntre Arbejde og det kraftige
ufortrodne unge Menneſke, der uden Tanke om Belonning
eller Tak kun arbejdede for at være fine Medmenneſker
til Tjeneſte.

„Du ſlider haardt Karl“, raabte han til denne,
„man ffulde tro, det var for Brødet”,
„Vi Jætte Baaden ud fra Strand,
Hurra, hurra i Ungdomstid,
og ſejle glade bort fra Land,
Hurra, hurra i Ungdomstid“,
ſang Karl lyſtig til Gjenſvar, medens de Andre gjentoge
Omkvadet. -

„Ja, ja“, ſparede Degnen, „og ſaaledes bør det
ogſaa vere. Bort Fartoj bor vi jætte i Sgen med

Haab og Fortroſtning uden at tærife paa eller frygte
de Storme, ſom mulig kunne møde os, kun maa vi ikke

18

vente dermed til Skuden er gammel, men lade det fie

i vor Ungdomstid, ſom Du ſang, medens vi endnu
med et let Hjerte kunne raabe Hurra“.
Der var Alvor i den Gamles Stemme og Karl

betragtede ham et Ojeblik opmerkſomt.

„Men hvor er Vandet, Fartøjet ſkal fættes i og
Boren, ſom ſkal bringe det affted?“ ſpurgte han derpaa.
„Kom med“, ſparede hin, faa kan vi tales ved
derom; jeg tror nok, at det nogenlunde er paa hoje

Tid. Hvorledes ſtaar det fig jaa med Dig og Hanne?“
| vedblev han, da de nu vandrede ſammen henad den ſol—

beſkinnede Strandbred.

„Det ſtaar fig ſaaledes Hr. Holm“, ſparede han

rodmende men med et frimodigt og aabent Blik, „at
vi holde af hinanden og haue lovet at holde trofaſt
ſammen i Liv og Dod“.

„Det kunde i Grunden ikke godt komme anderledes“,

ſagde hin, idet han dog med et lille Suk kloede ſig bag
Oret. „Men har Du beteenkt, hvad et ſaadant Lofte
fra Din Side har at ſige, har Du betenkt, at Omſorgen
for Hannes timelige Velfærd kommer til at hvile paa
Dig, har Du betænft, at Du ffal være hendes Støtte

| og Forførger, at Du ffal være den, der ſkal bane Vejen

for hendes Fod, at den ikke ſkal blive for ſnever og
trang? Og naar Du har beteenkt det, hvad er jaa Din
Henſigt og Dine Planer for Fremtiden“.

„Naar jeg vilde ſige: at jeg med Alvor havde
tenkt derpaa, at det klart havde ſtaaet for mig, da jeg
talte med Hanne, ſaa vilde jeg tale Uſandhed“, ſparede
Karl. „Nei, jeg har ikke tænkt derpaa. Jeg har fulgt
mit Hjertes Drift og ladet min Folelſe tale. Men
jaa godt fjender De mig, at De næppe kan tvivle om,
at jeg aldrig hverken kan eller vil ſpigte hende, og at jeg
vil gjøre Alt, hvad der ſtaar i min Magt, for at ſkabe
hendes Lykke“.

„At Dit Hjerte er kjerligt og trofaſt, ſom Din
Villie er god og ærlig, det erkjender Enhver, og jeg
fremfor Alle; men Evnen Karl, Evnen, hvorledes ſtaar
det fig dermed? da Du aabnede Dit Hjerte for Hanne
da gjorde Du Dit Krav pan at være Mand gjeeldende,
vis nu i Gjerningen, at Du virkelig er det, ved at tage
en mandig Beflutning“. a

„Og hvilken?“ ſpurgte hin med blusſende Kinder.

„Efter min Overbevisning gives der kun en Vej
for Dig, og det er at tage imod Gunders Tilbud. Du
er ved. Din Faders og Din Tantes Svaghed bleven for

gammel til at begynde paa Noget ſom Lærling, og

enhver Vej, Du ſlog ind paa, vilde blive Dig dobbelt

lang og møjfommelig. J Amerika derimod ſporger man

kun om et kraftigt Legeme, et Par ſteerke Arme og en
trofaſt Villie, og alle tre Dele er Du i Beſiddelſe af;
jeg er derfor overbeviſt om, at Du der, inden en ikke
altfor. lang Friſt, vil kunne erhverve det, Du behøver
for at kunne ſhjemfore Hanne, og jeg ſparer Dig for,
at hun trofaſt ſkal vente paa Dig“.

„Men Fader, Tante og Hanne?“ ſpurgte hin

bedrøvet. .

„Ja, ſkal de tages paa Raad med, ffal det afhænge |

af deres Minde og Bifald”, afbrød Holm ham, „ſaa
er al videre Talen derom overflødig; thi om end Hanne
kunde formaas til at indvillige, ſaa gjore Din Tante
og Din Fader det aldrig. Nej er Din Aand og Villie
ſterk og kraftig, ſom Dit Legeme, jan tag Beſlutningen
i det Ojeblik, Du har fattet den. Rejs hellere idag
end imorgen; thi lang Beteenkning er i Almindelighed
en ond Raadgiver, gaa til England, med et af de
Skibe, ſom pasſere Sundet, og efterlad da Breve,
hvori Du forklarer Alt. Tro mig, Affkeden er en bitter
Stund, og jeg tvivler om, at Du i et ſaadant Øjeblik
kan modſtaa de Bonner og Ooertalelſer, ſom fkulle
holde Dig tilbage. Hvad Du gjør er Ret og Pligt.
Bevidſtheden derom vil ſtyrke Dig paa den lange Vej
og give Dig Mod, og den Gud ſom læjer i vore Hjerter
og kjender vor Villie vil ikke forlade Dig“.

Det var et haardt Slag for Karl, og næften følte

han fit Mod at ſpigte ved Tanken om det Offer, ſom
forlangtes af ham. At drage bort til et fjernt og
fremmed Land, hvis Folks Sprog var ham ligeſaa
fremmed, ſom dets Sæder og Skikke, og hvor han
maaſke ſom fremmed og forlade ſkulde komme til at
fæmpe den tungeſte Kamp med Sorg og Lengſel; at
forlade et Hjem, der for ham omfattede Indbegrebet af
Alt, hvad der var fjærligt og godt, og af hvis Fred
og Lykke han nu netop i det Ojeblik, da han maaſke
ſtod i Begreb med at fkilles derfra, "følte fig dobbelt
hendraget; og tilſidſt, at ſkulle forlade den, ved hvem
hans Hjerte hang i uſigelig Kjærlighed, og ſom forſt
for jaa ganſke nylig var bleven hans. Ved Tanken
herom var det, ſom ſkulde hans Hjerte briſte, og hans
hele Veſen kompede mod at bringe et Offer, ved hvilket,
ſom det forekom ham, han maatte bukke under. Men
naar han ikke gjorde det, naar han lod Alt blive, ſom
det var, hvad jaa? Hvorledes ſkulde han da kunne blive
det for Hanne, ſom han følte, at han fulde og
maatte blive, hvorledes ſkulde han kunne blive iſtand
til at opfylde de Forpligtelſer, ſom han nu for forſte
Gang fif den klare Bevidſthed om at have paataget fig.
Han faa ingen Udvej. Hans forſte Ungdoms Tid var
founden hen i Leg og Glæde, og hvad der ſaaledes
var gaaet tabt, lod fig ikke mere erſtatte.

„Huſk paa Karl“, begyndte endelig Holm, efter at
de i lang Tid tavſe havde vandret med hinanden, „hufk,
at ingen varig Lykke nages uden Kamp, at forſt efter
Vinterens Sne og Storme ſpirer Foraarets Blomſter,
og at gjennem Nattens Morke gaar Vejen til den
lyſe Dag“.

„Men i Vinterens Sne og Nattens Merke kan
Livet ogſaa udſlukkes og do, og Foraarets Blomſter og
den lyſe Dag ſkal det ſaaledes aldrig mere komme til
at fryde fig ved“, ſparede Karl med et dybt Suk.

19

„Nuvel“, vedblev han derpaa med faſt Stemme, idet
et Udtryk af kraftig Villie afſpejlede ſig i hans Aaſyn,
„hvad der ſkal ſke, maa fie, og for det, jeg ved ſlov
Villie og tankelss Vedheengen, har forbrudt, derfor maa
jeg nu bøde. Men ffal der bodes, ſkal det Tabte atter
vindes, og Livet begyndes paa ny, da maa al Vaklen,
al Forſagthed og al Hjertets bange Tvivl være banlyſt;

thi kun for den Modige vifte Sejrens Palmer, og i den

Steerkes Haand hviler Lyffen. Værn om dem, jeg har
kjcr“, vedblev han trykkende Holms Haand, „ſtyrk deres
Mod, og vær dem til Troſt i deres Sorg; vil Gud,
ſkulle vi da atter ſamles til en lyſere Tid end den, jeg
nu gaar imode“. :

Uden at vakle et Ojeblik og uden at tøve med
Udføreljen af den Beſlutning, han havde taget, havde
Karl nogle Dage efter forladt fin Hjemftavn og var
draget bort med en forbiſejlende Engelffmand. Til fin
Fader og Tante havde han ſkrevet et kjcerligt Brev og
idet han bad om deres Tilgivelſe, havde han aabent
udtalt Grunden til fin hemmelige Afrejſe, idet han
tillige udviklede, hvorfor det nu mere end nogenſinde
var hans Pligt at bryde fig en Bane, hvilfet han
haabede ſkulde lykkes ham ved den Vens Hjælp, der
havde budt ham Haanden fra Amerika. Holm og
Hanne havde i Stilhed ſorget for, at der i hans Kuffert
Intet manglede, da Ojeblikket var kommen, havde de
fulgt ham til Stranden, hvor Baaden ventede.

Tung og ſmertelig havde Afſkeden været, og da
det ſtore Skib lidt efter lidt forſvandt i Kimmingen, da
Seil efter Sejl dukkede under, ſom ſank de ned i det
ffummende Hav, indtil der tilſidſt kun ſaaes et enkelt,
hvidt, ſkinnende Punkt, der ſank og ſteg ſom Haabet i
Menneſkets Bryſt, da var det for Hanne ſom lukkede
Bolgerne ſig over hendes Lykkes Grav, ſom gaves der
nu ingen Glæde for hende mere, og ſom var hver Gniſt
af Haab udſlukket for hende med det ſidſte Glimt, der
lyſte tilbage til hende fra det Fjerne.

Ogſaa hendes Fader Havde veret dybt bevæget.
Karl havde ſtedſe været hans Bndling, og i Affkedens
Ojeblik havde han forſt ret erkjendt, hvor nær han var
hans Hjerte. Bevidſtheden om, at paa ham og ingen
Anden hvilede Anſvaret for det Skridt Karl havde
gjort, og for, at han havde forladt et kjcrligt Hjem
uden fin Faders Indvilligelſe og uden at medtage hans
Velſignelſe, havde tynget haardt paa ham i hint Ojeblik,
idet det var for ham, ſom havde han været med til at
bedrage og forurette den Mand, der maaſke meſt af
Alle Havde viſt ham den hjerteligfte Godhed og
Velvillie.

Dagen efter Afrejſen, paa en Tid da han vidſte,
at Bræften havde modtaget Karls Brev, begav han fig
op i Bræjtegaarden. Langſomt, tankefuld og med en

forknyt Mine vandrede han nu hen ad den Sti, hvilken

han jaa ofte havde betraadt med lette Skridt og i glad
Forventning om at ſkulle tilbringe en gemytlig Aften

i
ÉN

i Preſtens Selſkab. Nu var det anderledes, og idet
han bankede paa Doren, friſtedes han neſten til at
flygte ved Tanken om den Modtagelſe, der ventede ham.

Da han traadte ind, kom Jomfru Dahl ham i
Mode. Sendes blege Kinder og forgrædte Ojne vidnede
nokſom om den Sorg, der tyngede paa hende; men
idet hendes Blik faldt paa ham, foregik der pludſelig
en Forandring med hende, idet Vreden bragte hende til
at glemme alt Andet.

„Hvad vil De her?“ raabte hun med ſkarp ſittrende
Stemme.

„Jeg vil tale med Deres Broder og med Dem“,

ſoarede han ſagtmodig, „og fremfor Alt ſporge om De

har modtaget Brev fra Karl?“ É

„Det har vi“, ſparede hun, „og det med ligeſaa
bitter Fortrydelſe ſom ſmertelig Sorg. Tungeſt af Alt
er det imidlertid”, vedblev hun, „at ſe ſig bedraget af
den, man troede at være fin bedſte Ven; thi faa fandt
Gud lever, Holm,
De har havt en
Finger med i
Spillet“.

„Jeg maa be⸗
fjende det, fjære
Jomfru Dahl,
ikke en Finger
men hele Haan⸗
den har jeg havt

Ude fra Veſterhavet.
Af Emanuel zHenningſen.

(Fortſat.)

II. Havets Magt.
kke langt fra Bulbjerg ſkimte vi endnu
en ringe Del af et Skibsſkrog, der har
boret ſig langt ned i Sandet. Det
er Reſterne af en ſvenſk Jerndamper, ſom
for et Par Aar ſiden, kaſtedes ind paa
den inderſte Revle. Langs med Kyſten
der ſig, ſom bekjendt, tre Grunde eller Repler, der,
paa ſamme Tid de ved at bryde Bolgernes Magt
afgive Værn for Landet, ere til Ulykke for mangt
et Skib, ſom kommer for nær ind til Kyſten
i Nattens Morke. Ve den Sejler, der ufor⸗
ſigtig nærmer fig til Landet, naar Veſtenſtormen
farer hylende hen
i over Havet, pi⸗
| ſkende Bølgerne
|
|
(|

ſkumhvide! Den
er i Reglen for—
tabt. Ude paa
Bdrerevlen bry⸗
des Bolgerne med
en tordende Bru⸗

med i Spillet.
Jeg bærer Skyl⸗
den og ingen

ſen, det er, ſom
om de ſtyrtede
ned i en kogende,
ſydende, kempe⸗

Anden; men det
er mit Haab, at
naar De og Hr.
Paſtoren har
hørt, hvad jeg
har at fige til
mit Forjvar, De da ikke vil fordømme mig“.

„De“, udbrød hun, „De ſiger „kjere“ til mig,

ſom om der endnu kunde være Tale om noget Venſkab
mellem os; De taler om Forſvar, ſom om ſlig rygges⸗
los Gjerning nogenſinde kunde forſvares. Kan De
ſtaffe den Tabte tilbage, kan De bringe den Vildledte
og Forforte til at vende hjem til fin Faders Hus, hvis
Stolthed og Glæde han var, og over hvilfet De nu
har bragt Sorg og Fortvivlelſe, kan De frelſe ham for
det graadige Hav, hvis Bytte han maaſke allerede er
bleven eller, kan De rive ham ud af de vilde, forfer⸗

delige Menneſkers Klor, i hvilke det maaffe ſkal blive |
hans Lod at falde? — Gud forlade Dem, Holm, hvad |

De har gjort” imod os“, vedblev hun briſtende i Graad.
„Med Alt hvad De har at ſige, kan De dog ikke ſkaffe
os vor tabte Fred og Lykke tilbage”.

. 7 (Fortſettes.)

Prag i Handet.

mesſig Kjedel.
Skibet løftes ſed⸗
vanlig ind over
Revlen og ſynes
at vere frelſt,
men atter hæver
Bølgen fig og bærer det frem til Midtrevlen, hvor den atter
taarner fig op, huler fig og brydes med en øredøvende
Larm, medens Skumflager ſom ſtore Maager beres ind
over Kyſten og oploſes i en ſalt Regn. Er Skibet ikke for
dybtgagende, kan det endnu ſlippe over denne Grund,
dog det er kun Galgenfriſt, thi kort efter ſtoder dets
Kjol med et dundrende Brag mod den inderſte Revle,
og ingen menneſkelig Magt formaar at frelſe det til
Undergang viede Fartj. Nu kommer Redningsmand⸗
ſkabet i Bevegelſe for at frelſe Beſctningen, for de
graadige Bolger, der med en utrolig Kraft bryder ind
over Skibet, faar flaaet det i Stykker. Er Søen for

oprørt til, at Redningsbaaden, der ved en ſindrig Kon⸗
ſtruktion er ſaaledes indrettet, at den kun ved et rent
Ulykkestilfcelde kentrer, kan gaa ud til Skibet, tager
man ſin Tilflugt til Raketapparatet og Redningsſtolen.
En brændende Raket, ſom fører en tynd Line. efter
lig, ffydes i en Bue ud over Skibet, ſaa at Snoren

ſtrœkker

kommer til at ligge paa dette. Ved Hjælp af den

hales efterhaanden et Tov ud til Skibet og faſtgjores

der, og langs med Tovet træffes faa Redningsſtolen
frem og tilbage mellem Skibet og Kyſten, ved hver
Tur medtagende en af de Skibbrudne. Det er ingen
lyſtelig Fart at begive fig ud paa, man faar adſkillige
Dukkerter, for man kommer i Land og foler den faſte
Jord under Fodderne; men Turen er ikke ſaa farlig,
ſom den jer ud til, og ſtoder der ellers ikke noget Uheld
til, bliver gjerne hele Beſctningen, en efter en, draget
ſikkert i Land. ;

Havet har en forfærdelig Magt; det jer man ret
under og efter et Skibbrud. De Jernſager, ſom
hyppigt opfiſkes, eller ſom drive i Land med Bjealker
og Planker, ſes undertiden undergaaede ſaadanne For⸗
andringer med Henſyn til Skikkelſe, at man næften

ikke kan fatte, hvorledes Vandet, dette "bevægelige Ele⸗

ment, har kunnet frembringe dem. Jernbolte af anſelig
Tykkelſe findes ſnoede ſom en Proptrakker eller ſaaledes
indkilede i andet Metal, at det er en komplet Umu⸗
lighed igjen at ſkille Delene fra hinanden, og jvære
Bjælfer og Planker blive ved et enefte Bolgeſlag ſonder⸗
brudte i mange Stykker og af og til ligefrem malede
til Splinter. For et Par Aar ſiden ſtrandede der et
Skib, hvis Vrag blev kjobt af et Aktieſelftab. Et Par
Dage efter en lille Storm, var man i Færd med at
bjerge Skibsinventariet og lignende, og man havde
fortøjet det halvt ſonderſlagne Skib ved Hjælp af et
Tov af Tykkelſe ſom en Mands Arm. Da kom der
en ganſke lille Efternoler af en Bølge ſpagfeerdig rullende
ind mod Land, Skibet duvede lidt, og med et Hvin,
der lød ſom en Kugles Fløjten, ſprang det jvære Tov

Skihbrud.

og flippede i Forbigagende det yderſte Led af en Aktie⸗
havers ene Finger. Det ſaa ud, ſom om Ledet var
hugget af med en ſkarp Øre, og heldigt var det, at
han ſlap med det; thi han kunde lige jaa let have

miſtet en Arm eller et Ben.
(Sluttes.)

Husflid.
Sten⸗ og Stenkulsrammer.

Af Smaaſten sg Stenful fan man danne mange
ſmukke Gjenſtande ved at bruge dem til Beflædning

af Overfladen. Vi ſkulle her blot, omtale Rammer til
Seer og Smaabilleder, og ville overlade til
æjernes Opfindſomhed at udvide Anvendelſen paa
lignende Maade til mangfoldige andre Ting.

Til ſit Arbejde ſamler man et Forraad Sten,
ſom have en beſtemt Farve. Boer man i Nærheden
af en Landevej, hvor der ſlaas Sten til Skeerver,
vil man have den allerbedſte Lejlighed til at gjøre
et rigt og ſmukt Udvalg. Man finder der
enkelte rode eller rettere kjodfarvede Stykker med
beſtemte Kryſtalflader, det er Feldſpath; man ſer
klare halvt gjennemſigtige hvide Stene med mufflet
Brud, ligeſom Flint, det er Kvarts og ſtundom finder
man Stykker, der indeholde en Mængde metalglinſende
Blade, derß let lade fig flæffe fra hinanden, i tynde
hornagtige Sfæl, det er Glimmer. Dieſe tre Mine⸗

ralier fammenblandede i et Virvar af ſmaa Korn og
Kryftaller er den almindelige Graaften eller Granit,
der udgjør Hovedbeſtanddelene af vore Kampeſten og
blandt hvilke man ogſaa finder mangen ſmuk graa og
rodagtig ſpottet Sten, blandt Landevejsſkcerverne, ſom
vi kunne bruge til Üdpyntning. Ligeledes forſkaffer
man ſig nogle ſmukke Stykker Stenkul, helſt Parotkul,
alle disſe Stenſtykker knuſer man nu mindre med en
Hammer paa en Sten, til de danne Smaaſkerver ſom
Noddeſkrver og mindre; alt ſamles, indtil det fine
Grus der er fremſtaaet ved Knusningen, og hver
Stenſort opbevares i en Abſke for fig. i

Have vi nu et Billede, f. Ex. et lille Landſkab,
ſom vi ville danne en Stenramme til, . vi forſt
den hvide Rand der ikke maa være mindre end to
Tommer ens bred rundtom Billedet, tilffære derpaa
et Stykke Papir af godt ſamme Storrelſe nojagtigt i
vinkelret Firkant til Bagkledning og lade Glarmeſteren
tilſfkere et Stykke Glas af ſamme Storrelſe. Naar
Glasſet er pudſet godt, lægger man Villedet derpaa
og dæffer dets Bagſide med Papſtykket, ſom man har

forſynet med en eller to Ringe til Opheengning, hvorpaa. |

alle tre Dele forbindes ved at kliſtre, eller lime en

Papirskant rundt omkring, ligeſom Bagſiden beflædes |

med Papir.

Nu dannes Rammens Underlag af en Papſtrimmel
af 1 Tommes Brede,
er henved 1½ Tomme
morkt — brunt eller graat — Papir kliſtres over og
"bøjes om paa den flade Bagſide. Naar det er tørt
aftfæres Side⸗ og Endeſtykkerne af Glasſets Længde
og Brede og Hjornerne affkeres i 1 jaa at alle
fire Stykker ſammenlagt danne en til Glasſet ſvarende
Ramme. Stykkerne til denne
Sten, inden Sammenfojningen. Til
kan benyttes tyk Gummioplosning eller ſtaerk Lim; det
ſidſte Bindemiddel er billigſt og meſt at anbefale, da
det ſtaar fig bedre for Fugtighed end Gummi; men
for en enkelt Ramme, der kan heenge paa et tørt
Sted, er det nemmeſt at kjobe for 4 5. arabiſk Gummi.
Girſebcer⸗ eller Blommetre-Gummi er ubrugeligt da
det ikke bliver tørt).

Bruger man Lim, maa Stenene helſt opvarmes

lidt. J Fig. 1 ſe vi
Papſtrimlerne fra En⸗
den i Sjenenmfnit.
Vil vi have den lavere

indad., i fort Sten⸗
masſe, overſtryges den
3 med varm Lim og
paaſtroes grovpknuſt Stenkulspulver. Naar Limen
er tor borſtes det overflødige af, og man har en
ſmuk ujævn fort Belceg ning, ſom man jer ved c.
Nu ſtryger man et tykt Lag Lim paa den lidt op⸗
hojede tommebrede Kant og belægger denne med et
Lag ſmaa opvarmede Stenſtykker, et for et, ſaa de
nogenlunde pasſe ſammen. Alle de, der ſtode op til
den ſorte Kant (d) kan man lade blive gral; Farven af
Reſten, der bliver dakkede, er ligegy dig. De indre
opadvendte Sider af Stenene paaſtryges nu lidt Lim,
og man lægger nok et Lag Sten pan Midten af det

Fig. 1.

ſom limes paa en lignende der
bred; en 2 Tom. bred Strimmel

ſkulle nu belægges med

Baaflæbningen | tier Aſdods Billede,
alene af Stenkulsſtykker ſom bagefter overdrages med

Kant, der ffal vende |

forrige, idet man dypper den nedadvendte Flade af hver

1 man paalægger, i lidt Lim,
et
kan

og ſoger at give
Leje i en Huling mellem de underliggende. Man
da ordne den ſaaledes, at de indre og ydre (e og o)

blive rode (Feldſpath) og de mellemliggende (i) hvide
(Kvarts) Stykker, idet alle ſmaa Mellemrum omh yggeligt
fyldes med pasſende mindre Stumper, jaa del Hele
faar den paa Midten ophøjede Form, ſom Fig. 1 viſer.
Den nævnte Ordning af Farver, ſom mange ville
ſynes godt om, er naturligvis ikke nodvendig, da man

kan fag ligeſaa ſmagfulde Reſultater, ved at blande de
forſkjelligt farvede Stenfliſer ſammen i et broget Virvar,

baade i den tykke Kant og paa den flade Forkant.

Naar alle fire Sideſtykker ere belagte — de ſkraa Ender

undtagen — limes de ovenpaa Glasſet og Sammen⸗
fojningerne i Hjornerne dækkes med Sten i Lighed med
Sideſtykkerne, hvis Kanter à b tilſidſt beſtryges med
Lim og overdrysſes med fint knuſte Sten, for at dekke
Papirskanterne. Man har nu en meget ſmuk Ramme
af et Üdſeende ſom Fig. 2 giver en Foreſtilling om.

—

Fig. 2.

Vil man have en Sorgeramme, f. Ex. om en

danner man hele den tykke Kant

en glinſende Lak. En ſaadan Stenkulsramme tager
fig ſerdeles ſmukt ud, og er meget billig — ligeſom
Stenrammerne i det Hele — da Materialet til
Udpyntningen intet koſter.

Uldbindingens Nytte.

J Henhold til nærværende Blads Formaal, at fremme
Husflid, nyttig Tidsfordriv og gode Sæder, var det
mig kjcrt, om jeg kunde pde et lille Bidrag, der
kunde gavne i denne Retning ved at fremdrage lidt
om Nytten af Uldbinderiet. Denne Husflid, er jo
intetſteds ukjendt i Landet, og heller ikke er det

ukjendt, at den i visſe Egne drives ſom Hoved⸗

erhverv; men det er næppe overtenkt, hvilke For⸗

| dele og hvilfen Nytte den kunde medføre og hvormeget

den burde optages ſom almindelig Aftenſysſel over hele
Landet. Jeg ved vel, at i de Egne, hvor denne Hus⸗
flid kun er kjendt ſom Kvindearbejde, betragtes den
lidt foragtelig, for kvindeagtig, til at Mandfolk fulde
tage Del deri. Men da Alt i Verden nu forandrer
fig, faa at mangen Gjerning man for kun anſaa for
mandlig nu ogſaa er bleven. kvindelig, jaa kan vel
ogſaa det omvendte ſke med Henſyn til Strikning.
[dtøj er ſikkert det ſundeſte og behageligſte —
ikke alene til Sender og Fødder, men til Undertøj for
hele Legemet. Er vi nu enige om dette, ville vi ſnart
at hvert. Hus ſelv for⸗

blive enige om Fordelene ve

intet Redſka

ſyner ſig ag ligt i denne 7 1 Der gives jo

„ man jaa. tidligt kan give et Barn i
Heenderne ſom Bindepindene. (Jeg har jet, at Børn
kunde binde raſk af en Strompe, førend man kunde lære
det ABC). Herved øves Barnet til Flid fra Ung
Dommen af; det gamle Ordſprog vil ſtedſe ſtaa ved
Magt: „OHvad man i Ungdommen
man ikke i Alderdommen glemmer”, og Ingen
kan nægte, at det er et Gode for Barnet, at blive
opdraget til nyttig Anvendelſe af Tiden, og ikke til
<ebiggang; thi Opdragelſens Retning vil gjerne blive
Grundlag for hele Livets Vandel. Der er ligeledes
heller ingen Ting et gammelt og affældigt Menneſke
jaa godt kan udføre, ſom binde paa en Strompe eller
andet Bindetoj, naar det fra Ungdommen er øvet i
denne Gjerning. Det er ſaaledes et Gode, baade for
den tidlige og den ſildige Alder; men det er ogſaa et
Gode i hele Livet, thi mangt et ungt fattigt Menneſke
der maa tjene for fit Brød vilde ofte kunde finde en
ligeſaa nyttig ſom behagelig Sysſel ved Bindepindene
i de lange Vinteraftener, naar de ingen anden Husflids⸗
gjerning kunde finde paa. De vilde da, uden at kjede
ſig, faa Tiden til at gaa paa en god Maade.
vilde ſpare mange Penge der nu udgives for Stromper,
Vanter og Undertøj og altid være forſynede langt bedre
med Uldtøj, end de ere naar det kjobes. Jeg har
kjendt mange Familier, der have ernæret fig ganſke net
af Binderiet, ja endog enkelte, der have erhvervet ſig

Velſtand derved; men denne Gang vil jeg indſkraenke

mig til at fortælle om en Kvinde jeg kjendte og kan
huſke fra min Barndom. Det var i Byen Aale, hvor
der ſad en fattig Pige, der var kommen af Bindeegnen,
og ſom man — maaſke lidt ſpottende — kaldte Ane

indpige. 57 var, ſom man ſiger, kommet galt
afſted og havde et Barn at opdrage, men ernærede fig
ret godt af at forſyne Byen og Omegnen med Bindtøj,
og jeg tror næppe, at der var nogen Mand i Byen,
ſom ikke var forſynet med uldent Undertøj fra hendes
Haand, hvilfet vidner om, at man fandt 5 i
Uldtejet, om man end ikke ſelv forſtod at tilvirke det.
Hendes Son, der ſnart maatte tage fat paa Binde⸗
pindene med, blev opdraget i Flid og Orden, og blev
en dygtig og agtværdig Karl. Jeg traf ham mange
Aar efter at han havde været Soldat, 10 ſaa ham
flere a med Bindetoj i Haanden, hvilket i mine
Øjne kladte ham rigtig godt. Jeg tror ikke han
nogenſinde har bandet ſin Moder, der fra hans Barn⸗
dom havde lært ham at anvende Tiden nyttig.

H.

60g nyt.

Hiſtorier af Bendix Hanſen. Under det fordringsloſe
Navn har denne Forfatter udgivet et Bind Fortællinger. Det
er jævne Landsbyhiſtorier de fleſte, men der hviler en faa varm
og hjertelig Stemning og en faa ædel, from Tanke over dem
alle, at Lesningen ikke alene glæder, men løfter og ſtyrker.
Nogen bedre Anbefaling behove vi ikke at medgive disſe Hiſtorier,
der ere grebne lige ud af Livet. De mange Venner Bendix

Hanſen allerede har erhvervet ſom Fortæller for Husvennens
Leſere ville i hans „Hiſtorier“ fan en fortrinlig lille Tilvaxt
til deres Bogſamling, ligeſom den ſikkert ſnart vil blive en af
de meſt loeſte Bøger i Sognebogſamlingerne.

nemmer

23

De

Smaating.

Hver fit Kors. For en Del Aar ſiden da Ses⸗
ſionerne endnu holdtes efter den gamle Skik, var der
blandt Sesſionsherrerne en velbekjendt ſkelojet og kaad⸗
mundet Perſon, ſom oſte Gropheder ud overlangs til
alle dem der ſtode i Rullen og til en Del af dem der
ſtode udenfor. Saa var der paa ſamme Tid et Sted
en gammel Sognefoged, ſom var lidt tunghor, men
ellers havde Hjertet paa det rette Sted. Den ſtore
Herre gjorde ham et Sporgsmaal, ſom han ikke ſtrax
beſvarede. „Hvorfor ſvarer han ikke, gamle døve
Slyngel!“ raabte Herren grovt.

„Ja ſaameend, ſaamcend Hr. General; viſt er jeg
døv, ja ſaamend er jeg faa. Men hvad ftal man ſige.
Nogle have det paa Drene og Andre har det paa
Øjnene. Hver har fit Kors at træffes med, og derfor
falder jeg for min Part aldrig en vindøjet Stakkel for
en Slyngel om jeg ogſaa kunde have Aarſag dertil.
Nej mend gjor jeg ej, Hr. General!“

Det ſmukke Kjons Uſtadighed. Saa længe en Pige
gaar i Skole, vilde hun gjerne have to Fodſelsdage
om Aaret. Naar hun kommer op i de Tyve, holder
hun ikke en Gang af at have en.

Tenkſomhed. En Lærer ſpurgte en af Skolepigerne
„Hvad gjorde Jsraeliterne, efter at de vare komne over
det rode Hav“. — „Jeg ved det virkelig ikke“, lod
Svaret; „men de tørrede viſt Vandet af fig”.

Brevverling.

„F. D. verk d. 22. Sept. 1874.

Fra en Bekjendt fik jeg Opfordring til at holde „Hus⸗
vennen”, hvilket jeg med Glæde gik ind paa, og da jeg for
mit eget Vedkommende var glad for det lille „Puf“ jeg fik ved
Opfordringen — idet jeg, derſom den ikke var fremkommet⸗ neppe
var kommet i Tanke om at beſtille den — faa tænkte jeg det
kunde idetmindſte ikke flade, om jeg gjorde mine Arbejdere op⸗
merkſomme paa at det er et rart lille Blad, baade nyttigt og
fornøjeligt. Jeg gik jaa omkring til dem og havde den Glæde
at 30 af dem gjerne vilde have en „Husven“ hver.

Jeg har anſet det for rigtigt at meddele Dem dette, da det
muligt kan have ſin Interesſe for Dem for Fremtiden, at vide
hvilke umiddelbare Reſultater en ſaadan lille Opfordring kan have.

5 5 Aerbodigſt
P. V. R.., Forvalter.“

Red. kan ikke modſtaa Friſtelſen til at optage dette Brey
til „Husvennen“, ikke alene ſom et ſmukt Vidnesbyrd paa et
godt Forhold mellem Arbejdsleder og Arbejdere, men ifær ſom
et fremtrædende Crempel pan Sandheden af den gamle Sætning:
„Et godt Ord finder et godt Sted”. Det er nemlig kun
altfor ofte Tilfældet, at de, der funne have færlig Lejlighed til
at raade og oplyſe, eller vejlede Arbejderne i ſaadan Retning,
gjerne undlade det, af Frygt for at tale for figegyldige eller for
døve Øren.

Ovenſtaaende Exempel viſer, at dette ingenlunde altid
er Tilfældet, og det fiulde glæde Udg. meget, om det maatte
bidrage til, at man ret mange Steder nu og da uddelte ſaa⸗
danne ſmaa velgjørende „Pu f“, der kunde aabne Doren for
„Husvennen“ til mangt et Arbejderhjem. Man tranger ikke
mindſt her til et godt oplivende og underholdende Ord, naar
Ugens anſtrengende Arbejde er endt og Hviledagen kommer.

Indhold. Gjengjeldelſen, Fortælling af Beatus Dodt (Fortſat).
— Ude fra Veſterhavet II., af Emanuel Henningſen,
med 2 Billeder. — Husflid: Sten⸗ og Stenkuls⸗
rammer, med 2 Billedre. Uldbindingens Nytte. —

Bognyt. — Smaating. — Brevvexling.

Haandgierningsbog for Angdommen.

Da ſenere Aars Husflidsbeſtrebelſer i vort Land, ſynes
at have bidraget til, at det legemlige Arbejde kommer noget
mere i Agt og Wre ogſaa blandt de bedre ſtillede Samfunds— |

|

klasſer, end det tidligere har været, hvorfor man ved Ungdommens

Opdragelſe begynder at indſe, at megen af vor Tids Blod⸗
agtighed, Forfinelſe og Forlyſtelſesſyge vilde mod⸗
virkes pan den ſundeſte og bedſte Maade, naar man ved Op= |
dragelſen kunde lede
Ungdommens Trang til
Sysſelſettelſe ſaaledes,
at den Unge i Haan⸗
dens Gjerning kunde
finde en undtommelig
Kilde til Fritidsglede
og ligeſom legende for⸗
binde Haand og Tanke
til de kommende Dages
Gjerning. Dette med⸗
forer ikke alene mangen
koſtelig, flyld fri Ung⸗
domsglede, men vil
ſenere i Livet paa
mange Maader bringe
Nytte og Tilfreds⸗
ſtillelſe. Den Tillid
til egne Kræfter og
Epner ſom Selpovelſen
udvikler i Drengeſindet
vil nemlig ubetinget
komme den modnere
Alder til Gode. Man

24

Adgipet af N. O. Rom.

En ſaadan Bog vil forhaabentlig have Krav pan alle For⸗
ældres og Læreres Opmarkſomhed. Den vil gjøre meget forder⸗
veligt Legetøj overflødigt og vil afgive mangfoldige velkomne Svar
paa Børnenes evindelige Spørgsmaal: ,,hvad ſkal jeg beſtille?“

„Haandgjerningsbog for Ungdommen” vil omfatte en mere
eller mindre udførlig Vejledning og Anvisning til følgende Arbejder :

Snedferarbejde (Fuldftændig Beffrivelfe af Verktojet og dets

. Brug, Anvisning. til
gradvis fremſtridende
Ovelſesarbejder, beſtaa⸗
ende af mangehaande
Brugsgjenſtande, Lim⸗
ning, Slibning og Pole⸗
ring). Huggehusarbejde
(Arbejder for Øre,
Skerebenk og Baandkniv
ſom River, Grebe, Skovle
o: ſ. v.); Raturarbejder
(Naturmobler af Grene:
Stole, Benke Blomſter⸗
opſatſer, Tobakspiber
og⸗Kasſer, Bekledning af
Rammer, Aeſker o. lign.
med Kviſte o. ſ.v.; Kurbe⸗
fletning; Drejerarbejde;
Udſabningsarbejde og

Villedſkcrerarbejde;
Vorſtenbinderarhejde m.
v. Paparbejde, Bog⸗
binderarbejde. Opklab⸗
ning af Landkort, Pap⸗

undgaar, foruden man⸗ dg - : machearbejde. Metal.
gen Ungdomsfriſtelſe, 8 ; ; i: 4 arbejder ſaaſom Stob⸗
denkejtedeubehjelp⸗ * N OM Alen 9 ning, Lodning, Fil⸗
ſomhed til ſelv den Å KEN AN Key 0 ( ning og Polering,
ſimpleſte Haandſysſel, * 9 « 5 SEIN Wtsning,Forfølv-
ſom faa. ofte ffæmmer vo ning ogFortinning,
vor Tids Mandkjon, og | . Staaltraadsarbej⸗
vinder langt lettere et 4 der o. ſ. v. Straaflet⸗

ſundt praktiſk Greb paa
de ſeuere i Livet fore⸗
kommende Arbejder, naar
man i Ungdommen har
fært at „bruge fine
Hænder” og har faaet
Haandgjerning kjer.

Savnet af en god
alſidig, praktiſk Auvis⸗
ning, har derfor beſtemt
Udgiveren til at udar⸗
bejde en let overkommelig
Haandbog med fuld⸗
ſtendig Vejledning til
en ſtor Mængde lettere
og ſverere Haandarbejder
af en ſaadan Art, at
den kan give Anvisning
til nyttig og under⸗
holdende Adſpredelſe for
den mandlige Ungdom, 1
ſamtidigt med at øve Haand og Øje, ffærpe Ordensſanſen og
vænne, den Unge til Stadighed ved fin Gjerning.

Enhver Anvisning vil blive fremſat paa en muligſt let⸗
fattelig Maade, oplyſt ved mangfoldige vejledende Smagtegninger.
Da Udgiveren ſelv fra fin Ungdom har erhvervet fig. mere end
almindelig Ovelſe i allehaande Arbejder, tor vi indeſtaa for en
fuldſtendig ſagkyndig, original og klar Fremſtilling af de vigtigſte
Afſnit i Bogen Endvidere har Udgiveren erholdt værdifuld Biſtand
af ikke faa Venner og Husflidsdyrkere, ſom have fortrinlig Svelſe
hver i fin Retning, ligeſom ſamtidigt de bedſte Kilder ere blevne

benyttede ved Bogens Udarbejdelſe.

ning, Maattevævning,
Ster laſtehylſtre,
Fiſteſtelsarbejder, Fje-
derblomſter, Lederblom⸗
ſter, Piſte, Kornſold,
Klinkning, mange Slags
1 Skibsbygning,
eee å
. ip8-
ar

Lakering, Broncering og
Forgyldning, Oyerfo⸗
ringsbilleder, Tilbered⸗
ning af Lakker og Fer⸗
nisſer.

Man vil i det Hele
i denne Haandbog finde
en Mængde Oplysninger
ſamlede, ſom ellers van-
ffeligt, eller flet ikke, kunde
. erholdes af dem, der finde
Glæde ved Haandgjerning i Hjemmet. Ethvert, for Husflid og
Selvovelſe pasſende Arbejde, hvis Udforelſe kan lade fig forklare
i en Bog ved Hjælp af Tegninger, vil ſaaledes findes i Haand⸗
gjerningsbogen. Den vil blive paa omtrent 400 Sider og ud⸗
ſtyret med henved 300 Billeder.

Det i nærværende Numer optagne lille Affnit af Bogen:
Sten⸗ og Stenkulsrammer, afgiver en Prove pan Indhold
og Udſtyrelſen. Den forſte Halvdel af Bogen omfatter en klar
praktift Anvisning til Forferdigelſen af mangfoldige Træ⸗
arbejder, hvoraf forſte Hefte udkommer i naſte Uge og er til
Efterſyn i alle Landets Boglader.

. SMÅ;
776 e 15 N

For at ſelv mindre Bemidlede kunne anffaffe denne nyttige og underholdende Bog for deres Drengeborn, vil der hver eller
hveranden Maaned udgaa et Heſte paa 3 Ark i ſmukt Omſlag, til den, i Forhold til den rige Üdſtyrelſe med Billeder, over⸗

ordentlige billige Pris 24 Sk. (50 Øre) Heftet.

Bogen vil blive afſluttet i omtrent 8 Hefter.

Subſtription modtages hos

de fleſte Boghandlere, ſamt hos Hovedkommisſioncren, Boghandler Rudolph Klein i Kjøbenhavn,

Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

ejder, Malning og

M od!

2. Aargang. |
Nr. 4.

Gjengjeldelſen.
ag Fortælling 1 Veatus Dodl.

——

AR Fortſat. )
É S aa godt det var ham muligt; ſurſsgte nu
Degnen at tale hende tilrette, men da
5 0 S hverfen Bønner eller Fornuftgrunde for⸗
maaede Noget over hende i den Tilſtand,
; hvori hun befandt fig, og da han heller ikke
kunde komme til at tale med Preeſten, der havde lukket
fig inde i fit Studereverelſe, jaa maatte han opgive det
for denne Gang og vende ligeſaa mismodig og nedſlaget
tilbage, ſom han var kommen.

Nogle Dage efter lykkedes det ham dog at komme
til at tale med Preſten i Enrum, og hvor nedſlaget
og kreenket end denne var, faa bragte han ham dog til
at ſe Sagen i et bedre Lys, Forlovelſen med Hanne
var iſer den Talsmand, ſom Preſten ikke kunde modſtaa.
Hun havde ſtedſe været hans Bndling, og idet han nu
glædede fig hjerteligt over Karls Lykke, maatte han
tillige erkjende, at Beſiddelſen af hende vel var et Offer
værd, ſelv om det var nok jaa ſtort.

Freden var nu ſaaledes nogenlunde vendt tilbage,
det vil da ſige for den ene Parts Vedkommende; thi
med Henſyn til Jomfruen, jaa indtraadte der jo rigtignok
en Stilſtand; men den var, ſom Degnen godt følte,
ikke til at lide paa. Ilden ulmede under Afken, og

det mindſte Puſt kunde bringe den til at bryde ud i
lys Lue, hvilket han mere end en Gang i den efter⸗

mands Bilføs 2

- Slorfhabslæsning, 5 Voning og Bust,
Adginet ak AR. C. Rom.

Hondugen d. 25. Oktober.

Kjøbenhavn.
1874.

folgende Tid til fin Skrak erfarede. Ogſaa hun glædede
ſig hjerteligt over Forbindelſen med Hanne, ihvorvel
hun juſt ikke ganſke tog det paa ſamme Maade ſom
Praœſten. :

„Nu kunde vi have havt vor Fryd og Ojenlyſt
af at ſe paa de Unges Lykke“, ſagde hun en Aften, da
de atter vare ſamlede, „og iſtedetfor kunne vi nu kun
gremme os ved at je den Ene hænge med Vingerne
og vide den Anden udſat for Farer“.

„Men hvor ftor var Ojenlyſt og Fryd bleven, bedſte
Jomfru Dahl“, indvendte Degnen, „naar vi ved at ſe
deres Lykke tillige havde tenkt os, hvad Enden ſkulde
blive; hvorledes de ſkulde finde Midler til at jætte Bo
og bygge fig ſelv en Rede?“

„Ja De tenker nu aldrig paa Andet end det
fyldte Madſkab“, udbrød hun fortrydelig. „For Dem
gives der ingen højere Lykke end en fyldt Pengepung,
og for at opnaa det, ſendte De gjerne Enhver i Land⸗
flygtighed, ja ſolgte maaſke endogſaa Deres egen Sjæl.
Gud forlade mig det“.

„Saa galt er det vel ikke, Jomfru Dahl, jeg ved
vel, at der gives en højére og bedre Lykke end den, det
jordijfe Gods kan yde; men jeg ved ogſaa, at trange
Kaar og Nerringsſorger formaar at ſlove vort Blik og
lukke vort Sind for Alt, hvad Skont og Godt Livet
ellers kan byde os. Vi ſtaa jo dog i det Mindſte med
det ene Ben paa Jorden og kan derfor ikke undlade at
tage Henſyn til de Krav, den ſtiller. Lad nu Karl
prove fine egne Kræfter. Lad ham lære at ſtole paa
fig ſelv, og lad ham viſe, at han ikke frygter for at
vove en Dyſt for at naa det Maal, han har ſat ſig.
Dermed vil han vinde ſin egen og Andres Agtelſe,

og jo haardere han har fæmpet, jo mere vil han forſtaa
at ſkatte Sejren, naar den er vunden“.

„Og han vil nok vinde den“, ſagde Praſten tillids⸗
fuldt, „Gud har givet ham Forſtand og Hjerte dertil”,

„Men denne Kamp“, indvendte Jomfruen til
Degnen, „derſom den ellers er nødvendig, den kunde
han ogſaa have udkempet her hjemme“. .

„Maaſke“, afbrød denne hende, „naar han havde
faaet Lov dertil”,

„Sig mig Holm“, ſpurgte nu Preſten i den
Henſigt at bringe Samtalen i en anden Retning for
at aflede det Uvejr, hvormed hans Soſters kamplyſtne
Mine truede, „er nu Alt bragt i Rigtighed angagende
Salget af Boklund derovre?”

„Det vil jeg mene Hr. Paſtor!“ raabte Degnen
munter. „Kjoberen den unge Hr. Hojer betalte prompte,
hvad der ſkulde udbetales, og jeg ftrøg den Procent
der tilkom mig ſom Mægler og Mellemmand i Lommen
med god Samvittighed; thi Handelen var ærlig og god.
Den unge Mand, har Penge ſom Gras!“

„Ja, og fin og galant er han, det maa man
indrømme”, bemeerkede Jomfruen i en anerkjendende Tone.

„Ja udvortes, min kjcre Jomfru Dahl, udvortes

er han det tilvisſe; men, om det Ydre ſparer til

det Indre?“

„Derom tillader De Dem nok at have en lille
Tvivl ſom det lader“, afbrød Præften ham.

„Det kan maaſke ikke lykkes Dem, at fan ham
forført til at lobe til Amerika“, ſpurgte Jomfruen i en
ſpids Tone, „hvilket nok kunde forklare Deres Uvillie
imod ham.

„Oprigtig talt, Jomfru Dahl, havde jeg Haab om,
at det vilde lykkes for mig, da ſkulde jeg fikkerlig ingen
Overtalelſe ſpare; thi jeg har en lumſk Anelſe om, at
han juſt ikke vil blive til nogen Bryd og Glæde
for Egnen “. )

„Jeg har hørt Noget derom”, ſagde Praſten
ryſtende pan Hovedet. „Livet derovre paa Baklund,
ſom for under den forrige Ejer, var ſaa ſmukt og godt,
er nok nu nogenlunde det Modſatte“.

„Jeg vil mene det“, udbrod hin. „Propperne
knalde og Glasſene klinge fra Aften til Morgen og
Kortene ere aldrig af Bordet, jaa jeg vil nok tro,
Jomfru Dahl, at handlede jeg uklogt, da jeg fik Karl
afſted, ſaa vilde det ikke være dummere, om jeg fik den
ny Ejer til at gjøre det Samme”, i

Bed disſe Ord greb Degnen fin Hat og Stof
og fjernede fig haftig for at undgaa den Ladning, fom
han nok jaa, at Jomfruen ſtod i Begreb med at affyre
paa ham.

Saa megen Aarſag Degnen end havde til at være
velfornojet med den Gevinſt han havde havt ved Salget
af den lille Herregaard, ſaa havde han dog maaſke
hellere opgivet den end ſkaffet Egnen en Beboer ſom

Højer. Beleven, høflig og forekommende ſom han var,

ſamt dernæft i Beſiddelſe af et ſmukt og ſtateligt Ud⸗
vortes lykkedes det ham let at vinde Enhver, han kom
i Berorelſe med. Dette fordelagtige Indtryk var imid⸗
lertid ſjelden af nogen ſynderlig Varighed; thi om man
end vilde ſkrive hans Hang til et lyſtigt temmelig vildt
Liv paa Ungdommens Regning, ſaa var der dog i hans
hele Veſen og Væren Noget, ſom nøjere beſet, gjorde
Folk betænfelige. Mange traf fig derfor ſnart tilbage
fra hans Selſkab, og kun de bleve tilbage, for hvem
hans gode Vine, overdaadige Maaltider og lyſtige Selſkab

hapde en altfor ſtor Tillokkelſe.

Blandt de, der i Tidens. Løb havde truffet fig
tilbage fra hans Selſkab, var forſt og fremmeſt Degnen,
hvortil Aarſagen imidlertid, foruden. hint, var af en
mere perſonlig Karakter. Det unge Menneſke havde
nemlig kaſtet fine Øjne paa Hanne, hvis Skjonhed og
tekkelige Veſen lod til at have gjort et dybt Indtryk
paa ham. Her ſik han imidlertid af gode Grunde en
Kurv, rigtignok pæn og pyntelig, men ſom dog netop
for ham paa Grund af hans hele Karakter, blev højft
ubehagelig og bejværlig at bære hjem. Hertil kom, at
hans gode Venner, der ſnart havde faaet Nys om
Sagen, drillede ham med, at han ſom en erfaren og
rig Kjobenhavner ikke formagede at erobre en Landsby⸗
ſtjonhed. Dette i Forbindelſe med hans ſaarede Selv⸗
folelſe bragte ham tilſidſt faa vidt, at han i et lyſtigt
Lag indgik et højt Voeddemaal paa, at det ſkulde lykkes
ham at hjemfore Hanne, det koſte, hvad det vilde.

At vædde om at ſkulle vinde en Piges Haand er
imidlertid en temmelig mislig Sag, iſer, naar det
kommer hende for Øre, og havde der derfor ikke været
andre Grunde ſom bevirkede, at Hanne ſtod faſt ved
fit engang udtalte Nej, jaa var denne fulbftændig til⸗
ftrætfelig. Alle Hojers Kunſtgreb, hans Smiger og
vindende Tale bleve derfor uden Virkning, men tjente
kun til at gjøre hans Nederlag endnu ſtorre og foleligere.
Slaaet paa alle Kanter trak han ſig endelig tilbage;
men ſom hans Venner, der kjendte ham nøjere, havde
Folelſen af, med den faſte Beſlutning at tage Hevn
for Nederlaget og ſoge at ramme Hanne med en alvorlig
Hjerteſorg. Kjerligheden var bleven bittert Had.

Længere Tid efter denne Begivenbed, der havde
givet Folk nok at tale om, begav Degnen fig en Aften⸗
ſtund til Baklund, hvor han med Ejeren havde en Sag
at berigtige, ſom endnu havde henſtaget uafgjort ſiden
Salget. Kun nødig begav han fig til et Mode, der
for begge Parter maatte være lige ubehageligt; men
Sagen var af paatrængende Vigtighed, og han maatte
derfor bide i det ſure Wble. Til hans Forundring
traadte Højer ham imode paa en faa venlig og fore⸗
kommende Maade, ſom om de ſtedſe havde været de
bedſte Venner, og med en Beredvillighed og hjertelig
Imedekommen, ſom Degnen ikke kunde Andet en yde
fin fulde Anerkjendelſe, gik han ind paa dennes Forſlag,
ſaaledes at Sagen let og hurtig blev afgjort, Idet

Degnen nu efter fuldført Grinde ſtod i Begreb med

at fjerne fig, traadte en Mand ind i Stuen, hvem han

mindſt havde ventet at træffe her. Det var nemlig en
ved Drukkenſkab og Spil halv ruineret Gaardmand.
Degnen havde i den ſenere Tid havt meget at beſtille
med hans Pengeſager, og navnlig havde han i de ſidſte
Dage efter at hin havde" ſolgt fin Gaard modtaget et
temmelig betydelig Beløb af ham, der nu ſom Prioritet
ſkulde anbringes i en lille Ejendom, Degnen havde
kjobt. Denne havde ſtedſe havt megen Ulempe og Be⸗
jvær af Manden, der ved fit uordentlige Levnet beſtandig
ſank dybere og dybere, og naar han nu havde laant
Reſten af hans Formue for at fætte den i en af ham
kjobt Ejendom, hvor den ſtod fuldſteendig ſikkert, da var
det kun for derved at kunne holde tilraade med ham,
ſaaledes at han ikke ſank fuldftændig i Armod. Var
nu Degnen bleven forundret ved at ſe Morten Iverſen,

ſom han hed, hos Højer, ſaa blev han det endnu mere,

da denne med en fripoſtig og uforſkammet Mine traadte
hen til ham og forlangte hin Sum tilbagebetalt
ejeblikkelig.

„Det kunne vi tale om hjemme, Morten“, ſparede
Degnen, „her er ikke Stedet til at afgjore vort
Mellemverende“.

„Hvorfor ikke“, raabte hin. „Det ene Sted er
lige faa godt ſom det andet, naar det kommer an paa
at ſikkre ſin Smule Ejendom. Kommer jeg hjem til
Dent, ſkal De vel vide at ſno Dem fra mig ved alle⸗
haande Snak ſom faa ofte har været Tilfældet; men
jeg vil have mine Penge; thi for jeg faar dem ud af
Deres Kløer, er jeg ikke ſikker paa, hvad jeg har“.

„Tys, tys“, udbrød Degnen, „beteenk hvad Du
ſiger; thi Du kan da umulig tro, at jeg vil bedrage
Dig“.

„Hvad jeg tror og tenker, behøver jeg vel ikke at
gjøre Dem Regnſkab for“, ſvarede hin i en haanlig
Tone, „men naar jeg ſiger, at efter min Mening ere
mine Penge ſikkrere hos mig ſelv eller hos enhver
Anden, end hos Dem, faa kan De jo tage deraf hvad
De vil”.

„Du har drukket for meget Morten“, udbrød
Degnen, hvem Blodet begyndte at ſtige til Hovedet,
„ellers kunde det næppe falde Dig ind at fornærme
inig paa en ſaadan Maade; thi af Dig har jeg mindſt
fortjent det. Du tilbod mig ſelv Pengene, ſom Du

nu fordrer tilbage, Du erkjendte ſelv, at det var bedſt

paa den Maade, og Du ved, at jeg ifolge Kontrakten
ſkal udbetale dem om nogle Dage; og altſaa ogſaa, i
hvilken pinlig Forlegenhed Du nu fætter mig ved Din
Uordholdenhed. Alt dette fif imidlertid at være, hvad
det vil; men at Du ovenikjsbet lægger an paa at ſaare
og fornærme mig, at Du ikke undſer Dig ved at jætte
Plet paa min Vandel og gode Navn og Rygte, det er
ſkammeligt Morten Jverſen“.

„Deres gode Havn og Rygte“, afbrod Morten

ham, „ja hvad det angaar, ſaa tror jeg det vilde være
vanfkeligt for Nogen at jætte en Plet derpaa, efterſom
man viſt næppe vil finde et rent Sted dertil”.

„Det er nok“, udbrød Højer her i en fornærmet
Tone. „Jeg hverken kan eller vil være Vidne til, at
en agtet og anſet Mand paa en faa ſkjcendig Maade
bliver fornærmet, og hvad jeg kan gjøre til, at Hr. Holm
idetmindſte ikke kommer i Forlegenhed ved Deres troloſe
Adfcerd, det ſkal jeg ikke undlade. Her er Summen“,
vedblev han roekkende Morten en Pakke Sedler, tæl
dem nu og forføj Dem faa bort, her har De Intet
mere at ſkaffe. Som jeg haaber, Hr. Holm“, fortſatte
han til denne, „vil De tillade mig, at jeg med Henſyn
til Pengene træder i hin Utaknemmeliges Sted. Behold
dem ſaalcenge De har Brug for dem, og jeg kan forſikkre
Dem, at det er mig en ſand Glæde at have kunnet
giore Dem en for mig ſaa ubetydelig Tjeneſte“.

Hvormeget det end var Degnen imod at modtage
en ſaadan Tjeneſte af en Mand, han hidtil ikke havde
agtet eller faaet paa nogen god Fod med, ſaa luyſte
dog en ſaadan Hojmodighed og Velvillie ud af den
Maade, paa hvilken Højer kom ham imode, at den rørte
ham dybt, og han formaaede derfor idetmindſte ikke
ojeblikkelig at viſe Tilbudet tilbage, Morten Jverſen
havde dernæft allerede ſtukket Pengene til fig og var
halvt ude af Doren, og Sagen var hermed ſaaledes
allerede næften afgjort. Faſt beſluttet paa om et Par
Dage at tilbagebetale Højer, halv ſkamfuld ved Tanken
om dog mulig i ſin Dom hidtil, at have gjort denne
Uret, og opfyldt af Taknemlighed, forlod han kort efter
Gaarden, idet han endnu en Gang med oprigtig Varme
takkede Ejeren, der fulgte ham et lille Stykke paa Vejen.

Nogle Dage efter, en Morgen, medens Praſten
endnu laa i Sengen kom Jomfruen ind til ham med
alle Tegn paa Sorg og Radſel malet paa ſit Anſigt.

„Hjerte Soſter“, udbrod Preeſten, „hvad er der
heendet? Du fer jo ud, ſom var der timedes os en

Herrens Sorg og Ulykke“.

„Ikke os Broder, ikke os“, ſtͤnnede hun, idet hun
ſank om paa en Stol, „men Degnen! Ak Du fjære
Gud, hvem kunde tanke paa Sligt. J dette Ojeblik
har Ovrigheden været der og ranſaget Huſet og derefter

fort ham med ſig ſom Arreſtant“.

„Raſer Du Pigebarn“, udbrod Bræften rejſende
fig overende, idet han fuld af Radſel og Forbavpſelſe
ſtirrede paa hende. „Hvem i Alverden kunde tillægge

ham en Brode eller Skyld, hvorved han kunde komme

til at fortjene en ſaadan Medfart?“

„Hvad man ſiger, er jaa forfærdeligt, at man maa
grue ved at tenke derpaa. Du ved, at Morten Jverſen
er forſvunden og ikke har været til at opſpore ſiden
den Aften han var paa Beeklund ſammen med Højer
og Degnen, og nu ſiger man, at han er myrdet og at
Degnen er hans Banemand“.

„*

man ſkal tro“, ſparede hun,

Hbjerte til at rive Karl fra

28

„Men jaa er da ogſaa Verden helt af Lave og
Ovrigheden iligemaade“, udbrød Praſten. „Du for⸗
barmende Gud, hvem kan dog falde paa at tro, at en
Mand ſom Holm fkulde kunne begaa flig grasſelig
Gjerning. Men det er ogſaa noget Snak, hjerte Soſter,
forholder det ſig virkelig ſaa, at Holm er arreſteret, da
har det ſikkerlig en anden Grund“.

„Arreſteret er han“, ſvarede hun, „og det netop |
ſom beſkyldt for hin Forbrydelſe. Men deraf kan man
lære, hvor lidet man ofte aner om det, der kan bo
i et Menneſke!“

|

„Hvad ſiger Du Soſter“,
raabte Preſten harmfuld.
Er det muligt, at Du kan

Ude fra Veſterhavet.

Af Emanuel Henning for

(Sluttet.)
III. Skagen.

olge vi nu Kyſten længere nordpaa, finde
vi hovedſagentlig ſamme Naturforhold.
Af og til kan man traffe paa enkelte
Kvikſands⸗Huller, og da gjælder det om
at være forſigtig med, hvor man fætter
Foden. Dette Sand, hvis
Overflade ganſke ligner andet

feſte Lid til flig taabelig
og ondſkabsfuld Tale“.

Sand, er nemlig ſaa ſteerkt
gjennemtrængt af Vand, at

man ſynker ned i det, fom

„Jeg ved ikke, had

om det var det blodeſte

Dynd, og man har havt

„Ovrigheden har viſt ikke
gjort et ſaadant Skridt uden
god Grund, og naar man
betænfer, at han kunde have

os og ſende ham i Land-
flygtighed, den ufkyldige, vel⸗
ſignede Dreng, faa kan han
maaſke have Sind til at gjøre det ſom er verre“.
zed disſe Ord braſt hun i Graad og forlod hulkende
Verelſet.

Bad Jomfruen havde fortalt, var ikke andet end
den ſorgelige Sandhed. Siden den Aften, Morten
Jverſen Havde forladt Baklund, havde han ikke været
til at finde. Al Sogen havde været forgjceves, og da
Ovrigheden nu tog fig af Sagen og optog Forhør,
kom det frem, at en Mand, ſom havde pasſeret
Strovang netop en halv
Time efter at Degnen havde

ſom forer til Skagen!

Exempler paa, at Heſte og
Vogne ere ſunkne ned i
ſaadanne Huller. Jo ner⸗
mere man kommer op
mod Jyllands Nordſpids,
jo mere øde og orkenlignende
bliver Egnen. Herom ſiges
der i en Beſkrivelſe over
„Man vandre paa Strandbredden,
Fra den tre Mile lange
Kyſt ſer man kun til venſtre det ſtore Ocean,
ſom ruller ſine ſtore Bolger op for vor Fod, og til
højre de hvide Bakker, hvor Vinden piber i det
lange, blaalige Klittag; ikke en eneſte Hytte, ikke en
eneſte Plovfure vidner om, at Menneſker bo i disſe
Egne. Ak nej; Døden har her trykt fit Stempel paa
mangen ſtakkels Sømand, medens hans Kone og Born
hjemme talte Dagene til
hans Hjemkomſt; thi Vrag

Hjorring Amt:

forladt Baklund, havde jet

ligger ved Vrag paa den

ham ſammen med Morten

ode Kyſt, og kun ſkrigende

Jverſen, idet, ſom det fore⸗
kom ham, de befandt ſig i
en heftig Ordſtrid. Den
betegnede Plads blev nu
underjøgt, og da den be
fandtes ftærft nedtrampet, og
der fandtes Spor af Blod
hiſt og her, ſaa blev Degnen q
draget ind i Underſogelſen. Ved Viſitationen af Degnens
Hiem fandtes nu ogſaa de Penge, ſom Hojer i Degnens
Navn havde givet Bonden, hvilken Omſtendighed ikke
kunde andet end i hojeſte Grad beſtyrke Mistanken,
hvoraf hans Arreſtation maatte blive Folgen.
(Sluttes.)

Skagens gamle Nirbe.

Maager kredſe om de
ſorte Stapne, ſom halvt ere
nedborede i Sand. Vil man,
lengſelsfuld efter fjærere
Gjenſtande, gjennem Klittag
og Marehalm, trænge fig
op paa Klittens Ryg, da
ſer man ofte Strakninger
af ſnehvide Miler, der, uhyre i Omfang, knejſer i
ſorgelig Bragt. Ikke er det den ſnart henſmeltende

Vinterſne, der dakker disſe Flader; nej, Foraaret vil

ej ſmykke dem med et eneſte Graesſtraa, og deres Be
plantning overſkrider Menneſkekraft. Moder jeg da
endelig en Fiſker og vil opmuntre mig ved Samtale
med ham, da gyſer jeg ved at bemerke hans Leengſel
efter: Skibbrud og Vrag, eller jeg maa dybt røres ved

Fortællingen om de ſorgelige Aildragelſer, disſe Kyſter
have været Vidne til.“

J disſe Omgivelſer ligger Danmarks nordligſte
By, Skagen, paa den Odde, der ſtrokker fig ud mellem
Veſterhavet og Kattegattet. Den forſte Oprindelſe til
Byen findes antydet i et gammelt Dokument fra Aaret
1355, hvori der berettes om, at en af de danſke Konger,
muligvis Erik Glipping, ſkjcenkede Bonden Thorkil
Starpæ hele Skagens Mark
til Gresning for hans
utæmmede Hoveder, ſamt at
Thorkils Hyrde, Thronder,
byggede det forſte Hus der
"og lagde fig efter Fiſkeriet.
Snart flyttede flere Ny⸗
byggere til, og i Aaret 1248.
ſtod der allerede en By, ſom
plyndredes og opbreendtes
af Normendene.

J vore Dage beſtager
Byen af tre Dele: Højen, Oſter⸗ og Vefterby. Naar
man fra Veſterhavet tager Vejen op gjennem Klitten,
ſtoder man tet indenfor Bankerne "paa Højen eller
Gammel-Skagen. Huſene, der dels ere tjerede
Trœhuſe med Straatag, dels grundmurede teglheengte
Bygninger, ligge ſpredte mellem Klitbankerne, ſom
tjener dem til Værn mod
den alt kuende Veſtenvind.
Udenfor hvert Hus ſtaar

1

i Skagens gam

og de mere eller mindre bevægelige Sandheje. Her
voxer Eg og Bog, Fyr og Gran, Poppel og Pil Side
om Side, her findes Frugttrœce og ſmukke Blomſter⸗
partier fremtryllede af det golde Sand. Inde under
Træerne vandrer man i Skyggen paa det friſke Gron⸗
ſpcer, Fuglene kvidre mellem Buſkene, man tror fig
langt borte fra Veſterhavets Klitter; men træder man-
et Skridt uden for, ſtaar man i det tørre, bløde Sand
til op over Anklerne. Haven
og Plantagen ere anlagte
af en tidligere Byfoged og
høre med til Embedet.
Ikke langt derfra ligger den
nette, hyggelige Preſtegaard
og den ny Kirke, der er
bygget i ſamme Stil ſom
Frue Kirke i Kjobenhavn;
herfra er der Udſigt over
Veſterhavet og Katte⸗
gattet.
Nord for Byen ligger der to Taarne, af hyilke
det ene næften er en Fjerdingvej borte. Det nærmefte
|) Taarn er Skagens, 67 Fod høje, gamle Fyr, ſom nu
kun benyttes ſom Somerke. Det blev bygget i Aaret
1747 og afloſte den Gang et Vippefyr, der allerede
var grundet af Frederikzden Anden. Hen ad en haard,
ſtenet Grund gaar Vejen
til det andet, 140 Fod høje
Taarn, Skagens nye Fyr,

Furtaarn.

der i Reglen et Stillads til

der ſender ſit advarende

Fiſketͤrring eller et lavt"

Lys ud over Veſterhavet og

Plankevcerk til Beſkyttelſe
mod Flyveſander. Gader er
der ingen af; kun Sandveje,

i hvilke Foden ſynker dybt

Kattegattet i en Vidde af
over fire Mil. Ved Foden
af Taarnet har Fyrinſpek⸗

toren ſin Bolig, ſom ved en

ned, ſno ſig hen mellem

høj Mur beſkyttes mod Stor⸗

Huſene. Af og til traffer

men og Sandet. Inden for

man paa et lille Style
opdyrket Jord, ſom gjodes

Muren er der en lille, fro⸗

dig Have, og op ad den

med Affald fra Fifkeriet,

ſlynger der fig Eſpalier med

ellers er alt Sand og atter
Sand. Her byggede Skotter
og Hollcendere i gamle

blomſtrende Kirjebærtræer.
Fra Fyret er der endnu
et godt Stykke Vej ud

Dage den anſelige St. Lau⸗
rentii Kirke, ſom nu ligger
begravet i Sandet; kun
Laarnet rager endnu fremfaf:
Sandmilen og vedligeholdes
paa Statens Regning ſom
Sømærfe.

En halv Mil fra Gammel-Skagen ligger Oſter⸗
og Veſterby i en Udftræfning af en Fjerdingvej langs
med Kattegattet. Overraſkende er det for Vandreren
— pludfelig at ſtode paa en frodig Lyſtſkop og Have, der

ligger halvt i Skjul og godt i Le mellem Bankerne

Skagens nur Furkaarn.

til Grenens yderſte Rand,
der ved en lille Sandpynt
drejer mod Oſt. Den er
ikke bredere, end at man
ſamtidig kan ſtaa med den
ene Fod i Veſterhavet og
med den anden i Kattegattet. Fra dette Punkt ſtrakker
Skagens Rev fig en hel Mil ud i Havet. Utallige
Sværme af Sofugle fare med gjennemtraeengende Skrig
hen over Bølgerne; Vandmend, Soſtjerner og Mus⸗
lingefkaller ligge ſpredte langs Bolgebredden, ſorte
Skibsſkrog og Vragſtykker ſtaa halvt. nedſunkne i

Sandet, og langt ude paa Havet krydſer den hel
Flaade af Sejlere forſigtigt ud om Jyllands farlige
Spids. OF ;

Naar nu En og Anden maaſke undrende ſporger,
hvorledes det dog kan være, at noget Menneſke kan

have Lyſt til at bo og bygge paa et jaa ode og ufrugt⸗

bart Sted, ſom Skagen er, faa lyder Svaret, at paa
ſamme Tid ſom Havet optræder forſtyrrende og ode

fin Rigdom. Fiſkeriet er faa rigt ſom faa andre Steder

i vort Fædreland, og den Fortjeneſte, ſom de hyppige
Strandinger give, er ikke ubetydelig. Skagboerne ere
derfor ogſaa dygtige Sømænd, der ikke ere bange for
Havet er jo deres Moder, ſom de

den oprørte Sø.
fra Barns Ben af
have lært at om⸗
gaas, og om det
end af og til
tager en eller
flere af de ſteer⸗
ke, forvovne Søn-
ner i ſin Favn
for forſt at flippe
dem, naar de ere
knuſte i Favn⸗
taget, ſaa glem⸗
mer det dog ikke
at ſorge for ſine &
Born.

rd anv

IJ eftene hjemſoges af to forſtjellige Bræmje-

arter, ſom vi ville benævne den ſtore

og den lille, da den ene er dobbelt ſaa
ſtor ſom den anden.

Deu ſtore Heſtebremſe

(Gastrophilus equi. Fabr.)
er omtrent en halv Tomme lang, lodden, lys, graagul
med brune og brungule Tegninger paa Kroppen.

Denne Braemſe ſes meget almindeligt om Som⸗

meren, naar Heſtene gaa pan Græs, ifær henimod
Hoſten. Hunnen ſoger fig en Heſt, hvorpaa den kan
lægge fine Ag, hyilke faſcklobes til Heſtens Haar.
Bremſen ſvcever nemlig tæt ind til Heſten, med Kroppen
i lodret Stilling, og Læggerøret med det færdige Wg
i Spidſen. Uden at jætte fig, bringer den i ſamme
Stilling Wgget i Berorelſe med Heſtens Haar, til

30

hvilke det ſtrax fæftes ved Hjælp af en klebrig Veerdſke
hvorved det er overdraget. Denne tørrer jaa hurtigt
i Luften, at Æggene ſnart ere ſaa faſt limede til Haar⸗
laget, at man kun kan fjerne dem ved at ſkrabe dem
af med en Kniv.

Bramſen holder fig ſaaledes ſpevende i fort
Afſtand fra Heſten og gjentager efterhaanden glæg-

| ningen indtil den har lagt det fulde Antal, hvilket
læggende, ffænfer det ogſaa med rund Haand Beboerne af |

undertiden fan beløbe fig til 4—500 Wg paa en Heſt.
De lægges ifær omkring og bag Bovene, ſamt rundt om
Kmæerne paa Forbenene. Ved Dyrets Varme ſpulme
Wggene op og ere efter en 4—5 Dages Forlob modne
til at klakkes.

fig jævnlig paa
de Steder Æggene
ere anbragte, hvil⸗
ket gjerne er paa
de Steder den
kan naa med ſin

Mund. Herved
briſter Skallen
paa de modne
Aeg og de deri
udviklede ſmaa
Larver flæbes til
Heſtens Tunge,
hvorved de fores
ind i Munden

paa Dyret og
derfra med Foden
ned i deres Be⸗
ſtemmelſesſted: Maven. Her hage de ſig faſt til
Mavens Slimhud ved Hjælp af Takkerne midt paa
deres Legemes Ringe, og ernæres ved Slimhudens
Afſondringer. Hele Vinteren over ligge de ſaaledes
i Heſtens Mave, indtil de i Maj Maaned ere
fuldvorne. De ere nu omtrent en Tomme lange, af
en Blyants Tykkelſe og rodlige gule af Farve; de ſlippe
deres Tag og fores med Gjodningen ud af Legemet
for ſenere at forpuppe ſig. Det bedſte Middel til at
befri Heſtene fra disſe Syltedyr, er omhyggeligt at
fjerne Æggene ved Afſkrabning. Paa Heſte af mork
Farve falde de let i Øjnene, da Asggene ſelv ere lys⸗
gule. De kaldes gjerne Gnidder. Forreſten lader disſe
ſaavelſom den folgende Bramſearts Larve fig fordrive
ved almindelig Olie, der gives i Portioner af 1/2 til
1½ Pegl, ſamt med TLerpentinolie, der gives i en
Mængde af 6—8 Lod i Meldrikke.

Gren.

J Almindelighed bemærfer man vel ingen videre"

Ulemper ved disſe Larvers Nerverelſe i Heſtens Mave,
men de kunne dog være tilſtede i jaa ſtor Mængde, at
de kunne foraarſage Sygdom og Ildebefindende hos
Dyret, ſkont man er uvidende om den ſande Grund,
og derfor ikke ved hvorved man ffal fan Sygdommen

Sandſynligvis frembringe de en ſtaeerk
Klge i Huden, thi Heſtene flikke eller nappe og bide

—

hævet. J ethvert Tilfælde kan der vel ikke være Tvivl
om, at Heſten trives bedre naar den er fri for disſe
hæslige Snyltedyr, end naar den har en Meengde af
dem, og man burde derfor ikke ſky en Smule Ulejlighed
for at holde Heſtene fri for dem.

Den lille Heſtebremſe
(Gastrophilus hwmorrhoidalis Linn.)
er kun halv faa ſtor ſom forrige Art, men alligevel
til ſtorre Plage for Heſtene end denne. Med Henſyn
til Maaden hvorpaa den anbringer ſine Ag, afviger

den deri fra den foregaaende, at den lille Bræmje |

lægger Æggene umiddelbart paa Heſtens Læber. Denne
Bramſe ſynes disſe ogſaa langt ængfteligere for, end
for den ſtorre. Ikke ſaaſnart ſporer Heſten Breemſen,
forend den kaſter med Hovedet og galopperer afſted,
ofte lige ud i Vandet, hvor Bremſen gjerne opgiver
Forfolgelſen. Lykkes det den imidlertid at faa lagt
et Wg pan Heſtens Leber, gnider denne fig gjeblikkeligt
med Munden heftigt mod Manken eller mod Forbenenes
Knæ, mod et Tre eller lignende. Ofte ſes ogſaa
Heſten at ſtampe og ſlaa op med Forbenene, og det
med ſaadan Heftighed at den undertiden ſtͤder Munden
derimod og derved forøger Smerten. Bramſen om⸗
fvæver den imidlertid fremdeles og forſoger at faa
anbragt flere Wg. Herved drives Heſten igjen afſted
i raſende Galop for at undfly fin Plagegand; men er
der ikke Vand i Nerheden forfølger Bremſen faa
haardnakket fit Maal, at den dog ſniger fig til at fan
lagt fine Æg, trods Heſtens Modſtand. Stundom
ſynes den ogſaa at ſtjule fig i Gresſet, og naar faa
Heſten gresſer i Nærheden, farer Broemſen med et
frem og anbringer ſine Wg i Heſtens Mund. Efter
dennes Lader at dømme maa dette fremkalde en pinlig
Kløe eller Spie i Leberne, ſom maa være Dyret til
ſtor Plage. i

Ligeſom den ftørre Bræmfearts Larver, føres ogſaa
denne Arts med Føden ind i Maven, hvor de en
en Tidlang hage ſig faſt. Senere ſlippe de loſe og
fores gjennem Tarmkanalen helt ud i Endetarmen,
hvor de igjen jætte fig faſt tet indenfor Endetarmens
Aabning. Her ere de Heſtene til megen Ulejlighed og
forurolige dem altid ved den Kløe de ved deres Be—
vegelſer foraarſage. Herved bringe de Heſtene til at
ſlaa ud og viſe megen Uro, ligeſom de kunne gjore
deres Bevegelſer for Vognen klodſede og uſikre. Tilſidſt
ſlippe Larverne los og afgaa med Gjodningen, i
Almindelighed i Maj, og Forpupningen ffer umid⸗
delbart efter.

Det er klart, at man ikke for denne Bramſearts
Vedkommende kan anvende det Middel vi nævnte under
forrige Art: at fjerne Æggene; disſe lægges jo umid⸗
delbart paa Heſtens Læber, og komme meget ſnart ind

i Munden, Det er imidlertid ikke vanfkeligt at dræbe

Larverne ved indvortes Midler, ſom nævnt ved forrige.

Art. Et andet Middel er at lade Heſten ſtaa en Nat
| over uden Wde, om Morgenen give dem en halv Pegl
Meek med Honning i og fem Minuter efter Meldrikke
med et Fjerdingspund Salt i. Da disſe Larver des⸗
| uden om Vinteren ſidde helt yderlig mod Endetarmens
Aabning, er det ikke ſaa vanfkeligt at underſoge denne,
| og fjerne dem uden at behøve noget indre Middel.

Husflid.

En god Livserfaring.

t ſmukt Exempel paa, hvorledes Husflids⸗
ovelſe, ſom erhverves i Barndommen kan
komme de ældre Dage til Gavn, ja frelſe
fra Nod og Elendighed, naar der ind⸗
treffer trange Aar, anfores af den
; ſpenſke Husflidsinſtrukter Ahlborn, idet
han meddeler et Brev indſendt fra en 63aarig Mand.
Efter at have omtalt hvorledes Ahlborns Foredrag,
ſom han havde hørt, opmuntrede ham til at ſkrive om
hvorledes han fif Lyſt og Iver til at forfærdige Hus⸗
flidsarbejde, fortæller han folgende.

„Jeg er født 1811 og Son af en pderſt fattig
Indſidder paa Ginka Brug. Aar 1818 var der den
ſtorſte Hungersned i vort Land, ſom har været kjendt
i Mands Minde. J vort Hjem var Noden ſaa ſtor,
at den ikke kan beſkrives. Jeg var da 7 Aar gammel
og havde begyndt at gjøre ſmaat Legetøj. J Ginka
Nabolag fandtes otte Drenge paa ſamme Alder. Disſe
Drenge kom daglig for at kjobe af mig; en havde en
Ore, en anden en Bid Brod. Naar Drengene kom og
jeg ſaa Kanten af Knoekbrodet ſtikke frem fra Trojelommen,
lagde jeg Legetojet frem paa Gulvet, og der blev et
ſtort Marked; dette fortſattes med ſtor Iver. Siden
fandt jeg paa at danne Haarkamme til Pigerne; da
blev Fortjeneſten bedre, jaa at min Moder kaldte mig
for „Fodehjcelpen“. Ved 14 Aars Alderen tog jeg faſt
Tjeneſte hos en Bonde og tjente nu ſaaledes for mit
Brod i de folgende 14 Aar. J denne Feeneſtetid ſysſel⸗
ſatte jeg mig i de ledige Timer med at 117 5
Stole, men Smaagarbejder laa faa faſt i min Tanke,
at jeg anvendte alle mulige Stunder, der blev tilovers
fra Arbejdet, paa Smaaarbejder af Tree. Naar vi vare
ude paa Hobjergning, havde jeg altid et Emne til en
Daaſe eller et Pibehoved i Lommen, og naar de andre
Arbejdere hvilede til Middag, ſaa tog jeg fat paa mit
lille Arbejde og fortſatte det. Fortjeneſten var min
egen Ejendom, 2 at jeg kunde underſtotte min fattige
Fader, uden at tage af min Aarslan. Senere. vandt
jeg en vakker Piges Kjærlighed, og vi giftede os paa
vore Spareſkillinger. Men ſaa velſignede Vorherre os
med Børn, det ene efter. det andet; da blev jeg forknyt
og ængftelig for Fremtiden, thi Elendigheden i mine
Foreldres Hytte ſteg levende frem. for mit Oje. Saa
aſtede jeg mig med ftørfte Jver over Husflidens Smaa-
arbejder, og det lykkedes herved at opdrage Flokken.
Tilſidſt havde jeg 10 Born, 4 Drenge og 6 Piger,
hvoraf 3 endnu ere ukonfirmererede, ſom alle leve.
Med Husflidsarbejdets Hjælp har jeg opfoſtret disſe

8

Børn, klædt og født dem vel og holdt dem i Leſe⸗ og
Syſkolen, ſaa at de alle ere baade oplyſte og dygtige
Medlemmer af Samfundet. Vel har jeg oplevet mange
Misvextsaar, fan Hungersneden har været i Bygden;
men til mit Hus er den endnu aldrig kommen. Mit
Husflidsarbejde har holdt den borte; naar jeg var uden
Brød om Kvælden, arbejdede jeg om Natten, og Dagen
efter ſavnede vi ikke Brødet”.

Ved bedre Modeller ſom denne flittige Gamle ſenere
erholdt ved den ſpenſke Slojdforenings (Husflidsforenings)
Forſorg og ved at erholde Afſcetning paa de af ham
efter disſe Modeller fob he Sager til en langt
hojere Pris end han for kunde opnaa for ſimplere

Snusdaaſer og Pibehoveder, er han kommet ſaa godt

frem, at han paa ſine gamle Dage er blevet ſat i Stand

til for en Sum af 2500 Kroner at kjobe en lille Selv⸗

ejendom, der giver ham 22 Tonder Korn og har til⸗
ſtrekkelig Skov til hans Brug, og er bebygget med et
lille, godt Hus. Paa denne lille Ejendom har han
allerede ſet ſig i Stand til at afbetale mere end Halv⸗

parten af Kjobeſummen.

Vi have, for en Forandrings Skyld, hentet denne
lille Fortælling af Hverdagslivet fra vort Broderland
Sperrige. Men mangen gammel flittig Husflidsmand
vil kunne fortælle os lignende fra fit eget Liv, trindt
om i vort Fodeland, til Bekreftelſe paa, at den i Ung⸗
Dommen vundne Lyſt til Ae og erhvervede
Arbejdsovelſe er en len Ven for de kommende Dage,
ja ofte en ſikker dre ſer fra Noden og Fattighuſet.

Vilde vor Tids Ungdom blot agte vel paa ſaadanne
Gamles Erfaring! ;

Marker .
„Kan De ſkaffe mig en Halvtredſindstyve Tuſind

ſmaa „Etiketter“, Meerkepinde af Zræ, til at binde ved

Poſe og Sæffe, naar de fkulle forſendes?“ ſpurgte en
af Üdgiverens Venner, der hvert Foraar har Del i en
meget flor Forretning. „Forrige Aar havde vi ondt
ved at faa en Snedker til at levere dem, og dette
Pilleri egnede fig ogſaa langt bedre for Husfliden“.

Vi lade Sporgsmaalet gaa videre til de
enkelte blandt vore mange Leeſere, der kunde have Lyſt

til at tjene en lille Skilling med at ſnitte Merkepinde

i den foreſtaaende Vinter. Det ſkal være ſmaa, flade,
de Pinde, af Cigarkasſetrœes Tykkelſe, 1 Tomme
Ende og 2½ Tomme lange, med et Hul i den ene
onde.
ved Henvendelſe til Udgiveren kunne faa tilſendt en
Prøve med Angivelſe aſ Priſen, der betales for Tuſindet
og Meddelelſe om, hvor de kunne leveres.

Bognyt.
En Samling af nye Forſkrifter af; Skrivelcrer
Fischer i Horſens, udkommer i denne Tid paa Forlag
hos Boghandler Nielſen i Silkeborg. De indeholde

- en ſmuk flydende Haandſkrift og gaar frem fra lettere

Svem der 1 at prøve dette Arbejde vil,

Methode, ſom, efter mange Vidnesbyrd, gjør det muligt
for Eleverne hurtigt at tilegne ſig en faſt, ſmuk
Haandſkrift. ;

Strandingsfommisfjonæren i Skagen er Titlen
paa en lille Bog, der nylig er udgivet af Paſtor
J. J. F. Friis (Forfatter til Spenſkerne paa Lolland)
og ſom vi i Anledning af de i Dag meddelte Billeder
fra Skagen, ſkulle henlede Opmerkſomheden paa, da
den vil fortælle Læjerne en hel Del om Livet i Skagen
i „gamle Dage”. Med fit ſedvanlige Liv og Lune,
kildres Heltens, den fattige, fremmede Drengs, ufor⸗
knytte Leven og Ferden; og de Begivenheder — i Kraft
af Ordſprogene: Wrlighed varer leengſt, Fals ſlaar fin
egen Herre paa Hals og Lykken er bedre end Forſtanden
— faar den bedſte Afſlutning, faa vil Husvennens

Leere, hvad man end kan have at indvende mod flere

af de fkildrede Karakterer, dog ſikkert læje dette lille
ai fra Danmarks nordligſte By med For⸗
nojelſe.

Smaaking. å

En Hundeelſter lod fig fotografere, og det hos
Byens bedſte Fotograf; „men Billedet maa ligne paa
en Prik“, ſagde han. „Det ſkal blive fan livagtigt,

at Deres Hund ſkal kunne kjende det“, lød Fotografens

Svar, „men faa ffal De give en flot Middag oven i
Kjobet“. „Det er et Ord“, ſagde Kunden; kan Diana
üudpege mit Billede mellem andre, betaler jeg Gildet;
men i modſat Fald gjor De det“. — Billedet var
færdigt og blev udſtillet paa Gulvet mellem en Del
andre. Hunden kom med Herren og nogle gode Venner
ſom Dommere; den ſnuſte til Billederne, men ſtandſede
ved Herrens og gav fig kjerligt til at flikke det. Der
blev ſtor Jubel, ſom ikke blev mindre ved den ſplendide
Middag. Men 190 drak Fotografen et Glas Vin for⸗
meget, og fortalte ſin Nabo i Fortrolighed, at han
havde indgnedet paagjældende Billede med Stegefedt i
Stedet for med Fernis, ſaa at det ikke var jaa underligt
at Diana gav fig til at ſlikke det. Den muntre
Hemmelighed gik underhaanden fra Mund til Mund,
og alle, feld Herren, maatte le ad den ſnilde Fotograf;
kun denne lo ikke mere, da Kunden og hans Venner
enſtemmigt domte ham til at betale Gildet, da han
vel havde vundet Bæddemaalet men Maaden hvorpaa
han havde vundet det var temmelig „fedtet“.

Vrevpexling.
Hr. B.yen i Dgl. Fejlen er Poſtkontorets.
Hr. J. C. Hm i U. Gladeligt at Hv. har fortrængt

nævnte flette Blade i Deres Kreds. Det vil forhaabentlig blive

Zilfældet mange Steder. De 8 Billeder ere afſendte.

Hr. Fib. i L. De 5 Rd. modtagne.

en-en. Venligſt Tak! En Del kan bruges deraf og mere
ſkal være kjcert. Deres Adresſe udbedes. >

JZudhold. Gjengjældelfen, Fortcelling af Beatus Dodt (Fortſat).
— Ude fra Veſterhavet III., af Emanuel Henningſen,
med 5 Billeder, — Heſtebremſerne. — Husflid: En god

i g i Livserfaring. Merker af Træ. — Bognyt. —
til ſpœrere Trek efter en af Hr. Fischer opfundet egen Smaating.
Husgeunen udkommer lik hver Søndag med el 16-fpaftet Art, ſorſynel med ſlere Billeder, lil 3 Ml. (1 Kr.) Jjerdingagret frit lilſendt.

Hperl Fjerdingaar medfølger gratis el flort ſmuſtt Villede.

Bladet kan beſlilles paa ethvert Vofikonfor og Vrepſamlingoſled, i enhver

Boglade famt hos Hovedſtommisſioncren: Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjobenhaun.

* Pr iet paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

|
|
|
|
i

berg den
danſke Lite⸗

FA raturs Fa⸗
der, og det er et Heders⸗
navn, ſom tilkommer ham
med Rette; thi han var
Banebryderen for den uen⸗
delige Rigdom af Boger,
hvoraf det danſke Folk nu
henter Oploftelſe, Oplys⸗
ning, Troſt og Glæde.
Forend Holberg traadte
frem, var det paa en vis
Maade ode, tomt og morkt
i vort Fædreland; Danſk⸗
heden laa ſkjult under det
Fremmede, ſom Froet lig⸗
ger ſkjult under Is og
Sne i Vintertiden, Folket
laa i Dvale og Moders⸗
maalet var ſkudt tilſide
og foragtet ſom en Trel⸗
kvinde, men Holberg kom,
ſom en frejdig Foraars⸗
ſol, vakte Folket af
Vinterdvalen loſte Moders⸗
maalets Treeldom og gjorde
Plads, ſaa Livet atter

Morſhabglesning, Oplyening og Gusflid.

7 7
e
2

Hewchmal ds Bil 2

dginet ak N. C. Num.

2. Aargang.
Nr. 5.

Kjøbenhavn.

|
Hondagen d. J. Houember. 1824.

Ludvig Holberg.
Af Vendix Han ſen.

kunde begynde at udfolde
ſig frit. Der er en under⸗
lig Forbindelſe mellem et
Folks Liv og dets Digte⸗
kunſt; den er ſom Puls⸗
ſlagene, hvoraf man fjender
Livskraften, den udſpringer
af Folkelivet og giver dog
Livet Form og Retning,
væffer, løfter og klarer,
og derfor ere de ſtore
Digtere altid Folkets Tals⸗
mænd og Barere af det
Store, der ſkaber de nye
Tider; men om ingen
danſt Digter gjelder det
dog i den Grad, ſom om
Holberg; thi med ham
begyndte en Tid, vor Lid,
der ſtod i den fkarpeſte
Modjætning til Fortiden.

Den Del af det danſke
Folk, der paa Holbergs
Tid endnu bedſt havde beva⸗
ret Reſterne af Danfkheden,
var Bondeſtanden; men
Bonden ſukkede i Trel⸗
dom og Vankundighed.
Han var ikke ſtort An⸗
end Herremandens

3

Tuduig Holbergs Billedstatte (af Billedhngger Stein). det

34

Arbejdsdyr, kunde ſalges og ſpilles bort, ſom
andet Gods, kunde kaſtes i Hundehullet, ſcttes paa
Treœheſten 0 giores til Gjenſtand for mange andre
vancrende Straffe uden Lov og Dom og var aldeles
værgelps overfor Herremandens Lune og Vilkaarlighed.
Han kunde ikke forlade den Plet, hvor han var fodt,
undtagen naar Herremanden ſendte ham bort til
Soldatertjeneſte, og da fik han det endnu værre; thi
da blev han hundſet, pryglet og kommanderet af tyſke
Officerer, der ikke en Gang kjendte hans Sprog. Holberg
har ſelv i „Jeppe paa Bjerget” givet et ſorgeligt, ſandt
Billede af Bondens Liv i hine Tider; men ſom Alt,
hvad han har ſkrevet, er det givet med et forunderligt
rigt Lune, jaa at man iſtedetfor at græde maa le ad
Tidens Skrobelighed. Forreſten ſkal det ikke glemmes,
at i hine trange Dage, fandt de gamle danſke Folke⸗
ſagn og Viſer et Hjem i Bondens Hytte og blev hans
eneſte aandelige Livskilde.

Med faa Undtagelſer vare Kongerne kun danfke
Konger af Navn og arbejdede af alle Kræfter paa at
indplante tyſk Sprog, tyſke Sæder og Skike, ja endog
tyſk Adel i danſk Jordbund, medens den hæderlige
gamle danſte Adelsſtand, der havde foſtret Helte ſom
Herluf Trolle og Kvinder ſom Birgitte Go, blev
forurettet, tilſideſat og fortrængt, for de ſtortalende
Fremmede; for at komme frem maatte ſelv Adelsmendene
være tyſke, og hvem der ikke var det, havde ingen
Net; thi han var mistenkelig.

Den lærde Stand, der ſkulde forſyne Landet med
Embedsmænd og Bræfter, var alt Andet end Danfſk.
Ved Reformationen naaede man det ſtore Gode, at det
latinſke Kirkeveſen blev afſkaffet, da Luther vilde have,
at Folkene ſkulde høre og leſe Guds Ord paa Moders⸗
maalet, og da fik vi ogſaa Guds Ord paa Danſk, og
enkelte Mænd begyndte at ſkrive Bøger paa Danſk, men
det blev faa omtrent ved Begyndelſen; thi det latinſke
Kirkevcſen afloſtes af det latinſke Skolevceſen. Det
danſke Sprog var fan foragtet mellem de Lærde, at de
blot talte og ffrev Latin, Børnene fif Ris, naar de
talte Danſk i Skolerne, og Studenterne, der boede paa
Regentſen i Kjøbenhavn, maatte. betale Boder, naar
Naturen gik over Optugtelſen, ſaa de kom til at ſige
flere end 3 danſke Ord under Maaltiderne. Holberg
liger ſelb om fin Samtid: „De fleſte Standsperſoner
læje heller Polſe⸗Snak paa Franſk, end de grundigſte
Skrifter paa deres eget Sprog, ſaa at dette Land er
faſt det Eneſte paa Jorden, hvor man finder Folk, ſom
gjør fig en Wre af ikke at forſtaa deres eget Moders⸗
maal“. Og om fin egen Undervisning udtaler han fig
ſaaledes: „Saa ſnart jeg begyndte at tale, blev jeg ſat

ud i en tyſk Skole; thi mine Forceldre raiſonnerede

med andet godt Folk i deres Nabo⸗Lav ſaaledes: „Lad
ham kun bravt øves i det Tyſke. Det Danſte læres
af fig ſelv, det er at ſige: Lad ham lære Tyſk i Skolen;
Danſk kan han for Intet lære af Smaadrengene paa

Gaden; ſaaledes bleve de fleſte Aar af min Barndom
bortdrevne, ved at lære Tyſtk udi Skolen og Danfk udi
Ammeſtuen. Da der begyndte at frembryde lidt Dun
paa min Hage, ſyntes mig, at det var høj Tid for mig
at rejſe uden Lands. Jeg gjorde ogſaa adſkillige Rejſer
og hver Gang jeg kom hjem, var jeg udi ſamme Tilſtand
ſom Jean de France, idet at mit Modersmaal vilde
ikke ſynderlig flyde for mig; thi man kand let glemme
det, ſom man aldrig har forſtaget tilgavns“.

Naar det Uſande og Uſunde ſaaledes havde Over:
haand, fan er det en Selvfolge, at Sæderne maatte
være ſlappe og flette. Letfeerdigheden og Letſindigheden
var derfor ſtor, ſelv i de hojeſte Samfundslag og ikke
mindſt i Kongens Sale. More ſig vilde man, og da
man ikke havde Oje for det Sande og Skjonne, jaa |
morede man fig med det Uſande og Uſkjonne. Man |
opførte tyffe og franſke Komedier, vilde Spektakkelſtykker
og bibelſke Skueſpil, blandede mellem hverandre; thi det
var atter en Ejendommelighed ved Tiden, at den meſt
letferdige Verdslighed gik Haand i Haand med en
mork, aandlos Kriſtendom, der naturligvis var lige jaa
uſand ſom alt Andet. Frederik den 4de, der maa kaldes
„en af Danmarks bedre Konger“ var en letferdig
Verdensmand, og hans Son Christian den Gte var
gudfrygtig; men hans Gudsfrygt var merk, ſtreng og
ſygelig. Ved Trusler om Vand og Brod tvang han
Folk til at gaa til Alters, og ſatte Folk i Gabeſtokken
for Forſommelſe af Kirkegang.

Viſtnok ſkreves der Bøger og det endda baade
mange og lange; men det var dels fprænglærde latinſke
Afhandlinger, der handlede om flige vigtige Emner, ſom
„om Romerne gik i Støvler eller Sko“, og dels gudelige
Skrifter; iſcer var der en umaadelig Mengde Lig⸗
predikener, hvoraf Nogle vare jan lange, at de næppe
kunde holdes i 2 Dage; men de vare jo heller ikke
beſtemte til at holdes, det gjaldt blot om, at ſkrive
Meget om Lidet, det var Leerdommens hojeſte Kunſt,
ſelb om det, der ſkreves, var tiden Indhold. Fra 1500
til 1700 have vi kun 3 danſke Forfattere, der ere værd
at nævne, nemlig: Anders Sorenſen Vedel, der
overſatte Saxos Danmarkshiſtorie fra Latin til Danſk,
begyndte at fortjætte den og udgav den førte Samling
danſke Kampeviſer; den adelige Hiſtorieſkriver Arild
Hvidtfeldt og den berømte Salmedigter Thomas
Kingo.

Af disſe faa ſpredte Trœk vil man kunne ſkjonne,
at det er ſandt, hvad en ſenere Digter ſiger om
Holberg:

„For var der knap ſkrevet paa Danſk en Bog,
Som ret kunde Hjerterne hue,

Kun Eventyr, brugbart i Kakkelovnskrog,

Kun Viſe til Spinderſkens Stue.

Hver Mand, ſom med Kløgt gik i Lærdom til Bund,
Latin paa Papiret kun malte; ;

Med Fruerne Franſk og Tyſk med fin Hund
Og Danſk med fin Tjener han talte”.
(Chr. Wilſter).

Ludvig Holberg blev fodt i Bergen i Norge den
lade December 1684. Hans Fader, der var Oberſt
og en fjæb gudfrygtig Mand, døde inden Holberg var
et Aar gammel, og den betydelige Formue, han havde
efterladt fin Enke, tabtes ved en Ildebrand, fan Holberg
voxede op i fattige Kaar. Da han var 10 Aar gammel,
dode ogſaa hans Moder, og han blev nu indſkreven i
Krigsrullen, for ad den Vej, at naa frem til en Livs⸗
ſtilling. Han naaede ogſaa at blive Korporal; men
han havde ſtorre Lyſt til Studeringerne, og da en af
hans Slegtninge, en Preſt, havde lagt Merke til hans
ualmindelige Evner, tog han ham til fig og lod ham
underviſe ſammen med ſine egne Born, og Aar 1702
blev han Student ved Kjøbenhavns Univerſitet. Da
han Intet havde at leve af, maatte han dog kort efter
modtage en Huslererplads hos en Preſt, med den
Forpligtelſe, at prœedike faa ofte Bræften havde Forfald;
men denne Stilling ſyntes Holberg flet ikke om; thi
han ſiger felv, at han ikke Fjender noget jaa kjedeligt,
ſom at give Drenge Ris og omvende Bønder. Saa
vendte han atter tilbage til Kjøbenhavn og tog theologiſk

Examen med bedſte Karakter.
(Sluttes.)

„ BYS i

) 808 Beduinerne.

7 2 ——

V ore Læjere ville maaſke erindre, at

vi for nogen Tid
Orkenen Sahara og om Oaſerne.

ſiden fortalte om
Hvo
) der læfte vor Skildring om Farerne og
— Bejværlighederne ved Rejſen i Orkenen,
vil maaſke tenke: Ja, men hvad ville de gode Folk
derude i den golde Orken? de kunne jo blive hjemme
ved deres Hus og ſidde der i Ro og Fred og uden
Fare. Ja, kjcre Læfer, fer Du, vi maa være noget
varſomme med at dømme om andre Folks Levevis og
Skikke. Ligeſom vi ikke udenfor Danmark kunne bruge
den danffe Alen, ſaaledes kunne vi heller ikke bruge de
danſke Forhold ſom Maaleſtok ved Bedommelſen af
Folk, der leve i et Land, hvor Alt næften uden Und⸗
tagelſe er jaa grundforſtjelligt fra vort. Det er meget
let for Dig, ſom bor i et fedt og frugtbart Land, at
tale om at blive hjemme; thi Din Mark ligger jo
lige ved Din Gaard og Du behøver ikke anden Ulejlighed,
end at tage Din Hue paa og gaa ud af Din Dor,
for at Du ſtrax kan have Oje med Dit Korn, Dit Ho
og Dine Kreaturer. Ganſke anderledes forholder det
ſig med Orkenens Son, den brune Araber eller Beduinen,
ſom han kaldes. Han kan ikke ſidde hjemme og pasſe

ſin Mark, thi han har hverken noget Hjem eller nogen
Kun faa Steder er der ſaameget dyrkelig

Mark.

Jord, at Kornet kan trives. Men hiſt og her i Bjergene
findes der Græs, hvor hans Hjorder af Oxer og Faar
kunne finde Naring. Beduinen maa være hvor hans
Hjord er og Hjorden maa være der hvor Graesſet er,
men Gresſet i disſe klippefulde Bjerge er ſnart fortæret,
og ſaa maa han opføge en ny Græsgang for fit Kvæg.
Derfor har han ingen faſt Bolig, han drager om fra
det ene Sted til det andet og fører fin Huſtru eller
ſine Huſtruer, thi han nojes ikke altid med en, og ſine
Born og alt ſit Gods med ſig. Alt hvad han ejer af
Bohave, læster han paa Kamelens og Welets Ryg og
jaa gaar det ud i de vide Landſtrakninger paa Tog
efter Gresgange. Som jagt naar alt Grersſet er
fortæret, der hvor. han nu er, jaa maa han flytte.
Hans Kameler lægge fig paa Knæ og paa deres Pukler
lægger han fine Telte, andet Slags Hus fjender han
ikke, fine Gryder og hvad han ellers har af rorligt
Gods. Paa den bedſte Kamels Ryg fpænder han den
høje pœreformige Indretning, ſom Du fer paa omſtaagende
Billede; det er et Slags Telt, hvori han gjemmer ſine
Huſtruer og fine andre Kvinder for at ſkjule dem for
Uvedkommendes Blikke og beſkytte dem mod Solens
Straaler. Hans Folk, de yngre Mend og Drenge maa
gaa til Fods og ofte maa de bære de mindſte Kid,
medens den forte, ſpidsneſede, - næften nøgne afrikanſke
Hund pasſer paa at holde Hjorden ſamlet. Selv ſtiger
han op paa ſin bedſte Hingſt, med ſin lange Bosſe
hvilende paa Sadelknappen rede til at ſkyde de vilde
Dyr, der mulig kunde forſoge paa at ſnappe et Faar
eller en Kalv bort af Hjorden. Stolt ſidder han der,
hyllet i fin hvide Burnus (Kappe) medens hans forte
Oje ſoger i Horiſonten efter Gresſets grønne Farve.
Beduinen er ret et Naturens Barn med alle dets Dyder
og alle dets Fejl. Han føler fig fri og uafhængig ſom
en Konge, han ſtifter Ret og Skjel i fin ſtore Familie
og blandt fine mange Undergivne. Han er troende
ſom den bedſte Muſelmand, men han er ofte gruſom
og hevngjerrig. Han hader de Chriſtne og er altid rede
til Krig imod dem, og det er Krig paa Liv og Dod.
Han er ærlig og trofaſt mod fine Venner, men lumſk
og bedrageriſk mod ſine Fjender. Dette er dog mindre
en flet Side i hans Karakter end en Folge af hans
religioſe Grundſctninger og hans ubetvingelige Kjærlighed
til Friheden. Thi ofte er det hendet, at en Beduin,
der har modtaget Beviſer pan Velvillie af fine formentlige
Fjender, har ſkiftet Sind og er bleven deres meſt trofaſte
Tilhænger og Ven. Mange Beduiner, hvem Franſk⸗
mændene i Algier have ſogt at vinde ved Gaver og
aaben Imodekommen, ere blevne omvendte til at være
de Kriſtnes Venner og Tuſinder af Beduiner have taget
Tieneſte i den franſke Arme og have blandet Blod med
den ved Weisſenburg og Worth, ved Metz og foran
Pariſes Mure. J den franfke Arme kaldes de „Turco'er“,
naar de tjene ſom Fodfolk og „Spahi'er“ naar de ere
Kavalleriſter. De ſtaa der i høj Anſeelſe for det

Raſeri og den henſynsloſe Tapperhed, hvormed de
anfalde Fjenden, men i Fredstid ere de noget vanfkelige
at behandle, da de ikke kunne udholde at bo i Kaſerner
eller at fore et regelmesſigt Liv. J Provinſen Algier
have forøvrigt mange Beduiner i de ſenere Aar nedſat
fig ſom Landmænd. Franſkmendene har lært dem
Engvanding og et ordnet Agerbrug og det har viſt fig,
at de med deres hurtige Fatteevne, ſtore Begavelſe og
ſieldne Haardforhed, Tarvelighed og Udholdenhed ville
efterhaanden aflægge deres omſtrejfende Liv og blive
nyttige og velhavende Borgere. Naar man traffer en
Beduin, ſom man kan tale med (flere af dem kunne
Franſk), ſaa undres man over deres ſtore Livlighed og
levende Sans for Digtekunſt. J. Navnlig elſke de For⸗

tellinger med et moralſk Indhold, ligeledes treffende
Ordſprog. Deres Tale er fuld af billedlige Udtryk og
glødende Begejſtring. Jeg talte en Gang med en ung
Beduinhopding, ſom jeg traf paa et italienſk Dampfkib;
vi bleve gode Venner og da vi fkiltes ad ſagde han:
„De Kriſtnes Gud velſigne Dig! Han gjore Dig til en
gammel Mand! Han give Dig en ſtor Flok Born og
han lade Dit Kvæg formere fig! Han ſlaa Dine Fjender
med Peſt og give Dine Venner rigeligt af Jordens
Lykke! Vi fkilles, for aldrig mere at ſes! Allah (d. e.
Gud) oplyſe Dig og give mig den Lykke at kysſe Dig
en Gang i Paradiſet! 7977

Bedninerne.

!

. jengjaeldelſen.
0 Forfølling af Beatus Dodt.

( y (Sluttet.)
f Forhoret forklarede han, at, efter han

havde forladt Baklund og var kommen
ind i Strovangsſkov, var Morten Jverſen
kommen til ham. Denne, der ſom det
ſuyntes var i høj Grad modfalden,
bad og beſvor Degnen at tilgive ham hans Op⸗ |

5

forſel, hvilken han nu inderlig fortrød. Han var,
ſom han forſikkrede, bleven ophidſet og vildledet af
en Anden, hvis Navn han dog ikke vilde nævne,
og det var nu hans inderligſte Ønffe, at Degnen
vilde modtage Pengene, idet han forſikkrede, at han
ingenſinde mere ſkulde give Degnen Anledning til at
beklage ſig over ham. Ved at ſe Mandens Anger var
Degnen bleven bevæget og havde opfyldt hans Begjæring
efter dog forſt alvorlig og indtrængende at have foreholdt
ham hans Opforſel og Levnet. Herefter vare de ſkiltes
ad og Degnen havde ſenere ikke ſet ham. At han endnu

37

var i Beſiddelſe af Pengene havde fin Grund i, at
Højer var bortrejſt. Om den nedtrampede Plads og
Blodpletterne kunde han ingen Oplysning give, ſom
han højtidelig forſikkrede, vare han og Bonden fkiltes
ad i Fred"

Hojer, ſom ogſaa modte i Forhoret, udtalte ſig
med et Forbehold, der mere ſkadede end gavnede Degnen
og det ſaa meget mere, ſom han troede ſig forpligtet
til at fremhæve, at denne, da han fulgte ham ud af
fin Gaard, havde befundet fig i en overordentlig op-
hidſet Tilſtand.

En lang og ſorgelig Tid paafulgte nu, i hvilfen
den, paa hvem en faa ſkrakkelig Mistanke hvilede, mere
ſank ſammen under Vægten af Sjælslidelfernes tunge
Kors. Endelig faldt en Dom, ifølge hvilfen, han vel
erholdt fin Frihed, ſom en Følge af manglende fuld-
ſteendige Beviſer, uden dog at blive fuldftændig frikjendt,
ligeſom han ogſaa blev fradømt fit Embede, og han
levede nu ſtille og tilbagetrukkent, plejet og troſtet af
Hanne og Praſten, der forblev ham en fuldtro Ven,
da jaa mange Andre ſpigtede.

Den eneſte, men ogſaa ſtore Troſt de havde i disſe
Sorgens Dage, var de Breve, ſom indløb fra Karl.
Havde hans Barndom og forſte Ungdom været at ligne
med en ſtille Flod, hvis rolige Vande flyde hen gjennem
et ſmilende Landſkab, ſaa var den nu bleven til en
rivende Strom, der ſkummende og med al den Kraft,
den har opſparet fra en tidligere Tid, bryder ſig igjennem
alle Hindringer.

Fra det engelſke Skib, hvormed han var tagen
hjemme fra, var han gaaet ombord i en danfk Tremaſter,
ſom var beſtemt til Boſton i Amerika. Dette havde
imidlertid i en Havn i Frankrig, ſom det anløb, faaet
en anden Beſtemmelſe og ſkulde nu gaa til Oſtindien.
Som en Folge af, at der ingen Skibslejlighed fandtes
til Amerika, modtog han Kaptajnens Tilbud og gik med
ſom Letmatros. Fra Oſtindien gik han til Kina og
vedblev nu i flere Aar at fare imellem Sydhavets
forſkjellige Havne. Endelig fif de Fragt til Ny Vork;
men paa Reiſen dertil, bleve de under de veſtindiſke
Oer overhalede af en danſk Orlogsmand, ſom gjorde
dem bekjendt med, at Krigen med England var i fuld
Gang. Krigsſkibet manglede Mandſkab og Kaptajnen
paa det Skib, ombord i hvilket Karl befandt ſig, maatte
derfor finde fig i at afſtaa en Del af fin Befætning.
Blandt de ſaaledes presſede befandt ogſaa Karl fig.
Denne blev imidlertid dels paa Grund af, at han
havde tjent fig op til anden Styrmand, dels ſom en
Folge af hans Kaptajns udmeerkede Anbefaling, antagen
ſom Maanedslojtnant, ſom det paa den Tid hed, idet
han fif Ordre til at føre en Priſe, ſom Orlogsmanden
havde taget, til nermeſte, ſikkre Havn. Denne blev
imidlertid efter nogle Dages Forløb, i Storm og Mørke
overjejlet af en Amerikaner, ombord i hvilken han og
det øvrige Mandſkab dog reddede fig og fra dette Skib,

der var paa Rejſen til Boſton i Amerika, var hans
ſidſte Brev ſkrevet. Hvor ofte man end i Hjemmet
havde modtaget Breve fra ham, jaa havde han dog
ſelv, paa Grund af fit omflakkende Liv, intet modtaget
derfra, og han bad nu, at man vilde ſkrive til Boſton,
ſom var den By, der laa nærmeft den Del af Landet,
hvor Gunder Nielſen havde bofat fig.

Paa en ſmuk, ſolvarm Sommereftermiddag var
der et ſtort Selſkab forſamlet hos den gamle Kaptajn
Buff nede ved Kyſten. Denne feſtligholdt nemlig fit
Sølvbryllup og der var i den Anledning ikke alene
ſamlet en ſtor Kreds af Venner og Bekjendte, ſom hans
Hus kunde rumme, men ogſaa nogle af Omegnens
Ovrighedsperſoner og ſtorre Landejendomsbeſiddere, der
vilde hædre den gamle brave Sømand. Degnen og
Hanne var der ogſaa; thi ihvorvel han i Aar og Dag
næften ikke havde forladt fit Hjem, ſaa havde han dog
ved denne Lejlighed givet efter for fin gamle Vens
Overtalelſer. Medens nu en Del af de Unge, blandt
hvilke ogſaa Højer befandt fig, idet han, der var kommen
for at gratulere, ogſaa var bleven indbuden, ſpadſerede
frem og tilbage paa Strandbreden ſnart ſyngende og
ſnart legende, havde nogle af de Weldre, blandt hvilke
Degnen, Præften og Kaptajnen befandt fig, lejret fig
paa Benken ved Huſet. Medens deres Blikke med
Velbehag hvilede paa det blaa, af en let Briſe kruſede
Sund, hvor Skib efter Skib gled frem, talte de om
fremfarne Tider, om den ulykkelige Krig, ſom nu mere
og mere døde hen, og om de mange Beviſer paa
Tapperhed og opofrende Fedrelandskjcrlighed fra vore
Sofolks Side, ſom Krigen havde været faa rig paa.

„Se nu til den jvære Amerikaner derude”, udbrød
Kaptajnen pegende paa en af Sejlerne, „braſer den
ikke bak paa en Gang og lægger fig med Næjen lige
mod Vinden, ſom blev den bange ved Synet af Kronborg
og forſogte at retirere“.

„Maaſke onſker den at faa Lods ombord”, bemer⸗
kede Degnen.

„Lods“, gjentog hin med et lille Smil, „nej ved
Du hvad Holm, ſlet ſaa daarligt bevendt, ſom det er
med Dit Ssmandſkab, er det dog nok ikke med hans.
Bilde han have havt Lods, jaa havde han nok fundet
paa at falde paa rette Maade, der maa være noget
Andet ſom trykker hans Hjerte. Se nu”, vedblev han,
„det lader fig dog forſtaa, nu ſender han en Baad i
Land, maaſke trænger han til lidt Melk til fin Kaffe
og vil nu hente det her“.

„Det fkulde da ikke være en Engelſtmand. Gud
fri os vel“, udbrød Præftens Soſter, ſeende fig tilbage,
ſom vilde hun maale Afſtanden til Bræftegaarden.

„Ja, Hilledod“, udbrød hin leende, „var det det,
jaa kom han til Gilde og vi Andre med kan jeg tenke.
Men“, tilføjede han forbapſet, „enten er jeg allerede
bleven fuld af den Punſch, vi forſt ſkulde drikke iaften,

*

r

ä

eller ogſaa ſer jeg Syner midt paa Dagen. Er det
ikke en af vore egne Spofficerer, ſom ſtaar agterude
ved Roret?“

Enhver betragtede nu med ſpendt Opmeerkſomhed
det lille Fartoj, ſom haſtig nærmede fig Land, medens
man udgjod ſig i Betragtninger over, hvorledes det
kunde hænge ſammen dermed.

Medens dette foregik ved Huſet, havde en Del af
de Unge nermet fig Stedet, hvor Baaden vilde lande.
Iblandt disſe var ogſaa Hanne. Med ſtigende Op⸗
merkſomhed ſtirrede hun ud mod Baaden, ſaa gjorde
hun et Par Skridt fremad, og idet nu en blusſende
Rodme bedakkede hendes Kinder, ilede hun med et
Udraab af Glæde hen mod Landgangsſtedet. „Karl,
Karl!“ raabte hun, idet hun med et Udtryk af uſigelig
Glæde ſtrakte Armene ud mod den unge Officer. Denne,
der ſtod med Foden
paa Relingen af
Baaden, ſprang
idetſamme trods
Afſtanden ind paa
Land, og et Ojeblik
efter laa hun i
hans Arme. Græ-
dende lænede hun
ſit Hoved mod hans
Skulder, idet hun
overvunden af
Glæde og Over⸗
raſkelſe ikke for⸗
magede at tale.

Prœſten, Jom⸗
fruen og Degnen
kom nu ogſaa til,
og under høje Ud⸗

38

hjertelige Længjel, hvormed han ſtedſe havde tæntt paa
dem, han havde efterladt hjemme, og tilſidſt om, hvorledes
han endelig havde truffet. Gunder Nielſen døende, „Ja
vedblev han, hvorledes han kom til den Ulykke, der
ſtulde blive hans Død, er Noget ſom ikke egner ſig til
at tale om her; men i Morgen ſkal Du faa AK at
vide. Saa meget kan jeg imidlertid ſige Dig, at der
gives intet lumfkere og elendigere Menneſke end denne
Hojer, der nu ſidder og taler venlige og glatte Ord
med Din Fader, hvem han har forraadt; men Gud
har ſtyret det ſaaledes, at...”

Her ſtanſede han pludſelig ved at Hojer rejſte ſig,
og, idet han hævede fit Glas, udbragte den nys Hjem⸗
komnes Skaal, hvormed han i velvalgte Ord og med
en hjertelig Mine talte til Karls Ros, medens han
derneeſt ſkildrede den Kjærlighed, hvormed man under
hans Fravarelſe
havdeerindret ham,
og den Lengſel,
hvormed man ſaa
hans Sjemkomſt
imode.

Maallos havde
den Hjemkomne
hort paa Velkom⸗
ſten, men endnu
forinden den Ta⸗
lende havde ſat fig

brud af dyb og
inderlig Glæde blev

efter det rungende
Hurra, hvormed
hans Ord blev
hilſet, rejſte Karl
ſig op; med blus⸗
ſende Kinder og et
Blik, der tydede
paa alt Andet end
Taknemlighed,

han trukken fra den
Ene til den Anden,
indtil han tilſidſt
ganſke fortumlet atter landede hos Hanne.

„Naa Mutter“, raabte Kaptajnen ind i Huſet,
„dak faa op med Provianten, jeg længes efter at komme
til Hojbords, for at kunne drikke et alvorligt Glas paa
hans Sundhed og Velkomſt, der faldt ſom en Raket
ned iblandt os. Jeg har jo dog ogſaa havt min Lod
og Del i, at han fik ryſtet Pjalten af fig og blev til
en Mand“.

Snart efter fad hele Selſkabet omfring Bordene,
ſom bugnede af de ſolide Retter, idet de dampende
Punſcheboller ſpredte deres krydrede, lokkende Duft
rundt omkring i Varelſet.

Med vemodig Glæde lyttede Hanne nu til Karls
Beretning om hans Færden i fremmede Lande, om de
Farer han havde været udſat for og om den dybe,

ſtrakte han Haan⸗
den ud mod Hojer,
idet han med en
af Vrede dirrende Stemme udbrød: „Stod det i min
Magt, ſaa godt, ſom det lader til at ſtaa i Deres, at hykle
venlige Folelſer og hjertelig Deltagelſe, naar man bærer
Had og Nag i Hjertet, da ſkulde jeg med Tak og Smil
have modtaget Deres Hilſen og gjemt den Afregning,
jeg har at gjøre med Dem, til en mere pasſende Tid
og Sted, men jeg kan ikke ſe Ondſkaben med et fromt
Smil eller Lumfkheden med en hellig Mine uden at
væmmes, uden at mit Sind oprores i ſit Inderſte.
Jeg erklærer Dem herved”, vedblev han med forſterket
Roſt, „for en fejg, usſel og lumfk Skurk, og for at
De ikke et Ojeblik ſkal være i Tvivl om, hvortil jeg
ſigter, ſaa bringer jeg Dem med det Samme en Hilſen
fra Morten Jverſen, den Elendige, hvem De ved usſel
Vinding fil forlokket til at bringe Skjendſel og Sorg

39

over fin Velgjører. Han lever nu i Amerika og har
der bojet under Herrens Straf aflagt Bekjendelſe om
fin Brode og Skyld“.

Som var et Lyn flaaet ned iblandt dem, fade
Gjæfterne et Ojeblik lamſlagede og maalloſe ved den
forfærdelige Befkyldning, der blev udſlynget mod en af
deres Midte. Men ſnart brød Stormen los, og medens
Enhver trængte fig frem for at kaſte et Blik pan Op⸗
havsmanden til jaa megen Sorg og Lidelſe, ſtod denne
bleg og ryſtende med Sfændslens Stempel paa fin bøjede
Pande. Et Ojeblik ſtod han ſom naglet til Jorden;
men derpaa vendte han fig med en pludſelig Bevegelſe
mod Døren, og et Ojeblik efter var han forſpunden.

„Lad ham lobe“, raabte Karl, da han ſaa Nogle
gjore Mine til at ville forfolge ham, „ſin Straf undgaar
han dog ikke“.

„Men hvorledes, er det bleven Dig mulig at
faa Lys i dette Morke, ſom truede med at trykke
mig til Jorden?“ udbrod nu Degnen, der hidtil havde
ſiddet ſtum i den heftigſte Bevegelſe.

„Det var ſom ved et Mirakkel“, ſvarede hin. „Da
jeg efter min lange Omflakken endelig kom til Gunder
Nielſen, traf jeg dennne liggende for Døden. Som han
fortalte mig, var han, nogle Dage forinden min Ankomſt
bleven anmodet om at indfinde fig paa et Hospital i
en lille By, hvor en Landsmand af ham onſkede at
tale med ham. Til ſin Forundring traf han her, ſyg

og elendig, Morten Jverſen, hvem han godt kjendte.
J Overbevisningen om fnart at ſkulle forlade denne
Verden, onſkede han at lette fit Hjerte for den tunge
Byrde, der hvilede paa det og om mulig ogſaa at frelſe
den, han havde ſtyrter i Ulykke. Han aabenbarede nu,
at Højer ledet af Hevn og Ondſkab havde ved Løftet
om en ſtor Sum forlokket ham til at deltage i dennes
Anſlag mod min Svigerfader. Til den Ende blev det
beſtemt, at han ffulde indfinde fig hos Hojer ſamtidig
med Holm; han fkulde der affordre denne Pengene, og
naar da, hvad der ingen Tvivl kunde være om, denne
ikke havde dem hos fig, da ſkulde Højer paanode ham
Summen. Dette fkulde nemlig ſke ſaaledes, for at
Hojer ſenere i Retten kunde bevidne, at Morten Iverſen
havde faaet Pengene, idet det tillige var bleven en
Aftale, at denne derefter ſkulde møde Holm i Skoven,

og der, ved at hykle Anger over fin Opforſel, bevæge |

denne til atter at modtage dem. Da dette var lykkedes,
hvorved Holm utvivlſomt vilde blive mistenkt for den
Gjerning, det nu ſkulde gives Udſeende af at være be⸗
gaaet, ſtjulte Morten Jverſen fig i Skoven efter forſt
at have nedtrampet Stedet og plettet det med Blodet
af fin lille Hund, ſom han i dette Ojemed dræbte, hvorpaa
han, da det var bleven morkt, af Hojer blev bragt over
til Skaane, hvorpaa han i Gotheborg fif Lejlighed til
Amerika. Hans af den amerikanfke Ovrighed nedſkrevne
og bekreftede Bekjendelſe bringer jeg med mig, og den
ſkal imorgen blive nedlagt i Retten. Selv ligger han

endnu meget ſyg dog, ſom man tror, uden Fare for
Døden.

Da min Velgjorer, Gunder Nielſen“, vedblev Karl
bevæget, , havde faget Alt bragt i Rigtighed, begav
han fig paa Hjemvejen. Opfyldt af, hvad han havde
hørt, gav han ikke Agt paa Vejen, og hermed ſkete det,
at han med Vognen væltede ned fra en brat Sfrænt;
det Slag, han derved fil, blev hans Død, og to Dage
efter min Ankomſt udaandede han i mine Arme.

Ved et heldigt Sammentreef af lykkelige Omftæn-
digheder og fremfor Alt ved Udholdenhed og Flid var
Gunder bleven en i høj Grad velhavende Mand, og
idet han ved fit Teſtamente efterlod mig, hvem han
mente at være Taknemlighed ſkyldig, Alt, jaa har vi
ham at takke ikke alene for de lykkelige Livsvilkaar,
under hvile jeg er vendt tilbage; men ogſaa for Op⸗

dagelſen af en Forbrydelſe, under hvis Følger min

Svigerfader maaſke ellers ſkulde have henſukket hele ſit Liv“.

Nedbojet og pint af Skam og afmegtigt Had,
ſamt fortæret af Angſt for Lovens Straf havde den
fejge Højer endnu ſamme Aften forladt Egnen, uden
at det nogenſinde derefter blev oplyſt hvor han havde
ſkjult fig for Verdens Straf og Foragt. Da hans
Gaard nogen Tid efter blev ſolgt, kjobte Karl den, og
endnu mange Aar efter ſamledes Degnen, Præften og
Jomfruen der i de Unges Hjem for at glæde fig ved
deres Lykke og for, ſom Preeſten ſagde, i Kjærlighed at
betragte Livet her og i Haab Livet hisſet.

Muidtornshakken og dens Behandling.
Wed N. Nasmusſen Solide.

Omkring Haver, ved Veje eller overhovedet paa alle

Steder, hvor Jorden egner ſig dertil, og hvor man
onſker et ſmukt og varigt Hegn, bor man foretræffe
Plantning af Hvidtorn. Der er intet Hegn, ſom kan
ſammenlignes med en vel vedligeholdt Hvidtornshek,
den freder og den afgiver Læ. Hvidtornen har fremfor
de fleſte andre Hegnsplanter den gode Egenſkab, at den
ſkyder fine Rødder lige ned i Jorden uden at brede ſig
i Agerlandet, og en Hvidtornshak, der er holdt under
Sax, har den Fordel, at Fuglene ikke her jaa let kunne
ſoge Ly ſom i andre levende Hegn. Der er i de ſenere
Aar gaaet mange Penge til Kiel og Lübeck for Hvid⸗
tornsplanter, men det indtræffer ofte, at hele Strak⸗
ninger af ſaadan Plantning mislykkes, fordi de unge
Planter let tage Skade for Indpakningen og paa
Rejſen af Froſt, Solſkin og andet uheldigt Vejrlig.
Vi kunne undgaa denne Uſikkerhed, naar vi ſelv ville
have den Smule Ulejlighed at opelſke vore Hegnsplanter,
og Henſigten med disſe Linier er noermeſt at give en
fort og letfattelig Vejledning i at indſamle og udſaa
Hvidtornenes Fro, opelſte Planter og til disſes videre
Behandling.

Der gives forſkjellige Arter Hvidtorn, der mere
eller mindre egne ſig til Plantning i Hegn. Ind⸗
ſamlingen af Frøet, de bekjendte rode Bær, maa helſt
foregaa i Oktober eller November. Man maa kun
ſamle Bær af de ſtore kraftige Torne med den morke
Bark; de fjendes let derpaa, at de længft beholde deres
Blade. De ſmaa Torne med den hvide Bark, ſom forſt
tabe Bladene, ere af en meget langſomt voxende Sort
og fortjener derfor ikke at opelſkes. De indſamlede
Beer opbevares Vinteren over ved at lægges i en Kasſe
eller Bette lagvis mellem vaadt Sand, og henjættes
ſaaledes paa et lunt Sted i nogen Tid for at raadne
ſammen. Siden kan Kasſen henſekttes i en froſtfri
Kjeelder for at overvintre. Om Foraaret graver man
et firkantet Hul paa et beſtemt Sted i Haven, fem
Kvarteer dybt, hvori man hælder Kasſens Indhold.
Man jætter tilbørligt Merke ved Stedet, og Hullet
tildekkes igjen. Det paafolgende Efteraar tilbereder
man et Bed i Haven, i god, ren ikke for tor Jord;
man graver det til en Dybde af fjorten femten Tommer,
men gjoder det ikke. Neſte Foraar, ſaaſnart Froſten
er af Jorden, optager man de nedgravede Bær, af
hvilke enkelte allerede have begyndt at ſpire. J det
om Efteraaret tilberedte Bed træffer man efter en Snor
fire eller fem Riller et Par Tommer dybe, hvori man
ſtrger baade Sand og Kjeerner, der tildekkes med en
Tomme Jord og trykkes lidt faſt med en Jernfkovl.
Hemi Maj ville de unge Planter, der have nogen Lighed
med Hor, komme frem i betydelig Mængde. Man
taale aldrig, men allermindſt den forſte Sommer,
noget Ukrud paa Plantebedet. Efter to Aars Forløb
vil en ſtor Del af Planterne have opnaaet en Alens
Højde og være tjenlige til Udplantning. Man optager
derfor alle Planterne af Bedet; de mindſte af disſe
omplantes paany i Rader paa 10 Tommers Mellemrum
og fire fem Tommer imellem Planterne. Disſe plantes
bedſt med en Pind, efter at Roden er afftudjet til
6—8 Tommer og det pderſte af Toppen afſkaaren.

Nye Hegn anlægges helſt om Efteraaret for at
Jorden kan ſkornes af Froſten om Vinteren og blive
mere bekvem til Foraarsplantning. Volden bor ilke
være over to Torvs Højde med en Bredde i Bunden
af to Alen, medens der paa hver Side afſcttes en Fod
paa jer Tommer. Er det gamle Volde, man agter at
beplante, maa disſe om Efteraaret tilſtrekkelig udgraves
for at Vinterfugtigheden kan gjennemblode den torre
Jord. Man maa i alle Tilfeelde undgaa en høj og
ſmal Vold. Den bedſte Jordbund til Hvidtorn er en
almindelig god Muldjord, men den kan trives paa
enhver Jordart, undtagen Flyveſand og Torvejord.

Naar Hegnet, hvori man vil plante, nu er i Orden,
vælges helſt om Foraaret en Dag, da Solen ikke ſkinner
for ſterkt. Er det to⸗ eller treaarige Planter, der ikke

have været omplantede, kan man godt plante med Pind“
naar Jorden i Volden er gravet og løsnet. De plantes
i en lige Linie i Midten af Volden. Er det derimod
ældre grenede Planter med ſtorre Rødder, maa de

plantes med Spade. To Mand er nodvendig til dette
Arbejde. Den ene holder Planten i Haanden, medens
den anden gaar baglænds paa Volden med Spaden og
ryſter Jorden jævnt paa Plantens Rod, der ſamtidig
hæves lidt. Enten man planter med Spade eller Bind,
maa Hegnet efter Plantningen vandes faa rigeligt, at
Jorden bliver til Velling ved Planternes Rødder. Naar
Jorden atter har fæftnet fig, lægges et lille Lag friſt
Jord ovenpaa, ſaaledes at Planterne komme til at ftaa
i en fordybet Rende. Jorden trykkes lidt til med en
Spade, og Hegnet er færdigt, hvis man ikke jer fig
nødt til at frede ſamme med Risgjeerde eller Lægter,
thi Kreaturbid maa ingenlunde taales. Det er ſjeldent,
at Hegnet i nogenlunde god Jord behøver at vandes
om Sommeren. Indtreffer derimod i den forſte
Sommer langvarig Torke, maa Vanding anbefales; men
man maa da vande ſaa rigeligt, at hele Volden gjennem⸗
blodes; en Spand Vand paa hver tre Alen vil ikke
være for meget.

De forſte Aar efter Plantningen maa Hegnet
renſes et Par Gange hver Sommer. Det er et Arbejde,
der lønner fig ſelv ved Plantningens ftørre Frodighed.
Efter tre eller fire Mars Forløb have Tornene opnaaet
en Højde af flere Alen, med talrige Sidegrene; man
afſtcerer dem da om Foraaret i Froſtvejr med et ſkarpt
Jern en Tomme over Jorden. Længere hen i Foraaret
renſer man Volden og lægger lidt friſk Jord derpaa,
hvorpaa man freder dem omhyggelig denne Sommer.
Hver Plante giver nu en Mængde kraftige Skud;
næjte Foraar begynder man med Saxen at danne en
Hk, og denne Bejfæring fortjættes hvert Foraar jan
vel ſom ved Midſommer. Tre fire Aar derefter har
man et uigjennemtrengeligt Hegn.

Paa høje og meget lette Jorder, hvor Hvidtorne
ikke ret ville lykkes, har man en anden Hegnsplante,
ſom her vil kunne trives. Det er Syrenen, den for⸗
meres ved Rodſkud, plantes og vandes tidlig vm For⸗
aaret ligeſom Hvidtornen. Den kan holdes under Sax,
men den afgiver i naturlig Form et meget ſmukt Hegn
og den fortrinligſte og varigſte Gjcerdſel. Til dens
Fordel bor fremhæves, at Kreaturerne ikke gjerne afbide
dens unge Skud.

(Efter Landmandsblade).

————

Zudhold. Ludvig Holberg, af Bendi Hanſen, med Billede
(Sluttes.) — Beduinerne, uf R. N. med Billede, —
Siber af ben Dodt, med Billede (Sluttet).

idtornshakken og dens B. ing 4 8⸗
Aale e g ehandling, ved N. Ra

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

"

M hare for,

hvorlunde
Aſerne fældede
Sætten Tasſe,
ſom havde ra⸗

net Bdun. Da

hans Datter

Skade ſpurgte

ſin Faders
Drab, flædte
hun ſig i Hjelm
og Brynje og
foer ſtrax med
Sværd og med
Skjold til As⸗
gaard for at
hævne fin Fa⸗
der. Men da
hun kom did,
bød Aſerne
hende Forlig
og Boder, og
forſt bod de
hende da, at
hun maatte
kaare ſig en
Mand iblandt
dem, men hun

Sgwande ,

ſor

Mlorſtabslezning, Oplysning ag Dusflil. 22
N
Gidginet af N. C. Bam. 11 N

Kjøbenhavn.
1894.

2, Aargang.

Nr. 6. | Hundagen d. 8. Nouember.

Ved Ir. Winkel Horn. hun fig en Mand ud, ſom havde overmaade kjonne
Ben, og ſagde: „Denne Mand valger jeg; Alt er fagert
paa Balder“. Men det var Njord fra Noatun, hun
— paa den Vis
havde valgt,
og ikke Balder.
Saa frævede
hun, inden hun
vilde . flutte
Forlig med
Aſerne, at de
ſkulde faa hen⸗
de til at le,
thi det mente
hun ikke de
evnede; dog
Loke var Mand
derfor, han
bandt et Gjede⸗
ſtjceg paa fig
og gijoglede
ſaadan for
hende, at hun
braſt i Latter;
jaa blev de for⸗
ligte, og Odin
tog oven i
Kjobet Tjasſes
Øjne ogkaſtede

Vore Fedres Guder. maatte fun fe efter Benene og intet Andet. Saa ſogte

(Se forrige Aargang.)

dem op paa

Frej, Himlen og

gjorde to Stjerner af dem. — Det blev ellers ikke
det lykkeligſte Wgteſkab, det imellem Njord og Skade,
de enedes kun daarlig, thi Njord vilde altid være i
Noatun ved Havet, hvor han hørte til, og Skade vilde,
at de ſkulde bo oppe imellem Fjeldene, i Trymhjem,
hvor hendes Fader havde haft fit Boſted; ſaa forligtes
de paa det Vilkaar, at de ſkulde bo ni Dogn ad Gangen
paa hvert Sted, men da Njord kom hjem til Noatun
efter. at have været fine ni Døgn imellem Fjeldene,
brød Zrætten los igjen, han vilde ikke mere derop; Ul⸗
venes Tuden var led i Sammenligning med Svanernes
Sang, ſagde han, men Skade ſagde, at hun kunde ikke
ſove ved Stranden for Maagernes og de andre Sofugles
Skrig, og Enden blev da, at de flyttede fra hinanden
og boede hver for ſig. Hun foer op i Fjeldene, hvor
hun lober paa Ski og jager Dyr med ſin Bue, men
Njord ſidder i Noatun og raader for Vind og Vejr.

Njord horte ikke til Aſerne, men var af Vanernes
Wt. Hvad Vanerne egentlig betyde, er det vanſteligt
at fige; de ere guddommelige Magter ſom Aſerne, lige⸗
ſom disſe gode Magter i Modſetning til Iætterne og
de med dem forbundne og beſlaegtede Vesner, men
alligevel ere Aſer og Vaner, om vi maa bruge dette Udtryk,
to forſtjellige Folkeferd. Der var Kamp imellem dem,
og de hærgede hinandens Lande, til de omſider ſluttede
Fred og gave hinanden Gisler. Paa den Vis kom
Njord, Vanernes berommeligſte Mand, da til Aſerne,
og fra den Tid af holdtes Freden imellem dem, men
ved Tidens Ophør vil han komme tilbage til Vanerne.
Utallige ere de Gudehuſe, han raader for; god er han
at paakalde for den, der vil ſejle eller fare paa Fiſke⸗
fangſt, thi han raader for Vindens Gang og ſtiller Se
og Ild. Han er jaa rig paa Gods og ſaa gavmild,
at han kan give Alle dem, ſom paakalde ham. Hans
Bolig hedder Noatun d. v. ſ. Skibenes Land, thi det
er kun Havet nærmeft Land, han raader for, paa det
vilde Hav længere ude herſker Aegir og Ran.

Da Njord boede blandt Vanerne, var han gift med
ſin Soſter, thi det var lovligt der, men hos Aſerne
gjaldt ikke den Lov. Med hende havde han to Born,
der fulgte med ham til Asgaard, Freja, ſom vi alt
have omtalt, og Frej, den herligſte blandt alle Guder,
ſom hans Soſter blandt Diſerne.

Frej raader for Regn og Solſkin og derved for
Jordens Grøde; vil man have Fred og gode Aar, da
faar man paakalde ham; thi vel er han ogſaa ſnild og
dygtig i Strid, men frem for alt dog Fredens og Ager⸗
brugets Ven; han kaldes den boldeſte af de Bolde i
Aſernes Gaarde, og der ſiges om ham, at han hverken
volder Mo eller Kone Graad, og løjer Enhver af hans
Baand; derfor elfkes han ogſaa af Alle. Hans Bolig

var Alfehjem; den fik han af Guderne ſom Zandfæ, da
han fif fin forſte Tand. Skibet Skibladner, der altid
havde Medbar og ſejlede bande gjennem Luft og Hav
og kunde foldes ſammen jaa lille, at det kunde ligge i

Lommen, var hans; hans var ogſaa Galten Gylden⸗
borſte; naar han om Natten red igjennem Luften paa
den, lyſte det af dens Borſter, det kaldte Folk for Korn⸗
mod. Efter Frej har Fredagen fit Navn ligeſom Tirs⸗
dagen efter Tir eller Tyr, Onsdagen efter Odin og
Torsdagen efter Thor.

Ludvig Holberg.
Af Bendix Hanſen.
( (Sluttet.)

u kom der en urolig, higende og ſogende
Tid. Krafterne gjærede og voxede i ham,
og Skjalden modnedes til fit ſtore Kald.
Det var umuligt for ham at ſlaa ſig til
Ro herhjemme, fordybende ſig i Tidens
ſpidsſindige, ufrugtbare og døde Lærdom, han maatte
ud i Verden, ud i Livet, gjøre fig bekjendt med de
forſtjellige Folks Tankeſct og Livsform, med deres Lyder
og Dyder, og derfor gjorde han en hel Del Udenlands⸗
rejſer. Imedens han paa denne Maade ſtuderede
Folkelivet, ſtuderede han lige jaa ivrigt Folkeſlagenes
Hiſtorie og gjorde ſig bekjendt med deres Sprog, og
ſaaledes blev han en ualmindelig lærd Wand — ual—
mindeligz thi hans Lærdom var folkelig, og det
var et Serſyn i hine Tider. Han rejſte meſt til Fods,
dels af Sparſommelighed, dels for at ſtyrke ſit ſvage
Helbred, og fit Underhold tjente han ved at underviſe
i Muſik og de levende Sprog; men ſynderlig ſtiv i
Franſk var han dog nok ikke; thi en franſk Pige ſkal
en Gang have ſagt, at han talte Franſk ſom en tyſk
Heſt, og det var jo ikke meget ſmigrende.

Aar 1718 blev han udnævnt til Profesſor ved
Kjøbenhavns Univerſitet; men endnu hapde han ilke
dromt om, at han var Digter, „fkjondt“, ſom han
ſelv ſiger, „jeg levede i en By, hvor der hvert Aar
fodes flere Poeter end Fluer i September“, derimod
havde han ſkrevet en Del hiſtoriſke Bøger, og de vare
anderledes jævne, friſke og forngjelige at læje, end
dem man var vant til; men juft derfor var der
Nogle, der ikke kunde lide dem, og blandt disſe var en
Profesſor, der hed Anders Hayer. For at viſe, hvor⸗
ledes Holberg, efter hans Mening burde have ſkrevet,
udgav han i en Fart en kortfattet, tyſk Danmarks⸗
hiſtorie, og i Fortalen kalder han de gamle Hiſtorikere
Sladderhanker, de nyere Fufkere og Holberg en Typ,
og ſaa var man ſtrax inde i en hed Strid, der fortſattes
i flere Smaaſkrifter. Da udkom pludſelig, „ſom et
Lyn fra klar Himmel“ Holbergs „Peder Paars“.
Det var et Digt, ſaa mærkværdigt nyt, jaa mageloſt
vittigt, klart og forftaaeligt, at det ſnart blev en Folke⸗
bog, ſom Alle maatte læje, og den læftes igjen og atter

43

igjen, indtil man kunde den udenad, og alligevel vedblev
den at væte lige fornøjelig; den Bog kunde man ikke
blive kjed af. i

Den blev tryft 3 Gange i halvandet Aar og den
overſattes i næften alle Evropas Sprog. Aldrig tid⸗
ligere havde nogen danſk Bog, vundet et ſligt Bifald,
og aldrig havde nogen danſk Bog, fremkaldt et Køre og
vakt ſaadan en Forbittrelſe, ſom „Peder Paars“.
Det var Samtidens Uſandhed og Taabeligheder han i
dette Digt blottede og gjorde Nar ad, og de, der folte
fig ramte, det var meſt de Lærde, rejſte fig harmſlagne
imod ham, men de vare afmægtige imod den Latter⸗
ſtorm, Holberg havde fremkaldt. Da de ingen anden
Udvej faa, klagede de til Kongen, for at han ſkulde
tage dem under fin mægtige Beſkyttelſe imod Holbergs
Vid og Lune, og „Peder Paars“ blev underkaſtet
Droftelſe i Kongens Raad; men Frederik den Ade
erklærede, at det var et meget morſomt og ufkyldigt
Skrift og jaa fik det Lov at pasſere.

Nu havde Holberg fundet fig ſelb; nu var han
Digter. Han ſkrev ikke flere Heltedigte, ſom „Peder
Paars”, men 1722 aabnedes i Kjøbenhavn den forſte
danſke Skueplads, og dertil ſkrev han Komedier, i hvilke
han ſkildrede Folks og Tidens Vrangſider faa morſomt
og treffende, at man ret fif Øjnene opladte derfor, og
Komediehuſet gjenlod af en uſtandſelig Jubel og Latter,
hver Gang hans Stykker bleve ſpillede, og det ſkete ofte;
thi man havde intet Andet, der var værd at ſes og
høres i Sammenligning med Holbergs Stykker.

Holbergs forſte Komedie var „den politiſke
Kandeſtober“, hvori han viſer, hvor naragtigt det
er, naar Folk i deres Indbildſkhed og Dumhed ſnakker
klogt om og dømmer over Ting, ſom de ſlet ikke forſtaa
fig paa, og hvor latterligt hjcelpeloſe flige Folk ſtaa,
naar de kaldes til Handling i Stedet for til Snak.
Derfor ender Stykket ogſaa med dette Vers:

„Vi Ovrighed med Munden ſlaa

Kan dog ſelv Intet gjore;

Et, er et Sokort at forſtaa, ;

Et Andet, Skib at fore!“ St

Det blev for vidtløftigt, her at omtale alle Holbergs
Komedier, og det behøves viſtnok heller ikke, da de
fleſte af vore Læjere ganſke viſt fjender dem, og
hvem der ikke gjør det, vil let kunne faa dem at leſe,
da de findes omtrent i ethvert Sognebibliothek, og jeg
vil derfor indſkronke mig til kortelig at omtale nogle
Enkelte.

Holberg var af en mærkværdig fund og ſterk aande⸗
lig Natur, og han ſtaar næften ſom et Underverk i fin
Tid. Ethvert Menneſke er jo til en vis Grad et Barn
af fin Tid og glider derfor uden ſelv at vide det og
ofte uden at tanke derover med fin Tids Stromning,
og det er ſjeldent, ſaare ſjeeldent, at Nogen kan blive
ſtagende midt i den ſtride Strøm, ſtandſe den og tvinge
den til at gaa i en anden Retning. Det kan kun de

med de ſtore Kræfter, Tidernes og Folkenes Stormend;

men det kunde Holberg. Han havde et forunderligt
klart Blik for Daarſkaben og Uſandheden og en dyb
Forſtagelſe af Folkenaturens Sandhed og Trang, og
han greb det ypperligſte Vaaben, der er givet Menneſke⸗
ſlegten til at ſlaa Trolde til Jorden med, nemlig
Latteren; thi naar man kan le ad det Onde, faa har
det tabt ſin Magt, ſaa ſer man det i hele ſin Jammer⸗
lighed, og naar Latteren klinger, ſaa er Fortryllelſen
løft, og Livet kan atter begynde at udfolde fig frit, ſom
det hedder i vore gode gamle Kæmpevifer.

Der var iſcer to Stænder, ſom Holberg tog fat
paa; det var de Lærde og Officererne, og det var ogſaa
dem, der trængte meſt til at omdannes, da de kuede
to Hovedretninger af Folkelivet, nemlig Oplysningen og
jelvftændig Danſkhed. Det latinſke Skolevceſen med
dets opſkruede Lærdom angreb han kjakt i „Peder
Paars“; men det mægtigfte Slag fik det i „Erasmus
Montanus“; thi i denne Komedie, led det et Nederlag,
ſom det aldrig kunde forvinde. Den ſtorpralende tyſke
Officersſtand, der paa den ſkammeligſte Maade hundſede
Danmarks Sonner, ſkjondt den beſtod af usle og
jammerlige Perſoner, tog han under Behandling i
„Jakob v. Thybo eller den ſtortalende
Soldat“, og i „Didrik v. Menſchenſchrek“ med
hans Tjener Kriſtoffer Maurbrecher, to ſtakkels Pjalte
med forfærdelige Navne. Det er naturligvis flet ikke
behageligt, at blive fremſtillet paa Skuepladſen, aldeles
ſom man er, og ſaaledes gjort til Gjenſtand for Latter
og Spot, og vi kunne derfor let begribe, at Holberg
fif mange bitre Fjender. Man har bevaret Fortællingen
om en lille Begivenhed, der træffende viſer, hvor prægtigt
Holberg forſtod at møde og tilbageviſe fine Fjenders
ſmaa Angreb. En Dag modte han to Officerer, der
ikke vilde gaa tilſide for ham, ſljondt han havde For⸗
tovsret. „Jeg gaar ikke af Vejen for en Nar!” ſagde
den Ene. „Da gaar jeg ſaamen af Vejen for to!“
ſvarede Holberg med et Smil, idet han hilſede høfligt
og gik til Side.

Da Kriſtian den 6te blev Konge, blev den danſke
Skueplads lukket, og al Livsglede fordømt ſom Synd
og Ugudelighed, og jaa tog Holberg fat paa andre
Arbejder, ſom der ogſaa var Trang til. Han fÉrev
Hiſtorie, Danmarks Riges Hiſtorie, Kirke
hiſtorie, Helte og Heltindehiſtorier og en
jodiſk Hiſtorie. Det var lutter gode og fornojelige
Bøger, der fremfor nogen anden, fandt Vej til Folket
og lærte dem at fjende fig ſelb. Desuden ſkrev han
en Del Smaaſtykker, ſom han falder „Epiſtler“
(Breve), hvori han paa en morſom Maade udtaler
fin Mening om mange forſtjellige Forhold og Ting.
Et af hans betydeligſte Arbejder er dog „Niels Klims
underjordiſke Rejſe“; thi i denne Bog „fremdrages
næften alle menneſkelige Forhold for Betragtningen,
afforte det falſke Skin, ſom Indbildning eller Vane har

laant dem, og den fatteligſte Visdom meddeles i den
vittigſte Indkledning“. Da Kriſtian den 6te døde, og
Skuepladſen igjen aabnedes, ſkrev han atter Komedier.

Det var i det Hele Holbergs ſtore Opgave at
blotte og rebſe det Uſande og bane Vej for det Sande;
Livet, der laa i Dvale under Tidens Unatur, vilde
han have frem, og derfor lærte han Folket at fjende
fig ſelv. Derfor ſkrev han fine Komedier, derfor ſkrev
han fine Hiſtorier, derfor ſkrev han Danff og hans
Gjerning bar tuſindfold velſignede Frugter.

Han var en jævn og ligefrem Mand, ſimpel og
tarvelig i Levemaade og Klædedragt og iagttog i alle
Henſeender den ſtraengeſte Orden. Han ſtod op, ſpiſte,
arbejdede og gik til Sengs til beſtemte Klokkeſlet, og han
tog ſjelden Del i Gjæftebud eller anden Tidsfordriv.
Han blev aldrig gift, ſkjondt han vel kunde have havt
Raad dertil; thi han tjente ſaamange Penge ved ſine
Bøger og fin Sparſommelighed, at han blev en rig Mand
og kunde kjobe Godſer med ialt over Tuſinde Tdr. Hartkorn.
Hans Ejendom ophojedes til Baroni og han ſelv til
Baron, hele Godſet, hele hans ſtore, koſtbare Bogſamling
og 15,000 Daler ſkjcenkede han til Sorø Akademi.

Han døde i Kjøbenhavn 1754 og blev, ſkjondt han
altid havde været ſpagelig, 70 Aar gammel. Da han
laa paa ſit Dodsleje, ſagde han: „Jeg har hele min
Levetid ſtrebt efter at være en nyttig Borger; derfor
vil jeg gjerne do, da jeg marker, at mine Aandskrafter
ikke længer ville ſtaa mig bi“. Og paa hans Ligkiſte
ſtod ſkrevet: „de ſtore og mange Verker med
hvilke han berigede og prydede ſit Fedreland,
endog til Misundelſe og Forundring for
Fremmede le ad Døden og Graven. Holberg
lever og er i Alles Munde, hans Rygte
gronnes altid og ſkal voxe hos vore Efter⸗
kommere“. Og disſe profetiſke Ord har den ſpundne
Tid ſtadfaſtet, endog dette om „Misundelſe og For⸗
undring for Fremmede”; thi Tyſkerne, der har den
ſlemme Egenſkab, at ville tilvende ſig Alt, hvad der er
Ualmindeligt, Stort og Herligt, har ogſaa villet
„anektere“ Holberg og gjøre ham til „en nordtyſk
Digter;“ men deraf kunne vi le; thi aldrig har Dan⸗
mark havt en Digter mere Danſt end Fader Holberg,
og derfor kunne vi frejdigt ſynge med Chr. Wilſter:

„Saalenge ſom derfor med Liv og med Aand

Den Danffe kan ſynge i Lunden, f

Saalcenge ſom ikke hans Smilebaand

Af Moden i Knuder er bunden;

Saalcenge en Draabe gammeldags Blod

Kan Vej gjennem Sjerterne finde;

Saalcenge ſom Bogen ved Sorø ſlaar Rod,

Skal leve vor Holbergs Minde!“

. Lapperne.

en nordligſte Del af Sverrig og Norge,

ſamt tilſtodende Dele af Rusland, udgjor
et raat, vildt Land, med [ave Bjergaaſe ad:
Y ſfkilte ved Sletter, opfyldte af Moſer, Søer
og Sandſtrakninger. Det er Lapland.

Vi have tidligere (forrige Aargang Side 307 og 8)
omtalt det tamme Rensdyr ſom lever i disſe Egne, og
er Befolkningens vigtigſte Husdyr, og ſtulle i Dag
bringe et Billede af dette haarde Lands Befolkning
Lapperne, der næppe udgjor 30,000 Sjæle, De
have et eget mærkeligt Sprog, ſom ikke er beflægtet med
noget andet evropæiff Tungemaal, ere ſmaa, lave, fort:
haarede Skikkelſer, med kraftige, hærdede og meget ſmidige
Lemmer. De have en naturlig Godmodighed og Freds
ſommelighed ere temmelig ligegyldige og rolige, faa at
de hverken have ſynderligt fremtrædende Dyder eller
Lyder, men lever et forholdsvis lykkeligt Liv i meget
tarvelige Kaar, og de elſke derfor. deres Fædreland,
trods Fattigdommen og de haarde Livsvilkaar det byder.
At megen Urenlighed og Overtro herſker blandt dem,
er derfor ikke faa underligt, iſeer da deres Omvendelſe til
Kriſtendommen ikke ligger ſaa meget langt tilbage i
Tiden, og meget af det gamle Hedenſtabs religioſe
Vildfarelſer endnu hænger ved dem i Form af mange
Haande Overtro.

Renen er, ſom tidligere omtalt, deres ſtorſte Rigdom
og uden dette Dyr vilde Landet være ganſke ubeboeligt
for Menneſker. Lapperne garver dens Hud og gjor
Traad af dens Sener. Men de forſtaa ogſaa at væve
Tepper paa en oldtidsmesſig Vaveſtol, ligeſom de kunne
ſtrikke Vanter med pen Udſyning og forſcerdige de
Kledningsſtykker, ſom de bruge, meget net. Mendenes
og Kvindernes Klædedragt er temmelig ensartet, idet
de bære Huer og lange pelslignende Overkjoler, lange
Benklæder og Laderſtovler. Stoffet er groft Uldtoj
eller Pelsvœrk. Der findes tre adſkilte Stammer, eller
Slags, Lapper, nemlig Sfovlapper, der vaſenligſt
ere Jægere, Sølapper ved Kyſten der ere Fiſkere, de
fattigſte af dem alle, og Bjerglapper, der ere de
anſeligſte og rigeſte, takket være Rensdyret, ſom gjor

Bjerglapperne til et uroligt Nomadefolk uden blivende
Sted.

Lidt om Corvemoſernes Dannelſe og Betydning.

n

75 en botaniſk Udflugt forleden Dag beſogte jeg

Gaardejer Hans Jenſen, ſom jeg af og til plejer at
ſe ind til, naar min Vej forer mig forbi hans Gaard.
Da jeg kom ind til ham, var han juſt i Begreb med

45

at gaa ud for at fe til fine Folk, ſom arbejdede i
hans Torvemoſe, og han indbød mig til at gjøre fig
Folgeſkab. Vi fandt Alle i fuld Virkſomhed her, og
efter at vi en Tid havde feet pan de forſkjellige Ar⸗
bejder, gik vi atter tilbage til Gaarden. Det var
meget naturligt, at vor Samtale paa Sjemvejen kom
til at dreje ſig om Moſerne, og Hans Jenſen, ſom er
en meget videbegjærlig og forſtandig Mand, bad mig
fortælle fig lidt om Moſernes Dannelſe og Oprindelſe.
Det Lidet, ſom jeg ved denne Lejlighed fortalte ham,
gav ham Lyſt til at høre Mere herom, og jeg maatte
love ham at fortſcette en anden Gang. Da jeg ved,
at Hans Jenſen holder Husvennen, vil jeg indfri mit

alle Sider, i nærmere Ojeſyn.
Vægge ere dannede af brun Torvejord, hiſt og her
afbrudt af ſtorre og mindre Treſtammer. Torvejorden
beſtaar af Reſter af Planter, og hele Moſen er altſaa
udelukkende ſammenſat af Plantedele. Torven, ſom vi
brænde i vore Kakkelopne og Komfurer er derfor ikke
andet end Levninger af Planter, der langt tilbage i
Tiden vorede i Moſerne og deres nærmefte Omgivelſer.
Disſe Plantedele ere altid ordnede i Lag, der dog ſom
ofteſt ikke tydeligt kunne ſkjelnes, men i en udtorret
Moſe, ſom vi have gjort til Gjenſtand for vor Under⸗
ſogelſe, kau man dog ret godt fe dem. Svert enkelt

Lag angiver den Zilvært af Plantedele, om Moſen

Løfte til ham ved at fortælle lidt om denne Sag i
dette Blad i Haab om, at det maa kunne interesſere
Leſerne.

Jeg vil da ſtrax bede Leſerne om i Tanken at
folge mig ud i en Moſe, og da vor Vandring ſom ſagt
kun ſker i Tanken, have vi jo frit Lov til at vælge
hvilkenſomhelſt vi ville, uden forſt at ſporge om Tilladelſe
og uden at frygte for at træde hverken Pers eller
Pools Ejendomsret for nær. Vi ville da helſt vælge
en udtørret Moſe, ſom Leeſerne altſaa troſtig kunne
folge mig ned i uden at frygte for at faa vaade Fødder
og Snue. Ankomne paa Bunden af Moſen ville vi

ſtrax tage dens lodrette Vægge, ſom omgive os paa

fn N

n

Vi ſe da, at disſe har faaet i Løbet af et Aar, og ved at telle disſe

Lag kunne vi altſaa beſtemme den Tid, ſom der er
hengaget med dens Dannelſe, ligeſom vi, ved at tælle
Aarringene i Tverſnittet af en Stamme, kunne beſtemme
Træets Alder.

Enhver Moſe har fra førft af været et Basſin
eller en ftørre eller mindre Fordybning fyldt med ſtille⸗
ſtagende Vand, hvis Overflade efterhaanden blev bevoret
med Vandplanter ſom SÉovgræs, Aakander, Vandax
og flere andre. Disſe Planter fik dog ikke ret længe
Lov til at vore i Ro og Fred der, men bleve fnart
| fortrængte af forſtjellige Mosarter, iſcr Tørvemos
(Sphagnum) og Endeknop (Hypnum), ſom hurtigt

dannede et Zæppe over Vandet, medens de andre Planter,
ſom ikke mere kunde fag det fornødne Lys og Varme,
efterhaanden visnede og ſank til Bunds. Mosarterne
hævdede deres Herredomme i Moſerne gjennem et langt
Tidsrum; den ene Slægtfølge af Mos afføfte den anden,
de visnede Mosſer ſank til Bunds og afſatte ſig her
lagvis, hvorfor den egentlige Torvejord og iſcer den af
Torvegraverne ſaakaldte Svamp” udelukkende beſtaar
af Mosarter. Saaledes vedblev Lagdannelſen, indtil
Moſen omſider blev aldeles opfyldt. Det folger natur⸗
ligvis af fig ſelv, at de nederſte Lag maatte blive
ſterkeſt ſammentrykkede paa Grund af det ſtore Tryk,
ſom de øvre Lag og Vandet udøvede paa dem. Foruden
Mosarterne og de førnævnte Planter træffe vi ogſaa
andre Plantedele i Moſerne, og jo nærmere vi komme
til Moſens Rand, deſto mere tiltager Antallet af disſe,

da de hidrøre fra Planter, ſom vovede i Moſens

nermeſte Omgivelſer.

Vi kunne ikke alene finde Blade,
Bladſtilke, men

Stængler og he⸗ FFF

le Frugter, ja
ſom for nævnt
endogſaa hele ſto⸗
re Treeſtammer.
Naar vi under⸗
ſoge den Stil⸗
ling, hvori Træ-
ſtammerne ligge
i Moſerne, finde
vi altid, at de
vende Toppen
eller Kronen ind
efter mod Moſen
og Roden ner⸗
meſt mod Ran⸗
den. Heraf kun⸗
ne vi flutte os
til, at de maa verre bukkede under for Tidens
ſkarpe Tand, og de faldt derfor meget naturligt til
den Side, hvor Grunden var meſt los, altſaa udad
mod Moſen eller rettere ſagt i denne. Denne Dannelſe
af Moſerne er ganet meget langſomt for ſig og har
optaget et langt Tidsrum, ſom vi uden Overdrivelſe
godt kunne anſlaa til flere Tuſinde Aar.

De Moſer, ſom vi ved denne Fremſtilling nermeſt
have havt for Oje, ere de ſaakaldte Skovmoſer, der
forekom over alt i de ſtore ſammenheengende Skove,
ſom i Fortiden bedoekkede den ſtorſte Del af Danmark.
Foruden Skovmoſer have vi her i Landet ogſaa ſtore
Kjcrmoſer og Lyngmoſer. De forſte ere dannede ved
Randen af Ager, Søer eller Fjorde, og Torvejorden i
dem beſtaar ifær af forſkjellige Halvgrœsſer, Siv, Rør
ſamt Endeknop. Lyngmoſerne, der iſcer forekomme i
Jylland, ere naſten udelukkende dannede af Torvemos,
ſom dog ſenere efter Haanden er bleven fortrengt af

Sfaumoge.

Planter, der henhore til Lyngfamilien, f. Ex. Moſelyng,
Sedelyng, Tranebær og Boller. Til Lyngmoſerne hore
f. Ex. den ſtore og den lille Vildmoſe i Jylland ſamt

Holmegaardsmoſen paa Sjælland. Enkelte Steder her

| i Landet f. Ex. i det nordlige Jylland og ved Tidsvilde

i Nærheden af Frederiksværk ere Moſerne efterhaanden
blevne aldeles dekkede af Flyveſand. Trykket af dette
har presſet Torvejorden overordentlig ſterkt ſammen,
og fra disſe Moſer hidrøre de ſaakaldte Mostorv, der
have faa ſtor Lighed med Brunkul, at de naſten ikke
kunne ſkjcelnes fra dette.
Med Henſyn til Moſernes Betydning for os vide
vi jo Alle, at de ere af ſtor praktiſt Betydning ved at
forſyne os med Brendſel, men de have ogſaa en ſtor
Interesſe for os i videnſkabelig Henſeende. Da denne
Betydning næppe er alle Læjerne bekjendt, vil jeg fortælle
dem lidt herom.
For en Del Aar tilbage i Tiden, vidſte man om⸗
trent flet Intet,
== om — hvorledes
i 5 : Plante- og Dyre⸗
verdenen var her
i Fortiden, idet
man kun havde
loſe Gisninger
at ftøtte fig til.
Nu ved man der⸗
imod god Beſked
herom, og deſtore
og heldige Reful-
tater, ſom man
er kommen til i
denne Retning,
ſtyldes ene og
alene en grundig
Underſogelſe af
Moſerne. Det
var vor Landsmand, den bekjendte Naturforſker, Profesſor

Steenſtrup, ſom med Iver og Dygtighed foretog disſe

Moſe⸗Underſogelſer, og med ſtor Klarhed og Skarp⸗
ſindighed har han tillige fremſtillet Reſultaterne heraf.
Moſerne indeholde nemlig en ſtor Mengde Levninger
af Planter og Dyr fra Oldtiden, og disſe Dele ere
paa Grund af den ſaakaldte Humusſyre eller Muldſyre,
der har den merkelige Egenſkab, at den beſkytter Alt,
ſom bliver gjennemtrengt af den, mod Oplosning,
blevne bevarede i en ſaadan Tilſtand, at man ved
Hjclp af dem med Beſtemthed har kunnet paaviſe
hvilke Planter og Dyr der fandtes her for Tuſinder af

Aar ſiden. Som allerede omtalt, beſtaar Torvemasſen

udelukkende af Plantedele, der ere ordnede lagvis,
ſaaledes at de dybeſte eller nederſte Lag ere de ældfte.
Da disſe Lag indeholde Stammer, Blade og Frugter

af Fyr, Barvreasp og Birk foruden en Del andre

Planter, kan man heraf med Beſtemthed ſlutte fig til,

srt

47

at Skoven her i Oldtiden maa have beſtaaet af Fyr,
hiſt og her blandet med Bævreansp og Birk. Fyrren
blev ſenere aldeles fortrængt af Egen, af hvilken man
finder Levninger i de gore Lag i Moſerne, og Egen er
tildels atter bleven fortrængt af Bogen, ſom jo nu er
vort vigtigſte Skovtre. Foruden Levninger af Planter
har man ogſaa i Moſerne fundet Knokler og Horn af
Dyr, og ved at underſgge disſe er man kommen til
ſikker Kundſkab om Dyreverdenen her i Oldtiden.
Disſe Underſogelſer have viſt, at der paa den Tid
fandtes en Mængde vilde Dyr her, ſom nu forlengſt
enten ere uddøde eller blevne udryddede. Man har
ſaaledes i Moſerne, foruden Levninger af de endnu
vildtlevende Dyr, ogſaa i ſtor Mængde fundet Levninger
af Bjørne, Ulve, Losſer, Vildkatte, Elsdyr, Rensdyr,
Uroxer eller Kcempeoxer, Pukkeloxer, Vildſpin, Bævere,
Tjure og Gejrfugle ſamt Moſeſkildpadder. Det er
heller ikke ſjceldent, at man i Moſerne finder forſtjellige
Redſkaber fra Oldtiden, og disſe Fund i Forbindelſe
med Fundene i Kjokkenmoddingerne, Jaetteſtuerne og
Gravhøjene jætte os i Stand til at danne os et klart
Begreb om det Kulturtrin, ſom Nordens eldſte Beboere
ſtode paa.

Leſerne fe altſaa heraf, at Moſerne have en Be
tydning i videnſkabelig Henſeende, ſom er af ikke ringe
Vigtighed. De ere, ſom Profesſor Steenſtrup ſaa
treffende har ſagt, „at betragte ſom Landets ſtore
Aarboger, der i mange Retninger oprulle Billeder fra
dets Fortid for os“.

A. P. E. Toepfer.

Den gamle Stenſlager.
Af Zaſtarias Nielſen.

—

Der ſidder han henne, det gamle Pus,
i Faareſkindskofte, med lodden Kabus
og Knæbind. og Zræffoftøvler.

Mens Hammeren knuſer Sten for Sten,
og Haanden fjerner dem en for en,

han ſidder jaa ſmaat og vrøvler.

Halvt hældende op mod det ſtore Tre

ſtaar Langhalms⸗Skjcrmen, ſom yder ham Lee
for Regnens Draaber og Blaſten.

Ved Siden til Hojre hans Madkurv ſtaar

— imellem han tager en lille Taar;

den varmer der inden for Veſten!

Paa Vejen ruller der Læs pan Les;

ſnart kommer en Bonde med Svin og Gæs
og ſnart en Slagter med „Kalle“.

Den Gamle tager i Huen et Tag

og nikker og hilſer: „God Dag! god Dag!“
— han kjender dem magelig Alle.

„Ja det er nok mig, J takke kan,

at Vejen er lavet faa godt i Stand,

J ſkylder mig mer, end J tenker!“

— Saa ſmiler i Sfjægget han ſtolt og klog
og retter i Vejret ſit gamle Skrog,

mens Hamren en Stund han ſenker.

Den ene Dag ſom den anden gaar —

der har han nu ſiddet i tredive Aar

i Sol og i fludfulde Dage.

Til Huſtru og Smaa han ffaffede Brod,
og led han ſtundom end ſelv lidt Nad,

man horte ham aldrig klage.

Ej trykkes af nogen Brøde hans Sind,
hans Hjerte er friſkt, og Vejr og Vind
har hærdet hans Sener og Nerver.

Og Tro han har paa fit Arbejds Værd:
„Hvor finder man ſaadan en Vej ſom her,
hvor finder man ſaadanne Skjerver!“

Nuvel! han er kun et gammelt Pus

i Faareſkindskofte, med lodden Kabus

— ej højt han i Samfundet knejiſer.
Men ſe — han fylder en Plads dog ud,
og det kan vere, han ſtaar for Gud
over mangen Konge og Keiſer.

Husflid.

——

Husflidens arbejdsopdragende Magt.

I et nyligt afholdt Foredrag om Husfliden i Sverrig

ſiger C. Ahlhorn: „Hvad den mandlige Husflid an⸗
gaar, jaa er det denne ſom tiltrenger en grundig
Vekkelſe. Medens Kvinderne i de lange Vinteraftener
ere flittigt ſysſelſatte med Arbejde i en eller anden
Retning, ſidder ſodvanlig ſtorſte Delen af det mandlige
Perſonale efter at Skumringen er indtraadt og Kreatur⸗
rogten er afſluttet, hele den lange Kveld i al Ro og
Mag omkring Skorſtenen, eller ogſaa ligge de ſovende
paa Benkene. Saadanne Exempler virke naturligvis
meget uheldigt paa den opvoxende Slægt. nar
Børnene ſe Forældre eller Sodſkende ſtadigt ſysſelſatte
med et eller andet Arbejde vænne de fig til at 5 as
Fliden ſom noget naturligt nødvendigt; de ville da
heller ikke gaa med tomme Hænder og intet beftille.
Saaledes opvorer Arbejdſomhedens Dyd hos dem ved
Siden af en Dygtighed og Evne til at hjælpe fig ſelv
ſom i en modnere Alder kommer dem vel til Gode.
Naar Børnene tidlig tilholdes at gjøre Nytte, udvikles
deres Haandelag og Forſtand, jaa at de tilegne fig den
ene Ferdighed og Haandtering efter den anden, og man
gienfinder ikke hos ſaadanne Folk den Klodſethed og
Mangel paa Cvne til at hjælpe fig ved Forferdigelſen
af de ſimpleſte Redfkaber, eller i andre Gjoremaal, ſom
desværre endnu jaa ofte ſes hos vore Gutter af de
højere Samfundsklasſer“.

Hvor pasſer ikke denne Udtalelſe paa vore danſke
Sade Üdgiveren af „Husvennen“ har paa mange

Steder i fine Foredrag om Susflidsſagen feeſtet Op⸗
8 1 sa arpt ie dens Betydning for Barnets
Arbejdsopdragelſe og paa Exemplets Magt i det
huslige Liv i denne Rekning. Maatte blot mange
Forceldre og Husbonder ret klart indſe Susflidens
arbejdsopdragende Magt hos Ungdommen!

Arbejdet adler.

Ved Landbrugs⸗ og Induſtrimodet i Marieſtad
i Sperrig, der afholdtes i Auguſt Maaned, fandtes i
Husflidsafdelingen en arbejdende Husflidsfremſtilling
vor 26 Perſoner dagligt for de Beſogendes Ojne ud⸗
1 ligeſaa mange Husflidsarbejder, blandt hvilfe
Froken Luiſe Sparre tildrog fig færlig Opmerkſomhed
ved fit Bord ſom en dulig Kniplerſke. Ved Feſt⸗
maaltidet ytrede hendes Fader, Greve Sparre, at han
havde ſat hende der „derkör att det numeraà endast
år arbetet som adlor“.

Bognyt.

Geografiſke Forſkrifter af Chr. N. Bech. Den
Samling af geografiſke Forſkrifter, ſom den flittige
Forfatter, Skolelcrer og Dannebrogsmand Bed i Ryde
15 udgivet, har været benyttet i mange Skoler og
ar ogſag fra Skolerne banet fig Vej til ikke fan Hjem.
Der foreligger Vidnesbyrd om, at man baade i Skole
og Hjem 19 5 været glad ved disſe Forſkrifter. Det
omtalte Apparat er ogſaa et ſerdeles henſigtsmasſigt
Leremiddel, der giver den dygtige Lærer fortrinlig
Lejlighed til at tale med Børnene om Mangt og Meget,
ſom kan være gavnligt med Henſyn til dises aandelige
AÜdvikling, ſamtidig med, at det fan berige dem med
flere nyttige bee — Forſkrifterne kunne derfor
fe det Bedſte anbefales til Üdbredelſe i Landets for⸗
jellige Skoler. Kunde den ſmukt ſkrevne Samling
kaffe fig ret Indgang i Hjemmene trindtom, vilde den
99 8 unne være til megen Nytte baade for Ældre
og Yngre,

Smaating.

Jordens Overflade. Man har ſammenlignet Ujcevn⸗
hederne paa Jordens Overflade, Bjerge, Dale, Byg⸗
ninger o. desl. i deres Forhold til hele Jordklodens
Storrelſe med de ſmaa Forhojninger og Prikker paa
en Appelſin, og denne Sammenligning er meget træf
fende. Det ſtorſte Bjerg pan Jorden, Everet i det
aſiatiſke Bjergland Himmalaya, er 27,212 Fod, altſaa
noget over en Mil hojt, hvilket udgjor omtrent en
1700 Del af Jordens Glennemſnit; og dette mægtige
Bjerg vilde paa en Skoleglobus med 17 Tommers
Gjennemſnit ikke blive højere end omtrent Hundrede⸗

elen af en Tomme. Derſom man paa en ſaadan
Globus vilde fremſtille en nøjagtig Afbildning af vor
FEER eee

Jord og dens Faſtland, da maatte det tørre Land
fr

emſtilles ved Hjælp af almindeligt Skrivpapir, idet
ſaa de ubedæffede Steder vilde fremſtille Havet; Hoj⸗
landene og Bjergkjcderne vilde kun udkrœve et Par
Lag tyndt Silkepapir, og kun de hojeſte Bjerge maatte
betegnes ved ubetydelige Sandskorn.

Eu god Tak for Mad. Den ſtore Sheridan gik
en Gang ind til en Parykmager for at beſtille ſig en
Paryk. Efter at der var taget Maal, indbod Paryk⸗
mageren den almindelig afholdte Mand til at nyde
nogle Forfriſkninger i hans private Lejlighed. Verten
viſte fig ſaa geſtfri, at Sheridan blev. helt bevæget
derover, … Da de rejfte fig fra Bordet og ſtkulde ſige
hinanden Farvel, ſagde Sherkdan: '

„Efter nærmere Overlæg bryder jeg mig ikke om
nogen Paryk“. Ovoerraſket udbrød Parykmageren:
„Men, Du ſtore Gud! Jeg er da vel ikke, mig ſelv
ubevidſt, kommen til at fornærme Dem, Hr. Sheridan?“
„Nei, paa ingen Maade”, ſvarede denne; „De er en
Hedersmand. Og jeg ſiger Dem endnu en Gang, at
De ikke ſkal gjore nogen Paryk til mig, thi jeg vil
aldrig kunne betale Dem den. Jeg vil hellere henvende
mig til en af Deres mindre værdige Standsfeller“.

Om Juſekternes Muſkelſtyrke har en franſk Natur⸗
forſker anſtillet folgende Forſog. J en let Aeſle, ſom
blev anbragt paa Vingedakket af en ſtor Hornbille, lagde
han lidt efter lidt ſmaa Sandpoſer, indtil den ſamlede
Byrde udgjorde 21/4 Pd. Billen var bleven ſtillet paa
en jævn lade, og uagtet dens Byrde var 315 Gange
fps ftor 5 dens egen Vægt, kunde den dog ſtadigt

evæge fig fremad under Byrden.

— —

Brevpexling.

Hr. P. Er. i Tos. At De forſt midt i Kvartalet modtog
de 5 Exemplarer er Husvennens Expedition aldeles uſkyldig i,
da de vare indmeldte og indſendte til Poſtexpeditionen i
Kjøbenhavn i rette Tid.

Friexemplarer. J Anledning af flere Foreſporgsler bedes
bemærket, at Enhver der beſtiller 10 xemplarer af Husvennen,
kan fordre det 11te udleveret frit, hos vedkommende Boghandlere,
ſom en Gang for alle ere tilftanede 1/0 i dette Ojemed.
Giennem Poſtveſenet kan derimod kun erholdes Friexemplar
tilſendt, naar der til Udgiveren indſendes Poſtkvittering for
at 10 Exemplarer ere beſtilte. Jndſenderen vil da ſnareſt i Løbet
af 14 Dage erholde ſit Friexemplar ſendt gjennem vedkommende
Poſtkontor.

C. E. i Sp. Overſattelſer anvendes kun lidet, og Hus⸗

vennen er allerede i denne Retning rigeligt forſynet med Med⸗
arbejdere.

—

Chr. K. i O—r. Er forſynet i denne Retning og kan ikte
anvendes.
Merkepinde. Alle Foreſporgere meddeles, at deres Breve

ere indſendte til vedkommende Beſtiller i Kjøbenhavn, fra hvem
de kunne vente Svar og Prøver,

—

Judhold.

Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med
Billede. — Ludvig Holberg, af endix Hanſen (Sluttet.)
— Lapperne, med Billede. — Lidt om Torvemoſernes
Dannelſe og Betydning, af A. P. E. Toepfer, med
Billede, — Husflid: Husflidens arbejdsopdragende
Magt. Arbejdet adler. — Boguyt. — Smaating. —
Brevvexling.

Husvennen udkommer. til hver Søndag med et 16, ſpaltet Ark,

ſorſunet med flere Villeder, lil 3

Hverl Ilerdingaar medfølger gratis et ſlort mußt Billede. Bladet kan beſlilles pan ethvert Po UN ag ee, eee

Voglade samt hos Hopedfiommigſioncren: Boghandler Nudolph Klein, lille Kjobma

Åkonfor og Brepſamlingsſled, i enhver
gergade 56, Kſobenhayn.

Trykt paa Uadgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

SÅ kunſts Fader.

det jgamle tykke Lag Vin⸗
terſne, hvorunder Danfk⸗
heden laa i Dyale.
J Kempeviſerne, ſom
den Gang vare trængte
tilbage til Fattigmands
Stue, ſynges der ofte
om Trylleharpen, hvis
Klang loſer det i Trold⸗
domsſlummer bundne
Liv og atter faar det til
at ſtromme frit og fyl⸗
digt, og en ſaadan Harpe⸗
klang begyndte atter af
tone henover Danmark,
da Holberg ſtemte op;
thi Trylleharpen er Digte⸗
kunſten. Holberg er Bane⸗
bryderen; thi han fik
Folk til at le, og naar
Latteren bryder frem,

2. Aargang.
Nr. 7.

Johannes Evald.
Af Bendix Han fen.

üudvig Holberg er den danſke Digte
Det var ham, der ved ſine
friſke, frejdige og morſomme Skildringer
af Tidens Skrebeligheder, der ſom en kaad
Foraarsvind ſuſte hen over vort Fædreland,
loftedezog adſplittede de fremmede Pialter og ſmeltede

| Sundagen d. 15. Houember.
2

Å

2

Kjøbenhavn.

1894.

jaa har det Onde tabt fin Magt; derfor kunne vi

nu ſynge:

Kræfter.

Johannes Enald.

„Og juſt ſom de mente, hun var i Baand og Baſt,

da lo hun ſaa hjerteligt, at alle Lenker braſt!“

Han ryddede op i alt det gamle Skrammel og
jævnede Grunden, og det er hans ſtore Betydning;
men ſaa ſkulde der bygges op, og dertil maatte andre
Nu ſkulde det viſe ſig, om den Aand, der i
Oltiden havde frembragt Stordaad, Saga og Sang,
atter megtede at arbejde fig frem til Klarhed i Daad

og Sang, der ſtedſe
følges ad, og ſkabe en
ny Tid, og Gudſkelov,
den megtede det; men
derfor bor vi "aldrig
glemme de Stormend,
der i trange Tider led,
og kœmpede for Folkeaan⸗
dens Sag. Det Store
fødes altid til Verden
under ſtore Smerter, og
den forſte Profet for
den vaagnende Folke⸗
aands dybe, mægtige
Rorelſe var derfor en
Smertensmand ſom in⸗
gen af de ſenere Skjalde;
hans Navn var Johan⸗
nes Evald.

San blev født i Kjoben⸗
havn den 18de November

. 50

1743. Hans Fader, en Sonderjyde, var en brav
Praſtemand, men mørk, tungſindig og fjendſk imod al
Livsgleede ſom den Tids Pietiſter. Hans Moder var
derimod en flygtig og letſindig Kvinde, og, ſom det
ofte er Tilfældet med overfladiſke Menneſker, kold og
haardhjertet. Johannes Evald var en fjælden begavet
Dreng; han udmærkede fig tidlig ved fin ſtore Lerelyſt
og forunderlige Hukommelſe. Da han var 11 Aar
gammel erklorede hans Lærer, at han ilke kunde lære
ham mere, og han blev da fat i Skole i Slesvig.

Han havde arvet Faderens dybe Folelſesliv for⸗
bunden med Moderens lette, flyvende Fantaſi, men
ædlere og mægtigere end hos nogen af disſe. Hans
Hjerte glødede for alt, hvad der var ſtort og eventyrligt,
og hans Sjæl higede ubevidſt fremad imod det Høje.
Deraf kom det, at han ſom Barn vilde ſtille fig i
Spidſen for en Armee af Drenge og erobre Tyrkiet;
deraf kom det, at han i længere Tid opfyldtes af Tanken
om at drage til Afrika ſom Misſioncer og vinde
Martyrkronen; og deraf kom det, at han provede at
lobe af Skole i Slesvig for at komme tilſos, ſtrande
alene paa en ubeboet De i det vilde Hav og leve der
ſom en Robinſon Kruſo. 1758 blev han Student og
fort efter jaa han for forſte Gang den dejlige Arendſe
(Hulegaard) og blev forelſket; det blev ikke blot til
ungdommelig Sværmeri, men en dyb, mægtig, begeiſtrende
Lidenſkab, der gav hans Liv Retning og holdt ud til
hans Dødsftund.

For ham med den højtflyvende Fantaſi var det
for langſomt, jævnt og almindeligt at naa fin Kjær:
ligheds Maal ad Studeringernes flagne Landevej, og
derfor flygtede den 16 aarige Student bort fra Hjem
og Fædreland for i Syvaarskrigen ſom Soldat at
fæmpe for fin Arendſe og en glimrende Fremtid. Forſt
gik han i prajſiſk Tjeneſte ſom Menig, og ſiden i oſterrigſk,
hvor han naaede at blive Underofficer og kunde blevet
Officer, om han vilde have opgivet Lutherdommen.
Det gik ham for langſomt med Forfremmelſerne, og
jaa flygtede han atter og kom til Kjøbenhavn. efter
halvandet Aars Fraværelje. Han kaſtede ſig nu med
Kraft over Studeringerne og tog efter 2 Aars Forlob
theologiſk Eramen med bedſte Karakter.

Hans Livsvej ſom Preſt laa nu jævn og lige
foran ham; men da ſkete en Begivenhed, der ſom et
Lyn knuſte alle hans glimrende Fremtidsdromme og
hans hele Livsmaal; Arendſe giftede ſig med en Anden!
Alt ſtyrtede ſammen for ham, en forfærdelig Tomhed
afloſte hans glimrende Livsbilleder, han blev ligegyldig
for fin Fremtid og grebes af en Sjceelslidelſe, ſom Intet
kunde læge, og ſom han forgjcves ſogte at bedove.
Men var det denne Begivenhed, der odelagde hans
borgerlige Fremtid, faa var det ogſaa den, der gjorde
Johannes Evald til den ſtore Skjald, ſom vi elſke og
beundre; thi under Smerte fødes det Store til Verden.

Saa begyndte han fin Digtervirkſomhed. Det var

—

hans Sorgeſange over Frederik den Ste, der ført ret
vakte Opmeerkſomhed og lod ane hans dybe og rige
Digteraand. Det var ſimple, men dybtfølte Vers,
hvori han tolkede fin Sorg over Kongens Dad, og de
fandt en mægtig Gjenklang i andre Hjerter ſom et
Udtryk for Ojeblikkets bevægede Stemning:

„Hold, Taarer! op at trille,

Og Du, vor Cithar ſtille!

Nu bæres Kongen bort

Til Graven”.

Man har ſagt, at det i Evalds Digtning mere er
Tonen, Klangen og Stemningen, end Tankerne, der
virker faa forunderligt gribende, og det maa jaa være;
thi hans mægtige Folelſe og dybe Sjerteſlag er hans
Digtnings Kilde. Det er faa med disſe Sorgevers,
og det er ſaa i ſamme Grad med den meſt bekjendte
af hans Sange: „Kong Kriſtian ſtod ved hojen Maſt i
Rog og Damp!“ og juſt ved at Tonerne klinger ud af
Ordene, bliver denne Sang ſaa magtig.

Holberg havde vel jævnet Grunden og forberedt
Folket til dybe Folkelivstoner og ſtore Billeder af
Livskrefternes Klang; men Ingen havde endnu grebet
Tonen, Ingen havde fremmanet Billederne; der var
Evald den Forſte og blev Oehlenſchlcegers Forlaber, og
det maa man ikke "glemme, Desuden var det danſke
Sprog den Gang langtfra jaa udviklet ſom nu. Naar
man læjer Holberg, faa ſynes man næften, at dette
danſke Sprog kun daarligt egnede fig til at bære bløde
og Dybe Toner, og det var ogſaa Tilfældet; men det er en
af Skjaldenes ſtore Hemmeligheder, at de kunne faa
Sproget til at udtale, hvad Ingen havde anet eller
tænft, og juſt derved udvikles Sproget.

(Sluttes.)

Fra Kirkerensningens Cid.
Et Træf af den danſke Prinſesſe Eliſabeth, Kurfyrſtinde af
Brandenburgs, Liv.
Efter G. Hill ved A. Th. Fakobfen.

Det kurfyrſtelige Slot i Berlin blev paa den ene Side

begrenſet af Floden Spree, "hvis: Bolger beſkyllede
den gamle Bygnings Mermur. Fra Taarnvorelſet i
andet Stokvoerk havde man Udſigt ſaavel til Floden og
dens modſatte Bred, ſom til den ſtore Plads foran
Slottets Hovedbygning. Dette Varelſe havde et ikke
prægtigt, men juſt derfor des hyggeligere Prog. Hoje
Leneſtole, et ſtort, med rigt Billedſkœrerarbejde prydet
Skab, et Bord i ſamme Smag og et ſmukt Brabanter
Tæppe udgjorde Bohavet, hvortil fluttede ſig en Kobber:
Lyſekrone, tykke, folderige Gardiner og forfkjellige Male⸗
rier, veſentlig fremſtillende bibelſte Perſoner og Be
givenheder.

En ſkjen Majaften ſad en Dame i Leneſtolen ved
det aabne Vindue. Hun var iført en mørkebrun ulden
Kjole med en bred kruſet Halsſtrimmel; Haaret var
ſkjult under en Flojels Kappe. Damen jaa ud til at
være henved fyrretyve Aar gammel. Hendes Anſigts⸗
trek vare ſmukke og regelmæsfige, hvilket man i det
omtalte Ojeblik havde nemt. ved at bemeerke, da hun
netop. befandt fig i fuldſteendig Ro: hun laſte.

Af og til holdt hun op med denne Beſkeeftigelſe;
hendes Ojne rettedes da opad, derpaa forte hun ſin
hvide Haand til Panden og kaſtede vel ogſaa et Blik
ud ad det gabne Vindue; altſammen ſaadanne Bevæ-
gelſer, ſom fremkaldes af en grundig Eftertenkning og
ere uadſkillelige fra denne.

J ſaadanne Ojeblikke forandredes da ogſaa den
Læjendes Trek; men det ſyntes altid at være glade
Folelſer, der gjennemtrengte hende, og undertiden ſtraa⸗
(ede hendes Anſigt af et livſaligt Smil, ſom om hun
i den lille, i Pergament indbundne Bog, ſom hun holdt
i Haanden, havde fundet noget rigtig Herligt og Smukt.
Hun var atter ivrig beſkeftiget med at læfe, idet Bogen
hvilede paa hendes Skjod og hun bøjede fig ned over
den, da en næften hvinende Salmeſang lød op til hende
fra Slotspladſen.

Eliſabeth, Kurfyrſtinde af Brandenburg, Joachim
den Forſtes Huſtru, thi hende var den læfende Dame,
lagde lidt fortredelig Bogen i Vindueskarmen og ſaa
ud over Pladſen. Nede paa denne vrimlede det af
Menneſker, og igjennem den mylrende Masſe banede et
Optog fig Vej. Forreſt i Toget gik Munke med Vor⸗
færter i Henderne, efter dem fulgte en Præjt i Em⸗
bedsdragt, og derpaa flere Munke, ſom bare en ſtor
Kiſte. Undertiden ſtandſede Toget, hvorpaa Preſſten talte
til de Omftaaende, medens Munkene toge Sedler op af
Kiſten og uddelte dem De, ſom havde faaet disſe
Sedler ſtak jaa Penge i en Blikbosſe, ſom en af Mun⸗
kene havde paa rede Haand. Hver Gang en Uddeling
og paafolgende Indſamling af Penge var til Ende,
uddelte Preſten Velſignelſer, og de paa begge Sider af
Toget med Frelſerkors og Faner gaagende Kirketjenere
begyndte da en ubehageligt lydende, ſkurrende Lopſang,
hvilken en Del af Tikſkuerne ſtrar ſtemmede i med.

„Et Afladsoptog!“ mumlede Kurfyrſtinden. „Det
er i Sandhed en Skjenſel at ffulle je Sligt og tie
dertil netop nu, da jeg lige har læft jaa herlige Ord“.

Hun fulgte med Øjnene Optoget, ſom langſomt
bevægede fig hen over Pladſen. Hun jaa dog ogſaa
Meget, ſom glædede hende. Det overvejende Antal af
Seddelkjobere ſyntes kun for Morſkabs Skyld at have
modtaget Afladsbrevene; thi ſaaſnart de havde læft dem,
uddelte de dem til de Gadedrenge, der i ſtort Antal
havde indfundet fig.

Kurfyrſtindens Opmeerkſomhed var netop henvendt
pan en Klynge velflædte Perſoner, der i ivrig Samtale
ſtod i nogen Afſtand fra Optoget, da hun bag ved fig

horte en Støj, og idet hun hurtigt vendte fig om, fil
hun Øje paa fin Mand, der jagte var traadt ind i
Verelſet og, nærmende fig Vinduet, ſtrax havde grebet
den Bog, i hvilken Kurfyrſtinden nylig havde læft.

Begge WÆgtejæller ſtode altſaa over for hinanden.
Kurfyrſten holdt Bogen og bladede i den uden at ſige
et Ord, idet han kun af og til kaſtede et Blik paa fin Huſtru.

Eliſabeth forholdt ſig aldeles rolig og afventede
hvad der maatte komme. Efter at Joachim flygtigt
havde læft nogle Sider, ſlog han Bogen ſammen, rakte
ſin Huſtru den og ſagde:

„Atter en af denne Luthers Boger!“

„Som Du fer, min Joachim“, ſparede Kurfyrſt⸗
inden. „Og en fortræffelig Bog er det: „Om at ſky
Menneſkelerdomme, ſamt Spar paa de Tale⸗
maader, ſom ſkulle beſtyrke ſaadanne Lær:
bomme”, Gid Du en Gang vilde leſe denne Bog,
min kjcere Herre; anderledes vilde Du da tenke, end
Du nu gjor“.

„Ved Hjælp af den Bog der?“ ſpurgte Kurfyrſten
noget haanligt. „Ej, den vilde aldrig kunne omvende
mig. Derſom en Omvendelſe var mulig, ved Gud og
alle Helgene! jeg vilde allerede være omvendt, da jeg
har læft Alt, hvad der har nogen Betydning af denne
Luthers Skriverier. Dette Menneſke bringer mig ikke
til at forandre min Teenkemaade“.

Kurfyrſtinden ſukkede vemodig. „Jeg kan ikke for⸗
andre Dine Anſkuelſer, min kjcre Herre“. ſparede hun.
„Og jeg maa adlyde Dig, ffjønt mit Hjerte ikke til⸗
ſiger mig det i denne Sag“.

„Eliſabeth!“ raabte Kurfyrſten opfarende. „Du er
i Sandhed en driſtig Kvinde, at Du vover at tale ſaa⸗
ledes til mig, hvis Sindelag er Dig bekjendt. Jeg vil
og maa holde faſt ved den ene ſaliggjorende Kirkes Tro,
jeg har lovet det og vil holde det, ved Alt, hvad
helligt er!“

Opbragt gik han frem og tilbage i Verelſet; tilſidſt
blev han 'ſtagende foran Eliſabeth og greb. hendes Hender.
„Eliſabeth“, begyndte han med blidere Stemme; „Du
jer, at jeg ikke hører til dem, der ſtrax bruge Magten.
Jeg har aldrig forbudt Dig at læje Luthers Skrifter.
Da Din Broder Kriſtjern blev ſtodt fra Tronen i
Danmark, ydede jeg ham Hjælp og Beſkyttelſe, ſkjont
vi ſtaa imod hinanden i Troens og Samvittighedens
Sag, jeg ved, at Du, da Eders Onkel, Kurfyrſt Frederik
af Sachſen, havde indbudt Din Broder til et Beſog i
Torgau, hemmeligt gjorde en Rejſe til Wittenberg, for
at tale med Luther — far ikke ſammen — Du horer,
jeg ved det“.

„Jeg bliver ikke bange, min Wgteherre“, ſvarede
Kurfyrſtinden i en rolig Tone. „Jeg har kun tiet, fordi
Ingen har ſpurgt mig. Men nu, da Du taler om
hine Dage, nu ſiger jeg: Ja, jeg har talt med Luther,
jeg har folt hans Ords overbeviſende Magt og er fra
de Dage af bleven et andet Menneſke“.

„Afgjor den Sag med Din Samvittighed!” udbrød
Joachim. „Men jeg er Landsherre, jeg maa holde faſt
ved min Tro og byder Dig under Truſel af min Vrede:
Vor aldrig at lade denne Kjætterlære predike i dette
Slots Haller, det være aabenlyſt eller i Hemmelighed;
jeg kan ikke ſtͤtte min Troes Fiende og lige ſaa lidt
hans Tilhcengere. Dem træffer min Vrede, hvor jeg
finder dem, og bliver Du ved at høre til dem, vil den
ogſaa ramme Dig“.

Kurfyrſtinden blegnede; hun greb med ffælvende
Haand fat i Ryggen af en Lenneſtol og presſede den
anden mod fit bankende Hjerte, „Min WÆgteherre, vær
mig naadig!“ ſtammede hun.

„Jeg er det endnu”, vedblev Joachim. „Jeg ved,
at der til i Dag ikke er ſket Andet, end denne Læjen
i Luthers Skrifter og hine Samtaler i Wittenberg, jeg
har ladet, ſom om jeg ikke lagde Merke dertil, men,
tænk nøje over denne fordømte Sag”, tilføjede han med
et harmfuldt Blik; „gaa ikke videre, Eliſabeth, vov det
ikke, thi da maa jeg være Dommer over Dig. Jeg har
paa ny ladet Kejiſerens Skrivelſe angagende Wormſer⸗
Kjætterlæren opſflaa og ſelv udſendt et Forbud imod
Brugen af den lutherſke Bibeloverſcœttelſe til mine
Underſatter“.

„Vilde Du kun give Dig Tid til at forſke i Luthers
nyeſte Skrifter; men Du har kun gjennembladet dem
og udpillet det, der lyder ſom en Krigserkloring til
Kirken“.

„Jeg vil ikke granſke i ſaadanne Skrifter; de, ſom
læſe en Frafaldens Bøger, blive forblændede af Satan”,
ſagde Kurfyrſten, ſom derpaa efter et Ojebliks Tavshed
atter traadte hen til ſin Huſtru. „Eliſabeth“, begyndte
han; „jeg kan forſtaa, at Luthers Tale og Skrifter have
havt en ſaadan Magt over Dig; thi det er ſandt, og
jeg maa bekjende det, at hint Menneſkes Mund og hans
Redſkab, Pennen, fortjene megen Ros, naar man finder
det rosveerdigt, at forlede til Frafald og forfatte Skrifter
derom; men, jeg befværger Dig, riv Dig atter los fra
disſe Lenker. Sku omkring Dig og dom. Se, hvor⸗
ledes Gjenſtridighedens Aand rører ſig. Folket leſer
Luthers Skrifter med glubende Iver. Imod min, imod
Landets Herres Villie har neſten hver Borger en Bibel
i den Overſcttelſe, ſom denne Mand i al Stilhed har
bragt i Stand paa Wartburg. Man tager ikke mere
ivrig Del i Optogene; to Gange har jeg allerede maattet
ſende Berlins Over vrighed Befaling til at vaage noje
over, at Stadens Jomfruer bivaane dem, da Borgerne
ikke længer tilſtede deres Døtre at deltage i Bedetogene.
Overalt rører Oprørets Mand fig; have de ikke i Magde⸗
burg, hvor min kjodelige Broder Albrecht ſom Kardinal
har Magten over hele Preſteſkabet, vovet at forandre
Kirketiden! Og ſaaledes er det overalt, og bliver det
ved at gan paa den Maade, vil Antikriſt, Dyret med
de ſyv Hoveder, opfluge os Alle“.

„Luther fætter ſig imod enhver Voldsgjerning;

hans Ords Kraft ſkremmer Oprørerne. Han har viſt,
hvorledes han vil kempe“.

„Der kommer en Tid, da vi ikke ville formaa det.
Ene den Lære, ſom har ſin faſte Borg i Rom, kan
holde Menneſkene i Tomme, fordi den kun lærer, hvad
der er rent og ædelt”,

„Joachim!“ udbrød Kurfyrſtinden. „Ikke Alt, hvad
der kommer fra Rom, er godt. Se, hvad der foregaar
hiſt nede!“ Hun aabnede hurtigt begge Vinduerne og
trak Kurfyrſten ind i Vinduesfordybningen. Ret ſom
om dette Ojeblik var blevet forudſet, hævede Larmen
fig nu ſteerkere; Sangerne, der vare ledſagede af Poblen,
ſom opforte ſig med megen Raahed, begyndte atter at
ſynge, og det var let at bemærke, at de ſelv opfattede
Sagen fra en komiſk Side; thi medens de aandsfra-
værende afſang Koralen, ffare de Anſigter til Publikum,
lo og hilſte nogle Bekjendte. De Munke, der uddelte
Afladsbrevene, betragtede disſe ſom en ganſke almindelig
Vare og ſkammede ſig ikke for, medens de handlede, at
tage ſig en dygtig Slurk af de Kruſe, der bleve rakte
dem foran nogle Huſe i Nærheden af Brodregade, hvilket
hver Gang blev ledſaget af Gadeungdommens Jubel.
Kun enkelte gamle Kvinder og Mænd kaſtede fig an⸗
degtigt pan Knæ for at modtage Praſtens Velſignelſe,
medens en af Munkene uafladelig ſpingede med Blik—
bosſen, faa at Pengene i den raslede og klirrede.

„Er ikke dette et uværdigt Skueſpil?“ ſpurgte
Eliſabeth. „J Sandhed, jeg beklager den Kirke, der
vanhelliger ſig med ſaadant Gjogleri, kan Du, min
Agteherre, falde dette ren og edel Lære?”

Joachim var traadt tilbage fra Vinduet. Aarerne
i hans Tindinger ſvulmede, hans tykke, runde Anſigt
blusſede.

„Jeg har forbudt dette Uveſen!“ raabte han.
„Det er ſandt, de vanhellige ved dette Optog Herren
og hans velſignede Son, men ſelve Kirken er heri ſkyld⸗
fri, det er Menneſkepaafund. Jeg vil paa det Stren—
geſte forbyde denne Handel med Afladsbreve paa gaben
Gade. Har jeg ikke forbudt den medens Tetzel var i
Berlin? Du ſer, at jeg vel forſtaar at ſtille de ægte
Stene fra de falſte, jeg vil bevare Kirken ren, da vil
den ſejre“.

„Og har man adlydt Dig?“ ſpurgte Kurfyrſtinden.
„Nej, Du klager over Lutheranernes Opfætfighed imod
deres Landsherres Bud, ſe her, her bliver Dit Bud
aabenlyſt overtraadt; disſe Munke bekymre ſig ikke om
Dine Befalinger, i Tillid til Kirkens Magt trodſe de
Dit Forbud; og har ikke Rektoren ved Dit Univerſitet
i Frankfurt udnævnt denne latterlige Tetzel til Doktor
i Theologien?“ Kurfyrſtens truende Blik bragte hende
her til at tie.

„Eliſabeth!“ raabte han, idet han hævede den
knyttede Haand, „jeg føler, at Du desværre ikke har
Uret, men vogt Dig, jeg ſiger det endnu en Gang:
Vov ikke at ſkride videre fremad i Din Gjenſtridighed

53

mod den hellige Kirke, underkaſt Dig dens Love og
Skikke, eller jeg maa ſtraffe Dig, da jeg ikke er til
Sinds at ſkaane nogenſomhelſt, der vover at jætte fig op
mod Kejſerens Magt og Befaling og mod mit eget Forbud“.
Han gik nogle Gange frem og tilbage i Varelſet.
„Nu om noget Andet. Jeg maa paa Grund af Breve,
jeg i Dag har modtaget, gjore en Rejſe til Stettin for
at tale med Hertugen. Medens jeg er borte, vil vor
Datter Eliſabeth komme hertil fra Brunsvig i Beſog.
Det vil ſagtens være Dig en behagelig Efterretning“.
„Min Dat⸗
ter?“ udbrod
Kurfyſtinden
glad overraſket.
„Og naar kom⸗
mer hun?“
„Paa Lor⸗
dag; og da jeg
maa rejſe i
Morgen Aften,
vil jeg ikke kun⸗
ne være her for
at modtage
hende. Jeg
beder Dig, tem
Din Tunge og
vaer Din Tale,
Du ved, at
Eliſabeth er en
katholſk Herres
Wgteviv, for⸗
vir ikke hendes
Sind med de
Leerdomme,
ſom have be⸗
fnæret Dit
Hjerte og Din
Aand”.
Eliſabeth til⸗
bageholdt en

Kang Jerry.

150

En avſtralſ Konge.
0 In Danfſkt, der har opholdt fig i længere

s, Tid i Avſtralien, har tilſtillet os et meget
karakteriſtiſk Portræt, ſom vi bringer idag,
og har dertil knyttet folgende korte Text:
i „Jerry“ er Navnet paa en Stamme

fyrſte for en af de vilde Negerſtammer, hvis Diſtrikt
ſtoder op til Provindſen Victoria i den ſydoſtlige Del
af Avſtralien.
Han er om⸗
trent 40 Aar
gammel, efter
hans eget Si⸗
gende; dog er
de Vildes An⸗
givelſe af deres
Alder nok ikke
fuldkommen til
at ſtole paa,
da deres Tal⸗
begreber ikke
altid er til⸗
ſtrekkelig ud⸗
viklede. Jerry
er en godmodig
Mand, ligeſom
hele hans
Stamme, og
han taler fly⸗
dende Engelſk.
Naar han har
været i Sta⸗
den Geelong,
generer det ikke
Os. Majeftæt
at komme hjem
i temmelig be⸗
ruſet Tilſtand.

Taare mellem Hans Stamme
Ojenlaagene, ; bliver vel lidt
rakte Kurfyrſten Haanden og vendte fig bort. „Rejs | paavirfet af de nærboende evropeiſke Nybyggere,

med Gud, min Adgteherre“, ſagde hun.
den Sag ikke gjore Dig imod“.

Da Joachim havde forladt Verelſet, aandede Eli⸗
ſabeth friere. Hun lyttede nogle Minutter, derpaa ilede
hun hen til Skabet, aabnede det og fremtog Papir,
Pen og Blak. Derpaa ſatte hun fig til at ſkrive ved
Bordet. „Det maa ſke hurtigt”, hviſkede hun. „Der
er ingen Tid at ſpilde. Paa neſte Lørdag kommer
Eliſabeth, hun maa for fin Faders Skyld ikke vide
Noget derom. Paa Fredag man det fle! Hjælp mig,
o Gud! Jeg ſiger med den ſtore Troeshelt: „Jeg kan
ikke Andet, Gud hjælpe mig!“ (Sluttes.)

r ——

„Jeg ſkal i

| oprindelige

men den er dog ikke kommen ret langt ud over fin
Levemaade. Disſe Negre opholde fig
meſt i Skovene, hvor de bygger deres ſimple Hytter
af Grene op til en ſtor Træſtamme. Hytten ſoger de
at faa jaa tæt ſom muligt ved at flette Grene, Mos
og Lovveerk ſammen. Skovene leverer dem Vildt til
Føde, og de dræber deres Bytte enten med Bosſe eller
med et eget Slags Kaſtevaaben, hvormed de træffe
yderſt ſikkert. Af de dræbte Dyrs Skind (Keenguruhen
og en Art ſmaa Bjørne, ſom klattrer behændigt omkring
i Zræerne) gjøre de fig en lille Indtægt, idet de i Flokke
drage til Byen for at ſcelge dem. Og det er næften

ogſaa deres eneſte Indtegtskilde, da de er for ſorgloſe
og lade til at give fig af med anſtrengende Arbejde,
hvorved der kunde være Noget at fortjene. Dog fortjene
Adſkillige af dem Lidt ſom Gjoglere paa Gaderne og i
Gaardene, hvor de navnlig vifer deres Færdighed i at
kaſte et af deres Vaaben højt op i Luften, jaa det
drejer fig rundt flere Gange og derefter falder ned tæt
ved Siden af dem. Naar de holde deres Feſter, op⸗
fore de forſkjellige Danſe, der gjerne ſamler en Del
Nybyggere ſom Tilſkuere; de benytte da i Regelen
Lejligheden til at indſamle nogle Skillinger blandt de
tilfteværende Nysgjerrige. Regeringen har gjort flere
Forſog paa at give disſe godmodige Vilde Lyſt til et
mere arbejdſomt Liv, idet den flere Gange har ſendt
dem Trakoxer, Vogne, Plove og andre Aolsredfkaber.
De tage med Glæde mod Forcœringen, men benytte
dem ikke i det tilſigtede Ojemed, hvorimod de ſlagte
Oxerne Tid efter anden, naar de trænge til Noget at
ſpiſe, det er ſaa nemt at gaa til. Vognene og de andre
Redſkaber fælge de og kjobe ſig unyttige Ting for
Pengene. Det fkal være et morſomt Syn at ſe, naar
en Flok Vilde har været i Byen for at gjøre fine
Indkjob; man ſer da En med en hoj ſort Hat, en

Anden med en lappullet dito, en Tredie med en broget

Veſt, Nattroje eller Lignende, og ellers ingen andre

Klcedningsſtykker end deres Tæppe eller Dyrehud ſom

de fvøbe fig i, naar de ſkal til Byen; thi her maa de
ikke viſe fig ſom i deres Hjem, hvor de afkaſte al Tvang
og optræde aldeles nøgne. Man tænfe lig blot et
Negerfruentimmer komme hjem fra Staden med mo⸗
derne Hat og Paraſol, et Tæppe eller Dyrehud om
Lenderne og bare Fødder. — King Jerry har flere
Gange været inde hos Meddeleren af Nærværende og
faaet tændt fin Pibe eller flebet fin Øre, et Redſkab,
der er Øre i den ene og Hammer i den anden Ende;
de bruge det blandt Andet ogſaa, naar de vil op i de
høje ſlanke Træer, hvor der er et langt Stykke, til man
naar Grenene. De hugge nemlig ſaa ſmaa Fordyb⸗
ninger i Træets Stamme, ſom de kunne jætte Fødderne
i. Man fer Øren i en Fart flytte fig fra hojre Haand
til Munden, derfra til venſtre Haand og tilbage igjen,
og inden ret lang Tid er Manden oppe i Træet.
(Nyt illuſtreret Ugeblad).

— ————

Harebraemſen.

(Oestrus ovis. Linn.).

aarenes Plagegand er en Breemſe der er
henimod Tomme lang, med et temmelig
ſtort lysgult Hoved, lysgraat Bryſtſtykke
med en Mængde ſmaa lodne ſorte Pletter,
og hvid ſolvglindſende Bagkrop med ſorte
Tegninger. Denne Brœmſe ſer man i varme Sommer⸗
dage ſpoerme omkring Hovedet og Snuden af Faarene,

og den er under dette ſysſelſat med at lægge ſine Ag,
Disſe lægger den paa et merkeligt Sted, nemlig paa
Neſeboerne af Faaret. Disſe ſoge af al Evne at for⸗
hindre den nesviſe Bramſe i dette lumfke Anſlag; de
ryſte heftigt med Hovedet, blaeſe gjennem Neſen, trampe
i Jorden med Forbenene, ſpringe uroligt frem og til⸗
bage eller ſtikke Næjen ned mod Jorden, eller ind
under hinandens Legemer. Faaret tager aldrig, ſom
Koen og Heſtene fin Tilflugt til Bandet for at undgaa
Breemſen, men ſes tvertimod ofte ſoge hen til Vejene,
hvor den ſtikker Neſen ned i det ſtovede Hjulſpor,
eller i det torre Sand, for at hindre Bremſen Adgang
til Noœſeboerne. Trods alle Faarets Anſtrengelſer,
lykkes det ofte Bromſen at faa lagt et eller flere Aeg
i dets Noſebor. Faarets Aandedræt tilvejebringer nu
den onſteligſte Grad af Varme og Fugtighed til WÆggets
Udkloekning. Den fnart udkrobne lille Larve kryber
nu op gjennem Neſens Aabning og kommer ad denne
Vej: op i Pandebenet, der indvendig har en Hulhed,
ſom ſtaar i Forbindelſe med Neſehuden ved en Aabning
paa hver Side af Neſeroden, ſparende til hvert Næje-
bor. Det indvendige af denne Sule er beflædt med en
tynd og meget folſom Slimhinde; den her afſondrede
Slim ernærer Larven, der paa Hovedet har 2 ſmaa
hornagtige Kroge, med hvilke den holder ſig faſt; imellem

dem er Munden anbragt. Disſe Kroge irriterer den

folſomme Sinde pan en for det ſtakkels Faar meget
ſmertelig Maade. De anfaldes ofte paa Grund heraf
af Svimmelhed og ſtode i et Slags Raſeri Hovederne
mod Væggen. Naar Larverne have naaget deres fulde
Storrelſe ere de omtrent 3/4 Tomme lange og krybe
da ned i Naſehulen igjen, hvorved Faarene pirres, ſaa
de komme til at nyſe og Larverne fare ud paa Jorden,
hvor de ſtrax krybe ned i Gresſet og forpuppe
lig der. Et Par Maaneder derefter fremkommer
Braœmſen af Puppen. J Mellemevropa er denne
Bramſe langt hyppigere end hos os, og forvolder derfor
ogſaa ſtorre Ulemper end her. Flere Steder i Tyſk⸗
land maa man en ſtor Del af Sommeren holde Faarene
inde for denne Bramſes Skyld. Derſom Bræmjen
noget Sted ſkulde plage Faarene for meget hos os, kunde
man forſoge at holde dem borte fra dem ved at ind⸗
gnide disſe rundt om Neſen med et eller andet ſom
Bramſerne ſky, f. Ex. Saften af friſke Hyldekviſte eller
Hyldeblade, der er bekjendt for fin Evne til at forjage
Inſekter, eller Afkog af Hvidløg, Malurt og deslige.
Tillavningen af ſaadant Afkog, ſker ſimpelthen ved at
udfoge vedkommende Ting i Vand, hvorved man dog
ikke maa bruge for meget Vand, faa Saften bliver for
ſvag og lidet lugtende. Et ſaadant Afkog var ſikkert
ogſaa godt at overſteenke Heſte og Køer med om Som⸗
meren, naar de anfaldes af Fluer, Myg og Breemſer,
da de rimeligvis derved vilde blive en Del befriet fra
deres utrættelige Plagegander.

rr 00 fache

enn n SR SNEEN EB KN DS ss løse & met sele fe

55

Husflid.
Huggehusarbejdet.
(Af R. Rasmusſen, Sokilde.)

an flere Steder i Landet var det i aldre Tider

Skik, at enhver, for han blev antaget for Karl,
maatte aflægge Prøve paa fin Dygtighed, ikke alene
ved at hoſte og flaa, men ogſaa ved at lave de til en
Gaards Brug nødvendige Redſkaber: Skovle, Grebe,
River o. ſ. v. Det var ſaaledes Skik paa Baroniet
Brahetrolleborg pan Fyen i Grev Ludvig Reventlows
Tid (1777—1801) og han holdt ſtrengt over denne
Skik. Hvert Aar kunde de Unge melde ſig til Proven,
der maatte udføres i Herregaardens Huggehus, og
Greven gav baade Tree og Værktøj dertil. Efter udført
Prove bleve Gjenſtandene bedømte, og enhver Ungkarl
ik ſin Karakter derfor, og hvem der beſtod Proven
meddelte Greven et trykt Bevis, der ſatte Vedkommende
i Stand til at tjene for „Hel Karl“.

Denne Skik havde til Folge, at Drengen allerede
i fin Skoletid begyndte at øve fig i at lave Redſkaber
paa Huggehuſet, i halv eller endnu mindre Storrelſe,
thi at være en af de daarligſte, naar Tiden kom, at
man ſkulde være Karl, var en utaalelig Tanke.

Vi have i vor Tid ikke en ſaadan tvungen Hus⸗
flidsexamen at ſtudere til, men vi have de fleſte Steder
i Landet de frivillige Husflidsforeninger, der lonne
ethvert ſnildt og veludført Arbejde; derfor er der mere
end Anledning nok til at anbefale Bornene i Skolen,
at de i deres Fritid more fig ved at lave ſaadanne
ſimple ſmag Redſkaber af Tre ſom Legetøj, 05 naar
man forſt har Haandgrebet paa det ſmaa, kommer
Haandgrebet paa det ſtorre af fig ſelv. Idet vi herved
give et Par Anvisninger til den rette Maade at lave
enkelte af de til Agerbruget nødvendige Redſkaber,
kunne disſe Anvisninger ogſaa gjaelde for Smaa⸗
redſkaber i halv eller fjerdedels Storrelſe efter de her
opgivne Maal. Enhver Skoledreng vil kunne ſette fig
ind heri og lave ſaadant nyttigt og morſomt Legetøj.

J intet ordentligt Huggehus man man favne
Modeller til noget Redſkab; det letter Arbejdet meget
og man opnaar, hvis Modellen fvarer dertil, at give
Arbejdet den ſmukkeſte Form.

Firſpaltet Zræ bor foretrekkes til de fleſte Red⸗
ſtaber, men iſcer til Grebe og Skovle. Til et Grebſkaft
udfordres det ſterkeſte og bedſte Bogetro; ſaavel til

| affætter man ved Hjælp af

et ſaadant ſom til Skovlfkafter eller Slaaſtager er det
fordelagtigſt at ſpalte Træet ſaaledes, at det kan op⸗
HER efter Modellen til at ſkjcres 2 eller 3 ſaadanne
ra hinanden paa en 0
Ved Hjælp af Høvl og Spaankniv dannes et
Grebſkaft ſaaledes ſom Teg⸗
ningen (Fig 2 B) viſer. Dets
hele Længde er 2 Al. 6 T.,
hvoraf Haandtaget er 1 Al.
8 T. og ſammes meſt pasſende
Brede er 15/12 T. og dens
Zværmaal er 1/12 à 1 CT.
Nu har man Skaftet dan⸗
net efter Modellen i en Fir⸗
kant og efter disſe Maal

Vinkel og Stregemaal de 3
Huller nøjagtigt paa begge
Sider og borer ligeledes fra
begge Sider med et 3/4 T. 3
Centrumsbor; Kanterne af Fig. 1.

Skaftet ffjæres nu af med en Spaankniv og Haand⸗
taget dannes ved Hjælp af Hovl, Spaankniv, Rasp og
Sandpapir ſaaledes, at det bliver baade jævnt og glat
at tage paa. Naglerne (o) pasſes
nu i Skaftet (Fig. 2), hvorefter
man tager de allerede paa begge
Sider tilhovlede til Kjaverne
beſtemte Stykker Træ og borer
Hullerne deri ganſke ſom i Skaf⸗
tet, de ſettes endnu utildannede
paa Naglerne i Stagen (bb) for
at tilhugge og tildanne dem paa
den bageſte Side. Efter at dette

— — 9 are 8

er ſtet, tages de af og tildannes 2
paa den overſte Side, Kanterne 8
tages af; de Jættes atter paa, ad

files faſt, og Greben er færdig.
En Spredegreb laves i alle Maal
1/8 Del mindre, undtagen Skaftet,
der kan være en 4 à 5 Tom.
kortere end et almindeligt Greb⸗

aft.

Et Skovlſkaft dannes paa
ſamme Maade ſom Skaftet til 4
en Greb; dets Længde 2 Alen, Fig. 2.
og dets Rejsning i Flugt med Fodens underſte Side
ſom Tegningen viſer (Fig. 3) maa være omtr. 1 Alen.
Fig. 1 viſer et ſaadant Skaft ſet i Gjennemſnit i dets
forſte firkantede, i den ottekantede og i den færdige
Form alt i virkelig Storrelſe.) Skovlbladet bør være
af ftærkt, retklovet Bøgetræ 18 T. høj og 12 à 13 T.
bredt. Ved Tilhovlingen iagttages, at begge Siderne
komme til at ſtaa en lille Smule "højere end Midten,

PORER 2. SEEREN]

Fig. 3.
ſaaledes, at denne ligger omtr. 2 Linier lavere, naar

man lægger en Retholt derover. For at faa Skaftet
til at fidbe lige paa Sfovlen, ſlaas forſt en Stre
midt ned ad Bladet (a a), hvorfra drages 2 Vinkel⸗
ſtreger paa det Sted Hullet til Krampen anbringes (b b),
og Hullet bores og ſtjcres nøjagtigt (e). Derefter
bores Hullet til Skruen, der bor foretrakkes for et
Som, og ved Hjælp af Vinkel og Stregemaal afjættes
og bores et lignende Hul nøjagtigt igjennem Midten
1 Skaftets Fd. Bladet ſaves nu rundt; Krampen
(d) ſœttes i ſamme, Skaftet ſcttes paa og ſkrues faſt.

En Rive laves af godt Affetræ, med et Skaft
af Hasſel, Fyr eller Piletrœ. Skaftets Længde 22/4 Al.
Rivens 1 Al. 3 T. med 12, 13 eller 14 Tender
2 Tom. imellem hver. Tenderne laves af tørt og
ſterkt Tre, Syrenetre er det bedſte af alt, det er
ſterkt at ſlide paa; dernceſt Hvidtorn, Benved, Hyld
og Hasſeltree. For at Zænderne ikke ſkal gaa loſe,
laves de ſaaledes ſom (Fig. 4)
viſer, og for at de ikke ſkal
flæffe Niven, naar man
driver dem i, beſtryger man
Siderne enten med lidt
Tjcre eller Vox. En al⸗
mindelig Rivetands Længde
er 3½ T. Derimod maa
Zænderne paa en Lorive,
ſom bruges ved Terſkningeu
være 6 å 7 T. lange og
Fig. 4. 2½ à 3 T. imellem hver.

Riven laves i det hele ftær-
kere end en almindelig Markrive.

Plejlen dannes af Slaglen a og Haandtaget eller
Haandvollen b (Fig. 5) der forbindes
ved Hillen. Slaglen maa være af
ſejt Aſketre, 12 Haandſpand lang,
det er henved 2 Alen. Haandvollen
hovles rund af let Tree, Vile eller
Fllen le maa være 1¾ Al. lang.

illen lægges af en ſteerk Læderrem
% T. bred og henved 1 ⅛ é Al. lang,
der dygtig vaad ſnoes om hinanden
og Files paa et Bredt, ſaaledes at
den, naar den bliver tor og ſtiv kan
være 6 T. lang til at holde baade
Slaglen og! Haandvollen ſammen,
hvorefter den omvikles med tyndere
Leder eller Aaleſkind.
„Vi ſkulle endnu give et lille Vink
Fig. 5. til at lave de i en Lo nødvendige
Kornſkuffer. Disſe laves af enhver
Sort Blødtræ, dog er den almindelige Poppel meſt
anvendt til dette Brug. Zræet kloves paa Skuffens
Længde og ved Hjælp af 4 1100 og Huljern tildannes
den inden i, hvorefter man tilretter den yderſte Side,
alt medens Træet endnu er vaadt. Naar det ſiden
lægges til Torring i Skygge kan man jævne det bedre
af med en ſkarp Høvl og et Skejern, hvorefter Skaftet
af Pile eller Hasſeltrc ſkceres i den ved Skuffen
værende 8 og nittes faſt. Det er at ſpilde Træ
at lave Skuffe med Skaft ud af et Stykke Tree,

— BER

hvilket desuden let under, Torringen kaſter ſig og bliver
ſkjcvt.

8 Vi have havt Lejlighed til at gjøre os bekjendt
med de forſkjellige Provinſers Redſkaber, der neſten

paa enhver Egn har fin egen udprægede Form og
Dannelſe. Vi ſkulle ikke indlade os paa at fremhæve
disſes indbyrdes Fortrin og Mangler, men kun tillade
os den Bemeerkning, at Fynboerne tilkommer Wren
for de fleſte Redſtabers ſnildeſte Form. Vi have derfor
taget de fynſke Redſkaber til Monſter i denne lille
Anvisning.

Ethvert Redſkabs Dannelſe kraver ſit beſtemte
Maal, Derfor er det nødvendigt for Enhver at have
en Tommeſtok ved Haanden. De fleſte Tegninger i
nærværende Anvisning (Fig. 1, 2, 3 og 5) ere dannede
ved Hjælp af Tommeſtokken, ſaaledes at hver halve
Linie gjælder her en Tomme og ſom en Folge heraf
hver Tomme 1 Alen. Altſaa ere disſe Tegninger
i ½j4 Storrelſe, undtagen Fig. 4 der er i virkelig
Storrelſe.

(Udforligere Vejledning til mange Huggehusarbejder,
ledſaget af en Mængde oplyſende Tegninger, vil findes
i den Side 24 ommeldte „Haandgjerningsbog for
e e hvorfra de her ommeldte Billeder ere
aante).

6oguyt.

En Globus er udkommet paa Rudolph Kleins
Forlag. Som Fortrin ved denne, fremfor andre danffe
lober, maa fremhæves den lige ſaa ſindrige ſom ſimple
Maade, hvorpaa den er anbragt
paa Foden i den ſkraa Stilling
Jorden indtager under ſit Om⸗
lob om Solen og ſom vedfojede
formindſkede Figur viſer, lige⸗
om det er den forſte danke
Globus, der er udført med
blaa Farve over Havene, hvor⸗
ved Havets og Landets ind⸗
byrdes Forhold træde klart ud
fra hinanden. Et meget væfent-
ligt Fortrin er endelig Priſen

2 Rd., der er færdeles billig

for den i Tvermaal næften 5 Tommer ſtore Globus,
pan ſmuk lakeret Fod. Enhver Lærer ved hyilken
Lettelſe det er ved Jordbeſkrivelſen at have en Globus
i Skolen, hvorved al Forklaring bliver langt anftueligere
for Bornene, og Dog ſavnes dette Hjælpemiddel endnu
i de fleſte Landsbyſkoler. Lærerne og Skoletilſynet ville
ved Kjobet af nævnte Globus kunne afhjælpe dette
Savn paa en ligeſaa billig ſom fyldeſtgjorende Maade.
Den faas i de fleſte Boglader.

Zudhold. Johannes Evald, af Bendix Hanſen, med Billede.
— Fra Kirkerensningens Tid, efter G. Hiltl ved A. Th.
Jakobſen. — En apſtralſk Konge, med Billede. —
Faarebremſen. — Husflid: Huggehusarbejde, med
6 Billeder, — Boguyt.

—

—— —

Husvennen udkommer fil hver Søndag med el 16-fpalfer Ark, ſorſunel med flere Vilkeder, tik 3 Nl. (1 Kr.) Iſerdingagret frit lilſendt.

vert Ijerdingaar medfølger gratis ek ſtort ſmutzt Villede.

Bladet fan bellilles

pan ethvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver

Boglade ſamt hos Hovedſiommisſionren: Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Sjøbenhavn.

Frykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

2. Aargang.
Nr. 8.

Johannes Evald.
Af Bendix Hanſen.

8 (Sluttet.)

ans forſte ſtorre Arbejde var „Adam og
Eva“, en dejlig religis Digtning, hvor
han ſkildrer Syndefaldet i Paradishaven.
Derefter ſtrev han „Rolf Krage“, det
forſte danſke Skueſpil, hvis Ry gik
langt udenfor Danmarks Grennſer, ſkjondt det ikke kunde
maale fig med hans næfte Sorgeſpil: „Balders Dod“.
Det var Digtninger, ſom Danmark aldrig havde kjendt
Mage til. Men her maa vi mindes, at i de Tider
var det kun en lille Flok af det danſke Folk, der kunde
fatte ſaadanne Digt⸗

Sorfhabslæsning, Oplysning og Busflid.
Adginet ak N. C. Bum.

| Hundagen d. 22. Nuuember. |
i

Ws

Kjobenhavn.
1824.

kasſe, og forſt i fine ſidſte Leveaar naaede Evald at
faa en aarlig Hjælp af — 100 Rd.; det var Alt, hvad
Danmark gjorde for ſin ſtore Digter!

Foruden de nævnte Meſterveerker ſkrev Evald nogle
morſomme Komedier ſom „De brutale Klapp e
hvori han revſer den dumme Smaglsshed, der vil
dømme over Kunſten, ſom den ikke forſtaar fig paa.
For at kunne leve, maatte han efter Beſtilling og for
Betaling ſkrive en ſtor Mængde Lejlighedsvers, af hvilke
dog mange ere ualmindelig ſkjonne; meget fattig var
han og dertil meget ulykkelig.

Hans Fader var dod, da han var 11 Aar, og hans
Moder havde atter giftet fig. Hun var formuende,
men haardhjertet imod ham og meget utilbøjelig til at
yde Hjælp, da hun anfaa ham for en fortabt Son,

jom hun fun havde

ninger, dels fordi Skam af, og hos hans
det ſtod meget daar⸗ faa Venner ſkortede
ligt til med Oplys⸗ det dels paa Evne og
"ningen i Borger⸗ og dels paa Villie. Des⸗
Bondeſtanden, og uden havde han den
dels fordi det Frem⸗ meget almindelige
mede endnu havde Digterjvaghed ikke at
ſtor Magt i de højere kunne holde paa Pen⸗
Samfundslag. Der⸗ gene. Til hans Fat⸗
for maatte Evald alle tigdom kom hans
ſine Dage leve i Nod lange pinefulde Syg⸗
og Fattigdom, me⸗ dom. J fin Sol⸗
dens den tyſke Digter datertid havde han en
Klopſtock fik en rigelig Gang maattet ſtaa i

aarlig Underſtottelſe
af den danfke Stats⸗

Vand til op over
Livet i flere Timer

hvorved han havde paadraget fig en Gigtſygdom,
ſom han aldrig ret kunde forvinde. Da han
arbejdede paa „Rolf Krage“, blev han meget ſyg
og kom pan Hoſpitalet; men da han atter var i
Bedring, liſtede han ſig en Aften ud, og da han kom
tilbage var Porten lukket ſaa han maatte tilbringe
Natten liggende i Sneen paa Gaden. Da man om
Morgenen fandt ham, var han forfrosſen, ſtiv og mag⸗
teslgs, og ſiden fik han aldrig mere fin Helbred.

Aar 1773 flyttede han ud til det dejlige Rung⸗
ſted ved Oreſund; her befandt han ſig vel mellem de
ſimple, ærlige og kraftige Fiſkere og ſkrev her en af fine
dejligſte Sange: „Rungſteds Lykſaligheder“; men
1775 flyttede hans ukjcerlige Familie ham til Sobakhus
ved Helſingor, og her maatte han favne al den Pleje
og Deltagelſe, han jaa haardt trængte til. Hvis han
ikke vilde fryſe, maatte han opholde fig i den urenlige
af uſunde Dunſter opfyldte Kroſtue, og der ſad han
med ſit blege Anſigt og de dybe Ojne i en Krog ſys⸗
lende med fine Bøger og Papirer, medens raa og fulde
Folk larmede omkring ham og Tobaksrogen forøgede
hans pinefulde Hoſte og her maatte han holde ud i to
lange og trange Aar.

Saa flyttede han atter til Kjøbenhavn, hvor han
indtil fin Død blev plejet paa det kjerligſte af fin
Værtinde, en Madam Schouv, der i Sandhed blev en
Moder |for den ſyge Skjald. Her fuldendte han fit
ſidſte og ſtorſte Digtervcerk. Under fit Ophold i Rungſted
og Soboekhus ved Oreſund havde han i fine enſomme
Timer ret lært at elſke Havet „De Danſkes Vej til
Ros og Magt“, baade naar det blidt og ſagte vuggede

lig i Sommerſolen, og naar det med vældig Kraft

reiſte fig i Bølger under Vinterſtormen, og han havde
lært at elffe de kraftige Fiſkere, der turde trodſe Havets
og Stormens Magter, naar det gjaldt om at redde et
Menneſkeliv. Han havde været Vidne til, at 5 Fiſkere
af Hornbcek med Livsfare havde reddet en engelſk Skipper
og afſlaget at modtage Betaling derfor, hvorfor en danſk
Rigmand gav dem en Aarpenge paa Livstid, og denne
Begivenhed begejſtrede ham, jaa han ſkrev det herlige
Sangſpil: „Fiſkerne“. Det er et ægte danſk Digter⸗
verk. J ſimple, klangfulde Vers har han heri beſunget
den danſke Natur og det danſke Folkeliv. Blandt
Sangene er „Kong Kriſtian ſtod ved højen
Maſt“ og „Liden Gun ver vandrer ſom helſt i
Kveld!“ i hvillen Sang han atter fandt den flænge
glemte Folkeviſetone i al fin gribende Simpelhed.
„Fiſkerne“ har faaet en overordentlig Betydning for
det danſke Folk; thi det blev Forlober for mange dejlige
Folkelivsbilleder, der ret have kunnet foredle og glæde
Folkets Hjerter. Allerede Th. Thaarup forſogte at
efterligne det i fine Komedier „Hoſtgildet“ og „Peders
Bryllup”, der vel ſtaa langt under „Fiſkerne“, men

fordi de ſlog paa Strenge, der fandt Gjenlyd i Folket,
vandt et umaadeligt Bifald, og hjalp godt til at veekke
Folkebevidſthed og Fedrelandskjcerlighed.

i AE

„Arendſe?“ Jo de mødtes atter, og herom vil jeg
lade Evald jelv fortælle: 5

„Det er næppe to Aar ſiden at min Arendſe kom
til mig, da jeg laa i min enſomme Hytte uden andet
Selſkab end min Kummer og mine Smerter. Blege
og indfaldne var den Dejliges Kinder, og en mat Gniſt
af den mig ſaa bekjendte Ild ſkimrede endnu kun i
hendes Øjne. Hun forekom mig ſom den lidende Dyb,
ſom Arria, da hun med Døden paa Laberne, med det
dybe, dræbende Saar i Bryſtet, rakte Potus Dolken og
ſagde: Det ſmerter ikke, min Pote! Med en Klementinas
melankolſke, afmaalte, langſomme Gang, med hendes
ærværdige Kummer i hvert et Trak, med en kempende
uovervindelig Højhed, gik hun hen til mit Leje og lagde
de yderſte Spidſer af tre Fingre paa min zittrende
Haand. „De forrige Tider ere forſvundne, Evald!“
ſagde hun, og gik haſtig bort, ſom om hun frygtede
at have jagt for meget. „Ja de ere forſvundne!“ ſagde
jeg og ſaa ſtivt paa det Sted, hvor hun havde ſtaget,
og ikke en eneſte venlig Taare vilde lindre mit beklemte
Hjerte. O min Arendſe, min Arendſe!“

Hans ſidſte Dage vare meget ſmertefulde. Krum⸗
bøjet og ſammenknuget af 12 lange Aars Lidelſer,
maatte han ſidde i Sengen eller Læneftolen med Bryſtet
hvilende paa en Bude, ſom laa paa hans Knæ, og
tilſidſt kunde han ikke en Gang vende fig i Sengen
uden Hjælp; men medens Legemet ſonderſledes, vorede
hans Aands mægtige Flugt til en herlig, ren og klar
Begejſtring, og har man end ſagt om Evald, at hans
Levnet ikke altid var ſaa rent, ſom det burde været,
ſaa maa man dog indromme, at hans Sjel var ren
og ubeſmittet ſom det klareſte Guld.

Han døde den 17de Marts 1781, „og fin Helteſjal
udaandede han i den mægtige Sejersſalme“:

„Udruſt Dig, Helt fra Golgatha,

Loft hojt Dit rode Skjold!

Thi Synd og Skrak, Du jer det — ja!
Angribe mig med Vold.

Udftræf Dit Glavind i Din Harm
Mod dem, ſom trodſe Dig!
Nedſtyrt dem med en vældig Arm
Fra Lyſet og fra mig!

Da ffal jeg, ſikker ved Din Haand,
Ej frygte Døden mer,

Men offre Dig min frelſte Aand
Paa dens nedbrudte Ler!“

Da var det, ſom om det danſke Folk forſtod, at
det havde tabt ſin ſtorſte Skjald; thi en umaadelig
Skare flokkedes om hans Kiſte og fulgte ham til Graven.
Han hviler paa Trinitatis Kirkegaard i Kjøbenhavn, og
en ſimpel Ligſten dekker hans Grav.

N Heſten og Regnſkermen.

—

After et engelſt Tidsſkrift meddele vi vore
Leſere folgende nyttige Vink for Heſteejere.
„Jeg har en fortrinlig Hoppe ved
Navn Fanny. Den er meget blid og
rolig i Seletøjet og gaar ypperligt for en

Vogn. For en Tid ſiden havde den faaet en ſlem

Vane. Den blev altid ſky for en opflaaet Regnſkoerm,
ffjøndt intet Andet kunde bringe den ud af fin ſeed⸗
vanlige Ro. Saa ſtor var imidlertid dens Rædjel
for denne Gjenſtand, at naar ſom helſt den modte en
Perſon med en opflaget Regnſkcerm, foer den ſammen
og ſtyrtede over mod den anden Side af Vejen, og jeg
havde ofte Møje med at forhindre den i at vælte
Vognen. Dette var en meget ſlem Fejl, og Henſynet
til min egen og min Families Sikkerhed fordrede, at
jeg enten paa en eller anden Maade fil den helbredet
for fin ſlemme Vane eller ogſaa ſkilte mig af med den,
hvilket ſidſte jeg hojſt nødig vilde gjøre, da „Fanny“
i enhver Henſeende var et ypperligt Dyr. Jeg begyndte
derfor at overveje, hvorledes jeg ſkulde faa den kureret.
Vilde det vel kunde hjælpe at tvinge den med Prygl?
Nej, maatte jeg ſpare mig ſelv; det vænner aldrig en
Heſt af med fin Skyhed, men gjør den i Almindelighed
værre; thi, naar man i et ſaadant Tilfælde har brugt
Piſken, da vil Heſten for Fremtiden ikke blot være
bange for den Gjenſtand, der tidligere har gjort den
ſey, men, idet den hufker Piſkeſlagene, vil den i For⸗
ventning af en Gjentagelſe af Straffen belave ſig paa
at lobe lobſk i Haab om at kunne flippe bort fra
den frygtede Gjenſtand og Slagene. Jeg benyttede
mig derfor ikke af dette Middel, men udtænkte et mil
dere og klogere.

Heſte holde i Almindelighed meget af raa Kar⸗
tofler. Jeg lod Pigen fkrabe nogle rene, med hvilke
jeg derpaa gik ind i Stalden med en ſammenſlaget
Regnffærm i Haanden. Jeg gav nu Heſten en Kar⸗
toffel, og efter at den begjcrlig havde ædt den, preſen⸗
terede jeg den en anden paa Enden af den ſammen⸗
ſlagede Skerm. Kort efter gav jeg den en til, idet
jeg ſamtidig ſlog Regnſkcermen lidt ud, og ſaaledes blev
jeg ved, indtil Skermen var helt opſlaaet. J Begyn⸗
delſen ſyntes „Fanny“ foruroliget ved Synet af ſin
gamle Fjende; men da den bemærfede Kartoflen, der
fad paa Enden af Skerrmen, forſonede den fig med
Synet, om den end vifte nogen Aengſtelſe. Da jeg
næfte Gang gjentog Forſoget, vifte den neppe Spor
til Frygt, og jeg opnaaede efter nogle Dages Forløb,
at den blev faa fortrolig med den opſlaaede Regnifærm
og jaa indtagen i Kartoflerne, at jeg, uden at den
ytrede mindſte Frygt, kunde ſlaa Regnjfærmen op og
i under og over dens Hoved og i alle Retninger; ja,

da den ſtadig blev belønnet med en Kartoffel, blev den
tilſidſt ſjeleglad, hver Gang den jaa mig komme med
Skeermen.

Men hvorledes vilde den vel nu opfore ſig udenfor
Stalden? det var Sporgsmaalet.

Det varede ikke længe, for jeg paa en Regndag
fik Lejlighed til at prove den. Ude pan Vejen kom
en Mand med en opflaaet Regnſkcerm os i Made.
Jeg gav „Fanny“ temmelig fri Raadighed, og mit
Forſog viſte fig at være fuldſteendigt lykkedes. Hoppen
gik af egen Drift over mod den Side af Vejen, hvor
Regnſkcermen var, uden Tvivl i Forventning om en
Kartoffel. Den blev naturligvis fkuffet i Ojeblikket,
men fik fin Belenning, da vi kom hjem og har ſiden
efter aldrig været ffy for en opflaaet Regnſkcerm.“

Saaledes blev ved en Smule Umage en værdifuld
Heſt gjort endnu mere værdifuld. Venlig Behandling
virkede, hvor Slag og ſtrenge Forholdsregler vilde have
ſpigtet, og jeg lærte, at mange af de Feil, ſom kunne
findes hos Heſte paa Grund af flet Afretning, lade
ſig overvinde ved Anvendelſen af en Smule Eftertanke,
en Smule Ulejlighed, ved taalmodig Udholdenhed og
Venlighed.

Saa vidt vor engelſke Kilde. Vi benytte Lejlig⸗
heden til af et tyſk Tidskrift at meddele folgende
ligeſaa gavnlige Raad med Henſyn til Heſte, der ere
tilbojelige til at bide.

En tyſk Officer, der har tilbragt en Tid i den
rusſiſke Stad Kaſan, fortæller, at han der for Spot⸗
pris kjobte fig en prægtig Steppehingſt. Det var et
dejligt Dyr at fe til; men naar Nogen kom i Nar⸗
heden af den, ſnappede den ſom en Hund efter ham
og gjorde pan den Maade ofte Ulykker. „Alligevel“,
ſiger Officeren, „kunde jeg ikke ſkille mig af med den
edle Skabning. Det ffar mig i Hjertet, naar jeg
tenkte pan, at den fkulde ofres for den tatariſke
Slagters Kniv”.

En Dag fif jeg Beſog af en Tatar fra Landsbyen
Achmetowa, til hvem jeg ſtod i Venſkabsforhold. Han
var kommen, dels for at indbyde mig til en tatariſk
Feſt, dels for at beſorge forſkjellige Forretninger i
Staden, til hvilke han omtrent benyttede otte Dage.
Det var en trykkende Hede. Thermometret viſte om
Middagen i Solen 39? R. Neppe havde vi hilſt paa
hinanden, for han ſagde: „Har Du en Heſt?“

„Ja vel! Et pregtigt Dyr, men den bider ſom
en Hund. Det er en vild Steppehingſt, en Kirgiſer“.

„Saa—aa! Saa den bider? Det fkulde vi ſnart
vænne den af med,“ ſagde han med et fiffigt Smil.

Idet han anvendte alle mulige Kjelerier, traf han
Heſten ud af Stalden. Jeg ſaa, hvor hans Oje ſtraa⸗
lede af Tilfredshed ved Synet af det ſtolte Dyr. Det
nappede flere Gange efter ham. Men uden at ſige
et Ord forſtod han hver Gang ved en meſterlig Haand⸗
bevægelje at viſe Dyret tilbage. Han bandt Heſten

til en fritftaaende Stolpe, hentede en opſtaaende Krybbe,
ſtillede denne i brændende Solhede foran Heſten, ryſtede
et godt Foder Havre i Krybben, og gav fig jaa forſt
Tid til at beffue den fra alle Sider.

„Mit dejlige Dyr! O, hvor prægtig Du er!
Hvilke ffønne Oine har ikke Allah givet Dig! Kunne
de være jaa ondfkabsfulde?“

Idet han ſaaledes vedblev at loppriſe Heſten,
klappede og kicertegnede han den fire Timer i Tre;
derpaa rakte han den en Spand Vand. Heſten brod
ſig ikke om Vandet, men ſnappede atter efter ham.
Strax vendte han fig om fra den og gik bort med
Spanden; derpaa gik han ud i Byen for at beſorge
nogle Forretninger. To Timer efter kom han tilbage
og forſogte atter at vande Heſten, hvis Torſt nu var
jaa ſterk, at den tog fig en ordentlig Slurk. Men
derpaa tog den lynſnar fit Hoved op af Spanden og
vilde bide ham.

„Er Du endnu ikke torſtig,
Du den ffjønne Steppes Stolth
jeg har Tid at vente“.
den herlige Ryg og ba

Du Perle blandt Heſte!
ed! Var kun ikke vred,
Og nu klappede han den paa
r rolig Spanden bort. Om
Aftenen blev det ſamme Forſog gjentaget. Den næfte
Dag ligeſaa, og efter tre Dages
lert at forſtaa, hvorom Sagen drejede ſig — den holdt
op med at bide, og fra den Dag var den ſtygge Vane

aflagt.
Da jeg nogle Aar efter forlod den herlige, halvt
oſterlandſke, halvt rusfijfe By, fif jeg 800 Rubler

(1 Rubel — 8 Mk. 8 Sk. danfk)

Dyr, og endnu den Dag i Dag, efte
lob, tenker jeg med Vemod paa det
paa Tatarens taalmodi

Heſten.

for det prægtige
r tyve Aars For⸗
og med Beundring
ge og ømme Behandling af

A. Th. 3.

He Den eneſte lykkelige,

ED 1
SØ) er var en Gang en Konge i Oſterland;
han havde Alt, hvad Hjertet kan begjere,

NG
) ham, Rigdom og Gæder, en dejlig Huſtru
og gode Børn, og dog var han aldrig
at alt, hvad han ejede, ikke ſyntes ham noget værd,
og ſelv Solen ikke ſkinnede Hart for hans Ojne. Hans
Verdens Leger for Kongens Tungſind; men Ingen
kunde bjælpe ham. Endelig kom der en gammel Vis⸗
Kongen fkulde kun bære en Skjorte, der havde tilhert
et fuldkommen lykkeligt Menneſke; da vilde han blive

10 BR 8
et herligt Land og Underſaatter, der elſkede
glad. er llagelig Tungſind havde betaget ham, ſaa
Huſtru og hans trofaſte Tjenere ſogte Raad hos al
mand fra Indiens fjerneſte Egne; han vidſte Raad:
helbredet.

Forløb havde Heſten

60

|
|
|

Nu blev der da ſendt Mænd ud til alle Verdens

Lande for at finde et lykkeligt Menneſke; men det var

en ſaare vanſkelig Opgave. Der var ſaa megen Sorg
og jaa liden Lykke i Verden, at de vare nær ved at
fortvivle om nogenſinde at finde det, de ſogte.

De befandt ſig allerede paa Hjemvejen med ufor⸗
rettet Sag, da de en Dag kom forbi et Gjærde, hvor
en pjaltet Tigger laa og ſlikkede Solſkin.

„Stakkels Mand”, ſagde et af Sendebudene, 9
her og lad mig give Dig en Almisſe“.

„Tak for Almisſen, gode Herre“, ſparede Tiggeren;
„men jeg er ellers ingen Stakkel. Skinner ikke Vor⸗
herres Sol paa mig hele den udſlagne Dag, undtagen
naar der er Skyer paa Himlen, og jaa ſkinner den jo
heller ikke paa Andre. Gode Menneſter give mig, hvad
jeg behover for at leve, og maa jeg ogſaa en enkelt
Aften lægge mig ſulten til at ſove, jaa troſter jeg mig
med, at jeg nok faar noget at ſpiſe den neſte Dag.
Jeg er jan lykkelig, ſom noget Menneſke kan være; jeg
har intet mere at önfke“.

Da bleve Sendebudene betagne af en ſtor Glæde,
her havde de jo fundet, hvad de ſogte.

„Lykkelige Mand”, ſagde de, „giv os Din Stkjorte,
og vi ville give Dig ſaa mange Skatte derfor, at Du
kan leve ſom en Fyrſte til Din Dodsdag“.

„En Skjorte?“ ſagde Tiggeren forundret. „Hvad
ſtulde jeg med den? Jeg har aldrig ejet nogen Skjorte”,

Da droge Kongens Mænd nedſlagne og bedrøvede
hjem, og Kongen ſelv maatte beholde ſit Tungſind; thi
Lægemidlet kunde ikke ſkaffes. Den eneſte lykkelige
Mand paa Jorden ejede ingen Skjorte!

kom

Luther i ſit Hjem.
(Nogle Smaatrak tildels efter Liſtov og Hammerich.)

—

Vort nærværende Billede af Luther fører os ham frem

fra en anden Side, end Verdenshiſtorien plejer at
giore det. Det er ikke Luther, der i ædel Nidkjcrhed
brænder Pavens Banbulle i Wittenberg, ej heller den
ſamme driſtige Munk, ſom for Kejſere og Fyrſter paa
Rigsdagen i Worms, med en hel Verden imod ſig,
affægger den gode Bekjendelſe; men det er den provede
Stridsmand, der i ſin Families Skjod ſpiller paa ſin
Luth og forfriſker ſig fra ſin aandelige Kamp. Arbejde
kunde Luther og ofre ſig med ſin hele Sjæl til fin
Livsgjerning; idelig var han i Virkſomhed, ſnart med
Munden, ſnart med Pennen; hvad han har arbejdet
med den forſte, lader ſig ikke beregne i Tal; men hele
den ſtore Bevegelſe paa hans Tid, bærer le
derom; hvad han derimod har arbejdet me
derom vidner de
3000 Breve,

vende Vidne
d den ſidſte,
24 tykke Bind trykte Skrifter og de
ſom han har efterladt ſig og ſom viſer,

61

med hvormange forſtjellige Menneffer, han har ſtaget |
perſonlig Forbindelſe. Men var det Luthers Lyſt at
arbejde for Sandhed i Kirken og Sandhed i Menneſke⸗
livet, jaa trængte han ogſaa til den Vederkvegelſe, ſom
kan hentes i et ædelt og muntert Familieliv, ligeſom
han ogſaa betragtede al fund Glæde og Lyſtighed ſom
en Gave fra

Gud, ſom vi En

hvori Ungdoms⸗Lidenſkaben ikke ſkulde forſtyrre ham den
rolige Indſigt, at Gud har indſtiftet Wgteſtanden og
ſkabt Menneſket dertil og deri har intet Mennefke ſelv⸗
raadig Lov til at gjøre nogen Forandring. 3 fit
Familieliv, omgiven af fin Huſtru, fine Børn og de

| mange Venner, ſom gjæftede hans aabne Hus, udfoldede

Luther hele fit
barnlig - from-

ikke ſkulde vra⸗

me Sind. Hos

ge men være

ham taknemlig
for. Hans
Bordfeelle
Mattheſius
fortæller, at
da Luther en⸗
gang ſaa Phi⸗
lip Melanchton
uafladelig gaa

beſkjceftiget i
Tankerne med
et Skrift, han
vilde udgive,
ſaa at han end⸗
og ſkrev under
Maaltidet, faa
tog han Pen⸗
nen fra Me⸗
lanchton med
de Ord: „Man
fiener ikke alene
Gud med Ar⸗
bejde, men og⸗
ſaa med Hvile
og Rolighed,
derfor har Gud
givet det 3die
Bud og ind⸗
ſtiftet Hvileda⸗
gen“. Saa⸗
ledes ſogte og⸗
jaa Luther Hvi⸗
le for ſine aan⸗
delige Kampe
i det ſtille Fa⸗
milieliv. Aar
1525. havde
han, Munken, til den pavelige Verdens Forargelſe
ægtet Nonnen Katharina af Bora. Han har
maattet høre meget ilde af fine Fjender for dette
Skridt. Men her brød Luther overtværs med alt det
opſtillede Veſen, hvormed man betragtede den ugifte
Stand ſom en jærlig Gud velbehagelig Gjerning, der
navnlig ſkulde paalcegges Preſterne. Da han giftede
fig var han iøvrigt i en Alder af 42 Aar, en Alder,

Tuther i sit Hjem.

ham gik Alvor
og Gammen
ſammen. Mu⸗

1 0 f ſik ſatte han
il il blandt de høje-
[fil ſte menneſke⸗
0 lige Goder.

„Fru Muſica
er“, ſom han
ſiger, „en halv
Lærer og Op⸗
dragerinde,

ſom gjor Folk

mildere og bli⸗
dere, ſagtmo⸗
digere og taal⸗
modigere, den
er en Gunſt og
Gave fra Gud
og ikke af Men⸗
neſker, den for⸗
driver Djeve⸗
len og gjør
glad, man
glemmer der⸗
over al Vrede,
Ukydſkhed og
andre Laſter“.
Selv ſpillede
Luther flere
Inſtrumenter
og han opret⸗
tede et Sang⸗
chor i fit Hus,

hvor man øve
de fig i fler⸗
ſtemmige San⸗
9 SEERE
lykkelige Sjem glædede den ſtore Aandskoempe, ſom
alle fine Dage havde nok at ſtride med den folde
Meſter Fornuft, ſig over Bornene, over deres ube⸗
tingede Tro, over deres barnlige Tviſtemaal og Lege.
Naar han jaa paa Børnene, ſom leengſelsfuldt betragtede
Frugterne paa Bordet, udbrød han: „Hvem der vil fe
et Billede paa en, der glæder fig i Haabet, han kan je
det her. O, gid vi kunde ſe hen til Dommedag, lige

jaa glade i Haabet“. Og ſom han omgikkes barnligt

med Børnene, ſaaledes færdedes han ogſaa fromt og

tilbedende i Guds fri Natur. Saa ofte taler han om

de ſmaa Fugle, ſom man maa tage fin Hat af for og

falde dem Hr. Doktor, fordi de ere de bedſte Lærere i

den Kunſt at lægge alle Sorger pan Gud og lade ham
raade for Foden, ſom har givet os Livet.

Fra Kirkerensningens Tid.

(Et Træf af den danſke Prinſesſe Eliſabeth, Kurfyrſtinde
; af Brandenburgs, Liv).

Gffer G. Hiltl ved A. Th. Facobfen.

(Sluttet.) å
Hun begyndte ivrigt at ſkrive og gjorde kun en
lille Bevoegelſe med Hovedet, da vilde Skrig lød nede
fra Pladſen. Pobelen ſtojede ſom beſat, medens Stok⸗
knoegtene paa Kurfyrſtens Befaling breve Afladskjoberne
bort.

Da Kurfyrſtinden var færdig med at ſkrive, lagde
hun Bladet ſammen og forſeglede det med rodt Vox,
ſom hun dryppede paa en Traad, der omſluttede Brevet;
derpaa traf hun i Klokkeſtrengen. Et Øjeblik efter
traadte en Mand ind i Verelſet. Han kunde vel være
en tredive Aar gammel, var iført en mørferød Vams
og havde godmodige, men beſtemte Anſigtstrek.

„Gotze“, ſagde Kurfyrſtinden ſagte.
viſe mig en vigtig Tjeneſte“.

„Jeg er altid rede, naadigſte Frue“, ſvarede Manden.
„J behover kun at befale“.

„Se paa dette Brevs Udſkrift, hvor det ſkal bringes
hen, og J ved Alt“.

Gotze jaa paa Brevet og udſtodte et ſvagt Gledes⸗
ſtrig, medens hans Anſigt dog ſamtidig antog et be⸗
kymret Udtryk. :

„Saa det vil J virkelig vove, høje Frue?” udbrød
han. „J viſer et Mod, ſom en Krigsmand kunde
misunde Eder“.

„Jeg har Herren ved min Side og hans Haand
beſkytter mig. J vil indtræffe her igjen ſammen med
Preſten. Brevet indeholder nøjagtig Anvisning, ogſaa
hvor J ffulle holde med Vognen. Der er ingen Tid
at ſpilde, og, ſaaſnart J ere indtrufne her, gaar det
for ſig“.

Gotze, Kurfyrſtindens Dorvogter, en vakker Adels

mand, trykkede ærbødig fin Herſkerindes Haand og ilede
ud af Væreljet.

Optrin ſom det oven for ſkildrede, havde i de ſidſte
Aar hyppigt fundet Sted mellem Kurfyrſt Joachim og
hans Wgtefcelle. Medens Joachim dels af Overbevis⸗

ning, men viſtnok endnu mere af Lydighed imod Kejſeren,

„J maa be⸗

holdt faſt ved den katholſke Kirke, hyldede Eliſabeth den

ſtore Reformators Lære. Hvor og hvorledes hun gjorde
hans forſte Bekjendſkab er allerede fortalt, og fra den
Tid af indtraadte der et ſpendt Forhold mellem begge
Wgtefællerne, i Begyndelſen dog neſten umaekeligt,
fordi Kurfyrſten ikke troede, at Eliſabeth for Alvor
tenkte paa at forlade den katholſke Kirke.

Kurfyrſt Joachim, der var en begavet Mand og
med Henſyn til Tidsalderen i Beſiddelſe af en uſedſpvanlig
Dannelſe, har ſikkert i fit Indre ikke været ugunſtig
ſtemt mod den ſtore Reformator. En Fyrſte, der ar⸗
bejdede ſaa meget ſom han paa ſit Lands Bedſte, der
var kommen jaa vidt i Erkjendelſe, at han forbød fine
Tjenere at kjobe Tetzels Afladsbreve, kunde umulig af
Overbevisning være en ſaadan Kempeaand ſom Luther
fjendſk. Hvad der bevægede Kurfyrſten til at træde op
imod den nye Lære og dens Talsmand var ſandſynlig⸗
vis baade politiſke og perſonlige Grunde. Med Luthers
Lære jaa han Revolutionen komme, og det ſyntes Kur⸗
fyrſten farligt at give Aanderne fri og tillade Enhver
at folge fin religisſe Overbevisning. Han mindedes de
fræffe Spende, der en Gang havde ſkrevet paa Slots⸗
porten: „Jochimke, Jochimke, hüde Di, wenn wi Di
kriege, ſo hänge wi Di (Joachim, Joachim, vogt Dig,
naar vi fad Dig fat, hænge vi Dig)“. Han anſaa
ſaadanne Ytringer af den adelige Ungdoms Tojlesloshed
ſom Forløbere paa en ſtor Omveltning, og Kejſeren, ſom
den Eneſte, der i Længden vilde kunne modfætte fig
ſaadanne Rorelſer; men Kejſeren vilde paa ingen Maade
forlade den katholſke Kirke.

Desuden havde Kurfyrſten ogſaa perſonlige Grunde
til at være indtagen imod Luther. Han havde ftiftet
et Univerſitet i Frankfurt ved Oderen, der dog trods
alle Anſtrengelſer ikke formagede at holde Hojſkolen i
Wittenberg Stangen; den vældige Bevegelſe, der lededes
af Luther, drog ſaa godt ſom alle Studerende til denne
ſidſte By.

Alt dette maatte bidrage til at gjore Kurfyrſten
fjendtlig ſindet imod Luther. Han ſaa, hvorledes den
driſtige Mands Lære gjorde rivende Fremſkridt ogſaa i
hans Land, hvorledes Folket begjerligt lyttede til Luthers

Tordentaler imod den pavelige Vaelde. Joachim maatte

vel have en Fornemmelſe af, at Strommen ikke mere
ſtod til at demme for; han vilde da i det mindſte op⸗
holde de bruſende Bølger faa længe ſom muligt.

Neſten hver Uge modtog man i Kurfyrſtens Kreds
nye Efterretninger om Reformatorens vældige Iver i
Daad og Skrift. Familiens Medlemmer dannede Par⸗
tier. Kurfyrſtinden lagde ikke Skjul paa, at hun be⸗
undrede Luther, medens hendes Mand ivrede imod ham
og var en af Forſte, der paa Rigsdagen i Worms
raadede Keiſeren til ikke at holde det Reformatoren
givne Lejde.

Det kom til heftige Optrin i Familien, og Kur⸗
fyrſten vægrede fig haardnakket ved at underkaſte Luthers

Skrifter en nøjagtig Prevelſe. Hin Rejfe til Torgau,
hvilken Eliſabeth havde foretaget fig tillige med fin
Broder, den i Danmark afſatte Kong Kriftjern den Anden,
for med Kurfyrſterne Frederik den Viſe og Johan den
Beſtandige at raadſlaa om, hvad der kunde gjores for
at hjælpe den fordrevne Konge paa Tronen igjen, havde
virket afgjørende paa hende. Hun var faſt beſtemt paa
at vove Alt, hendes Samvittighed tillod hende ikke
længere at tilhøre en Kirke, med hvis Leerdomme hun
allerede havde brudt, og hvilke hun anſaa for ligefrem
fordærvelige. BE

Den omtalte Fredag var kommen. Kurfyrſtinden
befandt fig allerede tidlig om Morgenen i en ſaadan
Spænding, at hendes noermeſte Omgivelſer lagde Merke
dertil.

Hun beftræbte fig dog for at beherjfe fig for at
ſkuffe de Spejdere, der mulig maatte omgive hende; men
en uforudſet Begivenhed ſyntes med et Slag at ſkulle
omſtyrte hendes Haab. Ved Middagstid indtraf hendes
Datter Eliſabeth, Hertug Erik af Brunsvigs Huſtru.
Kurfyrſtinden havde, ſom vi vide, førft den folgende
Dag ventet fin kun ſextenaarige Datter. Nu kunde
hendes Forehavende ikke blive holdt hemmeligt; men
den modige, i ſin Tro urokkelige Kvinde holdt faſt ved
fin Beſlutning, hvilken hun meddelte Datteren. Denne
ſtjelvede af Frygt for Faderens Vrede; men de ildfulde
Ord, med hvilke Moderen, ſom forøvrigt ikke ſogte at
rokke Datterens Tro, forſvarede fin Beſlutning, bero⸗
ligede den unge Hertuginde. Hun maatte opfyldes af
Werefrygt over en ſaadan Kraft og Faſthed.

Klokken ſyv om Aftenen var Bedekamret i det kur⸗
fyrſtelige Slot oplyſt. Paa det lille Alter brændte to
Voxlys hvert paa fin Side af den Korsfæftedes Billede.
Ultertavlens Fløjdøre vare aabnede.

Kurfyrſtinden havde ſmykket fig ſom til en Feſt.
Da horte man en Vogn ſtandſe udenfor Slottet. Achim
von Bredow, Kammerjomfruen Urſula von Zedtwitz og
Hertuginde Eliſabeth vare i Nærheden. Næften aandelgs
traadte Gotze ind. „Hans Hojerverdighed kommer“,
ſagde han. „Vi kommer i dette Ojeblik lige fra Wit⸗
tenberg“. Ved Doren modtog Kurfyrſtinden den evan⸗
geliffe Bræft, der mødte i fuldt Skrud, ledſaget af en
Kirketjener. En kort, gribende Tale indledede den hoj⸗

tidelige Handling. Preſten havde medbragt de til den

hellige Nadvere nødvendige Kar; lige overfor Alteret
fnælede Kurfyrſtinden foran en Bedepult; Achim og den

unge Hertuginde vare andeegtige Zilhørere, medens Kam⸗

merjomfruen og Gotze bekymrede jaa fig om efter Kur⸗
fyrſtens Spejdere. Goetze var gaaet hen til Doren,
hvor han holdt Forheenget til Side og faa ud i For⸗
væreljet, rede til at afviſe dem, der maatte nærme fig.

Men Ingen forſtyrrede den hellige Handling. U⸗
hindret kunde Preſten udføre fin Gjerning; andægtig
og glad ffuede Kurfyrftinden op paa ham, og da Solen

var ſunken ned bag de ſkovkranſede Høje, havde Landets

Moder fuldendt fin Skilsmisſe fra den katholſke Kirke
og modtaget den hellige Nadvere i Brod og Vin.

De Timer, der nu paafulgte, vare for Kurfyrſt⸗
indens Omgivelſer fulde af bange Forventning, medens
hun ſelv med ftørfte Ro og Fatning imedeſaa, hvad
der vilde ffe. Hun følte, at et Slags Martyrium ven⸗
tede hende. Om Søndagen kom Joachim tilbage fra
Stettin.

Man ved ikke, paa hvilken Maade Kurfyrſten fik
Underretning om, at der i hans Fraværelje maatte
være ſket noget Særdeles. Det var næften umuligt at
lægge aldeles Skjul paa den Spænding, hvori en Del
af Slottets Beboere befandt fig, og Joachim befluttede
endelig at ſkaffe fig Vished. Han lod fin Datter Cli-
ſabeth falde. Denne formagede ikke at modſtaa Faderens
gjennemborende Blik, hans barſke Ord og faderlige Be⸗
faling; grædende og ffjælvende tilſtod hun Alt.

Joachims Raſeri var forfærdeligt. Han ſtyrtede
ſtrax ind i Kurfyrſtindens Værelfe og overdængede hende
med Bebrejdelſer og Trusler, hvilke hun rolig og ydmyg
tog imod. Joachim kunde ikke ſkjule for fig ſelv, hvilken
uhyre Virkning dette hans Huſtrus Skridt vilde have
ſaavel paa Luthers Tilhængere, ſom paa de mange
allerede vaklende Katholiker. Deraf fremkaldtes hans
næften grænfeløje Brede. At han ſkal have mishandlet
fin Wgtefeelle, er en Opdigtelſe; Eliſabeth ſiger ikke
Noget derom i fine Breve; maaſke forhindredes han i
Udforelſen af et ſaadant ſkrokkeligt Forfæt, idet han i
ſin ophidſede Tilſtand faldt i en dyb Afmagt. Man
maatte bære ham ud af Eliſabeths Veerelſe.

Fra denne Time af var Bruddet mellem de to
Wgtefceller fuldſteendigt. Lidelſens og Kummerens Dage
begyndte nu ret for Eliſabeth. Kurfyrſten ſtillede hende
den haardeſt mulige Betingelſe: Modtagelſen af Nadveren
efter katholſk Kirkeſkik. En Skriftefader beſtormede
hende med alle mulige Foreſtillinger; men den modige
Kvinde var urokkelig. Joachim lod hende anklage for
Domſtolen og truede med at ville gaa til det Bderſte
med hende. Det Eneſte, han vilde gaa ind paa, var
at indrømme hende en Beteenkningstid, og da hun ikke
kunde beſtemme fig til at handle imod fin Samvittighed,
beſluttede hun at flygte. Den 25de Marts 1528 be⸗
nyttede Eliſabeth fig af fin Wgtefeelles Fraverelſe til
om Natten at flygte fra Slottet i Berlin, indenfor
hvis Mure hun i den ſenere Tin havde levet ſom en
Fange. ;

Ifort en Bondekones Klæder og ledſaget af Urſula
Zedtwitz og Gotze undveg hun gjennem den Port, der

fra Slottet forte ud til Floden. Paa dennes modſatte

Bred holdt en Bondevogn, ſom lykkeligt forte de Flyg⸗
tende over den brandenburgſke Greenſe til Torgau, hvor
Kurfyrſt Johan gav hende og hendes trofaſte Hjeelpere
Ly. Paa Vejen derhen havde et ulykkeligt Tilfælde
nær bragt Flygtningene i Fare, idet et af Hjulene gik

i Stykker, og man maatte, da man ikke vovede at ſoge
Hjclp, binde det ſammen med et af Kurfyrſtindens
Tørklæder. j

Denne Flugt vakte almindelig Opſigt over hele

Tyſkland. Joachim opbod Alt, for at faa fin WÆgtefælle

domt, og forſt lang Tid efter, medens Eliſabeth havde
Tæmpet med tunge Sorger, betragtede den forbitrede
Wgtefælle hendes Færd med mildere Øjne, om han
end hele fit Liv var den Lutherſke Lære fjendſk.

Han tillod fin Huſtru at modtage Børnenes Beſog;
men ſelv faa han hende aldrig mere. Syg og ſpagelig
boede Eliſabeth endog en Tidlang i Luthers eget Hjem,
indtil hun endelig efter atten Aars Forløb ved fin
Wgtefælles Død atter kunde vende tilbage til Branden⸗
burg, modtagen af fin Son, der aabenlyſt var gaaet
over til den evangeliſk⸗lutherſke Lære. Hun døde paa
ſit Enkeſede i Spandau den 10de Juni 1555.

husflid.

——

Arbejdslyſt og Markepinde.

5 Husvennen af 25de Oktober fandtes en Meddelelſe

om at en Handlende onſkede 50,000 Meerkepinde af
Tr, med Spørgsmaal om nogen havde Lyjt til at
paatage fig dette Husflidsarbejde. J Løbet af meget

"Tort Tid indløb over 100 Tilbud herom til Udgiveren,

ſom det neſten gjorde ondt at modtage jaa mange, ofte
indſtcendige, Anmodninger om at faa Arbejdet, da kun
et mindre Antal kunde tilfredsſtilles i denne Retning
ved Levering af de 50,000 Pinde.

Det havde imidlertid tillige fin ſtore Interesſe for
Üdgiveren at ſe, at der alene blandt vore Læjere
fandtes fan mange, der overvandt Brevyſkriveriets Be⸗
ſperligheder for at indſende Tilbud om at overtage
Arbejdet. Det er nemlig et glædeligt talende Vidne
om, at der findes ftørre god Villie til Husflidsarbejdet
blandt Smaafolk, Unge og Gamle, end man tror, blot
der kan tilbyde ſig en Gjerning, ſom man tor
vove fig til at tage fat paa — ſom disſe Merke⸗
pinde — ſelv om man kan forudſe, at dette Tunftløje
Arbejde fun vil give en lille Fortjeneſte. Udgiveren
vilde nu faa gjerne give et lille Bidrag til, at ret
mange af dem, der ville levere Merrkepinde kunde faa
Arbejde derved, og optager atter dette Stykke herom,
idet han vender fig til de Handlende. Det var
nemlig kun en Forretning („Kontor for fælles Indkjob

af underſogt Markfro“) ſom havde Brug for de 50,000

Pinde, men der er maaſke Tuſinder Handlende, ſom
ofte ere i lignende Forlegenhed med at faa gode Merke⸗
pinde til Forſendelſer, og ſom gjerne vilde unde
den flittige Husflidsmand lidt Arbejde og
Fortjeneſte derved, ja maaſke kunde finde deres
Fordel ved at benytte ſolide, flade Smaapinde af
Tra i Stedet for de Pap⸗ eller Papirlerredsetiketter,
ſom man nu ofte maa nøjes med, fordi de ſteerke Træ-
mærfer ikke kunde fans. Enhver Handlende, ſom i

ftørre Maaleſtok forſender Sæffe med Mel og. Gryn,

Kunſtgjodning o. Ugn. vil viſt ofte, ſaavel ſom Modtageren,
have! aach boch megen Ulempe der let afſtedkommes
ved at de tynde Papirlcrredsmerker afrives. Dhr.
Handlende, ſom kunde onſke at gjøre Beſtilling pan
Meerkepinde (Etiketter) til Forſending af Varer, bedes
henvende ſig med Beſtilling, helſt ledſaget af en Prove
eller Opgivelſe af Starrelſe og Treœſort ſamt Pris
der kan gives pr. 1000 og Leveringstid til Husvennens
Udgiver (N. C. Rom, Føvling pr. Horſens).

Smaating.

Markeligt. Det er en beſynderlig Kjendsgjerning,
grundet paa en Mengde Jagttagetjet, at enhver fpættet
Hund har en hvid Tip paa Enden af fin Hale, medens
de fpættede Katte have forte Haleender.

Opmerkſomhed. „Naturen er dog beundringsværdig
i at indrette Alt paa det Bedſte“, bemærtede en ung
Dame for nylig under det ſtormfulde Vejr. „Den
ſamme Vind, der bringer vor Stlædning i Uorden,
ſtror Sand i Ojnene paa dem, der ellers vilde glæde
fig over vor Forlegenhed“.

En Rejſende fortæller, at han kun en Gang i ſit Liv
har jet Folk paste deres egne Sager. Denne mært
værdige Tildragelſe hendtes til Søs, da Pasſagererne
vare 0 ſoſyge til at bryde fig om hverandres An⸗
liggender.

Mit Andet henad Jorden gaar,
Skjondt Ben det ej blev givet,

Som Frugt af det mit Forſte ſtaar
Med Bælte pænt om Livet.

Mit Hele har i Dig fin Rod,

Du nødigt dem undværte —

Dog for mit Hele tidt flød Blod
Naar Arrighed regerte.

Breppexling.

Hr. X. Haandgjerningsbogen er forſt under Trykning og
kun Iſte Hefte udkommet. Paparbejde og Bogbinderi vil forſt
komme i öte—7de Hefte.

i Hr. P. M. i Mop. Friexemplaret bedes De forlange
gjennem Hr. R. P.s Boghandel, hvor Bladene ere beſtilte.
Hr. R. O. i St. Ja.

„En Bondekarl“. Duer ikke.

Zudhold. Johannes Evald, af Bendix Hanſen, med Billede
(Sluttet.) — Heſten og Reguſtermen. — Deu eneſte
lykkelige. — Luther i fit Hjem, med Billede. — Fra
Kirkerensningens Tid, efter G. Hiltl ved A. Th.
Jakobſen (Sluttet.) — Husflid: Arbejdslyſt og Merke⸗
pinde. — Smaating — Gaade. — Brevvexling.

Jusvennen udkommer fil hver Søndag med et 16.ſpallet Ark,
Hvert Ijerdingaar medfølger gratis et fort mußt Villede.

W med flere Billeder, lil 3 Miß
i ladet Kan beſlilles paa ethvert Vofikontor Bre
Voglade ſaml hos Hovedliommisſioncren: Voghaudler 00 Sbein, file 5

(1 Kr.) Iſerdingaarel ik lilſendt.
i ſamlingoſled, i enhver
Kjobmagergade 56, Kjobenhavn. 75

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

2

Slorfhabskesning, Oplysning og Husflid.
Adginet of A. C. Num.

2. Aargang.
Nr. 9.

8 Johan Herman Vegſel.
Af Bendix 1

Na VW
7 SV:

85 85 0 et er altid forekommet mig, at der er en
* vis Lighed mellem Evalds og Wesſels
e Billede. Jeg kan ikke ret forklare, hvori
Voebeiſde Lighed beſtaar ar; men naar jeg ſidder
ſtille og betragter disſe to Anſigter, ſaa
væffe de omtrent ſamme Stemning i min Sjæl, hvor
forſtjellige de end ere. Evalds Anſigt har et ſteerkt
lidende Preg, det er ſom om han udadtil var ganſke
magtesles; men det Lidende
er forklaret af et aandfuldt
Drommeri og en barnlig
ren Begejſtring. Vesſel
lofter Hovedet anderledes
kjckt og frejdig; han ſer
ikke indad, men udad, det.
er, ſom ſpillede en lunefuld
Skicemt om hans Laber.
Det er Forſkjellen, og hvor
ſtor og iojnefaldende denne
end er, ſaa forekommer det
mig dog, at der bag Ves⸗
ſels lunefulde Kjakkhed
dolger ſig noget af Evalds
lidende Tungſind. Er det
end muligt, at denne ud⸗
vortes Lighed kun er en
Indbildning, jaa er det
deſto visſere, at der var
en anden Lighed imellem

g Huandagen d. 29. Honember.

Johan Herman Bessel. 8

Kjøbenhavn.
1824.

| dem: De havde begge en ſtor Del af deres Samtids

Skrobeligheder. Vil man kjende de aandelige Stram⸗
ninger i deres Tid, da er det nodvendigt, at ſtifte Be⸗
kjendtſkab med dem begge; thi idet de repreſentere hver
fin Side af Livet og i meget ſtaa ſom Modſekninger,

udfylde de hinanden og give tilſammen et helt Billede

af det fremvoxende Folkeliv, hvoraf vor Tid udvikler ſig.
Det marke, "tunge Livsſyn, vi omtalte i Artiklen om
Holberg, blev loftet og” frigjort og ffød ſine dejligſte
Blomſter i Evalds Digtning, medens den lette, lyſtige
Verdslighed fandt fin Foredling i den e Latter,
1 fremkaldte.

Han var født i Norge
i Veſtby Preſtegaard den
6te Oktober 1742. Hans
Fader var en Broderſon
af den berømte Peder
Tordenſtjold, hvem Vesſel
lignede ikke alene i Djerv⸗
hed og muntert Lune, men
ogſaa i fin jævne, trofaſte
Teenkemaade, der altid var
langt fra det Uedle og
Lave. Han kom til Kjø-
benhavn for at ſtudere,
men maatte, for at tjene
fit Brød, give Undervis⸗
ning ligeſom Holberg i
de levende Sprog, iſcer
Engelſk og Franſk; thi han
var ualmindelig ſprogbega⸗
vet. Siden overtog han en
Huslererplads i Kjoben⸗

66

havit, og hans Studeringer til Cmbedseramén bleve
neſten ganſke opgivne. Derimod anvendte han fine Fri⸗
timer til at læjfe baade vore egne og Udlandets bedfte
Digtere. Han var en ukjendt Mand, indtil han var 30 Aar
gammel. Da udgav han fit Sorgeſpil Kjærlighed
udenStrømper”, og ſkjondt han ikke havde navngivet

ig ſom Forfatter, var hans Navn dog paa Alles Læber; |
e ; t ftjæle et Par Strømper fra Mads.

„thi ſiden Holbergs Dage, havde intet danſk Digt gjort
jaa megen Opfigt, ſom Vesſels“, ſiger Rahbek. „Det
gik med det, ſom med „Peder Paars“; man lærte det

næften udenad og anvendte det den Gang allevegne,

ved alvorlige, ſaavelſom ved luftige Lejligheder, i Tide
og i Utide, ved Spillebordet og for Retten, i lærde
Stridigheder og i ſpogefulde Samtaler“. At et Digt,
der vandt et ſligt Bifald, fil en uberegnelig Indflydelſe

paa Folkets Udvikling og Dannelſe, er en Selvfolge.

Holberg havde jo fejet godt ud ved fit bidende Lune;
men ſiden hans Tid havde der atter ſneget fig herind
en Del nægte, fremmed Stads, ſom nok fortjente. at
kaſtes paa Doren for at gjore Plads for noget bedre

og ſundere, og faa kom Vesſel med Kjærlighed uden

Holbergs; men de ſloge til; thi hans Opgave var heller
ikke faa ſtor, om den end var betydelig nok. Han ſkulde
ikke bane Vejen; men atter fore Vognen over i fit
rette Spor. Det er jo altid faa, desværre ogſaa i
vore Dage, at en ſtor Del af det danfſke Folk, langt
foretrokker det Fremmede for vort eget. De ſporge ikke,
om det er godt og ſandt, men kun om det er i Mode i
Udlandet, og faa ſkrue de fig op til at tro paa det, be⸗
undre og — efterabe det. Saaledes var det ogſaa
den Gang. Der havde trængt fig frem, baaret af en
forblindet Begejſtring og en flet Smag, et Slags franſke
Sorgeſpil og italienffe Sangſpil. Indholdet i disſe
Heltekomedier var naragtigt, flovt og dumt, og Helte⸗
ſkikkelſerne vare, trods deres forfærdeligt hojtravende
Talemaader, nogle usle, ſtakkels Pjalte, ſaa man maa
undres over, at Folk henflod i Taarer ved at ſe disſe

Komedier iſtedetfor at briſte ud i en ſkraldende Latter. |

Ja det var tilvisſe en uſund Retning, men da Folkets
Smag og Digteren altid ſtaa i levende Forhold til
hinanden, faa fandt den ogſaa rig Efterligning af
middelmaadige Digtere herhjemme. For alt dette havde
Vesſel et aabent Oje og denne Ukrudsplante rykkede han
op med Rod; thi han havde Latteren paa ſin Side, og
den kan jo ſlaa Trolde ihjel. Jeg kunde have ſtor Lyſt
til at fortælle Indholdet af dette mageloſe Digt, „Kjer⸗
lighed uden Stromper“, men da der ikke bliver Plads
dertil, maa jeg nøjes med at fremdrage nogle ſmaa
Trek og faa opfordre Enhver, der ikke kjender det, til
ſnareſt muligt at læfe det. Det Hele drejer ſig om et
Par Strømper. Grete har dremt, at hun „aldrig
bliver gift, hvis det i Dag ej ſker!“ og derfor vil hun
naturligvis giftes ſtrar; men hendes Kjærefte, Helten i
Stykket, Skrederſvend Johan von Ehrenprejs har ingen

Stromper, og uden Stromper er det umuligt at holde
Bryllup; thi den Gang brugte man jo Knabuxer og
Sko. Da Grete, om galt fkal verre, hellere vil gifte
fig med Mads, ſom er Skrederſvendens Medbejler, end
flet ikke giftes, jaa nodes Johan, efterat han ſom en
rigtig Komediehelt har talt ſtore Ord om Dyd og
Kjærlighed, at lade Kjerligheden ſejre over Dyden og
Tyveriet opdages,
og det giver en Forſtyrrelſe, der bliver til Fortvivlelſe.
Alle Stykkets Perſoner ſtikke fig derpaa ihjel, efterat
have ſtyrket ſig til denne Heltegjerning ved at ſpiſe
Aerter og Fleeſk, og Moralen, — thi ſaadanne Stykker
havde altid en Moral i Slutningen —, er denne:
„Gid det ej Eder gaa, ſom det gik denne Stymper!
Gid Eders Kjærlighed maa aldrig mangle Strømper!”
Det vil altid leſes med Fornøjelfe og fremkalde
Latter; men hvad der den Gang iſeer gav det fin Be⸗

| tydning og. forftærfede dets Indtryk var, at det helt
| igjennem var et ſtaerkt, men morſomt og godmodigt

Vrengbillede af de omtalte Heltekomedier, ſom det blottede

ſaaledes, at de for Fremtiden bleve en Umulighed; thi
Strømper”. Hans Evner vare langt fra jaa ſtore ſom

nu, da Vesſel havde klaret Folks Øjne, nu kunde Alle
fe det latterlige i dem. Som Exempel paa Sangene i
„Kjcerlighed uden Strømper” kan jeg ikke undlade at
anføre efterfølgende, der ret gjør Nar af den Tids op⸗
ſtyltede Kjerlighedsviſer:

„Paa mit Hjertes Skorſten brænder
En harpixet Elſkovs Brand,

Som er tændt i begge Ender,
Elſkovs Gud den tændte an.

Hver ſom Rogen ſer opſtige,
(Rogen er min Aria)

Zænfe maa, om ille ſige:

Der er hedt, hvor den kom fra!“

En Del af Vesſels rimede Fortællinger, ſom
„Gaffelen“, „Sundemordet“, „Smeden og Bageren“ og
flere ere meget vittige og morſomme og meget kjendte;
men hans forſte Arbejde var og blev hans betydeligſte,
og Aarſagen dertil er ikke vanſkelig at forklare.

Hans Fremtidsudſigter pare jo kun lidet glædelige,
da han var en gammel Student, uden Examen og altſaa
uden Udfigt til Embede, og hans Stilling var alt andet
end behagelig, da han hver Dag maatte ſlide haardt i
den trættende Sprogundervisning. Det er derfor let
at forſtaa, at han, der af Naturen var livlig og glad,
men ſavnede Udholdenhed, ikke kunde have Lyſt til at
bejfjæftige fig med ſtore Digterarbejder i fin Fritid,
men hellere ſogte hen til lyſtige Venners Selſkab. J
de ſtuderende og oplyſte Kredſe havde der dannet fig to
Partier, af hvilke det ene holdt med Evald, fværmede

for hans højtflyvende Digte og efterabede ham men i ind-

holdsløfe, bombaftijte Vers, medens det andet, der væ-
ſentlig beſtod af Normænd, holdt paa Vesſel, afſtyede det

rr „ ee

Hojtravende, vilde have alt ſimpelt, jævnt og naturligt
og efterlignede Vesſel i Vers, der ofte var kjedelig
Hverdagsſnak eller flove Vittigheder. Disſe to Partier
forte en lille Krig med hinanden, i hvilken Vesſel, der
ſlet ikke var krigerifk, ikke videre deltog, faa det er mer
end ſandſynligt, at han har anerkjendt og elſket Evalds
Digtning, om han end kunde gjøre Hentydninger til
Evalds „Ha“⸗ſtemte Toner og hans Udtryk at „ſadle
Havets Bølge”. Hvert Parti havde fit Kaffehus, hvor
de mødtes for at ſamtale og more ſig. Normaendenes
Samlingsplads var hos Juels i Spertegade, hvor de
ſtiftede en Forening ſom kaldtes „Det norſke Selſkab“.
Her gik det lyſtigt til med Sang og vittig Skjeemt
omkring den rygende Punſchebolle, og her var Vesſel
en ſtadig Gjæft og lavede i et Ojeblik mangt et lille
morſomt Vers, ſom ſtrax gik fra Mund til Mund og
ſnart var ude over hele Kjøbenhavn. - Deſtoveerre kan
det ikke nægtes, at Vesſel holdt temmelig meget af
Punſchebollen og Vinflaſken; men dog blev det norſke
Selſkab ſnarere hans Frelſe end hans Ruin; thi der
havde han et Tilhold mellem gode og trofaſte Venner,
og Selſkabet havde ogſaa højere og ædlere Formaal
end Drik og Lojer; det beſtod tildels af begavede Mend,
der her kom ſammen for at drøfte alvorlige og vigtige
Emner, og det udſatte Premier for Digte, hvorved det
anſporede Vesſel til Virkſomhed og friede ham fra

Digte „Nojſomhed“ og „Sgvnen“ bleve prœmiebelonnede
af Selſkabet og ſkylde alene dette deres Fremkomſt.

Ret betegnende for Vesſel er det Vers, han ſkrev
til en Vinhandler Lunds Vintapperdreng:

„Hor Du ſode rare Fyr,

Du ſom altid er ved Muffen,
Laan mig tvende Mark af Skuffen;
Vinen den er her ſaa dyr.

Lund tre Mark for Flafken ta'r,
Og jeg kun den ene har“.

Da Drengen vifte Vinhandleren Verſet, ſparede
denne, at han maatte give Vesſel en Flaſke Vin for
Intet, derſom han vilde lave et Vers ſom Svar fra
Drengen, og det gjorde han ſtrax:

„Sode rare Vesſel, Faber,
Du ſom aldrig er ved Muffen,
Hvis jeg laante Dig af Skuffen,
Var jeg ſandelig en Nar.
Drik ſom Du har Penge til;
Lund ej kreditere vil“. ,
g (Sluttes.)

ſkete ogſaa paa en ſtorartet Maade.
ganffe at henfalde til Orkesloshed. De to alvorlige |

VN
N

PN
88

5 Daabsfeſt under Linien.

SF 0

105 |

8 dmiral Steen Bille. fortæller i fine

s interesſante Skildringer i Tidsſkriftet „Fra

Nin alle Lande“: „Nogle Ungdoms—
erindringer“ om en „Daabsfeſt under

Linien“, hvoraf vi laane medfølgende

morſomme Billede.

Det vil maajfe være nogle af Husvennens Læjere
bekjendt, at det er en gammel Skik blandt Sofolk, at
holde Lyſtighed, naar de paa den lange kjedelige Rejſe
til den ſydlige Halvkugle pasſere over Wk vator eller,
ſom man ogſaa kalder det, Linien. De, der ombord
paa Skibet ikke for har „pasſeret Linien“, maa da
holde for og modtage Liniedaaben, d. v. ſ. blive dygtigt
overesſte med Vand, derſom de ikke afbøde Daabens
Voldſomhed ved at bidrage noget til Gildet.

Ovennævnte Forfatter fortæller om en ſaadan
morſom Daabsfeſt, ſom han i fin Ungdom overværede
paa et franſk Skib, hvormed han foer.

Den Iſte Auguſt pasſerede det Linien, og Chefen
havde givet Mandſkabet Lov til at hojtideligholde denne
Dag med alle de Kunſter, de kunde finde paa, og det
Allerede den fore⸗
gaaende Dags Aften begyndte Forloberne for disſe
Lojer. En Herold, flædt ſom Trompeter ved Huſarerne,
kom ridende paa et Koſteſkaft fra Store Mers (forſte
Udkigspunkt i den midterſte Maſt), bleeſte en Fanfare og:
meldte Chefen, at den gamle „Liniefar“ vilde gjore
Skibet fin Oppartning neſte Dag, hvortil Chefen ſparede,
at den gamle Herre ſkulde være velkommen mellem
Kl. 10 og 4 i hvilken Tid Mandſkabet ſkulde have Lov
til at gjøre fig ligeſaa luftigt ſom det vilde. Kl. 12
næfte Dag kom forſt en Aſtrolog (Stjernetyder) med
en af Tommermanden forfærdiget Oktant (et meget
fint Vinkelinſtrument til at maale Solens Højde over
Synskredſen med), maalte Solens Højde med ſtort
Alvor og meldte, at nu vare vi ved Linien. Derpaa
kom Liniemandens Hofſtat marcherende, beſtagende af
Trolde, Djævle, Engle, Bjørne, Bjornetroekkere, Mario⸗
netter, Charlataner (Gøglere) oſv. Det medfødte franſke
Talent til alt hvad der grenſer til theatralſke Foreſtillinger
fornegtede ſig ikke; thi der var virkeligt ikke en, ſom
ikke udførte fin Rolle fortreffeligt. Übegribeligt var
det os, hvorfra de havde kunnet ſkrabe alle de Ting
ſammen, hvormed de havde udmajet fig. Smaadjevlenes
Dragt var den ſimpleſte: de vare nogne, overſmurte
med Kønrøg, kun med et lille Bælte om Lænderne,
hvori var anbragt en lang Hale af ſpertede Rebſeiſinger.
Disſe Dicvleunger leverede en Trefning med en Bjørn
og en Bjørnetrælfer ſom var pderſt komiſk. Bjornen
tog den ene Djævleunge efter den anden i fin lodne
Favn og kaſtede ham langt hen ad Skanſen; men de

ä

ſmaa Utyffer faldt, ſom Kattene, altid paa Benene og
gif ufortrøden los paa Bjørnen igjen og fled og traf
ham i hans ſtore Pels. Endelig kom „pere la ligne“
jelv, iført en greſk Paakledning, med lange Knebels⸗
barter og et langt graat Sfæg. Det var Baadsmanden
ſom udførte denne Hovedrolle. Han ſad paa en Tri⸗
umfvogn, beſtaaende af ſammenſlagne Breder lagte paa

Rapperthjul, ſmykket med Spyd og Flag. Otte Slaver |

i Lenker traf hans Vogn. Paa Skanſen - blev han
modtaget af Admiralen ſamt alle Officererne og holdt
en hojtravende Tale. Efter at Chefen havde reddet
Galionsfiguren paa Skibet fra at miſte Hovedet, ved
at bøde 5 Guldſtykker til Hapdrotten, begyndte den
ſtore Indvielſes og Daabsfeſt paa Skanſen, hvor alle

mn

2

ombord, ſom ikke for havde pasſeret Linien, bleve døbte
med en ſtorre eller mindre Skylle Vand. Officererne
ſlap med lidt Vand i Aermet, men nogle mindre af⸗
holdte Underofficerer fif ved en af Djævlenes Ondſkab
en Pas Vand over Hovedet. Denne „alvorlige Del
af Feſten“ ſluttede med en Daab masſevis over alle
de Menige, ſom ikke for havde pasſeret Linien. De
bleve drevne frem af Djavlene og fif en alvorlig
Afſkylning med den ſtore Sprøjte, hvilket morſomme
Ojeblik Billedet foreſtiller, hvor man jer de udklædte

Matroſer midt for Maſten, hvor Hapkongen under Sol⸗

jejlet giver fine Medbrodre en ordentlig Straale i
Nakken, "medens Officererne og nogle Pasſagerer til
Venſtre more. fig over den koſteligez Spas.

Paabsfest under Linien.

At denne fluttede med Dans og Lyſtighed var en
Selpfolge, ifær da der blev uddelt dobbelt Portion Vin

og Vejret var yndigt i den herlige følige Nat under
Maanens venlige lyſe Sfær. 2

2
SN Bulbjerg og Skarreklit.
. — kke alene mod Sydoſt har Danmark et
de. Kalkfjeld, der, ſom den dejlige Moens
5 Klint, knejſer ud over det blaanende
Hav; ogſaa mod Nordveſt hæver fig en
mægtig hvidgraa Kridtklint der har et

ganſke anderledes vældigt Havs tunge dronende Bølger
at modſtaa. Det er Bulbjerg med den ligefor i
Havet liggende lille Klippeg Skarreklit, ſom vi
i Dag ſe os i Stand til at bringe et ſmukt Billede

af, tegnet af en af vore dygtigſte Marinemalere.

Vi behove ikke at ledſage Billedet med yderligere For⸗

"Haring, da Leſeren vil erindre, at Emanuel Hen⸗

ningſen allerede i Nr. 2 har ſtildret dette meerkelige
Punkt, ſom vi derfor tro, at det nu vil være Leeſeren
fjært at faa Billede til.

< En lykkelig „Gevinner“.
BK Fortælling af Knud Stulle
8
(>

jennem Landsbyen Bajſtrup gaar en

55 ſtore Dele, en nordlig og en ſydlig, eller,
ſom Beboerne ſige, „Norreby og Sonderby“.

J denne By boede Jens Peter Jorgenſen

— De kjendte ham maaſke? Han var da nok værd at
kjende; for han var Fremſkridtsmand af den gode Slags.
Da jeg forſt gjorde Bekjendtſkab med ham, var han
endnu Ungkarl, en høj, kraftig og welvoxen; Guts med

et jaa fortræffeligt Skudsmaal i fit kjonne aabne Anſigt,
at Folk neſten vare nedſagede til at holde af ham.
Hans Gaard laa i Sonderby med Stuehuſet ad
mod Gaden. Foran Huſet var en lille Blomſterhave,
ſmukt indhegnet med en klippet Liguſtrumshak; denne
lille Plet pasſede Jens Peter felv med egen Haand, og

man kunde je, det var baade en kyndig og kjerlig

Haand, der havde den under Behandling. Midt i
Græsplænen uden for Døren var der anbragt en hoj
hvidmalet Flagſtang, og i det ene Hjørne af Haven
var der et Lyſthus, hvor Jens Peter gjerne vilde ſidde
om Sommeren i Morkningen og ryge fin Pibe. Udſigten
var rigtignok ikke vid. Men han kunde da ſe over

Bulbjerg og

Gaden til Wolle Perſens, og det kan hænde fig, han
var flet ikke ſaa kjed af at fe derover.

Folk kunde ikke begribe, hvorfor han ikke giftede
ſig. Hans Gaard var rigtignok kun lille, men i god

Drift og gjeldfri, jaa vidt man vidſte; han havde for

flere Aar ſiden tjent Kongen, der var ingen Ting i

Vejen, bare han ſelv kunde blive ved Sind. Men han |
brød fit Hoved og ſpildte en hel Del Tid paa faa meget

Udenomsveſen, ſagdes der, og maaſke det var Aarſagen,
jan at det Ene forjog det Andet.
da ellers ſpare ſig at have travlt med Jens Peter.
Den Karl klager jeg mig ikke for; han kommer nok med.

Lige over for Jens Peters Gaard, paa den nordre
Side af Landevejen eller Gaden, boede Wolle Perſen,

Ja, ja! De kunde

Sharreklit.

Sognets ſtorſte og meſt anſete Gaardejer. Hans Stuehus

laa langs Vejen; der var kun Stenbroen og en lang

Rekke Lindetrcer imellem, faa at naar de tunge Fragt⸗

| vogne kjorte forbi, kunde der merkes en let Ryſtelſe

inde i Verelſerne, og Vinduesruderne klirrede. Hoved⸗
indgangen var midt paa Sujet. Bygningen var Grund⸗
mur med Spaantag.- Den havde aftavlede røde Vægge
og høje lyſe Vinduer, indenfor hvilke ſaas lange hvide
Gardiner. Alting faa ſtorartet og prægtigt ud, og
Enhver kunde ſkjonne, det var ingen Smaamand, ſom
boede her. 5
Wolle Perſen havde intet Lyſthus at ſidde i; men
der ſtod en Bænf under Lindene, hvor man ofte ſaa
ham ſidde og bakke paa Merſkumspiben. Var SÅR

: 70

Peter i Lyſthuſet hiſt ovre, ſaa vilde Wolle ikke ſidde |

paa Bænfen; thi han kunde ikke lide Gjenboen. Det
var dog ſjeldent, de gik hinanden i Vejen. Thi Wolle
vilde helſt ſidde om Dagen, naar det var varmt, og

der var ſterkeſt Ferdſel ad Landevejen, hvorimod Gjen⸗

boen ſjelden kom til Syne i Lyſthuſet for i Tusmorket,
naar „Naturen, ſom i Dromme, var fordybet i ſin
Fred“. Maaſke kjendte han ſin Gjenbos Luner og
lempede ſig efter dem. Det kunde han jo have ſine
Grunde for, om ſaa var.

Wolle Perſen var, paa det Tidspunkt, da For⸗

tællingen begynder, en Mand paa omtrent et halvt
hundrede Aar, af middel Højde og ualmindelig Drøjde.
Anſigtet var bredt og godmodigt, de ſmaa dybtliggende
Øjne kloge og livlige. Af Sindelag var han rolig og
tilfreds, der ſkulde meget til at bringe ham i ondt Lune;
thi Wolle var altid oven paa. Fedmen og det gode
Humør holdt ham oppe, og hans Liv var hidtil en
jævn og rolig Fart ned ad Medgangens ſagte flydende
Strom. Han tog ingen Del i legemligt Arbejde, men
„holdt Folk for ſig, ligeſom Hasle Hyrde;“ thi det havde
han Raad til. Der blev dog Intet forfømt alligevel ;
for de ſmaa klare Øjne vare med over Alt, og han
ſtulde nok ſorge for, at hver Ting blev gjort ſom den
fulde og i rette Tid. Han purrede ſelv Folkene ud om
Morgenen og ſatte dem i Gang, og om Sommeren gik
han ſtadig hos dem i Marken og ſaa til, var alle Vegne
pan Foeerrde, ledende og ordnende. Det jaa egenlig
morſomt ud, naar den tykke Mand kom vraltende hen
over Agrene i Skjortecrmer, med Frakken paa Armen,
Stokken i Haanden, Piben tændt, en Kaſkjet med en
umaadelig flor Skygge paa Hovedet, og, var det meget
varmt, faa desuden med en udſpendt Paraply over
ſig. Men Ingen lo ad ham; thi Wolle var en rig
Mand, en ſtor Mand, en klog Mand, en god Mand,
en agtet Mand, en — ja, jan var han maaſke ikke
Mere.

Han havde været gift, men var nu Enkemand.
Hans afdøde Kone havde - været ham en trofaſt og
kjerlig WÆgtemage, og Tabet af hende var den tungeſte
Sorg, der nogen Sinde havde ramt hamt. Gt helt
Aar efter hendes Død gif han med Flor om Hatten,
og Folk ſyntes, han var en lille Smule mere alvorlig
end for; men fit gode Huld beholdt han, og da Sorge⸗
aaret var endt, lagde han Hat og Flor til Side, den
ſtorſkyggede Kaſkjet kom atter for en Dag, Sorgen var
overſtaget, og Wolle var fremdeles den ſamme Wolle
Perſen ſom forhen.

Læjeren har maaſke allerede gjættet, at han havde
en Datter.
for Alders Skyld godt kunde gifte ſig, hvad Ojeblik
det ſkulde være." Det var en ualmindelig knov Pige,
og formedelſt hendes ſtore Dejlihed kaldte man hende
almindelig „den ſmukke Elſe“ eller „Skjonheden i Baj⸗
ſtrup“ Det var jo paa en Maade Ogenavne; men

Hun var nu netop ſaa gammel, at hun

fkulde opdrages.

det gjor vel ikke Noget, da de vare ſaa kjonne og vel⸗
mente. Faderen havde Intet ſparet paa at faa hende
opdraget jaa fuldendt ſom mulig. J hendes Skoletid

| blev hendes Undervisning ikke forſomt, og da hun var

bleven voxen, kom hun ud og lærte baade Skradder⸗
ſyning, Husholdning og Mejeri. Jo, Wolle forſtod
nok, hvorledes „en ſtor Mands Datter” nu til Dags
Nu var hun hjemme og foreſtod
Faderens Husholdning, og hun gjorde det til en ſaadan
Fuldkommenhed, at „Jomfru Peterſens“ Smor tog
Prœmie paa de fleſte Udſtillinger, og det var Noget

Wolle kunde lide.

Det kunde da ikke ſlaa fejl, at jo en ſaadan Pige
fif Bejlere. De meldte fig i Flokketal, og ſkjont Mange
af dem gjerne kunde gaa an, ja Flere af dem vare
endog faa gode, at det næften var Synd at kaſte Vrag
paa dem, faa fif de dog Kurven alle ſyvſammen og
maatte med uforrettet Sag gaa den Vej, de vare
komne.

Hendes Fader kunde ikke forſtaa dette. Han ryſtede
paa Hovedet og ſagde: „Hvad tenker Du paa, lille
Elſe? Jeg frygter for, Du kaſter bort af det rene Vand
jaa længe, til Du en Gang maa nøjes med det ſkidne“.

„Jeg kan ikke lide Nogen af dem“, ſagde hun med
et Suk, og jaa ſkottede hun over til Jens Peters.

„Hvem ſukker Du for?“ É

„Jeg ſukker ikke“, og faa ſukkede hun igjen.

„Jo, Du gjorde ſandelig faa, jeg hørte det. Og
Du ſaa over efter Jens Peters“.

„Gjorde jeg? Det maa have været af Vanvare“.

„Den Springfyr!“

„Er han faa ſlem?“

„Den Husflidsapoſtel!“

„Husflid er jo dog noget Godt, Fader“.

„Saadan en nymodens — Spirantmager!“

„Aa, lad ham nu være, Fader!“

„Der bilder fig ind at være klogere end alle Andre
og vil vende op og ned paa Alting med Hoppen og
Springen og Skytteri og hiſt op og her ned! Jeg kan
ikke udſtaa den Karl!“

„Ha, ha, ha! Derſom J vidſte, Fader, hvor morſomt
det kleder Jer at være vred! Det har J ſlet ingen
Gaver til“. i

Wolle ſukkede og tørrede Sveden af fit fede glin⸗
ſende Anſigt. „Du maa iffe blive vred paa mig, lille
Elſe. Jeg kan ikke gjøre for det, jeg er jaa haſtigſindet.
Kom og kys mig“.

Hun ſlyngede Armene om hans Hals og kysſede
ham flere Gange.

„Og ver ſaa en god og lydig Pige?“

„Ja, det ſkal jeg; men nu maa jeg ud og have
Kjærnen i Gang“.

Dermed ilede hun ud og lod den bekymrede Fader
være ene.

„Ak ja!“ ſukkede han, naar hun var borte. „Nu

BÅ

8 * . *
9 R 9 3 l 8 „ * —

meerker jeg forſt, at den Gud gav Born, gav han

Hjerteſorg. Mon der ffulde være Noget om det, jom
jeg er ſaa bange for? Ja, ja! Lad os nu ſe!“

Wolle Perſen holdt, ſom rimeligt var, over Maade

(|

meget af fin Datter, og der var ikke den Ting i Verden,
ſom kunde tjene til at fremme hendes Lykke, han jo

vilde gjore den, bare det var ham mulig, naar hun

blot i et Punkt vilde være „en god og lydig Pige”.
Og det var i Grunden hans eneſte Bekymring, at hun
maatte gjore „et godt Parti“. Thi hun maatte paa

ingen Maade ægte Nogen, der var „under hendes |

Stand“ Hendes Brudgom ffulde i det Mindſte have
en Gaard, der var lige ſaa ſtor ſom hendes Faders.
Ringere kunde det ikke være.

Skjont det jo, naar Alt kom til Alt, ſlet ikke
haſtede med Giftermaalet, kunde Wolle dog ikke længer
dolge for ſig ſelv, at hans Sind jo begyndte at fyldes
med bange Anelſer; thi det ſaa ham noget betænkeligt
ud med Datterens ſtadige og halſtarrige Vegring.
Han havde rigtignok ikke erfaret noget beſtemt; men
kunde den ſorgelige Mulighed ikke tenkes, at hun ſpillede
Hejgut med ham og hemmelig havde ffjænfet fit Hjerte

og fin Haand til den vederſtyggelige Perſon, ſom han, |

naar det kom til Stykket, umulig kunde godkjende ſom
Svigerſon? Man havde jo da hort jaa galt for. Hvor
dog denne Tanke pinte den ſtakkels Mand. Han tenkte
jaa tidt, at havde han hidtil kjendt lidet til Sorg og
Modgang, fan kunde det maaſke hænde, at han havde
ſin fulde Part tilbage. 5

Det Eneſte, der under disſe fortvivlede Omftændig-
heder kunde gjøres, var at have et Oje paa hver Finger,
for at beſtytte hende og om mulig at komme efter
Hemmeligheden. Derfor tillod han næften aldrig, at
Datteren kom ham ud af Syne. Skulde hun til
Marked, vilde han ſelv ledſage hende, og hun maatte
da hele Dagen finde fig i at hænge ved hans faderlige
Arm. Og naar han om Vinteren fkulde til Kjobſtaden
med Korn, tog han hende med. De ſad ved Siden af
hinanden i Ageſtolen og havde Benene i ſamme Fodpoſe.
Hun var, efter Faderens indftændige Raad, ſaa indhyllet
i Sjaler og Kaaber, at de Forbirejſende ikke kunde fe
et Glimt af hendes ſmukke Anſigt. Wolle havde Kabusſen
paa og Oreklapperne flaaet ned.

piben gik ſom en Perpendikel frem og tilbage foran
hans Bryſt; Piſkeſneerten ſpvingede manende og op⸗
muntrende ſnart over den Frahaands og ſnart over den
Tilhaands, efter ſom Nodvendigheden kravede det;
Tommen daſkede op og ned paa Rygremmene, og klap,
klap! gik det hen ad Vejen. Ankommen i Kjobmandens

Gaard bleve de venlig modtagne af Handelsbetjentene,
der kom ſpringende ud og hjalp „Jomfru Peterſen“
Fader og Datter kom ind i Kjobmandens

af Vognen.
varme Stue og fik en Kop Kaffe, og naar Kornet var
vejet og betalt, og Wolle havde faaet Pengene i Fikken,

Skulderſlagene paa |
hans Kavaj hang i Folder ned ad hans Ryg; Merſkums⸗

|.

fulgtes de ad omkring i Byen for at hilſe paa Venner
og Bekjendte og for at „ſlaa til Side i Krammen“.

Thi Elſe maatte faa hvad Stads, hun pegede paa, bare

hun vilde være „en god og lydig Pige“. Lidt for
Aften ſatte de fig atter til Vogns og kjorte Hjem.
Han ſad ſtadig med et poliſk Smil om Munden og
ſyntes at tenke: „Du er dog en overhaands klog og
ſnu Rad, Wolle Perſen, og Du forſtaar rigtignok at
jætte en Bind for Toſens Fojteri og tage den ſlik⸗
mundede Fyr ved Neſen!“
(Fortſcttes.)

kommes 4 Kander grovt Salt deri, hvorpaa det 1 f
let

pr. Qyd., og Nettvindtægten af Soen blev c. 26 Rd.,
90 9 på funde være ſolgt til 15 Mk. pr. Lpd⸗levende
Vægt, var Tabet forholdsvis ringe.

K. M. L.

4

3 - 7

Som et lille Bidrag til Stykket om „Bolli“ ſamlingen
i „Hojlund“ (Side 16) anføres, efter ſenere Meddelelſe,
at Børnenes Fortjeneſte derved er ſaa ſtor. at hvert
Barn derfor aarlig kan anſkaffe fig en ny Klædning.

Bognyt.

„Fra alle Lande“ er Navnet paa et Værk der ud⸗
kommer ſom Maanedsſkrift hos Forlagsboghandler
Woldike i Kjøbenhavn. Som Navnet antyder, inde⸗
holder det Skildringer af Naturen og Folkelivet „fra
alle Lande“, ledſaget af ſmukke Treſnit, og Indholdet
er jaa vel valgt, at man kan læje det med megen
Interesſe. „den alle Lande“ tor utvivlſomt regnes
for det bedſte, der endnu er budt danſke Læjere i denne
Retning, og har derfor vundet almindelig Anerkjendelſe
i Presſen. Da Sognebogſamlinger jo ikke alene bor
anſkaffe det alene morende, men ogſaa Bøger af paa en
Gang underholdende og belærende Indhold, kunne vi i
denne Henſeende ſcerligt anbefale „Fra alle Lande“,
iſcer da Forlceggeren byder en betydelig Prisnedſettelſe,
hvorved Anſkaffelſen af en Roekke Bind lettes betydeligt.
Aargangene 1868, 69, 70, 71 og 72, hver paa to
Bind, kan nemlig faas for 2 Rd. 3 Mk. Aargangen
(Bogladepriſen var 4 Rd. 3 Mk.) Ja for Kjoberen af
Aargangen 1873, der koſter 5 Rd., tilbydes de 5 fore⸗
gagende Aargange endog for 10 Rd., d. e. 1 Rd.
Bindet, jaa at altſaa ialt 6 Aargange, paa ialt 12
ſmukt udſtyrede Bind med mange Tegninger, kunne
faas for den ſeerdeles billige Pris 15 Rd. Som Prove
pan Billederne henviſe vi til omſtagende to ſmukke
Sræjnit, Bulbjerg og Liniedaaben, der ere laante
af „Fra alle Lande“.
handelen og Poſtkontoret.

Smaating.
Et ſeelſomt Tilfelde.

Angleſea (Aenglſi) lod fig male, og Maleriet var færdig |
paa et Ben ner. Da fil han Ordre l til at drage til

— Zvivl og Frygt maa ledſage den ſande Kjærlighed; |

thi den er i fig jelv en altfor ſtor Lykke, til at man
ikke ſkulde tvivle om dens Beſiddelſe, eller frygte for
at miſte den. : ; ;

Det fans baade gjennem Bog⸗

Et klogt Lovforflag. Waſhington, den forſte
Preſident i de nordamerikanſke Friſtater, indlod fig
ſjelden paa en Spog, men ſkete det, var det altid 8
en vittig Maade. Under Forhandlingerne om Op⸗
rettelſen af Forbundsheren ſtillede et Medlem det
Forſlag, at denne ſkulde indſkrankes til 3000 Mand
og Washington kom da med folgende Asndringsforflag:
„Det fladen paa ingen ſom helſt Betingelſe nogen

Fiende at bekrige Landet med mere end 2000
Soldater“. Den Latter, ſom dette vakte, knuſte For⸗
ſlaget.

Andre Tider. Den 15de Februar 1543 beundrede
man i Paris en nylig fra England ankommen Knappe⸗
naal, en hidtil ukjendt Vare, idet man indtil da havde
betjent fig af ſmaa Trœpinde. Nu bruger Evropa for
c. 28 Millioner Rd. Knappenaale om Aaret.

Gaade.

Mit Forſte Du jaa gjerne drikker,
Mit Andet omvendt gjores bor,
Og paa mit Hele Du er ſikker,
Naar Sommeren har luft fin Dor.

Oplosning
paa Gaaden i Nr. 8: Negle.

8 Brevverling. j

J. Chr. A. i Fr. Venligſt Tak, men kun originale Bidrag
af den Art kunne bruges.

—,XXI"—. Samme Svar.
N. B. i Aa. Jo. 10 Øre Stkr.
Flere, At beſvare alle Breve ſtrax er ofte Udg. umuligt,

da der iudlober 10—20 Breve hver Poſtdag. Breve, der krave
vidtloftigt Svar, eller ikke ere af paatrengende Nodvendighed,

maa derfor ofte vente, hvilket Vedkommende venligſt bedes
undſkylde.

„Kragerup“. Uordener ved Forſendelſen gjennem Poſten er
Udg. fuldſtendig uden Skyld i. Det gjentages til Deres
og alle Poſtabonnenternes Efterretning, at Husvennens Expe⸗
dition beſtemt bver Torsdag Aften indleveres til Abfs⸗
poſtkontoret i Kjøbenhavn nøjagtigt det ſamlede Antal
Exemplarer, der ere beſtilte gjennem alle Landets Poſtkontorer.
Det er hvert Kontors Pligt at forvisſe ſig om, at intet Numer
mangler naar Bladet kommer. Enhver Mangel ved Fordelingen,
bedes ſtrax ſtriftligt paatalt til det Poſtkontor eller Brev⸗
ſamlingsſted der har modtaget Beſtillingen, og hvis Pligt
det er bekoſtningsfrit at ffaffe de manglende Numre. Forſt
naar dette nægtes, eller deu ſtrax paatalte Mangel ikke rettes,
ledes Klage ſendt til Udgiveren, for at den kan indſendes til
det overordnede Poſtvaſen.

Enhver, der beſtiller Bladet ind i Kvartalet, kan fordre
at Poſtvaſenet ſtaffer alle de i Kartalet udkomne Numre. Sker
dette ikke, er det Poſtkontorets og ikke Üdgiverens Fejl.

Indhold. Johan Herman Vesſel, af Bendix Hanſen, med Billede.
— Daabsfeſt under Linien, med Billede. — Bulbjerg
og Skarreklit, med Billede. — En lykkelig „Gevinner“,
Fortælling af Knud Skytte. — Husflid: Sebekogning.
— Bognyt. — Smaating — Gaade. — Brevvexling.

Husveunen udkommer lik hver Søndag med el 16.ſpallet Art, ſorſynet med flere

Bladel k
Voglade ſamt hos Hovedliommisſioncren: Voghandler &

Hperl Fierdingaar medfølger gralis el flort mußt Villede.

Billeder, kit 3 At. ( Kir.) Fjerdinggaret frik lilſendt

au heſlilles paa elhvert Voflliontor og Brepſamlingsſled, i enfjver
udolph Klein, lille Kſsbmagergade 56, Kjobeuhapn. É !

'Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

Woch

ne, Ng

Slorfhabslæsning, Ge og 3

2. Aargang.
Nr. 10. $

„Zohan Herman Vegſel.
Af Bendix Hanſen.

ek
(Sluttet.)
; 85 om Prøve paa det Slags Ojebliksvers
URE tillader jeg mig endnu at anføre et Par.
8 N Engang da han ſammen med nogle
Venner ſkulde ofre i en Landsbykirke, op⸗
dagede han, at han kun havde 6 Stilling,
og da han ſyntes, at det var temmelig lidt, ſaa liſtede
han ubemærket en Tiſkilling fra en af fine Venner og
lagde de 16 Skilling i en Offerſeddel, hvori han ſkrev:
„Som udi andre Ting, ſaa og udi min Gave
Fra de gemene Folk jeg mig adſkille vil;
De offre Lidet af det Meget, ſom de have;
Jeg offrer Dig alt Mit og — Lidt af Andres til!“
En Agent Holk opfordrede Folk til at ſende ham
Gaver til Underſtottelſe af Fattige og Syge, idet han
forſikkrede, at Himlen nok ſkulde gjengjælde det mange⸗
fold. Vesſel var ſtrax parat til at efterkomme Op⸗
fordringen og ſendte en Mark med folgende Vers:
„Agent Holk,
De Fattiges Tolk,
Sygekasfens Patriark!
Jeg Dig ſender her en Mark,
J det Haab, at Himmelen
Giver en Dukat igjen”.
J nogle af disſe Smaavers ligger det morſomme
alene i Rimet; ſaaledes i dette:
„Du lille vakre Karen Bak!
For hvert et modigt Sting, Du ſtak

| Hundagen d. 6. Peremer.

Adginet af A. C. Bum.

Kjøbenhavn.
1894.

Paa en mig højft nødvendig Frak,
Som ſprak,
Tak! —“

Jeg maa her bemærke, at oin end Vesſel har laant
mange af det Slags Vers, ſaa er der dog flere af
dem, der i Folkemunde tillægges ham, og af hvilfe
adſkillige ere meget latte, ſom tillægges ham med
Urette. Naar man ſaaledes fortæller, at to af Vesſels
Modſtandere, der engang fandr ham liggende drukken
paa Valby Vakke og for at haane ham vilde de et
Vers over ham. og. begyndte:

„Et Svin paa Valby Bakke laa“ —
hvilfet Vesſel ſtrax fortſatte med:

„To Wsler ſtod og jaa derpaa!” —
da fortæller man noget aldeles lignende om den ſpenfke
Digter Belman, hvem det nok ogſaa tillægges med
Urette.

Vesſel holdt nok af et lyſtigt Lag; men en Drukken⸗
bolt var han ikke. Han ſogte muntert Selſkab for at
glemme Livets Sorg og Bekymring, der ofte tyngede
ham meget, men han drak ikke for Drikkevarernes Skyld.
1778 var han bleven Overſcetter for Theatret, og da
hans Indtægter derved forbedredes noget, giftede han
lig. Hans huslige Liv var ganſke viſt ikke ſom det
burde været; thi han havde nu engang faaet Vane at
ſoge til Kaffehuſe og Vinſtuer, og denne Vane kunde
han ikke aflægge; men fin Son elſkede han dog højt.
Hans Indtegter kunde naturligvis ikke ſlaa til og
Ohlenſchlœger fortæller, at hans Venner derfor fif ham

til at gaa til Miniſter Guldberg, for at bede om et

eller andet pasſende Embede. Man laante ham et Par
ſorte Silkeſtromper og en Paryk; men da han ſaaledes

Uudftyret kom ind til Guldberg, kunde denne ikke kjende
ham og ſpurgte, hvem han var. ;

„Vesſel!“ lod Svaret. É e

Men da Miniſteren var lige klog, tog Vesſel i
en Fart Parykken af og puttede den i Lommen, og
nu var han kjendt. :

„Hvorved kan jeg tjene Dem!“ ſpurgte Miniſteren.

„Med et Embede, hvor der er meget at fortjene,
men lidet at beſtille!“ ſvarede Vesſel raſk.

Miniſteren lod, ſom om han overhorte Svaret,
drejede forlegent Snustobaksdaaſen i Haanden og gjen⸗
tog fit Spørgsmaal. s

„Nu, ſaa giv mig en Pris Tobak, Fa'er!“ ſagde
Vesſel. Den fik han, bukkede og gik.

Ohlenſchloeger fortæller ogſaa, at da der engang var
En der paaſtod, at intet var varmere end to Skjorter,
bemeerkede Vesſel:

„Hvad ſiger han da om tre, min Far!“

Da det ikke kunde blive til noget med at faa

Enmbede, begyndte han at udgive et Ugeblad; men da

han havde leveret 54 Numre var han træt og kjed
deraf og opgav det. Der var flere fortræffelige Ting
i dette Blad, ffjøndt det deftoværre mange Steder
vidnede om, at det meſt var Noden, der tvang ham
til at ſkrive. .

J ſine yngre Dage var han en kjck og livsglad
Mand; men da han blev ældre, tyngede Sorgerne ham
jvært; han blev indeſluttet og tungſindig, og hans Vid

og Begavelſe brød kun frem i enkelte forte Lysglimt

ſom Stjerneſkud i Natten; men hans Hjerte blev ufor⸗
andret ædelt og venligt, og ſin Troſt fandt han i en
ſtille Gudsfrygt. J det Sele var han en elſkelig Per⸗
ſonlighed; Nag og Bitterhed imod andre kjendte han
ikke, han angreb aldrig nogen perſonlig, ſkjondt hans
Vaaben, de vittige Smaavers, let kunde friſte ham
dertil, og overfor ſine Fjender var han altid forſonlig.
Han vandt mange og trofaſte Venner, og det ligger
jo ner at antage, at de ogſaa have underſtottet ham
med Penge. Hvilken Her af Sorger og Bekymringer
ligger ikke i dette Vers over Tandpine:

„Du Tendernes uhoflige Gæft,

Al Roligheds og Friheds Peſt,

Du er paa Jorden Vin⸗Fanden

Og halve værre end den anden;

Men ſig mig, naar Du plage ſkal,

Hvi falder juſt paa mig Dit Valg,

Paa mig, ſom ſer kun ſorte Dage,

Og ſorte haver langt tilbage;

Paa mig, ſom mer ej Kjole har,

Og har den ubetalt, jeg bar;

Hvis Krop knap fire Skilling gjælder,

Hvis Aand Bekymring daglig felder,

Hvis Kreditorer er en Flok?

Er dette Dig ej Plager nok?

Paa denne Suppe kom en Sævning

i ; 1
Af Mandags og af Torsdags Stævning —
Se der gaar Meldahl glad og fed,
Som nu af ingen Plager ved;
2 Forlad Du mig, tag ham i Steden,
Og lad ham faa lidt Sorg blandt Glæden.”

Om hans tungfindige Sindsſtemning vidner ogjan

hans GravfÉrifter over fig ſelv:
„Han uden Drif var fjælden glad,
Og fine Støvlehæle gik han ffjæve,
Han ingen Zing beftille gad,
Tilſidſt gad han ej heller leve.”
og:
å „Han ſyntes født til Bagateller,
Og noget Stort blev han ej eller.“

Han døde efter et fort Sygeleje den 29. Decbr.
1785, og hans Venner i det norſke Selſkab maatte
bekoſte hans Begravelſe, da hans Efterladte ikke Havde
Raad dertil. Et ſtort Folge ledſagede hans Baare til
Trinitatis Kirkegaard, hvor han fif fin Grav nær hos
Evald. Paa Theatret ſpillede man ,, Kjærlighed uden
Strømper” til Fordel for hans Søn, og flere af hans
Venner ſkreve Mindevers over ham. Det bedſte var
Baggeſens:

„Graad ſmelted hen i Smil, naar Vesſels Lune bod,
Og Glædens Smil forſvandt i Taarer ved hans Død!”

En Mindeften fif han førft 1864, og da vidfte
man ikke længere beſtemt, hvor hans Grav var; men
hans „Kjerlighed uden Strømper” har holdt fig paa
den danſke Skueplads lige indtil vore Dage, og ſes
endnu med ufvæffet Glæde, og kun faa Digtere, endog
af dem, der ere langt ftørre end han, eve blevne Folkets
Bndling, ſaaledes ſom han; thi hvem kjender ikke Vesſel,
den morſomme og vittige Vesſel?

(Fortſat.)
m Frejs Elſkov er der lagt et herligt
Kvad, af hvis Indhold vi ville anføre
det Vaſenligſte.

En Dag havde Frej Jat fig i Odins Hoj⸗
ſœde, Lidſkjalv, hvorfra man faa ud over
Alverden. J Jettehjem ſaa han den fagre Gerd, Jætten
Gymes Datter, da hun gik fra ſin Faders Hus til Fruer⸗
ſtuen, og fra den Stund af var Vanernes viſe Wtling
tavs og mod i Hu. Hans Fader, Njord, bod da Skirne,
ſaa hed hans Skoſvend, gaa frem for ham og fan at vide,
hvi han var ſorrigfuld. Skirne ſvarede, at han ventede fig
kun onde Ord, om han røgtede det Wrinde, dog gjorde
han, ſom Fjord bod, gik frem for Gudernes Herſker og
ſpurgte, hvi han fad jaa ene i den ſtore Sal Dag ud
og Dag ind. Frej: „Ovi ſkulde jeg fortælle Dig min

fvare Kummer, Yngling? Hver Dag lyſer Solen, men
mig fryder den aldrig”. Skirne: „Din Sorg er aldrig
ſaa ſtor, at jeg jo mener, Du burde ſige mig den. J
Tidens forſte Dage vare vi unge ſammen, vel kunne vi
To lide paa hinanden“. Frej: „Saa vid da, at i
Gymes Gaarde faa jeg gange en Mo, ſom jeg elſker;
hendes Arme lyſte, ſaa Luft og Hav gav Gjenſkin deraf;
højere elſter jeg denne Me, end ſelb min Ungdoms Ven;
men Ingen blandt Aſer og Alfer vil, at vi To
maa komme ſammen“. Skirne: „Giv mig Din
Ganger, ſom kan bære mig gjennem Trylleluen, og giv
mig Dit Sværd, ſom ſpinger fig ſelv imod Jætternes
Wt“. Frej: „Jeg giver Dig Gangeren, ſom kan bere
Dig igjennem Trylleluen, jeg giver Dig Sværdet,
ſom ſpinger fig ſelb, om den er bold, ſom har det i
Haende“. Saa red Skirne gjennem Natten over de
vaade Fjelde til Thurſernes Land, og da han kom til
Gymes Gaard, horte Gerd det gny og done i Hallerne,
Jorden bævede og alle Gymes Gaarde ſkjalv, men da
Tcernen meldte, at en Mand var kommen og ſteget af
Heſten, bod hun hende fore ham ind i Hallen og byde
ham den ſkjcre Mjød til Velkomſt, og da han var
kommen ind, ſagde hun: „Hvem er Du af Alfer eller
Aſers Sonner eller viſe Vaner? hvi foer Du ene hid
gjennem den ſteerke Lue, at gjæfte vor Hal?“ Skirne:
„Jeg er ingen Alf, ej heller en As eller en af de viſe
Vaner, dog foer jeg ene gjennem den ſteerke Lue, at
gjæfte Eders Hal. Her har jeg elleve gyldne Wbler,
Gerd; dem ſkal Du faa, om Du vil ſkjenke Frej Din
Elſkov“. Gerd: „Aldrig ſkulle elleve gyldne Wbler faa

bøjet min Hu til Elſkov, aldrig ſkulle Frej og jeg bygge

ſamme Bo“. Skirne: „Se, jeg giver Dig Odins Ring;
otte lige ſaa tunge dryppe af den hver niende Nat“.
Gerd: „Jeg tager ej imod Din Ring; ikke trænger jeg
eller min Fader til Guld“. Skirne: „Ser Du dette
Sværd i min Haand, Mo? ſmakker og blank er dets
Klinge; Dit Hoved ſkal jeg hugge fra Halſen, om Du
ikke vil føje mig“. Gerd: Tvang fkal aldrig bøje mig
under nogen Mands Villie, og det tenker jeg, at modes
Du og Gyme, vil det komme til Kamp“. Skirne: „Ser
Du dette Sværd i min Haand, Mo? ſmakker og blank
er dets Klinge; for den ſkal den gamle Jette bide i
Græstet, med den ffal jeg fælde Din gamle Fader.
Dig ſelv ſlaar jeg med Tryllevaanden; vel ſkal jeg faa
Dig bøjet under min Villie, Mo. Did ſkal Du fly,
hvor Menneſkenes Sonner aldrig ſkulle fe Dig. Paa
Ornens Tue ffal Du ſidde, vendt fra Verden og vendt
mod Hel; ved Mad ſkal Du ledes mere, end Menneſket
ledes ved den glinſende Orm. Et Utyſte ſkal Du vorde,
jaa de fuleſte Jetter ſkulle ſtirre paa Dig med Undren,
naar Du viſer Dig; videre kjendt ſkal Du vorde, end
Guders Vogter, ſom et Skremſel ſkal Du ſtaa ved
Ledet. Jeg riſter Runer, ſom fylde Dig med Raſeri
og Jammer, med Affind og raſtlos Higen, med Kummer
ſkal Din Graad oges. Sæt Dig og hør mig, jeg vil

%

ſkildre Din ſpare Kvide og grumme Kval. Hele den
üdſlagne Dag ſkulle Trolde pine Dig i Jetternes Hjem,
ſorrigfuld og gledelos ſkal Du krybe til Thurſernes
Hal, Graad ſkal Du have for Gammen, med Taarer
ſkal Du flide Dit Liv. Hos en trehovedet Thurs ſkal
Du være eller vide af ingen Mand; Gejlhed ſkal gribe
Dig, trodſige Icettekvinde! men gold ſkal Du være ſom
Tidslen, der kaſtes i Ovnen. Jeg gik i de dunkle Skove
at finde Tryllevaanden, Tryllevaanden fandt jeg. Vred
paa Dig er Odin, vred paa Dig er Aſabrage, ogſaa
Frej ſkal komme til at hade Dig, Du lede Kvind! alle
Guders vældige Vrede rammer Dig. Hører mig, Jetter,
hører mig, Thurſer, hører mig Suttungs Sonner og
Aſernes Venner, hvorlunde jeg forbyder, hvorlunde jeg
forbander Møen Kjeerrlighedens Lyſt, Mandens Favntag.
Bag Helhjems Gitter ffal Du bo hos Hrimgrimner,
den fule Jette; torſter Du, ſkulle usle Zrælle rœkke Dig
Gedevand at drikke, aldrig faar Du bedre Drikke, bedſke
vorde Dine Kaar. Jeg riſter Dig Runer, ramme Runer,

Raſeri og Gejlhed, ulidelig Attraa rifter jeg Dig; jeg

kan udſlette dem, om Du bøjer Dig under min Vilje.”
Da blev Gerd red over de Kaar, der bodes hende, og
hun ſagde: „Saa ver da heller velkommen Svend,
og tag imod vort Beger med den gamle Mjød. Men
aldrig havde jeg dog tænkt, at jeg ſkulde bøje min
Villie til Vanernes Wtling.“ Men dermed var Skirne
ikke nojet: „Helt vil jeg rogte mit Wrind, for jeg
rider bort, Du ſige mig forſt, naar Du vil modes med
Njords Son“. Da ſagde Gerd: „Barre hedder den
ſtille lune Lund, ſom vi begge vide; der vil jeg mødes
med Frej, naar ni Netter ere ledne“. Saa red Skirne
hjem; men alt udenfor Asgaard mødte Frej ham og
ſagde: Skynd Dig, Skirne, og ſig mig ſtrax hvad Du
har naget i Jettehjem Dig og mig til Villie“. Og
Skirne bragte ham Gerds Bud, og Njords Son ſagde:
„Lang er een Nat, lange ere tvende, naar lide trende
til Ende? Tidt har en Maaned tyktes mig kortere
end en halv af disſe Lengſelsnetter“.

Haardt maatte Frej ſiden bøde, fordi han for at
vinde Gerd havde ſkilt fig ved fit Sværd, Han
javnede det alt, da han maatte fjæmpe med Jætten
Bele, men ham fik han dog fældet med et Hjortehorn,
men veerre gaar det i den ſidſte ſtore Kamp imellem
Guder og Jetter, der kan Intet bøde Tabet, og Frej
falder ſelv fværdbidt. :

Alle de Aſer og Aſynjer, vi hidtil have omtalt
ere gode Guder; de ere hver paa fin Vis Udtryk for
de Sider i Naturen og Livet, der efter hele Nord⸗
boernes Livsopfattelſe ſtod ſom gode og heldbringende:
Tapperhed og Styrke, Frugtbarhed og Skjonhed, Vis⸗
dom og Ordſnildhed, navnlig for jaa vidt de kunne
bidrage til at tjene og forherlige det Kampliv, der for
Nordens Folk ſtod ſom det hojeſte, det var de Kræfter
og Egenſkaber, den nordiſke Folkeaand fatte Pris paa,
og ſom den nedlagde i fine Guder. Tilvoerelſen op⸗

Slklikkelſe, der ret viſer

men ogſaa fordi de ved,

4

fattedes ſom en ſtadig Kamp imellem disſe Aandens
og Naturens velſignede Magter og de vilde Sætter,
de ubundne og derfor ſom ofteſt vilkaarlige og øde
leggende Kræfter. Striden kan ſtille af for en Stund,
Guderne kunne glemme Fjendſkabet, fatte Elſkov til og
flutte Pagt med Jætternes dejlige Kvinder. Men det
varer kun ſtakket, for Striden bryder los igjen, Mod⸗
ſetningen naar aldrig til blivende Forſoning. Men
Forholdet imellem det Gode og det Onde er ikke ind⸗
ſkreenket til Modſctnin⸗
gen mellem Guder og
Sætter, det Onde kommer
frem i en langt dybere,
mere bevidſt Form, i en

os, hvor fin og levende
en Folelſe Nordboerne
havde for dets Væjen,
ſaaledes ſom det frem⸗
træder i andens Verden,
i Menneſkets Sind og
Villie. Jetterne ere det
Uhyre, det Loploſe, det
Vilde, de ere onde, fordi
de i Folge deres Natur
ſtemmer imod den lov⸗
bundne Udvikling, der er
Livets Maal; Loke er
ond paa en helt anden
Maade, han er Nord⸗
boernes Djævel, ikke blot
trodſig, men ogſaa falſk
og ſnedig, en ful Forforer
til det Onde. Og dog fe
vi ham færdes blandt
Guderne, og disſe taale
ham iblandt ſig, ikke blot
fordi han tidt morer dem
med Skjemt og Lojer,

at der“ er ſtore Kræfter i
ham, der'kunne bruges i
det Godes Tjeneſte ſaavel ſom i det Ondes, og hvor meget
han end hader dem, hvor ſteerkt han end lader fin æt

ſende Haan gaa ud over dem, thi han er en gudsforgagen

Spotter, hvor mange Raad han end legger op imod
dem, han kan dog ikke ſige fig los fra dem, dertil er
hans Natur for beſlogtet med deres. Loke ved fuldt
vel, hvad han gjor, naar han gjor det Onde, der kommer
en djavelſk Lyſt over ham til at gjøre det, netop fordi
det er ondt, han er en falden Engel. I Tidens Ophav
gaar han Side om Side med Odin, med hvem han
blandede Blod ſom Foſtbroder; han er den Lodur, ſom
ſammen med Odin og Honer ſkabte Menneſkene, og det
er værd at lægge Merke til, at det er den ſanſelige

Natur, Blodet, ſom gjør Kinden rod, der udgaar fra
ham. Men det varer ikke længe, for Frafaldet kommer,
hans Leflen med Guderne begynder, og hans i ſin
dybeſte Grund mod alt Godt fjendtlige Natur kommer
til Gjennembrud i Spot og Ondſkab. Lokes ligefremme,
| umiddelbare Modſetning er givet i en enkelt beſtemt
Skikkelſe, den fromme Balder, Lyſets, Godhedens, AL
Kjerlighedens ſcerlige Guddom.

*

Der er adſkillige Fortællinger, i hvilke Loke ſpiller
> i en mer eller mindre frem⸗
trœdende Rolle, og i dem
alle ſe vi det ovenfor korte⸗
lig Udviklede ſtadfeſtet.
Snart ſe vi ham draget til
Guderne, ſnart til Mor⸗
kets Magter, næften altid
ponſende paa Svig; i det
ene Ojeblik ſtaar han Gu⸗
derne bi med Raad og
Daad, ſom da han farer
med Thor ſom Zærne til
Icettehjem, i det naſte
ſlaar han dem de dybeſte
Saar, han kantilfoje dem.
Dybſindigt er det Træk,
der oftere kommer frem,
hvorlunde denne tvetydige
Skikkelſe jævnlig bringes
til at handle imod fin
Villie, tvinges til at ar-
bejde i det Godes Tjeneſte,
hvor han helſt vilde gjøre
Ondt, og omvendt, ſom
vi f. Ex. je det i Fortæl:
lingen om Bduns Ran,
thi det er lige ſaa lidt med
hans gode Villie, at han
vaner hende til Tjasſe,
ſom at han ſkaffer Gu⸗
derne hende tilbage. N

Lokk. (Fortſattes.)

Af H. K. A. Hopmoller.

Loeidt i Juni, naar Sneen er ſmeltet paa
o Fjeldene og Grasſet ſpirer op af Jorden,
fo da drage de norſke Bønder op til Sætren
O med hele Beſeetningen af Heſte, Køer oſp.

Kun et Par Køer bliver hjemme paa
Gaarden, for at de derhjemme kunne have Malken af
dem. Ligeledes bliver der ogſaa et Par Heſte derhjemme

til. Kjorſel og til Gaardsbrug. De blive deroppe,

til Kulden og Sneen igjen driver dem ned ſidſt i Sep⸗
tember eller førjt i Oktober. Saa maa de hjemad til
Dalen og Gaarden igjen.
ſiderne og Skoven, gaar Kvæget jaa til lidt længere
ud paa Efteraaret, naar Vinteren klemmer paa, da
de maa tages ind. Saaledes gaar Kveget ogſaa
hjemme om Vaaren og forſt paa Sommeren, da Sneen
farſt ſmelter nede i Dalen. ;

Langt har mau at færdes til Græsmærferne oppe |

paa Fjeldene, og Vejen er flere Steder trang, ſaa det
for os Danſke ſynes, ſom om det er helt umuligt, at
Dyrenegikke bræffe Benene ved al kravle opad de ſnevre

Hjemme i Lierne, Fjeld⸗

bratte Veje og Stier. Paa flere Steder, hvor man til
Setervolden eller Grœshavningen har fra 1 til over
20 Mil, maa Folk være flere Dage undervejs med alt
Slags Kvæg. Hver Mand nede i Dalen ejer da gjerne
Lod i Setervolden, og han har bygget fig et Seter⸗
hus, ſom kun er i Brug godt 3 Maaneder om
Sommeren. Der er flere forſkjellige Huſe, et, ſom
Pigen boer i, et til Kgerne og Kalvene og et til
Griſene. Flere Steder er der en Holade, hvor Hoet
gjemmes til om Vinteren, for lettere at føres hjem
paa Sneſleeden. l

Pigerne have dygtig Arbejde deroppe paa Sæteren.

SER

Tordagskueld pan Satren.

Om Morgenen tidlig ſkal Koerne malkes; ſaa drives
de ind paa Satervolden tilligemed Kalvene, Faarene
og Griſene. Saa ſkal Malken ſies, og dernæft ſkal
Fjoſet (Fchuſet) renſes. Saa ffal den ſtore Kjedel
hænges van Krogen eller ogſaa paa Stangen, ſom kan
drejes om over Ilden, Floden ſkummes af Melken og
— i Kjedlen med Melken —, ſom da maa ud med
den hvide Of. Saa blive de ved med at koge Vallen,
til den er kogt ind til en brun Velling, ſom de idelig
maa rore i, for at den ikke fkal fætte fig faſts paa
Bunden af Kjedlen. Denne Valling presſes nu i en
Form og bliver til den meget velſmagende Myſeoſt

(Valleoſt) iſcer af Gedemalksmyſen. Der laves altſaa

Oſt af Vallen, og faa ffal de jo en Gang imellem
kerne Smør, jaa ſkal de mange Malkeringe (Botter)
ſkruppes, ſkures og vaſkes dygtig i Bredſkvand for at
Træet ikke ſkal blive ſurt. Saa fkal Melkebgtten ud
at ſoles, tørres og luftes, og faa ſkal der ſommetider
ſes efter Køerne og Griſene; nogle have en Getergut
eller Hjuringgut til at ſe efter dem.

Have Pigerne lidt Tid tilovers, ſaa have de gjerne
en Bindehoſe, eller ogſaa lidt fint eller grovt at fy
paa. Saa kommer Aftenen, og ſaa ſkulle Køerne hjem,
bindes og malkes, og ſynes hun ſaa at det er for tidligt
at gan til Sengs, da gaar hun gjerne hen til en af

Veninderne, for at tale om et og andet, enten om

Folkene hjemme i Dalen eller om Køerne og Faarene.
Saa har Guldftjærne givet for lidt Melk, Blomros
eller Fagerli været nær ved at blive ſiddende i en
Myr (Moſe), og ſaa er det ikke for tidlig at gaa i
Seng og drømme om Gutten fin. 7
Om Søndagen yſtes der ikke Oſt eller fjærnes

Smør. Dagen er ſommetider for lang, og da længes

man meſt efter at komme ned til Hjemmet i Dalen, |
efter at komme i Kirke for at hore Preſten og ſamles
Men jaa have de Bøger at

med Venner og Frender.
læfe i, og ſaa gaar de ſammen, de ſom er de bedſte
Venner, og fortæller Hiſtorier for hinanden.

Er der ikke alt for langt hjem til Gaarden, ſkiftes

de til at komme ned til Hjemmet. Cr der flere Mil,
kommer Pigen tidt ikke ned fra Sæteren hele Som⸗
meren, men maa blive der ligeſaa længe ſom Køerne.
Har en af Pigerne en Kjærefte, og det er nok ikke jaa
ſjeldent endda, faa kommer han jo ſommetider op paa
Sæteren om Lordag Nat, bliver deroppe om Son⸗
dagen, men maa gaa ned ad Fjeldet om Natten, for
at være hjemme ved Dagverket om Mandagen. Bort
Billede viſer netop det Ojeblik da Gutten, efter den
milelange Vandring ſagte aabner Doren for at over⸗
raſke fin enſomme „Jente“, ſom med forventningsfuld
Lytten hjerteglad har hort hans faſte Fodtrin, men
lader ſom meerkede hun ham ikke.

Stundom kommer en Gaardmandsgut op til
Sæteren for at ſporge, hvordan det ſtaar til med

Kvcget, og de kan da ved ham faa høre hjemmefra,

ligeſom de ogſaa fan ſende Bud med ham. Det er
nogle af de bedſte og meſt betroede Piger, ſom ligger
paa Sæteren om Sommeren, da de have meget at
pasſe paa og meget er dem betroet med hele Melke⸗
ſtyret. i

J et ſenere Numer ſkulle vi
paa en ſaadan norſk Sæter.

„En lykkelig „Gevinner“.
AP Forfølling af Knud Skytte.
AM n
(Fortſat.)
et ſkulde ellers ikke forbydes Elſe „at
„folge Skik med andre Folk“, og hun
& maatte gjerne gaa til Dans. Men den
Gamle vilde med, under Paaſkud af at
more fig, men i Virkeligheden for at ud⸗
ſpionere Datteren. Han ſatte ſig hos Spillemanden og
var munter hele Aftenen. Mellem Danſeſtykkerne ſang
han nogle Vers af fin Bndlingsſang, ſom begyndte
ſaaledes:
„A, B, C, D!
Kunde jeg ſe,
bare jeg kunde ſe,

6

fortælle om et Beſog

Kunde jeg ſe Dig, min Ven,
kunde jeg ſe Kjereſten!
A, B, C, D,
kunde jeg fe,
bare jeg kunde ſe!“

Men ſkjont han gjennemgik hele Bogſtavraekken
flere Gange, lykkedes det ham dog ikke at „ſe Kjereſten“
i Jens Peter Perſen. Denne opforte ſig ikke i mindſte
Maade anderledes mod Elſe end mod nogen af de

andre Piger; han danſede med hende en Gang imellem,

men deri var jo intet Paafaldende, og ſtjaalne Ojekaſt,
„Portomine“ eller Smutten ſammen i Krogene merkedes
ikke det Mindſte af. Men det hendte ſtundom, at
Jens Peter tog Tonen fra Wolle, naar han nemlig
ſamlede Karle og Piger om ſig og fik dem til at
iſtemme „Der er et yndigt Land“, „Vift ſtolt paa
Kodans Bølge” eller andre gode og ſmukke Fedrelands⸗
ſange. Den Slags ſyntes Wolle Perſen ikke om.
„Naa, kommer han nu med dette nymodens Skraaleri
fra Hojſkolen“, mumlede han ærgerlig, „der kan jeg
ikke være med; jeg er af den gamle Verden“.

Enten maatte Jens Peter være en mageløs ud—
ſpekuleret Trœring, eller ogſaa var der Intet af Kjeereſteriet.
Gid det var faa vel, tenkte Wolle.

En Dag var Elſe ſysſelſat i Mejeriet. Hun havde
ſin hvide Kniplingskappe kaſtet let over ſit ſorte fyldige
Haar, fin ſmaatcrnede Hvergarns Kjole paa, det hvide
Forklæde for og jaa i det Hele faa nydelig ud, faa det
var en Lyſt. Faderen fad der nede hos hende og for-
nojede ſig over at ſe, hvor flinkt hun kunde bruge ſig.
Han lettede ſig og gik til Vinduet og ſaa ud; thi
Lenkehunden tog til at gjs.

„Hvem Skam kan det være? Jeg ſynes ikke, jeg
har ſet ham for“.

„Er han kjon, Fader? For det er vel ſagtens en
Frier til mig“.

„Du med Din Frier! Ja, jaa mænd. Han fer
godt nok ud. Jeg maa ud at tage imod ham“.

Den Nysankomne var til Fods. Det var en
Ungkarl, jaa det ud til, paa henimod de Tredive. Han
var godt flædt, havde Ur pan Laaret og en ſolvknappet
Stok i Haanden. Af Hudfarve var han noget mork⸗
laden, Skjcgget var afraget, undtagen under Hagen,
hvor han bar et tet, glinſende fort „Tagſkg“. Blikket
var faſt og roligt, og da Wolle gav ham Haand og
bod ham velkommen, fik han et ſaa gjennemtrengende,
forſkende Ojekaſt af den Fremmede, at han ſyntes, det
gik ham helt igjennem Sjælen. Wolle bod ham indenfor
i Dagligſtuen, hvor de toge Plads for Bordenden; Elſe
ſatte Olkrus og Brendevinsflaſke for dem til at begynde
med, de fif ſtoppet og tendt, og Samtalen begyndte.

Den Fremmede kaldte fig Søren Ullits og gav ſig
ud for at eje en ſtor Gaard ude ved Kolding eller
„langt ude i det Sonden“. Nu var han ude paa
Handelen; thi han var ogſaa Kreaturhandler, Ejendoms⸗

*

79

kommisſioncer oſv. og drev Forretningen i det Store.
Han gjorde Indtryk af at vere et ſat og alvorligt
Menneſke, og Wolle, der over for „ſtore Folk“, var
meget godtroende, ſyntes grumme godt om ham og tog
alle hans Hiſtorier for gode Varer.

„Men ſig mig en Gang, Soren“, ſpurgte han
blandt Andet, „naar Du er faa ſtor en Handelsmand,

ſom jeg nok kan ſkjonne, Du er, hvorfor holder Du

Dig ſaa ikke en Rideheſt eller en Enſpernderbefordring?
Det er jaa bejværligt for Dig at gaa ſaadan omkring
fra By til By“.

„Aa, det forholder fig ſaadan, at ſomme Tider er
jeg kjsrende og ſomme Tider vidende, ligeſom det kan
falde fig; nu for Ojeblikket er jeg gaaende, for jeg
ſolgte baade Heſt og Vogn i Horſens til en Herremand,
ſom ſyntes faa godt om begge Dele, at jeg ikke kunde
være i Skindet, med mindre jeg lod ham faa dem, og
ſom Du ved, Varerne ſidde altid føje paa en ægte
Handelsmand. Desuden fif jeg dem godt betalte, næften
det dobbelte af deres Verdi“; lagde han ligegyldigt til
og tog fig en Slurk af Kruſet.

Wolle var ganſke godt tilfreds med denne Rede⸗
gjorelſe; men jaa var der et andet. Spørgsmaal, han
var nysgjerrig efter at fan beſvaret. |

„Du kom vel forbi Kroen, Bajſtrup Kro?“

„Ja, jeg gjorde”, ſparede Søren og traf langſomt
paa Piben, „og jeg var ogſaa der inde og faa pan
Lejligheden. Det var nemlig min Agt at ſlaa mig til
Ro der i nogen Tid, jaa længe jeg havde Forretninger
her paa Egnen; men hverken Opvartning eller Lejlighed
ſtod mig an, jeg er nok fan godt vant, hvor jeg plejer
at færdes. Derfor ſagde jeg Farvel til Kromanden og
ſpurgte mig for, indtil jeg fandt her ned, og det er nu
min venlige Anmodning til Dig, Wolle Perſen, at Du
vil unde mig Husly i nogle Dage, indtil jeg bliver

færdig med mine Indkjob. Du ſkal faa det rigeligt

betalt”,

„Ja, hvad den Ting angaar”, ſparede Wolle,
„ſaa kan vi nemt komme til Rette. Bliv her, fan
længe Du har Lyſt; men det koſter Intet; thi det er
ikke mit Fag at tjene Penge paa den Maade. Naa,
jaa Du ſyntes ikke om Verkeriet her omme i Kroen?
Den har dog et godt Lov paa fig, og vi Bajſtruper
ſynes, det er den bedſte Kro her omkring“.

„Det kan nok være; men kom ud til os, der ffal
J ſe anderledes Kram. Jeg har ſelv i otte Aar drevet
Gaſtgiveri i Lindby Kro, og jeg ved nok, hvorledes det
ſkal være”,

„Lindby Kro? Hvor ligger den?“

„Aa, det er langt herfra, ude i det Sonden. Jeg
holdt. ogſaa baade Husjomfru og tre Opvartere, og mit
Geſtgiveri var i en ſaadan Anſeelſe, at naar Grever
og Baroner vare paa Rejſe, drog de mange Mil af deres
Vej for at logere hos mig“.

„Saa har Du ogſaa forſtaget Din Haandtering
til Gavns, Søren”, -

„Ja, det er man nødt til, naar man vil frem i
Verden. Men nu ffal jeg fortælle Dig en Hiſtorie om

Greven fra Gjedſerodde. Han boede en Gang hos mig

i fjorten Dage, og det var flet ikke faa nemt at komme
ud af det med ſaadan en Herre; men det gik jo, og da
han rejſte, forſikkrede hau, at han aldrig var bleven
bedre opvartet noget Steds paa alle fine Rejſer, og ſaa
var han nærved at forgylde Folkene med Drikkepenge“.

„Hille Dod og Pine! Fortel videre“.

„Hm! Saa. gif det hverken værre eller bedre, end
at han et Par Aar derefter, atter kom der paa Egnen
og vilde overnatte i Sølvad Kro. Det pasſede nu
bedſt med hans Rejſeplan, forſtaar Du“.

„Ja, vel ſaa. Videre“.

„Nu ital jeg ikke lakere min Kollega. Hans Geeſt⸗
giveri kunde ſaameend gjerne gaa an, ſkjont godt var
det ikke, og kunde paa ingen Maade ſammenlignes med
mit; til en Greve var det nu altfor ſimpelt, naar jeg
ſkal ſige min Mening. Saa gif det da hverken værre
eller bedre, end at de maatte have ſyv Retter Mad
frem, og Greven kasſerede dem alle ſyv“.

„Alle tyv?”

„Alle ſyv, en efter en anden. Maden var ikke
til at ſpiſe, ſagde han, og det endte da med, at han
fik Ingenting. Det var nu ikke det Eneſte; men ſaa
forlangte han at fe Geſtekammeret; han havde dog
aldrig faa ſnart ſat fin Næje inden for Doren, for
han ſprang tilbage og ſvor en Ed paa, at her vilde
han ikke ligge. En, to, tre! maatte Tjeneren til at
rede Seng inde i Vognen, og der lagde de ſig alle
Tre, Greven, Tjeneren og Kufken“.

„Det var da banſat!“ 5

„Men ſaa, ligeſom de ſkulde til at putte fig, glver
Tjeneren ſaadan et lille Suk fra ſig og ſiger: „Ak ja!
Det var ikke ſaadan, ſom da vi boede hos Soren Ullits
i Lindby“. „Hvor langt er det her fra?“ ſpurgte
Greven. Ja, det kunde vel være en lille halv Mil.
„Kjor!“ raabte Greven og ſprang op. J en Saft
maatte Kufken have Baſterne for, og afſted gik det, og
jaa kom de til Lindby og bankede mig op Klokken tolv
om Natten. Alle Folkene ſnorkſov, og jeg var lige
ved at falde i Søvn, da Tjeneren meldte Greven fra
Gjedſerodde. Jeg maatte da op og gjore Anſtalter,
men Greven var dog ſaa venlig at gaa ſulten i Seng,
fordi det var ſaa ſent. Der blev ſat en Karaffel med
Vand ind i Kammeret til ham; Kuſk og Tjener puttede
jeg op pan Loftet i et Par ringere Kämre, og jaa gik
jeg til Sengs igjen. Men jaa om Morgenen vilde de
have Kalkunſteg. Det kan jeg ikke ſkaffe, Deres Excel⸗
lence, ſvarede jeg, men Kyllingeſteg? Ja, ja! Det fi
at gaa for den Gang. Kokkepigen maatte jo ſaa have
Hovedet af en halv Snes Kyllinger, og da Jomfruen
havde faaet dem ſtegte, lod jeg hende dæffe Bord oppe
i Salen; jeg ſatte ſelv et Par Flaſker Portvin og
nogle Cigarer til 2 Mk. Stykket derind, og ſaa lod
jeg ham gjøre fig ſaa luftig, ſom han vilde, Men den

Ret kasſerede han ikke; thi han levnede ikke mere, end

; iſte til min Frokoſt Dagen efter.“
jeg ſpiſte til min Fro N 5 f Fes he

husflid.
Pilekpiſtes Afbarkuing.
Viletviſte til Kurvefletning ſkceres om Efteraaret,
Vinteren eller Foraaret. Kviſte ſom ſkulle bruges
med Barken pan til grovere Arbejde, ſkeres efter Lov⸗
faldstid fra November og hele Vinteren. De ſammen⸗

bindes faſt i Bundter paa et Par Alens Omfang og

opſtilles til Tørring i to mod hinanden ſtottende Fætter,
jaa at Rodenderne ikke ſtaa lige paa den fugtige Jord.
Naar de ſaaledes have ſtaget i det Fri i Torrevejr i
nogle Uger, kunne de tages i Hus paa et frit luftigt
Sted og opbevares. Faa de Regn i Torringstiden,
eller efter at de ere blevne tore, blive de let fordeervede.

Til Afbarkning egne alle ſlanke grenefrie Kviſte
fig bedſt, og ſelv de fineſte kunne bruges. Disſe blive
bedſt naar de ſtaa Vinteren over og forſt ſkeeres fra
Midten af Februar til Enden af Marts, naar man kan
vente at blive nogenlunde fri for Froſt. Efter Affkee⸗
ringen ſamles de i Bundter paa 5 Kvarters Omfang.
Bundterne blive nu ſtillede nogle Tommer fra hinanden,
med Rodenden i en flad Vandbeholder, jaa at Vandet
ſtaar et Par Tommer op om Rodenderne, idet man
pasſer at det ikke bliver ret meget højere og iſcer at
enhver Kviſt er under Vandet med fin afſfkaarne Ende.
Naar man nu tillige. pasſer, at de ikke udſettes for
ſkarpe udtorrende Vinde, vil Saften ſnart begynde at
ſtige og Barken at løsne, og lidt ind i Maj vil man
kunne begynde at afbarke Kviſtene. Dette Arbejde kan
man, naar man har en ſtor Mængde Kvifte, fortjætte
indtil Juni; men paa de ſenere afbarkede Kviſte danner
der ſig ſorte Pletter, ſom forringer Varernes Veerdi
til det halve.

Aſbarkningen foretages paa folgende Maade.
Kviſtebundterne blive tagne af Vandet og det ved Rod⸗
enderne ſiddende Dynd afſkylles. Kan Afbarkningen

ilke ſke ſtrax, kunne Bundterne opbevares pan
et mørkt Sted tildekkede med afrevet Bark
og overheldte med lidt Vand, for at de ikke
ſtulle blive for torre. Den herved opſtagede
Gjering er gavnlig for Afbarkningen, men
over tre Dage tor man dog ikke lade Kviſtene
blive liggende.

Nogle Timer for Afbarkningen begynder,
ſtyder man det overbundne Baand op mod
Toppen, udbreder den nederſte Del af
Bundtet vifteformigt og ſtiller det om⸗
vendt op ad en Mur for at Fugtigheden
kan torre af. Nu begynder Afbarkningen,
hvortil man i piledyrkende Egne af Nord⸗
tydſkland anvender en Jernklemme af hos⸗
ſtaagende Figur, hvis Sidegrene ere omtrent
en halb Tomme tykke og hvis hele Længde
er omtrent tre Kvarter. Den er enten ind⸗
rettet til at faſtſkrue i en Træblok, eller
til at ſtikke Enden i Jorden, hvorved man
da faſtholder den foroven med venſtre Haand,

—

medens man med den højre trælfer Kviſten gjennem
Klemmen. Herved bliver Barken knuſt og gaar los.
Naar man har trukket et Bundt gjennem Klemmen,

| begynder man at tage Barken af, hvilket dog bedſt ud:
"føres efterhaanden af en anden Arbejder, eller af Born.

Hertil bruger man en mindre Klemme af Tre, ſom
man lader Rodenden gaa igjennem, da denne, hvorved
Arbejderen holder ikke er klemt. Man maa paa
ingen Maade afſkrabe muligt faſtſiddende Bark med
en Kniv, hyilken beſkadiger Kviſtens blanke Ydre
og 1 dens Verdi. Sgaſnart et Bundt er af;
barket, udlægges Kviſtene til Torring i fri Luft, idet
man lægger dem i en Tommes Tykkelſe paa to Legter,
der ere opſlagede noget fra Jorden i 1 til 2 Alens
Afſtand. Man kan ogſaa ſtille Kviſten til Torring op
ad en Mur, med herved ſlaa de fig krumme, hyilket
forringer deres ÜUdſeende og gjør det vanſkeligt at
bundte dem ordentligt ſammen efter Torringen. Jo
hurtigere Kviſtene torres jo hvidere og ſmukkere blive de.
Derimod taale de kun daarligt Regn og Ruſt, og naar
man i fugtigt Vejr, maa torre dem under Tag, bliver
de aldrig jaa ſuukke ſom i det Frie. Afbarkning af et
Bundt paa den angivne Storrelſe betales med 8 ß.

Kviſtene kunne nu gjemmes jaa længe det ffal
være, i flere Aar, naar de blot holdes fri for Fug⸗
tighed. Naar de fkulle anvendes maa de udblodes
godt i rent Vand, og det er fornodent at have en
Ballie Vand ſtagende ved fig under Fletningen, for
jævnlig at kunne fugte Vidierne, jaa at de beholde deres
fulde Smidighed.

Firkantede Nodder.

Til uſkyldigt Tidsfordriv ſkulde vi Tid efter anden
levere nogle af ovennævnte nye Nodder, med mere eller
mindre haard Skal, ſom man ikke maa have alt for
firkantede Hoveder til at knoekke.

Skriv med Kridt paa Bordet denne
Figur og ſkriv Bogſtaverne A. A. A. A. | |
K. K. — T. T. og D. et i hvert Rum, [TET

jaa at der dannes tre Ord, ſom hvad
enten man læjer op eller ned, frem eller
tilbage giver Løsningen paa folgende Gaade:
Det Forſte er en Jæger i Lade og i Lo,
det Andet var en Kone, men hun var Numer to,
mit Tredie ofte koſter mer, end mangen en vil tro.

Oplosning
paa Gaaden i Nr. 9: Vin ter.

Brevvexling.

Hr. C. Fs. i Sk. Der er trykt jaa ſtort Oplag, at enhver
i Løbet af Oktober Kpartal tiltredende Abonnement kan faa (og
gjennem Poſtveſenet eller Boghandelen fordre) udleveret alle
de fra Kvartalets Begyndelſe udkomne Numre af det nye Bind.

Zudhold. Johan Herman Vesſel, af Bendix Hanſen (Sluttet).

— Vore Fadres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med
Billede (Fortſat). — Paa Satren, af H. K. A. Hov⸗
møller, med Billede. — En lykkelig „Gevinner“, For⸗
telling af Knud Skytte (Fortſat). — Husflid: Pile⸗
kbiſtes Afbarkning. — Gaade. — Brevvexling.

Husvennen udkommer lil hver Søndag med gt 16-fvaltet Ark, ſorſynet med flere Billeder, lik 3 Alk. (1 Kr.) Fjørdingaaret frit filfendt.

„vert Jjerdingaar medfølger gralis ek ſlort fmuke Billede.

Bladet fan beſlilles pan ethverk Vofikonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver

Voglade ſamt hos Hovedſommisſioncren: Boghandler Budolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kijobenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

Wess

2. Aargang.
Nr. 11.

En lykkelig „Gevinner“.
Forfælling af Knud Sluylte

i,

e Hf (Fortfat.)
Wes eu har jeg aldrig hørt Mage!“

N „Aa, jeg fkal ſige Dig, den Slags
Folk ere jo vante til at leve godt, og jaa
ſaadan en Madvom ſom Greven havde —
Du har vel nok jet Greven fra Gjedſer⸗

odde?“

„Nej, jeg har hverken hort Tale om ham for eller
ſet ham.“

„Aa, han er faa tyk, bitte Born, ſom fire Andre;
det var flet ikke faa Meget til ham. Naa! Men da
han faa ſkulde til at afſted, bod han mig hverken Hvid
eller Skilling i Betaling, og jeg ſyntes, det var ſaa
upasſende at kræve en ſaadan Mand.”

„Iſcr formedelſt at han betalte jaa godt forrige
Gang; det maa man nu ogſaa tage i Betragtning,
Søren.”

„Ogſaa det. Han rejfte da altſaa, og jeg ft
Ingenting — mente jeg; men et Par Dage eſter
kommer jeg ind i Geſtekammeret og jer mig om efter
Noget, hvad det nu var, og da ligger der, Gud ſtraffe
mig, tre Hundrededalerſedler under Vandfadet.“

„Har nu Nogen hort faa galt!“ ſagde Wolle
Perſen og faa paa fin Gaſt med et beundrende Blik.

„Jo, ſaadan gik det til,“ ſvarede Søren Ullits,
„og ſaadan kunde jeg fortælle Dig hundrede. og ſexten
Hiſtorier, om jeg ellers havde Tid; for jeg har oplevet
ikke ſaa Lidt af den Slags.“ ;

auands Ville

Morfkabstesning, Oplysning ag Pugſil. 8 8
Adginet af A. C. Bim. 19 or

ö Hundagen d. 13. Verember.

175

i 15
VW
25 25 n
"OB
0

;… Kjøbenhavn.
1874.

Men der behøvedes ikke Mere. Wolle var vundet
fuldſtcendig, og han vifte fra nu af fin Gæft den met -
üdſogte Opmerkſomhed.

Samtalen kom nu til at dreje ſig om Kreatur⸗
handel og Agerdyrkning, og det vifte fig ſnart, at ogſaa
her var Soren Ullits den ſamme praktiſke og erfarne
Mand, ſom han gav fig ud for at være i alle andre
Forhold, Hans Gaard ſtod for 9 Tdr. 6 Skp. 2 Fdk.
13/4 Alb., fortalte han, og han brſkrev nøje dens Byg:
ninger, Beliggenhed, Driftsmaade, hvad der kunde avles
af Ho, og Korn, hvor ſtor Beſctning, der holdtes, og
mere Saadant, og det var Altſammen ſaa meget godt.
Wolle Peterſen ſad og tænkte: „Hvem kan vide, om
han ikke er ude paa Frieri og har hort Tale om min
lille Elſe? Hvilken Lykke, om hun kunde kapre ſaadan
en Karl!“ Han lod hende fætte Mad paa Bordet,
og under Maaltidet lagde han nøje Meerke til, om
Geſten ſkenkede hans Datter nogen Opmoerkſomhed;
men jaa vidt han kunde ſkonne, var det ikke Zilfældet
i nogen højere Grad end almindelig Søflighed frævede.

Da de havde ſpiſt og drukket Kaffe, tog Søren
Ullits Affked. Han ſkulde ud at gjøre Indkjob til et
foreſtagende Marked, ſagde han, men bebudede at ville
komme igjen om nogle Dage. Wolle Perſen fulgte
ham et langt Stykke udenfor Byen og tog en hjertelig
Affked med ham. 3

Da de kom gaagende et Stykke hen ad Gaden, var
Jens Peter ſysſelſat i fin Blomſterhave. Bufkadſet
ſtjulte ham, og han kunde iagttage de Forbigagende
uden ſelv at blive ſet. Ved Lyden af Soren Ullits's
Stemme, ſtudſede han og bøjede nogle Kviſte til Side,
jaa at han tydelig kunde tage ham i Ojeſyn. „Den

'

Karl her!“ ſagde han overrafket til fig jelv; „ham
maa der holdes Oje med, hvis han oftere lader fig

til Syne“. Derpaa gav han fig atter i Færd med
fit Arbejde, medens Wolle og Søren gif videre.

Ex⸗Geſtgiveren blev borte i fire Dage; jaa kom
han og fortalte, at nu havde han kjobt og afjendt
fyrretyve Stude og tredive udføgte Luxusheſte. Med⸗
delelſen blev givet i en ligegyldig, neſten ſkodeslos
Tone. Han fortalte ſenere, at han havde været i
Handel om en Gaard, da han havde i Kommiesſion at
ſkaffe en god Ven en Ejendom; men det var ikke blevet
til Noget med Handelen, da der ikke kunde opnaas
Enighed om Priſen. „Jeg havde ikke taget i Betenk⸗
ning at ſlaa til, hvis det havde været for mig ſelv,
jeg handlede,” ſaaledes ſluttede den ſtore Sonderbo;
„men naar man har med Andres Penge at gjore, er
man nødt til at være lidt mere varſom.“

Det kunde Wolle Perſen ikke indvende det mindſte

imod. Han ſyntes overordentlig godt om Sonderboen.“

Der kunde intet Spørgsmaal være om, at det jo var
en ſolid, grundmuret Karl, en Kerrnekarl, en klog Karl!
Bare han dog vilde luffe fine Øjne op og je paa
lille Elſe!

Wolle Perſen meddelte ſin Geſt, at der var en
ftørre Gaard til Salg i Naboſognet, om han ikke kunde
have Lyſt til at tage den i Ojeſyn?

Aa jo. Det kunde han jo gjerne. Og allerede
ſamme Dags Eftermiddag lod Wolle ſpende for ſin
Fjedervogn, og de to ſtore Mænd Fjørte ud paa Gaard⸗
handel.

Søren Ullits lod til at kunne je med et halvt
Oje, hvad Ejendommen duede til, og alle de Bemeerk⸗
ninger, han lod falde, ſyntes at tyde paa, at han var
en Kjender ud af forſte Skuffe. Dog viſte han Wolle
den ſtore Wre at kalde ham til Side flere Gange og
udbede fig hans Raad. Wolle Perſen var helt forelſket
i ham. Han kunde ogſaa grumme godt lide, at Pen⸗
gene ikke ſad for loſe paa ham. Det forſte Bud,
Søren langt om længe gjorde, var anſtendigt, men
dog temmelig langt „fra Nummeret.“ Han holdt ſig
tappert, og hvad han lagde til, maatte Modparten
ſejgpine ud af ham. Der blev ikke handlet den Dag;
men efter Wolle Perſens Raad bekvemmede Kommis⸗
ſioneren fig til at tage derned neſte Dag, og efter
den meſt udholdende og ſejgpinende Prutten lykkedes
det omſider Mæglerne at bringe Parterne til at nærme
lig hinanden, ſaa at Handelen blev afſluttet og Kon⸗
trakten oprettet. Der fulde betales tuſinde Daler paa
Haanden, og Soren fremtog en Tegnebog, der lod til
at være jaa vel ſpakket, at den faa ud, ſom den ſkulde
revne. „Jeg har rigtignok jan mange Penge og flere
til hos mig,“ ſagde han; „men det er mine egne, ſom
jeg har udtaget til eget Brug, og oprigtigt talt, kan
jeg ikke godt undvære dem. Jeg vilde derfor gjerne,
om det kunde bero med Betalingen i nogle Dage.

J Uften ſkal jeg fÉrive til Manden, ſom jeg har handlet
for, og I kan være ſikker paa, han godkjender den og
møder her paa Pladſen i Løbet af nogle Dage. Saa
kan han ſelv betale og bringe alt det Nodvendige i
Rigtighed.“

„Eller ogſaa kan jeg lægge Pengene ud jaa længe,”
ſagde Wolle Perſen.

„Nej, det behøves ikke,“ ſagde Manden, der havde
ſolgt Gaarden. Han var ikke jaa misteenkſom, og det
kunde godt bero med Betalingen i nogle Dage.

Det ſpurgtes ſnart trindt om i hele Omegnen,
hvilket „Skrald“ den fremmede Sonderbo havde flaaet
under fit Ophold hos Wolle Perſen; der blev talt
Meget om ham, og mangen En gjorde fig et Wrinde
ind til Wolles for at je ham og ſnakke et Par Ord
med ham. Man gjettede fig ſnart til, at det maatte
være en Bejler til Elſe, og Folk fik travlt med at faa
udſpioneret, hvad der nu ſkulde gjøres med hendes
Faders Gaard, da Bejleren havde en i fin Hjemſtavn,
der var langt ſtorre.

En Sondag Eftermiddag ſad Wolle Perſen og
hans Geſt og ſnakkede ſammen inde i Dagligſtuen.
Jens Peter kom hen ad Gaden med Sognets Skytte⸗
afdeling, hvis Ovelſer han ledede. Idet de kom forbi
Wolles Vinduer, drejede Anforeren Anſigtet til den
anden Side og lod ſom han var ivrig ſysſelſat med
Kommandoen, ſaa Soren Ullits fik ikke hans Anſigt
at ſe. Skytterne marſcherede i Takt efter en munter
Sang med Geværet i Hvil og Danebrog i Spidſen
for Delingen.

(Fortſattes.)

i

Vore Fedres Guder,
sg Ved Fr. Winkel Horn.
WS

(Fortſat.)

okes dobbelte Natur kommer allerede frem
deri, at han ſtrax fra forſte Færd ſlutter
0 fig til Guderne, thi af Slægt og Herkomſt
hører han egentlig Jætterne til, hans
Fader var Jætten Forbaut, hans Moder
Jettekvinden Laufey. At han med Jattekvinden Anger⸗
bode avlede Fenrisulven, Midgaardsormen og Hel, have
vi alt omtalt; det er det Onde, der parrer fig
med det Onde og avler Ondt. Fra en anden Side
ville vi faa et Glimt af ham i hans Wgteſkab med
Sigyn, hvis Kjærlighed til ham er jaa trofaſt og beſtaar
ſaa haard en Prove, at vi allerede deri have et Vid⸗
nesbyrd om, at der i alt det Onde hos ham dog maa
være noget Godt. Men Loke avler ikke blot Born med
Kvinder, han ſtod i den Grad for Nordboernes Bevidſthed
ſom et Dobbeltveſen, at han ſelv maa føde; han er
Moder til Odins ottefodede Ganger Slejpner, ſom vi

nu ſkulle høre.

—

Da Guderne havde rejſt Midgaard og bygget
Valhal, kom der en Jette og tilbød dem at bygge dem
jaa faſt en Borg, at Turſer og Bjergriſer aldrig ſkulde
kunne faa Bugt med den, om ogſaa de kom ind over
Midgaard. J Byggelon kravede han, at de fulde
give ham Freja ſamt Sol og Maane. Guderne holdt
da Raad, og den Aftale gjorde de med Bygmeſteren,
at han ſkulde faa, hvad han havde forlangt, om han
fik Borgen bygget i en Vinter, men ſtod Noget ubygt
nen førfte Sommerdag, fulde han have fin Løn forbrudt,
og han ffulde gjøre hele Arbejdet alene og maatte ikke
tage Sjælp af Nogen; det gik han ind paa, kun bad
han, om han maatte tage fin Heſt Svadilfore med til
Sjælp, og det gav de ham efter Lokes Raad Lov til;
jaa blev Kjobet ſluttet med mange Vidner og ſteerke
Eder, thi det tyktes Jætten utrygt at være blandt
Aſerne uden ſikkert Leide, om Thor, ſom var oſterpaa
at ſlaa Trolde ihjel, kom hjem. Den forſte Vinterdag
begyndte han fit Arbejde. Om Nætterne kjorte han
Sten til Stedet, og Aſerne undrede fig højlig over,
hvor ſtore Fjelde den Heſt kunde trakke, den gjorde
dobbelt ſaa meget Arbejde ſom Bygmeſteren. Da det
led mod Vinterens Ende, var Arbejdet ſkredet godt frem,
Borgen var rejiſt og ſtod der jaa høj og ſterk, at den
kunde ſtaa fig imod ethvert Angreb, og da der var tre
Dage igjen af Sommeren, manglede kun Borgledet.

Da ffjønnede Guderne, at nu vare gode Raad dyre; de

plejede Raad og ſpurgte hverandre, hvem der dog havde
raadet til at gifte Freja med Jætten og lægge Luft og
Himmel øde ved at tage Sol og Maane bort derfra
og give Jætten dem. Kom det da frem, at det Raad
var kommet fra den, der er Ophav til det meſte Ondt,
der ſker i Verden, fra Loke, og de ſagde, at han fortjente
den veerſte Dod, om han ikke fandt van Raad, jaa
Jætten tabte. Saa. gif de alle los paa ham, og han
blev ræd og fvor dem til, at han ffulde mage det jaa,
at dætten ſkulde tabe, hvad det faa end ffulde komme
til at koſte ham. Samme Aften, da Jætten kjorte ud
efter Sten med Svadilfore, ſprang en Hoppe vrinffende
frem fra Skoven, og da Hingſten faa og horte det, blev
den gejl, ſled ſig los og lob efter Hoppen, ſom ſprang
ind i Skoven igjen; Jætten fatte efter den og vilde
fange fin Heſt, og de lob hele Natten, ſaa der blev
ingen Sten hentet og intet Arbejde gjort den næfte
Dag. Men da Jætten faa, at han nu ikke vilde kunne
faa Borgen færdig til den faſtſatte Tid, foer han i fin
Jettevrede, og da Aſerne nu bleve visſe i deres Sag,
at det var en Jette, der var kommen, da brød de fig
ikke længer om deres Eder, men kaldte paa Thor. Han
kom ſtrax, og flur var Mjølner, hans gode Hammer,
i Luften; paa den Vis gav han Jektten fin Byggelon,
i Stedet for Sol og Maane fik han Hjerneſkallen knuſt.
Men Hoppen, ſom lokkede Svadilfore, var Loke, og da
der var ledet en Stund, fodte han et Fol; det var
graat og havde otte Ben. Slejpner hedder den Ganger,
den bedſte Heſt blandt Guder og Menneſker.

Loke havde engang i Ondſkab og Kaadhed klippet
alt Haaret af Sif. Da Thor fif det at vide, greb han
ham og vilde have knuſt hvert et Ben i ham, om han
ikke havde ſvoret, at han ſkulde fan Dværgene til at
lave Sif et nyt Haar af Guld, der fkulde vore paa
hendes Hoved ſom andet Haar. Han foer da til
Dværgene Jvaldes Sønner, og de lavede Haaret til
Sif, Skibet Skibladner, ſamt Spydet Gungner, ſom
Odin fik. Saa veddede han med Dværgen Brok, at
tre jaa ppperlige Klenodier ſom disſe var hans
Broder Sindre ikke Mand for at lave, og det ſatte
han ſit Hoved ind paa. De gik nu til Sindres Smedie,
og han lagde et Svineſkind i Esſen og bad Brok træffe
BVælgen og ikke ſtandſe, for han havde taget af Esſen,
hvad han havde lagt derind. Saa gik han ud, og Brok
traf Beelgen; men aldrig faa ſaare var Sindre gaaet,
for der kom en Bremſe og ſatte ſig paa Broks Haand
og ſtak, men han holdt ud og traf Belgen, til Broderen
tog Skindet af Esſen; da var det blevet til en Galt
med gyldne Borſter. Saa lagde han Guld i Esſen og
bod Brok træffe Bælgen ſom for, men aldrig jaa ſaare
var han gaaet ud, for Bremſen kom igjen og ſatte fig
pan Broks Hals, og nu ſtak den meget hyvasſere end
for, men Brok holdt alligevel ud, til Sindre kom og
tog Guldet ud af Esſen; da var det blevet til den
Ring, vi kjende, ſom hedder Drypner. Saa lagde han
Jern i Esſen og bod Broderen blæje ſom for, men
holdt han op for Tiden, ſagde han, gik det galt med
hvad han havde for. Nu fatte Bremſen fig imellem
hans Øjne og ſtak ſaadan, at Blodet randt ham ned i
Øjnene, jaa han ikke kunde ſe, han tog da med Haanden
derop et Ojeblik og jagede Bremſen bort, men da
Smeden kom, ſagde han, at det var ner ved at hele
Arbejdet var gaaet tilſpilde derved; ſaa tog han frem
af Esſen en Hammer og gav faa fin Broder alle Kle⸗
nodierne, at han ſkulde fare til Asgaard med dem og
faa Veddemaalet afgjort. Da Loke og Brok nu kom
frem med deres Klenodier, fatte Aſerne fig til Doms,
og derom blev man enig, at den Dom, Odin, Thor
og Frej fældede, ffulde ſtande ved Magt. Saa gav
Loke Odin Spydet Gungner, Thor Haaret til Sif og
Frej Skibladner, og gav Forklaring over alle Klenodierne,
at Spydet aldrig ſpigtede, at Haaret vilde gro faſt, jaa
ſnart det ſad paa Sifs Hoved, og at Skibladner altid
havde Medbor, ſaaſnart der hejſedes Sejl paa det, hvor
man faa end ftævnede hen, og naar det ikke brugtes,
kunde det foldes ſammen og bæres i en Pung. Nu
kom Brok frem med ſine Klenodier. Ringen gav han
Odin og forklarede, at hver niende Nat dryppede der
otte ligeſaa tunge af den; Galten gav han Frej og
ſagde, at den kunde lobe gjennem Luft og over Hav,
Nat og Dag, ſteerkere end nogen Heſt, og aldrig var
det jaa mørk Nat, at der jo blev ſkinnende lyſt, hvor
den foer, ſaadan Glans gik der af dens Borſter.
Hammeren gav han Thor og ſagde, at med den kunde
han ſlaa ſaa ſtore Slag han vilde, den ſkulde nok holde

og aldrig ſvigte, og den kunde aldrig blive borte, thi
hvor langt han end kaſtede den, ſogte den ſtadig tilbage
til hans Haand igjen; og ſaa lille kunde den blive, om
han vilde, at han kunde have den i Lommen; men den
Fejl var der ved den, at Skaftet var noget vel kort.
Aſerne fældte nu den Dom, at Hammeren var det
bedſte af alle disſe Klenodier, thi den var det bedſte
Værn mod Thurſer og Zætter, og Dværgen havde
vundet fit Veddemaal. Loke vilde nu indloſe fit Hoved,
men det kunde der ſlet ikke være Tale om, ſagde Dværgen.
„Saa tag mig da“, ſagde Loke, men hver Gang han
var ved at faa fat i ham, var han langt borte, thi
han havde Sko, ſom han kunde lobe i Luften med.
Dværgen bad da Thor om at tage ham, og da Thor

havde gjort det, vilde Dværgen hugge Hovedet af ham,
men Loke ſagde, at Hovedet fik han tage, men Halſen
maatte han ikke røre. Saa tog Dværgen en Kniv og
en Rem og vilde fåiffe Huller i Lokes Læber og fy
Munden ſammen paa ham, men Kniven bed ikke, og
forſt da han fik ſin Broders Syl, gik det, dog rev han
ſtrax Remmen ud igjen, og ſaadan flap Loke.

Der er levnet os et gammelt Kvad, der kaldes
Loketrœtten, og ſom ret viſer os Loke ſom den ondſkabs⸗
fulde Spottefugl, hvis Haan Intet ſparer undtagen
overfor den, af hvem han ligeſrem venter at blive lønnet
med tørre Hug. Det er aabenbart, at Digtet hidrører
fra en forholdsvis jen Tid, da den ærefrygtsfulde Tro
paa Guderne i det Mindſte hos enkelte fremragende

DD

A277

girs Giwstehnd.

Aander havde veget Pladſen for en mere blot digteriſt
humoriſtiſk Opfattelſe; det fremgaar umiskjendelig af
hele Digtets Tone og af de alt andet end glimrende
Roller, adſkillige af Guderne ſpille i det, og de Synde⸗
regiſtre, de maa høre paa, det er i Grunden for en
Del et Spottedigt over den gamle Gudeverden, udført
med ſkarpt Blik for dens Skrobeligheder og med ſtort
Lune. Da en vaſentlig Side hos Loke kommer godt
frem i det, ville vi je lidt nærmere, paa det. i
Da Aegir havde faaet den ſtore Kjedel, vi mindes
Thor og Thyr ſkaffede hos Jetten Hymer, bryggede han
Ol og lavede til Gilde for Aſer og Alfer. De kom
alleſammen paa Thor nær, han var i Oſterleding, ſom

ſeædvanlig vel for at ſlaa Trolde ihjel. Stort og ſtateligt
gik det til i Ægirs Hal, ſom var et hojhelligt Fredſted;
lyſende Guld var der i Stedet for Lys, og Ollet bar
fig ſelv omkring. gir havde to Tjeneſtefolk, ſom vare
overmaade flinke; Guderne roſte dem meget, men det
blev Loke misundelig over, og tilſidſt blev han ſaa kjed
af at høre derpaa, at han ſlog den ene ihjel, Da ryſtede
Aſerne deres Skjolde og raabte imod Loke og drev ham
til Skovs; jan ſatte de fig til at drikke igjen. Men
Loke kom fnart igjen og traf den anden af Wgirs
Tjeneſtefolk, ſom hed Elde, udenfor; han ſpurgte ham,
hvad Aſerne fad og talte om over Ollet. „De tale om
deres Vaaben“, ſagde Elde, „og om deres Lykke i Strid,

1
|
——— 82 AR

men Ingen taler Venneord om Dig“. „Jeg vil dog
gaa ind og je paa det Drikkelag“, ſagde Loke; „Haan
og Hadingsord vil jeg bringe dem, og blande Ondſkab
i deres Mjød”. Saw gik han derind, men da de jaa,
at han var kommen igjen, faldt der Tavshed over dem
Alle. Da ſagde Loke: Torſtig kom jeg langvejsfra hid
til Hallen for at bede Eder, Aſer, give mig at drikke.
Hvi er J jaa tavſe? Viſer mig til Sæde eller jag mig
herfra, om J vil“. Brage: „Aldrig viſe Aſerne Dig

til Sæde; de ved vel, hvem de fkal bænfe ved deres

Gilder“. Loke: „Har Du glemt, Odin, hvorlunde vi
blandede Blod i fordums Dage? dengang ſvor Du, at

aldrig fkulde Du ſmage Ol, om det ikke bares for os |

85

Begge”. Odin: „Saa rejs Dig da, Vidar, og gjor
Plads for Ulvens Fader, ikke vil jeg, at han ſkal laſte
os i Mgirs Hal“. Vidar flod da op og ſkjeenkede for
Loke; men forend han drak, hilſede han Aſerne: „Hil
Eder, Aſer, og hil Jer Aſynjer, hil Jer alle, J høje
Guder, undtagen Brage der inderſt paa Benken“.
Brage: „Jeg giver Dig Sejt og Sværd dertil en gylden
Ring i Bod, om Du vil ſpare Aſerne for Din Avind;

egg ikke Guderne imod Dig“. 4
(Fortſattes.

En Nat ned Amazauflnden.

5 Fra Braſilien.
j 73 SNE 32

85 thvert Barn kjender ſikkert af Navn dette
ſtore Kejſerdomme i Sydamerika, og der

for ſtorſte Delen kommer fra dette Land,
nemlig Kaffen.

Et Blik paa Verdenskortet viſer, at dette Rige af |
umaadelig Udftræfning, ligger paa Jordens varmeſte
Strøg, idet Wfvatorigaar igjennem dette Land, ligeſom

findes næppe det Hus, hvori man ikke
ſaagodt ſom dagligt nyder et Produkt, der

| gjennem ben afrikanſke, umaadelige Orken Sahara, ſom

vi tidligere have omtalt. Man vilde tage meget fejl,
derſom man antog, at Klimaet og Landenes Beſkaffenhed
var ens, da begge ligge ligemeget under den brændende
Sol; man kan vel næppe tænfe fig nogen ſtorre Mod⸗
ſetning, end den golde dodsſvangre Sahara Orken og
det endnu nærmere Wkvator liggende Braſilien, med
fit yppige rigtſvulmende Plante⸗ og Dyreliv. En af
de ypperſte Forſkere af det braſilianſke Planteliv forſikkrer,
at han har ſet mindſt 15,000 forſkjellige Plantearter i
dette Land, og ſaa er dog umaadelige Strækninger i
det veſtlige Braſilien endnu næppe kjendte, langt mindre

underſogte af Planteforſkerne.

Intet Sted i Verden finder man derfor de umaade-
lige Urffove tættere og med en mere overraſkende Rigdom
af vexlende Farver end her, og intet Steds trives vel
alle mulige fra andre Egne af Jorden indførte Planter
bedre end her. Skovene levere det fortrinligſte Skibs⸗
tømmer, udmeerkede fine Trœarter til Gavntre (Mahogni
oſv.) Farvetre (navnlig Fernambuk) og en Rigdom af
herlige Frugter, ſom Piſang, Kokusnedder, Ananas,
Rabarber, Meloner og hvad de alle hedde. J de lavere
fugtigere Egne trives Ris og Mais, medens de mere
hojtliggende Egne frembringe en rig Hoſt af Tobak,
Sukker, Kaffe og Kakao (Chokolade), ſamt Bomuld og
Indigo, foruden en Mengde fortrinlige Kryderier, ſom
Vanille og Ingefær. ;

Hvad der giver Brafilien fin rige Plantevært er
Vandet. Fra det veſtlige Sydamerikas Bjerge⸗ ftrømme
talrige Vandlob mod Oſt og forene fig til Jordens
ftørite Flod: Amazonfloden; den fører en jaa umaadelig
Vandmasſe, at den i fit Udløb er bred nok til at rumme

Sjælland i fin Munding. Vel er det varme Klima

overordentlig tørt en ſtor Del af Aaret, og al urte⸗
og græsagtig Plantevcext fortorres da paa Sletterne
ſom i Bjergene, men jaa kommer „Regntiden“.
Vandet ſtremmer ned Uger og Maaneder; hvor der for
var vide Sletter, bliver nu ſtore Vandſtrakninger, der
dog hurtigt. forſvinde og efterlade en ny ſpulmende
Plantevext, ved hvilke de halvvilde Hjorder af Heſte
og Bofler fryde fig og fede fig i ubændig Glæde ovenpaa
den ſtore Nod, de led under den lange Torke, og derpaa
folgende Overflod af Vand.

Man vil forſtaa, at det over hele Braſilien for⸗
grenene Flodnæt har bidraget overmaade meget til at
Landet er blevet underſogt og bekjendt i det Indre, ſaa
godt ſom det allerede er, og at jaa mange udmærkede
Produkter ere fundne og udførte derfra. Weren derfor
tilkommer de utrættelige Videnſkabsmend, ſom under
utrolig Savn og Moje have gjennemtreengt de torre
Sletter og vilde Bjerge, ſom de umaadelige Urſkove,
der aldrig ere betraadte af nogen hvid Mands Fod tid⸗
ligere. Det er ikke Torſt efter Guld og Sæder ſom
have bragt hine Mænd til at jætte Livet i Vove og
til at gjennemgaa al den med Rejjer i ſaadanne Egne
folgende Moje, Nod, Sult og Anſtrengelſer. De ere
kun ledede af den uegennyttigſte Lyſt til at gavne deres
Medmenneſker og Trang til at udvide deres Kundſkaber
for at være blandt Videnſkabernes Banebrydere. Det
er med Stolthed at vi Danſke ſelv ogſaa paa dette
Omraade kunne nævne en Landsmand Dr. P. W. Lund,
ſom en Mand, der ved ſaadanne videnſkabelige Under⸗
ſogelſer har indlagt ſig overordentlige Fortjeneſter og
erhvervet fig et højt anſet Navn blandt Udlandets
Videnſkabsmend.

Hvilken Forſkjel paa Videnſkabsmeends Liv! Mange
ſidde ſaalcenge bøjede over Bogen, at de blive fremmede
for det daglige Liv, andre færdes ſom ovenfor omtalt.

Det vil for Leſeren, der ſidder i Ro og Mag om Lyſet
i den fredelige Stue, være interesſant at høre et Par
Trek af ſaadan en Lords Feerden og vi laane et Par
Smaatræf fra Dr. Lunds for adſkillige Aar ſiden hjem⸗
ſendte Breve.

Efter at have omtalt en 6 Dages Rejje gjennem
en aldeles flad, ufrugtbar Slette, fortæller han: „Den
næften fvælende Hede, ſom disſe, af en brændende Sol
opvarmede Sandørfener kaſte tilbage, det ſtinkende,

| varme Sumpvand, vi maatte drikke, og Mængden af

de Muffvitoer, der fværmede om de lave Søer, ved hvis
Bredder vi vare nødte til at opſlaa vort Nattekvarter,
bragte os i disſe faa Dage i en naſſten feberagtig
Tilſtand. Vi miſtede vor Forer, vore Kort vare upaa⸗
lidelige og Forvildelſer i disſe Orkener kunde medfore
vore Dyrs og vor egen Undergang. Dog der var ingen
Udvej; anbefalende os Forſynets Styrelſe, begave vi os
atter paa Vejen med Kompasſet i Haanden og naaede
endelig efter 7 ftærfe og beſvoerlige Dagsmarſcher den
foronſkede Flod paa rette Sted.

Egnene ſom denne Rejje. forte os igjennem, høre
til de ſkoͤnneſte og meſt henrivende, jeg traf paa hele
Rejſen. Naar efter Solens Nedgang, den velgjorende
Kolighed havde indfundet fig, naar vi efter fuldendt
Dagveerk trætte henſtrakte os paa vor Oxehud paa
Sfrænten af en herlig grøn Dal, hvor Grupper af den
ranke Viftepalme ſpejlede ſig i Bakken, og den rene
ſtjerneklare Himmel, uhindret af alle menneſkelige Værn
hvælvede fig over vore Hoveder og nedaandede fin friſke,
oplivende Dug — at beſkrive de Folelſer, der da gjennem⸗
ſtroͤmmede mig, at ſkildre den ſalige og dog med uſige—
ligt Vemod blandede Sjælstilftand, hvori jeg befandt
mig, vilde jeg forgjæves forſoge pan. Natlige Stemmer
i uophørlig Afvexling gjenlode fra de omliggende Skove
og deres hemmelighedsfulde Toner, der ſnart opvakte
Forundring og ſnart Redſel holdt mig ofte hele Timer
vaagen, indtil Viftepalmens raslende Blade inddysſede
mig i en Søvn, hvoraf jeg forſt vaktes ved tuſinde
Fugletungers aarle Morgenſang. Jeg ved faa Erin⸗
dringer fra denne Rejſe, ſom min Tanke hellere vender
tilbage tilbage til, end disſe himmelſke Netter, hvor jeg
i Skodet af den meſt fortryllende Natur for et Ojeblik
glemte Menneſkeſamfundet og dets Tuſinde ſelvfkabte
Kvaler“.

Saa rolige gik Netterne dog ikke altid for de
Rejſende og vi fkulle ſom Modſetning meddele en ſenere
Raſtnat, hvorom han fortæller:

„Daglige Uvejr ledſagede os fra nu af, men hin⸗
drede igvrigt lidet vor Reiſe, da de almindelig forſt
brode ud om Aftenen og vi hver Nat fandt Skjul.
Det var en ſand Lykke for os, at vi ſlap gjennem
Orkenerne med jaa godt Vejr, thi vi havde, ſtolende
herpaa, ikke forſynet os med Telt, og jeg har havt en
Forſmag paa, hvor aldeles man er givet til Pris for

Elementerne, naar man overfaldes af et ſligt Uvejr om

87

Natten under aaben Himmel. Den 30te September
havde vi opſlaaet vor Lejr paa Skrenten af en ſandig
Høj, der forte ned til en af de ſmukke Viftepalmeſumpe,
hvor vi hentede vort Vand. Vejret var klart, men
Himlen indhyllet i Rog og Heden trykkende. Et Par
Timer efter Solens Nedgang ſteg en lille Sky op fra
Horiſonten og hævede fig, under fuldkomment Vindſtille,
med utrolig Hurtighed op paa Himlen. Jeg ſtod i
tavs Beundring af dette Naturſyn, men anede ingen
Fare, da pludſeligt et blændende Lyn, ledſaget af et
voldſomt Tordenſlag, udgik fra Skyen, der nu næften
ſtod over vore Hoveder. Enhver lob nu til ſin Poſt.
J et Ojeblik vare mine Kasſer trængte ſammen og mit
Leje redt paa dem. Sengen er meget ſimpel og beſtaar
af en flor ſtiv og jvær Oxehud, der er ſammenfoldet
efter Længden. Man lægger fig paa den ene Halvpdel
og bedaekker fig, i Tilfcelde af Regn, med den anden.
Knap vare mine Anſtalter trufne, for Forloberne til
Uvejret indfandt fig. En ſtcerk Suſen fra den nær-
liggende Skov forkyndte Stormens Fremrykken. Hurtig
krob jeg ned under mit Skjul, og ved at klamre mig
faſt med den ene Haand til Hanken i Kasſen og ved
med den anden at holde en i Orehuden anbragt Strop
faſt om mig, lykkedes det mig, ſaalcenge mine Kræfter
holdt ud, at værne mig nogenlunde mod det voldſomme
Angreb. Min Rejfefælle var ikke jan heldig. Hans

Oxehud var endnu ikke udbredt da Stormen indfandt.

ſig, og nu var det for ſent. Han kaſtede ſig derfor
paa fine Kasſer og bedoekkede fig med den udbredte
Hud, ſom han ſogte at faſtholde med begge Hænder;
men forgjcves. J denne ufordelagtige Stilling havde
Stormen for megen Magt; Huden udreves af hans
Sænder, og jeg ſaa den fra mit ſikrere Skjul flyve op
i Luften ſom et Ark Papir. Inden han havde indhentet
den og indrettet ſig et ſikrere Skjul, var han gjennem⸗
blødt af det ſtrax paafolgende Skybrud. Til Lykke
varede Uvejret kun en Time; men Larmen af de ned⸗
oſende Bande paa min Oxehuds⸗Kappe i Forbindelſe
med Stormens Suſen og Tordenens uophorlige Rullen,
havde næften bedøvet mig. Flere Gange forgik Krefterne
mig; mit Oxeſkind fløj op, og et Ojeblik var nok
til ganfke at gjennemblode mig. Det var vor Frelſe, at
vor Lejr var opflaget i los Sandbund, der indſugede
Vandet, da ellers upaatvivleligt alt var ſkyllet af Vand⸗
floden ned i den nedenfor liggende Palmeſump; men nu
reddede vi endog en Del af vore Baal, ſom Negerne
behændigt havde vidſt at tildekke, ſaa at vi efter over⸗
ſtaaet Nod kunde opvarme vore ſtivnede Lemmer og
torre vore Kleder“.

Det er dog ſom ſagt Floderne, der ofteſt maa
afgive Vejen paa ſaadanne Underſogelſesrejſer, hvorpaa
man trænger ind i de ubeboede Egne og vilde Skove.
Maaned paa Maaned kan den Rejſende da leve paa en
jammerlig Flodbaad en „Pirog“, i Selſkab med et Par
dovne Negere eller lumſke Indianere, ſom han i dyre

Domme har lejet til at ledſage fig ſom Tjenere og
Roerfolk. Bagtil er den usle Baad gjerne forſynet
med et Ruf af Palmeblade eller Sejldug, for om Dagen
at jfærme den Rejſende mod Solens ſtikkende Straaler,
og om Natten mod de ſtore giftige, blodſugende Myg,
Moſkvitorerne, ſom i Masſe anfalder ham i fri Luft
med deres ſmertelige Stik. Hans Ledſagere tage det ikke
jaa noje hermed. De gaa næften nøgne og deres
Hud er tilftræffelig hærdet - baade mod Moskvitoſtik og
Solſtik.

Vort Billede viſer os et ſaadant Rejſeſelſkab. Den
enſomme Reiſende er fin Baad trængt højt op gjennem
vildſomme, ubeboede Egne ved at ro og ſtage Baaden
op ad Amazonfloden, vi ſe tilvenſtre yderſt paa Billedet.

Det er blevet Aften og det af Dagens Hede og Meje

udmattede Rejſeſelſfkab har roet Pirogen ind i Udlobet
af en lille Biflod, der munder ud i det ſtore Vand.
Her have de fortøjet det ſkrobelige Fartøj med Stager
der ere rammede ned i den dyndede Flodbund og ligge
nu i Læ af en vild Skoppynt. Det er en dyb file
Nat. Maanen har begyndt at fordele et optrakkende
Uvejr og ſkinner nu med en Glans, ſom vi ikke kjende
i vort Land, læggende et ſitrende Sker henover de
dovne Floders rolige Vand og kaſtende et Soloſkeer
over alt hvad den beſkinner. Vor Rejiſende har lagt
ſig til at ſove, men hans Ruf er ſaa lille og kvalmt i
den lumre Nat, at han har ſtukket Benene langt ud
pan Baadens Dak. Som en god General har han
udftillet en af Negrene ſom Vagtpoſt inden han begav
ſig til Ro. Men det er en upaalidelig Armee han har.
De to Negre ſove ſtrax, ſaa nogne ſom de ere, ſom
Stene i Forſtavnen, og det have de Lov til, men den
tredie Neger, der ſkulde „pasſe paa dem alleſammen“
og ſom har fat fig paa Hug paa Relingen af Baaden,
er blevet kjed af at beſkue „Masſas“ laſede Benklæder
og fine egne kulſorte, nøgne Ben, bliver omſider ſopnig,
og det har han ikke Lov til. Maanen ſkinner ham i
Øjnene, han lukker dem og ſnart ſover han den Ret⸗
færdiges Søvn ſom han ſidder — thi en Neger kan
ſove i hvilken Stilling han end er. Nu bliver der
imidlertid noget Liv i Skovpynten. Det er en Abe⸗
familie, ſom hopper fra Gren til Gren og betragter det

lojerlige ſtille Fartgj. Der er beſtemt noget der glinſer

i Maanelyſet derude — det maa efterſes og ſnart hopper
den raſtloſe Abefatter og Abemutter ude paa Ruffets
Tag. Ikke en levende Sjæl bevæger fig i Baaden;
behændigt rane de ligeſaa tyvagtige ſom nysgjerrige
Aber flere Smaating, ſom vor Ven vil haardt ſavne
de næfte Dage, medens Aberne næppe faa videre Brug

for Krudthornet og Fyrſtikkeceſken af Mesſing, ſom er

faldet ud af den Sovendes Lomme. Men der er mere
der glimrer, to ſtore ſkinnende blanke Solvringe i den
vagthavende Negers Oren. Leenge vimſer Abefatter
omkring den Sorte; han vedbliver at være ftille, det
maa voves! Et Nap i begge Ringene! Men Virkningen

rr

bliver meget uventet, for „Sam“ farer forfærdet op af
fin dybe Søvn, og inden han kan give fin Forfærdelfe
over den forte, lodne Djævel, der napper ham vaagen,
Luft i et Hyl, ligger han paa Ryggen i det forte,
mudrede Vand, medens Abefatter, ligeſaa forfærdet i
jamme Nu er oppe paa Ruffet og med forundrede,
plirende Ojne betragter de ſynlige Reſter af den ſtakkels
Neger, de ſorte Ben ſom ſtikker i Vejret. Da han
halvkvalt, forvildet og puſtende atter klarer ſig ud af
Dyndet, er Fredsforſtyrrerne borte; men Sam ſlaar nu
Allarm og hans forfærdede Fortælling om at Flodtroldene
have anfaldet ham og kaſtet ham i Vandet og tillige
om hans mandelige Forſvpar, der har reddet Fartoj og
Beſcetning, finder villig Tiltro hos hans overtroiſke
Kammerater og volder „Masſa“ en Fornojelſe, ſom kun
ellers ſparſomt tilmaales ham i hans, paa denne Slags
Morſkab fattige Reiſeliv.

Bognyt.

Nordiſk illuſtreret Vorneblad. Af dette meget pris⸗
billige Blad der udgaar paa A. Weſtrups Forlag, fore⸗
ligger nu en Aargang, ſom danner et net Bind med
mange Billeder og et i det Hele godt Indhold. Det
fører nærmeft Navnet „Nordiſk“ fordi det udkommer
ſamtidigt i de tre nordiſke Lande, da Indholdet juſt
ikke har noget ſerligt Bræg, idet de fleſte Billeder ere
hentede fra det engelſte Borneblad „The Children's
Friend“, ſom Bladet i ſin Form ogſaa har meget
Lighed med. De danſke Forfattere ſom have ſkrevet i
Bladet, har ubetinget leveret det fortrinligſte af Ind⸗
holdet (navnlig har Zakarias Nielſen og Emanuel
Henningſen givet ſmukke Bidrag), hvorimod de norſke
og ſpenſte Bidrag, ofte er temmelig flade. Bladets
dan Udgave er redigeret af Skolebeſtyrer Chr. Breds⸗
dorff og anbefalet af flere anſete Mænd, hvoriblandt
Konferentsraad H. C. Anderſen og Skoledirektor, sgl
Holbech, udgaar to Gange maanedlig afverlende me

et 8⸗ og et 16⸗ſidigt Ark til en Pris 24 5. Kvartalet.

Smaating.

Godt Raad. Derſom Ulykken kommer ind i Dit
Hus, da vær taalmodig og ſmil fornøjet, og den vil
Seid bort igjen, thi den kan ikke udſtaa muntert

elſkab.

En falſk Ven er ſom en Skygge. J Solſkin kan
man ikke blive ham kvit, men i Graavejr er han ſpor⸗
løft forſvunden.

2

at tugte
| Deres Majeſtcet“, ſagde han, „De er den bedfte General,

Aandsnerverelſe. Frederik den Store af Preusſen
væltede engang og foer med fin Stof imod. Kufken for

ham. Men Kuffen var ſnild. „Min Gud,

der endnu har levet i Verden, og alligevel har De

| tabt mangt et Slag. Jeg har nu ogſaa tabt et og i

30 Aar det forſte. Tro mig, jeg ærgrer mig ti Gange
mere end De“. Kongen maatte le ad denne lajerlige
Sammenſtilling og formildedes.

Ogſaa en Forſkjel. Faderen: „vad Forſtjel er
der paa et Wble og en Pere?“ Den
„Paa Peren kan man ſpiſe W med; paa
Wblet bliver det ſiddende mellem Tænderne”. —

„Intet overgaar dog et godt Glas Vin“, ſagde
en Wand til en Ven, ſom han traf ſammen med i en
Vinkjelder. ”

„En Flaſte er mig dog kjcrere“, var Svaret.

Efter Ritualet. En raadſnild Preſt i Skotland
bad en Officer 1 en Soldat en Straf, han ved
en lille Forſeelſe havde gjort fig fortjent til. Officeren
indvilgede paa det Vilkaar, at Bræften ſamtykkede i den
forſte Begjcring, han paa fin Side maatte fremkomme
med. Da Bræjten havde indrømmet dette, bad Officeren
ham have den Godhed at døbe en Hundehvalp overens⸗
temmende med Ritualet. Preſten gjorde ingen Ind⸗
vendinger, og en Del Herrer indbodes til at overvære
Akten. Da Alt var i Orden, bad Praſten Officeren
holde Hunden frem, hvorpaa han ſagde: „Da jeg er
Preſt, kan jeg ikke afvige fra Haandbogen“. „Det
forſtaar fig”, ſparede Officeren; „det er jo netop det
vi ere blevne enige om, at Daaben ſkal foretages aldeles
efter Ritualet”. „Nu vel, Hr. Major, faa begynder
jeg med det ſedvanlige Spørgsmaal: „Erkjender De
at være Fader til denne Hvalp?“ En Skoggerlatter
ie dette Spørgsmaal, og Officeren flængte Daabs⸗

kandidaten fra fig.

Opløsning
paa Gaaden „Firkantede Nodder“ i Nr. 10:
KAT. — ADA. TAK.
2 dd
Brevverling.
Hr. Lærer N. P. i L. Om Strivebøger iffe tilvirkes ved
Husflid til billige Priſer? Jo. De — og enhver Lærer —
ſom vil have meget gode og ſerdeles billige Skriveboger

af denne Art med danſte Billedomflag, anbefales. at henvende
Dem med Beſtilling til Hr. M. Sorenſen i Lemvig.

Zudhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte
(Fortſat). — Vore Fædres Guder, ved Fr. Winkel
Horn, med Billede (Fortſath. — Fra Braſilien, med
Billede. — Bognyt. — Smaating. — Brevvexling.

PPVPPPPbwPbbwↄↄbwkökͥ0ͥ0ͥ5 kääüäüä—ä̃̃ ——⅜e

Husvpeunen udkommer lik hver Søndag med et 16. ſpalket Ark, ſorſynet med flere Billeder, tit 3 AMK. Kr.) Yjerdingaaret fril tilſendt

Hverk Fjerdinggar medfølger gratis et fort ſmußt VBillede.

Blade gan beſlilles pan elhvert Vofikonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver

Boglade fame hos Sovedkommisfionæren : Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

lille Dreng:

mands Bills

We SAN i 2
Morſhabslesning, Oplysning og .
Anginet ak R. C. Bum.

0 2. Aargang. ; ;
. Sandagen d. 20. Derember.
Nr. 12. Smag

PR
92

En lykkelig „Gevinner“. akkurat ſom han fløjter til, og Pigerne ſtal endelig
Forlalling af Knud Skytte. hen og je paa, naar de render og gjør højre om og

å hopper og ſpringer her omme paa Skolens Gymnaſtik⸗
plads. Men det værfte er, at Mange af de Wldre

1

| (Fortfat.) er lige jaa tosſede, ellers ſkulde jeg nok faa min Krig
aa, ſaa J maa ogſaa plages med de frem og det hele Uveſen affkaffet.“ —
Narreſtreger her pan Egnen,“ bemærkede „Hvpa'! er de Bajſtruper ſaa tosſede?“ ſpurgte ege
Søren Ullits. Sønderboen i en ſpottende Tone.
„Ja det er en ſolle En, ſom de kalde „Ja, ſaagu er de ner ved at blive det. For

Jens Peter, og ſom bor her over for i kunde jeg prægtig tumle dem; men ſiden den Knægt
en bitte Gaard. Siden han har været paa Hojſkolen begyndte at gjøre fig banſat, kan jeg ingen Vegne
og i Kongens Zjenefte, har han faaet faa mange ny⸗ komme med dem. Han er nær ved at tage Styret
modens Nykker, fan det er en ſtor Skam, og han gjør fra mig.“

et ſaadant Spræl, at vi ældre torre Jyder knap kan „Tager han fig ſaa ikke Andet for end dette her?“
faa Lov at være i vort gode Skind for ham.“ „Ak jo! Du ſkulde være her for en Maaneds Tid,
„Ja ſaa.“ jaa ſkulde Du je Lojer. Han har f. Ex. oprettet en

„Jo, nu faa Du jo, hvordan han faar de unge Sangforening, og om Vinteren beſtiller Karlene ikke
Karle til at rende gal efter fig. De ſkulde ned paa | andet de to Aftener om Ugen end at ſynge Lirum 5
Skydepladſen og ffyde til Maals. Saadan render de larum, Katten gjør Wg! Han ſynger forbandet godt,
og plaffer hver Sondag Eftermiddag, ſaa Folk og den Skabhals, og naar han om Sondagen moder med
Kreaturer næften ikke kan gaa i Sikkerhed paa Marken, | fit Komplot i Kirken, fan er han ner ved at tage
men ere udſatte for at blive ſkamſkudte eller ligefrem Troen fra Degnen, der er faldet og beſkikket til at lede
dræbte. Jeg har talt med Herredsfogden om det; |. Sangen for os. Jeg ſagde en Dag til vor Naboes
men Ovrigheden holder med dem, ſaadanne Springfyre, Son, om han ikke havde Andet at bruge fin Tid til,
og i Stedet for Medhold fif jeg en lang Formanings⸗ end at rende efter ſaadanne Narreſtreger. Men kan
tale om at fløtte Sagen, om Fadrelandskjcrlighed, | Du gætte, hvad den Knægt ſvarede mig?“

Sønderjyder og hiſt op og her ned. Saadan noget „ej.“

kjendte vi flet ikke til her i Bajſtrup, for den Spring⸗ „„Muſik er ikke fkabt for Wſelsorer,“ kaste han
fyr, ſom ſagt, kom hjem af Kongens Tjeneſte. Jeg han nok faa profos.“

kan ikke udſtaa den Karl! Det er ham og ene ham, „Nej, ſikken Lommel! Nej ſikken nederdragtig nosvis

der har bragt os det hele Uvæjer paa Halſen. Ung⸗ 22ſel!“ raabte Søren Ullits opbragt. „Saadan en
dommen er rent forgabet i ham og render avet om, Fyr kunde have godt af at komme under min Behandling

et Aarstid — jeg ffuld lave en kjon Dreng af ham!
At ſbare en brav og eſtimeret Mand ſaadan — fy!“

„Ja, maa Du ikke nok ſige det! Men hvad ſkal
en enkelt Mand gjøre, naar hele Verden løber avet
om?“

„Nej, Du har Ret”,
med et Suk.

„Ikke en Gang Skoledrengene kan gaa i Fred for
ham“, vedblev Wolle Perſen. „Dem ſamler han ogſaa
ſammen, hvor han kan, ſtiler dem op i Raekke ſom
Soldater og faar dem til at gjøre halsbræffende Kunſter.
En Dag, jeg kom -gaaende i al Skikkelighed op af
Gaden og var hverken fuld eller gal, fif han dem til
at lobe Storm ned efter Sprojtehuſet. En af dem
lob bardus lige mod min Mave og havde Gud ſtraffe
mig nær drevet mig bag over“.

„Av!“

„Og forleden fortalte Tjeneſtepigen, at han havde
faaet Samling paa en halv Snes Stykker og lod dem
øve fig i at tage Spring fra fin Modding og ned pan
Stenbroen, hvor der var firøet Halm. Og før han
lod dem gaa, ſkreg de nok Hurra derovre, ſaa det ſang
i alle fire Huſene“.
5Hvordan pasſer han faa den Smule Gaard, han
har? Daarligt kan jeg tanke?“

„Nej, ſaagu, det maa jeg endda ikke ſige. Han
og Karlen flider godt i det, og der er god Orden nok
paa Sagerne derovre. En gammel Faſter holder Hus
for ham, og ſaa holder han en Tjeneſtepige og en Dreng,
for uden Karlen, ſom jeg ſnakkede om. En Apartehed
hos ham er det ogſaa med den „Husflid“, ſom han
driver ſaa ſteerkt paa. Om Vinteren, naar han ikke
har Sangeriet at lobe efter, ſaa ſidder han og Karlen
og Drengen inde paa Gulvet og binder Halmkurve,
laver Soldbunde, ſnitter Sker og ſaadan noget. Det
kan nu være, hvad det er; men det pasſer ſig dog ikke
for en Gaardmand, og det har aldrig været Skik og
Brug for. Naar han faa endda vilde holde fig paa
lit Eget. Men der ſkal holdes Taler om det og laves
Udſtillinger med det Krammeri, fort Jagt: Ale fkulle
være ſom han, og hele Egnen fkal danſe efter hans
Pibe. Det er Meningen. Jo, det er Fandens, hvor
han forſtaar at ſpytte om ſig!“

„Han er altſaa ugift endnu, hører jeg?“

„Ja, han er endnu ugift“. Wolle Perſen ſagde
dette i en lavere Tone, og ſom om der var Noget,
trykkede ham for Bryſtet.

„Tanker han maaſke paa at gifte ſig?“

„Det gjør han maaſte“.

„Har han ſet ſig En ud?“

„Det kan nok være”.

Der opſtod en lille Pavſe. Wolle Perſen drog et
dybt Suk. Derpaa flod han op og ſagde til Geſten:
„Folg med her ind lidt“. De fulgtes da ad ind i

Sovekammeret, og Dor en blev lukket.

Abrede Søren Ullits

De forbleve længe ſammen derinde og ſamtalede i

en fortrolig, hviſkende Tone. Hvad det var om, fil
Ingen at vide; men inden de ſtode op, gave de hinanden
et trofaſt Haandſlag, og da de atter traadte ud i Stuen,
jaa Wolle Perſen jaa kiſteglad ud, at han lo over hele
ſit fede Anſigt.

Fra den Stund af foregik der en paafaldende
Forandring i Geſtens Opforſel over for lille Elſe.
Han ſogte hendes Selſkab ved enhver Lejlighed og gjorde
fig al optcenkelig Flid for at indynde fig hos hende,
hvilket dog ikke ſyntes at ville lykkes for ham; thi hun
gik af Vejen for ham, hvor hun kunde, og hvor hun
var nødt til at indlade fig i Samtale med ham, forſtod
hun ypperlig, uden at være ligefrem uhoflig, at holde
ham i tilborlig Afſtand, ſaa han ikke ret kunde faa
Lejlighed til at komme frem med, hvad der tydelig nok
laa ham paa Hjertet. Men den tapre Elſker lod fig
ikke faa let afviſe; han tænkte: „Ligeſaa godt ſpringe i
det, ſom krybe i det“, og en Dag tog han Mod til ſig
og rykkede ud med en formelig Kjeerlighedserklering.
Elſe tog ogſaa Mod til fig og ſagde ham klart og
beſtemt, at hun vilde hverken eje eller have ham. Der
ſtod han jaa, og for Ojeblikket var der ikke Andet at
gjøre, end at ophæve Belejringen og overveje, om det
maaſke var muligt at indtage Feſtningen ved andre
hidtil uprovede Midler. Efter en grundig Overvejelſe
anlagde han et lidende melankolſk Anſigt, og hver Gang
Elſe kom i hans Neerhed, lod han fine Oje hvile paa
hende med et tungſindigt ÜUdtryk, og ſaa ſukkede han,
jaa en Sten maatte forbarme fig. Paa den Maade
lykkedes det ham virkelig at røre hendes Hjerte til
Medlidenhed, og hun teenkte, det var ſlemt, at hun
havde ſparet ham ſaa haardt, da det lod til, at han
virkelig havde Godhed for hende.

Saa var det en Dag, at hendes Fader kaldte
hende ind i Sovekammeret; der inde ſad Elſkeren, og
han jaa meget nedbojet og lidende ud. Ved denne
Lejlighed var det Wolle Perſen, der førte Ordet paa
Frierens Vegne, og han baade tiggede og truede; men
lige meget hjalp det. Lille Elſe var beſtemt, og hun
ſagde rent ud, at de kunde tumle med hende, jaa længe
de vilde, hendes. Spar blev dog det ſamme, nemlig
Nej og atter Nej! Dermed ilede hun ud af Kammeret
og gik op i Overſteſtuen, hvor hun fatte fig til at græde.
Hendes Fader og Sonderboen tilkaſtede ved hendes
Bortgang hinanden et betydningsfuldt Blik, og den
Forſte ryſtede modfalden pan Hovedet og ſagde: „Svad
nu? Jeg er bange, vi komme til at give tabt; thi vi
komme aldrig nogen Vegne med hende. Den banſatiſte
Springfyr! Jeg er vis paa, det er hans Skyld det
Hele. Gid han ſad paa Bloksbjerg!“

Frieren drog et dybt Suk og ſagde: „Ja, Du har
desverre viſt Ret. Der er ingen gode Udſigter for
mig, i det Mindſte ikke for Ojeblikket. Det er vel
bedſt, jeg reſſer hjem og bliver borte en Tid. Jeg kan

jo altid komme igjen, hvis hun ffulde blive omfindet,

og Du vil være jan god at fkikke mig Bud“.

„Aa nej! Bliv nu i nogle Dage. Hvem ved, hvad
der imidlertid kan fte! Du ved, at Kvindfolk kan blive
ved to Sind, mens de gaa over et Dortre, og en
oprigtig Bejler maa være ſtandhaftig. Bliv her og lad
Hvile falde paa Dig i nogle Dage!”

Den fortvivlede Elſker gik omfider ind paa Forflaget
og blev.

Lille Elſe var imidlertid aldeles utroſtelig. Hun
græd, og hun ſukkede og tænkte ved fig ſelv: „Hapde
vi endda haft den paatrengende Geſt ude af Huſet!
Han kan jo pasſe fig ſelv og lade mig" være i Fred,
jeg har jo ikke gjort ham Noget, det grimme, mørfe,
ſtulende Spektakel! Jeg hader ham! Jeg afffyer ham!
Hvor min Fader ogſaa har haft fine Øjne, ſiden det
kunde falde ham ind, at ſaadan en Morian var en
pasſende En til mig! Fy!” Hvert Ojeblik faa hun over
til Gjenboens, ſom om hun vilde ſige: „Mon han da
ikke ſnart vil komme og redde mig?“

J Merkningen kom der et Par Mænd og ſad og
ſnakkede med Wolle Perſen og hans Gaſt. Elſe gik
ud og ſatte ſig paa Benken under Lindene, hun havd
faaet ſaadan en redſom Hovedpine.

Der var Nogen derovre i Lyſthuſet; men hvem
det var, kunde hun ikke ſe. Nu kom der en Skikkelſe
til Syne mellem Buſkene. Aa jo! Det var ham, den
ſlemme Jens Peter, der tituleredes fan haanlig af ſin
Gijenbo. Med et let gymnaſtiſt Spring ſatte han over
Hegnet, gik over Gaden og tog Plads paa Beenken ved

lille Elſes Side.
(Fortſettes.)

Vore Fedres Guder.
Bed Fr. Vinkel Horn.

(Fortjat.)
oke: „Gid Du altid maa ſavne baade
Sværd og Gulbring, Brage. Ingen her

AN
varer fig ſaa vel for Kamp ſom Du.
eller er ſaa ſky for Skrald”. Brage:
„Sad jeg yderlig, ſom jeg nu ſidder inderſt paa
Bennken, ſkulde det koſte Dig Dit Hoved, ſaadan Løgn
Du farer med“. Loke: „Naar Du ſidder pan Benken,
er Du modig nok, Brage Benkepryder; men er Du

vred, ſaa kom; modig Mand betænker fig ikke“. Ydun:
„Brage, jeg beder Dig for Dine Borns Skyld, ſtjcld
ikke paa Loke“. Loke: „Ti Du bare ſtille, Ydun, Du
er den mandlyſtneſte af alle Kvindfolk; Du huſker nok,
at Du lagde Dine hvide Arme om Din Broders Bane⸗
mands Hals“. Ydun: „Jeg vil ikke kives med Dig,
Loke, her i Ægirs Hal, bare holde Styr pan Brage,

i Hallen, hverken af Aſer eller Alfer,

ſom er øllet; jeg vil ikke, at J fkulle ſlaas i Vrede”.
Gefion: „Svi ville J to Aſer nu ſtrides med ſaarende
Ord? Det hører fig jo til for Loke at ſkjemte, og alle

Guder have ham kjcer“. Loke: „Ti Du bare ſtille,
Gefion, nu vil jeg fortælle, hvorlunde Ungerſpenden fik
lokket Dig til at føje hans Villie: han gav Dig en
Halsring, og faa fif han Lov til at hvile i Din Favn“.
Odin: „Raſende er Du nu, Loke, og fra Dig ſelv, ſiden
Du egger Gefion⸗til Brede; thi hun Fjender alle Slegters
Skæbne ligeſaa godt ſom jeg“. Loke: „Ti Du
bare ſtille, Odin, aldrig forſtod Du at fkifte Strid
imellem Mend; tidt gav Du dem Sejren, ſom aldrig
burde haft den, gav den til feige Mænd”. Odin bliver
nu vred. og ffjælber Loke for Usling, fordi han har
fodt Born ſom en Kvinde, men Loke bliver ham ikke
Svar ſkyldig og ſkjcelder ham for Usling igjen, og be⸗
fylder ham for at have kogt Sejd ſom en Her og
faret igjennem Verden ſom en Troldkarl. Saa tager
Frigg Ordet: „Aldrig burde I fortælle Folk, hvilke

" Sfjæbner J have friſtet, og hvad I to Aſer have taget

Jer for i Tidens Ophav, det bør være ukjendt for
Alle“. Loke: „Ti Du bare ftille, Frigg, Du har alle
Dine Dage været lyſten efter Mandfolk; Du er Odins
Huſtru, men baade Vile og Ve har ſovet i Din Favn“.
Frigg ſiger nu, at om hun blot havde fin Son Balder,
ſkulde han aldrig ſlippe derfra, og Loke gjør fig da til
af, at han, ſom vi ſiden skulle høre, er Skyld i, at
Frigg maa favne Balder. Freja bebrejder ham nu, at
han praler af fin Udaad, og minder ham om, at Frigg
grant fjender Skebnen og dens Veje, om hun end kun
taler lidt derom. Loke: „Ti Du bare ſtille, Freja, Dig
kjender jeg nu ſaa overmaade godt, Dig er der nok at
ſige pan, hver en As og Alf her i Hallen har bolet
med Dig“. Freja: „Logn og Svig er paa Din Tunge,
og den bringer Dig ſikkert i Ulykke engang; vrede ere
alle Aſer og Aſynjer pan Dig, ſkynd Dig herfra, mod
i Hu“. Loke: „Ti Du ſtille, Freja, Du er en led Hex,
fuld af Ondſkab fra den Stund, Guderne holdt Dig

borte fra Din egen Broder; arrig fnøs Du dengang,

Freja“. Njord: „Det gjør kun lidt til Sagen, hvem
en Kvinde tager til Husbond, men underligt er det, at
han, der har født Born ſom en Kvinde, faar være
iblandt os“. Loke: „Ti Du bare ſtille, Njord; ſom
Gidſel ſendtes Du hid, og ilde handlede Fættemøerne med
Dig, da de tog Dig for et Lerkar og kaſtede deres Vand
i Din Mund“. Njord: „Sendtes jeg hid ſom Gidſel
til Guderne, har jeg dog det til Troſt, at jeg har avlet

en Son, ſom Ingen hader, og ſom tykkes den ppperſte

blandt Aſerne“. Loke: „Stop nu, Njord og hold
Maade med Dine Lovtaler; det ſkal ikke dolges, at det
var med Din egen Søfter, Du avlede den Son, og det
er ikke Din Skyld, at han ikke er bleven værre”, Tyr:
„Frej er den bedſte blandt alle bolde Mænd i Aſernes

| Gaarde, aldrig volder han hverken Mg eller Mands

Viv Graad, og han løjer Alles Lenker“. Loke: „Ti

0

Du bare ſtille, Tyr, Du er ikke Mand for at fkille
Trette, huſk blot paa Din højre Haand, ſom Ulven
tog“. Tyr: „Savner jeg Haanden, faa favner Du
Ulven, og tungt er vel Savnet for os begge; ikke tænfer
jeg, at Ulven lider vel, medens den i Lænfer bier paa
Ragnarok“. Loke: „Ti Du bare ſtille, Tyr; det ſkal
Du vide, at Din Kone har faaet en Son ved mig, og

aldrig har Du faaet Hvid eller Skilling i Bod derfor, |

Din Usling“. Frej: „Ulven ligger bunden til Verdens
ſidſte Tider, og tier Du ikke,
Du Reenkeſmed, ſkal Du
ſelv komme til at ligge bun⸗
den ved dens Side“. Loke:
„For Guld kjobte Du Gy⸗
mers Datter og gav Dit
Sværd med i Kjobet; men
naar Eders Fjender ride
gjennem Verden, har Du In⸗
tet at ſlaa med, Din Usling“.
Frejs Tjener Byggvir tager
nu fin Herre i Forſvar,
men kommer kun ſlet fra
det, han faar baade at hore,
at han er et Kræ, der
logrer for ſin Herre, og at,
naar Folk fare ud at ſtride,
gjemmer han ſig i Halmen.
Saa ſiger Hejmdal: „Ti nu
ſtille, Loke; Du er drukken
og fra Sans og Samling;
tidt volder overſtadig Drik,
at man ikke kan ſtyre ſin
Tunge”. Loke: „Ti Du bare
ſtille, Hejmdal; det var ikke
gode Kaar, der blev beſtemt
Dig i Tidens Ophav; vaad
paa Ryggen maa Du altid
ſtaa paa Poſt ſom Guder⸗
nes Vægter”. Skade: „Du
er lyſtig Loke, men jeg tæn-
ker ikke, Du længe faar Lov
til at ſlaa op med Halen.
Med Din onde Afkoms
Tarme ſkulle Guderne binde
Dig til Klippens fkarpe
Kant“. Loke: „Binde Guderne mig end til Klippens
ſkarpe Kant, jan ved jeg dog, at jeg var forſt og ſidſt
ved Drabet, dengang vi vog Din Fader Tjasſe“.
Skade: „Det ſkal Du vide, at var Du forſt og ſidſt
ved Drabet, da J vog min Fader, faa ſkal Du kun
faa Sævn og Had fra mig og Mit“. Loke: „Blidere
var Du i Malet imod Loke, Skade, dengang Du tog
ham til Dig i Din Seng; det faar vi ogſaa mindes,
om vi ſkal gjøre op, hvad der er os imellem”, Da gik

92

Dalder.

'

Dig, Loke, tag imod Begeret med den gamle Mjød.
Vil Du end ikke ſpare nogen af os Andre for Din

Avind, faa ſpar i det Mindſte hende“. Loke: „Du er
den Eneſte, Sif, ſom jeg vilde falde om og varſom for
Din Husbonds Wre, om Du bare var det; jeg ved
kun En, ſom har bolet med Thors Viv, og det er den
ſnilde Loke“. Da ſagde Bejla, Byggvirs Huſtru: „Hor,
alle Fjceldene ſkoelve, nu mener jeg Thor er paa Vej

herhid; han fkal vel vide at ſkaffe os Ro for ham, ſom

haaner alle Guder og Men⸗
neſker“. Loke: „Ti Du ſtille,
Bejla, Du er Byggvirs Hu⸗
ſtru og et urent, ondſkabs⸗
fuldt Utyſke, det værfte blandt
alle Aſerne“. Saa kom Thor
og ſagde: „Ti, Din Usling!
Min gode Hammer ſkal tage
Maal og Male fra Dig;
Hovedet ſkal jeg ſlaa Dig
af Halſen, og ode ſaalunde
Dit Liv“. Loke: „Se, der
har vi Jordens Son! Hvor:
for er Du raſende, Thor?
men naar Du fkal ſlaas

med Ulven, naar den ſluger

Sejrfader, faa fkorter det

paa Modet“. Thor: „Ti,

Din Usling! Min gode

Hammer ſkal tage Maal og

Male fra Dig; jeg ſtal kaſte

Dig op i Luften øfterpaa,

jaa aldrig Nogen ſkal fe .
Dig ſiden“. Loke: „Dine
Bedrifter oſterpaa ſkulde
Du aldrig tale om, Thor.
Kan Du hufke, da Du lan
krum i Handſken? aldrig
ſkulde Nogen have tænkt, at
det var Thor der laa“.
Thor: „Ti, Din Ueling!
Min gode Hammer ſkal tage
Maal og Male fra Dig;
med min højre Haand ſvin⸗
ger jeg Rungners Bane imod
5 Dig og knuſer hvert Ben i
Dig“. Loke: „En Stund, tenker jeg, faar jeg leve
endnu, om end Du truer med Hammeren. Haarde var
Remmene paa Madpoſen dengang, Thor; Du kunde ikke
komme til Maden og blev ſultet ſund“. Thor: „Ti,
Din Usling! Min gode Hammer ſkal tage Maal og
Mele fra Dig; med Rungners Bane ſkal jeg jage Dig
ned til Hel“. Loke: „Nu har jeg kvedet for Aſer og
Aſers Sonner alt, hvad mig lyſted, men for Dig vil
jeg vige, thi jeg ved, Du ſlaar til. — Nu har Du

Sif frem og fkenkede Mjød for Loke og ſagde: „Hil gjort Gilde, Wgir, men gjør det aldrig mer. Gid

93

Luerne maatte lege med Alt, hvad her er inde, og ſpide

Dig ſelv paa Din Bag“.
Somme ſige, at Guderne nu tabte Taalmodigheden,
fangede Loke og ſmeddede ham til en Klippe, hvor han

Uret, det ſrete forſt, efter at Loke havde øvet endnu en
Udaad, og det den værfte af alle, en Udaad, ſom
bragte Sorg og Kvide over hele Verden, Guder og
Menneſker, Himmel og Jord, det var Drabet van

maatte ligge til den yderſte Dag, men deri have de Balder.

Cjuren,;

Balder var en Søn af Odin og Friggi; han var
den bedſte af alle Aſerne, der er kun idel Godt at ſige
om ham, og Alle lovede og priſede ham. Han var ſaa
fager og lys, at der ſtod Lys og Glans af ham, og
den Urt, vi kalde Balders Braa, har faaet fit Navn,

fordi den er hvid ſom hans Bryn. Han var ogſaa
den viſeſte og meſt veltalende af Aſerne, mildere og
blidere end nogen Anden, og hans Dom kom altid til
at ſtaa ved Magt, jan vis og retfærdig var den. Hans
Bolig hed Brejdablik, og der ſtaaltes intet Urent.

Nanna hed hans Huftru og Forſete hans Son, der
dyrkedes ſom Retfeerdighedens Gud.

Balder hin Gode havde onde og tunge Drømme,
der tyktes ham at varsle, at hans Liv flod i Vaade.
Han fortalte Aſerne dem, de raadſlog om, hvad der
var at gjøre, og faa blev det da beſluttet, at man
ſtulde bede om Fred for Balder for alſkens Fare. Frigg
tog da Alting i Verden i Ed, at det ikke vilde ſkade
Balder, baade Ild og Vand, Jern og alſkens Malm,
Stene, Jorden, Træer, Sot, Dyr, Fugle, Edder og
Orme. Da nu det var ſlet, havde Balder og Aſerne
deres Morſkab af, at Balder ſtod frem paa Thinge, og
Somme ſkjod paa ham, Somme hug til ham, og
Somme ſlog Sten paa ham, og Alt hvad de end gjorde,
jaa ſkadede det ham ikke, og det tyktes Alle at være
ham til ſtor Hader. Men da Loke jan det, huede
det ham ilde, at Intet blev Balder til Meen; ſaa tog
han en gammel Kones Skikkelſe pan og gik til Frigg
i Fenſal. Frig ſpurgte, om hun vidſte, hvad Aſerne
tog ſig for, og Loke fortalte, at de ſkod paa ham, uden
at det gjorde ham noget. Da ſagde Frigg: „Intet i
Verden, hverken Vaaben eller Træer eller Andet, kan
længere fkade Balder, jeg har taget Alting i Ed“.
„Har virkelig alle Ting i Verden ſporet ikke at ſkade
Balder?“ ſpurgte Loke. „Der voxer en liden Urt, der
kaldes Miſtelteen oſtenfor Valhal“, ſparede Frigg, „den
tyktes mig faa, ung og ſpad, at det ikke gjordes nodig
at tage den i Ed.“ Saa gik Loke hen og rykkede
Miſteltenen op og gik med den til Aſernes Thing.
Bderſt i Kredſen flod Søder, Balders blinde Broder.
„Hvorfor ſkyder Du ikke ogſaa efter Balder“, ſagde
Loke. „Fordi jeg ikke kan je, hvor han ſtaar“, ſvarede
Hoder, „og ogſaa er jeg vaabenles.“ „Hvorfor fulde
Du ikke gjøre ſom de Andre og viſe Balder den Sæder”,
ſagde Loke; „jeg fkal hjælpe Dig og viſe Dig, hvor
han ſtaar, her har Du en Vaand Du kan ſkyde efter
ham med.“ Hoder tog Miſteltenen og ffød den imod
Balder, ſom Loke vifte ham til Rette med, og Miſtel⸗
tenen fløj lige gjennem Balder, ſaa han faldt død til
Jorden i det ſamme, og ſaalunde ſkete den ſtorſte
Ulykke, der er timedes Guder og Menneſker.

2

i bringer i Dag vore Leſere Billedet
af en Fugl ſom i gamle Dage var
meget almindelig her, men ſom nu for⸗
lengſt er bleven udryddet, nemlig Tjuren.
Denne Fugl; hvis Ophold her i Landet
faldt ſammen med Fyrrens Periode, er en af de ſtorſte
Landfugle i Evropa, da Hannen omtrent kan blive

ſaa ſtor ſom en Kalkun og veje 10—12 Pd. Paa

94

I

Hovedet har den en Slags Hætte, der tilligemed
Struben er fortagtig, over hvert Øje findes en nøgen
Plet, ſom har en ſmuk rod Farve; Næbet er hvidt og
Nakken mork afkegraa med forte Bolgelinier, medens
Forhalſen omvendt er ſort med aſkegraa Bolgelinier.
Ryggen er ſortagtig og ligeſom overftrøet med et fint
graat og brunt Pudder, Vingerne ere morkebrune med
ſortbrune Zigzaglinier og ſorte Styrefjer med nogle
faa hride Pletter. Bryſtet har en ſmuk glinſende
ſtaalgraa Farve, og Bugen er fort og hvidplettet.
Hunnen, ſom er meget mindre end Hannen, har mere
brogede Farver, af hyilke de meſt fremherſkende ere
graa og brune. i
Tjuren er i vore Dage meget almindelig i Norges,
Sverrigs og Ruslands Naaleſkove; den forekommer dog
ogſaa andre Steder i Evropa, f. Ex. i mange Bjerg⸗
egne i Tydſkland, Schweitz og Spanien, men den findes
der kun enkeltvis og langtfra jaa almindelig ſom i de
forſtnevnte Lande. Bjergſkovene ere dens kjcreſte Op⸗
holdsſted, og den forlader kun disſe i ſtrenge Vintre,
og tyer da ned i Lavlandene, ſom den atter forlader,
naar Vejret bliver mildere. Om Dagen opholder den
ſig meſt paa Jorden, hvor den ſmutter om mellem
lavt Krat og ſoger fin Naring, der beſtaar af Ber,
Knopper, Naale af Gran og Fyrretræer, Fro og In⸗
ſekter; den flyver kun op, naar den ſkremmes, og ſaa⸗
ſnart Morket falder paa, ſlaar den ſig til Ro i den
nederſte Del af Kronen paa et eller andet Tree.
Tjurerne leve i Polygami, det vil ſige, en Han
lever ſammen med flere Hunner. Hannerne ere meget
ſtridbare, ijær i Parringstiden, og paa den Tid fore⸗
falder ofte alvorlige Kampe mellem dem om Hunnerne.
Parringstiden falder henimod Midten af April, og de
give da under de meſt paafaldende Lader og Manerer
de beſynderligſte Lyde fra ſig, hvilket i Jagtſproget
kaldes at „ſkoggre“. Meget tidlig om Morgenen, ſaa
ſnart Dagen begynder at gry, begynder Hannen ſit for⸗
underlige Spil eller „Parringſlag“, ſom det ogſaa
kaldes. Idet den yſkoggrer“, lofter den Halen, udbreder
den vifteformig og holder de noget ſcenkede Vinger ud
fra Legemet; paa ſamme Tid rejſer den tillige Fjerene
paa Hovedet og Struben og begynder at trippe om
paa den Gren, den ſidder paa, hvorved den frembyder f
et meget komiſk Syn. Dens forſte Slag lyder ſom
„Tod!“, der gaar over til et hurtigere og hurtigere
„Tod, od, od, od!“ oſv., indtil det ſaakaldte Hovedſlag
kommer, der lyder ſom „Glak!“ og klinger højere end
de foregaaende Skrig. Derpaa følger der en ejendom⸗
melig Lyd, der varer henimod 4 Sekunder og omtrent
klinger ſom den Støj, der frembringes, naar man
hvægjer en Le. Hannen er imidlertid ſom aldeles ude
af fig ſelb og befinder fig i en Henrykkelſesrus; den
ſanſer Intet omkring ſig, og det er derfor let for
Jægere at nærme fig den paa ſikker Skudvidde. De
egentlige Icegere gaa kun paa Jagt efter den i Lege⸗

95

tiden, og det er altid fun Hannen, ſom er Gjenſtand
for deres Jagt. Saaſnart Dagen er brudt frem,
forlader Hannen ſin Gren og begiver ſig til Hunnerne,
der trippe omkring paa Jorden i nogen Afſtand.

Efter Legetiden vender Hannen tilbage til fit ſed⸗
vanlige Opholdsſted, og Hunnerne faa nu travlt med at
indrette en pasſende Rede, der ſom hos alle de øvrige
Honſefugle altid er meget ſimpel. Den anlægges ſom
ofteſt i en lav Fordybning ved en gammel Træftub,
under et ungt Naaletrœ eller imellem Bregnerne og
udfores loſelig med Riskviſte. Her lægges Waggene,
der ere forholdsvis ſmaa og gulgraa med morkere,
graagule og kaſtaniebrune Pletter og Punkter; unge
Hunner lægge 6—8 Wg, ældre 10—12. Hunnen ruger
iſer i den ſidſte Tid af Rugetiden jaa troligt, at man
kan tage den op af Reden og atter jætte den paa
denne, uden at den bliver bange eller flyver bort. Da
Reden undertiden anlægges tæt ved Veje eller andre
ſteerkt befærdede Steder, maa man ofte, for at beſkytte
den, omgive den med en Slags Indhegning, i hvilken
man kun lader et Hul aabent, ſom er ſtort nok til at
Hunnen kan ſmutte igjennem det, og den plejer ganſke
rolig at finde ſig i dette Arbejde. Kort efter at Un⸗
gerne ere komne ud af Wggene, ere de i Stand til at
kunne folge Moderen, ſom pasſer dem med den ſtorſte
Omhu og Kjærlighed. Naar man uventet ſtoder paa
en ſaadan lille Zjurfamilie, bliver man modtaget af
Hunnen med Skrig og Støj, medens Ungerne ſtrax for⸗
ſpinde og ſtjule fig ſaa godt, at det er meget vanfkeligt

at finde dem. Raxven ſoger Hunnen altid at narre ved
den velbekjendte Lift at lobe og halvt flagre et Par
Skridt foran den, ſom om den ene Vinge var lammet,
for ſaaledes at lokke den bort fra Ungerne og give
disſe Tid til at ſkjule fig. Foruden Ræven ere ogjaa
Ornen, Hogen og den ſtore Hornugle ſlemme Fjender
af Tjuren, hvis Wg og Unger ogſaa efterſtrebes af

en Mængde mindre Rovdyr.
A. p. E. C.

En Arbejderfeft.

5 å ulen nærmer fig, og en Meddelelſe fra
de. Norge, ſom jeg modtog forrige Sommer,
vinder mig i Sinde; den kunde maaſke
dog glæde En og Anden foruden mig ſelv,
og jeg lader derfor Meddelelſen her „gaa
videre“.
8 Tredie Juledag fejrede „Alfarhejm Arbejder⸗
ſamfund“ i Elverum en ſtorre Julefeſt, hvortil der
havde indfundet fig omtrent 500 Deltagere, Denne
temmelig betydelige- Arbejderforening ffylder den for
Arbejdernes Vel ſaa nidfjære og utrættelige Brugsejer,
den ivrige Fremmer af Husfliden i Egnen, Helge

Veringsaaſen ſin Tilblivelſe, og fin i flere Aar
fortſatte heldige Virken. Med ſtor Interesſe og Dyg⸗
tighed og med megen Opofrelſe har han taget ſig af
Sagen, og faaet den til at gaa over al Forventning.
Han har dannet Samfundet en Handels- og Spare⸗

forening, der hidtil har virket med meget Held; han

har faaet oprettet et Bibliothek og et ſtort Lœſeverelſe,
ſom Udg. i Fjor fandt rigt udſtyret med forngjelige,
gavnlige Tidsſkrifter, Hvor Arbejderne i Fritimerne
kunne folge Dagens Begivenheder; han holder regel⸗
mesfige Sammenkomſter med Medlemmerne, og har
med enkelte dygtige Læreres Hjcelp bragt dem mangen
nyttig og behagelig Time, ſnart ved Foredrag ſom ere
blevne holdte, ſnart ved Oplæsning af gode Stykker,
ved Samtaler og Lignende. Ved de ſtorre Feſter,
ſom hidtil ere blevne holdte i Foreningen, har der ikke
blot været ſorget for et ſmukt Arrangement, og efter
Lejligheden vakre Dekorationer, der kunde hæve Arbej⸗
derens Sind, og bidrage ſit til at løfte hans Tanke op
til en højere og bedre Forftaaelfe af fit Kald og af
de mangeartede Livsforhold i det borgerlige Samfund,
han tilhører; men der har tillige — og det fortjener
jærligt at fremhæves og bemeerkes — været ſorget for,
at Feſten kunde nydes og Glæden trives uden nogen⸗
ſomhelſt øllet eller punſchet Stemning, og dette har ved
de to Feſter, ſom Meddeleren har havt den Fornøjelje
at dvervære, gaaet over al Forventning fortrinligt.
Med Kaffe og Svedebrod, godt Dagligol og fælles
Smørrebrød fif Legemet fit i al Tilſtrakkelighed, og
med en behagelig Afvexling af Taler, Dans og Sang
befandt Sjæl og Sind fig meget lykkeligere end Til⸗
fældet er hvor Spiritusſens raa Aand ſidder i Høj:
ſedet, og man ofte, naar det lider lidt ud i Laget
maa blues over Glæden. Ved Arbejderfeſten i Elve⸗
rum ſavnedes denne ikke, men en hyggelig og glad
Stemning vedvarede ſaalcenge Laget ſtod paa. Der
var ogſaa ſorget for, at Tale og Sang kunde verle
med Muſiken og den muntre Dans. Der blev ſaaledes
talt ſmukt for det unge Norge, med Henvisning

til Wergelands og Ole Vigs Billeder, ſom ſmykkede

Salen; der blev talt til disſe to merkelige norſke
Digteres Minde, fortalt om deres varme Jver for at
lofte Folkets Tanke og Sind, ligeſom Bjornſtjerne
Bjornſons Betydning fremhævedes; der blev talt
om Samfunds- og Nationalitetsfolelſen, for
Kvinden, for Veringsaaſen, ſom det glade Lag
ſkyldtes oſo. Der foretoges endvidere et Par ſmukke
Oplœsninger og Fremſigelſer mellem Danſene. Disſe
gik en hel Del gemytligere end det ellers plejer at
være Zilfældet ved ſaadanne Danſegilder; der var ingen
ſom prøvede pan at være Hej over de andre, ſaa man
folte, at det var en Samling af Venner og Kamme⸗
rater, og ikke af Balkavalerer ſom vare tilſtede.

Dagen efter holdtes Bornefeſt med Juletræ i

Arbejderſamfundet. Henved 500 Børn og 150 Borne

„32 T —-Cé-ö—- 8 CDE RENSE? RR" SERENE

— Vand

deltoge, og blandt de ſidſte en Idaarig Oldemoder, ſom
omgivet af fine Born, Borneborn og Borneborns Born
friſk og frejdig og med Glæde nød Julens Fryd midt

imellem den talrige Sperm af Unge. Foruden Dans,
ſmaa Taler og Oplæsning af Eventyr, ſamt Uddeling
af Kager og Malk til de Smaa, var der tillige ſorget
for det, ſom for Børnene danner den ſtorſte Juleglede,
nemlig et herligt Juletræ propfuldt af dejlige Jule
fager. Dette flokkedes Skaren om, og plukkede det
under uſigelig Jubel.

Meddeleren om Feſten ſlutter med Onſket om, at
man i hver Bygd maatte faa ſaadanne Foreninger, og
i hver Forening lignende Feſter. Et bedre Middel til
at ophjælpe Arbejderen, fremme hans Oplysning og
glæde ham paa en ædel og jømmelig Maade findes
neppe.

Smaating.
Praktiſt Fromhed.

For Slaget ved Murten (1476)

imellem Schweitzerne og Karl den Driſtige af Burgund

faldt Schweitzerne paa Knæ, og deres Anfører bad
da ſaaledes:

„Kjcre Herre Gud! Have vi Ret, jaa ſtaa os bi,
har vor Fjende Ret, da ald ham; men have vi Uret
ben be ge Sider, da hold Dig til den, der flaar

edſt til!“ :

En Diplomat. En Kjøbmand, ſom hapde en be
tydelig Sum Penge til Gode hos den franſke Fyrſte
Talleyrand, og ſom flere Gange forgjæves havde forſogt
at faa fin Betaling, ſtillede fig en Morgen, da Excel⸗
lencen ffulde flige ind i fin Vogn, i Vejen for ham.
„Hvad vil De mig, kicere Ven?“ ſpurgte den berømte
Miniſter. „Jeg vil blot vide, naar Eders Excellence
har i Sinde at betale ig min lille Regning”, lød
Svaret. ,,Hvor kan De dog være jaa nysgjerrig!“
ſagde hans Ercellence, idet han lukkede Vogndoren

efter ſig. 5
1 Firkantet Nod.

Sxkriv 3 E, 2 B, 2 L, 2 A, 2 M, 2 R, D, I
og K, jaa de danne fire Ord med fire Bogſtaver i hver
og leeſt fra Venſtre til Hojre og fra oven nedad giver
Opløsningen paa folgende Gaader:

Det forſte yndes ofte mer end Vandet,
det andet er en Kjobſtad her i Landet,
det tredie farſt af alle Døden fandt,
det fjerde ſodt i Spanden Pigen vandt.

„Julenumret.

Neſte Nr. vil, ſom Julenumer, i Stedet for at

udgaa til Søndagen den 27de, udkomme jaa tidligt,
at det hele Landet rundt vil være Holderne i Hernde
Juleaften.

Da det er Kvartalets ſidſte Nr., erindres Poſtabon⸗
nenterne om i Tide at indſende Betalingen 1 Krone
(3 Mk.) for neſte Kvartal, for at undgaa Afbrydelſe i
Forſendelſen.

.

Husvennens Opbevaring og Judbinding.

Naar de enkelte Numre af dette Blad opbevares, ville
Holderne ved Aargangens Slutning være i Beſiddelſe af en ſtor
indholdsrig Bog, der, ved at indbindes, i mange Aar kan bevare
fin Verdi og være til Glæde og Underholdning, baade for
Gamle og Unge. 8

Solide og nette billige Mapper til at bevare de loſe Numre i,

faas hos Bogbinder C. Haaſtrup, Badſtuſtrede i Kjoben⸗

havn, for 24 Sk. Stykket (ved fkriftlig Beſtilling ledſaget af
28 Sk. i Frimerker, frit tilſendt overalt i Danmark.

Samme Sted indbindes førfte Aargang i ſmukke og
ſolide Bind i Lader eller Safian (Chagrin) for 4 Mk. og
6 9 Bindet. Enkelte manglende Numere tillægges for 4 Sk.
Stylkket.

Forſte Aargang af Husvennen

faas fuldſtendig heftet i net Billedomſlag for 1 Rd. 4 Mk. Ek
og indbundet med ſmuk rod, forgyldt Shirtingsryg for

2 Rd., i enhver danſk Boghandel og hos Hovedfommisfionæren
Rudolph Klein i Kjøbenhavn.

Enkelte fuldftændige Fjerdingaar af Bladet kunne ligeledes
faas gjennem enhver Boghandel for 40 Sk. (80 Øre), undtagen
Januar 1874 — Nr. 14—27 — der er udfolgt.

Brepvexling.
Sendebrev til Leſerne.
Det medfører altid Ulemper, baade for Leſerne, Poſtveſenet
og Udgiveren, naar Poſtabonnenterne beſtille neſte Fjerdingaar
af Bladet for ſent. De ærede Læjere bedes derfor venligſt om

at beſtille Husvennen paa ny, helſt inden Jul, for at der ikke

ſkal indlobe Afbrydelſe i Forſendelſen, der er lige ubehagelig for
Leſer og Udgiver,

Ved Aarets Slutning, tillader jeg mig at anmode Bladets
mange Venner — hvortil jeg tror at kunne henregne de aller⸗
fleſte Leſere — ſamt Enhver, ſom Udbredelſen af et ſundt og
ſedeligt Familieblad ligger paa Sinde, om at anbefale „Hus⸗
vennen” paa det bedſte for Venner og Frender nu til det kom⸗
mende Aar. De mange Laſere ſom have havt Glæde af at
modtage Husvennen ſom en kjar Sondagsgaſt, kunne ikke give
Bladet nogen bedre Støtte, og ikke paa nogen bedre Maade op⸗
muntre Husvennens mange dygtige Medarbejdere, eller mig, til
vedvarende at anvende den ftørfte Flid paa at Indholdet fan blive
faa ſmukt og tiltalende for Læferne ſom muligt. Jeg har denne
Gang desuden en færlig Grund til at anmode om denne velvillige
Biſtand. Sætterne og Bogbinderne have nemlig fra Nytaar,
ſat en forholdsvis betydelig Lønningsforhøjelje igjennem, ſom
uventet med et vil forøge mine Udgifter til Bladets Trykning
med ikke faa hundrede Kroner aarlig, og da Bladets Pris paa
ingen Maade bør forhøjes oftere, trænger det felvfølgelig til en
endnu ſtorre Udbredelfe for at kunne dakke de forøgede Udgifter.

Jeg feer mig i Stand til at indeſtaa for, at Bladets Ven⸗
ner ville have Fornojelſe af at medvirke hertil, da en talrig og
ſmuk udſogt Samling Billeder, Fortællinger og Skildringer af
Bladets bedſte Medarbejdere, alt ligge færdige til hele Vinterens

orbrug. ; '

8 Efter Nytaar vil medfolge et meget ſmukt Tillegsbillede
(Ruth ſamler Ax) ſom Prøve paa Dorés verdensberømte
bibelſte Billeder, og til Foraaret medfølger et ſtort fortrinligt
Billede der er i Arbejde hos Hovedſtadens bedſte Kylograf og er
tegnet til Bladet af en duelig danſk Kunſtner. Billedet frem⸗
ſtiller Niels Ebbeſen der overraſker Grev Gert i
Randers. N. O. Rom.

Rettelſe. J Fortællingen om Vesſel er indløbet nogle
meningsforſtyrrende Trykfeil ſom bedes rettede, nemlig:
Side 73, Sp. 2, Lin. 4 ſtaar: laant for la vet.
— 74, Iſte Sp. i Digtet om Tandpine ſtaar: Vin⸗Fanden
for Vice⸗Fanden.
— 74, ſamme Steds 8de Linie ſtaar: langt fra lagt.

Indhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte
(Fortſat). — Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel
Horn, med Billede (Fortſat). — Tjuren, af A. P E. T.,
med Billede. — Smaating. — Husvennens Opbe⸗
varing og Indbinding. — Brevvexling.

Dusvennen udkommer fil hver Søndag med et 16-fpaftet Ark, ſorſpnet med flere- Billeder, lil 3 Miß. ( Kr.) FIſerdingaaret fig filfendt.
Bladet Kan beſlilles paa ethvert Voflkontor og Brepſamlingsſled, i enhver

vert Fjerdingaar medfølger gratis et Mort fmukt Billede.

Bogfade ſamt hos Hovedkommisſioncren: Boghandler Audolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjobenhavn.

i

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

E.

"| 3 5 i SÆDE: 2 N. i :
0 eh N 5 2 51 — an 5 57
7 MÅ A 8 W 7 elg IPN ,

2 Å

' 0 || 5% åg 8 Å y 0 4 ; * 2 W 0 85 "| 2 | |
PU | ; 8 5 5 ; i 5 15
8 8 / 2. Aargang. 8 ØRER Kjobenhavn.
| | 10 Julezag. | 2 N ö
. 11000 Nr. 13. ; 1894. 5 f 8
— 2 Er — — ; å Å
Fx 78 i 4 5 FØR —
Mod Julen. ;
Varen fig nærmer! Vi Rimte alt 5 Lijobmanden pynter fin Bod med Flag, |
4 Sys bag de fangede Tagge. Flojter og Heſte og Hunde; ö |
| O, hoor tidt blir ei l R re tre; SGranerne egne ne ſot Orens Hlag BA 3 Å
fk ; 0 5 ſon pi endnu har filbaget N ktrindt om i Haper og Lunde; |
| i Vornene juble: „Velliommen Jul!“ | 8 Vedkurpen fyldes, at Vinterens Gys |
— Vorn ſelp med graanede Jsſer —, , kan glemmes i Hoftidens Dage; |
j Modrene fysle med Gaver i Skjul, | S&irkerne ſejes og Julelys 3 |
Perfebaanid, Dukker og Nis ſer. E fæffes i Krone og Stage. ' |
mø Bonden flagfer fin Gris fil Jul, z | É Milidt under Travfhjedens Stej og Raab
finger med Brygger og Bager, i 2 | ØR barnfigt dog Sjerferne bankes ;
Julebordet Ral bugne af Sul, felv den letſindige larmende Hob 3

Godt-Ol og Kringler og Sager. ; aner dog Hojtidens Vanke.
Gulvet bliler fRrubbet, og Dortag og Slaa 5 | Alangen, der raaber: ,,Korsfæft, ſtors ſerſt ll“

9

Shhrøs i Stue og Kokken, | ellers i Daarſkabens Timer,
Stadsvognen vafkes og Heſtene faa i bøjer fig lenlig for Julens Gaſt, SØ

2 Striglerne fit over Ryggen - i naar det fra Jaarnene ſtimer.

Ej 11 pi 5 for. Traylhedens Sprog
Sproget paa Bibelbladet, ' |
nej, vi vil aabne den gamle Bog, :
nynne paa Bethlehems⸗Kpadet, ; i

bede, at ret vi til Lopſangens Bøld z *
Hjerter maa laane og Male,

at vi maa Barnet, ſom ventes i Kyeld,
favne med jublende Sjæle!

Zakarias Aielſen.

Bedſtefaders Jul.

Af Bendix Hanſen.
2 et var et ſtille og klart Froſtveir. Iſen
kunde bære, og det var forſte Gang den

Vinter; den var ny, glat og blank ſom
et Spejl, og Dammen midt i Byen havde

i det regnfulde Efteraar udvidet fig og

overſpvommet et ſtort Stykke af Sognefogdens Toft,
jaa der var den pregtigſte Isflade til at lege paa.
Børnene havde faaet Ferie igaar, de vare fri for at
tænke pan Skolen, fri for at tænfe paa nogetſomhelſt,
i Dag var det Juleaftensdag, og ſaa kom alle de dejlige
Feſtdage med Pebernodder og Julekage, Riſengrod og
Andeſteg, Leg og Dans, jo de havde rigtignok Grund
til at være glade, og det var de ogſaa. Alle de, der
paa nogen Maade kunde undværes hjemme, morede fig
paa Iſen, og deres muntre Larm og Latter lød ud
over hele Byen. Hvor de havde travlt, ligeſaa travlt
Jom Bierne i Sommertiden, naar de fværme og ſamle
Honning; ja de fværmede. jo ogjaa, og de ſamlede
Honning, Barnelivets Honning, den man har at tere
af hele Livet” igjennem, og dog beſtilte de flet Intet,
de legede kun, og de gik op i Legen, levede i den, ſom
Barn kunne gjore det. Hvilket Mylder der var der
ude paa Dammen, og hvilken Forvirring! der var flet
ikke tale om nogen Slags Orden og Regel, og dog gik
Legen herligt, ja juſt ſaaledes gik den allerbedſt. De
fore omkring mellem hverandre, imod hverandre, faa
ſpredte og fan i Klynger, og ſaa faldt de over hverandre
enten med et faſt Bums, faa Iſen flog Revner, eller
med en Sladetur i Tilgift, paa Hovedet eller Ryggen,
eller ſom det nu kunde træffe fig. Dog, det horte med
til Fornojelſen, det var nok jaa omtrent den vigtigſte,
for hver Gang det ſkete, fulgte en jublende Latter fra
hele Flokken, og den Faldne reiſte ſig op, gned ſig et
Ojeblik paas det "Sted, der havde modtaget Stødet,
udſtodte et Sejrsſkrig og ſtyrtede fig atter ind i Legen.
Nogle enkelte kjorte i Sleder, det var meſt Smaapiger,
og et Par vare komne paa Sksjter; men det morſomſte
var nok, at glide ſaaledes omkring imellem hverandre,
for det gjorde de fleſte, og Iſen var ſaa glat, den var
ſom en eneſte ſtor Glidebane. Froſten var hvas, bed
i Neſſe og Kinder og gjorde dem rode; men det mærkede
de ikke, de vare altfor lykkelige og ivrige i deres Leg.

„Ja, hvor Born dog ere forunderlige! En Übe⸗
tydelighed kan fornøje dem og gjøre dem lykkelige, ſorgleſe
tumle de omkring, ſtolende paa Fader og Moder, og
over Glæden glemme de al Sorg og Modgang, glemme
Alt. De falde med et Skrig, for det gjor ondt at
falde, men de rejſe fig ſtrax igjen, ler med Taarer i
Ojnene, og Faldet er glemt. Og Strid og Vrede
glemmes lige fan ſnart, intet Ondt kunne de gjemme.
Men vi Store, vi kunne det! Vi kunne gjemme Sorg

og Nag, Had og Fjendſkab i Aar og Dage til vor egen
Forbandelſe, og vi kunne ſe det Onde, ſe det allerbedſt,
til vor egen Sorg. Ja hvor vi ere forſtjellige fra
Børnene, vi ere næften Modſctninger, og dog have vi
en Gang ſelv været Born, ſorgloſe, lykkelige Born ſom
disſe. Gud ſke Lov, at vi kunne mindes det, gid vi
aldrig, aldrig glemme det!“

Saaledes tenkte han, den gamle Wand, der kom
gaaende hen ad Vejen og nu ſtandſede ved Dammen og
betragtede Bornenes Leg. Det var en meget gammel
Mand; hvide Haarlokker kiggede frem under den ſtore
laadne Hue, Anſigtet var fuldt af Rynker, Munden
var tandlos, og han gik langſomt, ftøttende fig til en
Stok. Der hvilede en underlig tankefuld Sorgmodighed
over hans Anſigt og hele Skikkelſe; men ſom han nu
ſtod der og betragtede de jublende Born, opklaredes
hans Anſigt lidt efter lidt, jaa det tilſidſt blev det
venligſte og gladeſte gamle Anſigt, man kunde je.

Nu opdagede Bornene ham.

„Bedſtefader, Bedſtefader, Hurra for Bedſtefader!“
raabte de i Munden paa hinanden og ſtormede hen
imod ham. å

„Aa Bedſtefader, naar kommer Du om til os?
Og naar kommer Du til os? O, kom i Morgen!
Kom i Aften! Nej kom nu ſtrax med mig hjem, faa
ſkal Du ſe mine nye Klæder, og mine, og mine! Saa
ſtal Du ſmage vore Pebernodder, og Julekager, og
Wbleſkiver! Kom, kom!“ raabte de, flokkedes om ham

og trak i ham. „Og ſaa fortæller Du Hiſtorier! O ja,

Hiſtorier! Aa ja, ja! Den om Guldfuglen, den om
Nisſen; nej om ham, der vilde lære at gyſe, — om
Lille Klaus og ſtore Klaus, om Holger Danſke —
„Klip en Hel og klip en Taa, nu har den Rette faaet
Guldſkoen paa!“ raabtes af forſkjellige Roſter i et
vildt fornøjet Kor. Larmen blev altid ſterkere,
Trængilen tættere, alle ville de erobre ham, og hans
Anſigt blev altid lyſere.

Wa, ja Born, jeg ſkal nok komme! jeg ſkal for⸗

telle for Jer alleſammen, alt hvad jeg ved; men nu
kan jeg ikke, nu har vi ingen Tid, og her fryſe vi.
Se der, der har J noget at more Jer med!“ ſagde
han, og ſaa greb han i Lommen og kaſtede den ene
Haandfuld Pebernodder efter den anden ud paa Iſen.
De toge Fart og floj vidt omkring; Bornene efter dem,
over hinanden og i Klynger under den vildeſte Jubel,
og han ſkod Huen tilbage og nikkede og lo jaa fornøjet.

Men en lille Dreng paa 7—8 Aar og en noget
mindre Pige, tage ikke Del i den glade Jubel over

Bedſtefader. De vare blevne ſtagende alene ude paa

Iſen, da de andre flokkedes omkring ham, og der ſtode
de endnu tet op til hinanden forladte af alle. Det
var et Par kjonne Born med merkeblaa tankefulde
Øjne og lyſt Haar, og de betragtede det hele Optrin
med en underlig ſorgfuld Alvorlighed —, det var ikke
frit for, at der glimtede Taarer i deres Dine — og

99:

dog ſaa de ſaa kjerligt og lengſelsfuldt hen til den
gamle Mand. Ja, de vare de eneſte Born i Byen,
i hele Verden, der havde Ret til at falde ham Bedſte⸗
fader; for de vare hans Datterborn, han var deres
Bedſtefader; det vidſte de begge to, og faa var det
rigtignok tungt, ikke at turde være med.

Nu vare Pebernodderne opſamlede, og de havde
travt med at ſpiſe, og der blev Ro et Ojeblik. Da
begyndte Kirkeklokken at kine. Den klang jaa mægtigt
og højtideligt, faa klart og velſignet i den ſtille graa
Luft; det var Juleklokken, ſom man havde drømt om
jaa ofte og onſket ſaalcenge og alle lyttede de med

glade Hjerter. Hvilken Sang og Klang, — hyilken
Fylde af Toner, der dog kunde ſtromme ud fra det
lille Kirketaarn! Var det ikke ſom utallige glade uſyn⸗
lige Engle floj ud over Byen ud over Marken, langt,
langt ud over den hele Jord og ſang: „Nu er det
Jul! Jul! Jul!“

„Nu kimer det til Helligt! Nu maa J nok helſt
ſkynde Jer hjem,“ ſagde den Gamle, „at J ikke komme
for ſent til Juleaftensnadver. Glædelig Jul alleſammen!“

„Gledelig Jul, glædelig Jul!“ raabte de, og ſom
grebne af een Tanke, ſpredtes de til alle Sider og ilede
bort, og nu ſtod den Gamle alene ved Dammen.

Da kom Drengen og Pigen, der havde ftaaet
alene derude, langſomt gagende Haand i Haand hen
til den Gamle, og hans Anſigt blev atter alvorligt.

„Er Du vred paa os Bedſtefader?“ ſpurgte Drengen
"og begge jaa de faa alvorligt op paa ham.

„Vred — paa Eder Børn!” ſparede hau.
lille Niels, det er jeg ikke!“

„Men Du er vred paa Fader og Moder, og det
maa Du ikke vere;“ ſagde den lille Pige, „for Du
er jo vor egen rare Bedſtefader, det ſiger Moder, og
Du kommer ogſaa ſnart om til os, ſiger hun. Kommer
Du ikke i Julen? Aa, kom Bedſtefader! Saa ſkal
Du faa faa meget godt, faa er Du rigtig rar!“

„Hm, hm!“ ſparede han, „Du er en god Pige,
lille Marie!“ Og han klappede hende kjerligt.

„Fader og Moder ville vere ſaa glade til dig!“
ſagde Drengen, „og vi ogſaa, jeg og lille Marie. Kan
Du huſke, Bedſtefader, dengang vi. tændte Juletræet
foran det kjonne Billede. O, det var et Juletræ!
Kan Du huſke det?“

„Aa ja, Billedet med Julebarnet, og Hyrderne
og Kongerne og Engleborn med Binger, og Juletræ
og Stjerner!”

„Maa jeg ikke nok faa det at ſe, Bedſtefader?“
ſagde Pigen. „Det tager Du med, naar Du kommer,
ikke fandt! Niels ſiger, det er faa kjont, Faa kjont.

O, hvor Du er en rar Bedſtefader!“

„Ja, ja! Du fkal fan det at ſe, engang; men
gaa nu hjem Born!“ han ragede i Lommen. „Se
her er et Par Pebernodder endnu, der har J hver fire;
jeg har ikke flere. Glædelig Jul, Smaabørn!”

„Nej,

„Gledelig Jul, Bedſtefader!“

Og ſaa toge de hinanden ved Haanden og gik;
men lille Marie vendte ſig flere Gange og nikkede
til ham.

„Vi fik Pebernsdder af Bedſtefader, og han klap⸗
pede os, han ſnakkede med os!“ ſagde hun fornøjet og
ſaa op til Broderen. „Dem ville vi gjemme til
Fader og Moder. Tror Du ikke, de ville blive glade
ved dem. Det er en rar gammel Bedſtefader, og det
er vor Bedſtefader!“

„Ja Marie, bare han vilde komme og bo hos os
igjen!” ſvarede han alvorligt. Han var jaa tankefuld
i Aften. Han mindedes den velſignede Tid, da Bedſte⸗
fader boede hos dem, da han var hans egen Dreng,
red Ranke paa hans Knæ og lyttede til hans mange
dejlige Hiſtorier, og han mindedes, at Bedſtefader var
bleven vred og var flyttet bort, at Fader ſkjcendte og
Moder græd. Ja et Barn kan ogſaa fatte Sorg og
Strid og gjemmer længe Mindet derom, Barnehjertet
er modtageligt for alt! Men det kunde lille Marie
ikke mindes, hun vidſte blot, at Bedſtefader aldrig kom
hjem, aldrig talte med Fader eller Moder, eller med
hende og Niels, ſkjondt han var en god gammel Mand,
det ſagde Moder og alle Born i Byen, men i Aften
havde han talt med dem og givet dem Pebernodder,
og derfor var hun faa glad og ſtolt.

Den Gamle blev ſtaaende ved Dammen og ſaa
efter de to Born, indtil de vare forſvundne, jaa ſukkede
han ſagte og gik langſomt videre, hen til det lille Hus
der laa i Üdkanten af Byen.
alene. En fremmed Kone hjalp ham lidt med at gjore
rent og koge Mad, men ellers var han overladt til ſig
ſelv, og derfor ſogte han andres Selſkab og helſt Bor⸗
nenes, for han d af Born, dg alle Born holdt
af ham,

Der var fyret i Kakkelovnen, der var varmt, rent
og hyggeligt i hans Stue; men der var ſaa underligt
ſtille derinde. Openpaa Sengen flod hans Julegrod,
Kartofler og et lille Stykke Steg. Det var hans
Juleaftensnadvere. Den fremmede Kone havde travlt

i fit Hjem i Aften, og derfor havde hun forſt tilberedt
hans Mad og ſat den der, for at den kunde holde ſig

varm.

Han tændte Lampen, hængte op for Vinduerne,
for nu var det blevet mørkt, dekkede Bordet med hvid
Dug og dobbelte Tallerkener og ſatte Maden frem.
Hvor underligt! i hele fit lange Liv havde han altid
havt nok at beſtille; men aldrig havde han været nødt
til at gjøre Kvindegjerning, aldrig han været ſavnet
kjerlige Sænder til at hygge omkring fig, aldrig førend
nu, da han var gammel og træt og trengte meſt
dertil! Ak ja!

Han ſatte ſig og begyndte at ſpiſe, men det vilde
ikke ret ſmage ham, ikke ſom dengang da han var et

Barn og ſiden mange, mange Gange, ja ſom dengang,

Der boede han, ganſke

*

Gud i det Hoje, Fred

neſkene Velbehagelighed!“

forſvandt, ſvundne Tider

han fad paa Hederspladſen deromme hos fin Datter
med lille Niels paa fit Knæ og maatte give ham
hveranden Skefuld. Hvor den Dreng var ellevild den
Aften, og hvor han holdt af ham, og hvor glad han
var ved den otteſkillings Trompet, Bedſtefader havde
hængt til ham i Juletræet. Ja Manden var maaffe
ligeſaa god ſom dengang,
maaffe bedre; men han
var ene, ene paa Jule⸗
aften, og nu var det den
tredie Juleaften han var
ene. Ja, det var han
jo altid; men han folte
det aldrig ſaaledes ſom
paa Juleaften, aldrig ſom
i Aften. Derfor vilde
Maden ikke Image. Han
tog af Bordet, ſatte Bril⸗
lerne paa og begyndte at
læje i Bibelen, ſom han
plejede. Det var Jule⸗
evangeliet han læfte, om
Jeſubarnets Fodſel i
Stalden ved Bethlehem,
om Englenes Juleſang
til Menneſkenes Born:
„Eder er i Dag en Frel⸗
jer født!” „Wre være

paa Jorden og i Men⸗

Men Tankerne vilde
ikke blive ved det
dejlige Evangelium; de
fløj jaa vide omkring,
de havde faa mangeſteds
Wrinde, og jaa overgav
han fig til dem, tendte
fin Vibe, lænede fig til⸗
bage i Leneſtolen og lod
dem raade, de floj afſted
med ham; Tid og Rum

kom igjen, Mindets En⸗
gel ſtod hos ham i ſit
lyſende Klædebon.

„Kan Du huſfke den
Gang Du var et Barn!“
ſagde Englen, og han ſmilede og nikkede; jo det huſkede
han faa grant, huſkede hver lille Smaating, og nu
var han det atter.

„Huſker Du den Juleaften for mange Aar ſiden,
da Du havde pyntet en lille Grangren med Wbler,
Juleknas og broget Papir. Lyſene vare kun Stumper
af tynde Praaſe; men Du var ſtolt af Dit Vork, Du

Bedstekaders Julehillede.

100

ſyntes, at det var det dejligſte Juletræ; thi det var
Din egen Opfindelſe, lavet efter et Billede og Moders
Fortællinger. Kun et grundede Du forgjaves over;
Englene, der paa Billedet løftede Juletrcet, hvordan
ſkulde Du faa Englene til at løfte det, og Du kunde
ikke finde Dig tilfreds med, at Moder ſagde, at Englene

3 vare uſynligt tilſtede.

Du tændte det. Fader
og Moder ſmilede faa.

kjerligt, og Naboens lille
Marie, der var indbudt
for at je paa Stadſen,
lo, jublede og danſede
foran Trœet. Det ſtod
paa et lille Bord foran
det ſtore Skilderi med
Stalden i Bethlehem,
Joſeph, Marie og det
ſtraalende Jeſubarn, for
hvem de fattige Hyrder
og de rige Konger kne⸗
lede i from Bdmyghed
og Glæde, glemmende al
Forſkjel paa Jord; thi
Julen ſamler Alle, gjor
Alle lige; ovenover ſtraa⸗
lede Juleſtjernen og to
dejlige Engle med ſtore
Vinger kom flyvende med
et Juletræ, der havde
Stjerner iſtedetfor Lys
og var omgivet af ſmi⸗
lende Englehoveder. Ja,
det var dette Billede, der
havde givet Dig Tanken
om Juletræet, og derfor
var det tændt foran det.
Og hvor Billedet ſkin⸗
nede! Farverne bleve kla⸗
rere, Skikkelſerne traadte
ud af Billedet, det var,
ſom bleve de levende og
ftørre, ſom om de beve⸗
gede ſig; det var ſom
Juleglœden og og Jule⸗
glanſen ſtraalede ud fra

' aabnede Himlen over den.
Jo Tallepraaſene kunde rigtignok ſkinne, ſkinne ſom Stjer⸗
ner! Og den lille Marie klappede i Henderne og ſang det
forſte Vers af „Et Barn er født i Bethlehem“, for mere
kunde hun ikke, og faa klattrede hun op pan en Stol,
ſtak ſit lille ſmilende Anſigt, omkranſet af de lyſe Lokker,
ind imellem Trcet og Billedet, og kysſede alle Skikkelſer
i Billedet, Kongerne, Hyrderne, Englene, ja ſelv den

det og fyldte hele Stuen,

. 101

røde Ko, der ſaa ud over Krybben, hvor Jeſubarnet || havde Du ſet hende ſaa glad, aldrig havde Du ſet N
havde ligget, og derpaa ſprang hun ned, tog Dig om (hende ſaa ſtjon, aldrig havde Du elſket hende jaa højt; :
Halſen og kysſede Dig med Taarer i Øjnene, Aldrig | thi Du anede, at hun var en Engel, en Juleengel, der

Inleneg.

bar det lyſende Juletre med Fred og Lykke frem gjennem | fig, og derfor var ogſaa Du lykkelig ſom en Guds
det taagede Jordeliv og op til den klare Himmel, og Engel. Mindes Du det, Du gamle Mand!“ ſagde
da folte Du, at det er velſignet at ſkabe Glæde omkring Englen til ham, og han nikkede jaa fornøjet hen til

Bleg og ſtille,

1

*
det gamle Billede, der nu hængte i Krogen, tilhyllet af
Skyggen. „Jo det huſker jeg rigtignok!“ ſagde han,
„det glemmer jeg aldrig, aldrig!“

„Og ſiden!“ blev Englen ved. „Siden! alle de
dejlige Timer derhjemme. Du voxede op med Marie.
Hun blev en ffjøn, en herlig Pige, og hun elſkede Dig,
ſom Du hende. Vorherre forte Eder ſammen, velſignede
Eders Pagt, velſignede Eder med rigeligt Gods og
med et ſmilende Barn, og Livet randt ſom en eneſte
ſtor og herlig Julefeſt. Kjcrligheden lyſte om Eder og
i Eder, Barndomstiden holdt id jaa længe, ja faa
længe! Eders lille Pige blev ſtor, ſelv bleve I gamle;
men J vidſte det ikke, merkede det ikke, forend der
kom en Dag, da hun, Dit Livs Engel, floj fra Dig.
men ſmilende ſom i en lykſalig Drøm,
lan hun der i den forte Kiſte mellem de fagre Blomſter,
ſom hun hapde elſket ſaa ſaare. De ſloge Kiſten til
og ſang en Salme over hende, og jaa bare de hende
bort til de Dodes Havn, og der hviler hun nu; men
det er kun Stovet! Du ved det: J lyſe Kleder venter
hun Dig deroppe, hvor der hverken er Dod eller Grav,
hvor Lyſet aldrig ſlukkes. O det var, ſom om Dit
Hjerte ſkulde briſte; men det braſt ikke. Da ſtod Du
alene, da merkede Du, at Du var bleven gammel og
træt! Kan Du huffe det, Du gamle Bedſtefader?“

Og Bedſtefader tog Piben af Munden og torrede
Taarerne bort. „Ja det mindedes han allerbedſt“.

„Men Dit Liv var ikke tomt, Glæden var ikke
vegen fra Dig!“ blev Englen ved, „Du bar en Datter⸗
ſon paa Dine Arme, blev Barn med ham, lærte ham
og levede med ham, og fkjendt Du intet kunde beſtille,
var Du dog aldrig ene og forladt; thi endnu var der
Kjærlighed omkring Dig; men faa ſtodte Du det fra
Dig Altſammen. Du blev vranten og egenkjerlig,
Du vilde befale og regere, og det burde Du have over⸗
ladt til de Unge, til Din Datter og hendes Mand.
Der kom en ond Aand, Ufredens Aand, ind i det
lykkelige Siem. Du hidkaldte den, og faa flygtede Du
og blev ene, ganſke ene, og dog ikke; thi den var fulgt

med Dig, det anede Du ikke! Huſker Du alt det, Du.

gamle trætte Bedſtefader!“

„Ja, ja! men det var ikke min Skyld, det var
hans Skyld!“ indvendte han klagende. „Jeg havde
Ret til at raade i Gaarden, for den var min, han
ſkulde tage Henfyn, han fkulde lyſtre og hun med, og
da det ikke kunde gaa, tog jeg den ikke fra dem, ſom
jeg kunde have gjort, men overlod den til dem, tog
Mit og flyttede herind. Det var visſeligen ikke min
Skyld! Nej, nej!”

„Jo det er Din

Skyld, Du gamle egenſindige
Mand!“ ſagde Englen.

„Men Du ſtraffede Dig ſelv;

den onde Aand fulgte med Dig, og Du har ikke været
ſelv om Du i enkelte Ojeblikke bildte
Du har forladt Dine egne Børn og
derfor blev Du ſelv forladt; Du har

lykkelig ſiden,
Dig det ind.
Borneborn, og

—

dengang Gud Herren kom og kaldte ad ham.

ikke, ſom en Fader bor være mod ſine Born,

baaret Nag, Du har været en ſlem gammel Bedſtefader;
for de holder endnu af Dig; men Du har haft en ond
Samvittighed, og derfor er Du gaaet afvejen for deres
Kjærlighed og har ſkjult Dig ſom Adam i Paradiſet,
Pas paa,
at han ikke jager Dig ud, ſaa Du aldrig kan komme
tilbage. Du var gammel og træt, Din Livsgjerning
var forbi, de Unge ſkulde arbejde for Dig; men Du
vilde være Herre, en ſtreng Herre, Du vilde blande
Dig i, hvad der ikke vedkom Dig, hvad Du ikke forſtod,
fordi Tiden var loben fra Dig. Det var alene af
Forfengelighed, Du ikke vilde overlade Gaarden til
Din Datter og Svigerſon, ſtjondt Du vidſte, at han
var en dygtig og god Mand, og dengang Du ſaa brod
ganffe med dem, ja fan lod Du dem beholde den; men
de maatte betale den dyrt, dyrere end om de havde
været fremmede, Du gav dem Intet, Du var rigtignok
ſom Din
Fader var imod Dig og Marie! Ja Marie, hvad tror
Du hun [vilde have ſagt, om hun havde levet den
Stund! Det glædede Dig at je, hvor de pinte fig, ſled
og flæbte tidlig og filde for at ſlaa fig igjennem, Du
havde Midler til at hjælpe, men Du hjalp ikke, Du
gik og ventede paa deres Ulykke, paa at de ſkulde
komme og tigge Dig om Hjælp, det vilde have glædet
Dig; men den Sejr fik Du ikke, de kom ikke, Din
Hjeelp var overflødig, thi Vorherre hialp dem, og det
harmede Dig. Fy, ſkam Dig, Du gamle Mand! Du
funde have været lykkelig, men Du vilde ikke, Du
ſtodte Lykken fra Dig. Nu ſidder Du her alene og
græmmer Dig paa den velſignede Juleaften, da den
hele Verden fryder ſig, og Du kunde, om Du vilde,
have fejret den dejligſte Julefeſt hos Dine egne Born
og Borneborn, Niels og lille Marie. Saa Du, hvor
de ſtode ene og forladte, da Du legede med de Andre
ved Dammen? Saa Du, hvor bedrovede de vare, de

uſkyldige Smaa, og dog kom de ſaa kjerligt hen til

Dig og vare ſaa glade ved
glemt at give de Andre.
Du burde ſtaa op og gaa
Alle om Forladelſe!“ 5 |

„Men det kan jeg ikke; det er jaa fvært! O, hvordan
ſkal jeg kunne gjøre det!“ ſagde han bedrøvet.

de Pebernodder, Du havde
Fy Du ſlemme Bedſtefader!
hen til dem og bede dem

I den anden Ende af Byen laa den Gaard, hvor
Bedſtefaders Svigerſon og Datter boede. Det havde

| været ſtrenge Aar, de ſidſte tre; men nu var det bedre,

nu tegnede Alt ſaa godt, og derfor vare de glade.
De vare lige blevne færdige med deres Juleaftens⸗

nadvere og rejſte fig nu fra Bordet.

Manden kysſede ſin Kone og ſagde hende Tak for
Mad og Tak for alt godt i de ſvundne Aar, og hun
kysſede Bornene, Niels og Marie.

„Hvor vi nu have det godt og velſignet!“

ſagde
hun, Gud fie Lov, nu ſavne vi Intet!”

103

Den lille Pige jan op paa hende.

„Jo Moder; Bedſtefader!“ ſagde hun, og der gled
en Skygge hen over Moderens Anſigt.

„Ja Bedſtefader!“ gjentog Drengen. „Maa jeg
ikke nok lobe hen og ſe til ham, han har det ſaa ene,
og det er lyſt udenfor, jeg er flet ikke bange!“

„Og jeg gaar med;“ ſagde Pigen. „Kom Niels,
kom! Bedſtefader fkal fe vort Juletræ; men jaa maa
J ikke tænde det, førend vi komme!“

„Hvad tenker i dog paa, Born!“ udbrød Faderen.
„Han vil jo ikke kjendes ved os, han jager Eder bort!“

„Nej, han gjor ikke!“ indvendte Pigen, hun var
jaa ivrig. „Nej han gjør ikke! Vi talte med ham ved

Dammen, Niels og jeg, og han klappede os og gav os

Pebernodder; der kan Du ſelv ſe!“ Og hun greb i
Lommen og fremviſte Pebernodderne ſom et uom⸗
fødeligt Bevis.

„Jeg vil ſe hans ſtore Julebillede og viſe Marie
det“, ſagde Niels, „og naar han ſaa vil med os hjem,
ſaa tager vi ham med. Han ſidder ſaa alene, han har
flet intet Juletræ, og jeg er ikke bange for ham!“

„Ja kom Niels, kom!“ ſagde Marie og tog ham
ved Haanden.

Faderen tav; men Moderen bøjede fig ned og
kysſede Bornene.

„Gaa med Gud!“ ſagde hun. „Onfk ham glædelig
Jul fra Fader og Moder og ſig, at vi holde meget
af; ham 5

Saa fik Drengen fin Hue paa og Pigen et Tor⸗

. lade om Hovedet.
„Men J maa ikke tende Juletræet, førend vi
komme med Bedſtefader!“ ſagde hun og jaa lob de.

l

Bedſtefader havde glemt at lukke Doren i 00
og han var ſaa ordybet i ſine egne Tanker, at han
flet ikke mærfede, at Børnene kom ind.

„Bedſtefader!“ raabte de begge to „lob hen og
klyngede ſig til ham.

Og han tog en i hver Arm, loftede dem op paa
fine Knæ og trykkede dem ind til ſig, og der var
Taarer i hans Øjne, og Børnene omfavnede ham,
kysſede ham og kjclede for ham.

„Kjere, rare Bedſtefader!“ ſagde de.

„Gud velſigne Eder, mine ſmaa Engle!” ſagde han.

„Maag jeg je Dit kjonne Julebillede?“ ſpurgte
Pigen.

Og Bedſtefader hentede Billedet frem fra den
dunkle Krog, torrede det af med ſin Hue og holdt det
hen til Lyſet, og Børnene betragtede længe det ſtraalende

Billede paa den morke Grund; det var Juleglanſen og |

Julegleden, ſom den aabenbaredes hin mørfe Nat i
Bethlehem, ſagde Bedſtefader.

„O det er dejligt, dejligt!” udbrød Pigen. „Se
der flyver Englene med Juletræet; men vi faa ogſaa

et Juletræ i Aften. Kom med hjem Bedſtefader, ſaa
ſkal Du ſe det!“

„Med hjem" gientog han langſomt og alvorligt.

„Aa, ja gjor det!“ bad Drengen. „Fader og
Moder ville blive faa glade, og ſaa tage vi Billedet
med, og tænder Juletræet Foran. det, ſaadan ſom vi
plejede: Kan Du huffe det, Bedſtefader!“

„Jo, jo!“ ſparede han. „Det glemmer jeg aldrig!“

„Og jaa fan Fader og Moder ſelv enſke Dig
glædelig Jul og ſige Dig, hvormeget de holder af Dig,
for det, ſagde de, ſkulde vi gjore!“ ſagde Pigen. „Aa,
lille Bedſtefader, kom nu med, år, er Du rigtig ſod
og rar!“ 9

„Naa, jaa i Guds Navn da!“ ſagde han.

Han tog en ved hver Haand, han glemte ganfke
fin Stof, flukkede Lampen, laaſede Døren og gik
med dem. Billedet maatte Niels bære, for det ſkulde
ogſaa med.

„Godaften og glædelig Jul!“ ſagde han, da han
traadte ind til fin Datter og Svigerſon, og de reiſte
ſig, gik ham imode og trykkede hans Herder; de vare
jaa glade. De ſatte ham i den bladeſte Leneſtol, gav
ham den bedſte Plads ved Bordet.

„Jeg har været en ſlem gammel Mand; kan J
tilgive mig!“ ſagde han.

„Ja, vi har maaſke heller ikke været, ſom vi burde;
men nu er jo alt godt, og lad faa det være glemt.
Du er tuſinde Gange velkommen, vi har ſavnet Dig
meget,“ ſagde Svigerſonnen.

„O Fader, naar Du vidſte, hvor vi har lengtes
efter Dig i den lange Tid, vi og Bornene; men nu
har vi Dig igjen, Gud ſte Tak og Lov! Nu flippe vi
Dig ikke mere!“ ſagde hans Datter.

„Nej, aldrig, aldrig mere! Nu bliver jeg her!“
ſparede han og jaa fig fornøjet omkring.

det!“ raabte Marie. Hun var atter kroben op paa
hans Knæ, medens Niels lænede fig op til ham.

„Ja, nu fkal jeg tænde det; for nu er vi alle
lykkelige!“ ſagde Moderen, tog Billedet og gik ind i
Storſtuen.

Lidt efter aabnedes Doren, og der ſtraalede Jule⸗
træet i al fin Herlighed og Bragt! Bag det hængte
Bedſtefaders Julebillede, og det glimrede og lyſte, ſom
om det var levende og virkeligt, ſom om det var det,
al Lys og Glæde ſtraalede ud fra.

„Et Barn er født i Bethlehem!“ iſtemte Niels og
Marie, og alle de Vorne, ſelv gamle Bedſtefader, ſtemte
i med. En ſaadan Juleaften havde han ikke oplevet
ſiden dengang, da han var en Dreng, og da hun, hans
egen lille Marie ſang: „Et Barn er fodt i Bethle⸗
hem“, og klattrede op og kysſede Billedet. Det var,
ſom jaa han hendes lyſe, ſmilende Engleanſigt igjen
derhenne mellem de gronne Grene. Taarerne randt

ham ad hans Kinder, og han glemte at torre dem bort.

nen Juletræet, Juletrœet! Bedſtefader ſkal ſe

Han ſtod med den lille Marie i Favn og trykkede hende
ind til fit Hjerte, for det bankede jaa ftærkt, og hun
ſang med jublende Roſt og bredte Armene ud imod
Juletrœet og Billedet, mod Fader, Moder og Niels,
ſom vilde hun favne alt, hvad hun havde kjert.
Glæden lyſte ud fra Juletræet og Billedet, trængte”
ind i Sjerterne og ſkinnede i alle Anſigter.
Jo det var rigtignok en velſignet Julefeſt!

Zulen og Juleneget.
D —

JN vert kriſtent Menneſte kjender jo Julen,
og ved hvad den betyder. Julen er den
forſte Feſt, der præger fig i Barnets
Erindring og ſom det imødejer med den
ſtorſte Lengſel. Og vi Vorne, fjende vi
en bedre Tid det hele Aar rundt, end Julen? Er det
ikke ſom om Luft og Jord var opfyldt af noget Helligt,
noget, vi ikke kunne forklare, men kun føle i vort eget
Indre? Er det ikke, ſom om alle Sorger tabte deres
ſtarpe Braad og mildnedes til ſtille Vemod i den dejlige
Juletid? Er der noget Menneſket der kunde bære det
over fit Hjerte, at fortredige og frænfe fin Naſte,
ſelv om det er hans Uven, paa hellig Juleaften? Nej,
Julen er ſom en Forſoningsfeſt for hele Aarets Kampe,
idet Alles Tanker ſoge hen til Ham, den ſtore Forſoner,
der fødtes hiſt i Bethlehem, det Frelſerbarn, hvis Ord
ſnart ſkulde lyde ſom ſalig Klokkeklang hen over Lan⸗
dene og falde alle de adſpredte og vildfarende Menneſker
til hans Kongeſlot, hvor der er Boliger for Alle fra
Kejſeren til Stodderen.

Fra Nordpolen til Sydpolen, fra Japans yderfte
Klipper til Amerikas Skove, fort ſagt, jan vidt ſom
Kriſti Navn er kjendt højtideligholdes Julen, og om
det end er paa forſtjellig Maade i det Udvortes, ſaa
tillegge alle Kriſtne, hvad enten vi ere Lutheranere,
Katholiker, Baptiſter eller med hvad Navn vi nævne
os, Julen den ſamme Betydning.

Dog er det maaffe ijær i Norden at Julen ſtaar
ſom Aarets ſkjenneſte Feſt, uagtet den falder i den
umilde Aarstid. Men Julen er ogſaa en gammel Feſt
i Norden, thi loenge førend Kriſtendommens Lys kaſtede
fine forſte Straaler paa Nordens Snee, kjendtes Julen
her ſom en Midvinterfeſt, hvor Slægt og Venner ſam⸗
ledes til glade Leg, hvor Skjalden til Harpens Klang

ſang om tapre Bedrifter, medens de ſtore Drikkehorn

gik rundt langs Bordene. Da de forſte Munke kom
for at forkynde Ordet, da var det dem en Hjælp, at
de kunde forene den kriſtne Julefeſt med den Feſt, der
allerede var kjendt og elſket ſom Julen; ſnart foran⸗
dredes Thors Hammertegn til Korſets Tegn, og vi maa
vel tro, at der ved mangen Julefeſt i Heojnorden er
vundet mangen Hedning for den hellige Daab. Var
Julefeſten en Glædens Feſt hos vore hedenſke Forfedre,
jaa var den det ikke mindre efter. Kriſtendommens Ind⸗
farelſe, men det hændte ogſaa nu og da at vore For:
fædre ikke rigtigt tilgavns havde ryſtet Hedenſkabet af
Armet. Thi Julegilderne gav unægtelig ogſaa i gamle
Dage Anledning til en Lyſtighed, der ikke altid holdt
fig indenfor Sommelighedens Greendſer og gamle For⸗
tellinger melde os, at ſtundom Juleſtuer, Julelege og
Julebukke have medført Optojer og temmelig raa Uor⸗
dener. Men dette har dog vel neppe havt meget at
betyde i Sammenligning med alt det Gode, ſom Jule⸗
feſten har udrettet og den formildende Indflydelſe den
har havt paa Folkets Tenkemaade. Et af de ſmukkeſte
Træt, der vidner om den Stemning, der opfylder Alle
i Juletiden, er den Skik, ikke blot at tenke paa de
Fattige, men endogſaa at ſorge for at volde Dyrene
Glæde. At Lenkehunden, Katten og alle de andre
Husdyr faa en bedre og rigeligere Beſpisning Jule⸗
aften end ellers, er i og for fig ſmukt, men hvad der
er endnu mere rørende, er den Omhu, man paa Landet
i Norge viſer Smaafuglene, ved at der ved hver Gaard
og Hus fættes en Stang med et Kornneg uden for
Huſet til Føde for dem, ſgaledes ſom omſtagende
Billede viſer, og det er et jaa meget ſmukkere Træk,
ſom Kornet i Norge er en mere koſtbar Vare end hos
os. Det er en ſaa ſmuk Skik, at den fortjener at
efterlignes. Glæden ved at je de ſmaa Fugle og høre
deres muntre Kviddren vil sigdligt opveje, hvad et
Kornneg er værd-og desuden ſtaa vi i Gjeeld til de ſmaa
Fugle, fordi de gjore os en uberegnelig Nytte ved om
Vaaren og Sommeren at forteere Millioner af ſtadelige
Inſekter og Larver. Derfor glem ikke de ſmaa Fugle
Juleaften! Lader os bidrage til at Kornneget Jule⸗
aften bliver en almindelig nordiſk Skik og her maa
det kornrige Danmark ikke være karrigt med fin Gave

til den lille Spurv.
R. M.

Fortællingen „En lykkelig Gevinner“ vil
blive fortſat i neſte Numer. 2 5

Judhold. Mod Julen, Digt af Zakarias Nielſen. — Bedſte⸗
faders Jul, af Bendir Hanſen, med Billede. — Julen
og Juleneget af R. N., med Billede. Mr:

Ausvennen hdfkommer lil hver Heudag med ef 16. ſpallet Ark, forfyner med flere Villeder, lil 3 MK. (1 Kr.) Fjerdingaaret frit filfendt.
Avert Fjerdingaar medfølger gratis ef fort ſmußt Billede. Bladek kan beſtilles paa elhvert VPoftkontor og Vrepſamlingsſled, i enhver
Voglade ſamt hos Hovedkommisſioncren: Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn.

Trykt pas Uagiverens Forlag hos J. H. Schultz.

Ps
2

i 2. Aargang.
Nr. 14.

Rasmusſens Nyaar.
Efter „Allehanda för Folket“.
Bed Zaſtarjas Nielſen.

G Nyaar, Naboer!“ raabte Murmeſter

Rasmusſen til Madam Holm, den fattige
. Vaſkerkone, og hendes Søn, idet han
Nyaarsmorgen traadte frem i Gadedøren,

SEN hvorfra han fil Øje paa de tvende omtalte
Peorſoner, der ſtode og talte ſammen paa Fortoget

nogle Skridt derfra. :

Det gav et Sæt i begge de tiltalte; de vendte fig
forbapſede hen imod Murmeſteren, og Vafferfonen nejede
i ſin Befippelſe dybt for ham og ſagde ſkyndſomt „Tak,
i lige Maade!“

Det var dog forunderligt! Naar havde de hørt
et ſaa venligt Ord af Murmeſter Rasmusſens Mund!
De vidſte knapt, om de turde tro deres egne Oren.

„Kom inden for, Madam, med Deres Son og
ſmag paa vor Nyaarsmad! Mutter fkal i en Fart
jætte frem paa Bordet det bedſte, Huſet formaar, og
jaa ſkal vi tage os en rigtig god Frokoſt. Naa kom
nu, Madam, og gjør ingen Dikkedarier, for jeg gjør
ikke megen Snak af en Ting! Se ſaa — velkommen!“
Vaſterkonen og hendes Son traadte inden for; de
pidſte ikke ret, om de drømte eller vare vaagne, men
inden de fik Tid til at overveje Stillingen nøjere,
traadte Murmeſteren hen foran Sonnen, rakte ham ſin
ſtore, grove Naœve og udbrød :

„Naa, Svend! Velkommen igjen inden for min
Terſtel! Det er længe ſiden, Du var Gert... ja

—

Alorſkabslegning, Oplysning og Pugzflid.
Adginet ak N. C. Bom.

| SGundagen d. 3. Januar. |

Kjøbenhavn.
1895.

undſkyld! jeg ſiger rigtignok „Du“ endnu, hvor ſkrap
en Bogbinder og dygtig en Skarpfkytte Du end er.
Naa, værs'go og jæt Jer ned, Folk, og lad ſom 3
var hjemme. — Skal vi jaa have den Bid Brod,
Mutter?“

De to fremmede fatte fig ner Døren, og Mur⸗
meſteren begyndte at pasfiare med dem om Tiderne, om

"Vejret og lignende.

„Hvad i al Verden gaar der dog af⸗Fatter?“
ſagde Madam Rasmusſen, da hun tilligemed fin Datter,

Eliſe, var kommen ud i Spiſekammeret. Eliſe kunde

af Forbavſelſe ikke ſige et Ord; men hendes Hjerte
bankede højt af Glæde og Overraſkelſe, medens hun
hjalp Moderen at ordne Alt til Bordet.

Det nye Aars forſte Solſtraaler tittede ind mellem
de tarvelige, men rene og pæne Gardiner i Dagligſtuen.
Der var lyſt og venligt derinde. Murmeſteren hældede
fig tilbage i Sofaen og ſaa, medens han talte med fine
Gæfter, hvorledes Bordet lidt efter lidt begyndte at
bugne af Hvedekage, Oſt, Smør, Polſe, Skinke o. ſ. v.

„Naa, værs'artig! Lad os nu begynde”, ſagde
han, da Bordet var dækket: „Set Du Dig nu her,
Mutter, ved min hojre Side, og De, Madam, ved

min venſtre, faa kan de to Unge ſidde der midt for
Bordet, og ſaa Rollingerne der nede omkring, hvor de

bedſt kan faa Plads. Se jaa, i Guds Navn!”

Den unge Bogbinder og Eliſe ſatte fig ved hin⸗
andens Side, men dog ſaa langt fra hinanden ſom
vel muligt. De jaa begge ned paa Dugen og lod ſom
Solen forhindrede dem i at lofte Blikket op; men alt
imellem ſkottede de op til Sofaen. Den raſte Skarp⸗
ſtytte, ſom ellers nok plejede at kunne fortere fit Foder,

*

106

ſad og ſtak til Maden, ſom om han ikke gad haft den,

og Eliſe lige jaa. Og da Murmeſteren med Glasſet
i Haanden nikkede ned til ham og ſagde, idet han
blinkede med det ene Oje: „God Morgen, Bogbinder!
og et glædeligt Nyaar!“ blev Svend helt „forffamſket“
i det og havde nær væltet Brendevinsglasſet. Men
Murmeſteren lod, ſom han Intet mærkede; han ſpiſte
og drak af Hjertens Lyſt, roſte ſin Kone for den dejlige
Mad og jan med faderligt Velbehag ned paa fine ſmaa,
rodmusſede, fornojede Born, der lige ſom deres Fader
gjorde Anretningen al mulig re.

Efter Maaltidet lob Drengene med deres Skojter
ned til en tæt uden for Byen værende Dam, og Smaa⸗
pigerne bleve af Faderen viſte ud i Kjokkenet for at
vaſke op, ſlibe Knive o. ſ. v., i Moderens og Elſes
Sted, for at disſe et Ojeblik kunde faa Lov til at ſidde
i Ro inde i Stuen. E

„Naa, Svend Holm! Er det virkelig ſandt, at
Du vil rejſe til Amerika?“ begyndte Murmeſteren.

„Ja, Hr. Rasmusſen, jeg...“

„Lad os bare være fri for dette herſens „Hr.“,
for det lyder jaa fornemt, og vi er jo dog gamle Be⸗
kjendte, hvad?“ 1 89 REDE

Bogbinderen forſogte at ſmile, bukkede let for
Murmeſteren og fortſatte: „J næjte Uge rejſer jeg til
Kjøbenhavn og derfra videre, jaa hurtig det fan lade
fig gjøre”,

„Findes der da ikke Bøger nok at indbinde i
Danmarks Rige? Og har Du ikke allerede gjort aare⸗
lange Rejſer paa" Haandveerket, baade i Tyſkland og
Frankrig, ja døjet meget Ondt, været Vidne til baade
Krig og Elendighed?“ j

„Jo, men

„Jeg kan for min Dod ikke lide at hore Folk
ſnakke om at reiſe til Amerika, det Rakkerland! Skulde
ikke en hæderlig Karl holde fig for god til at rejſe der
over, hvor alle Skelmer og Kanaljer ſoge Tilflugt!
„Bliv i Dit Land og ernær Dig redeligt, ſiger Skriften,
og det ſiger jeg med“.

„Man kan ogſaa ernære fig redeligt i Amerika“.

„Nej, det er netop det, man ikke kan, idet man
nemlig ſtjcler fra fit Fædreland de Kræfter: og den

Duelighed, ſom Vorherre har givet Enhver, ijær til dets

Hader og Lykke. Fy for Pokker Svend, hvad er det
for en elendig Vej, Du giver Dig ind paa! Hvad vil
Du der ovre?“

„Jeg vil blot bort her fra, jo længer, des
bedre“.

„Og hvorfor?“

„Det ved Hr. — hml. .. det ved Rasmusſen nok,
og hvis ikke ſaa. ..“ .

„Saa kommer det mig ikke ved, mener Du maaſke,
men ſe det gjor det nu aligevel. Hor, trek Din Stol

noget nærmere her hen til Bordet, og lad mig fortælle
Dig Noget!“ j i

Den unge Bogbinder ſaa forbapſet paa den Talende,
der under Samtalen havde faaet ftoppet og tændt fin .
Pibe og nu lod Rogen hvirvle mod Loftet.

„Ser Du!“ begyndte Murmeſteren, „for femten
Aar ſiden var jeg en ſtor Drukkenboldt. Syv Aar i
Forvejen havde jeg giftet mig; jeg var den Gang en
brav og dygtig Karl, men ſiden kom jeg i Komplot
med. . . naa, ja det hører ikke med til dette herſens:
Det er min egen Skam og Skade, jeg vil fortælle om,
ikke Andres. Altſaa, jeg begyndte at gaa paa Kroen,
arbejdede vel dygtigt imellem og fortjente mange Penge,
men der var intet Forſlag i dem. Kroen blev mig
mere og mere kjer, og tilſidſt ſad jeg der Dag efter
Dag. Det værfte var, at naar jeg ſent om Aftenen
kom hjem med brændende Bande. og tomme Lommer,
ærgerlig paa mig ſelv, ſom jeg vel havde god Grund
til at være, blev jeg ogſaa ærgerlig pan hele Verden,
blev vild og uregerlig. Mutter døjede meget ondt med
mig, den Stakkel, thi endſkjont jeg holdt meget af
hende, hændtes det dog flere Gange, at jeg var ond
imod hende og ſlog hende... jo, det nytter ikke, Mutter,
at Du ryſter med Hovedet og blinker med Øjnene, for
det er ſandt, hvad jeg ſiger, og jeg maa vel kjendes
ved, hvad jeg gjorde. Nyaarsaften kom jeg pærefuld
hjem, og ſom ſaa ofte forhen gik mit Vildſkab ud over
hende. Jeg gav hende et Par Orefigen, og tumlede
derpaa om i Sengen. Hun har tilgivet mig det, og
jeg tror forviſt ogſaa, at Vorherre har tilgivet mig,
ellers kunde jeg ikke ſaadan ſidde her og tale derom.
Imidlertid ſov jeg ſom en Sten, var endnu ikke vaagen
om Formiddagen, da Klokkerne ringede ſammen til
Gudstjeneſte. Mutter havde lovet den lille Eliſe, ſom
den Gang endnu var vort eneſte Barn, at hun ſkulde
faa Lov til at folge med til Kirke; men da Morgenen
kom, havde Mutter en ophovnet Kind, hun foregav, at
det var af Tandpine, og hun kunde ingen Steder gaa,
men bad Jer, ſom vare blevne vore Naboer Sommeren
forud, om at tage Toſen med til Kirke. Jeg vaagnede
forſt, da Eliſe kom hjem igjen. Hun ſprang hen til
mig, klarsjet og rodmusſet, Mutter flod ved Siden ad
hende, jaa mild og bleg, med fin opſvulmede Kind og
onſkede mig et glædeligt Nyaar — mig elendige Karl!
J det Ojeblik tog Vorherre ſaadan fat i mig, at jeg
ikke kunde flippe fra ham. Hvad jeg ſagde, ved jeg
juſt ikke faa lige, men jeg havde ſaadan mine egne
Tanker, og jeg gjorde et Lofte den Nyaarsmorgen, et
dyrt og alvorligt Lofte, og jeg bad ham, ſom er god
og naadig mod os elendige Stympere, om at give mig
Kraft til at holde det Lofte, og det gav han mig.
Siden den Dag har Ingen ſet mig paa Kroen eller i
Vertshuſet. Jeg drikker en Snaps til min Mad og
dermed er den Pot ude. Og ſiden jeg begyndte med
at opfore mig ſom en brav Mand og Fa'r, har mit
Arbejde gaaet lyſtigt fra Haanden, og al Ting er gaaet
fremad.

107

Saa blev det Nyaar for ti Aar ſiden! Vi havde
ſvunget os fvært op paa de faa Aar, ſiden jeg begyndte
at bringe al min Fortjeneſte hjem eller fætte den i
Sparekasſen. Og ſkjondt vi i Aarenes Lob havde faaet
det ene Barn efter det andet, ſaa begyndte dog Mutter
imellem Stunder at tale om, at vi nok kunde ſe at
faa indrettet al Ting en Smule finere, ikke for hendes
eget perſonlige Vedkommende — hun var alt for for⸗
nuftig dertil — men ſaadan her i Huſet og iſcer med
Henſyn til Børnene. Jeg gik en Tid og tænkte paa,
hvad hun egentlig mente med det, men jeg nænnede
ikke at ſige noget. Saa til Julen gik hun hen og
kjobte en lille fin og koſtbar Muffe og en Hat med
alle Slags Kruſeduller og Krimkrams paa til Taſen.
Naa hun mente det godt, og Eliſe var jo naturligvis
voldſom glad, og jeg tav endnu denne Gang. Men
til al Lykke regnede det baade. forſte og anden Juledag;
derfor. ſkulde Stadſen gjemmes til Nyaarsdag. Men
ſaa Nyaarsaften tog jeg Bladet fra Munden og fik
endelig, efter at have talt en hel Del om Sagen, baade
Mutter og Eliſe til at indſe, at det kun daarligt
pasſer fig for Smaafolk at lege Herſkab; at Forfeenge⸗
ligheden gjør Hjertet tomt og maaſke Huſet med; at
den vanffelig bliver et dygtigt og arbejdſomt Men⸗
neſke, ſom fra Barndommen vennes til at gjemme
Henderne i Pelsverk, og at det var meget bedre for
Eliſe at ligne fin fortræffelige Moder end Byens fine
Frokner. Stemningen var lidt flov den Aften, men
da Morgenen kom, gik Eliſe til Kirke med fin jæd-
vanlige Kyſe paa Hovedet og med ſine hjemmeſtrikkede
Vanter paa Heenderne. Muffen og Hatten havnede

inden Aften hos en fattig Enkefrue, ſom havde en

Datter, der naturligvis ffulde agere fin Dame, og ſom
blev meget glædelig overrafket ved de uventede, dejlige
Nyaarsgaver. Saa fnart jeg kunde, ſatte jeg dobbelt
jaa meget ind i Sparekasſen, ſom Stadſen hapde koſtet,
og jeg har vedblevet lige til nu at fætte ind, faa at
Du nu har en god Spareſkilling der, min Pige. Ja,
ſaadan drev det Nyaar Forfengelighedsgrillerne ud af
vort Hus. Ingen af mine har ſiden den Tid gjort
Mine til at ſkabe fig ud, men alle have ſkikket fig, ſom
det ſommer fig jævne og borgerlige Folk.

Saa blev det Nyaar for fem Aar ſiden! O derom
behøver. jeg ikke at ſige mange Ord, endſkjondt der den
Gang var Tale om noget mere betydningsfuldt end
at give Afkald paa Kroen og paa Forfengeligheden.
J vare da gode Venner og tro Naboer imod os — Du,
Madam, og Du, min Dreng! J havde vaaget med
os to Netter i Forvejen og vaagede dog hele Nyaars⸗
nat med, mens Mutter og jeg gik og vare færdige at
gaa ud af vort gode Skind. Da det om Morgenen
ringede ſammen, gik ingen af os i Kirke, thi vi havde
Sorgegudstjeneſte her hjemme, hvor Eliſe laa og var
nær Døden. Hun laa ſaa bleg og ſtille, og vi troede
allerede, at alt var forbi, men efter Haanden ſom

Solen ſteg hojere paa Himlen, kom Pigebarnet til ſig
ſelv igjen. Det var ſom et Underveerk, og aldrig
glemmer vi den Dag med al dens Glæde og Vel⸗
ſignelſe. 5
Vaaren der efter var det jaa, at Du, Svend,
gav Dig ud pan Rejje i fremmede Lande. Det var
rene Tosſeſtreger af Dig, ſyntes jeg, for en fattig Fyr
ſom Du kunde godt lere det Haandverk her hjemme,
men jeg tænfte ſom jaa: han har maaſke godt af at
døje en Del ondt — og det kom Du jo da ogſaa til.
Alt havde ellers hidtil været godt imellem os, og vi
glædede os med Din Moder, hver Gang hun fik Brev
fra Dig. Men ſaa, da Du nu for halvandet Aar
ſiden kom hjem, udlært, berejſt og forfinet, bevares vel!
ja ſaa rev det helt ud imellem os. Du begyndte at
gjøre Haneben til Eliſe, og hun begyndte ogſaa at
ſpidſe Noeſe efter Dig; men jeg lugtede ſnart Lunten,
og jeg blev gnaven for Alvor! Bogbinderhaandverrket
er — det er nu min Mening — et Pillevcerk, ſom
det kan være pasſende for Kvindfolk og Born at
fingerere med; men en Karl, ſom Du, burde have
valgt et bedre Haandverk. Og jaa jan Du jaa neder⸗
drægtig ſpanfk ud, og havde ſaadan nogle fine, hvide
Hender! Du blæfte Klarinet, gik med Skarpfkytte⸗
uniform, vandt Præmie ved Skyttefeſterne og kom i
Aviſerne! Og Du. blev ſnart en Pokkers Karl i
Arbejderforeningen, fik et fint Skilt op udenfor Din
Bod der henne i Storegaden; og hvad var Du faa
dog andet end en fattig Pjalt, ſom Pokker og ikke jeg
ſkulde tage til Svigerſan! Naar man har mange
Børn, maa man je til at faa dem vel forſorgede, ſkal
jeg ſige os. Slagter Gronlund begyndte at lade ſig
forſtaa med, at han havde fine Tanker henvendte paa
Eliſe. Han er en rig og anſet Mand med Gaard og
Grund, Heſte og Vogne og fede Stude baade til
Slagtning og til at holde paa Stald. Selv er han
vel ved Magt og fkinner af Velbefindende. Al Ting
ſkinner i hans Stue. Kasſerollerne i Kjokkenet, Mob⸗
lerne i Stuerne og Solvkanderne i Skabet. En ſaadan
Svigerſon ſyntes jeg om, og jeg var ſtolt, naar han
kom her med fine Forceringer. Men Eliſe vilde hverken
høre Tale om Slagteren eller hans Gaver; hun fatte
fig hen og førgede og græd, faa det var en Ynk at fe
paa, Aldrig havde det gaaet fan bedrøveligt til i vort
Hus, ſiden jeg var bleven en ordentlig Mand. Mutter
holdt med Eliſe, og jeg holdt med Slagteren, og han
blev mere og mere paatrængende, jo foldere Toſen blev.
Saa blev det Jul, og Slagteren gjorde et vældigt
Knald. Folk ſagde, at han nu havde faaet Ja af
Eliſe, men det var da ikke ſandt; og ſtrax der efter fi
vi at hore, at Du vilde tage Skiltet ned, ſelge hele
Kramkiſten og ſtikke af til Amerika. Fra det Ojeblik
har Eliſe gaaet her hver Dag og været ligbleg og
rodejet. Men da jaa Nyaar nu kom, tenkte jeg ſom
jaa: Daarſkab er Daarſkab, hvad enten den kommer

fra Hoffærdighed eller fra en Rus; at jage efter en
rig Svigerſon turde maafke være en farligere Forfenge⸗
lighed end at kjsbe Hatte, og Vorherre gav mig ikke
Pigebarnet tilbage, for at jeg ſkal gjøre hende ulykelig.
Derfor ſiger jeg nu: Vil Du have hende Svend Holm,
ſaa tag hende til Nyaarsgave, for Du er lige godt
en brav Karl, om Du ogſaa er lidt vel nymodens.”

Ja, det var nu viſt nok, at Svend vilde have
Eliſe. Hun havde været hans Drøm, lige ſiden hun
ſom femtenaarig Pige fik Liv og Helſen tilbage; hun
havde været hans Saab under hans mojſommelige Reſſer
i fremmede Lande; for hende havde han ſtrebt og
ſlebt efter fin Hjemkomſt, og hende havde hans
haabloſe Sorg drejetz fig om i den ſidſte Tid.

Angora Grder. -

Nuß blev der glædeligt Nyaar i Murmeſter Ras⸗
musſens Hus: Mutter omfavnede fin dejlige Mand,
Vaſkerkonen fin fjære Son, denne igjen fin vakre Fæfte-
mø og Murmefteren dem Alleſammen. Smaapigerne
kom ſtyrtende ind fra Kjokkenet, og Drengene kom juſt

i det ſamme hjem fra Dammen; baade Store og Smaa
lo og klappede i Hænderne, ſom om de vare blevne
forlovede alleſammen, og ingen ynkedes over Slagteren,

den arme Slagter, ſom havde faaet ſaadan en uhyre
Kurv.

109

Svend ſprang hjem efter en Bibel, ſom han i
Haabets lykkelige Dage havde indbundet i Pragtbind
til ſin Brud; og da det ringede ſammen til Guds⸗
tjeneſte, gik det unge Par ſtille og højtidelig tillige med
Forældrene til Kirke for at takke Gud for al den Lykke,
det nye Aars forſte Dag havde bragt. '

Angora Geden.

Nlange af vore Læljere Fjende uden Tvivl „Kamel⸗

Den førfte Meddelelſe man finder om den, er af en
franſt Forfatter Pjerre Bel on, ſom i et Værk, der
udkom 1555 taler om Kamelotgeder ſom have Uld, der
ſer ud ſom om den var finere end Silke og ſom over⸗

gaar Sneen i Hvidhed. Disſe Geder, fortæller han,

ere ikke ſtorre end vore Faar og man klipper dem lige
ſom disſe. Derſom man fotøvrigt paa Belons Tid
brugte denne Fremgangsmaade for at berøve Gederne
deres Uld, jaa har den ikke altid været anvendt, thi
man finder i en Beretning af en tyrkiſk Rejſende, ved
Navn Evliya⸗Effendi, beſkrevet en Fremgangsmaade ſom

garn“, i nu er opgivet,
det Mindſte af men tidligere
Omtale. Det brugtes ved
er ſpundet af Geder og Faar,
ſmukke, bløde, idet man nem⸗
ſilkeglinſende lig rev Ulden
Haar, ſom man af dem i Ste⸗
efter Navnet at det for at flippe
dømme maa dem, idet man
antage kommer mente, at den
af Kameler. afreune Uld

Dette er imid⸗
lertid en ſlem
Fejltagelſe, da

var af en bed⸗
re Beſkaffenhed
end den afklip⸗

Haaret af dette pede. Dette
Dyr er meget er rimeligt nok,
ſtridere end Ko⸗ thi om Som⸗
haar, hvorfor meren er Ge⸗
Fortællingen den bedoekket
om Apoſtelen med en kort og
Johannes's tyndHaarkled⸗

Kamelhaars⸗ ning, ſelb om
kledning netop den ikkeklippes.

vidner om
hans Haard⸗
forhed.

Det koſtba⸗
re Kamelgarn
faas af en Art
Geder, ſom
leve i Ango⸗
ra, der ligger
paa Lille⸗
Aſiens indre
bjergrige Hoj⸗
ſlette i det
aſiatiſke Tyrki.
Disſe, under Navnet Angorageder, bekjendte Dyr,
falde Indbyggerne for Kamelgeder, efter et arabiſk

Ord Chamal der betegner noget fint og blødt.

*

i Angorageden er nemlig om Vinteren beflædt af
otte Tommer lange ſilkeblode og ftærkt glinſende Lokker,
ſom hænge rundt ned paa Benene, ſom vor Afbilding
i Dag efter et franſk Tidsſkrift viſer. Denne Silkeuld

har kun været kjendt i Evropa i nogle Aarhundreder.

Man har nem⸗
lig i Angoras
Bjergegne en
meget hed
Sommer og en
ſerdeles ſtreng
Vinter, hvor⸗
for vi ſe, at
Naturen har
ſorget kjerligt
for at Geder⸗
nes vexlende
Kleedning kun⸗
de pasſe fuld⸗
Det er forovrigt ikke det

komment til Klimaet.
eneſte Dyr, der i denne Egn er ubdſtyret ſaaledes
af Naturen, thi ogſaa Kaniner (ſom vi i forrige
Aargang Side 389 bragte en Afbilding af) og
Katte, have om Vinteren en lignende lang ſilkeblad

varm Pels. Klimaet forklarer viſt ogſaa hvorfor
talrige Forſog paa at indføre den herlige Kamelged,
der ere gjorde gjentagne Gange i Rusland, Sverrig,

inden Aarhundredet gaar til Hvile.

110 8

Frankrig, Spanien og Amerika, ere mislykkede. Man
kan ikke flytte Angoras hede Sommer og ſtrenge Vinter
med Gederne, og Naturen lader derfor dens koſtbare
Kledning rette fig efter Klimaet paa det ny Sted man
indfører dem, og faa ſiger det misfornøjede Menneſke,
at Geden udarter, idet den taber ſin ſilkeuldne Dragt.
Det er derfor tvivlſomt, om de ſtore Anſtrengelſer
det zoologiſke Selſkab i Paris i de ſenere Aar
har udviklet, vil krones med Held, idet man har indfort
ſtore Hjorder af denne Ged i Frankrig og Algier, paa
Afrikas Nordkyſt, for ogſaa her at gjøre en Rigdoms⸗
kilde ud af dette Dyr, ligeſom den er det hvor den
hører hjemme. Fra Angora forſendes nemlig aarlig
3000 Baller Kamelgarn og Uld til Evropa, enten hvidt
eller prægtigt farvet, eller i Toj, „Kamelottetsj“, medens
Gedernes fine Skind forarbejdes til det koſtbare øfter-
landſke Safian og Korduan.

Besſemers Salondamper.

Ne af vore Leſere, ſom i Aviſerne „folge
( med Tiden“, ville flere Gange have
ſet et nyt merkeligt Dampfkib omtalt
3 under ovenftaaende Navn. Det er et ſtort
Fartoj, ſom ffal forbinde „Stenkuls gen“
England med Faſtlandet, ved Fart over det omtrent
4 Mile brede Sund „Kanalen“ mellem England og
Frankrig, hvor det uhyre Atlanterhav ofte jætter fine
Kampebolger ind og gjør Sejladſen baade farlig og
ubehagelig — og det er jo i høj Grad ubehageligt, at
„Albions Sonner“ (Englænderne) og Døtre, navnlig / de
Fornemme og Rige, ſkulle udſcettes for den gemene
Soſyge naar de fkulle gjore en af deres Rejſer til
Faſtlandet. Man taler derfor meget om at grave en under⸗
ſoiſk Gang, en „Tunnel“ under Kanalen, et kempe⸗
mesſigt Foretagende, ſom ſikkert nok vil blive udført
Saa kjorer man
yderſt mageligt paa Jernbane flere hundrede Alen
under Havet!

i Men da man nu ikke har denne Tunnel og dog
gjerne vil være fri for Søfyge, har den begavede engelſke
Opfinder Besſemer udtenkt et lojerligt Skib, hvor de
Rejſende næppe ſkulle kunne merke Havets Bolgegang
ved Skibets Slingring, ſom er den veſentligſte Aarſag
til Soſyge. Omſtaaende Tegninger give en Ide om dette
merkelige Skib. Det er meget ſtort, halofjerdehundrede
Fod fra Stavn til Stavn, forſynet med to Par Hjul,
hver med fine Mafkiner. Det ejendommelige ved Skibet
er imidlertid en uhyre, hvælvet Kahyt, der, ſom en
lang Sal (Salon) ftræffer fig gjennem hele Sfibets
Midte i henved 75 Fods Længde. Denne flore Sal
hviler paa Tapper, ſaaledes at den kan dreje fig, og ved

eller til Venſtre, ſtyre det ſtore, af Rejſende fyldte Rum 5
ſaa at Gulvet altid ſtaar vandret, ſelv om Skibet
ſlingrer nok ſaa meget. Skibet ruller i Bolgegangen
til Hojre og Venſtre, men i Kahytten meerker man
intet dertil ſaaledes ſom paa Dakket ovenover; alt
bevarer fin jævne Ligevægt ſom om man ſad roligt paa
en Stol i den hjemlige Stue. Dette viſer vort andet
Billede, der foreſtiller Skibet jet i Gjennemfkeœring, hvor
vi ſe det i ſteerk Krængning, men je „Salonen“
uforſtyrret beholde den for „Landkrabber“ behageligſte
Stilling.

Skibet er lobet af Stabelen i Efteraaret og man
vil formodentlig ſnart leſe i Aviſerne om dets Provefart,
hvor det vil viſe ſig, om det vil holde, hvad et ſnildt
Hoved har udteenkt og tilvejebragt, og hvad uhyre Summer
ere anvendte paa at gjøre et Forſog med.

En lykkelig „Gevinner“

. 8 Jorlalling af Knud Skytte.

(Fortſat.)
an det gan an?“ hyviſtede hun, idet hun

tog hans ene Haand mellem begge ſine.
„Jo, de favne Dig vel ikke lige med
Et. Jeg ſynes, de diſputere faa voldſomt
der inde, og der ſtaar en ſaadan Tobaks⸗
kvalm ud af det aabne Vindu, at man ſtulde tro, de
vare i Færd med at gjøre nok en Gaardhandel. Har
den morke Sonderbo været efter Dig igjen?“
„Aa ja! Det er et afſkyligt Menneſke. Jeg ved
ikke den Plet, jeg tor ſtaa paa, han forfølger mig jo
med fine forte ſtikkende Øjne. Hvordan fkal vi blive
ham kvit?“
„Ham? Den Pjalt? Den Bedrager? Det er en
ſmal Sag, og jeg kan pirre ham væl ſom en Skurre⸗
hat, hvad Ojeblik jeg vil. Nu har jeg rigtig bidt
Merke i ham, og er vis paa, jeg ikke tager fejl”,
„Svad ſiger Du? Har Du kjendt ham for?“
„Ja, jeg kjender ham fra Tjeneſten af, vi ſtod ved
ſamme Kompagni, og jeg kunde fortælle Dig adſkillige
nette Hiſtorier om ham. Det bliver der vel Tid til en
anden Gang, men for denne Gang vil jeg troſte Dig
med: Din Fader tager ham aldrig til Spigerſon, naar
han rigtig lærer ham at fjende. Han er en Kjaltring,
hedder egenlig Jens Gronholt og ejer rimeligvis ikke
Mere, end de Klader, han gaar og ſtaar i“.
„Herre Jeſus! Min Fader kan jo aldrig være
bekjendt at have ſaa megen Omgang med en ſaadan
Perſon. Gaa ind og ſig ham det Hele. Saa bliver
han Dig taknemlig og faar bedre Tanker om Dig“.

Sjælp af en overordenlig ſindrig Maſkine, kan en Mand,
blot. ved at dreje en opretſtaaende Vegtſtang til Hojre

„Nei, lille Elſe! Det ſtoler jeg ikke paa. Og han
vil næppe tro mig, naar jeg ſaadan kommer dumpende
ned ſom en Ugle mellem Krager. Men, giv Dig kun

992114

tilfreds og ſtol paa mig. Vifmaa gaa ſnildt til Veerks
og ſe at fange Fyren i hans egne Garn“.

„Gud fle Loy, Du kom?“ ſagde hun og trykkede
hans Haand. „Nu er jeg langt bedre tilfreds end for.
Ja, jeg ſtoler ganſke paa Dig, og Du er da ogſaa den
Eneſte, jeg har at ſtole paa“. i

„Du er en ſod Pige, lille Elſe!“ fvarede Jens
Peter, idet han flyngede fin Arm om hendes Liv og
ſtjal et Kys fra hende. „Naar ſkal jeg faa Lov at
giengjelde Dig, hvad Du maa gjennemgaa og døje for
min Skyld?“

Efter en lille Pavſe ſagde hun: „Med Guds Sjælp
naar det fig vel nok en Gang. Jeg ſynes ogſaa, vi
ſkulde aabenbare det for ham; det maa jo dog til en
Gang; thi ſaaledes ſom vi have aftalt det, bliver det
dog og ikke anderledes”,

„Nej, det er viſt og ſandt. Men jeg vilde jo ſaa
gjerne og har al min Tid beftræbt mig for at vinde
hans Bndeſt, jan han fif at je, at hvad jeg ſtiler paa,
er ikke Andet end lutter Wre, Dyd og Godt. Hidtil
er det ikke lykkedes mig; men jeg haaber endnu. Det
er dog haardt, at ffulle tvinge fin Sag igjennem trods
Forcldrenes Villie“.

„Lad os jætte vor Sag i Guds Haand”, ſagde
hun faa ſtille. „Han hjelper os nok. Maaſke kunde
Fader ſkifte Sind, hvis Du kunde være faa heldig at
gjøre ham en Zjenejte og redde ham ud af Kloerne paa
denne forſkrakkelige Sonderbo“.

„Det Samme har jeg teenkt“.

„Elſe? Hvor bliver Du af, lille Elſe ?“ lad Wolle
Perſens Reſt inden for.

„God Nat, lille Elſe!“

„God Nat, Jens Peter!“

De ilede fra hinanden, hun ind i Huſet og han
over Gaden til ſit eget Hjem.

Men inden Sengetid fandt de atter Lejlighed til
at tale ſammen, og Jens Peter ſtak hende en Billet i
Haanden og bad hende ſorge for, at den kom hendes
Fader i Hende, uden at han fif at vide, fra hvem
den kom.

Om Aftenen, da Wolle Perſen kom ind i fit
Sovekammer og vilde gaa i Seng, laa der et Brev
til ham paa Bordet. Han gav fig Tid, til han var
kommen i Seng. Saa trak han Bordet med Lyſet paa
tæt hen til Sengen, aabnede Brevet og leſte:

„Kjere Wolle Perſen!

Den Perſon, ſom kalder ſig „Soren Ullits“, og
ſom for Tiden er Jeres Geſt, har jeg tidligere havt
Lejlighed til at lere at fjende, og jeg tor driſtig ſige,
det er et af de ſletteſte Menneſker, jeg nogen Sinde
har havt med at gjøre, Det er derfor mit venlige
Raad til Jer, at J ikke indlader Jer mere med ham

end hojſt nødvendig, og at J filer Jer af
med ham, ſaafnart ſom mulig; thi tro mig: der

*

er en Ulpkke begravet i ham, og det er ikke for de!
Gode, han har ſneget fig ind hos Jer. 85
i En, ſom vil Jeres Vel.“

„Hvad nu?“ ſagde Wolle Perſen til fig ſelb, da

danne Epiſtler til mig! „En, ſom vil Jeres Vel.“
Hvem kan det være? J Grunden kjender jeg kun En,
ſom vil mit Vel, og det er mig ſelv. Andre ſtoler
jeg fu ikke paa. Jo, det er fandt, lille Elſe. Hun
har aldrig gjort mig andet end Godt. Skulde det
være fra hende? Det kan ikke være mulig; thi jeg
fjender hendes Haandſkrift. Ellers kunde det nok være
fra hende, efterſom hun bilder ſig ind, at hun ikke kan
lide den prægtige Mand, jeg har udſet til hende.
Skulde det være fra Jens Peter! „Ha, ha, god Karl!
Tror Du, at jeg lader mig fange ved den Slags
Kunſter? Nej, jaa fkulde Du ſtaa tidlig op, naar Du
ſkal tage Wolle Perſen ved Naſen med Dine Krinkel⸗
krogerier. Ser man det! Jo, det er nok fra ham,
den Springfyr; men jeg blæfer ham et Stykke. Han
kan pasſe ſig ſelv.“ Han puttede Brevet under Hoved⸗
puden, flukkede Lyſet og lagde fig tilrette i Sengen.

over, hvilken djævleblændt ſnu gammel Rad han dog
var, der ved forſte Blik kunde gjennemſkue „Spring⸗
fyrens“ Reenker. ;

Aldrig ſaaſnart aabnede han Øjnene næfte Morgen,
før han ſtod op og kledte fig paa, inderlig tilfreds
med fine egne Tanker og Føleljer. Han gik ind i
Geſtekammeret for at ſige Godmorgen til fin kjere
Geſt. Men Soren Ullits var allerede faaet op og
gaaet ud. Wolle Perſen fatte fig pan Stolen for at
vente paa hans Tilbagekomſt. Hans Øjne faldt imid⸗
lertid paa nogle Brevſkaber, der laa paa Bordet.

„Jeg maatte vel: egentlig ikke være nysgjerrig,“ tæntte
han; „men min tilkommende Svigerſon maa jeg dog
vel kige Lidt i Kortene.” Der var Brev fra en Mand
i Tydſkland; det var affattet paa Danſk og ſkrevet med
en faſt og tydelig Haand. Manden, der havde ſkrevet
det, titulerede Søren Ullits „deres Veldeedighed!“ og
underſkrev fig „Med Hojagtelſe“, hvilket Wolle Perſen
ſyntes overmaade godt om, efterſom det viſte, hvor
agtet hans tilkommende Svigerſon var, ſelv i Udlandet.
Brevet angik en Forretning, ſom ikke lod til at inter⸗
esſere Wolle ſynderlig; thi han lagde det fra ſig, efter
at have læft de øverfte Linier. Saa var der en linieret
Liſte, tæt beſkrevet med Navne og med Overſtrift over
de forſtjellige Rubriker i „Nr. — Navn — Stand &
Nœring — By — Navnenes Poſtbefordring.“ Det
undrede Wolle Perſen, at hans Navn var anført paa
denne Liſte, ja ikke alene hans, men alle hans By⸗
mænds. Der var en hel Bunke ſaadanne Liſter, alle

beſkrevne med Navne fra Nabobyerne. Wolle kjendte

Flere af de Paagjeldende, og han lagde Merke til,
at det var lutter velſtaaende Mænd, hvis Navne vare

han havde læft Brevet igjennem, „kommer der nu ſaa⸗

Det klukkede i ham af indvendig ſelbobehagelig Latter

optegnede. Hvad mon det havde at betyde? Aa hvad? |

det var jo i Grunden let at forſtaa. En Perſon ſom
Søren Ullits, der drev en ſaa ſtorartet Forretning,
kunde jo nok have Interesſe af at vide, hvor han kunde
finde Saadanne, ſom havde Noget at handle med.
Det maatte være en Pokkers dygtig Forretningsmand,
denne Søren, rent ud et ſtort Handelsgeni. Hvad
vare Hjemprangerne mod ham? Saa man nogenſinde
dem gjøre fig en ſaadan Ulejlighed med at ſkrive op?

s (Fortjættes.)

usflid.

Amerikanſke Oxer.

Det er en bekjendt Sag at Amerikanernes Redſkaber
ofte ere langt ſnildere end vore. For den Mand

Ohin-Ork.

Turpentine⸗Gre.
for hvem Betydningen af Ordet „Tid er Penge“ ſtaar

ſaa klar ſom for Amerikaneren, maa det jo være af
Vigtighed, at faa udtænkt ſaadanne Redſkaber, ſom i
korteſt Tid og paa billigſte Maade udfore det, Tiden
ſkal bruges til for at tjene Penge, Arbejde. Naar
man betænfer, at man i Amerika ofteſt med Oren i
Haanden maa bryde fig Vej, idet Nybyggerne have
den Opgave af forvandle uhyre Skove fi Agerland,
ſaa kan man nok forſtaa at Oxen i Amerika mere end
noget andet Verktoj maa have naaet en fuldendt Form
og blive forfærdiget af det fortrinligſte Staal.

Vi bringe her, efter Odes norfke Blad „Arbej⸗
deren“, Afbildning af et Par af de almindeligſte ameri⸗
kanſte Oxer, og enhver Kjender vil ſe, at Formen er
fortrinlig og at den ſkarptſlebne Egg maa kunne uddele
vældige Hug, fort af en kraftig Arm, lige jan let ſom
udføre det fineſte Pudſearbejde.

Oren burde være et af de nodvendigſte danſke
Husflidsredſkaber, men ſparer meget ſjeldent til For⸗
maalet, da ofte bande Form, Materiale og Heerrdning er lige
uheldig. Hvor man lader udføre eller fjøber ny Øre,
vil man derfor gjøre vel i at faa den efter amerikanſt

Bog uyt.

Haandgjerningsbog for Uugdommen, af Hus⸗

vennens Udgiver, i Kommisſion hos R. Klein, Kbhvn,

Af denne Bog er de to forſte Hefter udkomne. De
indeholde en udførlig Anvisning til Trœarbejde,
nemlig i Snedkerarbejde, Redſkaberne og deres
Anvendelſe: Hovlebord. Hovlen og dens Brug. Vin⸗
kelen. At „rette op“. Smigvinkelen. Troekklingen. For: |
ſtjellige Hople. Stregemaalet. Savene. Stemmejernet
og dets Brug. Forſtjellige Bor. Hammer, Tang og
Smaaveerktoj. Veerktojſkabet. Slibning. Tilberedning
af Lim. Limning. Ovelſesarbejder: Spakkebredt.
Støvlefnægt. Hylde. Knagercekke. Slibebredt. Fir⸗
kantet Kasſe. Strygebredt. Vandſpandsbeenk. Skam⸗
mel. Benken. Flueſkabet. At ſinke. Skilderirammer.
Bord og Stol. Lakering og Polering. Huggehus⸗
arbejde: Snittebeenk og Baandkniv. Oxen. Zøjrepæle.
Klaptræer. River. Treeſkovle. Trœgrebe. Plejlen.
Smaa Redſkaber. Jalt 82 oplyſende og forklarende
Afbildninger trykte i Bogen. De to i de næfte Maa⸗
neder udkommende Hefter ville indeholde Huggehus⸗
arbejde, Drejning, Naturarbejder og Kurvefletning,
hvorved Bogens forſte Halvdel, om Træarbejde, vil
danne et affluttet Hele. i

Haandgjerningsbogen udkommer med et 3 Arks
Hefte i ſmukt Omſlag hver eller hveranden Maaned,
og vil blive fluttet i omtrent 8 MR å 1/2 Krone
(24 8). Bogen vil meddele en fuldſtendig ſagkyndig
Anvisning til alle ſaadanne Haandarbejder, ſom egner
ſig til Fritidsſysſel, og vil fomme til at indeholde
omtreut 300 vejledende Afbildninger. Udgiveren anbe⸗
faler ſerligt denne gavnlige og mut udſtyrede billige
Bog til Husvennens Leſſere.

Firkantet Nod.

Skrip 3 I, 2 K, 2 I, 2 K, 2 0, 2 V, l, N
og 8 til fire lige lange Ord, ſom ſkrevne i en Firkant
under hinanden læft fra Højre til Venſtre, fra oven
og nedad, giver Oplosningen paa folgende Gaader:

Det forſte kranſer Sø og Vang
og er et Hjem for Duft og Sang;
det andet er et kemiſk Navn
paa noget, ſom gjor meget Gavn,
naar med mit tredie det forenes
det renſer hvad der forurenes;
det fjerde rigtig er en glad
og munter, livlig Kejiſerſtad.

Oplosning
paa „den firkantede Nod“ i Nr. 12:

A
B
E
L

=

R
I
B
E

SE
Au

Indhold. Rasmusſens Nyaar, ved Zakarias Nielſen. — Angora

Geden, med Billede. — Besſemers Salondamper, med

Billede. — En lykkelig „Gevinner“, Fortalling af

| Knud Skytte (Fortſat). — Husflid: Amerifanffe Sxer,
med 2 Billeder. — Bognyt. — Firkantet Nod.

maver Fierdingaar medfølger gratis ek Mort mußt Billede. B

forfyner med flere Billeder, fil 3 Alf. (1 Kr.) Fjørdingaaret frit tilſendt.
fader kau beſlilles paa ethvert Voſlliontor og Brevſamlingoſled, i enhver

Boglade ſamt hos Hovedſiommisſioncren: Voghandler Audolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

2. Aargang.
Nr. 15.

En lykkelig „Gevinner“
Jortalling af Knud Sliylle

(Fortſat.)

„God Morgen!“ 1 55 Wolle venlig,
idet han reiſte fig og gav fin GeeſtHaanden.
„Saa tidlig paa Zæerne? Hvordan har
Du ſovet i Nat? Godt, ikke ſandt?“

„God Morgen! Jo, Tak! Jeg har haft det meget
godt, og nu har jeg gjort min Morgentur og er ſaa
kvik ſom en Fiſk“, ſvarede Gæften, medens han omhyg⸗
gelig ſamlede Papirerne ſammen og puttede dem til ſig.

„Poſten har endnu ikke bragt de tuſinde Daler,
der ffulde betales paa Gaardhandelen?“

„Nej, det ev fordømt kjedeligt, og Manden hverfen
ſkriver eller indfinder ſig. Nu vil jeg vente i Dag og
i Morgen. Kommer han ſaa ikke eller ſender Pengene,
ſaa er det bedſt, jeg lægger dem ud. Sagen er jo
ikke farlig“.

Wolle ſad og grundede paa, om det var pasſende
at gjentage ſit Tilbud om Laanet; men inden han kom
til nogen Beſlutning, ſagde Soren Ullits:

„Jeg venter op ad Formiddagen en ſtor Drift
Gæs, ſom jeg har ladet opfjøbe pan Mors. De kunne
ikke være langt borte; jeg fik Brev fra en af Driverne
i Aftes, og i Lobet af et Par Timer har vi dem.
Du kunde ikke fælge mig en Tonde Byg til at fodre

Sondagen d.

Gesſene med, naar de kommer?“
„Jo, der er ingen Ting i Vejen. Du kan faa to,
tre, fire Tonder, ſaa mange Du vil“.

2 Kjøbenhavn,

10. Jannar. 1

En Tønde Byg blev ſtrax maalt op, og Søren
Ullits ftrøede den ud paa Stenbroen ude i Gaarden.

„Se jaa!” ſagde han, da han var færdig, „nu er
Frokoſten færdig, og nu maa de komme, naar de vil“.

Han og Wolle Perſen gik nu ind og ſpiſte, og da
de vare færdige dermed, tændte de Piberne og gik
ſamtalende frem og tilbage paa Gaden. Søren Ullits
kigede beſtandig efter Gæsjene og ſaa til fit Uhr. Men
de kom ikke endnu.

Det blev Middag, og det blev langt ud paa Efter⸗
middagen — endnu var der ingen Gæs at fe.

Sonderboen var i hojeſte Grad urolig. Omſider
ſagde han: „Jeg frygter for, der er tilſtadt dem et
Uheld, og jeg har ingen Ro paa mig, for jeg faar Vished
i Sagen. Laan mig Din Enſpenderbefordring, at jeg
kan jage et lille Stykke hen ad Vejen og ſe, om jeg
ikke kan modes med dem. Og vil Du ſaa ikke blive
hjemme og pasſe paa; thi det kunde jo tenkes, at de
have taget fejl af Vejen, Driverne mener jeg, og
komme fra en anden Kant, end jeg havde tenkt. Skulde

| de jaa komme, mens jeg er borte, vil Du jaa ſorge

for, at de blive drevne ind i Gaarden og faar Noget i
Kraaſene?“

Jo, der var Intet i Vejen. Søren Ullits fik
Enſpenderbefordringen, og ſnart jog han afſted hen ad
Gaden igjennem We Solen var ikke langt fra ſin
Nedgang.

Imidlertid 1 55 Seng Peter holdt Øje med, hvad
der gik for fig ovre hos Gjenboens, og da han jaa, at
den Fremmede kjorte bort med Wolle Perſens Befordring,
tenkte han: „Endelig! Nu falder Godtaar nok mig til,
ſaavidt jeg kan ſkjonne“. Han traf fine Støvler paa,

tog en forjvarlig Knortekjcep i Haanden
bag efter Ex⸗Geeſtgiveren.

Wolle Perſen blev gaaende hjemme og pasſede paa,
det bedſte han kunde; men den ene Time ſpandt efter
den anden, det var bleven mørk Aften, og der kom
hverken Ges eller Gaaſehandler. Den ſtakkels Wolle
kunde ikke længer ffjule for fig ſelv, at han jo begyndte
at blive urolig og finde Sagen lidt mistenkelig. Det
var Sengetid, men han blev ſiddende oppe og ventede,
og medens Lyſet i Stagen brændte længer og "længer
ned, blev Haabet i hans Bryſt ſpagere, og han ſukkede:

og ilede afſted

„Mon det virkelig ſkulde være eu udſpekuleret Kjeltring,

bog Springfyren altſaa have Ret?“ Elſe ſad hos ham;
men han turde Intet ſige hende. Ene maatte han
bære paa den frygtelige Mistanke; det var ikke til at
udholde.

Endelig — Klokken var nu neſten tolv — lød
der Heſtetrampen paa Gaden, og en Vogn ſpingede ind
i Gaarden og kjorte for Bagdøren.
har vi ham!“ jublede Wolle. Han ſatte Lyſet i Vinduet
og ilede ud i Doren. „Er det Dig, Søren?” raabte han.

„Ja, det er ham“, ſvarede Jens Peter, der ſad i
Ageſtolen ved Siden af Fyren; „men han er ikke ſaa

mundſtcerk mere, ſom han har været. Er der En, ſom

kan tage fig af Heſten, faa ſkal vi ſtrax komme ind og
fortælle en lille Hiſtorie“. ;

Nu kom Gaardskarlen og tog imod Befordringen.
Jens Peter og Søren Ullits ſteg af Vognen og gik op
ad Trappen. Wolle Perſen gjorde Plads for dem og
lod dem træde inden for. Det lob ham koldt ned ad
Ryggen; thi det anede ham, at et uhyggeligt Optrin
foreſtod.

Jens Peter traadte ind i Dagligſtuen med ſin
Fange; Wolle kom bag efter og fatte Lyſet pan Bordet.
Soren Ullits ſagde ikke et Ord, men ſtod og faa jaa
modfalden ud, ſom om hans Liv kunde kjobes for fire
Skilling. Wolle Perſen glemte rent at bede fine Gæfter
ſidde ned. Han ſtottede begge fine Hender paa Bord⸗
kanten og ſtirrede vexelvis paa Jens Peter og Soren
Ullits.

„Det er vel bedſt, jeg begynder, for der er- vel
ellers Ingen, der vil“, ſagde Jens Peter.

Søren Ullits ſkottede efter Doren, ſom om han
ponſede paa at ſmutte fra, hvad der foreſtod.

„Aa, tøv lidt”, ſagde Jens Peter og ſtillede ſig
i Vejen for ham; „Du maa bie og høre Slutningen
paa Hiſtorien, ffjønt Du kan den udenad i Forvejen.
J maa vide, Gjenbo“, vedblev han, henvendt til Wolle
Perſen, „at denne Perſon og jeg kjende hinanden fra

Militcertjeneſten af. Han var da den værfte Kortſpiller

og Bedrager, jeg nogen Sinde var ſtodt ſammen med,
og jeg er vis paa, han er ikke et Haar bedre nu.
Jens Grønholt, thi det er hans rette Navn, var ligefrem
afſkyet baade af Officerer og Menige. Omſider rømmede
han af Jeneſten, og det var en almindelig Mening

„Gud fre Lov! nu

blandt os Soldater, at han ſom Overlober gik over til
Fjenden. J det Mindſte faa jeg ikke Mere til ham,

for jeg nu, til min ſtore Forundring, fik Oje paa ham

her i Bajſtrup. Jeg kunde, om der var Tid og Lejlighed
dertil, fortælle mange ſmukke Ting om ham; men det
gjemmer vi til en anden Gang. Det Hele kan ſammen⸗

| fattes i faa Ord: han er en rag Kjeltring, der lever
| af at ſlaa Plader; thi de ſtore Ejendomme, han har
pralet med her, ligge alleſammen i Maanen, og jeg

antager ikke, de give ham nogen Indtegt“.

Wolle Perſen ſtonnede og lod fig falde ned van
en Stol. Han foldede Henderne over fin tykke Mave
og jaa ud ſom En, der ſtrakker Gevær og overgiver
ſig paa Naade og Unaade.

Jens Peter vedblev:

„Da jeg faa, at han ſtak af med Enſpender⸗
befordringen, tænkte jeg, det var altfor pæn en Maade

for en Kjæltring at komme afſted paa, og jeg ſatte

efter ham for at redde, hvad han vel ellers havde
glemt at aflevere”. f

Her kom Wolle Perſen pludſelig til Kræfter. „Nei,
ſikke da en ſyvſatans udſpekuleret Gavtyv!“ raabte han
og foer op. „Vilde Du have tyyſtjaalet baade Heſt
og Vogn?“ |

„Han tier og ſamtykker, ſer I nok“, ſagde Jens
Peter; „men hør nu videre: Det var nær gaaet mig
paa med at faa ham indhentet; thi han kjorte jo, ſom
om han havde ſtjaalet baade Heſt og Vogn, hvilket han
jo ogſaa havde; det manglede blot at faa Koſterne
bragte i Sikkerhed. Men jeg kjendte Egnen og ſnedlob
ham, hvor Vejen krummede. Omſider halede jeg ham,
ſom han kjorte op ad Bakken paa den anden Side af
Lysballe Skov. Han mærkede mig ſlet ikke, for jeg
befandt mig i Vognen bag ved, og det var knap, han
vilde kjendes ved en gammel Kammerat, at domme
efter den Maade, hvorpaa han i Forſtningen vilde
behandle mig. Men 'da jeg lod ham føle, hvad der
bor i disſe to Nover, faa blev han nemmere at komme
til Rette med. Vi fik Vognen vendt og kjorte tilbage.
Og nu er vi her. Hvad agter J nu at gjøre med
ham? Vil J endnu“ — her bojede Jens Peter ſig ned
til Wolle Perſen og hviſkede ham i Øret — „vil IJ
endnu have ham til Svigerſon?“

„Poj for Satan!“ raabte Wolle og ſpyttede. „Nej,
han ſkal ud af mit Hus og det ejeblikkelig, Poj!“

„Skal vi ſaa ikke ledſage ham ud af Byen? Thi

det var vel ikke værd, at vi gav ham Lejlighed til at

gaa og luffe om her i Byen i Nat?“

Wolle Perſen var rede. Han bad blot Jens Peter
tove, mens han jaa efter, om Elſe var gaaet i Seng,
og da han havde forvisſet fig derom og var vendt
tilbage, forlode de Huſet alle Tre. Da de vare komne
ud paa Gaden, toge de hver i en Arm paa Jens
Grønholt, for at han ikke ſkulde lobe fra dem, og ſaa
vandrede de afſted.

Fab

„Nu gaar vi jo ſamlet her i en fortrolig Klynge“,

ſagde Jens Peter. :

„Aa, ti ſtille!“ ſvarede Wolle Perſen; „jeg kan
ikke lide at ſnakke“.

„Ja, ſaa ſkal jeg nok holde Tand for Tunge”,
lovede Jens Peter.

Jens Grønholt havde heller ingen Luft til at ſige
Noget, og ſaaledes fortſattes Vandringen i Tavshed.

Da de kom paa Broen over Boldrup Aa, ſagde
Wolle Perſen: „Skal vi ikke ſtyrte ham her ned?“

„Er J gale? vil J myrde mig?“ raabte Jens
Gronholt og ſled i ſine Ledſagere for at komme los.

„Nej, det er vel ikke værd”, mente Jens Peter,
„og da vi nu har fulgt ham over Sogneſkjellet, ſkal
vi ſaa ikke lade ham lobe?“ ;

„Ja, lob jaa da, Din Kjæltring”, raabte Wolle,
„og lad os je, hvordan Du kan bruge Dine forbandede
Skanker!“ 1 8

Jens Gronholt lod ſig ikke dette ſige to Gange.
Saaſnart han følte fig fri, ſtak han i Rend op ad
Bakken paa den anden Side; men han ſtanſede ſnart
og raabte tilbage:

„Det ffal I en Gang faa betalt, J to Storhanſer!
Jeg ſkal vende tilbage, naar J mindſt ſkjotter om det,
og gjore en Ulykke paa Jer!“

„Aa, vi blæfe Dig et Stykke, Jens Grønholt!”
ſvarede Wolle Perſen. „Du hytter Dig nok for at
komme til os mere“. ;

De to Gjenboer gik tilbage i Tavshed. Forſt da
de vare komne under Lindetrckerne ſagde Wolle:

„Du kunde tjene mig i at holde dette her Veerkeri

for Dig ſelb, Jens Peter. Der er nok til at ſnakke
Dig foruden“.

„Ikke en Sjæl ſkal faa et Ord at vide af mig.
God Nat, Wolle Perſen!“

„God Nat, Jens Peter, og Tak for den Gang!“

„Selv Tak“. ; ;

Dermed ſkiltes Gjenboerne.
(Fortſcettes.)

Stakkels Morten.
5 1 Emanuel Henningſen.

, Harehjerte“ er den en Gang vedtagne
Bencevnelſe paa den, der er frygtagtig og
let at forſkrokke; men var det ikke ſaaledes

"indrettet af Naturen, at Haren var for⸗
lynet med „Harehjerte“, jaa havde den
forlængft været udryddet af Jordens Overflade; thi faa
ere de Dyr, der have fan mange Fjender ſom den, og

færre de, ſom ere lige ſaa forſvarsloſe. Betragt en

Gang ſtakkels Morten, medens den er i Lag med ſit

Foder, og Du vil je, at den, hvor ſtille og tyſt end

Alt er rundt om, dog hvert Ojeblik rejjer ſig i Sedet
og lader de lange Oren ſpille frem og tilbage for at
opfange hver Lyd, der lader fig høre. En jagte Raslen
mellem Bladene, en brakket Kvift er nok til at jage
den paa Flugt. Det ſynes endogſaa, at den ſelv under
Sovnen ikke lader Tanken om Fare og Forfolgelſe
undſlippe fig, idet den gjerne ſover med kun halvt
tillukkede Ømme. Kun i Parringstiden forglemmer den
til Dels ſin medfodte Forſigtighed, da ſpringer Ramler
og Setter (San og Hun) om med lyſtige Krumſpring,
der, paa Grund af Dyrets hele Legemsbygning, fe
temmelig naragtige ud. Dens lumſke Fjende, Raven,
lifter fig da ud fra Bufkene og deltager i dens forrykte
Lyſtighed, efterabende dens jære Dans, indtil den pludſelig
jer fit Snit og lader Legen blive til Alvor. Herfra
har man derfor ogſaa hentet et gammelt Ord til Be⸗
tegnelſe af et taabeligt Menneſke, idet man ſiger: „Han

er faa gal, ſom en Hare i Marts Maaned”.

Haren er et fromt, godmodigt Dyr, der i Fangen⸗
ſkab let lader fig tæmme og bringe kil at fatte Hen⸗
givenhed for ſin Herre. Med de andre Husdyr kommer
den i ſaadanne Tilfelde ſnart paa den bedſte Fod, og
den oprindelige muntre Karakter, ſom dens Frygt i
vild Tilſtand ſjelden lader komme til Syne, træder nu
frem, idet den villig gaar, ind paa en Leg baade med
Hunden og Katten. Den er heller ikke blottet for en
vis Snildhed og ved under Tiden ret godt at klare fig
i en ſnever Vending. Bliver den forfulgt af Jagthunde,
tager den ofte, naar Lejlighed gives, ſin Vej ind mellem
en Flok Faar eller Kier, for derved at ſtjule fin videre
Flugt og forvilde Sporet, og er dens Fjende den lige
i Helene, dukker den fig pludſelig faſt ned i Sædet; |
Hunden, der ikke ſaa brat formaar at ſtanſe ſit Lob,
ſpringer med et Hyl af Skuffelſe hen over den, og
inden den atter faar vendt ſig om, er Haren allerede
et godt Stykke borte i en anden Retning. Morſomt
er det, at den til Trods for ſin Frygtſomhed dog godt
ved, at det ſtaar i dens Magt at forſkraekke en Flok
Faar ved pludſelig at ſpringe op i Vejret og igjen
lade fig falde ned i Sædet. Dette Kneb anvender den,
naar Flokken kommer den jaa nær, at der er Fare for,
at den ſkal tredes under Hove. Faarene flygte da
forſkrœkkede til alle Sider, i

Men er der ſaaledes et Dyr, der flyr for den,
jaa er der paa den anden Side en hel Hoben, for hvis
Efterſtrebelſer den ſelv maa ſoge fin Frelſe i Flugt
eller Skjul, lige ſom det nu kan træffe ſig. Forreſt
blandt disſe ſtaar da Ræven, der for fig alene er lige
jaa fordærvelig for Haren, ſom alle dens andre Fjender
tilſammen, hyilket allerede kan ſes deraf, at paa Oer,
hvor Ræven ikke findes, formere Haren fig i en over⸗
ordentlig Grad. Mikkel elſter Hareſteg, hans Frue og
haabefulde Born ikke mindre, og hele Sommeren igjennem
forſyner Wgtemanden derfor fit Familietaffel med denne
üudſogte Spiſe, hvorfor man ogſaa jævnlig finder ſtakkels

116

Mortens Sokker og Ben ſpredte ved Indgangen til dens
Sommerlejlighed. Vi have allerede omtalt, hvorledes
den ſnedige Herre forſtaar at overrumple de ramlende
Harer; men den forſtaar ogſaa prægtig at gaa paa
Sporene og jage Morten efter alle Kunſtens Regler.
Har Morten hidtil været jaa heldig at undgaa
Ræven, jaa maa den ikke glemme at være paa fin Poſt

Vingeſlag, Ørnen farer ned, og Jagten begynder. Den
ſpcver tæt hen over den ſpringende Hare og giver den
i Forbifarten et eftertrykkeligt Slag med Vingen; træffer
det Hovedet, er Jagten forbi med det ſamme, Haren
ruller da ſanſelgs hen ad Jorden og bliver et let Bytte
for fin rovgriffe Fjende; treffer det derimod andet
Steds, fan den vel et Øjeblik falde om, men i det
neeſte er den atter i fuld Fart. Kan den naa hen til
et Krat eller en Skov, er den frelſt; men finder Jagten

,

mod en anden Fjende, der, hvis den var faa talrig
repræjenteret ſom Mikkel, muligvis vilde være endnu
frygteligere end denne. Det er den brune Ørn. Højt
oppe under Himlen fvæver den hen over Mark og
Hede, upaaagtet af Haren, ſom ikke jer noget truende
i den lille Prik, der næppe kan ſkimtes oppe under
"Skyerne; men ſnart efter kloves Luften af kraftfulde

— ==

— —

— —
ER

„„ ANNES

—

Sted ved Vintertid paa den ſnedoekte Mark, da er den
redningsloſt fortabt. Man har havt Exempel paa, at
en ſterk Ørn har taget Haren i Springet og bortført
den levende i ſine Klger, uden at agte de ynkelige
Skrig, ſom det ſtakkels Dyr udſtodte i fin Angſt.
Ravne og Krager ſpille ogſaa af og til Ørn lige over
for Harens halvvorne Killinger, dog kunne de kun faa
Bugt med disſe, naar de ere flere om en Killing.
Maaren, Ilderen og Veſelen kunne vel under

1

Tiden knibe en Hare, dog ere ingen af dem ret farlig. lige Jeger gjør det i Embeds Medfor, og det kunne vi
Verre er det for j 5 derfor ikke ſige videre
ſtakkels Morten at 8 . imod; men Sondags⸗
vogte ſig for Hunde i ö „ jægeren, hvis Nabo⸗
og Katte, ſom gjen⸗ ſkab under en Jagt
nem Aar og Dag til visſe Tider kan
fortære flere Killinger være af en livsfarlig
og gamle Harer, end Beſkaffenhed, ſynes
man maaſke tror. os at være en Uting,
Navnlig ere Kattene der burde udryddes
jævnlig paa Jagt i jo før jo heller; thi
Yngletiden og gjøre ved hans Foranſtalt⸗
det af med mangen ning udaander man⸗
gammel Hare, ſom gen en anſkudt Hare
troſkyldig ſidder i fit bag Buff og Krat,
Leje uden at ane hvor den ligger og
Nærheden af den henraadner til ingen
ſkjulte Fjende, der Verdens Nytte. „Jeg
netop krummer ſig til ſer en Hare dukke ſig
Spring. i Sædet nede i en

Harens fornemſte Plopfure“, fortalte
Fjende, om end ikke en ſaadan ſelvgjort
dens meſt fordeerve⸗ Jæger en Gang, „jeg
lige, er ſom bekjendt ſpeender Hanen —
Icegeren, baade den den bliver ſiddende
almindelige Jæger ganſke rolig — jeg
og Sondagsjegeren, nærmer mig lidt mere

ſom begge yde deres SS SS NESS : = 2 8 Q — den bliver ſiddende
bedfte for at gjøre i 212805 ; — jeg figter — Knald

ſtakkels Morten Livet Haren, iik ; — og den bliver paa

jaa ſurt ſom muligt, s Stedet!“ „Naa, ſaa
ſaafremt de ellers lade den beholde det. Den alminde | fif De Dem en Hareſteg?“ ſpurgte en Tilſtedevcerende.

X
LN 0
e
e
i UI 0

209 |

e
ill

HAN
0 |

0
15

Jernhanekart under Tandon.

118

„Nej“, ſparede Sægeren koldblodig, „for det var en Dynge
Heſteperer, jeg havde ffudt paa. Det er den eneſte
Hare jeg har ſkudt i mit Liv“. Men faa uſkadelige
ere ikke alle Sondagsjcgere, hvis Karakteriſtik en engelſt
Forfatter treffende har givet i folgende Replik: „Hor,
det er nydeligt Vejr i Dag; kom, lad os gaa ud og
ſlaa Noget ihjel“. ö

Ffter at have gjort fig bekjendt med foranſtaaende,
ville Leſerne kunne forſtaa, Hvorfor vi have benyttet
„ſtakkels Morten“ ſom Overfkrift til vor Artikel. Haren
er virkelig en ſtjclvende, flygtende Stakkel, der ſtedſe
gaar med fit Liv — ikke i Henderne, men i Benene;
ſpigte de ham, da er hans Levnetslob ude. Til Exempel

paa den Snildhed Haren kan udviſe i Farens Stund,

anføres endnu en lille Jagthiſtorie, ſom findes i St.
St. Blichers „Diana“:

En Skytte i Fyn havde et Efteraar med Stoverne
flere Gange rejſt en Hare neeſten altid paa et og ſamme
Sted i et Krat; men hver Gang tabte de ellers dygtige
Sunde Sporet ved en Dam midt inde i Krattet, uden
derefter at funne finde det igjen. Den ærlige Jæger,
ſom havde fin gode Portion Overtro, begyndte omfider
at anſe Haren for en Hex og nærede ſtor Mistanke til
en vis gammel, rodojet Kjælling i Byen. Han anraabte
vel derfor et Par Gange Morten med det magiſke
„Maren Olesdatter! ſtaa op!“ men den ventede For⸗
vandling paafulgte ikke Tilſidſt kom han ſlet ikke paa
denne Kant af Krattet, forend den forſte Sne var
faldet; da drev Nysgjerrigheden ham igjen der hen, for
dog at fe Sporet af den myſterigſe Hare, og hvor det
vel monne forſvinde. Den blev rigtig rejſt; Hundene
halſede et Stykke, derpaa tav de, ſom ſedvanligt i
Nerheden af Dammen. Lidt frygtſom nærmer han
ſig og ſer Hundene firme omkring ved Dammen; men
ingen Hare. Sporet forſvandt med Et ved Bredden,
ſom om den var ſluppen bort gjennem Luften. Han
havde allerede beſluttet at forlade dette misteenkelige
Sted, da hans Blik falder paa en gammel Selje, der
heldede i temmelig. ſkraa Retning ud over Dammen.
Overſiden af Træftammen var belagt med et tyndt Lag
Sne, og omtrent en Favn fra Jorden fer han Sporet
af den forhexede Hare. Han folger det med Ojnene en
Favn højere op, og fe! der ſidder Morten i den af⸗
huggede Seljes Krone, halvt ſtjult af de udvoxede Kviſte.
Twivlſom og ſtjelvende ſigter han, trykker til, og den
formentlige Hex falder til Jorden. Der er ingen
Tvivl om, at Haren jo ſtedſe de forrige Gange har
tyet til dette ſelſomme Skjul.

Man kan virkelig ærgre fig over, at ſtakkels Mortens
uſcdvanlige Snildhed fkulde faa -en faa ſorgelig Be⸗
lonning, og vi ville derfor ſlutte med en morſommere
Harehiſtorie, ſom en jydſk Bondeſon, der nu er Skole⸗
lerer („Felix“), har fortalt til „Susvennen“, ſom
virkeligt oplevet for nogle Aar ſiden og ſom viſer, at
ſtakkels Morten virkelig kan faa Mod — rigtignok

ligeſom andre Kryſtere, naar de merke, at der ingen
Fare er. i ;
„Det var i Slutningen af Auguſt Maaned. En
Dag havde jeg lagt mig i Grasſet for, efter en Stunds
Forløb at flytte Heſtene, ſom ſtode tojrede i Nærheden.
Jeg havde en fort Tid ligget og moret mig over
en Kat, ſom, krybende om mellem Bufkene, forgjæves
ſogte at fange en eller anden lille Fugl. Med et ſpringer
Mis i Vejret og ſtaar nu med en Ryg faa krum og
jaa høj og med Halen lige i Vejret, ſom naglet til
Stedet. Uden at vide det, var Jegeren ſtodt paa en

Dare, ſom ikke mindre overraſket gjorde et Par vældige

Spring ud af Lejet; men ogſaa kun et Par. Da
nemlig Morten jaa, at han ikke blev forfulgt, men
maaſte endog indgod Skrak, fatte han fig ganſke ſtolte⸗

lig ned og gloede paa Katten. Et Øjeblik holdt de

denne Stilling, hvorpaa Katten gjorde omkring og fatte
i raffe Spring tilbage mod Byen. Men det var i
Sandhed morſomt at je det Væjen, Haren nu paatog
fig. Man kan ikke tenke fig det kaadeſte Gedekid lave
mere komiſke Spring end de, hvormed Haren forfulgte
Katten. Denne var imidtertid kommen tet forbi mig,
og Haren fulgte efter; men den blev opmerkſom paa
min Nerverelſe, og nu kan det nok være, at Morten
maatte bruge fine Ben til noget andet end Narre⸗
ſtreger“.

— ——

Den underjordiſme Jernbane i London.

Verbau ere vort Aarhundredes uhyre Lofteſteenger,
og der er derfor udfoldet en Flid og en ihærdig Ud⸗
holdenhed hele Verden rundt med Bygning af Baner,
og ofret fan umaadelige Kapitaler paa at overvinde
Vanſkeligheder af enhver Art, at man med Rette kan
pege paa Banelinierne og falde dem vor Tids Stor⸗
værter. Vi tro, at det vil interesſere mange af vore
Leſere lidt en Gang imellem at høre om hvilke Vanſke⸗
ligheder der ofte ere at overvinde, hvilket uforfærdet
Mod og uforſagt Snille Jernbanebygmeſteren ofte
lægger for Dagen naar han udkaſter Planen til, og
trods alle Hindringer fuldfører, Jernvejene paa Jorden
og under Jorden, gjennem Luften over Havet eller
dybt under Havet. Vi ſkulle derfor en Gang imellem
give Tegning af mærfelige Jernbaneanleg, og bringe
i Dag et Billede af en Jernbanefart under Jorden i
Verdens Kampeſtad London, paa en af de meereligſte
Jernveje der maaffe endnu er bygget. |
Denne Banes Formaal er at forbinde fire af de
vigtigſte Banegaarde paa den nordlige Themsbred,
(Themſen er en Flod, ſom deler London i to Dele)
idet den begynder ved den ſtore Veſtbanes Station og
fluter i City, Londons Hjerte. Den har henimod en
halv Snes Mellemſtationer, og gaar, alle Steder hvor

iig

Grunden nogenlunde var til Kjobs for Penge over
Jorden, men den ſtorſte Del af fin Længde gaar den,
ialt henimod en danſk Mil, under Jorden i uhyre ud⸗
gravede og udmurede Hvelvinger, de ſaakaldte „Tun⸗
neller“ (udtales Tunneler), der ere udførte. med
umaadelig Bekoſtning. De ere omtrent 15 Alen brede
og 8— 10 Alen høje og Murveeket beſtaar af 6 Mur⸗
ſtenslag paa hvert 4 Tommers Tykkelſe, murede i
Vandbygningskalk eller i Portlandscement. Den ſtorſte
Dybde under Jorden er henved 30 Alen. De morke
Hveelvinger oplyſes af Gas. Der bruges rogforteerende
Lokomotiver og er ſorget for rigelig Luftfornyelſe, jaa
at Luften er god. Selv Mellemſtationernes Banegaarde
ligge her dybt under Jordens Overflade med deres over
100 Alen lange og 5 Alen brede Peroner. Ved „Baker
Street“ og „Gower Street“ have de en ejendommelig
Oplysning, idet fjorten uhyre Vinduer, eller rettere
Jagt Keelderhuller, aabne fig pan begge Sider af de
uhyggelige Hveelvinger. Det ned i disſe ftrømmende
Dagslys falder paa en ffinnende Mur, beklædt med
hvidglasſerede Lerplader, og tilbagekaſtes da herfra,
gjennem de egentlige Vinduer ind i Banehallerne, ſom
man ſer i Billedets Baggrund. Der er dobbelte Spor,
det ene for frem- og det andet for tilbagegagende Tog,
ſom hvert Kvarter ſuſer gjennem de uhyggelige Hvel⸗
vinger fra Kl. 6 Morgen til Midnat, forende utallige
Skarer travle Menneſker fra den ene Byende til den
anden.

Dette Kampeveerk fuldendtes 1863 af Ingeniorerne
Fo wb er og Johnſon, efter at utrolige Vanſkeligheder
— hvoraf de gamle Gas-, Vandlednings⸗ og Kloak⸗
(Spildevands)⸗Ror ikke vare. de mindſte, vare over⸗
vundne. Man fan derfor nok teenke, at Arbejdet blev
Dyrt: Bekoſtningen gik ogſaa op til over 10 Millioner
Rigsdaler, eller 20 Millioner Kroner. Men disſe
umaadelige Bekoſtninger og det fæmpemæsfige i hele
Arbejdet faar man næppe noget rigtigt Begreb om,
naar man i et Kvarters Tid i Ro og Mag muntert
giennemfarer den underjordiſke Bane, ſom det lyſtige
Selſkab vi fe paa vort Billede.

Husflid.

Hvad en Krobling formaar.
Et ſjeldent Exempel paa Husflidsvirkſomhed frembyder
Erik Mortenſen i Tranekjcer paa Langeland. Siden
han var 8 Aar gammel har han, nu i 30 Aar, veret
10 ſammentrukken af Gigt, at han er fuldſtendig være
bruden og vanfor. Kneleddene have forſkudt fig, jaa
at han flet ikke kan gaa, men maa lade fig trille om

i ſin Stue paa en dertil indrettet Stol. Hans Arme
ere paa ſamme Maade ſtive, ſaa at han ikke en Gang
ſelv kan fore Maden til Munden. Organerne i Bryſtet

have ikke deres naturlige Plads, da hans Legeme er

fuldſteendig ſammentrukket, og han har vel ikke i mange

Aar været fri for legemlige Smerter hver eneſte Dag.

Og dog er han et Vidunder af Husflid, ſom gjør de
fleſte Sunde til Skamme. Han har tilegnet fig en
udmerket Ferdighed i Paparbejde og Bogbinding, og
ved fin Snildhed til at iſtandſcette jan godt ſom hvad
det ſkal være, har han ſtaffet fig ſelv fit Ophold og
er blevet en uundværlig Perſon i Tranekjcer, ſom alle
gjerne ty til, fordi han er ligeſaa tjenſtvillig ſom
tenkſom, og altid kan finde paa en Üdvej. Udg.
beſogte ham for nogle Aar ſiden i hans Hjem, og
maatte beundre den Taalmod og Udholdenhed hvormed
han overvinder alle de Vanſkeligheder, ſom hans ſtakkels
Legeme lægger i Vejen for hans Arbejde. Et lille
Træf ſkal e Han har en gammel Lineal,
den er meget forſtodt og ſimpel, men han vil dog ikke
paa nogen Maade ombytte den med en ny, fordi den
i mange Aar har tjent ham ſom en Slags Haand.
Naar han i ſin ſammenkrympede Skikkelſe ſidder ved
ſit Arbejdsbord, en Plads han har hele Dagen, og
taber en Synaal paa Gulvet, fan dypper han blot
Enden af Linialen i Kliſter, ſtikker den ned mod Sy⸗
naalen, ſom jaa hænger faſt i Kliſteret og ſmukt maa
folge med op. Vil han have fat i ſin Limpotte, ſom
ſtaar lidt fra ham paa Bordet, faa ſtikker han et Hak

der er i Linealens Kant, ind i Hanken paa Potten og

træffer den til ſig. Byder man ham en Cigar, ſom
han gjerne roger, ſtikker han den ind i Linealens Hul
og kan nu prægtigt fore den til Munden. Han er i
Sandhed et Monſter paa hvor ſtor en Nod der kan
overvindes ved Husflid, thi det er ikke Smaating han
pusler med. For nogle Aar ſiden lavede han f. Ex.
over 3000 Fotografirammer, af de ſmaa med Liſter
om, der gaa i Handelen. Ifjor har han lagt fig efter
at danne Pengekonvoluter, ſom han laver udmærket
gode for 1 8. Stykket og alt har afſat henved et Par
Tuſind af. Han holder meget af dette Arbejde, ſom
ikke er Jaa e de og enhver der har Brug for
ſaadanne vilde glæde ham med Beſtilling. Han har
ſaaledes afſat en Mængde til Sparekasſen i Horſens.
J Paſtoratets Husflidsforenings Udſtilling har hans
udmeerkede Arbejder, altid vakt Beundring og bold

forſte Præmie; men hans ſſeldne Husflidsdygtighed

fortjener at kjendes i hele Danmark for at ſtaa ſom
et lyſende Exempel for alle dem Vorherre
har ſkenket Foͤrlighed og ſunde Lemmer og
— intet „kan“ beſtille. N

Bognyt.

AAA

„Folkelesning. Ved „Udvalget til Folke⸗ 6

oplysnings Fremme er udkommet Nr. 68 „Smaa⸗
ſtykker“ indeholdende en Hiſtorie af E. Henningſen:
Perpetermobilet“, Lynaflederen, af A. Andreſen,
Skildringer af det virkelige Liv af C. A. Thyregod
(15. Moſekongen), Danmarks Folkemoengde 18011874.

Skrift Nr. 69: „Billeder af Dyrelivet til Be⸗
lysning af Kommunismen og Socialismen“ af Ivan
Sahlertz, og 70 „Herodes den Store“, af A.
Ingerslev.

Bret Harte, Fortællinger og Sfildringer,
overſatte af Robert Watt: 4 Dele, L. A. Jorgenſens
Forlag, Kjøbenhavn. De fleſte have vel hørt lidt, mere
eller mindre, om Guldlandet Kalifornien, paa Amerikas
Veſtſide, men det er egentlig forſt gjennem ovennævnte

*

Forfatters naturtro, amerikanſk ejendommelige For⸗
tellinger og Skildringer, at man kommer ligeſom til
at ſtaa Anſigt til Anſigt med Livet ved Guldminerne
og i Minebyerne, med al dets Lovløshed og Raahed.
Men ſtjondt Skildringen holder fig med fotografiſk
Nojagtighed til Virkeligheden, indtil Ord og Sprog⸗
vendinger, er den i ſig ſelv dog langtfra raa. Bret
Harte tager ſine, ofte ſmudſige, Helte og Heltinder
ſom de ere; han undſkylder ikke deres Raahed eller
Laſter, men idet han opruller deres Hendelſer for
Leſeren forſtaar han ofteſt at viſe os et Glimt af det
varme, trofaſte Hjerte, af Opofrelſe og Hengivenhed ſom
den raa Skal kan gjemme, og man ſer mere end en
Gang hvorledes de glemte Barneminder og Barndoms⸗
folelſer, Hvorledes de af Savn og Nad, haarde An⸗
ſtrengelſer og vild Raahed ſkjulte gode Folelſer, kunne
bryde frem paa en naturlig og bramfri Maade og avle
Daad, ſmukkere og ædlere end den kommer frem i det
eiviliſerede pæne Samfund, og det er i vore Øjne
Hovedfortrinet i disſe Fortællinger. ;

kark Twain. Udvalgte Skitſer, overſatte af
R. Watt paa ſamme Forlag, 2 Bind, en anden kali⸗
fornifk Forfatter hvis Skrifter danne et Sideſtykke til
Bret Hartes. Hans Skildringer viſer os Livet i „det
fjerne. Veſten“ fra ny Sider, og de Fleſte ſkildrer det
paa en ſaa tor komiſk Maade, at man ikke kan lade
være at more fig derover. Begge Forfatteres Skrifter
viſe iøvrigt hvor ulykkeligt et almindeligt, flikkeligt,
civiliſeret Menneſke — af dem der danner en Hoved⸗
masſe af Udvandrerne hos os, ligefra Kontoriſten til
Bondekarlen, maa føle fig til Mode i det vilde veſt⸗
amerikanſke Mineliv, hvor et Menneſkeliv kun er et
Revolverſkud værd, førend Legemet er gjennemgarvet af
Nod og Savn og Sjælens gode Folelſer ere afſtumpede
eller godt gjemte. )

Den " overordentlig: vanſkelige Overſettelſe har
Robert Watt filt fig ypperligt fra; men han har da
ogſaa under fit bevægede Rejſeliv levet under de Forhold
og paa mange af de Steder, ſom der ſkildres.

Smaating.
Forſynligt. En klog Mand i Danburg (Amerika)
aar i Almindelighed i November Maaned med to
Hatte, af hvilke han har den ene i Lommen. Naar nu

den, han har paa Hovedet, blæjer af, jætter han hurtig

den anden paa og ſpringer afſted efter Flygtningen,
hvorved han faar Udjeende af at være en uegennyttig
Menneſkeven, idet Folk tror, at fen anſtreenger fig for
en Andens Skyld, medens han ſamtidig ſlipper for at
blive udlet af de ſkadefro Tilſkuere.

Ogſaa en Bon. J et Slag under den amerikanſke
Borgerkrig, ved hvilken Lejlighed Kuglerne faldt jaa
tæt ſom Hagl, hørte man en Soldat bede ſaalunde:
„O, Herre, gjor mig tynd ſom et tyndt Knivsblad!“

En gammel Landmand gav fine Sonner folgende

Formaning: „Indlader Eder aldrig paa Spekulationer,
Drenge, og haab aldrig pan, at noget Uventet ffal
falde ned over Eder. Lige jaa gjerne kunde J jætte

12 RER

Eder paa en Sten midt i Engen og vente paa, at
Køerne ſkulde komme bagleends hen til Eder for at
blive malkede“.

Den rette Grund. Ved en Skoleexamem holdt en
af de Tilſtedevcrende en lille Tale, hvori han formanede
Børnene til Lydighed imod deres Lærere, at de kunde
vore op til gode og nyttige Borgere i Landet. For at
give fine Bemærkninger ſtorre Vægt, pegede han paa
et ſtort Dannebrogsflag, ſom bedæffede en af Skoleſtuens
Vægge, og ſpurgte: „Hvorfor hænger vel dette Flag
der, Drenge?“ En lille Fyr, der var bedre bevandret
i Huſets Hemmeligheder end Taleren, ſparede uden
Betcenkning: „For at De ikke ſkal je, at der er Snavs
paa Væggen”.

Opløsning

paa den firkantede Nod i Nr. 14:
S K O V 5
K A L I

O LIE
VIE N.

f Breppexling.

„Adas“ Venuer pan K. Folkehojſkole m. Fl. bedes und⸗
ſkylde at deres Løsninger ikke optages, da alle de mange Læferes

—

Navne og Navnebyer vilde optage ikke liden Plads — og det

kniber netop altid paa Plads til mange mere interesſante og
læfeværdige Ting, ſom Udg. har liggende til Optagelſe i Bladet.

Lærer K. M. Hm. i B. — P. Chr. i Ybr. — F. P. i Fr.
og flere Indſendere af Digte takkes venligſt for Opmerkſomheden;
men Husvennen har ſtorre Forraad af Stof end der længe kan
forbruges i denne Retning, da den ikke for ofte ter bringe
Digte. j

Ungkarl F. N. E. Tp. Samme Svar, men takkes for
Meddelelſen, ſom vi ſnart ville bringe lidt om.

„Knud Gyldenſtjerne“. Det var ikke umuligt, at vi kunde
bringe Anvisning i nævnte Retning, men da maa en ſaadan
være mere udførlig og bringe flere ſmukke, ſindrige Løsninger,
end den givne.

. C. Ng. i D. Venligſt Tak for gode Ouſker. Enhver
Ven af Bladet kan ſelv bidrage meſt til deres Opfyldelſe ved
ikke at blive tret med at anbefale Bladet hver i ſin Kreds.
Træet falder jo ikke altid for forſte Hug.

Beſtilling paa ſluttede Kvartaler. Da det af og til kommer
til Udgiverens Kundſkab, at Poſtveſenet nægter at modtage

Beſtilling paa nys ſluttede Fjerdingaar af Husvennen, meddeles

herved paa ny, at ethvert Poſtkontor er pligtig at modtage Be⸗
ſtilling pan den i tidligere Fjerdingaar udkomne Del af Bladet,
naar Beſtillingen (for indeværende Aargangs Vedkommende)
ledſages af en Krone (3 Mk.) Nagter noget Poſtkontor ſaaledes
at modtage Beſtilling paa Fjerdingaar af Bladet ſom ere affluttede,
eller ner Afſlutning, bedes vedkommende Beſtiller have den
Godhed at tilſtille Udgiveren en med Navns Underffrift forſynet
Meddelelſe over ſaadan Nagtelſe med Opgivelſe af Navnet paa
vedkommende Poſtkontor for at dette kan blive draget til Anſvar
for fin Pligtforſommelſe ved at Klage" derover af Udgiveren
indſendes til det overordnede Poſtvaſen.

Zudhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte
(Fortſat.) — Stakkels Morten, af Emanuel Henningſen,
med 2 Billeder. — Den underjordiſke Jernbane i
London, med Billede. — Husflid: Hvad en Krobling
formaar. — Bognyt. — Smaating. — Brevvexling.

Husvennen udkommer fil hver Hendag med et 16-fpalter Art, forfynet med flere Billeder, ki 3 Alk. (1 Kr.) Fjerdingaaret frit lilſendt

Hverk Fjerdingagr medfølger graſis ek fort fmukt Billede.

Bladet kan beſtilles pan ethvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver

Voglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Boghandler Nudolph Klein, lille Kjoßmagergade 56, Kjøbenhavn.

Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 4

V % Aargang. '
- Næ. 16.

Én lykkelig „Gevinner“.
Fortælling af dun Skytte

i Sengen; han var ſyg, ſagde han. Elſe
var utraſtelig derover. Hun gik til og
fra ham og hittede paa hundrede Ting,
hun vilde lave til ham, naar han bare
kunde blive raſk. Den ſtakkels Mand var faa nedbojet,
at han laa og græd ſom et Barn. Tilſidſt kaldte han
Datteren hen til Sengen og fortalte hende, hvad der
var gaaet for fig om Aftenen, efter at hun var gaaet
til Ro, og han lagde ikke Skjul paa, hvilken Skurk
hans Gæft omſider havde viſt fig at være. „Jeg
| kunde let have gjort Dig ulykkelig, lille Elſe“, ſaaledes
fluttede han: „men Du ved nok, det var ikke Henſigten,
og Du maa ikke være vred paa mig“.

Hun ſlyngede fine Arme om hans Hals og for⸗
ſikrede, at hun umulig kunde blive vred paa ham. Men
derpaa tænkte hun: „Nu eller aldrig!” og jaa fortalte
hun ham, hvor højt hun elſkede Jens Peter, og det
var da deres inderligſte Onſke, at de en Gang maatte
faa hinanden.

; Wolle Perſen drog et dybt Suk, og derpaa
ſagde han:

„Hvorfor ſkulde det juſt være ham? Det er en
Perſon, ſom jeg aldrig har kunnet udſtaa, og naar jeg
tenker mig ret om, jaa ſynes jeg langt mindre om
ham nu end for. Rigtignok har han gjort os en
Tjeneſte, og jeg burde være ham taknemlig derfor;

Seeanands Billøg 2

å ørnen Oplysning og At
8 Adginrt ak M. 4 ne.

g Soundagen d. 27. Januar. |

eee e e e

3 2 —
en neſte Dag blev Wolle Perſen sæ

Kjøbenhavn.
1895.

men jeg kan ikke, jeg kan ikkel, Han har ydmyget mig
og er den Eneſte, der har kiget tilbunds i min Skanſel.
Jeg er vis paa, han griner i Skegget, hver Gang
han ſe mig”. v

AAk, nej, føde Fader! Hvordan kan J tenke ſaadan?

2 Fjender ikke Jens Peter, ſiden J kan tro ſaa ſlet
om ham. Han er det adleſte og bedſte Menneſke paa
Jorden“.

Lille Elſe var i hojeſte Grad bedrøvet, Naar

fkulde hun faa Bugt med Faderens fordomsfulde og

halsſtarrige Sind? ;

„Ja, ja, min Pige!“ ſagde Wolle Perſen. „Du
kan jo mene, hvad Du vil; men det nytter ikke, Du
ſnakker om at faa Jens Peter, for det bliver der Intet af”.

Saa tav hun da; men i fit file Sind tenkte
hun, at maatte hun ikke faa ham, faa fkulde ingen
Magt i Verden tvinge hende til at ægte Nogen, men
hun vilde leve og do ſom ugift.

Wolle Perſens Sygdom var ikke langvarig. Da
der var gaaet et Par Dage, ſtod han op, lige ſaa
trind og rodmusſet ſom for. Men han var dog i den
forſte Tid derefter lidt ſtille og ordknap.

Der blev talt Meget. om Wolle Perſens gaadefulde
Gerſt, ſom forſpandt pan en jaa hemmelighedsfuld
Maade. Folk fik aldrig ret fat i, hvorledes det hang
ſammen med Affkeden; men at der maatte være noget
Skident i Enden af Hiſtorien, havde de dog en Anelſe
om, og det fremgik jo desuden af den fingerede Gaard⸗
handel, der aldrig kom i Kraft, at „Sonderboen“
maatte være en ſnavs Perſon, ſom Wolle Perſen,
mente man, omſider havde maattet ffille fig af med
paa en ſnild Maade,

„

n

129

Der var imidlertid ikke hengaaet mange Maaneder,

før Sladderen forftummede, idet der nemlig frembød |
fig et nyt Stof for Folkeſnakken og for en Tid gav den

mere end nok at tage vare pad, jaa at den ikke behøvede
at rippe op i „gamle Hiſtorier“ for at faa Tiden til
at gaa. 5

Sagen var folgende: ;

Til Wolle Perſen og flere andre velſtagende Mend
i Bajſtrup og Omegn kom der paa ſamme Tid Breve
af folgende enslydende Indhold:

„„Lykke og Velſignelſe hos Cohn!“

Wrede Herre!
J Henhold til indlagte Bekjendtgjorelſe og paa

Anbefaling af en i Nærheden af Dem boende lykkelig

Gevinner til dette ſtore Lod og Preœmie af 205,000
Mark Courant paa Nr. 456 fire Fjerdedele, hvilken

han den 19de Maj d. A. har vundet hos mig og
ſamtidig været fan godhedsfuld at meddele mig Deres
ærede Adresſe, er jeg ſaa fri at tilſtille Dem et
Lykkenummer, og er vis paa, at ogſaa De vil vindne⸗
(vinde) en ſtor Sovedtræffer; i denne Overbevisning
fulgte jeg dette Vink, med at indbyde Dem, til
Deltagelſe i et Lykkesforſog.

Hertil byder den af Staten Hamburg indrettede
og garanterede ſtore Penge⸗Bortlodning, den bedſte
Lejlighed. Som af vedlagte Gevinſt⸗Proſpect vil
ſes, er denne Bortlodning for Interesſenterne den
allerfordelagtigſt indrettede og byder ſaavel ved de
betydelige Hovedgevinſter, ſom ved mange ſtorre og
mindre Gevinſter, hvormed dette Lotteri ſaa rigeligt
er udftyret, de allerftørfte Chancer, og er den neeſt⸗
kommende Gevinſttrekning den 15de og 16de Juli
d. A., til hvilken er for et helt Original⸗Lod 5 ¼
Rd.; for et halvt Original⸗Lod 22/5 Rd.; for et
fierdedels Original⸗Lod 1 Rd. De kan efter Behag
erholde et helt, et halvt eller et fjerdedels Original⸗
Lod, hvilke ſamtlige ere garanterede af Staten og
forſynede med Statsvaaben, og garanterer Staten
for en punktlig Udbetaling af Gevinſterne, ligeſom
ogſaa Trakningen ſker offenlig og i Overvarelſe af
Statsovrigheden.

Ved derfor at indbyde Dem til at deltage i
denne Kapital⸗Bortlodning, vil De behage at traffe
Deres lykkelige Valg blandt efterfolgende Nummere:“

(Her følger fan en hel Mængde Nummere til at

vælge imellem. Derpaa hedder det videre:

„Jeg tor haabe, at De reflekterer paa min
erbodige Indbydelſe og beder Dem ſnareſt muligt at
indſende Deres ærede Ordrer, for at jeg, ſaavidt
giorligt, kan tilſtille Dem de onſkede Lykkenummere,
da Beſtillingerne paa Original⸗Lodderne meget talrigt
indtræffer fra alle Sider,

Den prompteſte og reelleſte Betjening, Tilſendelſen
af Original⸗Gevinſtliſterne, Gevinſtbelobet og ſtrengeſte

Diskretion i Gevinfttilfælde, vil De hos mig ſtedſe
være forſikret om.

Da jeg meget ofte har udbetalt de ſtore Kapital⸗
Gevinſter, tvivler jeg ikke om at have den Wre ogſaa
at kunne udbetale Dem

Den ſtorſte Hovedgevinſt.
J denne Forventning imodeſer jeg ſnareſt Deres
ærede Ordrer og tegner mig
med Ssojagtelſe
Laz. Sams. Cohn
i Hamburg“.

Der blev grundet meget over, hvem vel den „lykkelige
Gevinner“ med de 205,000 Mark Courant, ſom var
ſaa „godhedsfuld“ at erindre ſine Naboer, at ogſaa de
kunde faa Del i „Lykke og Velſignelſe hos Cohn“, vel
kunde være. Thi de godtroende Jyder, der havde

| modtaget Brevene, tog Alle Laz. Sams. Cohns ømme

Omfavnelſe for gode Varer.

Saa var det en Morgenſtund, der kom en Ind⸗
ſidderkone ind i Wolle Perſens Kjokken med ſin Malke⸗
krukke for at bede om en Taar Melk i Guds Navn.
Lille Elſe ſtod ved Komfuret og kogte Kaffe, og Wolle
Perſen ſtod henne i Doren og rogte ſin Morgenpibe.

Konen var ſnakſom, og blandt Andet ſagde hun:

„Ja, J har vel hort, hvilken ſlem Orefigen Jens
Peter her ovre har faaet?”

Om det var af Varmen fra Komfuret, ſkal jeg
lade være uſagt; men nok er det: lille Elſe blev pludſelig
ſaa rod, ſom et dryppende Blod. Hun vendte ſit
Anſigt bort og vilde ingen Snak hore om Jens Peter.

Wolle Perſen derimod lod til at have et mere
aabent Øre. Han gik hen og fatte fig paa Trefoden
og ſagde:

„Jens Peter, ſiger Du? Er han bleven ſlaget?“

„Slaaet?“ gjentog Konen leende; „ja, det var
ingen Sag, hvem der ſaadan kunde blive ſlaaet eller
beſlaget, hvad det nu ſkal kaldes. Det er Solvhammeren,
der har ramt ham, den ſolle Stakkel!“

„Saa aa! Det har jeg ikke hort Noget om.
Hvordan det?“

„Jo, han ſkal have. vundet faa mange Penge i
Lotteriet, at han kan forgylde hele Bajſtrup, om han
vil. Det er fært at J ikke har hort det?“

„Nej, jeg plejer ikke at rage ſynderlig i Jens
Peters Sager“, ſvarede Wolle Perſen og ſkottede om
til Datteren. „Men det er vel en Hiſtorie, Du ſtaar
og fortæller mig?“

„Gu' minſcl er det ingen Hiſtorie, uw den gran⸗

givelige Sandhed, nu bandte jeg! Det er Jært at Jilke
har hort det? Da er det over den hele By, og der er
kommen Brev fra Lotterimanden derom baade til Søren
Halſkov, Niels Vanggaard, Hans Lyngholm og mange
flere. Jo, det ſkal nok være ſandt“.
Wolle Perſen kom pludſelig. 4 Tanker om Cohns

123

ie ;
0
80 AN

SL AR

Brev, ſom jo ogſaa han havde modtaget. Det gav et
Sæt i ham.

„J ved jo desuden”, blev Konen ved, „at Jens
Peter har revet ſin gamle Lade ned og vil have ſig
bygget en ny, der kan ſige fer, og hvor ffulde han,
der ellers har ſiddet og lirket fig frem og tidligere
bøjet nok med Gjælb og Haardhed fra Faderens Tid,
hvor ſkulde han, ſiger jeg, pludſelig faa Raad til at
gjøre en ſaadan Bekoſtning, hvis det ikke var fandt,
at denne Stjæppe Penge er kommen dumpende ned lige
for Neſen af ham? Jeg er nu glad ved det for Jens
Peters Skyld“ — her ſkottede hun om til Che —
„for han har heleſten Tiden været en flikkelig og flink
Karl, har Jens Peter, og er altid grov god mod
Smaafolk; Gud lønne ham i fin miſkundelige Naade
derfor, at han maatte finde en from og dydig Wgtefelle,
det fortjener han“.

Hun ſendte atter lille Elſe et langt og meget
ſigende Blik; derpaa tog hun fin Krukke, der ſtod fyldt
pan Kjokkengulvet, og idet hun gik, ſagde hun:

„Jeg ſnakker nok for længe; men det har altid

været min Fejl: hvor jeg kan ſige noget Godt om
Folk, der kan jeg nok lide at give et Ord med i Laget,
og ſaa glemmer jeg, at Tiden lober fra mig. Mange
Tak, Wolle Perſen! Mange Tak, lille Elſe! Farvel og
mange Tak!“

Og ſaa gik hun da.

Wolle Perſen var bleven tavs under den ſidſte
Del af Konens flydende Ordſtrom. Saaſnart hun var
borte, gik han ind til ſit Skatol og fremtog Cohns
Brev. Jo, der ſtod det rigtignok: „en i Nærheden af
Dem boende lykkelig Gevinner .... 205,000 Mark
Courant. . .. ſom han har vundet hos mig“. „Hille
Dod og Pine, hvilken Pengeſum!“ ſagde han hojt til
ſig ſelv. Derpaa ſatte han ſig for Bordenden og lagde
Hagen i den hule Haand. J denne grundende Stilling
ſad han, da Elſe kom ind til ham med Kaffen.

„Er det ſandt, lille Elſe?“ ſpurgte han og ſaa
mildt paa hende; „eller har Du maaſke heller ikke hort
det for?“ ;

„Hvilket, Fader?“

„At Jens Peter har vundet?“

„Jo, jeg har nok hort det for“.

„Har Du ſaa ikke talt med ham derom?“

„Jo, jeg ſpurgte ham derom i Gaar“⸗

„Og hvad ſparede han? Skynd Dig og fig mig
det!“

„Han gav fig forſt til at le, og ſaa ſagde han:
Ja, jeg er en lykkelig „Gevinner“; thi jeg har vundet
en ftørre Skat, end Nogen ved“.

„Sagde han virkelig det? Kom og kys mig, lille
Elſe! Du er en ſod Pige“.

(Fortſettes.)

Hvalrosſen.

N At høre lidt om Menneſke- og Dyrelivet i
$ de meget varme og meget folde Egne af
Jordkloden, har altid ſin ſtore Interesſe
for det tenkende Menneſke, Hvorfor vi

ogſaa gjerne af og til bringe gode Billeder
og Smaaſkildringer, baade fra Syd og Nord. Idag
bringe vi et Billede fra det hoje Nord. J de Skildringer
fra Grønland, ſom Bladet bragte i forrige Aargang,
omtaltes i Forbigaaende Selen og dens Betydning for
Grønlænderen. Hvalrosſen, ſom Billedet viſer en Kamp
med, er en Slags Sal, den ſtorſte Art der findes, og
et af de faa Pattedyr, der har ſit Hjem og „rette
Element“ i Havet, og det er forſynet med to vældige
Stodteender, der kunne blive fem Kvarter lange og
veje 12— 14 Pd. Den har, ligeſom Selen, en
plump, tyk, fed, polſedannet Krop, men bevæger
fig dog ret let over Klipper og Jabjerge, da
den raſk hager fig frem med Stodteenderne, ſom den
bruger ſom en Baadshage. J Vandet ſpommer den
overordenligt hurtigt og ſnildt, og den har her ſin
Hoveducering af Tang, ſom den løsriver fra Klipperne
under Havet. De leve gjerne ſelſkabeligt i ſtore Flokke,
der Fjæft forſvare hinanden, naar Fare truer. Næften
alle Nordpolsfarere fortælle om Eventyr med Hvalrosſer,

ſom de har Fornojelſe af at gjøre Jagt pad, naar de

treffe dem paa Iſen, og trods de af Dyrene udſtillede
Skildvagter kunne komme bag paa dem. J Havet er
Angrebet derimod en langt farligere Hiſtorie, da de
raſende anfalde Baaden, naar en angribes og ſaares.
Saaledes fortæller den berømte Polarhavsfarer
Parry, at han en Gang i Ishavet traf en Flok paa
over 200 Hvalrosſer og udruſtede en velbemandet Baad
for at begynde en Jagt paa dem. Men Matroſerne
ſtodte paa en mere haardnakket Fjende end de havde
ventet. Fra alle Side fore de ſtore Dyr til, for at
forſvare deres ſaarede Kamerater, anfaldt Baaden med
Raſeri og hyggede los paa den med deres farlige
Stodteender. Kampen blev jaa alvorlig, at de kun
med ſtorſte Livsfare naaede at drage fig ud af den og
komme tilbage til Skibet igjen. Flere Bord vare
huggede ind i Baaden og man havde fin Nod med at
bevare den fra at ſynke, indtil man naaede Skibet,
forfulgt af den raſende Skare. Vi ſe en ſaadan farlig
Kamp i fuld Gang paa omſtaaende ſmukke Billede,
hvor Flokken ſoger at hævne Kameraten der er hugget
med Harpunen til Venſtre. En ſaadan Kamp fra en
lille overfyldt Baad paa det morke Hav, blandt farlige
Isbjerge, ſom vi je paa Billedet, maa ikke høre til de
behagelige; men hver Hvalros giver 2—400 Potter af
det fortrinligſte Tran, af Sfitpæk, der er hvidt og faſt
ſom Fleſt, hvorfor de rafke Hvalfangere med ſtor For⸗

nne

8

dl)

I

En Mualrosjagt.

125

nojelſe anfalde dem naar de finde en Flok. Det er
nu deres Levebrod.

Per's Frierhiſtorie.
Af Emanuel Henningſen.

vordan i al Verden fulde man være jaa
heldig at fan Per gift og forſorget? Det
var det ſtore Sporgsmaal, ſom Moder og
Datter i en lille Bondegaard paa Falſter
forgjeves ſogte at loſe. Det kunde jo

ikke nytte noget at lade ham bejle til Pigerne i den

neermeſte Omegn; de
kjendte ham alt for
godt til at tage ham
til Feſtemand, og
andet Steds var hver⸗

var ikke ſaa ganſke let en Sag. De unge Piger, der
havde en Gaard i Vente, kaſtede Vrag pan ham, og
| Enhver ſyntes heller ikke om at indlade fig med ham.
| Endelig fif hans Moder og Søfter Kig paa en
| gammel Gaardmandsenke, ſom nok havde Lyft. til at
| faa fig en ung Mand. En ffjøn Dag blev Per ſendt
afſted med Søfteren, for at Enken kunde tage ham i

ved at give efter for en ulykkelig Svaghed, ſom han

havde. Han „tenkte“ nemlig højt. Den gamle Enke
holdt ikke fit Hus i den perneſte Tilſtand, og da Per
| hjemme fra kun kjendte til Renlighed og Orden, „tenkte“
han ved ſig ſelv, ſaaſnart han traadte ind i Stuen:

| Ojeſyn; men han forſtyrrede felv hele Arrangementet
||

fejet i otte Dage.”
„Jo, her har ſaa⸗
men“, ſvarede En⸗
ken, højlig fornærmet ;
„men er her ikke rent

ken hans Moder eller
Soſter kjendt. Hvad
Per ſelv angik, da
bar han fin Skeebne
med ſtor Ro, og det
fortrød ham kun, at
de unge Piger ikke lod
en virkelig Kurv folge
med, naar de afviſte
en Bejler; thi hvis
jaa havde veeret, kunde
han, hvad Dag det
ſkulde være, have
etableret et vel for⸗
ſynet Kurveudſalg.
Per var en meget
ſkikkelig Fyr; men det

nok til Dig, ſaa er
der jo ingen, der hol⸗
der paa Dig!“

Dermed gik det
Parti overſtyr. So⸗
ſteren ſkjcendte paa
ham, da de med ufor⸗
rettet Sag drog hjem
igjen.

„Ja, ved Du hvad,
Stine,“ ſparede Per,
„ſnavſet var der min
Tro; men jeg kan
bare ikke begribe, hvor
hun kunde vide, at jeg
tenkte paa det.“

„Aa, Din Tosſe;

Du ſagde det jo ganſke

kan jo ikke nægtes, at

han var en „Doldri⸗

højt.”

an“, og hans Soſter Falskringerne
ſorgede da ogſaa for,

at han fik det at høre ſaa ofte, at han ikke ret vel fik
Tid til ſelv at glemme det. J fin Anglingealder
havde han havt et haardt Anfald af Mæslinger, eller
Gerlinger, ſom han ſelv kaldte det, og fra den Tid
havde det ikke ſtaget rigtig til i hans Hoved. „Ges⸗
lingerne“ vare ſlagede ind, paaſtod han, og han ryſtede
hvert Ojeblik fit Hoved, ſom om det var en Rangle, i
hvilken „Geslingerne“ vare Stenene.

yngre Soſter ſkulde have Gaarden; thi at overlade den
til Per, mente hun, kunde ſlet ikke gaa an. Det gjaldt
altſaa om at faa ham anbragt andet Steds; men det

Lægen havde |
lovet, at Sygdommens Følger nok en Gang ſkulde
forſvinde; men nu var Per ſnart tredive Aar, og Loftet
var endnu ikke indfriet. Moderen havde derfor ogſaa for
lang Tid ſiden taget den Beſlutning, at hans otte Aar

„Gjorde jeg?“ ſag⸗
de Per og ryſtede ſit
Soved. „Ja, det er de Geslinger, ſom gjøre det alt⸗
ſammen.“

Nogle Uger efter kom der gledelige Tidender fra
Faſter i Vendſysſel. Per ſkulde ſtrax komme der over;
| hun havde et udmærket Parti til ham. Naa, der var
en Glæde! "Det blev ſtrax beſtemt, at Stine ſkulde
tage med ham, og en ſtor Trakiſte blev pakket fuld med
Rejſetoj og med Foræringer til Faſteren. Reiſen ſkulde
gaa over Kjøbenhavn og derfra med Dampfkib til Aalborg.

„Pas nu paa, min Dreng, at Du ikke kommer
galt af Sted i den ſtore By,“ formanede Moderen.
„Man kan aldrig være ſikker paa fin Ejendom mellem
ſaa mange Menneſker. Du ſporger for Exempel En

naa Vornholm.

| ; 8 8 j
| om Vej, og han ſiger til Dig: „Jo, min Ven, kom
om i den anden Gade“, og naar J jaa er kommen

„Foj, hvor her er ſnapſet; her har viſt ikke været-

bort.“

126

derom, plyndrer han Dig ud og lader Dig lobe nøgen

„Aa jeg ſkal nok pasſe paa”, lovede Per.

Men det forſte, han foretog ſig ved Ankomſten
til Byen, var netop at forvilde ſig. Soſteren blev
borte for ham, og han vandrede Gade op og Gade ned,
uden Tanke om, hvorledes han fkulde finde hende igjen.
Heldigvis hufkede han Navnet paa den Gjeſtgivergaard,
hvor de fkulde overnatte, og han ſpurgte derfor en forbi⸗
gaaende Herre, om han ikke vidſte, hvor den var at finde.

„Jol, ſparede Herren, „De kan folge med mig om
i næfte Gade, faa ſkal jeg viſe Dem den“,

„Nej, Tak“, ſagde Per, erindrende ſin Moders
Formaning, „det ſkal jeg dog ikke have noget af! Om
i den næfte Gade! Jo vel! Nej, jeg lader mig ikke
tage ved Neſen!“ .

Dermed gav han fit Hoved en Ryſtning og van⸗
drede videre, ſeende ſig alle Vegne om efter Soſteren.
Endelig traf han hende paa et Gadehjorne.

„Per. Per“, ſagde hun, „Du bliver Dig dog
jelv lig! Saadan en Angſt, jeg har været i for Din
ld?!

„Aa“, ſparede Per, „jeg klarede mig jo godt nok;
jeg fandt Dig jo tilſidſt. Der var ellers en Fyr, ſom
vilde have mig med om i en anden Gade; men Du
kan tro, jeg lod mig ikke fange.“

Neſte Dag ſkulde Rejſen fortſcrttes til Aalborg,
og de kom netop tids nok til, at Dampftibet ikke gik
fra dem.

„Det var da godt, vi ikke kom for ſilde“, ſagde

Stine, da de en Times Tid efter ſad og forterede deres
Mellemmad.

„Ja; men havde jeg ikke været, jan havde Du

faaet Lov til at blive i Byen”, ſparede Per med
Selvfolelſe, „for jeg fandt det rigtige Dampfkib“.
„Hvad Tid kommer vi til Aalborg i Morgen?“
ſpurgte Stine en Matros, ſom ſtod i Nærheden.
„Til Aalborg?“ gjentog han. „Det vil knibe at
komme dertil i Morgen; vi maa da forſt til Bornholm.“

„Bornholm!“ raabte Stine forſkroekket. „Gaar
dette Skib ikke til Aalborg?“

holm.“

„Aa, Per, hører Du det,“ ſagde Stine halvt
grædende. „Vi er gaaet paa et fejl Skib og kommer
til Bornholm i Stedet for til Aalborg.“

„Ja, jeg hører det nok,“ ſparede Per og kloede
ſig forlegen bag Oret; „men det kan jo ogſaa være
ret morſomt at komme der en Gang. Vi har jo aldrig
været der for.“ :

„Hvor Du dog ſnakker!“ udbrød hans Scſter

ærgerlig. „Hvad ffal vi paa Bornholm? Der har vi

jo ſlet intet at gjøre… Godt er det endda, at der tæt

udenfor Rønne bor et Soſkendebarn til Morbroers

Kone; hende kan vi maafke faa opſpurgt.“

„Nej, det gaar kun mellem Kjøbenhavn og Born⸗

„Det kan vi vel nok“, mente Per. )

Kort efter deres Ankomſt til Ronne, fik de at
vide, hvor deres Slegtning boede, og de begav fig
trøjtig ud ad Landevejen for at aflægge hende et Beſog.
Vejen var imidlertid mere vildſom, end de havde ventet,
og de bleve nødte til at gaa ind i en nærliggende
Bondegaard og ſporge fig for. De kom ind i en
ſmuk, gammeldags Dagligſtue, og en kjon, ung Kone
traadte dem i Mode og bod dem velkommen.

„Saadan kunde jeg lide, at mit Hus ſkulde være”,
tænkte Per — vel at merke, højt — medens han faa
fig om, „her er rigtig pænt, er her.“

Hans Blik faldt nu paa den unge Kone, der halv
forlegen, halv fmilehde ſtod foran. dem med Strikketojet
i Haanden. Der gik lige ſom et elektriſk Stød gjen⸗
nem ham, da hans Ojne modte hendes.

„Hun ligner Kirſten“, „tenkte“ han. „Ak,
Kirſten. Kirſten, Dig faar jeg aldrig mere at e

„Sid ned og tag lidt Hvile”, afbrød den unge
Kone ham rodmende.

„Tak; men vi maa ſtrax videre”, ſagde Stine, der
var ærgerlig over Broderens Tanken.

„Aa, hvorfor det, Soſter“, ſparede Per og ſatte

ſig. Han faſtede fit Blik faſt paa den unge Kones

Anſigt, medens hun underlig tilpas og forlegen talede
med Soſteren om Vind og Vejr, og alt ſom han jaa
paa hende, lysnede det op i hans eget Anſigt, dets
ſlove, ſovnige Udtryk veg bort ſom et Slor, og hans
Oje fik en fugtig Glans.

„Det er merkeligt“, „tenkte“ han, da der opſtod
en Papſe i Samtalen, „det er, ſom om jeg ſaa min
egen Kirſtine lys levende for mig. Ak, hun var en
yndig, lille Pige! Hun græd, ſom om hendes Hjerte
fulde briſte, da hun maatte fkilles fra mig, og hun

lovede, at kun aldrig vilde glemme mig . . . men hun

var jo næften et Barn den Gang. Omme bag Have⸗
diget tog hun mig om Halſen og ...“

„Men Per da!“ raabte den unge Kone Dybt rod⸗
mende og ſtrakte fin Haand afværgende ud imod ham.

Stine ſaa forundret paa hende; men Broderen
ſprang fan heftigt op, at hans Pibe rullede hen ad
Gulvet. Han ſtirrede et Øjeblik aandelos paa hende,
derpaa tog han pludſelig Piben op og vendte fig til
ſin Soſter.

„Nu er det bedſt vi gaar,“ ſagde han kort.

„Nej, Per... Per“, udbrød Konen bevæget, „ſaa⸗
ledes vil Du dog vel ikke forlade mit Hus. Jeg ſer
jo godt, at Du har kjendt mig igjen. Og Du, Stine;
fjender Du mig ikke ogſaa? Jeg er jo Kirſten, jeres
forrige Naboes Datter!“

„Jo, nu Fjender jeg Dig“, ſparede Stine fornøjet.
„Jeg var kun et Barn, da Du og Dine Foreldre
flyttede bort.“ | :

„Ja, det er nu tolv Aar ſiden.“

De trykkede hjertelig hinandens Hender; men Per

127

ſatte fig tabs pan Benken og kigede ned i fit Pibe⸗
hoved. Han ſagde ikke et Ord; men hans arbejdende
„Traek vifte, at det gjærede i ham, og at den fløve
Ligevægt, der hidtil havde hvilet over hans Sjæl, var
forſtyrret. Kirſtine fortalte imens, Hvorledes det var
gaaet hende, fiden hendes Forældre flyttede fra Falfter
til Bornholm. Begge Forældrene vare døde; hun ſelv
var kommen i Zjenefte hos en gammel, ſygelig Enke⸗
mand, der havde fattet Godhed for hende og ladet fig
vie til hende paa ſin Dodſeng.

„Det er nu to Aar, ſiden han dode“, ſluttede
hun, „og jeg har efter den Tid ofte tankt paa. at
beſoge min Fodeegn; men jeg kan jaa daarlig være
borte fra Gaarden, og min Rejfe er. bleven opſat fra
Maaned til Maaned. Men hvordan er det gaaet til,
at J er kommen her over?”

„Vi!“ udbrød Per barſk og jaa op.
paa Frieri!“ 5

„Per, da!“ tysſede hans Søfter paa ham, medens
Kirſten bojede Hovedet ned over ſit Strikketoj.
Wu kan det være nok med dit Formynderſkab,
Soſter,“ afbrød han hende heftigt, „jeg tror, det har
varet lovlig længe. Du og Moder har holdt mig i
Ledebaand ſom en Dreng, og gjort mig en hel Del
mere halvofjollet, end jeg er. Nu faar det være forbi
dermed! Jo, Kirſten, vi er ude paa Frieri, vi to;
det er ikke forſte Gang, maa Du tro. Vi har været
hos gamle Enker og unge Enker, hos gamle Piger og
unge Piger; men ingen vilde have mig. Nu ſkulde
vi til Vendſysſel for at fri, men kom af en Fejltagelſe
til Bornholm. Er det ikke morſomt, Kirſten? Men
hvorfor ler Du ikke? Jeg ſkulde dog tro, det er et
lyſtigt Eventyr, jeg her fortæller!”

Stine faa forffræffet op paa hans ophidſede Anſigt;
men Kirſten lagde beroligende fin Haand paa hans Arm
og ſagde ftilfærdig :

„Per, hvorfor ſiger Du mig alt det?“

„Hvorfor?“ gjentog han roligere. „Jeg ved det
ikke ſelb. Hvad har jeg vel vidſt om mig jelv at ſige
i alle de Aar, ſiden Du rejſte bort. Da var jeg ſytten
Aar og Du var femten, og da var det, at jeg blev
ſyg, og der lige ſom gik noget bort i mit Hoved.
Siden har jeg aldrig faaet Lov til at tænke eller handle
for mig ſelv; mit Liv har veret ſom en Drøm for

„Vi er ude

mig. Men i alle de Drommens Aar har der i min

Sjæl boet et Billed, ſom jeg aldrig kunde glemme,
Billedet af den lille Pige, der hulkende klyngede fig til
mig. Jeg taler viſt noget forvirret Tøj, Kirſten, ſom.
Du ikke forſtaar. .. Kom Stine; vi maa af Sted!”

„Nej, vent lidt endnu, Per“, ſagde Kirſten. „Saa
vidt jeg har forſtaget, er Du altſaa taget. ud paa Frieri?“

„Ja, men nu bliver der ikke noget af det!“

„Og hvorfor ikke det?“ ſpurgte hun. „Aa, Stine,
Du er viſt torſtig; gaa ud i Kokkenet og faa Dig lidt
at drikke“.

*

Stine gik villig ud af Stien; hun anede, hvad
der foreſtod.

„Hvorfor vil Du ikke fortſctte Frieriet?“ ſpurgte
Kirſten igjen.

„Og reiſe til Vendſysſel!“ udbrød Per.
efter at jeg har ſet og talt med Dig!“

„Du behøver jo ikke at rejſe dertil”, ſvarede Kirſten
ſmilende. „Du kan jo fri til en her“.

„Jeg frier aldrig mere“, ſagde Per utaalmodig.

„Heller ikke til mig, Per?“

Ordene kom ſaa ſagte frem; men han horte dem
dog, og hans Pibe rullede igjen hen ad Gulvet.

Da Stine lidt efter kom ind igjen, ſad han og
Kirſten og holdt hinanden i Henderne. Per faa glad
og ſtolt ud; det var, ſom om alle de Geeslinger, der
havde huſeret i hans Hoved, vare fløjne deres Vej

„Nu

for ſtedſe.

„Nu kan Du rejſe til Vendſysſel og ſige til Faſter,
at jeg har faaet Forfald”, ſagde han til Søfteren.

husflid.
En gammel Mands Tidsfordriv.
(Skildring fra det virkelige Liv af Bertrand.)

SE Bk obe ſtridt og de havde ſejret. De havde fæmpet
fig frem fra det Lille til det Større, og nu funde -

de i i timelig Henſeende je en forgløs Alderdom i Møde.

Børnene vare vorede fra Haanden, og ſnart fulde ogſaa
den Bngſte forlade Hjemmet; men Aa bøde hun, Hu⸗
ſtruen og Moderen. Hun blev ſavnet af ham, ſom hun
havde ſtottet og ſtyrket i Livets Kamp, ja, han fik derved
et Stød, ſom han aldrig har forvundet. Sygdom ſlog
ſig ſammen med Alderdommen og nedtrykkede ham i den
Grad, at han mente, at nu var ogſaa hans Livsgjerning
endt. Og han blev ſavnet af Børnene, for hvem
Hjemmet havde tabt fin Ziltræfningskraft.

Men Tiden heler, hvad der er brudt, og den kan
ogſaa udrette Meget med gamle Folk. Han mandede
ſig atter op, han ſaa, at der endna var Noget for ham
at gjøre; han havde fine Born, for dem ſkulde han
virke, for dem ſkulde han leve. Men i Stedet ng
ſom jaa Mange vilde have gjort, at tage et Par af
ſine Born hjem, lod han dem blive ude blandt Frem⸗
mede, der ſkulde de je og lere, hvad de ikke allerede
havde lært i Hjemmet; men da han ikke paa Grund
af Svaghed ſelv kunde foreſtaa ſin Gaard, forpagtede
han den bort, og lod et Par Væreljer indrette til ſig
i den ene Ende af Beboelſeslejligheden, Koſt og Pleje
ſkulde Forpagterfolkene give ham.

Nu havde han det roligt og godt. Bornene beſogte
ham ofte, og det faa ud til, at han rigtig ſkulde nyde
ſin Alderdom. Hans Helbred blev bedre, og Forpagter⸗

folkene regnede ham i Et og Alt ſom hørende til Fa⸗
milien; men ſaaledes ſkulde det ikke vedblive at gaa.

Den for jaa virkſomme Mand følte paany Virke⸗
lyſten vaagne, alt ſom Helbredet blev bedre; han kunde
ikke faa Ende paa Tiden ved at gaa ledig, og han be⸗
gyndte derfor ſom forhen at gaa og pusle omkring ude

| Gaarden; men nu var han ikke længere den Styrende,

og naar det ſag i det Sele ikke gik, ſom han var vant
til at Je det, blev han i daarligt Humor; thi nu kunde
han ikke blande fig. deri, og ſkſondt der var god For⸗
ſtagelſe mellem ham og Forpagterfolkene, jaa ſyntes han
dog, der burde være taget mere Henſyn til, hvad han
fandt at være det Rette, han kunde da blive helt ſyg
derover og maatte ligge til Sengs i nogle Dage; men
blev Sumøret da atter godt, ja ſaa var Sygdommen
tildels ogſaa forbi, indtil det Samme gjentog fig.
Omſider fandt han fig dog i Forholdene, ſom de
vare, og han gik af Vejen, naar der var Noget, han
ikke ſyntes om, ja tilſidſt kom han naſten aldrig i
Gaarden, derimod ſogte han ud i Haven, hvor han
i det Sele kunde faa Lov til at gjøre, ſom han vilde,
Han gravede og plantede, og det var, ſom om Alt,
hvad han her tog fig for, ſkulde lykkes, ſaa ſnart ſtod
der et Hegn omkring Haven, ſteerk nok til at trodſe de
haardeſte Forgars- og Sommerſtorme og ſkjcerme, hvad
der voxede indenfor. Han fkuffede og lugede, tog lidt
for ad Gangen og hvilede tidt; men det var en ſand

Fornejelſe, at fe den gamle Mand med Tilfredsheden

i lt Aaſyn, gaa og ſysle om mellem Blomſterne, der
rundt om nikkede til ham og ofrede ham deres Vellugt,
eller ſe ham mellem Urtetojet, hvor ikke en Ukrudts⸗
plante fik Lov til at ſtaa en Dag til Ende.

Men med Sommeren ſpandt ogſaa Helbredet, og
da han om Vinteren maatte holde fig inde ved Kakkel⸗
ovnen, blev Tiden ham atter for lang, Humgret blev
ſlet, og tilſidſt maatte han holde Sengen,

Som han nu der laa og lod Tanken løbe, hvorhen
den vilde, faldt det ham ind, hvad han havde hort om
visſe Egne i Jylland, hvor Mend og Kvinder, Unge
og Gamle, navnlig om Vinteraftenerne, ſidde og ſtrikke,
og da dette kunde lade ſig gjore for Andre, mente han

ogſaa, at det maatte være muligt for ham

Han kjobte Uld, fif det ſpundet, og faa ſkulde han
til at begynde. Tanken om, at han atter havde fundet
en Virkſomhed, gjorde ham neeſten raſk, og han tog fat
med en Udholdenhed, ſom nødvendigvis maatte krones
med Held. Vel gik det i Begyndelſen langſomt; men
han vidſte, at Han gjør Meſter, og i Løbet af Vin⸗
teren forſynede han ſig ſelv rigelig ſaavel med Strømper,
ſom med Undertøj af enhver Slags, og ſſeldent eller
aldrig mislykkedes hans Arbejde.

Imidlertid maatte han fe at finde paa noget Andet;
thi han havde ingen Lyſt til at ſtrikke for en
og ſelv var han mere end forſynet. Da kom Som⸗
meren, og atter tog han fat paa Haven; men det var
nu en Dag da Regnen tvang ham til at blive inde,
da tog han ſit Vinterarbejde frem, og da det var ham
meſt om at gjore at faa Tiden til at gaa, lagde han
ofte, ſtioͤndt med megen Tidsſpilde, lidt Kunſtfceerdighed
i fit Arbejde, 8

Han tenkte ofte paa, hvad han ſkulde faa at be
ſtille til Vinteren; thi at være ledig var for ham det
Samme ſom at være ſyg; men faa faldt det ham ind,
hvor ofte han havde hjulpet fin Kone med at pasſe
Lerredet pan Blegen. Nu var det andre Tider, og

ſnart vilde han blive nødt til at kjobe, "hvad der for

var bleven tilvirket i Huſet. Han tænkte da, hvor heldig
han havde været med fin Strikning, og fif med det
Samme agſaa Lyft til atter at forſoge fig.

—

Han kjobte nogle Pund heglet Sør i Byen og
kunde knap vente til næfte Dag med at prøve, om han

virkelig ogſaa var i Stand til at ſpinde. Næjte Morgen
tidlig ſtod han op og fik Rokken hentet ned fra Loftet,
og jaa begyndte han.

J Begyndelſen var Traaden grov og ujevn; men
han ſkulde jo ogſaa forſt lære det, og hvordan det end
gik, vilde han have den kjobte Hor opſpundet, jelv om
den ſkulde blive ødelagt.

Folk, ſom horte, hvad han havde for, ſmilede og
ryſtede paa Hovedet; men da de ſiden med Forundring
jaa, hvad han havde udrettet, flog de pludſelig om og
fandt det Sele ganſke i ſin Orden. £

Det blev nu hans meſte Arbejde at ſidde inde ved
Spinderokken, og da han havde faget en Del Ovelſe,
kunde han ſpinde en Traad jaa jævn og fin, ſom havde
det været en gammel øvet Spinderſke. Saaledes lavede
han Lagener og Linned til fig ſelv, og derefter tog han
fat paa at forſyne fine Børn, og i Løbet af nogle
Aar har han ſpundet til flere Hundrede Alen Lærred.

Nu har han taget en af ſine Sonner hjem til at
ſtyre Gaarden for fig, 0 naar de Andre gaa ud til
deres Arbejde, gaar den Gamle hen til ſin Spinderok,
hvor Tiden aldrig falder ham lang. Han er nu over
halvfjerdſindstyve Aar; men han os at blive raſkere
med den høje Alder, og kommer der en gammel Bekjendt
til ham, da er han for det Meſte i godt Humor; jan
ae 9 92555 til 11 5 mens han vat i 25
gemptlig Pasſiar, hvorpaa han atter tager fat og lader
Rokkehjulet lobe 1 med Tiden, ſom umeerkelig lader

den ene Dag glide hen over ham efter den anden uden.

at efterlade andet Spor end de graa Haar.

Firkantet Nod. n

Af 4 O, 3 8, 2 L, 2 I, 2 R, 1 P. 1 V,. 1 8,
dannes 4 Ord fom læjes 955 Venſtre og fra Oven:

Det førjte naar til Hytter og til Borge

og bringer Budſkab trindt paa Verdens D;

det andet var en Kongeſtad i Norge;

bag tredie fig ſkjuler mangen Mo;

det fjerde er en Handelsplads paa Gaden

ſom ofte ligger lige midt i Staden.

Brevvexling. ;
Lærer B. i V. Om Husflidsffrivebøger paa Fyn? Jo!
vil kunne faas gjennem Lærer C. E. Hanſen i Sondermark
over Veſterſkjerninge i danſke Billedomſlag med 37/2 Ark linieret

Papir for 5 f. Stk. duſinvis (ufrigjort tilſendt med Poſten).
Dr. Kapitajn X. — K. M. L. — Fr. Ld. — Ath. F.
med Tak modtaget.

J. P. Kn. Deres „forſte Fortælling” vil ikke kund „for⸗
ſkenne Bladet”, da den, Ord til andet, er — udſtrevet af en
Almanak. i

N. N. Kun til navngivne Brevffrivere… fan tages
Henſyn. Der anvendes al mulig Omhu paa at huett eneſte
Nr. fan blive af et interesſant Indhold, og en Sammenligning
med forr. Aarg. vil viſe at Bladet ftadig gaar fremad i Godhed
og ſmuk Udſtyrelſe. „

Indhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte
(Fortſat.) — Hvalrosſen, med Billede. — Per's Frier⸗
hiſtorie, af Emanuel Henningſen, med Billede. —
Husflid: En gammel Mands Tidsfordriv. — Firkantet
Nod. — Brevvexling.

Husveunen udhommer lit hver Søndag med et 16. ſpablet Ark, ſorſynet med flere Villeder, kil 3

Hverk Ijerdingaar medfølger gratis el ſlort mußt Villede.

Alk. 0 Kr.) Fjerdingaaret frit lilſendl.

Bladet kan beſlilles paa ethverk Vofikontor og Brepſamlingoſſed, i enhver

Boglade ſamt hos Hovedſtommisſioucren: Voghandler Audolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

88 2 ra 5 2 RER TEEN

2. Aargang.
Nr. 12.

En lykkelig „Gevinner“.
) Forfælling af Knud "Skytte "

ä

N. (Fortſat.)
vor glad Wolle Perſen end var ved
denne Meddelelſe, ſaa pinte den Tanke
ham dog, at Hiſtorien om den ſtore Gevinſt,
trods alt hvad han havde hort, alligevel
kunde verre uſandfeerdig; Pengeariſtokrat
var fan ſaa godt ſom Nogen, og det var hans faſte Be⸗
ſtemmelſe at give ſit Samtykke til Forbindelſen mellem
Datteren og den hidtil faa forhadte Gjenbo, Hvis
denne virkelig havde vundet den ſtore „Hovedtraffer“.
Men han var lige faa faſt beſtemt paa, at Alt fkulde blive
ved det Gamle, indtil han kunde faa Sikkerhed i Sagen.
Hvorledes ſkulde en ſaadan Sikkerhed kunne erholdes?
Det var „Dagens brændende Spørgsmaal”.

De 205,000 Mark Courant ſtod Wolle Perſen i
Parykken bande Dag og Nat. Han lyttede efter, hvad
der blev ſnakket om i Byen, og, ganſke rigtigt! Der
var et vældigt Rygte i Omlob. Folk talte neeſten ikke
om Andet end „den ſtore „Gevinner““, og det var
Jens Peter. „Men det Hele er maaſke 205,000
Løgne”, tænkte den forſigtige Wolle. Hvordan ſkulde
han komme til Bunds i Sagen? Frem for Alt maatte
han gaa ſnildt til Værfs; thi hverken Jens Peter eller
Nogen maatte have mindſte Nys om, hvad han gik og
bryggede paa. Ellers kunde han jo have gaaet ligefrem
til Verks og ſpurgt Jens Peter: „Er det ſandt, at
Du har vundet det ſtore Lod?” Nej, det gik ikke an;
der maatte vælges en anden Fremgangsmaade.

SHlorfhabstesning. Opløsning og me,
Adginet ak N. C. Bom.

Hundagen d.

Kjøbenhavn.
1825.

M. Januar. |

Den ſtakkels Mand havde faaet jan Meget at
tenke paa, at Hovedet var nær ved at blive kruſet paa
ham. Og det Værfte var, at faa ſnart han lukkede
fine Øjne til et Blund, ſaa plagedes han af ſlemme
Dromme. | [

En Middag havde han lagt fig til at ſove paa
Grønningen under Lindetræerne. Han havde aldrig
ſaaſnart lukket fine Øjne, før han i Drømme jaa nogle
Drenge, der nærmede fig Gaarden og forſvandt gjennem
Hoveddoren. Den Ene kjendte han, for det var Jens
Peter, ſaaledes ſom han jaa ud, da han gik i Skole.
De gik ind i Sovekammeret og traadte op i Sengen
med deres urene Treſko. Wolle Perſens Hengeſkab,
der var anbragt over Fodenden af Sengen, og hvori
han gjemte ſine Kreditbeviſer, ſine kongelige Obligationer
og en Mængde Hundrededalerſedler, brød de los og
ſleebte det ud pan Gaden. Saa bandt de et Stykke
Reb faſt til det og fore i Galop med det ned igjennem
Byen, ſom om det havde været en lille Vogn og ikke
et Pengeſkab. I Farten tørnede det mod ſtore Sten,
Ledpæle og andre fremragende Gjenſtande og foer hver
Gang i Vejret med et Hop. Tilſidſt buldrede det mod
Hjornet af et Hus, og med et Brag gik det i tuſinde
Stumper! Det lød jaa højt, at Wolle Perſen vaagnede
derved. Folk faa ham ile forſtyrret og med bart Hoved
ind i Huſet. Til hans ſtore Glæde ſad Skabet paa
ſin vante Plads, og da han lukkede det op og ſaa ind
i det, var Alt i ſedvanlig Orden.

Folk fortalte, at Jens Peter havde anfkaffet fig
en Sabel, der hang paa Veggen over hans Seng, og
hvis det var ſandt, var Wolle Perſen tilbgjelig til at
tage denne Omſtcendighed ſom et Bevis paa, at han

Skorſtensſkjodet.

var kommen i Beſiddelſe af mange Penge. Saa var
det en Aften, Wolle ſtod og lurede udenfor Jens Peters
Sovekammervindu, for om mulig at høre ham ſnakke

over fig i Sovne. Der var morkt i Sovekammeret;
thi Jens Peter var gaaet i Seng. Pludſelig hørte
Wolle ham rasle derinde med Sabelen og raabe paa

Tyve og Mordere. Forfærdet herover tog han Flugten |

ned over Blomſterhaven; men medens han ilede bort,
hørte han, at Vinduet blev aabnet og atter faaet i
med et Smald!

Man ſiger for et gammelt Ord, at „naar gamle
Folk blive gale, ſaa blive de det for Alvor“. Det fik
man rigtignok at ſe paa Wolle Perſen. Det kom
omſider dertil med ham, at han vilde ſnige fig ind i
Jens Peters Hus og hemmelig efterſe hans Papirer.
Sin Samvittighed troſtede han med, at han gik i en

ædel Henſigt, og at han ikke vilde tage Noget — „nok

je, men ikke røre”. i

Saa var det en Dag i Hoſtens Tid, at han liſtede
fig derover for at udføre fit Forjæt. Jens Peter var
i Marken med ſine Folk; ſelv gamle Faſter var med,
og der var ikke en Sjæl hjemme.

Men uheldigvis mødte der den ſtakkels Mand den
Vanſkelighed, at alle Indgangsdorene vare aflaaſede,
og det var ham ikke mulig at komme ind. Saa fik
han at je, at Loftslugen paa Gavlen ſtod aaben; han
tog en Stige, der ſtod reiſt til et af Udhuſene, fatte
den op til Voeggen under Lugen, og da han havde
forvisſet fig om, at Ingen gav Agt paa ham, kravlede
han op ad Stigen og gik ind paa Loftet. At finde
Lemmen, aabne den og ſtige ned ad Loftstrappen var
et Ojebliks Sag. Men baade Dagligſtue⸗ og Kjokken⸗
deren vare aflukkede, og nu ſtod han i Gangen og
kunde ikke komme videre. Saa krob han atter op ad
Trappen i den Henſigt at ville vende tilbage med
uforrettet Sag. Men idet han gik hen ad Loftet, fik
han Oje paa en ſtor Jernlem paa Kjokkenſkorſtenen.
„Ha, ha!“ tænkte han; „det er en daarlig Mus, der

kun har et Hul“, hvorpaa han aabnede Lemmen og

kigede ind i det ſodede Rum. Det maatte være en let
Sag at putte fig igjennem Lemmen, gribe i Røgtræerne
med begge Hender og derefter lade fig dumpe ned pan
Fra Kjokkenet maatte han kunne
komme ind i Verelſerne, og naar han var færdig med
Underſogelſen, vilde han aabne Kjokkendoren ud til
Gangen ſtige op ad Loftstrappen og gaa ud ad Lugen.
Hvem havde jaa været der? Altſaa ſatte han ſig ned
paa Fire, ſtak Benene ud i Skorſtenen og gav fig i
Jærd med at krybe igjennem. Men, ak ve! Aabningen
var for lille for Wolle Perſens tykke Mave, han vred
og vendte fig og presſede paa, jaa Sveden ſprak ham
ud af Banden; men forgjæves, Forſoget maatte opgives.
Saa vilde han gaa tilbage; men det var heller ikke
jaa let, han havde arbejdet fig jaa faſt i Hullet, at
han hverken kunde komme frem eller tilbage, „Nu

ſidder Du net i det“, ſagde han til ſig ſelv. „Hvis
Nogen fik mig at ſe i denne Stilling, jeg maatte jo
ſkamme mig ſom en Hund. Man ſiger, at Brændevin
gjør Nar ad Folk; men jeg tror næften, at Penge kan
gjøre det lige faa grovt. Bare jeg endda var vel
herfra igjen!“

Nu kom Jens Peter og hans Folk hjem af Marken,
og der lod Fodtrin i Verelſerne neden under. Gamle
Faſter gik ud i Kjokkenet for at tænde Ilden op paa
Ildſtedet. Men hun foer tilbage med et Skrig og
kaldte paa Jens Peter. „Kom hid!“ raabte hun; „der
ſidder et Par Ben og ſpjatter oppe i Skorſtenen, og
der dumpede en Zræffo ned i Gryden!“

„Nu har jeg aldrig ſet Mage!“ raabte Jens Peter,
da han havde kiget op i Skorſtenen.

Han tog Trappen i faa Spring, og da han ſtod
pan Loftet og ſaa Wolle Perſens rode ſpedige Anſigt
og den fortvivlede Stilling, han var i, brod han ud i
en hjertelig Latter.

„Aa, lad nu det Grineri være”, ſagde Wolle, „og
kom og hjælp mig ud, jaa ſtal jeg ſkrifte ærlig for
Dig“.

„Det var Synd andet, end at hjælpe fin Naſte“,
ſvarede Jens Peter, idet han tog et kraftigt Tag i
Wolle Perſen og flæbte ham ud paa Loftet. „Uppedas!“
raabte han, „kan J ſtaa paa Benene? Jo, magelig!
Saa er der jo ingen Ulykke fret“.

„Jo, Gu' er der ſket en Ulykke, for jeg har gjort
mig til Nar. Derſom det kommer ud mellem Folk“

„Paa ingen Maade! Faſter og jeg ere de Eneſte,

der ved det, og vi ſkal binde jan faſt for Hemmeligheden,

at ikke en Hund ſkal gjø ad Jer“. N

„Kan jeg ſtole paa det?“

„Ja, det kan J forlade Jer paa!“

„Godt. Hent mig faa min Treſko, ſom jeg
tabte“. b |

„Skal vi ikke gaa ned?“

„Nej, ikke ad den Vej.
her oppe“.

Jens Peter ilede ned ad Trappen og var ſnart
tilbage med den tabte Treeſko.

„Naa, begynd ſaa, Wolle“, ſagde han.

„Ja, Hiſtorien er ſnart fortalt; thi jeg vilde have
ſet Dine Papirer efter, for at faa at vide, om det er
ſandt, hvad Folk ſiger. Men det maa Du ingen Fortræd
gjøre mig for. Hører Du?“

„Det ſkal jeg heller ikke. Men hvad figer Folk
om mig? Hvorfor vilde J je mine Papirer?“

„Ja, nu er jeg nødt til at tale ud. Sig mig
en Gang: Er det ſandt, at Du er den lykkelige
„Gevinner?““ i

Han ſaa ſporgende paa Jens Peter, der blev
ſtagende uden at ſvare, ſom om han ikke ret vidſte,
hvad Sporgsmaalet gjaldt. Men pludſelig ſyntes det
at klare op for ham. Han lagde fin Haand pan

Vi vil ſnakke Sagen af

3 131

Wolle Perſens Skulder og ſagde med et gledeſtraalende
Anſigt: É 2

„Ja, det
vinner““.

„Du er altſaa en rig Mand?“

„Ja, den rigeſte og lykkeligſte i femten Kirke⸗
ſogne“.

Wolle Perſen drog et langt dybt Suk, ſom om
han følte fit Bryſt befriet fra en Byrde, der Længe
havde trykket ham; derpaa gav han Jens Peter et
kraftigt Haandſlag og ſagde:

„Ja, Elſe havde ellers jagt mig det. Men fig
mig en Gang: Hvorlænge vil Du og hun gaa og je
paa hinanden? Du tror maafke, jeg har Ingenting
merket. Jo, jo! En gammel Ulk ſom jeg, er vant til
at bruge fine Øjne. Du kunde jo je der over en
Gang; faa kan vi ſnakkes ved om det“.

Ved disſe Ord blev Jens Peter faa fornøjet, at
hans Gledesytringer kjendte ingen Grenſer. Han greb
fin tilkommende Svigerfader om Livet og gav fig til
at danſe rundt med ham. Tilſidſt kaſtede han ſin
Kaſkjet op i Monningen, greb den i Faldet og raabte:
„Jeg har vundet det ſtore Lod! Hurra! Jeg er den
lykkelige „Gevinner!““

„Hvad er dog det for en Larm, der er ovre paa
Jens Peters Loft? Og hvor mon Fader er bleven af?
Har Ingen ſet ham?“

Saaledes ſpurgte lille Elſe der nedenfor paa Gaden.
Hvert Ord, hun ſagde, kunde tydelig høres oppe paa
Loftet, da Jens Peter omſider blev ftille,

er ſandt. Jeg er den lykkelige „Ge⸗

„Kom hid!“ ſagde Wolle Perſen og tog Jens

Peter ved Haanden. De ſatte ſig ned ved Siden af
hinanden i den aabne Loftsluge og ſtak Hovederne ud.

„Her, lille Elſe! Her er jeg — ſe her op!“ raabte
Wolle Perſen til Datteren, „kan Du ſe os? Nu ere
vi enige”,

Lille Elſe drejede ſig rundt og ſaa og ſaa! Da
hun omſider fik Oje paa de to ſtraalende Anſigter oppe
i Lugen, ſlog hun fine Sænder ſammen og blev ſtagende
ſom faſttryllet til Stedet.

Jens Peter ſteg hurtig ned ad Stigen, og Wolle
Perſen fkyndte fig at folge efter. Men inden han
naaede Jorden, greb Jens Peter ham om Livet og bar
ham i Triumf over Gaden og fatte ham paa Benken
under Lindetræerne. i

„Gud fri os, hvor Du er ſteerk!“ ftønnede Wolle;
„Du havde nær klemt Vejret fra mig. Hvor blev lille
Elſe af? Naa, hun ſmuttede vel ind. Lad mig nu
drage min Aande et Ojeblik, jan ſkal Du folge med
ind, Jens Peter!“

Da de kom ind, maatte lille Elſe frem for en
Dag. Wolle Perſen bragte hendes og Jens Peters
Hender i hinanden og onſkede dem til Lykke og Vel
ſignelſe!

Jagildet og Tillysningen fulgte fart efter, og da

H

Ca

Søften var endt, gjorde Wolle Perſen et Bryllup, der
ſpurgtes i mange Miles Omkreds.

Men paa den anden Bryllupsdag kaldte han ſin
Svigerſon til Side og ſagde:

„Du har endnu ikke ſagt mig, hvor Meget det
kunde beløbe fig til i vore Penge. Det kunde dog
more mig, at vide det?“

Jens Peter faa pan ham med et polißſk Smil.
Derpaa lob han ind i den anden Stue og hentede ſin
unge Kone, og idet han atter traadte frem for ſin
Svigerfader, ſlog han ſin Arm om hendes Liv og
ſagde:

„Her har J Gevinſten. Det er mig ikke muligt,
at tegne ud, hvad hun kan være værd i Penge“.

Wolle Perſen havde nær tabt fin Merſkumspibe
af Forbavjelje.

„Lapperi!“ raabte han. Har Du ilke vundet
Andet? Du har ikke vundet de 205,000 Mark

Courant?“

„Nej, ikke en Skilling. Jeg har aldrig ſpillet i
Lotteriet, hvordan ſkulde jeg faa vinde Penge i det?
Men jeg har vundet lille Elſe; det var det, jeg mente“.

Wolle Perſen følte fig i hejeſte Maade fkuffet.
„Fy for en Ulykke!“ ſagde han eergerlig. Derpaa
vendte han det unge Ægtepar Ryggen og vilde ikke
ſnakke mere med Jens Peter den Gang.

Men lidt efter kaldte han ham atter til Side og
ſagde i Fortrolighed:

„Ja, ja! Sket er fket og kan ikke gjores om—“

„Og gjort Gjerning er halvt forſvaret“.

„Ja, vel ſaa. Det er ogſaa min Tænfemaade at
ville finde mig i min Skjebne og ingen Kvalm gjøre.
Men en Ting maa Du love mig“. i

„Det tør jeg nok ſige ja til forud”.

„Du ffal holde Mund med „Gevinneren“ og lade
Folk blive i den Tro, at Du har vundet”.

„Det fkal ſke ſaaledes“, ſparede Jens Peter og
ryſtede ſin Svigerfaders Haand.

„Ja, for Skaden kan jeg endda. bære, naar jeg
blot ikke oven i Kjobet ſkal have Skammen med“.

Den unge Mand forſikrede endnu en Gang, at
han ſkulde være jaa tavs ſom Graven, og dermed gav
den Gamle fig tilfreds.

W edens mange af de middelvarme Lande,

N „ ſom f. Ex. vort Fædreland, ere fattige

SA) paa forſtjellige Arter af vilde Dyr, ere
de varme Lande, ſom bekjendt, derimod
meget rige paa disſe, af hyilke tillige
mange i Storrelſe og Styrke langt bvergaar de Dyr,

(Sluttes.)

Elefanten.
Af A. V. E. Toepfer.

der findes i de middelvarme Lande. Det er en af
disſe Beboere fra de varme Lande, ſom vi her fremſtiller
for vore Leſere, nemlig Elefanten. Dette Dyr hører
tillige med Svinet, Flodheſten, Tapiren og Neshornet
til den deling af Pattedyrene, ſom paa Grund af

N

Hudens overordentlige Tykkelſe kaldes Tykhudede, og
med Undtagelſe af Tamſpinet, der ſom Husdyr er
udbredt over hele Verden, leve disſe Dyr kun i de
varme Lande.

Elefanten, der har hjemme i Afrika, Indien og

I
S MAN

Elefanten.

paa flere af de indijfe Oer, er ſom Billedet viſer, et | fødder, hvis Teer ere forbundne med hinanden lige til

plumpt bygget Dyr med en fort og tyk Krop, der ſed⸗
vanlig har en brunlig, jordagtig Farve og kun er meget
tyndt bekloedt med borſteagtige, morke Haar og ſom ender
med en omtrent 4 Fod lang Hale, der ligner en Kohale.
De temmelig høje og ſojleformede Ben have Klump⸗

Hovene. Halſen er kort, Hovedet ſtort og rundt, Orerne
meget ſtore, iſcer hos den afrikanſke Art, og nedhængende,
Øjnene derimod kun ſmaa. Naſen er ſteerkt forlænget
og danner den ſaakaldte Snabel, der kan blive 6—8
Fod lang. J Enden af Snabelen ere Naſeborerne

133

anbragte, og i Spidſen findes der desuden en finger⸗
agtig Forlcengelſe. Snabelen tjener Elefanten baade
ſom Lugte⸗, Fole⸗ og Griberedſkab. Den er i Beſiddelſe
af en neſten utrolig Bevegelighed og Smidighed og
kan drejes og bojes til alle Sider; den har desuden en
jaa ſtor Styrke, at Elefanten med den kan brake

temmelig tykke Træer og ſlynge tunge Gjenſtande højt”

i Vejret. Naar Elefanten bliver angrebet af et eller
andet vildt Dyr, ſoger den at gribe dette med Snabelen
for at flynge det højt op i Luften og knuſer det derpaa
efter Faldet med fine mægtige Fødder. Med Snabelen
griber Elefanten fin Føde, der beftaar af ſaftige Grene,
Frugter og Gres; den oprykker friffe Totter Græs med
denne, ſlaar dem mod et Tro for at faa den ved⸗
hængende Jord til at falde fra Rødderne og putter
dem derpaa ind i Munden. Den afrykker ligeledes ofte
ſtore Grene med Snabelen for at vifte ſig med dem
og jage de bejværlige Fluer bort, der ere en ſand
Plage for den og dens værfte Fjender, thi dens Hud
er trods ſin Tykkelſe meget folſom og pirrelig. Den
fylder derfor ofte Snabelen med Sand, Støv eller
Vand og ſprojter dette ud over Kroppen, for at jage
Inſekterne bort og affjøle fig. Ogſaa naar Elefanten
vil drikke, maa Snabelen gjøre Tieneſte, idet denne da
fyldes med Vand, ſom derpaa ſprojtes ind i Munden.
Det er iſcer Snabelens fingeragtige Forlængeljfe, der
tjener ſom Griberedſkab; med denne kan Elefanten gribe
de ubetydeligſte Gjenſtande, ſom Synaale, ſmaa Solv⸗
mynter, Papirsſtrimler, loſe Knuder o. ſ. v. Snabelen
er derfor et meget vigtigt Redſkab; dens Finhed i
Folelſe, dens Styrke og de mangfoldige Maader,
hvorpaa den kan bruges, gjor den ligeſaa uundværlig
for Elefanten, ſom Haanden for Menneſket.
Tandforholdet hos Elefanten er meget mærkeligt

og afvigende fra alle andre Pattedyrs. Den har kun

faa, men meget ſtore Tender. J Overkjceben har den
to Fortender, de ſaakaldte Stodtender, der kunne blive
8—9 Fod lange og rage langt ud af Munden; de
benyttes ſom Elfenben og kunne opnaa en Vegt af
henved 300 Pund. Disſe Tender have en aaben Rod
og kunne derfor vedblive at vore. Elefanten benytter
dem paa mange forſkjellige Maader; den løfter tunge
Byrder op med dem, graver Huller i Jorden, vælter
Sten og bruger dem tillige baade ſom Forſvars⸗ og
Angrebsvaaben. Hjornetcenderne mangle aldeles, og i

hyver Kjabeſide findes kun en eneſte, men meget ſtor

Kindtand. Naar denne er bleven ſaa medtaget af Slid,
at den ikke mere kan bruges, erſtattes den af en ny
Tand, der imidlertid har udviklet ſig bag ved den gamle,
ſom nu ſkydes ud af Munden. Et ſaadant Zandffifte

af Kindtænderne ſker i Reglen 6 Gange i Elefantens

Levetid, der beløber fig til over 100 Aar.
Elefanten er ſom bekjendt det ſtorſte af alle Land⸗

pattedyrene; den kan opnaa en Vegt af 10,000 Bund, |
I foder og en Skeppe Korn, og der fordres tre Mænds

Længden udgjor 10—15 Fod foruden Snabelen og

Skulderhsjden omtrent 10 Fod. Det er derfor meget

heldigt, at et fan ſtort og ſteerkt Dyr er af en meget

mild og fredſommelig Natur. Den angriber aldrig
Dyr eller Menneſker uden at være bleven tirret, men
i jaa Zilfælde er dens Vrede frygtelig. Paa den anden
Side indgyder Elefantens Storrelſe og Styrke de andre
vilde Dyr en ſaadan Reſpekt, at de næften aldrig vove
at angribe den. Elefanterne leve i Flokke paa 10 — 100
Stykker. Enhver ſaadan Flok, i hvilken der omtrent
findes 6—8 Hunner for hver Han, danner en ſluttet
Familie, fom det ikke tillades nogen fremmed Elefant
at trænge fig ind i. Den klogeſte Elefant i Flokken,
ligegyldig om det er en Han eller Hun, er altid Anfører,
og de andre Elefanter viſe denne en ſaa villig Lydighed,
at de blindt hen folge den, naar den gaar i Spidſen.
Trods fit plumpe Udſeende er Elefanten dog et meget
behændigt Dyr. Den kan trave ſaa hurtigt, at en
Rytter vanfkelig kan folge den, og den kan lifte fig
jaa ſtille igjennem Skoven, at det næppe er muligt at
høre den. Den er ogſaa en fortræffelig Svømmer og
jætter. ofte over meget brede Stromme. Paa Øen
Ceylon, hvor den helſt opholder fig i Bjergegnene,
bevæger den fig med Behendighed op og ned ad de
ſtele Skraaninger, og anlægger ofte Veje her med en
ſaadan Klogſkab, at Folk, der give fig af med flige
Anlæg, forbavbſes ved Synet af dem. Paa denne
O har man endog fundet Spor af Elefanten paa den
ſtelle Adams⸗Peak, en Bjergtop, der kun kan beſtiges
af Menneſker ved Hjælp af Trin, ſom indhugges i
Klippen.

Det er dog ikke alene ved fin Storrelſe og Styrke,
at Elefanten udmærker fig i Sammenligning med de
øvrige Pattedyr, men ogſaa ved fin Klogſkab og Lær:
villighed, i hvilken Retning "den. endog kan ſtilles ved
Siden af Hunden og Heſten. Det er derfor let at
forſtaa, at Menneſkenes Opmeerkſomhed allerede i Oltiden
blev henvendt paa dette Dyr, ſom de med Held tæmmede
i dens Hjemſtavn og benyttede ſom Husdyr. Baade
den afrikanſke og indiſke Elefant benyttedes ofte i Oldtidens
Krige med megen Nytte, idet man lod den rykke frem
mod Fjenden med et ſtort Taarn paa Ryggen, ſom var
fyldt med Soldater, De af Leſerne, der fjende Verdens⸗
hiſtorien, ville viſtnok erindre Elefantens Anvendelſe fra
Tarentinerkrigen og Hannibals Kamp med Romerne.
Efter at Skydevaabnene vare blevne opfundne, kunde
man ikke mere benytte Elefanten paa denne Maade,
da Geværilden og Kanontordenen gjør den bange og
jager den paa Flugt; den bruges nu kun i Krigen ſom

Laſtdyr f. Ex. til at flæbe eller bære det fvære Skyts

fra et Sted til et andet. Endnu i vore Dage holdes
Elefanten flere Steder ſom Husdyr iſcer i Indien og
pan Ceylon; dens Anvendelſe vilde ſikkert være langt
ftørre og almindeligere, hvis den ikke var jaa koſtbar
at holde. Den eder nemlig. daglig 200 Pund Grøn-

e :

Virkſomhed til dens daglige Pasning. Hertil kommer
endnu, at den er udſat for mange forſkjellige Sygdomme,
og at den kun ſjeldent forplanter fig i Fangenſkab,
men ſom ofteſt maa fanges, og derpaa tæmmes, hvilket
omtrent fordrer tre Maaneders Arbejde. J Fangenſkabet,
ved Omgangen med Menneſker trader Elefantens
Klogfkab og bøje Begavelſe forſt ret tydeligt frem, og
dens Evner kunne udvikles i en forbavſende Grad. De
romerſke Skueſpillere lærte i Oldtiden den afrikanſke Ele⸗
fant at ffrive Bogſtaver med en Griffel, at gaa op og ned
ad et udſpendt Tov, fire i Tallet at bære en femte, der
foreſtillede fyg, paa en Beereſtol, at danſe i Takt, at
ſpiſe af Guld⸗ og Solvfade ved et prægtigt beſat Bord
med Jagttagelſe af Alt, hvad den fineſte Levemaade
fordrede, og mange andre Ting. Ved de Arbejder, ſom
Elefanterne udføre, lægge de ikke alene en beundrings⸗
værdig Kraft, men ogſaa en vis Skarpſindighed for
Dagen. Paa Ceylon blive de ſaaledes ofte brugte til
at opſtable Tommer, og der kan man ſe dem hele Timer
i Zræf lægge den ene Bjelke oveupaa den anden,
neſten uden at Opſynsmanden behøver at ſige et eneſte
Ord eller give det ringeſte Vink. Naar Stablen har
naaet en vis Hojde, og Elefanterne ikke longer med
forenede Kræfter ere i Stand til at lofte en tung
Ibentrckes Blok op oven paa den, forſtaa de, naar det
blot er bleven dem viſt et Par Gange, at ſtille to
Bjelker ſtraat op imod den, faa at der dannes et
Skraaplan, op ad hyilket de da rulle det tilbageværende
Tommer og ordner det, naar de forſt have faaet det
op, ovenpaa Stablen. J Neapel brugte man for en
Del Aar ſiden en Elefant ſom Haandlanger ved et
Bygningsarbejde, iſer til at hente Vand i en ſtor
Kobberkjedel. Den lagde Mærke til, at hver Gang
Kjedlen gik i Stykker, blev den bragt til en Kobber⸗
ſmed for at iſtandſcttes; da den en Dag opdagede et
Hul i Bunden pan Kjedelen, ſom Vandet” lob ud af,
bragte den ſelv denne til Smeden, ventede til den var
færdig, og gik jaa atter til fit Arbejde. En Aften, da
en Engleender red igjennem en Skov i Nærheden af
Byen Kandy paa Ceylon, hørte han en hæs og mis⸗

fornejet Stonnen, ſom fatte hans Heſt i en vis Uro.

Ved en Krumning af Vejen jaa han pludſelig en tam
Elefant for ſig, uden al Ledſagelſe. Dyret havde en
tung Bjelke at flæbe paa, hvilken det holdt i Ligevægt
paa begge Stødtænderne, Da Vejen var meget ſmal,
var det nødt til at vende Hovedet til Siden for at
fore Bjælfen igjennem paalangs. Da Elefanten ſaa
Rytteren holde, loftede den Hovedet, betragtede ham et
Ojeblik, kaſtede derpaa Bjelken paa Jorden og trykkede
fig baglænds ind i Bufkene for at gjøre Vejen fri.
Heſten tøvede imidlertid; Elefanten bemærkede det og
trengte fig endnu længere tilbage, idet den gjentog fin
Muml a, men aabenbart i en Tone, der ſkulde opmuntre
Heſten til at gaa forbi. Denne ryſtede og vilde ikke
fremad, og da Englænderen vilde iagttage begge de

r

kloge Dyrs Inſtinkt, lod han den raade. Elefanten
traf fig da endnu en Gang længere tilbage imellem
Bufkene, men lagde dog en vis Utaalmodighed for Dagen
over, at man opholdt den jaa længe. Endelig benyttede
Heſten fig af, at Vejen var fri, og efter at være kommen
forbi, jaa Englænderen, at den kloge Elefant bukkede
fig og loftede Bjælfen op paa fine Stodteender, hvorpaa
den fortſatte fin Vej med den famme misfornøjede

at forſtaa, hvad dens Vogter ſiger til den, og den viſer
Lydighed, Hengivenhed og Taknemmelighed, naar den
behandles godt, men hævner fig ved Lejlighed, naar
man behandler den ilde, fornærmer eller driller den.
En anſet Herre i Indien havde en Elefant, ſom han
holdt meget af, og han plejede altid at være nærværende,
naar den blev fodret. Da han en Gang maatte gjøre
en Forretningsrejſe, overgav han Elefantens Pasning
til ſin Tjener. Denne vilde benytte Lejligheden til at
tilvende ſig en ulovlig Fordel; han ſolgte derfor omtrent
Halvdelen af Elefantens Foder, jaa at det ſtakkels Dyr
hver Dag blev mere og mere magert. Da Herren kom

9

og at han ikke kjendte Aarſagen til dens afmagrede
Tilſtand. Da nu Elefanten ſkulde fodres, gik Herren
ſom ſedvanlig ind til den, og han ſaa nu til ſin For⸗
undring, at den delte ſit Foder i to lige Dele, tog den
ene til fig, men fkubbede den anden med Snabelen hen
til Tjeneren, faa at dennes Utroſkab herved blev opdaget.
Elefanten er en Ynder af ftærfe Drikke og Foreren op⸗
muntrer den ofte til fordoblet Anſtrengelſe ved dens
Arbejde ved at give den Løfte herom, men han maa
da vel vogte ſig for at narre den. En Soldat i Indien,
der holdt meget af Brendevin, plejede ofte at dele
dette med en Elefant. Da han en Dag var beruſet og
blev forfulgt af Vagten, ſom han vidſte vilde bringe
ham i Fengſel, tyede han hen under Elefanten. Vagten,
der ſnart opdagede hans Skjuleſted, ſogte forgjcves at
faa ham ud derfra; Elefanten forſvarede ham tappert
med ſin Snabel og vilde ikke tillade, at man rorte ved
ham. Saaſnart Soldaten, der var ſovet ind under
fin Rus, atter blev ædru, vaagnede han, ffjælvede ved
at ſe fig under det vældige Dyr og turde hverken røre
Haand eller Fod. Elefanten dæmpede dog fnart hans
Frygt ved at Fjærtegne ham med Snabelen ſom om
den vilde ſige: „Gaa Du kun bort i Fred“. Da
Franfkmendene i forrige Aarhundrede forte Krig i
Indien, fil en Elefant et ſlemt Kjodſaar; den blev
fort til et Hoſpital og forbunden der. Efter at den
var bleven forbunden et Par Gange, gik den ſenere af
fig ſelv hen til dette, hver Gang den fkulde forbindes,
uden at Nogen behøvede at erindre den derom. Den
forholdt fig aldeles rolig, da Saaret blev udbrændt,
underkaſtede fig taalmodig Lægens Behandling og vifte
ingen Uvillie mod ham. En ung Elefant erholdt ved
en anden Lejlighed et ſlemt Saar i Hovedet, der gjorde

Stonnen ſom for. Den tæmmede Elefant lærer ſnart

+ tilbage, paaſtod Tjeneren, at han havde pasſet den godt,

135

den faa raſende, at Ingen turde nærme fig den. Det
lykkedes dog endelig Føreren ved Hjælp af Moderen at
” bemægtige fig Ungen. Han gav Moderen at forſtaa, hvad
han ønffede og denne greb da Ungen, trykkede den med
Magt til Jorden, holdt den i denne Stilling indtil den
var bleven forbunden, og gjentog det ſamme hver Gang
Forbindingen fkulde fornyes. Ved Belejringen af Paris
1871 nødte Mangelen paa Levnetsmidler til at man
maatte ſlagte en Mængde Dyr i den zoologiſke Have,
og mellem disſe ogſaa flere Elefanter. Der var tilſidſt
kun en Elefant tilbage, ſom Vogteren allerede havde
bundet for at dræbe den, men da fom der Befaling til

at den ſkulde fkaanes. Vogteren kom derpaa en Tid

bort fra Haven, men vendte efter nogle Maaneders
Forløb atter tilbage til den. Elefanten kjendte ham
ſtrax igjen, og da han kom for at bringe den Fode,
greb den ham med fin Snabel, kaſtede ham flere Gange

højt op i Luften og lod ham derpaa rolig blive liggende

uden at bryde fig videre om ham. Man har endnu
mange andre Træk, der vidne fordelagtigt om Elefantens
ſtore Evner, men de anførte maa allerede være til-
ſtrekkelige til at give Læferne en Foreſtilling herom.

Jeg vil kun endnu anføre et Trek, ſom viſer, at den

er i Stand til at aabenbare en høj Grad af Troſkab
og Taknemmelighed mod ſin Herre eller Forer, naar
denne har behandlet den godt. Da Kong Pyrrhus
med væbnet Haand trængte ind i Byen Argos i
Grakenland, fif en af hans Soldater, der ſad paa en
Elefant, et farligt Saar i Hovedet og faldt ned af
den. Da Elefanten mærkede dette, blev den aldeles
raſende, ſlog de omgivende Fjender paa Flugt med ſin
Snabel, tog derpaa den ſaarede Soldat forſigtig op
fra Jorden med Snabelen og bar ham bort fra Kampen.
Elefantens aandelige Evner viſe fig dog aldrig i noget
klarere Lys end ved de Tjeneſter, ſom den yder Men⸗
neſket ved Fangſten af fine vilde Brødre, og herom
ville vi ſenere bringe vore Leſere en interessant Frem⸗
ſtilling.

Bognyt.

Amman

Johannes Holſts „uheſte illuſtrerede Skoleatlas“ er
Navnet paa en ſmuk lille
ville henlede Leſernes Opmeerkſomhed paa. Vi bringe
jo jævnligt Skildringer af Livet og Naturen i andre
Lande og i andre Verdensdele, hvilke Holderne vilde
have dobbelt Fornejelſe og Nytte af at leſe, derſom
de kunde opſoge vedkommende Steder paa Kortene, ſom
dog i Reglen ſavnes i de fleſte Hjem, da en ſtorre
Samling af ſaadanne, et „Atlas“, er derten koſtbar.
Paa given Foranledning er det os derfor fjært at
kunne henlede Leeſernes Opmerkſomhed paa ovennævnte

lille Samling Kort over alle Verdensdelene og Evropas
Lande, ialt 18, der jælges for den billige Pris 1 Krone. |
De ere udførte jærdeles tydeligt og ſmukt, ſamt forſynede i

Samling Landkort, jom vi |

fra Danmarks forſte Old —
er andet Ord;

med oplyſende Billeder, fan hver Tomme af Papiret
er omhyggeligt benyttet. Da det ſom jagt ofte vil
være nyttigt og behageligt at have en Kortſamling ved
Haanden og Holſts er det billigſte og forholdsvis bedſte
Atlas vi Fjende, ikke mindſt til Bru for Skoleborn,
kunne vi jærlig anbefale det til Anſtafſelſe i alle Hjem.

Vornevennen, ſom udgives af Kantor J. Holſt

har nu atter afſluttet en Aargang og foreligger nu

ſom en ſmuk lille Bornebog paa henved 200 Sider til
den billige Pris 4 Mk. Det er nu ikke ſaa faa Aar
ſiden, at Bornevennens Udgivelſe begyndte, og den har
i Tidens Lob faaet flere Konkurenter, men dette har
kun haft den gode Folge, at det lille Blad ſtadigt er
blevet bedre og ſmukkere. Det er originale Bidrag af
de bedſte danſke Folkeſkribenter, der gjør Bernevennen
til et tiltalende Blad for de Smaa, vi ſkulle kun nævne
de for vore Læfere bekjendte Forfattere: Thyregod,
Zacharias Nielſen, E. Henningſen og P. H.
Sonderkoge, hvis Bidrag alle gjennemgaaende ere
fortræffelige. Vi tro derfor ikke, at Bornevennen behøver
det Loffemiddel, der ligger i Uddeling af 200 Præmier
eller „Julegaver“ 9 1 og ijær vil vi tilraade, at
Lokkeduen: den „ſtore koſtbare Dukke“, fremtidig bort⸗
falder, da der blandt virkelige Bgrneopdragere vel kun
kan være en Mening om at disſe ſilkekloedte moderne
Dukkeuhyrer hverken ere gode til at lege med, eller til
at faa Forſtand af for Smaapiger. Barnevennen er
det billigſte danſte Borneblad, da det kan beſtilles paa
alle Poſtkontorer for 35 Orer Fjerdingaaret og udgaar
to Gange om Maaneden.

Firkantet Nad.

Af 6 A, 4 R, 2 8, 16, 1, 1 0, 1 Y, dannes
4 Ord, ſom leſes fra Venſtre og fra Oven:

En Danekvinde bold dog bærer end hans Ry
fra Danmarks forſte Old — til os en gammel By
det forſte Navn ved Jaſefjord.

ſom Moder kjendes godt
til en navnfundig Drot
ved Lejre Savn.

En Danekonge bold

Det tredie har tro
fortalt om begge

alt hvad vi ved.

Det fjerde er et Vand
en Sø i Aſialand —
Ved Du Beſked?

Oplosning
paa „den firkantede Nod“ i Nr. 16:
1
OSLO
SLØR
T O R T.

Breppexling. '
„En Ven af Naturen“. Deres Onſker falde ſammen med

Udgiverens, og der er alt truffet Forberedelſer til at Bladet af

og til kan bringe Afbildninger af Danmarks ſmukkeſte og ejen⸗
dommeligſte Egne. =
„Fridolin“.

„Vinterens Nytte“ kan ikke blive anvendt.
For tyndt.

Zudhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte

(Sluttes). — Elefanten, af A. P. E. Toepfer, med

Å Billede. — I Nord og Syd, af Emanuel Henningſen,

med 2 Billeder. — Bognyt. — Firkantet Nod. —
Brepvexling.

5 | 1. Jsbiernen og Gronlonderen.
Han havde juſt faaet en læffer Steg Og klappede ham paa Hoften blidt,

En dejlig Seelhund, flæbt op paa Iſen, Det hjalp ham ej, at han ſkreg og bandte;
Og nu ban gottede fig til Spiſen; Thi Enden blev dog, at hver tog fit.

Thi Sulten højt i hans Mave ſkreg. Om Delingen var' de enig' i Grunden:
Da kom der med et en laaden Vante Manden tog Spydet, og Bjornen Hunden.

; : 2. Bed en Turekegtuing i Spanien.

J Cirkus var der ſtegende hedt, Man kan vel ſige han fik en Vakkelſe,
Han fad og drømte, han laa i Fjeren, Der ikke var ganſke uden Forſkrakkkelſe.

Da dumped den gode Mand med et Moralen er — det man ſagtens fatter,

Paa Hovedet over Barrieren, Det har man jo gjentaget "atter og atter,

Og neppe ſaa ham den vrede Tyr, Kun ſynes det ſkjult for Bjørne og Tyrene —

BER Saa ſtyrted den løs paa den arme Fyr. „At Herre vi ere over Dyrene”!

Emanuel Henningſen.
Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

egen

9 9 Bine 2

Mlorſkabslezning, 1 og So.
Sdgimt ak N. C. Num.

2. Aargang. ;
Nr. 18. 2

Enilykkelig „Gevinner“.
Fortalling af Knud Skytte.

„Sluttet.)
indetreerne havde tre Gange fældet Løv
ſiden det ſtore Bryllup ſtod hos Wolle
0 Perſens. Nu ſtode de atter iforte deres
yndige lyſegronne Vaardragt, Fuglene
kvidrede i Treernes Kroner, Myggene ſum⸗
mede, Solen ffinmede og varmede; det var dejligt Som⸗
mervejt.
Paa en ſmuk Spidag efermbdah ville vi finde
Jens Peter og hans unge Kone ſiddende paa Beenken
i Lindenes Skygge, og de fe ligeſaa ungdomsfriſke og
livsglade ud ſom paa deres Bryllupsdag, ſaa det lader
ikke til, at Savnet af de 205,000 Mark Courant har
gjort mindſte Skaar i deres Lykke. Han ſidder og
faar ſig en Pibe Tobak, mens han leſer Aviſerne, og
hun har noget Haandarbejde mellem Henderne.
„Er der noget Nyt i Aviſerne?“ ſpurgte Elſe.
„Du fkulde leſe højt, jaa havde jeg ogſaa godt af det“.
| „Ja, her traf jeg juſt et Stykke, ſom jeg er vis
[ paa vil interesſere Dig. Læs ſelv“. Og han gav
hende Bladet.
1 Elſe læfte Folgende:
„Fredericia, den 14de Juni 18—. Det er i disſe
Dage lykkedes Politiet at paagribe og indbringe i

har forſtaaet at trodſe dets Aarvaagenhed. Han hedder
Jens Grønholt, men er ſtadig, under Udovelſen af fine

Sundagen b. 31. Januar. |

Arreſten herſteds en vagabonderende Perſon, der længe |

„Forretninger“, optraadt under andre Napne, ſaaſom

Kjøbenhavn.
1825.

„Soren Ullits“, „Mikkel Busſerup“ o. fl. Under det
i Dag over ham optagne Forhør foregav han at være
„Agent“ for en tydſk Lotterikollektor, og at hans Hverv
var, ikke at afhænde, Lotteriſedler, men at optegne og
til Kollektoren indſende Fortegnelſer over velſtaaende

Meend med nøjagtig. GENER af deres Navne, Op⸗
holdsſted og nermeſte oſtſtation, for at Kollektsren

hæderlige „Biforretninger“, eller med andre Ord, gjort
fig. fkyldig i en Rakke Bedragerier og ligefremme
Kieltringeſtreger, ſom det forhaabenlig vil lykkes vor
dygtige Politimeſter at bringe tilſtrakkelig Lys over,
for at Fyren derefter kan faa ſin fortjent af.
„Det var dog orgeligt, at det ſkulde gaa ham
ſaadan“, ſagde den unge Kone, efter at hay Be⸗
1 of og lagt Bladet fra ſig, „jeg mener, burde
14
men det gjør mig dog jaa ondt for ham, og —“
i Sun ſtandſede. Jens Peter nikkede, ſom om han
vilde opfordre hende til at tale ud.

„Og paa en Maade bor vi jo være ham tak⸗
nemmelige; thi derſom han ikke havde været, og den
tosſede Hiſtorie om „Gevinneren“, ikke var kommen op,
hvad ſaa? Det var vel imod hans Billie; men han
bar dog Bjulpet os“.

„Ja, det er ganſte ſandt“, jvarede Jens Peter og
greb hendes Haand.

„Det gjor mig dog meſt ondt for Fader“, vedblev
hun efter en lille Papſe; „han vil blive ilde tilmode,

9

.

derefter i ſtort Antal kunde udjende Indbydelſer til at 5
ſpille i vedkommende tydſke Lotteri. Men ved ſiden af
denne for en Dan] k Mand lidet hæderlige „Forretning“ 15
195 755 genten“ have drevet en Mængde endnu mindre,

nok have fin Straf, ſom han viſtnok har fortjent ;.

— 8 .
EET ET SEEDEDE p ðx EET SE SETE FRØ REE IEEE RØNNE, Mark

maar han læjer denne Beretning, der vil rippe op i et
gammelt Saar”.

„Jeg ſidder juſt og tenker paa det Samme”,
ſvarede Manden; „vi komme til at lægge dette Blad
til Side. Han har bedſt af aldrig at ſe det“.

„Aa ja! lad os det, Jens Peter! Det var maaſke
bedſt, jeg gik ind og puttede det i Komfuret ſtrax“.

Hun tog Aviſen og reiſte ſig for at gaa. Men
idet hun vendte ſig om, udſtodte hun et lille Skrig og
blev pludſelig ſtaaende. Thi uden at Wgteparret havde

market Noget dertil, var Wolle Perſen traadt ud af

Doren med Morgenſko paa og ſtod næjten tæt bag ved
dem med deres lille Barn paa Armen, og han havde
maaſke hort hele den opleſte Beretning og hvert Ord,
i den Anledning var faldet imellem dem.

Else folte fig ſnart beroliget; thi da Faderen
Skroek, fatte han et fornøjet Anſigt
ergivent:

Dojt om den“.

Derpaa fatte han fig paa Beenken ved fin Datters
Side og med Barnet paa fit Knæ.

„Hufker Du, Jens Peter, hvad Slyngelen ſagde
hin Aften, da vi fulgte ham jaa kjent paa Vej, og vi
havde ſluppet ham los?“ ſpurgte den Gamle.

„Ja, det hufker jeg nok“, ſvarede Svigerſonnen;
„han gjorde ſlemt Nar ad os og truede med at komme
igjen og gjøre os Fortred; men ſom vi Begge mente,
var det kun en tom Truſel, og Ingen af os har jo
heller mærket Noget til Udforelſen“.

„Igsſes, har han truet os?“ ſagde Elſe i en
frygtſom Tone. „Bare han ikke ffal komme en Gang
og gjere Alvor af det! Hvorfor har Du ikke jagt mig
det, Jens Peter“.

„For jeg ſyntes, det var unødvendigt at forſkrakke
Dig med det, min Pige!“

„Saaledes ſom jeg nu har gjort”, faldt den Gamle
ind; „men Du kan ellers ſpare Din Vengſtelſe, lille
Elſe; thi nu er han jo nappet, og desuden — han
har, det ſolle gode Skind, ſogte at gjore os, hvad han
kunde; men heldigvis ſlog det Klik for ham, for jeg
er ikke jaa nem at narre — ſom jeg har været”, lagde
han til.

„Har han været her igjen?” ſpurgte begge Agte⸗
folkene paa en Gang.

„Nei, været her har han dog ikke; det hyttede han
fig endda for, ſom jeg ogſaa lod ham vide ved Afſkeden,
det huſker Du nok, Jens Peter? Nej, men han har
ſtrevet mig det ene Brev til mere ondſkabsfuldt end
det andet. Jeg havde tenkt at holde det for mig ſelv;
men ſiden han nu en Gaug er kommen paa Tale, den
Usſelryg, er det dog bedſt, J faar det at vide“.

Elſe havde foldet Sænderne og lyttede med ſpendt
Opmeerkſomhed.

„Har J disſe Breve endnu?“ ſpurgte Jens Peter.

„Nej, jeg har ikke, de ere brændte; for jeg vilde
ikke gjemme paa det Kram. Det vilde ogſaa have været
altſor megen Are at viſe den Lumpenhund, der
ſkrevr dem.“ ;

„Men er I nu ogſaa vis paa, de vare fra ham?

Thi at hans rette Navn ikke var under dem, kan jeg
da vel begribe.“

„Nei, der var flet intet Navn under dem, de for⸗
bandede Lapper, men jeg havde jo jet hans Haand⸗
ſtrift baade her i Huſet og da jeg var med til at
gjøre den tosſede Gaardhandel; thi da ſkrev han Kon⸗
trakten, og hvis den er til endnu, kunde jeg vel nok

Mund op om det. Desuden behøvede jeg det ikke;
thi jeg var vis i min Sag“. É

„Naa da! Lad mig ſaa faa mit Skudsmaal at
høre,” ſagde Jens Peter muntert og gned fig i Hen⸗
derne; „thi jeg kan jo vel tenke, det var mig, der
maatte holde for. Hvad ſkrev han om mig?“

„Ja, det er ganſke ſandt, det var Dig, der maatte
holde for!“ raabte den Gamle og lo; „Du kan tro,
han malede Dig kjont af, og ligeſaa ſandt ſom Du
er en Hedersmand —“ )

„Naa, naa! ſmaor nu ikke jaa tyft paa, jeg kan
maafke ikke taale jan Meget af den Slags,” ſagde Jens
Peter leende. :

„Jo, Du baade fan og fial taale det; for det er
ſandt, det lærte jeg ſnart at indſe, ſaa ſaare jeg fil
Solvbrillerne af, og jeg vilde onſke, jeg i mine unge
Dage havde lært ligeſaa Meget ſom Du kan, faa havde
jeg været en anderledes Mand —“

„J glemmer Skudsmaalet, hvad var det, I vilde
have jagt?”

„Jeg vilde have jagt, at jaa ſandt ſom min Sviger-
føn, Jens Peter Jorgenſen er en brav Mand” („Han
kan endnu ikke bare fig”, hvidſkede Jens Peter til fin
Kone. „Nej, for han holder jo ſaa meget af Dig;
men forſtyr ham nu ikke“.), „ligeſaa vidſt er det, at
Du maatte være en ærelps. Pjalt, hvis blot Tredie⸗
parten af det, han ſkrev om Dig, havde været ſandt.
J havde været Krigskammerater hed det, og Du havde,
mens Du tjente Kongen, gjort Dig ſkyldig i alle de
Lumpenheder, ſom kunde optænfes. Han udmalede fine
Løgne omftændelig nok for mig; men jeg kan ikke huſke
dem ſaadan i det Enkelte, og ſelv om jeg kunde, vilde
jeg dog ikke bryde mit Hoved med at fortælle enten
Dig eller Nogen hans ondſkabsfulde Vrovl. Brevene
endte alle med, at jeg ſkulde være paa min Poſt, og
Summa Summarum: han vilde jætte Splid imellem
os; det var Meningen. Men Gud ſke Lov og Tak:
det lykkedes ham ikke. Tvertimod for hvert Brev der
kom, folte jeg mig jo inderligere knyttet til den, der ſkulde
lægges for Had, og naar jeg ſkal ſige rent ud, hvad
jeg mener, jaa er der ikke en Mand i Verden, jeg vilde
| fe i Dit Sted, min hære Jens Peter!“

have faaet den at laane; men jeg gad ikke luffe min

Med disſe Ord. greb han ſin Svigerjøns Haand
og trykkede den, ſom til Beſegling paa, at han mente
hvad han ſagde.

„Han maa altſaa have erfaret, at vi vare blevne
gifte,“ ſagde Elſe.

„Ja, naturligvis!” ſparede den Gamle; „ſaadan
en Landlober og Snushane, hvis Haandveerk det er at
have ſin Neſe i andre Folks Sager, kunde jo ſagtens
faa det at vide; det var en ſmal Sag for ham“.

Lidt efter vedblev han:

„Nu ſenere har det ofte moret mig at tænke paa,
hvorledes jeg lob og vilde kige Dig i Kortene, Jens
Peter, og hvor udmærket det faldt i Traad for os,
ſkjondt jeg havde tænft mig det pan en ganſke anden
Maade. Det er jo en geengs Talemaade: „Hvem ved,
hvad det ſkulde være godt for?“ og den er der viſt
bedre Mening i, end mange tror. Var det ikke ogſaa
grinagtigt, at Folk kunde hitte paa den „Gevinner“⸗
Hiſtorie om Dig? Den kom lige tilpas! Ha, ha, ha!“

„Ja, det er virkelig morſomt“, ſagde den unge
Kone, „at da vi fra Tyſkeren og hans Haandlanger
modtog en Indbydelſe til at ſpille i hans Lotteri, ſaa
gik det ſaadan, at vi vandt alle Tre, ſkjondt vi intet
Nummer tog.“

„Og alle Tre ere vi glade ved Gevinſten“, ſagde
Wolle Perſen.

„Men jeg er dog den lykkelige „Gevinner“, ſagde
Jens Peter. Han flyngede fin Arm om fin unge
Kones Liv og ſtjal et Kys fra hende. |

„Nej, vi er lige gode om Gevinſten,“ paaſtod hun.

„Og Gevinſten er lille Ole Peter!“ jublede den
Gamle. Han lod Drengen ride Ranke paa fit Knæ
og ſang dertil:

„Ride, ride til Mollerens Hus,
der var Ingen hjemme,

uden en lille Misſekat

og faa en lille Hund,

og den laa i Lenken

og bed i Benken,

og den ſagde: vov, vov, vov!”

Ja, det var morſomt! Drengen lo, ſaa det klukkede
i ham, og Bedſtefader lo, og faa begyndte de Ride⸗

turen forfra.

Kineſerne.

vo tjender ikke af Omtale Kineſerne?
9 Enhver af os ved meget godt hvorledes
| Vi vide, at hans

en Kineſer ſer ud
5 Øjne ere ſmaa og ſidde ffævt i Hovedet
i paa ham, at hans Næje er flad, hans
Kindben fremftaaende, hans Hudfarve gul, at han rager
fit Hoved, jan at der kun er en lang Piſk tilbage, ſom

udgjør hans Stolthed. Vi kjende Kineſernes underlige
Hatte og Huer, deres ejendommelige Klædedragt, deres
tykſaalede Sko, ja ſelv de Bogſtaver, ſom de bruge,
kjende vi fra Thekasſer og Soyaflaſker. Og dog er der
ikke mange af os, der har ſet en ægte, virkelig levende
Kineſer. Grunden dertil er ikke den, at der findes ſaa
faa Kineſere i Verden, — tvertimod, intet Folkeſlag
er ſaa talrigt. Der findes ſaa mange Kineſere, at
hvis alle de Menneſker, ſom idag leve paa Jorden
bleve ligeligt blandede imellem hinanden og jaa mar⸗
cherede forbi os en for en, ſaa vilde imellem hver anden
og hver tredie være en Kineſer; thi dette Folk udgjor
over en Trediedel, men ikke fuldt Halvdelen, af hele
Jordens Befolkning. Man fkulde derfor ſynes, at det
ikke var jaa fvært at faa en Kineſer at ſe og dog er
det ſaa. Det er vel nok hendet, at en enkelt Kineſer
har været i Danmark, men det er yderſt faa, og naar
man ikke tilfældigvis opholdt fig i Kjøbenhavn for nogle
Aar ſiden, da et ſtort Geſandtſkab af fornemme Kineſere
med deres Tjenerſkab bejøgte vor Konge, er en Kineſer
et ſjeldent Syn i Danmark. Det ligger i, at ſaavel
de kineſiſke Love ſom den kineſiſke Religion under ſtreng
Straf forbyder Kineſerne at forlade deres Fædreland.
„Nod bryder alle Love“ og den i Kina herſkende Nod,
der er fremkaldt ved Landets ſtore Overbefolkning, har
i de ſenere Aar drevet mange hundrede Tuſinde Kineſere
til at bryde overtvært og udvandre dels til Oſtindien,
dels til Kalifornien og andre amerikanſke Lande, hvor
de ernære fig ſom Markarbejdere og tildels ogſaa ſom
Haandveerkere og gjøre megen Nytte ved deres Flid og
Nojſomhed.

Man er noget tilbsjelig til at le ad Kineſerne og
finde, at de ere et underligt Folkefcerd. Ja, underlige
er de rigtignok i evropeeiſke Øjne, men det er et
Sporgsmaal om de egentlig ere mere latterlige end vi;
det er under alle Omſtcendigheder en Smagsſag. Saa
meget er viſt, at det er et Folk, der ved ſin ſtore Tal⸗
righed, ſin Arbejdſomhed og Induſtri ſpiller en ikke lille
Rolle her paa Jorden, og ſom maafke en Gang i Tiden

kan komme til at gribe alvorligt ind i Begivenhedernes

Gang. Den ſmidige Telegraftraad og Hundreder af
Dampere og andre Skibe fore ved den levende Handel
mere og mere af Evropas Kultur og Dygtighed til
Kina, Beboerne ere et livligt og vel begavet Folk, der
efterhaanden nok vil vide at drage Nytte af den Lære,
Evropckerne kan give dem. Lad os en Gang tenke os
frem. i Tiden, at Kineſerne fan ligeſaa gode Vaaben
og lige jaa vel uddannede Officerer og Soldater ſom
vi Evropckere, hvad jag? Saa kunne de ſtille Armeer
i Marken og Flaader i Søen, mod hvilke alle andre
Folkeſlags Here og Flaader ville være ſmaa og ſpage.
Tenke vi os evropeeiſk Fabriks⸗, Handels⸗ og Haand⸗
verksdrift almindelig indført i Kina, hvilken ubereg⸗

nelig Indflydelſe vil dette da ikke have paa alle de

nuværende Handelsforhold? Ja i Sandhed, ligeſaa

mærkværdige ſom Kineſerne ere ved hele deres hidtil⸗
værende Ejendommelighed, ligeſaa betydningsfulde kunne
de i Fremtiden blive og det er umuligt at ſige om
ikkte en Gang Han, ſom ſtyrer Folkenes Skjebne, vil
give Kineſerne Opgaver at fløje, ſom vi nu ikke drømme
om. Saa meget er viſt, at vi ikke med Ligegyldighed
eller Foragt bor ſe paa et Folk, der er talrigere end
Verdens ftørfte Nationer. For Ojeblikket er der ingen
Fare; thi Kineſerne tilegne ſig kun langſomt den evro⸗
peiſke Kultur og tage hun imod det af den, ſom de
for Tiden have Brug for, men naar dedden Gang ere
voxede fra Riſet og blive fig deres egen Kraft bevidſte,
da fkal Evropceerne vogte fig for at tirre dette Kempefolk.

Medens den fattige Kineſer, ſom næften alene lever
af Ris og The — om da ikke en gunſtig Sfjæbne
„beriger“ hans Bord med en Rotte eller Frø, der af⸗
giver meget yndede Retter — lever kummerligt, og ofte
dræber fine Børn, iſcer Piger, for at undgaa Byrden
ved deres Opdragelſe, lever den rige og fornemme
Kineſer ofte et overdaadigt og mageligt Liv.

De fornemſte Embedsmeend og Laedeſte kaldes
Mandariner, og ere meget anſete og indflydelſesrige.
Det er overordentligt vanſkeligt for Evropckere at faa
Udgang til disſe mægtige Herrer og faa kaſtet et Blik
pag deres huslige Liv. Vore Læjere faar dog at
danne en Undtagelſe og indbydes derfor til at kaſte

En Mandarins Bolig.

et Blik ind i den ſtormegtige Mandarin Psin-Fut-Tshos
fornemme Hjem. Man vil ſe, at det er en ret anſelig
Ejendom med ſtore rigtudſtyrede Bygninger, Broer og
Haveanlæg. Men, vi kunne ikke nægte det, „underligt“
jer det ud lige fra Huſenes ſvajede Tage til de Skamler,
der ſtaa paa Gulvet og den ſeere uregelmesſige Dor⸗
aabning, ſom ſes tilvenſtre paa Billedet. Den rige
Huſets Herre er ifærd med den Nydelſe at drikke The,
noget ſom Kineſerne jætte megen Pris paa. Det jer
i det Sele ganſke hyggeligt ud og en rig Kineſer kan
fore et meget behageligt Liv; men der er altid en
Mulighed for, at det ender paa en mindre behagelig

Maade; thi er han engang ſaa uheldig at falde i
Unaade ved Hoffet eller hos en Stormand, faa kan
det meget gjerne være, at han en ſtjon Dag modtager
et Brev med det kejſerlige Segl, hvori han i de hofligſte
Üdtryk anmodes om at tage Afſted med fin herlige
Ejendom og med fit kjcre Liv, og jan er der intet
andet at gjøre for den ſtakkels rige Kineſer end ſtrax
at tage Livet af ſig. Naar alt kommer til alt, er
det jaa dog maaſte bedre at være en fattig Daglejer
i Danmark, under retfærdige Loves Beſkyttelſe mod
Vold og Uret, end at være en fornem Kineſer.

Vi kunde fortælle adſkilligt mere om Kineſerne.

141

men Pladſen tillader det ikke. Vi ſkulle kun
omtale korteligt den kineſiſke Skrift. Iſtedetſor Bog:
ſtaver bruge de et Tegn for hvert Ord. Da Sproget
ejer en Mangfoldighed af Ord, er der ogſaa en Mang⸗
foldighed af Tegn, ſom folgelig ere meget vanſkelige at
lære. Det vilde ligefrem være umuligt, naar ikke ſelve
Tegnets Udjeende hjalp til at hujfe dets Betydning,
hvilket vi ville viſe ved et Exempel. Der findes et

Tegn, der ſer ſaaledes ud | 12 |

ndnu

og dette Tegn betyder

Klammeri; det kan man huſke derved at det ligner to
Kvinder i een Stue og Kineſerne mene, at hvor der
en to Kvinder i een Stue, der er der ogſaa Uenighed;
det kan jo gjerne være, at det er Tilfældet i Kina,

men ſaaledes er det jo ikke hos os? 9

Gaaſetaarnet').
Af Emanuel Henningſen.
Nat udenfor Vordingborg ligger der paa
en Bakke et

da ikke have at fortælle den undrende Nutid om hin
fiene Fortid, da harniſkkledte Riddere med klirrende
Guldſporer vandrede over Slotspladſen, medens Tvilling:
brødrene, Axel og Esbern, fad i Lonkammeret hos deres
kongelige Ven og raadſlog om Rigets Vel og Ve?
Hvad vilde det da ikke kunne fortælle om hine Tider,
da Jagthornene gjaldede, da Valdemar Atterdag med
Falken i fin Haand ſpreengte ud over den dundrende
Vindebro, efterfulgt af ſine Mænd, og de halſende
Hunde, medens en uſelig Fange ſad ſukkende oppe bag
Taarnfengslets Gitter? Naar man ſtaar der oppe i
Taarnets overſte Stokveerk og fkuer ud over den bølgende
Sg, over de vidtſtrakte Skove, da er det, ſom om de
gamle Mure virkelig faa Roſter, da er det, ſom om
man i Billed efter Billed faa den hele brogede Tidsalder

med al dens Poeſi drage forbi. m
Nede i Gaarden foran Slotstrappen ſtaar der en
hvid, opſadlet Hingſt, den ſtamper og puſter, og Stald⸗
ſpenden har Moje med at ſtyre den til Rette. Da
ſpidſer den med et ſine Oren, den lader hore en glad
Vrinfken; thi inde fra Forhallens Stenfliſer lyder den
kongelige Herres faſte,

eldgammelt

klirrende Trin. Og ud

Taarn, Gaa⸗

paa Trappen træder dens

ſetaarnet,
ſnart den ſidſte Levning
af det gamle, bekjendte
Vordingborg Slot, der
har givet Byen fit Navn.
Her var i Valdemarer⸗
nes Tid de danſke Kon⸗
gers almindeligſte Op⸗
holdsſted, her fra udgik
deres berømmelige Tog
til Venden, her lukkede
forſte og anden Valde⸗
mar deres Øjne i Do⸗
dens Blund.
blev opført af Valdemar Sejr og Atterdag, og navn⸗
lig ſtylder Gaaſetaarnet denne ſidſte fin Oprindelſe
Slottet var bygget i en Cirkel og omgaves af en
masſiv, firkantet Ringmur af brændte Sten, uden for
den var der en Grav, af hvilken der endnu tydelig ſes
Spor. Ringmuren og de andre af Slottets Bygnings⸗
værter ere forlængft ſunkne i Grus; kun fan Reſter,
der ſtadig gnaves af Tidens Tand, ſtaa endnu tilbage.
Men over Ruinerne tr oner det 80 Fod høje Gaaſetaarn
med fine ved Grunden fem Alen tykke Rodſtensmure,
med fine otte Sto fværk, ffuende vidt ud over Land og
Sø, rugende over fine et halvt Aartuſind gamle Minder.
Kunde dets brunrøde Munkeſtene tale, hvad vilde det

) Benyttede Kilder: Traps „Statiſtiſk⸗topografiſk Befkrivelſe
af Kongeriget Danmark“, Hammerichs „Danmark i Valde⸗
marernes Tid, Thieles „Folkeſagn“ m. fl.

Det antoges, at Slottet fra forſt af

Herre, Manden med det
fine, kloge Anſigt, bag
hvis brede Pande der
boer Kløgt og Snille.
Hans ellers jaa ſkarpe
Oje er tilfløret og drom⸗
mende, og, ſettende den
venſtre Fod i Stigbojlen,
bliver han ſtaaende i
dybe Tanker. Hoffolkene
ſtaa tavſe og ubevege⸗
lige bag ved ham, og lige
jaa ubevægelig ſtaar den
kongelige Ganger; det er, ſom var den mejslet

Gaasktaarnet.

i Sten. Da aabnes Ormetaarnets tunge, jernbeſlagne

Dor, en dodsdomt Mand føres ud for at vandre fin
ſidſte Gang til Retterſtedets Blok; Dodsangſt og Kæde

| taler ud af hans vilde, urolige Blik, og da han føres

forbi Kongen, kaſter han fig ned paa Jorden og hæver
de lænfede Hender: j

„Naade, Naade, Herre Konge!”

„Kongen fer op, vakt af fit Drømmeri; et underligt
Smil lejrer fig om hans Mund, og han ſiger:

„Kan Du ſtaffe mig at vide, hvad Tanke det var,
der nu gik mig af Minde, og om det vil fe, jaa ſkal

Du blive fri“.

Da rejſer den dødsdømte fig og vandrer ud i
Verden for at raadſporge viſe Mænd; men ingen kan
give ham Beſked. En Aftenſtund kommer han til Bov⸗
bjerg, hin ſtejle Klint ude ved Veſterhavet, og banker
paa med fin hvide Stav, indtil Bjergmanden kommer ud.

, Kongens Tanke fjender jeg ej”, ſiger han, „men

jeg har en Oldefar i Davbjerg⸗Daas; det er en gammel, |

fremſynet Mand; gaa Du der hen“.

Saa ſtyrer Manden ad Davbjerg til; men Bjerg⸗
manden der, ved heller ingen Ting. [

„Men i Rodſten paa Fur har jeg en Tip⸗Olde⸗
fer; kan han ikke vide Kongens Tanke, ſaa ved Ingen
den“.

Ved Midnatstid banker Manden paa ved Hulen,
og der kommer en gammel udlevet Pusling frem, Hans
Skæg er faa ſtort, ak han ſtaar og træder paa det.

„Ja, jeg kunde vel hjælpe”, ſiger han, „men ſaa
ffal Du forſt ſige mig tre Sandheder“.

Manden tænker fig lidt om og ſparer:

„Meget har jeg rejſt, og vidt er jeg faret; men
aldrig har jeg ſet ſaa faſt et Hus, ſom Dit er“.

„Ja, det kan jeg tro, for det er hulet af en
Sten“.

„Meget har jeg reiſt, og vidt er jeg faret; men
957 har jeg jet jaa meget Guld og Sølv paa en

N

„Det er muligt det; men ſaa videre!“

„Meget har jeg rejft, og vidt er jeg faret; men
aldrig har jeg ſet ſaa lille en Mand med ſaa ſtort et
Skeeg“.

„Ja“, ſiger Puslingen, jaa vil jeg ogſaa ſige Dig,
hvad Kongen tænfte paa, og det var: om han kunde
faa Danmark, Norge og Sverrig ſmedede ſammen; men
det ſkal ikke han, det ſkal hans Datter”.

Da vandrer Manden glad tilbage, og Kongen

ſkenker ham Liv og Fred.

Det er en ſludfuld Regnvejrs Dag, Slotsgaarden
er en eneſte Pal, og der ude ſtaar der et Geſantſkab,
udſendt af det mægtige Hanſeforbund for at underhandle
med den danſke Konge. Deres pragtfulde Kleder
gjennemblodes af Regnen, deres lyſe Kraveſtoyler ſynke
dybt ned i Mudderet, og deres Anſigter udtrykte Vrede
og Wergrelſe over, at de ikke blive kaldte op til Kongen.
Da træder denne ud paa Trappen med et ſpottende
Smil paa fit Aaſyn, og Geſanterne falde paa Knæ
dybt ned i Mudderet, ſaa byder Skik og Brug; men
Kongen ler. Kort Tid efter modtager han paa en
Gang 77 Krigserkloringer fra de forenede Hanſeſtader.
Hans Læbe kruſer fig haanligt, og han ſiger med drøj
Skjcemt paa Plattyſk: f

„Söven und ſöventig Henſe;

ſöven und ſöventig Genſe;

bieter mich nicht die Genſe,

ſo frag ich nicht een Schit na die Henſe“.

Men ved Paaſketid derefter nodes han til at gaa
om Bord paa et Skib med alle ſine Skatte og ſette
Syd ad Tydſkland til. Fire Aar vanker han om der⸗
nede, halvt ſom en landflygtig Mand; thi den jydſke
Adel har gjort Opror, og Hanſeſtcedernes Flaade hærjer
paa Danmarks Kyſter.

Uden for Slottets ſterke Mure ligger den fjendt⸗
lige Her; men Slotshovedsmanden, Hr. Vicko Moltcke,

forſvarer det mandeligt. Han lader Vindebroen gaa
ned i Nattens Mulm, fører fin Beſctning ud til Fjen⸗

| dens Lejr, ſlaar los paa de ſovndrukne Lybekkere og

vender tilbage med mange Fanger. De lybſke Har⸗
forere ſende ham Bud og betinge ſig Fangernes Frihed,
imod at de fan hæve Belejringen. Det bliver dem
tilftaaet; men da de faa Undjætning, bryde de deres
Ord. Kort efter indbyder Hr. Vicko dem til at mode
pan Slottet til at modtage dets Nøgler, ſom han agter
at overrækfe dem. Lybekkerne komme og faa ogſaa
Nøglerne i Hende; men da raaber den liſtige Hoveds⸗
mand:
„Nu har jeg holdt uit Ord, men J ikke eders!”

Dermed lader han dem gribe og kaſte i Taarnets
Fangehuller, hvorfra de forſt vandre ud, da Freden
fluttes. Efter fire Aars Landflygtighed vender Kongen
atter tilbage og griber paa ny Tojlerne med fine ſterke,
ſnilde Hender. Han er den eneſte danſke Konge, ſom
kunde forlade fit Rige og dog ikke miſte det .

Mangfoldige ere de Sagn og gamle Minder, ſom
knytte ſig til Gaaſetaarnet og dets Omgivelfer, og i de
fleſte af dem er Valdemar Atterdag eller Valdemar „den
onde“, ſom Almuen kaldte ham, den handlende Helt.
Gjennem Folkeviſen klinger Sagnet om Kongens Elſkede,
Tovelille“), os vemodig i Mode. Tovelille eller Duelil

| — fortæller Sagnet — fulgte Kongen ind fra Tydſk⸗

land. Han ſtjulte hende forſt paa Hjortholm,… hvis
Spor endnu findes i Moſen ved Frederiksdal, hvor
Fureſven har fit Udløb; her fra flyttede han hende til
Gurre, et lille Slot i Nordſjcelland, hvis Ruiner endnu

ſes ved Søen af ſamme Navn. Her laa det lonlig

ſtjult i de dejlige Skove, og her hen ilede Kongen, naar
han træt af Kronens tunge Vægt for en Fort Stund
jøgte Hvile og Ro. Her vandrede han med ſin lille
Due i den ſtille Sommeraften langs Skovyſpens ſiv⸗
kranſede Bred, hvorom Bogen ſtrakte fin hvælvede
Krone, her klang hans Jagthorn ved Vintertid lydt
giennem de ſtille Skove, medens Hjort og Hind i vild
Flugt ſprang hen mellem Buſk og Krat; her fandt
hans Hjerte Fred, og hans Tanker Hvile. Hvor levende

afmaler ikke Digteren”) hans glødende Leengſel efter

den Elſkede, medens han paa fin fodrappe Ganger rider
op „gjennem Moſer og dunkle Dale:“

Mig tykkes alt fra min høje Heſt

at høre min Due kurre;

o, dejligfte! ſnart er jeg Din Gerſt

i Din Rede, det grønne Gurre.

„) Nyere Hiſtorieſtrivere have paaviſt, at Sagnet om Tove⸗ ;
lille maa henlegges til Valdemar den 1ſtes Tid, og at
denne Konge og Valdemar Atterdag ere blevne forvexlede
med hinanden.

*) Chr. Winther.

143

Alt ſom jeg farer i Skovene frem,
gjennem Moſer og dunkle Dale,
ſynes mig høre omkring Dit Siem
de flojtende Nattergale.

Nu daemrer Dag, de Fugle ſmaa
alt vaagne i Krattets Bure;
klart ſpejlende fig i Søens Blaa
jeg fkimter de rode Mure.

Mig tykkes alt fra min høje Heſt
at høre min Due kurre.

O, dejligſte! ſnart er jeg Din Gæft
i Din Rede, det grønne Gurre!

Folkeviſen fortæller videre, at Dronningen i fin

Skinſyge lod Tovelille indeſperre i Badeſtuen, i hvis

” hede, kvælende Luft hun ynkelig maatte do. Kongen
ſorgede inderlig over hendes Død og førte i lang Tid
hendes Lig, indeſluttet i en pragtfuld Kiſte, med ſig,
hvor han jaa reiſte. Tovelilles Moder ſkal nemlig have
bundet en Amulet om Datterens Hals, og Amulettens
hemmelige Troldom bandt Kongens Hjerte. En Hofmand
opdagede ſenere Amuletten og ſtak den til ſig, og fra
det Ojeblik faldt Kongens Kjærlighed paa ham, indtil
han, kjed deraf, kaſtede Amuletten i en So ved Vor⸗
dingborg. Fra den Stund blev Vordingborg Kongens
Hjerte dyrebart.

„Vilde Vorherre evig unde mig Vordingborg og
Gurre, da ſkulde jeg ikke misunde ham Himmerig“,
lægger Sagnet ham i Munden. )

Dans Dronning, Fru Helvig, blev ham tilſidſt jaa
forhadt, at han lod hende holde fangen paa Søborg
Slot i ſamfulde 23 Aar. To Aar efter Tovelilles
Dod — fortæller et andet Sagn — var Kongen en

Gang paa Jagt i Skovene om Søborg. Da jaa han
mellem Treerne en Zærne i grønne Kleder, og det
ſyntes ham, at det var Tovelille, der opſtanden og for⸗
ynget vifte fig for ham. Opfyldt af en heftig Lidenſkab
ſvor han, at hun ſkulde blive hans; men Ternen tyede
angſtfuld til den fangne Dronning og bad hende med
Taarer om Sjælp og Frelſe. Dronningen iforte ſig
nu Lernens Dragt, og ukjendt hvilede hun derefter i
Nattens Morke paa Soborg i Kongens Arme. Nakſte
Aar fodte hun deres yngſte Datter, Margrethe, den,
der ſkulde gjøre Kongens Tanke, om de nordiſke Rigers
Forening, til Virkelighed.
: Kong Valdemar var ikke elſket af det menige
Folk, ſom ikke havde Øjet aabent for, at han i Virkelig⸗
heden var Danmarks Frelſer i Nadens Stund. Hvad
Almuen mindſt kunde tilgive ham, var hans lidenſkabe⸗
lige Lyſt til Jagten, under hvilken deres Ejendomme
maatte lide. Derfor har Sagnet ogſaa dømt ham til
fredløs at jage i Natten. gjennem Nordſſeellands Skove,
ridende paa ſin hvide Heſt og efterfulgt af ſorte Jagt⸗
hunde med flammende Tunger. Ogſaa i Gaaſetaarnet
lpøger hans urolige, fredløfe Aand, og mangen Bonde⸗

mand ved at fortælle om, hvorledes Svende og Terner
i gammeldags Dragter af og til færdes der oppe i
Taarnet, redende Sengen til deres Herre, at han kan
hvile fig, naar han træt vender tilbage fra Jagten.
Medens alle disſe Syner og Minder ere gledne
os forbi, har Solen ſendt os ſit ſidſte Glimt, for den
forſpinder bag Skovene i Veſt. Vi kaſte endnu et Blik
fra Taarnets Tinde ud over Sjællands dejlige, ſkovkledte
Kyſter, over Falſter, Lolland og Sundene mellem Oerne,
hvor Skibene gynge for fulde Sejl, endnu et Blik ned
over de ſunkne Mure, der omſlynges af Hyldetrceer,
Humleranker og vilde Roſer, ned over de blomſtrende
Frugthaver, ſom ere anlagte langs ad Voldbakkens
Skraaning, jaa ſtige vi atter ned ad de ſtejle Trapper
med en taknemmelig Folelſe mod den, der i Aarhundredets
Begyndelſe fif den ſmukke Tanke, at ffænte Taarnet til
Kongen, hvorved en af Danmarks minderigeſte Levninger
fra Middelalderen blev bevaret mod Vandalismens
ødelæggende Haand.

husflid.

Ganle Klude.

Mledens Linnedklude er et efterſogt og værdifuldt

Affald, fordi det er uundværligt til Papirfabrik⸗
kerne, har gamle Klædeslapper langt mindre Værdi,
ſtjondt ogſaa de opkjobes for af rivende Maſtiner at
kradſes „ſaa fine ſom Fnug“, ſpindes ſammen med lidt
Uld og vaves til det i Nutiden faa bekjendte, mere
ſmukke end ſolide Kradsuldsklode, ſom jælges for jaa
godt Kjøb, at mangen fattig Karl flotter fig dermed
en fort Tid. Det tykke halvuldne „Düffel“ ſer en kort
Tid med Haan pan det „ſimple“ Vadmel — men
kommer ſnart fin Kludenatur i Hu og bliver igjen en
mølle Klud“ medens Vadmelstojet endnu i lang Tid
er Stadsdragt og i endnu langere Tid en varm ſteerk
Arbejdsdragt.

„Det er imidlertid ikke herom at vi denne Gang
ville tale, men om forſkjellig anden nyttig Anvendelſe

af gamle Vadmels⸗ og Kladeslapper. Udg. har nemlig
for fort Tid ſiden modtaget et Brev fra en Ungkarl
i Veſtjylland med flere ſmukke Prover i det ſmaa paa
Anvendelſen af Kledeslapper til ſmukke Tœpper, og
Brevſkriveren mener, at kunde Husvennen gjore Smaa⸗
folk opmerkſom paa ſaadan Anvendelſe, vilde det kunne
komme mange til Nytte. Nu er vel ſaadan Anven⸗
delſe af Kledeslapper ikke noget nyt, men da den dog
ikke er kjendt af mange Leſere, henleder Bladet jan
gjerne Opmerkſomheden derpaa.

Narvnte Ungkarl ſkriver, at han af Smaaklude,
han har faaet for intet eller for en UÜbetydelighed hos en
Skreder, i fin Fritid i Vinter har ſammenſyet flere
Tepper til at lægge foran Senge eller under Borde.
Han har ingen ſolgt, men derſom han vilde ſcelge dem,
tror han nok han kunde faa fit Arbejde meget godt
betalt. En af de ſendte Modeller ſer ud ſom om⸗
ſtagende Tegning viſer. Af fire forſkjellige Slags, eller
Farver, Kludeſtumper er udſkaaret lige ſtore firkantede
Lapper. Disſe er i regelmesſig Orden ſyede ſammen,

eller rettere kaſtede ſammen med ſterkt hojrodt eller
grønt Uldgarn, i Knaphulsſting, og presſede fladt ud.

144

Om det langagtige firkantede Tæppe er nu ſyet en Kant
flettet af Kledeliſter, der er forfærdiget paa den Maade,
at tre Liſter ere udſpendte fladt ved Siden af hinanden
f. Ex. en graa, med en gron i Midten), og deri er
da en ſort Lifte indvævet, idet man har begyndt fra
den ene Ende og ſtadigt har indvirket den frem og
tilbage verelvis over og under de tre Strenge, der
foreſtille Renningen, medens den forte Lifte er Iſletten.
Naar Fletningen er. færdig, ſkceres den ſkraa i Hjor⸗
nerne og ſyes ſammen om Midtpartiet — og man har
da et rigtigt varmt og ſmukt Toeppe af værdiløfe Klude.
„ y

82

Saadanne Kludetæpper ere hidtil kun blevne for⸗
fœerdigede til Tidsfordriv af Damer. Det kunde blive
en Del mere for Fattigfolk. Brevſkriveren fortæller
ſaaledes, at han kjender en fattig Kone, ſom har ſyet
lig et Sengetæppe af Smaaklude og bruger det varme
Tœppe ſom Kaſteklœede naar hun ſkal ud i ſteerk Kulde,
og han anfører en fattig Mand, ſom af Klude har
ſyet fig et lille kjoͤnt Dynevaar og andre, der have brugt
ſaadanne Smaatapper til Stoleſcder og Betræk paa
Sivſkamler.

SÅ løse har oftere Jet gamle Klude anvendt til
fortræffelige Morgenſko, baade ſyede med mangedobbelte
ſammenſtukne Kleede⸗ og Vadmelslaſer til Saal, og
flettede af Kledeliſter, og ved mere end en fattig Kone,
ſom har en god Indtagt af dette Kludeſkomageri.
Skulde nogen. af vore Leſerinder være. Meſtre i denne
Kunſt og vil ſende Udgiveren en tydelig Beſkrivelſe af
Arbejdet (eller af andre ſimple, ſmukke Sammenſyninger
af Klude, ſom kunde veere til Nytte for det tarvelige
Hjem), ſaa ſkulle vi gjerne give Plads for ſaadan
Arbejderanvisning. Paa Husflidens Omraade gjelder
det mere end paa noget andet:

„Samler det Tiloversblevne ſammen, at
intet ſpildes!“

Bognyt.

Jydſt Bondeliv. Af Knud Skytte. Af de,
under denne Fællestitel bekjendte Fortællinger er i denne
Tid udkommet et nyt Bind paa Schönbergs Forlag,
indeholdende to vakre Fortællinger: Lykkeſkillingen
og „Stuerhed“. Vore Læjere have netop i denne
id fulgt den lykkelige „Gevinners“ heldige, og Wolle
Perſens fortredelige Heendelſer, ſom „Knud Skytte“
jaa morſomt har ſtildret, alle godtroende Folk til Skrark
og Advarſel ligeoverfor de tydſke Lotterikollektsres frekke“),

) Efter hvad Udgiveren har erfaret, er der nylig fra Kjoben⸗
havn ſendt hamborgſte Lotterikollektorer 30,000 nye Poſt⸗
anvisningsblanketter, ſom de have kjobt af det danſte Poſt⸗
veſen, hvilke ſandſynligvis alle ſtulle ledſage 30,000 Logne⸗

|

—

lille Dreng,

ømme Henvendelſer, og alle „ulykkelige Elſkende“ til
Treſt og Opmuntring, faa at maaſke ikke Faa netop
kunde være i Stemning til at høre ſamme Forfatter
fortælle et Par andre jævne Landsbyhiſtorier, og vi
tro, at de fleſte ville have godt af at læje begge de oven⸗
nævnte. Den forſte ſkildrer den nærige „Madſtrevers“
Elendighed, og den anden den flotlevende „Proprieteer⸗
bondes” Usſelhed, ſammenholdte med den jævne Bonde⸗
mands bramloſe og brave Færd, DØ begge have daglig⸗
dags Trek fra det daglige Liv, ſkildrede med en fjelden.
Naturtroſkab og Inde. Saaledes Vintermorgenen,
hvorpaa den prægtige „Saaren“ begynder Fortællingen
„Stuerhed“, med Morgenſyslen i fin Husbonds Gaard.

Det er maaſke ikke mange af vore Læjere bekjendt,
at Navnet „Knud Skytte” er et „Forfatternavn“, hvor:
under Lærer J. Nielſen (i Sjelle) ſkriver.

Smaating.

En driſtig Spog. Rabelais, en af Frankrigs be⸗
romteſte Lærde (Læge og Skribent, død 1553), havde
været i længere Tid i Italien og vendte nu tilbage til
Pe ee Han var kommen til Lyon, men manglede
Penge for at komme til Paris. Han fandt da paa
en Liſt, der vilde have været” livsfarlig for enhver
Anden end ham. Da han var kommet ind i et Hotel
i Lyon, forlangte han et afſidesliggende Verelſe og en
li der kunde leeſe og ſteive Han lavede
imidlertid flere ſmaa Pakker af Aſken paa Kaminen og
da Barnet havde bragt ham Pen og Blak ſamt Papir,
bod han ham at ſtrive Billetter ſom: „Gift til Kongen“,
„Gift til Dronningen“ o. ſ. v. Derpaa kliſtrede han
disſe Billetter paa Pakkerne og ſagde til Barnet: „Min
lille Ven tag Dig nu vel i Agt for at ſige til Nogen,
hvad jeg har ladet Dig ſkrive; thi det vil koſte baade
mit og Dit Liv“. Medens han ſpiſte, undlod Barnet
imidlertid ikke at underrette ſin Moder om det forefaldne,
og det forſte den gode Kone gjorde, var naturligvis at
melde Hotellets nye Gjeſt til Gensdarmerne. Politi⸗
meſteren kom lobende med fine Bueſkytter, udſpurgte
Rabelais, ſom ſvarede galt paa hans Spørgsmaal,
bemægtigede fig derpaa den Rejſende og hans Vadſcek
og førte ham under god Bevogtning til Paris. Men
da Rabelais var ankommen hertil, navngav han ſig.
Han forlangte at tale med Kongen, ſom ſtrax gjen⸗
kjendte ham, og fortalte ham det vellykkede Puds, ſom
han havde benyttet, for at komme fra Lyon til Paris,

odt beſpiſt, vel bereden, alt paa hans Majeſtets
Bekoſtning. Kongen blev, fortæller man, langtfra vred,
men morede ſig med fit Hof over den driftige 5

Oplosning
paa den firkantede Nod i Nr. 17:
XR S A.

Indhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling. af Kund Stytte
(Sluttet). — Kineſerne, af R. N. med Billede. —
Gaaſetaarnet, af Emanuel Henningsen, meb Billede.
— Husflid: Gamle Klude, med Billede. — Smaating.

breve om en lykkelig Nabo, „Gevinner“ af 205,000 Mark,
af ſamme Art ſom det, der her i Knud Skyttes Fortælling
er ordret aftrykt efter Originalen.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

Bed Bethlehem ſtor Travlhed var,
der ſysled Svend hos Pige.
Krumſeglen ffar, og Laſtdyr bar
til By de Byrder rige.
Hoſtgloeden herſkede paa Vang

og gav fig Luft i feſtlig Sang.

— Sorgmodig dog og ſtille
en Kvinde ſanked paa fin Gang
de Ax, ſom gik til Spilde.

Sun var faa ſmuk, hun var faa ung,
og dog var Kinden blegnet;

thi hendes Ungdomsvej var tung

og ſterkt af Alvor tegnet.
Hun havde prøvet Smertens Kval,

hun havde gjort et Livfens Valg, |

og ſtilt fra Sjem og Frænder
hun fattig gif i fremmed Dal,
foruden Vorn og Venner.

Den rige Boas kom fra By,
han hilſte: „Fred med Eder!“

om tabte Vipper leder?

Hun gaar ſaa enſom og forſagt,
og fremmed ſynes hendes Dragt;
hvor kom hun her i Søften?”

— Ejenſvared Spenden: „Man

har bragt
den Kvinde hid fra Oſten.

) Bethlehem betyder: Brodets Hus.

2. Aargang. |
Nr. 19. 2

Adginet af AN. C. Bom.

0

Hundagen d. 7. Jebruur.

Morſhabslasning, Oplysning og Dusffid. 5

Kisbenhayn⸗
1825.

Ruth ſanker Ar pan Boas“ Ager.

1
||
||
|

|
|
|
ll
fi
|
|

|
1
|
|
|
|
|

Skondt Bethlehem har Navn af

Brod,“
ej altid blid var Tiden;
i Staden var der Hungersnod
for flere Somre ſiden.

En Mand med Viv og Sonner to
drog da til Moabs Land at bo,
og der hans Nod fif Ende;

thi han blev ſtedt til Gravens Ro.
— Den Mand var nok Din Frænde.

De Sonner fandt og Doden der

og lagdes ved hans Side;

men forſt de vandt en Huſtru hver

blandt Moabs Døtre blide.

Tre Enker ſad i Sorg og Savn.

J Bethlehem var Noomis Navn

vel kjendt i fordums Dage.

— Hun længtes mod fin Fodeſtavn
og ſtunded hid tilbage.

Saa tog den Gamle Stav i Haand,
og ſpurgte: „Hvem er hun, ſom bly |

hun fulgtes af de Zvende.

Der var ſaa ſteerkt et Ømhedsbaand ||

imellem dem og hende.

Hun bod ved Landets Granſeſkjel
de Sonnekvinder ømt Farvel,
bod dem med Gud hjemdrage,
og Orpa med bevæget Sjæl

gik til ſit Folk tilbage.

*) 3 Moſeb. 23, 22.

li
il
lt

fil

„Vel!“ ſpared Boas.

i, 8 ) i i
2 e
6

Endnu den unge blide Ruth

dog græd i Noomis Arme.
„Med Folk og Fortid har jeg brudt,”
jaa brød hun ud med Varme

„Til Jakobs Gud ſtaar nu min Lid;

med Dig jeg folger al min Tid,
Din Fremtid min ſkal være,

og Livets Moje, Savn og Strid
vi hjælpes ad at bære”.

| Saa kom hun hid, og nu hun boer

i Armod hos den Gamle,

og da de ej har Gods og Jord,
hun gaar for Ax at ſamle.“
Saa talte Svenden ſnild og klog,
omtrent ſom i den gamle Bog

det end for os ſtaar prentet,

og Boas dybt bevæget drog
et Suf, fra Hjertet hentet.

„Moſe Lov
forbød os Alt at ſkœre, “)

at Lidt til Fattigfolks Behov
der kan paa Agren være;

vi Lovens Fordring agte vil. —
Men Du, min vakre Datterlil!“
jaa løb til Ruth hans Stemme
„Ver troſtig kun og hold Dig til
blandt mine Folk ſom hjemme!“

146

Jeg fjender vel Din Kjærlighed
imod Din Mages Moder,
og at Du gik de tunge Fjed
fra Hjemmets Gods og Goder
og endſed ikke Nod og Savn
i Tro paa Herrens Magt og Navn,
der herſker i det Hoje.
Stol Du kun paa: For Smaa⸗

folks Gavn

og Verd han og har Oje!

Jagthiſtorier.
Eſter en gammel JIcgers Fortalling af Br. H.

N
8

1. En „fodt“ Jagthund.

Jeg er Kjøbmand, eller rettere jagt, jeg har været |

det; for nu foreſtaar min Svigerſon Forretningen,
og jeg har Lov til at ſlaa mig los pan mine gamle
Dage, og det gjør jeg ogſaa. Hvert Eftergar gjør jeg
en Tur derned til Viborgegnen, hvor jeg har en god
Ven, der ejer en ſtor Gaard med ypperlig Jagt. Ja
der er det en Forngjelſe at jage; fer der er man ikke
indſkrenket af alle disſe ſmaalige Bekjendtgjorelſer i
Aviſen om, at „al uberettiget Jagt paa min Mark
forbydes og ſtraffes efter Loven“, nej der har man
Frihed, der har man Plads til at røre ſig, og der er
der endnu Vildt. Jeg har ellers ikke altid været
Jæger; jeg var en ældre Mand, henad de halvhundrede,
inden jeg lærte at haandtere en Basſe og ſkyde en

Hare, og det er ikke ſaa nemt, ſom mangen maaſke

tror. Jagten har fin Videnſkab; men den leerer man
ikke ved at hænge over Bogerne, den læres kun med
Bosſen i Haanden ude i den fri Natur. Man ſiger
rigtignok, at man ikke ſkal lære gamle Hunde Kunſter,
og forſaavidt det angaar Hunde, da ſlaar det til, det
ved jeg af Erfaring; for min gamle Trofaſt, der havde
været Gaardhund i 12 Aar og var en ualmindelig
klog Hund, kunde aldrig lære at ſtaa for Søns, ſkjondt
Gud ved, jeg gjorde mig Umage nok med den! — men
vil man anvende, dette Ord paa Menneſker, faa ffal
man være meget varſom, for faa hedder det, „man
ſkal lære, jaa længe man lever“, og paa gamle Kjob⸗
mend pasſer det nu ikke det allermindſte, det ved jeg
ogſaa af Erfaring.

Jeg havde i, Gud ved hvor mange, Aar gaaet
Dag efter Dag og rodet i Butikken og Pakhuſene, ſlidt
og flæbt og aldrig tenkt pan andet end at kjobe billigt
og ſcelge dyrt; for det er der Fordel ved, og det er
Fordelen, en Kjøbmand fkal leve af, og jeg fik da
ogſaa paa denne Maade ſkrabet ſaa meget ſammen,
at jeg kan leve paa mine gamle Dage uden at bryde
mig om alt dette Roderi. Den eneſte Opmuntring,

ſkal vel Dit Tarv beteenke!“ |
Saa lod den gjæve Søvdings Ord Rad
til den forladte Enke.
— Og førend Hoſtens id vandt ud,
Da fæjten Boas Ruth til Brud,
og glad den gamle Kvinde
" igjen faa flædt i Brudeſkrud
fin kjerlige Veninde.

Vor Gud, paa hvem Du ydmygt Hun fik et Navn i Brødets Stad,

tror, ſom ej forglemmer atter:
| Blandt Herrens fromme Modres

ſtaar Moabs edle Datter;
fra hendes Hus gik Stammen ud,
den Kongeſtamme høj og prud,
hvis Minde ej forſtummer,
jaa vidt ſom Davids Son og Gud
en gjenloſt Slægt hukommer.

C. A. Thyregod.

jeg dengang undte mig, beſtod i, at jeg hver Onsdag
og Lørdag Aften, beſtemt Kl. 7/2 mødtes i Klubben
med to gode Venner for at drikke et Glas Punſch og
ſpille nogle Rubbere; for vi ſpillede altid Tremands⸗
whiſt med blind Makker ſom fjerde. De andre to vare
Kjøbmand Bruhn — ja han ſkrev altid med „h“ —
og Propietcer Møller. Bruhn var ingen rigtig Kjob⸗
mand, men en Forening af en Spekhoker, Urtekremmer,
Vinhandler, Farver og Apotheker, intet fuldſtendig,

men lidt af hver Slags, det man nutildags kalder for

Materialiſt, og Moller var heller ingen rigtig Pro⸗
prieter; han var ingen Ting, han levede af ſine Penge;
men det er jo en Titel, der godt kan bruges i Mangel
af nogen anden. J fordums Tider havde han et eller
andet Sted havt en ſtorre Landejendom, og ſiden den
Tid havde han beholdt ſtor Forkjerlighed for Jagten.
Han var en høj, tynd og mager Mand, men alligevel
ſterk, ret hvad man falder en ſej Karl, han ſnakkede
ikke meget, og hans Anſigt var altid ſaa ubevegeligt
og uforanderligt, ſom om det var gjort af Jern.
Enten han ſad med Henderne fulde af Trumfer eller
han ikke havde et Stik, han ſpillede med ſamme Ro
og Opmeerkſomhed, og han ſpillede altid godt. Imellem
Rubberne ſnakkede vi lidt, for det var forbudt under
Spillet, og da kunde han ſommetider ret faa Munden
i Gang. Det var da altid Jagthiſtorier, han opvar⸗
tede med, underlige Begivenheder, mærkværdige Til
dragelſer, ſom han ſelv havde oplevet, og efterhaanden
bleve vi andre to ſaaledes ſmittede af dem, at vi om⸗

| fattede hans Jagtidrœt med en Interesſe, ſom angik
9 9

den os ſelv, og det gjorde den jo ogſaa paa en Maade,
fordi den afgav Stof til vor eneſte Underholdning.
Saa foreſlog han os at deltage i en Jagttur. Vi gik
ind derpaa, anſkaffede Bosſer og Jagtrekviſiter, og
jaa gik det los. Det var et morſomt Liv. J Begyn⸗
delſen kunde vi ikke gjøre andet end kyſe Vildtet, og
det gjorde vi ogſaa tilgavns, for vi ſparede ikke paa
Krudtet, jaa Møller ofte bandede paa, at vi vare værre
end to uopdragne Køtere; men da vi forſt havde faaet
Blod paa Tanden, det vil ſige, nedlagt vort forſte
Bytte og ſpiſt det i Form af Steg, jaa gjorde vi
hurtige Fremſkridt og bleve altid ivrigere, ijær Bruhn.

Endnu havde vi ikke faaet anffaffet Sunde, vi. nøjedes
med Mollers Diana; det var forreſten en ganſke ud⸗

market Hund; Major Ballerup bod en Gang forgjeves |

150 Rd. for den — men vi tænfte ſterkt paa at faa
os ſelv et Par.

Saa hendtes det en Loverdag Aften ſidſt i Sep⸗
tember, at Bruhn ikke mødte i Klubben til beſtemt
Tid, og det var meget mærkværdigt, for det var endnu
aldrig hændt i de 16 Aar, vi havde ſpillet ſammen.
Moller og jeg, ſad lige over for hinanden ved Spille⸗
bordet, Bruhn ſkulde have den Blinde og Møller give.
Hvert Ojeblik faa han paa Uhret. Da Klokken var

7 blandede han, og da den var 8 blandede han atter. |
„Kommer han nu ikke inden et Kvarter, ſaa giver

jeg; det maa han finde fig i!“ ſagde han og tændte
en friſk Cigar. ik

„Maa jeg ikke helſt gaa hen og fe, hvor han bliver
af?“ ſpurgte jeg.

„Nej!“ ſparede han; „han kommer nok. Maaſke

hans Uhr gaar galt; men mere end en Time kan det

ikke være!”

„Eller maaſke er han bleven ſyg!“ ſagde jeg.

„Syg! Bruhn ſyg!“ Gjentog han og ſaa mig
ind i Anſigtet. „Hvorfor ſkulde han blive ſyg?“

Ja det vidſte jeg ikke, og ſaa tav jeg og grundede
over dette Sporgsmaal. Da aabnedes Doren plud⸗
ſelig, og en ſtor Honſehund kom farende ind, medens
Bruhn i egen Perſon vifte fig i Doren, fund og raſtk
og med et fornøjet Anſigt. „Er det ikke en prægtig
Karl, hva?” ſagde han og nikkede hen ad Hunden.

Ja det var en flor, ualmindelig ſmuk ſortbroget
Honſehund, ſterk, ſmidig og raſk, ſom en Jagthund
bor være, men lidt klodſet og kluntet, ſom unge Hunde
pleje at være. Den opførte fig juſt ikke faa ſerdeles
godt. Forſt gjorde den en hurtig Vending omkring i
Stuen og afſogte fuldſtandig Gulvet, derpaa foer den
op pan Sofaen, Stole og Borde, væltede et Par
Kopper ned paa Gulvet, ſlugte i en Mundfuld Reſten
af Møllers Smørrebrød, og foer faa los paa ham,
ſom om den endelig i ham fandt, hvad den ſogte,
ſprang op ad ham, flikkede ham i Anfigtet, gjoede af
Glæde og var faa overvældende ivrig og ſterk i at
bevidne ham fin Kjærlighed og Andeſt, at han næppe
kunde værge fig mod at blive faftet ned paa Gulvet.

„Er det ikke en prægtig Karl?“ gjentog Bruhn,
„og det er min!“ ; ;

Aa ſaa fald dog Baſtet til Dig!“ ſkreg Møller.

„Sjanko, Sjanko!“ kaldte Bruhn i alle Tonarter

fra den meſt kjelende til den meſt bydende; men for⸗ |
| Bag i Vognen ſtod Madkurven.

gjæves! Sjanko havde ſaa ganſke forelſket fig i Møller,
at den glemte at adlyde fin Herre. Saa tog han den
i Halsbaandet og den rejfte fig paa Bagbenene og blev
ved at ſlaa efter Moller med Forpoterne, medens den
tillige gabede og gisede kjelende hen imod ham.

„Den kan ganffe beſtemt lugte, at Du er en rigtig |

Jeger!“ ſagde Bruhn. „For det er mærkværdigt faa
klog den er!“
„Hunden er kjon nok, men det er jo ikke fort

| andet end en Hvalp. Er den dresſeret?“ ſpurgte Moller.

„Ja det kan Du bande paa!“ ſparede Bruhn.
„Den er af engelſk Race, en rigtig ægte Jagthund, af
den Slags, der ikke trænger til Dresſur. Den har
Naturen, Jagtnaturen, og det er nok. Jeg kjobte den
af Forvalter Larſen paa Bogholm. Han har ſelv
bragt den hjem fra England. i

„Sm!“ ſagde Møller, „bare den er godt dresſeret.
Den ſer mig ud til allehaande, den er endnu for kaad!“

„Ja, den er ogſaa ung;“ ſparede Bruhn, „den er
fuld af Spillopper. Aa, ſaadan den har rendt omkring
med mig. Jeg vilde have den med for at viſe Eder
den; men ſaaſnart vi vare ude af Doren kilede den af,
og jeg bagefter, og ſaaledes have vi faret omkring fra
den ene Ende af Byen til den anden i en hel Time!“

„Vi maa prove den!“ ſagde Moller og begyndte
at give Kort. „Lad os ſaa begynde at ſpille.“

„Bruhn havde bundet en Strikke i Hundens Hals⸗
baand, bandt den nu til Benet af ſin Stol, og faa
ſlog den fig til Ro, medens vi ſpillede den førfte Rub⸗
ber. Bruhn tabte, hans Tanker vare ikke ved Kortene,
men ved Hunden, og derfor ſpillede han flet.

„Jeg længes efter at je, hvad han duer til,“
ſagde han, „Vejret er godt, vi lejer en Vogn og kjorer
i Morgen tidlig 3—4 Mil veſt paa til et Sted, hvor
der en god Jagt Jeg afholder alle Udgifterne og
indbyder Eder ſom Gjeſter!“

„Men ſaa maa Du tage en god Madkurv med,
for der ude er det vanfkeligt at faa noget ordentligt
at ſpiſe!“ ſagde Moller.

„En Madkurv!“ ſparede Bruhn. „Ja J ſtal faa
en Madkurv der har vaſket fig! J ſkal fan baade at
æde og drikke, fan Eders Hjerter ſkulle fryde fig!”

„Godt, ſaa tage vi med Tak mod Indbydelſen!“
ſagde Møller, og jeg yttrede ogſaa mit Bifald.

Bruhn lettede ſig lidt for at ſamle den Blindes
Kort. J ſamme Ojeblik gik Doren, Hunden ſprang
op, Stolen væltede og Bruhn laa paa Gulvet.

Naa! der blev en Latter.

„Ovem ſkulde have troet det! Hvor den dog er
ſteerk!“ ſagde Bruhn, da han atter var kommen paa
Benene, og jaa blev Sjanko bunden ude i Gangen og
gjorde ingen flere Ulykker den Dag.

Neeſte Morgen kjorte vi veſt paa. Det var et
mildt og dejligt Eftergarsvejr, det var en ſmuk Kjore⸗
tur, og vi ventede alle den ſtorſte Fornojelſe af Jagten.

„Duer den noget?“ ſagde Moller.

„Duer!“ gjentog Bruhn. „Ja det ffal Du faa
at je, den indeholder et Proveudvalg af min Butik:
Lax, Skinke, Oſt, Oſters og Vin! ja vent bare!“ Han
ſmakkede med Tungen. ;

Da vi vare komne langt nok frem, lode vi Vognen
blive ved en Gaard og traſkede ud flæbende paa den
tunge Madkurv godt en halv Mils Vej ind i Landet.
Der var Moſe og Kjær, Lyng og Skov; det var
ſaadan et Stykke Land i Urtilſtand, ſom Vildtet ret
finder Behag i, og Jeegerne ikke mindre.

Saa begyndte Jagten. Sjanko var ubetinget den

ivrigſte af os alle, ſelv Bruhn var kun en Sinke imod
den. Med vældige Spring fatte den henover Grofter

og ſaa foer den afſted, frem og tilbage, ſnart i Ner⸗
heden, ſnart langt borte, ſom om den vilde jage alene
for ſin egen Fornojelſe, og intet vilde have med os at
beſtille. Halen var beſtandig i Bevegelſe, Hovedet var
løftet, og kun en enkelt Gang ſcenkede den Noſen.
„Nej ſikken Hund!“ ſagde Bruhn. „Han kan
lugte i Vinden, han har en udmerket Næje, og ſikken

et Stykke, han kan afſoge! Han er lige jaa god ſom
to andre!“
og Kjær, ſom om den bare vilde øve ſine Kræfter, |

„Det vil ſnart viſe ſig!“ ſvarede Moller.

1

Se, der ſtod Sjanko! Den faa ſig om efter os;
men da den nok ſtjonnede, at vi vare for langt borte,
jaa var den for ivrig til at vente; den maatte forſoge
paa egen Haand. Langſomt liſtede den ſig fremad,
gjorde et vældigt Bjaf, og en ſtor Flok Hens fløj op.
Med Fortvivlelſens Kraft ſatte den efter dem.

„Den er ikke dresſeret,“ ſagde Moller; „men den
har gode Anlæg!” ;

Nu ſtod Diana. Den ventede paa os, ſneg fig
forſigtig fremad og ſtod ſaa faſt. Da nærmede Sjanko

ſig. Honſene vare flojne fra den, og nu troede den

maaſke, at det var dem, Diana havde fundet og foer
derfor lige los paa dem, og jog dem atter op.
Bruhn ſkod, men det var forgjæves; Afſtanden

var alt for ſtor.

„Hor, ved J hvad!” ſagde Møller, „den Hund
forderver os det Hele. Her er Høns nok; men fager
den Lov til at jage dem bort, faa kan vi lige ſaa
godt lægge os ned og ſynge: „Ach Du lieber Auguſtin,
Alles ift vk!“ Den maa bindes!”

149

„Ja,“ ſparede Bruhn lidt langtrukkent, „det bliver |

ſagtens nødvendigt; men hvad ſkal vi binde den til?“

„Et Tre!“ ſparede Møller.

Bruhn kaldte Hunden til ſig, fik den i Line og
ſaa ſig omkring. Vi vare midt paa en ſtor Slette,
og der var hverken Zræer eller Buſke for i godt en
Fiaierdingvejs Afſtand, og fan langt havde han ikke Lyſt

til at gan. Pludſelig fik han en Tanke.

„Jeg kan binde ham til Madkurven;“ ſagde han.
Saa kan han pasſe paa den, og ſaa gjor han dog Nytte.

Madkurven ſtod paa Skraaningen af en Banke,
der hojnede fig op fra Moſen. Her blev Hunden
bunden og lagde ſig taalmodigt til at ſove, ſom om
den følte fig frænfet i fin Værdighed ſom Jagthund.

Saa gik vi videre, og vi havde Held; vi ſkod 16
Søns og 4 Harer. Møller og jeg vare tilfredſe med
Byttet og desuden baade trætte og ſultne, Hvorfor vi

foreſlog at holde Maaltid; men Bruhn havbe jet en

Ræv i Moſen, og den vilde han have. Han ladede
med Ravehagl og gik derned; men faa var det ingen

Ræv; men et Stykke Moſetræ, og han fik ikke Brug

for ſit Skud forend ſenere. Nu ſkal J hore.

Dengang vi nærmede os til vor Madkurv, fif vi
et Par forvildede Søns paa Skud og plaffede dem ned.
Da opdagede vi pludſelig Sjanko. Den kom farende

med vilde Spring og forte Bjæf ned ad Banken paa |

hin Side Moſedraget.

„Se der kommer han ſandelig!“ ſiger Bruhn,
„ſaa er han dog ſluppen los. Ja det er en meek⸗
værdig ſterk og klog Hund.“

„Men hvad er det, der kommer lobende efter den?“
ſiger Moller. „Se, hvor det ſpringer! Det ſer ud, ſom
om det var en Koter; men man fkulde da ikke tro, at
den var bange for en Köter!“

„Det ſkulde da vel aldrig være en Ræv!” ſiger

Bruhn og fer meget opmerkſomt derhen. „Dod og Pine!“

udbryder han jaa pludſelig og ſtiller fig i Skydeſtilling,
„er det noget; der vil gjøre min Hund Fortred, jaa
ſtyder jeg, hvad og hvem det faa er!“

„Kurven! Madkurven!“ raabte vi andre to paa
en Gang. Ja det var Kurven han lob med.

Nu ſatte han over et Moſehul. Strikken braſt,
Kurven gav et Plaſk, vendte fig om og var ſaa for⸗
ſvunden. Men i ſamme Ojeblik fløj en Flok Vildgæs
op af Moſen, og Bruhn, der endnu flod i Skydeſtilling,
brændte los, og to dejlige Ges faldt for hans Skud.

Ja det var en Begivenhed, og deraf kan man ſe,
at det er godt at væbne fig mod Ulykken med et Skud

Raevehagl, ſelv om Ulykken beſtager i Tabet af en god

Madkurv. Det var Moralen, ſom man kalder det, og
den kom lidt for tidlig; men nu ſtaar den der.

Begge Hunde apporterede meget. pænt: de fkudte
Ges, og Sjanko foer los paa Moller, ſom om den
gienfandt en længe ſavnet Ven; men han modtog den
med et jaa vældigt Spark, at den lufkede 1 med
Halen mellem Benene.

!

„Kunde Du ikke engang pasſe Madkurven, Din
Köter!“ raabte han.

Ja Madkurven med ſit dejlige Indhold var tabt.

Vi rodede omkring i Moſehullet med vore Lade⸗
ſtokke, men det var jaa dybt og mudret, at vi ikke en⸗
gang kunde meerke den dernede, og vi havde blot den
Troſt, at vi vidſte hvor den var, og kan det end i
ſomme Zilfælbde være meget troſteligt, fan hjalp det os
dog ikke denne Gang.

„Hm!“ ſagde Møller, „Du lavede os en Madkurv,
der havde vaſket fig, og Du fif Ret; men den blev
borte i Vaſken, deſtovoerre. Lad os nu ſkynde os afſted,
inden vi doe af Sult og blive liggende til Føde for
Reeve og Harer og andre vilde Dyr; for det var baade
ſkammeligt og ærgerligt !”

„Aa, min dejlige Madkurv!“ klagede Bruhn, „der
var Madejra, Portvin, Genever, Oſters, Skinke, Oſt,
Polſe, Lammeſteg og meget mere, og nu ligger det alt⸗
ſammen dernede! Ja nu ſkal Sjanko dresſeres, det er
ſikkert.

Jagten var forbi. Vi ſleebte os hen til Bonde⸗
gaarden, hvor Vognen holdt, og der fik vi noget gam⸗
melt Rugbrod med harſk Smor, tor Oſt og ſurt Ol til,
og det ſmagte ikke videre godt; men da vi kom hjem,
indbød Bruhn os til Aftensmad, og gav os Madkurvens
Indhold i fornyet Udgave, og det hjalp paa Humoret.
Snart var al Modgang og Zrængjel glemt, vi lo af
vort Uheld og pralede af vort Jagtbytte, ijær Bruhn,
der i ufkyldig Befippelſe havde- ſkudt de to Vildgees.

„Det var et ſjeldent Skud,“ ſagde han, „og det
var dog Sjankos Skyld; den ſkal nok blive til noget!“
Og det blev den ogſaa, da den havde lært Jagtkunſten
hos Skopfoged Jenſen i Oſterſkop, for han var ud⸗
merket til at dresſere Hunde, ſelv „fodte“ Jagthunde.

Vore fædres Guder.
Ved Fr. Winkel Horn.

a Balder var falden, ſpigtede Malet alle
Aſerne, og ligeſaa Henderne, faa Ingen
kunde gribe ham; de faa til hverandre,
og eet Sind var der i dem Alle imod ham,
der havde øvet denne Udaad, men Stedet
var ſaa hojhelligt, at de ikke kunde hævne den der.
Og da Aſerne provede at tale, da kvaltes deres Roſt
af Graad, jaa Ingen kunde faa et Ord frem om fin
Sorg; men haardeſt knugede denne Sorg Odin, thi
Ingen vidſte bedre end han, Hvor ſtort et Tab, Aſerne
havde lidt ved Balders Dod. Da Guderne atter vare
komne til fig ſelv, da tog Frigg til Orde og ſpurgte,
hvem af Aſerne der vilde vinde hendes Gunſt og Kjær-
lighed og ride til Helhjem og prove, om han kunde
træffe Balder og byde Hel Loſepenge, om hun vilde
lade ham fare tilbage til Asgaard. Da tren Hermod
den raſke, Odins Svend, frem og bød fig til den Færd.

150

Saa blev Odins Ganger, Slejpner, ført frem, og
Hermod ſatte fig op paa den og gav fig paa Vej.

Men Aſerne toge Balders Lig og bar det ned til

Søen. Ringhorne hed Balders Skib, det ſtorſte af
alle; det vilde Guderne jætte ud og gjøre Balders
Baalfærd derpaa, men de kunde ikke fan det af Stedet.
Saa ſendte de Bud til Jettehjem efter Jeettekvinden
Hyrrokkin, og hun kom ridende paa en Ulv med Hug⸗
orme til Tomme.

men ſaa velig var den, at de ikke kunde ſtyre den,
førend de fif kaſtet den om. Hyrrokkin gik frem til
Skibets Stavn og ſkjod det ud med et Tag, ſaa Rul
lerne under det ſtod i Luer og hele Jorden ſkjalv;
men da blev Thor vred og greb til fin Hammer, og
visſelig havde han knuſt hendes Hoved, om ikke alle
Guderne havde bedet om Fred for hende. Mr blev
Balders Lig baaret ud pan Skibet, og da hans Huſtru
Nanna jaa det, braſt hendes Hjerte af Sorg; ſaa blev
hun da ogſaa lagt paa Baalet, og det blev tændt.
Thor ſtod hos og viede det med Mjolner; en Dværg,
der hed Lit, og ſom løb foran hans Fødder, ſparkede
han ind i Ilden, jaa han brændte op. Til denne
Baalfærd var der kommet mange Slags Veſener; forſt
er at melde om Odin, at med ham fulgte Frigg og
Valkyrierne og hans Havne, men Frej agede i ſin
Kerre med Galten Gyldenborſte, og Hejmdal red paa
fin Ganger Guldtop, og Freja havde fine Katte for ſin

Bjergriſer. Odin lagde Jin Guldring Dropner paa
Baalet, og Balders Heſt blev fort derud med alt ſit
Ridetøj.

Nu er at fortælle om Hermod, at han red tre
Dage og Natter gjennem dybe og dunkle Dale, ſaa at
han Intet ſaa, for han kom til Gjallarbroen, ſom er
dakket med ſkinnende Guld. Modgud hedder den Ma,
der vogter Broen, hun ſpurgte ham om Navn og
Herkomſt og ſagde, at Dagen i Forvejen var der redet
fem Flokke Døde over Broen, „men ikke dundrede den
mere under dem end under Dig alene, og ikke jer Du
ud ſom en dod Mand; hvorfor rider Du paa Vejen
til Hel?“ „Jeg fkal ride til Hel for at ſoge Balder
op“, ſvarede Hermod; „har Du jet noget til ham her
paa Vejen?“ Hun ſagde, at Balder var redet over
Broen, og viſte ham Vejen til Helhjem. Hermod red
jaa, til han kom til Ledet, der ſteg han af Heſten og
ſpendte Gjorden faſt om den, ſatte lig op igjen og gav
den af Sporerne, og Heſten ſprang ſaadan til, at den kom
højt op over Ledet. Da Hermod var kommen til Hels
Hal, ſtod han af og gik ind; han jaa fin Broder

Balder ſidde i Hojſeedet derinde. Han blev der Natten
over, og om Morgenen bad han Hel, om Balder maatte
ride med ham hjem, og fortalte, hvor ſtor Sorg der
var imellem Aſerne. Hel ſagde, at nu ſkulde det viſe

ſig, om Balder var jaa elſket, ſom Rygtet gik, „hvis

Alt i Verden, levende og dødt, græder over ham, ſkal

7

Da hun var ſtaaet af ſin Ganger,
kaldte Odin paa fire Kemper, at de ſrulde holde den,

| je til alle fire Verdenshjorner.
Kerre, der var ogſaa mange baade Hrimthurſer og

andre Gaver og til Fulla en Fingerring.
Hermod tilbage til Asgaard og meldte Alt, hvad han

han komme tilbage til Aſerne, men ſiger Nogen Nej,
og vil ikke græde over ham, da kal han blive i Hel⸗
hjem“. Saa gik Hermod, men Balder fulgte ham

ud af Hallen og tog Ringen Drapner og ſendte Odin

den til Amindelſe, og Nanna ſendte Frigg fit Slor og
Saa red

havde jet og hort. Å
Nu ſendte Aſerne Bud ud over hele Verden for
at bede Alt græde Balder ud af Helhjem, og Alt græd,

Menneſker og Dyr, Jord og Stene, Træ og Malm.

Men da Sendemendene vendte hjem og havde rogtet
deres Wrinde vel, traf de i en Hule en Troldkvinde,
ſom kaldte fig Thokk. De bad hende græde Balder af
Helhjem, men hun ſvarede:
„Thokk begræder
med tørre Taarer
Balders Baalfærd.
Død eller levende,
lidet jeg ænfer
i Balder; han blive hos Hel!“
Og det tro de Fleſte, at denne Troldkvinde har

| været Loke, der har voldet det meſte Ondt blandt Aſerne.

Men Loke ſlap ikke uſtraffet fra fin Udaad. Da
Guderne vare blevne faa vrede paa ham, ſom venteligt
var, lob han bort og ſtjulte fig imellem Fjeldene.
Han lavede fig et Hus med fire Dore, faa han kunde
Men tidt forvandlede
han ſig til en Lax og ſtjulte ſig i den Fos, der hedder
Franangers Fos, og ponſede paa, hyilken Lift Aſerne
vel kunde udtenke for at fange ham i Fosſen. Saa
ſatte han ſig i Huſet, tog Garn og knyttede det i
Maſker, og det blev det forſte Net. Men i det Samme
jaa han Aſerne var ner, thi Odin havde ſet fra Lid⸗
ſtjalb, hvor han var; han ſprang da ſtrax op, kaſtede
Nettet i Ilden, der brændte foran ham, og ſprang ud
i Aaen. Da Aſerne kom til Huſet, gik Kvaſer, ſom
var den viſeſte af dem alle, forſt ind, og da han ſaa
Aſken af Nettet, ſljonnede han, at det maatte være et
Redſkab til at fange Fiſk med, og det ſagde han Aſerne.
De lavede da et Net efter det Monſter, de fan i Aſken
af det, Loke havde lavet, og da det var færdigt, gik
de til Agen og kaſtede det ud; Thor holdt i den ene
Ende og alle Aſerne i den anden, og ſaalunde trak de det.
Men Loke ſpemmede foran og lagde fig imellem to
Stene, jaa Nettet gik hen over ham. Saa bandt de
noget Tungt ved Nettet, for at det ikke anden Gang
ſtulde gaa paa den Vis. Loke ſogmmede atter foran,
men da han faa, at der var jaa fort til Sgen, ſprang
han over Rettet og løb op i Fosſen. Nu havde Aſerne
ſet ham; de gik da atter op til Fosſen og delte ſig i
to Flokke, men Thor vadede midt ud i Agen. Nu faa
Loke, at han kun havde to Kaar at vælge imellem;

det ene var at ſpringe ud i Søen, og det var livs⸗

farligt, det andet var igjen at ſpringe over Nettet, og

det valgte han. Thor greb efter ham og fik fat i ham,

men han gled igjennem hans Haand, ſaa han forſt fik
rigtig Hold paa ham ved Halen, og derfor er Laxen

ſmal bagtil. Nu var Loke fangen og havde ingen
Fred at vente. De foer med ham til en Hule, og der
tog de tre flade Sten, ſom de ſatte paa Kant og
borede Hul i, jaa tog de Lokes Sonner Vale og Narve,
Vale forvandlede de til en Ulv, og han ſonderrev fin
Broder. Med Narves Tarme bandt Aſerne Loke over
de tre Stene, ſaa der var en under Heerderne, en under
Lenderne og en under Haſerne, og Baandene forvand⸗
ledes til Jern. Saa tog Skade en Edderorm og
hængte den op over ham, faa at dens Edder kunde
dryppe i hans Anfigt, men hans Huſtru Sigyn ſtaar
hos og holder en Skaal under Edderdraaberne. Men
naar Skaalen er fuld, og hun maa ſlaa den ud, dryp⸗
per Edderen i hans Anſigt; da farer han ſaadan ſam⸗
meu, at Jorden ſkjelver derved, og det falde Menne⸗
ſkene for Jordſkjclo. Der ligger han bunden til den
yderſte Dag.

md Om folkelig Læsning.
7 . Af Mads Hanſen.

u ere vi midt i de lange Vinteraftener.
Saa have vi Tid til at laſe, hvem der
har Lyſt dertil, og det kan være en meget

god Maade at tilbringe Tiden paa; men

— ——

den kan ogſaa være meget ſkadelig.

Jeg har hort en Mand, der var bleven et Offer for
ſine ſanſelige Lyſter, ſige, at det forſte, der drog ham
ind paa Laſtens Vej, var at han i ſin tidlige Ungdom

tror, at hvad han ſagde var ſandt — men mon der
ikke kan være lige ſaa mange Ulykkelige, for hvem den
forſte Aarſag til et forſpildt Liv findes i Læsning af
ſlette Boger; for det er netop det farlige ved disſe,
ſom det er ved forblommet, ſlibrig Tale, at det Onde
fremſtilles ikke ſom noget Ondt, men ſom noget lyſteligt,
ſom en morſom Leg, ſom en fin Nydelſe, ſom den
ſtorſte menneſkelige Frihed, der findes; og ſaa friſtes og
lokkes og drages den Unge, naar han hører. eller lœſer
ſligt, hen derimod; Sindet ophidſes og for Indbildnings⸗
kraften danner der ſig Billeder efter de modtagne Indtryk,
og de ſer ſaa yndige ud, at man higer og jager efter
at ſe dem virkeliggjorte i Livet. Og naar det endelig
naar fig, hvad har man jaa? Tomhed, Slappelſe og
ofteſt tillige en redſom Anger, et brændende Onſke, at
kunne gjøre det Gjorte ugjort. J Middelalderens
Digtning er dette treffende fremſtillet i Sagn og
Sange om Ellekvinder, der danſede under Taageſlor
paa de grønne Enge i maaneklare Natter; de ere unge
og dejlige at ſe til, og det ſynes ſom de jvæve mere
end de gaa, ſaa let og yndig er deres Gang; og ſaa
ſpille og ſynge de jaa forforeriſk, at de let kunne daare
Ungerſvendens Hjerte, Det hender da heller ikke faa

ſieldent, at en raff Gut træder med dem i Danſen og
forbinder ſig med en af de Skjonne, men naar han vil
hjemfare fin Brud er det kun en Elletrunte eller hun
bagtil er hul ſom et Dejgtrug. Og vil han rive ſig
los, da gaar det ſom det gik Hr. Oluf, om hvem der
ſtaar i en gammel Folkeviſe: i

„Saa flog hun ham over hans Heerde god,

ſaa Slaget gjaldt i hans Sjerterod“.

„Det ſkete før Dagen blev lys udi Gaard;

bleg laa Hr. Oluf paa forten Baar“.

Og i en anden gammel Viſe fortæller en „fattig
Ungerſpend“, at han lagde fig til at ſove ved en
Elvehoj, og da kom der tre Jomfruer, ſom forſt vilde
lokke, og, da det ikke kunde batte, true ham til at

blive hos ſig.

Der bliver da budt ham Mjød at drikke af et
Solvdrikkehorn; men hans Soſter, der er blandt Elve⸗
pigerne, altſaa en falden Kvinde, raader ham at lade
Mjøden rinde ned ad Bryſtet, i Stedet for at drikke
den. Det gjor han, og Elvepigerne tror alt at have
vundet ham og klappede med deres Hender men da
kommer Frelſen, og derom hedder det i Viſen:

„Havde Gud ikke gjort min Lykke faa god,
at Hanen havde flaget med Vinge: ;
da var jeg dog fommen i Bjerget ned

alt til de Elvekvinder“.

; Hvad det er for et Hanegal der menes, er jo let
at forſtaa; det er Gudsroſten i hans Ord, Daabspagten,
der er rundet ham i Hu, og derfor bliver han frelſt,

ſaa han kan advare Andre og ſige:
horte ſaa megen letſindig og tvetydig Snak — og jeg

„Thi raader jeg hver en Danneſvend,
ſom rider ſig ud at gilje:

han- dvæle fig ikke under Elvehoj!
der havde jeg faa nær faret ilde”.

Disſe Billeder fra Middelalderens Folketro ſkildrer,
ſom jeg i Korthed har ſogt at viſe, hvor fortryllende og
tillokkende det Onde ſer ud, og hvor hult og tomt dets
hele Veſen i Grunden er. Saaledes er det ogſaa med
de mange flette Bøger, der findes: de ere ſaa morſomme
at lœſe, fan „ſpendende“, ſom man falder det, at man
knap kan lægge dem tilſide, for man naar Enden;
Vantro, Uſedelighed, Utroſkab og alfkens
Laſter fremſtilles i et Lys, der blænder, faa Tingene

ſe helt anderledes ud, end de i Virkeligheden ere.
Saadan Læsning er ſom Gift, der er blandet med. en
ſod Drik, eller ſom Duften af visſe Blomſter, der er

jaa yndig at indaande, men ſom bedover Sanſerne og
ffader Livet. Dette er iſcer Tilfældet med mange af
de ſaakaldte Romaner, der i vor Tid. er en meget yndet
Læsning, og fornemmelig de, der ere overſatte fra
Franſk og Tydſk og ſom for en ſtor Del fylder Leje
bibliothekerne og andre Laanebogſamlinger — altſaa
let tilgængelige for Alle og Enhver og derfor farligſt

for Llæjelyjtne Menneſker, der ikke have Kjendſkab nok
til hvad der virkelig er god Læsning. Jeg kan ikke
opregne alle ſaadanne fremmede Forfatteres Navne, de
ere mange, og jeg kjender langtfra dem alle, endnu
mindre deres Skrifter — der er iblandt dem kunſt⸗
forſtandige og højt dannede Mænd, der have en ſkarp
Jagttagelſesevne og en fin Sans for Sjælelivets Be⸗
vægeljer og for Maaden at fremſtille deres Skildringer
paa. Deres Bøger fan derfor ogſaa læfes med en vis
Interesſe, der kan have ſin Berettigelſe; men den rene
kriſtelige Grundtone, der gaar igjennem de fleſte af
vore nordiſke Forfatteres Verker, mangler; man merker
ſtrax, at diet ſmukt ſktrevne Bøger ere Fritenkeriets
Foſtre, og ſelv det, der ikke er ligefrem anſtedeligt, det
reneſte, er derfor uden Kraft til at kunne løfte Leſeren
op til en højere Glæde, end Ojeblikkets Nydelſe ſom i
en luftig Elvedans. Andre ſkildre de urimeligſte og
utenkeligſte Tildragelſer, eller Menneſker, der flet ikke
ere rigtige Menneſker, men jaa onde ſom Djevle og

ſaa rene ſom Engle, og atter Andre, ſom Paul de

Kock og flere, ſkal være yderſt letfærdige. Enkelte,
jor derimod ingen anden Skade, end at de ved en
beſtandig Sogen efter at være morſomme fordærve Folks
gode Smag og nere den Lyſt til at høre paa daarlig
Pjat, der Desværre er ſaare almindelig. Af danſke
Forfattere kan jeg, ſom godt er, kun nævne een, der
er traadt i de letferdige franſke og tydſke Digteres
Spor, og det er Johannes Wildt; men hans Skrifter,
iſcer „den ſmukke Skovpige“, ere desværre en meget
yndet Læsning for Folk, der mangler Smag og Evne
til at dømme om, hvad der er godt og ſtjont. Et eget
Slags „Morſkabslœsning“, ſom man ofte falder det,
har vi i nogle mindre Bøger, der bæres Landet rundt
af vandrende Bogſcelgere. Jeg mener langtfra de
Skrifter, der udgives af Udvalget til

talte her i Bladet og ſom ſenere ville blive nævnte blandt
de gode Bøger; men de, jeg ſigter til, udgaa for Storſte⸗
delen fra mindre agtede kjobenhavnſke Forleeggere, og
indeholde i Reglen Fortællinger om en eller anden
ſtrokkelig Begivenhed, eller ogſaa de ere til at „gjore
Grin“ med usle Vittigheder; men alleſammen bere de
Vidnesbyrd om at være fabrikerede paa Spekulation af
Folk, der vil drage Fordel af deres Medmenneſkers
daarlige Smag eller deres Uvidenhed. Og det ſamme
er Ziltældet med de Dyrlegeboger, Kogebøger o. ſ. v.,
der forhandles paa ſamme Maade og udgives af de
ſamme Forlæggere. Ja man har endog gjort Folks
enfoldige kriſtne Tro til Gjenſtand for Spekulation, idet
man laver mange Godtkjobsſkrifter, der ffulle ſe ud ſom
udelige og alvorlige Bøger. Jeg har ſaaledes blandt
lere Boger af denne DE engang ſet en Bønnebog,
hvori der fandtes Formularer til neſten alle mulige

Henvendelſer til Vorherre; om det ſaa var for et

tungnemt Barn, ſom ikke kan lære fin Lektie i Skolen,
var der en afpasſet Bon. Det er baade til at le af
og græde over. Jeg kunne ogſaa have Lyſt til at tale
et Ord om de mange Aviſer og Blade, der fylder
Folks Huſe med daarlig Læsning, gaar fra Dor til
Dor ſom Sladderkjcerlinger og nærer fig af at fortælle
Ulykkeshiſtorier om Mord, Tyveri, Brandſtiftelſe, Hoer,
Bedrageri med meget mere, og ſaa i Tilgift opvarter
med en før Mundfuld i Form af 2 d og
Romaner, alle Slags Myſterier, ligefra Paris's og
Kjøbenhavns til den lille Herregaards, og Beretninger

i 4 Folke⸗ .
oplysningens Fremme“, ſom flere Gange ere om⸗

om Tyves og Kjaltringers Liv og Bedrifter — de
ſtakkels Menneſker, der Dag for Dag bliver proppet
med ſaadan raadden og vammel Koſt! Det er ſorgeligt
at være Vidne til. Det eneſte glædelige derved er at
je, at den danſke Natur er ftærk, ſiden den ikke forlengſt
er buffet under, forſt af Mangel paa aandelig Nering
og ſenere af Nydelſen af fordærvet Føde. Jeg kunde,
ſom jagt, have Lyſt til at tale længere og ftærfere
her om; men jeg vil vende Tanken hen paa noget
lyſteligere, og det er den ſtore Rigdom af gode Bøger

vi har og ſom viſtnok mange af vore Læjere fjender,

men ſom der uden Tvivl dog ogſaa er adſkillige, ſom
ikke har leſt, og det er disſe ſidſte, jeg iſcer vil tale
til og ſige dem, at neſt efter de gøde Ord, vi høre
Aandens Mænd tale i vore Forſamlinger, er der Intet,
der ſaaledes fan glæde og ſtyrke os, Intet der ſaaledes
kan ſprede Lys for os og udvide vort Syn, ſom Læs:
ning af vore danſke Digtere og mange andre gode
Forfattere. (Sluttes.)

Bognyt.

Bibelen i Billeder. Tohundrede og tredive Teg⸗
ninger af Guſtave Doré. Under dette Navn udkom⸗
mer paa Fr. Woldikes Forlag i Kjøbenhavn et over:
maade ſmukt Billedverk, ſom er tegnet af den berømte
franſke Kunſtner Doré. Enhver der onſker at eje et
omfangsrigt Sæt Billeder til fin Bibel, vil ikke kunne
faa noget ſmukkere end det her bydes til en forholdsvis
ſerdeles billig Pris, idet Verket udkommer i 23 Hefter,
med 10 Billeder i hvert, til en Krone. Vi fkulle ikke
yderligere anbefale det fortrinlige Billedværk, men blot
antyde, at hvor der er Evne og Billie dertil, ville Sogne⸗
raadene gjøre Lærerne og Børnene i Skolerne en ſtor
Glæde, og give dem en Opmuntring, ved at anſkaffe et
Exemplar til Fordeling i Sognets Skoler, da det er
en Kjendsgjerning, at gode ſtore Billeder er et for⸗
trinligt og i høj Grad opmuntrende Hjcelpemiddel ved
Undervisningen.

Husvennen har erhvervet et Billede af dette ſmukke
Pragtverk til fine Leſere, der i medfølgende Tillegs⸗
billede „Ruth“ vil ſe en Prove af de fine Tegninger.

Brevvexling.

„En Ven af Husvennen“. Udgiveren har ſelv ſkrevet den

ſpogende Yttring S. 110 uden mindſte Tanke om at lægge

hverfen Rige eller Fattige for Had, og beklager at en Ven af
Bladet har kunnet opfatte det fra en anden end den ſpogende Side.

Tillegsbillede. g

Hermed følger Tillegsbilledet for Januar Fierding⸗
aar: Ruth ſamler Ax.

Den ſtorre Tegning „Niels Ebbeſen og Grev
Gert“, ſom var beſtemt til Tillcgsbillede for dette Fjer⸗
dingaar, kunde ikke naa at blive færdig i rette Tid, da
den ſtore Omhu, hvormed dette ftørre Arbejde udføres,

krever mere Tid end paaregnet, hvorfor det maatte

erſtattes med ovennævnte ſmukke bibelſke Billede.

| Indhold. Ruth ſanker Ax pan Boas Ager, Digt af C. A. Thyregod.

— Jagthiſtorier, 1., af Br. H., med Billede. — Vore
Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn. — Om folkelig
Læsning, af Mads Hanſen. — Bognyt. — Brevvex⸗

ling.
Tillegsbillede: Ruth ſanker Ax paa Boas Ager.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

2. Aargang.
Nr. 20.

En Udaadsmand.
Forfælling af C. A. Thyregod.

12
M nn i Molby var i gamle Dage

» udflyttet fra den egentlige By og laa
lavere end denne. Den laa i Le for de
aakaldte Jonsbjerge, der var en Samling
af Bakker med lyngkronede Toppe, medens
frugtbart Agerland laa omkring og opad Bakkefoden.

Gaardens meſte Agermark ſtrakte ſig dog mod Syd og
var temmelig lavtliggende. Langſtrakte og ſmalle Sige
og Sivtjær ſnoede fig omkring imellem lave og lerede
Banker. Gaarden var ſkyldſat for fer Tonder Hartkorn
og hapde et forholdsvis meget ſtort Jordtilliggende af
ret god Beſkaffenhed.

Rasmus, ſom i fin Tid boede der i Gaarden, ſad
dog i ſmaa Vilkaar. Han havde megen Gjæld og kunde
ikke magte at faa det forſomte Avlsbrug ſat i bedre
Skik. Han levede da heller ikke ret længe. Ved fin

Dod efterlod han fig en Enke, der hen Dorthea, og
en liden Søn, der hed Kjæld. Enken var henved
tredive Aar og var en blid og kjon Kone; der fattedes
ikke Bejlere til hende, og hun var jo ogjaa omtrent
nodt til at gifte ſig igjen, hvis hun vilde blive ved at
beſidde Gaarden.

Hun var nok ikke begavet med nogen uſedvanlig

ſtor Kløgt; men hun ſkjonnede godt nok, at ſkulde de

forfaldne Sager bringes paa Fode, ſaa maatte den
Brudgom, hun fkulde vælge, medbringe baade Dygtighed
og Penge. Blandt fine Bejlere valgte hun da Jens
Pederſen, der var fra — ja, hvor. fra? — Navnet

i

Suondagen d. AA. Februar.

| Kjøbenhavn.
18235.

| mindes jeg for Ojeblikket ikke; men han var temmelig

langt borte fra. Imidlertid vidſte man, at han beſad
de ovenomtalte Goder i antageligt Maal. Desuden
var han et friſt, ftærft Menneſke, der jan ganſke godt
ud og omtrent var paa Alder med- Dorthea.

Nogle ſyntes, han var ſaadan en ſmuk Mand;
Andre ſyntes det ikke — det er ſom bekjendt en Smagsſag.
Han var høj og ſteerkbygget. Hovedet med det forte
Haar og Kindifæg bar han højt og driſtigt; Anſigtet

var ikke aldeles regelmesſigt af Form, men ſundt og

rodmusſet af Farve. Han havde en ſtor uſkjen Mund
og ſmaa, lumſfke, lurende Øjne, der ſade dybt inde under
de buſkede Øjnbryn. Handerne og Fødderne vare ſtore
og ſterke, og de lange, ſpingende Arme ſyntes ideligt
at fræve mere Plads til at røre fig i.

Jens Veſtergaard, ſom han kaldtes, efter at han

var bleven gift med Enken, medbragte en klakkelig Penge⸗

ſum, og med ſtor Driftighed tog han fat paa at oprette,
hvad der kunde være forſomt. Et af de forſte Arbejder,
han perſonlig tog ſig for, var at banke begge Tjeneſte⸗
karlene, og denne Idræt gjentog han oftere; thi han
var ligeſaa haardſindet, ſom han var driftig, og Alt
ſkulde bøje fig for ham, enten med det. Gode eller med
det Onde. Ogſaa mod Suſtruen og Stedſonnen var
han haard nok; men Dorthea var faa frygtſom og fojelig,
at han ikke behøvede at banke hende; hun havde Tugtelſe
nok i et Ord eller et Ojekaſt. Mellem Wgtefolkene gik
det derfor taaleligt fredeligt. De fif fig med Tiden en

Son, der kom til at hedde Rasmus efter Konens forſte
Mand, og til denne fin Son nærede Jens megen Kjær-
lighed og ſtore Forhaabninger, medens Kjeld i fin værdige
Stedfaders Øjne var et ſandt Kvæghøved,

F o TARESTE a

” Dverflag, ſom han fandt tilfredsſtillende.

15⁴ s

Manden var ſnu og klog i fine egne Tanker; men
i mange Retninger var han hojſt uvidende. Han kunde
ſtave fig igjennem et Brepfkab eller en Side af en Bog;
dog han gjorde det hojſt nødigt; thi det Krimskrams,
ſagde han, kan være godt nok for Folk, der ikke du til
Andet. Prog og Tal paa de forſkjellige Myntſorter
var for ham den meſt opbyggelige Læsning; men han
havde faaet en Tanke om, at Ens Domsbreve og Gjelds⸗
breve og Skigt kunde ſtaa i meget ner Forbindelſe
der med, og i Tydningen af flige Brevfkaber havde han
derfor: ogſaa ſogt at ſkaffe fig en, ſom han troede, ud⸗
tommende Færdighed.

Forend han overtog nogen fuldftændig bindende
Forpligtelſe mod Veſtergaarden og dens Ejerinde,
havde han da ogſaa ved egen og ved Andres Hjeelp
gjennemplojet Skjode og Skiftebrev og andre Papirer,
der vedrørte Ejendommen. Han havde afvejet dennes
Værd mod dens Forpligtelſer og derefter gjort ſine
Jens var
ikke nogen elfkovsſyg Bejler. Ak nej! Saadan var han
ikke; dog han ſyntes ganſke godt om Dorthea, og da
han havde regnet efter og fundet Regningen rigtig,
kunde han jo gjerne ſtille ſig mere forelſfket an, end
han var. ;

Men Juleaften kom ſom bekjendt bag paa Kjellingen,
og da Alt var klappet og klart, kom der en Hiſtorie
bag paa Jens Pederſen, ſom han aldrig havde tenkt paa.

Enken hade fin afdøde Mands thingleeſte Skjode,
der hjemlede Beſiddelſen af Veſtergaarden med Jorder
og Bygninger og alt Tilbehør. Ved Siden deraf var
der thinghævdede Gjældspofter, og der var en lille
Arveſum til Stedſonnen, og der var Klatgjeeld. Alt
dette havde han forlangt Oplysning om, og Oplysningen
var givet ham uden Svig og Forbehold, ſaa den Sag
var aldeles paa det Rene; men at der var Noget i
Verden, ſom Hed Kirke⸗ og Kongetiende, det ſtod der
Intet om i Skjodet eller i Gijceldsbrevene, og det havde
Ingen omtalt til ham, hyilket ſyntes ham en lumpen
Fortielſe, da han ſiden blev mindet om Sagen.

Enhver fornuftig Mand, ſom kjendte Noget til
ſlige Sager, maatte nu rigtignok vide, at naar Tienden
ikke ſtod nævnt i Skjodet, var det, fordi den ſom en
ſeloſtendig Ejendom ikke var indkjobt til Gaarden.
Det vidſte Jens endelig ogſaa nok, han havde bare ikke
tænft paa det, og faa knurrede han paa ſin Kone, ſom
om hun med Villie havde fordulgt denne Sag for ham.
Hun kom imidlertid med ſit ofte gjentagne: „Herregud!
Det forſtaar jeg mig jo ikke paa, og jeg troede Du
vidſte det“. Nu vendte al hans Vrede ſig mod Tiende⸗
ejeren, fordi — fordi — han var Tiendeejer. .

Og havde denne endda været en rig Herremand
eller en anden mægtig Perſon, jaa kunde Tingen været,
hvad den var; thi overfor de Magtige kunde Jens godt
være myg og medgjorlig. Men det fulde nu være ſaa
uhyggeligt, at Tiendeejeren var en fattig, ſkrobelig og

|

enfoldig Mand, Lars Lejel, der boede tilleje ovre i
Krogbjerg Enghus og levede af at dyrke fin lille lejede

Huslod og faa af Veſtergaardens Tiender, ſom hans

afdøde Huſtrus Fader engang i Fortiden havde tilkjobt
fig for en Ubetydelighed. Der var ikke engang oprettet
nogen Tiendeakkord. Lars Lejel og Rasmus plejede at
enes om Afgiften for et Aar ad Gangen. Jens Pederſen
var ikke ſaadan at komme tilrette med, og ſaa maatte
Tienden ydes i Kjærven, og det var en bitter Pille for
Jens, at han, den ſtormegtige Gaardejer, i Hoſtens Tid
ikke turde fjøre et Lees Korn i Hus, inden der var

ſendt Bud efter den ringe Husmand, og han var kommen
| og havde udtaget fin Del, ſom da Gaardmanden maatte

lade kjore over til Enghuſet. Og ſaa vilde ovenikjobet
Husmanden have at vide, og havde Ret til at faa at
vide, hvormange Griſe, Gerlinger, Kalve og Fol, der
hvert Aar lagdes til i Veſtergaarden. Og han fkulde
have fin Afgift af det Altſammen.

„Hvorfor Pokker fælger Du ikke de lumpne Tiender?“
ſagde Jens til Husmanden. „Jeg vil kjobe dem, og
Du har Brug for Pengene“.

„Det har jeg jo rigtignok“, ſagde Lars; „men jeg
vil ikke ſelge dem. De vare min Kones Ejendom, og
de ſtulle tilhore min lille Martha“.

„Gid Troldene vilde tage Din lille Martha! Jeg
ſynes, det var en hel Del bedre, om Du fik en Penge⸗
ſum og ſatte faſt til hende til hun blev ſtor“.

„Jeg er ikke vis paa, at jeg kunde fkaane en! benge⸗
ſum, om der var en ſaadan at tage af. Tienderne ere
en faſt Ejendom, der ikke ſaadan kan optages. Vil
Martha, naar hun bliver ſtor, heller have en Medgift
i Penge, faa kan hun ſelv ſcelge Tienden. Den wil
altid være af Verdi“.

Dette Forjæt havde Lars Lejel præget fig faa faſt
i Hovedet, at han ikke lod ſig rokke derfra, og ſaa var
der jo Intet at gjøre derved, Men Jens Veſtergaard
fandt, at Fattigfolk ſlet ikke havde Lov til at nere
ſaadanne Tanker, iſcer naar de medforte ſont nødvendig
Forudſctning, at han, Jens, ſkulde vedblive at yde
Tiendeafgift og engang overlade ſin ſtolte og rige Gaard
til ſin Son, Rasmus, med uindloſte Tiender.

Og en ſtolt og rig Gaard blev Veſtergaarden til
under Jenſes Hender, og hans Driftighed vilde været
al Ære værd, ſelv om den havde gaaet mindre vidt.
Han var omſigtig og klog, nærig og egennyttig i Handel,
Vandel og Aolsbrug. Sine egne betydelige Kræfter
jfaanede han ikke. Han kunde terſke en Trave Rug og
tillige banke en eller to Tjeneſtekarle om Vintermorgenen,
for han ſpiſte ſin Davre. Han behøvede mindre Søvn
end en Lærke, og i den travleſte Sommertid var han
mangen Nat ſlet ikke i Seng, men blundede kun nogle
Ojeblikke udſtrakt paa en Bænk eller et Ladegulv. Tyendet
ſkulde holde Skridt med ham. Karle med Dygtighed

og Selvſtendighed kunde han rigtignok ikke have i

Tieneſte, men fan hjalp han fig med opvoxende, ofteſt

—

155

fattige og forjvarsløfe Knøfe, ſom han jaa drev frem i
Arbejdet med Stød, Slag og onde Ord og ariftrængte
over Gvne, fan at mere end et ungt Mennffe tilſatte
fin Forlighed i hans Brod. Idelig og altid fandt der
Tieneſteſkifte Sted i Gaarden. En Tieneſtekarl, der hed
Morten Rævftrup, ſom rigtignok var et daarligt Menneſke,
dreves endog faa vidt, at han hængte fig jelv i Gaardens
Lade. Stedſonnen, der jo ikke kunde flytte bort, havde
det ingenlunde godt i fit Hjem. Jens ſagde, han var
et Fe, og der var andre Folk ſom mente, at Sted⸗
faderen havde banket ham Forſtanden ud af Hovedet.
Men ingen af Delene var ſandt. Kjæld var noget
forkuet og noget pjaltet; men havde ganſke gode Evner
og blev med Tiden til en vakker Knos. Han var heller
ikke uden Beſkyttelſe; thi engang havde Dorthea taget
ſig ſammen og alvorligt fortalt fin Mand, at hvis han
oftere mishandlede Drengen, jaa vilde det være forbi
med deres Samliv. Siden blev Kjæld fan temmelig
i Ro; men Jens fattede et grundigt Nag til ham, der
aldrig udſlukkedes.

Og Drengen nærede for fin Stedfader en grulig
Radſel, der ſkrev fig fra en ffummel Begivenhed, hvortil
Kjæld havde været eneſte Vidne. Han havde været
ifærd med at fortælle Sagen for fin Moder; dog hun
havde afbrudt ham, paaftaaet at han havde drømt,
men derhos bedet ham, for Guds Skyld, aldrig at
omtale det til noget Menneſke. Han havde da ogſaa
fortiet Tildragelſen, men havde ikke kunnet glemme den,
om han havde villet.

Medens vi ere ved at omtale Huslivet i Veſter⸗
gaarden, fan det med det Samme meddeles, at Rasmus,
der var nogle Aar yngre end Kjeld, tegnede til at blive
en brav Knøs og havde i al Fald gode Anlæg; men
han var fin Faders Yndling, og Jens Veſtergaard ſtrebte
at oplære ham i fine egne Veje, hvilket kanfke ikke var
jaa heldigt, ſom det kunde være.

Det blev ſagt, at Jens kunde være fojelig og med⸗
giorlig overfor de Megtige, og ſaaledes var han for den
Sags Skyld ogſaa mod ligeſtillede Jcvnlige. Han
vilde mele ſin Kage, hvor han kunde; men naar man
i den Retning var paa ſin Poſt, kunde Naboen og

Andre godt komme tilrette med ham. Hans overlegne
Driftighed og den ftærfe Fremgang i Velſtand, ffaffede
ham Anſeelſe, og i mangt et Samlag forte han det
ſtore Ord. Der forkyndte han ſaadanne Leerdomme
ſom, at Enhver var Tyv i fin Nering, at Ingen var
fattig uden ſin egen Skyld, og at de Fattige vare at
jætte i Lighed med et Slags Maddiker, der vilde æde
Kjodet af Gaardmendenes Krop, medens andre Sam⸗
fundsklasſer vare ſom Vandbier, der aad Honningen
uden at arbejde. Ved flige Lejligheder endte han gjerne
med at omtale Lars Lejel, der tog Tiende paa hans
Mark og derfor var halv Maddike og halv Vandbi.
Thi der var ligeſom en Vredens Engel, der forfulgte
Jens Pederſen og ramte ham gjennem det, der var

hans Glæde og Stolthed: Det ſtigende Udbytte af hans
Gaard og hans voxende Rigdom. Af alt det, han med
Ret og Uret ſkrabede ſammen, ſkulde den forhadte
Stedſon en Gang nyde fin Del, og af hans veldyrkede
Jorders flerdobbelt øgede Udbytte øgedes i ſamme Grad
Lars Lejels Indtegt, ſkjondt Husmanden ikke rørte en
Finger for at medvirke til Forggelſen. Ganfke viſt var
deri noget unaturligt; men Tingen var den Gang aldeles
lovlig, og Loven maa være Retteſnor for Alle, ſaalcenge
den er Lov. Jens kunde dog ikke finde ſig i det, og
han lagde an paa at drille og plage Husmanden paa
alle Maader, dels for at hævne fig og dels for at gjøre
ham kjed af ſin Tiende. Der var Noget, ſom kaldtes
Tiendeſvig, og den øvede han pan enhver tænkelig
Maade. J Hoſttiden bortkjorte han Korn i Læsfevis
og ſtjulte det i Bakkeklofterne oppe paa Jonsbjerg eller
ſtuvede det bort i Stuer og paa Loft, indtil Tiende⸗
ejeren havde været der og fuldbragt fin Telling og
taget ſin Del. Til andre Tider bandt han Halmviſke
med en Smule Straakorn udenom og ſatte dem, hvor
Tienden efter Tallet kunde formodes at blive taget.
Han havde ofte mere Umage dermed, end den vundne
Fordel var værd; dog faa. havde han tillige Fornøjelfen
af at bedrage Lars.

Men der kom en Zid, da Tiendejvig neten blev
umulig. Den ikke ſynderlig klogtige Husmand havde
faaet et forunderligt Greb paa at opdage ethvert Kneb,
der var øvet. Og faa medbragte han i Lommen en
Opffrift, ſom han nu og da raadforte fig med, og han
vidſte da paa en Prik, hvormange Traver Korn, der
var hoſtet af hvert Slags paa Veſtergaardens Jorder.
Det var tydeligt, at Jens huſede en Forræder i fin
egen Lejr; men han kunde ikke opdage hvem det var;
thi at han ſkiſtede Tjeneſtefolk, hjalp ikke det Mindſte.

Han lagde ſig efter en anden Krigsforelſe, idet
han nægtede at ſpare Tiende ſnart af Geslinger og
Griſe, ſnart af Boghvede og Andet, og han fik Lars
indviklet i flere Retsſager. De koſtede Penge, ſom den
fattige Mand havde ondt ved at ſkaffe; men Jens, der
ſtadigt tabte Sagerne, maatte endnu ſteerkere punge ud,
og det var ubehageligt nok. Dertil kom, at hans
Sagforer blev kjed af Vrøvlet og ſagde til ham: „Troer
De, at en Prokurator er til blot for at hitte paa Krog⸗
love til at forlænge uretfærdige Sager, der dog ikke
kunne vindes“. i

„Jeg troede, at naar jeg betaler —” ;

„Saa det troede De! Men jeg fan fortælle Dem,
at en Prokurator har ogſaa Wre i Livet. Og ſom
jeg hører, er Deres Modpart ikke alene en fattig Mand,
men han er ogſaa tungſindig og gaar og er nærved at

ergre fig tildode over Deres Forfolgelſer. Kort ſagt!

De maa ſoge Dem en anden Sagforer. Jeg vil ikke
have Mere med Dem at gjore“.
Jens ſundede fig lidt paa det, laa gik han ud og

opſogte Lars Lejel, med hvem han den Dag fulde havt

—

en Sag i Retten. Jens tilbød Forlig, og Husmanden
gik glad og gjerne ind paa Tilbudet og lod ſig fraſnakke
fem Rigsdaler, ſom Gaardmanden fkulde have for at
lade Tretten falde. Men faa fif de fig ogſaa en god
Zaar at drikke ſammen, og fra den Dag af ſkulde de
være Perlevenner. '

(Fortſettes.)

Jagthiſtorier.
Af Bx. H.

A — —
81 . 2. Paa Sneppejagt.
om jeg ſagde: Jagt er en Videnſkab, der
f * ikke læres ved at hænge over Bøgerne;
5 SY ma nu havde Bruhn engang læft noget
zom, hvordan man drev Sneppejagt der⸗
nede i „das große Vaterland“; og han
var jaa begejſtret ſom
en Tydſker for denne
Fremgangsmaade og
lod os ingen Ro,
førend vi lovede at
tage med ud i Skoven
for at gjøre en Pre⸗
ve. Det var en ſtil⸗
le Maaneſkinsnat i
Marts Maaned, da
vi droge ud til Sko⸗
ven. Bruhn, der na⸗
turligvis maatte være
Forer, anviſte os hver
en aaben Plads med
enkeltſtagende Zræer.
Der ſkulde vi ſtaa
rolige, lænede op til
en Stamme og vente
paa Dagningen og É
paa, at Snepperne ſkulde komme flyvende, faa ffulde vi
naturligvis ffyde dem. Det ſidſte var overmaade ſim⸗
pelt; det gjaldt bare om, at Snepperne vilde komme
og lade ſig ſkyde, ligeſom i det beromte „Slaraffen⸗
land“, hvor ſtegte Duer flyve ind i Munden paa En,
ſaaſnart man gaber efter dem. Moller og jeg tvivlede
dog meget om, at Snepperne vilde være lige ſaa
lengſelsfulde efter at blive ſkudte, ſom disſe Duer efter
at blive ſpiſte.

„Det er noget tydſk Vrøvl, det Hele!” ſagde
Møller. „Hvorfor ſkulde Snepperne juſt komme her?
Og i hvert Fald er det noget Lumfkeri og ingen Frem⸗
gangsmaade for ærlige Zægere; thi man fkal ogſaa
gjøre Dyrene deres Ret. Lad os hellere afſoge Skoven,
for er der ingen Snepper, jan er der Rave!“

Men Moller maatte lyſtre, og ſaa ſtode vi da
rolige enhver paa ſin Poſt, overladte til vore egne

—.——

En forkert Sueppe.

Tanker; thi vi vare for langt fra hinanden til at holde i

Snak, og det var desuden ſtrengeligen forbudt.

Der gik en Time, der gik to. Det begyndte at
dages en Smule i Oſter, men Snepperne merkede jeg
ikke noget til. Det var lidt koldt; men ellers et rart
og ſtille Vejr. Jeg blev kjed af at ſtaa, hyllede mig
godt ind i min Overfrakke, lagde Bosſen fra mig, og
ſatte mig ned under Zræet paa en gammel Stub.
Hvor det var ſtille rundt omkring mig! Det var ſom
hele Jorden ſlumrede i evig Fred og Ro, ſom om al
Slid og Slæb, Strid og Kamp var forſvunden! Det
milde, ſolvklare Maanelys ffød fig ind mellem de blad⸗
loſe Tracer, og frembragte et forunderligt Spil mellem
Lys og Skygge, og alle Zræer rakte deres krogede
Arme opad mod den rene Himmel i ſtille Glæde.
Saa begyndte det at fløjte og kviddre ſagte, ſnart hiſt,
ſnart her, en Ræv bjaffede i det Fjerne, det raslede
i de torre Blade, det var en Vaſel eller maaſke kun

' en Frø; en lille Fugl
flagrede med Vin⸗
gerne og flyttede ſig
over paa en anden
Gren; ſaa var det

paa rorte Livet ſig
atter, altid ſteerkere
og ftærfere efterſom
Lysſkjcret i Oſter tog
til og Maanen bleg⸗
nede.

Naa ja! jeg gabede
et Par Gange, luk⸗
kede Ojnene og faldt
i Søvn. Da drømte
jeg, at Bruhn kom
ridende i flyvende
Fart pan Sjanko.
Han var i Dragon⸗
uniform, havde Sadel og Bidſel paa Hunden, Sa⸗
belen ved Siden, og en Jagtbesſe i Haanden: „Er
det ikke en prægtig Karl, hva?” ſagde han og nikkede
til mig, medens han gav Hunden Sporerne og ſatte
over et Tre. Da kom der noget fort flyvende henover
Trœtoppene, det blev ſtorre og ftørre, indtil det jaa ud
ſom en Bjorn med mægtige Vinger. „Der har vi
Sneppen!“ ſagde Bruhn, lagde Bøsjen til Kinden og
ffør. „Bum — bum!“ led det i det ſamme, og jeg
foer op, for det var ingen Drøm, det var virkelig
Bruhn, der ffød, og nu raabte han ovenikjobet et for⸗
nojet Hurra, for at meddele os fit Held.

Jeg ſprang afſted hen til ham, og Møller kom fra
den anden Side. gf
„Fik Du den!“ ſiger vi begge paa en Gang.

Men Bruhn ſparer ikke. Han ſkubber Hatten lidt

tilſide og river ſig i Haaret, medens han betragter

ſtille en Tid, og der⸗

157

Fuglen, ſom Sjanko nok ſaa triumferende preſenterer
ham.

„En Sneppe!“ ſiger Moller; „men hvor er Ne⸗
bet?“ Han tager den fra Hunden og holder den hen
imod mig. „Ja ſikken mærkværdig Sneppe, den har
baade Orer og Haar!“ Og ſaa ſtak vi i at le, medens
Bruhn vendte os Ryggen og ladede paany; for det var
ingen Sneppe, men en ſtor Flaggermus.

„Nu lader vi Snepperne flyve, baade dem, der
hører til Fuglene og dem, der hører til Pattedyrene,“
ſagde Møller; „men jeg har lagt Mærke til, at en
Ræv luffer om hiſt henne i Krattet; lad os prøve, om
vi ikke kan nappe ham!“ i ;
og ſaa fik vi Rævehagt i
Bosſerne.

den ſkulde komme. Jeg kaſter Bosſen til Kinden og
brænder los, faa den dratter lige ned ſom en moden
Pere; men juſt i dette Ojeblik ſpringer Mikkel ud af
Buſkene foran mig og farer ned ad Vejen. Ja ſaa
fik jeg da alligevel Ret!“ .

„En hel Ladning Revehagl i en Sneppe;“ ſiger
Moller, „den er dejlig mor, for den er ganſke ſmaddret.
Velbekomme! Lad os ſaa ſe at faa fat paa Ræven;
jeg kan høre paa Hundene, at den ſtaar faſt dernede
et Sted!“

Vi ſkyndte os ud af Skoven. Dernede i Dalen"
laa et Par ſmaa forfaldne Huſe og op ad den ene laa

7 en Stak gammelt Halm.
De to Hunde ſprang gjoende
omkring Huſet, og Sjanko

Det var imens bleven

Dag.

Møller og jeg gik ind
i Krattet for at jage Ree⸗
ven ud, og Bruhn fik Poſt
udenfor ved Vejen for at
tage imod den. Vi vare
den ſnart paa Spor, og
den trak lige ud ad den
Kant, hvor Bruhn ſtod,
ſaa vi tvivlede ikke om, at
den vilde falde; for Bruhn
ſkod godt, ifær naar han
var lidt ærgerlig.

Naa, der faldt et Skud,
og vi ſtyndte os frem.

„Fik Du den?“ raabte
vi atter. i

„Ja gu fif jeg den!“
ſvarede han og fremviſte
triumferende en — Snep⸗
pe, og denne Gang er den
ægte, da ffal J ikke gjøre
Nar ad mig!“

„Men Raven, Ræ-
ven!“ ſiger Moller.

„Ja den tog Pokker
ved!“ ſparer han. „Jeg
ffød lige hen over den, og .
den' blev ſaa forſkroœkket, at den rendte ſom om den
var gal lige ned ad Vejen med alle tre Hunde i
Helene. Hor! den er ikke langt borte endnu!“

„Men hvorfor ffød Du den ikke, den kom jo lige
ud imod Dig!“ ſagde jeg.

„Aa, jeg ſtod her og var ſaa ærgerlig over den
Feiltagelſe med Flaggermuſen og forbandede af mit
ganſke Hjerte den Tydſker, der havde ſkrevet det Slud⸗
der!“ ſiger han; „ſaa ſer jeg over Træerne og teenker,
om det dog ikke alligevel ſkulde være muligt, og ſan⸗
delig, der kommer en Sneppe aldeles ſaaledes, ſom

J Baghold.

var ifærd med at klattre
op ad Halmſtakken, for
oppe paa Rygningen af
Huſet ſad Hr. Mikkel nok
jaa ſtolt og faa fig omkring.
Da han ſaa os, gjorde han
en hurtig Vending frem og
tilbage, men da han ikke
fandt det raadeligt at
ſpringe ned, lagde han ſig
ved Skorſtenspiben, hvoraf
kun den ene Side ragede
op over Taget.

Vi lagde an paa ham.
Han løftede Hovedet og
ſkulede til os, og ſaa var
han borte. J ſamme Oje⸗
blik kom Sjanko farende
hen ad Huſet, ſtandſede ved
Skorſtenen ſtak Hovedet ned
og halſede af alle Kræfter.

„Nej nu har jeg aldrig
i mine Levedage kiendt Ma⸗
ge!“ udbrod Moller, „den
gik min Sandten ned i.
Skorſtenen!“

Folkene i Huſet havde
mærfet, at der var noget
uſcdvanlig paa Færde og
vare derfor komne op; men da vi forklarede dem, at

Raven var i Skorſtenen, vilde de paa ingen Maade tro

det. Vi fik faa Lov til at gaa ind i Kjokkenet og
kigge op i Skorſtenen. Ja ganſke rigtig! der fad
Mikkel paa Sodbeenken og gloede ad os, medens Sjanko
overſt oppe ſtak Hovedet ind og gav Hals.

„Naa ſkyd nu, Bruhn!“ ſagde Møller, „Du har
havt Modgang idag, og derfor fkal Du have Æren af,
at have ffudt en Ræv i en Skorſten!“

Bruhn fføb, og Raven faldt ned paa Arneſtedet.
Den gav et Spjat, og jaa var den dod.

—

Saa ſagde vi Farvel og Tak. Bruhn tog Ræven
i Halen og ſmed den over Skulderen og faa gik vi
hjemad, ſnakkende om denne merkveerdige Tildragelſe.
Men da vi vare komne midt ind i Skoven gav Bruhn
pludſelig et Brol og et Spring, ſlap Ræven, og greb
fig med begge Sænder bag paa — og Raven foer ind
i Krattet og var borte. Den var atter kommen til
Live, ſom det faa tidt hændes med Rave, havde bidt
ham og var ſaaledes ſluppen. Og vi fik den heller
ikke mere, ſkjondt vi ſtrejfede omkring en Timestid.
Den var gaaet i Graven og vi kunde ikke jage den op,
da vi ingen Gravhunde havde med.

„Om folkelig Lesniug.
N Af Alads Hanſen.
88 (Sluttet

Neg vil forſt nævne de hiſtoriſke
Skrifter, og blandt disſe ſkal Grundt⸗
> vigs Overjætteljer af Saxe Rune⸗
meſters „Danmarks Kronike“ og Snorre
Sturleſons „Norges Konge-Kronike“
have forſte Plads. Hvis nogen undrer ſig over at
disſe Skrifter, der handle om Nordens Hiſtorie, er
overſatte fra et fremmed Sprog, da ffal jeg blot til⸗
føje, at den forſt nævnte oprindelig er ſkreven paa
Latin i de Tider, da næften ingen her i Landet ſkrev
fit Modersmaal, og den anden var fra farſt af ſkreven
paa Islandſk. Desuden har vi en udmærket god
Folkebog i Fr. Barfods „Fortellinger af Fædre
landets Hiſtorie“ og de i denne Tid udkomne „Billeder
af Nordens Hiſtorie“. Og i Rakke hermed vil jeg
nævne tre mindre Bøger af Birkedal „En folkelig
Julegave“ Nr. 1, 2 og 3, den ſidſte tillige med Titel
„Danſke Syn og Minder“, hvori Forfatteren paa en

djærv og ægte folkelig danſk Maade udlægger Nordens
Gudelcre, der allerede for en Del er fortalt i dette

Blad, faa man faar at je, at det vore Forfedre troede
og holdt helligt, var mere end nogle opdigtede Fabler
og Eventyr, at det var Livets ſtore Gaader de grun⸗
dede paa at loſe, og at der i disſe Sagn om Aſer og
Aſynjer, om Alfer og Dværge, om Jaetter og Trolde,
ligger fkjult de dybeſte og de hojeſte Tanker, noget
Naturfolk paa Jorden har tenkt, om den ſtadige Kamp
mellem det Onde og det Gode, Troen paa at det Gode
evig ffal fejre, Troen paa en uſynlig Gud, der ved
Tidernes Ende ſkal aanbenbares og holde Dom over
Alle — Troen pad, at der udenfor denne jordifke Til
værelje er aandelige Magter, der gribe ind i det vi
kalde Begivenhederne og ſom i Grunden ere de ledende
og ſtyrende Kræfter. Og ved Siden heraf viſer han
hen til flere af de Sagn, der ere os overleverede fra
Hedenold, og gjør os opmeerkſomme paa, at Folkets

Liv i hine Tider ſtod i nejeſte Overensſtemmelſe med
det de troede, ſaa at de turde leve og ds derpaa.

J ner Forbindelſe med Fædrelandets Hiſtorie
ſtaar den fedrelandshiſtoriſke Digtning, det
er, Fortællinger fra ſpundne Tider, der ere lagte til
Grund for en udforligere digteriſk Behandling, ud⸗
ſmykkede og tillæmpede efter Digternes Syn "paa. Be⸗
givenhederne og Tidsalderen, jaa at langtfra alle enkelte
Trak maa tages ſom hiſtoriſke Kjendsgjerninger, men
ſom til Gjengjeeld fremſtiller Livet og Perſonerne i et
klarere Lys end den nøgne Hiſtorie kan give os. Af
ſaadanne Skrifter have vi Ingemanns fire hiſtorifke
Romaner „Valdemar Sejer“, „Erik Menveds Barn⸗
dom“, „Kong Erik og de Fredløje” og „Prins Otto
af Danmark“. Det er Folke viſens Beretninger,
der i Serdeleshed ligger til Grund for disſe Fortæl
linger, ſom i mange Aar vil ſtaa i forſte Rakke af
vore nordiſke Folkeboger. Den varme Fadrelands⸗
kjerlighed, der ſtrommer Læjerne imode, det muntre
Lune, den Friſkhed og rene Tone, der gaar igjennem
disſe Verker, gjor dem til kjcere Geſter i alle de Huſe,
hvor de kommer, og der er Mænd og Kvinder i hun⸗
dredetal, ſom ville erkjende, at ved disſe Bøger er den
folkelige Folelſe, Kjærlighed til Fædrelandet og til vore
ſkjonne Minder, vaagnede hos dem. Neermeſt herved
vil jeg ſctte H. F. Ewalds og Carit Etlars Skrifter,
der ligeledes for Storſtedelen ere grundede paa Hiſtorie,
Sagn og andre Overleveringer fra Fortiden. Af
Evalds Skrifter udmærker ſig iſcer „Den ſkotſke Kvinde
paa Tjele“ ved en tro engivelſe af den Tidsalder
den omhandler (ved Reformationens Indfgrelſe), ikke
blot hvad Folkets daglige Sædvaner og Levevis, ſaavel
hos Bonde ſom hos Herremeend og Kloſterbroder, angaar,
men ogſaa ved den klare Fremſtilling af Datidens
Teœnkemaade og de forſtjellige Aandsretningers Bryd⸗
ninger. Og af Carit Etlars Fortællinger er „Gjonge⸗
høvdingen” en af de meſt tiltalende og underholdende
ved Skildringen af Hovedperſonernes Mod og Snildhed
og ved de mange eventyrlige Bedrifter de udforte i
Krigen under Frederik den Tredie, for og under Kjo⸗
benhavns Belejring. Heraf følger dog ikke, at de
mange andre Forellinger, ſom disſe Mænd have ſkrevet,
ikke er værd at læje, tvertimod, alt hvad de have ydet,
fortjener Paaſkjonnelſe og bor kjendes i alle danſke
Huſe. Vi har desuden en Mængde fedrelandshiſtoriſke
Fortællinger af P. P. (Rumohr) „Grevens Fejde”,
„Niels Juel“, „Tordenſkjold“ og „Hiſtoriſke Billeder
fra Chriſtian den Fjerdes Tid“ af Hauch „Vilhelm
Zabern“ m. fl., af Rumohr „Jakob Dannefærd”, af
T. A. Becker „Claus Limbeek den yngre”, „Bonde⸗
krigen“ m. fl. ; ;

Af Folkeſagn og Eventyr have vi rige Samlinger
i Thieles „Folkeſagn“, Svend Grundtvigs
„gamle danſke Minder“, Carl Anderſens „Jslandſte
Folkeſagn“; Asbjernſens „Norſke Huldreeventyr og

af disſe Skueſpil ville have Betydning ſaalcenge

hiſtorien.

*

159

Folkeſagn“, og med Henſyn til den nyere Eventyr⸗
digtning har H. C. Anderſen givet os en Skat, ſom
intet Folk i den hele Verden har Mage til.

J de ſidſte Aar er ved Udvalget til Folke⸗
oplysningens Fremme paabegyndt Udgivelſen af
forſtjellige Smaaſkrifter, der alle egne ſig til Folke⸗
læsning: og ſom ere meget billige. De jælges foruden
i Boghandelen af vandrende Bogſelgere og fjendes fra
de foran omtalte vardiloſe og ſkadelige Bøger ved, at
der paa Titelbladet af dem alle findes et Billede af
Frihedsſtotten paa Kjobenhavns Veſterbro.

Og jaa har vi en ſtor Mengde Skildringer af
Folkets Liv, Hverdagshiſtorier. De begynde
med St. St. Blichers Noveller og fortſcttes af
C. A. Thyregod — hvis Skrifter have været anmeldte
her i dette Blad — af Anton Nielſen, Hother
Tolderlund (Dr. H.), Thomas Lange, Budde,
Knud Skytte, Beatus Dodt og flere, hvoraf
de fleſte ere kjendte for „Husvennens“ Leſere af deres
Smaafortellinger her i Bladet. Det vil være for
vidtloftigt at nævne alle de gode Bøger, disſe Mænd
have givet os, hver for fig, men Forfatternes Navne
ere Borgen for, at det er god ſund og ſom ofteſt
tillige værdifuld Læsning, der bydes. Fra Norge
have vi ligeledes en Merngde vakre Fortællinger af
Bjernſtjerne Bjornſon, Jonas Lie, Ivar
Ring, Kriſtoffer Janſon og Magdalene Thore⸗
ſen, der leſes ligeſaa let af Danfke ſom vore egne
Bøger,
mændene.

Vor Skueſpil⸗Digtning begynder med Hol⸗

berg. Hans Komedier, „den danſke Skueplads“, er
noget af det morſomſte man kan faa at læje. Flere
Dan⸗
mark er til; det var ved dem at Holberg ſlog de forſte
mægtige Slag til alt det fremmede udenlandſke Veſen,
ſom var trængt herind, ſaavelſom til mange andre
Daarfkaber,
imod. Jeg vil blot henviſe til „Erasmus Montanus“,
„den politiſke Kandeſtober“, „Jeppe paa Bjerget“, „den
Stundesloſe“ og „Juleſtuen“ (alle udgivne paa ny af
Ovennævnte „Udvalg til Folkeoplysningens Fremme“)
— disſe Skueſpil vil enhver have Fornojelſe af at
kjende; ligeſaa Ohlenſ chlegers Tragedier (Sorge⸗
ſpil), hvortil Digteren paa en enkelt Undtagelſe nær
har hentet Wmnet fra Nordens Hiſtorie, iſcer Sagn⸗
Men der ſkal en vis Udvikling til at kunne
leſe Ohlenſchleger med Glæde og ſaaledes at man
rigtig kan have Gavn deraf, ſaa hans Bøger maa helt
gjemmes til man har hørt og læft en Del andre gode
Skrifter, ſom de jeg foran har henledet Opmeerkſom⸗
heden paa. Senere har Normendene Bjornſtjerne
Biornſon og Henrik Ibſen ſkrevet flere ſmukke hiſtoriſke
Skueſpil, den forſtncrvnte t. Ex. „Kong Sverre“ og
„Mellem Slagene” og den fidftnævnte „Kongsemnerne“.

da vi have fælles Skriftſprog ſammen med Nor⸗

vi endnu den Dag idag have at fæmpe |

Ibſens „Brand“ og „Per Gynt” have ligeledes fundet
ftor Anerkjendelſe. Hvad denne Art Digtning angaar,
ſkal jeg endnu kun minde om Hoſtrups Komedier,
der uden Tvivl er det bedſte, den nyere Tid har frem⸗
bragt i denne Retning, og ſom ere jaa livfulde og faa
treffende i Karakterſkildringerne, at man kan være vis
paa at fan en rigtig forfriſkende Latter ved at læfe
dem eller høre dem forelæje af en, der læjer godt.

Endnu ſtaar tilbage at omtale den epiſke Digt⸗
ning (Fortællinger i bunden Stil). Heraf have vi to
dejlige hiſtoriſke Digte af Ingemann, der følger
i Rakke med hans hiſtoriſke Romaner, nemlig „Valde⸗
mar den Store“ og „Dronning Margrethe“, ſamt af
Paludan⸗Müller „Adam Homo“, af Chriſtian
Winther „Sjortens Flugt” og af H. P. Holſt „den
lille Hornbleſer“, ſom iſcer egne fig til Folkelcesning,
ſaavelſom endel mindre Digte, der for det meſte findes
ſpredte hiſt og her i Forfatterens egne Skrifter. De
bedſte af vore fortællende Digte, der egner ſig for Sang,
have Hojſkolelcrerne Schroder og Nutzhorn ſamlet
i en billig Udgave: „Hiſtoriſke Sange“, ligeſom J.
Nørregaard og Baagø have udgivet en tilſparende
Samling af Fadrelands⸗ og Folkeſange. Efterhaanden
ſom man kommer videre maa Ohlenſchlegers „Allad⸗
din“ og „Nordens Guder“, ſamt hans „Frodes Draßa“,
„Helges Eventyr“, „Arſa“ og „Rolf Krake“, der hører
med til den ſtore Digters bedſte Arbejder, leeſes.

Af den fremmede Literatur ſtaa de Bøger, der ere
overſatte fra engelſk, hojeſt, og flere af Englands bekjendte
Digtere, ſom Walter Scott, Charles Dickens,
Bulwer og Marryat, hvis bedſte Skrifter ere over
ſatte paa DanfÉ, fortjener at loſes, hvor der er Tid og
Lejlighed dertil. Svenſk kan med en Smule Ovelſe
leſes uden at være oyerſat, iſcer hvad der er ſtrevet
i ubunden Stil, og naar man har en lille Bog ved

Haanden, hvori de Ord, der afvige meſt fra vort eget

Sprog, findes forklarede (Svenfk Ordbog for danſke
og Norfke af A. Larſen). Man vil have ſtorſt Glæde

| af at læfe en Forfatter i hans eget Modersmaal, da

ſelv de bedſte Overſcrttelſer have tabt noget, og det vil
tillige være gavnligt for de nordiſke Folks aandelige
Sammenflutning, naar vi gjenſidig ville gjøre os be⸗
kjendte med hinandens bedſte ſkrevne Verker.

Af det Anfarte vil det ſes, at der er Vinter⸗
arbejde nok til de ledige Timer for den, der har Lyſt
til at leſe, og det var godt, om der i hvert Hus var
en, der kunde og vilde laſe højt for alle Huſets Folk
i de lange Aftener. Derfor kan de andre godt ſysle
med alſkens Smaaarbejder, der ikke gjor for megen
Larm. Og man maa endelig ikke glemme at ſynge
gode Sange til Afvexling.

Nu er Spergsmaalet, hvordan ſkal man faa fat
i ſaadanne Bøger? Ja, naar man forſtaar at vælge,
kan man jo godt bruge Lejebibliotheker i Kjobſtad og
paa Land, det er jo den billigſte Maade; man kan

.

Er b 160

ogſaa oprette nye Læjeforeninger, ſaaledes ſom jeg har
givet Anvisning til i „Husmandsbogen“, hvor
ſtarre Kredſe kan enes derom. Og man ſkal ſlet
ikke være [aa bange for ſelv at kjsbe nogle
Bøger; de Penge, der gives ud til gode Bøger ere ikke
jaa ilde brugte ſom mange tror, og tilmed ere mange
Skrifter, ſom t. Er. Ingemanns og de, der udgives
af „Udvalget til Folkeoplysningens Fremme“, meget
billige.

Stiendt jeg kun har talt om folkelig Læsning
maa Ingen. tro, at jeg vil holde Folk fra at læje rent
nyttige Bøger. Nej langtfra. Men jeg har holdt mig
til dette ene, fordi jeg ikke frygter for at Nogen ved
Lesningen af Landveſens⸗ og andre ſaadanne Skrifter
tage Skade paa deres aandelige Udvikling, ſom maa

ſettes højt. over de materielle Fremſkridt, ſkjendt

begge helſt ſkulde følges ad. Heller ikke maa man tro,
at jeg har villet give en Fortegnelſe over alle de
Skrifter, der egne fig til Folkelesning. Nej, der er
mange flere; og ſkulde jeg omtale alle de jeg fjender
— og jeg fjender langtfra alle — vilde jeg gjøre
altfor ſtore Krav paa „Husvennens“ Gæftfrihed. Jeg
har blot villet give en lille Vejledning for dem, der
ikke rigtig vide hvad de ſkulle voelge og altſaa ligeſaa
let kunne faa fat i daarlig ſom i god Læsning; og jeg
vil derhos til Slutning bede de Leſere, der ere ligeſaa
„kloge“ ſom jeg, at undſkylde mig, fordi jeg har optaget
en Plads, ſom kunde have været brugt til „noget for
dem“, og med Glæde gjøre. denne lille Opofrelſe for
Andre.

husflid.

"Kludetæpper. ;

Dom et lille Bevis paa, at der af unyttige Klude
kan frembringes et varmt og ſterkt Gulvtæppe, uden
Udgift og alene ved lidt taalmodigt Fritidsarbeide,
tillader jeg mig at meddele Læjerne, at jeg for en Lid
ſiden hos et Par gamle Jomfruer i Sk., der ernære
ſig ved Skredderſyning, jaa et ret meerkeligt Teæppe.
Det var ſamlet af 17 Breder og hver Brede var i
17 Stykker, ſaa der altſaa ialt var 289 Firkanter paa
et Kvarters Storrelſe. Disſe vare ſtrikkede over
blyantstykke Trepinde af tynde udklippede og i Længden
ſammenſyede Kludeſtrimler, jaa hver Firkant havde fin
Jærlige Farve, Rødt, Sort, Blaat o. ſ. v., der ved
Sammenſyning dannede et ſmukt ordnet ſmagfuldt Hele,
omgivet af en tre Tommer bred ſtrikket ſort Kant.
Sele Teppet var derpaa ſyet faſt paa et Stykke Seekke⸗
lærred af ſamme Storrelſe for ikke at tabe fin Form.
Hele Arbejdet havde de to Jomfruer udfort i deres
1 5 Fritid, ved at benytte Morkningen til at ſtrikke
et. L. M.

Haundeuld.

Hundeuld er en Ting, der ofte bortkaſtes ſom
ubrugelig, men er dog fortrinligere end noget andet til
Vanter, Strømper og Halstørflæder for hvem der maa
færdes meget i fri Luft naar det er vaadt og koldt
Vejr, da intet andet Stof er ſaa varmende, ligeſom
det er en gammel Erfaring, at det er et godt Lindrings⸗
middel for Gigt. Hvor man har Pudelhunde, bor
man derfor aldrig bortkaſte Ulden naar den klippes,
men anvende den, enten alene, eller blandet med Faare⸗
uld til ovennævnte Ting.

i Bognyt.

8 Melodier for Sang og Pianoforte, komponerede
af Organiſt L. Nielſen i Odder, ere udkomne i
Kommisſion hos Thaarup i Kjøbenhavn. Melodierne
ere ret nette; de forſte 3: „Alt hvad ſom Fuglevinger
fik“, „Den ſtore hvide Flok vi ſe“ og „Denne er Dagen,
ſom Herren har gjort“, ere de bedſte. De ere meget
lette og ville kunne afgive gode Ovelſesſtykker for Be⸗
gyndere. 80

Smaating.

Kotræet i Sydamerika. Dette Tro har fit Navn
efter en hvid, melkeagtig Veedſke, ſom i ſtor Mængde
findes baade i dets Marv og dets Ved. De Indfodte
bore et Hul i Stammen, ſtikke et lille Bambusror ind
og opfange jaa Vedſken i Spande, ſom de danne af
ſtore Græskar eller Meloner. Denne Vædffe, der
ſmager omtrent ſom Komeelk, men er endnu federe,
har en næften uvurderlig Betydning, fordi de Egne,
hvor Træet findes, ſom ofteſt ere fattige paa Vand.
Ogſaa Kotræets Bark afgiver et ſundt Næringsftof, og
naar den er knuſt eller malet fin, tillave de Indfodte
af den en Dejg, ſom de bage mellem hede Stene, Paa
denne Maade kaffe de fig et. fortrinligt Næringsmiddel,
der omtrent har Smag om vort Hvedebrod.

Firkantet Nod. .
Af 5 E, 4 8, 2 K, 2. L, 2 , 1 N, dannes 4
Ord ſom læjes fra Oven og fra Venſtre:
Det forſte Du nødig vil miſte
det andet Du nodig vil ſe
det tredie er to Gange tre
et Kvindenavn er det ſidſte.

i Brevverling.

„Jeruſalems Skomager“ og en Del andre retſkafne „Nodde⸗
knakkere“. Det er ſorgeligt men fandt, at Husvennen bogſtavelig
talt ikke har Plads til de interesſante Meddelelſer om Nodde⸗
knckkernes heltemodige Bedrifter. De bedes derfor venligſt nøjes
med den gode Bevidſthed, de kjernefulde Knakninger medfører
og — ſpare deres 8 rer.

„Kongen og Smeden“. Har varet trykt for i en mere mor⸗
ſom Skikkelſe.

Indhold. En Üdaadsmand, Fortælling af C. A. Thyregod. —
Jagthiſtorier, af Br. H., 2, med 2 Billeder. — Om
folkelig Lesning, af Mads Hanſen (Sluttet). — Husflid:
Kludetcpper. Hundeuld. — Bognyt. — Smaating.
— Gaade. — Brevvexling.

—

Husvenuen udkommer til hver Hendag med el 16⸗ſpaltet Ark, ſorſunel med flere Billeder, til 3 Alk. ( Kr. Jjerdinggaret frit filſendl.

Hvert Fjørdingaar medfølger gratis et ſtort fmukt Billede.

Blade kau beſliſles pan ethvert Vofikontor og Brevſamlingsſted, i enhver

Boglade ſamt hos Hovedfiommisſioncren: Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kſobenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

N

2. Aargang. ;
Nr. 21. å

En Udaadsmand.
Forfælling af G. A. Thyregod.

— *

(Fortſat.)
2 2 i i
e hvidblaa Foraarsdampe bølgede hen
over Jonsbjergenes ſolbeſkinnede Tæppe,
ſaa de merke Hejder toge fig ud ſom
Solvſkyer. Saaledes toge de fig ud fra
Krogbjerg, der lag en lille Mil længere
mod Syd. Aſſtanden mellem de to Punkter optoges
af en bred Slette, ſom narmeſt ved Krogbjerg By var
frodig Eng, der paa den ſmukke Majdag var pyntet
med rode, hvide og gule Blomſter i det flojlsgronne
Zæppe. Tat nede ved Engen laa Enghuſet, Lars Lejels
Hjem, omgiven af høje, Piletræer, der endnu vare blad⸗
loſe, men til Gjengjceld vare rigt ſmykkede med hvide
og gule Uldduſke. Boligen beſtod af en lille Bindings⸗
verks Bygning til Stue og Lade og et Slags Side⸗
hus, der var opført af Jordtorv og Lyng og havde
Staldplads til to Kger og tre eller fire Faar. Nu
indeholdt dog Huſet kun een Ko; thi den ene havde
man maattet ſcelge for at faa Korn til Sommerfoden
og Penge til at fore de koſtbare Retsſager igjennem.
Fattigdom var tilſyne baade ude og inde, og det var
ikke godt at vide, hvorvidt den vilde gaa, hvis Manden |
fremdeles ſknlde forfølges med Retstrætter.

vgwands Biller,

for

Morſkabsleaning, Oplpsning og Hugflid.
Adginet af R. C. Bom.

Sundagen d. 2. februar.

en lille og velholdt Husmandshave, der foruden Frokaal |
og Urtebede havde blomſtrende Paaſkelilier og Tuſind⸗

fryd; men Havens ſmukkeſte Blomſt var dog dennes |

. Omme bag Hujet i Le af Piletrœerne var der

Kjobenhavn.

1825.

unge Herſkerinde, Lars Lejels lille Martha, ſom for⸗
reſten nu var en fuldvoxen nittengarig Pige, der var
fin ſkrobelige og tungſindige Faders Husholderfle, For⸗

ſorger og trofaſte Støtte. Hun var en ſmuk Pige

med en flanf Vært, et lille fint og blegt Anſigt, blide
og ſmukke blaa Oine og et ſpert kaſtaniebrunt Haar,
font hun for Tiden havde feengſlet under et hvidt Tor⸗
klede. Sendes markeblaa hjemmegjorte Dragt ſluttede
net og tæt om hendes brede Barm, og den Maade,
hvorpaa hun haandterede Spaden og Haveriven, vifte,
at hun hverken var vant til Sloſeri eller Lediggang.
Der var over hendes Aaſyn og Veſen et Alvors⸗
præg, der ikke ret pasſede med hendes Alder, men ſom
kunde hentyde paa Bevidſtheden om et tidligt Anſvar
og tidlige Sorger. Naar hun ſpejdede hen ad den
hvidſandede Gangſti, der fra Huſet forte op til Kirke⸗
byen, jaa var der ganſke viſt forventningsfuld Omhed
i Blikket, men dog ikke den Art Omhed, ſom ſes i en
ung Piges Øjne, naar hun ſpeider efter en jævnaldrende

bjertenskjcer. Der var ligſom en Afſkygning af mandig
Kraft i hendes Smil og i den Maade, hvorpaa hun

ſtͤdte Spaden i Jorden, da den Ventede endelig kom
tilſyne, og hun ilede ind for at fe, om Alt var i Orden
til hans Komme, hvorpaa hun gik ham imode. Den

Kommende var hendes Fader, Lars Lejel ſelv. Han
var en lille, hvidhaaret, for tidligt celdet og ſygelig

udſeende Mand, der paa en ubehjclpſom Maade liſtede
hen ad Jorden og ligeſom roede fig frem med Sæn-
derne. Der var Bekymring i Pigens Aaſyn, da hun
gik ud fra Huſet; men paa Mandens Aaſyn ſaaes et
Smil, der, hvor kummerligt det end var, fif et livligt
og Dejligt Gjenſkin til at ſtraale i hendes Anſigt.

„

Hun bod ham fin Arm, og træt og tung ſtottede han
ſig til hende.

„Hvordan gik det?“ ſpurgte hun.

„Ret godt,” hvidſkede han ſtakaandet.

Hun ſpurgte ham ikke videre, da det anſtrengte
ham at tale. Forſt da han kom ind og fif fat i fin
Loeneſtol, og hun havde omgjordet ham med Puder og
ſat Mad og Drikke for ham, tog hun atter til Orde:

„Sagen er vel ikke endt?“

„Jo, den er.“

„Fik Du Ret?“

„Jeg havde jo Pet.
vi ſluttede Forlig — og vi bleve Venner — og vi
ſkulle aldrig trættes mere.“

„Gud ſte Lov! Gid det maa ſtaa ved Magt!”

„Det gjør det nok. Jens er viſt ikke faa ſlem,
ſom vi har antaget ham for. Nu er han jo ogſaa
ældre og har faaet bedre Forſtand. Det Eneſte der
ærgrer mig, er at jeg ſkulde give ham fem Rigsdaler
for at lade Sagen falde. Hvad ſkulde jeg give ham
dem for, naar jeg havde Ret og han Uret?”

„Det veed jeg ikke; men hvis vi nu kunde faa
Fred, jaa er den dog ikke for dyrt kjobt.“

„Det ſyntes jeg ogſaa dengang; men ſiden fortrod
jeg det. Bagefter var han ifcerd med mig igjen om
at kjobe Tienderne.“

„Var det ikke bedſt, Du ſolgte ham dem?“

„Nej, jeg lovede Din Moder, at Du ſkulde faa
dem ſom Arvelod. Din Moder holdt altid, hvad hun
lovede mig.“

„Naa i Guds Navn!
bedre, end det har ſet ud til.
glad igjen, Fader!“

„Bare det ikke var for de fem Daler,“ ſagde han.

Pigen ftræbte og ikke uden Held at faa ham til
at glemme denne Sag, og faa gik han ſnart til Hvile,
og hun tog paany fat paa ſit Arbejde i Haven.

Det ſaa virkeligt ud, ſom om de brydſomme Rets⸗

ſager var mere end Lars Lejels ſkrobelige Hoved kunde
taale, og Datteren havde jet og ſorget over, at det i
den ſidſte Tid var gaaet faa ſteerkt ned ad Bakke med
hans Aands⸗ og Legemskrafter. Ofte havde hun
tryglet ham for,
rierne, ſkulde fælge Tienden, ſom Jens Veſtergaard jo
nok vilde betale noget nær til dens Værdi. Dog i det
Stykke var Lars ikke til at overtale, Martha havde

ſukket inderligt til Gud om, at der maatte undes hendes |
ſtakkels Fader Fred; thi Martha havde et klart Hoved |
| og forfigtig Mand, der kjendte fin egen Skrobelighed
det var, der ſaa ſterkt nedtrykte hendes Faders Mod;
men hun vidſte ogſaa, at kun Gud formagede at bøje |
ham Fortred.

og et gudhengivent Sind, og hun ſkjonnede nok, hvad

Jens Veſtergaards Vrangvillie, ſaa han kunde blive
tilbøjelig til at lade dem nyde deres Smule Ejendom
i Fred. Ogſaa denne Dag havde hun opſendt fine
Bonner, og det jaa ud, ſom hun var bleven bonhort.

Det havde Jens indſet og

Kanſke det ogſag kan gaa |
Bare Du kunde blive |

| Sags Skyld har lagt D

at han for at blive fri for Bryde |

Hun ſagde fig felv, at hun burde være inderlig glad

og taknemmelig derfor; men hun kunde ikke være det
i den Grad, ſom hun vilde; thi hun vovede ikke at
tro paa Freden. Imidlertid gik Tiden. Der hørtes
ikke noget til nye Paafund fra Jens's Side, og Lars
oplivedes kjendelig paa Legeme og Sjæl. Snart kom
nu den Tid, da han fkulde tage Kvegtiende, og ved

| den Lejlighed vifte Veſtergaardsmanden ſig retferdig

og medgjørlig ſom aldrig for. Det ſyntes nu aldeles
klart, at hans Tilſagn om Fred og Venſkab var mere
end et tomt Mundsvejr, og baade Husmanden og hans
Datter glædede fig derover.

Kort Tid derefter var det en Graavejrsnat med
Blæft og Bygevejr, og hvis man da havde været tilſtede
og paafcerde, kunde man have ſet en høj og ſpcertbygget

land at komme frem mellem Piletræerne. Han ſneg
lig krumbojet og lyttende forbi Dor og Vinduer og
forſvandt derpaa i det lille Jordhus, hvorfra han dog
ſnart efter kom frem, ledende en Ko efter ſig. Han
bandt Koen ved et af Træerne, bankede derefter pan
Vinduet, og da han havde givet fig tilkjende ſom Jens
Veſtergaard fra Mølby, blev han ſnart indladt.

„Naa Lars!“ ſagde han, da han kom ind, og der
var tændt Lys. „Du er altſaa ikke i Klederne endnu.”

„Nej,“ løb Svaret. „Det er jo midt om Natten.”

„Ja, det var jo Aftalen.“

„Hvilken Aftale?“

„Hvad for Noget? Har Du glemt den. Ved Du

ikke, hvilken Dag det er i Morgen?“

„J Morgen er det Torsdag; men jeg veed ikke
noget Merkeligt ved den Dag. Jeg veed heller ikke,
hvad det er for en Aftale, Du ſnakker om.“

„Ih, det var da pudſigt! Da Du var ovre at
tage Kvægtiende, aftalte vi, at vi ſkulde følges ad til
Salten Marked, og i Morgen er det Salten Markeds⸗
dag.“

„Det har jeg rent glemt.“ ;

„Da er det dog vel Din Mening, at Du vil med?“

„Jaa, naar jeg | har lovet det, og Du for den
Din Vej herom, faa vil jeg nok
folge med, hvis Du da ikke vil gaa raſkere, end at je 8
kan folge med.“

„Nej, jeg gaar langſomt; jeg træffer med en Ko.“

Han gjorde fig nu færdig, og Martha hjalp ham
med god Villie. Hun vilde gjerne, at hendes Fader
ſkulde ud at je fig om engang imellem; thi det kunde
oplive ham for mange Tider. Og der var ikke nogen
Fare ved en ſaadan Udflugt; thi han var en ædruelig

navnlig fin Glemſomhed. Derfor var han ikke faa lidt
mistroiſk og indlod ſig ikke paa Noget, der kunde volde
At han havde aftalt en Markedsfeerd
med Jens og glemt Aftalen, var meget rimeligt; men
ſelb i dette Ojeblik havde han Lyſt til Udflugten. Og
Martha ſyntes, at nu var der flere tydelige Tegn til

at Gaardmanden havde opgivet fit Fjendſkab. Det var
hun meget glad ved, og hun vilde da nodig, at man |
at komme mig nær, og jeg kan ikke forfølge ham, naar

fulde forſpilde de gode Udfigter ved at ſtode den ſtolte
Mand for Hovedet.

Det varede ſaa ikke længe, inden de to Mend gik
bort.

hende ind, at Gaardmanden havde ſtjaalet deres enefte
Ko ud af Huſet, og at nu Lars uden at vide det hjalp
til med at drive ſin egen Ko til Marked.

De to Mænd vare rgtignok bleven forligte om
deres forehavende Retstretter; men Husmanden tog
fejl, da han troede, at han og Gaardmanden var bleven
„virkelig gode Venner“. Å

Imidlertid, ſom de nu droge fremad — Jens gaar
foran og trekker Koen, og Lars gaar bagefter og driver
den frem — faa voxer den gryende Dags Lysſtyrke,
og Husmanden har fine Øjne jaa opmeerkſomt fæftede
paa Koen, at han ſommetider er nær ved at falde,
fordi han glemmer at ſe for ſine Fodder. „Det er
merkeligt,“ ſiger han, „hvor min Ko ligner denne her.“

„Ja, der er mange Ting, der ligner hinanden,“
ſiger Gaardmanden. '

De gif videre, men efter en Stund, da det var
faa lyſt, ſom det kunde blive, ſagde Lars: „Hvis jeg

ikke vidſte bedre, turde jeg bande paa, det var min

egen Ko, jeg her gaar og driver til Marked.“

„Ja, men faa er det jo godt, at Du ved bedre,”
ſagde Jens.

Lars Lejel fandt maaſke ogſaa, det var en Troſt,
men — mistroiſk og frygtſom, ſom han var — ſyntes
han dog at finde en ſtorre Treſt ſenere, idet han med
kjendeligt lettere Sind udraabte: „Nu ſer jeg en hvid
Plet paa Koens venſtre Bov, ſom jeg aldrig har lagt
Meerke til paa min Ko.“ 8

„Naa, da var det godt, Du kunde finde en For⸗
ſtjel! Du kunde ellers let have fundet paa at beſkylde
mig for at have ſtjaalet Din Ko.“

„Beſkylde Dig — for det! Nej, det kunde da ikke
falde mig ind,“ ſparede Lars forſkrakket.

Under temmelig ligegyldig, men yderſt venſkabelig
Samtale fortſattes nu Vandringen. De hvilte en Stund
ved Balle⸗Boge, medens de ſmagte paa Indholdet af
Jens's Lommeflaſke, og Koen græsfede i Vejgroften og
kanſte en lille Smule i Klevermarken ved Siden af
Vejen. Sligt tog Jens ikke ſaa noje, og det vedkom
jo ikke Lars. Efterat den Firbenede og de Tobenede
ſaaledes havde vederfvæget fig, gik Rejſen videre, og
op pan Dagen naade de Markedet, hvor Handelen
allerede var i fuld Gang.

„Nu kunde Du gjøre mig en Tjenejte,” ſagde Jens.

„Hvori fkulde den beſtag?“

„Simon Skredder i Aſklav ſkylder mig tolv Rigs⸗
daler, og det lader til, han helt vil ſkrive dem i
Glemmebogen. Han er ſagtens her paa Markedet, og

Martha gik roligt tilſengs igjen og drømte om |
Fred og ingen Fare, thi det kunde jo da ikke falde

jeg gad nok have fat paa ham for at fræve ham. Men
hvis han jer mig, det Aſen, faa hytter han ſig nok for

jeg henger i den ene Ende af Koens Tojr. Du kunde

holde ved Koen, mens jeg afſoger Markedet og ſer at

finde ham.“

„Det vil jeg meget gjerne, men —“

„Hvad vil Du ſige med Dit „Men?“

„Hvis der indfinder ſig en Kjober, mens Du er
borte, hvad ſkal jeg jaa ſige.“ 1

„Saa fkal Du fælge Hovedet!
Daler er den nøjefte Pris.”

„Og det er en lovlig lav Pris, ſynes mig.
der kanſke nogen uſynlig Fejl ved Koen?“

„Du kan ſige, at Du ikke ved nogen,“ ſagde Jens
med et lunt Smil.

Dermed ſtrog han af. Lars tenkte ved fig ſelv:
„Der maa jo være noget Galſkab ved Dyret, ſiden
han vil ſcelge det fan billigt. Min ſorthjelmede Ko,
der ligner denneher ſaa meget, vilde jeg ikke ſcelge for
fyrretyve Daler. Dog det maa blive hans Sag.“

Husmanden blev ſtagende ved Koen. Lyſthavere
gik fra og til. Lars forlangte glatvæl fyrretyve Daler
for Dyret; men lidt efter lidt gav han bedre Kjob,
og inden ret længe havde han ſolgt den for ſyv og

Fem og tredive

Er

tredive. Han fik Pengene tiltalte og Koen fortes bort;
men nu ſtod Jens Veſtergaard pludſelig hos ham, ſom
om han var ſkudt op af Jorden. Han modtog da
Kjobeſummen, og ſaa ſtrog han af igjen for at lede
om fin gode Ven fra Aſklev, hvem han endnu ikke
havde fundet.

Lars ſaa fig ogſaa om paa Markedet; men Jens
jaa han ikke mere til den Dag. Hen ad Eftermiddagen
maatte han uden Folgeſkab gaa til fit Hjem, hvor han
kom ved Aftenstid og fandt fin Datter i ſtor Ve og
Vaande, fordi deres eneſte Ko var borte, Han lod
hende fortælle om den Sag, hvad hun vidſte, hvilket
jo i Grunden var Ingenting. Saa foldede han fine
Hænder og ſukkede: „Gud naade mig! Jeg har nok

ſelv ſolgt Koen uden at vide det.“
k (Fortfætte8.)

—

Skovntaaren.
Af A. V. E. Toepfer.

.

1 N kovmaaren eller Tremaaren, ſom vi her
* bringer Laſerne et Billede af, hører til
ARNS den ſaakaldte Maarejlægt af Rovdyrene.
„Alle Maarene ere ſmaa lavbenede Dyr af

en langſtrakt, ſmakker, næften ormdannet
Legemsform, der fætter dem i Stand til at trænge ſig
gjennem meget ſmalle Aabninger. Uagtet de i Stor⸗

relſe ſtaa langt tilbage for de farligſte af alle Rov⸗

dyrene, Katteſlogten, kunne de dog i Blodtorſt fuld⸗

kommen maale fig med disſe. De leve næjten ude⸗
lukkende af andre Dyr, ſom Mus, Egern, Harer ſamt
tamme og vilde Fugle, AF dette deres Bytte dræbe
de mere, end de ſtrax kunne æde, idet de blot drikke
Blodet af de dræbte Dyr, og kun naar dette ikke er
i Stand til at ſtille deres Hunger, æde de tillige
Kjodet. i
Skovmaaren maa regnes til de fkadeligſte af de
mindre Rovdyr her i Evropa, hvor den er almindelig
udbredt i næften alle Lande, ligejom i det nordlige
Aſien. Den er omtrent 30 Tommer lang, hvoraf Halen
alene udgjor 12 Tommer; Skulderhojden er 10 Tommer.

17 — li
0
1

ſniger den fig omkring paa Træernes Grene eller paa

Jorden, og ve nu de ſtakkels mindre Pattedyr eller |

Smaafuglene, ſom det kan lykkes den at overraſke, thi
de falde ſtrax ſom Offere for dens Blodtorſt. Naar
den ikke er ſaa heldig at finde noget Bytte i Skoven
paa fit natlige Rovertog, er den ikke bange for at
nærme ſig vore Boliger. Kan det her lykkes den at
trenge ind i et Due⸗- eller Honſehus, huſerer den ſlemt
derinde, idet den gjør fort Proces med alle Bebverne,
ſom dens ſtore Blodtorſt driver den til at dræbe, og
den beruſer ſig formelig i ſine Offeres Blod. Uagtet

Skoumaaren.

Dens Pels, ſom er tæt, blød og glindſende, er morke⸗
brun paa Ryggen, lyſere paa Bugen og Siderne.

Struben ſamt Underhalſen er gul og Halen og Benene .

ſortebrune. Den er meget almindelig her i Landet,
iſer i alle ffovbevorede Egne, hvor den indretter ſig
en med Mos udforet Bolig i en hul Treſtamme; i
Mangel af en ſaadan tager den ofte en forladt Egern⸗
eller Kragerede i Beſiddelſe. Den klatrer og ſpringer
med ſtor Behendighed omkring paa Træerne fra den
ene Gren til den anden og er derfor en farlig Fjende
for Smaafuglene og deres Ingel. Saaſnart Tusmorket
falder paa, begynder dens Jagttid; forſigtig og lydløs

paa Jegeren.

den gjør en Del Hytte ved at dræbe en Meengde Mus,
maa den dog betragtes ſom et for os ſkadeligt Dyr

| paa Grund af de ſtore Odeleggelſer, ſom den foraar⸗
| Jager paa Fjerkret, Agerhonſene og de nyttige Smaa⸗

fugle. Man bør derfor efterſtrebe den, hyilket kan
ſte ved at fange den i Saxe og Falder eller ved at
ſkyde den. Det er ikke vanffeligt at ſkyde den, da man
om Dagen ofte kan fe den i Zræerne; den tager ikke
Flugten, naar man har opdaget den, men bliver i
Reglen rolig liggende udſtrakt paa en Gren og ſtirrer
Selv om denne ſkulde fejle den ved

165

det forſte Skud, ſoger den dog ikke at undfly, men
giver ham Tid til at lade Bosſen. Hvis man ingen

Basſe har med, naar man tilfældig opdager den,

behøver man, efter hvad den bekjendte Naturforſker
Brehm fortæller, kun at hænge fin Frakke eller et Tor⸗

klede paa en i Jorden ſtukken Stof; den vil da for⸗

ſigtig blive liggende paa ſamme Sted, indtil man kom⸗
mer med en Bøsje og dræber den.
Afbildning ſes to Skovmaare, Han og Hun, paa deres
natlige Rovertog; af deres ſpejdende og ſtirrende Blik
er det let at je, at noget maa have tiltrukket fig deres
Opmeerkſomhed. Derſom den ſnu Maar rigtig faar

Oje paa, at det uſodvanlige er en Fælde, hvoraf vi
je den ene ſkulte Kjebe og lidt af Lenken den er faſt⸗
gjort med, vil den viſt forſigtig gaa uden oem. Men
er Felden ſkjult godt nok, og den blot rører ved den
med Poten, vil de gruſomme Jernarme ſlaa ſammen

—

om den og dens
Rovertog har for

Paa medfølgende |

8

88 Det fortvivlede Ridt.

æjerne ville erindre, at Husvennen i

D forrige Aargang Nr. 8 og 10 bragte en

8 Ninteresſant Skildring om en Rensdyrjagt,
ſammendraget efter Asbjornſens her—

lige Skildringer „Hojfjeldsbilleder“.

Blandt de Jaegerhiſtorier fra Renjagten ſom fortælles
i denne Skildring, vilde det uden Tvivl endnu kunne
interesſere Lœſerne at høre en af Forernes Fortællinger
om et merkeligt Eventyr med en Ren, ſom minder om
St. Blickers Hiſtorie om Hjorterytteren. Den dygtige
Renſkytte Thor fortalte den, medens de holdt Hvil,
ſom følger: i
„Der var en Skytte i Veſtfjeldene. Han hed
Gudbrand Glesne og var gift med Bedſtemoderen til
Gutten J ſaa i
Gaar Kveld og

ſtedſe taget en
Ende.

en glup Skytte
ſkal han have væ:

Husmaaren ret. En Hoſt var
eller Stenmaaren han kommet i
er lidt mindre Hold med en fvær
end Skovmaaren, Buk. Han ffød
ſom den ligner paa den og kunde
baade i Levemaa⸗ ikke vide andet

de, Nering og
Farve, men den
kan dog let ſkjel⸗
nes fra denne ved
den hvide Hals
og Bryſt. Den
har omtrent den
ſamme Udbredel⸗
je ſom Skopmaa⸗
ren, men her i
Landet findes den
dog kun i Jyl⸗

Nensdurrutteren.

and, paa Fyen, Langeland og Samso, hvor den ifær |

opholder fig i Skure, Stalde, Udhuſe og Stenhobe. |
Armſtol, og ſaa gik det afſted, for Kuglen havde bare

Den er ligeſaa blodtorſtig ſom Skovpmaaren og endnu
farligere end denne paa Grund af fit ſtadige Ophold
i eller ved vore Boliger. Skindet af begge disſe Maare
afgiver et godt og koſtbart Pelsveerk.

Til Maarſlegten høre ogſaa Ilderen ſamt den

ſtore Veſel eller Hermelinen, ogſaa faldet Lekatten,
og den lille Veſel eller Bruden, der alle findes her hos
os, men den indfkrenkede Plads tillader os ikke denne

Gang at omtale disſe nærmere. . Vi ville maaſke en

anden Gang faa Lejlighed til at fortælle Læjerne lidt
om dem og om nogle enkelte af de mange udenlandſke
Maarearter.

| Haft, ſom den han, Gudbrand fik.

end den var ſtok⸗
dod, ſom den
faldt. Saa gik
han, ſom En ofte
plejer, og ſatte
fig ſkrevs over
Ryggen paa den
og ſkulle have fat
paa Kniven for
at ſkille Nakke⸗
benet fraSkallen.
Men bedſt ſom
han havde ſat fig, ſprang den op, lagde Hornene tilbage
og trykte ham ned imellem. dem, faa han fad ſom i en

ftrøget Dyret paa Skallen, faa det var ſpvimeſlaget.
Slig Skyds (Befordring) har vel aldrig noget Menneſke
Det gik mod Vejr
og Vind over de feleſte Bræer og Styg⸗Urer (Ismarker
og ufarbare Fjeldffrænter). Saa fatte den over Gjende⸗
Eggen; men da bad han til Vorherre, thi da troede

han, at han aldrig ſkulde faa je Sol og Maane mere.

For Gjende⸗Eggen er Ryggen paa et Fjeld, ſom ligger
imellem Gjendevandene og er jaa felende ſmal og brat,
at naar En ſtaar der og kaſter en Sten ud med hver
Haand, faa rulle de ned Hver i fit Vand, over 700

Alen under Ryggen:

Men det gik, og tilſidſt ſſprang Renen i Vandet

7

al den Rigdom, ſom var til“.

lere ud over ſig ſelv, bærer i

166

og ſvommede tvers over med Skytten paa Ryggen.
Imens havde han faaet Kniven los, og i det ſamme
Bukken fatte Foden paa Land, ftødte han den i Nakken,
og dod var den, og Gudbrand Glesne havde viſt ikke
gjort den Rejſe om igjen, om han kunde have vundet

Det er Ojeblikket, da Renen ſpringer i Vandet,
ſom Leſerne fe fremſtillet paa vort ſmukke Billede, ſom
er udført efter en Tegning af den berømte norſke Maler,
Profesſor Gude.

Vore Fedres Guder.
Wed Ir. Winkel Horn.

Manne

Tredie Affnit.
Undergang og Gjenfsodelſe.

Naar man ſammenligner vore Fædres Guder med

andre Folkeſlags, vil der, ſom vi alt i Begyndelſen
af denne Skildring have antydet, paa alle Punkter viſe
ſig en gjennemgribende Forſkjel. Dette er nu i og for
ſig ikke ſaa underligt, thi de ejendommelige Forhold,
hvorunder Oldtidens Nordboere levede, maatte jo give
deres Betragtning af Livet og Tilverelſen i det Hele
og i det Enkelte et ſerligt Prœg, der ogſaa kom frem
i de Skikkelſer, deres Fantaſi formede ſom Menneſke—
hedens Idealer efter nordiſk Synsmaade, og imellem
de øvrige Folkefcrds Gudeſkikkelſer er der da ogſaa
ſtore indbyrdes Forſtjelligheder, ſom bero paa det for⸗
ſtjellige Syn. Men der er eet Punkt, hvori den nor⸗
diſke Gudelcere adſkiller ſig fra alle andre af menneſkelig
Fantaſi udformede Religioner, det er dens Forkyndelſe
af, at den Tilverelſe, den ſkildrer, den Gudeverden, den
fremmaner, kun er ligeſom et Forſpil for hvad der
ſkal komme. Medens de Guder, Menneſkene have gjort
fig i deres eget Billede, ſom Udtryk for hvad de betrag⸗
tede ſom det Hojeſte i Menneſkelivet, ellers altid forud⸗
ſerttes at være evige Magter, viſer den nordiſke Gude⸗
ſig en Folelſe af, at
den Tilſtand, den ſtildrer, i Virkeligheden ikke er den
hojeſte, men ſkal afloſes af en anden endnu højere, jaa
den næften bliver ſom en dunkel Spaadom om den
Verdensorden, der hviler paa Kriſtendommen. Vi have
ſet, at hvad det hovedſagelig drejer ſig om i vore
Fedres Gudetro er Kamp og Strid. Som Kriſten⸗
dommen ſkjelner imellem Godt og Ondt, ſtjelner hin
imellem Tapre og Fejge, — de Tapres glade Kampliv
efter Døden hos Odin i Valhal og de Straadødes
ynkelige Sfyggetilværelje hos Hel, der har vi Grund⸗
modſctningen. Saa langt ere alle hedenſke Folkefcerd hver
paa fin Vis komme, men Nordboerne ere naaede endnu
et Skridt; den fulde Sandhed kunde kun aabenbares
af Gud ſelv, men det er merkeligt og vidner om, hvor
dybſindigt et Folk de vare, at de dog have kunnet

baring at ſtsotte fig til.

| med mindre de gjøre fig ſelv ſvage“,

kaſte et Blik bag det tætte Slor, der ſkjuler Sandheden

for Menneſket, ſaalenge det ikke har Guds Aaben⸗
Ved Siden af den nævnte
Grundmodſetning kommer paa mange Punkter Spliden
imellem Godt og Ondt frem, det Sidſte ifær fremtre⸗
dende i Lokes Skikkelſe. Det Onde breder ſig mere
og mere blandt Guderne, der oprindelig vare uffyldige
og gode, og jo ſtorre Magt det faar, des ſpagere blive
de ſelv. Nordboerne have ſom intet andet Folk ſet,
at det er Forkrenkelighedens og Ufuldkommenhedens
Verden, vi leve i; de have forſtaget, at en Natur, en
Zilværelje, der kun bæres af Guder ſom dem, deres
Fantaſi kunde ſtabe, var viet til Undergang, og de
have ſkimtet den hojere Verdensorden, der ſkulde komme
efter den, de kjendie. „Guderne kunne ikke overvindes,
hedder det hos
en udmeerket Forfatter, „men Tingenes Natur er juſt
ſaadan, at de maa gjøre det: for at vinde Gerd, maa
Frej bortgive fit Sværd; for at faa Fenrisulven lænket,
maa Tyr jætte fin højre Haand i Vove, og han mifter
den; naar Guderne iffe ſelv havde været forblindede
og overmodige, hvorledes kunde da Balder have doet;
deres Betenkelighed gav Fjenden Vaaben ibænde; den
blinde Søder vilde aldrig have kaſtet den fordærvelige
Miſtelten, naar ikke deres egen Leg havde været en
Opfordring for ham til at hædre fin Broder. Naar
Loke endelig blev til ſom et ſerſtilt Væfen, ſaa var
derved Fordervelſen givet”,

Verden var viet til Undergang og Guderne med
den, og de vidſte det godt ſelb, det var ſpaget dem
mange Gange, hvad der ventede dem i Ragnarok, ſaa
kaldtes den ſidſte ſtore Strid, i hvilken Alt ſkulde gaa
tilgrunde. Et af de merkeligſte og meſt ſtorſlagede
Oldkvad, der er levnet os, „Volvens Spaadom“, ſkildrer
i mægtige Treck ikke blot Gudernes Liv, men ogſaa
og ſerlig deres Undergang og Verdens Gjenfsodelſe
efter Ragnarok. Det er netop dette Digt, der iſcer
maa tjene os til Grundlag i den folgende Skildring,
og vi ville nu og da give den med Digtets egne Ord.

Haarde Tider ſkulle gaa forud for den ſtore Strid.
Ufred og Trolgshed hævger Verden, og en tre Aar
lang Vinter med Froſt og hvasſe Vinde knuger den.

Brødre ſkulle ſtrides,
fælde grumt hverandre,
Frander ſkulle bryde
deres Frendſkabs Baand;
Ondt det er i Verden,
Hor og Utugt øves, ;
Øretid og Sværdtid
bringer Skjolde Meen.

Ulvetid og Stormtid
ſkal paa Jorden komme,
førend Verden ſynker,
førend Ragnarok;

167

lydt ſkal Jorden done, |

Jettekvinder flyve, |
ingen Mand ffal ffaane
andre end fig ſelv.

Aſernes guldkammede Hane galer og vakker Heltene
til Strid, og en ſodſort Hane hos Hel væffer deres
Fjender. Hunden Garm gor for Gnipehulen, ſaa det
gungrer vidt i Verden; Jorden ſtjclver, fan Træerne

løsnes og Bjergene ſtyrte ſammen, alle Baand og

Lenker briſte, og Fenrisulven flipper los. Midgaards⸗
ormen rører fig i fin Jattevrede jaa voldſomt, at
Vandet vælter ind over Jorden, og Jætternes ſtore
Skib Naglfar bliver flot. Fenrisulven farer frem med
gabende Svælg, den ene Kjæve naar til Jorden, den
anden til Himlen; Midgaardsormen blæfer fin Edder,
jaa Hav og Luft driver deraf. - Under dette Gny briſter
Himlen, og Muspels Senner komme ridende derfra;
forſt rider Surt, der er Flammer baade foran og bag
ham, og hans Sværd finner klarere end Solen; da
han og hans Folge rider over Bifreſt, briſter Broen
under dem. Loke kommer med alle Hels Mænd. Alle
ftævne de frem til Sletten Vigrid, hvor den ſtore Strid
ſkal ſtaa, den er hundrede Mile paa hver Led.

Nu bleeſer Hejmdal vældig i ſit Gjallarhorn og
kalder alle Guderne til Thing, men Odin rider til
Mimers Brond og ſoger Raad for ſig og ſin Flok.
Aſken Bggdraſil ſticlver, og der er ikke den Ting i
Himlen eller paa Jorden, der ikke reddes. Aſerne og
alle Einherjarne herklade fig og ftævne frem til Kampen;
forreſt rider Odin med Guldhjelm og fager Brynje og
Spydet Gungner; han fæmper med Fenrisulven; ene
smaa han fæmpe den Dyſt ud, thi Thor, ſom hanzhar
ved Siden af fig, kan ikke hjælpe ham, han har fuldt
op at gjore med Midgaardsormen. Ulven ſluger Odin,
men faa gaar Vidar imod den og fætter den, Fod,
hvorpaa han har den Sko, der er ſamlet til alle Dage,
i dens Underkjcve, og i Overkjacven tager han fat med
fin Haand, og ſaaledes ſonderriver han Ulven. Thor
felder Midgaardsormen, men han naar kun ni Skridt
bort fra den, faa falder han om, dræbt af dens Edder.
Frej kemper mod Surt og verger fig drabelig, for
han falder, men det bliver hans Bane, at han favner
det gode Sværd, han gav Skirner for at vinde Gerd.
Hunden Garm kemper med Tyr, og de fælde hinanden,
og Loke og Hejmdal give hinanden Bane. Nu kaſter
Surt Ild over Jorden og hele Verden brænder op:

Da ſes Solen ſortne,

Havet ſluger Jorden,
Himlens klare Stjerner
blegne og forgaa;

Flamme ſlaar mod Flamme
under Brag og Knitren,
ſelv mod Himlens Hvcelving
klare Luer flaa.

Men Verden ſtal ikke blive liggende i Ruiner; den
gamle Spaadom forkynder, at Jorden atter ſkal ſkyde

op af Havet, gron og ſtjon ſom aldrig for; da fkulle
|

Aſerne atter ſamles paa Idaſletten, tale om Midgaards⸗
| ormen og alt det Store, de havde ſet, og om hvad „den
| bøje Gud” havde leert dem; de gyldne Brikker, hvormed
de legte Tavl i deres Uſkylds Dage, ſkulle atter findes;
uſagede ſkulle Agrene vore, og Balder kommer tilbage.
Men fagrere end Solen knejſer en Sal takket med
Guld; dens Navn er Gimle, og der ſkulle alle Gode
bo og være glade i al Evighed; og paa Ligſtranden
ſtaar der en anden Sal; dens Dore vende mod Nord,
lede Orme ſno ſig dom den, og deres Edder drypper
ned igjennem Gluggerne, og

i de ſtride Stromme

ſer jeg der dem vade,

dem, ſom falſk har ſporet,

dem, der grumt har myrdet,

dem, der har forlokket

falff en Andens Viv. i

De gamle Guder ere fomne tilbage, men det er

en Anden, der nu ftaar for Styret:

Saa den Steerke kommer,

han, ſom Alting ſtyrer,

vældig ned fraoven

til den ſtore Dom;

alle Ting han dømmer,

hver en Strid han ender,

figer, hvad der helligt

være ſkal paa Jord.

husflid.

Nok en Kroblings Arbejde.

| En vanfor Krobling, Peter Rasmusſen, Nykjobing
veſtre Lyng (Sjælland). ſom har. været lam i begge
Ben i 27 Aar, ſaa at han ikke kan gaa, men kun ſidde
i en Kjgreſtol, har desuagtet jet fig i Stand til at
| ernære fig uden offentlig Underſtottelſe ſiden hans For⸗
| ældres Dod. Det er Husflidsarbejdet der har gjort
dette muligt for ham, navnlig allehaande Smaaarbejde,
ſom Klinkning af Porcelæn, Sftandjætning af Har⸗
monikaer, Bliktej o. lign. ſamt med at rengjore Stue⸗
uhre, indtil han for 8 Aar ſiden lærte fig ſelv lidt
Uhrmageri, ſom fiden efterhaanden er blevet hans Hoved⸗
| erhverv. Fra en hjælpeløs Stilling har han ved Flid
og Sparſommelighed bragt det ſaa vidt, at han nu
ejer et Hus, ſom ar ſelv har ladet bygge, hvortil
| hører 3Y2 Tb. Land Lyngjord, paa hvilken han har
anlagt en Have, ſom 1868 indbragte ham en Premie
paa 10 Rd. fra Holbek Amts lundskonomiſte Selſkab.
I dette Hjem har han giftet fig, og da han fra ſine
S havde arvet en Vev, og Kundſkab om at
ruge den, lerte han fin Kone at væve, hvad hun
tidligere ikke forſtod; ſiden har hun vævet alt det Toj,
der bruges i Huſet, hvoraf flere Dynevaar vavet med
Iſlœt ſpundet af gamle opkradſede Klude. Som Uhr⸗
mager har han ikke glemt Husfliden. Skjondt han ikke

RE 168

er Sømand, og aldrig har været pan et Skib, forar⸗
bejdede han ſidſte Vinter, om Aftenen ved Lys, et ſtort
Stykke Legetøj, et tilrigget Fregatſkib „Holger Danſke“,
alene vejledet af et Billede i en Bog. Taklingen var
indrettet ſaaledes, at Born med Lethed kunde ſtille
Sejlene, ſag at det kunde fejle ſmukt. Han havde det
indſendt til Husflidsſelſkabets Udſtilling i Kjobenhavn,
hvor det dog ilke naaede at faa Premie, eller blive

ſolgt. Det var et ſkuffet Saab for den jvagelige, flittige

Forfeerdiger, ſom efter i det ſidſte Aar at have gjennem⸗
gaaet en meget haard Sygdom, i fine trange Kaar
haardt behøver til den Sjælp Salget kunde indbringe.
Vi anføre ham ſom nok et Exempel paa, hvad Husflid
kan være for en Fattigmand, ſelv om de bedſte Be⸗
tingelſer for Arbejdergvelſens Üdvikling, et ſundt Legeme
og forlige Lemmer, mangler.

Bognyt.

„Danſk Landbotidende“. Af dette Tidsſkrift
fluttedes til Nytaar 9de Bind, idet Udgiveren med det
ſamme afſluttede Tidsſkriftets Udgivelſe. Vi ere for⸗
visſede om, at mange ville beklage dette ſmukke lille
Tidsſkrifts Ophør. Det forſte Hefte udkom i Oktober
1865. Der var den Gang kun to Landbotidsſkrifter
i Landet, begge beregnede pan den mere theoretiſk
dannede Landmand. Udgiverne af det ene af disſe
Tidsſkrifter, „Ugeſkrift for Landmænd”, DHr. E. Møl-
ler Holſt og J. V. T. Hertel, beſtemte ſig da til,
for den talrige Landbobefolkning, at udgive et populært
mindre Blad, der kunde være nyttigt ikke alene ved
Afhandlinger om Landbruget, men ogſaa om Spørgs:
maal, der angik Landbefolkningens - almindelige Livs⸗
forhold, deres Undervisning og Oplerelſe, Boliger og
Levemaade, Forhold mellem Husbond og Tyende oſp.,
ſamt ethvert Emne, der kunde antages at tjene til Land⸗
befolkningens Udvikling, bidrage til dens almindelige

Velvære og give Anvisning til nyttig Anvendelſe af
Landbotidenden har i de forløbne 9 Aar

deres Tid.
holdt mere, end den lovede. Der foreligger i de 9 Bind,
der ere udkomne, en Mengde fortrinlige Skildringer
og Afhandlinger, ſom ikke alene have glædet og oplyſt
naar de kom Holderne i Hende, men ſom naſſten alle
ville have blivende Værd og ville kunne læjes med
Glæde og Nytte baade nu og i mange Aar. Udgiverne

kunne ſaaledes ſe med Glæde tilbage paa deres Arbeſde

og man maa erkjende, at dette har været ledet af en
ren ærlig Streben efter at fremme alt hvad der var
gavnligt, godt og fandt, jaa vi ere forvisſede om, at
Bladet ikke alene har gjort meget godt, ſkjondt det ikke
hørte til de meget udbredte, men ogſaa fremtidigt endnu
vil gjøre meget Gavn paa Bondens Hylde og i Sogne
bogſamlingernes Skabe. Ogſaa i anden Retning turde
den lille Landbotidende have gjort Gavn. Den har
Jat adſkillige Penne i Bevegelſe i en god Retning, ſom
maaſke ellers beſkedent vilde holdt fig tilbage, og maaſke
været forſte Grund til at flere Samfundsſporgsmaal

ere blevne gjennemtenkte og rejſte, ſom ellers vilde

den danfke Husflidsbevegelſe,

have hvilet en Stund endnu. Udgiveren af Husvennen
vil i al Fald for ſin Part altid mindes Landbotidenden
med Taknemlighed, thi dette Blad fremkaldte for hans
Vedkommende en lang og alvorlig Virkſomhed, der har
bragt megen Glæde. Som faſt Medarbejder af Bladet
fra dets Begyndelſe ſkrev han nemlig deri, i 1
for Februar og Marts 1866, en Rekke Artikler om
An vendelſen af vore 9 00 Vinteraftener og
Syslen med dette Sporgsmaal, bragte ham ind paa
en alvorlig Underſogelſe af Husflidstanken, hvis
Reſultater nogle Aar efter forelaa Offentligheden i
Bogen „den danſke Husflid“, der gav Stødet til hele
ſom allerede har bragt
Virkſomhed og Glæde i mangt et Hjem, og fremtidig
med Guds Hjælp vil bidrage til at bringe Hjemme⸗
flidens Velſignelſe til mangen en Familie, efter Haanden
ſom Flere og Flere fan gabent Syn derfor.

Det vilde føre for vidt at nævne alle de fortrinlige
populære Afhandlinger, ſom de udfomne ni Bind inde
holde fra Landbrugets og Naturvidenſkabens Omraade,
eller til Oplysning og Foredling af Samfundsforhol⸗
dene, jcvnligt udfyldt med gode Fortællinger og ſmukke
Afbildninger. Det 1 os derfor at kunne meddele,
at Udgiverne have beſtemt fig til at lette Anſkaffelſen
af den Reſtbeholdning der haves af Bindene, ved at
nedſctte den i Forvejen billige Pris faa betydeligt, at
de udfælges til halb Pris, 1 Krone 50 Øre Bindet.
Det er vor Overbevisning, at gen Sognebogſamling
bor favne denne overordentlig billige Rekke Bøger og
tillade os at gjøre. opmærfjom paa, at enhver ſtorre

Landejendomsbeſidder for ſamme Pris ikke vil kunne

faa nogen nyttigere og mere tiltalende Samling Boger
til Læsning for Folkene, end ved at kjobe de udkomne
9 Bind af Landbotidenden.

1

Gaade.

Saa fagert er det Klædebon,
Ovormed jeg bli'er begavet;

Og jeg ffal gaa fra Haand til Haand,
Kun derfor blev jeg lavet.

For Danmark er eg ftørre Skat
End Guld og Wdelſtene,

Og jeg kan fare Folk en Hat,

En Blyhat, notabene.

Oplosning
paa den firkantede Nod i Nr. 17:

Judhold. En ÜUdaadsmand, Fortælling af C. A. Thyregod
(Fortſat.) — Skovmaaren, af A. P. E. Toepfer, med
Billede. — Et fortvivlet Ridt, med Billede. — Vore
Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn. — Husflid:
Nok en Kroblings Arbejde, — Bognyt. — Gaade.

Husvennen udkommer lil hver Søndag med el 16. ſpaltet Artz, forfyner med flere Villeder, lil 3 Alt. (1 Kr.) Iſerdingaaret frit lilſendt.
Bladek kan beſlilles pan ethvert Voſllonlor og Brepſamlingsſled, i enhver

Hyert Ilerdingaar medfølger gralis el fork fmukt Villede.

Boglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjobenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

nd

2. Aargang.
Nr. 22.

En ÜUdaadsmand.
Forlalling af C. A. Thyregod.

% (Fortſat.)

2
3.

vidſte, og der kunde da ikke være mindſte

gaard havde havt dem tilbedſte.
det ſtemte kun daarligt med det Venfkab,
ſom Manden i den ſenere Tid havde viſt Tegn paa,
og ſom han hin Thingdag havde tilſporet Lars ved det
fulde Glas. Det ſtemte næften endnu mindre med,

hvad man kunde vente af en velhavende Gaardmand,
der holdt ſtramt paa fin Anſeelſe; thi i fig ſelv var |
det jo et gement Tyveri, der var øvet, og et ſaadant

kunde man ikke lettelig tiltro den jelvfølende Jens

Veſtergaard, hvad man end ellers vidſte om ham. Lars
kunde dog ikke ret tenke fig nogen anden Forklaring,

og han gik lige ſtrax tilſengs, idet han ikke alene var
træt, men ogſag følte fig ſyg af Sorg og Harme.

Han klagede bitterligt og ſyntes, at der var ſkeet en
Skade, ſom aldrig kunde forvindes, og at det nu var

forbi med hans og hans Datters Velfærd her i Verden.

Martha havde i Forhold til fin Alder og fit Kjon

temmelig megen Livserfaring; men dog var hun mere
godtroende og havde en lyſere Livsanſkuelſe end Faderen.

Hun kunde flet ikke faa i fit Hoved, at Jens Pederſen

var en usſel Typ, hvorimod hun ſyntes, det kunde ligne
ham udmerrket at drive en raa Spøg med Fattigfolk
og have ſin Moro af at volde dem nogle angſtfulde

an fortalte nu paa fin Side, hvad han

mands Billes,
før 70

SMorfhabstæsning, Oplysning og Hustlid.
; Anginet ak R. C. Rom.

| Sondagen d. 28. Jebrunr.

li

;… Kjøbenhavn.

18235.

Timer. „Han vil viſt bare have Noget at le ad,“
ſagde hun til fin Fader, „og Du ffal je, han er villig

til at betale os Koen.“

„Hvorfor kommer han ſag ikke og betaler den?“
ſpurgte Manden.

„Maaſkee han ikke engang er kommen tilbage endnu,
og maaſke han vil ogſaa, at vi ſkulle give ham et Dyd

for det.“
Tvivl om, at den fnedige Jens Veſter⸗ ||
Men |

„Ja, jeg ſkal give ham et Ord! Jeg ſkal gaa
over til ham i Morgen og ſige ham i Alles Paahor,
at han er en Tyveknegt og en Kjæltring.”

„Ak, nej! Gjor endelig ikke det! Det taaler han
ikke, og Du kan jo heller ikke overbeviſe ham om Noget.“
"vad fkal jeg da ſige?“

„Hor! Maa jeg ikke gaa over og tale med ham?“

„Hvad vilde Du ſige til ham?“

„Jeg vilde give ham alle de gode Ord, jeg veed,
og bede ham for Guds Barmhjertigheds Skyld dog ikke
gjøre os-ſaa ſtor en Uret. Jeg vil ſige, at naar han
gjør. os Ret og Skiel, fan ere vi flet ikke vrede paa
ham, fordi han har gjort Nar ad os.“

„Naa, ja lad det faa være ſaadan! Men ringere
end fyrretyve Daler, bor vi ikke nejes med for Koen.“

„Du ffal fe, han betaler villig den fulde Verdi,
bare vi ikke trodſe ham.“

Det er ikke ſagt, at Martha var fuldt faa vis i
fin Sag, ſom hun lod. J al Fald havde hun en
Tanke om, at det baadede Sagen bedſt at tale med
Jens i hans Kones Nerverelſe, og hun vilde derfor
helſt treffe ham hjemme i ſit Hus. Derfor gik hun
neſte Dag paa en ſaadan Tid, at hun kunde komme
til Veſtergaarden i Middagsſtunden. Hvem veed, om

ſig nok alt for god til at ftjæle Køer. -
villet gjøre Lojer med min Fader, tænfer jeg; men

der ikke ogſaa var et andet Anſigt i Gaarden, ſom hun
om han vilde ſpringe op.

tenkte ved den Tid at kunne faa et Glimt at je af.

Hun gik barfodet for at ſpare paa Fodtojet, og under⸗
vejs ſyslede hun flittigt med ſit Strikketoj; thi det var
i Hovedſagen hendes Heenders Arbejde, der ſkulde ſkaffe
Hun kom ind

Brod og Klæder til hende og Faderen.
i Veſtergaardens Stue, medens Husfolkene fade ved

Middagsbordet, og hendes Haab og Mod ſank en Del,
da hun faa den ſtormegtige Bonde ſidde fan myndig |
Hun undveg hans ſtikkende
Ojekaſt, ſkiftede et varmt og hurtigt Gjenkjendelſesblik
og Dorthea. Det var dog ikke til nogen Nytte, at hun
| talte rent ud af Poſen om det Skete og med bonlige
| og" indtrængende Ord tryglede Manden om at gjøre

og ftor for fin Bordende.

med-Kjæld og ſatte fig jaa tavå paa den Stol, Hus-
moderen fatte hen til hende indenfor Doren. Pigen

vilde gjemme fit Wrinde, indtil der var Ferre tilſtede.

Men det fik hun ikke Lov til. Jens Veſtergaard
gjcttede Wrindet og var allerede paa det Rene med,
hvilket Tilſnit han vilde give Hiſtorien. Han ſagde:
„Naa, Martha! Din Fader narrede Dig nok i Gaar!“

„Hvormed?“ ſpurgte hun.

„Med at ſelge Eders Ko. Eller vidſte Du kan fie, |

at den ſkulde fælges ?
„Det var nok ikke min Faders Mening at narre

mig; men han blevy ſelv narret.“

„Det ved jeg ikke Noget af. Ja, han ſolgte den
for lovlig godt Kjob; men det kan ikke kaldes for
Narreri. Jeg tænfte, at Du maaffe flet ikke vidſte,

det var hans Henſigt at tage Koen med til Marked.“

„Det var heller ikke hans Henſigt, det var en
anden Mand, der tog Koen ud af vor Stald og trak
den til Marked og der lod min Fader fælge den, ſom
det var en fremmed Ko.“

„Saa aa! Det var da en maeerkelig Begivenhed.
Ja, jeg ved ikke, om jeg vil ſporge, hvem den Mand
var, for Du maa jo pasſe paa, hvad Din Mund ſiger.“

„Der er ingen Fare for, min Mund fkal lobe
løb i den Sag, for den Mand jeg taler om, holder
Han har bare

han raader nok Bod pan den Skade, der er fket.“

„Du er godt ſkaaret for Tungebaand, min Pige;
men Du er fejl underrettet. Jeg veed bedre Beſked.
Din Fader forte ſelv Koen til Marked og ſolgte den
og fik Penge for den. Siden har han bildt Dig en
anden Hiſtorie ind. Du tror mig ikke? Jeg var dog
nærværende ved hele Tildragelſen, og jeg kjender ogſaa
ellers Din Fader. Han har trukket mig tilvands hvert
evige Aar, naar han har ſkullet have Tiende hos mig,
og i alle vore, Retsſager har jeg maattet træffe det
korteſte Straa. Det er en ſnu Hund, er Din Fader.
Saadanne troſkyldige Folk ſom Dig og mig, er det
ham en liden Kunſt at gjøre Nar ad.“

Pigen ſtak i at græde og ſagde: „Det er Dig,
Jens Pederſen, der gjør Nar ad mig; men det maa
Du godt, naar jeg jaa dog tilſidſt kan fag Held af
mit Wrinde.“

170

| og naſten fjantet.

hore et Dvd mere.

Kjæld gjorde en Bevegelſe bagved Bordet, ſom
Stedfaderen tilkaſtede ham
et lurende Blik; han jaa det og tvang fig til at ſidde
ſtille. Jens ſpurgte nul i fin meſt indſmigrende Tone:
„Hvad er da Dit Wrinde, lille Martha?“

„Naar Du ikke allerede ved det eller ikke vil forſtaa
det, jaa vil jeg helſt ſige Dig og Din Kone det i
Enrum.“

„Naa ſaadan! Ja, det kan ogſaa lade fig gjøre.”

Da Maaltidet var endt, fjernede Tyendet og Søn-
nerne ſig, og Martha blev alene med Jens Veſtergaard

god igjen den Uret, ſom hun dog vedblivende kaldte
en Spog. Jens lod, ſom han blev baade forbavjet
og fornærmet over hendes Paaſtand, og i de ſtaerkeſte
Udtryk nægtede han at have havt det Ringeſte med
Koens Forſpinden at gjøre. Under hele Samtalen
vejede Pigen omhyggeligt fine Ord, og, brød Braaden
af hvert eneſte Udtryk, der kunde egnet fig til at ſaare

den ſtolte Mand; men han var paa fin Side ikke faa

lemfcldig. Han lod det hagle med Haansord mod
hendes Fader, hvem han paaſagde, at han var ſpine—
poliſk og ſnu og dog alligevel doven, dorſk, glemſom
Pigen tav til alt dette, men da
han begyndte at tale om Tienden, ſagde hun, at den
vilde hendes Fader viſt aldrig fælge. „Men det lover
jeg Dig,“ føjede hun til, „at hvis jeg engang bliver
dens Ejer, faa ſkal den blive ſolgt, og da fkal Du
være nærmere til at fan den end nogen Anden.“ Der⸗
med var han dog ikke tilfreds; men nu kom han frem
med et andet Forſlag, forſt vagt og antydningsvis,
men ſiden mere ligefrem. Det gik jo Krebsgang med
Lars Lejels Velfærd, vidſte han, og han paaſtod, det
var Mandens Uduelighed og Daarſkaber, ſom var Skyld
deri. Nu havde han jo ſolgt deres ſidſte Ko og ſagtens
tilſat Pengene, og der var neppe nogen Udvej til, at
de kunde faa fig en Ko igjen. Lars vilde da nok ogſaa
bære fig galt ad paa andre Maader, ſaa deres ſidſte
faa Ejendele vilde faa Fødder at gaa paa. Der var
efter hans onde Spaadomme intet Andet at gjøre end
at faa Pigens Fader erklæret for umyndig. Saa kunde
han faa en Formynder, der vilde tage fig af Sagerne,
Jaa Tienden blev ſolgt og Pengene ſat faſt ſom Marthas
Ejendom. Saa vilde han, Jens, gjerne rakke Haand
til, at de kunde fan en Ko igjen og ellers være til

„Tjeneſte — han vilde end ikke undſlaa ſig for ſelv at

være Formynder, hvis det anſkedes. Og Tingen kunde
overmaade let lade fig gjøre, forſikrede han, naar hun,
Martha, vilde ræffe en Haand dertil.

Nej, det vilde hun dog ikke, og nu vilde hun ikke
Hun reiſte fig for at gaa.

„Jo, et eneſte Par Ord ſkal Du dog høre éndnu,”
udbrød han glødende af Vrede. „Ser Du, min rare

Nana 171

Pige! Hvis jeg ogſaa havde baaret mig ad med Koen,
ſom Du ſiger — hyilket jeg ikke har — fan var det
flet ikke for meget for alt det Bryderi J Aar efter Aar
have voldt os med Eders Tiendetelling, og fordi J Aar
efter. Aar ligger og maker Eder med Frugten af min

Ejendom og mit Arbejde, og fordi Din Fader gaar og

ſmidſker for Herredsfogden, faa jeg ikke kan vinde nogen
Retsſag imod ham. Og his jeg i Fremtiden lægger
an paa at ſnyde og fkade Eder paa alle Maader —
hvad jeg maaſke flet ikke gjør — faa mener jeg, at det
ikke er mere end hvad I kunne vente, og at det er
Lon ſom forſkyldt. — Saa nu kan Du gan med den
Beſked!“
»Pigen foer ud af Doren ſom en Pil.

Dorthea fad hele Tiden pan en Stol med Armene
korslagte over Bryſtet. Hun var bleven ligbleg af
Skrak, og nu udbrød hun: „Herregud! Hvad er dog
Alt dette.“

„Ingen Ting der vedkommer Dig,“ ſagde han og
gav. et Kaſt med Hovedet.

Da rejſte hun fig langſomt, foldede fine Hender,
ſaa ham alvorligt og ſtivt i Ojnene og ſagde: „Jens!

uſk paa, at Du ſkal do, og derefter er Dommen.”

„Bah!“ ſagde han og drejede fig rundt paa Helen.
Derpaa gik han hen at ſove Middagsſovn.

Da Martha kom ud, ſtandſede hun omme bag
Laden gav hun fine Taarer frit Lob. Det fuldſtendigt
mislykkede Wrinde, Mandens Trusler og det ondſkabs⸗
fulde BUE, der havde ledſaget dem, hele det Vev af
onde Anſlag, der var kommet tilſyune, — Alt havde
fyldt hende med Mismod og Skrak, fan hun ikke vidſte,
hvad hun ſkulde gribe til, og hvorledes hun nu fkulde
fremſtille Sagen for ſin ſvage, tungſindige Fader, at
den ikke ſkulde virke alt for nedtrykkende paa ham,
medens han dog vakkedes til at være paa fin Poſt mod
den bitre Fjende. Da opſfkremmedes hun af ſine
Tanker ved, at en lang Knos kom dumpende paa Hoved
og Hender ud af en Ladeglug.
ſnart flod han paa Benene foran hende.

(Fortfættes.)

Lidt om den kunſtige Fiſkeaul.

Af Arthur Jedderſen.

FJ

Vore Læjere have viſtnok af og til ſet, at der i

Aviſerne har været talt, om „kunſtig Fiſkeavl“ og
om „kunſtig Üdklekning af Fiſt“, og der har mulig
endog været dem, ſom have onfket, at vide noget nær-
mere derom. Husvennen er for fan vidt det rette Sted,
at omtale. denne Sag, ſom i det mindſte i vort Land
meget godt kan gaa ind under Bencvnelſen „mindre
Næringsveje”, for hvilke Bladet jo i en vis Henſeende
er det vigtigſte Meddelelſesmiddel.
i Man maa imidlertid ikke lade fig afſkrokke af

Det var Kjæld, og

morke Pletter.

Ordet „kunſtig“ fra at leſe de efterfoldd "Siden af Ud⸗
fra at tenke lidt over ſelbe Sagen. Thi man vil,
"Haaber jeg, ſnart fatte, at der egentlig hører meget
| lidt Kunſt til, for at give fig af med „kunſtig Fiſke⸗
| avl” og for at faa Udbytte af den. Navnet er der
nu en Gang, og vi have ikke hidtil kunnet finde nogen
bedre Betegnelſe for Emnet. Det er da endelig heller
ikke Navnet, det kommer an paa.

Forſt og fremmeſt maa jeg, for at undgaa Mis⸗
forſtaaelſe, fortælle, at den kunſtige Fiſkeavl endnu for
ſtorſte Delen kun har det Formaal, at fkaffe Ag til
Veje af laxeartede Fiſk (Lax, Orred o. ſ. v.), der ud⸗
klekkes under Tilſyn for at blive til ſtor og madnyttig
Fiſk; i nærværende lille Afhandling er der kun Tale
om Æg af Orreden og af Bakorreden eller, ſom den med
et tyfk Navn kaldes, Forellen. Det er nemlig den af
de nævnte Fiſk, ſom det er letteſt at fkaffe fig i vort
Land, og ſom det bedſt lonner fig at udklakke til Ud⸗
ſettelſe i So og Aa eller til Opdraetning i Damme.
| Orreden hører til de jan kaldte vinterlegende Fiſt,
det vil ſige, den gyder fin Leg i Vinterens Lob, altſaa
ſra November til Februar Maaned. "Tiden retter fig
for en Del efter de forſkjellige Vandløb, efter Fiſkens
Alder, efter Veirlaget o. ſ. v., men i Lobet af det
nævnte Tidsrum gydes Wgene og Hanfiſkenes faa kaldte
Malke, og Üdklakningen ſker da i de paafolgende Maa⸗
neder. Orreden er, ligeſom de andre Laxefiſk, let at
| Fjende fra vore andre Ferſkvandsfiſk ved fine 2 Ryg⸗
| finner, af hvile den bagerſte er ganſke lille og uden
Finneſtraaler, hvorfor den ligner en Hudlap og kaldes
Fedtfinne (Fig. 1). Kroppen er ellers, naar Fiſken

Vedlfinnen.

|

|

| g

| Fig. 1. Eu Orred.
|

er ældre eller lever i ſtorre Vande, ſmukt tegnet med
Bakorreden har derimod en Mængde
ſmukke, rode Pletter. Som alle andre Laxefiſt lever
den af dyriſk Fode og tager alle Slags Idſſekter, Orme,
Fiſk, Frøer o. ſ. v. Den er meget graadig og fanges
derfor let med forſkjellig Slags Mading, og kun naar
den er fuldkommen mat eller er bleven ſkrommet, ſtaar
den i langere Tid ubevægelig i et eller andet Skjul eller
| frit paa Bunden, og den er da ligegyldig for den meſt
friſtende Lokkemad. Da denne Fiſk efterſtrebes meget
paa Grund af fit ſmukke og fint ſmagende Kjod og
| fordi den ſtaar i høj Pris, og da man desuden endnu
| ikke ret bryder fig om at frede den, gaar det naturlig⸗
vis her i Landet, ſom mange andre Steder, at den
' aftager ſterkt i Tal i vore Vande, fan meget mere

172

des ikke ogſag, ner til de meget frugtbare Fiſk og dens
Wg for en ſtor Del gaa til Grunde, førend de. blive
udkleekkede.
over hundrede Aar ſiden bragt Folk paa den Tanke,
at man maatte kunne ſikre Wgene imod de dem i det
Fri truende Farer, og at man tillige maatte kunne ſorge
for, at ethvert Wg, ſom Hunfiſken lægger, bliver be⸗
frugtet og altſaa tjenligt til at udklekkes. Det blev
viſt, at man ganſke mekaniſk kunde bevirke Wgenes

Hanfiſkens Melke, og at man derefter kunde udklaekke
Wgene, ved at holde dem i egne Udklakningskasſer,
igjennem hyvilke der blev fort en Strom af rindende Vand.
Denne Opdagelſe blev imidlertid ikke ſaaledes paaagtet,
ſom den fortjente det, og den gik i Glemme. Forſt
da to fattige franſke Fiſkere Gehin og Remy paa

Disſe og flere andre Forhold have for

|

ſkikket til at holde de fleſte af de ſmaa Emner tilbage,
ſom Vandet fører med fig. Lad os nu træde nærmere
til Kasſerne, hvori Vandet rinder fra det ene Trin til
det andet, indtil det til ſidſt lober ud i en Rende,
ſom forer Vandet fra Udklokningsapparatet. Vi finde

da, at naſten alle Kasſerne paa Bunden ere belagte

med et Lag af rapgule Aeg, der ere lidt mindre end
Wrter. Her findes Tuſender og Tuſender af Wg (for

Tiden over 150,000 Stkr. ſiger man os), og medens
Befrugtning, ved at bringe dem under Paavirkning af

Vandet raſtlos farer hen over dem, ſpirer Livet frem
i dem, fan at der efter omtrent 60 Dages Forløb af
neeſten ethvert af dem fremkommer en lille Orred.

Det er en af de ſtore Fordele ved den kunſtige

| Udtlæfning, at Æggene i Udklakningstiden ere værnede

en Maade opdagede Methoden paany, kom den til Wre,

og den kunſtige Fiſkeavl har i de ſidſte 25 Aar udbredt
fig over hele Evropa og Nordamerika, i hvilket ſidſte
Land den nu maaſke drives efter ſtorre Maaleſtok end
noget andet Sted.

fattet, hvad den duer til og hvad den mulig kan føre |

til, naar den faar Tid til at udvikle ſig.

Da det netop er Vintertid, vil jeg indbyde Leſeren
til at folge mig paa en Vandring til Udklaknings⸗
anſtalten i Asmildkloſters Have ved Viborg. Naar jeg
har beſkrevet den, vil mulig Forſtaaelſen af, hvåd jeg
ellers har at meddele, vere lettere.

ſtalt ejes af Fiſkeriſelſkabet for Viborg og Omegn, hvis

Formaal det blandt Andet er, at udbrede Kjendſkab til
den kunſtige Fijfeavl og fremme Sanſen for Fredningen
af Ferſtvandsfiſkeriet. Selſkabets Indteegter anvendes
udelukkende til at fremme dette Formaal, og det har
allerede kunnet uddele mange Tuſende unge Orreder til
forfkjellige Vandlob, Søer og Damme. Udklaknings⸗
apparatet findes i en ſmuk, grundmuret Bygning, ſom
ligger i en ÜUdkant af den nævnte Herregaards Have.
Man har bygget det paa dette Sted, fordi der findes
de for et ſaadant Anlæg naſten nodvendige Kildeveld.
Vandet, der bryder frem i Foden af Bakkerne ſom
Veld, ſamles i tre Bronde og ledes fra dem igjennem
Jern⸗ og Stenror ind i Udklakningshuſet, ſom ligger
lavt, for at Vandet kan ſtromme ſaa meget des rige⸗
ligere igjennem Udklakningskasſerne. Huſet omfatter
kun et eneſte Rum; i Midten af dette hæver der fig
fra. Gulvet en trappedannet Indretning af Beton, hvis
enkelte Trin netop danne de ſmalle Kasſer eller Render,
hvori Aggene udklekkes. Disſe Betonkasſer ere ind⸗
byrdes i Forbindelſe med hverandre og udgjore det
egentlige ÜUdklakningsapparat. Igjennem dem gaar

Vandet fra Veldene, men da det ikke er aldeles rent,
maa det forſt gjennemlobe et Renſeapparat, ſom beſtaar
af en Cementkasſe, der ved to Vægge er delt i tre
Rum, hvori dels findes Grus og dels Stængler af den i
alle vore Hedeegne almindelige Ulveſod, ſom er udmerket

| og dræber dem.
Den praktiſke Nordamerikaner har

Derneſt ſpanges Skalhinden,
frem. Den ſvgmmer ikke ſtrax omkring for at ſoge

| imod de mange Farer, ſom kunde mode dem, derſom
de af Moderfiſken vare lagte i det fri Vand. Det kan

nemlig ikke undgages, at et eller andet Wg doer, og

et ſaadant dødt Wg angribes hurtigt af en Slags

Skimmel, ſom let overfores paa de endnu friffe Wg
Vi je ogſaa hiſt og her i Kasſerne
et enkelt uigjennemſigtigt og hvidligt Aeg, det vil ſige
et dodt Wg, ſom altſaa maa fjernes. Underſoge vi
Wgene nærmere, ville vi ſnart opdage, at de ikke alle
ere paa det ſamme Udviklingspunkt. De ere nemlig
indbragte i Udklakningskasſerne til forfkjellige Tider og

have altſaa ligget et uens Tal af Dage i dem. Tage
| vi et af de ſidſt ned⸗
Den nævnte An⸗

lagte Wg op af Vandet
(Fig. 2) og holde det op
imod Lyſet, je vi en
morkere Plet i get,
der er omgivet af nogle
olielignende Draaber; det
er den ſaakaldte Kim:
plet eller Grundlaget
for den Fiſk, ſom er i Færd med at dannes i Wget.
Tage vi derpaa et noget ældre Wg op fra Vandet,
finde vi, at Kimpletten ligeſom er delt ved en lyſere
Stribe, og det er da det forſte Tegn til, at Abgets
Üdklakning er begyndt. Det er nemlig den ſaakaldte
Foſterſtribe eller det forſte Anlæg til Fiſkeungen.

Fig. 2.
a) af Orreden.

Eg af Orreden.
b) af Bakorreden.

J I et ældre Wg ſe vi allerede tydelig Hovedet dannet

ved den ene Ende af Foſterſtriben, og frem for Alt
opdage vi, at de morke Øjne ſkinne igjennem gets
klare Skalhinde, ja tage vi et Forſtorrelſesglas til
Hjælp, je vi endda tydelig Blodet lobe til og fra Fo-
ſterets ſpede Hjerte. Videre har Udkloekningen endnu
ikke naaet, men det vil ikke vare længe, førend den lille
Fiſks enkelte Dele ſes helt tydeligt, og man vil da
endog af og til je den vende og dreje fig i get.
og Fiſken kommer

Fode, men den holder fig endnu en Tid rolig paa
Bunden af Üdklakningskasſerne, idet den terer paa den
jaa faldte Blommeſcek eller Navleblere, ſom

ſidder under dens Bug (Fig. 3), og ſom den i nogen

Blommesækken.

Fig. 3. Ung Orred. 1 Maaned gl. (3 Gange forftøvret )
Sid flæber om med fig lige ſom en Madpoſe. Natur⸗
ligvis bliver Madpoſen mindre for hver Dag, Ungen
alene er henviſt til at leve af den, og endnu flere
Maaneder efter Udklakningen og efter at den lille
Fiſt har begyndt at ſnappe ſmaa neſten mikroſkopiſke
Dyr i Vandet, kan man tydelig je, hvor Blommeſckken
har ſiddet (Fig 4). Men efterhaanden tabes ethvert

(Fig. 4. Ung Orred 6 Uger gl. (3 Gange forſterret.)

Fig. 5. UngkSrred. 4 Maaneder gl. (1½ Gang forftørvet,)
da Magt over den Opgave at ſamle ſig ſelv Fode, og
den voxer mf ftærkt, for jaa vidt ſom den kan faa Føde
nok i det Vand, hvor den imidlertid er bleven anbragt.
J September Maaned fan den allerede have en Længde

af 3—4 Zommer, og den er da en meget pæn og

væver lille Fiff med ſmukke, mørfe og røde Pletter.

J Udflæfningshujet kunne vi dog ikke folge de
ſmaa Orreders Udvikling længer end til den Tid, da
de næften have fortæret deres Blommeſcckk. Paa den
Tid er det nemlig meſt praktiſk, at udfætte dem i det
Vand, hvortil man har beſtemt dem. Det lønner fig
ikke, at fodre dem i Üdklakningskasſerne, hvad dog
meget godt kan lade ſig gjore, enten med fint i Vand

udrevet Kjod eller endnu lettere med i Vand udtværet, |

kogt Aggeblomme. Men ſaa ſnart den lille Fiſk
ſvommer kvikt omkring, jaa ſnart den omtrent har
miſtet fin Blommeſck og jan ſnart den viſer Tilboje⸗
lighed til at ſnappe efter Smaadele i Vandet, er den

tienlig til at udſettes, og den vil da meget godt kunne

bjerge fig ſelv. j

Voi ville nu foreløbig ikke tale længer om de ſmaa
Fiſk, men ville fortjætte vore Underſogelſer i Udkloek⸗
ningshuſet i Asmildkloſters Have. Efter at Vandet
har gjennemlobet alle Kasſerne, fores det ud i en Be⸗

holder eller Kumme af Beton midt i Huſet, der kan

bruges ſom et midlertidigt Opholdsſted for de unge

173

Fiſk, og derfra gaar Bandet ud i de ved "Siden af Ud-
klakningshuſet liggende fire ſmaa, murede Damme eller
Basſiner. Ved Hjelp af Fodring, holder man i dem
I flere Fit fra de forfkjellige Aargange, i hvilke Anſtalten

har været i Virkſomhed. Der er Fiſk fra en Længde

af fire til henved tyve Tommer, og herved maa vi

bemerke, at Fiſk i jnævre Damme, og fom fodres, ikke
nær faa den Storrelſe, ſom de vilde have naaet, derſom
de vare blevne fatte i Frihed. Fiſkene fodres med
Smaafiſk, Regnorme, hakket Kjød o. ſ. v., og i Udklak⸗
ningstiden ere de meget begjerlige efter at fan de døde
Ag, ſom ſamles op fra Udklokningskasſerne. Det er
morſomt at ſe, hvorledes disſe Fiſk flokkes, naar man
løfter Dekket af Basſinerne, og hvorledes de ligeſom
Kyllinger fare til, for at gribe det udkaſtede Foder.
De eldſte Baſinfiſk i Asmild afgive allerede Æg
og Melke til Frembringelſen af ny Individer. Medens
vi aflægge vort Beſag, indbringes der fra Viborg Sø
en prægtig Hunfiſk, hvis ſvulmende Bug nokſom viſer,

at den er moden til at afgive fin Rogn. Vi overvære
altſaa Befrugtningen af dens Aeg, ſom fer paa føl
Sporj af Blommefæffen (Fig. 5); den lilleßzFiſk, har

gende Maade, der maa kunne udføres af Enhver, naar
man forſt har overtydet ſig om, at man raader over
gydefcerdige Fiſk. Da det er en temmelig ſtor Hunfiſk,

| maa der to Perſoner til for at faa alle Wgene fra

hende. Den ene tager Fiſken i Nakken med den ene

Haand, medens han med den anden holder hende faſt

om Halen, for at hun ikke ſkal ſlaa fig loss. Da han

| har godt Hold, fører han Fiſken frem foran fig over
| et Fad uden Vand, og idet han nu bøjer Fiffens

Ryg lidt tilbage, varer det neppe et Minut,… førend
gene ſtromme raſk ned i Fadet. Men for at de alle

kunde aflobe, maatte Mandens Hjælper dog, ved at

flryge Orreden langs dens Bug, hjælpe til og herved
opnaaedes det da, at faa den helt tømt for Wg. Denne
Behandling havde til Folge, at Fiſkens ſmukke,
trinde Bug blev ligeſaa hul ſom et Dejtrug. Havde
Fiſken været mindre, kunde en Perſon have tømt den
for alle dens Ag paa den i (Fig. 6) angivne Maade.

Fig. 6. Udpresningen af Orredens g. 32
Paa ſamme Tid, ſom Wgene toges fra Hunfiſken, ud⸗
valgtes en moden Hanfiſk blandt Basſinfiſkene og under
en lignende Behandling, ſom den der blev Hungrreden
til Del, ſamledes i en Skaal med Vand noget af dens
Melke d. v. ſ. en melkehvid Vedſke, ſom tjener til

174

Befrugtning af Fiſkenes Wg. Vandet i Skaalen fik

derved et Üdſeende ſom Melkevand og blev hældt ud

over de nylig gydte Wg, og Æg og Melkevand henſtod

nu roligt i nogle Minuter. A gene fil derved et
mindre gjennemſigtigt Ydre og vifte fig ligeſom duggede
eller overtrukne af en hvidlig Sinde. Saa blev Vandet
hældt fra Wgene, og disſe bleve nedlagte i Udklak⸗

ningskasſerne. Der vandtes i det hele omtrent 4000

Ag ved denne Befrugtning, og Moderfiſken vejede
netop fire Bund. J Almindeligheb vil hvert Bund
Moderfiſk afgive 1000 Æg.

Forinden vi forlade Udklokningshuſet, overvære vi

endnu Bortſendelſen af nogle Tuſende Æg, ſom fkulle
udklokkes hos en Mand paa Sjælland, der efter en
mindre Maaleſtok i et af ſine Udhufe har indrettet ſig en
Udklakningsanſtalt, for at have den Fornojelſe at kunne
folge Fiſkens Vært i get og tilmed have unge Fifi
til Üdſettelſe i dertil indrettede Damme. gene ned⸗

: lagdes imellem fug⸗
tigt Mos i en Spaan⸗

i en Cigarkasſe, og
de kunne paa denne
Maade ſendes langt
bort. De ſendes
ſikreſt, naar

Fig. 7.

ikke behover at beſtaa af andet end af

| Fjæl.

æjfe (Fig. 7) eller

render, Renſere og Kummer og ligeſaa lidt murede
Basſiner. Men hertil vil jeg ſvare, at dette paa ingen
Maade er nødvendigt. Har man Vand og Ag, kan

| man nemlig hjælpe fig med meget ſimple Redſkaber og
Vandbeholdninger,
de ſidſt nævnte.

om man i det Hele onſter at have
Har maa ſaaledes godt Vand, og har
dette Fald nok, vil man let kunne lede det ind i et
Udhus, eller ogſaa vil man af gamle Breder kunne

ſlaa et Skur op over Udklakningsapparatet. Dette kan

man da anbringe paa et Bord, idet man ſtiller Kas⸗
ſerne trappeformigt over hverandre, omgiver Bordet
med en Ramme og ſorger for, at Vandet kan lobe fra
Bordet og føres bort. J ſin fuldkomneſte Form ſes
et ſaadant Bord i Fig. 8, men enhver vil fatte, at
det kan gjores meget, meget ſimplere, og at det egenlig
en, to eller flere
der kunne ſlaas ſammen af et Par
Og disſe ſimple Kasſer kan man naturligvis
let finde Plads til i det Par Maaneder, Udklakningen
ſtaar paa. k
Ved at indrette fig efter Omftændighederne, det

ſmalle Trakasſer,

| vil ſige efter de ſtedlige Forhold og efter den Evne,
man har lige over for Udgifterne, kan man naturligvis

man

tydeligt kan je Fo⸗

ſterets Øjne igjennem Wggehinden.

Efter at vi ſaaledes have jet,
fig i en af de Udklakningsanſtalter,
Landet, vil

ſnart lave ſig en Udklakningsanſtalt, og den behøver
langt fra at være i det ſmaa, da man alene i en
3 Alens Kasſe, der er 7 Tommer bred, vil kunne ud⸗
flæffe omtrent 5000 Orredeg. Onſter man altſaa at
beſœtte en dertil pasſende Dam, Mergelgrav eller

et andet pasſende Sted med Orreder, behøver man

kun at fkaffe fig Wgene,
hvad der gaar for |
ſom findes her i

üudklekke dem og derpaa ud⸗
man vil da tre Aar efter
Beholdning af madnyttige og ſalgbare
Orreder, og

jætte den vundne Bngel;
have en ſmuk

man viſtnok . den Pris
give mig Ret disſe Fiſk
i, at der ved kunne ſelges
ſelve Be— for, ſkal nok
frugtningen viſe, at der
og Udflæt- godt kan ha⸗
ningen af ves en lille
Wgene ikke Neringsvej
er nogen ſyn⸗ og en god
derlig Kunſt, Bifortjeneſte
og at den ud af Fore⸗
maa kun⸗ tagendet.

ne udfores Jeg kjender
overalt, hvor flere Land⸗
man kan fkaf⸗ brugere, ſom
fe ſig Moder⸗ allerede have
fiſk og hvor indrettet ſig
man har paa denne
godt Vand. barg Fig. 8. Et Udtlætningsbord. : Maade, og
Derimod vil i ſom hav,
man mulig indvende, at det ikke er enhver Mands Sag, | megen LTilfredsftillelje deraf. Det er en Selvpfolge, at
at ſtaffe fig et Udklakningshus, de dyre Üdklaknings⸗ | der vil kunne gjøres endnu mere Gavn, derſom man ved

Hicelp af den kunſtige Udklakning ſkaffer lig Fißk til
Forſyningen af en eller anden dertil ſkikket Ss. Men
da en ſaadan i Almindelighed ejes af flere Lodsejere,
maa disſe være enige om et ſaadant Foretagende.

J Almindelighed altſaa: Vil man anlægge et Ap⸗
parat til kunſtig Udklekning af Orreder, maa man forſt

og fremmeſt ſorge for godt Vand, det vil ſige det maa |

være jaa rent, at det ikke fætter Bundfald, naar det
med lidt Fald ſtrommer hen over en Flade, og det
maa ikke være jernholdigt. Har man en pasſende Kilde,

anbringer man Apparatet jaa nær ved dennes Üdſpring
ſom muligt, thi der vil Vandet have den tjenligſte |

Varme til Udflæfningens Fremme. Har man mindre

rent Vand, maa man renſe det, ved at lade det lobe

igjennem en Kasſe med den ovenomtalte Ulvefod eller
igjennem Grus og Sand eller igjennem en Rende,
hvori det kan afſctte de Emner, ſom gjøre det urent.
Vandet, der helſt maa have en Egenvarme af 460 R.,

ledes ind i Apparatet, der altſaa dannes af ſmalle |
ſom ikke alene gjælder her, men ogſaa i mange andre

Kasſer eller Render (en, to, tre eller flere), ſom ere
ſtillede trappevis, den ene lavere end den anden. De
kunne pasſende være 3 Alen lange, 7 Tommer brede
og 4 Tommer dybe (indvendige Maal). Disſe Render
kunne gjores af Trœ og belægges med grovt Grus i
Bunden, eller de kunne være af Trœ og udfores med
Cement i Bunden, eller ogſaa ſtobes de af Cement.
Ligeſom hver Kasſe har fit Tillob, ſaaledes har den

har at meddele.

dod, lille Fiſk, der ligeſom et dødt Æg er tilbøjelig til
at ſkimle og derved kan ſmitte de levende Unger.

Ved Bngelens Udfætning er der endnu kun dette
at mærke, at Dammen eller Vandet, foruden at være
godt forſynet med pasſende Føde for de ſmaa Fiſk,
ikke maa være for meget udſat for at opvarmes for
ſterkt i Sommerens Lob, at det altſaa helſt maa have
et godt Tillob og Aflob, at det har gode Gjemmeſteder
for Fiſkene, at det ikke kan bundfryſe, og at endelig
Fiſkene ikke kunne undvige fra det. Det er desuden
en Selvofolge, at man ikke gjerne vælger et mindre
Vand til de koſtelige Orreder, hvor der findes ſaadanne
Rovere ſom Gedder og Aborrer; er Vandet ſtorre, er
Faren mindre.

Hermed er jeg da ved Slutningen af det, ſom jeg
Der kunde naturligvis endnu være et

og andet at ſige, men da det kun har været min Henſigt

| paa dette Sted at vekke Opmerkſomhed for Sagen,

vil jeg nøjes med at ſammenfatte Alt i den Sætning,

| Forhold, hvor der tales om Opdretning af et eller
| andet Dyr: Kom Naturen faa nærsfom mulig!

2

fit Afløb, men dette maa for Angelens Skyld afſpeerres

ved et temmelig fint Metalnct.
dekke Kasſerne med et Lang, Hvori der er enkelte

Endelig kan man

Huller, for at Luften kan have uhindret Adgang, men

dog ſaa ſmaa, at Inſekter, Vandſpidsmus, Rotter og
andre Fjender af Wg og Yngel ikke kunne komme til.

Aflobet fra Kasſerne frembringes ved Hjælp af forte |

Zinkror, ſom anbringes i den modſatte Ende af den,
hvor Tillobet er. Billedet af Udklekningsbordet (Fig. 8)

vil forklare det hele; men det ſkal dog bemerkes, at |

Rorene helſt indbores lidt nede i Kasſernes Sider.

Det er en Selvfolge, at Tillobs⸗ og Aflobsror maa |

have ſamme Zværmåal.

Naar Wgene ere nedlagte i Apparatet, holdes
Vandſtanden i Kasſerne helſt ſaaledes, at Wgene ligge
temmelig nær ved Bandets Overflade, men hvor man

ikke kan ofre megen Tid paa Tilſynet, vil det være |

bedſt, at lade Vandet ſtaa rigeligt over Wgene, for at
de ikke ved et Uheld ſkulle blive helt blottede for Vand.

De dode Wg maa, ſom allerede ſagt, omhyggelig pilles

fra, hvilket hurtigſt ſker ved Sjælp af en flad, temmelig

lang Pincet. Denne dannes billigſt af en ſammenbsjet
Jovrigt

Jernſtrimmel, der tilſpidſes lidt i Enderne.
gelder det med Henſyn til Pasningen af Wgene i
Apparatet, at jo mindre man rorer ved dem des bedre,
og at man altſaa ſtaar ſig bedſt, naar det ſlet ikke er

nødvendigt, at gjøre noget ved dem. Naar Yngelen er

udklokket, bor man flittig je til den og borttage enhver |

En ny Ret.

At Skolen ſtaar bag Kirkens Hegn,
Det kan fig ſagtens føje;

Men fjælben man dog Bræft og Degn
Fik, Haand i Haand, for Oje.

Bevar os vel, vi tale kun

Om gode, gamle Dage,

Da Provyſtetaſken “), fed og rund,

Var Degnene en Plage.

J denne gode, gamle Tid,

Som nu for lengſt er ſpunden,

Da leved der en Degn med Vid,

En Skjcelm han var i Grunden.

Han talte Græff, Latin og Tyfſk,
Som ingen her i Landet;

Med Bræften prated han dog Jydſk,
Han kunde ikke andet.

Til Preſten kom fra Bispen Brev,
Han vilde viſitere
J Kirke, Skole, fan han ffrev
Til Slut blandt andet mere:
„Ej Gilde, fjære, gjøre I
Jeg ſpiſer helſt alene
J eders Selſkab, bene qui
Latuit, vixit bene!“ *)
== —

) Degnene havde fordum den Forpligtelſe at beſorge Praſtens
Embedsbreve, „lobe med Provſtetaſten“.

En latinſk Sætning, ſom betyder: „Lykkelig har den levet,
ſom levede i Stilhed.“ i

„Ej,“ ſagde Bræften, „hvad er det,
Som Bispen helſt vil have?

Jeg, ſandt for Dyden, ikke ret
Forſtaar, hvad Du ſkal lave!”
„Men,“ ſvared Konen, „kjcere Ven,
Det er paa høje Tide;

Gaa derfor ſtrax til Degnen hen
Og fkaf mig det at vide!“

Og Præften gik med ſamt fit Brev
Til Degnen hen, den Viſe, 2
Og ſpurgte ham, hvad Bispen ſkrev
Om det, han vilde ſpiſe.

„Det,“ ſagde Degnen, „er mig let
At tyde Brevets Tale; :

Hr. Bispen onſker blot cen Ret:

En lille Follehale!“

Da Bispen nu kom ſondenfjords
Ved Middagstid til Gaarden,
Han blev naturligvis til Bords
Strax buden; ſmukt i Orden
Stod Retterne pan Bordets Rund,
Et Fad for Preſt og Kone,

Et andet for Hr. Bispens Mund
For hannem monne trone.

Den gamle Hajcerverdighed
Ret flinkt paa Maden kiler,
Og ved hver Bid, ſom glider ned,
Blidt Preſtekonen ſmiler.
Hun hjertensglad ham ſpiſe ſer
Og at det ham behager.

i Da ej han nu kan ſpiſe mer,
Han flux til Orde tager:

„Tak, kjcre, tak; nu er jeg mat!“ —
Han Kniv og Gaffel lagde —

„Men ſig, hvad var det for en Ret
Der mig faa herligt ſmagte?“ —
„Ak,“ ſpared Precſtekonen, „J

Mig glæder ved den Tale;

Det var ſaamend en Benequi,

Paa Danſk: „en Follehale!“

Emanuel Henningſen.

Husflid.

—

J Jönköpinglän har. Husfliden naget en omfattende
og Mesſing⸗

Udbredelſe i Forfeerdigelſen af Jern⸗
traadsarbejder, ſom Sigtedugsvev, Fabrikation af Haar⸗
naale, Hegter, Maller o. lign. J Gnofjöſogn findes

| omtrent 50 Familier, ſom tilſammen 2 henimod
| er

|

|

(I

1

2

—

—
—
2

—

Sv
G&G
2

—
—
8

=

— —
2

=

2

2

E

2

3

=

*
—

==

2

=

N
»

Smaabørn. Han ftaar fig nu godt og forarbejder
| aarlig omtrent 50 Skp. Jern til Haarnaale.

Bognyt.

Tidsſkrift for Biavl, udgivet af Biaplerforeningen
med 24 Ark aarlig, redigeret af A. C. Anderſen i Ny⸗
borg, er et lille Blad, ſom vi paa det bedſte ſkulle
anbefale alle Biholdere og Bivenner, da det giver mange
nyttige Oplysninger om Biavlens Udviklin og fordel⸗
agtigſte Driftsmaader. Det er viſt det bi igſte Tids⸗
ſkrift i Landet, da man faar det gratis, blot man
indmelder ſig ſom Medlem af Biavlerforeningen (til
Redaktoren) til hvilken Aarsbidraget kun er 1 Krone.

Firkantet Nod.

Af 4 O, 2 L, 2 8 og 1 B dannes tre Ord, ſom -ffrevne

under hinanden og laſte fra Venſtre og Højre, fra Oven og

Neden giver Opløsning paa Gaaderne:

|| Det forſte falder Blomſter frem

I Oſter og i Veſter,

Det andet har ſit rette Hjem
I hvert et ſtort Orkeſter,

Det tredie er ret en ſlem

| Ropgjerrig Fyr; Gud hjælpe dem
| ö Hvis Nakke lumſt han gjaſter.

Oplosning

paa Gaaden i Nr. 21: En Mark.
i 5 Brevvexling.

F. M. i 1 Modtaget. Venligſt Tak.

„Knud Gyldenſtjerne“. Tak. Bil blive anvendt faa ſnart —
Pladſen nogenlunde tillader det. g

„Remo“. Brugelig — N. A. i G. Kun en brugelig. —
J. J i N. v. Aa. For lang. — Martin S. i V. Kjernerne
ere gode, men Skallerne duer ikke.

„Kaptajn X.“ Venligſt Tak Deres Adresſe udbedes.

„En Ven af Tvæjfæring”. Plader til Træffæring, udſteres
med Rundſav, ſom Husflidsſysſel flere Steder. De kan ſaaledes
fan fortrinligt tørt Pare⸗ og Wöletræ, Egetræ (gammelt) Navr,
Bog og Avnbøg, Aſt og Pil, efter Beſtilling i alle Tykkelſer og
(Navr undtagen) indtil 8 Tommers Brede, hos Lærer P. H.
Lund i Landet Skole pr. Solleſted (paa Lolland).

Indhold. En Udaadsmand, Fortælling af C. A. Thyregod (Fortſat).
— Lidt om den kunſtige Fiſteavl, af Arthur Fedderſen,
med 8 Billeder, — En ny: Ret, Digt af Emanuel
Henningſen. — Husflid: Jerntraadsarbejder i Sverig.
— Bognyt. — Firkantet Nod. — Brevvexling.

1

Huspennen udkommer til hver Hendag med el 16.ſpallet Ark, forfyner iued flere Billeder, lil 3 Alt. (J Kr.) Iſerdinggarel tit lilſeusl.

Hvert Fjerdingaar medfølger gratis ei forf fmukt Villede.

Bladet kan beſliſles paa. ethvert

Pofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver

Boglade ſamt hos Hopedkkommisſioncren: Voghandler Uudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjobenhayn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

2 N

W

Morſkabslezning, Oplysning ag Husflid.
Adginet ak N. C. Nam.

r

ſo

2. Aargang.
Nr. 23.

Kjøbenhavn.
1835.

Hundagen d. 7. Murts.

—

En Udaadsmand. | at faa Din Fader gjort umyndig, det har jeg ogſaa
Forfølling af C. A. F. 5. hort en lille Fugl ſynge om, og det er ſagtens Menin⸗
N 0 W gen, at Hiſtorien med Koen paa en eller anden Maade

2 $ ftal hjælpe til. Jeg kunde onſte, at I vare ude af
e Sora) | ethvert Forhold til min Stedfader. Klogeſt var det

a SAGE viſt at Jælge Tienden.”
un viffede hurtigt Taarerne bort og ſagde: „Det gjor min Fader aldrig.“
„Kommer Du her! Jeg troede, at alle „Han kan blive nødt til det. Nu have J ingen

» Folkene vare henne at ſove.“ Ko ag ere nødt til at ſkaffe Eder en igjen; J have
„Det ere de ogſaa. Jeg alene fov Gjeeld nok i Forvejen, og min Fader finder vel ſagtens

8 ikke, for jeg vilde mode Dig. Hvad nok paa Raad til at volde Eder flere Ulykker. Øvrig
Pokker er der nu i Stykker?“ heden ſoelger mangen Mands Ejendom, ſom han nødig
Hun faa fig omkring, ſom hun ikke var ſikker paa, | vilde være af med.“

at der ikke dog kunde være vaagne og vagtſomme Folk „Aa Herregud!“ klagede Pigen, „hvad ffal jeg
i deres Nerhed. dog gjøre. Min Fader taaler jaa lidt Modgang.“
„Du har Ret,” ſagde han, gjættende hendes Tanker. Kjæld bøjede Hovedet, ſom om han tænkte efter.

„Veggene kunne have Orer ſommetider. Gaa derfor Dette ,,Kvæghøved”, ſom hans værdige Stedfader kaldte
Din Gang, men vent en lille Stund mellem Vidie⸗ ham, var nu en tre og tyveaarig ſlank og ſkeglos
buffene ovre ved Plaſtjcr!“ Dermed ſmuttede han Karl, der med fin høje ſpinkle Bygning og ſine glatte
bort om Hushjornet. Pigen tog fit Strikketoj frem rode Kinder endnu fan temmelig drengeagtig ud. Dette
og gik bort fra Gaarden. Da Vejen jnart efter forte Idſeende forhojedes ved adſkillige Ejendommeligheder.
hende forbi en ſumpig Senkning af Jordbunden, ſom De friſke Leber ſluttede fig i Almindelighed fast ſam⸗
var omkranſet af et ſmalt Kratbelte, ſatte hun fig i men, og ved Mundvigene var der et Træk, der tydede
Skyggen af en Buſk. Kjeld, der fra Gaarden af | paa, at de enten havde lukket fig om tilbagetreengt
havde løbet en Omvej, var ſtrax efter ved hendes Side. Smerte eller dybt gjemte Londomme. J hans morke
Hun fortalte nu hele Hiſtorien fra Forſt til Sidſt, Øjne fremlynede undertiden et Glimt af Trods og

og Karlen ſagde: „At min Fader har ſtjaalet Eders ubendigt Mod; men naar han jaa havde purret op
Ko er nu viſt nok; men der vil kanſke ikke ret Mange i fit forte Haar, der jædvanligt havde et lojerligt Fald

tro det, fordi de ikke kan eller tør antage, at Jens over hans hvide Bande, jaa var det, ſom han med

Veſtergaard er en lumpen Tyv. Han har jo ogſaa det Samme bortftrøg enhver mandig Tanke, ſom han
ſpillet fine Kort faa fint, at Din Fader gjør klogeſt igjen var en forknyt og forkuet Dreng. Ved denne
i at tie og taale Skaden, for det Du ſiger om Onfket || Lejlighed ſtrog han flere Gange fit Haar frem og til⸗

178

bage, og jaa udbrød han: „Jeg kan fige Dig, hvad
Du ſkal gjøre! Du ffal blive min Kone!“

Pigen foer angſt tilbage med det Udraab: „Kjeeld!
Gjor Du Nar ad mig?“ i

„Nei, det vilde jeg nødigft af Alt, kjcreſte Martha!
— Gjør det Ord Dig ſaa bange? — Sig mig op⸗
rigtigt: Har Du aldrig tænkt paa det før?”

„Jeg har tenkt paa, at Du er en rig Gaard⸗
mandsſon, og jeg er en fattig Husmandsdatter,“ ſagde
hun undvigende.

„Det er intet Svar paa mit Spørgsmaal, og
desuden er det ikke ſandt. Den Gaardmand, hvis Son
jeg er, var en fattig Mand. — Men, "hvad har Du
tenkt, naar jeg tidligt og ſent opſogte Dig for at
tilhviſke Dig, hvilken Tiendeſvig eller hvilke andre Rave⸗
ſtreger mod Eder, jeg nu havde faaet opfnuſet.“

„Saa har jeg tænkt, at Du var en ærlig Karl,
der ikke kunde finde Dig i, at fattige Folk led Uret,
naar Du kunde hindre det.“

„Det er rigtigt! Det er meget rigtigt! Jeg har
lovet baade min Moder og mig ſelv, at jeg, jaa vidt
jeg formaaede det, ſkulde holde vort Hjem frit for uret⸗
færdigt Gods. Men derhos — —“ Hans Laber

ſluttede fig ſammen og hans Hoved bøjede ſig forknyt;

men det varede kun et Ojeblik, ſaa rettede han ſig i
Vejret og ſagde: „Ak, lille kjcre Martha! Du ved
godt, hvad jeg vilde ſige, ellers ſkulde jeg have ſet
meget fejl i Dine dejlige Sine. Vær Du nu ikke
haard at tigge til om Svaret, for jeg har faa daar⸗
lige Talegaver! Vi have knap Tid, og der er ſaa
meget, vi |fulde tale om.“
„Ja, vi kom bort fra det, vi forſt talte om.“

„Nei, vi ere netop inde i det, vi forſt talte om,
det ffal Du nok forſtaa, naar Du hører, hvad jeg har
udregnet. Men fig mig det nu forſt ærlig og ſanddru
for Guds Aaſyn: Vil Du være min nereſte og kereſte
Ven alle Dage? Vil Du, jøde Ven! Vil Du være
det glad og hengiven.“

„Det var bedſt at tie; men ſiden Du endelig vil
have det: — Ja, jeg har ikke nogen kjcrere Ven end
Dig, faar det heller ikke; men hvad kan det hjælpe ?
Vi ere jo ikke hinandens Lige for ikke at tale om det
Fiendſkab, der Dag for Dag bliver ſtorre.“

„Det er min Stedfaders Fjendſtab, Du mener;
men han er ogſaa min Fjende, for han ærgrer fig
ſtadigt over, at jeg engang ſtal have Del i al den
Rigdom, han har ſamlet. Det er der Noget i.
Manden kan have Ret i, at han helſt vilde unde ſin
egen Sen alt det Gods, ſom han ved ſin Flid og
Dygtighed har ſkrabet ſammen. Og jaa er der des⸗
uden det Gods, ſom han har vundet ved Uret og Svig
og Lumſkeri og det, ſom er kjobt med de Undertryktes
og Forurettedes Sved og Taarer — det vilde jeg helſt
ingen Del have i. Hvis altſaa Jens Veſtergaard og
jeg begge faar vor Villie ſat igjennem, jaa er jeg ikke

meget rigere end Du, og jaa ved jeg ikke, hvad der
ſkulde være til Hinder for vort Onſke. Vi kunne
begge arbejde, og vor Herre hjælper os nok til at
bjerge vort Udkomme.

„Du glemmer, at jeg har min Fader at forſorge.“

„Nej, det huſker jeg nok, og Tienden huſker jeg
ogſaa, og begge Dele ere med i mit Regneſtykke. Du
ſkal jo have Tienden til Medgift; men faa ville vi ſcelge
den, ſom Du jo har ønffet faa tidt, og naar min
Fader faar at høre, at han kan faa Tienden og tillige
kan faa Lov til at give mig faa lille en Arvelod, ſom
han ſynes, jaa vil han nok blive glad, og faa vil han
viſt hjælpe os til, at vi kunne faa et lille Hjem, og
jaa lade os og Din Fader være i Fred for Fremtiden.“

„Men Din Moder! Hvad vil hun ſige?“

„Ja min Moder!“ gjentog han, og der floj en
vemodig Skygge over hans Anſigt. „Hendes glade
Samtykke vilde jeg nødigt undvære; men jeg tenker,
jeg kan overtale hende.“

Det unge Pars gryende Kjærlighed havde hidtil
været en Hemmelighed for alle og halvvejs for dem
ſelv med; men den var ubevidſt voxet med dem, medens
en anſvarsfuld Fortrolighed tidligt havde knyttet dem
til hinanden. Da Jens Peterſen ſaa, at ſaa mangen
tilſigtet Svig blev røbet i Utide, at han nodvendigvis

maatte have en Forreder i fin egen Lejr, da var det

fra forſt af hans egen Huſtru, der ikke kunde taale
Tanken om, at hendes Hus og Hjem fkulde bygges med
uretfærdigt Gods, og hun ſendte enkelte Gange ſin
ældfte Son, at han fkulde hviſke — ikke Lars Lejel,
men hans unge Datter — et Varſelsord i Øret. Det
var alligevel den redelige Kvinde en tung Tanke, at
hun paa den Maade fkulde modarbejde ſin egen Hus⸗
bond; men det behøvede hun heller ikke; thi Sonnen
forſtod ſnart en halvkvedt Viſe, og fra den Tid af,
da han og Martha bleve ret fortrolige, blev næften
enhver Ziendejvig en Umulighed; thi Kjælb havde med
al den Dumhed, Stedfaderen tiltroede ham, en fin
Neſe. Forſt da Manden forlagde ſin Krigsforelſe til
andre Omraader, blev Sonnen magtesløs, og dette
bragte ham til at aabenbare fin Kjærlighed. for Pigen,
og da de nu vare komne til fuld Forſtagelſe, dvælede
de med Glade ved de luſeſte Fremtidshaab. Skjondt
de vare jaa unge og kun havde Udſigt til ſmaa Kaar, bleve
de dog let enige om, at de helſt maatte paaſkynde deres
Forening ſaa meget ſom muligt. Det var Pigen om
at gjøre at kaffe fin ſpagſindede Fader den Fred og
Sindsro, der alene kunde nages ved at komme ud af
ethvert Forhold til Jens Veſtergaard. Karlen delte
dette hendes Onſke, men derhos længtes han bort fra
fit Fodehjem, der i hans Øjne fremfor i nogen Andens
var et uhyggeligt Sted, hvorover der rugede en gruelig
Londom og et SHævnens Sværd.

Dette omtalte han dog ikke videre for ſin Hjertens⸗
kjcr. De havde jo desuden nok at tale om, og de

„

—

havde kun fort Tid til deres Samværen. Omſider
reve de ſig los fra hinanden; men da han kom hjem,
var Arbejdet allerede i Gang, og han maatte gjøre
Regnſkab for ſin Fraverelſe. Han fortalte derom en
Hiſtorie, ſom Jens Veſtergaard ikke troede paa; men
han troede heller ikke ſin Stedſon, naar denne talte
Sandhed, fan Skaden i Grunden ikke var ret ſtor.
Det flod faa hen indtil Søften, og i Mellemtiden
mødtes Kjceld og Martha adſkillige Gange, uden at det
gjorde nogen Opſigt. Om deres Forehavende talte han
med fin Moder, da han vilde have hendes Samtykke,
inden han fremlagde Sagen for Stedfaderen.
hos Moderen fandt han mere Modſtand, end han havde
ventet. Det var nu ikke ſaadan, at hun fatte ftrænge
og beſtemte Ord mod hans Onfker — ſligt laa ikke

i hendes Natur; men hun græd, og hendes Taarer

havde Sonnen ikke Kraft til at modſtaa. Hun havde
mange Grunde til at misbillige hans Forehavende.
Igjennem de mange Aar havde Jens Peterſen idelig
og altid hovlet og herpet paa Lars Lejels og hans
Datters Rygte. Konen vidſte nok, at juſt ikke ethvert
af hendes Mands ÜUdſagn var jaa fandt ſom Guds
Ord; men hun havde dog uvilkaarligt fæftet-nogen Lid
til hans Tale, og Tiendedelen af, hvad han havde jagt
om Enghusfolkene, var nok til at berøve en hel Slægt
det ſidſte Gran af Sæder og Ære, hvis det var Sandhed.
Dorthea var derfor af den Mening, at Martha og
hendes Fader vare daarlige og ryggesloſe Menneſker.
Sandt nok! Hun vilde ikke, at man ſkulde gjøre dem
Uret; men hun vilde da ligeſaa lidt, at hendes Søn
ſkulde indlade fig jaa vidt med dem, at han fkulde
tage Toſen til Huſtru. Og hun vilde nødig have Kjeeld
ud af Sujet; thi foruden det, at han var et godt Men⸗
neſke og en kjerlig Son, jaa var han hende et dyre⸗
bart og levende Minde om hendes forſte Husbond og
om den Tid, da hun havde været fattig og lykkelig.
Nu var hun ingen af Delene. Der var endnu en
anden Grund. Rasmus, hendes anden Son, havde
været et godt Barn; men Faderen havde forlengſt
begyndt med at lede ham paa ſine Veje og bruge ham
til Sjælper i mangen Idræt, der hverken var hæderlig
eller redelig. Sonnen var viſt endnu ikke fordærvet,
og der var et ganſke godt broderligt Forhold imellem
ham og Kjæld. Sun vilde derfor gjerne, de ſktulde
blive ſammen, at den Ældre vedblivende kunde virke
paa den Yngre. Der var altſaa Grunde nok til, at
hun ikke kunde finde ſig tilrette i Tanken om, at hendes
celdſte Son i fin unge Alder ſkulde gaa hen og bojætte
ſig i et fattigt Hjem.

Man var færdig med Rughoſten og fkulde ſnart
til at kjore ind, da Kjæld en Aften ſent tog fin Troje
paa og vilde ſnige fig ud af Gaarden. Men i Porten
mødte han fin Fader, der ſpurgte ham: „Hvor ffal
Du hen?“ g

„Jeg vilde et Løb op i Byen,” ſagde han.

Men

179

„Nej, nu bliver Du hjemme og gaar i Seng.
J Morgen ſkulle vi op for Dag og binde Korn, og
naar Du vaager i Nat, ſaa gaar Du og ſover ved Dit
Arbejde.“ Sonnen vidſte, at Indvendinger ikke gjorde
nogen Nytte, og han vendte tilbage til Staldkamret,
hvor han havde fin Seng. Han gik dog ikke til Hvile;
thi han var misfornøjet og raadvild i fit Sind. Han
havde ſat Martha Stævne omtrent midtvejs imellem
hans og hendes Hjem, og nu fkulde han lade hende
lobe April, hvilket var jaa meget verre, ſom det ikke
var et blot og bart Kjereſtemode, der var tilſigtet;
men han havde Ting af Vægt at aftale med hende.
Tiendetagningen var nemlig ſnart for Haanden, og han
var vis paa, at der var et eller andet Lumſkeri i Værk,
og jaa vilde han, at Lars Lejel ſkulde overtales til at
melde ſig ſyg og ſende en anden Mand med Fuldmagt
i fit Sten. Onfkeligheden af denne Ordning havde han
ſat ſig ſaa faſt i Hovedet, at han beſtemte ſig til at
trodſe Forbudet og forlade Gaarden, ſaa ſnart han
kunde tænfe, at Alle ſov.

Da han mente, det var Zilfældet, aabnede han en
Luge, der vendte ud til Marken, og ſprang ud deraf.
Han var dog ikke kommen mere end et Par Bosſeſkud
bort, da han horte en Vogn rulle ud fra fit Hjem.
J et Ojeblik grebes han af en Tanke, der tilſkyndede
ham til at gaa hen til den hoſtede Rugmark for at je,
om der ikke ſkulde gaa Noget for fig. Han agtede at
ſkjule fig blandt Korntraverne, men for han fik det
iverkſat, rejſte hans Stedfader fig pludſelig foran ham
med det Spørgsmaal: „Hvad vil Du her?“ :

„Herop at binde Rug,“ ſparede han uforknyt.

„Godt! Jeg har allerede begyndt,“ ſparede Fa⸗
deren; „men jeg vilde ladet Dig ſove en Stund endnu.
Dog da Du er her, lad os ſaa tage fat.“

„Men hvad ſkal Vognen?“ ſpurgte Kjeld.

„Vognen?“ gjentog den Gamle og lyttede efter
det rullende Kjoretoj, der allerede nu var dem ner.
„Aa, det maa være en Misforſtagelſe af Rasmus. Han
var kun halv vaagen, da jeg bod ham følge med mig.“
Derpaa ſprang Manden hen mod ſin Son og ſagde
nogle Ord til ham. Heſtene bleve fatte paa Gres, og
de Trende toge fat paa Arbejdet. Hen mod Morgen⸗
ſtunden bleve Tyendet hentet, og ſenere blev der ſendt
Bud til Lars Lejel, at han ſkulde komme og tage
Tiende, da man vilde kjore Rug ind om Eftermiddagen.

Op paa Formiddagen fif man en Times Hvile, og
da greb Kjeld Lejligheden til at tilſkrive fin Pige og
gjøre Undſkyldninger for, at han ikke havde holdt Ord
den foregagende Aften. Han var vis paa, at der om
Natten ſkulde været øvet en eller anden Kjaltringſtreg,

og han var oprørt i Sindet over, at hans unge Broder

gjenſynligt var indviet i og ſkulde have været Deltager
i denne, idet han ffulde have hjulpet fin Fader at
bortføre det Korn, der ffulde været unddraget Tiende⸗

"I tagerens Blik.

Men det var uklogt af Kjæld, at han

fortalte Martha det i Brevet, og ikke mere klogt var
det, at han i fin. misfornøjede Stemning omtalte ſin

Stedfader paa en alt andet end fkaanſom og kjcerlig

Maade. Maaſke var det heller ikke allerbedſt beteenkt,
at han overlod Brevet

til Beſorgelſe af Hyrde⸗

drengen, der i Middags⸗
ſtunden ſkulde Fjøre Rug⸗
tienden over til Enghuſet.

Men ſaadan bar han
ſig nu engang ad, og me⸗
dens den ſtorſte Travlhed
herſkede paa alle Marker,
kom Lars Lejel og talte
Rugtraverne og udtog ſin
Tiende, og Jens fulgte
med og pasſede paa at
han ikke fik mere end ſin
Ret, og mellem al den
rige Velſignelſe, Gud
havde ladet vore paa

Marken, gik de to Mænd og ffiftede kun faa og uvenlige
Ord, og den lille graahaarede Lars Lejel ſkottede af
og til frygtſom til fin merke og lumſke Avindsmand,
der pan ſin Side betragtede Husmanden med Oine,

5 180

|
|

der gniſtrede af Avind og Ondſkab. Omſider var Tien⸗
den taget, og Vognen fuldpakket, og Jens gav fin Hyrde⸗
dreng Temmen i Haanden og løftede ham op paa Læsjet.
Da ſaa han et Brev ſtikke frem af Drengens Lomme.
- Han jnappede det ube⸗

. merrket og ſtak det til fig.
e Da Drengen var kom⸗

Å men til Sæde, tog han
til fin Lomme og ſavnede
Brevet. Han ſaa ſig med
et raadvildt og bekymret
Blik om efter Kjæld, der
arbejdede paa Marken
noget derfra. Men Jens
ſagde: „Kjor nu! Hvad
gaber Du efter?“ og ſaa
maatte Drengen adlyde.
At ftjæle og aabne et
forſeglet Brev var en
Handling, ſom ikke kunde
tynge ret meget paa Jens
Veſtergaards Samvittighed, og han ſkyndte fig med at
komme i Enrum og fan Brevet læft. Han var, ſom
det tidligere er omtalt, ikke ſteerk i Bogſtavtydning; men
Vreden ffærpede hans Blik og Fatteevne, og Brevet

|
|
|

Proriehunde.

gav ham et Indblik i Meget, ſom ſyntes ham værd at

lægge Merke til. Han ſaa nu for det Forſte, hvem

den Forræder var, der i de ſenere Aar var traadt i

Vejen, naar han vilde øve Tiendeſvig, og han jaa tillige, |

at Kjæld var Kjærelte med Martha Lejel, og at altſaa
de Menneſker, han bar grundigſt Nag til, ligeſom havde
ſammenſvoret fig mod ham. At det unge Par havde

aftalt en Maade, hvorpaa de vilde imodekomme hans

| Ønifer, var der ikke Tale om i Brevet, og altſaa maatte

han tro, at ikke alene Tienden vedblivende ſkulde tilhore
Enghusfolkene; men at ogſaa Stedſonnen vilde tilfore
dem den Arvelod, han kunde faa fra Hjemmet, ſaa Jens
Veſtergaards Flid og Driftighed vilde komme hans værfte

Fiender tilgode, Og han kunde da ogſaa læje fig til

” altid i ſtore Selffaber,

— om ER ikke vidſte det for — at Stedſonnen ikke |

nærede nogen. Velvillie mod ham. Der var i Brevet
ſlaaet paa en og anden begaaet Kjæltringfireg, og Hiſto⸗
rien med Koen var omtalt paa en Maade, ſom om
Jens Peterſen var en vitterlig og overbeviſt Typ. Dette
tilſammen var da meget mere, end den ſtolte Gaard⸗
mand ſtiltiende kunde finde ſig i.

VE

. af de meerkeligſte Dyr i Nordamerika
er den ſaakaldte Preœriehund, ſom lever
paa de udſtrakte Greesſletter, der indtage
et Fladerum af mange Kvadratmile og
ere bekjendte under Navn af Prarier.

(Fortſcttes.)

Preriehunden.
Af A. V. E. Toepfer.

Eg 181

Storſte Delen af disſe Prerier ere bevorede med en
ſaftig og velſmagende Grasart (Sesleria dactyloides),
der tjener til Nering for Præriehunden og mange af
de andre Dyr, der have deres Hjem der. Preriehunden
er omtrent ſaa ſtor ſom en almindelig Kanin, men
dens Krop er mere ſammentrengt og kjodfuld og dens
Ben kortere. Paa Ryggen og Siderne er den rødbrun
og paa Bugen ſmudſig hvid. Hovedet er ſtort, Orerne
afſtumpede, og Halen omtrent kun 4 Tommer lang.
Dens Kjød er meget velſmagende, men den er vanſkelig
at gjore Jagt pan, da den er meget ſky og frygtſom
og ved den mindſte mistenkelige Lyd ſtrax flygter ned
i fin underjordiſke Bolig. Preeriehundens Navn hid⸗
rører dels fra dens Opholdsſted, dels fra dens gøende
Stemme; med Hunden har den ikke den mindſte ydre

Lighed. Det, ſom gjor dette Dyr ſaa interesſant og
| mærfeligt, er dets ſtore Selſkabelighed.

Den lever

Sage pan præ

neinlig aldrig enlig ſom ſaa mange andre Dyr, men
hvis Boliger paa Grund af
deres ſtore Udftræfning kaldes „Byer“. Den bekjendte

Naturforſker Balduin Möllhauſen har paa fine Rejſer

i Nordamerika havt Lejlighed til nøje at iagttage dette
mærfelige Dyr, og da hans Skildring af det er den
bedſte, ſom er ſtrevet, meddele vi Leſerne nedenfor et
Uddrag af den.

Preriehundens Kolonier have en ſaa ſtor Udſtroek⸗

ning, at man uafbrudt i hele Dage kan vandre omkring a
ſom udgjor deres Nerring, bedſt trives der.

mellem ſmaa Høje, hvoraf hver betegner en Bolig for
to eller flere ſaadanne Dyr. De enkelte Boliger ligge
ſedvanlig 15 —20 Fod fra hverandre, og enhver lille
Hej, der hæver fig foran Indgangen til dem, kan
beſtaa af et godt Vognlæs Jord, der lidt efter lidt af

Beboerne er bleven befordret til Dagens Lys fra de
underjordiſkfe Gange. Boligerne have enten en eller
to Indgange; en faſttraadt Sti forer fra den ene Bolig
til den anden, hvoraf man tor formode, at der herſker
et inderligt Venſkab mellem disſe livlige ſmaa Dyr.
Omſtaaende Afbildning fremſtiller to Preriehunde i
livlig Samtale med hinanden; den morke Plet til højre
betegner Indgangen til den underjordifke Hule, og bag
ved den ſes en lille Hej. Boligerne anlægges helſt paa
højere liggende Sletter, da den for nævnte Gressart,
Man finder
dem endogſaa paa Ny⸗Mexikos Hojſletter, hvor der i
mange Miles Omkreds ikke er en Draabe Vand at
finde, og da der i den Egn ingen Regn falder i flere
Maaneder, og man, for at naa Grundvand, ofte maa

182

grave over 100 Fod dybt, faa maa man næften antage,
at Præriehundene ikke behøve noget Band, men nøjes
med den Fugtighed, ſom en ſterk Dug Tid efter anden
lader blive tilbage paa Grasſtraaene. Om Efteraaret
hentørres Gresſet om deres Huler aldeles, og Froſten
gjør Jorden faa haard, at det vilde være umuligt for
dem at forſkaffe fig Næring paa den fædvanlige Maade.
Da de ikke ſamle fig noget Forraad af Naring til
Vinteren, er det naturligt at de maa holde Vinterſovn.
Naar Preriehunden i Slutningen af Oktober foler
Sovetiden nærme fig, lukker den Udgangene for ſin
Bolig for at beſtytte fig mod Kulden, og overgiver ſig
da til Søvnen, ſom varer indtil de milde Foraarsdage
vokke den til nyt Liv.

En lille Jordugle er Medbeboer af disſe under⸗
jordiſke Kolonier, og den lever paa den fortroligſte Fod
med Preriehundene, dog finder man den ſœdvanlig kun
i ſaadanne Huler, der ere forladte af deres oprindelige
Beboere. Prerie⸗Klapperſlangen træffes ligeledes ofte
i Kolonierne, hvilket har givet Anledning til den Me⸗
ning, at der ſkulde herſke et venſkabeligt Forhold mellem
den og Preriehundene. Dette er dog langtfra Til⸗
fældet; Klapperſlangen er tværtimod dens farligſte
Fiende, og den udrydder aarlig en Mængde af Prerie⸗
hundene. Ved Jetonfloden i Nordamerika fandtes ſaa⸗
ledes tidligere en Prariehundeby af ſtort Omfang,
men alle dens Beboere ere blevne udryddede af Klapper⸗
ſlanger, og de underjordiſte Boliger huſe nu hele Skarer
af disſe giftige Krybdyr.

En Prariehundeby frembyder et mærkværdigt Syn,
naar det lykkes, upaaagtet af de üdſtillede Vagter, at
naa hen i dens Nerhed. Saavidt Øjet ræffer, herſker
et bevæget Liv og en raftløs Virkſomhed. Neſten paa
enhver Hej ſidder den lille brune Bræriehund oprejft
ſom et Egern; Halen, ſom ſtaar i Vejret, er i ſtadig
Bevcgelſe, og de fine, gøende Stemmer af de mange
tuſinde Beboere lyde ſom en formelig Summen. Naar
man nermer ſig paa faa Skridt, kan man hore og
adſkille de dybere Stemmer af de ældre og mere erfarne
Individer; men ſnart er ligeſom ved et Trylleſlag alt
Liv forſvundet fra Overfladen. Kun hiſt og her i
Aabningen af en Hule kan man ſe Hovedet af en
Spejder, der ved vedholdende Gøen advarer fine Paa⸗
rørende om den farlige Nerhed af et Menneſke. Lægger
man ſig da ned og taalmodigt forholder ſig aldeles
roligt i nogen Tid, vil man ſnart atter je Spejderen
indtage Pladſen paa Højen foran fin Dor, og den

underretter nu ved fin Gøen fine Kammerater om |

Farens Ophør. Den ene efter den anden af disſe
kommer atter fra de morke Gange op til Overfladen,
og de ſelſkabelige Dyrs uſkyldige Virkſomhed begynder
paan9. Et ælbre Medlem af meget fat Ydre aflægger
da vel et Bejøg hos Naboen, der venter ham paa fin
Hoj i oprejſt Stilling med logrende Hale og gjør Plads
for Beſogeren ved fin Side. Begge ſynes nu ved af⸗

2

11

vexlende Ggen genſidigt at ville meddele hinanden lige⸗
ſom Tanker og Folelſer; i beſtandig ivrig Underholdning
forjvinde de i Boligen, men kommer efter et fort Op⸗
hold atter frem for i Forening at tiltræde en Vandring
til en fjernt levende Baarørende, ſom efter en gjæfte-
venlig Modtagelſe tager Del i Spadſereturen. Naar
de møde Andre, udvexles der forte, men lydelige Sil⸗
ſener. Omſider adſeiller Selſkabet ſig, og enhver
begiver ſig til ſin egen Bolig. J hele Timer kan man
uden at trættes betragt dette vedvarende vexlende Syn,
og man friſtes til at onſke, at man var i Stand til
at forſtaa Dyrenes Sprog for at kunne opfatte deres
livlige Underholdninger.

Prœriehunden hører til en Afdeling. af Patte⸗
dyrene, ſom kaldes Gnavere, hvilket Navn hidrører fra
at de gnave i alle mulige Gjenſtande med deres ſkarpe
Fortender. Af disſe findes der kun to i hver Kjæbe;

de have Form af en Mejjel, og da den ydre Side af

dem er langt haardere end den indre, afflides denne
Side ved den ſtadige Brug hurtigere end den ydre.
Fortenderne ere derfor altid ſkraat afſkaarne foroven,
og jo mere de ſlides, deſto ſkarpere blive de; Roden
paa dem er aaben og de kunne derfor vedblive at vore.
Da Gnaverne udgjøre den talrigſte Familie af alle
Pattedyrene, og da flere af dem ere mærkværdige og
interesſante i forſtjellige Retninger, ville vi en anden
Gang atter meddele Læferne lidt om enkelte af dem.

I. Slaget paa Grathehede.
æn 8 Eſter Barfod ved Fr. Ld.

See DLG
NES 7 Sorgenen efter Blodgildet i Roeskilde, hvor⸗
om vi have fortalt S. 355 forr. Aarg.,

ſammenkaldte Spend Borgerne, fremviſte
fin Kappe, ſom han ſelv havde gjennem⸗
ſtukket pan Kryds og paa Tværs, ffjældte
Knud og Valdemar for Gæfteniddinger, Menedere og
Ildgjerningsmend, og takkede Gud, ſom hapde tilintet⸗
gjort deres onde Anſlag og flaget den ene af Forree⸗
derne. Men man kjendte hans Falſkhed fra tidligere
Tid, og ingen troede et eneſte af hans Ord. Imidlertid
havde forſt Abſalon og ſenere Valdemar ſogt Beſkyttelſe
hos en Bonde i Nærheden, og denne havde paa raffe
Heſte og med ſikre Ledſagere befordret dem til Fjennes⸗
løv, hvor, ſom vi vide, Tvillingbrodrene Asbjørn Snares
og Abſalons Moder ſamt Valdemars Plejemoder den
kjekke Fru Inge med hendes Datter Jomfru Ingefred
boede. Her fik Valdemar ſine Saar forbundne. Svend
paabød nu, for at ingen ſtulde undſlippe, at udhugge

en Planke paa alle Sjællands Baade og Skibe, ſam⸗

tidig med at han lod ſoge paa de meſt afſides og ſkjulte
Steder efter Valdemar. Dog, hans Søgen blev for⸗

183

gicves, og hertil bidrog meget Asbjørn Snare, idet
han ved at viſe ſig med en lille Trop Ryttere ſnart
hiſt, ſnart her ſtadig forſtod at vildlede de ſogende.

Endelig lykkedes det Valdemar at indſkibe ſig med
ſit Folge; men ſtrax kom der en flyvende Storm med
Regnſkyl, Torden og Lynild. Raaen knak i en Byge
og gik over Bord, Sejlene kunde Ingen bjerge, og
Roret maatte Styrmanden flippe, jaa Skibet fik gaa
for Storm og Strom. Samme Nat forgik hele den
vendiſke Flaade paa 1500 Skibe; men Valdemar havde
bjærget fig paa en Ø i Kattegat og naaede herfra
nævnte Dag lykkelig Jylland. Han ſogte ſtrax til
Viborg, hvor han paa Thinge forte høje Klagemaal
over Svends Forrederi, fremviſte fine Saar fra Blod⸗
gildet, fkildrede fine Sayn og Farer paa Flugten og
rørte ſelv de haardeſte Hjerter til Medfolelſe, faa Jy⸗
derne flokkede fig mandſterke under hans Banner.

Da Svend horte at Valdemar var undkommen,
fik han travlt med at gjøre alt rede til hans Forfol⸗
gelſe; men her hjalp atter Fru Inge og hendes Datter,
idet de med ſtort Mod ved Nattetide lode Svends
Skibe forhugge. Valdemar vandt herved Tid til at
ſamle endnu flere Jyder og til i Viborg at holde
Bryllup med fin. Feſteme den ſmukke 16aarige Sofie,
der var den myrdede Kong Knuds Soſter, hvorved han
haabede at knytte dennes Venner end faſtere til ſig.

Nu kom Svend i Spidſen for Skaaninger og
Fynboer (Szellandsfarerne havde tidligere og af fig
ſelv taget Hjemlov og vare fejlede bort med Flaaden)
og ftævnede ad Viborg til. Valdemar, hvis Her daglig
havde faaet Tillob af frijte Tropper, ilede ham i Mode,
og paa Grathehede ſonden for Viborg ſtod det Slag,
der gjorde Begyndelſen til Danmarks Storhed i de
næjte tre Slegtled. Natten for Slagdagen lod Val

demar ſine Heſte ſtaa med torre Munde, medens Svend,

der havde ſlaget Lejr i en Bygmark, lod fine æde ſaa
meget, de lyſtede. Samme Nat drømte Valdemar, at
hans Fader, HelligP⸗Knud Hertug, kom til ham og ſagde:
„Ver troſtig min Sen! thi Du har Retten paa Din
Side. Naar Du vaagner, vil Du fe en Ravn flyve,
dg hvor den fætter fig, ffal Du ſtille Din Fylking.
Da vil Gud give Dig Sejr.” Drammen tog han
ſom et Varſel herovenfra og fulgte den derfor frimodig.
Langs Valdemars Rakker red en Sanger, ſom med fin
Viſe om Svends Troloshed ved Gildet i Roeskilde
opflammede Folket til Mod i Kampen, og ligeledes er
det fortalt, at Ravnene jvævede hans Folk ſaa tæt om
Hovederne, at de kunde naa dem med Sppdſtagerne.
Paa hans højre Fløj ſtode lutter Bonderkarle i ſtaal⸗
graa Kofter.
disſe Kofter for Jernbrynjer, havde ogſaa allerede fkikket
fine Kjernetropper mod Bonderne, men opdagede i
Tide Fejltagelſen, og var da ikke jen med at. jætte
Hovedſtyrken mod Kongebanneret. Mæppe var et Tjorne⸗
gjærde, ſom i Begyndelſen af Slaget. havde hindret

Svend lod fig ſkuffe af Ligheden, tog

Valdemars Rytteri i at rykke frem, blevet. fjernet af
hans Fodfolk, for Svends Heer begyndte at vige neſten
paa alle Punkter. Nu maatte de hojlig beklage, at
de om Natten havde ladet Heſtene forcede fig; thi jaa
tunge, ſom de vare, bleve de ſtrax trætte og kunde
ingen Vej komme. Riber⸗Ulf, Bannerforeren, kaldte
vel med høj Røft de flygtende Skarer tilbage; men det
hjalp lidet eller intet. Folket vedblev at flygte. Saa
ſtodte han, ſom Billedet viſer, Bannerſtangen i Jorden
og holdt den ſtiv med den venſtre Haand, medens han
kœempede med den højre og med utrolig Tapperhed ud⸗
delte Baneſaar til enhver, ſom nermede ſig. Tilſidſt
ſegnede han dog, mere udmattet end overvældet, i Kreds
af de myldrende Fjender.

Ogſaa Svend var flygtet. Han var gjerne den
voldſomſte til Angreb og Forfolgelſe, men tillige den
ſkyndſomſte til Flugt. Paa ſin Flugt med et ringe
Folge kom han ud i en Moſe, hvor han for Sænge-
dyndets Skyld maatte lade Heſten fare og je at bjærge
ſig til Fods. Ja ſelv Ruſtningen maatte han kaſte,
for Gyngerne nogenlunde vilde bære, og der er dem,
ſom ville ſige, at han gav en Munk bande Heſt og
Vaaben for at ſtjule fig i hans Kappe. Saa træt var
han, at tilſidſt kunde han neppe flytte en Fod, end ikke
ved Hjælp af to Venner ſom holdt ham under Armene.
Da fatte han fig under et enligt Tre og aftakkede hele
fit Folge, ſom ogſaa forlod ham paa en eneſte Tjener
nær, der vilde dele Livet og Døden med ham, og lagde
fig derfor ſom en Hund ved hans Fødder. Ser bleve
de fundne af nogle Bønder, ſom ſogte efter Bytte.
Zjeneren blev ftrar dræbt. Svend ſelv udgav fig for
Kongens Haandſkriver; men de ſaa godt, hvem han var,
og ſatte ham derfor ærbødig til Heſt. Da bad og
beſvor han dem at blive ført frem for Valdemar, hvis
Wdelmod han kjendte; men i det ſamme ſprang en af
Bonderne til og gav ham Oren i Hovedet. Af Stedet,
hvor han faldt, fif han længe efter Navnet Svend
Grathe; men hans Lig, ſom Bønderne uden mindfte
Hojtidelighed havde puttet ned i Moſen, ſkal ſenere
være bragt til St. Kjelds Kapel i Viborg, ſkjondt
andre ſige, at han blev liggende, hvor han var falden,
og at man ſenere byggede et Kapel af Graaſten, den
ſaakaldte Grathekirke, over hans Grav.

Dette ſkete den 23de Oktober 1157.

En ny Dag efter den lange Nat oprandt over
vort fjære Fædreland, Valdemar blev dets Enekonge,
i Raadet ſom i Marken fortjente han fig ſnart det
Tilnayn, der gaves ham: den Store, og da han
efter 25 Aars Regjering lukkede fine Øjne, var Dan⸗
mark kommet til Kræfter, Velſtanden blomſtrede, det
var lykkeligt i fit Indre og anſet af fine Naboer.

*

184

Husflid.

Hornſkearbejde.

Musmand Rasmus Rasmusſen, Frelstofte Torve⸗
moſe Norre Lyndelſe Sogn (Fyen) havde ſom Skole⸗
dreng Lejlighed til at je, hvorledes en gammel Jyde
behandlede og tildannede Horn til Skeer. Dette kom
ham ſenere meget til Nytte, thi endſkjendt han i ſine
yngre Aar, medens han tjente, ikke befattede fig videre
dermed, ſaa var dog Spiren lagt for en Erhvervsgren,
der ſenere har udviklet ſig ſaaledes, at han ikke alene
i fine kraftige Aar, men i Sardeleshed nu paa fine
amle Dage har fundet en behagelig lennende Sysſel⸗
ettelſe ved Forferdigelſen af Hornarbejde, Skeer, Sko⸗
ovn oſo. Naar man jer hen til, at han aldrig har
ært Hornarbejdet, og at Begyndelſen var ham ikke
lidet vanſkelig, jaa er det et ret anſeligt Reſultat, og
an har erhvervet lig jaa ſtor Færdighed i Hornets Be⸗
andling, at han aarlig ſcelger Hornvarer for ca. 300 Rd.
og aldrig har ſavnet ri
har han forfærdiget 3000 aarlig til 8 ß. Stykket, og
af Sennepsſkeer, Flodeſkeer og Skohorn har han ſolgt
for omtrent 50 Rd. aarlig. Han har nu ſom gammel
Mand trukket fig tilba 89
en herlig Sysſelſcrtelſe
med fit Hornarbejde. Om Sommeren giver Arbejde
paa Lodden og i Moſen Hovedbeſkarftigelſen.
Stjøndt hans Kaar kun ere ſmaa, jaa er han
dog, naar man ſer hen til Begyndelſen, der ſkete med
ſaa godt ſom Intet, gaaet meget fremad, og har det
Stykke Jord, der hører til hans Ferſtehus i en jaa
fortrinlig Gjodningskraft, at han i flere Aar ikke har
kunnet anvende alt fit Hornaffald til Lodden, men har
overladt det til Andre, mod Andel i Hoſtudbyttet.

Bognyt.

„Indenlandſk Silkeavl med Egelov⸗Silkeorme“

er Navnet paa en lille nylig udkommen Bog, fkrevet
paa Grundlag 1 egne Forſog af den, ſerligt ſommerfugle⸗
kyndige Entomolog Lærer Nielſen i Horſens, ſom paa
Lærer N. C. Roms Anmodning forrige Sommer fore⸗
tog et grundigt omfattende praktiſk
flæfning af to forſkjellige egeløvædende Silkeſpindere,
der trivedes fortrinligt. Reſultatet af dette, med viden⸗
ſtabelig Kyndighed og Omhu ledede Forſog, fortjener
uden Tvivl at blive almindeligt kjendt, da det neſten

ſynes, ſom om Betingelſerne her til Lands ere ſerdeles
Silkeavl kan fan Betydning |
om en lille Bifortjeneſte eller Husflidsbeſkef⸗
ſkal kunne ſiges noget beſtemt
der nodvendigvis foretages en Mængde |

e for at denne nye

tigelſe; men for at der
herom, maa
Forſag trindt om i Landet, for at det kan blive afgjort,
om Sagen praftijf taget fortjener Opmerkſomhed ſom
Indtengtskilde. En „Silkeorm⸗Mani“ vil i ethvert
Ziljælde blive langt fornsjeligere end f. Ex. en „Veloci⸗
pede⸗Mani“, da ſelve Udklekningen af Aggene, Larvernes
Opfodring, deres Indſpinding og Udviklingen af den
kempemesſige, udmærket pragtfulde Sommerfugl (der

Forſgg med Op⸗

elig Afſctning. Af Spiſeſkeer

er omtrent 6 Tommer bred over 1 1 fordrer faa
lidt Plads og Bekoſtning, er forbundet med jaa ube

| tydelig Tidsanvendelſe, ſaa faa Vanſteligheder og af⸗
| 1 5 Stof til ſaa mange interesſante Jagtta elſer, at

orſog dermed foruden at være til virkelig ytte for
Sagen, vil bringe Opbrætterne megen Glæde og Til⸗
fredsſtillelſe. Den lille Bog, der kun koſter 50 Ore er
oplyſt med fem ſmukt udforte forklarende Afbildninger,
| indeholder fuldſteendig Anvisning til Opklakningen, og
Opmarkſomheden henledes paa Forfatterens (Adr. Lærer
P. Nielſen, Horſens) Slutningsord:

„Enhver, ſom maatte onſke at je min lille Silke⸗
avl, ſkal jeg med Fornojelſe foreviſe den. De ſom
maatte have Lyſt til Forſag i denne Retning, ftal jeg
ogſaa gjerne meddele enhver 3 Oplysning, ſom
jeg maatte ſe mig iſtand til, ligeſom jeg til Lyſthavende
1 at kunne overlade 20 i

0 af Pernyi, naar de be⸗
tilles i Løbet af April.

Vama-may- Ag har jeg
ikke flere, end jeg ſelv behover til videre Forſog; men
jeg ſkal gjerne, hvis det onſkes, forſkrive dem fra
Stuttgart, hvor Priſen ſidſte Aar var 3 Thlr. for
180 Stkr. og 1 Thlr. for 36 Stkr. foruden Porto.
De maa forſkrives ſnareſt muligt og ſeneſt inden Marts

Maaneds Udgang.
ra Daglejearbejde, og finder 15

e, navnlig om Vinteraftenerne

Gaade.

—

Jeg er en lille ſelſom Bog,
Der kun om Fortid melder,
Sp dog ffal Nutid gjøres klog

det, ſom jeg fortæller,
En enkelt Mand mig ikke ſkrev,
Nej flere mig forfatted;
Mit Værd dog derved mindre blev,
De mange blev ej ſkatted'.

Den Ejermand, ſom kjobte mig,
Og hvem jeg ret tilhører,

Beholder mig fun fort hos fig,
Til andre man mig fører.

Dog nu jeg leſes ſjeldent mer;
Thi rent jeg er af Mode,
Sarg mange viſtnok gjerne jer
Og regner for et Gode.

Oplosning
paa den firkantede Nod i Nr. 22:

Indhold. En Udaadsmand, Fortælling af C. A. Thyregod,
med Billede (Fortſat.) — Prariehunden, af A. P. E.
Toepfer, med Billede. — Slaget pan Grathehede, efter
5 Barfod ved Fr. Ld., med Billede. — Husflid:

ornſkearbeide. — Bognyt. — Gaade.

Husveunen udkommer lil
Hvert Fjerdingaar medfølger gratis el Mort ſmußt Billede.

hver Søndag med et 16. ſpallet Arz, forfynes med flere Billeder, lit 3 Alk
, y

REE

( Kr.) Fjerdingaaret frit kilſendt.

Bladek kan beſliſles pan ethvert VPofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver

VBoglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Boghandler Rudolph Klein, lille Sjøbmagergade 56, Kjøbenhavn.

*

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

"flette Streger, og det holdt denne ikke af.

Morſhabslrsning, Oplysning og Lusfiid.
Adginet iH A. C. Rom.

2 9
Nr. 24.

En Udaadsmand.
Forfælling af C. A. Thyregod.

———

(Fortſat.)
5.
er forefaldt et Optrin, ſom heller ikke ſkal
ſkildres, ſaameget mere, ſom det ikke havde
andre Vidner end Dorthea, der tryglede

i

fandt tilſidſt Bonhorelſe. Men Sønnen
ſelv vilde ikke bede om Maade, om det ſaa fkulde koſte
Livet. Ligbleg og ffjælvende af Harme ſtyrtede han
ud af Huſet, ſaaſnart han fil Lov til det, og han
ſkyndte ſig at pakke ſine faa Ejendele ſammen, da det

var hans Forſct, at han ikke vilde blive en Time
” fænger i fit Hjem.
Søn ſkulde drage bort, og det vilde Jens heller ikke.

Men Dorthea vilde ikke, at hendes

Hos ham var det ikke Kjerligheden, der ſatte fig imod
Sønnens Bortrejſe; men naar Kjæld forlod fit Hjem
i Vrede, jaa kunde han fortælle om fin Stedfaders

i Hundagen d. N. Marts.

Kjøbenhavn.

1895.

„Forlang ikke, Moder! At jeg ffal blive her

| hjemme, for jeg hverken vil eller kan det.“

fin Mand om Naade for fin Son og

Han vilde

nu rigtignok ikke give Karlen et godt Ord; men han

fortalte fin Kone, at han kunde gjøre hendes Søn
ulykkelig paa Grund af nogle Ord i Brevet.
havde han jo omtalt fin Fader, ſom en Zyv og Be⸗
drager; men Jens vidſte om et Lovfted, hvori det
hedder, den ſom fornærmer fine Forældre paa re og
Lempe kunde gjores arvelos og fættes i Slaveriet.
Konen ſyntes da, at hun maatte tilvejebringe Forlig
til enhver Pris, og i fin angſtfulde Uro opſogte hun
ufortzvet Sonnen, der ſtod i Staldkamret og bandt
fine Klæder i et Bundt.

Deri

„Aa jo, Du baade kan og fkal; thi ellers —“

| og nu fagde hun, hvad Manden havde truet med.

„Ja, lad ham prove det,“ ſagde Kjeld.

„Jeg er bange for, at han virkelig vil prove det,
for den Hiſtorie med Lars Lejels Ko er viſt ikke ſand,
og Du kan hverken beviſe det ene eller det andet, Du
havde ſkrevet i dette ulykkelige Brev.”

„Ja, hvad faa!” udbrød Karlen ude af fig ſelv.
„Lad ham ſaa bringe mig i Slaveriet, om han har

| Magt til det. Der er viſt ikke meget værre end her,

og bedre kan jeg vel ikke vente af den Stedfader, der
ſlog fin Tjeneſtekarl ihjel og jaa bildte al Verden ind,
at han havde hængt fig.” ;

„Ti! — For Gud i Himlens Skyld ti med den
ulykkelige Barnedrom!“ raabte hun og holdt fin Haand
for hans Mund, og nu vendte hendes Angſt ſig ad en
anden Kant. Nu var det Sønnen, hun gjorde bonlige
Foreſtillinger, og han havde hverken Evne eller Villie
til at modſtaa hendes Bonner. Moder og Son lænede
deres Hoveder mod hinanden og græd. Men da de
paa en Gang ſaa op, ſtod en af Gaardens Deneſtepiger
i Doren. Hvor meget eller hvor Lidt hun havde hort,
vidſte de ikke. Hun gled lydløft bort, ſom hun var
kommen.

Kjeeld var overvunden ved fin Moders Graad og

Veklager, og han blev gaaende hjemme og udviſte al

den Taalmodighed, ſom han nu behovede; thi Jens,

der mente at have havt Stedſonnen helt i fin Magt,
men havde taget ham til Naade paa hans Moders
Forbøn, fandt WÆdelmodighedsrollen. at være noget Nyt,

hvori han kunde gjøre fig tyk og bred. Der var kommen

.

en vis overbærende Faderlighed i den Maade, hvorpaa
han nu behandlede Kjæld, faa at Tyendet og Alle
maatte je, at Kjæld var en fortabt Son, og Jens var
den fortabte Sons tilgivende Fader. Forreſten blev
der aldrig med rene Ord hentydet til hin Hoſtdags
Hendelſer imellem nogen af Parterne. Karlens Forhold
til Pigen i Enghuſet fortſattes i Stilhed ſom forhen.
Jens var for ſtor til at ofre flige Smaating en Tanke;
men Dorthea ſyntes umerkelig at hjelpe til, at
Sonnen engang imellem kunde mødes med fin Pige,
jaa det kunde neſten ſtjonnes, at hun ikke fænger ſaa
afgjort misbilligede Forbindelſen. Hun var jo ogſaa
forlengſt vant til at give flip paa fine egne Onſker
og rette fig efter fine Nermeſtes, og det gjorde hun
med Glæde, naar Alt fan kunde gaa godt.

Der var nu over Gaarden og dens Beboere en
fredlignende Ro, lig den dumpe Stilhed, der ſtundom
gaar forud for det fig nermende Uvejr. Men Jens
Veſtergaard kjedede ſig i Fredstid, og det ſyntes ordentlig
at være en Lettelſe for ham, da han fi Lejlighed til
at aabne en ny Retsſag mod Lars Lejel.

Vi have jet, med hyilken Klogſkab og Varſomhed
Martha hin Sommerdag omtalte Salget af Koen i
Tyendets Nærværelje. Hun havde bedet fin Fader om
at iagttage en lignende Forſigtighed; men det havde
han iffe huffet paa, og bande til en og anden god Ven
havde han omtalt og fra forſt til ſidſt fortalt, hvilket
ſtjendigt og lavt Puds Veſtergaardsmanden havde
ſpillet ham. Det fif Jens at høre, og han fif lopfaſte
Vidner paa Lars Lejels Mund. Det var ikke Gaard⸗
manden ufjært, da han ſom ſagt kjededes ved Stil⸗
heden, og han var ikke ſen til at anlægge en Retsſag
mod Husmanden, der den Gang neppe vilde undgaget
at blive domfældt, efterſom han jo ikke havde Skygge
af Bevis til Støtte for fin Beſkyldning. Sagen tog
dog en anden Ende, end man kunde ventet, eller rettere:
den fif flet ingen Ende.

Det var nemlig en haard, og barſk Vinterdag med
Froſt og Snefog, og Jens ſadlede ſin Heſt og red til
Thinge; men han nagede ikke Thingſtedet; han traf en
god Ven paa Halvvejen, og ſaa vendte han om, idet
han udſatte fig for, at Sagen kunde blive paadomt i
hans Fraverelſe. Men han havde faaet vigtigere Ting
at tænfe paa. Han var ved ſin Hjemkomſt ordknap
og ſpagfoerdig. Han ftiftede Farve hvert Ojeblik og
nod neſten intet af den Mad og Drikke, Konen ſatte
frem. Derefter forlangte han at tale med hende i
Enrum, ſiden lod han hende gaa og kaldte Kjeld ind
til en Samtale under fire Ojne.

Den Zjenejtepige, ſom Dorthea og hendes Søn
hin Hoſtdag havde ſet ſtaa i Staldkammerdoren, havde
forladt Gaarden den forſte November for at flytte til
en anden Tjeneſte. Hun havde i den omtalte Stund
ikke hort hvert Ord, Moderen og Sonnen havde ſagt;
men eet Ord hapde hun grebet, det Ord, at Jens
Veſtergaard en Gang havde ſlaget en Karl ihjel. Da

1
||

|

| hun nu var fommen vel ud af den Gaard, der ſjeldent

efterlod ret mange venlige Minder i et Tyendes Sjal,
ſaa meddelte hun under Tavshedslofte en Veninde hint

| Dred, og dette farlige Ord gik videre mellem Veninder
| og Venner ligeledes ſtedſe under Zavshedsløfte, indtil

det kom Øvrigheden for Øre. Der blev ſogt i gamle

Odptegnelſer og fundet, at Morten Rævftrup der i fin

Tid tjente Jens Veſtergaard, havde hængt fig ſelv der
i Gaarden. Den Gang var der bleven afholdt Forhør
angaaende Selvmordet, men temmelig ſkjodesloſt. Morten

Rarſtrup var et daarligt og forfaldent Menneſke. Han
| havde været paa Svir om Natten og tiljat alle de
Penge, han havde, og var forſt kommen hjem, efter at

Gaardens Folk vare gaaede til deres Arbejde, og da
havde han hængt fig jelv i Laden. Der var Ingen,

| Jom havde undret fig ſynderligt over Karlens fortvivlede

Handling; nogen Frygt for den ftrænge Husbonde kunde
vel havt fin Del deri, men mod den anſete Gaardmand
rejftes den Gang ingen Mistanke. Konen havde været
angſtfuld og dybt ryſtet under Forhøret, men hun var
jo altid jan blød af fig, og hendes Son, der den Gang
var et ungt Barn, var flet ikke bleven adſpurgt. Men
det Ord, der nu ſagdes at være falden fra denne Sons
Mund i en bevæget Samtale med Moderen, kunde
have fin dybe Betydning. J hvert Fald fortjente
Sagen at drages frem paa ny, og hin gode Ven, der
paa den omtalte Vinterdag modte Jens Veſtergaard,
fortalte ham, hvilket Uvejr der traf op, ſamt raadede
ham til at vende om igjen, da det ikke var viſt, han
fif Lov til at drage hjem, hvis han naaede Thing⸗
ſtedet. 85

Da han nu, efterat han havde talt med fin Kone,
fik Stedſonnen ind i Kammeret til ſig, paatog han ſig
et overlegent og haanligt Smil, bod Sonnen jætte ſig
ned, forvisſede ſig om, at Ingen lurede ved Doren,
ſatte fig derpaa ſelv og ſagde: „Naa, Kjæld! Du har
nok fortalt Din Moder nogle Kroniker om den — den
— Karl, der hængte fig her i Gaarden i gamle Dage!“

Karlen blev jan betagen af Skrek og Undren, at
han hikkede efter at fan Aande, idet han ſvarede: „Jeg
har fortalt min Moder Sandheden.”

„Det kan der være to Meninger om. Imidlertid!
Fortel mig nu, hvad Du ved, eller hvad Du tror

at vide, fra Forſt til Sidſt. Huſk Dig om! Du var
kun et Barn den Gang.“
„Jeg var mellem otte og ni Aar. Det var i

Hoſttiden og jeg havde Natteleje ude i Staldkammeret,
ſom jeg har endnu. Jeg ſkulde vogte Lammene; men
jeg var meget ſovnig af mig, og det var ſommetider
at min Moder tog Rasmus ved Haanden og Drev ud
med Lammene en Timestid, for at jeg kunde faa en
Morgenſovn. Saadan var det ogſaa en Mandag
Morgen, og da vaagnede jeg ved, at der var Nogen,
der ſkjeeldte og ſkreg og ſloges ovre i Laden. Jeg foer
op og lab over Gaarden i mit blotte Linned. Lade⸗

døren ſtod pan Klem, og jeg faa —“ :

„Nu, hvad faa DU?” ſpurgte Manden, der var
bleven meget bleg.

„Jeg jaa — og jeg fan tydelig ſe det i dette
Ojeblik — at Du flog Morten med et Stykke Tree
omtrent ſom en Vognkjcp, og Morten veergede ſig og
bad for ſig, indtil er Slag ramte ham i Hovedet —
faa faldt han om og blev liggende. Da blev jeg jan
forſkroekket, at jeg ikke turde være der længere. Jeg
lob tilbage og kledte mig paa, og jan ſkyndte jeg mig
ud til Lammene. Men da jeg kom hjem om Middagen,
horte jeg, at Morten havde hængt fig ſelv.“

„Og fortalte Du ſaa, hvad Du troede at have ſet?“

„Jeg fortalte det til min Moder, og hun ſagde,
at jeg bare havde drømt, men paalagde mig, ſaaſandt
jeg havde hende og min lille Broder fjær, aldrig at
fortælle den Drøm til noget Menneſke.“

„Ja, naturligvis var det en Drøm — en ſlem
Drøm. Det indſer Du da ogſaa ſelv nu?“

„Nej, for jeg er ſikker paa, at jeg var ligeſaa lys⸗
vaagen den Gang, ſom jeg er i dette Ojeblik.“

„Naa, om Du ogſaa havde værét vaagen, og Du
havde jet mig give den ſkjodesloſe Karl nogle Bank,
ſaa kunde han jo gjerne have taget Livet af ſig ſelv
bagefter.“

„Umuligt er det jo ikke.“

„Der ſer Du! Og dog har Du ſagt, 09 det
ſaadan, at det er kommen ud iblandt Folk, at jeg
havde ſlaget en Karl ihjel.“

„Det har jeg ſagt i en harmfuld Stund for ikke
ret længe ſiden; men Gud er mit Vidne, at jeg ikke
havde fjerneſte Tanke om, at Nogen anden end min
Moder da var tilſtede.“

„Men Du tror, at Din Stedfader er en Morder.“

„Jeg tror ikke,
men jeg tror, at han fik et Slag, han ikke kunde taale,
og at — han — iffe ſelv har hængt fig.”

„Ja, Tanker ere toldfri; men der er kommet et
ſlemt Rygte ud, og det er Din Skyld, og Du kan
gijerne komme i Forhør. Men faa er Du da vel jaa

fornuftig at ſige, at det Hele er Drem og Barneſnak!“

„Jeg maa ſige, hvad jeg har ſagt her, at jeg er
lige jaa vis paa — —“

„Tys! Forhaſt Dig ikke. Ser Du Kjaeld! Du
og jeg have ikke altid været Venner, og kanſke jeg
ſommetider har været lovlig haard imod Dig. Men
det ſkal blive anderledes.
holder af Din Moder og Din Broder, og dette her kan
blive en ſlem Hiſtorie, der, hvordan jaa Udfaldet bliver,
vil være ubehagelig for dem. Og Du fan flippe

grumme nemt fra det, efterſom Du var ſaadant et
Du kan have

Barn, der laa og ſov fin Morgenſovn.
havt en Drøm, ſom Du jaa ſiden knyttede ſammen
med Karlen, der havde hængt fig, og der er Ingen,
der kan forlange, at Du nu ſkal gjøre Rede for, hvad
der er Drom, og hvad der er Sandhed. Vi kunne

Jeg ved da ogſaa, at Du |

2

af de ſmaa.

Og
ſaa kunne vi med det Samme tale om — Du vilde jo
gjerne hjemmefra, og Du har nok Giftetanker i Hovedet!
Kanſke der kunde blive Raad til, at jeg kunde kjobe
Dig en god lille Gaard. Du maa nu flet ikke tro jeg

ſiden overlægge, hvordan det Hele kan udtydes.

er bange, for jeg har en god Samvittighed; men det
Hele kunde give en ſtyg Opſigt.“
„Det er ikke min Agt at omtale Sagen; men

krœves jeg for Retten, ſaa er jeg jo nødt til at ſige

Sandheden.“

„Aa ja! Det er Du kanfke,“ ſagde Manden med
merkelig Kulde. „Og nu kan Du gaa ud og ſadle
mig den ſortblisſede Heſt.“

Karlen adlod, og Manden red bort. Han ſagde
ikke, hvor han vilde hen, og Kjæld havde en Tanke om,

at han muligen ikke mere fik fin Stedfader at fe.

Dorthea havde maaſke en lignende Tanke, og der var
en engſtelig Uro over hende. Rasmus meerkede, at
der var noget galt paafcerde; men kunde ikke faa at
vide, hvad der var at frygte, Det var ham faa meget
mere paafaldende, ſom han i den ſenere Tid var bleven
inddragen temmelig dybt i ſin Faders Fortrolighed og
havde begyndt at finde ikke ſaalidt Behag i Rere⸗
ſtreger og Renkeſpind. Som Folge deraf holdt han
ſig ſelv for en Pokkers klog Karl, der kunde ſe ſin
Moder og Broder over Hovedet paa Grund af deres
enfoldige Wrlighed.

Men et Par Timer over Midnat hørtes der Heſte⸗
trampen paa Gaardens islagte Stenbro. Kjeeld, der
ikke havde kunnet ſove, var ſtrax paa Benene og kom
ud. Det var Jens, der var kommen tilbage. Han
gav fin Stedſon Heſten og ſagde: „Den har havt en

ſtreng Tur og er baade ſulten og torſtig. Sorg godt for
Du dræbte Morten med Billie; |

den! Kanfke jeg ogſaa ſelv kommer og jer til den, inden
jeg gaar i Seng. Her har vel ingen Fremmede veret?“
Det ſagde Kjæld Nej til, og faa traf han Heſten ind.
J Stalden modte han Rasmus, der nu var oppe
og fuldt paakloedt. „vad er der paafcerde?“ ſpurgte han.
„Jeg ved ikke, at der er Noget paafceerde,“ lød
Svaret. „Jeg bliver oppe for at fodre og vande Heſten.“
„Altſaa ſkulle de "hemmelige Raadſlagninger fra
igaar ikke begynde igjen,” ſagde Rasmus ſppdigt.

„Imidlertid har jeg nu Lyſt til at blive oppe og

hjælpe Dig at regte Heſten.“
„Som Du vil,“ ſagde Broderen.
— (Sluttes.)

Pan Nilen.

15 er i Danmark hverken kjende vi eller vide
vi at vurdere hvilken Betydning Floderne
have for et Land. Vi have ſlet ingen
Floder, uden man vil regne Gudenaa for
en Flod, men den er og bliver da kun en
At her ingen Floder findes, er en Folge

af Landets Form, der er ſaadan, at der ingen Plads
bliver til dem. For at en Flod. ffal blive ſtor, maa
den have en lang Vej at løbe, thi det tager Tid og
Plads at faa famlet alt det Vand, der hører til, for
at danne en Flod. Danmarks Form, er faa ſplittet
af Havet og Sunde, at der intetſteds findes ſaa meget

Land ſamlet, at der kan opſtaa en Flod. Danmark er

for lille til Floder, ligeſom det tydſke Fyrſtendomme
Bückeburg, der er ſaa lille, at der ikke en Gang er Plads
til Keglebaner, da Keglerejſerne maatte anbringes i
Nabolandet. Heldigvis er Danmark dog ſtort nok til
Keglebanerne, Floderne maa vi ſe at undvære.

For at treffe Floder, maa vi gaa til de ſtore

Faſtlande og der finde vi da ogſaa adſkillige, og nogle
af dem ere beromte vidt og bredt for deres Skjonhed

Donau, Elben, Rhone, Seine,

bog for deres velſignelſesrige Indflydelſe van de Lande,

ſom de gjennemlobe. Hvo fjender ikke af Navn Rhinen,
Tiberen og
Ebro. Det kunde vare interesſant, om vi i Tankerne
ſejlede ned ad enhver af disſe ſtore Floder og gjennemgik
alle de Egne og Byer, ſom de gjennemſtromme. Men
det er en lang Tur, og vi have ikke Plads paa disſe
ſmaa Blade til at beſkrive jaa ſtore og meerkelige
Rejſer. Jeg vil blot bede Læferne om at tilbringe en

Nat ombord hos mig paa mit Skib, mens det ligger

for Anker paa den beromteſte af alle Floder,
Nilen.

Nilen ved jeg, at enhver af mine Laſere kjender.

nemlig

Det er en Flod, ſom vi ere megen Tak ſkyldige; det

er den, der har ſkabt det Land Agypten, ſom uden

Nilen vilde være en Orken. Og Wgypten fkylder vi
meget, Hor, hvorfor. J gammel, longſt forſvunden
Tid, boede her et Folk, udmærket ved ſine overordentlige
Evner og fin utrættelige Flid. Medens de nu blom⸗
ſtrende Lande i Evropa kun vare beboede af omflakkende
Vilde, medens Danmark maaſke kun var beboet af Bjørne
og Selhunde, for flere Tuſinde Aar ſiden, da var der
i Wgypten travl Virkſomhed og Folket, ſom var talrigt
og mægtigt, byggede ved Nilens Bredder Steder, maaſke
ſaa folkerige ſom nu Paris og London, Templer og Pyra⸗
mider, der ſtaa endnu den Dag i Dag og forbavſe os
ved deres uhyre Storrelſe og en Faſthed, der ſynes
at trodſe Tiden. Ved Kanaler og Vandrender forte
Wgypterne Nilens Vande ud i Orkenens Sand og
forvandlede de øde Egne til frugtbare Sletter, Landet
var ſaa rigt, at naar der var Hungersnod i andre

Alfkom.

5

En Baad pan Nilen.

Lande, faa kunde man hente Hveden fra Agypten, hvis
Kornkamre aldrig bleve tomme. Ved Samkvem med
andre Nationer udbrededes den egyptiſke Kultur til
Aſien, til Grakenland og derfra videre til det ovrige
Evropa og er den ægyptijfe Kultur end ikke ligefrem
Moder til vor, faa er den dog Bedſtemoder eller idet⸗
mindſte Oldemoder til den. Min Lafer ved ogſaa, at
i Mgypten udviklede fig det jodiſke Folk af Jakobs
Fra een Familie voxede det op til et talrigt
Folk; det voxede unægtelig op i Treldom, men det
havde dog under denne Trældom tilegnet ſig Wgypternes
Dannelſe og Dygtighed. Vi vide, at da det i Moſes,
der ſom lille Dreng blev ſat ud i Nilen i en Kurv,
men blev fundet af Kongedatteren og opdraget ved
Hoffet, hvor han lærte Alt, hvad den Tid ejede af
Visdom og Kundſkab, havde fundet en Mand, der beſad

*

i 189

- Guner til at loſe den ſtore Opgave at fore Jodefolket

ud af Ægyptens Traldom til det forjættede Land, da
førte Jøderne en Dannelſe og en Dygtighed med fig
fra Wgypten, uden hyilken de vel ikke vilde kunne have
hævdet deres Stilling gjennem ſaa mange Aarhundreder.

Men Lidens uſtandſelige Hjul er rullet hen over
Landene og har forandret ſaa meget. Det fordums jaa
rige Wgypten har været og er endnu forholdsvis fattigt
og langt tilbage i Kultur. Muhameds Halvmaane
kaſter kun et ſvagt Lys over Nilens Land. Vi ville
haabe, at det en Gang igjen kan blive rigt og lykkeligt.
De dygtige og driftige Franjfmænd og Englændere have

i de ſenere Aar virket umaadeligt til at ophjælpe
| Landet og da den ægyptiffe Vicekonge er gunſtigt ſtemt
for den evropeeiſke Kulturs ÜUdbredelſe i Agypten og
kraftigt underſtotter den, gaar Landet og dets livlige
og begavede Befolkning nu med raſke Skridt fremad,
idet den frugtbargjorende Flod nu, ſom for Aartuſinder
ſiden, gjør det lettere end i noget andet Land pan den
hele Jord at avle en ſaadan Masſe af Korn, af en jaa
udmærfet Beſkaffenhed, ſom vi flet ikke fjende eller
kunne foreſtille os.

Lader os nu en Gang en Aſtenſtund gaa ombord

i en af de ſtore Baade, ſom benyttes til Sejlads paa

Pro medarer passere et Badested.

Nilen. Det er en underlig Tingeſt, omtrent ſom en
ſtor Pram. Midt paa den er der anbragt en Hytte
af Palmeblade, for at vi der om Dagen kunne have
Ly mod Solen og for at vi kunne ſove der om Natten.
Skibsmandſkabet beſtaar af to Negre, hvis hele Klede⸗
dragt udgjores af Spommebenkleder. Skipperen er en

Araber; han har foruden de ſmaa forte Benklæder ogſaa
ſtraaler det Alt ſom Guld om det ſaa er den ſtore

en rod Hue paa Hovedet og noget, ſom ligner en Veſt,
men ſkal foreſtille en Troje. Hans væfentligfte Beſtilling
ſynes at være den, at ſidde ved Roret og ffjær ide paa
Negerne og roge Tobak. Saadan er Lejligheden 1
Vi fkulle forſt lette imorgen tidlig, da man ikke her

bruge Aftenen til at je paa Omgivelſerne.

plejer at fejle om Natten; vi kunne derfor nu herligt
Solen er
ner ved at gaa ned og kaſter fine ſidſte glødende Straaler
paa Palmelundene, paa de rødlige Bjerge, der ſtroekke
fig langs Floden, paa Kairos flanfe Taarne og runde
Kupler, paa de fjerne Pyramider ved Gizeh og over
Nilens blanke Overflade. J Orientens varme Sol

Flok vilde Duer, der i ſtore Kredſe ſpinger fig under
Aftenhimlen. Langs Flodbredden gaar vor gode Ven
Storken og fanger Frøer i god Forſtaaelſe og Venſkab
med fin Slegtning den langbenede roſenrode Flamingo,

—

PF

medens Pelikanen ſidder og ſpejder efter, om ikke en
letſindig ung Fiſk fkulde i ungdommelig Kaadhed komme
den ſaa nær, at den kan ſnappe den med fit lange
Neeb og lade den falde ned i den Boje, ſom hænger
under Næbet. — Langt borte lyde Bjælderne fra en

Flok bepakkede Kameler, der ſkynde fig afſted til deres

Beſtemmelſesſted inden Morket falder paa. For at

ſkyde en Gjenvej her hvor Nilen ſlaar en Bugt, fvømmer |

hele Karavanen over Strømmen, Dyrenes lange Halſe

rage op over Vandet tilligemed Pukkelen, jaa Rytteren

med torre Fodder mageligt kan blive ſiddende pag |

Saddelen; ſe paa Billedet hvor de ſkynde ſig for at
naa Kairo inden Aftenen og Morket kommer, men det

er ogſaa af Vigtighed, thi Morket kommer pludſeligt

og uden Tusmerke. Juſt nu, ſom Solen er nede er
Alt hylet i det dybeſte Morke, et rigtigt „egyptiſk

Morke“ og er Market end ikke faa tykt, at man, ſom

et vittigt Hoved har ſagt, kan tappe det paa Flaſker,

ſaa er det dog faa tet, at man ikke kan ſe en Haand

for ſig. Heldigvis varer det ikke længe; thi Maanen
hæver nu fin blanke Skive over Horiſonten. Medens
for Alt var Guld, bliver det nu Sølv. Maanelyſet
er i Wgypten langt ſterkere og klarere end hos os,
vi ſer nu ved Maanens klare Straaler det ſamme,
ſom vi for jaa i den nedgagende Sols rode Lys, men
Belysningen er nu jaa forſkjellig fra for, at det neſten
er ſom om hele Landſkabet har forandret fig. Maane⸗
ffinnet er jaa hvidt, at de fjerne Bjerge, Pyramiderne
og Kairos Tage fe ud, ſom om de vare belagte med

Sne. Overalt herfker den dybeſte Stilhed; kun nu og

da høres en Sunds Tuden eller Ugles Skrig. Man
kan tilbringe hele Natten under gaben Himmel
ikke det ſvageſte Spor af Kjolighed meerkes.
Saaledes er en Nat paa Nilen, ſtille og rolig, lun
og ſmuk. Men naar vi om Morgenen tidligt ville
gjøre et Beſog i Kairo,
Uro, af Hede og Støv.
paa Land, for vi omringes af
der med høje Skrig og raſende Fa

Ankomst til Nairg.

chi
Oldtid, der ere blevne

ved Navn Heid, til hvem Odin,
derne, )
han giver hende koſtelige Ringe og rige Skatte, for at

rive vor Vadſoek og Paraply fra os, træffe os i Skjoderne
og Wrmerne og ſlaas om at erobre os og vort Taj.

Der er ikke andet at gjore, end at ſlaa fra ſig
igjen og udſoge det Absſel, der ſer bedſt ud og den
Abſeldriver, der har det ſkikkeligſte Anſigt og faa ſe til
at komme op paa Aeslet og i fuld Galop ride bort
fra al denne Tummel ledſagede af vor Wſeldriver, der
paa ſine bare ſorte Ben folger os holdende ſig faſt i
Wslets Hale for ikke at tabe os, Walet og Udſigten
til at tjene ſine Skillinger, af Syne. sen

Vore Fedres Guder,
Ved Fr. Winkel Horn.

fter at vi nu have fulgt vore Fedres
Guder igjennem Liv og Dod til Livet
efter dette, ville vi i Korthed gjøre Rede
for, hvorfra man ved alt det, vi i det
foregagende have fortalt.

De vigtigſte, ja faa at ſige de eneſte, Kilder,
hvoraf vi kunne øje Kundſkab om Nordboernes Gude⸗

| lære, er de to Oldboger, der gaa under Navnene den
| ældre og den yngre Edda.

Den ælbre Edda, der ogſaa
kaldes Semunds Edda, fordi man, fkjondt med Urette,
antog, at den var forfattet eller idetmindſte ſamlet af
den lærde Islending Scmund, faldet den Viſe, der
levede i ſidſte Halvdel af det lte og forſte Halvdel
af det 12te Aarhundrede, indeholder Sange om Nordens
Guder og Helte. Det er gamle hedenſke Kvad, hvis
Forfattere ere ukjendte, ſande Folkedigte fra den graa
bevarede ved at forplantes fra

Mund til Mund, indtil de, rimeligvis i Slutningen af
det 1
Ida faa vi nok af Larm og
Næppe have vi fat Fodderne
en Flok feldrivere, |
gter kaſte ſig over os,

åde eller Begyndelſen af det 14de Aarhundrede
bleve ſamlede og nedſkrevne i den Bog, der nu udgjor
et af de koſteligſte Arveſtykker, Oldtiden har efterladt os.

Det ſkjonneſte og betydningsfuldeſte af den ældre

| Cddas Digte er det, der kaldes Voluſpaa eller Vølvens

Spaadom. Det handler om en Volve eller Spaakvinde
den ypperſte af Gu⸗
kommer for at faa Gudernes Skabne at vide;

hun ſkal bruge ſin Spaadomsgave, og hun fojer ſig
efter hans Villie. Vidt ſkuer hun ud over henfarne
og kommende Tider, hun ſkuer tilbage over alle Tiders
Begyndelſe, hun ſkuer frem over alle Tiders Ende, og
hvad hun ſer, forkynder hun Odin, og opruller ſaaledes
et Billede af det hele Gudeliv i Norden; forſt da
Maalet er naaet, da Alt, hvad hun har at ſige, er
ſagt, ſynker hun, ſkrœemmet ved at Dragen, bærende

Lig paa fine Vinger, kommer flyvende over Sletten.
Meningen med Digtet er at give en Udfigt over Gu⸗

dernes og Verdens Liv og Skjcebne, det andet er kun

en digteriſk Ramme, hvcri denne er indfattet, men det g

Hele ev ſmeltet ſammen til en Digtning, der i Storhed
og Skjonhed ſoger fin Lige.

Der er flere andre Digte, hvis Formaal det ogſaa
er at melde om Gudernes Kaar og Skjcbne, og ſom

ligeledes ere indfattede i ſaadanne Rammer. Dette er
ſaaledes Tilfældet med den ſaakaldte Sang om Vaf⸗
thrudner, der handler om et Beſog, Odin aflægger hos
den „hundviſe“ Jætte Vafthrudner. Odin kommer ſom

vejfarende Wand til Jætten, og efter at denne ved at
gjøre ham nogle Spørgsmaal har prøvet, hvad hans
Hoved duer til, byder han ham ind i Hallen, og de |

vædde nu, om hvem der ved meſt — det er Hovedet, det
gjælder. Odin fritter da Jcetten om mangt og meget,
og Jætten ved fuldt vel at gjøre ham Beſked, indtil
Odin omſider ſporger ham om Noget, ſom kun han
ſelv kan vide; da kjender Jeetten ham, og erkjender,
at han har talt med dodſens Mund, thi Ingen er vis
ſom Odin.

Det gamle Digt, Grimnersmaal, har ogſaa en
ſaadan digteriſk Indklodning. Der fortælles om to
Brødre, Agnar og Gejrrød, der vare Sonner af en
Kong Hraudung, at da de en Gang vare roede ud ſam⸗
men i en Baad for at fiſke, tog Vinden Magten fra
dem og drev dem til Havs. Om Natten ſtrandede de,
men flap dog i Land; der traf de en Kotkarl (Hytte⸗

boer), og hos ham og hans Huſtru bleve de Vinteren
over. Konen foſtrede Agnar, ſom dengang var 10 Aar
gammel, Gejrrod, ſom var 8 Aar, blev foſtret af Bonden,
ſom lærte ham mange gode Raad. Da det vaaredes,
gav Bonden dem en Baad, og han og hans Kvinde
fulgte dem ned til Stranden, da de ſkulde fare bort;
men paa Vejen taltes Bonden og Gejrrod ved i Lon.
Drengene fik god Bor og kom hjem til deres Faders

Gaard. Gejrrod, ſom ſtod fremmeſt i Baaden, ſprang

forſt i Land, og faa ſtodte han Baaden ud og ſagde:
„Far Du did, hvor Troldtojet tager Dig“. Baaden
drev til Havs, men Gejrrod gik op i Kongsgaarden,
hvor de tog godt imod ham; han blev tagen til Konge,

thi hans Fader var død, og Gejrrod blev en meget

berommelig Mand. — Saa var det en Dag, at Odin
og hans Huſtru Frigg fad og jaa ud over Alverden.
Da ſagde Odin: „Kan Du ſe Agnar, din Foſterſon?
nu avler han Born med Hexen i Fjeldet, men Gejrrod,
min Foſterſon, er Konge og raader for Land og Rige“.
Frigg ſvarede: „Saa madkarrig er Gejrrod, at han ſulter

fine Geſter, naar de tykkes ham at blive for mange.“ |

„Det er den værfte Løgn”, ſagde Odin, ſom da ogſaa
fandt var, og det veddede de om. Frigg ſendte Fulla
til Gejrrod, det var hendes Kammerpige eller Wſkemo,
ſom det kaldtes den Gang. Hun ſagde til Kongen, at

der var kommet en farlig klog Troldkarl der i Landet,
han fulde tage fig iagt, at han ikke blev forgjort af
ham; han kunde kjende ham paa, at ingen Hund turde

fare los paa ham, hvor gal den end ellers var. Gejrrod
lod da den Mand gribe, ſom Hundene ikke vilde fare i;

3

Bø

1
il
li

|

i
i

han havde en blaa Kappe paa og kaldte fig Grimnet,
mere vilde han ikke ſige om ſig, hvor meget han end
blev ſpurgt. Saa lod Kongen ham pine for at faa
ham til at tale; han blev fat imellem to Baal, og
der jan han i alt otte Netter og Dage. Geirrod
havde en Søn, der var ti Aar gammel og hed Agnar
efter ſin Farbroder. Han gik hen til Grimner og gav
ham et fuldt Drikkehorn at læffe fig paa og ſagde, at
hans Fader gjorde ilde i at pine denne ſagesloſe Mand.
Grimner drak ud, og da var det kommet jaa vidt med
Ilden, at Kappen brændte paa ham. Til Lon for

Drikken lovede han Agnar, ſom han ſpaagede ſkulde blive

Konge, ſin Gunſt, „aldrig faar Du bedre Lon for en

Drik“. Han fortalte ham dertil meget om Guderne

og deres Lande og Livet der (det er disſe Meddelelſer,
der er Digtets egentlige Formaal), og tilſidſt aaben⸗
barede han, hvem han var. Men da Kong Gejrrød,
ſom ſad med et halvdraget Sværd paa Skjodet, horte,

at det var Odin, der var kommen i hans Hal, ſtod

han op og vilde tage ham fra Ilden; Sværdet ſlap ud
af hans Haand og faldt ſaaledes, at Hjaltet vendte

nedad. Kongen gled ud med Foden og faldt forover,

ſaa at Sværdet flod igjennem ham. Saa fik han
Bane og Odin Hevn. Da forſvandt Odin.
Ogſaa om Digtet Alvismaal er der lagt en ſaadan

Ramme, der er ret ejendommelig, ſtjondt den kun er

lille. En Dvcerg ved Navn Alvis har faaet Løfte paa
Guden Thors Datter, en Gang da Thor ikke var hjemme,
og kommer nu for at hente hende. Thor vil ikke vide

| noget af det at ſige, men tilſidſt lover han at lade
ham faae hende, derſom Dværgen kan ſige ham Beſked

om Alt, hvad han vil vide fra alle Verdener. Det

vil Dværgen nok gaa ind paa, han har gjennemfaret

alle ni Verdener og kjender alting, jaa han ſkal nok
viſe Thor, hvad han duer til. Thor ſporger ham nu,
hvad Jorden, Himlen, Maanen og mange andre Ting
hedde i de forfkjellige Verdener, og Dværgen ved at
klare ypperlig for fig. Men i ſin ſtore Lærdom
glemmer den alviſe Alvis, der er fan klog paa alt
baade i Himlen og paa Jorden og under Jorden, at
Dværge ikke kan taale Solſkin; men det huſker Thor;
han ved, at naar Dværge og den Slags Vaſener blive
overraſkede af Dagen, blive de forvandlede til Sten;
derfor opholder han ham med Snak, til Solen ſtaar
op, og det ſidſte Vers i Digtet indeholder juſt Thors
haanlige Affkedshilſen til ham:

Aldrig traf jeg ſaadan Vidſkab,

i eet Bryſt faa ſtor en Lærdom,

dog jeg ſiger, blev Du ſpegen,

for var Svigen, ſom Dig fanged,

Dagen tog Dig, Dværg, thi Solen

ſkinner nu i Salen ind. >

De øvrige Gudekvad eller mythiſke Digte, der inde⸗

holdes i den eldre Edda, ville vi forbigaa her; vi have
i det foregagende gjengivet de Sagn om Guder, der for⸗

— *

tælles i de fleſte af dem. Helteſangene have for vort
Formaal ikke nogen videre Betydning, thi ſtjondt natur⸗
ligvis den nordiſke Gudetro har efterladt fig Spor i
dem alle, er det dog nermeſt kun Heltelivet, de have

for Oje.
(Sluttes.)

Dyrkning af Gres til Froavl.

Maren ved at benytte flere Sorter Græsfrø til Ud⸗

Jæd i Udlægsmarfen, i Stedet for ſom hidtil almin⸗
deligſt kun at faa noget Rajgræsfrø og Thimothej iblandt
Kloveren, ſynes i de ſenere Aar at blive mere erkjendt

af Landmanden og vil ſikkert blive det desmere, efter⸗
haanden ſom det lykkes at ſkaffe ftørre Sikkerhed ind i
Handelen med det ſjeldnere benyttede Græsfrø. Det

er næften utroligt, hvilke Vanſkeligheder det frembyder,
ſaaledes ſom Sagen nu for Tiden ſtaar, at faa rent og
godt Græsfrø af de ſjeldnere Arter. Vi have f. Ex.
for os en Rakke Prøver af Hundegres, af hvilke den
bedſte viſer en Renhed af 15 pCt., Reſten er hoved⸗
ſagelig Rajgræs, og dette Hundegres koſter dog i en
gros Indkjob 58 Ore pr. Pd.; uden Henſyn til Spire⸗

evnen koſter 1 Pd. rent Hundegrees i denne Vare | ! i
1 at lægge fig efter en 1 Anvendelſe af et fee værdi:

386 Øre. Som det ſtaar til med Hundegresſet, er
det ogſaa med de øvrige Gresarter. Under disſe
Forhold paatreenger det Spørgsmaal fig os, om det
ikke maa være et Forſag værd at dyrke disſe ſjeldne
Gresarter til Frøavl herhjemme. De vore jo alle
jammen vildt paa vore Marker og Enge, ved Grøfter,
Gjærder og i Skove, og mange Steder kunde der ſikkert
ſamles ikke ubetydeligt Græsfrø paa de nævnte Voxe⸗
ſteder. Saadan Indſamling af Fro maatte kunne bringe
Arbejderſtandens Kvinder og Born en ikke ringe Ind⸗
tægt, naar de f. Ex. af Egnens Larerſtand fik lidt
Anvisning til at fjende Grasarterne og at underſoge,
hvorvidt Frøet var modent. Hvis en eller anden Læjer
heraf ſkulde finde Anledning til at gjøre et Forſog i
denne Retning, ville Udgiverne af „Landmandsblade“
i Kjøbenhavn med Fornojelſe yde deres Biftand dertil.
Men mere Betydning vilde det kunde faa, om de
nævnte Grasarter bleve optagne til Dyrkning, og fkulle
vi ijær foreſlaa til en Begyndelſe at gjøre Forſog med
Frgavl af Hundegræs. Af Hundegræsfrø bruges der
en betydelig Mængde, Planten vorer villig og fætter
meget Frø og dette er nemt at bjerge, og. dertil er
dette Frø, ſom antydet, forholdsvis koſtbart, jaa Avlen
uden Tvivl vil betale fig godt. De Landmænd, der
maatte enſke at gjøre et Forſog i den Retning, kunne
i Aar faa rent og godt Hundegræsfrø til Udjæd paa
Markfrekontoret, og Kontoret vil med Fornøjelje

i fin Tid afkjobe dem deres Avl til Priſer, fom |

192

tilſvarende Barer kunne haves for fra Udlandet. Hunde⸗

grœsſet voxer paa alle gode Jorder og Fraet modnes
hos os i Avguſt. J os foreliggende Verker anføres
der 40 Pd. Frø af Sundegræs til Udfæd pr. Td. Land,
men da dette er beregnet til Græsning eller Ho, og
da Markfrokontorets Hundegres i Brugsveerdi ſtaar
betydelig over "almindelige Handelsvarer, jan turde
30 Pd. heraf formentlig være en pasſende Udfæd til
Froavl. Hvis flere heraf tage Anledning til ſaadanne
Forſog med Græsfrøavl, ffal Udg. ſoge at fremfkaffe
en kortfattet, ſagkyndig Vejledning dertil. (Lmdbl.)

Husflid.

Humlerankemaatter.

Bnedker Laurits Hanſen i Aakojerup er viſtnok

den forſte i Bogenſeegnen, ſom har fundet paa at
benytte Humleranker til Maatter, idet de tidligere kun
anvendtes til Brendſel, og nu leverer han og Lars
Jorgenſen, Gamby Mark, naſten alle de Maatter
der bruges i Bogenſe, idet Humlerankerne ere langt
ſterkere at ſlide paa end Halm og Siv. De opblades
3—4 Timer i Vand og torres halvt inden de flettes.
Som Exempel paa hvad der kan tjenes ved ſaaledes

loſt Materiale, kan an
hos L. Hanſen i
tjent henved 1200
maatter.

gres, at de i de ſidſte 4 Aar,
ritiden, med deres Borns Hjælp,”
d. ved Tilvirkning af Humleranke⸗

Bognyt.

Vaar og Hoſt er Titlen paa en Digtſamling af
Freken Povline Worm, ſom er udkommen i andet Oplag
paa Schanbergs Forlag, Kbhvn. Der gaar en alvorlig
religigs og fædrelandjf Tone gjennem alle disſe Digte,
der for en ſtor Del ere Lejlighedådigte, hvorfor de
ſikkert ville blive modtagne med Glæde af den anſete

Forfatterindes mange Venner.

Firkantet Nod. 9
Af 6 A, 2 R og 1 8 dannes tre Ord, ſom ſkrevne under

hinanden og leſte fra Venſtre og Højre, fra Oven og Neden

giver Løsningen paa Gaaderne:
Det førfte fejler rolig ad Tidens jævne Strøm,
Og hvad den fører med fig, tidt fvinder fom en Drøm,
Det andet er åf Gudeæt oprunden.
Det tredie i Skoven ſaa lyſtig ſpringer om,
Dog fvæver det vel ogſaa højt over Sejl og Bom —
Nu tenker jeg, Du Løsningen har funden.

Opløsning
paa Gaaden i Nr. 23: En Skudsmaalsbog.

| Indhold, En Udaadsmand, Fortælling af C. A. Thyregod (Fortſat).

— Paa Nilen, af. R N., med 3 Billeder; — Vore
Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn (Sluttes.) —
Dyrkning af Græs til Froavl. — Husflid: Humle⸗
rankemaatter. — Bognyt. — Firkantet Nod.

Husvennen udkommer lil hver Søndag med et 16. ſpaltet Artz, forfynet med flere Billeder, til 3 Alt. (1 Kr.) Fjerdingaaret frit tilfendi.

Hverl Fjerdingaar medfølger gralis ek fort fmukt Billede.

Bladel kan beſlilles pan elhverl Vofikontor og Brevfamlingsfted, i enhver

Boglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Boghandfer Rudolph Klein, lille Kiebmagergade 56, Kis benhayn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

Slorfhubslæsning, Oplysning og Gusflid,
Adginet af N. C. Bom. 5

2. Aargang. Kjobenhaun.

Nr. 25. | &andagen d. 21. Marts. 7 15

En Udaadsmand. - ſom Lynet bukkede nu Manden, fig og greb Begge
i i i Karlens Ben, der gjeblikkeligt miſtede Fodfeeſtet paa
eee 19100, Glatiſen. Der lød et dumpt Raab, et Plump, en fort
Sa n g Plaſken, og faa var Alt frille. Forbryderen liſtede fig
N (Sluttet.) lydloſt tilbage, ſom han var kommen.
0 6. i Men i Porten traadte Kjcld ham imøde med den
* et var en bidende fold Vinternat. En | tændte Staldlygte og det Udraab: „Hvad var det for

fkarp Nordenvind jog den løje Sne i raſfk et Skrig? Hvor er Rasmus?“ Da ſtyrtede Jens
Flugt hen over den Isſkorpe, hvormed Pederſen til Jorden ſom ramt af Guds Dommerhaand.
9 nogle Dages Tovejr og den efterfølgende Han havde druknet fin egen Son, da han tænkte at
ftærfe Froſt havde indhyllet Jorden. myrde fin Stedſon. 0
Vinden peb om Hushjornerne, og Vippeværfet ved Rasmus blev hentet op af Brønden men var og
Brønden omme bag Gaarden knagede og knirkede. | blev livløs. Jens Veſtergaard var bragt ind og tilſengs.
Himlen var overtrukken med Skyer, og hverken Maane Da han faldt i Porten, havde han flaaet et ſtort Hul
eller Stjerner lyſte, ſaa det var kun et ſvagt Skjcer i Hovedet, og vel overlevede han det, men hans For:
fra Sneen, der ligeſom mildnede Nattens dybe Morke. ſtand var borte og vendte aldrig mere tilbage. Om
Vandtruget var tillagt med Is, og da Heſten var Hjerneryſtelſen ved Faldet eller den foregagende Dags
afgnedet med Halm og havde fortæret et Foder, ſkulde Spanding eller Opdagelſen af, at hans ſidſte gruelige
den vandes. Der lod da raſke Oxeſlag i Nattens Brode var jaa redſelsfuldt mislykket, eller alle disſe
Stilhed, og da Vandtruget var iſet, kunde man høre, | Ting i Forening vare Aarſag i hans Sindsforvirring,
der blev larmet med Brondvippe og Brondſpand. 3 det ſaa var Virkningen den ſamme.
Samme hørtes Stuehuſets Udgangsdor at blive aabnet Og i fit raſtloſe Vanvid gjennemlevede han paany
og lukket, og der lød nogle fan Træffotrin paa Sten⸗ ſit forudgangne raſtloſe Liv, idet han jærligt og om⸗
broen, men ilke videre, ſtendeligt dvælede ved fine Synders Meerkedage. Med
Havde man i denne Stund været nær, kunde man Vanvidslatter hoverede han over fine vellykkede Renker,

ſkimtet en høj og kraftig Mandsſkikkelſe, der paa Hoſeſokker og med forfærdelig Klarhed udmalede han fine ſorteſte

og lydloſt ſneg fig hen over Gaarden og ud af Porten. Handlinger. Det var ryſtende og tillige lærerigt at
Man kunde trods den ſtarke Bleſt have hørt Mandens hoe paa, hvorledes han, Manden med de rige Evner,
korte og hurtige Aandedret, medens han ſkyndſomt men det haarde egenfjærlige Sind, Tid efter anden
nærmede fig Brønden, hvor han ſtandſede og opbiede | havde afſtumpet fin Samvittigheds Braad, og hvorledes
det Øjeblif, da den der ftaaende Karl bøjede fig ud han var gaaet langſomt frem fra det Smaa til det
over Ræfværfet for at drage Spanden op. Hurtigt Store. Saaledes havde Harme over den forhadte

7 LSE ER 5 NET ERØ NER TET Eg

5

.

— ere

8

*
8

194

Tiendetagen ført ham frem fra ſmaalig og næften
latterlig ubetydelig Tiendeſvig indtil han endte med
den Misgjerning at ftjæle Fattigmandens eneſte Ko.
Henſynsloshed mod fit Tyende og overdreven Gridſkhed
efter at faa fit Arbejde frem, havde hærdet hans Sjæl
mod hans Undergivne, indtil han i Overilelſe begik
Drab paa et Tyende, der ganſke viſt var uordentligt,

men ſom ligefuldt var hans Medmenneſke og Broder.

Og det var næften det Redſomſte derved, at han, ſom
det nu fremgik af hans Ord, ikke vidſte, om Menneſket
var død eller blot daanet ved hans Slag; men at
han i fin fejge Frygt for Menneſkers Straf ſkyndte
ſig med velberaad Hu at knytte den Faldne til den
visſe Dod for derefter at give det Udſeende af, at et
Selvmord havde fundet Sted. Og da jaa endelig
hans Brode truede med at ſpringe frem af Fordol⸗
gelſens Merke, og den vrede gjengjeldende Skjcebne
løftede fin Haand mod hans brodefulde Hoved, og da
han jaa vovede at gribe ind i Skjebnens Hjul ved et

Son, da ramte Slaget hans egen Son, ſom han havde
ſogt at danne efter fit eget Billede. Neſten ſom ved
en Jammenhængende Kjæde var han gaaet frem fra
Synd til Synd, indtil Maalet fyldtes, Langmodigheden
trættedes, og Dommens Time kom.

Den ſtolte, driftige og ſamvittighedsloſe Mand,
der havde været fan højt anſet og agtet ſom et Monſter
af Mange, der mere eller mindre henſynsloſt ftræbte
efter Fremſkridt og Formue, han var nu bleven et
advarende Exempel for alle de af hans Kjendinge, der
egennyttigt og egenkjcerligt gik deres egne Veje uden
at agte den Fattiges, den Ringes og den Forſvarsleſes
Ret eller Folelſer. Han blev et ſynligt Tegn paa, at
der er en Hævner over al Uretfcerdighed, en Herre,
der ikke lader ſig ſpotte, men vil at Menneſkene engang
ſkulle hoſte, hvad de ſaaede.

Sindsforringens Sler, der havde fvøbt ſig om
hans Hjerne, var ham et Værn mod Boddelſverdet,
men ikke mod den Vommelſe og Uvillie, hans Nær:
meſte maatte fole for ham. Da han derhos til ſine
Tider var uſtyrlig og farlig i fit Vanvid, blev. han
ført bort'og indſperret. J Daareanſtalten levede han
et Par Aars Tid, fan døde han i Spendetrejen, medens
han i Tanken ſyslede med ſit Livs onde Gjerninger til
det Sidſte.

Det viſte fig, at han havde Frender, der ſlegtede
ham paa, og den ſtolte Gaard, hvis Værdi han ved
fin i mange Retninger hæderlige Flid havde mange⸗
gange fordoblet, blev Gjenftand for deres begjærlige
Tanker. Manden var jo død barnløs, og hans Frænder
ſkulde arve ham, de ſogte at trænge Enken og hendes
Son bort fra Gaarden og afſpiſe dem med jaa lille
en Del af Godſet ſom muligt. Det bler ikke vanſkeligt

at fan dette Forſct frem; thi Veſtergaarden var for
dem Begge bleven et Ulykkens Hjem, og Dorthea var

*

ved de ſkrekkelige Ting, hun der havde oplevet, bleven
jaa forſkrœmt, at hun jaa Redsler og Skrœmmebilleder
i hver en Krog. De vare meget imodekommende mod
de vidtgaaende Arvekrav, og temmelig fattige paa
jordiſk Gods vandrede de begge en ffjøn Dag bort fra
det rige Hjem. « |
Omtrent" midtvejs imellem Mølby og Krogsbjerg
ligger paa den brede ſolbeſkinnede Bakke en ganſke lille
Bondegaard med Bygninger, der ere faſte og tæt jane
mentrengte for at modſtaa Veſtenſtormen, der har fri
Flugt over de flade, ubeſkyttede Marker. To Aar efter
Jens Veſtergaards Dod finde vi der bag Stuehuſet en
nyanlagt Have, der har unge opvoxende Biletræer og
blomſtrende Paaſkelilier og Tuſindfryd; men Havens

og Huſets bedſte Prydelſer er dog Blomſten fra Eng⸗

huſet, den ſmukke Martha. Huſets Herre er dog ikke
Lars Lejel, men Kjaeld fra Veſtergaarden, ſom her har
fundet et Fredens Hjem for fig og ſin Moder og ſin

i unge Veninde og hendes Fader. Den ſom fordum faa
overlagt Mord paa fin fromme Huſtrus meſt elſkede

de fire Menneſker i de to forſkjellige Hjem, vilde dog
næppe kjende dem igjen eller vilde i al Fald faa et
levende Indtryk af, i hvilken Grad et enkelt Menneſkes
Vanart kan virke nedtrykkende paa de Fleres Lykke, ſom
ſtaar i Forhold til ham. Gamle Lars er næften bleven
ung igjen i Freden og Trygheden, hans Tungſind er
gaaet op i ſtille Gudhengivenhed, og han ler ad fin
egen Slovhed og Glemſomhed; thi nu veed han, at
der er Ingen, ſom lurer paa hans Svagheder for at
anvende dem ſom Vaaben imod ham. Martha er lys
og glad ſom en Sommerdag, hendes blege Kinder have
faaet Gladesrodme, og i hendes før faa frygtſomme og
tvivlende Kjcrlighedsblik er der velſignet Tryghed, hvad
enten hun fæjter det paa fin Asgtefelle eller paa den
ſmilende ſladrende Glut i Vuggen, der i hendes driſtige
Moderhaab er Arving — ikke til Veſtergaarden eller
dens Tiender, thi begge Dele ere nu i Fremmedes
Sænder — men til alle de Egenſkaber, der kunne gjøre
et Menneſke godt og lykkeligt.

Og Kjæld Rasmusſen færdes ved fin unge flinke
Huſtrus Side ſom en frejdig og ſelvſteendig Mand, og⸗
der er ikke Spor af det tunge, tvungne, ſtundom kejtede
Veſen, han ofte bar tilſkue, medens Stedfaderens morke
Skikkelſe overſkyggede ham ſom en Vinterſty. Jens
Pederſen kaldte ham et Kvæghøved; men det er der
ellers Ingen, der falder ham; thi alt tyder paa, at
han har en jævn klar Forſtand og ikke mangler Dyg⸗
tighed. Har han ikke fin Stedfaders overdrevne Drif⸗
tighed, ſaa har han det, der er mere værd; et trofaſt,
varmt og redeligt Hjerte, og vinder han ikke megen
Rigdom, vinder han maaſke deſto mere ſand Lykke.

Dorthea er viſtnok den, der er mindſt forandret
og til hvem Glæden i de forandrede Forhold har van⸗
ſteligſt ved at finde Vej, Hendes gjennemvandrede
Livsbane har for mange Grave, Grave ikke alene for
Menneſker, ſom hun engang har elſket og feſtet ſmukke

Haab til, men ogfaan for lyſe Tanker og blomſtrende
Glæder. Hun ſmiler med en vis Medynk ad Andres
Forhaabninger og Lykkedromme, hun ved, at mangen
ſtraalende Lykke er kun Skin og Skuffelſe, og at mangen

gyldenrodmende Morgen følges af en Uvejrsdag; men

hun ved dog ogſaa, at Kjærligheden er en Livſensmagt
ſelv for det Hjerte, der maa blode ſig tildode, og hun
ved tillige, at Guds Kjærlighed er trofaſt og evig, og
at hinſides Graven ſkal Jordlivets fkcrende Mislyd
oploſe fig ſom en evig fuldtonende Gledesklang.

Pan Havet.

eg ved ikke hvad der ſtaar i de Geografier,
e ſom nu laſes i Skolerne, om Danmark.
TOD Det ev nemlig længe ſiden jeg gik i Skole,

men den Gang ſtod der, at den danfke

Nations vigtigſte Næringsveje ere Ager⸗

dyrkning og Søfart. Sandt var det den Gang
og ſandt er det endnu; men lojerligt nok er det, at
netop disſe to Neringsveje ere de vigtigſte for et og
ſamme Folk, thi man kan dog vanffeligt teenke fig ftørre

Modſctninger end Landvceſenet og Soveſenet; de ere

ligeſaa ſorſkjellige fra hinanden ſom Land og Hav.
Landmanden maa blive ved ſin Jord og hver Dag han
er borte fra den, er for ham et Tab; men for So⸗
manden er det et Tab hver Dag han er hjemme.
Landmanden ſorger for at Brødet vover op af Jorden
paa hans Mark, men Sgmanden maa ſoge efter Brødet
paa den vilde So, ofte mange hundrede Mile borte
fra det Sted, hvor hans Vugge ſtod. Landmandens
Liv er ensformigt og han er ikke udſat for mange
Farer, i hvor ftrængt han end ofte maa arbejde, men
Somandens Liv er idelig Afvexling og hver Time paa
Dagen kan bringe hans Liv i Fare.

De Fleſte af vore Leeſere høre til Landboſtanden
og de kjende derfor meget vel hvorledes man lever paa
Landet. Det vilde være overflødigt her at fortælle
noget derom. Men Livet paa Søen, det er dem ube
kjendt og vi skulle derfor i Dag tale lidt derom.

Man kan egentligt inddele Sofolkene i to Slags,
nemlig de, ſom fare paa de lange Rejiſer, til Amerika,

Kina, Oſtindien, Middelhavet o. ſ. v. og de,

der kun gjore ſmaa Ture. Man maa nu ikke tro, at
de leengſte Rejſer ere de farligſte; det er ingenlunde
Tilfældet Ude paa det ſtore aabne Hav er der langt
færre Farer end i Kattegattet, eller i Kanalen mellem
England og Frankrig, eller i Nordſoen langs Jyllands
Veſtkyſt. Her lurer Sandgrunde og Stenrev under
Vandfladen, her ſkjuler den tætte Tagge eller den morke
Nat Kyſterne for den aarvaagne Somand. Der er
derfor maaſke ingen Sømand, der maa døje jaa meget

195 : 5 5

| ondt, ſom Fiſkeren, hvadenten han hver Morgen
drager ud med ſin Baad for atter at vende hjem op
| ad Dagen, eller han færdes flere Uger ad Gangen i
en Fiſtejagt ude paa Havet og kun ſjeldent kommer
hjem for at udhvile fig en fort Tid fra fit anſtreen⸗
gende og farefulde Arbejde. Af denne ſidſte Slags

rig, Holland og Belgien. Hele Flaader af Fife
fartøjer drage ud i Nordſgen og paa Atlanterhavet,
ſtundom helt op til Islands og Norges Kyſter pan

Fiſkeri. Flere Maaneder ad Gangen ligge disſe Far⸗

tøjer ude paa Fangſt i det ſtormfulde Hav. Ikke en
Gang naar Skibet er fuldt af Fiſk kommer det hjem;
mej, ſtorre Fartejer komme og afhente Fangſten paa
Stedet, faa at Fiſkerne kunne begynde paa Ny. Det er
et haardt Liv disje -Sømænd fore; de maa beſorge
Sejladſen, reparere Sejl og Tovpeerk, holde Fiſkered⸗
ſkaberne i Orden, forelobig renſe og nedlægge de fangede
Fiſk og beſorge alle de mange Smaagarbeider, ſom dagligt
forekomme ombord i et Skib. Nok at beſtille have de
| og dog faa de ſjeldent hej Lon for alt det Onde, ſom
de maa udſtaa, og deres Koſt er yderſt tarvelig. De
ſtenhaarde Skibstvebakker (Beſkojter) og Fiſk er deres
daglige Koſt og kun ved højtidelige Lejligheder vanker
der jaa læfre Ting ſom et Stykke Fleeſk og en Skaal
Wrter. Forngjelſer er der ikke Tale om, medmindre
man hertil vil regne Skraatobak eller en Pibe Tobak
og et Glas Grog. Du, kjcere Landmand, kan, naar
Du vil forneje Dig, beſoge Venner og Freender, og
nu og da deltage i et lille Danſegilde om Du har Lyſt
dertil, Den fattige Nordſo⸗Fiſkers eneſte Glæde, er

den, at komme hjem til Huſtru og Born. Men det
er ogſaa en Glæde for ham, ſom vejer op mod meget
Ondt. Han elfker fin Huſtru og fin talrige Borneflok
Dobbelt, fordi han maa være faa længe borte fra dem
og fordi han, hver Gang han forlader dem, ikke ved
om han nogenſinde mere faar dem at je, eller om hans
Seng neſte Gang fkal redes paa Havets Bund mellem
Søgræs og Stene i Stedet for i Hjemmet. Naar han
faar ſig et Blund derude paa det farefulde Hav, da
Drømmer han om, at han ſidder i fin Hytte og hos
fine Kjære, og naar han i den tavje Nat ſtaar paa
Udkig i Forſtavnen, ſaa flyver Tankerne til hans Hjem
bag Sandbankerne og det hænder vel ikke ſjeldent, at
en Taare blander ſig med det ſalte Vand, ſom det
ſkummende Hav ſprejter ham i Anſigtet. Men er det
et haardt Liv for Legemet, faa er det godt for Aanden,
thi han vænnes til Gudsfrygt, og Tanken om Døden,
ſom er den af alle Tanker, der bedſt er i Stand til at
foredle Hjertet, ſtiller fig hver Dag frem for hans
indre Oje. Han lerer at trodſe Faren i det Haab,
at den, ſom rejſer Stormen og Bolgerne og igjen ſtiller

dem, vil holde ſin Haand over ham, og han ved, at

naar det er Guds Billie, at han ſkal do, har han ikke
Noget at frygte af Doden, ſom han ſaa tidt har ſet

Fiſkere findes der en ſtor Mængde i England, Frank-

ede Dok 33391

——
=== —

197

under Dine og ſom kun forfærder den, ſom frygter |

Dommen. Han tror, at naar han i fit Liv har gjort
ſit Bedſte i det Kald han er ſat i, vil Gud ikke forlade

.

Folk, ſom de aldrig for have jet og hvis Navn de ikke

kjende, uden at tenke paa nogenſomhelſt Belonning ſom

Vederlag fætte deres Liv i den allerojenſynligſte Fare.

hans Huſtru og hans Born, thi han føder jo Fuglene Exempler herpaa haves i Mengde fra alle Lande og

under Himlen og flæder Markens Lilier.
Derfor er det, at vi jaa ofte, naar vi leſe om

Strandinger og Soulykker, tillige leſe om de beundrings⸗

vordigſte Prøver paa Mod og Selvopofrelſe hos

Fiſkerne, idet de for at redde de fremmede Skibbrudne,

ikke mindſt fra vore egne uforferdede og brave
Fiſkere.
R. U.

Deu fluuende Mund.

Flagermuſene.
Af A. V. E. Toepfer.

dar Solen er gaaet ned, og de fleſte af
, Luftens vingede Beboere ere gagede til

Ro, kommer der en ejendommelig Familie
af Pattedyrene, nemlig Flagermuſene, frem
fra hule Zræer, Taarne og andre morke
Steder, hvor de have tilbragt den lyje Dag. Medens

de andre Pattedyr i deres Bevegelſer enten ude⸗

lukkende ere bundne til Landet eller Vandet eller ſnart
færdes paa det torre Land og jnart i Bandet, ere

Flagermuſene de eneſte der kunne bevæge fig frit om⸗
kring i Luften. De danne derfor et interesſant Binde⸗
led mellem Pattedyrene og Fuglene, af hvilfe de ſidſte
nermeſt kunne ſammenlignes med Uglerne, da de lige⸗
ſom disſe ere natlige, menneſkeſky Veeſener, der leve af
andre Dyr. Man falder ogſaa Flagermuſene for
Aftenbakkerne, hvilket Navn har fin Oprindelſe fra den
Tid, de komme frem paa, eller de Haandvingede, da
det iſcer ere Forlemmerne, der ere udviklede til Flyve⸗
redſkaber. For at kunne opfylde denne Beſtemmelſe

ere disſe Lemmer og ijær Fingrene paa dem med Und⸗

tagelſe af Tommelen ſteerkt forlængede, Mellem Fing⸗

rene, Forlemmerne, Kroppens Sider og Baglemmerne

ſamt undertiden ogſaa mellem disſe og Halen er der

üdſpendt en meget tynd og nogen Flyvehinde. Det

er denne, ſom fætter Flagermuſene i Stand til at

flyve, idet de fpærre Fingrene og Lemmerne ud fra
hinanden, hvorved Flyvehinden bliver udſpendt, og de
bevæge fig omkring i Luften ved at ſlaa med Flyve⸗
hinden, paa ſamme Maade ſom Fuglene bevege fig

ved Slag med deres Vinger. Deres Flugt er dog

hverken faa let eller hurtig ſom Fuglenes, de ere heller
ikke i Stand til at flyve ret længe ad Gangen, men
hvile ofte, idet de med Baglemmernes Klger hage ſig

faſt til fremſpringende og højtftaaende Gjenſtande, da

de herfra lettere kunne udfolde Flyvehinden, naar de
atter ville flyve. For at lette Flugten ere deres
Knokler tynde, men dog kraftige. Saaſnart de ophore
at flyve, foldes Flyvehinden ſammen. Af denne Be⸗

ſkrivelſe af Flagermuſenes Lemmer ville Lee erne vel
9

kunne indſe, at de kun langſomt og med Bejværlighed
ere i Stand til at bevæge fig pan Jorden; under

Gangen benytte de den fri Tommel paa Forlemmerne

ſanſt Baglemmernes Poter, ligeſom ogſaa ved Klatring
paa Trœer og Mure. Deres Krop er meget lille og

- ligner Muſens (her af Navnet Flagermus) ſamt er

bekledt med en blød Pels. Som de fleſte andre Natdyr
have Flagermuſene et meget ſvagt Syn, men derimod
er Horelſen og Folelſen meget ftærkt udviklede. Orerne

ere meget ſtore, og den fine Horeſands fætter dem i

Stand til at hore de flyvende Inſekters Summen i
lang Afſtand. Folelſen er ſterkeſt udviklet i den tynde
Flyvehinde. Uagtet Flagermuſenes Syn kun er ſpagt,
bevæge de fig dog omkring i Luften med ſtor Sikkerhed
og ſtode aldrig mod de forſkjellige Gjenſtande i denne.
Naturforſkerne vare længe i Uvished om, hvorfra denne

Sikkerhed hidrorte. En af dem, Italieneren Spallanzani,
hævede denne Uvished, idet han tilkliſtrede Øjnene med

Sæfteplafter paa flere Flagermus, ſom han havde fanget;
efter faaledes at have blindet dem, flap han dem alle
los i et Verelſe, hvor der var udſpendt et ſtort Antal
Snore i forfkjellige Retninger. Flagermuſene bevægede
fig omkring i Verelſet med ſtor Sikkerhed og ſtodte
aldrig under Flugten mod Snorene. Ved dette og
flere andre lignende Forſog opdagede man omſider, at

det er den fine Foleſands, der vejleder dem under

Flugten, idet de ved Hjælp af denne ſtrax kunne merke,
naar de nærme fig en faſt Gjenſtand og i Tide dreje
af fra denne. Flagermuſene ere ſom for nævnt Natdyr,
der ſky Lyſet og derfor ligeſom Uglerne ſove om Dagen
paa morke Steder, hule Zræer, Taarne og lignende
Steder, hvor de hvile i en hængende Stilling, idet de
hage fig faſt med Kloerne paa Baglemmerne ag lade
Hovedet hænge nedad. J den ſamme Stilling og ꝓaa

lignende Steder tilbringe de ogſaa hele Vinteren i en

Dvaletilſtand. De kunne nemlig ikke taale Kulden, og
vilde desuden heller ikke kunne finde tilſtrœkkelig Næring

i den kolde Aarstid; da deres Flugt ikke er jaa hurtig

og, udholdende, at de ſom mange af vore Fuͤgle kunne

ere i Stand til ſom jaa mange andre af Pattedyrene
at grave ſig Huler til Beſkyttelſe mod Kulden, maa
de nodvendigvis opſoge ſig lune Smuthuller, hvor de
| forblive, indtil den milde Aarstid væffer dem af deres
Doale og falder dem frem til nyt Liv. Ungerne ſuge
ſig faſt til Moderens Pattevorter paa Bryſtet, og i
denne Stilling flyver hun omkring med dem; de vore
| meget hurtigt og have allerede 5 à 6 Uger efter Fod⸗
ſelen opnaaet deres fulde Storrelſe. Man kan temmelig
let gjøre dem jaa tamme, at de æde af Haanden.
Flagermuſene have iſcer hjemme i varme Lande,
hvor der findes et meget ſtort Antal forſtjellige Arter
af dem; i disſe Lande falde de ikke i Dvale, men ere

er tilſtrekkelig Nering for dem. Vort Fædreland danner
deres Nordgreenſe, og vi have her 10 forſtjellige Arter,
af hvilke Dveergflagermuſen, den langorede og den ſtore
brune Flagermus ere de almindeligſte. J de middel⸗
varme Lande leve de udelukkende af Inſekter; da de
fortære en ſtor Mængde af disſe, ere de overordentligt
nyttige Dyr, ſom vi bor frede om jaa godt det ſtaar
i vor Magt. Vi behove ikke at frygte for, at de ſkulle
formere fig faa ſterkt, at de kunne blive beſperlige for
os, da bande Maare, Ildere, Væsler og ifær Uglerne
forfølge dem faa ſterkt, at deres Antal herved bliver
betydelig indſkrenket. Af de mange forſtjellige uden⸗
landſte Arter ville vi her kun nævne Vampyrerne og
den flyvende Hund. Vampyrerne have hjemme i Ame⸗
rika; den ſtorſte af dem har en Krop, der er 5 ¼
Tomme lang, og et Vingefang af 15 Tommer. De
leve vel meſt af Inſekter, men overfalde ogſaa om
Natten ſovende Pattedyr, ja endogſaa Menneſker for
at ſuge Blod af dem, hvorved de baade blive beſperlige
og farlige. Den flyvende Hund, af hvilken der findes
en Del forſkjellige Arter i Oſtafrika og Sydaſien, er
den ſtorſte og ſtyggeſte af alle Flagermuſene; hos den
ſidſte Art af dem har Kroppen en Længde af 15 Tom⸗
mer og dens Vingefang er 5 Fod. Naturforſkeren
Brehm fortæller om de flyvende Hunde, at deres Stor⸗
relſe og affkyelige Udſeende har bevirket, at de fra de
aldſte Tider af ere blevne betragtede ſom ſande Uhyrer,
ſom man troede udſugede Hjerteblodet af ſovende Men⸗
nejfer og antog for Gjenfærd af fordømte Sjæle. Da
de imidlertid udelukkende leve af Frugter og ikke af
Blod, er denne Foreſtilling om dem naturligvis aldeles
| forkert. Navnet „flyvende Hund“ have de faaet paa
Grund af Hovedets Lighed med et Hundehoved. Om⸗
ſtaagende Afbildning fremſtiller en Gruppe flyvende
Bunde ſovende i et Træ. Billedet viſer tydelig den
Stilling, ſom Flagermuſene indtage, naar de ſove; de
opheenge fig ved Bagpoternes Klaer med Hovedet
nedad og ſammenfoldet Flyvehinde. Forneden paa

drage mod Syd til varme Lande, og da de heller ig |

i Virkſomhed hele Aaret igjennem, da der her beſtandig

Billedet ſes en flyvende Hund med udſpendt Flyve⸗
hinde. 2

Vore Fedres Guder.
Ved Fr. Winkel Horn.

(Sluttet.)
wedens den ældre Eddas Kvad ſtamme fra

O plantet fig fra Slægt til Slægt, indtil de

bleve nedſkrevne, forholder: det fig helt ander⸗
ledes med den yngre Edda, der ogſaa gaar under Navnet
Snorres Edda, fordi man, imidlertid uden ſkjellig Grund,
har villet tillægge den berømte islandſke Kronikeſkriver
Snorre Sturlasſon Forfatterſkabet til den.

til Nytte for den Tids Skjalde.
her i Norden i den hiſtoriſke Tid vare nemlig over⸗

ordentlig kunſtige og indviklede, ſaa at det ikke var
fan lige en Sag at være Skjald; thi naar Verſene vare |

af en ſaadan Beſkaffenhed, at det, ſom det berettes os,
undertiden var nødvendigt at granſke over, "hvad deres
Mening var, jaa kan man nok tænfe fig, at det maatte
koſte en hel Del Hovedbrud at lave dem.
derfor viſtnok et for den Tid meget nyttigt Arbejde,
der er levnet os i den yngre Edda. Der gives deri
Skjalden forſtjellige Oplysninger, der vare ham nod⸗

vendige, f. Ex. om de forſkjellige Verſemaal o. a. lign.,

men det er navnlig den anden Del, der er af Vig⸗
tighed for vort mne, det er de to Stykker, der kaldes
Gylfaginning og Bragarcdur, hvor der gives en Frem⸗
ſtilling af Gudelcren, thi Digterne benyttede ſtadig,
endnu længe efter Kriſtendommens Indforelſe, Billeder

hentede fra den hedenſke Tid,” og maatte altſaa være |

inde i dennes Tro og religioſe Foreſtillinger.
Gylfaginning eller, ſom det i vort Sprog vilde
hedde, Gylfes Forblændelje, meddeler en Udſigt over

hele den gamle Gudelære og fortæller adfkillige Myther |
eller Gudeſagn. Ligeſom ved flere af Digtene er ogſaa |
her det egentlige Indhold meddelt i en Fortælling, faa= |
ledes at det bliver et ſammenheengende Hele. Der for⸗

tælles, at der i Svithjod eller Sverrig herſtede en
Konge, ſom hed Gylfe. Til ham kom der en Kvinde,
ſom hed Gefion, der var af Aſernes eller Gudernes

Slægt. Sende ſtjenkede Gylfe jan meget Laud i fit |

Rige, ſom hun i et Dogn kunde pløje op med 4 Ørne.
Saa tog hun 4 Orne nord fra Jettelandet, dem havde
hun ſelv avlet med en Jette. Hun ſpendte dem for
Ploven, og den gik ſaa haardt og dybt, at den ſkar
Landet op, og Oxerne trak det ud i Havet veſterpaa,
til de kom til et Sund, hvor Gefion lod det ligge og
gav det Navnet Sjølund; men der, hvor det for havde
ligget, blev der en So, ſom Svenſkerne falde Venern,

en Tid, der ligger forud for al Hiſtorie
her i Norden, idet de mundtlig have for⸗

Det er et
lærd Verk fra det- 13de Aarhundrede, der er udarbejdet
Skjaldenes Vers

Det var

og ſom Vigene ligge i Venern, ſaa ligge Nesſene pack
Sjælland. — Samme Kong Gylfe var ellers en viis

og troldkyndig Mand; han undrede meget paa, at

Aſerne eller Guderne vare faa viſe, at alting gik, jom-
de vilde have det, thi hvor de end dvælede, var der
Fred og gode Aaringer, og det troede Alle, at de raa⸗
dede for; det ſkjonnede man ogſaa let, at de langt
overgik andre Folk i Skjonhed og Vid. Gylfe tænfte
paa, om det laa hos dem ſelv, eller det maafke kom
af de Guder, de ofrede til. Han foer da til Asgaard,
ſaadan hed deres Hojborg, og den Færd gik for fig ilon,
thi han tog en gammel Mands Skikkelſe paa; men det
hjalp ham ikke, thi Aſerne vare jaa viſe, at de kunde
je ud i Fremtiden, hvad der vilde fie, og faa ſage de
da ogſaa, at han var paa Vejen, og gjorde Ojen⸗
forblendelſe imod ham. Dengang han kom ind i
Borgen, ſage han en Hal, der var faa høj, at det var
neppe nok han kunde ſe over den op til Taget, der var
lagt af gyldne Skjolde ligeſom et Spaantag. J Doren

ſaa han en Mand, der kaſtede med Sværd faa kunſtig,

at der var fyv i Luften paa engang. Han ſpurgte
Gylfe, hvad han hed; Gylfe ſagde, at han hed Gang⸗
lere, og var kommen langvejsfra ad vildſomme Veje,
jaa han vilde gjerne have Nattely, om han kunde faa
det, og hvem der ejede Hallen? Manden ſparede, at det
gjorde deres Konge; „nu ffal jeg følge Dig hen til ham,
jaa kan Du ſelv ſporge ham om Navn”, Saa gik
Manden iforvejen ind i Hallen, og Gylfe fulgte efter,
og ſtrax flog Doren i bag ham. Der jaa han mange
Sale og mange Folk, Somme legte, Somme drak,
Somme bare Vaaben og ſloges. Han faa fig om, og
Mangt af det han ſaa, tyktes ham faſt utroligt. Han
jan tre Hojſcder, det ene ved Siden af det andet, og
en Mand ſad i hvert. Da han ſpurgte om Navpnene
paa disſe Hopdinger, ſvarede han, ſom forte ham om⸗
kring: „Han, ſom ſidder i det nederſte Hojſcde, er en
Konge, og Høj er hans Navn; han, der ſidder ham
neſt, hedder Zævnhøj, og han, ſom ſidder øverft, hedder
Trediemand“. Hej ſporger nu den Fremmede, hvad
Wrinde han har, Mad og Drikke ſkal han faa, ſom
Sæd er for alle i Hojs Hal. Han sparer, at det vil
han forſt vide, om der er nogen vis Mand derinde;
dertil ſpvarer Høj: 3
„Staa kun frem og prøv vor Visdom,
vi, ſom ſvare, ſidde bør.”

Nu begyndte da Ganglere at ſporge, og meget var
det, han fik at vide om Alt i Verden. Han ſpurgte
ſaalcenge, at Hojs ſidſte Ord til ham blev: „Hvis Du
nu evner at ſporge om mere, da ved jeg ikke, hvor det
kommer i Dig, thi ingen Mand hørte jeg melde mere
om Verdens Gang.“ Da horte Ganglere vældige
Dron fra alle Kanter, og da han faa fig om, flod han
ude paa fri Mark, og hverfen Hal eller Borg var
mere at je. Saa gik han da hjem til fit Rige og

I meldte om alt, hvad han havde jet og hort, og efter

205

ham gik disſe Tidender fra Mand til Mand, fra Mund
til Mund.

et andet Afſnit den yngre Edda, ſom vi
Det ande fi af ug f ville Holderne ved Aargangens Slutning være i Beſiddelſe af

ogſaa ville opholde os lidt ved, hedder Bragaredur
eller Brages Tale. Det begynder med at fortælle, at
en meget troldkyndig Mand, ſom hed Wgir eller Hler,
og ſom boede pan Hler O (Læsø), foer til Asgaard.
Aſerne toge godt imod ham, men meget af det var dog
ikke andet end Ojenforbloendelſe. Om Kvælden, da de
ſkulde til at drikke, lod Odin nogle Sværd bære ind
i Hallen, og de vare ſaa blanke, at det lyſte af dem,
jaa at der ingen anden Belysning behøvedes, medens
de ſad ved Drikkebordene; paa alle Væggene hang der
fagre Skjolde, jaa det tyktes Wgir gjævt at je fig om
der; ſteerk Mjød var der nok af, og meget blev der
ogſaa drukket. Næft ved Wgir ſad Brage, og de to
drak ſammen og ſkiftede Ord. Brage fortalte Ægir
meget, af hvad der var vederfaret Aſerne, og ſom vi
have hort om.

Læjerne vil viſt have bemærket, at der i det, der
er meddelt baade af Gylfaginning og Bragarædur, tales
paa en underlig Maade om Guderne. Dette har ſin
Grund i, at disſe Fortællinger ſtamme fra en Tid, da
den gamle Tro var bleven afloſt af Kriſtendommen, og
hvor de, der for havde været betragtede ſom Guder, nu
kun anſaas for at være arge Troldmeend, der med
djevelſke Kunſter forblændede Øjnene paa Folk, ja vi
have jo endog jet Kong Gylfe være i Tvivl, om deres
overnaturlige Magt ſtamme fra dem ſelv eller fra de
Guders Gunſt, ſom de ofrede til. Men denne ſenere
Opfattelſe træder os ſaagodtſom kun imode i de tildig⸗
tede Fortællinger, vi have meddelt; i Beretningerne om
Gudernes Færd og Skjebne, der er det egentlige Ind⸗
hold i begge Afſnit, klinger det gamle Hedenſkab endnu
igjennem, vel ikke ſaaledes, at man har troet paa det,
dengang de bleve nedffrevne, men dog ſaaledes at vi

kan høre meget deraf, ſom engang i lengſt henfarne |

Tider har været Tro her i Nord.

Gaade.

Mit hele ffrev en fin og dannet Pige,

Men aldrig turde hun mit ſidſte ſige.
Og ingen Mand i hele Danmarks Rige
Vil ſaadan ſom mit forſte kunne ſtige,
Det ſoger altid om ſin Lige.

Opløsning
paa den firkantede Nod i Nr. 24:
AAR
ASA
R A A.

| Forraad haves.

meddelelſe modtages altid

Til Husvennens Gpbevaring.

Naar de enkelte Numre af dette Blad efter Haanden bevares,

en ſtor Bog, der ved at indbindes i mange Aar kan bevare ſin
Verdi og være til Glæde og Underholdning baade for Gamle
og Unge. For at lette Opbevaringen af de leſe Numre i en
god Stand har ÜUdgiveren formaaet en duelig Bogbinder til at
forfærdige ſolide og nette billige Mapper til „Husvennen.“
Beſtillinger paa ſaadanne loſe Bind, til at opbevare Aargangeng
Numre i, modtages af Husvennens Bogbinder C. Haaſtrup,
Badſtueſtrade Nr. 5 i Kjøbenhavn. … Mapper med ſmukt
presſet fort Schirtings Ryg, Hjørner og Bandler, bekladt med
ſort presſet Papir, leveres i Kjøbenhavn for 50 Øre (24 ß.)
Stykket, og fang mod ſtriftlig Beſtilling, ledſaget med 60. Øre
i Frimerker frit tilſendt overalt i Danmark.

Samme Sted indbindes Husvennens forſte Aargang ſmukt
og billigt og manglende Numre leveres à 10 Øre, ſaavidt

Brevvexling.

Aubin H. Nogle ville blive anvendte.

r. B. Kff. i R. Forbindligſt Tak.

„En Noddeknakker“. Tak, ville blive brugte.

„En Abonnent“. Med de „Sondagsjagere“, der ere omtalte
i Nr. 15, mener Forfatteren ingenlunde Landboarbejderen, der
om Sondagen paa egne Enemarker driver Sondagsjagt til Nytte
og Fornejelſe. Ordet „Sondagsjcger“ er en gængs humoriſtiſt
Benævnelfe paa ſaadanne forlorne Jægere, der nu og da, uden
at have Begreb om Jagten, ftrejfe om, baade hvor de have Lov og
ikke Lov at komme, med Besſe og Hund, og ſom vilde være
komiſke Figurer, derſom de ikke ofte vare farlige for Folk og Fa.
De fleſte Vaadeſkud, ſom garligt anrette faa mange Ulßkker,
udgaa netop fra „Sondagsjcgernes“ Bosſer.

„Knekkerup“. Noddeheſteu har været meget rigelig og
Husvennen har nok for lang Tid. Derimod „geografiſte Gaader“
efterſpurgte. Saadanne med velkjendte geografiſke og hiſtoriſte
(helſt dauſte) Navne, og ikke altfor vanſkelige, kunne vente Op⸗
tagelſe og modtages gjerne.

zunge Roland“. Som De af foregagende Svar fer: gjerne,

J. J. V. pan A-b. Digtene kunne ikke bruges.

M. J. i H. Forbindtligſt Tak! Enhver praktiſt Husflids⸗
gjerne.

„Hilarius“ takkes for Opmerkſomheden, men Tegningerne
ere ikte fint nok udførte til at kunne bruges og komme bagefter.
Gjennemgagende at levere Billeder til Fortællingerne er en meget
koſtbar Hiſtorie, ſom Husvennen førft fan indlade ſig paa, naar
Udbredelſen er Blevet meget ſtor. Rebus vil blive leveret i naſte
Kvartal. 1

L. P. A. i L. takkes for Meddelelſen om Kok,

Til ſamtlige Abonnenter. For at Udgiveren i rette Tid
kan beſtemme Oplagets Sterrelſe i naſte Fjerdingaar, for at
Poſtvcſenet ikke for meget ſkal ulejliges med Efterbeſtillinger,
og endelig for at Laſerne ikke fkulle komme til at favne et eller
flere Numre i rette Tid ved Kvartalsſkiftet, bedes de ærede Poſt⸗
abonnenter om at indſende Beſtilling med Betaling for naſte

Fierdingaar ſnareſt efter Modtagelſen af nærværende Nr. Poſt⸗

kontorerne ere ikke forpligtede til at minde Abonnenterne om
Bladets Beſtilling.
Subſkription gjennem. Boghandelen betragtes derimod i

Reglen ſom bindende for en Aargang, naar ingen Afſigelſe af

Bladet finder Sted inden hvert Kvartals Slutning.

Hermed et Tillægsblad med Beſtillingsſedler.
Indhold

En Üdaadsmand, Fortalling af C. A. Thyregod
(Sluttet.) — Paa Havet, af R. N, med Billede. —
Flaggermuſene, af A. P. E. Toepfer, med Billede. —
Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn (Sluttet.)
Gaade. — Til Husvennens Opbevaring. — Brevvexling.

Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16. ſpaltet Artz, ſorſynet med flere Villeder, lil 3 Mk. (1 Kr.) Fjerdingaarel ſrit ſilſendt.

Hvert Fjerdingaar medfølger gratis et fort fmuks Billede.

Blade kan beſlilles pan elhvert VPofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver

Bogfade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

fi

San Du fatte Dagens
2 Gaade,

rumme al deus Sorg og Gru,
og dog rumme al dens Maade?

lø — har Du Plads der inde,
Du?

Famler ej i Mulm Din Tanke
midt i fjobens vilde Lag?
ved Du, Du var med at banke

Sommet i hans Kors i Dag?

Jo, Du ryſter, og Du lukker
Blikket ſpamfuldt i for Guds;

o, men han ej Tanden flukker,

Uagaden puſter den i Zlus

5 —

han, ſom Kronens Corne-

ramme
bar om blodig Lol til Spot,

bar Din Blodfkyld med det
| ſamme;

— arme Hjerte: fro def blot!

—— —
i.

— Slorfhabslæsning, Oplysning og Hustlia,
Udgivet af N C. Bam.

5 5
8 i 5 5 %% AG
e 4
2

Kjøbenhavn,
1875.

2. Aargang. ; -
Nr. 26. | Sundagen d. 28. Marts.

Langfredag.

Se huilket Menneske!

I

i ÆG
en R 0
5 | VR |; 8 |
i 1 0 6 1
N
ry :

Det er Dagens ſtore Gaade:
Du gav Haan og Død og Tab;
han gavkjærlighed og Aaade,
rev Digend af Dødens Gab.

Uaade, — Sande midt i

- Brøden!
— det ct Frelſerundrets Dyb.
Synden tog han med i Døden;
Uaaden rattes Sundens Rryb!

Meu kun Tron Dig forleuer
Liu og Sejr til evig Tid.

Det er Hjertet, ſom han
mener,

naar han ſiger: „Rommer hid!“

Ajend Din Afmagt, ſpage
Hierte,

lt til Naadens Klokkelyd!
De med ham i Fredagsſmerke,

vaagn med ham i Sondags⸗
fryd!

Sakarias Mielsen,

Lever vor gamle Om virkelig endnu?
En lille Hiſtorie 9 af Emanuel Henningſen.

Der var i Slptgingen 4 Marts; Lærfen havde allerede
for en Maaned ſiden flaaet- ſin forſte jublende Trille

hen over de ode Marker; nu var dens Sang imidlertid |
han har dog forſkaffet Dig Penge til Husleje, for Du
har jo faget betalt den, hører jeg.“

forſtummet, thi atter laa Mark og Vang gjemt under
Sneens hvide Klæde; Vinteren var paany vendt til⸗

bage med bidende Kulde og ſkarpe Oſtenvinde, og alt
at man dette Aar ſkulde have en „hvid
Maade? Nei, det ved Du næppe, det var ved Hjælp

tegnede til,
Paaſke“. Inde i den ſtore By havde man atter taget
Pelsfrakkerne, de laadne Kraver og Mufferne frem, og
Skoledrengene lagde igjen deres nedarvede Foragt for
Lov og Politiforordninger for Dagen ved at omdanne
Fortovets Fliſer til ſpejlgatte Glidebaner.

gammel Mand med et Traben og et rigtigt Ben,
bærende en Seek paa Ryggen, begav fig ind i et af
de ſmudſige Streder, der endnu for faa Aar ſiden ſom
en Peſtbyld flæbede faſt ved den ſmukke By. Her gik
Laſten ikke med Slor; blottet og nøgen, opvæffende
Forferdelſe eller ſmertelig Medlidenhed, traadte den En
i Mode fra de usle og faldeferdige Renner, hyis peſt⸗
ſvangre Üddunſtninger man vovede at indaande.
behøvede kun at gaa fan Skridt ind i Gyden for at
overbeviſe fig om, at det næppe vilde være raadeligt
at pasſere den ved Nattetid. Fra de merke Forſtuer
lød der gjerne raa Latter, Eder, Skrig eller Lyden af

Slagsmaal og ud gjennem de ſmudſige Ruder ſtirrede
der Anſigter — udtærede, ſkumle, fordrukne eller ſlove |
ſom man ikke lettelig glemte, naar man en Gang
god Mand, og jeg ved ikke, hvorledes jeg fkal gjengjeelde

havde jet dem. Den gamle Mand med Trabenet ſteg
mojſommelig og puſtende op ad en fkrobelig Trappe,

højt op under Taget, hvor Trappen blév til en Honſe⸗ |
| faa lidt Varme.

flige og Opſtigningen til et ekvilibriſtiſt Kunſtſtykke.

Med megen Beſparlighed lykkedes det ham at naa op

til et Kviſtverelſe, "hvorfra der lød en ſagte Nynnen.
Han ſtandſede et Ojeblik for at puſte ud, derpaa aabnede
han Doren, der kun beſtod af uhovlede, flet ſammen⸗
føjede Breder, gjennem hvis Sprakker den isnende
Zvæfvind havde fri Adgang. Der var en endnu ung
Kone og tre fmaa Børn inde i Væreljet,

ſom helſt Stykke Bohave ellers kunde fortjene dette
Navn. En Bunke Halm laa udſpredt i en Krog paa
Gulvet, det var Sengen; en kold Kakkelovn ſtod i et
Hjørne, ellers var der Intet derinde uden fire blege,

pjaltede Væjener, Moderen og de tre Born. Hun

holdt det mindſte Barn i fin Favn og ſogte at varme
det ved fit Bryſt; de to andre faa ſammenrullede paa
Halmen.

„Naa, hvordan gaar det?“ ſpurgte den gamle |

Mand og lod Sæffen glide ned paa Gulvet.

„Som Du fer, Jep,“ ſvarede Konen tonloſt, „med |

os er det vel ſnart forbi, tenker jeg.“
„Aa Snak, Ane,“ ſagde Jep opmuntrende, „lad

Man

hvis det
uhyggelige Hul med nøgne Vægge og blottet for ethvert |

uu bare ikke Modet falde;
godt igjen.

det kan Altſammen blive
Vor gamle Gud lever dog endnu.”
„Lever vor gamle Gud virkelig endnu,” udbrød

Ane bittert; „ja, da har han ikke ladet mig høre fra
ſig i lange Tider!“

„Naa, naa, Ane, det maa Du ikke ſige. Ser Du,

Konen lo; det var ingen munter Latter.
0. Huslejen er betalt, men ved Du paa hvad

af Bedrageri. Jeg henvendte mig til Fattigforſtanderen;
men han kunde ikke give mig mere end til Huslejen;
vilde jeg have mere, ſkulde jeg ſendes til mit Hjemſted,

hvoor alle Folk da vilde pege Fingre ad mig og haane
Det var en ſaadan bidende kold Froſtdag, at en
jeg til ham.

mig og trampe mig i Støvet. „For vil jeg dø,” ſagde
Pengene til Huslejen kunde jeg endda

ikke faa, førend jeg havde et Bevis fra Værten for, at

jeg ſkyldte ham dem, jaa ſkrev jeg ſelv Beviſet og ſkrey

tyve Mark iſtedetfor fjorten og ſatte Værtens Navn
under neden. Jeg fil da ogſaa Pengene og betalte
Værten de fjorten Mark de øvrige har befriet Børnene
og mig fra at julte et Bar Dage; men nu er det forbi.”

„Det var ſlemt, meget ſlemt,“ ſagde Jep og ftrøg
fig om det graa Skjceg; „naar blot det ikke bliver op⸗
daget! Naa, ja vor gamle Gud lever da endnu, og
han leder det nok til det Bedſte. Leg nu lidt i Kakkel⸗
ovnen; jeg har bragt disſe Par Torv op til Dig, da
jeg nok tenkte, Du ingen havde.”

„Tak, gamle Jep,“ ſparede Konen og borttorrede
en Taare, der lob ned ad hendes Kind. „Du er en

Dig det, Du gjør imod mig. Jeg er vis paa, at Du
nu ſelv maa fryſe i Dit eget Kammer, for at vi kan
O, Jep, Du er den Eneſte, ſom har
viſt mig Venſkab i min Elendighed; gid jeg en Gang
kunde gjengjelde Dig det!“

„Aa, er det nu Noget at ſnakke om,“ ſparede Jep
og ſtampede i Gulvet med Treebenet. „Jeg fryſe!
Joviſt, ligeſaa godt kunde mit Traben fryſe!“

Kort efter flammede Torvene i Kakkelovnen, og
Børnene forlod deres Halmleje for at komme jaa nær
ſom mulig til Varmen. Jep klatrede atter ned ad
Honſeſtigen, og Ane hentede en Skaal Vand, trak ſin
Kjole af og ſpobte den om det mindſte Barn, hvis
Pjalter hun nu gav fig til at vaſke, for at hun kunde
faa dem tørrede, medens der var Ild i Kakkelovnen.
Neppe var hun færdig med dette Stykke Arbejde og
havde hængt Tojet til Torring ved Ovnen, for hun
horte, at Nogen ſteg raſk op ad Stigen, derpaa greb
en Haand fat paa Dorklinken, og Doren gik op. En

Politibetjent ſtod paa Teerſkelen og lod ſit Blik glide
| rundt i Væreljet.

Det varede en god Stund, før han
talede, hans Øje gjennemløb atter og atter det tomme
Rum og vandrede fra Pjalterne, der hang ved Kakkel⸗
ovnen, hen til Moderen, der ſad halvnøgen ſammen⸗

203 e ; |

knuget foran den og ſtirrede paa ham med et fløvt Blik. tidlig op. Havde Naboens Son, der ſmuk og fin var

„Er De Ane Hanſen, den Kone, ſom forleden
fik Fattighjcelp til Husleje?” ſpurgte han.

N „
„Id.

„De har begaget Falſk, eller rettere ſagt, De er |
anklaget derfor,” vedblev han, og hans Øje begyndte. |

ll
ll
9

1

hun ſtod og lyttede til Lerkens glade Trille, klang det

atter ſin Vandring om i Kammeret. „Hvad er det

for en Pakke, De har paa Skjodet?“

„Det er mit Barn, det yngſte. i Jeg har vajfet |

Klæderne.”

Politibetjenten rømmede fig, ſom om der ſad ham |

Noget i Halſen og klemte ham.

„Kan De... hm.. .. folge med mig til Politi⸗
kammeret, bare for en Ordens Skyld, forſtaar De, for

jeg haaber, at De... hm.. . . ikke er ſkyldig.“

„Jo, jeg er,“ ſparede Ane ſagte; „jeg har ſkrevet
Brevet ſelv.“

Betjenten lod ikke til at høre det, men vendte
Ryggen til hende og trommede med Fingrene pan den
frosne Rude. f

„Hor,“ ſagde han pludſelig og vendte fig om,

„De lober jo ikke Deres Vej; gjør De vel? Nej, men
hør nu. .. hm. .. hm. . den forbandede Forfølelfe… |
J Oje

De kan jo nok finde Vej derop i Eftermiddag.
blikket kan De vel ikke godt komme fra Bornene.“

„Ja, jeg ffal nok mode.“

„Godt, det er jeg vis paa, at De vil,“ ſagde
Betjenten, „og her er en Übetydelighed til Dem og
Bernene . hm
Farvel.“

Med disſe Ord fjernede han fig, efterladende den
fattige Kone forbavſet med en Tremark i Haanden.
Hvorhen vandrede hendes Tanker, medens hun med det
ſovende Barn paa Skjodet ſad og ſtirrede ind i Ovnens
flammende Ild? Zænfte hun maafke paa gamle Jep,
der mojſommelig ſtolpede hen ad Gaden, ſpekulerende
over, hvorvidt der vilde aabne fig en Udvej for ham
til en Smule Middagsmad; thi hans Frokoſt gik nu
op i Ild og Rog i hendes Kakkelovn? Eller tenkte
hun paa Fængslet, ved Synet af hyilket hun ofte havde
folt en ahnelſesfuld Gyſen, naar hun gik det forbi?
Nu var jo den Stund kommen, da Retfærdigheden
havde bidt Merke i hende, den Stund, hun jaa længe
med Skrok havde ſet nærme fig. Nej, hun teenkte ikke
derpaa i dette Ojeblik; inde i Opnens flammede Spelg
fremſteg der Billeder, der ſatte hende tilbage til For⸗
tidens lyſe Dage og lod hende forglemme den bitre
Nutid. Hun ſaa den lille, venlige Hytte bag Skoven,
Barndomshjemmet, dukke frem.
Markerne; men oppe under Himlen klang Lerkens glade
Trille ſom et Forbud om Vaaren. Oppe paa Bakken

ſtod hun ſelv, ſpejdende imod Oſt, hvor Morgenſolen

begyndte at farve Himlen rod. Det var jo Paaſkemorgen,
den Morgen, paa hvilken Solen ved fin Opgang danſer
af Glæde over, at Herren fejrede over Døden. Det
Syn ſtulde hun dog je en Gang, derfor var hun ſtaget

Sneen laa hen over

Dag |

ja, jaa kommer De altſaa.

kommen hjem paa Beſog fra den ſtore By, om hvis
Herligheder han vidſte at fortælle jaa meget, ikke ſagt

| hende, at den, der jaa Solen danſe, ſkulde have Glæde

og Lykke i det kommende Aar, og havde hans Oje ikke
fortalt hende, at han ogſaa vilde give Møde! Der
var en bange Forventning i hendes Hjerte, og alt ſom

i hendes Indre: i
O, lær mig lille Lærfe, ſaa frejdig og fro
Som Du, for end Vinteren er omme,
At ſynge profetiſk med jublende Tro
Om Fremtidens Vaar, ſom ffal komme.

Vaaren var kommen med alle dens Forjettelſer,
Kjerlighedens Sommer var oprunden for hende — og
Efteraarets barſke Tin, med Skuffelſernes og Sorgernes
morke, ſludfulde Dage...

Politibetjenten var imidlertid traadt ind i ſin
Foreſattes Kontor, hvor han fandt denne bejfæftiget
ved Skrivebordet. i

„Naa, er De der, Johnſen; fik De Konen med?“

„Nej, Hr. Asſesſor,“ ſvarede Politibetjenten; „jeg
fik hende ikke med; men hun kommer i Eftermiddag.“

„Var hun da ikke hjemme, den Stakkel?“

„Jo, Hr. Asſesſor ... hm... hm. .. Asſesſoren
undſkylder, det er Forkolelſe ... hm. .. jo, hun var
hjemme, men jeg havde ikke Hjerte til at tage hende
med ſtrax.“ 8 i

„Hvad var der da i Vejen, min fjære Johnſen?“

„Ja, jer De, Hr. Aaſesſor, det var ikke hendes
Fortvivlelſe, der afholdt mig,“ ſagde Johnſen og jaa
ned paa fine Støvler, „for hun var tilſyneladende
rolig nok; men der var ingen Ting i Værelfet uden
hun og tre Born og en Bunke Halm. Det yngfle
Barn havde hun jvøbt ind i ſin Kjole, medens dets
Klæder bleve torrede ved Kakkelovnen ... Kleder, nej
det var Pjalter Altſammen! Hm... hm.. . For:
kolelſe, Hr Asſesſor.“

„Det er en meget ſorgelig Hiſtorie, Johnſen,“
udbrød Asſesſoren; „det gjør Deres Hjerte Wre, at
De lod hende blive hos Børnene. Vi maa ſandelig
je at gjøre Noget for den ſtakkels Kone; ſkal vi ikke
det, Johnſen?“

„Ja, jeg har tænkt paa at indgive en ſkriftlig
Rapport om Sagen til et af Dagbladene, og maaſke
Asſesſoren vilde medgive mig et Par Ord til Redak⸗
toren. Folk vil gjerne gjøre Godt, naar blot man
viſer dem Vej, og her kommer Hjælpen paa rette
Sted... hm. . Forkolelſe, Hr. Asſesſor.“

„Ja, ja, Johnſen,“ ſparede Asſesſoren og klappede
ham ſmilende paa Skulderen, „jeg kjender nok den
Forkslelſe; den gjør Deres Hjerte Are, ſom ſagt.
Skriv De kun Rapporten, ſaa ſkal jeg paategne den
med et Par Ord, og ſend ſaa Konen ind til mig,
naar hun kommer.“

.

Hen paa Eftermiddagen traadte Johnſen atter ind

i Kontoret.

„Nu er Konen der ude,“ ſagde han; „men der er

en gammel Mand med hende, ſom abſolut vil folge
med. Han falder fig Jep.“ ; >
„Ja ſaa; aa, lad ham kun komme med da.“
Kort efter aabnedes Doren, og de omtalte traadte
ind. Ane var rolig og haables ſom tidligere, Jep's
Anſigt var derimod rødt og bevæget, og hans Traben
ſtampede ualmindelig haardt i Gulvet.

kjedelige Hiſtorie med det falſke Bevis.
jo ſagtens ſelv ſkrevet det?“
„Ja,“ ſparede Ane ſagte.

Ja, De har

„Hm, det kunde jeg jo vide; men det var jo af

Nad, ikke ſandt?“
J 0. 17
„Maa jeg ſnakke lidt med Hr. Asſesſoren,“ ſagde Jep

og purrede op i fit buſkede Haar, „ſaa kan jeg maafke give
Redelighed paa Tingen. Vor gamle Gud lever endnu,”
„Tal J kun, Gamle,“ ſparede Asſesſoren.
„Det var for ſyv Aar ſiden,“ ſparede Jep, „at
Ane, ſom nu ſtaar der, kom her til Byen. Hun var
baade en ſmuk og god Pige, og intet Menneſke kunde

| jætte en Plet paa hendes Rygte; vor gamle Gud (ever
| endnu, og han ved det.
med et Traben oppe paa et Kviſtkammer og kunde
hvyerken leve eller dø; ja, han havde dog nok gjort det
„Naa,“ ſagde Asſesſoren venligt, „det var den ſidſte, hvis ikke Ane havde været, for Ingen brad fig
( | om ham, og Ingen faa til ham; men hun plejede ham,
til han blev. raſk igjen; fandt for Dyden, det gjorde

Da laa der en gammel Mand

hun. Saa kom hendes Barndomsven og ſledſkede for
hende. Han havde lokket hende bort fra Hjemmet og
ind til Byen. Gamle Jep ſagde: „Tro ham ikke“;
men hun troede ham, for hun holdt af ham, og hun
havde ingen anden Villie end hans; og ſaa bleve. de

Ø

Égelauædende Silkeorme og dens Nakous.

gifte. Aaret efter, da hun ſad med to ſmaa Born,
rejſte han fra hende til Amerika og lod hende blive
tilbage i Nod og Elendighed. Hun kampede og fæm-
pede; men hun ſank og ſank; hun var kun et ſpagt
Fruentimmer, og nu ſtaar hun her. Dog, vor gamle
Gud lever endnu.“ 7

Gamle Jep tav, og Asſesſoren ſad en Stund
fordybet i Tanker.

„Ja, ja, vi vil ſe, hvad vi kan gjore,“ ſagde han
derpaa og aabnede en Skuffe i ſit Skrivebord. „
her, Gamle, tag denne Specie og lad ikke hende og
Børnene lide Nad den forſte Dag, ſaa vil vi ſe, hvad
vi kan gjore. Ane kan gjerne gaa hjem indtil
videre.“ ;

Et Par Dage efter ſtod Beretningen om den fattige
Kones Ned og Elendighed at leſe i Bladene. Der
blev indſamlet Bidrag til hende, og de kom ind i
rigelig Mængde. Ane blev idømt den mildeſte Straf,
Loven hjemlede; men rent fri kunde hun ikke ſlippe.

Knap naturlig Sterrelſe.

„Det er bare ſaadan for en Ordens Skyld,“ ſagde
Johnſen venligt til hende.

Da hendes Fængfelsftraf var afſonet, kom Jep
og afhentede hende. Det var op ad Formiddagen; om
Natten var der pludſelig kommen Forandring i Vejret;
den barſke Oſtenvind var gaaet til Hvile „de blygraa
Skyer vare forſvundne, og fra den rene blaa Himmel
ſtraalede Solen med en velgjorende Varme. Luften
var mild og fuld af Forjettelſer om et tidligt Foraar;
Spurvene ſnakkede derom oppe paa Tagrenderne, og
Lærfen ſang derom ude van Landet. ag
Gamle Jep jaa ualmindelig lun ud og ſtampede
ualmindelig haardt i Broſtenene med fit Trœben, medens
han ved Anes Side gik hen ad Gaden. Oppe fra det nær-
meſte Kirketaarn klang Klokkernes muntre£&imen ned til dem.

„Ved Du, hvad Dag det er i Dag?“ ſpurgte Jep.

„Nej. te

„Det er Paaſkedag. Hor, hvor Klokkerne bringe
Budſkab om, at Herren lever, og Graven braſt. Gid

n

— mr manner

-

205

Du ikke vilde kaſte Vrag paa det Budfkab, Ane; gid |

Du i Lykke og Glæde vilde tro ſom jeg: vor gamle
Gud lever endnu, og han glemmer ingen af os!“

„Paaſkedag,“ gjentog hun bittert, og hendes Tanker
drog igjen Aar tilbage i Tiden; „mon Solen har
danſet i Dag igjen og forjcttet Glæde og Lykke for
dem, der har ſet det?“ i

„Det har den nok,“ jvarede Jep troſkyldig og
vendte med Velbehag et Stykke Tobak i Munden. En
barmhjertig Samaritan, ved Navn Johnſen, havde
foræret ham en Cigar, og den benyttede har nu ſom
Skraatobak.

„Vi gaa jo til den fejle Side,“ ſagde Ane plud⸗
ſelig; „lad os hellere gaa hjem ſtrax.“

„Nej, dette er den rigtige Vej,“ ſparede Jep med
et poliſk Blink i Øjet, Du er flyttet, ſkal jeg ſige Dig.“

Ane ſaa forvirret op paa ham; men fulgte ſtil⸗
tiende med. Efter kort Tids Forlob kom de til en

!

lile, venlig Gade — det fan nu være det Samme,

| hvad. den hed — og Jep blev ſtagende udenfor et Kjælder-

vindue indenfor hvilket tre Barneanſigter tittede frem.

„Mine Born!“ raabte Ane pludſelig, vaagnende
op af ſin Slophed. Hun ſprang ned ad Trappen og
ind i Stuen, hvor hendes Born vare under Opſigt af
en ung Pige. De vare pænt og rent paaflædte.

„O, Jep,“ raabte hun og tog Børnene i fin Favn,
„hvad ſkal det betyde, hvorledes er de kommen her?“

„Her er Dit Hjem,“ ſagde Jep og purrede med
en gledeſtraalende Mine op i fit graa Haar, „Alt,
hvad Du jer her, er Dit, baade Bordene, Stolene og
Sengene og Maſkinrullen og Alting. Gode Menneſtker
har ſamlet ind til Dig og kjobt det Altſammen, og i
Morgen kommer der endnu nogle gode Damer her hen
for at give Dig lidt Penge til at begynde Hushold⸗
ningen med. Kan Du nu ſe, at vor gamle Gud
lever endnu?“

Egaluvcdende Sommerkugl.
Naturlig Storrelſe.

„Ja, han lever,“ jublede den lykkelige Moder,
medens Taknemmelighedens Taarer rullede ued ad hendes
Kinder, „han lever, og han vere evig takket og priſet!“

Ja, ſaa er vor Hiſtorie forbi, for naar Enden er
god er Alting godt. Neſte Dag, da Johnſen kom,

fort efter at Damerne havde beſogt Ane og modtaget |

hendes inderlige Tak, fandt han Jep i Færd med at
prøve Rullen, medens han fang en brølende Melodi,
noget lignende den, hvormed Matroſerne hale Ankeret
op. Johnſen klagede over Forfølelje; men gamle Jep
ſagde troſtende:

„Det gaar nok over, Hr. Betjent. Tro en gammel
Mand med et Trœben: vor gamle Gud lever endnu!”

Aa ja, Fal vi ikke være enige om at tro det Samme!

„ Audenlandſe Silkeavl.

de ſenere Aar er der i det nordlige Ev⸗
ropa flere Steder gjort vellykkede Forſog
paa Silkeavl med en Slags ſtore japane⸗
ſiſke Silkeorme, ſom trives udmeerket i
et mindre varmt Klima, i det de leve af
Egeblade. For kort Tid ſiden er der udkommet en lille
Bog, ſom omhandler disſe merkelige egelsvedende
Silkeorme. En Bekjendt af nerv. Blads Udgiver,
Hr. Materialiſt Cand. pharm. F. Bang i Kjøbenhavn
gjorde 1873 det førfte Forſog med Opdrettet af dem,
og foranledigede Udg. til at faa udført ſagkyndige
Forſog dermed. Efter hans Anmodning overtoges
bette Hverv af Hr. Lærer ved Borgerſkolen i Horſens

Stykke.
lette Dpdræt af disſe Silkeſpindere muligt kan blive

P. Nielſen, der nemlig er en af de faa private Mænd | yde god Silke, uden at Avlen var forbunden med fan

her i Landet, ſom i en Aarrakke med ſeerlig Forkjeer⸗

lighed og Grundighed har kaſtet fig over Underſogelſe |
af de danffe Sommerfugle, hvoraf han har tilveje⸗

bragt en færdeles ſmuk og anſelig privat Samling,
ſom han for en Del ſelv har udklakket af indſamlede

Larver. Et ftørre praktifk Forſog var derfor hos ham
i de rette Hender, og den af ham ſidſte Sommer med
ſtor Interesſe ledede UÜdklekning af japaneſiſke Silke⸗

ſpindere havde det heldigſte Udfald. Den nævnte lille
Bog giver en interesſant Beretning herom og indeholder
Beſkrivelſe af de to Arter Silkeorme hvormed Forſoget
gjordes, ſamt en udførlig Vejledning til deres Udkleek⸗
ning. Enhver, der har Lyſt til i Sommer at foretage
Forſag hermed henviſes derfor til den Side 184 omtalte
lille Bog ſom faas i enhver Boglade; men for de af
vore Læjere, ſom, uden at ville prove Udklakning, dog

|

|
|
|
I
i

kunde have Lyſt til at høre lidt om Sagen, meddeles, |

efter Fleres Onſke, folgende, fra Hr. Nielſens Bog laante
Sagen er nemlig ikke uden Interesſe, da det

af Betydning ſom en lille Indtegtskilde for Mange,
og Üdklokningen i ethvert Tilfælde afgiver en færdeles
underholdende let Fritidsſysſel, da den ſmukke Larves

Liv og den kempeſtore prægtige Sommerfugl, hvoraf: |

omſtagende Billede giver en Foreſtilling, er meget inter⸗
esſant at iagttage. 55 ;

„Egelovedende Sommerfugle.

Den almindelige Silfeavl med Morberſpinderen,
„Silkeormen“ (Bombyx Mori) har aldrig rigtig villet
lykkes i Danmark, og ſelv i meget heldigere ſtillede
Lande har den til forſkjellige Tider lidt folelige Knack.
Dyrkningen af det hvide Morbærtræ, hvis Blade ſom
bekjendt ere dette Dyrs eneſte Føde, er ogſaa i de
Lande, der have et mildere Klima, forbunden med
betydelige Vanfkeligheder. Det unge Tro ſkal gjennem
en Rakke af Aar plejes med den ſtorſte Omhyggelighed,
inden det kan benyttes til Silkeavl, og er ſiden ſtadigt
üudſat for forſtjellige Sygdomme, der altid udove en
uheldig Indflydelſe pan Silkeormens Sundhed og dens
Produkt. Men ſelv om Fademidlerne i enhver Henſeende
ere gode, vil dog den næften drivhusagtige Pleje,” ſom
Dyret fordrer, i betydelig Grad vanſkeliggjore Avlen.
Den mindſte Uagtſomhed, en for hoj eller for lav
Temperatur, Mangel paa tilſtrokkelig ren Luft, Uregel⸗
masſighed i Fodringen og meget Mere kan medfore
de alvorligſte Følger, og om ogſaa disſe Misligheder
undgaaes, er Larven dog endnu udſat for en Mengde
forſtjellige Sygdomme, blandt hvilke iſcer de, der for⸗
aarſages ved Angreb af Snylteſvampe, have foraarſaget
overordentlige Odeleggelſer. Man har derfor ſelv i

Frankrig og andre Lande, der ellers egne ſig bedſt til
den almindelige Silkeavl, havt [in Opmerrkſomhed hen⸗
vendt paa at finde andre Inſekter, hvis Spind kunde

Danſt „den vilde Orm”.
en Misſioncr, Pater Perny, der førft henledte Op:

ſtore Vanſkeligheder. Blandt de mange Sommerfugle,
ſom man i denne Henſigt har gjort Forſog med, har
en Slægt (Saturnia), hvortil en i vore Hedeegne tem⸗
melig almindelig Spinder, ſom kaldes Natpaafugle⸗
øjet, henhører, lovet de bedſte Reſultater, idet Flere
Arter af denne udbredte Slægt ſpinde en meget god
Silke. De fleſte Arter fordre imidlertid et varmt
Klima og Foderplanter, ſom kun kunne trives under
et ſaadant; men 2 Arter have i de ſidſte Aar vakt
ſtor Opmeerkſomhed og allerede fundet en Del Wi:

bredelſe i Mellemevropa, fordi de ſuldkomment taale

et koligt tempereret Klima og æde Egelov, ja end⸗
ogſaa Bøgeløv. Det er Saturnia Vama-may, der
i Tyſkland almindelig kaldes Sommeregeſpinderen eller
Sommermay (fordi den tilendebringer hele fit Liv
udenfor Ægget om Sommeren), og Saturnia Pernyi,
der kaldes Vinteregeſpinderen eller Vintermay (fordi
den til fit Puppeliv i Kokonen ogſaa benytter Vinteren).
Den forſte ſtammer fra Japan, den ſidſte fra det nord:
lige Kina og Manſchuriet. „Vama-may“ betyder paa
S. Pernyi har Navn efter

merkſomheden paa den.
Saturnia Lama-may ev iſœr udbredt flere Steder

i Oſterrig; men ogfaa i Frankrig og Tyſkland har den

vundet en Del Üdbredelſe, og i Sydrusland og Polen

anſtiller man Forſog med den. Til Italien afgik ſidſte
Aar fra Japan en Sending Lama-may-Ag til en
Veerdi af 200,000 Dollars.

Wegget er omtrent 1 Linie
i Gjennemſnit, ganſte lidt fladtrykt, af en lysbrun Farve
og overſaaet med ſmaa mørke Prikker. Paa omſtagende
Billede ſes en fuldkomment udviklet Larve i / af dens
naturlige Storrelſe. Larven er i Begyndelſen gron
med ſkarpttegnede forte Striber paalangs henover alle
Leddene, medens Hovedet, Bryſtfodderne, det bagerſte
Fodpar og et Parti omkring Gataabningen ere brune.
Ved andet Hudffifte forſvinde de morke Striber.
Paa hver Side af Kroppen ſidde 3 Rakker af ſtjerne⸗
formede Haarduſke paa gule eller blaa kugleformede
Ophejninger. Efterhaanden bliver den grønne Hud⸗
farve lyſere, tilſidſt bliver ogſaa Hovedet grønt, og
Larven, der nu har en Længde af indtil 3 Tomme
og en Tykkelſe af ¾ Tomme, bliver paa begge Sider.
prydet med flere ſmukke Solvpletter. Kokonen er meget
ſtorre end Morbeerſpinderens, grongul af Farve og
giver en ren ſnehvid, ſterk og glinſende Silke. Som⸗

merfuglen bliver dobbelt ſaa ſtor ſom Afbildningen.

Den naar med udbredte Vinger den anſelige Storrelſe
af indtil 6 Tommers Brede og er færdeles ſmuk.
Dens Farve er i Almindelighed guldgul, ofte blandet
med Rodt og Orangefarve ud mod Yderſiden af Vin⸗
gerne, nærved hvilken der findes en ſammenſmeltet fort,
hvid og brun Linie. Overvingerne have fortil en graa⸗
agtig Bort, og omtrent paa Midten af hver Vinge
findes en gjennemſigtig rod⸗, hvid⸗, gul⸗ og ſortrandet

— — : —

Øjeplet.
Tegning, ſaa at ikke et Exemplar er ganſke ſom det
andet. Hannen har ſom mange andre Natſommerfugle,
ſtore og brede fjederformede Folehorn, medens Hunnens
Folehorn næften nærme fig til at være traadformede.

Saturnia Pernyi ligner foregagende Art; men

Forøvrigt varierer den meget i Farve og

Aegget er mørkere og temmelig ensfarvet. Larven er

med en Masſe af bleggule Kirtelhaar og ved, at Ho⸗

vedet vedbliver at være brunt. Dette er desuden fra forſt

af og til Indſpindingen beſat med ſteerke ſorte Pletter.

Vvama-may. Saavel Kokonen ſom ſelve den rene Silke
er lys chamoisgul.
fulgt den anden Art og er endog enkelte Steder bleven
foretrukken for denne.

Pernyi⸗Tojerne ſkulle udmeerke fig ved deres fortrinlige

behagelig mat Glans.

Paa Verdensudſtillingen i Wien vare talrige Tojer
af begge Arter udſtillede, ſom fra alle Sider bleve
fundne fortræffelige.
cerede og vævede i Oſterrig ſelb. Ogſaa i Berlin
har man i den ſenere Tid begyndt at væve denne
Silke, og Tojerne ere bragte i Handelen. Det ſachſiſke
Floretſpinderi i Falkenau ved Chemnitz kjober
ſelv gjennembrudte Kokons, d. v. ſ. ſaadanne, af hvilke

Sommerfuglen er brudt ud ved at ſonderrive Traaden,

medens man ſom bekjendt ellers forhindrer dette ved
at dræbe Dyret i Kokonen, hvorved denne erholder en
betydelig ſtorre Verdi.

Silkeavlen med disſe 2 nye Arter fordrer kun faa
ſcerlige Apparater.

lægning ere de vigtigſte.
ligeſaa ſimpel.
Renlighed og tilſtrekkelig Forſyning med Foder ere de

veſentligſte Betingelſer for et heldigt Reſultat. Be⸗

kunne blive en ſelvoſtendig Erhvervskilde. Blev der

mange Producenter af Kokons, maatte det kunne betale
fig at anlægge Afhaspningsanſtalter, hvor man lettere |
kunne afhænde Raaſtoffet end ved at ſende det til Ud |
iſtedetfor 4 Zommer lader den beholde 9 til 12 Tm.
| Længde. Hanger en af Grenene for langt ud, befkerer
man denne over et indadvendende Oje, og ved at

landet. J Japan afhaspe Kvinderne ſelv Silken, der
ogſaa veſentligſt er vunden under deres omhyggelige
Pleje af Larverne.“

| gjøre Nytte hiſt og her.
Pernyi er baade ſom Larve og ſom Kokon ftørre end

207

Lidt om Beſkering af Frugttreer.
Af Kriſtian Larſen.

I det Haab, at en lille Anvisning til at bejfære
Frugttræer muligt kunde interesſere en eller anden

| af vore Læjere, ſkal jeg herved meddele nogle vejledende
Bemeerkninger om denne Sag. Jeg har nemlig, juſt
indtil førfte Hudſkifte ſort, ſenere bliver den grøn, men
adſkiller fig da fra Lama-may ved at være bekledt |

nu for Tiden, meget at beſtille med Bejfæring,. og ved
at je den ſtedmoderlige Behandling, ſom ofte bliver
Frugttræerne til-Del i Smaahaver, har jeg faaet den
Tanke, at et lille Vink desangaaende dog maaffe kunde
Da Husvennen imidlertid kun
har en lille Plads at raade over, ſkal jeg fatte mig jaa

| fort ſom muligt, og derfor kun omtale det Allernadven⸗
Den har i Evropa mange Steder

digſte, uden at komme ind paa den mere indviklede

Beſkeringsmaaders Omraade.
Den kan have to Generationer,

og Kokonen (men ikke Æggene) overvintrer. |

Formodentlig have ikke faa af Husvennens Lætere,
ved den t Fjor Foraar i dette Blad (Side 179—81) med⸗

| delte Anvisning til at udføre Podning“), faaet Lyſt til
Styrke og Varighed og have en ejendommelig for Øjet |

at forſoge fig i denne ſmukke og nyttige Kunſt og Ud-
faldet er maaſke blevet heldigt, jaa at de ſmaa unge

Poder nu ſtaa med to eller tre Grene paa 1 til 2
| ens Længde; thi jaa lange kan et Skud fra en paa
Stofferne vare blevne produ⸗ | i

en kraftig Stamme indpodet Kviſt godt. blive den førfte
Sommer. Det gjælder nu om at faa dem tildannede
med en ſmuk kraftig Krone, og det er derfor nu nod⸗
vendigt at beſkere Skuddene, iſer hvis man vil have
Treerne lavſtammede. Lapſtammede Zræer pasſe nemlig
bedſt for Danmarks Klima og ifær for Jylland, hvor
Vinden er mere barſk end paa Derne. Beſkeeringen

| foretages bedſt i Maanederne Februar og Marts, med

en fuldftændigt ſkarpſleben Kniv. Man ffærer Stykkerne

| af over et udadvendende Øje, ſaa der fun bliver 4 til
| 6 Zommer tilbage, det bedſte er at føre Snittet kun
Nogle Flaſker til at jætte ſmaa
Ege⸗ eller Bogegrene i og en ſtorre Kasſe til Wg⸗
Selve Fremgangsmaaden er
Friſk Luft og Solſkin i Verelſet ſamt

% Tomme over Øjet og jaa fort ſom muligt (intet
langt Skraaſnit) Snitfladen maa naturligvis være paa
den Øjet modſatte Side af Grenen, man fætter Knivs⸗
bladet t. Ex. lige bagved Øjet paa den modſatte Side

| af Grenen, og ved at føre Kniven lidt ſkraat opad,
| medens man lader Tommelfingeren trykke imod Grenen
ſtjeftigelſe hermed ſynes derfor paa mange Egne at
kunne blive en pasſende Gjenſtand for Husflid og
at kunne yde en god Biindtegt, ja maaſke endog under
heldige Forhold med Henſyn til Foderforſyningen at
ar at ſe 4 til 6 kraftige Grene paa Træet, bredende

lige under Øjet, vil den komme igjennem. / Tomme
over dette. Gaar nu alting fin regelmesſige Gang“
og man har ſkaaret en ung Pode med 2 Grene paa
denne Maade, jaa har man den Fornqjelſe neeſte Efter⸗

fig ſmukt til alle Sider, altſaa en hel lille Krone.

Næfte Foraar ffærer man atter disſe Grene paa ſamme
Vis ſom forrige Aar, med den Undtagelſe, at man

| Fy Udg. maa bede Leſerne undſtylde, at den ſammeſteds lovede

Vejledning i Okulering blev opſat forrige Efteraar til det
var for ſent. Den vil komme inden dette Bind ſluttes.

iagttage Øjnenes Stilling paa Kviſten har man det
altid i fin Magt at lede Retningen af Grenenes Vært.
Tredie Foraar har man nu en temmelig flor Krone,
man affkœrer dog atter omtrent den halve Længde af
de ſidſte Aarsſkud; desuden maa alle de Skud ſom gro

ind imod Midten af Zræet rent borttages. Endnu
2 til 4 Aar herefter, altſaa indtil 5 til 7 Aars Alderen
bliver man ved at ſtudſe Toppen af alle ſaadanne

Aarsſkud ſom blive over 1 Fod lange, men efter den |
Tids Forløb, lader man Zræet udfolde fig frit og bort

tager kun de overflødige Grene efter de ſamme Regler
ſom gjeelde for gamle Trceer.

Har man podet Zræet tæt ved Jorden, hvad der
er det bedſte, hvis det er en ung Stamme, og man
onſker et Frugttre med en højere eller lavere Stamme,
ſaa ſorger man for at Podekviſten kan ſkyde et Skud

lige i Vejret. Fremkomme flere Skud, kniber man disſe |
af naar de ere et Par Tommer lange, og det ene tilbage⸗

blevne Skud vil da udvikle fig langt kraftigere, naar
det bliver ene om Saften fra hele Træet. Vil det
ikke gro lige i Vejret, hjælper man det tilrette med en
Stof, hvortil det forſigtigt ophindes. Neeſte Foraar
ſkerer man det af paa 12 til 18 Tommers Længde, jo
tykkere det er, deslengere kan man lade det blive, men
ſorger for at det ligeſom forrige Aar gaar lige tilvejrs
med kun et Skud, og paa denne Maade kan man faa
en Stamme, faa høj ſom man ønffev den. 1 til 2
Aar er nok til en Halvſtamme og 3 til 4 Aar til en

Hojſtamme. Er Hojden naget, ffærer man det af i den

attraaede Højde, og lader det frit udvikle ſaamange
Grene ſom det vil, der da bejfæreg paa ſamme Maade,
ſom gjælder for unge Poder. Hojſtammede Træer ere
ikke tilraadelige her til Lands undtagen i ganſke færegne
Tilfeelde.

Har man ſtore gamle Træer til Bejfæring, bruger
man helſt en lille Sav, ſom behændig kan haandteres
inde mellem Grenene og begynder med at udtynde disſe.
Forſt tages alle halvt og helt fortorrede Grene bort,
og ſaadanne, ſom have Skade enten af Kreftſygdomme
eller gnaves ved at Vinden ſlider dem mod en anden
Gren. Dernæft borttages faa mange af de ſpageſte og
daarligſt udſeende Grene, at de øvrige kraftige og ſunde
faa jaa ſtor Plads at de ikke berøre hinanden Jeg har
ofte ſkaaret omtrent Halvdelen bort af et Zræs Grene,
og dog faaet, om ikke jan mange Wbler i Tal, fan dog
lige jan mange Skipper i Tal ſom forhen; men det har
rigtignok været ganſte anderledes ſtore og ſmukke Frugter,
ſom kunde Jælges til højere Pris. Jo friere Adgang
Sol og Luft har til Grenene, desbedre udvikle Frugterne
lig paa disſe, og desmere herdes ogſag Stilkene, hvilket
igjen bevirker, at Frugterne ſidde langt bedre faſt i
Stormen. Enhver Gren, der ffæres bort, tages af tæt
ved Hovedgrenen, hvorpaa den ſidder, dog ikke jaa tet,

i

at Saarets Overflade bliver ftørre end den borttagne
Grens Tykkelſe.
at overſtryge Saarene med Podevop eller lignende, men
paa unge Zræer er det gavnligt, hvis Saaret har en

Tommes Ejennemſnit eller derover, at dakkke det med

et eller andet, der kan forhindre Udtorring, ſom ſmeltet
Harpix eller lignende. En Blanding af Komog og Ler
er i Mangel af andet tilſtrekkeligt, men der mag da
tillige bindes en Klud over, da det ellers let falder af,
Saadanne ftørre Saar paa unge Træer kunne under:
tiden, om end fjeldent, i Tidens Løb blive en Anledning
til Sygdomme i Zræet. Stenfrugt: Blomme og Kirſe⸗
bærtræer, ere meget udſatte for Gummiflod naar Veddet
ſaares, hvorfor de bejffæres ſaa lidt ſom muligt, eller
flet iffe. Om Kræftjygdomme i Frugttræer vil jeg her
bemerke, at de ere ſaagodt ſom uhelbredelige. Have de
taget ſaameget Overhaand, at Træets Vært og Berre⸗
evne formindſkes i en ſtorre Grad, ſaa er det bedſt at
rydde Zræet bort jo for jo hellere, kulegrave Jorden i
en god Alens Dybde og i en ſtorre Omkreds, og atter
plante et Træ af en anden Sort, helſt en kraftigvoxende
Sort. Er Jorden ſur og vaad, maa der drænes, thi
Kræft fremfommer tildels af for megen Fugtighed og
Surhed i Jordbunden. ;

Man ſorger altſaa ved Beſkeeringen for at de ſun⸗
deſte og kraftigſte Grene blive tilbage, ligeligt fordelte

over hele Zræet i tilborlig Afſtand fra hinanden. Denne
Kunſt er ikke ſtorre end at enhver, ſom har Lyſt og god
Villie og et Par gode Øjne, kan udføre den. Aaret
efter en ſaadan Beſkering vil der fremkomme en Meengde
ſaakaldte Vanſkud paa de Steder, hvor en Gren er
ſkaaren bort, disſe ffæres da alle af, medmindre der

ſkulde findes en Aabning i Træet ſom ønffes udfyldt,

ſaa kan man ogſaa lade et Vanſkud blive ſiddende

| paa et ſaadant Sted, det vil med Tiden, naar det

beffæres efter ſamme Regel ſom unge Frugttreer, afgive
en god Bæregren.

Jeg tor nu ikke lægge mere Beſlag paa Pladſen
i Husvennen for denne Gang om denne Sag, endſkondt

jeg gjerne vilde ſige lidt om Beſkering af Pyramide⸗

fræer, hvortil der dog maaſke kan blive lidt Plads en
anden Gang. Kan denne lille Vejledning være til
Nytte for Nogen ffal det oprigtigt glæde mig, jeg holder
ſelb meget af at ſysle med Frugttræer og kunde nok
onſke at bidrage mit til at veeke Sanſen for disſes
Opelſkning og rigtige Behandling i vort fjære Fædreland.

—

Opløsning ”
paa Gaaden i Nr. 25: Kragetæer. ;
Indhold. Langfredag, Digt af Jakarias Nielſen, med Billede. —
Lever vor gamle Gud virkelig endnu? En lille Hiſtorie
fortalt af Emanuel Henningſen. — Indenlandſt Silke⸗

avl, af P. Nielſen, med 2 Billeder. — Lidt om Be⸗

ſtering af Frugttreer, af Kriſtian Larſen.

Husvennen udkommer fil hper Søndag med el 16-(palter Ark, forfyner med flere Billeder, lit 3 Al. ( Kr.) Fjørdingaaret fri. kilſendt.

„Hvert Ijerdingaar medfølger gratis et ſlort fmuke Billede.

Bladet Kan beſlilles paa ethvert Vofikontor og Brepſamſingsſled, i enhver

Boglade ſamt hos Sovedkommisfionæren : Voghandler Nudolph Klein, lille Kjebmagergade 56, Kjobenhapn.

Trykt Pas Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

Paa ſtore Zræer er det for vidtloftigt

|
|

ig

8 Weewögwands Bille 28

Mlorſkabslesning, Oplysning og Husflid.

2. Aargang. Rjobenhavn.
Nr. 22. 2 ö 1875.

Hans Chriſtian
Anderſen.

A Bendix Hanſen.

e var ſaa
dejligt ude paa Landet;
det var Sommer, Kor⸗
net ſtod gult, Havren
grøn, Høet var reiſt i
Stakke nede i de gron⸗
ne Enge, og der gik
Storken paa ſine lan⸗
ge, rode Ben og ſnak⸗
fede egyptiſt, for det
Sprog havde han lært
af fin Moder, Rundt
om Ager og Eng var
der ſtore Skove, og
midt i Skoven dybe
Sger; jo der var rig⸗
tig nok dejligt der ude
paa Landet!“ — Ja

naar en Hiſtorie eller
et Wventyr begynder
ſaaledes, ſaa er man
ſtrag med, Ojnene
ſtraale, Munden ſmi⸗
ler; thi man ved, at
kun En kan fortælle faa
ledes, kun En kan i
ſaa fan og ſimple Ord

Vans Christian Andersen.

ES

give et klart og dejligt
Billede, og denne ene
er vor kjcere, gode, gam⸗
le Wventyrdigter H. C.
Anderſen; det ved et⸗
hvert Barn. Og det
der begynder ſaaledes?
Ja det er Wventyret
om „den grimme Wl⸗
ling“, der bøjede Ondt,
langt mere Ondt end
en Ælling kan udholde
og jaa — blev en
dejlig Svane; thi
„det gjør ikke noget at
være født i Andegaar⸗
den, naar man kun har
ligget i et Svaneceg!“
Og det er Digterens
eget Livs Wventyr,
fortalt paa hans ejen⸗
dommelige Maade i
forte klare Trek, og
hans dejlige Bog „Mit
Livs Wventyr“, ſom
jeg her vil fortælle lidt
af, er ikke andet, end
det ſamme Wventyr
fortalt paa en anden
Maade, men ikke min⸗
dre herligt og fortrin⸗
ligt.

Han blev født i Odenſe den 2den April 1805.
Hans Barndomshjem var en fattig lille Stue, indrettet
til Skomagerveerkſted for Faderen og uden andre Pry⸗
delſer end brogede Godtkjobsbilleder paa Væggene! men
Fader og Moder bøjede ſig lykſalige ned over Vuggen
og ſmilede til det lille Barn, der laa der, ſom en
Velſignelſe fra Himlen, ſom en lille Guds Engel, al
deres Saab og Glæde i Verden. Det var, ſom blev
det lyſere og højere i den lille Stue, og ſom om Kref⸗
terne voxede med Fremtidshaabet, og det var ſlet ikke
underligt; thi uſynlige for Menneſkeojne fvævede Lys⸗
verdenens megtige Aander omkring Vuggen og lagde
deres Gaver paa den, de Gaver, ſom han ſiden gjen⸗
nem Livets Kamp fkulde finde og lofte til Velſignelſe
for mange; thi Aanderne gjøre ingen Forſkjel paa
Fattigmands Stue og Kongens Slot. Han blev en
underlig Dreng, ſlet ikke ſom alle andre Born. Dag
efter Dag kunde han i lange Timer ſidde ſtille alene
derude i Gaarden med fin Moders Forklæde üdſpendt
over ſig ſom Telt og ſtirrende ind i den eneſte Stikkels⸗
barbufk, der ſtod der. For andre var der ikke andet
end nogle grønne Blade og Bær; men for ham var
der en hel Verden; hvert Blad og Kviſt, hvert Beer
og Straa, de klare Solſtraaler, den dybe Skygge, det
flyvende Inſekt, den krybende Orm, alt var for ham
ſom levende Væjener, kjcre Venner, ſom han forſtod,
og ſom forſtode ham. Jo der var rigtignok meget
at fe i den Stikkelsberbuſk for dem, der havde klare
Øjne, og det havde han. Andre Born forſtod han
ikke ret at lege med; men faa havde han fine Dukker;
dem ſyede han Klader til og ſyslede med, naar han
maatte blive inde, og da fik de ogſaa Liv og bleve hans
Venner. En Feſtdag var det, naar Faderen tog ham
med ud i Skoven. Da havde han faa travlt med den
Herlighed der omgav ham, at han glemte alt andet.
Imens ſad hans Fader ſtille og grundede over ſin
briſtede Ungdomsdrom, at komme i Latinſkole, lære
noget og blive til noget i Verden. Det var itte ſket,
fordi Ulykken havde ramt hans Forældre, der fra vel⸗
havende Bonderfolk vare blevne fattige Kjobſtadfolk,
og af, Faderen var bleven findsfvag. Derfor havde
han været nødt til at opgive Bogen og tage fat paa
Rispen og Sylen. Alt dette forſtod den lille Hans
Chriſtian ikke ret; kun naar Faderen tog ham i Favn
og fjærligt lagde fin Haand paa hans Hoved, mens
han ſagde ſtille og alvorligt: „Med Guds Hjælp ſkal
Du blive til noget, min Dreng!“ kun da fik han en
uklar Folelſe af, at noget trykkede hans Fader, og ſaa
ſporgende op til ham. 8

Moderen var dog hans bedſte Ven; thi hun forſtod
ham bedre end alle andre Menneſker. Hun vidſte, hvad
ſaa mangen ſiden hen glemte, at han fkulde udvikles
i Mildhed og Kjærlighed, og da hun bragte ham hen
til en „Leremor“, der ſkulde give ham hans forſte
Undervisning, ſagde hun derfor, at hun ikke maatte
ſlaa ham; thi faa ſkulde han ſtrax i en anden Skole.

210

Dette kunde gamle Leœremor ikke lade være med; men
ſaaſnart Hans Chriſtian havde faaet et Slag, reiſte
han ſig og lob hjem, og Moderen holdt Ord; han
kom i en anden Skole.

En Aften kom han i Theatret og jaa Komedie.
Det var Holbergs politiſke Kandeſtober overſat paa Tydſt
og bearbejdet ſom Opera; men han forſtod det alligevel
meget godt paa fin Maade, og fra den Stund, gabnede
der fig en ny Verden for ham; nu maatte hans Dukker
ſpille Komedie, og det var mærfværdigt, ſom de kunde.
Da han ikke oftere kunde komme paa Komedie, jan
gjorde han fig jaa gode Venner med Plakatbereren,
at han hver Dag fil en Plakat, og ſaa kunde han
efter Stykkets Navn og Perſoner ſidde og tenke ſig
hele Komedien.

Han fang ualmindeligt ſmukt, og han fang gjerne.
Der blev lagt Merke dertil, og han horte at der blev ſagt:
„Han gjor nok en Gang ſin Lykke med den Sang⸗
ſtemme!“ Det grundede han over; thi han kunde ikke
forſtaa, Hvordan det ffulde gaa til. Da horte han
fortælle, at lige neden under Odenſe laa det ſtore King
med alle ſine uendelige Rigdomme, og ſaa forſtod han
det. En mægtig kineſiſk Prins kunde maaſke høre og
finde Behag i hans Sang, og jaa kom han nok op af
Jorden og gjorde hans Lykke. J den Tanke ſang han
højere; men der kom ingen kineſiſk Prins.

Han kunde ikke alene fremſige udenad ſtore Stykker
af Komedier og andre Digterværfer; men han kunde
ogſaa ſelv ſkrive Komedier. Den forſte, han ſkrev,
kaldte han „Abor og Elvira“, men da Nabokonen,
hvem han forelceſte den, ſagde, at den hellere maatte
hedde „Aborre og Torſk“ beklagede han ſig derover til
ſin Moder, der troſtede ham med, at det ſkulde han
ikke bryde ſig om, for det ſagde Nabokonen blot, fordi
hendes Son ikke kunde lave en ſaadan Komedie, og
dermed var han tilfreds.

J en anden Komedie vilde han lade en Konge
optræde; men da han ikke vidſte, hvordan et ſaa op⸗
hojet Menneſke talte og forgjcves ſogte Oplysning
derom hos fin Moder, fandt han ſelv paa Raad og
ſammenſatte efter en Ordbog med Overſettelſer i frem⸗
mede Sprog Kongens Lale af danſke, tydſke, engelſke og
franſke Ord. Det, mente han, var et kongeligt Sprog.

Drengen vakte Opmerkſomhed. Flere af de finere
Familier i Odenſe interesſerede ſig for ham og lode
ham ofte komme til ſig; men Gadedrengene vare efter
ham og forfulgte ham med Raabet: „Komedieſkriveren!
der lober Komedieſkriveren!“ Som en vildſom, jaget
Fugl ſkyndte han ſig da hjem, krob ſammen i en Krog,
græd og bad til den gode Gud.

Da han ſkulde konfirmeres, bleve hans afdøde Faders
Klader omſyede til ham, og — hvad der glædede ham
meſt — han fif for forſte Gang nye Støvler med
Skafter. For at alle Folk ſkulde je disſe, trak han
dem udenom Benkladerne, og da han gik op ad Kirke⸗
gulvet knirkede Stovlerne, og det frydede ham ret; thi

Biz ; 211

nu kunde dog alle hore, at de virkelig vare ny; men
da disſe Tanker forſtyrrede hans Andagt, bad han til
Gud af ſit ganſke Hjerte om Forladelſe derfor.

„Hvad ſkal der nu blive af Dig?“ hed det.

„Kunde vi bare faa ham paa en Skriverſtue her
i Byen!” ſagde den gamle, fjærlige Farmor, „det var
dog noget fint, og det har Hans Chriſtian Tanke til.“

„Nej, han fkal være Skreder!“ ſagde Moderen.
„Kan han blive en Skreder ſom Dickmann, jaa for⸗
langer jeg ikke finere. Han boer i Korsgade, har ſtore
Ruder i Vinduerne og Svende paa Bordet; ja kunde
Du bare blive en af dem.“

Men det vilde Hans Chriſtian ikke. Han havde
talt ſine Sparepenge; der var hele 13 Rigsdaler. Det
var mange Penge, og det gav ham noget at tænfe
paa.
benhavn.

„Og hvad ſkal der blive af Dig der?“ ſpurgte
Moderen.

„Jeg vil være berømt!” ſparede han. „Man gaar
farſt jaa gruelig meget igjennem og faa — bliver man
berømt!”

Derom vilde Moderen intet høre; men han græd
og bad, ſom om det var en Livsjag og lod hende ingen
Ro. Da ſendte hun Bud efter en klog Kone, der
ſpaaede i Kort og Kaffegrums og efter omhyggelig
Granſkning, udbrod hun:

„Hendes Son bliver en ſtor Mand; til re for
ham ſkal en Gang Odenſe By blive illumineret!“

Moderen græd ved Tanken om denne Storhed, og
jaa fik han Lov til at rejſe med fine 13 Rdlr.

Der var Uro i Kjøbenhavn i de Dage, der var
ſtore ſtojende Oplob i Gaderne; thi det var i Jode⸗
fejdens Tid; men derover undrede Hans Chriſtian fig
ſlet ikke; ſaaledes havde han juſt tænkt, at det maatte
være.

Han havde et Anbefalingsbrev med til den bekjendte
Danſerinde Madam Schall, og til hende henvendte han
lig da forſt. Forend han ringede paa, fnælede han
for hendes Dor og bad til Gud om Hjælp og Beſkyt⸗
telſe. Saa kom han ind og bad hende om at hjælpe
ham til Theatret, og da hun ſpurgte, hvad han kunde
udføre, traf han fine Støvler af, ſang, danſede og
ſpillede Komedie, jaa hun troede, han var gal og ſorgede
for ſnareſt muligt at faa ham paa Doren.

Hos Theaterchefen, til hvem han derpaa henvendte
fig, fik han det Svar, at man kun antog dannede
Menneſker.

Han Drev nu omkring et Par Dage; men da hans
Penge omtrent vare fortærede, og han forgjcves havde
prøvet paa at finde fig tilrette ſom Snedkerleerling
(han kunde ikke udholde Svendenes utugtige Snak)
var der ikke andet for, end ſe at komme tilbage til
Fyn ſnareſt muligt. -

I en ulykkelig Sindsſtemning, halv fortvivlet, gik
han omkring i Gaderne, Da faldt det ham pludſeligt

Han vilde til Theatret, det ſtore Theater i Kjo⸗

ind, at der var en italienſk Sanglarer ved det Kgl.
Theater, ſom hed Siboni, og ſom den Skibbrudne
klynger fig til et Halmſtraa, klyngede han ſig til dette
Navn og opſogte ſtrar hans Bopæl. Nu traf det ſig,
at der juſt var ſtort Middagsſelſkab hos Siboni; der
var den berømte Komponiſt Weyſe, Digteren Baggeſen
og flere betydelige Mænd. Til Jomfruen, der aabnede
Doren, fortalte Anderſen ikke blot fit Wrinde, men
hele fin Livshiſtorie, og hun gik ind og gjentog det for
hele Selſkabet, og faa kom han ind. Han maatte
baade ſynge og fremſige Stykker af Digterverker, og
alle horte til med Opmeerrkſomhed.

„Jeg forudſiger, at der en Gang bliver Noget af
ham; men bliv nu ikke forfængelig, naar hele Publikum
tilſubler Dig Bifald!“ ſagde Baggeſen, og disſe Ord
gjorde Drengen godt. ; i

Siboni lovede at tage fig af ham og uddanne
hans Stemme og mente, at han nok en Gang kunde
komme til at optræde paa det kgl. Theater. 5

Det var det forſte Lysglimt, og han gik bort med
Taarer i Ojnene og Jubel i ſit Hjerte.

Neſte Dag gik han hen til Weyſe, og han, der
ſelv havde været en fattig Dreng, havde fattet hans
Trang og benyttet fig af Ojeblikkets Stemning til at
indſamle hos Selſkabet til ham, og det blev en Sum
af 70 Rdlr. Derfor ſik Anderſen nu den glædelige
Efterretning, at han hver Maaned kunde hente 10 Rdlr. h
Foden vilde Siboni give ham.

Nu øvede han fig i Sang og var lykkelig en Tid.
Da ramtes han pludſelig af en forfærdelig Ulykke:
han miſtede fin. kjonne Sangſtemme. Den var i Over:
gang; han havde i den Tid gaaet med hullede Støvler
og vaade Fodder, og det var ſagtens Aarſagen til, at
den nu gik bort.

Men atter kom der Hjælp. Digteren Guldberg,
Weyſe, Kuhlau og flere toge fig af ham, lode ham
faa nogen Undervisning og ſorgede for, at han blev
Elev ved Theatrets Kor og Danſeſkole; thi man haabede,
at hans Stemme atter vilde fomme.

Endnu var det kun Theatret, der vinkede ham;
men da ffete der en Begivenhed, der gav hans Tanker
en ganſke anden Retning og et Stød fremad mod hans
ukjendte Maal.

Han havde ſtiftet Bekjendtſkab med Digteren
Rahbek og dennes elſkelige Huſtru Kamma, der
boede pan „Bakkehuſet“ ved Frederiksberg. Rahbek
brød ſig ikke ſtort om ham; men Kamma, der havde
en forunderlig Evne til at ſpore al aandelig Begavelſe
og træffe den frem, tog fig af ham, og horte med
Opmeerkſomhed hans underlige umodne Forſog i Digte⸗
kunſten, hvori han driſtigt indflettede ſtore Stykker af
Ohlenſchleeger og Ingemann. Nu hændte det fig en
Dag, da han traf hende i Haven, at hun rakte ham
en Haandfuld Roſer, ſom hun bad ham bringe ind til
en Dame, de begge kjendte, idet hun tilføjede: „Det vil viſt
glæde hende at modtage dem af en ung Digters Haand!“

212

Digter! Han en ung Digter! Det Ord flog
ned i hans Sjæl og tændte ſom et Lyn. I dette
Ojeblik klaredes det for ham, hvad han vilde: han
vilde vœre Digter!

Strax tog han fat og ſkrev, ikke ſom for, blot
ſom en Leg til Afvexling med Dukketheatret, ſom han
endnu legede med, men i fuldt Alvor, med Haab og
Tro ad den Vej at bryde fig en Bane og naa ſit Maal.

Han indleverede en Komedie til det kgl. Theater;
men fik den tilbage med den Bemeerkning, at man ikke
onſkede flere Arbejder, der ſom dettes forraadte Mangel
paa al elementær Dannelſe, og ſamtidig affkedigedes
han fra Theatrets Kor og Danſeſkole. Nu kunde dette
dog ikke kue ham; thi han havde følt fit Kald og havde
Tro pan det, og derfor ſkrev han ſtrax et nyt Stykke
og indleverede ogſaa dette. 2

Naturligvis blev det forkaſtet; men en af de Mænd,
der var Medlem af Theatrets Beſtyrelſe, havde faaet
Oje for, at det i al fin Umodenhed røbede en ſjelden
ejendommelig Begavelſe, og havde derfor faaet Inter⸗
esſe for den unge Digter, Denne Mand var den ædle
Konferentsraad Jonas Collin, en af Danmarks
meſt fortjente Mænd. Anderſen blev nu faldt op til
Beſtyrelſen, og der fik han det Svar, at om end
Stykket blev forkaſtet, havde man dog fundet ſaa mange
Guldkorn i det, at man haabede, at han en Gang
vilde kunne naa til at ſtrive Komedier, ſom vare ver⸗
dige til at opføres. Derfor havde Collin henvendt ſig
til Kongen og udvirket, at der blev udbetalt ham af
Finantskasſen en aarlig Sum, hvorfor han kunde faa
Ophold og Undervisning paa Slagelſe Latinſkole.

Det var rigtignok en uventet Overraſkelſe; Frem⸗
tiden begyndte at dages, det Vorſte var overſtaget!

Med for ſte Poſt afgik han til Slagelſe. Collin
var hans Formynder; men han blev ham ſom en
kjerlig Fader. J Odenſe begyndte man at gjore ſtore
Øjne, og hans Moder ſtyrkedes i fin Tro paa den kloge
Kones Spaadom.

For ſaa vidt var nu alt godt.
ydre uheldige Livsforhold var omtrent overſtaaet; men
ſterkere og ftærfere begyndte den aandelige Kamp for

at naa frem til Klarhed. og faa Lov til at ftrø den

velſignelſesrige Sed.

Det er jo ſaa i Verden, at den ſtore "aandelige
Begavelſe maa arbejde fig frem ved egen Hjælp i
Modſtrid med det allerede anerkjendte, fordi den kommer
ſom noget ejendommeligt og nyt, der ikke kan dommes
efter andres Maal, men fun. efter fit eget. J ſin Higen
efter Klarhed bliver den jan ikke kjarligt hjulpet frem,
men møder Modſtand og bliver misforſtaaet, haanet
og beſpottet. Det er „Wrens Tornevej“.

J fin Skoletid ſad han ikke ørfesløs og drømte;
nej han arbejdede med Alvor og Jver for at erhverve
ſig den Dannelſe og de Kundſtaber, der kunde gjore
ham dygtig til hans ſtore Kald, og han vandt ogſaa
hurtigt fremad. At der boede noget ejendommelig ſtort,

Kampen mod de

noget genialt, i ham, det faa og erkjendte alle; men
hvad det var, det forſtod ingen, ej en Gang han ſelv,
og denne Uklarhed blev ham en Kilde til ſtadig Sorg
og Pine. Hans Aandslivlighed, hans barnlige Aaben⸗
hed og Renhed, og fremfor alt hans varme Hjerte og
ſjelelige Folſomhed, der vare naturlige og ſande Attrin⸗
ger af hans Perſonlighed, blev faa grundig misforſtaget,
at man mente, de vare Hindringer for hans Udvikling,
og derfor trængte han til at herdes.

i „Han er for ſtor og aparte, og faa ffal han nofles!“
hedder det i „den grimme Wlling”, og noflet blev han
fra alle Kanter og paa mange Maader. Det regnede
ned over ham med Rettelſer og Spot, ſom ramte ham
lige i Hjertet, beſtandig foreholdtes ham hans Gjæld
til ſine Venner, alt hvad han gjorde, var ſlet, og han
blev endog udſkjceldt for dum. Han havde Tro og
Tillid til Menneſkene, blev derfor mismodig og forknyt,
tvivlede ſtundom paa fit Kald og fine Kræfter, og græd
mangen Gang i Stilhed Sorgens bittre Taarer. Hans
Moder havde fattet, at han burde behandles med Kjær:
lighed: og Mildhed; thi hun havde fornummet hans
dybe Trang; men hvordan han blev behandlet, det
kunne vi høre i „den grimme ling”, hvor en af
hans Venner taler, og ſaaledes talte de alle:

„Ja, forſtaa vi Dig ikke, hvem ſkulde da forſtaa
Dig? Du vil dog vel ikke være klogere end Katten
og Konen, for ikke at nævne mig! Skab Dig ikke
Barn, og tak Du Din Skaber for alt det gode, man
har gjort Dig! Er Du ikke kommen i en varm Stue
og har en Omgang, Du kan lære noget af? Men Du
er et Vrøvl, og det er ikke morſomt at omgaaes Dig.
Mig kan Du tro; jeg mener Dig det godt; jeg ſiger
Dig Übehageligheder, og derpaa ſkal man fjende ſine
ſande Venner.“

Og naar Vennerne vare ſaaledes, hvordan maatte
jaa ikke hans Fjender være! J fin Skoletid digtede
han kun ſjeldent og vandt heller ingen Harder derved.
Selv for det nu jan almindelig kjendte og yndede lille
Digt, „Det døende Barn“ (Moder jeg er træt nu vil
jeg ſove oſv.), maatte han høre ondt. Dog — ſom
det er Vorherre, der ſender de ſtore Aander, ſaa er det
og ham, der fører dem frem til Sejr. j

Og fremad gik det. Han blev Student, begyndte
at udſende fine prægtige Digterværfer og vandt Aner⸗
kjendelſe, ikke blot herhjemme, hvor mange endnu ved⸗
blev at ſpotte over ham, men iſcr i fremmede Lande,
i England og Tydſkland. Det var forſt, da han kom
paa Udenlandsrejſe, at hans Begavelſe ret brod frem, og
det er ſlet ikke ſaa underligt; thi Livet og Naturen,
det er den Kilde, ſom alle gode Digtere maa øje af.
Som et Exempel paa, hvor onde Folk endnu vare
imod ham, kan det anfores, at da han var kommen til

Paris og lengtes meget efter et kjerligt Ord hjemme

fra, fif han endelig et tykt, ſtort, ufrankeret Brev, ſom
fik hans Hjerte til at banke af glade Forventninger,
og ſaa indeholdt det ikke andet end en kjobenhavnſt

Avis med et hæsligt Smædedigt over ham; det var
hjertelsſt! Staorſt Lykke gjorde hans ſtorre Fortællinger:
„Improviſatoren“, „Kun en Spillemand“, og „O. T.“;
men var han nu end en betydelig Digter, ſaa var han
dog langt fra, hvad han ſiden ſkulde blive: hele Folkets
Nndling; thi endnu havde han ikke ret fundet fig ſelv
i fin ejendommelige Begavelſe ſom Wventyrdigter;
det var det dybeſte i hans Sjæl, og det laa endnu og
drømte og ventede efter at komme frem. Det fkete
forſt neſten ligeſom ganfke tilfældigt, idet Anderſen
udgav et Par Wypentyr, og de, der lagde Merk dertil,
ſagde, at det var et Tilbageſkridt, han ſkulde holde fig
til Romanerne; men da der nu en Gang var bleven
aabnet for Strømmen, faa ſprang den frem af fig ſelv
og tumlede fig i en elffværdig Leg mellem Blomſter
og Græs i det ſtraalende Solſkin; den var jaa uendelig
dyb og klar og dog faa barnlig uſkyldig og fuld af
ſmittende Munterhed, at Unge og Gamle, Rige og Fattige
ſtandſede og lyttede med Smil paa Kind. Og langt,
langt ud over Danmarks Grænjer, langt ud i Verden,
rundt omkring Jorden, ſlyngede fig Wventyrets blin⸗
kende Strom, og inden Digteren anede det, var han
kjendt og elſket jaa vide om Jord, ſom ingen anden
Digter. Og Tiderne bleve lyſe, Konger og Fattigfolk
hædrede ham! Nu forſtod man hele hans meerkelige
Perſonlighed: Juſt ſaaledes og ikke anderledes maatte han
være, han ſom var „Wventyrets Konge”. Han var
uudtommelig paa Wventyr og Hiſtorier, men han drog
ogſaa ud paa lange Rejſer for at hente dem; thi
Jorden er ſtor og for ham, der kan lave et morſomt
Wventyr om den mindſte Pind, for ham var der jaa
uendelig meget dejligt at je, ſelb der, hvor Andre kun
jaa grønt i grønt lige ſom i Stikkelsbeerbuſken, kunde
der for ham være en hel Verden.

Og den kloge Kones Spaadom gik i Opfyldelſe:
Han var nu bleven en ſtor Mand, og til Wre for
ham blev Odenſe By illumineret, man udnævnte ham
til Wresborger, gjorde en glimrende Feſt for ham og
alle Hjerter jublede ham imøde; men den Dag oplevede
hans Moder ikke, hun var allerede for længe ſiden død.

„Man bliver bedre, naar man læjer Anderſens
Woentyr og Hiſtorier“, ſiger man, og er det Sandhed,
at god Omgang gjor Menneſket bedre, ſaa faar ogſaa
dette Ord Lov til at ſtaa ved Magt; thi det er en
god Aand, der møder os i disſe Wventyr, det er Sand⸗
hedens, Skjenhedens og Storhedens Aand. Livets
Dybe Sandheder tegner han jaa klart i det ſmaa, at
vi tydeligt kunne ſe og meerke, at de arbejde trindt
omkring os og i os, og derved hjælper han til at
vokke de ſlumrende Kræfter, klare Menneſkelivet og
bortjage den Nattetaage, der ſom et knugende Jadakke
lukker for Solen og Livet.

„Anderſens Æventyr og Hiſtorier!“ Ja hvem
fjender ikke dem! Naar der kommer nye Læjebøger
til den gamle forfaldne Skole derovre i Jylland, ler

%

Faeerden og høre efter,

913

begynder Børnene ſtrax at blade dem hurtigt igjennem.
Af og til lyder et Jubelraab: „O, her er et Wventyr
af Anderſen!“ — „Her er et igjen!” — „Og her er
atter et!“ Og det er umuligt for Læreren at faa Ro,
umuligt at faa begyndt en adſtadig Gjennemleesning
af Læjebogen, førend han har lovet at læje alt, hvad
der er af Anderſen. Og der gaar et Lyaffjær hen
over Lærerens Anſigt, mens han leſer, og Lysſkjeret
ſtraaler i Børnenes Øjne, ftærfere og ſteerkere breder
det fig. De glemmer alt, de leve kun i Wventyret.
Nogle ſidde ſtille og drommende paa deres Plads,
medens de driſtige Drenge uvilkaarligt klattre op
paa Bænfe og Borde, og Pigerne lifte fig langſomt
hen imod Læreren, hvor de ſidde og ſtaa ui broget
Uorden; men alle leve i en Tanke, alle Hjerter ſlaa i
et Slag! Svilket lyſende Solſkin i den gamle, fattige
Skole!

Og om Aftenen, naar Lampen er tændt og Ilden
knittrer lyſtigt i Kakkelobnen, medens Stormen tuder
i Skorſtenen og ſlynger Sneen mod Ruden, tager Fader
Bogen ned af Hylden og begynder at læje. Og hvilfen
Stilhed, hvilken Glæde og hjertelig Latter! Vinteren
er glemt, der er Vaarliv derinde. Selv Niels, den
dorſke Niels, der ligger og ſnuer paa Slagbenken, lofter
ſig op og lytter med et bredt Smil. Og ſtakkels

Mariane, ſom altid er ſaa ſur og hellig, at hun ingen

Glæde og Bøger kan taale, „fordi det er Ugudelighed“,
ſiger hun, ſelv hun ſmittes af Glæden og maa ind⸗
romme, at „der dog virkelig intet ondt er deri!“

Hundreder af Mile inde i Amerika, derude i det
fjerne Veſten, ſom man kalder det, hvor den fjælke
Nybygger tømrer fig et Hus og arbejder for at ſkabe
ſig et Hjem, — fjernt, fjernt fra det velſignede Dan⸗
mark — hvor Indianeren færdes og Baoflerne farer
over Sletten, ogſaa derhen nager den glimrende Strom
af Anderſens Wventyr; der er den Banebryder. Den
lille enſomme Nybyggerfamilie, Fader, Moder og Bor⸗
nene ſamles om Sondagen i en feſtlig Kreds. Forſt
tages Bibelen frem, og bagefter kommer Anderſens
Eventyr. Det er ſom en venlig Hilſen hjemmefra.
Den kommer med godt Mod; den giver Haab og Tro
til Fremtiden, den giver Kjærlighed til alt; man er
ikke længere ene; hver Blomſt, hvert Straa, hver lille
Stjerne og flyvende Sky faar Roſt og nikker ſmilende
og opmuntrende til dem, og ſtyrket tager man atter
fat paa fit Arbejde.

Ja rundt om Jorden flynger fig den dybe glim⸗
rende Strøm! Til det brogede Kina, det vilde Arabien
og det rige og dog jaa fattige Indien. De engeljfe
Misſioncerer, ſterke i Troen, ſtore i Opoffrelſer, for⸗
kynde med utrættelig Iver det glade Budſkab om
Frelſen i Jeſus Kriſtus; men de ſtakkels forblindede
Hedninger fatte ikke Evangeliets Hemmeligheder, de
have ikke en Gang Tid til at ſtandſe deres travle
og alt Arbejde ſynes ſpildt.

-

214 É

J deres Nød og Vaande gribes Misſioncrerne af en
Tanke: de begynde at fortælle Anderſens Wventyr
og fe! Store Skarer ſamles omkring dem, de lytte
ſom Born, de græde og ſmile ſom Born, og nu faar
de Øre og Hjerte for Evangeliet om Barnet i Krybben
og Englenes Sang. Anderſens Wventyr bane Vej
for Evangeliet! Noget ſtorre og højere kan ikke udſiges
om et Digterveerk! 3

Og nu i Dag, den 2den April, da Susvennen
udſendes over Danmarks Land til alle ſine Venner,
i Dag fejrer den gamle elſkede Digter fin halvfjerdſinds⸗
tyvende Fodſelsdag. Vi tænfe, han fidder derovre i
Kjøbenhavn lykkelig og glad, ſom vi helſt ville tenke
os ham, ſkuende med Undren og Tak tilbage paa
fit ſtore Livscventyr, der begyndte med en fattig
lille Skomagerſon og nu er naget til en verdens⸗
beromt Konferentsraad, for hvem elſket og kjendt er

det ſamme, modtagende gode Venners Lykonſkninger

og Gaver. En Hadersgave fra hele Folket, fattige
og rige, ſmaa og ſtore, vil ogſaa blive bragt ham, idet

der, ſom bekjendt, vil blive rejſt en Billedſtotte af ham

i Roſenborg Have og oprettet et Bornehjem, ſom ſkal
bære hans Navn. Men alle vi ſmaa, vi ſom holde
os til „Husvennen“, vi ville ogſaa i Dag igjennem
dette Blad bringe ham vor inderligſte Tak for alt, hvad
godt og glædeligt han har ſkenket os og onfke ham
Guds Velſignelſe, Fred og Glæde paa fine gamle Dage,
vor fjære, gode Digter!

Husflid.

I Forbindelſe med den 13de Landmandsforſamlings

Produktudſtilling vil der i Viborg i de ſidſte Dage
af Juni og de ſorſte af Juli finde en Husflidsud⸗
ſtilling med Pramiefordeling Sted, ſom ſikkert vil blive
af uſeædvanlig Interesſe. Udſtillingsſtedet ligger ikke
alene midt i Jylland, men tillige i Midten af en fra
Arilds Tid meget husflittig Egn. Udſtillingen vil
derhos kunne vente en ſtor Tilſlutning fra alle Lands⸗
dele, da der nu overalt er vakt en ikke ringe Interesſe
for Husflidsſagens Fremme. Man tor da paa For⸗
haand haabe, at Husflidsafdelingen ved den 13de
Landmandsforſamling vil blive den meſt omfattende
og fuldſteendige, der hidtil er fremkommet i vort
Land. Da det er af Vigtighed, at Husflidsdyrkere
i Tide, inden Vinteren ſlutter, erindres om denne Ud⸗
ſtilling, ſtulle vi allerede nu, efter Anmodning af
„Danſt Husflidsſelſkab“, foreløbigt henlede vore Læteres
Opmeerkſomhed paa, at Enhver, ſom vil deltage i Ud⸗
ſtillingen, maa være betænft pan at anmelde Udſtillings⸗
gienſtandene inden Udgangen af April. Enhver, hvem
Susflidsjagens Fremme liggger paa Sinde, bedes gjøre
Sit til, at Udſtillingen kan blive jaa interesſant og
Aer ſom muligt; idet den vil blive beſogt af
Zufinder af Landboere fra alle Landets Egne, vil den
kunne give et betydeligt Bidrag til, at Interesſen for
denne vigtige Sag udbreder ſig mere og mere, og for

at bidrage vort dertil meddele vi herved de ſerlige

Beſtemmelſer ſom ere givne for Udſtillingens Husflids⸗
afdeling.

Udſtilling af Husflidsprodukter i Viborg.

Hertil henregnes Gjenſtande, der ere udførte ſom
Bierhverv af Mænd eller Kvinder, hvis Sovedbejtjæj:
tigelſe er af en anden Art, eller af Born eller gamle
og ſpagelige Perſoner. For, at Haandvarkeres og
Fabrikanters Produkter kunne udſtilles under denne
Hovedafdeling, maa en væjentlig Del af Fabrikatet
være udført ved Husflid.

Aumeldelſerne ſke i 2 Exemplarer paa dertil trykte
Blanketter, ſom kunne faaes frit hos de Mænd, der
i hver Kjobſtad have paataget ſig Landmandsforſam⸗
lingens Interesſe. Disſe Anmeldelſer ſkulle være ind⸗
komne til i Sefretær inden
Iſte Maj, og maa indeholde plysning om Udſtil⸗
lerens Alder og Livsſtilling, om den eller de anmeldte
Gjenſtande ere tilvirkede af Udſtilleren eller ved Med⸗
virkning af Andre og da i hvilken Udſtrokning, ligeſom
ſaavidt muligt Oplysning om, hvor lang Tid Üdſtilleren
har anvendt paa Tilvirkningen, om Storrelſen af
Udgifterne til Materialier og Hjælp ved Tilvirkningen,
den daglige Arbejdsfortjeneſte, Salgspriſen paa de ud⸗
ſtillede Gjenſtande og ſluttelig om, hvor ſtor en Del
af Aaret Forholdene tillade Üdſtilleren at anvende pan
Husflidsarbejde.

Adresſen for de Husflidsprodukter, ſom ſendes til
Udſtillingen, er: „Til Komiteen for Udſtillingen af
Husflidsprodukter i Viborg“.

Gjenſtandenes Indlevering til Komiteen ſkal være
ſket inden 23de Juni. Ved Husflidsprodukternes Ind⸗
ſendelſe maa der ſamtidigt med disſe ſendes en til
Komiteen ſtilet rige örklering fra en paalidelig
Mand angagende Udftillerens e om hans Ud⸗
ſtillingsprodukt, og i forekommende Tilfelde angagende
den Indflydelſe, ÜUdſtilleren har havt paa Husflidens
Üdbredelſe i fin Egn. ?

Bedommelſen finder Sted den 2896 Juni. Ud:
faldet af Bedommelſen bekjendtgjores paa Udſtillingens
forſte Dag ved paahengte Praæmieſedler. Tiden for
Praœmieuddelingen vil nærmere blive beſtemt.

Ved Bedommelſen af de üdſtillede Gjenſtande vil
der vere ikke blot at tage Henſyn til god og ſmuk
Udforelſe, men ogſaa til den Flid og Omtanke, der er
udfoldet med Henſyn til Benyttelſe af Tid og Materialier.

Som Pramier vil der blive uddelt indtil 5 Solv⸗
medailler og 5 Broncemedailler, men ved Siden deraf
ſtilles der pur indenlandſke Husflidsprodukter et Beløb
af 400 Kroner til Dommerkomiteens Raadighed til

Opmuntringsprœmier paa 40, 20 og 10 Kroner, til

Uddeling efter Dommernes Skjon.

i Reb Opſtillingen ville Sagerne blive ordnede efter
følgende Klasfer: É
Klasſe 1. Arbejder af Tro og Vidzer ſaaſom Verktoj⸗
ſkafter, Skovle, Kornſkuffer, Truge, Zræffo,
Skeer, Klemmer, Kurve, Spaanſenge o. desl.
Arbejder af Siv og Straa, ſaaſom Gulv⸗
maatter, Sivſko, Tekkeſimer, Straafletnings⸗
arbejder, Straahatte o. desl.

Arbejder af Affald, ſaaſom Reb eller Tojr
af Haar, Borſter, Liſteſko, Liftetæpper, Klude⸗
tæpper o. desl. i

Spundne og vævede Arbejder af Uld,
Sør og Blaar, hjemmegjorte Tojer ſaaſom

Vadmel, Hvergarn, Gulvtæpper, Lærred,
Dynevaar o. desl.

Klasſe 5. Strikkede Arbejder af Uld eller Bomuld,
haklede, kniplede og filerede Sager, desuden
alle Arter af Net, Garn o. desl. 8

6
hvad der horer under Kl. 9).

7. Forſfkjellige Arbejder, ſaaſom kunſtige Blomſter

af Fjer, Papir, Fiſkeſtcel, Haararbejde o. desl.

— S. Arbejder fra Haandgjerningsſkoler for Drenge.

9. Arbejder fra Haandgjerningsſfkoler for Piger.

Bognyt.

Billed⸗ABC og Laſebog for Smaaborn af
Emil Souter og P. A. Holm er Zitlen paa en lille
Bog, ſom vi ville tilraade Forældre at give deres
Smaaborn i Haanden naar de ſkulle begynde at „lere

at læje”. Vi have en Masſe pderſt flette Abece'er,

ſlet ſkreune og ordnede og ſlet trykte og udſtyrede.
Denne Abece danner en ſmuk Modſctning til ſaadanne.
Udſtyrelſen er meget ſmuk, og Indholdet jaa fortrinligt
tiltalende barnligt og foedrelandſk, ſom man kan vente
det af de to dygtige praktiſke Skolemend ſom have
udgivet den.

Hans Jorgens og Abelones mærkværdige Hendelſer
i Kjøbenhavn.
Af Emanuel Henningſen.

— —

1

Nær Uldbjerg Hede laa et Hus

Helt godt i Læ for Vindens Sus,
Der ind fra Veſterhavet ſtryger

Med Regnens Plaſk og Sneens Byger.
Her levede et nojſomt Liv 5
Hans Jorgen og hans gamle Viv

J mange Aar tilfreds og rolig;

Thi om end deres lille Bolig

Var ſimpel nok, og Brødet ſmaat,
Saa fandt de dog, at alt var godt.

Det var en dejlig Sommerdag,

Da Hedelcerkens muntre Slag

Med Sjejlens Fløjten lod fig høre

Og frydede de Gamles Øre;

Nu Heden ſtod i Sommerdragt,
Udfoldende fin Blomſterpragt,

Blaat Havet laa bag Klit mod Norden
Og blaat var Vandet ſyd i Fjorden.
Ved Huſets Dor Hans Jorgen ſad

Og ſpiſte paa ſin Mellemmad, 5
Imens den travle Abelone

— Saa hed Hans Jørgens gamle Kone —
Ved Siden ſad og Rokken brev,

Da kom med eet et Pengebrev,

Som var til Manden adresſeret;

Han blev en Smule altereret;

Thi aldrig det fig fordum hændte,

At nogen Penge til ham ſendte,

Syede og broderede Arbejder (undtagen |

Men da de forſt fik fat paa Brevet,
De faa”, det var af Sonnen ſkrevet.

Som Garder Jens — ſaa var hans Navr —

Var draget bort til Kjobenhavn,
Endnu han ej var vendt tilbage;
Thi Lykken gav ham gode Dage,
Den ſkjcenkte ham en Huſtru ſod
Og jaa en Gaard ved Hillerød.

Nu ſkrey han, at de maatte tro,
Han havde hverken Rift og Ro
For han dem begge jaa i Gaarden,
Hvor Lykken var ham vel beſkaaren.
„Lad je”, ſaaledes lød hans Ord,
„J derfor ſnareſt gaar om Bord
Og med „Diana“ taber her øfter
Til Kjøbenhavn, J jer forlyſter
En halv Dags Tid i Kongens By
— Slet ingen er faa pæn i Thy —
Mod Aften J med Banen nor,“)
Der forer op til Helſingor,

„ Kan tabe hertil; jer alt imens
Med Leengſel venter

eders Jens.“

„Hm, ja; hvad mener Du min Kone?“
Saa ſpurgte Hans ſin Abelone.

Skal nu afſted vi gamle to,“

Hvad heller blive her i Ro?“

Da torte hun lidt vaadt af Øjet

Og ſagde: „Nej, hvis Du fornojet
Mig nu vil ſe, min gamle Hans,

Saa lad os drage uden Lands

Og bitte Jens med Kone gjaſte,

Jeg ſkjonner nok, det er det bedſte.

Vi er jo gamle begge to
Og putter os vel knap““) til Ro,

Det kunde dog endnu mig hue

Vor bitte Jens en Gang at ſkue“. —
— „Top“, ſpared Hans, „det er et Ord,
J Morgen gange vi om Bord!“

Som ſagt, ſaa gjort, en Morgenſtund
Man Parret fad i Aggerſund
eg ſnart de „Ornens“ Dakk beſteg,
Skjondt gengſtelig de begge keg
Til Skorſtenspiben, hvor med Ilen
Vanddampen buldred i Ventilen. 5
Snart gled de raſk ad Fjorden ned;
Seiladſen ganfke godt de led;
Thi Farten var jaa ſtot og rolig,
At ſnart med den de bler fortrolig.
Ved Aalborg ſtandſed „Ornen“ brat,
Snart havde begge den. forladt,
Sig givet i „Dianas“ Favn,
Der ferdig laa til Kjøbenhavn,
Og i den ſtille Sommernat
De damped over Kattegat.
Den næfte Dag ved Morgengry
Da dukked frem den ſtore By.
„Se ſaa, min gamle Abelone“,

) Nord paa.
) Snart.

216

Hans Jargen ſagde til fin Kone,
„Nu er vi ſnart ved Rejſens Ende.
Hor, bitte Lone, ſe en Kjende
Paa dette herſens Batteri,

For Du maa vide, indeni,

Er der en far⸗
lig Hob Ka⸗
noner;

Se, det er Feſſt⸗
ningen Tre⸗
kroner.“

Mens jaa de
ſtod og faa
ſig om,

De ſnart til
Kveeſthus⸗
broen kom,

Og undrende
de nu fik Oje

Paa Bygnin⸗
ger, ſaa ſto⸗
re, bøje,

At de blev
ganſke angſt
derved,

At nogle ſkulde
falde ned.
Dog ſnart de
var med dem

fortroli

Og vandred
op ad Gaden
rolig;

De kunde ikke
ſe ſig met,

Skjondt Foden
ſnart blev
Im og træt.

Tilſidſt i Frede⸗
riksbergAllee

Et ſalſomt
Syn de fik
at ſe:

Tiltrædende Holdere af Husvennen

gjeres opmarkſom paa, at Husvennens forſte Aargang kan faas
fuldſtendig gjennem enhver Boghandel, heftet iſmukt Billed⸗
omſlag for 3 Kr.
let ſmagfuldt Bind med forgyldt rod Schirtingsr

for 4 Kr. (2 Rd) 5 Se

Enkelte Fjerdingaar af Aargangen (undtagen Jan. Fierd.
1874 Nr. — 14 —270 . ol å Sj

3

Den udfomne forſte Halpdel af indeberende Bind kunne

tiltredende Holdere i gjennem Boghandelen og Poſt⸗
pligtige at illi
ledſages med 0 nee 1 Krone). ;

Enkelte manglende Numre af Bladet tilſendes paa For⸗
langende frit, naar de inden 3 Ugers Forløb fordres
fom udeblevne gjennem den Boghandel eller det Poſtkontor
gjennem hvilke Bladet er beſtilt. Manglende ældre end
kunne ikke fordres erſtattede gjennem Poſtvaſenet, og kun mod
Betaling af 10 Ore pr. Nummer gjennem Boghandelen. ÜUdbeder

man fig alene manglende Numre tilſendt fra Udgiveren eller

Hovedkommisſioneren, bedes Beløbet for disſe (10 Øre
br. Nr.) indſendt i Beſtillingsbrevet i Frimærker, med Tillæg
af et 4 Øre Frimarke til Forſendelſen.

3 Uger

5 under hinanden og laſte
33 O. (1 Rd. 4 Mk.) og indbundet i et

Der kom en Herre farende g

Paa Sjul, og uforvarende

Han ftødte haardt til Abelone, !

Saa højt hun (res, den arme Kone.

Hans Jorgen iled til med Skrek;

Men Herren i
et Nu var
8500 5

„Ovad var dog
det?“ hans
Kone ſagde,

Og angſt ſin
ene Haand
hun lagde

Paa Mandens
Arm, men
begge ſaa'

Den lojerlige
dinge aa

Ned ad Alleen

jom et Lyn.
„Hm“, ſpared
Hans med
rynket Bryn
Og ſtod imens
jaa ſmaat og
grunded,
„Der er faa
mange Ting
opfundet

Som ingen af
os tenker
paa;

Saa meget kan
jeg dog for⸗
ſtaa,

Alt efterſom
hvad jeg har
leſt:

Det var en
Telegraf
til Heſt“.

Firkantet Nod.

Af 4 R, 2 T, 2 Æ og 1 0 dannes tre Ord, ſom ſtrevne
fra Venſtre og Højre, fra Oven og
Neden giver Losningen paa Gaaderne:

Paa Marken ſtaar det forſte ſmukt

Med Blomſterpragt og rige Frugt.

J Skov og Have Numer tre

Man altid meget let kan ſe,

Og tæt ved Søens Bred det andet.

Soffærdigt ſpejler fig i Vandet.

Brepvexling.

J Løbet af Foraaret (April og Maj) vil Udgiveren være
paa en Rundreiſe til Husflidsforeningerne paa Øerne. Breve
ville ſtadigt i denne Tid komme ham i Haende under ſœedvanlig
Adresſe, men blive mindre hurtigt beſvarede, hvorfor Breve, ſom
krave Svar inden en beſtemt Tid, bedes afſendte tidligſt muligt.

Indhold. Hans Chriſtian Anderſen, af Bendix Hanſen, med
; Portræt. — Husflid. — Bognyt. — Hans Jørgens
og Abelones mærkværdige Hendelſer i Kjøbenhavn, 1,

af Emanuel Henningſen, med Billede. — Firkantet
Nod. — Brevvexling.

— —

Huspenuen udkommer lil her Søndag med et 16. ſpaktet Ark, forfynet med flere Villeder, fil 1 Krone

Hverl Fjerdinggar medfølger gratis et fort mußt Villede.

(3 Altz.) Fjerdingaaret frit lilſendl.

Bladel fan beſlilles pan ethvert Pofikonfør og Brepſamlingsſled, i enhver
VBoglade ſamt hos Hopedhlommisſioncren: Nudolph Klein, Vileſlrade 40, 5

Kjobenhavn.

We

PI 0 0 2
gl i 5

2 IN
Ny |
00

*

2. Aargang. 5
i 10 Nr. 28.

W 300

gå Tigerdraberen.

SL Overfat fra 4 af V. L.
eg) e ſkulde ikke tro”, jagde Sir Hector en
GT Aften til os, da han fortalte os Hiſtorier
fra Oſtindien, „hvor overmaade Lidet vi
have vundet i virkelig og ligefrem Ind⸗
flydelſe paa disſe ſaa forſkjellige og mang⸗
foldige Befolkninger, ſom vi ſammenblande under Navn
af indiffe Folkeſlag.“
; „Og dog har Englænderne jo i næften et Aar⸗
hundrede havt Landet i Beſiddelſe.“

„Uncgtelig. Men vi befinde os dog beſtandigt
der ſom Erobrere Dagen efter en Erobring. Vort
Herredomme er faſt grundlagt, og lidt efter lidt have
vi udſtrakt det til neſten hele Halvøen. For øvrigt
er det et Sporgsmaal, om vi ikke kunne ſkatte os lykke⸗
lige ved en ffjøn Dag at fore ſamme Tilverelſe ſom
de andre erobrende Folkefcerd, der ere komne til Bred⸗
derne af Ganges og Indus og have boſat ſig der for
at leve der, for at drive en overordentlig levende Handel
der og for af denne at hoſte uvurderlige Rigdomme,
medens vi dog maa gjøre Affald paa ethvert Saab
om at faa de Indfødte til at forftaa vore Sæder og
Love og iſcer at faa dem til at holde af os“.

Paa disſe Ord fulgte der en almindelig Tavshed,
hvad der var faa meget mere meerkverdig, ſom vi Alle
vare unge livlige Menneſker, der ſom en Folge deraf
holdt, af at disputere. Men for Ojeblikket havde Ingen
af os Lyſt til at indlede en Diskuſion, thi vi længtes
efter, at Sir Hector Fermouth ſkulde fortælle os nogle
af fine Reiſehiſtorier og Rejſecventyr.

GE signed ee

Alorſhabslesning, 5 og Hugflid.
| Udginet ak H. C. Rom.

ech

N. SY 6
N . . ilt | 1
le (I HU

8 ION SE 8 70 5 ad 8 | 10
. 5 * 8 | 1 |
IKE ; |
> ; å FKjobenhavn. |
; Hondagen d. 1. April. ,,

1825. ö 5

Sir Hector er det meſt verdenskjendte af alle
Menneſker. Uagtet han er en Englænder, ſom Napnet
antyder, er han født og opdragen i Frankrig. Hvad
Opdragelſen havde godt begyndt, have hans Reiſer
fuldendt. Som Officer i den oſtindiſke Arme kjender
han fuldkomment nøje de vidtſtrakte aſiatiſke af Solen
beſtraalede Egne, og han taler om Sligt ſom en
Mand, der ved at drage Fordel af det han ſer, og
aldrig lader nogen Lejlighed undſlippe til at lade
fig belære.

Han fattede vor Tavshed og tog atter Ordet:

„Det er ikke ſaaledes paa Lykke og Fromme“,
ſagde han til os, „at jeg nylig henkaſtede nogle alminde⸗
lige Bemeerkninger om vort Herredomme i Aſien. De
ſkulde danne Indledningen til den nye Hiſtorie, ſom
jeg har lovet at fortælle dem. Ved Hjælp af den vil
De bedre forſtaa denne Erindring fra mit æventyrlige Liv.

J 185 —, den nøjagtige Datum gjør ikke Noget
til Sagen“, ſagde han til os, „kommanderede jeg i et
lille Kantonnement, ſom ſtod under Hovedkvarteret i
Meirut. Jeg havpde aldrig havt Aarſag til Andet end at
være tilfreds med mine brune Krigere og jeg havde den
fuldſtendigſte Tillid til dem, hvad enten de vare Mahu⸗
medanere eller Hinduere. Forøvrigt levede de i god
Forſtaaelſe med hinanden indbyrdes, og et lille Antal
Evropcere var tilſtrœkkeligt til at overholde den ſamme
gode Opforſel. J Henhold til de i det ſtorſlagede
aſiatifke Liv nedarvede Sædvaner vrimlede der omkring
vore Blokhuſe en hel Herſkare af Tjenere. Vel var
vor Zilværelje temmelig ensformig, men vi vidſte dog
at finde paa ſmukke og morſomme Adſpredelſer, iſcer
naar et lykkeligt Zræf ſendte os Bejøgende. J disſe

218

Egne af Oſtindien er den Fornojelſe, man ſtedſe har
paa rede Haand, en Kamp med en Rudel Tigre, hvorved
man forer Elefanter med ſig ſom Hjelpere. Der er
Intet, der kan ſammenlignes med de ryſtende Skjcbnens
Omvexlinger ved denne Slags Jagter, og ingen Evro⸗

pœer formaar at gjore ſig en Foreſtilling derom, om

han ogſaa har jaget Ulven og Vildſpinet paa den

Maade, hvorpaa man jage disſe Dyr i Frankrig, eller

Bjørnen i de ſkovrige Bjergegne i Siebenbürgen, eller
endelig Uroxen paa Polens og Ukraines Sletter. En
Tigerjagt er en Gledesfeſt, ſom ſtedſe efterlader ſtore
Minder i Sjælen. .

Naa, en Dag modtoge vi Beſog af nogle Officerer,
vore Landsmænd og Venner, ſom paa Vejen til at
udføre deres Chefers Befalinger ikke vilde tage forbi os
uden at tage Del i vort Maaltid og ſove under vort
Tag. Hvorledes de bleve modtagne, kan De viſt godt
forſtaa, faa at det vil være overflødigt nærmere at
omtale det.

De anfom faa meget mere belejlig, ſom der alt
i nogen Tid havde været megen Tale om de Ode⸗
loeggelſer, ſom nogle Tigre voldte i Omegnen, og vi
vare Alle færdige at dø af Lengſel efter at fe disſe
ſtolte Dyr af Katteſlegten, Jordklodens ſkjonneſte Dyr
paa aaben Mark. J vort Naboſkab boede der to
Rigmend, forhenværende Bankierer i Kalkutta, ſom node

Landlivet, og en Kjobmand, der ligeledes havde trukket

fig tilbage fra Forretningerne.
Stalde levede til Overflod et Duſin
der ſnarere tjente til Luxus og Bekvemmelighed end
til Nytte. Men der gives næppe noget Veſen i hele
Verden, der i en længere Tid og i en højere Grad
bevarer ſine Naturdrifter end Elefanten. Man behovede
kun at fætte dem paa Ferten af Tigrene, og vi kunde
være ſikker pad, at de heltemodigt vilde opfylde deres
Pligt. Vi levede paa den bedſte Fod med vore Naboer;
ingenſinde var den gode Forſtaagelſe bleven. forſtyrret af
den mindſte Mislyd. Vi betenkte os altſaa ikke paa
at bede dem om at turde benytte Dyrene i deres
Stalde, og de ſtillede dem ogſaa til vor Raadighed med
den Hoflighed og Artighed ved en Tjeneſteydelſe, ſom
man kun treffer i Indien.
Aftenen forinden den Dag, vi havde onſket det,
bleve Elefanterne optommede og forſynede med Dakkkener,
ved Solens Nedgang forte for vor Dor, og den folgende
Dag, en Time før Daggry, begave vi os paa Vej for
at træffe ſammen med vore Spejdere og Klappere, ſom
nogle Kvartmil foran os havde maattet tilbringe Natten
under aaben Himmel med at gjøre deres Forberedelſer.
Thi ligeſom disſe Hjælpere fra det Ojeblik af, at
„Kampen er aabnet, blive fuldſtendig unyttige, ſaa⸗
ledes ere de i hoj Grad nødvendige forinden Jagten
tager ſin Begyndelſe. Uden dem vilde man kun altfor.
ofte udſœtte fig for ikke at træffe noget Vildt, og for
Sligt kan man ikke udjætte fig paa flige Jagttog.

I disſe Nabobers
Huselefanter, Dyr,

Det vilde være umuligt at beſkrive Dem Skjonheden
af en Foraarsmorgen i disſe Egne af Oſtindien. Hvem
der har ſet denne Natur, i hvilken Inden og Frugtbar⸗
heden ſtedſe forene ſig til Megtighed og Storartethed,
vil altid favne den og ikke formaa at omtale den uden
med Henrykkelſe og Beundring. De maa tro en Eng⸗
lender, ſom langt hellere betragter Gjenſtandene fra
deres nyttige end fra deres maleriſke Side. Uagtet den
Tvivleſyge, man beſkylder mig for, og, ſom desuden
retfærdiggjøres ved de forfkjellige Skueſpil, der eſter⸗
haanden have tildraget ſig for mine Ojne, ſaa formaar
jeg dog ikke at tanke paa vort lille Kantonnement i
Meirut uden Bevegelſe. 5

Junglekrattet, ſom vi ſkyndte os at begive os ind
i, dannede viſtnok de megtigſte Buſkadſer, ſom kunne
tenkes. Foreſtil Dem Grasplanter, Tjornehaekker, Buſk⸗
værter, Planter, der ſno fig paa Kryds og Tværs
imellem hverandre - og danne forvirrede Sammenſlyng⸗
ninger, hvor det ikke lykkes Menneſket at bryde fig
Bane uden ved Anvendelſen af Jern og Ild; det er
nu hvad Jordbunden angaar. Desuden flyde Treer,
hvis Vert ikke ſtandſes af Nogetſomhelſt, overalt frem,
hvor et Frokorn er faldet; thi Jorden er allevegne
frugtbar, og de Svælvinger af Grønt, der over vore
Hoveder danne de hoje Toppe, ere forenede med hin⸗
anden ved utallige Linier, der ſno ſig hen i alle Ret⸗
ninger med en ſtor Bojelighed og ved Hjælp af de
meſt ſolide Baand forene Boababtreet med Ambratrcet,
Plumerinen med Laurberbuſken. Det er med god
Grund, naar man ſiger, at den oſtindiſke Jungle er
uigjennemtrengelig for Menneſket, og det er det vilde
Dyrs naturlige Hule, det Tilflugtsſted, der pasſer bedſt
til dets Pels, gjennem hyilken ofte en Muſketkugle end
ikke foͤrmaar at trenge. Hvad Elefanten angaar, da
bevæger den fig pad dette tornede og uſikkre Zerræn
med ſamme Lethed og Hurtighed, ſom en Verddelobsheſt
i en aaben Egn. Alt, hvad der ſaarer og ſtandſer
Menneſkets omfindlige Fod vil næppe nok ridſe den
benhaarde Overhud paa denne Skabelſens Kempe. End
yderligere fjerner den med fin Snabel, der med Boje⸗
lighed forener en forhavfende S yrke, alle mulige Plante⸗
hindringer, der forſoge at ſtandſe den, langt lettere og
hurtigere end Mennefket formaar at giore det med den
den ſkarpeſte Øre. .

Uagtet de Elefanter, ſom vi beſtege, kun vare lidet
vante til at komme ud, vare de dog af en god Slags.
Man behovede kun at kaſte et Blik paa dem for at
begribe, at det var Dyr, der ikke lode fig ødelægge af
det magelige Liv, ſom de forte hos Naboberne.
Dette var os meget behageligt og lovede os en inter⸗
esſant Dag. ;

Bi jaa Solen ſtaa op i Sletten ved Fulta, der
er berømt ved Sammenftødet mellem Englænderne og
Franfkmendene paa den Tid, da Sir Warren Haſtings
var Generalgouvernor i Oſtindien. ;

219

Sele Sletten, hvor man ikke traf paa nogen Bolig
i ſyv til otte Miles Omkreds, var bedæffet med den
ſtorartede tropiſke Voextrigdom, ſom jeg nylig omtalte.
Til Venſtre opdagede vi i fire til fem engelſke Miles
Afſtand Toppen af et ftærkt ſkovbegroet Bjerg J lige
Afſtand til Hojre vidſte vi, at vi havde en lille ſtille⸗
ſtaaende Sø, der var yndig ſom Alt, hvad der i dette

hede Klima ikke er enten forfærdeligt eller ophøjet.

Det var de vilde Dyrs naturlige Vandſted. Imellem
Bjerget og Indføen ffulde Slaget ſtaa. Indtil da
kunde vor Fremrykning regnes for en Spadſeretur.
Fra nu af begyndte den alvorlige Del af Jagten.
Vi modtoge Beretningerne fra vore forſte Spejdere.
Disſe Folk ere fødte paa Egnen og alt i lang Tid

vante til at gjøre fig Regnſkab for de allermindſte⸗

Tilſyneladelſer; de ere desuden lidenſkabelig indtagne for
disſe Jagter, der yde dem et Skue, hvorefter de ere
meget begjerlige; iſeer ynde de at je Tigrens Kamp
med Menneſket og fremfor Alt den imellem Elefanten
og Tigren. De aflagde os nu den meſt omhyggelige
Beretning over deres natlige Jagttagelſer.

Saafremt Klapperne ſamvittighedsfuldt opfyldte
deres Pligt, maatte vi inden en Time have fire eller
fem Tigre paa Halſen.

Vi vare fordelte til at tage imod dem ſaaledes
ſom det ſommer ſig ligeoverfor disſe ædle Dyr.

Forovrigt bare vore oſtindiſke Tjenere fig ad lige⸗
ſom vi. En brændende Iver oplivede dem, hvad der
klodte dem godt i deres oſterlandſke Dragter. Saaledes
ſom vi vare grupperede i Junglen vilde vi have afgivet
et herligt Emne til et Maleri for en Maler.

Et forfærdeligt Brol, der faar en iskold Gyſen

til at gjennemfare hele Legemet, naar man hører det

for forſte Gang, underrettede os om, at Tiden til filo⸗
Jofijfe Betragtninger nu var forbi.
Det var Tigren, ſom fremtraadte paa Scenen og

paa denne Maade forkyndte fin Nerveerelſe længe for⸗

inden vi kunde ſe den. 8
5 Opſkremt i det Ojeblik, da den ſogte tilbage til
fit Leje for at udhvile fig efter Anſtrengelſerne paa
ſin natlige Jagt, ſteg Tigren ned til Sletten, idet den

mangefold Gjenlyd.

Endelig ſkjelnede vi den i en Lysning. Den var
virkelig ſtolt at ſe paa, ſaaledes ſom den ſtod der hov⸗
modig beredt til Kampen med fine Poter ſtsttet faſt
paa Jorden, urolig piſkende fine Sider med Halen,
med Snuden imod Vinden, trakkende utaalmodig Vejret
gjennem Neſeborene, medens den ſogte at ſkjelne alle
de Uddunſtninger, ſom Vinden, der ſtod lige paa den,
ſpanger med den ſteerke Vellugt fra den duftende Plante⸗
vært, førte henimod den fra Sletten.

? En anden Tiger, ligeſaa ſmuk ſom den forſte,
kom ſnart efter frem og ſtillede fig ved Siden af denne,
hvorefter vi i nogle Ojeblikke betragtede dem.

For et ovet Oje var det en Han og en Hun,
et Par, der var bleven forſtyrret i fine Kjerligheds⸗
vaner og fit egteſkabelige Samliv, og, ſom nu kom
for at forſpare fit Rige, der var beſat af uforſkammede
Fiender. 3

J nogle Ojeblikke ſyntes de os indbyrdes at holde
Raad, hvorefter vi ſaa dem med en ſtolt Driſtighed i
Forening tage Retningen henimod os. Vi nærmede os
det afgjorende Øjeblik: Enhver af os var beredt til
at gjøre fin Nationalitet Ære,

Med Henſyn til vore Elefanter, da havde de ogſaa
vejret deres evige Fjender. Paa Bevegelſen af deres
brede Oren, der tale ſaa tydeligt for den der forſtaar
deres Sprog, pan Havningen og Senkningen af deres
Snabel anede man Alt, hvad der rorte ſig i deres
ſtore Hjerner, der neſten ere ligeſaa klogtige ſom Men⸗
neſkets. Intet af Alt det, der tildrog fig: indenfor
Synskredſen kunde undgaa disſe Dyr.

Vi rykkede beſtandigt fremad med lyttende Øren
og opmerkſomme Øjne. Under vor Bevagelſe foran⸗
drede Egnen ikke fin Natur. Vore Glefanter knuſte
Buffværterne under deres uhyre Fødder med en vild
Kraft; Skyer af Fugle af enhver Storrelſe og Farve
flygtede med Klageſkrig ved vor Nerverelſe. Vi lagde

ikke videre Merke dertil.

Pludſelig ſtandſede vor Expedition aldeles brat.
Menneſker og Dyr ſyntes ligeſom faſtnaglede til Stedet.
Tigren var næppe ſerhundrede Skridt fra os. Et af
dens Brol havde underrettet os derom, og dette Skrig
havde været den meſt bydende Befaling til at ſtandſe.

Bgsſerne bleve ſtrax ladte og Enhver gjorde Front
imod Fjenden.

Havde ogſaa Tigren ſkjult fin Gang for os for
at naa ſikkert lige hen til os, var den ikke af den
Slags Vildt der holdt fig længe ſtjult under det tætte
Loptag af Ambra⸗ og Ankastrcerne, ſom gave den Lee.

Et Skud, der var bleven affyret af den iblandt
os, der var forreſt, underrettede os om, at den var
indenfor vore Vaabens Rekkeevne. Strax derpaa jaa
vi den ſtyrte frem med en voldſom Heftighed over

Buſkadſer og Bufke for at angribe os fra Siden.
[od den ſkringrende Lyd af fin ſkrakkelige Stemme give

J fire Spring, der dannede ligeſom fire mægtige
Buer af en bevægelig Bro, var den midt iblandt

| 08, medens ſanitidigt et andet Skud, der kom fra
den modſatte Fløj, beviſte, at vi bleve angrebne. fra

to Sider pan en Gang. Vildtet
jagede Jegeren.

Det var ved denne Lejlighed vore Elefanter gjorde
Underveerker.

Ligeſom om de ikke havde havt andet Hverv end

Det var klart,

at beſkytte os ved at ſtaa os bi i en af indiſke Naturer

jaa ſogt Kamp, puffede de dem af os, der vare tilfods,
ind i Midten af en Kreds, ſom de ſelv dannede, og
gave fig til at forfølge Tigren uden at bryde fig mere
hverken om os eller vore Vaaben. Allevegne, hvor det

7

NK SE 7, TSRSEE

vilde Dyr vifte fig, mødte det en Snabel, mere behæn-
dig og ftærfere end en Haand og et Par vældige Hug⸗
tender forferdeligere end to fkarptſlebne Dolke.
Tigrene fordobledede deres Spring for at over⸗
vælde deres Modſtandere og blende dem ved deres
Smidighed; forgjcves krob de lig Slanger henad For:
den, og troede ved klogt beregnede Snoninger at kunne

med Bengaleſernes Inde og Sorgleshed. Den ſamme
Mand vilde være bleven meget forvirret, naar han
ſkulde have jagt nøjagtigt paa hvad Sted, han havde
jet Dagens Lys; han bekjendte fig imidlertid til Brahmi⸗
nernes Religion og viſte ſig trofaſt knyttet til Sivas
Dyrkelſe. Denne Nuncomar havde vundet Evropceernes
Tillid ved den Lethed, hvormed han talte alle mulige

bryde fig Vej Sprog, og
underBugen ved den fine
paa de mæg= Aandrighed,
tige Dyr, der ſom han an⸗
bare os; alle vendte ved
disſe liſtige Afviklinger

Bevegelſer af de meſtfor⸗
bleve ſtrax virrede For⸗
opdagede og hold. Han
ſtrandede li⸗ nod ligeledes
geover for en hoj Grad
denne anſe⸗ af Agtelſe
lige Masſe, blandt fine
ſom Intet Landsmend

formagede at
komme til
Livs.

Vi vare
imidlertid ik⸗
ke komne her
for at for⸗
blive erkes⸗
loſe Tilſkuere
ved en flig
Kamp. Vor
Utaalmodig⸗
hed var ſaa
meget deſto
ftørre, ſom
vi frygtede
for at ſe Tig⸗
rene tage
Flugten, og
vi vidſte hel⸗
ler ikke, om
vore Elefan⸗

og Troesfel⸗
ler, hvilket
han fremfor
Alt" fkyldte
ſin vidunder⸗
lige Styrke
og Faſtheden
af ſin Ka⸗
rakter, ſom
man vidſte
var uforſon⸗
lig, naar det
drejede ſig
om at hævne
en Forneer⸗
melſe.

Paa denne
Dag fik han
os Alle til
at beundre
ſin Styrke,

Smidighed
ter i deres og Mod, jeg
Kampiver burdeſnarere
vilde lyſtre ſige Dumdri⸗
deres Foreres SEES ſtighed.
Befalinger. Bengalsk Eiger. Medens vi

Vel vilde vi
befæmpe Tigren paa Sletten, men det var ikke vor Agt
at lade os fore lige ind i Bjergene.

Der fandtes iblandt os en Indier, der var vel⸗
bekjendt i hele det militære Diſtrikt omkring Meirut.
Han hed Nuncomar og frembød en ægte Type pan

Afghanernes og Shikernes Kraft og Skjonhed forenet |

; endnu Alle
vare mere eller mindre urolige over Jagtens uheldige
Udfald, over at Bøsjerne i vore Sænder vare magtes⸗
loſe, over, at vi endogſaa ikke vovede at ſkyde for ikke
at gjøre vore Elefanter tosſede, faa vi pludſelig Nun⸗
comar kaſte de Kaſhemirs⸗ og Musſelinstejer, ſom han
havde paa, fra fig og viſe os for vore forbavſede

221

Blikke den indiſke Bacchuss prægtige Overkrop. Huden
havde Farven og Udſeendet af antik Bronce.

Han beholdt kun et Par ſnevre Benklæder paa,
der næppe naaede ham til Kncerne, han fremtog den
bedſte Dolk, han kunde finde blandt de Vaaben, han
holdt i fin Haand, tog den imellem Tænderne og lod
fig, uden at mele et Ord, glide langs ned ad Cle⸗
fanten, paa hvilken han havde ligget henſtrakt ved
Siden af os ligeſom vi ſelv.

Sele denne Bevegelſe var bleven jaa hurtigt ud⸗
fort, at vi næppe havde Tid til at udftøde et Skrig,
da vi faa ham gaa los paa Tigren, ſom holdt ſig i
en tilbagetrukken Stilling, beredt til at ſpringe bag en
fæmpemæsfig Stamme af et Banyan Figentre. Nun⸗

comar tabte den ikke af Syne og holdt den ſaa at
ſige faſt i det han gik lige hen imod den med Dolken |
Alene de forſte Rodſkud af Figentræet |

i Haanden.
ſtandſede den modige Indier. Ligeſom om Tigren
kun havde ventet paa dette Ojeblik, gjorde den et for⸗
bavſende Spring, og den Bue den herved beſkrev i
Luften fil os Alle til at gjennemisnes af Forferdelſe.
Farten var beregnet pan, førend Dyret atter berørte
Jorden, da at have flaaet Kløerne i det levende Kjød
og knuſt Benene paa denne Mand af Bronce, der fyntes
at byde den Trods.

Med en Dygtighed, ſom Klownerne i Aſtleys
Cirkus ingenſinde ville opnaa, forenede Nuncomar en

fuldſtendig Bevidſthed om den Fare, for hvilken han

frivillig havde udſat fig. Med Styrken forenede han
en Smidighed, ſom, om fornødent, vilde kunne kappes
med Tigrens.
at fjerne fig ubetydeligt fra det Sted, hvor han befandt
fig, ved en Bevegelſe, der havde megen Lighed med
den, ſom Banderilleros fædvanlig udføre, naar Tyren
er fluppen los paa de ſpanſke Cirkus'er.
udførte Bevægelfe var Tigren falden ned lige ved Siden
af Indieren, ſom ſtrax med fin Dolk ſkar Bugen op
paa den og ramte Sjertet paa den tvers igjennem
Indvoldene.

||

Han tog fun fin Zilflugt til den for |

Ved den haſtigt

Alt bette tildrog fig med Lynets Haſtighed og jeg

anvender hundrede Gange mere Tid til at fortælle det
end der behøvedes til at udføre det.

Vi havde jet Tigren i Luften og nu jaa vi den
liggende livløs paa Jorden med Indvoldene hængende
ud, og Strømme af morkt, ffummende og dampende
Blod flyde ud af et bredt gabende Saar.

tyve Sekunder. Dolken var bleven ſtyret af en ſikker
Haand.

|

Det var ikke forſte Gang, at den udførte en

flig Heltegjerning, der gjorde os aldeles maallsſe, førend |

Beundringen kunde lægge fig for Dagen i vore Udbrud.

Men Alt var ikke forbi dermed; det var vore Ele⸗
fanter, der med en overordentlig Livlighed ilede Nun⸗
comar til Hjælp, ſom gjorde os opmeerkſomme paa, at

nye Afvexlinger, maaſke mere ryſtende end de forſte,

| vare ifærd med at foregaa.

Faren for dette Menneſke, hvis Driftighed forvirrede
vort regelbundne Mod, var virkelig ftørre end nogenfinde.

Den anden Tiger, der var varffoet af jeg ved ikke
hvilken Naturdrift, havde gjort en lang Omvej under
Buſkadſet for at komme fin Mage til Hjcelp. Ingen
af os havde lagt Merke til denne Mangvre, og
uden vore Elefanter vilde Nuncomar kunne være bleven
overvældet ved Overraſkelſe i jelvjamme Ojeblik, da vi
lykonſkede ham til hans Triumf. Men Elefanternes
Neſe er endnu finere end Tigrenes.

Medens Nuncomar ſtottede fin nøgne Krop til

Stammen af et Figentræ og betragtede det truende
Udſeende, ſom hans Fjendes Gab endnu i Døden
bevarede, var Offerets Kammerat lumſkelig naaet næften
lige hen til Kamppladſen. Nappe nogle fan Alen af
et uigjennemſkueligt Terræn ſkilte den fra Indieren.
Tigren er kun en fæmpemæsfig Kat, har man alt
længe jagt. Nu vel! De har viſt Alle, mine Herrer,
jet den uendelige Behendighed, ſom Katten lægger for
Dagen i vore Huſe, naar den vil bemegtige ſig en
Gjenſtand, ſom den attraar. Kammeraten til den ſaa

"modigt af Nuncomar dræbte Tiger havde baaret fig

ad paa en fuldftændig lignende Maade. Ad mange
Veje og Omveje, der vare klogtig beregnede til at vild⸗
[ede al Aarvaagenhed, var den lydløft gledet lige hen
til det attragede Offer for dens hævngjerrige Lyſter.
Endnu en Anſtrengelſe og Nuncomar havde været om en
Hals. Heldigvis vare Elefanterne aarvaagne, og iſeer den,
fra hvilken den dumdriſtige Indier havde” ladet fig
glide ned. Med ſamme Raſkhed og Beheendighed ſom
en Veddelobsheſt, der gjør en ſidſte Anſtrengelſe for at
komme forbi en Rival, der er nærved at berøve den
Priſen, ſtyrtede Nuncomar ſig fværs igjennem Tjorne⸗
hekken og den tætte Underſkov, og ankom netop i rette

Did til at modtage Tigren, ſom endelig fornylig var

kommen paa fri Mark ved et raſende Spring. Dyret
blev helt gjennemboret og, uagtet det endnu bevægede
fig et Ojeblik i de ſidſte Dødstræfninger, laa det ſnart

paa det blodige Gres og gjorde det forſte Offer for

Nuncomars Dolk Selſkab.

Vi vare alle dybt bevægede. Nuncomar, Helten
paa denne Jagt, nærmede ſig den Elefant, hvem han
ſkyldte fin Frelſe og kjcertegnede den med Haanden paa

Snabelen og Orerne, med en uforlignelig Venlighed
Dyret var blevet dræbt uden at give ſaa meget |
ſom et Skrig fra fig og dets Dodsrallen varede næppe |

henvendte han adffillige Ord i det hinduſtanſke Sprog
til den. Ingen af os forſtod dette Sprog, men det
var os ikke vanſkeligt at gjætte, at Nuncomar udtrykte
ſin Taknemmelighed for den.

Saaledes var Udfaldet af denne Jagt, paa hvilken

| der forøvrigt ikke hændes noget andet Mærkeligt, men

det er uimodſigeligt en af de meſt ejendommelige Gr:
indringer fra mit Ophold i Oſtindien.“ (Sluttes.)

,

keg nissen og funden.
3

Af Bertrand.

. Dod en Andens Brød!

Jens Sfovfoged blev en gammel

DN Mand, faa gammel, at han ikke ſelv kunde

huſke, hvor gammel han var, ſelv Preſten,

å ſom jo ellers fkal vide Alt, kunde ikke

, udregne det, hvoraf Enhver kan je, at han maatte være

grumme gammel, og da han mu ikke kunde blive ældre,
jaa døde han. ; d

Ingen Born havde han; men fin gamle Pige havde

han indſat til Univerſalarving. Hun lod holde Auktion

over det Meſte, pakkede Reſten ſammen og holdt Flytte⸗

dag midt om Vinteren, og ſaa var Jens Skovfoged glemt.

Nu ſtod Skophuſet ene og forladt og ſukkede over
ſin egen Elendighed, mens Rotter og Mus ſatte ſig til
Hojbords derinde og forte Herreliv paa deres Maner.
Det var en Forſkjel pan gamle og nye Dage; men nye
Dage blive hurtigt gamle, og det giver Forandring.

Det blev Foraar i Mark og Skov og allevegne,
og endnu havde Ingen tænkt paa det gamle Hus; men
en Morgen tidlig lød Støj og Sang ud derfra og gav
Gjenlyd i Skoven; Haandverksfolk gik ud og ind, og
ſnart fik Huſet et andet Üdſeende. Vinduer og Dore
bleve gjorte af Nyt og malede af Maleren ſelv, og da
det Hele ſaaledes var bragt i Orden, flyttede den nye
Skovpfoged ind. ig

Hans Navn var flet og ret Ole; men alligevel var
han en vaff og munter Fyr, og ſnart kunde man baade
Je og høre, at Huſet igjen havde faaet Beboere. Om
Middagen laa hans Hund og ſolede ſig udenfor Doren,
medens den af og til gav et lille Bjcef for at øve fin
Stemme, og om Aftenen, naar Solen ſendte ſine ſidſte
Straaler hen over Trœtoppene, horte man en lyſtig
Sang inde fra Stuen, eller ogſaa ſaa man Ole med
Piben i Munden gaa omkring i Haven og ſe til ſine
Blomſter.

Dette tog ſig nu meget ſmukt og hyggeligt ud;
men Ole fandt det dog kedeligt i Længden, og Folk
forundrede ſig derfor heller ikke over, at han en ſkjon
Dag gik hen og giftede ſig, kun vare Alle nysgjerrige
efter at vide med hvem, uden at tanke paa, at han
vel ſom alle Andre giftede fig med fin Kjereſte.

Det er imidlertid afgjort, at Ole havde fanget
Lykken; men Nogle paaſtod, at han var ſlumpet til den,
hvorimod Andre, og til disſe horte han ſelv, mente,

at han havde viſt fig ſom en Mand og grebet Lykken,
da den tilbød fig; og dog havde ingen af Parterne
Ret; thi det Hele var Altſammen et Spil af Nisſen.
Nisſen levede i ſine unge Dage ude i Skoven.
Om Sommeren tenkte han kun paa fin Fornøjelje,
ſtod tidlig op om Morgenen og horte paa Fugleſangen,
tog ſig en dygtig Middagsſovn, og morede fig med om

Aftenen at drive allehaande Spog med Elverpigerne,
ſom, naar hele Naturen var gaaet til Ro, liſtede ſig
ud paa Engene og opforte der deres luftige Dans.
Om Vinteren, naar Sneen laa ſom et ſkinnende
hvidt Zæppe pan Jorden, var han ogſaa paa Færde,
og ifær fandt han da en -Fornøjelje i at ſkuffe baade

Jagere og Hunde ved at ſkjule det opjagede Vildt for

dem; men nu var han bleven gammel med Tiden og
havde faaet et Skjcg jaa langt og graat, at han for
Skjcgets Skyld gjerne kunde være Tipoldefader, ſaa
det var ikke ſaa underligt, at han nu begyndte at
længes efter Hus og Hjem og en varm Kakkelovnskrog
om Vinteren. ; .

Da Ole derfor fik Pladſen ſom Skopfoged, lagde
Nisſen ſtrax ſin Plan for Fremtiden, og han forſtod
da lidt efter lidt at gjore det ſaa broget for Ole, at”
han i fin Fortvivlelſe gik hen og giftede ſig, og Nisſen
lo, ſaa Munden gik om til begge Orene.

Nisſen glædede fig over fin Sejr; men nu for⸗
vandlede han fig ſtrax fra en beſperlig Pusling til en
tjenſtvillig lille Fyr, der var pan Færde allevegne.
Mens Ole var henne at fejre fit Bryllup, rumſterede
han med Stole og Borde og brugte Stovekoſten jaa
flink ſom den flinkeſte Stuepige, og da Brudeparret
kom kjorende, fad han oppe paa Toppen af Skorſtenen
og klappede i Henderne og gjorde en ſaadan Blæft,
at hele Huſet — efter Oles og Nisſens Mening —
var ſom bleeſt, da Parret traadte derind.

Da Stine havde holdt fit Indtog i Huſet, fik Alt
ſnart et andet Udſeende. Nisſen Egede ſig vel bag
Oret over al den Velſtand, hun gjorde; men han var
ikke rigtig hjemme i dette Kapitel, jaa han var nødt
til at lade hende raade, dog ſnart kunde han atter tage
en Haand i med, ſkjondt han ogſaa undertiden kom
galt afſted.

En Dag havde Stine lige taget Kaffekjedlen af
Ilden og ſat den paa Skorſtenen, dette fik Nisſen at
ſe, og nu kunde han ikke ſtyre fin Nysgjerrighed, han
maatte have at ſe, hvad det var. Forſigtig lettede han
op pan Laaget og prøvede paa at tage Knappen
af for at kigge ned, men den lod ſig ſlet ikke rokke,
tilſidſt blev han vred og tog fat af alle Krefter; men
jaa gled Fødderne fra ham paa den blanke Kjedel, og han
tumlede baglends ned i Afken. En anden Dag, da
Stine havde Fremmede, vilde han klare Kaffen for
hende; men i Stedet for at helde den uklare Kaffe ned
i Kjedlen igjen, ſmed han den ud i Rendeſtenen, og

da Stine kom ud, merkede hun til fin Forfærdelje at

Kjedlen var næften tom.

Dette var nu altſammen Lærepenge, Nisſen maatte
give, og ſnart blev han bedre husvant; men han mer⸗
kede tillige, at han ikke var ene om at frede om ſit nye
Hjem, han havde endog en farlig Medbejler i Flora,
der ved fin Tjeneſteiver forſtod at gjøre fig bemærket
ved enhver Lejlighed, dog blev Nisſen flet ikke mis⸗

993 ; N

undelig, naar han ſaaledes ſelv maatte gjøre Arbejdet,
medens Hunden tog imod alle Klap og Kjærtegn og
anſaa fig for at være den Vigtigſte og Eneſte, der for⸗
tjente Paaſkjonnelſe. :

J Begyndelſen var Flora helt optagen af fin egen
Fortjeneſte; men ſnart mærkede han, at En eller Anden,
efter hans Mening uvedkommende blandede ſig i Huſets
Sager, og da navnlig om Natten, og tog deraf An⸗
ledning til at være endnu mere paapasſende.

En Aften, da den havde taget Nattevagt ude i
Kjokkenet, kom Nisſen ſom ſedvanlig, da Alt var roligt,
for at ſe, om der var Noget at gjøre, Hunden merkede
ſtrax Uraad; men da den ikke kunde opdage Noget, blev
den rolig liggende og ſpejdede omfring til alle Sider.
Nisſen tog imidlertid ſtrax fat paa Arbejdet, og da
han var færdig lettede han lidt paa Huen for at torre
Sveden af Banden.

Nu er der jo nok Mange, der tro, at det er en
Fabel med alle disſe Nisſer, ſom ſaaledes opholde ſig
i Huſene; men det er enten, fordi de ſelv mangler
Nisſen i deres Hus, eller ogſaa fordi de aldrig have
tenkt paa at fe efter ham. J Almindelighed er han
rigtignok uſynlig; men er man jaa heldig at fan Oje

paa ham i det Ojeblik, da han tager fin Hue af, faa

bliver han ſynlig og formaaer da ikke atter at gjøre
fig uſynlig for Sol ſtager op.

J ſamme Nu ſom Nisſen lettede paa Huen, fif
Hunden Oje paa ham og foer ind paa ham med ſaa⸗
dan Voldſomhed, at Botten, hvorpaa Nisſen fad, trillede
helt omkuld og vendte Bunden i Vejret, og Nisſen kom
til at ligge paa Ryggen under dem. Han kom imid⸗
lertid ſnart op igjen; men blev dog rolig ſiddende i
fit Skjul, jaa Hunden med en vred Knurren forgjeves
gik og ſogte omkring allevegne efter. fin forſvundne
Fjende; men nu kjendte den ham og ſogte ved enhver
Lejlighed at drille ham. ,

Nisſen ev imidlertid af den Slags Folk, der ikke
lade fig drille uden at hævne fig, og Flora fif ſnart
at føle, at den havde fundet fin Overmand.

Deet var en ſtille Cfteraarsnat, Maanen ſtirrede
nysgjerrig ind gjennem Vinduerne; men Naturen havde
miſtet ſin Ro, den ſukkede ved Tanken om Vinteren og
ſkyndte at drømme! fit Liv om igjen, det Liv, der
allerede var begyndt at ſpinde bort, og naar den havde
dromt det tilende, begyndte den forfra igjen, og ſaa⸗
ledes blev den ved. >

Inde i Stuen laa lille Ole i fin Vugge. Han
ſov og drømte og ſmilede i Drømmen, altſammen paa
en Gang, og imens ſtod Nisſen og holdt Vagt over
ham og ſaa helt fornojet ud, og ſaaſnart han rørte fig
i Vuggen, begyndte den at gaa ſom af fig ſelv.

Flora laa paa ſin Plads henne ved Doren og
kunde ikke ſove for al den Vuggen, ſom tilſidſt begyndte
at forekomme ham mistenkelig; men alt hvad han
ſtirrede, kunde han dog intet Misteenkeligt opdage.

Ole gav fig til at græde.

Omſider kom en Flue, ſom endnu ikke havde mærket
Efteraarskulden, og begyndte at ſumme omkring Barnets
Anſigt, ſom om den havde noget Ondt i Sinde. Nisſen,
der kjendte ſine Pligter ſom Barnepige, greb derfor ſin
Hue for at jage den bort; men i ſamme Nu fik Flora
Oje paa ham og fatte ind paa ham med jaa voldſomt
et Spring, at Vuggen nær var væltet, og Nisſen
maatte flygte op paa Bordet, og derfra om bag Uhret,
hvor den ikke kunde komme til ham; men over al
denne Spektakel vaagnede begge Forældrene, og lille
Ole Skovfoged blev vred
paa Flora; han ſtod op og aabnede Doren og gav
Hunden et Spark, ſaa den hylende ſprang ud gjennem
den aabne Dor. Siden den Tid fif den aldrig Lov
til at ſove inde i Stuen om Natten, men maatte ſoge
Ly i et gammelt Hundehus omme bag Plankeveerket.

Nisſen havde nu faaet den Hevn over Flora, at
den ſaaledes maatte ligge ude hver Nat; men han var
endnu ikke tilfreds, han vilde ogfan nyde Sævnen,
imidlertid gif der nogen Tid, inden der atter tilbød fig
en Lejlighed.

Det var en Aften i Julen. Hele Familien og
Flora havde været i Byen og var kommen ſent hjem.
Da nu Nisſen gjorde fin ſedvanlige Ronde for at ſe,
om Alt var i Orden, manglede der Tre i Brænde
kurven. Let ſom en Vind lob han nu bag Planke⸗
verket til Brendeſtablen, og havde allerede grebet Øren

for at begynde; men nu fi han pludſelig Oje paa

Flora, ſom laa og ſov nok ſaa lunt inde i ſit Hus
oven paa Dagens Anſtrengelſe. Nisſen ſtod forſt og
klgede fig lidt bag Øret, og derefter traf han Mund⸗
vigerne helt om til Orerne, hvorpaa han liſtede ſig
hen og tog den gamle forruſtede Jernlenke, ſom ikke
havde været brugt i lang Tid, og med megen Forſig⸗
tighed fif han den lagt pan Hunden, ſom vedblev at ſove
og kun i Drømme af og til udſtodte en vred Knurren.

Nisſen tog nu fat paa det afbrudte Arbejde og
ſlog i Zræet, jaa Stumperne floj rundt omkring. Da
han var færdig, fatte han fig op paa Brendeſtabelen
for at hvile fig lidt.

„Puh! Det var en varm Tur!“ ſagde han og
tørrede fin Bande; men Flora var imidlertid bleven
vœkket ved al den Spektakel, Nisſen gjorde, og i et
Spring foer den nu ud af Huſet efter ham, ſaalangt
Lenken kunde naa og tumlede derpaa baglends tilbage.
Nisſen trak forſkrekket Fødderne til fig; men blev nu
rolig ſiddende, da han faa, at Flora ikke kunde naa
ham, og holdt en lang Formaningstale til den.

„Naa naa, lille Flora! ikke faa hidſig paa det,
er det nu Noget at tage fig jaa nær, vi have jo aldrig
gjort hinanden Fortræd, lad os nu kjent fe at forliges
om det. Ser Du, Du har nu faaet Dit eget Hus,
det er allerede ſtore Ting, det er mere end jeg kan ſige;
men nu vil jeg imidlertid godt nøjes med at indbilde
mig, at det Hus der omme paa den anden Side af

z 5 5 7 8 z —

Mlanfeværfet er mit, ſaa kan Planfeværket jo være | Husflid.
Stæl mellem os, og lad os faa i Fremtiden enes ſom | —
gode gamle Venner; men hufk paa, at Du ikke tager | Virkelyſt.

hele Julekagen uden at levne et godt Stykke til Din |
gode Ven; læg Du Dig nu kun rolig hen, og lad det
jaa være godt.” |

Tieneſtekarl Niels Hanſen fra Lerchenfeldt (Ra
llundborg) indſendte til Husflidsſelſkabets Udſtilling
en lille net Samling forſkjellige Arbejder. Af hans

Flora var ſom raſen⸗
de; tilſidſt kunde den ikke
andet end ſtaa ſtille paa
Bagbenene, idet den
fegtede vildt med For⸗
poterne og udſtodte heeſe
Hyl, ſom om den var
inderlig bevæget over
Nisſens Tale.

Da galedeHanen inde

Vidnesbyrd fremgaar,
at hans Moder, en
fattig Husmandskone,
lærte ham at ſtrikke
Strømper og Trojer
hvorved han fars Vog⸗
terdreng ikke tjente jaa
faa Penge. J den ſe⸗
nere Tid har han lagt
ſig efter at lave Vidie⸗
kurve, Sko af Straa
og Sivy lidt Bogbin⸗

i Honſehuſet. Nisſen — 5 deri oſv., og har ved
KUE OD 1 RER
højede Sæde og ſmut⸗ e . „ ſammen til forrige Vin⸗
tede om bag Planke⸗ . ter at tage paa Hoj⸗

værfet, og Flora løb
hylende ind i ſit eget
Hus, med Halen mel⸗
lem Benene, ret ſom
om den fortrød den flut-

tede Overenskomſt. ==
—

ä

For⸗ og Endebogſtaverne læjte nedad danne Navne
paa 2 af Oſtjyllands ftørre Byer: 3
Et Stift og en By i Norge ved en flor Indſo.
En Stad ved Sortehavet.
En 90 i Mellemevropa.
En Del af Storbritannien.
Et Fyr ved den engelſke Kyſt.
En Stad i Belgien.
En ſtor Slette i Sydamerika.
En danſk O (men uden 9).

: Kjeldermend.
Naar er Vejret poetiſk og naar mathematiſk?
Svar: Naar det rimer, og naar det regner.
Hvilket ſodt Ord kan forvandles til pur Is ved
at vendes om?
Svar: Sirup.

Opløsning
5 paa den firkantede Nod i Nr. 27:

＋ R T
RØR
TRÆ.

Missen og Vunden.

| medføre en noverkommelig og orkeslos Brevvexling.

ſkolen for og til at lære
Mejeriet forrige Som⸗
mer, i hvilken Tid han
ingen Lon fik. Han har
ſtadigt taget Præmie ved
Egnens Husflidsudſtil⸗
ling og hvert Aar leveret
bedre og bedre Arbejde.

Brevvexling.

Nero. Naar Udg. tilbageſender indſendte Manuſtripter, er
det fordi de ikke findes pasſende for Bladet. At give Grunde
for hvorfor, d. v. ſ. indlade fig pan en Kritik af hvad der ikke
kan benyttes, kan Udg. kun ganffe undtagelſesvis, da det vilde
Det ſom
for Husvennen findes uanvendeligt, kan ſtundom være ſerdeles
pasſende for en anden Leſekreds, men Husvennen tilbageſender
ſelvfolgelig ikke Bidrag ſom ere gode og pasſende til Bladets
Formaal.

J. H. i Dub. Poſtkontorerne ere ubetinget pligtige
at modtage Beſtilling paa Kvartaler ſom ere afflutte de, eller
nær Afflutning. Hele affluttede Bind derimod maa helſt beſtilles
i Boghandelen eller hos Udgiveren.

Ny tiltredende Abonnenter gjores i Anledning af flere
Foreſporgſler opmarkſomme paa, at de udkomne Koartaler
(Oktbr. og Jan.) endnu kunne faas à 1 Kr. baade gjennem
Poſtkontorerne og Boghandelen.

„sen“. Tak! Ville tildels blive anvendte men forſt ſenere,
da Forraadet i denne Retning er ſtort.

Martin S. i Vtrup. Godt leveret af en ſvag Dreng midt
paa Heden ſom aldrig har kunnet gaa i Skole! De mindſt
vanſtelige ſkulle komme tilbage paa Tryk. Derfor venligſt Tak.

„Hilarius“. Deres geografiſke Gaade indeholder for mange
ukjendee Navne.

En Noddeknakker. Brugelig; Tak!

Indhold. Tigerdraberen, overſat fra Franſt af V. L., med
Billede. — Nisſen og Hunden, af Bertrand, med

Billede, — Gaade. — Husflid: Virkelyſt. — Brevvexling.

Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16. ſpaltel Art, ſorſynet med ſlere Villeder, fil 1 Krone (3 Alg.) Ijerdingaaret frit lilſendt.

Hverl Fjerdingaar medſolger gralis et fork fmuke Villede.

Bladet kan beſlilles paa ethvert Vofllionlor og Brepſamlingsfled, i enhver

Voglade ſamt hos Hovedllommisſioncren: Audolph Klein, Vifefiræde 40, Kjobenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

ligt at rore fig, hiſt og

Slorfhabslæsning, Oplysning og Guaflid.
Ødgivet af R. C. Bum.

2. Kargang. : i
N | &andagen d. 18. April. 1875

Adam Ohlenſchleeger.
Af Bendix Hanſen.
NE rørte fig rige og
herlige Kræfter i vort
Fedreland i Slutningen
af forrige Aarhundrede;
de arbejdede trofaſt, ud⸗
foldede en travl Virkſom⸗
hed i de meſt forſkjellige
Retninger og Forhold og
ſatte ſig Minder i Sang
og Daad, ſom aldrig ville
glemmes; Frihedsſtotten
ved Kjøbenhavn ſtaar ſom
Tegn derpaa. Det var
betydningsfulde Forarbej⸗
der for den ny Tid. Efter
Aarhundreders Søvn var
det danſke Folk ifærd med
at vaagne og mande ſig
op, efter den lange og
trange Vintertid meerkedes
Vaardagens Komme, og
Folkeaanden begyndte kraf⸗

her ſom en mild og var⸗
mende Flamme. Dog var
der allevegne en forunder⸗
lig Famlen. Man mær:
fede, at Luften var ſpanger 8 f
med Noget, noget dejligt, |
ſtort, løftende; men hvad |

det var, der vilde og maatte Adam Ohlenachlegers Billedstatte (ak Bissen.)

ul

*

Kjøbenhavn.
—

komme, det var dækket af
Fremtidens Slor; Vejen
og Maalet laa ſkjult i en
tæt: Taage. Man følte,
at man ikke alene var
Menneſke, at man ogſaa
var noget for fig ſelv, at
man var dorſk; men hvad
det i Grunden var at være
dorſk, det forſtod Ingen til⸗ 8 ö
fulde. Det var Digteren,
der fkulde klove Taagen, a
klare det, der laa og
dromte i Sjælens Dyb, og |
vije de famlende Kræfter |
Vejen og Maalet, og en⸗
kelte Digtere, ſom Evald,
havde ogſaa ligeſom uvil⸗
kaarligt i beaandede Oje⸗
blikke grebet de rette Toner;
men den forloſende Sang
havde end ikke lydt; Ingen
havde megtet ſom Hov⸗
ding at ſamle alle omkring ; ;
fig og ſlaa til Jorden den
Modſtand, der kaldtes til
Live, voxede med det nye
Liv og beredte fig til en
Kamp paa Liv og Dod,
ſom anede den, hvad det
gjaldt. Derfra kom den
Spredthed og Famlen i
de unge Kræfters Arbejde.
Da kom det ny Aar⸗

hundrede. Det blev ſkudt ind i Norden ved det berøm-
melige Skjcertorsdagsſlag paa Kjøbenhavns Red 1801.
Danmark var daarligt forberedt til en Kamp paa Liv
og Dod med det mægtige England og dets ſtolte, ſejr⸗
rige Flaade; men i Farens Ojeblik gjenfodtes Oldtidens
Kæmpeaand. ;

De ſpinebundne Blokſkibe bemandedes i Haſt med
frivillige Fiſkere, Bønder, Haandveerksfolk og Arbejdere,
der bleve til Helte og kempede ſom vare de husvante
til Søs, faa ſelv den berømte engelſke Admiral Nelſon
maatte give dem det Lov: „Af de 105 Slag, jeg har
deltaget i, har intet været jaa haardnaffet og frygteligt
ſom bette. Franſkmeendene kempede tappert; men de
havde ikke ſtaaet en Time mod den Ild, ſom Danfſkerne
holdt ud i fire“. Derfor ſang ogſaa Ohlenſchleger
om denne Kamp:

„Oldtids Kœmpehoje ſjunke,

Danmarks Daad blev glemt paa Jorden,
Dag, jom med en himmelſk Funke
Livnede du atter Norden.

Oldtids Kraft og Oldtids Wre
Stjænftes atter os med dig,

Derfor, ſtore Dag du være

Evig uforglemmelig!“

En loftende og beaandet Tid affoder altid noget
Stort og Nyt, og det maa jaa vereß thi det er i disſe
ſtolte Ojeblikke, da al den dagligdags Smaakjœvl og
Egenkjerlighed falder, og Alle aande i en Tanke, et
Hjerteſlag, Folk og Fædreland, at et Folk finder ſig
ſelv igjen; det Wdoleſte og Bedſte, der boer i det,
kommer frem, og Holger Danfke vaagner, derfor blev
Skjcrtorsdagsſlaget den nye Tids Morgengry, derfor
fodte det Danmarks og hele Nordens Hovedſkjald, Adam
Gotlob Ohlenſchleger.

Han var født i Kjøbenhavn den 14de November
1779. Hans Fader var en Sonderjyde, hvis For⸗
"fædre i flere Slægtled havde været Skolelcrere i
Svansø mellem Slien og Ekernfordefjord, var bleven
Organiſt ved Frederiksberg Kirke og Forvalter paa
Frederiksberg Slot og var en anſet og yndet Mand
baade af Hoje og Lave. Sonnen, Adam Ohlenſchleger,
var en underlig ſtille Dreng med et jaa ſtort Hang til
Drommerier, at han kunde tilbringe flere Timer foran
de gamle Billeder i Slottet eller liggende alene under
de loprige Trœer i Haven, uden at han vidſte, hvad
det var, der rørte ſig i hans Sjæl. Tidlig begyndte
han at leſe, og da det iſcer var overſpendte ſorgelige
franſke Romaner, der faldt ham i Hende, og over
hvilke han mangen Gang faldte bittre Taarer, kom det
Gribende og Forfcerdelige til at udøve en megtig til⸗
træffende Magt over ham. Da han havde lært Skue⸗
ſpillet at fjende, henreves han ganſke deraf og begyndte
paa egen Haand at ſpille Komedie. Evalds Meſter⸗
verker gjorde et dybt og uudſletteligt Indtryk paa
ham, faa han fnart blev hans Bndlingsdigter. Hans

Moder var en from, ſtille og ſvagelig Kvinde, og hun

døde, inden hun faa fin Søn blive til noget; men
Faderen var en fund, ligefrem og livsglad Mand, og

det var godt for Drengen. Et Held var det ogſaa,
at han fif den edle norfke Digter Edvard Storm,
Forfatteren til Zinklarsviſen, til Lærer; thi han gav
ham en fundere Læsning end de blodſodne franſke
Romaner, han henviſte ham til Hiſtorien. Ohlen⸗
ſchloeger elfkede denne fin Ungdomsven og Lærer meget
hojt, og hans Dad greb ham faa dybt, at da det blev
nægtet Eleverne at faa fri for Skolen for at deltage
i hans Begravelſe, oprortes Ohlenſchleeger, jaa han
trodſede Forbuddet og traf hele Klasſen med ſig. Da
han vorede til, vare hans Slegtninge og Venner meget
raadvilde om, hyilken Livsſtilling de ſkulde vælge for
ham. Man ſkjonnede jo nok, at der var Kræfter i
ham, men man ſyntes ikke, at der var noget, han
ſerligt duede til. Dette var ganſke naturligt; thi de
ſtore Gaver, Nornerne havde ffjænfet ham paa Vuggen,
ſlumrede endnu i ham, og han folte dem blot ſom en
mægtig uklar Trang. Det var ſpildt Umage at ville
vælge ham en Livsſtilling; thi for ham gialdt det ene
og alene om at finde fig ſelv i fit Kald, og dertil
kunde ſelv de fornuftigſte og bedſt mente Raad ikke
hjælpe, det kunde kun en ſtille aandelig Vært, indtil
den Dag kom, da Blomſten ſprang ud, ſtraalende i
Sommerſolens Glans. Forſt prøvede man paa at
gjøre ham til Handelsmand; men dette maatte ſtrax
opgives. Kunſten kaldte ham, og forgjaves forſogte
han at blive Maler eller Skueſpiller. Vel var han
her fit Kald nærmere; men han var ikke ſtabt til nogen
af disſe Kunſtarter; de kunde ikke ræffe ham den Trylle⸗
ſtav, der kunde aabenbare den Lysverden, han anede
og ſkimtede bag den travle Virkelighed og de lukkede
Kæmpehøje. I de Vers, ſom han ſkrev i flor Meengde,
fandt man ikke Spor af nogen ſerlig Begavelſe, ja en
af hans Venner kaldte ham endog for „Vandmollen“,
faa vi kunde tænke os, hvordan de vare. Han duede
altſaa lige meget til Alt, det vil ſige: til Intet. Hans
tilkommende Svoger, Anders Sande Orſted,

raadede da til at lade ham ſtudere Retsvidenſkaberne,

der ganſke viſt var det, der laa ham allerfjerneſt, og
det er derfor et klart Bevis paa, hvor lidet ſelv hans
Nærmefte forſtode ham. Dog havde han allerede ved

"fit varme trofafte Hjertelag og fin livlige, glimrende

Fantaſi vundet mange og betydelige Venner; men en
tung og trang Tid var det alligevel for ham.

Da kom Skjeœrtorsdagsſlaget.
dende Begejſtring, denne Begivenhed vakte hos ham,
veg Byrden fra hans Skuldre og Taagen fra hans Oje;
Fieldveggen braſt, faa han klart kjendte fig ſelv og fit
Kald. Frejdigt løftede han ſit Oje; thi nu vidſte han,
hvad han vilde og ſkulde; Krefterne gjærede i ham,
mægtige Syn joge forbi hans Sjæl, det gjaldt blot
om at holde dem faſt, at finde det rette Sted til at
bringe den lyſe Storhedsverden frem til Virkeligheden.

Saaledes gik et Par Aar.

J den glo⸗

Da kom til Danmark en ſaare mærkelig Mand.

Det var Normanden Henrik Steffens. Han havde
ſtuderet i Kjøbenhavn, men var ſiden rejft til andre
Lande og kom nu tilbage 1802 ſom en lærd Mand.

Han holdt Forelæsninger i to Vintre, jaa rejſte han

atter for ſtedſe, fordi de Styrende, vare bange for hans
beaandede Roſt og. derfor ikke havde Brug for ham;
men han udrettede alligevel, hvad han fkulde; thi
Ungdommen flokkedes om ham, og Ohlenſchleger og
Grundtvig, de to Mænd, der ſiden ſkulde blive Landets
Mpperſte, ſluttede fig nær til ham og fif af ham det
forloſende Ord. Ohlenſchleger ſiger, at Steffens kom
til Norden ſom en ny Ansgar, og viſt er det, at der
var en livsvælfende Kraft i hans Ord, jaa Dæmningen
braſt og Strømmen rullede mægtigt, frit og uſtandſeligt
fremad. Ohlenſchloeger, der den Gang havde en Bog
under Presſen, gik hen til ham for at høre hans Me⸗
ning. De talte ſammen fra om Formiddagen Kl. 11
til om Natten Kl. 3, og hvor haardt end Ohlenſchleger
ſtred for fin Ret til Digternavnet, den Ret, han ikke
kunde opgive, erklærede dog Steffens, at intet af det,
han hidtil havde ſkrevet, var noget ſandt Digterveerk,
han maatte bringe anderledes fuldgyldige Beriſer
Efter en fort, urolig og drømmende Slummer ſkrev
Ohlenſchlager næfte Morgen Digtet „Guldhornene“,
og da Steffens havde hort dette, erklærede han ham
for Nordens ſtorſte Digter, og det var han fra dette
Ojeblik. Hans tidligere Arbejder tilfredsſtillede ham
nu ikke længere, han lod Trykningen af fin Bog afbryde,
og udgav derpaa 1803 et Bind Digte, hvori han for
førfte Gang vifte fig ſom den, han var, Nordens Hoved⸗
ſkjald, og ſom foruden „Guldhornene“ indeholder Digte
ſom „Hakon Jarls Dod“ og „Sankt Hansaften⸗Spil“.
J „Guldhornene“ beſynger han de to prægtige

Guldhorn, der bleve fundne i Nærheden af Møgeltønder
og vare de herligſte nordiſke Oldſager, Nogen har kjendt.
Da der var vakt en mægtig ſogende Higen efter den
glemte og derfor i Mulm og Nat fjunfne Oldtids
Storhed, — ſiger Digteren — da ſuſede det i Natten,
Graphojen ſukkede, og det tonede i Luften, medens de
gamle Guder rørte fig i den halvdunkle Stjerneglans
og talede til Nordens Folk:

„J, ſom raver iblinde,

ſkal finde

et eldgammelt Minde,

der ſkal komme og ſpinde!

Dets gyldne Sider

ſkal Prœget bære

af de eeldſte Tider.

Af det kan J lere!

Med andagtsfuld Wre

J vor Gave belønne. —

Det ſkjonneſte Skjonne,

en Mg,

ſkal Helligdommen finde!“ —

>=

Saa tale de og ſpinde.
Luftonerne døe!” ' i

Da fandtes det førfte Guldhorn ligeſom tilfældigt
af en forgløs ung Pige, og de gamle Tider gav et
ſterkt Lysglimt tilbage til de ny.

„En ſagte Torden
dundrer!

Hele Norden
undrer!” —

Og de ſtimlede ſammen, gravede og ſogte, men
ikke efter Oldtidsſkatten, efter Guld, det rode glimrende
Guld, og derfor fandt de intet andet end den ſorte
Muld. De forſtode ikke Lysglimtet. Da ſpvandt et
Aarhundrede og i den vældige, bruſende Nordenvind kom
Guderne atter og forjættede en ny Aabenbaring:

„For de ſjeeldne faa

ſom vor Gave forſtaa,

ſom ej Jordleenker binde.“ —
der ære

— „Guddommens Straaler —
i det Mindſte, i det Storſte,
ſom brændende torſte

efter Livets Liv.“ —

Og det andet Guldhorn findes. De vare en
Helligdom. Ingen forſtod ret at tyde de ſeelſomme
Tegn og Merker, hvormed de vare prydede, og derfor
talte de manende til Folket om at ſoge tilbage til den
Tid, der havde ffabt dem; men man tog det Hellige
forfængeligt, man fan ikke „det ærværdigt Hoje“ og
beundrede kun Guldets Vægt og Finhed, Pengeverdien,
og da de ſkulde tjene Forfengeligheden og Nysgjerrig⸗
heden, jaa ſvandt de bort og kom aldrig tilbage. (Som
bekjendt bleve de ſtjaalne og ſmeltede). i

Det er jo en almen Sandhed, at Mandens Gaver
maa tilegnes og forſtaas aandeligt og komme lige faa
lidt til deres Ret ved at være Gjenſtand for en tom
overfladiſk Beundring ſom ved at vejes paa Guldvegt;
men det har færlig Betydning for Ohlenſchlaeger og
hans hele Virkſomhed, at det er i denne Sandhed,

a For dem,

fremſtillet juſt paa denne ejendommelige nordiſke Maade,

at hans ſtore Begavelſe forſte Gang baner ſig Vej til
fuld Klarhed, faa dette Digt kommer til at ſtaa ſom
Indledning og Motto, man kunde næften ſige ſom
Overfkrift, til alle hans ſenere Arbejder. Det var
Nordens Aand, der rakte Ohlenſchleger Digterharpen,
jaa han kunde løfte „Guldhornene“ frem af Hojens
Gjem. Som „Guldhornene“ maatte hans Digtning
aandeligt tilegnes for at komme til ſin Ret og blive
Liv; thi Livet aandede i den, og ved blot at vælfe
overfladiff Beundring og Forundring vilde den ſpinde
og tabe fin Betydning. Der er i vore travle Tider ;
Anledning nok til paany at fremdrage „Guldhornene“
og minde om dets Varſelsraab; thi i Reglen ſtifter
man jo nu kun flygtigt Bekjendtfkab med Digteren ſom
en behagelig Tidsfordriv, og mangen Gang leſer man

PDR
N

hellere en kortfattet Afhandling om ham, for ſaaledes
hurtigt og nemt at lære ham ſaavidt at kjende, at
man kan ſnakke med, end ſoger hen til hans Værfers
livsſtyrkende Veld.

Hans naſte ſtore Arbejde blev „Aladdin eller
den vidunderlige Lampe“. Det er et oſterlandſk Even⸗
fyr, ſom han har omſkabt til en nordiſk Digtning, der
i Rigdom af Skjonhedstrak og Dybde i Folelſe og
Tanke altid vil ſtaa ſom et af den ny Tids Meſter⸗
værker. Det er Digtekunſtens Drapa, og da Digte⸗
kunſten er Menneſkegandens herligſte Blomſt paa Jorden,
omfatter det alt, hvad Menneſkelivet ejer af Stort,

Sandt og Skjont og afſpejler dets Velde, Kamp og

Sejr. Som den fattige Dreng Aladdin, der drev
omkring og ikke duede til noget, havde Ohlenſchloeger
ſely drevet raadvild for "Vinde og Stramme. Som
Aladdin havde Ohlenſchleger ſet den ſkjulte Verdens
Herlighed og folt det ſom en Livstrang at bringe den
frem for Dagens Lys ikke anende, at han juſt der,
indeſluttet og ene med fin Verden bag det ſteerke, folde
Fjeld, juſt hentede den Magt, der kunde ſpreenge alle
Fjelde. Og ſom Aladdin blev Mand, ſaaſnart han
havde lært at bruge Lampen og da ſtrax befalede over
de megtigſte Aander, ſom om han kun var ſkabt til
at befale, medens hans Moder ſank forfærdet til⸗Jorden,
ſaaledes blev Ohlenſchlger en Mand, ja en Hovding
i Aandernes Verden, da Harpen klang i hans Hender
og Venner og Frænder lyttede med Undren og bævende
Hjerter. Ja Aladdin afſpejler i meget Ohlenſchloœgers
eget Liv, og det kan ikke være andet; thi ikke alene er
han ſelv fuldt med i det, han ſynger, jaa det er hans
eget Liv og Aand der toner ud; men ſom det i Sandhed
Store paa Jorden altid er af ſamme Aand, jaa er og
dets Vej til Aabenbaring og Sejr altid den ſamme:
gjennem Nat til Dag, gjennem Marke til Lys, gjen⸗
nem Jorden til Himlen. Ohlenſchloger har ſelv følt
og erkjendt dette, og han fortæller derfor i ſine Erin⸗
dringer, at den Gang han ſkrev Aladdins Vuggeſang
paa den dode Moders Grav, randt Taarerne ned ad
hans Kinder; thi han tenkte paa ſin egen Moder.
Her er Sangen:

„Visſelulle nu Barnelil!

Sov nu født og ſov nu længe,

Skjodt din Vugge ſtander ſtil',

Uden Dun og uden Genge.

Hører Du den tunge Storm
Sukke ved, hvad jeg forliſte?
Meerker Du den ſultne Orm
Pikke pan: Din Fyrrekiſte?

Sov; Barnlille, ved min Sang!
Intet ſkal Din Glæde mangle,
Hører Du den muntre Klang

Hiſt i Taarnet af Din Rangle?

Nattergalen nærmer ſig ,
Fryde Dig dens blide Klukke?
Du har ofte vugget mig,

Nu ſkal jeg Dig atter vugge.

Hvis Dit Hjerte ej er Sten,
Mært min Idræt, Moder kiere!
Her af denne Hyldegren

Vil jeg Dig en Fløjte ſkjere.

Ved dens Toner fryd Dit Sind!
— Hvor den klager ſpagt og ene,
Som en vildſom Nattevind

J de vande Vintergrene!

Ak! nu maa jeg fra Dig gaa,
Det er koldt i Dine Arme,

Og jeg ejer ingen Vraa,

Hvor jeg mig igjen kan varme!

Visſelulle da, Barnelil!

Sov nu født og ſov nu længe,
Skjondt Din Bugge ſtander ſtil,
Uden Dun og uden Genge!“

Efter Aladdin vendte han tilbage til Norden og

fkrev „Thors Rejiſe til Jutunhjem“, ſom han

ſenere fortſatte i en hel Rakke Digte om „Nordens
Guder“, hvori han ligeſom gjenfoder hele den gamle
Gudeverden. Til disſe Digte ſlutter ſig det mægtige
Drama „Balders Dod“. Derpaa kom Sorgeſpillet
„Hakon Jarl“ med ſine ſteerke nordiſke Helte og
deres Kamp paa Liv og Dod for Kriſtendom og Heden⸗

fab. Fra 1805—9 rejfte han udenlands; men Hjemmet

fulgte med ham, derom vidner ikke alene den godt
kjendee Sang „Underlige Aftenlufte“, ſom kan læjes
i enhver Sangbog, men ogſaa hans to Sorgeſpil
„Palnatoke“ og „Axel og Valborg”.

Det er ikke Meningen her at omtale alle Ohlen⸗
ſchlegers Meſterverker, ja end ikke at nævne dem, og
heller ikke vil jeg forſoge at afgjore, i hvilken Digtart
han udmerkede ſig meſt. Han har ſkrevet dejlige oſter⸗
landſke Eventyr, kjernefulde nordiſte Sagafortellinger,
yndige klangfulde Smaadigte, livfulde Heltedigte og
ſtorſlaaede Sorgeſpil. Skulde jeg udpege nogle enkelte
af hans Arbejder, da maatte de blive foruden „Aladdin“,
Sorgeſpillet „Hakon Jarl“, ſom jeg jætter fremmeſt

i Rakken, Heltedigtet „Helge“ og Folkeviſen „Aſker

Ryg”. Det, der her har havt ſtorſt Betydning, er
ganſke viſt hans Sorgeſpil, ſom derfor ogſaa ere bedſt
kjendte i vore Dage; men forreſten ſkal man nodig
ſonderlemme hans Digtning og blot gjøre fig Fendt |
med en enkelt Art; Ohlenſchloger bor fjendes fuldt ud
mere end nogen anden, og det lønner ſig. Han var
ikke en „folkelig! Digter i dette Ords indſkrenkede
Betydning, men han var det i den bedſte, videſte og

1

229

ſandeſte Betydning; thi ved hans Sang vaktes en hel
Slægt af yngre udmeerkede Digtere, der naaede længere
ud blandt Folket og ſom hans Børn bragte hans Mand.
Dog ſkal man ikke tro, at Ohlenſchlegers Veerker ere
for høje for almindelige Folk og derfor kun egner fig
for „de mere Dannede“, det er en fuldſteendig Mis⸗
forſtagelſe; enhver, der er vant til at læfe, vil føle fig
tiltalt og løftet af dem, iſcer naar de blive godt fore⸗
læfte. Det ved jeg af Erfaring.

J Ohlenſchlœgers Digtning fandt Nordens Folk
fig ſelv igjen. — Han løftede Taagen, jaa Maalet og
Vejen laa klar i Vaarſolens Glans; i hans Sang
tonede den forloſende Magt, der kunde ſamle Folket
og dets unge gjærende Kræfter. Han fang en ny
Tid ind i Norden. Det danſke Maal gjenfodte han,
idet han gav os Ord for vore dybeſte Folelſer og
Tanker, hvorfor der er en underlig Forſkjel mellem
Digte og Sange for og efter hans Tid; thi han hjalp
fig ikke i en ſnever Vending med Franſk eller Tydſk, han
gik tilbage til Sprogets Moder, „den danfke Tunge“,
og øfte der af det rette Veld. Dette er ikke det
Veſentligſte ved hans Digtning; men det hænger nøje
ſammen dermed; thi det, der ret egentlig gav ham den
ſtore Betydning, var, at han knyttede den bruſtne Traad
mellem Oldtid og Nutid og derved gav Livet fit eget
rette Grundlag til at udvikles paa og Noglen til dets
Forſtagelſe og Folkets Selvbevidſthed. Forreſten bør
det ikke glemmes, at da han havde aabnet Vejen, arbej⸗
dede Grundtvig trofaſt ved hans Side mod det ſamme
Maal og for det ſamme Liv, om end deres Arbejde
i meget var forſkjelligt.

Ohlenſchloeger er ikke alene danſk, han er nordiſk.
Meerkelig nok forſtod han ikke dette ſelv ret forend
meget ſent. Da han fkulde rejſe udenlands, ſogte han
ikke mod Nord, men mod Syd til Tydſkland og dets
Stormend, mellem hvilke han ſogte Aandsfeeller og
Venner. Ja han gif endnu videre: Han bejlede til
den tydſke Digterkrans, idet han ikke alene overſatte
fine bedſte Værfer paa Tydſk, men endog ſkrev enkelte
forſt paa Tydſk, ſaaledes „Correggio“, og det var
ganfke viſt ikke alene for Indteegtens Skyld. Det var
en Misforſtagelſe, der maatte briſte, og den braſt.
Den ſtore tydſke Digter Göthe, „Kongen i Digtnin⸗
gens Verden“, ſom man har kaldt ham, modtog ham
forſt venligt. og befkyttende ſom en haabefuld ung Mand;
men ſiden blev hans Venſkab til Mistro; thi han taalte
ingen Medbejlere, og der var Tegn til at Ohlenſchloeger
kunde blive farlig, og det var derfor mere end Ud⸗
trykket af et vrantent Lune, den Gang Göthe ſkrev i
Anledning af Ohlenſchloegers „Hakon „Jarl“: „Naar
disſe Nordboer have lært deres Jabjorne at danſe paa
Bagdenene, jaa tro de, at have gjort noget Stort!“
Det ken godt opfattes ſom hele Tydſklands Dom om
den noniffe Skjald; thi det bærer Tydſkernes ejen⸗
dommelige Prag i deres hele Forhold til Norden, ſelv

om de ſiden have ſogt at „annektere“ ham ſammen med
gamle Fader Holberg. Derimod forſtode Normeend og
Svenſkere ham ganſke anderledes, hvilket han dog ikke
ret erfarede førend han i Aaret 1829 for forſte Gang
ſejlede over Sundet til Sverig. Her modtoges han
med en jublende Begejſtring der fik fit ædlefte og
ſkjonneſte Udtryk, da Sverigs ypperſte Digter, Biſkop
Eſajas Tegnér, Forfatteren til „Frithjofs Saga“,
kronede ham i Domkirken i Lund med Lavrberkranſen
ſom Nordens Digterkonge.

En ny Tid maa altid i fin Morgengry kempe fig
frem; thi det Gamle flipper kun nødtvungent Herre⸗

dommet. Det er derfor naturligt, at Ohlenſchloegers

Fremtreden vakte en hidſig Kamp. Hopdingen for
hans Modſtandere var den begavede Digter Jens
Baggeſen, den gamle Tids dygtigſte og aandrigeſte
Repreſentant. Med bidende Vid angreb han Ohlen⸗
ſchleeger, og i en ofte hjærteløs Kritik ſogte han at
nedjætte hans Værd og blotte hans Fejl; men de
Unge fluttede Kreds om Ohlenſchleger, og derfor
maatte han fejre; thi det er altid Ungdommens Fortrin
og Ret. Dog maa det figes til Baggeſens Ros, at
ogſaa han ſommetider overveeldedes ſaaledes af Ohlen⸗
ſchleegers mægtige, hjertevarme Digtning, at han for
en kort Stund glemte al ſin Bitterhed. Man har
ment, at det var til Gavn for Ohlenſchloeger, at ogſaa
Nogle dømte ham ſtrengt og udpegede hans Fejl; men
ellers er det dog ikke de rette Midler til at udvikle og
ſtyrke en ſtor aandelig Begavelſe; den er en Blomſt,
der trænger til Solſkin og milde Sommerdage og ikke
til Nattefroſt og Vinterſtorme.

Endnu kun dette:

J Frederiksberg udenfor Kjøbenhavn laa den Gang
et Sted, ſom kaldtes Bakkehuſet. Der boede den
befjendte Digter Knud Lyne Rahbek (fodt 1760)
med fin elſkelige Huſtru Kamma, en af de Kvinder,
ſom aldrig ville glemmes i Danmark. I dette Hjem
for alt Stort og Skjont ſamledes alle Danmarks betyde⸗
ligſte Mænd, og her ſtiftede Ohlenſchleger Beſkjendtſkab
med Kammas yngre Soſter, Kriſtiane Heger, der ſiden
blev hans gode og trofaſte Huſtru. Han elffede fit
Hjem, fin Huſtru og fine Bern med en ſſjelden trofaſt
Hengivenhed; men Hjemmets Lykke fordunkledes des⸗
værre ofte af Neringsſorger; thi han var en fattig
Mand, og pinligt maatte det være for ham, den ædle
og fortjenſtfulde Sanger, tildels at maatte leve af høje
Velynderes Gaver; det virker altid nedtrykkende paa
en ſeloſtendig Mand. Derfor maatte han ogſaa ofte,
desværre alt for ofte, ſkrive Lejlighedsſange, der næften
altid vare meget daarlige. Dertil duer en ſtor Digter

ſjeldent, hans Aand kan ikke være Zrælfvinde, den maa
være fri, faa han kan være fuldt med i alt det, han
ſkriver, det ligger bedre for en lille Digter.

J fine ſidſte Dage var han dog en lykkelig gammel
Mand med et godt Helbred og et ungdommeligt Sind,

hædret af Nordens Folk og Fyrſter, Danmarks Glæde
og Stolthed. Efter faa Dages Sygdom dode han i
Kjøbenhavn den 20de Januar 1850 og "blev. begravet
under ſtor Deltagelſe paa Frederiksberg Kirkegaard ved
Siden af ſin forudgangne Huſtru og Datter. J Lavr⸗
berkranſen paa hans Grav byggede en Sangfugl ſin
Rede, og i hans Aand, vakt ved hans Sang, toner
endnu en frejdig og loftende Harpeklang ud over Dan⸗
marks Sletter og Nordens Fielde, og end ruller Livs⸗
ſtrommen friſk og kick fremad fra hans Kildeſpring.
„Seir og Frihed!“ det var Grundtoner i hans Sang,
og han horte til de lykkelige faa, der fe deres Livstanke
bære fuldmodne Frugter inden Øjet lukkes; han ſaa
dem begge lyſe over ſit Folk og Fædreland, og da
bøjede han ſit trætte Hoved og lagde fig til Svile.
„Dag ſtille! Skjalden er ej dod, han ſover,

Som Vintermarken til en dejlig Vaar,

Som Nordens Aand i Tidens Vintervover,

Hvoraf paany han ſejerrig opſtaaer;

Thi han ſtod op i Adam Ohlenſchleger,

Beſang fin Kempedaad og Seltedød,

Og tomte ud det ſtore Braga⸗Beger,

Saa Kæmpeløftet trindt i Nord gjenlød,

Han holder Ord, faa atter bøjt i Sky

Skal af hans Daad, ſom af hans Kvad gaa Ry“.

(Grundtvig.)

Tigerdreberen.
Operſat fra Frank at V. L.

De

8 (Sluttet.)

0 fter denne Fortælling forbleve vi Alle tapſe;

g ikle fordi Hiſtorien ikke havde interesſeret
os levende; vor fortſatte Tapshed beviſte
det Modſatte, og vor Fortæller kunde

2 ikke lade fig fkuffe
men hvis. Hiſtorien havde været ude her, ſaa havde
den djenſynlig ikke været fuldſteendig. De døde Tigre
tilfredsſtillede ikke vor Nysgjerrighed. Vi trængte. til
en anden Oplysning. i

Sir Sector forftod vor Zavshed og tog efter nogle
Minutters Ophold atter Ordet for endnu en Gang at
omtale Nuncomar.

„Efter at være komne tilbage til vore Kantonne⸗
menter, ſkiltes vi ad og Enhver begyndte forfra paa
fin vante Levevis. Jeg havde tabt Nuncomar belt af
Syne, fandt at fige brød jeg mig kun lidt om ham,
uagtet jeg paa Bunden af
og oprigtig Medfolelſe
Indier. Omſkiftningerne i det. militære Liv gjore
Man lever ſom man bedſt
man tenker mindſt muligt

at vi Alle ere ſaaledes.
kan fra Dag til Dag og
paa den neſte Dag.

Der vare henrundne tre Aar ſiden denne ſtore

heri et eneſte Ojeblit;

mit Hjerte følte en levende
for den ſmukke og modige

mig tilſtaget.

| utrolig hurtigt ældede.

Jagt, jeg nylig fortalte Dem om, og jeg havde i den
Tid ikke gjenſet nogen af vore Kammerater. Jeg havde
endogſaa forladt Diſtriktet Meirut, og der taltes om
at ſende mig ud for at rekrutere blandt Shikerne og
Gurkas erne, da jeg bad om en længere Orlov, der blev
Jeg havde i Sinde at overvære de ſtore
Brahminſke Feſter, ſom ffulde
i Wilnoor, der er den ſmukkeſte og meſt anſete i hele
Oſtindien. Det var der jeg ſkulde gjenfinde Nuncomar.
Men hvor havde han ikke forandret ſig og var ſig
ſelv ulig! Medens jeg med en Evropcers Nysgjerrig⸗

hed, der er begjerlig efter at lære at Fjende de Sæder,

der ere de i hans
de lange Optog,
med den Pragt,

Fodeland helt modſatte, betragtede
ſom droge omkring den hellige Bygning
ſom Indierne lægge for Dagen ved

| Alt, hvad der vedrører deres Gudsdyrkelſe, pasſerede

en med Pjalter bedakket Indfodt mig forbi. Han
betragtede mig fra Top til Taa, derpaa gik han ud af
Rakken og fatte ſig ſammen med flere af ſine Troes⸗
fæller paa en Hoj i Nærheden uden dog at tabe mig
af Syne. Dette tildrog ſig min Opmeerkſomhed; nu
var Turen til mig at anſtille Jagttagelſer, og jeg
troede at gjenkjende disſe Anſigtstrek, der vare ſaa
Det var ham, det var Nun⸗
comar, den ſmukke Indier fra vor Tigerjagt; i hans
odelagte Anſigt ſyntes der at ligge noget Ulykkeligt.

J det Ojeblik, da vi vare i Ferd med at forlade
Stedet, nærmede dette Menneſke, der havde ventet med
en uforſtyrret Taalmodighed, ſig os og henvendte ſig
til mig. å

„Sir Hector,“ ſagde han til mig, „gjenkjender De
mig ikke? Og hvo kunde i Virkeligheden gjenkjende
Nuncomar i det der i Dag er tilbage af det ſtakkels
Menneſke! Men Hvad mig angaar, jeg vilde ikke for⸗
maa at glemme Dem. Hor da, hvad jeg har at ſige
Dem .. . Jeg elſkede Canida af mit ganfke Hjerte, og
jeg havde god Grund til at tro, at hun delte miu
Kjærlighed. En Dag kom der en Mand af Deres
Nation med blonde Haar, blaa Øjne og hvid Hud;
fra dette Ojeblik af overvældede Canida mig med en
ilde Behandling; der var Intet der formaaede at faa
Bugt med hendes onde Luner imod mig. Endelig
overraſkede jeg hende en Dag ſammen med ham, ſom
hun foretrak for mig; jeg dræbte dem begge To ligeſom
jeg dræbte Tigeren. Nu hader jeg alle Englændere

| med Undtagelſe af Dem, Sir Hector, og maafke to af

Deres Venner. Hvis De vil tro mig, ſaa flygt ſaa
hurtigt ſom muligt fra dette Land, hvor der ſnart vil
tildrage fig ſkrakkelige Ting.“

Da Nuncomar hapde ſagt disſe Ord, fjernede han
ſig og forſvandt blandt Mengden.

Jeg troede, at det ſtakkels Menneſke var bløen
gal, ſaaledes ſom Sligt undertiden hendes i Oßßeldien
med Folk, der undertiden misbruge deres Styke, og
jeg antog de Ord, han havde ſagt mig, foyen Van⸗

finde Sted ved Pagoden

＋

Nuncomars tilſlorede Truſel mig i Hu.

2231

vittigs Udtryk. Jeg tog ikke ſynderlig Notits deraf
og fortſatte mit daglige Liv. f ;
Da ſenere Sepoyernes Opſtand udbrød, randt
Jeg ſogte
Underretning om ham og erfarede, at denne Indier
var en af de fornemſte Forere for Oprøret, og, at han
bekempede os med en vild Haardnakkethed. San blev
ikke lykkelig. Han blev tagen tilfange i en Fæftning,
og han er En af dem, ſom vi, for at ſtatuere et Ex⸗
empel, have ladet omkomme ved at fpænde dem for

Mundingen af vore Kanoner.
George Bell.

Husflid.

Vavede Kludetepper.

Vogle Syerſker i Kjøbenhavn have i de ſenere Aar

velvillig ſamlet og ſendt min Huſtru alle de Klude,
ſom de flippe fra ved Zilffæring af Damedragter. De
have været af mange forſtjellige Slags og Farver.
Man ſorterer dem ikke, men blander dem tværtimod
jaa omhyggeligt ſom muligt, førend de benyttes. Af
denne ſcerdeles brogede Blanding tages faa lige for
Haanden og klippes Strimler fra 1/2 til 2 4 21/2
Tommer brede, efterſom Tojerne ere ſpere eller lette
(O: tynde). Strimlerne blandes atter, og jaa tager
man heraf ligefor Haanden og ſyer dem ſammen med
nogle faa Sting; de bredere Strimler foldes ſammen
til ſamme Brede ſom de ſmalleſte, hvorved efter Haan⸗
den fremkommer en Kludetraad, der, ſkjondt ſammenſat
af hojſt forſkjellige Stoffer, paa det nærmefte er lige
tyk overalt. De ſammenſyede Klude vindes ſaa faſt
paa Nogler ſom muligt, dog maa det nøje overholdes,
at der under Vindingen ikke ffer nogen Snoning af
Kludene. For Ordens og Overſigtens Skyld gjøres
alle Nøglerne 5 tunge, f. Ex. 1/2 Mund hvert, Disſe
Kludensgler fkulle benyttes til Iſlet. Til Rendegarn

kan bruges tvundet, i Brunſpaan farvet, Garn af

Sfætteblaar, altſaa af de aller ſimpleſte og meſt værdi-
loſe. Tojet væves tofkaftet o: ſom Lærred (kan ſelv⸗
følgelig ogſaa væves ſom Dynevaar om man vil) faa
tet ſom muligt. Hvor Iflætten ved Spolingen maa
ſteres over, gjør man bedſt i at ſy Enderne ſammen
igjen under Vevningen, og hvis ikke dette, da maa
Enderne i det mindſte lægges faa nøjagtigt ſammen,
at det paagjældende Sted i Tojet hverken fremviſer
Aabning eller Knude. Hvor tæt Rendegarnstraadene
ſtulle være ſammen i Zøjet er ſelvfolgelig afhængig
ſaavel af deres ſom af Iſlattens Tykkelſe, dog maa
de ikke ligge hinanden nærmere, end at-Iſlotten kan
ſlaaes ganſke tæt ſammen.
(grovt) og 51 Bund Klude have vi faaet 75 Alen
udmeerket godt, ſmukt og koſtbart Gulvteppetoj, 1 Al.
bredt. Det kan ſom andet Guldtappetoj benyttes
enten lagt løft paa Gulvet eller faſtſlaget, med et tyndt
Halmlag under. lg

J Vaverlgn har det koſtet 8 ß. pr. Alen, og
Rendegarnets Verdi er højt regnet, 3 Rd. 3 Mk.

2

altſaa i alt Udgift — 9 Rd. 4 Mk. 8 fl., c. 19 ½ Kr.

Tejets virkelige Verdi er mindſt mellem 120 og 150
Kroner. Naar man nu jer hen til, at Sammen⸗
ſyningen af Kludene godt kan udføres af Born, og at
et Barn med Lethed i ſin Fritid kan ſy 2 Pund
ſammen om Ugen, vil det let fkjennes, at dette Arbejde

Af 21 Pund Rendegarn

at alle Slags Klude,

—

—

—-

baade er en lonnende og tilfredsſtillende Fritidsſysſel
for Born. Sluttelig ſkal jeg gjøre opmerkſom paa,
ſom falde af i ethvert Hus, lige
jaa godt funne benyttes ſom de nye Klude, der foran
er omtalt. j M. J.

En blind Kones Arbejde.

Et ſmukt og fremragende Exempel paa, hvad en
Blind kan udrette, afgiver Rebſlager Anderſens Kone
i Odder (Aarhus), ſom ſiden ſit 22 Aar har været
aldeles blind i 13 Aar, og Dog, foruden at paste fit
Hus og Rebſalget, aarlig forarbejder 150 Pd. Uldgarn
til Trejer, Underbenkleder oſv. og derved i betydelig
Grad bidrager til Familiens Underhold. Hendes ſmukke
Arbejde belønnedes med Prœmie paa Husflidsſelſkabets
Udſtilling i Kjøbenhavn. ;

Dusflidsudſtillingen i Viborg.

De, der ville udſtille, erindres om, at Anmeldelſer
maa indſendes i to ligelydende Exemplarer (udfyldt
paa trykte Blanketter ſom faas frit i hver Kjobſtad
hos de Mend der have paataget ſig at vere Land⸗
mandsforſamlingens Agenter) inden Üdgangen af April
Maaned, til Landmandsforſamlingens Sefretær, Civil⸗
ingenior Hannemann (Schonbergsgade 15, Kjoben⸗
havn, Veſterbro), eller inden 25de April til Lærer
Emil Sauter i Vindum over l der, ſom
„Danſk Husflidsſelſfkabs Repræſentant ved Landmands⸗
forſamlingen i Viborg“ vil varetage Husflidsafdelingens
Tarv, og pan Forlangende meddele enhver nærmere
Underretning til Vejledning for Udſtillerne

Foruden de i Nr. 27 nævnte Beſtemmelſer be⸗
merkes, at hvis en Üdſtiller indſender Arbejder, ſom
falder ind under forſkjellige Klasſer, og disſe Arhejder
onſkes udſtillede i Samling, maa det udtrykkeligt
bemerkes ved Indſendelſen, og vil der da ſaavidt muligt
blive taget Henſyn dertil.

—

Hans Jørgens og Abelones mærkværdige Hendelſer
i Kjobenhavn.
Af Emanuel Henningſen.

—ͤ—

2

Det lakked ſnart ad Middag hen,

Da ſagde Hans, vor gamle Ven:
Hor, Mo'er, nu gad jeg ellers vide,
Om ikke knap det var paa Lide,

At vi en Mellemmad os fik.

Hvad om vi til et Værtshus gik

Og tog os et Krus Ol til Maden?
Jeg tykkes, at vi her paa Gaden

Ej godt kan faa” vor Mad i Ro.“
Hans Kone ſpared: „Ja, min Tro,
Jeg tykkes ogſaa, det er Stunden,
Hvor ved vi ellers faar vor Unnen “;
Men hvor mon der et Værtshus er?“ —
„Jeg tror, der er et ſaadant her,“
Gjenſvared Hans, „da har jeg meerket
Af Billedet paa Plankeveerket;

Der ſer man jo en Herre fin,

Som drikker Ol og Brendevin.

) Middagsmad.

Kom, lad os kun gaa ind i Haven
Og faa” lidt ſtyrkende for Maven.“

Men juſt ſom de kom gagende

Ad Gangen, blev de ſtagende

Med ſtor 19 da de ſaa !

En ſolvblank Haveglobus ſtaa

Opſtillet der. Da ſagde Hans:

„Sligt ſer man
dog kun uden
Lands!

En ſaadan
Klump man
ingenſinde

J hele Jylland
kunde finde;

Fra Thy og
lige op til

Skagen

Man næppe
kunde viſe
Magen;

Men det for⸗
ſtaar fig, om
man end

En Solvklump
havde der
ſom den,

Saa var dog
ingen der
ſaa „tum⸗
pen“ 9

At omgaas
ſtjodeslos
med Klum⸗

pen,

Og fætte den i
Haven hen,

Hvor hver en
Tyv kan
ftjæle den“.

„Nej, ſe,“ ſaa
raabte Ko⸗
nen nu,

Kjaldermand.
Hvad er det, man nødig vil have; men, naar man

char faaet det, ſtreber man at vinde det, og, naar man

har vundet det, har man det ikke mere?
Sv.: Proces.

Svilken Fugl finder man i enhver Kugle?
Sv.: En Ugle, i i

Tiltredende Holdere af Husvennen

gjøres opmerkſomme paa, at den udkomne Halbdel af inde⸗
bærende Bind (Oktbr. Kvartal 1874 og Jan. Kv. 75) kan beſtilles
baade gjennem Boghandelen og Poſtkontorerne, ſom ere pligtige
at modtage Beſtillinger naar de ledſages med Forudbetaling af
2 Kroner (i Nr. 27 ſtod ved en Trykfejl 1 Krone) eller 1 Krone
for hvert enkelt Kvartal. 5

*) Tosſet.

„Det Anſigt der; hvad tykkes Du!

Det har faa lyſtig glade Miner,

Og lige ud til mig det griner...

Og ſiken Zand... nu maa jeg le!“ —

„Men, Lone, kan Du ikke .

Hans Jorgen ſpared mild i Sinde,

„Det er Dig ſelv, ſom er der inde,

Du ſpejler Dig i Solvet, Kone i

Aa, Herreczud,
min bitte
Lone,

Naar nu jeg
ſaadan ſer
Dig er

Jeg mindes ret
vor Bryl⸗
lupsferd,

Da var Du fro
og glad ſom
Fuglen

Og buttet, ſom
Du er i
Kuglen ...“

For dette fine
Smigreri

Hun ikke lukte
Oret i,

Skjcelmſk ru⸗
ſkede hun
Hans i
Manken.

med Kurve⸗
hanken.

Saa gik de
amle bort
ra „Sol⸗
vet“

At ſlukke deres
Torſt ved
Ollet.

. Oplosning
paa Gaaden i Nr. 28: Horſens — Randers.

Hamar

> Odesſa
Rhinen
Skotland
Eddyſtone
Namur
Sams (o).

Brevvexling.
Tak for venl. Br.

Anton S.
Kunne ikke bruges.

Zudhold. Adam Shlenſchleger, af Bendix Hanſen, med Billede.
— Tigerdraberen, overſat fra Franfk af V. L. (Sluttet.)
Husflid: Vavede Kludetapper. En blind Kones Ar⸗
bejde. Husflidsudſtillingen i Viborg. — Hans Jorgens

For vanſkelige Navne.

' og Abelones mærkværdige Hendelſer i Kjøbenhavn, af
Emanuel Henningſen, 2, med Billede. — Brevvexling.

C ˙ AA
Husbennen udkommer lil hver Hendag med et 16-f
Hyert Ijerdingaar medfølger gralis et forf fmuſtt Billede.
Voglade ſamt hos Hovpedſiommisſionceren:

— ————

valtet Ark, forfynet med flere Billeder, lil! Krone (3 MK.) Fjerdingaaret frit filfendt.
Bladet kan Beflilles pan elhvert Vofikontor og Brevfamfingsflød, i enhver
Audolph Klein, Vileſirade 40, Kſohenhavn. 5

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

Og puffed ham

for

Slorfhabslæsning, Oplgsning og Bus ffid.
Anginet af N. C. Bum.

i
NG OGRE NSSS STAN es TOYS GEA
a |

2. Aargang. 5 Kjøbenhavn.
d. 25. April.
Nr. 30. | e 1825.
Hvordan Ole blev til noget. | 9 05 er ds mageloſt, hvad den Dreng kan hitte
Af Bendix Han fen paa!“ ſagde Faderen.

„Og han er klogere end baade Fader og Moder,
; han driver det til Noget en Gang!“ ſagde Moderen.
Des var en Gang en Mand og en Kone, ſom havde „Han ffal være Herredsfoged eller Borgermeſter
en Son, der hed Ole. Han var deres Stolthed og eller ſaadan noget med blanke Knapper og Guldbaand
Glæde, og de troede, at der ikke gaves Mage til Dreng om Suen!“ ſagde Faderen, „Kunde jeg en Gang faa
i hele Verden, og det var jo ogſaa rimeligt nok. Noget ham at je ſaaledes, jan vilde jeg med Glæde lukke
Ualmindeligt, noget Stort ſtak der i ham, mente de; mine Øjne og ſige, at jeg havde levet”,
men hvad det var, kunde de aldrig ret blive kloge paa, „Ja, det kan nu være godt nok“; tilføjede Moderen,
og derfor grundede de beſtandigt derover. „men han maa højere op, han ſkal fjøre med fire; for
„Det er ikke værd at tænfe pan”, ſagde Degnen, det ſtikker i ham, og for er jeg ikke tilfreds, for har
og han var den klogeſte Mand i hele Byen, „det kommer han ikke naaet fin Beſtemmelſe her i Verden!“

af ſig ſelv ligeſom Sult; naar Poren er moden, ſaa Saa blev han konfirmeret.

falder den ned. Giv bare Tid!“ Og ſaa gav de Tid. „Hvad ſkal vi nu ſette ham til?“ ſpurgte Degnen.
Dygtig var han, det ſagde Degnen ogſaa, og ſaa „Han fkal lære at faa Guldbaand og blanke

maatte det være fandt. Han fad øverft i Stolen og | Knapper!” ſparede Faderen.

fit aldrig Sfjænd, men altid Ros, ſkjondt han aldrig | „Og kjore med fire!“ tilføjede Moderen.

leſte i en Bog, naar han var hjemme; flittig var han „Ja, det er en meget vanſkelig Ting; det er ſpeert!“

ikke, men det behøvede han heller ikke, faa dygtig var han. ſagde Degnen. 2

Noget. for Noget ſagde hans Forældre, og jaa maatte „Men han har Hoved!” ſparede Faderen.

han en Gang om Ugen bringe Degnen en Kurv, der „Og han er en kjon Dreng og har gode Kleder!“

var tung paa Henvejen, men let paa Hjemvejen, og | tilføjede Moderen.
ſaaledes gik Ole fremad. „Ja, ſaa ſkal han ſtudere“, ſagde Degnen, og
Han holdt meget af at lege, men helſt legede han | derved blev det. 3

„at kjore med fire“. Da han var lille, kunde han Men da der var gaaet nogle Aar, kom han hjem;
nøjes med fire Støvler eller fire Stole fatte ſammen han var falden igjennem. ; 2
paa Gulvet og med en Temme af Uldgarn, men da | „Det duer ikke at ſtudere!“ ſagde han. „Man

han blev. ftørre, lavede han Tomme af Seilgarn og kan ſtudere fig ihjel, og endda ikke naa til at blive
kjørte med fire af fine Kammerater, fpændte for et | noget. Jeg vil hurtigere frem!” s
Par gamle Plophjul, og det var mærfværdigt, ſaadan „Kiore med fire! Ja Du har ret, min Son!“
han kunde ſlaa Knald med Piſken. g ſagde Moderen troſtende.

234

„Vi have taget fejl; men man maa finde ſig i at
give Lerepenge“, ſagde Faderen. „Man ffal prove fig
frem, jaa kommer det nok. Det er Solv og Guld;
der regjerer Verden; har man nok af det, ſaa har man
nok af Alt, og det har Guldſmeden. Han fkal være
Guldſmed. Saa kan han lave Guldbaand og Solv⸗
baand, Guldkors og Solvkors til at bære for paa, og
Guldnegle til at bære bag paa ligeſom Greven, og jaa
behover han ikke at vente, til Kongen giver ham den
Slags Stads, og det giver Anſeelſe; han ſkal være
Guldſmed!“

Saa kom han i Lere; men da nogle Aar var
gaaet kom han atter hjem.

„Jeg vil ikke være indejpærret, jeg vil ikke være
Trœl!“ ſagde han. „Jeg vil have Lor til at røre mig,
jeg vil være Frimand. Jeg vil opad og fremad; thi
jeg er ſkabt til noget bedre og højere!”

„Det er ſikkert nok, min Dreng!“ ſagde Moderen.

„Ja bare vi vidſte, hvad det er; jeg ved det ikke;
men det kommer vel nok!“ ſagde Faderen.

„Jeg ved det!“ ſagde Moderen. „Jeg har vidſt

det længe; men jeg har baaret det hos mig ſelv; nu

maa det frem. Han er ſkabt til Greve. Saa kan han
kjere med fire, ſaa kan han pynte fig med Solvkors,
Guldkors og Guldnogle, og det er finere og ſtorre at
kjobe og bære disſe Ting end at lave dem. Han fkal
hen paa Herregaarden Hos Greven og læres op til
Greve!“

„Du har ſandelig Ret, Mo'er, Du vär dog den
klogeſte!“ ſagde Faderen. „Vi faa ham vel nok anbragt
paa Grevens Slot, og er han der, jaa maa han ſelv
arbejde fig fremad. Der er mange Folk, og ſtore
Herrer blive de Alle; men han naar kun frem til at
blive Greve; for de have ikke alle Begavelſen, men den
har vor Ole!“

Saa blev han ſendt til Grevens Slot. Det laa
nogle Mile borte, og Ole fik ikke Tid til at komme
hjem paa Beſog, men ved Lejlighed ſendte han Hilſen:
„Det gik ham godt og han kom fremad og opad“.

„Gudſkelov for det; nu er han paa rette Vej!”
ſagde hans Forældre.

Sele Egnen var i Oprør; thi Kongen var kommen,
Kongen var hos Greven paa Slottet. Da han vilde

rejſe, ſtrammede Folk fra alle Kanter hen til Landevejen

for at je Kongen og hans Stads, og Oles Forældre
vare med.

„Du ſkal faa at je, vi oplever noget mærkværdigt
i Dag!“ ſagde Moderen. „Det bæres mig for, at vi
faa vor Søn at ſe i al hans Pragt og Ovhøjelje,
maaſke hørende med fire“. ;

„Og med Guldbaand. Det er meget muligt!”
ſparede Faderen.

„Det er maaſke alene for hans Skyld, at Kongen

er kommen herover!” blev hun ved. „Kan være, Greven

har meldt ham, at han havde ſaadan et ualmindeligt

Menneſke i Lære hos fig, et Menneſke, der var ſkabt
til noget hojere end Greve, til Prins, til Hertug eller,
ja hvem ved, maaſke til Konge. Om vi nu fif ham
at je, Fjørende med otte Heſte for, ſiddende hos Kongen
og med Guldkronen paa Hovedet! Jeg tror næppe jeg
kunde bære det. Dygtig er han, dygtigere end Alle!
O, om han nu fkulde oplæres til Konge!”

„Fire og et Guldbaand, ſaa er jeg tilfreds!“
ſagde Faderen.

Vogntoget kom. Folk raabte Hurra, der var ſtor
Stads. Det var Kongen og hans Folge. Kongen
nikkede venligt til alle Sider; men han ſad alene, og
han var flet ikke jaa ſtadſelig, han havde hverken Krone
eller Guldbaand; han faa ud, aldeles ſom et andet
Menneſke. Saa kom Grevens Vogn, og det var den
ſkjonneſte af dem Alle: Fire ſkinnende forte Heſte med
Seletøj, der ſkinnede af Sølv, og det pregtigſte af Alt
var Kufken, der tronede højt paa Bukken i dejlige blaa
og rode Klæder med Sølv- og Guldſnorer, og et bredt
Guldbaand om Huen, og det glimrede i Solen ſom
en Krone. Ja han var rigtignok den praegtigſte af
dem Alle.

„Herregud, nu har jeg aldrig i mine Livſens Dage
jet noget jaa dejligt“, ſagde Oles Moder. „Han er
viſt den fornemſte af dem Alle. Se, hvor fornøjet han
jer fig omkring! Se hvor ſtolt han ſlaar Skrald med
Piſken! Og ſe Fader, hvor han nikker til os to Stakler!
Herre Du min Gud! Det er den ſtorſte Glæde jeg har
oplevet! Det er min egen Son, min Ole!“

„Ja det er Ole!“ ſagde Faderen og hans Anſigt
ſtraalede omkap med Oles Guldbaand. „Saa naaede
han dog at komme op at kjere med fire og fan Guld⸗
baand og Guldknapper og al den anden Stads og
komme i Kongens Folge. Ja Gud ſke Lov! Nu er
han paa ſin rette Plads, og det er en ſtor Lykke!“

Fra 1

de i det se Ocean og det indiſke Hav
Ga F ligger den mindſte og ſidſt opdagede af
de fem Verdensdele, Avſtralien. Den
beſtaar af et ſtort Faſtland, der kaldes

Nyholland efter de forſte Opdagere
(Hollænderne) eller Avſtrallandet paa Grund af
fin øftlige Beliggenhed (Ordet: „austral“ betyder .øftlig)
ſamt af en overordentlig ſtor Mængde Øer, hvis Antal
beløber fig til mange Tuſinder og ſom ere ſpredte over
et meget ſtort Rum. Storrelſen af disſe Øer er meget
forſtjellig; nogle ere ſtore (den ſtorſte, Ny-Guinega
er omtrent 11,000 Kvadratmile), men de fleſte ere jaa
ſmaa, at Tuſinder af dem̃ tilſammen kun indtage et
Fladerum af nogle faa Kvadratmile. Opdagelſen af
denne Verdensdel ſkyldes Hollænderne, men det var

235

dog forſt den berømte engelſte Sømand James Cook,

ſom gjorde den nøjere bekjendt ved fine Rejſer og

Underſsgelſer. Han gjorde tre Rejſer til Ayſtralien
(fra 1768-79) og paa den ſidſte Rejſe blev han myrdet
af de Indfodte paa Sandwichsgerne 1779. Den ftørfte
Del af Auyſtralien er i Evropceernes Beſiddelſe, ifær i
Englændernes, der eje hele Ayſtrallandet ſamt en Del
ſtorre og mindre Øer. Foruden Englænderne have
ogſaa Franffmændene, Hollænderne, Spanierne og de
nordamerikanſke Friſtater Kolonier i Avyſtralien.
Antallet af de oprindelige Indvaanere i denne
Verdensdel er overordentlig ringe. Aarſagerne hertil
ere dels de mange øde Strakninger, der iſeer findes
i Auſtrallandet, og dels Befolkningens raa og vilde
Levemaade, Mangel paa Agerdyrkning og andre regel⸗
mesſige Neringsveje ſamt Krige og gjenſidige Øde
leggelſestog. Der findes nu omtrent en Million af
de oprindelige Beboere, og deres Antal formindſkes Aar
for Aar. Det gaar med dem ſom med Indianerne
i Amerika, de kunne ikke taale at leve Side om Side
med den hvide Mand, og derfor gaa de uſtandſelig
deres Undergang i Møde. Indbyggerne kunne henføres
tre Klasſer: Alforaer eller Haraforaer, der bebo
en Del af Avftrallandet ſamt Ny⸗Guinea, van Diemens⸗
land og flere andre Øer, Papuer eller Auſtral—
negre paa en Del af Ny⸗Guinea ſamt Ny⸗Britannien,
Ny⸗Hebriderne og Ny⸗Kaledonien og Malajerne, der
leve paa de nordlige Oer, Ny⸗Seland og Sydhavsøerne.
De to forſte Stammer ſtaa paa et meget lavt Kultur⸗
trin, leve i en næften dyriſk Raahed og ere i Reglen
ikke modtagelige for nogen Dannelſe. Malajerne, der
i Modſcetning til disſe Stammer ere ſmukke, velſkabte
og ftærfe Menneſker, ſtaa ogſaa over dem i aandelig
Henſeende og ere i høj Grad modtagelige for Dannelſe;

paa mange Steder have de med ſtor Lethed tilegnet fig |

i det Mindſte det Udvortes af den evropeeiſke Kultur.
Foruden de oprindelige Beboere findes der ogſaa en
Meengde indvandrede Evropckere i Ayſtralien. Ind⸗
vandringen var iſcer ftærf i Aaret 1851, da man

opdagede udſtrakte Guldlejer i Kolonien Viktoria paa |
Guldfeberen greb en Mængde Menneſker
og forte dem over til Avſtrallandet, hvor en ſtor Del
De Indvandrede ernære fig |
iſer ved Agerdyrkning og Kvægavl, hvortil Avſtral⸗

Ayſtrallandet.
af dem har boſat ſig.

landets udſtrakte Sletter og Gresgange færlig egne fig,
Faareavlen er ijær af ſtor Vigtighed. Det milde

Klima, der herſter her, bidrager meget til at gjøre |
denne Verdensdel til et ſundt og behageligt Opholds⸗

ſted. Forſtjellen mellem de forſkjellige Aarstider er kun
meget ringe. z

Plante⸗ og Dyreverdenen i Avyſtralien er juſt ikke
rig paa forſkjellige Arter, men derimod meget ejen⸗
dommelig. De Zræer, der danne Avyſtraliens Skove,
udmærfe fig ved deres torre og ſtive Lov, Grenene
ſkyde for det meſte lige i Vejret og dele fig ikke meget,

da Bladene tillige ofte ere ſtillede paa Kant, bevirkes
herved at der ikke findes den ſterke og behagelige Skygge
ſom i de evropeiſke Skove. Trcerne ſtaa ofte langt
fra hinanden, og Skovbunden er derfor bedeekket med
en frodig Græsvært. Paa Stepperne i det Indre af
Ayſtrallandet optræde Zræerne ofte ſom et lavt Buſkads,
der kaldes Scrub, og ſom næften er uigjennemtrengelige
paa Grund af de mange Torne.

De meſt fremtrædende og fremherſkende Dyr af
Ayſtraliens ejendommelige Dyreverden ere Pungdyrene,
der have faaet Navn efter en Pung, der findes under
Hunnens Bug, og ſom tjener til Gjemmeſted for Un⸗
gerne. Pungen underftøttes af to langſtrakte, flade
Knokler, Pungbenene, der ogſaa findes hos Hannerne.
Ungerne fødes meget ufuldbaarne og ubehjelpſomme,
idet de baade ere nøgne, blinde og dove, naar de kom⸗
me til Verden og neſten kun have en Antydning af
Lemmer. De kunne derfor ſlet ikke hjelpe ſig ſelv,
men Moderen tager dem ſtrax efter Fodſelen med
Munden og ſtikker den ene efter den anden ind i ſin
Pung, hvor de ſtrax ſuge ſig faſt til Pattevorterne.
De blive i Pungen indtil deres Sanſeredſkaber og
Lemmer ere fuldt udviklede, hvilket hos flere Pungdyr
varer 6—8 Maaneder. J det Ydre ere Pungdyrene
meget forſtjellige og frembyde kun faa karakteriſtiſke
Former, men for Reſten ere de ligeſom en Ejentagelſe
af de øvrige Pattedyr. Der findes ſaaledes baade
Pungaber, Pungbjorne, Punggrevlinger, Pungulve,
Pungmaare, Pungmus, Pungrotter ov. Med Und⸗
tagelſe af nogle faa Arter i Sydamerika findes Pung⸗
Dyrene ikke udenfor Avſtralien. Det ſtorſte af alle
Pungdyrene er Kænguruen, der har en meget meerkelig
Legemsbygning. Hele dens Bagkrop er af en over⸗

4 ordentlig kraftig Bygning, og navnlig ere Baglemmerne

ualmindelig ſterkt udviklede, hvorimod Forkroppen, For:
lemmerne og Hovedet ere jærdeles ſvagt byggede. De

forholdsvis forte Forlemmer benyttes neſten flet ikke

under Bevegelſen, men bruges til at fore Føden, der
beſtaar af Plantedele, til Munden med, hvorimod de
ftærkt forlængede Baglemmer i Forening med den lange
og kraftige Hale ſette de ftørre Kænguruer i Stand
til at gjøre umaadelig lange Spring. Under Springet
lægges Forlemmerne tet ind til Bryſtet; Halen, der
benyttes ſom en Styreſtang, ftræffes lige bagud, og
Kenguruen farer nu ſom en Pil gjennem Luften og
giør Spring paa 10—30 Fods Længde, idet den hæver
lig 6—9 Fod fra Jorden. Det ene Spring følger
umiddelbart efter det andet, og den flygtende Kænguru
kan holde ud at ſpringe ſaaledes flere Timer i Træf
uden at hvile. Den jætter med Lethed over mindre

Forhindringer ſom Buſke oſv.; der ſkal derfor en ud⸗

merket Hund til at indhente en flygtende Kænguru.
Gangen, ſom man bedſt kan iagttage, naar Kengu⸗

ruerne gresſe, er derimod en klodſet og ubehjcelpſom

Humpen. Dyret ſtemmer Forpoterne mod Jorden og

En Kængurnjagt.

237

ſkubber Baglemmerne ind imellem Forlemmerne, men
for at kunne hæve de lange Baglemmer fra Jorden
under denne Bevægelje, maa det ſtotte fig paa Halen.
J denne ubekvemme Stilling forbliver Kenguruen heller
ikke længere end højft nødvendigt. Selv naar den

afbider fin Føde, ſidder den paa Bagbenene og Halen, |
medens den lader Forlemmerne hærige flapt ned.“

Saaſnart den har afbidt en eller anden Plante, hæver
den igjen Forkroppen og indtager fin ſedvanlige Stil⸗
ling, hvilende paa Bagbenene og Halen ſom paa en
Trefod. Den ſtorſte Art Keenguru er omtrent 8 Fod
lang, hvoraf Halen er 2 Fod; dens Vægt udgjor
150-220 Pund. Hunnen er omtrent en Trediedel

mindre end Hannen, og Ungen er kun lidt oper en

Tomme lang, naar den kommer til Verden. Den tætte,

glatte og bløde Pels har en graabrun Farve. — De

af Leſerne, der have Lyſt ttl at ſtifte nærmere Bekjendt⸗
ſkab med dette mærkelige Dyr, ville vi henviſe til den
zoologiſke Have ved Kjøbenhavn, hvor der findes flere
ſmukke Kænguruer, ſom trives godt og befinde fig ſeer⸗
deles vel der.

Ligeſom Awftraliens oprindelige Folkeſtammer mere
og mere ere blevne trængte tilbage og udryddede af
den fremrykkende hvide Mand, ſaaledes ſynes det ogſaa
at gaa med mange af Dyrearterne. Fordum behovede
man ikke at gaa ret langt fra Melbourne for at ſe
en Flok Kenguruer forfærdet tage Flugten med lange
Spring, og høre den velbekjendte Klapren af deres
masſive Haler, naar de jætte fig i Bevegelſe; men nu

ſkal man vejle temmelig langt op i det Indre, og

ſerligt lægge an paa det, for at nyde et ſaadant Skue.

Enkelte Folk paa Avyſtrallandet leve til Dels af deres |
Bosſe, ſkjondt dette Land er et meget flet Jagtrevier,
men hyppigſt dræbes Kænguruerne med Hunde, mere

for Fornejelſens Skyld. Paa lignende Maade ſom
Ræven i England, jages de, indtil de af Trethed ikke

kunne lobe mere; den Hund, der førft nærmer fig den

døende Kænguru, er ſelv dodſens, thi disſe Dyr ſlaa
med Bagbenene med en ganſke overordentlig Feerdighed
og Kraft, og da Klgerne ere jaa ſkarpe ſom Knive,

kan man undertiden je en Hund aldeles opflaenget.

Foranſtagende Billede viſer Leſerne en ſaadan Jagt ſaa trykket af Sorg, fan at vi maa give Digteren

med Hunde efter Kenguruer. Til Venſtre paa Billedet
ſes tre Kænguruer jætte afſted i lange Spring for de
forfolgende Hunde; disſe ere ligeſom Jeegerne tæt i
Sælene paa Kcenguruerne, jaa Jagten maa antages
ſnart at være fin Ende nær.

Kenguruens Kjod er ganſke velſmagende, iſcer
Halen; ligeſom man undertiden i Kjøbenhavn jer Re-

ſtavrationerne avertere ægte Skildpadde, ſaaledes bliver
man i Melbourne ofte friſtet ved Plakater i Hotel⸗
Vinduerne, med Bekjendtgjsrelſer om, at man nu kan
faa „eegte Koenguruhale⸗Suppe“, og det kan ikke nægtes,
at den ſmager godt.

—

Fuglenes Betydning for Planterne.
Af A. V. E. Toepfer.

Maar de milde Foraarsluftninger fortrænge den barſke
Vinter og vekker Naturen af dens Dvale for at
kalde den til nyt Liv, lokker Solens varmende og

oplivende Straaler lidt efter lidt den ene Plante frem
| efter. den anden af Jordens Skjod, og der begynder
nu en ubeſkrivelig Travlhed og Virkſomhed overalt i

Naturen. Det er ligeſom Planterne længes efter at
fprænge Vinterens Lenke, der længe har tynget dem
jan haardt, idet de ſvulmende af Foraarslyſt og For⸗
aarslengſel kappes om hvem der forſt kan udfolde fine-
Blade og Blomſter. Den nogne Skov, Marken og
Engen pynte fig med Grønt og et broget Zæppe af
Blomſter, for ret paa en feſtlig Maade at kunne byde
den dejlige Vaar velkommen. Alle, der have Sans

for Naturen, glæde fig hvert Aar ved at je den iflædt

fin ſmukke Foraarsdragt, men hvor venligt og behageligt
end det Indtryk er, ſom den gjør paa os, vilde den
dog forekomme os død og triſt, hvis den ikke paa ſamme
Tid blev oplivet af Fuglene. De fleſte Fugle beſidde
ſom bekjendt en herlig Evne til at kunne oplive Skov
og-Mark, og de bringe Poeſi i Naturen ved deres
Sang eller Kviddren, deres ſmukke Fjerdragt og deres
livlige Veſen. Dette gjælder navnlig de fleſte af de
ſaakaldte Trekfugle, og forſt deres Tilbagekomſt hertil
gjør Foraaret ret til Foraar for os. Deres Ankomſt
gaar derfor heller ikke ubemeerket hen, men bliver iagt⸗
taget med ſtor Opmeerkſomhed og ſtrax meldt i Avi⸗
ſerne ſom en Begivenhed, der vil glæde og interesſere
Alle. Endnu inden Vinteren ret har ſagt Farvel, ind⸗
finder Stæren fig allerede hos os og lader fine livlige
Toner høre, ſnart efter lyder Lærfens Triller højt oppe
i Luften og Solſortens melodijfe Fløjten fra Buffene.
Det gaar nu raſk, Slag i Slag med Trakfuglenes
Ankomſt, og overalt i Naturen høre vi et utalligt Kor

af Fugleſtemmer jublende iſtemme Naturens Gjen⸗

opſtandelſesſang, en Sang, der uvilkaarligt ſtemmer
vort Hjerte til Fred og Glæde, om det end er nok

Ret, naar han ſiger:

„Du, ſom har Sorg i Sinde,
Gak ud i Mark og Lund.“

Allerede denne oplivende Betydning, ſom de fleſte
Fugle have i Naturen, maa bringe os til at betragte
dem ſom Venner og paalægge os den Pligt at frede
om dem, at de ret kunne befinde ſig vel hos os. De
have imidlertid ogſaa en anden Betydning, der er af
langt ſtorre Vigtighed for os. Denne Betydning er.
ikke vanſkelig at paaviſe, da den let vil kunne opdages,
naar vi gjøre deres Nœring til Gjenſtand for en
Underſogelſe. Vi komme da til det Reſultat, at de

238

fleſte Fugle leve af dyriſk Føde og ifær af de Dyr, der
angribe og ødelægge Planterne. Heraf fremgaar det
klart, at Fuglenes ſtore og vigtige Betydning i Naturen
maa være at beſkytte Planterne mod de ffadelige Dyr
eller at holde deres Angreb paa Planterne indenfor
visſe Grænjer. .

Paa ſamme Tid ſom Planterne om Foraaret be⸗
gynde at ſpire og udvikle ſig, paa ſamme Tid begynder
ogſaa en utallig Mængde Fjender deres ſkadelige Angreb
paa dem. Det vilde derfor ſe galt ud for Planterne,
hvis ikke Trokfuglene juſt paa denne Tid atter vendte
tilbage til os og i Forening med mange af vore Stand⸗
fugle begyndte deres nyttige Virkſomhed, der kan be
fragtes ſom en Udryddelſeskrig mod de ſtadelige Dyr.
Man falder derfor Fuglene med Rette for „Naturens
Politi”, da deres vigtigſte Hverv er at holde et vaagent
Oje med alle de Dyr, der true Planterne med For⸗
dærvelfe og Undergang og derved kunne bringe For⸗
ſtyrrelſe i Naturens Samfundsliv. For at kunne udføre

denne Opgave paa en fyldeſtgjorende Maade ere Fug⸗

lene af Naturen udruſtede med alle de Egenſkaber, der
kunne komme dem til Nytte ved denne Virkſomhed.
De ere i Beſiddelſe af en ſtor Bevegelighed og Hur⸗
tighed, der fætter dem i Stand til at forfølge og ind⸗
hente de ſkadelige Dyr, ſom de ved Hjcelp af deres
ſklarpe Syn kunne opdage i lang Afſtand. De flyve
omkring og opſoge disſe Dyr overalt, baade i Luften,
pan Jorden og paa Planterne, og de findes altid i
ftørft Mængde der, hvor denne deres Naring er rigeligſt
tilſtede og hvor der derfor er meſt Brug for deres
Virkſomhed. Hertil kommer endnu, at mange af de
nyttige Fugle formere fig meget ftærkt og have faa
kraftige Fordojelſesredſkaber, at de daglig kunne fortære
et Antal ffadelige Dyr, ſom i Vegt endogſaa overgaar
det dobbelte af hvad de ſelv veje.

Da Planterne have deres fleſte og verſte Fjender
blandt Inſekterne, folger det af ſig ſelv, at de
inſektedende Fugle maa være af ftørft Vigtighed for
dem. Det er derfor meget naturligt og aldeles over⸗
ensſtemmende med Fuglenes Betydning for Planterne,
at de fleſte Fugle leve af Inſekter. Der findes inſekt⸗
edende Fugle i de fleſte Ordener, ſom de inddeles i,
men det ſtorſte Antal af dem hører dog til de ſaakaldte
Sangfugle eller Spurvefugle. Det forſte Navn
har ſin Oprindelſe fra de jæregne Sangmuſkler, ſom

disſe Fugle ere forſynede med, det andet ſkriver ſig fra
den meſt udbredte og almindelige her, Spurven. Sang⸗

ſtemmen er ſterkeſt udviklet hos de egentlige Sangere,
hvortil f. E. Nattergalen, Lovſangeren, Rør
ſangeren og Rodhalſen høre, der alle leve af
Inſekter og Larver.
vore indenlandſke Arter af Svaler, der næften hele
Dagen igjennem ere lige ſaa ivrigt beſkjcftigede med

gat gjøre Jagt pan Inſekterne i Luften ſom Natravnen

om Natten er optaget af at jage efter de Inſekter, der

Af ſamme Nering leve ogſaa

i Haver og Skove.

komme frem, naar det begynder at blive morkt, f. Ex.
Tusmerkeſpermere og Natjværmere. De ſmaa livlige
Mejſer flagre og hoppe omkring paa Træerne, ſom
de befri fra en Mangde ſkadelige Inſekter, Larver og
Inſektceg, ifær Sommerfugleceg, af hvile en eneſte
Mejſe daglig kan æde over 10,000. De ere derfor af
ſtor Betydning for Zræværten og gjøre megen Nytte
Da disſe nyttige Smaafugle for⸗
mere fig meget ſterkt, idet de fleſte Arter af dem yngle
to Gange om Aaret og hver Gang lægger 7—12 Wg,
bør man ſoge at drage jaa mange ſom muligt af dem
til Haverne og Skovene. Dette kan let ffe ved paa
pasſende Steder at ophenge Meiſekasſer, ſom de ere
meget villige til at fæfte Bolig i. Vore to mindſte
Fuglearter, Fuglekongen og Gjerdeſmutten, gjøre Nytte
paa ſamme Maade. En Naturforſker har iagttaget,
at et Par Fuglekonger i Gjennemſnit hver Time
bringe deres Unger 36 Gange Nering, og da denne
udelukkende beſtaar af Inſekter og disſes Larver eller
Wg, bliver en Mængde ſkadelige Dyr daglig ødelagt
ved deres Virkſomhed. .Zræløberen og Spet—
meijſen færdes ligeſom Mejſerne meſt i Træerne, paa
hvis Stamme og Grene de bevæge fig omkring og nøje
underſoge for at opdage de Inſekter og Inſekteg, der
findes ſtjulte mellem Revnerne i Barken, hvorfra de hente
dem frem ved Hjælp af deres ſpidſe Næb og lange Tunge.
Den livlige og ſmukke Ster lever iſcer af Oldenborrer og
andre fkadelige Inſekters Larver ſamt af Snegle. Den
er derfor en velſet Gjæft overalt, hvorom de mange
udhængte Sterkasſer nokſom vidne. Skopſkaden,
Kornkragen, Ellekragen, Herfuglen og Vende⸗
halſen gjøre ligeledes megen Nytte ved at udrydde en
Mængde ſkadelige Dyr, bande Inſekter og Agerſnegle.
Det ſamme er vel ogſaa Tilfældet med den ſtore
Tornſkade, den almindelige Skade, Ravnen
og den graa Klage, men da disſe ogſaa ofte forfolge
og dræbe mange nyttige Smaafugle, bor man vel ikke
ubetinget frede om dem, men ſnarere ſoge at indſkroenke
Antallet af dem, naar de optræde meget talrigt i en
eller anden Egn. En Del af Sangfuglene leve iſeer
af Plantefro, og de blive derfor ofte efterſtrebte, fordi
man tror, at de gjøre Skade paa Kulturplanterne.
Det kan vel heller ikke benægtes, at de undertiden an⸗
gribe disſe Planter, men den Skade, ſom de gjøre dem,
er ſom ofteſt af ringe Betydenhed og opvejes desuden
langt af den Nytte, ſom de gjøre paa anden Maade.
De Plantefro, ſom de ernære fig af, hente de nemlig
iſer fra Ukrudsplanterne; de hindre herved disſe
i at udbrede fig for ftærkt og heri beſtaar navnlig deres
Nytte i Naturens Husholdning. Dernceeſt maa det
ogſaa erindres, at alle disſe plantecdende Fugle altid
opfsde deres Unger med Inſekter eller Larver, hvorved
et meget ſtort Antal af disſe tilintetgjores. Som et
Exempel paa en af disſe plantecedende Fugle vil jeg
nævne Graaſpurven, baade fordi den er den alminde

|

ligfte og derfor ogſaa den bedft kjendte af alle vore

Smaafugle og fordi der næppe er nogen Fugl, der i

den Grad er bleven hadet og forfulgt paa Grund af
den Skade, ſom den undertiden gjør paa vore Frugt⸗
træer og andre Kulturplanter.
et godt Ord ind for den og bede Læjerne om at ſkaane
den, da den fun gjør ringe Skade paa de dyrkede
Planter, men megen Nytte ved at fortere Ukrudtfro
og udrydde Inſektlarver. En engelſk Naturforſker har
iagttaget, at et Par Spurve hver Time bringe deres
Unger 40 Gange Naring, der altid beſtaar af Inſekt⸗
larver. Da Ungerne ere meget graadige, kan man godt

antage, at Forældrene maa bringe dem Næring 12 Timer

hver Dag, og antager man tillige, at de hver Gang

kun bringe en Larve hjem til Reden, bliver der dog

altſaa daglig 480 Larver og hver Uge 3,360 Larver
ved et eneſte Par Spurves Virkſomhed. Da Spurven
er vor almindeligſte Fugl, er det let at indſe, hvor
megen Nytte den gjør paa denne Maade. Det gaar
iſer ud over en Slags Larver, der kaldes Blad-
viklere, fordi de rulle eller vikle Bladene ſammen
paa Buſke og Zræer og ſkjule fig i det derved dannede
Hylſter, og disſe Larver kunne gjøre megen Skade paa
Frugttreerne, naar de forekomme i Mengde. En jaa

nyttig Fugl ſom Spurven bor derfor ikke forfolges,

om den end undertiden æder nogle af vore Kirjebær
og andre Frugter, ſom vi jo desuden have forſtjellige
Midler til at holde den borte fra.

Mange af de plantecedende Fugle have ogſaa en
anden Betydning for Planterne, idet de ſpille en vigtig
Rolle med Henſyn til Udbredelſen af disſe ved at føre
deres Frs fra et Sted til et andet. Dette
gjelder navnlig de Planter, der have Bærfrugt.
Fuglene nedſluge nemlig Bærrene, hvis ufordojelige
Frø gaa gjennem Maven uden at miſte Spireevnen
og føres bort med Gjodningen. Mange af Læferne
ville viſtnok have bemærket, at man meget ofte finder
vildtvorende Planter, f. Ex. Kønnetræer og Hyld højt
oppe paa gamle Ruiner, og i Kronen af gamle Pile⸗
træer er det ikke ſjeldent at fe Ribs⸗ og Stiffelsbær-
buſke ſamt andre Planter. Paa Ruinerne af Marmor⸗
kirken i Kjøbenhavn, Koldinghus og det gamle Kals

Slot vil man ſaaledes kunne finde en Mengde vildt⸗

voxende Planter, hvis Tilſtedeveerelſe ikke alene ſkyldes
Vinden, ſom har fort de lette Frø med fig derop, men
ogſaa Fuglene. Paa denne Maade ſpredes mange
Planters Frø ikke blot over forte Stræfninger, men
ved Træffuglenes Vandringer føres de ofte mange Mile
bort fra deres oprindelige Voxeſted.

3 (Sluttes.)

Jeg vil derfor lægge |

269

| Svalen.

ll —

Hoo kjender ikke Svalen? Leenges vi ikke hvert For⸗

aar efter at Spalen ſkal komme? Vel vide vi, at
„een Svale gjør ingen Sommer“, men den førfte
Svale er dog et Sendebud om at der vil komme flere
og naar der kommer flere, faa kommer Sommeren ogſaa.
Den forſte Svale er ſom en Forpoſt for en Armee, der
rykker os frem til Undſcetning mod Vinterens Kulde
og ſkarpe Vinde. Vi onſke hvert Aar den forſte Svale
velkommen, vi vide, at den og dens Kammerater ville
fange mange Tuſinde Myg og Fluer, der ellers vilde
plage os. Vi glæde os ved at je den med ſine ſteerke,
lange og ſpidſe Vinger klove Luften i lange kraftige
Sving, ſnart hejt oppe under Skyen, ſnart langs hen
med Jorden, med en Fart og en Sikkerhed, der voekker
vor Forundring. Og hvor glad bliver ikke Hver og
Een i Huſet fra den gamle Bedſtefader til den lille
Purk, der knap kan ſtaa paa Benene endnu, naar
Svalerne begynde at kline deres Rede under vort Tag.
Svalen er, ſom Storken, velkommen ſaavel i Bondens
HOytte ſom under Slottets høje Tinder; thi Svalen vil
ſom Storken „gjerne bo,

hvor der er Fred og huslig Ro“.

Vi folge dens huslige Liv, naar den har klinet
ſin Rede; vi ſe Hunnen af og til ſtikke Hovedet ud og
| Je fig om i Verden, mens hun ligger i Barſelſeng med
| fine Ag, og Fatter fojter om efter Myg og Fluer til
at traktere Mutter med under Rugningen. Og hvilfen
Larm og Kviddren og Pippen bliver der ikke, naar
Ungerne faar fprængt Wggets Hylſter og de Gamle
kommer flyvende og bringe dem Mad. Det gaar til
ganſke ſom blandt Menneſker, Hvor ogſaa Børnene
flokkes om Moder eller Fader, naar det er Tid til at
ſpiſe. Det er lyſtigt og morſomt at høre paa. Men
| ſnart begynde de ſmaa Svaler at drive Forretninger
| paa egen Haand og ernære fig ſelv og je — ja jaa
| ev vor forte Sommer forbi, jaa ſiger Svalen os Farvel
| for at drage Syd paa, hvor Solen ffinner varmt og

*

—

940

hvor Myggen tumler fig i Solſtraalerne, mens der her

hos os er koldt og barſkt og ikke den mindſte Flue
kan holde det ud, men døer af Kulde. De glade lyſe
Sommerdage ere forbi naar Svalerne flyve bort, Vin⸗

teren kommer med Morke, med Sne og Kulde. Men

den, for hvem Haabet er lyſt og Villien ſterk, ham
hjælper Erindringen om den ſpvundne Sommer og For⸗
ventningen om den neſte Vaar over Vinterens morke
Tid. Lad os vente og ſe hvad Svalen bringer os

næfte Vaar.
R. N.

Husflid.
Seletoj for Koer.

Husmand og Bæver Rasmus Anderſen i Veiſtruß
pr. Svendborg har opfundet et meget let og henſigts⸗

mæsfigt Seletøj til Køer, der bruges ſom Zræfdyr.
Han har ſom Biſysſel ved Siden af Væveriet forfer⸗
diget ikke jaa ſaadanne Set Seletojer, der leveres for
en Snes Kroner til to Køer, og har herved bidraget
til, at flere og flere Husmeend dyrke deres Jord med
deres Koer, til ikke liden Fordel for dem ſelv.

Hvad Fritidsarbejde kan kaſte af ſig.

Paa en Gaard, ſom vi dog ikke have Tilladelſe til
at nævne, er det opgivet, at en Kudſk ved at lave alle
Slags Kurve, Vugger, Skeer ofv., i ſin Fritid gjen⸗
nemſnitlig i 5 Aar har tjent fra 50— 70 Rd. om
Aaret, medens en flink Staldkarl ſammeſteds ved at
lave Træffo i fin Fritid tjente fra 70100 Rd. om
Aaret. En anden Karl tjente 15—20 Rd. ved at ud:
ſkœre Skeer.

Bognyt.

Billeder af Nordens Hiſtorie ved Frederik
Barfod, er Navnet paa en ny Bog, ſom udkom til
Sulen paa Gads Forlag, og ſom vi paa det bedſte
kunne anbefale til vore Leſeres Opmeerkſomhed. For⸗
fatterens højt anſete Navn, ſom folkelig hiſtoriſk For⸗
teller, er Borgen for, at denne Samling Fortællinger,
ſom han ſarligt har tilegnet Ungdommen, ere fortalte
paa en ſaadan Maade, at det er en ſand Fornøjelje
at laſe dem, og vi tro, at vore Leeſere ikke ville
fortryde at gjøre fig bekſendt med Samlingen, der
indeholder ni livligt og udførligt fortalte Fortællinger,
nemlig. 1) Den hellige Ansgar; 2) Haakon Adelſtens⸗
foſtre; 3) Nial og Gunnar; 4) Torgny Lagmand:
5) Slaget ved Stikleſtad; 6) Slaget paa Lyrſkovhede;
7) Slaget paa Stanfordbro; 8) Knud den Hellige og

9) Erik den Hellige. Bogen udgjør 300 Sider i ſtort

Format og koſter 3 Kroner.

| tilbagelægger i hver Sekund 4 Fod.
mer allerede en

og Stormen (i vor Del af Verden) til 48

man maa vel huffe

Smaaking.

Hoor hurtigt man kjorer paa Jernbanerne. Et
Menneſte, der med ſedvanlige Skridt bevæger fig fremad,
En Heſt kom⸗
hel Del hurtigere fremad; den tilbage⸗
lægger 12 Fod i Sekunden. Et Rensdyr, ſom træffer
en Slæde henover en glat Isflade, bringer det til
26 Fod i Sekunden, en Veddelobsheſt til 43 15
od.
Lyden bevæger fig med en Hurtighed af 1038 Fod, og
en 24pundig Kanons Kugle farer afſted med en Haſtig⸗
hed af 1800 Fod i Sekunden. Et Lokomotiv, ſom
tilbagelægger 4 til 5 Mile i en Time, vil hver
Sekond befordre ſin Byrde 33 Fod fremad, et Iltog
endog 4045 Fod. Paa det evropæiffe Faſtland er

Lokomotivernes Hurtighed omtrent ens overalt; i Eng⸗

land kjores der hurtigere. Et Perſontog løber der
indtil 7 Mile, et Iltog indtil 10 Mile i Timen. Et
Lokomotiv kommer altſaa 8 10 Gange hurtigere afſted,
end en Wand kan gaa, 3—4 Gange ſaa hurtigt, ſom
en god Heſt kan lobe, omtrent 2 Gange hurtigere end
et Rensdyr og kun ½ Gang langſommere end Stormen.
Men Menneſke, Heſt og Rensdyr blive ſnart udmattede,
medens Lokomotivet, efter at have tilbagelagt en lang
Strakning, kan blive ved uden Ophold, forudſat det
har tilſtrekkeligt Forraad af Vand og Kul. Vaddelobs⸗
heſte formaa ganſte viſt at holde Skridt med et Jern⸗
banetog, men ikke længere end hojſt i 10 Minutter, og
paa, at medens Vaddelobsheſten
kun bærer en forholdsvis ringe Byrde, befordrer Loko⸗
motivet. uden at trættes Hundreder af Centner fra
Sted til Sted.

Gaade.

For⸗ og Endebogſtaverne læfte nedad giver Navne
paa 2 af Evropas Kongeriger.
Et Hapſtrede ved Tyrkiet.
En Stad ved Volga.
En Stad ved Storebelt.
En Flæffe paa en danſk O.
En Stad ved Elben.
En af Evropas ſtorſte Floder.
En Stad ved Vennern.

Brevbvexling.
Flere Abonnenter ſom have foreſpurgt om
hvor der kan faas franſke Harekaniner, henviſes til Danſt
Landbotidende, 9die Bind (fans i Boghandelen for 1 Kr. 50 O.)
Side 569, hvor der anføres, at Hr. Gronthandler Chr. Sorenſen
i Horſens forſender 2 Maaneder gamle Harekaniner overalt i
Landet. Priſen var ſidſte Efteraar 3 Rd. 1 Mk. Parret. —
Dor. Kaninopdrattere gjøres med det ſamme opmerkſomme paa,
at Meddelelſer om gjorte Erfaringer, ſaavelſom om Salgstilbud
af Tillæg, til opgivne Priſer, gjerne ſkal forundes Plads i Hus⸗
vennen ſaavidt Pladſen tillader det. 5

Zndhold. Hvordan Ole blev til Noget
Fra Avſtralien, med Billede, — Fuglenes Betydning
for Planterne, af A. P. E. Toepfer. — Svalen, af
R. N., med Billede. — Husflid: Seletøj for Køer.
Hvad Fritidsarbejde kan kaſte af fig. — Boguyt —
Smaating — Gaade — Brevvexling.

Kaninopdrat.

„af Bendix Hanſen. FE

Husvennen udkommer. til
vert Flerdingaar medfølger gratis el ſlort ſmußt Billede.

hver Søndag med et 16,ſpallet Ark, ſorſguel med flere Villeder, til 1 Krone

(3 AK.) Fjerdingaaret frit tilſendt.

Bladet kan beſlilles paa elhvert Vofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver
Boglade ſamt hos Hopedkommisſioncren: Au

dolph Klein, Vileſlrede 40, Kjobenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

2, Aargang. 3
Nr. 21. ;

639 et var en dejlig Sommermorgen, Solen
e ſtraalede klart fra den rene, blaa Himmel,
e Lerkerne kvidrede højt oppe i Luften,
Duggen laa ſom Perler paa Græs og
: Blomſter, og nede i Engen ſpankede Storken
gravitetiſk omkring paa fine lange Ben. Der gik to
Daglejere henad Vejen, unge kraftige Mænd med barkede
Hender og ftærfe Arme, med Madtejnen paa Ryggen
og Leen paa Skulderne. Det var Husmand Mads
Pederſen og Indſidder Jens Proyſt.

„Det er dejligt Vejr i Dag,“ ſagde Jens, idet
han faa fig omkring med et fornøjet Blik, „det vil
give Humor til Arbejdet.“

„Det vil give Varme og Torſt,“ ſvarede Mads
med et Suk, „det er dog ogſaa et træls Liv ſaadan
Dag ud og Dag ind at flide og flæbe uden at komme
nogen Vej. Jeg ved virkelig ikke, Jens, hvordan Du
altid kan være glad. Jeg for min Part er led og
kied af det Hele; thi alt Slid og Slæb bringer os ikke
videre, vi ere lige fattige alligevel.”

„Ja, jeg er jo ogſaa en hel Del rigere end Du,
Mads,“ ſagde Jens Provſt ſmilende.

„Er Du det,“ udbrød Mads halv ſtodt, „jeg havde
ellers troet, at det var omvendt, for jeg har da et Hus
og en Jordlod til en Ko.“

„Ja, det er fandt nok, men jaa Indbo og Kleeder.“

„Jeg kan knapt vide, hvad der gaar af Dig, Jens,
faa ſtor Du er paa det! Dit Indbo er da ringere
end mit, og hvad Kloder angaar, da tror jeg, at baade

Lidt Livsfiloſoft.

Morſhabalraning, Oplysning og Vusfid.
Adginet ak N. C. Num.

Hundagen d. 2. Maj.

I fin Slægt ſynke i Graven.
mine og min Kones ere fag gode ſom nogen Husmands⸗

i; Kjøbenhavn.
18235.

familie her i Byen; desuden maa Du huſke paa, at jeg
har en Gris.“

„Du er dog et lojerligt Menneſke,“ ſagde Jens
med en ſtille Latter, „for klagede Du over, at Du
ingen Vej kunde komme, og nu paaſtaar Du, at ingen
af Dine Ligemænd har det bedre end Du! Kan Du
nu ſe, at Du ingen Ret har til at klage.“

„Ja, men de fleſte Menneſker har det dog bedre
end vi, ſom hver Dag efter Skriftens Ord maa æde
vort Brød i vort Anſigts Sved, og ſom maa være
bange for den Tid, da Alderdoms Svaghed forbyder
os at arbejde. Ere ikke alle Menneſker lige berettigede
til at nyde det Gode her i Verden?“

„Det ved jeg ikke, Mads, jeg har aldrig forelagt
vor Serre det Spørgsmaal endnu, og jeg tror heller
ikke, at han vilde ſynes rigtig godt om det.”

„Nej, Juſtitsraaden vilde nok ſnart grine Dig

Huden fuld.“

„Jeg mente ikke vor Arbejdsherre, men ham, ſom
er over alle Herrer,“ ſagde Jens. „Du kan da nok
forſtaa, at det er ham, ſom har befkaaret Enhver det
Gods, han nyder i Verden, og tror Du ikke ogſaa,
at han er lidt klogere end vi og bedſt ved, hvad der
tjener os til vort Gavn?“ ; :

„Ja, påa den Maade!”

„Ja, paa den Maade ffal vi ſe Sagen. Hvis
det havde været bedſt for Dig at være født ſom Greve,
ſaa var Du nok blevet det, det kan Du ſtole paa; men

| det ev rigtignok et ſtort Spørgsmaal, om Du havde

følt Dig lykkeligere for det. Hufker Du, hvilket ulyk⸗
keligt Menneſke vor gamle Greve var, han ſaa hele
Mon Du gjerne vilde
have været i hans Sted?“

„Nej, Gud bevare mig!“

„Ja, ſer vi det; men Du vilde dog gjerne have
mange Penge, jaa Du kunde lægge Spaden og Leen
til Side og lade Dig opvarte. Ikke ſandt? Köjender
Du Hiſtorien om det vandrende Apothek?“

„Nej, jeg er ikke jaa boglærd ſom Du.“

„Naa, faa ſkal jeg fortælle Dig den da. Det
vandrende Apothek var en uhyre rig Mand, der blev
kaldt ſaaledes, fordi han tyldede Spandefulde af Medi⸗
ein i fig. Han var nemlig aldrig raſk og blev tilſidſt
jaa tyk og fed, at han ikke kunde ſe fine egne Støvle-
neſer. Han ſad hele Dagen igjennem i ſin Leneſtol,

puſtede og ſpedte og havde flet ingen Appetit til at

ſpiſe noget af alle de gode Sager, der hver Dag fandtes
paa hans Bord. Al hans Rigdom var ham til ſlet
ingen Nytte.
Doktor, ſom kunde kurere ham, og ved Du, hvad
Medicin han faa maatte bruge? Han maatte arbejde,
Mads, arbejde til der ikke var en tor Trevl paa ham,
og jaa fik han endda kun Lov til at ſpiſe lidt af det
allerſimpleſte Slags Mad. Det kurerede ham.“

„Det var da morſomt.“

„Ja, der kan Du ſe, Arbejdet er dog godt for
noget. Tonk Dig, hvor den tykke Mand vilde have
misundt os, hvis han havde ſet, hvor let vi i den
brændende Solhede ſvinger vor Le, og med hvilfen
Appetit vi fortere vore drabelige Rugbrodsklundſinger.
Ja, det er dog, ſom min gamle Proyſt ſagde, at til
Arbejdets Forbandelſe er der knyttet Velſignelſe, nemlig
Sundhed og Tilfredshed.“

„Det er meget ſandt alt det; men Arbejdet ſkulde
deſag betales ordentlig, ſaa at vi i vor Stand ogſaa
kunde nyde Glæde og Forngjelſe, lige jaa vel ſom rige
Folk, for de er da ikke tykke Alleſammen eller have
miſtet Appetiten.“

„Ganfſke viſt er Lonnen for vort Arbejde knap,
men viſt er det ogſaa, Mads, at Gud fan lægge fin

Velſignelſe i lidet, naar man bare ikke glemmer at bede

ham derom. Huſker Du, hvad Frelſeren ſagde om
Fuglene, der ikke Jan og ikke ſamle i Lade, og hujfer

Du den forfærdelige Sneſtorm i Fjor, der raſede fem

Dage i Treck? Da ſagde Du til mig: „Nu faar da
alle de ſtakkels Smaafugle deres Reſt, for det er da
ikke muligt for dem at komme ud og bjerge Foden“;
men da Urejret var forbi, kom baade Leerkerne, Graa⸗
ſpurvene og Stærene frem fra deres Smuthuller. Hvad
mon de havde opholdt Livet med? Jeg ved det ikke;
men jeg ſaa, at den kjcre Gud ikke havde glemt dem.
Derfor mener jeg, at det heller ikke ſkal have nogen
Nod med os. Og hvad Glæde og Fornøjelje angaar,
jaa er det nok meſt vor egen Skyld, hvis vi ikke have
noget af det.“

„Det tror jeg ikke,“ ſagde Mads.

„Ikke det! Ja, ja, det ſkal vi nok komme over⸗
ens om. Hufker Du i vore Drengeaar, hvor glade
vi vare, naar Juleaften nærmede fig? Navnlig hufker

Endelig fik han da fat paa en klog

242

jeg en Juleaften. Klokkerne kimede, Rimfroſten glim⸗
rede paa Zræerne, og Tagene vifte Tender, ſom vi
ſagde. Nede pan Moſen var der ſpejlblank Is, og alle
vi Drenge vare mødte dernede med Slæder og Sføjter.
Aa, der var en Jubel og Latter, ſom var ganſke mage⸗
los. Om Aftenen vankede der Pebernodder og to
Ableſkiver til Mands baade hos Dine og mine For:
ældre, og de gjorde os lige jaa glade ſom de rige Born,
der ſtod om det pregtige Juletre i Rigmandens Hus.
Er det ikke ſandt?“

„Jo, det er da viſt nok.“

„Huſker Du jaa ſidſte Jul, at vi tilfældigvis begge
kom op paa Kirkebakken, ſom Drengene rutſede ned ad
med deres Slader, ligeſom vi havde gjort, da vi vare
Born. Da fil vi pludſelig Lyſt til at prove den Tur
igjen, Du ſatte Dig op paa en Slade og jeg paa en
anden, og jaa rutſede vi afſted til ſtor Fornojelſe for
Drengene og for os ſelv.“ i 5

„Ja, det kan jeg nok huſke; men det var jo bare
Barnagtigheder!“

„Meget rigtigt; men det er jo ogſaa Barnagtig⸗
hederne jeg vil have fat i. En Gang her i Foraaret
kom jeg hen hos Dig, og Du gik med mig ud paa
Lodden, hvor Kornet ſtod jaa ſmukt, at det var en
Lyſt. Dit Faar havde faaet to Lam, og Koen havde
nylig fælvet. Da ſagde Du pludſelig til mig: „Hor,
Jens, jeg er min Sandten ſaa fornojet, at jeg kunde
have Lyſt til at baxes med Dig ligeſom i gamle Dage.“
— „Kom an,“ ſagde jeg, og jaa ſtod vi der og floges
ſom to rigtige Skoledrenge, indtil Du hug mig i
Jorden. Kan Du jaa huſke, hvor vi braſt i Latter,
da Din Kone, ſom troede, at det var Alvor, kom
heſeblœſende lobende og kaſtede fig imellem os.“

„Aa, ſaadan Noget.“ a

„Ja, ſaadan Noget. Tror Du, at det kunde more
Dig i Dag, hvis vi lagde Verktojet til Side og gav
os til at baxes lidt. Skal vi prøve derpaa?“

„Nej, lad os hellere lade være,” ſagde Mads ſmi⸗
lende, „i Dag er jeg ikke rigtig oplagt.“

„Oplagt — ja, der har vi Ordet, ſom jeg lurede
paa: Ser Du, min Ven, ethvert Menneſke kan have
Fornojelſer, ja ethvert Menneſke kan glæde fig ved
Übetydeligheder, ved Barnagtigheder, det kommer blot
an paa at være „oplagt“ dertil. Nu ſkal jeg ſige Dig
en Sætning, ſom jeg en Gang har læft, og ſom inde⸗
holder en mærkværdig Sandhed: „Vore Glæder ſtemples
til Betydning af vort Sind.“ Det vil ſige, at ligeſom
der af ſamme Stykke Papir kan ſtemples en Blank⸗
ſvrteetikette og en Hundrededalerſeddel, ſaaledes kan
vort eget Sind ſtemple en ringe Begivenhed til en ringe
Ligegyldighed eller til en ſtor Glæde.”

„Ja, det forſtaar jeg nok; men hvor faar vi det
glade Sind fra?“

„Det faar vi fra Gud,“ ſvarede Jens.

Emanuel Heuningſen.

2

Moens Klint.

—

t Danmark er et ſmukt Land er ſaa ofte
L Jagt og ſandt er det. Men der er visſe
Naturſkjonheder, ſom Danmark har ſtor
Mangel paa og til disſe hører Bjerge.
Det ligger allerede i Navnet Danmark,
thi i det oprindelige gamle nordiſke Sprog betyder
„dan“ lav og „Mark“ Skovland. Skovene ere ſiden
den Tid Landet fif fit Navn tagne ſteerkt af, hvorimod
Landets flade Form er bleven tilbage. Det er kun
paa ganſke enkelte Steder at Landet hæver fig til en
nogenlunde anſelig Højde og hvor megen Pris vi ſette
paa Højder, kan man bedſt je deraf, at man ofte val⸗

farter langvejsfra for at nyde den vide Udfigt ſom

disſe f. Ex. Himmelbjerget, forſkaffer os. Men er det
en Sjeeldenhed her til Lands at je høje Banker eller
Bjerge, fan er det endnu ſjeldnere at træffe paa Klipper.
Naar vi have nævnet Bulbjerg, Bornholm, Stevns og
Myens Klint, jaa have vi dem alle, og den, ſom ikke
har ſet et af disſe Steder, kan egentlig ikke ſige, at
han har ſet en rigtig ſtor Sten, thi alle vore andre
Hojder beſtaa jo af Jord.

Af de fire Klippepartier, ſom vi ovenfor have

nævnet indtager Møens Klint ubeſtridelig den forſte
Plads ikke blot paa Grund af ſin Storrelſe, men, de

andre ufortalt, i Seerdeleshed paa Grund af fin male⸗
riſke Skjonhed og hele Ejendommelighed; vi ville derfor
idag indbyde vore Læjere til med os at deltage i en
lille Tour til Møens Klint. Vi ville ikke tale om
ſelve Rejſen dertil; thi hvad enten vi bo paa Falſter,
Sjælland, Fyn eller Jylland kunne vi let blive enige
om Rejſen. Vi jætte os blot ned i en bekvem Stol
i vor Dagligſtue, tager dette Numer af Husvennen i
Haanden og lade vor Tanke ſpringe over Land og Sø
til Møen — vips, jaa ere vi der.

Vi teenke os da, at vi en ſmuk Sommermorgen
ſtaar ved den nordligſte Del af Maens Oſtkyſt og fe
ud over Havet. Det er tidligt; Solen er endnu ikke
ftaaet op; vi have rejſt os fra vor varme Seng paa
Liſelund og ere gagede ned til Stranden, Det er lidt
koldt, thi en friſk Briſe bleſer ind til os fra Oſterſgen,
hvis Bolger ſkummende vælte fig ind imod Stranden.
Himlen begynder at gløde i Oſt forſt ganſke ſvagt, men
hurtigt voxer det rode Skjcer. Sangfuglene begynde
at ſlaa deres Triller i Havens Træer; Havet, det

„ſortladne Hav

de Danſkes Vej til Roes og Magt“
farves rødt ſom Himlen, der ſpejler fig i hver Bølge
og i hver Krusning; tilſidſt blusſer alt rødt og gult
indtil Dagens Konge, Solen, hæver fit ſtraalende Hoved
over Vandſpejlet og falder Liv og Varme frem i hver
en Brad. En Solopgang her er nok værd at ſe;

Solens Opgang er altid et opløftende Skue, men jeg

tror ikke at den nogenſteds gjør et mere overvældende
Indtryk end ved det aabne Hav. Det rode Sfjær
forſvinder nu og igjennem et ftærkt gult Lys gaar det
over til Dagens fulde Klarhed. Vi maa nu give os
paa Vejen, hvis det ſkal lykkes os inden Aften at
gjennemvandre den lange Stræfning fra Liſelund til
Store⸗Klints ſydlige Ende. Vel er Vejen i det Hele
vel kun en 9 til 10 Tuſinde Alen, men den gaar
ſaaledes op og ned og ud og ind, at det bliver meget
længere, tilmed da vi ſkulle ned til Stranden og fe
Klinten baade ovenfra og nedenfra.

Som ovenfor omtalt begynde vi ved Liſelund, ſom
er et Lyſtanloeg eller med andre Ord en ſtor Lund
eller Have med kunſtige Ruiner, ſmaa Vandfald, et
lille Kapel og flere andre flige Anlæg. Det er et ud⸗
mærket dejligt Sted, hvor Kunſten og Naturen ere
komne hinanden til Hjelp for at ſkabe et lille Paradis.
Det er, ſom den øvrige Del af Kyſten en Klint, og det reg⸗
nes derfor ogſaa med til Lille⸗Klint; det er gjennemſkaaret
af en Kloft og frembyder mange ſmukke Udſigter. Lille⸗
Klint maa man je forſt, thi uagtet Klinten her har
en Hojde af 100 — 200 Fod, ſtaar den faa langt tilbage
for Store⸗Klint i imponerende Megtighed og vild
Skjonhed, at det vilde være mindre interesſant hvis
man tog ſidſt til Lille⸗Klint. Vi ville derfor ikke op⸗
holde os for længe paa Lille⸗Klint vi længes for meget
efter dens ſtore Soſter, ſom vi allerede fra Nonne⸗
beenken i Liſelunds Have je paa Afſtand. Endnu er
her bart og vi vandre ad Stien langs Lille⸗Klint indtil
vi nærme os Skoven; vi gaa over de ſaakaldte Slots⸗
gavle, der rage indtil 300 Fod op over Hapfladen, og
nu viſer der fig et vældigt ſkinnende Kridtfjeld, den
forſte fremſpringende Pynt paa Store⸗Klint. Dens
Navn er Taleren og den har faaet det, fordi der her
findes et mærkværdigt Ekko. Vi fortabe os i Beſkuelſen
af denne vældige 325 Fod høje Kridtblok; det er
Klintens nordlige Forpoſt. Det er i hojeſte Grad
interesſant for den, der aldrig for har ſet Sligt, at
folge med Øjet de uregelmesſige Linier, ſom Klippens
vilde ſonderrevne Form frembyder og den ſkjonne Af⸗
vexling i Farver, ſom fryder Øjet. Overſt oppe ſtaa
grønne frodige Zræer med deres brune Stammer, det

ſaftige Græs med Blomſter i alle Farver; jaa kommer

Kridtſtenen, ſnart blændende hvid ſom Sne, ſnart med
en jvag rødlig eller blaalig Tone. Hiſt og her findes
ſorte Lag af runde Flinteſtene og der dybt nede under
os ruller det blaa Hav ind imod den gule Strandbred.

Vi kunne gjennem en Kloft, ſom hedder Iydelejet,

gjøre et lille Lob ned til Stranden og je Kempen
nedenfra og det er et ikke mindre ſmukt Skue. Men
vi maa videre; op igjen gjennem Iydelejet gaar det
og naar vi ere komne op paa ſelve Taleren og ſtaar
i Skovkanten ved den ſtejle Klippeſkrent, kunne vi et
Ojeblik nyde den ſtorartede Udſigt. Til venſtre je vi
op ad Oreſund til og er Vejret klart, kunne gode Øjne

if

ſe ſelve Kjøbenhavns Taarne herfra. Lige ud for os
have vi Oſterſgen og til Højre Store⸗Klints andre
fremſpringende Pynter. Forſt komme vi nu til Hylde⸗
dalsklint, der er det hejeſte Sted paa hele Klinten,
nemlig 410 Fod. Det vilde nok imidlertid blive altfor
vidtleftigt om vi her fulde nævne alle de ſmukke og
merkelige Steder her findes, thi egentlig fortjener det
altſammen at omtales og for hvert Skridt man gaar,
opdager man nye Skjenheder. Men man maa ikke
glemme at ſe fig for; det hender nemlig ikke jaa
ganſke ſjeldent, at en Hugorm ligger og ſoler fig

midt paa Stien og den holder ikke af at man træder

paa den, lige ſaalidt ſom den gaar af Vejen for Folk.

Hele Vejen er en Afvexlig af Pynter eller fremſprin⸗
gende Fjeldkanter og Klofter eller, ſom de her kaldes
„Fald“, ſaaſom Aalegaardsfaldet, Sandſkredsfaldet,
Sakkepibefaldet, Gukkenhulefaldet oſo. Vi komme efter⸗
haanden forbi alle disſe Steder, vi maa hvert Ojeblik
ſtaa ſtille og beundre Klintens Skjonhed. Solen
fkinner varmt og dens Lys kaſtes tilbage af de hvide

| Klipper; det gjør tilſidſt ondt i Øjnene. Til alt Held

trekker der en fort Sky op og formorker Solen; det
er ganſke velgjorende, men pludſelig merke vi, at det

er en Regnbyge, der kommer. Regnen ſtyrter ned, vi

Muens Mlint.

krybe i Le under en Bufk til det er forbi og Solen
atter kommer frem; faa komme vi ogſaa frem og ad
den nu fidtede Kridtſti vove vi os ud til Randen af
Sfrænten — men hvad er det: Vi kunne neten Intet
je for ſtore Skyer af Damp, der vælte ſig op ad
Klippens Sider og en kort Tid indhyller Alt. Ah! det
var Bygen; Regnen er falden paa Klinterne, der vare
ophedede af Solen og nu fordamper Regnvandet, da
Solen igjen er kommen frem og fkinner med fornyet
Kraft. Det var rart, den Byge kom, jan fif vi det
Naturſyn med.

Vi komme nu til et Sted. der for ikke Længe
ſiden var et af Klintens meſt berømte Punkter, nemlig
det Sted, hvor før Dronningeſtolen var — var, ja

for den er der ikke mere: Juledag 1868 faldt dette

ſtore Fjeld ned i Havet; det var en Klump Kridt, der
var 400 Alen lang, 50 Alen bred log 80 Alen tpk.
Det faldt med Zræer og Buſke, der forreſten endnu
tildels ſtode oprejſt efter Faldet. Længe laa de ned⸗
faldne Masſer ſom en O i Havet, men efterhaanden
ere de ſkyllede bort og opløfte; der kunde have været
poleret meget Sølvtøj og ſkrevet med Vrovl med det

*

245

Kridt. Men det er un ikke værd at vi komme i daar⸗
ligt Humor ved disſe ſorgelige Tanker; thi vi komme
nu til et Sted, ſom er Perlen paa hele Klinten, nemlig
Maglevandsfaldet. Dette er den ſtorſte Kloft paa
Klinten og det Sted hvor man bedſt kan gaa ned.
Kløften ſelv er vildſom og fuld af Klippeblokke, men
der har ſamlet ſig Jord i den og den er ſteerkt bevoxet
med Zræer, Krat og en Mangfoldighed af Græsarter
og andre Urter. En Bak, der har fit Udſpring i den
vverſte Del af Maglevandsfaldet ſtyrter ſig ned igjen⸗
nem det; den bugter ſig mellem Stene og Kridtblokke

og hiſt og her danner den ſmaa Vandfald. Dens

Vand er klart ſom Kryſtal og koldt, og det er denne

Bak, ſom man kan takke for den, rige Plantevært, der

findes i Maglevandsfaldet. En Sti lober ned gjennem
Faldet og Ingen bør undlade at gaa ned ad den til
Havet, Til begge Sider hæve fig mod Nord Magle⸗
vandsnakke og mod Syd Maglevandspynten. Det er
ikke blandt Klintens hojeſte Steder, men det er ſaa
overordentlig dejligt, da man her paa en Tid har de
ſtolte vilde Klinter, den tapſe Skov, det ſmilende
Maglevandsfald med fine ſladrende Bakke og det vidt⸗
ſtrakte Sav med Rügen og Bornholm i det Fjerne.
Naar vi ere komne ned til Stranden, finde vi en
Menngde af runde forte Flinteſtene, der ere hule og
nogle af dem rasle ſom en Rangle, naar man ryſter
dem. Der findes tillige en ſtor Mangde Forſteninger
af Sødyr og Snegle. Man kal imidlertid, hvis man
ikke har meget god Tid, ikke begynde at føge. efter disſe
Naturmerkverdigheder; thi er man førft begyndt derpaa,
er det vanffeligt at holde op igjen. — Siden vi nu
ere her nede, ville vi gjore en lille Vandring imod Syd
og vi træffe da her Klinten udhulet forneden jaa at
Kridtmasſerne hænge ud over os. Igjennem Kridtet
her ſiver Kildevandet ud og drypper uafbrudt ned;
derfor kaldes dette „Grederen“. — Vi maa nu helſt
vende om og gaa op igjennem Maglevandsfaldet. Det
er ikke mindre ſmukt end at gaa ned igjennem det,
men det er anſtroengende. Stien gaar i Zig Zag og
derved bliver den mange Gange længere end om den
gik i ret Linie. Tilſidſt naa vi dog derop; undervejs
have vi ſamlet os en lille Koſt af de nydelige Blomſter,
ſom i ſaa ſtor Mængde vore langs Maglevandet.
Trette ere vi, men vor Klintetur er nu ſnart ſluttet.
Forbi Sandfaldet komme vi til Sommerſpiret, en hoj
ſpids fremſpringende Kridtmasſe, hvis pverſte Del har
Form ſom en Sukkertop. Vi kunne ikke komme ud til
ſelve Sommerſpiret, da det kun ſtaar i Forbindelſe med
det Sted, hvor vi ſtaar, ved en til begge Sider ſtejl

og brat Kam, hvis Eg er jaa ſkarp, at ſelvb en Line⸗

danſer vilde bede ſig fritaget for at gaa derud. For

nogle Aar ſiden havde en Ornefamilie indrettet ſig et

behageligt Hjem der. Ornene holde af Enſomhed.
Familien kunde ikke have truffet noget bedre Valg, thi
paa Sommerſpiret vilde den ikke blive overrendt af

|!
|

Fremmede. Forreſten gaar der et Sagn om, at en
Mand for en Del Aar ſiden har foretaget ſig det hals⸗
brekkende Arbejde at krybe derud. Naar vi je Sommer⸗
ſpiret, maa vi dog tvivle om at Sagnet taler ſandt.
Den Strakning af Klinten, ſom folger herefter længere
imod Syd hedder Graaryg, fordi den er mindre hvid
end det Øvrige; ogſaa Graaryg er ſmuk, men naar
vi ere forbi den, ophører Skoven og vel fortjætter
Klinten ſig endnu et Stykke indtil den ender ved Fyr⸗
taarnet, men hvad der er at ſe, kan ikke taale Sam⸗
menligning med det vi have ſet. Vi ville derfor opgive
at gaa videre, og vende tilbage til Maglevandsfaldet,
jaa trætte, at vi ſnart ikke mere kunne flytte Benene.
Aftenen falder paa og Himlen bliver noget overtrukken.
Vi maa tenke pan Natteleje og henvende os paa en
Gaard, der ligger lidt oppe i Landet. Gaardmanden
har allerede Huſet fuldt, men tilbyder os at vi kunne
ligge i hans Lade, naar vi ført ville aflevere vore
Svpovlſtikker, Tobakspiber og Cigarer. Det gjøre vi
og ſoge nu at indrette os i Halmen. Vi falde ſtrax
i Søvn, men have kun ſovet et Par⸗Timer, da Gaard⸗
manden kommer og ſiger, at vi maa ſtaa op, da et
Tordenvejr nærmer fig. Uh ha! Men der er ikke
Noget derved at gjøre, vi maa. op og da vi komme ud
af Laden, blendes vi ſtrar af Lynene. Men ſidde og
kukkelure hos den gode Gaardmand i hans morke Lade,
det er der ingen Fornojelſe ved. J Saft Tøjet paa
og afſted til Klinten! At ſe Klinten i Tordenvejr om
Natten, det er prægtigt. Farlig er Vandringen; man
maa have En med, ſom fjender Vejen. Det lykkes,
vi naa derud. Men hvilket Syn. Blaa-violette Lyn

oplyſe i et Ojeblik de hvide ſpogelſeagtige Kridtfjelde

og det morke Hav og i ſamme Nu bliver Alt atter
belgmerkt. Synet gjentager fig atter og atter; det
er helt eventyrligt, men det er et Syn af en ſaadan
Storhed, at det aldrig vil udſlettes af vor Erindring,

om vi end blive nok faa gamle. Snart ſkyller Regnen

ned, Lynene knittre og Tordenen ruller. Her ſe vi
Gud i fin Storhed og os ſelv i vor Ringhed og Af⸗

magt, vi fole hvorledes han i ſin Velde kan knuſe os
ſom Fnug. Men Uvejret træffer bort, Himlen bliver

atter klar; Maanen oplyſer nu med fine milde Straaler,
den hvide Klint, og ſpeiler lig i Havet der nu er bleven
roligt igjen. Det er Naturens Fred, der vender tilbage;
for maatte vi tænfe van Gud i hans Veelde, nu maa
vi tænfe paa ham i hans Mildhed. Derude i Hori⸗
zonten lyner endnu det bortdragende Uvejr og med
løftet Sind og Tak og Tro til Ham, der har fkabt
denne ſtjonne Verden, Ham, der ſvinger Lynet og der
lader det mindſte Straa vore frem, tage vi Afſked med
Mgens Klint. 1 1

Fuglenes Betydning for Planterne,
Af A. N. E. Toepſer.

A

(Sluttet.)

|

i
| : Fugle, hvis Virkſomhed er af Betydning for Plan⸗
ö terne, vil jeg indſkrenke mig til endnu kun at omtale
| naogle af de vigtigſte af dem. Jeg vil da førftrnævne
|
|
i
b

' berøver mange nyttige injeftædende Smaafugle Livet.
Den kan ſom bekjendt ikke ſelb udruge fine Wg, da
É der forløber ſaa lang Tid mellem hvert Wg, ſom den
ng lægger, at de førft lagte vilde være fordærvede, inden
den fif lagt det ſidſte, men den lægger dem enkeltvis
i andre Fugles Reder. Disſe Fugle udruge da dens
| Wg i Forening med deres egne, men det gaar herved
i ud over deres egen Yngel, ſom enten døer af Sult
eller bliver kaſtet ud af Reden af den ſtore Gjøgeunge,
hvis Graadighed Plejeforeldrene tilfredsſtille paa deres
egne Ungers Bekoſtning. Hvis man derfor alene tager
Bnglemaaden i Betragtning, maa man henregne Gjogen
til de ſkadelige Fugle, men en Underſogelſe af dens
Nering vil ſnart overbeviſe os om den ſtore Nytte,
ſom den gjør. Den lever nemlig neſten udelukkende
pl af de ſkadelige Bombyx-Larver, ſom ingen anden
ål Fugl tør binde an med paa Grund af de giftholdige

*

kraftige Fordojelſesredſkaber ere derimod afpasſede efter
denne Næring, ſom den ingen Skade tager af, og ſom
den næften hele Dagen er beſkjceftiget med at opſoge.
Den bekjendte og dygtige Naturforſker Tſchudi har
iagttaget, at Gjogen i det Mindſte hver femte Minut
eder en af disſe Larver og paa en Dag mindſt 170.
Regner man, at Halvdelen af disſe Larver ere Hunner,
og at hver af disſe vilde lægge 500 Wg, hyilket Antal
ingenlunde er for ſtort, hindrer altſaa en eneſte Gjøg
paa en eneſte Dag Udviklingen af 42,500 fkadelige
4 Inſekter. Den gjor herved Planterne en uberegnelig
Brus Nytte, der fuldkommen opvejer den Skade, ſom den
tilføjer Smaafuglenes Yngel ved fin ejendommelige
Ynglemaade. — Spætterne, af hvilfe vi have flere
Arter her, anrette ſtore Ødelæggeljer blandt, de In⸗
ſekter og Larver, der opholde fig paa Zræerne. Ved
Hjeelp af deres Klatrefodder og ſtive Støttehale bevæge
de fig med ſtor Beheendighed omkring ſpaa Træernes
Stamme og Grene, hvor de hiſt og her banke paa
Barken eller ſlaa Hul paa den med deres ſteerke, kile⸗
dannede Næb. De Inſekter, der leve under Barken
blive opfkrremmede ved denne Banken og komme frem
af Smaahullerne eller Revnerne i den, men blive da
ſtrax et Offer for Svætten, der ſpidder dem paa fin

Tunge, der er meget ſpids, hornagtig i Enden og beſat

med Modhager; da den tillige kan ſtrokkes langt ud
af Munden, er den et udmeerket Redſkab til at gribe

Da det vil blive for vidtloftigt her at nævne alle de

| …— Gjøgen, hvis ejendommelige Ynglemaade jo rigtignok |

Haar eller Børfter, ſom disſe ere beklædte med. Gjogens

Inſekterne med. Spetterne gjør ogſaa Nytte paa anden
Maade, idet de med deres Neeb hugge Huller i gamle
troſkede Treſtammer for at ſkaffe fig en pasſende Bolig.
Da de ſelv kun benytte en ſaadan Bolig en ganfke
fort Tid og derpaa forlade den og indrette fig en ny,
tilvejebringes herved en Mengde bekvemme Steder,
hvor de ſmaa injeftædende Fugle kunne anbringe deres
Rede. — Agerhønen, Vagtelen, Brokfuglen,
Viben og Maagerne ere heller ikke uden Betydning -
for Planterne, da de fortære en ſtor Del Inſekter,
Larver og Agerſnegle omkring paa Markerne. Selv
mellem Ropfuglene findes der enkelte f. Ex. Mus⸗
vaager, Hvepſevaagen, Rodfalken, Taarn⸗
falken og Uglerne (med Undtagelſe af den ſtore

| Hornugle), der gjøre megen Nytte ved at fortære en

ſtor Mængde af de for Planterne ſkadelige Dyr, ifær
Inſekter og Mus. Ved forſkjellige Underſogelſer er det
bleven godtgjort, at vor almindelige Musvaage daglig
kan æde 40 Mus, men antage vi, at den kun æder
20 daglig, vil den dog i Løbet af et Aar kunne ud⸗
rydde henved 7000 af disſe ſkadelige Smaadyr foruden”
en ſtör Del Jordkrabs og Oldenborrelarver. Den
engelffe Naturforſkler White iagttog i længere Tid
et Par Slørugler og fandt, at de i Gjennemſnit hver
femte Minut bragte en Mus hjem til Reden, altſaa
12 hver Time. 8

Denne kortfattede Skildring, i hvilken dog kun en
Del af de vigtigſte Fugle ere blevne omtalte, haaber
jeg maa være i Stand til at give Leſerne et klart
Blik over Fuglenes ſtore og vigtige Betydning for
Planterne og derved ogſaa for os. Paa Grund af
denne deres nyttige Virkſomhed i Naturens Hushold⸗
ning ſkulde man tro, at de ikke vare udſatte for Efter⸗
ſtrebelſer fra vor Side, men desværre forholder det
fig ikke ſaaledes, thi der er næppe nogen Dyreklasſe,
der i den Grad er bleven forfulgt og efterſtrebt ſom
juſt Fuglene. Det er derfor gledeligt, at der i den
ſidſte Tid fra flere Sider er bleven arbejdet kraftigt
paa at ſtandſe denne Forfolgelſe, der er til ſtor Skade
for os ſelv; thi for hver nyttig Fugl, der bliver dræbt,
hindres Ødelæggeljen af Tuſinder af de ſkadelige Dyr.
Det er derfor Enhvers Pligt at gjore ſit til, at For⸗
folgelſen af de nyttige Fugle omſider kan aldeles ophøre.

Hvis vi ville drage den fulde Nytte af Fuglenes
gavnlige Virkſomhed for Planterne, er det imidlertid
ikke tilſtrekkeligt, at vi afholde os fra at efterjtræbe
dem, men vi maa tillige frede om dem og beſkytte dem,
for at de ret kunne befinde ſig vel hos os. Dette kan
ſke paa mange Maader. Landmændene mag ikke være
ſaa ivrige efter at rydde levende Hegn og enkelt⸗
ſtaaende Zræer omkring paa deres Marker, da de herved
gjøre fig mere Skade end Gavn. Hegnene ere nemlig

gode Tilholdsſteder for en Mengde nyttige Smaafugle,
ſom derfra føre deres Udryddelſeskrig mod de ſkadelige
Dyr, og de enkeltſtagende Zræer tjene Musvaagerne,

— —

N

[|

247

Taarnfalkene og Uglerne til Hvileſteder og Udkigspoſter,

hvorfra de ved Hjælp af deres ſkarpe Syn opdage

Markmuſene og ſlaa ned paa dem. Man bør ijær
ſtaane de gamle hullede Zræer, da mange nyttige Fugle
have deres bedſte Tilholdsſteder i dem. Da der de
fleſte Steder er ſtor Mangel paa ſaadanne Zræer, kan
man erſtatte dem ved at danne kunſtige Redekasſer af
hule Grene, Vandror eller Broder. Storrelſen af
Redekasſerne maa vere forſkjellig, efterſom man f. Ex.
vil have at Stare eller Mejſer ſkulle benytte dem, og
de maa faſtgjores paa pasſende Steder, f. Ex. paa
Gavlen af Huje eller endnu hellere i Træer. Ind⸗
gangen eller Flyvehullet paa dem, foran hvilket der
maa anbringes en Pind, maa helſt vende mod Oſt.
Ved disſe Redekasſer ſkaffe vi mange af vore nyttige
Stamfugle eller Trekfugle bekbemme Bngleſteder, og
den ringe Udgift, ſom er forbunden med Anfkaffelſen
af dem, vil rigelig blive erſtattet ved Odelceggelſen af
de ffadelige Dyr. Dernæft bor vi ogſaa beſkytte de
nyttige Fugle ved at efterſtrebe deres Fjender, navnlig
Ropfuglene med Undtagelſe af dem, ſom jeg tidligere
har nævnt.

En ſaadan Omſorg for de nyttige Fugle vil ikke
blive upaaagtet fra deres Side, men medfore meget
gavnlige Følger for os. De ville belønne os herfor
ved deres livlige og muntre Sang og iſeer ved deres
gavnlige Virkſomhed for vore Kulturplanter, der ikke
kunne undvære Fuglenes Beſkyttelſe. Derfor retter jeg
den indtrængende Opfordring til Alle:

„Skaan vore nyttige Fugle og fred om dem!“

Smaating.

Hvor mærkeligt! En Dame fra Hovedſtaden beſogte
en Gang fin Fætter, ſom ejede en Herregaard i Jylland,
for at nyde Landlivet med alle dets Tillokkelſer og for
ſiden i fortrolig Kreds af Veninder at funne fortælle
om, „den Gang jeg var paa Landet“.

J de førfte Dage glæde hun fig iſcer over Naturens
Skjonhed, og en Gang, da hun var med Fatteren i
Marken, ſaa hun i Fraſtand et Stykke Gronjord, hvorpaa
den udkjorte Gjodning endnu ſtod i ſmaa Hobe. Strax
udbrød hun i Lovtaler over, hvor ſmukt det dog jaa
ud med de brune Pletter i det Grønne. Fætteren
ſmilede, og da Karlen i det ſamme kom kjorende med

et Læs Gjedning, vaktes derved hendes Nysgjerrighed,

jaa hun vilde vide, hvad det egentlig var; men næppe
ae Fetteren givet den vanſkelige Forklaring, for hun
orundret udbrød: „Men Gud! De Jyder forſtaa da
ogſaa at bruge alting!” ;

Hans Jorgens og Abelones mærkværdige Hendelſer
i Kjøbenhavn.

———

3.
J Skyggen af en mægtig Lind
De Gamle hvile fro i Sind,
Ej nogen er dem der til Hinder,

—

Mens Kurvens Indhold langſomt ſvinder

Med Godtel gjennem deres Mund.

Vel ſidder der bag Bordets Rund

En ældre, ffjægget Officer;

Men han ſig i det hele teer,

Som om han ikke var til Stede,

Af „Berlingſke“ han har fin Glæde.

Da ſagde Hans: „Det Ol var godt,

Nu anfked ſandelig jeg blot, X

Det var betalt, for denne fine 8

Og hovne Kromands tvære Mine 8

Mig hover ikke allerbedſt; SR

Han er jo flædt ſom til en Feſt,

Ja, akkurat, ſom var han Praſt.

Man neppe paa ham falde tor...“

Det vared dog ej længe, for

At Fyren flot og bvølig mødte,

Og Hans en Kobberjfilling ſtodte

Wrbødig tavs ad Bordet hen.

„Hvad nu? Hvad mener Du med den,

Min gamle Fyr; Du er nok ollet,

Her inde ta'er vi kun mod Sollet,

To halle Bay're er en Mark,

Forſtaar Du det, min gamle Knark,“
pparteren ſaa melte hoven, 5

Mens fornemt Blikket han fra oven

Lod glide paa dem begge ned.

Da blev vor Hans om Øret hed.

„En Mark for det!“ han helt betuttet

Udbrod, imedens han. fig ſkutted.

„For ſaadan Slant“) en Mark Forlis!
Jeg aldrig horte ſlig en Pris!“ :
Mens efter Marken han mon' famle,
Den auden ſagde haanligt: „Gamle,

Det ſynes mig, det hele ſmager,

Som om Du var en lun Bedrager;
Pung ud lidt raſk, hvis ikke vi

Skal kalde paa vort Politi.“

Da ſprang Hans Jorgen op fra Bordet,
Med heftig Vrede tog han Ordet

Og raabte: „Svad, en ſaadan Purk

Tor kalde mig en ſimpel Skurk;

For han blev født, jeg Kongen tjente,
Og alle, ſom Hans Jorgen kjendte,
Da han ved femte Eſkadron

Blev faldt den ſtouteſte Dragon,

Mig alle Tider reſpekterke

Og mig ſom ærlig æftimerte!

Og nu tor ſaadan Karl, ſom han,

Mig ſige ſligt! Tov lidt, kom an!
Hvis ikke han er red og bæver

For et Par gamle, jydſke Never!“

Saa raabte Hans; den anden Gjeſt,
Som hidtil Bladet havde læft,

Nu reiſte fig og jagde: „Stille!“
Opvarteren han bød at „pille

Afſted“ — trods det han var ſaa fin —
Og hente flux en Flaſke Vin.

„Hor Folkens“, ſagde han og ſmiled,
Mens Tieneren i Haft bortiled,

„Nu maa J hjælpe begge to

At tømme Flafken; thi, min Tro,

Jeg meerker, Hans, paa hvad J prater,
At vi er gamle Kammerater.“

) Lille Taar.

Saa taled han jaa venligt om
De gamle Dage; Flaſken kom,
De flinted, drak, til den var tom.

Nu takked pænt, og da de gik,
Han bøjer høfligt fig en' Alen.

Oplosning
paa Gaaden i Nr. 30: Danmark — England.
Dardanellerne
Aſtrakan
Nyborg
Marſtal
Altoua
Rhinen
Karlſtad.

Brevvexling.

„Graabjorn“. Bruger fan faa Digte og har ſaa mange
indſendte liggende uden at vide naar der ſkal blive Plads for
Optagelſen af de bedſte. 5

Anders BBanring. Tak. Enkelte benyttes mulig en Gang.

„Interup“. Beſtemt Nei! Udg. kan ikke, for at det kan
glæde en Begynder at fe fit Arbejde pan Tryk, indlade fig paa
at optage noget mindre godt. Den Omſtendighed at Husvennen
holdes i over 6000 Huſe og leſes af mindſt 50,000 Menneſker
hver Uge, gjør Udgiveren det til en ſtreng

——

og Fjær Pligt kun
at antage det fortrinligſte af de mange Arbejder, der tilbydes.

Og da de ſkiltes, glad i Aanden
De Gamle trykked ham i Haanden.
Men, Tjeneren ſom Marken fik, ö

„Se“, ſagde Hans, „det hjalp paa Ka'len,
At vi drak Vin med Generalen.”

V. L. C. Fs. og C. W. H. i G. Vaardigtene beſtode ikke
Proven for det ubarmhjertige kritiſte Oje.

„Blank Kajfæt,”, Königinn o. m. A. Spar de 8 Orer
en anden Gang. Gaadeloſere og Noddeknakkere faar nøjes med
deres gøde Bevidſthed. Var det virkeligt morſomt eller nyttigt
at fan hele Bagſiden af Bladet fyldt med Merker og Navne
ſom ſkulde være vittige, men ofteſt ere mere eller mindre taabelige?

C. Br. i Carlsm. Forbindl. Tak! Ses nok i Vib.

Marinus A. Anvisning til Bogbinderi og Forgyldning
kommer i det forſt udkommende Dobbelthefte af Haandgjernings⸗
bogen, ſom har været ferdig til⸗Trykning længe; men det er
i Aar ſaa vanſteligt at faa noget trykt Arbejde færdigt, at jeg,
ſtjondt et af Hovedſtadens ſtorſte Trykkerier udfører det, meget
maa bede Subfkribenterne undſkylde den noget langſomme Ud-
givelſe. Heftet vil dog komme tidsnok til Dem med Henſyn til
Uoſtillingen.

Indhold. Lidt Livsfiloſoft, af Emanuel Henningſen. — Moens

Klint, af R. N., med Billede, — Fuglenes Betydning

for Planterne, af A. P. E. Toepfer (Sluttet.) —

Smaating. — Hans Jørgens og Abelones markver⸗

dige Hendelſer i Kjøbenhavn, 3, med Billede. —
Brevvexling.

Husvennen udkommer lil hver endag med el 46. fpallet Q, ſorſynel med flere Bifloder, lik 1 Krone

Hpert Fjerdingaar medfølger gralis el fort ſmuſtt Villede.

(3 Mt.) Fferdingagret frit lilſendt.

Bladet kan beſtilles pan ethvert Vofllionlor og Brepſamlingsſled, i enhver

Voglade ſamt hos Hopedkommisſionceren: Rudolph Klein, Vileſlrede 40, Kjøbenhavn. y

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

2. Aargang.
Nr. 322.

Alor fhabslæsning, Oplpsning og i
Adginet ak N. C. Num.

Sondagen d. 9. Maj. |

Kjøbenhavn,
1895.

Fra Lindum.
Skildring fra Begyndelfen af delle Aarhundrede af Robert Schall.

ä

Vammen Paſtorat, der hører under Tjele Gods og
beſtaar af Byerne Vammen, Bigum og Lindum,
ligger faa at ſige, paa en Halvø, der gaar fra Veſt til
Oſt i en god Mils Længde. Sydgrenſen dannes af
Tjele⸗Langſg, ſom ved fit Afløb mod Oſt ſtaar i For⸗
bindelſe med Skals⸗Aa, der danner Halvgens Nord⸗
grenſe. Paa denne Side af Halvøen ligger Tjele Skov,
en ſtor Bøgeffov, med en giennemſnitlig Brede af en
Fjerdingvej og en Længde af en Mil, og gaar, i om⸗
trent en halv Mils Afſtand parallel med Langſgen.
Imellem Skoven og Søen ligge jan de nævnte Byer „i
Rad“ med akkurat en halv Mils Afſtand mellem hver;
Vammen er den veſtligſte og Lindum den pſtligſte.
Jeg vil nu forſt tage fat paa Skoven, for at viſe,
hvorledes de nævnte Byers Befolkning i denne Tid tog
fat paa den; men jeg vil naturligvis ikke gjøre det
paa ſamme Maade, ligeſom nærværende Skildring, heller
ikke paa nogen Maade ffal tjene til Forklejnelſe af
Egnens nulevende Befolkning; thi jeg vilde nødig, at

denne deraf ffulde tage Anledning til Fornærmelfe, |

ſaameget mere, ſom jeg ſelv baade paa Sværd- og

Spindeſiden nedſtammer derfra. — Dette altſaa til

Indledning.
; Skoven var for disſe Byers Befolkning — navnlig

hvad Bigum og Lindum angaar — næften at ligne
Henimod Foraaret ſlap Bon⸗

ved en Guldgrube.

derne nemlig deres Ungkvceg les og drev det i Skoven,
hvor det da ſelv ſorgede for Føden hele Sommeren

I

igjennem og langt ud paa Cfteraaret, indtil det kom
hjem „med Sneen paa Ryggen”. Det var derfor ikke
jaa underligt, at Folk da længtes ſaa ftærkt efter at
Kyndelmisſe ffulde komme, ſom det hedder fra ſamme
Egn; „Haad vi endda ha't Kjolmis opaa Bagen, vi
kund' aa faat den baar Fund te Joren!“ Men ikke

alene Ungkveget gresſedes paa denne Maade, men ogſaa

Heſtene. Saaſnart de vare frajpændte Ploven — Hjul:
ploven, ſom beſtandig var forſpendt med fire Heſte —
dreves de i Skoven. Førend man ſaa den neſte Dag
kunde begynde Arbejdet, maatte Dreng og Karl tilſkovs
at oplede „Beſterne“, hvilket ſom ofteſt tog det meſte
af Formiddagen.

Sommerbrugen af Skoven var Græsningen af
Kreaturerne. Vinterbrugen kan jeg tildels ſkildre ved
at fortælle folgende lille Begivenhed.

En ſmuk Efteraarsdag, tidlig om Morgenen, ſages
baade fra Bigum og Lindum Mend, Kvinder og Børn
drivende ſtore Flokke Spin med deres Yngel og tagende
alle Retningen efter nogle Huſe, ſom laa i Skoyſiden
norden for Lindum. Svinene gryntede, og Folkene
pasſiarede og Latter, Tale og Svinegrynt lød imellem
hinanden i ſkjonneſte Samklang.

En fremmed Tilſkuer kunde let formode, at der
maatte være et ſtort Spinemarked i Nærheden; men
dette var ikke Tilfcldet, nej, der ſkulde „brendes Svin
pan Skor“, hvilket næften var at betragte ſom en
Feſtdag; „ham ſelv“ (Kammerherren paa Tjele) kom
nemlig ogſaa tilſtede for at faa en Svinehjord „brendt“,
og Bonderne vare altid glade ved, naar han kom til
dem; thi foruden, at han gav dem Lov til at føde
deres Svin i Skoven, hvor de levede hele Vinteren af

250

Olden, faa var han tillige „rund“ med en Drikke⸗
ſkilling, ſom gik til det lille Gilde, de altid fif, naar
„Breendingen“ var forbi, og kunde ogſaa godt tage fig
en gemytlig Pasſiar med Bonderne, hvilket ogſaa ſkete

ved denne Lejlighed.

Manden, ſom de ſamledes hos, ſtod for at brænde
Svinene, hvilket ſtete ved med et gloende Jern at ind⸗
brænde et Merke i Huden, hvorpaa enhver kunde kjende
fine. Han var. tillige den af Bønderne, ſom havde
flet Svin paa Skov, hvorfor han ogſaa var vigtig og
navnlig gjorde fig Umage med at være i Nærheden af
„ham ſelv“ for at føre Samtalen med ham; det var

ſaa ſtort at kunne ſige, naar han talte med andre:

maden føre Kammerherren te mæ” oſv. Han var ogſaa
den, der i Dag meſt forte Samtalen, og da de vare
færdige med at „brende“ Svinene, og disſe vare jagede

ind i Skoven, ſiger Kammerherren til ham: „Hor Jens,

vi to ere nok dem, der have de fleſte Svin paa Skov!“

„De e vi!“ ſagde Jens og rettede ſig.

„Synes Du ikke,“ vedblev Kammerherren, „at vi
nu ſkulde have os et Gilde; thi det var da ikke ſaa
farligt for os to, om vi ogſaa ſkulde give en Gris
hver, vi have jo nok endda!”

Jens ſaa med en færdeles vigtig Mine omkring
i Forſamlingen, ſom om han vilde ſige: horte J det?
og efter at den rode Hue havde faaet et vældigt Skub
tilbage og Skragen var ſpyttet ud i Haanden og derpaa
med Kraft kaſtet mod Jorden, rettede Jens ſig endnu
mere, og idet han traadte et Skridt nærmere til

Kammerherren, ſagde han med meget alvorlig Mine:

„De va, Dælen faar free mæ, de ſan'neſt Uer d der æ
taald hier idav, de va ſom taald aa mi ejen Mund;
aa faa mej æ vis, gi' Kammerherren en Gris, gi'r a
— ſaa bandte han — en gammel So!“

„Det kan jeg forſtaa Jens,“ ſagde Kammerherren,
„men hvad ſynes Du ſaa vi ſkulle have til dette Gilde;
thi Hverdagsſager ſkal det da ikke være!”

„Nej de ſka ve Herr'ſager!“ ſparede Jens „a ſejer
Riſengryns Grod aa Fleſkpannekagh!“

Kammerherren ſyntes ogſaa, at ringere kunde det
ikke være; men efter nogen Snakken blev det naturligvis,
ſom det plejede, at Kammerherren gav en Dalers Penge
til-Brendevin, hvorpaa han kjorte hjem, mens Bon⸗
derne fluttede Feſten med en lille Svir.

Man vil af det foregaaende kunne je, at Forholdet
mellem Godsejer og Fæftere der paa Godſet ikke var
ſaaledes, ſom Foeſteforholdene fra denne Tid ellers ſkildres;
men jeg ſkal derhos bemerke, at der maafke næppe

nogenſteds i Landet har været mere humane Godsejere
Forfatteren

i denne Tid end netop paa Tjele Gods.
til disſe Linier kan huſke f. Ex. et ſlagende Trek om
den Kjærlighed, Bønderne havde til deres Godsherre.

Da nemlig den nuværende Kammerherres Fader døde, |

mindes jeg tydeligt, med hvilfen Sorg dette Budſkab

modtoges paa Godſet, men tillige med hvilfen Glæde
Bønderne modtoge Tilladelſen til at bære 5 til det
ſidſte Hvileſted.

Jeg har nu omtalt den Nytte, Bønderne havde
af Skoven baade Sommer og Vinter, hver af Tiderne
for fig; og det vil maaſke derfor undre Læjerne, naar
jeg endnu nævner en tredie Indtegtskilde, ſom gjeldte
hele Aaret, nemlig, Skovtyveri. Det var ikke ſſeldent,
at flere Vogne mødtes om Natten ved det ſamme Træ,
ſom af de forſkjellige Mend var beſtemt til at falde;
der maatte jo ſaa akkorderes om, hvem af dem, der
ſkulde have Zræet, og traf det nu faa, at der ikke jaa lige
var et lignende Tre i Nærheden, faa kunde det endog
hænde, at en faadan Akkord ikke fandt fin endelige Af-
ſlutning uden ved Slagsmaal. Man vil heraf fe, at
Tyverierne dreves efter en temmelig ſtor Maaleſtok.

Øjne betragtede den unge kraftige Skovfoged, ſom endelig
blev anſat, og ſom ved fin beſtemte Optræden gav til⸗
fjende, at det var hans Agt at ſtandſe Tyverierne,
ſaavidt det ſtod i hans Magt; men han fif at for⸗
nemme, at det paa ingen Maade var en let Opgave
at loſe; thi vel traf de fleſte fig ved hans Anſattelſe
tilbage fra „Forretningen“, ligeſom man nu heller ikke
maa tro, at alle havde deltaget i den; men de, ſom
vedbleve, vare deshaardere at fan Bugt med. Ja, Mod⸗
ſtanden dreves endogſaa ſaavidt, at der gjordes Forſog
paa, om ikke at myrde, faa at lemlæfte Skopfogden;
men den virkelige Beſkrivelſe heraf vil fordre faa per⸗
ſonlige Oplysninger, at Fortælleren foretrekker at tie
| dermed. Kun ſkal det bemærkes, at Skovpfogden dog
tilſidſt gik af med Sejren, uden hvad ſaadant Smaa⸗
| tyveri angaar, ſom viſt aldrig affkaffes.
| Imidlertid maa Læjerne nu paa ingen Maade af det
foregaaende gjøre den Slutning, at nævnte Befolkning
ellers havde ſaa ondt ved at ſkjelne mellem „Mit“ og „Dit“,
ſom de havde med Henſyn til Skoven. Men jeg tror
ogſaa, at det var i den Tid et meget almindeligt Begreb
mellem Almuen over hele Landet, at Skovtyveri egentlig
ikke regnedes ſom Tyveri. Tverimod tror jeg nok, at
denne Egns Befolkning netop holdt ſtrengt over Ejen⸗
domsretten, naturligvis Skovtyveri fraregnet, hvilket
nedenſtagende lille Forteelling ffal tjene til at oplyſe.
En Efteraarsdag henimod Skumringen kom en
„Sildmand“ kjorende til Hvornum Vaſehus, en Kro,
ſom laa en god Fjerdingvej norden for Lindum paa
den modſatte Side af Skoven; han havde været i Nibe
efter et Les Sild, og vilde nu bede nogle Timer i
Kroen.

Inde i Kroen fade en 5—6 Perſoner og ſpirede;
efter at Sildemanden var kommen ind, gave de ſig
i Snak med ham, og da han havde fortalt dem, at
han var fra Læften, hvortil han havde et Par Mil,
og det var hans Agt at kjere videre ſamme Aften, da

han ſaa kunde være hjemme henad Morgenſtunden, ſaa

Det var derfor ikke underligt, at Bonderne med onde

251

begyndte ſtrax den ene af Stamgjæfterne i Kroen, en
Mand fra Lindum, at jpørge ham, om han abe
havde hort Tale om Spogeriet i Saxdal.

„Nej, det havde han da ikke.“

„Jo, jer Du,“ vedblev den anden, „ſaaſnart Du
kommer Saxdal forbi og drejer om Enden af Skoven
hen efter Vorningbro, jaa har Du nok lagt Meerke til
den ſtore Bakke, ſom ligger et godt Bosſeſkud paa Din
højre Haand. Hor kun nu! For mange, mange Aar
ſiden blev der en Mand henrettet, han blev lagt paa
Stejle; men Dommeren havde nok dømt uretfærdigt,
og derfor gaar der hver Nat Spogeri paa det Sted.
Jo!“ føjede han til for at befræfte det endnu mere,
„a haa rele ſjel baade hot' et aa ſet' et, de var en
Avten a kam der forbi, aa lieſom a gik aal beiſt i
mi ejen Tommerum, jaa hører a me jet ſagen en
Skrasſeleni Lovn, aa jaa jaa a lisſaa tyddele et Hyvl,
de kam trillen nier aa Bakken, aa aab i Skoven hort
a lieſaa lovtele de jaa: „Ak ve, ak ve, Do uretferdige
Dommere!” Do kan eiſen trov, a fek Bien aa gaa paa!”

Det var e jenſynligt, at Sildmanden flet ikke var
glad ved denne Fortælling; men desuagtet forſikkrede
han, at han alligevel vilde kjore Vejen; han havde kjort
den for om Natten og havde aldrig mærket til Spogeri.

Han, der havde fortalt Spogelſehiſtorien, og en
Mand til ſagde imidlertid Godnat og gik deres Vej.

Henad Sengetid kjorte Sildmanden videre den om-
talte Vej. Men hvad ſker. Pludſelig, ſom han kom
til Spogelſebakken, ſynker Vognen i til den ene Side,
og han væltede, jaa Sildede trillede hen ad Jorden.
„Om, hm, ja det Spageri kan jeg forſtaa,“ ſagde
Manden eergerlig; men ikke nok hermed, da han ſtaar

og ſpender Heſtene fra Vognen for at ride til Lindum

om Hjælp, hører han pludſelig en Knaſen i Lovet oppe
paa Bakken, og til hans ſtore Forbapſelſe jer han nu
ogſaa virkelig noget komme rullende ned ad Bakken,
ligeſom han ogſaa hører Raabet deroppe fra, akkurat,
ligeſom Manden havde fortalt i Kroen. Det kan nok

være, han fif travlt, og Heſtene vare dyngvaade af
Sved, da han kom op til Lindum, hvor Folk ſnart
kom paa Benene og ſtrax vare villige til at komme

Manden til Hjælp.

Da de kom til Stedet, hvor Mærfværdigheden
ſkete, fik man ſnart Oje paa Grunden til dette Spogeri.
J det ene Hjulſpor var gravet ſaa ſtort et Hul, at
Vognen abſolut maatte vælte deri; Hjulet, der horte
til Spogeriet, fandt man ogſaa, det viſte ſig ſenere at
være taget af en Vogn oppe i Lindum, og ved at leesſe
Sildene paa Vognen igjen, viſte det ſig, at der mang⸗
lede adſkillige Ol. Laſerne kunne nok ſlutte fig til,
hvem Tyvene havde været, ligeſom ogſaa hvem der
havde udført Spogeriet; men til Bevis paa, at denne
Streg ikke vandt Bifald i Byen, tjener, at de Mænd,
ſom vare med til at hjælpe Sildmanden, lagde ſammen
og gav ham fan mange Penge, at han fif fit Tab

nogenlunde dakket; og da det ſenere opklaredes, hvem
de to Gavtyve vare, bleve de almindeligt foragtede i
hele Byen.

Hvornum Vaſehus ligger ved den gamle Viborg —
Hobro Landevej, der betaltes i hine Dage Bropenge
for at komme over Skals⸗Aa, nu er denne Indtegts⸗
kilde forlcengſt forbi og til Egnens Hæder ſkal tjene,
at en anden Uſkik ogſaa nu ſaagodtſom er forbi,
nemlig den ſlemme Natteſpir af Egnens Befolkning.
Af de mange Begivenheder, ſom jeg har hørt fortælle
om fra denne Kro, ffal jeg kun til Slutning frem⸗
drage folgende:

Til de faſte Stamgjæfter paa Kroen horte to Mænd,
jeg tror nok fra Lindum, den ene kaldtes almindelig
Griſen, hvad hans rigtige Navn var, ved jeg ikke, og den
anden vil jeg kalde Mads. De vare ellers gode Venner;
men det ſkal være et ſteerkt Venſkab, ſom ikke kan brydes,
og endelig fik dette Venſkab ogſaa den Skjcbne. Der
hengik nu lang Tid, det vil ſige en Uges Tid, inden
de to ſpirede ſammen; men endelig mødtes de en Aften

igjen i Kroen, da der vare mange Folk ſamlede, og

Mads var meget ivrig for at komme til at drikke
Forlig med Griſen; dette ſtod da endelig heller ikke jaa
haardt, og „Halvpeelen“ gik nu faa flittig omkring, at
det ikke varede ret længe, førend Griſen ikke „aarkede“
mere, men faldt i Søvn paa Benken. Nu fif For⸗
ſamlingen ſnart at kjende, hvorfor Mads havde været
jaa ivrig for at drikke Forlig; det var nemlig ikke for
Venſkabs Skyld; thi da Griſen nu ſov, ſtod han frem
og ſang, til de Tilſtedevcerendes Morſkab, en Viſe, han
ſelb havde digtet, og ſom ſkulde foreſtille en Grapſang
til at ſynges over Griſen; Omkvedet i Slutningen af
hvert Vers lød ſaaledes:
„O — 8 — gø!
Ja no e Griſen dø! —
Femten Spyn omkring hans Grav,
Di fla ſſunge: av — av — av! —
.
Ja no e Griſen dø!”

Da Griſen horte, hvordan han havde været til
Spot, blev han meget „gram i Hu“; han maatte natur⸗
ligvis have Hevn, og det fif han da omſider ogſaa.
Mads havde et langt ſmalt Engſkifte fra Skoven ud
til Aaen, hvorpaa kunde avles godt et Par Læs Ho.
En Tid efter, at Mads havde ſjunget Griſens Grav⸗

| fang, mødtes de igjen i Kroen, og der fif de da en

Handel gjort om, at Griſen ſkulde give Mads 9 Mk.
for det Ho, han kunde ſlaa med 3 Skaar langs ad
bemeldte Eng; og det var efter Overenskomſten, at han
maatte tage med fig hvilke to Karle, han vilde, og de
maatte tage Skaarene jaa brede, ſom de kunde. Næfte
Dag modte Griſen med to Mand til for at ſlaa Ho,
og, til Mads's ſtore Forbapſelſe, havde de Leerne ſlagede
faſt paa lange Legter, jaa Mads kunde nok indſe, han
var narret, da der til ſlige 3 Skaar, ſom kunde hoſtes

med ſaadanne Leer, vilde medgaa det meſte af Engen.
Han maatte nu give en Bøde for at faa Handelen
gjort om igjen, og faa naturligvis tilmed betale et

godt Drikkegilde i Kroen. — Saaledes fif Griſen Hevn.

Imidlertid gik det Aar for Aar tilbage med Mads,
og det var ham ikke muligt at holde „Hjulet i Furen“,
ſom han udtrykte fig; thi han blev verre og værre til
at ſidde i Kroen; men jeg ſkal nu kun tilføje, hvorledes
han paa en nem Maade bler helbredet for denne ſlemme
Sygdom, ſaaledes at han atter blev iſtand til nogen⸗
lunde at holde Hjulet i Furen“.

En Gang havde Mads ſiddet i tre ſamfulde Netter
Den

og Dage i Kroen og ſpiret med en Del Andre.
fjerde Dag gik Konen ned for at ſe, ee han havde
det. Da Svire⸗
- brødrene ſaa,

1

—

et Ojebliks Forløb, da Glasſet atter var tømt, forlangte

| hun igjen en Omgang, ſom Mads fulde „ſkryves“ for.

Det var gjenſynligt, Mads begyndte at føle fig
ilde tilmode, vel ſogte han at holde gode Miner; men
Latteren blev mere og mere tvungen, efterſom det fore
kom ham, at Sviren blev mere og mere kjendt paa
hans Kone; thi uagtet hun kun havde nippet til Glasſet,

ſaa lod hun, ſom om hun lidt efter lidt blev mere

og mere fuld, og tilſidſt da hun vilde gaa over Gulvet,
lod hun, ſom om hun var ner ved at falde. Mads

hapde ofte roſt fig af, at han havde en ordentlig og pæn

Kone — og dette var hun i Virkeligheden ogſaa —;
men da han nu ikke vidſte bedre, end hun var drukken,

ſaa gjorde det ham rigtig ondt at ſe hende ſaadan —

ſaa ondt, at
han ſelv der⸗

hun kom, be⸗

over blev ædru

gyndte de for

—, og da nu

Alvor at gjøre

Svirebrødrene

Nar ad Mads

hojroſtet kaldte

„om han var

hende en „for⸗

en Mand, der

ſtod under ſin
Kones Piſk“,
„det ſkulde ba⸗
re deres Koner
vove, at hente
dem i Kroen,
oſv. oſv.“ Men
Mads bod dem
med et meget⸗
ſigende Nik at
tie ſtille, ſaa
ſkulde de bare
ſe,hvordan han
ſkulde klare den
Sag.

Saaſnart
hun kom inden
for Doren, be⸗
gyndte Mads
ſtrar at raabe: „Ih, Gudav Ann! Do c,“ faa bandte
han, „den fnøv'ft aa bejft Kuen, der kan gaa i et Par
ſlevbundet Zræffov! kommer Do da rele for aa beſgeg
Di Mand? kom jaa herhen aa fys mæ, aa faa De
nøj aa fluk Di Toſt aapaa!“

Bed denne Tale havde Mads haabet at gjøre hende
jaa ſkamfuld, at hun ſkulde have gaaet fin Vej; men
hvad ſker! Ann kommer nok jaa glad og tager ham
om Halſen og kysſer ham, jætter fig derpaa ved Siden
af ham og tager Glasſet for Munden og tømmer det;
derpaa vender hun fig om til Kromanden og ſiger: „Le
vos faa en halv Pot! — ſkryv Mads for'et!“

Nu fik Mads et rungende „Hurra“ af de andre
Svirebrodre, fordi han havde ſaadan en Kone, og efter

drukken So“,

Gazellen.

ſaa var det me⸗
re, end han kun⸗
de taale, bleg
af Aergrelſe
over den ham
overgagede
Skam, ſkyndte
han ſig at faa
hende med ſig
hjem, hvortil
hun ſtrax var
villig.

„Men hud⸗
den kund Do
da hett paa aa
gjø me den
Skam, Ann?“
ſagde Mads til
ſin Kone, da
de vare komne hjem, og hun lod, ſom om Ruſen nu
var gaaet over.

„De ſkal a ſaamend ſej De Mads!” fvarede hun,
„No haar aa føgt aa hold ſammel paa hva vi haar
i ſaa manne Aar; men lig moj hjælper et, for a ka
nok forſtaa, at Do faar ingen Rov, inden vi kommer
ud mæ Teggerpueſen begge tov, aa derfor vil a no folle
mæ De hver Gaang Do gaar i Kroven, aa hjælp Der
aa faa den Smuel ſaat oveſtyr, vi han tebagh!“

Men det var ſidſte Gang Mads ſatte ſig i Kroen
ſaadan at Konen havde Behov at hente ham; og Fol⸗
gerne udeblev da heller ikke; thi det vifte fig, at Mads
nu godt kunde holde Hjulet i Furen“, og blev ſiden
en „eſtimeret“ Mand.

*

EEN,

og yndefulde Bevæ-
gelſer, bliver ſtrax
indtaget af dets
Skjonhed. Det er
derfor ikke ſaa un⸗
derligt, at de orien⸗
talſke Digtere alle
rede fra gammel
Tid af ſaa ofte have
beſunget dette Dyr

i deres Sange og

hentet Billeder paa
Skjonhed hos det,
idet de ſnart frem⸗
hæve dets klare,
livlige og dejlige
Øjne og ſnart lov⸗
priſe dets fine og
ſmukke Legemsbyg⸗
ning eller dets lette
Bevegelſer. Det
er dog ikke alene i
Skjonhed, at Ga⸗
zellen maa ſeettes
jaa højt, men ogſaa
i mange andre Ret⸗
ninger. Den er et
ſerdeles godt be⸗
gavet Dyr med for⸗
trinlige udviklede
Sanſer, og den er
tillige baade klog
og liſtig.

Gazellen er om⸗
trent jaa ſtor ſom
vort Raadyr. Baa⸗
de Hannen og Hun⸗
nen have Horn,
ſom ere lyredannede
og forſynede med
Ringe; de ere i
Reglen ſtorre hos

Hannen end hos Hunnen.
Salen derimod fort.

Plandt Drøvtyggernes ſtore Familie er der
ingen, der har en ſkjonnere ſamt mere
ſlank og fin Legemsbygning end Gazellen.
Enhver, ſom fer dette nydelige Dyr og
faar Lejlighed til at iagttage dets lette |

Paa Ryggen er Gazellen rod⸗
brun, men den meſt fremherfkende Farve er ſandgul,
hvilket bedſt ſtemmer overens med Dyrets Omgivelſer
og forhindrer dets Fjender i at opdage det i lang Af⸗

253

Egne, hvor det findes neſten overalt ligefra Berberiet

Efterſtrœbelſer,

2 Skoven ved Aftenstid.

Gazellen. ſtand. Den har nemlig hjemme i Nordafrikas ſandede

til Arabien og fra Middelhavet til det indre Afrikas
Stepper. Den færdes her enten enkeltvis eller i Flokke

af forſkjellig Størrelje, idet en Flok ſnart kun beſtaar
af nogle fan Individer og ſnart tæller indtil 50. 3
denne fin Hjemſtavn er den udſat for mange Fjenders
af hvilke vi kun ville nævne Løven,

Hycenen, Jakalen
og den afrikanſke
Ulv. Mod disſe
Fjender har den
intet andet Vaaben
end ſin Hurtighed,
der viſtnok overgaar

ethvert andetPatte⸗

dyrs. Saaſnart
den tror ſig i Fare,
griber den ſtrax
Flugten, og bevæ-
ger fig da jaa let
og hurtigt, at den
flet ikke ſynes at
berøre Jorden; un⸗
der ſit Lob gjør den
ofte Spring paa
henved 6 Fods Høj:
de og 20 Fods
Længde. Hvor
frygtſom end Ga⸗
zellen er lige over⸗
for Menneſkene og
Ropdyrene, er den
dog hverken blottet
for Mod eller Strid⸗
barhed, hvilket bedſt
viſer ſig i de heftige
Kampe indbyrdes
mellem disſe Dyr,
ilær. mellem Buk⸗
kene eller Hannerne
i Parringstiden.
Naar Gazellen fan⸗
ges ung, kan den
blive meget tam;
den kan godt taale
Fangenſkab og for⸗
planter ſig i dette.
Den er derfor ikke
ſjelden i de zoolo⸗

Orerne ere temmelig lange, giſke Haver, hvor den om Sommeren færdes i det Fri,

men paa de andre Aarstider man holdes i et lunt
Indelukke, da den ikke kan taale Kulden. Den lever ude:
lukkende af Plantefode, og i fin Hjemſtavn foretrekker den
| Bladene og Grenene af Mimoſen fremfor al anden Noering.

254-

Gazellen er i fin Sjemftavn Gjenſtand for en meget
ivrig Jagt, ſom vi her ville befkrive lidt nøjere, idet
vi benytte de Skildringer heraf, ſom findes i Brehm's
„Pattedyrenes Liv“. Den jages bande med Falke,
Mynder og Jagtleoparder. Naar man benytter Falken
ved Jagten, ſprenger den Jæger, ſom har Falken paa

ſin Haand henimod Gazellen og ſlipper Fuglen las.

Denne ſtiger ſtrax i Vejret, og naar den har faaet Oje

paa Gazellen, ſlaar den ſom en Pil ned paa ſit Offer

og hugger fine Klar i dens Hoved og Hals. Under⸗
tiden lykkes det Gazellen at afryſte Falken, men denne
ſlaar ſtrax igjen ned pan den, ſaarer den den ene Gang
efter den anden, og udmatter den herved ſaaledes, at
Jegeren kan indhente den og overfkjcere dens Strube.
J nogle Egne af Nordafrika fkiftes velberedne Jægere
til at forfølge Gazellen, idet de ſoge at fælde den ved
at flynge tykke Knipler ind mellem dens Ben, hvorved
et af disſe let bræffes, og Dyret kan da tages med
Hænderne, J det. indre Afrika fanges Gazellen i ſer⸗
egne Snarer. Man opſtiller nemlig i ringe Afſtand

fra hverandre paa Dyrets daglige Vej ſaakaldte „Taller⸗ |

kener“ og omgiver hver enkelt med en Lokke, til hvilfen
der er fæftet er tung Klods. Tallerkenen beſtaar af et
paa mange Steder gjennemboret Tondebaand, hvori der
tet paa hverandre ſtikkes Pinde, hvis ubetydeligt nedad⸗

bøjede Spidſer rettes ind mod det fælles Midtpunkt.
Enhver Tallerken anbringes over en Fordybning i

Sandet, ſom udfores med et bredt, ſammenbojet Stykke
Bark for ikke at fyldes.

Den ſoger at befri ſig ved Slag med Benene, men
trekker netop derved Lokken ſammen. J fin Stræf
begynder den at løbe, men Klodſen, ſom følger med,

opfylder den med den ſtorſte Forferdelſe; den frem
ſkynder da fit Lob, Klodſen kommer derved i ſterkere
og ſterkere Bevegelſe og ſlaar tilſidſt et af Benene |

over. Naar Jageren fer, at en Fælde har opfyldt ſin
Henſigt, bringer han en af ſine Mynder paa Sporet
eller følger ſelv de Merker, ſom Klodſen har efterladt
i Sandet. i
Omſtaaende Billede fremſtiller en Flok Gazeller
i deres Hjemſtabn. De ere blevne forſkroœkkede over en
Karavane, der drager igjennem Orkenen til Hojre paa
Billedet, og have derfor taget Flugten til en Afſtand,
hvorfra de i Sikkerhed kunne tilfredsſtille deres Nys:
gjerrighed. A. P. E. Toepfer.

J Skoven ved Aftenstid.

Nu trœkker Himlen fit rode Gardin

for Veſtens ſtraalende Rude,

og Vinden fig lifter med hoppende Trin
ſaa let over Blomſternes Bude

Naar Gazellen træder paa |
Tallerkenen, ſynker den glatte Hov ned i Gruben, og |
den har nu Foden omgivet af en hejſt ubehagelig |
Krans, hvis Spidſer foraarſage den en utaalelig Stikken.

Af Lejets Fengſel er Haren udbrudt

med ſine Killinger ſode,

og Gjerdſmutten med den vimſende Strut
nysgjerrig dem hopper i Møde.

Den lille Sangfugl ſig pusler glad
nær Redens gyngende Kube;

ſnart toner i Skoven dens Aftenkvad
ud fra dens klangfulde Strube.

Og Skoven aabner fit tapſe Bryſt

for Sangens liflige Stromme

og gjemmer dem for at flynge dem tyſt
i Nattens dejlige Drømme.

Jeg ſidder og lytter til Sangen med

og jelv i Drømme den ſynger;

det er, ſom den kommer med Troſt og Fred
og letter alt, hvad der tynger.

Den dæmper jaa mildt den Uro, jeg bar

i Tankerne vilde og kaade,

den bringer mig Aftnens forſonende Svar
pan Dagens trykkende Gaade.

Saa tørrer jeg bort min Pandes Sved

og Afſked med Dagen tager;

begyndt i Kampe, men endt i Fred

nu ſtille den bort ſig drager.

— Ja Kamp og Arbejd er Livets Hoſt;

men Fred er Maalet, ſom vinker!

Gud give mig Fredens Aftentrøft,

naar ſidſte Gang Solen blinker.
5 Zakarias Mielfen.

Wdklækning af Sommerfugle.
Af V. Nielſen.
Blandt, de mange forſkjellige Dyr, ſom paa en
ſmuk Foraars⸗ eller Sommerdag oplive Naturen, er der
næppe noget, ſom i højere Grad fængsler og glæder Øjet

| end de livlige Fugle, der med munter Kvidren hoppe

fra Gren til Gren, og de ſpraglede Sommerfugle, der
flagre fra Blomſt til Blomſt, medens de ſelv ſynes
at være vingede Blomſter. Men anſtille vi en Sam⸗
menligning mellem disſe yndige Væjener, idet vi betragte
dem noget nærmere og folge deres hele Udvikling fra
Wgget og til det fuldkomne Dyr, da maa vel utvivl⸗
ſomt vor Sympathi være paa vore herlige fjedrede
Sangeres Side, men vor ſtorſte Beundring maa tilfalde
Sommerfuglene med deres vidunderligt vexlende Lip,
rigt pan omſkiftende Vilkaar ſom paa afvexlende Former
og Farver. Og dette Liv udvikler ſig ſaa at ſige lige
for vore Øjne neſten over alt, hvorhen vi vende os
i Skov og Mark; men vi forſtaa det kun ſom ofteſt
ikke rigtigt, fordi vi ſe det ſtykkevis, idet en Del af

'

N

i og drukne.

se ER

Sommerfuglens Udvikling, navnlig Puppelivet, ofte
foregaar temmelig ſkjult, i Jorden eller i Planteftængler.
Om vi ogſaa tilfældigvis træffe Inſektet paa alle de

forſtjellige Udviklingstrin, ere vi ſom ofteſt ikke iſtand

til at vide, at det virkelig er-det ſamme Dyr, der
hver Gang møder os under en ſaa forſkjellig Skikkelſe.
Mangen en opmærffom Naturven har maaſke for at
ſtifte nærmere Bekjendtſkab med en af disſe Skabninger
taget en eller anden paafaldende ſmuk Sommerfugle⸗
larve med fig hjem og prøvet paa at udklokke den;
men Forſsget er mislykket, og han har opgivet at
gjentage det ſom noget alt for vanſkeligt. Dette er
det imidlertid ikke, naar man blot bærer fig rigtigt ad,
og vi ffulle her nærmere beſkrive et ligeſaa billigt ſom
henſigtsmesſigt Apparat til Udklokning af næften enhver
Art Sommerfugle.

Man tager en temmelig ſtor Blomſterpotte og
fylder den med Jord, ſom er ſigtet eller paa anden
Maade godt underſogt for at forhindre, at et Rov⸗
inſekt eller lignende Dyr ſkulde ſkjule fig deri, og lægger
ovenpaa Jorden et Lag fint Mos.
man et Hul, ſom naar omtrent til Bunden, og an⸗
bringer heri til Vandbeholder en ſmal temmelig lang
Flaſke (f. Ex. en firkantet Sennopsflaſke) med tilſtrek⸗
kelig vid Hals og fan hej, at den med fin Munding
naar netop over Moslaget. Endnu bedre vil det være,
for Jorden fyldes i Potten, at anbringe i Midten af
den et af et Stykke ſammenbojet Blik⸗ eller Zinkplade
dannet Hylſter, hvori Flaſken ſtikkes ned, for at for⸗
hindre, at Jorden ſtyrter ſammen, naar man tager
Flaſken op for at forſyne den med friſk Band. Derpaa
tildanner man et lille eirkelrundt Brædt, hvis Gjennem⸗
ſnit er lig Pottens paa den indvendige Side foroven,

ſom helſt maa være noget tykt og uhsvlet paa den ene

Side, og kjober et Stykke temmelig fint Staaltraads⸗
væv: „Tviſt“, af det Slags, ſom Møllerne bruge til
Sigter, lidt længere end Bredtets Omkreds og 9 til
12 Tommer bredt. Heraf danner man en Hatte, der

ligner et omvendt almindeligt Olglas, ſaaledes at

Brædtet med den uhovlede Side nedad danner Ende⸗
ſtykket foroven, og Staaltraadsvovet, der er temmelig
gjennemſigtigt, Væggene. Denne Hatte jættes over
Potten, for at Larverne ikke ſkulle krybe bort. Naar
man finder Larven, maa man lægge Meerke til, paa
hvilken Plante den ſidder og eder, og tage et pasſende
Stykke af denne med hjem tilligemed Larven. Planten
ſtikkes ned i Flaſten, ſom forſynes med Vand, og Aab⸗
ningen tættes med nedſtoppede Blade, eller lignende, for
at forhindre, at Larven ved et Uheld fkulde ſtyrte ned
Denne er ſaaledes anbragt i et lyſt Bur,
der ſtilles paa et lyſt og luftigt Sted, dog ikke gjerne
helt udſat for de hede Solſtraaler.
ſaa ofte den begynder at visne, idet man ſtikker en
friſk Kviſt eller Stængel ved Siden af den gamle, ſom
Larven faa ſelv kryber over fra. Har man Lejlighed

J Jorden danner |

Planten fornyes, |

dertil, bringer man helſt flere Exemplarer af ſamme
Larveart i Üdklokningsapparatet, ja man kan ogſaa,
naar dette er tilſtrekkelig ſtort, have flere Arter ſammen;
men man vil da med mindre Sikkerhed kunne iagttage
hver enkelt Arts Udvikling, hvorimod flere Exemplarer af
famme Art ville lette Jagttagelſen, idet de enkelte
Larver ſom ofteſt ville være paa et noget for⸗
ſtjelligt Udviklingstrin. Naar Larven er udvoret, vil
den efter ſin Natur kunne forpuppe ſig paa forſkjellig
Maade: ved at gaa ned i Jorden, ſom derfor maa
holdes pasſende naturlig fugtig, ved at ſpinde ſig
ind i Mosſet eller mellem Plantens Grene og Blade,
ved at opheenge fig aldeles frit, eller endelig ved at
danne fig et Hylſter under Loftet, ſom netop derfor
paa den inderfte Side ſkal være ujævnt og helſt tillige
forſynet med ſmaa uhovlede Liſter, i hvis Sjørner ad⸗
ſtillige Arter ville finde en velkommen Plads til deres
Hylſtre. De fleſte Ud⸗
klekninger under Glas
eller Lignende ſtrande
ellers paa Forpupningen,
ſom Larven ikke finder
tilſtrekkelige Betingelſer
til at fuldføre. Her vil
denne Vanſkelighed i de
allerfleſte Tilfælde være
hævet, og næften ingen
Udflæfning vil mislykkes,
naar man iagttager en
nogenlunde omhyggelig
Pasning af Larven. Af
dette ſimple Apparat,
hvoraf hosſtaaende er
vedfojet en Afbildning,
kan man derfor have me⸗
gen Forngjelſe ved at
folge Sommerfuglen paa dens mærkværdige Udvikling
fra Wgget til det fuldkomne Dyr; men ogſaa ved den
Sag, der omtaltes i Nr. 26: Opklaekning af egelav⸗
ædende Silkeſpindere, kan dette Udklakningsapparat
komme til Nytte, ijær naar man driver denne Silkeavl
efter en mindre Maaleſtok ſom Forſog, hvilfet altid
vil være heldigſt det forſte Aar, indtil man har erhvervet
fig tilſtrekkelig Erfaring til næfte Aar at undgaa Be⸗
gynderens Misgreb. i

Raveſtreger.

—ů

To Stovere og to Mynder forfulgte en Ræv; men
han havde allerede faaet jaa ſtort Forſpring, at de

ſidſte ikke kunde naa ham, for han var kommen til en

i Nerheden liggende Gaard. Her ſogte han op paa

et Havedige, og derfra op paa en Torveſtak, der ſtod

tæt op til Stuehuſet. Mynderne ſprang forbi, men
Stoverne tog Foden og fulgte Flygtningen op paa
Torveſtakken.
Turen op paa Huſet og langs hen ad Monningen.
Her kommer han til en lav Skorſtenspibe og maaſke
i den Tanke at her var en Rervegrav, ſpringer han
ned. En gammel Kone ſtaar ved Arneſtedet, og ſer
med Forſkrekkelſe Fyren komme plumpende ned lige
foran hende. Men neppe havde hun ſogt Skjul bag
ved nogle Spande og Ballier, førend en Hund kommer
ſamme Vej bag efter — og nok en. Men inden de
ſidſte havde ſamlet fig efter Faldet, havde Mikkel
allerede fundet Rendeſtenshullet og reddede lykkelig fit
koſtbare Liv. Denne Tildragelſe ſkete i Fyen.

Et Efteraar, fortæller en ung Leerer, havde jeg
kjobt et udlevet Øg, ſom blev dræbt nær ved Gaarden,
for at man, fra det ene Udhus, kunde naa det med
en Ladning Hagl og „ſkyde Reeve“ i den flaagede Heſt,
ſom Mikkel i ſtrenge Vintre ſjeldent undlader at ſoge
ſig et Maaltid i ved Nattetider. Det var mod Slut⸗
ningen af November Maaned, at min tilkommende

Svoger og jeg bleve enige om at afſe en Nats Søvn |
Vi ventede til hen

for om muligt at nappe Mikkel.
imod Morgenſtunden, uden at der vifte fig nogen Ræv,
og beſtemte os til at gaa til Ro.
havde ſat os til Bordet for at nyde en lille Sjerte⸗
ſtyrkning, da vi horte et Skud faldt. Jeg vidſte vel,
at Fader, der var ſtaget op, var gaaet ud i Stalden,
men at han brød fig noget om Ræven, det havde jeg
ikke tænkt. J næfte Ojeblik traadte han ind til os
og fortalte nok jaa lyſtig, at derſom vi havde Tid,
kunde vi gaa ud og hente Fa'er Mikkel ind. At vi ikke
betcenkte os, følger af fig ſelb, men ved Aadſelet var
der ingen Rev, og vi var næjften enige om, at Fader
havde ſpillet os et Puds, da vi i den friſke Sne fandt
tydelige: Blodſpor. Stakkels Mikkel var altſaa ſaaret
og det ſlemt. J en Fart fif vi Sultan — en Hund
af Mynderacen — hentet, et nyt Skud i Bosſen og
jaa afſtted. J Begyndelſen viſte Sporet at den ſtakkels
Ræv neſten havde flæbt fig frem; men fnart blev
Sporet renere, indtil han tilſidſt var gaaet over i frit
Lob. Efter et Kvarters Forløb vare vi Fyren paa
Livet. Han havde forſtukket fig i en Groft, af hvilken
Sultan ſnart fil ham drevet op, og der begyndte en
Kamp jaa raſende ſom om Mitkel ikke fejlede en Smule.

Vi vare komne ind

Jagttaſke tog jeg i Revens Bagben og kaſtede ham

over Skulderen, og vi begave os pan Hjemvejen, lykke⸗
Da han meerkede dette fortjætter han |

lige over at Expeditionen var løbet jaa heldig af.
Da vi havde gaaet nogle Minuter, giver det et Ryk
i Revens Bagben, og i ſamme Øjeblif tager: Fyren.
mig faa venſkabelig i Armen, at jeg nok fkal hufke
hans Huggetceender en god Stund endnu. Det var
Skam at nægte det, jeg ſmed Ræven og gav et vældigt
Skrig af mig, men om det var af Smerte eller Over⸗
raſkelſe fkal jeg lade være uſagt. Viſt er det, at
Mikkel anden Gang fif Lov til at ſmore Haſer; og
da Sultan var et godt Stykke forud, vilde han maaſke
have taget Affked med os for ſtedſe, derſom ikke min
Svoger havde ſendt ham en velrettet Ladning Sagt
i Skroget, og denne Gang maatte han ſande, at „alle

gode Gange tre“. 2
Silip.

Firkantet Nod.

Af 4 A, 2 K, 2 M, 2 0, 2 R, 2 8, 1 F og 1 V dannes
fire Ord, ſom ſkrevne under hinanden og læfte fra Oven og
Venſtre giver Løsningen paa Gaaderne:

Paa Renlighed det forſte tyder

det andet ffarpt med Pile ffyder,
det tredie er blødt ſom Sæde

det fjerde fan hver Krammer glæde.
Det tredie os Hvile byder

det fjerde Kremmeren os yder.

Brevverling.

Forbalter Klunt. — En ung Tos. — C. J. i Kd.
bruges, men Forraad haves alt rigeligt.

H. J. i L.by. Tak! Anbringes muligt ved Lejlighed.

Fr. Ld. i O. En kort politiſk Overſigt, aldeles upartiſt
onſtes i Husvennen, ſkriver De. Kan af flere Grunde flet ikte
lade fig gjøre. - Bladet vil ſtedſe holdes ſtrengt lukket for
al Politik, da det er beſtemt til en uſkyldig underholdende Les⸗
ning for Tilhængere af alle Partier. Selv om Udg. anvendte
fin bedſte og erligſte Flid paa at give en virkelig „ufarvet“

Kan

| Dverfigt fra Jud⸗ og Udlandet, vilde den næppe blive fri for

at misbilliges og for at blive kaldt partiſk, baade fra ,, Højre”
og „Venſtre“. ;

M. A. i Brd. Mangler ægte digteriff Flugt. Udg. mod⸗
tager i Sneſevis af ſaadanne jævnt gode Vers, ſom dog ikke
befindes gode nok til Husvennens mange Laſere.

C. J. J. i Rh. Spogelſehiſtorien kan ikke bruges, da den
er altfor „lavet“. a

Hr. P. Eſk i S. p. G. Udg. paa langvarig Mejfe og kan
intet gjøre for fin Hjemkomſt. Skylden ikke hans.

Jean F. Tak! De bedaarende Fluer ſkulle blive beſorgede.

N. P. J. Soholdt. Kan næppe opfylde. Onſtet.

M. J. Rigtigt! Det er en Trykfejl naar der i Artiklen
om vævede Kludetapper ſtaar holdbare i Stedet for
koſtbare Gulvtæpper. 9

——

5 , Indhold. Fra Lindum, Skildring fra Begyndelſen af dette Aar⸗
Jeg bar Bosſen; men at ſkyde var neeſten Umulighed, 5 1 un af Robert Schal. 85 er if A. P. E.
med mindre jeg vilde udjætte Hunden for Fare. Om⸗ d — 3 SER e
8 å t af Zakarias Ni d Billede. — i
ſider lykkedes det dog Sultan at fan Fjenden faftet af Gommerfugle," af . Nielsen, 5
tiljords, og nu var det ude med ham. J Mangel af Raveſtreger. — Firkantet Nod. — Brevvexling.
å 2 ;

Husvennen udkommer til hver Hendag med et 16⸗ſpaltet Ark, ſorſyuet med flere Villeder, lik 1 Krone (3 Alfi.) Fjerdingaaret frit lilſendt.

Hvert Fjerdingaar medſolger gratis ek fork ſmußt Billede.

Bladet kan beſlilles pan elhvert Voſlkonkor og Vrepſamlingoſled, i enhver
Boglade ſamt hos Hovedkommisſioncren: Rudolph Klein, Vileſlrde 40, Kjøbenhavn.

Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

7%

— — —

ogyumamande Billes 5

Mlorſkabslesning, Oplysning og Busflid.
Adginet af R. C. Bom.

2. Aargang. 0 ;… Kjøbenhavn,
— | &endagen d. 16. Maj. 485

ſtraalerne legede og Fuglene hoppede kvidrende fra
Gren til Gren, eller han ſad og ſaa ud over Vigen
5 til den blanke Fjord, hvor Skibene med de hvide Sejl
og de brogede Flag ſejlede frem og tilbage. Det var
kun et lille Stykke af Fjorden, han kunde fe; men glad
Blomſter, der var Liv og Jubel, Fred og var han ved den; thi den var hans gamle fjære Barn⸗
Glæde allevegne; men ingenſteds var der domsven, den bragte ham en Hilſen fra Hjemmet, og
jaa dejligt ſom nede ved den lille Vig, | han længtes meget efter fit Hjem, da det var den
der ſkod ſig ind mellem de grønne Skove og frugtbare forſte Sommer, han var ude at tjene. Hiſt bag Nægtet, >
Marker fra den dybe Fjord, og dernede gik Hagen fra | men længere borte, helt ude hvor Fjorden mødtes med
Morgen til Aften og pasſede fine Køer og Faar. det ſtore Hav, laa hans Hjem. Det var kun et lille
Køerne ſtode i Tojr henne paa Klovermarken, Faarene | fattigt Hus, men for ham var det dog det dejligſte paa
gik loſe i Udkanten af Skoven, og der var ikke ret Jorden, og naar han ſad her ag ſtirrede ud til den
meget at beſtille for ham; men han ſkulde alligevel blive blinkende Fjord, da kunde han ſaa klart foreſtille fig
derude; for der var jaa i ; det. Han kunde ſe de
langt hjem til Husbonds 8 2 === hvide kalkede Mure og
Gaard, at han ikke kunde den rødmalede Dør, Fi⸗
gjøre anden Nytte mel⸗ ſkergarnet, der hængte til
lem Flyttetiderne. Saa Torring bag Huſet, Fader,
lob han da omkring og der ſad i ſin Baad langt
legede med ſin Hund og ude paa det gyngende
loerte den Kunſter, for Hav, Moder, der ſyslede
den var jo hans eneſte omkring inde i Huſet og
Legekammerat, og til Af⸗ hans yngre Broder Pe⸗
vexling ledte han efter der, der vadede omkring
Fuglereder i Buſkene og i Havkanten med op⸗
efter ſmukke Stene nede ſmogede Buxer og ledte
ved Vandet; men meſt efter Krabber, Snegle⸗
opholdt han ſig oppe paa huſe og Muslingſkaller.
Banken under det ſtore Da kom der Taarer i
Bøgetræ. Der laa han Baar. Hagens Ojne, da bankede

Forfælling af Bendix Hanſen.

Yo Vaar og Vinter. og ſtirrede drømmende op i det friſke Løv, hvor Sol⸗
EN
. 8 51

0 et var Vaar. Der var lyſt og varmt,
G der var kvidrende Fugle og ſmilende

hans Hjerte alle de Kjære imode, og han glemte ganfke
al den Skjonhed, der omgav ham.
„Bare Nesſet og Skoven ovre paa den anden

Side af Vigen var borte, for jaa kunde jeg viſt fe
hjem!” tenkte han ofte; men Næstet blev der, det vilde
ikke vige for hans Onſker, og Skoven hævede fig ſom
en grøn Mur og ſperrede ham Udſigten.

Derovre laa Sogaard. Det var en ſtor og ſmuk
Gaard med rødt Teglſtenstag og høje Vinduer, og den
laa foran Skoven helt nede ved Vandet. Andre Huſe
kunde han ikke je, og derfor beſkjcſtigede den ofte hans
Tanker. Hvem mon der boede der, og hvad mon de
toge ſig for? Ja det kunde han aldrig ret blive klog
paa. De fiſkede ikke, det fik han ſnart Rede paa; men
ſommetider lagde dog en Jolle ud derfra og ſejlede
ſnart til den ene Side ſnart til den anden, og hvad
ſkulde det betyde? Der var kun to i Baaden, en lille
Dame med en Paraſol og Straahat og en Mand, der
roede; — hvem mon det var?

En Dag, medens han laa og dromte under den
ſtore Bøg med Hunden i fine Arme, horte han det
rasle i Buſkene. Han ſatte ſig op, Hunden ſpidſede
Oren og begyndte at knurre. Saa raslede det atter
og pludſelig ſtod en fremmed Pige foran ham.

Det var en dejlig lille Pige med rode Kinder og
ſkinnende Øjne, og fin og fornem faa hun ud i fin
blegrode Kjole med det lille hvide Forklæde. J den
ene Haand holdt hun fin Straahat og en ſammenſlaget
Paraſol og i den anden en lille Buket af Lilliekonvaller;
Haaret hængte i krollede Lokker ned om hendes Hals
og fjæl, glad og frejdig jaa hun ud.

„Svad hedder Du?“ ſpurgte hun, da hun havde |

ftaaet ſtille et Ojeblik og ſet paa ham.

„Jeg hedder Hagen?“ ſparede han og tysſede paa
Hunden.

„Hagen, Hagen! “ gjentog hun, „det er et kiont
Navn; det har jeg aldrig hort for. Hvad beſtiller Du
her; plukker Du Blomſter?“

„Nej, jeg pasſer Kgerne og Faarene, jeg og Polly!“

ſvarede han og pegede henad den Kant, hvor Koerne ſtode.

Hun ſaa ſig omkring.

„Nej, hvor her er dejligt!” udbrød bin jaa. „Se
derovre ligger vort Hus; hvor det jer morſomt ud!
Jeg kan je alle Vinduer! Ser Du, der lige over
Doren, der er mit Verelſe, og der ſidder nu den gamle,
æfle Jomfru Holm og er vred paa mig, fordi jeg er
løbet min Vej, da hun var ude at ffjænde paa Pigerne;
men hun kan ikke Je mig her, hun kan ikke je, at det
er mig; kan hun vel?“

„Nej, det kan hun ikke!“ ſparede han.

„Ja, for kunde hun det, jaa kom hun ganſke beſtemt
herover; men det kan hun heller ikke, for Rasmus og
jeg tog Baaden, og jeg vil ikke hjem endnu, jeg vil
blive lidt hos Dig!“ ſagde hun og ſatte 1 ned i
Grægjet foran ham.

„Jomfru Holm!“ gientog N
ſlem!“

„Slem!“ ſvarede hun. „Ja Du kan tro, hun er
ſlem! Hun er altid ſur og arrig, og hele Dagen
ſkjcender hun paa mig eller paa Pigerne, for hun pasſer
jo Huſet for Fader, og jaa er hun min Lærerinde og
forlanger, at jeg ftal finde hele Dagen og hænge over
de kjedelige Lektier; men jeg leeſer ikke, jeg vil ikke
leſe, jeg ſidder bare og jer paa Bogen, og faa tenker
jeg pan Skoven og Søen og Blomſter og Fugle, og
naar hun faa gaar ud til Pigerne, jaa løber jeg min
Vej og faar gamle Rasmus til at fejle med mig; men
Du kan tro, at det er vanſkeligt at flippe ud, for hun
pasſer godt paa, og ſommetider laaſer hun Doren for
mig og glemmer mig; uh det er en ſlem En, kan Du
tro. Kjender Du gamle Rasmus? Nej, det gjør Du
ikke; men Du ſkal lære ham at fjende: for han er jaa -
god og rar. Han pasſer Haven, han giver mig
Blomſter og Jordbær og grønne Aerter, og han fejler >
med mig og leger med mig. Nu ligger han dernede
ved Vandet og pasſer paa Baaden til jeg kommer; for
han kan ikke holde ud, at lobe med mig omkring i
Skoven!“

„Men faar Du da ikke Sfjænd, naar Du kommer
hjem!” ſpurgte han.

„Jo, det gjor jeg rigtignok!“ ſvarede hun. „Saa
bliver Jomfru Holm faa vred at hun kniber mig i
Armen og river mig i Haaret, og det, kan Du tro,
gjør ondt; men jeg løber alligevel, gjør jeg; for det
er ſaa ſtrgt, jaa kjedeligt derhjemme. Gid jeg aldrig,
aldrig ſtulde hjem mere; gid jeg altid kunde blive her⸗
ovre hos Dig!“

Der blev Tavshed en Stund.

Drengen ſaa over til den ſmukke Gaard, der
ſpejlede fig i det klare Vand, og derpaa betragtede han
den lille fine Pige, der nu fad med bøjet Hoved, jaa
alvorlig og bedrøvet, og pillede fine Blomſter itu.

„Har Du da ingen Fader og Moder eller en lille
Broder Peder, ſom Du kan lege med?“ ſpurgte han.

Hun løftede Hovedet og fan van ham med fine
ſtore klare blaa Øjne, medens hun. jvarede jagte og
alvorligt: |

„Nej, jeg har fun gamle Rasmus. Moder er død,
da jeg var lille, og jeg kan ikke hufke hende; men hun
var god, og nu er hun oppe i Himmelen, — og Fader
— Fader bryder ſig aldrig om mig. Han er meſt
ude, og naar han er hjemme, faa kommer der altid
jaa mange ſtygge fremmede Mænd, ſaa ſpille de Kort
om Penge, mange Penge, ſaa drikke de ſig fulde, bander
og ſtjcnder, jaa det er fælt at høre paa. Nej jeg har
kun min gamle Rasmus!“

Der blev atter Tavshed. f

„Da har jeg det bedre!” udbrød han.

„Ja, det har Du!“ ſagde hun. „Gaar Du her

„Er hun jaa

hver Dag ved Køerne og Faarene! Lober Du omkring

paa!“ ſagde hun.

259

i Skoven og plukker Blomſter og leger? Gjor Du det
hver Dag?“ i

„Ja, hver Dag!“ gjentog han. „Og ſaa jer jeg
ud over Fjorden og tenker paa Fader og Moder og
Broder Peder; for Du kan tro, jeg har et deiligt
Hjem, o ſaa dejligt!“ i

„Du kan ſagtens være glad; men Du er- ogſaa
en rar Dreng! Ved Du hvor der er kjonne Blomſter
og Fuglereder; for dem holder jeg ſaa meget af?
ſagde hun.

„Jeg ved ni Fuglereder; fire med Unger og to
med blaa Wg. Du kan tro, de ere fjønne. Vil Du
ſe dem.“

„Aa ja! Aa ja!“ jublede hun og var atter glad.
„O, jeg holder ſaa meget af Fuglereder; men vi maa
ikke gjøre dem Fortred; for jan bliver de ſmaa Fugle
bedrovede. ;

Saa lob de omkring i Skoven og paa Marken

: for at ſe til alle Hagens Fuglereder, derpaa hjalp de

hinanden at flytte Køerne, og det fandt hun jaa over⸗
ordentlig morſomt, ijær da den brogede Kvie, ſom var
Hagens Stolthed, brolende kaldte ad hende, da hun gik
fra den og ikke længere vilde klappe den, og tilſidſt
plukkede de Blomſter, ſaa mange hendes lille Forklæde
kunde rumme.

Hvor de begge vare glade! Alle deres Sorger
vare glemte, alle Lengsler forſvundne. Tiden gik uden
at de merkede det, og det var med Sorg, at de jaa
Solen ſynke bag Skoven. De vare nu. blevne faa
godt kjendte, ſaa gode Venner, at det gjorde ondt
at ſkilles.

Men jeg kommer igjen, Hagen, det kan Du ſtole
„Jeg kommer faa fnart jeg kan
for at beſoge Dig og lege med Dig; for det er faa
dejligt!“

„Ja gjor det!“ ſparede han.
jeg vil længes efter Dig.
under Bogen paa Benken og tanke paa Dig. Jeg
vil aldrig glemme Dig, Ane!“ 3

Saa fulgte han hende ned til Stranden, og der
ſtod gamle Rasmus og ventede. 5
„Naa kommer hun nu, lille Jomfru!“ ſagde han.
„Ja nu maa vi ſkynde os, det er bleven ſent. Har
hun ſaa moret ſig godt?“

„O, ja, ſaa dejligt!“ ſvarede hun. „Ser Du, det
er Hagen, ham traf jeg deroppe, han har viſt mig ſine
Fuglereder og plukket Blomſter til mig, og ſaa har

han givet mig dette kjonne Ravhjerte, ſom han ſelv

har lavet med fin Kniv. Ham ſkal Du holde af Ras⸗
mus, ligeſom Du holder af mig, for ham holder jeg
af, og ham vil vi beſoge lige jaa ofte, vi kan!“

„Ja, Du er en rar Dreng,“ ſagde Rasmus.
„Du ſkal have Tak, fordi Du har været jaa god imod
min lille Jomfru!“ og ſaa nikkede han mildt og venligt

til ham, medens han hjalp hende ud i Baaden.

„Kom ſnart; for
Jeg vil ſidde hver Dag |

Saa greb han Aarene og Baaden gled ud i det
blanke Band længere og længere bort fra Hagen, ſom
blev ſtaaende dernede ved Vandet og glemte at han
ſtulde hjem med Køerne, ja glemte alt over fin lille
Veninde. Hun nikkede og nikkede til ham, og hun
blev ved dermed, indtil Baaden lagde til derovre ved
det høje Hus; der forſvandt hun. Da ſukkede han
ſagte, vendte ſig, og gik langſomt op ad Banken og

hen til fine Køer.
(Sluttes.)

Sy ” Maffetræet og Kaffen.
8 Af A. V. E. Toepfer.

| E n from Mand, der langt tilbage i Tiden var
Forſtander for et mahomedanſk Kloſter,
bemerkede med Forbayſelſe en beſynderlig
Livlighed og Aarvaagenhed hos fine Geder,
naar de om Aftenen vendte hjem til deres
Stald. Da han ikke kunde forſtaa Grunden hertil,
beſluttede han at iagttage dem om Dagen, og han ſaa
da, at de med ſtor Begjærlighed aad Blade, Blomſter
og Frugter af en Plante, ſom han hidtil ikke Havde
lagt Merke til, og fra denne Wde maatte deres paa⸗
faldende Livlighed og Aarvaagenhed have ſin Oprin⸗
delſe. Han tilberedte ſig nu en Drik af denne Plantes
Frugter, og da han fandt, at Drikken ogſaa havde en
oplivende Virkning paa ham ſelv, anvendte han den
med Held paa ſine Munke for at holde dem aarvaagne,
naar de om Natten fkulde forrette deres Bonner i
Kloſteret. — Saaledes berettes der i en gammel For⸗
telling om Oprindelſen til Brugen af den Drik, ſom
vi kalde Kaffe. Det er ikke godt at afgjore, om denne
Fortelling er ſand eller blot opdigtet, men faa meget
er dog viſt og almindelig anerkjendt, at Nydelſen af
Kaffen kan bidrage meget til at gjore os livlige og
aarvaagne.

Kaffen tilberedes ſom bekjendt af Frugterne af
Kaffetrœet, der hører til Krapfamilien (Rubiaces), af
hvilken vi kun have meget faa Repraſſentanter her,
nemlig Skovmerke (ogſaa bekjendt under Navn af
Bukar og Myrike), der kommer frem tidlig om For⸗
gaaret og bruges til de bekjendte vellugtende grønne
Kranſe, Ager⸗Blaaſtjerne, en temmelig almindelig Ukruds⸗
plante med blaaagtige Blomſter paa dyrkede Marker
ſamt flere Arter Snerle med hvide eller gule Blomſter,
| Der vore meget almindeligt langs Vejene. Det vildt
| vogende Kaffetræ bliver omtrent 20 Alen højt; i dyrket
Tilſtand lader man det ikke faa en ſaa ſtor Højde, men
beſkcerer det for at det kan faa en bred Krone. Man
opnaaer herved den dobbelte Fordel, at det bærer flere
| Frugter og at disſe lettere kunne indſamles. Det er
et ſmukt Zræ med ſtedſegronne Blade, der have megen
Lighed med Laurberblade. Blomſterne ere hvide og

deres Vellugt minder meget om Jasminens Duft. Det
blomſtrer hele Aaret rundt og har paa ſamme Tid
baade Blomſter, grønne umodne Frugter og purpurrøde
modne Frugter, der i Form og Storrelſe meget ligne
Kirſeber. For: og Efteraaret er dog dets egentlige og

rigeligſte Blomſtringstid, og paa disſe to Aarstider

finder ogſaa Indſamlingen af de beeragtige Frugter
Sted. Hver Frugt indeholder to Fre, de ſaakaldte

Kaffebenner, der ere hvælvede paa den ene Side og
flade paa den anden ſamt
omgivne af en kjodagtig
Masſe. Naar Kaffe⸗
træet er to Aar gam⸗
melt, begynder det alle⸗
rede at bære Frugter,
men den egentlige Hoſt
begynder dog forſt med
det tredie eller fjerde Aar,
og i denne Alder kan et
Træ aarlig give omtrent
to Pund Kaffebonner.
Efter Frugternes Ind⸗
ſamling fjerner man det
tørre Kjod, der omgiver
Frøene, enten ved at
blodgjore dem i Vand
eller ved Hjælp af en
Valſe. Herefter torres
Bonnerne og man bort⸗
tager derpaa den tynde
Hud omkring disſe ved
Hjclp af Træføller.
J den ſenere Tid har
man indrettet en Slags
Moller, ſom baade kun⸗
ne fjerne Kjodet og den
tynde Hud fra Frøene
eller Bonnerne. Efter
denne Behandling ere
disſe ferdige til at gaa
over i Handelen. J raa
Tilſtand mangle Bon⸗
nerne aldeles de Egen⸗
ſkaber, der bringe os til

at jætte jaa megen Pris

paa Kaffen, da disſe førft komme frem ved Riſtningen. |
Denne bør foretages med Omhu og helſt i et lukket
Kar over en ſvag Ild indtil Bonnerne ere blevne brune. |
Naar Ilden er for ſtaerk, blive Bonnerne let brændte |
i Stedet ſor riſtede; de tabe da aldeles den fine Aroma, |
der udmærfer Kaffen og ſom ffyldes en flygtig Olie;
Drikken faar en bitter Smag, ſom hidrører fra en
Syre, Garveſyren, der fremkaldes ved Brendingen,
ligeſom den flygtige Olie, ved Riſtningen. Naar Bøn:
nerne ere riſtede, maa de afkoles jaa haſtigt ſom muligt, |

En Ruist ak Kaffetræet.

og man maa helſt hver Gang kun riſte og male ſaa
mange af dem, ſom man ſtrax vil bruge, da en Del
af deres fine Smag og Vellugt let taber ſig, naar de
ſkulle gjemmes i længere Tid. Den bedſte Kaffe faar
man fra Arabien, den ſaakaldte Mokka⸗Kaffe, og den
ſimpleſte fra Braſilien, men denne ſkal dog kunne blive
neeſten lige jaa god ſom Mokka⸗Kaffen, naar de raa
Bonner have veret gjemte en halv Snes Aar. J
Almindelighed er det kun Frugterne af Kaffetrœet, ſom
8 man bruger til at til⸗
berede Kaffen af, men
paa de indiſke Oer be
nytter man ogſaa de
unge Kviſte, ſom riſtes
med de derpaa ſiddende
Blade over en ſvag Ild.
Den afſkreellede Bark af
de ſidſte Kviſte ſamt Bla⸗
dene bruges der til at
tilberede en Slags The
af, der ſkal være meget
nærende og oplivende.
Disſe Egenſkaber ſkyldes
ijær et ſceregent Stof,
Kaffein, ſom ogſaa
findes i de brendte og
malede Bonner, og ſom
aldeles ſvarer til den
ſaakaldte Thein i Theen.
Kaffen indeholder des⸗
uden ogſaa 13 pCt. af
et meget nærende Stof,
Glutin, fom dog ikke
kommer os til Gode, da
det kun ſparſomt oploſes
af kogende Vand, og der⸗
for bliver kaſtet bort med
Kaffegrumſet. Naar man
derfor vil drage den fulde
Nytte af Kaffens nærende
Stof, bor man drikke
Grumſet tilligemed Af⸗
koget af Bonnerne, hvil⸗
ket flere orientalſke Folk
gjore.
Da Kaffen juſt ikke er nogen billig Drik, ſoge

mindre bemidlede Folk, der ikke ville give Afkald paa
den, at gjore den billigere ved at blande de malede
Bonner med andre Stoffer.

Som et ſaadant Surogat
eller Tilſctning til Kaffebonnerne bruger man ſom
ofteſt Rodderne af Lovetanden og Sikorien, hyilke
Planter begge høre til Kurveblomſternes Familie. De
ere begge, iſcer den forſte, meget almindelige Ukruds⸗
planter her. Lovetanden, der er bedſt kjendt under
Navn af „Fandens Mælfebøtte” eller „Fandens Kjærne

mælk” har hule Blomſter og blomſtrer fra tidlig om
Foraaret til henad Efteraaret. Sikorien har lyſeblaa
Blomſter og blomſtrer forſt i Juli Maaned. Diesſe

Planter ere i andre Lande mange Steder Gjenſtand

for en vigtig Kultur, og Dyrkningen af dem i For⸗
bindelſe med deres videre Behandling paa ſceregne Fa⸗
brikker, hvor deres Rødder blive ſkaarne i Stykker,
tørrede, riſtede og malede, ſysſelſctter en Mængde
Menneſker. Dyrkningen af disſe Planter, ſom meget
godt kunne trives hos os, og ſom kunde indbringe
mangen Jordbruger en ikke ringe Indtegt, drives fan
godt ſom aldeles ikke her, hvorfor vore Fabrikker maa
forſkrive Rødderne fra Udlandet.

Kaffetrœets Hjemſtavn er det abyſiniſke Hojland i
Afrika, hvorfra det omtrent i Midten af det 15de Aar⸗
hundrede blev overført til Arabien, ſom man tidligere
troede var dets egentlige Hjem. Da Kaffen ſenere blev
en mere almindelig Drik, blev Dyrkningen af det ud⸗
ſtrakt til mange andre Lande, og det blev fort baade
mod Oſt og Veſt. Man har nu meget ſtore Kaffe⸗
Plantager i Oſtindien, Veſtindien og Braſilien.

J Kaffetreets egentlige Hjemſtavn, Abysſinien,
har man allerede fra Arilds Tid brugt dets Bonner
til at tillave en Drik af, og i Perſien ffal man allerede
875 have kjendt denne Drik. Da Kaffetræet var bleven
overført til Arabien, begyndte Kaffen ſnart at blive
en almindelig Drik der og i de tilgrenſende Lande.
Dette ſkete dog ikke uden en heftig Strid, da mange
ivrige Mahomedanere paaſtode, at denne Drik ſtred
mod Koranens Lære. Det lykkedes disſe at opnaa et
Forbud mod Brugen af Kaffen og der blev faſtſat
ſtrenge Straffe for Overtredelſen heraf, Hvorfor. alle
Kaffehuſene bleve lukkede. Kaffen udholdt imidlertid
ſejrrig denne Strid, og dens gode Egenfkaber floge
efterhaanden alle dens Modſtandere af Marken.
budet blev ſnart atter ophævet og Kaffehuſene igjen
aabnede, og nu udbredte Brugen af Kaffen fig over⸗
ordentlig hurtig. J Midten af det 16de Aarhundrede
kom den til Konſtantinopel, hvor den ligeſom overalt
i Oſterlandene altid nydes uden Tilſctning af Fløde
og Sukker. 1652 aabnede en Graker det forſte Kaffe⸗

hus i London, og 1672 aabnedes det forſte Kaffehus

i Paris. Fra disſe Lande udbredte Kaffen fig ſnart
til de øvrige Lande i Evropa. Omtrent for 150 Aar
ſiden trengte den herind, men var dog i lang Tid en
ſjelden Drik, ſom kun de Rige havde Raad til at nyde
af og til. Siden den Tid er Brugen af den tiltaget
ſaa ſteerkt, at der nu aarlig indføres over 20 Millioner
Pund Bonner hertil. Kaffekjedlen damper nu daglig
i enhver Hytte, og „Madam Brun“ vinder beſtandig
flere og flere trofaſte Velyndere og Tilbedere.

Det Billede, ſom ledſager denne lille Afhandling,
viſer Lœeſerne en Gren af Kaffetreet. Figuren A foreſtiller
en opſkaaren Blomſt, paa hvilken man jer 5 Kronblade
og 5 Stoypdragere, B betegner Begeret, af hvilket Stov⸗

For⸗

vejen rager i Vejret, G er Frugten, E ſamme aabnet
paa langs for at viſe de to Fro og deres indbyrdes
Stilling; forneden Jes Stilken ſamt Kjodet, der om⸗
giver Frøene, Fer Froet (Kaffebonnen).

Lidt fra gamle Dage.
Smaabidrag til Danmarks . indre Hiftorie i det
I7de og 18de Aarhundrede.

Af DB. Jorgenſen i Kiſtrup.

Det er blevet Skik og Brug at betragte den Tid, hvor⸗
ved vi i det folgende agte at dvæle, ſom Treeldom⸗
mens Aarhundreder, navnlig for Bondeſtandens Ved⸗
kommende. Det har gaaet Forfatteren af dette ligeſaa.
Idet han ſogte om nærmere Begrundelſe af denne Paaſtand,
ſyntes han, at Virkeligheden viſte et noget andet Billede
af Forholdene, end det, der var almindelig kjendt.
Om hans Synsmaade er berettiget, ſkal han villig
overlade til den fordomsfri Læjer at afgjore. Han ſkal
afholde fig fra alle digteriſte Udgydelſer og loſe Raiſonne⸗
menter, idet han antager, at Leeſeren er enig med ham
i, at ſaadanne burde være hjemloſe i en hiſtoriſk Frem⸗
ſtilling. Det er hans Haab, at Læferen ikke vil finde
de nøgne Kjendsgjerninger aldeles uden Interesſe.
Kilderne ere det eneſte i ſaa Henſeende paalidelige,
nemlig de gamle Thingboger. Kan man ikke ſtole paa
Ojenvidners beedigede ÜUdſagn, haves aldeles ingen
Hjemmel for hiſtoriſke Efterretninger. Herredsthinget
var af overordentlig ſtor Betydning for Bondens
aandelige Udvikling, ſaalcenge det bevaredes i fin op⸗
rindelige Form. Lad være, at denne Udvikling var
noget enſidig, ſaa maatte Bondens umiddelbare Deltagelſe
i Retsplejen meget udvikle hans Selvfolelſe. Det var
ogſaa langtfra, at han betragtede fig ſom Trael. Han

vidſte godt, at han i Samfundet ſtod lavere end Adels⸗

manden, men havde man ſpurgt ham, om han vilde
bytte med den „menige Adelsmand“, havde han nok
næppe ſparet ja. Kirke⸗ og Kloſtergodſets Fordeling
havde gjort Adelen rig i det 16de Aarhundredets Be⸗
gyndelſe, men denne Rigdom blev ikke af lang Varighed.
Adelen overvejede ikke, at denne Formue, den jaa fig i
Beſiddelſe af, ikke var fremkommen paa en ſund Maade
ved en gradvis Udvidelſe af Landets Velſtandskilder,
men at den var fremkommen ved en Handling, der ikke
kunde gjentages. Der udfoldedes en Luxus i alle
Retninger, ſom det falder vanſkeligt at gjøre fig noget
Begreb om; dog, de mange Herregaarde, vi have fra
dette Aarhundrede, kunne vel være et oplyſende Fingerpeg
i den Retning. Vi ville ikke fylde Pladſen med Ex⸗
empler herpaa. Leeſeren kan blot prove med det
Sporgsmagl i Tanken: „Naar bleve Landets ſmukkeſte

Herregaarde opførte 2” at gjennemblade Traps Danmarks

262 : ) å

Beſkrivelſe. Han vil da forbavjes over de umaadelige
Summer, der i det 16de Aarhundrede anvendtes paa
Opforelſen af Herrefcder, faa at det kom til at jvie
til Efterkommerne og fan at kun de ferreſte af disſe
kom til at luffe deres Øjne under eget Tag.

Som Stamtræet voxede, blev Arven mindre; den
ſtulde ſtedſe deles mellem flere og flere. Kun een Mand
— ſaavidt mig er bekjendt — havde Oje for den ſtore,
ſamlede Beſiddelſes Betydning. Det var den bekjendte
kloge Kansler Johan Friis til Hesſelager, der 1548
oprettede et Stamhus for fin ældfte Broderſon af fine
vidtløftige Godſer. Det var jaa langt fra, at denne

Tanke vandt Bifald hos hans Standsfeeller, at tvertimod

det af Kong Chriſtian den Zdie og Rigsraadet (1548)
ſtadfeſtede Stamhusbrev efter Kanslerens Dod blev af
Frederik den 2den dømt ugyldigt, trods den Artikel i
Haandfeſtningen, der udtrykkelig bod ham at holde den
afdode Konges Breve ved Magt. J den Grad havde
den gamle Kansler forudilet fin Samtid. Folgen for
Slægten blev den, at den i Løbet af næfte Aarhundrede,
miſtede alle Godſerne. i

Medens den menige Adelsmand blev fattig, for⸗
gjældet og forarmet og fun havde ringe Indflydelſe paa
Statslivet, levede Bonden under forholdsvis gunſtigere
Vilkaar. Hans Afgifter ſom Faſtebonde vare taalelige.
Hoveriet var ikke meget. trykkende; det blev det forſt,
da Jordegodſerne faldt i Hænderne paa Spekulanter.
Han havde i de fleſte Sogne Ret til at vælge fin Bræft.
Den gamle Ret til at vælge en Herredsfoged af deres
egen Midte, var vel allerede i det 16de Aarhundredes
Begyndelſe fratagen Bønderne, men indtil efter Enevolds⸗
magtens Indforelſe, vedblev det at være lovkyndige
Bønder, der fad i Dommerſedet. Skriveren var ogſaa
en Bonde. Det horte langtfra til Sjeldenhederne, at
Bonderne kunde ſkrive og ſkrive ſmukt og godt. De
mange offentlige Forretninger, han kunde komme til at
tage Del i, gjorde det ligefrem nødvendigt for Bonden
at være hjemme og godt hjemme i Skrivekunſten.

Vi ſkulle nu anføre nogle Exempler paa, at Bonden
ikke betragtede fig ſom Tre ligeoverfor Adelsmanden
eller dennes Tjenere, eller bar ſynderlig Reſpekt for
Nogen. Den 24de Januar 1637 fremſtod velbaarne
Povel Skinkel paa Salling Herredsthing og erklærede,
at den Zrætte og Tiltale, han havde haft mod Niels
Jorgenſen og Jeppe Jorgenſen, begge tjenende Chriſtoffer
Anderſen i Sallinge, den afſtod han i Dag for Godtfolks
Forbens Skyld, og ſkulde de være venlig og vel forligte

og viſe god Omgengelſe mod hinanden og være ube⸗

varede mod hverandre paa Veje og Stier.

Den 17de Avguft 1637 udfteder Peder Pederſen,
Gaardfceeſter og Sfræder i Sandager under Lykkesholms
Gods, den Forpligt paa Gudme Herredsthing, at han
inden i Morgen Aften, for Sol gaar ned, vil rømme
fin gode Herres, velbaarne Ejler Ovitzous Stavn, fordi

han havde ſtjaalet 8 Kjcerve Rug i Lykkesholms Rug⸗

i

mark. De falſke Rygter, han havde udſpredt om Jakob
Jakobſen i Fjellerup, tilbagetog han og lovede, at han
ej ſkulde findes ſom den, der ſkjceldte eller udſpredte
onde Rygter om ſit forrige Herſkab eller dennes Folk,
Store eller Smaa, og, hvis dette overbeviſtes ham, da

vilde han af Ejler Ovitzou lade ſig henfore i Kongens
Jern paa Bremerholm. Denne Forpligt er undertegnet

af Skrederen og fire Bønder.

Nevnte Peder Pederſen havde, ſom Thingvidnerne
oplyſte, en Hoſtaften, fulgt af fin Kone, redet ind i
Lykkesholms Sandholts Mark, taget et Bundt Rugneg
foran fig paa Heſten, medens Konen tog et mindre paa
fin egen Ryg. Saaledes bleve de trufne Kl. 10 af
en Karl fra Gaarden, der førte dem ud af Marfen og
overleverede dem til Ladefogden. Denne tog Rugen og
[od Synderen gaa, til hans Husbond kom hjem. Af
denne Friſt benyttede Skrederen fig til at gaa til
Selvejerbonden Oluf Lærfe i Fjellerup, ſom han bad
om at være hans Forbeder hos den naadige Herre for
nogen Rug, han „hade fundet” i Lykkesholms Rugmark.
Ydermere bad han ham forunde fig et Hus paa fin
Grund. J den forſte Begjæring indvilligede Oluf
Leerke, men hvad det ſidſte angik, kunde han intet love
ham, inden han var fraſkilt de gode Folks Gods.

Efter Forliget med Husbonden flyttede han ind i
Oluf Lerkes Hus, og der ſynes han nu at have flaaet
fig til Ro et Par Aars Tid, fortſat Professionen og
jaa nogenlunde holdt den udſtedte Forpligt. Men
1639 brød det atter los. Den 31te Januar nævnte
Aar, fremſtod Fuldmeegtigen paa Lykkesholm og højlig
klagede over Peder Pederſen Skreder i Fjellerup,
hvorledes han forgangen Lørdag voldelig var indloben
i Fruerſtuen paa Lykkesholm og ſammeſteds med en
dragen Kniv udjaget velbaarne Fru Anna Brahe af
Fruerſtuen. Dagen forud havde han, da hun kom

kjorende gjennem Byen og vilde til Gaarden, faret ud

efter. hende med fit Presſejern i Haanden, ſkjeeldt hende
for en „Hoxreunge“ og alt det værfte, der nævnes kunde.
For ſaadan Gevalt og Skjelden gav han hojlig Klage
over Peder Skroeder og var Dom begjcrende, fordi
han meget grovelig havde forbrudt fig mod fin givne
Forpligt. Herredsfogden, Knud Hvid i Lorup, henviſte
Sagen til Landsthinget, efterſom den gjaldt Wre

og Liv.

Som Bidrag til Peder Pederſens og Tidens
Karakteriſtik kan det maaſke fortjene at tilføjes, at da
han blev fat ud af Gaarden, var han i Gjald til
Herſkabet, hvorfor hans Bo blev ſkreven og vurderet;

dette forhindrede ham imidlertid ikke fra at bortkjogre

af Tojet det ſteerkeſte, han kunde; han fif endogſaa nogle
af Naboerne til at laane ſig Heſte og Vogne og en
Gaardmand i Sandager til at tage imod Tojet. Da
Vedkommende bleve ſagſogte for denne ulovlige Handling,
undſkyldte de fig med, at de ikke ſelv havde kjort
Vognene, og ej vidſte, hvad de bleve brugte til. Den

263

5 Mand, der havde modtaget Tojet, nægtede det ikke, men
undſkyldte fig med, at det ikke havde været fat i Skjul,
men ſtod aabenlyſt til Alles Efterſyn.

s Det holdt i det Hele haardt at faa Bonden til
at yde eller gjøre andet, end han ſelv vilde. Med fine
Forpligtelſer tog han det flet ikke jaa nøje. Han betalte
nødig fit Landgilde uden at blive ſogt derfor, og naar
Ovrigheden kom for at pante ham, ſatte han ſig ofte
til Modveerge, faa en ſaadan Forretning kunde fore til
blodig Kamp, der endte med Ulivsſaar.

Den 14de Februar 1639 fremſtod Thingſtcvnerne
for Chriſten Nielſen paa Broholm og Hans Rasmusſen
i Ullerslev, ſom var Herredsfogdens Fuldmægtig ſamme⸗
ſteds, paa Gudme Herredsthing, og de hjemlede med
Ed og oprakte Fingre efter Recesſen at have kaldet

(: ftævnet) Margrethe Peders i Marslev, hendes Datter,

Bodil Pedersdatter, hendes Sonner, Jens Pederſen,
Thomas Pederſen og Peder Pederſen, alle med deres
Lavværge, ſamt Niels Rasmusſen i Aarslev og Peder
Madſen, tjenendes der, mod Vidners Paahor og
Gjenſvar. Dernceeſt fremſtod de ftævnede Vidner og
tilkjendegav, hvad der var dem bevidſt om den ſtore
Gevalt og Overlaſt, der Fredagen næft for Jul var
tilføjet Hans R. i Ullerslev og Chriſten Nielſen, vel
baarne Hr. Landsdommers Fjener, af Peder Ibſen i
Aarslev, hans Kone og Born, ſamt de tvende indftævnede
Karle. Af disſe Vidnesbyrd fremgik det da, at da
nævnte Mend, Fredagen for Jul kom til Peder Ibſens
Gaard for at udføre en Panteforretning, modtoges de
i Porten af Manden og hans hele Husſtand, ſamt de
tvende indftævnede Karle, der anfaldt dem med Spyd,
Koller og Stænger, fan det ikke var dem muligt at
komme ind. De tvende Fuldmegtige tilligemed de to
Vurderingsmeend gik da ud i Marken og drev Kvæget
hjem for at faa det vurderet, og de forſogte nu at
komme ind i Gaarden ad en anden Vej, hvad der ogſaa
lykkedes dem, men kun til liden Baade, thi da Chr. N.
fremtog de lovlige Domme og Breve, efter hvilke Gjelden
ſkulde betales, trængte de fra alle Sider ind van ham
og forſogte at rive Brevene fra ham. De øvede ogſaa
jaa ſtor Vold med alle Slags „Gevcer“, med Stokke⸗
ſlag og Stenkaſt, faa de tvende Fuldmegtige højlig
nodſagedes til at drage deres Kaarder og værge deres
eget Liv, efter at de dog forſt mange Gange havde
opfordret dem til for Guds Skyld at lade flig ulovlig
Handel fare. Peder Ibſen tog en Stang, ſom en
„temmelig Slydeſtang“ og foer dermed mod den ene
Vurderingsmand, der ſtod ved Ledet for at gjenne
Kvæget tilbage, og ſagde til ham: „Staar Du der Din

Skjclm“; han vilde have ſlaget til ham, hvorfor han

værgede fig med fin Kaarde, ſom dog ikke var dragen.
J Kampens Hede blev Peder Ibſen ſaaret, jaa han
faldt til Jorden, hvorefter hans Kone raabte: „Der
han ikke af det, J have givet ham, ſkal han alligevel

do, for at J maa times en Ulykke!“ De Fremmede
begyndte nu Tilbagetoget, der afffares dem af Kvinderne.
Margrethe Peders klagede meget over, at hun ej havde
en Kniv hos fig, jaa vilde hun ſtikke Chr. Nielſen i
hjel, for han ſtulde komme ud af Porten.

Ved Synet over den tilføjede Skade, fandtes
Chr. N. at have faaet et Spydſtik i den ene Arm og
et i det ene Ben, foruden mange blaa Slag. En af
Vurderingsmendene var bleven ſaa ilde tilredt af
Spydſtik, Vognkjcppeſlag og Stenkaſt, at han laa til
Sengs, og hans Liv og Helbred fvævede i Fare, og
ſaaledes havde de Alle medbragt mere eller mindre
haarde Merker fra den varme Kamp. Peder Ibſen
afgik ved Døden, om han nøjedes med de Vunder, han
havde hentet i Kampen, eller hans Kone, ſom hendes
Ord ſynes at antyde, havde gjort det af med ham, for
at fore Betjenten i en Ulykke, blev ikke oplyſt.

Ved Daggry.

Der kom fra Oſten en Morgenvind,
den kruſede Havets rodmende Kind;
den aandede ſagte pan Bolgernes Her:
„Vaagn op, fe Morgenen alt er nær!”

Den ſuſte igjennem den friſke Lund

og væffede Fuglene op af Blund:

„Flyv ud og forkynd med Jubelroſt,

at Dagen er kommen med Glans i Oſt!“

Den ftrøg igjennem den ſtille By

til Taarnet, der peger med Kors mod Sky,
og bruſede: „Meld nu med Klokkeklang,

at Solen er højt paa fin Himmelgang!“

Men over de Dødes Have den foer,
hvor Vedbenden fig om Gravene ſnor,
der fang den, og Røften var fvægende blid:
„Sov ſodelig, det er endnu ej Tid!”
P. 9. 8.

Hans Jørgens og Abelones mærkværdige Hendelſer
i Kjøbenhavn.
Af Emanuel Henningſen.
4.

Nu ſtyred atter vore to
Til Byen ind ad Veſterbro.
Varmt var det, for de kom til Staden

Paa Markedet i

Men varmere det var paa. Gaden,

„Hor, ved Du hvad, min Abelone,”

Hans Jorgen ſagde z
til fin Kone, SL

„Jeg tror, vi beg⸗ >
ge ſtaa os i

At je paa dem,
der gaa forbi,

Mens ſelv vi ſtaa
i Ro og Mag,

For det er grum⸗
me hedt i Dag.“

Mens ſaa de ſtod,
der kom forbi

En Morian i Li⸗
beri;

Han ſtrunk og ſtolt
gik hen ad Ga⸗
den,

Som om han ejed

- hele Staden,

Med Guld og
Sølv han var
bedekkket.

Da blev vor Lone
helt forfkrakket;

Hun var dog ellers
ej forknyt,

Men nu hun hvi⸗

ſked: „Hans dog,

hyt

Dig for den Slem⸗
me, ſom der
kommer; ;

Ham faa jeg viſt
den ſidſte Som⸗
mer

Skroem; han 18 5 2
ſtod ; 55

Smaating.

Kort og godt. To Brødre talte ſammen paa den

enes Gaard i Cincinnati. „Ovem havde Ejendommen
for Du?“ ſpurgte den ene. „Moggs“ (Mandens Navn).
„Hvorledes er Jorden?“ „Bogs“ (ſumpig). „Og Luften
da?“ „Fogs“ (taaget). „Har Du Kreature?“ „Hogs“
(Svin). „Hvoraf har Du bygget Huſene?“ „Logs“
(Treſtokke). „Har Du mange Naboer?“ Den anden
ryſtede paa Hovedet: „Frogs“ (Froer). 2
Velſmagende Maaltid. En Rejjende i et lille franſk
Værtshus faa en Ugle, der faa meget tankefuld ud, og
ſom hoppede omkring i Gaarden paa det eneſte Ben,
den havde. Et Par Dage efter fin Ankomſt fik han
„Vildt“ til Middag, det var lille, men det ſmagte dog
af Fugl. Dagen efter ſavnede han Uglen i Gaarden.
„Hvor er Uglen bleven af“, ſpurgte han Værten.
„Herren fik jo lidt Vildt i Gaar“, lød Svaret til den

Med Lænfer lagt om Haand og Fod,

For han var fuld af vilde Sæder; ;

De ſagde, han
var Menneſk'⸗
eder.“ —

„Aa, denne her er
viſtnok tam,“

Gjenſpared Hans,
„ſe blot paa
ham.

De ſpeerred ham
vel ſagtens inde

Hpis ikke han var
from i Sinde.

En Wder er han
ikke, nej

Jeg i min Tro viſt
haler ej,

Det er en
Hvad det var,
han vilde

Fortcelle, kom nu
lidt for ſilde;

Thi Negeren imod
ham gik :

Og ſagde med et
biſtert Blik:

„Tror Du, at

10 nu Du kan
8 mig kjende?“

Hans ramled næ-
ſten over Ende

Ved disſe Ord, der
kom ſaa brat.

u ha ſtam⸗

ä mede han, „at

De bare var en

Abekat.“

Rejſendes ſtore Skrak. „Hvad, dræbte De Uglen til
min Middagsmad?” ſpurgte han. „Jeg? dræbe den
jøde Ugle, min Herre! nej — den døde af fig ſelv“.

Opløsning ;
paa den firkantede Nod i Nr. 32:

Indhold. Vaar og Vinter, Fortælling af Bendix Hanſen, med
Billede. — Kaffetrcet og Kaffen, af A. P. E. Toepfer,
med Billede. — Lidt fra gamle Dage, af J. Jorgenſen
i Kiſtrup. — Ved Daggry, Digt. — Hans Jørgens
og Abelones merkverdige Hendelſer i Kjøbenhavn, 4,
af Emanuel Henningſen, med Billede, — Smaating.

Husvennen udkommer fif hver Søndag med el 16,ſpaltet Ark, ſorſunel med flere Villeder, tik 1 Krone (3 MR.) Fjerdingaaret fril lilſendl.
Hverk Flerdinggar medfølger gralis ek ſtort ſmutt Billede. Binder kan beſliſſes pan ethvert Vofikonfor og Brepfamlingsfled, f enhver
Boglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph Klein, Vifeffræde 40, Kijebenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

1

— ————

dog derfor havde ladet

Banke ner ved de lave

2. Aargang. :
Nr. 34.

Daar og Vinter.
Fortælling af Bendix Hanſen.

ä

(Sluttet.)

og ſtille, klingrende Froſt. Sneen laa
glimrende hvid paa de høje Banker nede
ved Stranden, jaa de ſyntes højere end
ellers; Sneen heengte faſt i de grønne
lave Grantræer, der ſtode i Smaagrupper dernede
under Bankerne, og ſelv det gamle Piletrœ, der
ſtod lige i Strandkanten og ſtrakte fine nøgne Grene
ud over Iſen, var pyntet med Sne og Rimfroſt,
funklede i Solen. Dernede havde Havet dannet en
lille Bugt, ſom om det havde forſogt at ſkabe en Fjord,
men var bleven betæn-
kelig over de hoje Bakker

det blive ved Forſoget
og forſt havde gjort Alvor
af Fjorden paa den anden
Side af Nesſet, hvor
den nu ſnoede ſig mile⸗
midt ind i Landet. Ved
Foden af den bøjefte

Grantræer og det gamle
Piletræ laa et lille Hus.
Det laa ganffe alene;
men hvor der var roligt
og fredeligt, hvor der var
lyſt og dejligt omkring

et var en dejlig Vinterdag med klar Luft

der

Mlorſhabalesning, Oplysning og Husflil.
Adginet ak R. C. Bom.

Hundagen d. 23. Maj.

Kjøbenhavn.
1875.

det. Havet, der ellers vuggede ſig tet op til det, laa
nu ſtille og frosſet ſom en ſpejlblank Isflade; men
langt, langt kunde man ſe ud over det, ud over Dybet,
hvor ingen Magt kunde binde de mægtige altid urolige
Bølger, ud til de fjerne Oer, der løftede fig jaa klare

mod den blaa Himmel i deres hvide Vinterdragt, fkin⸗

nende i Sollyſet. En Vej forte ned mellem Bankerne
og ſnoede fig derpaa langs Stranden forbi det lille
Hus; men der kom Ingen ad Vejen i Dag; thi det var
Helligdag, det var Juledag. Det var ſom om Livet
laa i Dvale under det ſkinnende Snedekke, ſaa ſtille
var der; men det gjorde det ikke; thi inde i det lille
Fiſkerhus rørte Livet fig varmt og rigt og frejdigt.
En gammel Mand med hvide Haar kom ud af
Doren, gik et Par Skridt frem og blev fan ſtagende;
han ſkyggede med Haan⸗
den for Ojnene og ſaa
opmerkſomt henad Vejen,
medens han dampede paa
ſin lille Pibe. Nu aab⸗
nedes Doren atter, og
hans Kone kom ud til
ham. Hun lagde ſin
Haand paa hans Skulder
og jaa ogſaa fremad.
„Kan Du ikke je dem
endnu?“ ſpurgte hun.
„Nej!“ ſparede han;
„men de kommer nok.
Vejret har været godt
hele Dagen, og han ffrev
jo, at de kom i Dag.

Du ſkal je, de kommer nok. Det fan gjerne være, at

de allerede ere derovre bag Bankerne!“
; „Ja, de kommer nok!“ ſagde hun. „Gid de vilde
komme ſnart! Jeg længes fan meget efter dem; det
er jaa længe ſiden, vi have jet dem!“

Og ſaa bleve de ſtagende i Tavshed, hun med
Haanden pan hans Skulder, og ſaa henad den Kant,
hvorfra de ventede dem, der ſkulde komme.

Der var noget mildt, venligt og dejligt, man kunde
neeſten ſige højtideligt, udbredt over disſe to Gamle,
ſom de der ſtode Fjærligt ſammen, optagne af ſamme
Tanke, ſtirrende mod ſamme Maal, medens deres
Hjerter bankede i fælles Kjærlighed og Forventning.
De pasſede Jan godt til det lyſe og fredelige Land⸗
ſkab omkring dem og til den vide Udſigt med de klare
Oer i det Fjerne.

Det var Hagen og hans Huſtru, Ane.

Glade havde de leget ſammen i Livets Vaar,
trofaſt havde de med hinanden baaret Sommerens
Byrder og Hede, og kjerligt holdt de ſammen i deres
ſtille, lyſe Vintertid, medens de i Tro og Saab ſaa
frem mod den evige Vaar, der lyſte dem imode fra
det Fjerne.

De ventede deres Son, Jens, med Huſtru og Born.
Han var deres eneſte Barn, deres Stolthed og Glæde.
Tidlig havde han faaet Lyſt til Sgen, og da han var
voxet til, havde han forladt dem og var reiſt ud i
Verden; men han var en god Dreng og en dygtig
Dreng, derfor havde det altid gaaet ham godt. Nu
var han Kaptajn paa et ſtort Skib og boede i Kjøb-
ſtaden, hvor han havde eget Hus og nok at leve af,
og ſaa havde Vorherre velſignet ham med en god og
fjærlig Huſtru og to dejlige Born, en Dreng og en
Pige, der vare opkaldte efter hans gamle Fader og

coder og ret havde forftaaet at vinde deres Hjerter.
Den meſte Tid af Aaret var Jens paa Farten, og de
ſaa ham ſjeldent; men hver Jul kom han og hans
Familie ud til hans gamle Hjem og blev der et Par
Dage, og det var lyſe Feſtdage for dem alle.

„Se ſaa, der har vi dem!“ ſagde Hagen og pegede
fremad, og ud mellem Bankerne, ned imod Stranden
"og henimod det lille Hus fløj en Kane i ſuſende Fart.

Hvor det lyſte i de Gamles Anſigter! Hendes
Ojne fyldtes med Gledestaarer og han tog fin Hue
af og ſpingede den over Hovedet. SS

Fra Kanen ſpingede man atter med Huer og Tor⸗
klæder og raabte Hurra. Bjelkerne klang i den ſtille
Luft, Heſtene dampede og ſloge op, ſaa Smaaknoldene
floj omkring.

„O, Gud ſke Lov; Gud ſte Lor!“ ſagde Ane, og
ſaa holdt Kanen for Doren. N

„Goddag Bedſtemoder! Goddag Bedſtefader og
glædelig Jul!“ lad det i Kor. „Hurra!“ raabte den
lille Dreng, der var klattret op paa Bagſcdet. „Hurra!
O hvor det er dejligt!“

Og ſaa trykkede de hinandens Hænder, og kysſede
og kjertegnede Børnene og fnakkede alle paa en
Gang.

Bedſtefader tog Drengen og Bedſtemoder den lille

Pige og bar dem ind. Jens og hans Kone pakkede ud

af Kanen, Rejſetoj, Kurve og Kasſer, og ſaa kjorte den
atter bort, og de ſamledes alle inde i den lille Stue.
Hvor der var hyggeligt og rart derinde! Alt var fan

rent og ſkinnende og jaa pænt og ſmagfuldt; ja Bedſte⸗
moder forſtod det; men hun havde jo ogſaa en Gang

været en fin lille Jomfru og havde hort hjemme i det
jfjønne Søgaard. Det var nu rigtignok mange Aar
ſiden; men fligt glemmes aldrig ganſke, — og Bedſte⸗
fader! Ja han havde en Gang været en fattig lille
Dreng; men Fattigdommen havde han overvundet ved
fin ftærfe Billie og fine kraftige Arme, vg nu kunde
han evne at have det godt paa fine gamle Dage.

Bordet var dakket, da de kom, og nu ſad de alle
og ſpiſte og drak, ſnakkede og lo.

Jens's Huſtru havde bragt en dejlig Kage med,
og Jens havde Vin; det kom nu frem til Desſert, og
da alle Glas vare blevne fyldte, rejſte Jens ſig op.

„Nu ville vi tømme et Glas for vore fjære, gode,
gamle Bedſteforceldre“, ſagde han, „og takke dem for
al den Glæde og Velſignelſe, de have beredt os i Dag
og mange Gange tidligere, lige faa længe jeg kan huſke
tilbage. Det var dejlige Tider, da jeg gik herhjemme
og legede ved Stranden, og det er dejligt her endnu.
Hvor jeg færdes i Verden, tenker jeg altid tilbage til
mit Barndomshjem og mine fjære Forældre, hvis
Tanker ſtedſe folge mig. Tak for al Eders Kjærlighed
til mig og mine. Gid J endnu maa leve ſunde, glade
og lykkelige i mange Aar. Bedſteforceldrene leve!”

Og faa raabte de Hurra, faa det led langt, langt
ud over Iſen og helt op over Bankerne, lige ind i den
klare Himmel. Drengen var ſprungen op paa Stolen,
og han raabte endnu Hurra da de andre tav, og ſaa
ſlyngede han begge fine Arme om Bedſtefaders Hals
og kysſede ham, medens den lille Pige klyngede ſig tet
op til Bedſtemoderen. .

Og alle Anſigter lyſte af Glæde og Bevagelſe,
men Ingens dog ſom de to Gamles.

Solen ſank, Lyſene tændtes, Børnene danſede og
Bedſtefader ſpillede paa ſin gamle Violin.

Da liſtede Bedſtemoder fig bort efterfulgt af
Sonnekonen, og mens Danſen gik lyſtigſt aabnedes
pludſelig Doren til Sovekammeret, og derinde ſtod et
ſtraalende Juletræ, ſom de to Gamle havde ſyslet med

i flere Dage for at berede Børnene en Overraſkelſe.

Og en Overraſkelſe blev det, ikke alene for Bornene,
men ogſaa for de Gamle; thi nu kom man frem med
Forcringer til dem, koſtbare, ſtjonne og nyttige Ting,
baade fra deres More og deres ſmaa Born. Filſidſt
tog de hinanden. i Henderne, fang og danſede alle⸗
ſammen omkring Zræet,

1

267

*

Ja Julen var en dejlig Tid i det lille Fiſkerhus
ved Stranden.

Da Børnene vare bragte tilſengs, ſad de Gamle
og deres Born endnu og talte ſammen.

„Vi vilde. faa gierne⸗ at I fkulde flytte ind til
os;“ ſagde Sonnen, „J ved hvor glade vi vilde være
over Eder, og her bo J dog jaa afſides og enſomt!“

„Nej, min Dreng”, ſvarede hans Fader, „vi to
Gamle ville helſt blive, hvor vi ere; ikke ſandt Moder?“

„Jo!“ ſparede hun. „Her have vi kempet os
frem, her have vi fundet vor Lykke, her er godt og
velſignet, her ville vi blive, til Vorherre kalder os til
et bedre Hjem! O, hvor underligt det dog gaar til
i Verden. Hvem ſkulde have anet det for mange Aar
ſiden, den Gang jeg flygtede med gamle Rasmus for
at undgaa Jomfru Holm og hendes kjedelige Lektier!
Stakkels Jomfru Holm, hun mente det ſagtens godt;
men hun forſtod det ikke. Og den Gang jeg jaa traf
Dig derovre i Skoven med Din Hund, Dine Køer og
Faar, Blomſter og Fuglereder! Ja den Tid glemmer
jeg aldrig. Mindſt anede jeg da, at det ſkulde ende
ſaa, at vi to fkulde bo og bygge ſammen og finde vor
Lykke i det lille Hus ved Stranden, ſom Du jaa ofte
talte om!“

„Men Du ſyntes dog godt om mig, Mo'er!“
ſagde han, „Du ſyntes godt om mig, ligeſtrax vi traf
ſammen, ellers var Du og Rasmus nok ikke kommen
jaa ofte over Vigen for at beſoge mig efter den Dag!“

„Syntes godt om Dig!“ gjentog den gamle Kone
og ſaa paa ham med et ſtraalende Blik. „Ja, hvor
kunde jeg andet! Du var den forſte, der ret forſtod
mig, hos Dig var jeg lykkelig og fri, og hjemme var
der ikke godt at være, Jomfru Holm var fold, ſtreng
og ſaa forſkrekkelig alvorlig, og Fader brod ſig ikke
ſtort om mig. Han tænkte paa andre Ting, paa Svir
og Spil, — Stakkel! Han forte et vildt Liv, han
var fortvivlet, fordi hans Gjeeld voxede og voxede ſom
en ripende Flod. Han forſtod ikke at ſtride imod, og
jaa drev han bort i Strømmen. Ingen holdt ret af
mig uden gamle Rasmus og Du; men Du glemte mig
heller ikke!“ '

„Glemme Dig Mo'er! Glemme min lille fine
Pige! Nej, nej!” ſagde han. „Jeg tenkte beſtandigt
paa Dig, og da Vinteren kom, lob jeg, faa ofte jeg
kunde faa Lejlighed dertil, den lange Vej fra mit
Hjem til Søgaard og ſneg mig omkring ved Dit
Hjem bare for at fan Dig at je og tale et Par Ord
med Dig, og naar det lykkedes mig, fan kan Du tro,
jeg var glad. Mine Forældre vidſte ikke noget derom,
da jeg ikke turde fortælle dem min Hemmelighed, om
den fine lille Jomfru!“ j

„Aa ja!“ ſagde hun, „det var lyſe Tider; men
den Gang ſaa min Fader dode og Kreditorerne toge
Gaarden og Alt, hvad vi havde, da var jeg en fattig
Pige og ſtod ene i Verden, ganſke ene! det var en

ſtreng Tid, da lærte jeg Livets Alvor at kjende. Men
jeg fandt dog Venner, jeg kom til Preeſtegaarden, og
jeg kom nærmere til Dig.“ 5

„Og da jeg jaa en ffjønne Dag kom til Dig ſom
Frier“, fortſatte han, „hvad ſvarede Du faa? Jo Du
vilde hellere end gjerne flytte ned til mig i Fiſkerhufet
ved Stranden og lære at rage Sild og Hornfiſk. Det
kan ellers nok være, at Folk gjorde ſtore Øjne og der
blev ſlaaet Allarm over den Ting; men Du vidſte,
hvad Du vilde og lod Dig ikke bevæge til at bryde
Dit Ord; Du troede mig bedre end alle Dine andre
Venner, ſelv Preſtens, og Du ſatte Din Lid til Vor⸗
herre og Fremtiden, og det ſkal jeg aldrig glemme Dig
jaalænge jeg lever. Derfor blev Du mig dobbelt fjær
og er det endnu. Jeg var ftolt af Dig, og det havde
jeg Grund til at være; for Du fandt Dig ſtrax tilrette
i vore ſmaa Forhold, og hjalp mig at. arbejde frem
Aar efter Aar, ſaa vi tilſidſt blev velhavende Folk.
Du er en god Kone, Mo'er, en rigtig god Kone, og
det har Du altid været!”

Saa gik han hen til hende, bøjede fig ned og gav
hende et Kys, og hun flyngede fine Arme om hans
Hals, ſom vare de unge Kjereſtefolk og ikke et Par
gamle Bedſteforceldre med hvide Haar og dybe Rynker.

„Men Du, Hagen!“ ſagde hun ſaa, „Du var
ogſaa god. Du bar mig paa Heenderne. Du bar over
med alle mine Mangler, Du værnede og hyggede om
mig og vidſte aldrig det Gode, Du fkulde gjøre for mig.
Du var flittig, ſparſommelig og tilfreds og glad ved
Alt, og det var ikke blot den Gang; men Du blev ved
dermed lige til nu, og Du er endnu min gode, gamle,
trofaſte Hagen. Ja, hvor vi have levet godt og vel⸗
ſignet i de mange Aar der nu ere ſpundne! Jeg takker
Gud for hver en Dag, ja hver en Time. Alt er lyk⸗
kedes for os, Alt er lyſt og herligt! Nej Born, lad
os to Gamle blive her. Det Hus kan vi ikke ſkilles
fra, det horer med til vor Lykke. Her ville vi leve vor
Vinter tilende, indtil den gode Gud en Gang forer os
hjem til ſig, hvor der er evig Vaar!“

Og de to Gamle kysſede atter hinanden, medens
de Unge ſad med bevægede Hjerter og tavſt trykkede
hinandens Hænder,

Og der var ſtille i den lille Stue,
tideligt ſom i Kirken en hellig Juledag.

Men inde i Sovekammeret [aa Børnene og drømte
om det dejlige Juletræ i det lille Hus, og de faa
Engle med hvide Vinger dale ned fra Himlen i Lys
og Klarhed, ſtraende Roſer og Forglemmigejer ned over
Bedſtefaders og Bedſtemoders Hytte, jaa den ſtraalede⸗
med de dejligſte Blomſter af en Glans og Pragt langt
herligere end det dejligſte Juletree.

Og udenfor lyſte Sneen, Stjernerne ffinnende og g

der var hoj⸗

vinkede jaa mildt og venligt og ſpejlede fig i den blanke

Josflade, og et glimrende Nordlys ſkod fine klare Straaler
højt op over de hvide Banker.

' 55 5
16900 Mormonerne i Atah.
D F

om bekjendt var det kun de to jodiſke
Stammer, der udgjorde Juda Rige, ſom
N efter den babyloniſke Landflygtighed vendte
tilbage til Kanaan. Der er derfor op⸗
ſtillet mange Gisninger om, hvor de øvrige
ti Stammer ere blevne af. Uden Tvivl have de blandet
fig med og ere gaaede op i det asſyriſke Folk, ſom de
boede iblandt; men denne Forklaring var altfor naturlig
og laa altfor nær « for Haanden; man vilde have en

,

mere romantiſk, og en ſaadan fandt man ogſaa paa. |

„

Medens man ellers hos naſten alle Hedningefolk fandt
Tro paa flere Guder, troede de rode Indianere i Nord⸗
amerika kun paa en Gud, „den ſtore Aand“, og af
denne ene Omſtendighed ſluttede man, at de vare
Efterkommere af de forſvundne ti Stammer, ſom altſaa
ſkulle have gjennemvandret hele det ufremkommelige, af
Bjerge og Orkener opfyldte oſtlige Aſien og være ſejlede
over det umaadelige, ſtille Hav — Joderne, ſom aldrig
have været Sømænd! Jøderne vare et fredeligt Hyrde⸗
folk, og Indianerne ere et krigeriſk Jegerfolk; heller
ikke kunde man paaviſe nogen anden Lighed imellem
dem, med Undtagelſe af Flerkoneriet, der gjenfindes hos

mindre var der mange Folk, der vilde tro paa denne
Gisning, fordi den var interesſant. 5

Saa var der en amerikanſk Forfatter, ſom i Be
gyndelſen af dette Aarhundrede ſkrev en Roman, hvori
en jodiſk Profet, ſom han kaldte Mormon, fortalte

om de ti Stammers mærkelige Hendelſer paa deres

Bej til Amerika og efter Ankomſten dertil. Han døde
imidlertid, inden han kunde faa Bogen trykt, og Manu⸗
ſtriptet gik ſiden igjennem. flere ænder, indtil det kom

til en vis Joſef Smith, der benyttede det til at op |

træde ſom Profet for egen Regning.
Han fortalte, at Guds Engle havde aabenbaret

ham, hvor denne ny Bibel, Mormons Bog, laa ſtjult

Mormonerne pan Bandring.

mange af de Folk, ſom ikke ere Kriſtne; men ikke deſto

== —

i en Hule. Han havde da fundet den ſaaledes, ſom
det var blevet ham ſagt, og havde derefter overſat det

| gamle Haandſkrift fra Hebraiſk, et Sprog, hvoraf han
i Virkeligheden ikke forſtod et eneſte Ord; thi han var

jaa langt fra at være lærd, at han næppe nok kunde
leſe og ſkrive. Han begyndte nu paa Grundlag af
Mormons Bag og af ſtadige ny Aabenbaringer, ſom
han foregav at modtage, at prædikede en ny Religion,
ſom ſnart vandt adſkillige Tilhængere.

Efter Joſef Smiths Lære indtager Gud en Stilling
i Himlen omtrent ſom Formanden i en Forening; thi
foruden ham findes der endnu en Mængde Guder,
nemlig alle de Menneſker, der her paa Jorden have
vandret i Herren, det vil ſige Mormonerne. De der⸗

269

imod, ſom vel have voeret gode Menneſker, men ikke
naaet Fuldkommenheden (ikke været Mormoner), blive
i den anden Verden kun Engle, hvis Beſtilling det er
at tjene Guderne. Naar de Troende i denne Verden
kun i et og alt adlyde Profetens Befalinger, der ere
ensbetydende med Guds Villie, ſaa kunne de ogſaa
gjøre ſikker Regning paa Guds Biſtand, ikke ſom en
Naade men ſom en Ret, de kunne fræve af ham, der
jo i Grunden kun er deres Ligemand, og hvis Pligt
det er at hjælpe dem. Og denne Lære 1 2 5 de den
Frakhed at falde kriſtelig!

Denne ubetingede Underkaſtelſe under Profetens
Villie gjorde imidlertid, at Amerikanerne, der ellers
ere ſaa overordentlig taalſomme i religigs Henſeende,
ſnart begyndte at ſe ffævt til den ny Sekt. Det var
en pſterlandſk Deſpotisme, ſom ikke kunde taales i det
fri Amerika. De begyndte derfor paa forſkjellige
Maader at plage og drille Mormonerne. Tilſidſt blev
Joſef Smith fængslet ſom anklaget for Tyveri og
Bedrageri; der er næppe nogen Tvivl om, at han var
ſkyldig, men uheldigvis brød en Flok Banditter ind i
Fængslet og dræbte ham, inden det kunde blive beviſt,
og derved var han med det ſamme gjort til en Martyr.

Nu vilde Mormonerne ikke længere blive boende blandt |

„Hedningerne“. Under Anforſel af Joſef Smiths
Efterfolger, den nuværende Profet, Brigham-Voung,
brode de op fra deres hidtilverende Boliger i Illindis
og droge ud til Utah i det fjerne Veſten, den Gang
et ode og ubeboet Land, faa ufrugtbart, at Ingen havde
fundet det værd at tage i Beſiddelſe. Ved Vintertid
drog den forſte Mormonkaravane ad den Vej, ſom
ſenere jaa mange vildledte Menneſker have fulgt, førende
deres nodvendigſte Ejendele, Seedekorn og Agerdyrk⸗
ningsredſkaber, med fig paa Vogne, trufne af Over.

og Bjerge, gjennem et øde Land uden Veje, uden
Menneſker, uden andre Levnetsmidler end dem, de forte
med fig, og hvor de ſelv maatte ſlaa Broer eller bygge |
Færger til at ſœtte over Floderne. Mange bukkede
under for Kulde og Anſtrengelſer; tilſidſt gik der ingen
Dag hen uden flere Begravelſer; men Reſten af Kara⸗
vanen drog fremad med urokket Mod og med et Muſik⸗
korps i Spidſen, ſom ſpillede lyſtige Melodier.

Endelig naaede de det forjættede Land, det ode
Utah. Her udſtykkede Brigham⸗Voung Jorden, afſatte
Gaderne i den tilkommende Stad „det ny Jeruſalem“,
og man begyndte ſtrax at arbejde.

megen Dyrkning for at give noget Udbytte, at en Mand
i Utah kun kan bearbejde en Tiendedel af det Areal,
ſom han kan holde under Ploven i den frugtbare Del
af Amerika. Ved en utrattelig Flid og Udholdenhed
er det dog lykkedes Mormonerne at beſejre Naturens
Karrighed og finde et jævnt, godt Udkomme i dette |
ufrugtbare Land. Man kan ikke andet end beundre |

Jorden her er lige
jaa frugtbar, ſom paa den jydſke Hede, og fordrer jaa |

ikke.

deres Vindſkibelighed.

Brigham⸗VBoungs Medhjelpere i Styrelſen af Landets
og Folkets Anliggender ere „de Ældfte” og Biſkopperne.
Nogen ſceregen Bræfteftand findes ikke, enhver Mormon
er Bræft, og heller ikke Biſkopperne leve af at være
Biſtopper, men maa desforuden pasſe deres Jord eller
deres Haandværk,

Det ny Jeruſalem, der nu er en ſtor og ſmuk
By, indeholder et „Tabernakel“ og et Theater, hvorpaa
der ſpilles af Dilettanter, deriblandt Profetens egne
Døtre, men højere Undervisningsanſtalter findes der
J Skolerne læres kun det nodvendigſte, og det
er god Politik af Profeten; thi hvis hans Underſaatter
ikke vare ligeſaa uvidende ſom han ſelv, vilde de næppe
længe taale hans Herredomme.

Forſt efter Ankomſten til Utah, bekjendtgjorde
Brigham⸗Young den Aabenbaring, at enhver Mand
havde Lov til at have faa mange Koner, ſom han
kunde ernære, og at ingen Mand kunde anſes for rigtig
hellig, naar han ikke havde mindſt tre Koner. Hvad
Ernceringen angaar, lægger den for øvrigt iffe ſtore
Vanſkeligheder i Vejen, da de fleſte Kvinder, foruden
at pasſe Huſet og Bornene tillige drive en eller anden
Haandtering, hvormed de underholde fig ſelb. Som
Bevis for Flerkoneriets Berettigelſe anfører Young, at
det findes hos de to Trediedele af Jordens Beboere,
og de, ſom mene, at Flertallet altid har Ret, ville
vanſkelig kunne ſige noget imod dette Argument.

Profeten foregik naturligvis ſelv ſine Underſaatter
med et godt Exempel; Antallet af hans Koner angives
forſkjelligt; nogle ſige, at han har omtrent tyve, men
det er tvivlſomt, om de alle ere medregnede i dette
Antal. Mormonerne kunne nemlig indgaa Vgteſkab
baade for dette og det tilkommende Liv. En Kvinde

kan endogſaa lade ſig vie til en dod Mand med en
125 danſke Mile maatte de gan over ſnebedeekte Sletter |

levende ſom Stedfortræder; mange ere paa denne
Maade blevne viede til Joſef Smith, Moſes og Abra⸗
ham med Brigham⸗Voung eller en af hans „Hellige“
ſom Stedfortræder, ſaaledes at de bære den Dødes
Navn, og de Born, de føde, anſes for hans, ligeſom
de ogſaa i det andet Liv ſkulle være hans Underſaatter.
Enhver Mormon ſkal nemlig i Himlen herſke ſom en
Konge over fine Koner og Born.

At ſaadanne huslige Forhold maa være frygtelige
for Kvinderne, er let at indſe. De Rejjende, ſom have
beſogt Utah, ere ogſaa enige om, at Kvinderne gjennem⸗
gaaende bære et Bræg af Nedſlagenhed og Livstrethed,
ſom er ſorgelig at fe. Ingen Kvinde, der ikke er
fuldſteendig fløv eller blottet for al moralſk Folelſe,

kan undgaa at føle fig grenſelgs ulykkelig, naar hun

ſkal tvinges til at dele” fin Mands Kjærlighed med
andre Kvinder, hvis det ellers ikke er en Vanhelligelſe
af Ordet Kjærlighed at bruge det om den Faolelſe, ſom
en Sultan kan nære for fit Harem. Imidlertid er
det jo muligt, at de Kvinder, der ere fødte og opdragne
i Utah, ved at indpreges disſe affkylige Lcerdomme fra
Barnsben af kunne komme til at anſe dem for rigtige,

hvor ſtore Lidelſer de end foraarſage dem ſelv; men

det ſynes uteenkeligt, at en ung Pige, der er opvoxet

i Evropa eller det oſtlige Amerika og forſt ſenere er
kommen til Mormonſtaten, nogenſinde ſkulde kunne
betragte det ſom andet end en Skjendſel, der overgaar
hende, naar hun vies til en allerede gift Mand ſom
hans tredie eller fjerde Kone, eller naar hun ſom hans
forſte Kone tvinges til at tagle at andre Kvinder flytte
ind i hans Hus i ſamme Egenſkab. Nu, da den ſtore
Stillehavsbane er anlagt, der gaar tværs igjennem

Amerika fra Kyſt til Kyft og gjennemfkjcrer Utah, er

det heller ikke faa ſjeldent, at mormonſke Kvinder flygte
bort fra det Hjem „der er dem verre end et Fengſel,
og ſelv tidligere var der dog en Del, der hellere vilde
trodſe den næften ſikre Hungersdod i Orkenen end blive
i deres Elendighed, og enkelte bleve ſom ved et halvt
Mirakel frelſte af Indianerne, af Guldgravertog, der
gik til Kalifornien, eller af de forenede Staters Tropper,
der holdt enkelte Forter beſatte i denne ode Egn.

Fra Korgor.
En Aeiſeerindring af Emanuel Henningſen.

7 var i Sommeren 1870, at jeg en Morgenſtund
kom ud paa Kjøbenhavns Banegaard for at gaa med
Toget til Korsar. Det var en triſt Tid den Gang;
thi med hver Dag, der kom og gik, ſvandt Haabet om
glædelige Tidender fra Krigsſkuepladſen paa Frankrigs
Grendſe mere og mere bort, og Folk i Almindelighed
begyndte at fan Øjet. op for, at vor Regjering dog
havde handlet klogt og forſigtigt, da den havde ſikret
Danmark Nevtralitet under det glubende Sammenſtod
mellem to af Evropas Stormagter. Paa Gaderne lød
dog endnu beſtandig Marſeillaiſens krigerſke Toner,
Lirekasſerne ſpillede den, Drengene fløjtede den, i Tivoli
blev den fordret da Capo af Balduin Dahls Orkeſter,
og ud fra Sangerpavillonerne klang den i mere eller
mindre ffrigende Toner; men Begejſtringen, ſom den
vakte til Live, var mere ædruelig nu end for en
Maaned ſiden, og Publikum ſang ikke mere med; det
indſkrenkede fig til at ſtampe Takten med Stokke og
Paraſoller. Intet Under! Der kom jo Dag for Dag
mere og mere nedſlagende Efterretninger, Efterretninger
om forfærdelige Slagterier — Slag kunde man jo
næften ikke falde dem — der vare ſaa meget mere knu⸗
ſende for Haabet, ſom de kom uventede for de Fleſte.
Ude paa Banegaarden var der kun lidt Liv hin
Morgen. Pasſagererne vare enten ſovnige eller ſmit⸗

tede af den Modloshedens og Skuffelſens Mand, der
ligeſom laa i Luften, og man horte kun Avisdrengenes

indtrængende Opfordringer til at kjobe Morgenbladene
med „de nyeſte Efterretninger fra Krigen”, De fandt
imidlertid kun daarlig Afſctning paa deres Varer.
„Thi“, ſom en ſſallandfk Proprietcer ſagde til mig,

i
||

|

„man har fgu Wrgreljer nok alligevel, og jeg for min
Part gider ikke ſpolere min Morgen ved at læje om,

at Preusſerne igjen har ſlagtet jaa og jaa mange Franſk⸗

mænd. Nei, om jeg gjør!” Det bandede han paa.
Paa Vejen til Banegaarden var jeg truffen ſam⸗

men med en Bekjendt — lad mig falde ham Krøjer —

der ſkulde ſamme Vej, ſom jeg, og han var netop gaaet

hen for at loſe Billetter til os begge, da jeg blev op:

merkſom paa en ny Pasſager, der traadte ind i Vente⸗

ſalen. Det var en Wand af et faa ejendommeligt Ud⸗

ſeende, at han ſtrax tiltrak fig min Opmeerkſomhed.
Han var iført ſorte Klæder af et nogenlunde moderne
Snit; men der var en ruſtfarvet Lurvethed, der drog
Tanken hen til Olknejpen og Snustobak, udbredt over
ham. Fra den meget aabentſtagende Veſt traadte der
en Krave fordringsfuldt frem, der trængte haardt til

at vaſkes og ſtives, og hans opſtagende Flipper (Fader⸗

mordere) vare utilbørlig ſmudſige og forkroellede. Ikke
des mindre glimrede der en gylden Bryſtnaal i hans
Halsterklede. Han var en Mand paa 50—55 Aar
med graajprængt Knebelsbart og Fipfkcg, tyndt Haar,
kantede Anſigtstrek og dybtliggende graa Øjne, der
ſpillede med en ſeœregen Glans.

Det lod til, at mit Blik udøvede en magnetiſk
Virkning paa ham; thi, efterat han et Ojeblik havde
ſet fig om, ſtyrede han Kurſen hen imod mig og bad
om Tilladelſe til at tende fin Cigar ved min.

„Smukt Vejr i Dag,“ bemerrkede han.

„Meget ſmukt.“ HDR,

„Ak, ja“, vedblev han og gjorde med det ſamme
en Bevegelſe med Armene, ſom om han ſtrakte ſig efter
en Krumſlutning, „det gjor godt at komme ud at lufte.
fig. lidt og føle, at det er danſk Luft, man indaander.
Man aander faa frit her og føler fig jaa vel til Pas
ved at være uden for det tyſke Paks Omraade...
Jeg er Slesviger, min Herre 0 forhenværende kongelig
Embedsmand”,

„Nej, virkelig“, udbrød jeg med en let fattelig
Interesſe. 8

„Ja, jeg var Toldkontrollor i Flensborg, da Krigen
brød ud; men da jeg ikke vilde bryde min Ed og gaa
med Oprørerne, fif jeg ſtrax min Afſked. Det var
ikke jaa meget rart at miſte en ſikker Indtegt af 1200
Rd. om Aaret; men Gud fie Lov, jeg har nu omtrent
ſamme aarlige Indtægt af mine Kommisſionsforret⸗
ninger.“ É

Jeg kunde pasſende have bemærket, at med ſaa⸗

| danne Indtægter kunde han nok have havt Raad til
at tage en ren Flip paa; men i det Ojeblik forglemte

jeg. hans lurvede Üdſeende og faa kun i ham en Mand
der havde havt Mod nok til at bringe Fædrelandet et
Offer. Han var et meget aabenhjertigt Gemyt og for⸗
talte mig adſtillige karakteriſtiſke Trek af de Forfolgelſer

og Drillerier, han ſaa vel ſom andre danfkſindede
Mend havde været udſatte for af den tydſke Befolk⸗

ning. Nede mellem dem maatte man veje ſine Ord

NE

paa en Vegtſkaal, hvis man vilde undgaa Vrøvl; men
her kunde man baade aande og tale frit uden at frygte
for ſpejdende Oren. De Par Dage, han havde opholdt
fig i Kjøbenhavn, havde derfor ogſaa været ham en
Kilde til megen Glæde. ;

Imidlertid nærmede Tiden til Togets Afgang fig,
og Dorene til Perronen bleve lukkede op. Jeg ſkyndte
mig at opſoge min for nævnte Bekjendt, Krøjer, og
ſteg med ham ind i en Vaggon, hvor kun fan Pasſagerer
havde taget Plads. Lidt efter kom Slesvigerens Anſigt
til Syne i Vaggonvinduet, og da han fif Øje paa mig,
ſteg han ind og ſatte ſig lige over for os. Ved en ren
Tilfældighed lagde jeg Merke til, at Krojers Anſigt
fil et Udtryk af Overraſkelſe, og næppe begyndte Sles⸗
vigeren at gjenoptage vor afbrudte Samtale, for han
ſkyndte fig at tage Ordet, og de vare ſnart indviklede
i en ivrig Samtale, der lidt efter lidt drejede ſig hen
paa Krigen og Danmarks Stilling til denne. Nu var
det forſt, at Krøjer ret forbavſede mig; men et Puf,
ſom han gav mig i Siden, underrettede mig om, at
jeg helſt maatte indſkreenke mig til at tie ſtille.

„Man tror”, ſagde han halv hviſkende og med en
Skuldertrekken, der ynkede en ſaadan Tro, „at Dan⸗
mark vil vedblive at være nevtral. Jo vel! Nej, der
forberedes i al Hemmelighed Begivenheder, ſom vil
overraſke den preusſiſke Ørn paa en temmelig ubehagelig
Maade. Den Alliance, ſom for ſyv Aar ſiden var nær
fin. Afflutning mellem Danmark og Sverig⸗Norge, er
allerede for fjorten Dage ſiden bragt i Stand. Den
ſvenſke Heer ſtaar i Skaane, beredt til at føres over
Sundet, og 3000 Ddanſke Soldater ligger i dette Ojeblik
ſaaledes ſpredte i Jylland, at de kan ſamles paa to
Dage og rykke ned i Slesvig. De agter Dem til
Horſens, ſiger De? Nuvel, naar De kommer der, vil
De fe unge Bonderkarle i Tuſindvis paa Gaden civil⸗
kleedte, forſtaar De. Uniformen er gjemt i deres Kvarter.”

Men Bladene har jo ikke bragt mindſte Efterret⸗
ning om alt det,“ indvendte Slesvigeren.

„Nej, da maatte Regjeringen jo have været gal,

om den ikke havde paalagt dem Tavshed. Intet danſk |
Skib; dette gaar til Kiel, og De vilde jo til Nyborg

Blad er upatriotiſk nok til at forraade Hemmeligheden.
Fortalte Bladene maaſke noget om de to Spioner, ſom

forleden Dag blev nappede i Kjøbenhavn? Hvor blev |

de af? Blev der gjort videre Vrøvl ved Fyrene, da
Inde bag |

man førft havde kiget dem i Papirerne?
Kaſtelsvolden faldt der ſamme Aften en halv Snes
Stud. Var det maaſke nogle Soldater, der ſkod til
Stive, eller var det maaſke to tydſke Spioner, ſom
Nok ſagt; jeg ved, hvad jeg ved.“

Slesvigerens Anſigt forlængede fig, og jeg er vis
paa, at mit ogſaa fif et Udtryk af Skrek; men Krøjer
gned fig vel fornøjet i Henderne.

„Jo,“ vedblev han hviffende, „vi vil have Krig. |

Krig paa Liv og Dod; vi har meget at hævne. Ser
De den endnu unge Mand der henne i Hjørnet; han
jer jaa dorſk og ſovnig ud. Hvem er han? En ſkikkelig

Snedkerſvend, der rejſer hjem for at beſoge fin gamle
Moder? Jovel! Nej, det er Kjobenhavns dygtigſte
Opdagelſesbetjent, der er ude paa Spor efter en Kjel⸗
tring af en Spion, ſom i nogle Dage har gjennem⸗
ſnuſet Kjøbenhavn, og ſom ſkal være gaaet med Banen
i Aftes. Hvad var det nu, han hed, Mes. Mesſer. ..
nej, jeg kan ikke komme paa Navnet; men det kan nu
ogſaa være det ſamme. Endnu i Morges fortalte min
Onkel, Politidirektoren, mig, at man formodede, han
var taget til Horſens, og kjender jeg Brun, Betjenten
der henne, jaa ſkal han nok finde Karlen. Maafke vil
der ſaa igjen falde nogle Skud inde i Kaſernen ved
Aftenstid; men hvad, det er der jo ingen, ſom lægger
Mærte til. Hvad er der i Vejen Højftærede; faar De ondt?”

„Nej, det har intet at betyde,“ ſparede Slesvigeren,
ſom med et var bleven ganſke graableg; „det er en
gammel Svaghed, jeg har en Gang imellem. Jeg tror,
jeg vil prøve paa at ſove lidt.” '

Han heldede fig op til Hjørnet af Kupeen og ſyntes
ſnart at være ſovet ind. Krøjer blinkende til mig med
Ojnene og begyndte at tale om ligegyldige Ting. Da
vi naaede til Korsør, ſov Slesvigeren tilſyneladende
trygt, og Krøjer gav mig et Vink om at lade ham
uforſtyrret, hvorefter vi begge forlod Vaggonen.

„Kom nu med ned til Havnen,” ſagde han. „Hvis
jeg ikke fejler, er Komedien endnu ikke forbi,”

„Jeg kan ikke tanke mig, hvad Opløsning den vil
faa. Jeg kan i det Sele taget ikke forſtaa, hvor De
vilde hen med alle de Roverhiſtorier.“

„Kom blot med, jaa gaar, der nok en Praas op
for Dem.“

Han forte mig hen til et af de i Havnen liggende
Dampfkibe; det var klar til Afgang, Dragere med
Kufferter og Kasſer pan Nakken travede frem og tilbage
over Landgangsbroen, og Skibsklokken lod ſin paamin⸗
dende Klang hore. Vi ſtod der vel et Kvarters Tid
og ventede, da jaa vi med et, vor ſlesvigſke Embeds⸗
mand foer over Broen og over paa Skibet, ſom om
Pokker ſelv var ham i Halene. ;

„Hollo!“ raabte Krøjer. „De gaar paa et fejl

og videre derfra til Horſens“.
„Ja,“ ſparede Slesvigeren; „men der [aa Telegram
til mig paa Jernbanegaarden. Forretninger, min Herre.“
„Naa ſaadan ... Farvel og lykkelig Rejſe da”.
„Farvel; jeg takker Dem for behageligt Selſkab.“
„Aa, ingen Aarſag,“ mumlede Krøjer halv højt.
Et Ojeblik efter blev Broen halet ind; Hjulene
begyndte at plaſke i Vandet, Skibet ſpingede langſomt
om og fjernede fig fra Bolveerket. Da raabte Krøjer igjen:
„Hallo, Hojſterede!“
Slesvigeren kom tilbage og lænede fig over Relingen.
„Jeg vil blot bede Dem,“ ſagde Krøjer, „om De
ikke vil gjøre mig den Tjeneſte at hilſe Mesſerroth fra
mig, naar De igjen kommer til Tonder. Vi ere gamle
Bekjendte, vi to.“

| — . 2 8

Virknin en af, disſe Ord var forbavſende. Sles⸗
vigerens Anſigt blev aſkegraat og derefter mørferødt,
hans Ojne gniſtrede af Vrede, og han ſtrakte med raſende

ſorbitrelſe fin knyttede Neve ud imod os Derpaa
ob han i Haſt hen til Skibets Kaptajn, geſtikulerede
ivrigt med Arme og Sænder og ſogte aabenbart at faa
ham til at ſtandſe

Skibet; men Kaptajnen

ryſtede paa Hovedet,

og Damperen gled raſk

ud af Havnen, medens

Krøjer lo, ſom han

var beſat.

„Der ſejler Hr.
Mesſerroth fra Tonder
i egen høje Perſon, til
Kiel af Frygt for at
blive ſkudt i Horſens.
Han afſkedigetEmbeds⸗
mand! Jovel! Nej,
den Fyr ſidder endnu
i fit Embede ſom —
tydſk Spion. Jeg kjen⸗
der godt Karlen fra
gamle Dage, da jeg

opholdt mig i Tonder. Han var en af de meſt fuldblodige

Yndsejlingen til Korset,

Wühlere i Byen, og det var vel bekjendt, at han havde
været Spion under den ſidſte Krig. Det gotter mig, at
han gik i Falden; men der kan man dog ſe, at det gamle
Ord om, at Slynglen frygter altid, endnu ſtaar ved Magt.
Hiſtorien om Telegrammet var naturligvis opdigtet.”

; Dermed gav han
mig Haanden til Af⸗
ſked, og vi ſkiltes for
at ſortſatte vor Rejſe,
hver ad ſin Kant.

„Men denne For⸗
telling hedder jo „fra
Korsgr?““ ſiger Leſer⸗
ne nu maaſke. „vor
blev Korsør af?“

Den kan Du jo
je pan Billedet, fjære
Ven. Der fejler et
Dampfkib ud af Hav⸗
nen; det fan ſaamen
gjerne være at det er
det ſamme, ſom bort⸗
forte Mesſerroth.,

Kaniuavl.

NAS

J Henhold til den i Nr. 30 af Husvennen ud⸗
ſtedte Opfordring angagende Opdræt af franfke Hare⸗
kaniner tillader jeg mig at fremſcette nogle Erfaringer,
ſom mulig kunde være Andre til Nytte.

Det er bleven baade ſkreven og ſagt, at det ikke
kunde gaa an at lade Han og Hun være i ſamme Rum,
da „Hannen vilde æde Ungerne“. Jeg ſtal dertil be⸗
merke, at ſkjondt dette ikke er en Umulighed, da det
jo fra Tydſkland berettes, at Hannerne ſtundom bide
deres egne Unger ihjel, jaa er denne Beſkyldning dog
meget tvivlſom. J min Kaninſtald har jeg i 4 Rum
Han og Hun gaaende ſammen, og jeg har aldrig i
nogen Maade market, at Hannen har viſt fig uvenlig
mod Ungerne. Der er tvertimod den væjentlige Fordel
ved at lade Han og Hun gaa ſammen, at man, naar
Hunnen vel at merke er i kraftig Foderſtand, kan være
temmelig vis paa, at den lader ſig befrugte paany allerede
Dagen efter at den har lagt Unger, hvad derimod van⸗
ſkelig naas, naar Han og Hun ellers ere adſkilte
„ Fra tydſk Kilde (Univerſitetsgartner Hochſtetter i
Tübingen) er det tilraadet at lade Hannerne og Hun⸗
nerne hver for ſig gaa ſamlede om Vinteren for bedre
at modſtaa Kulden. Min Erfaring maa aldeles fra⸗
raade at lade Hannerne være ſammen, da den ſteer⸗
keſte ubarmhjertig ødelægger de øvrige, og det hjælper
ikke at fjerne denne; thi ſtrax efter overtager den næft
ſterkeſte den ſterkeſtes Rolle, jaa det er mærbeligt at
iagttage den uforſonlige Bidſkhed, Hannerne af disſe
ellers fromme Dyr kunne viſe.

Der er fra ſamme Mand givet Anvisning paa at
lade en Del Hunner gaa ſammen med en Han i et
ſtorre Rum, hvor der faa maatte findes en Rede for
hver Sum; men dette maa jeg ligeledes aldeles fraraade.
Jeg prøvede at lade 3 Hunner og 1 Han gaa ſammen;

|

men da de ynglede (med omtrent 8 Dages Mellemrum)
kunde jeg ikke 1 9 at Nr. 2 lagde ſine Unger i
Nr. 1s Rede, og Nr. 3 bar fig ligeſaa ad, ſaa at baade
Nr. 278 og Nr. 3'8 Unger gik tilgrunde, traadte i hjel
af den forſtes Unger. At bruge Kasſer i fri Luft til
Kaninboliger, kan jeg ikke heller andet end fraraade.
Jugtigheb og Zræt, ſom i ſaadanne Kasſer i vort uſta⸗
dige Klima ikke kunne undgaas, have nemlig en yderſt
ſtadelig Indflydelſe paa Kaninens Velbefindende og
dermed pan dens Frugtbarhed og Ungernes Levedyg⸗
tighed. Efter at være kommen til denne Erfaring har
jeg indrettet mit Kaninhold i et Hus, hvor jeg har
lagt Betongulv (hvad Enhver, naar man kjober Cement,
ſelv meget billigt kan gjøre) og afdelt det ved Brade⸗
ſkillerum 1¼ Al. høje, hvilke man billigſt anſkaffer ved
at kjobe Pakkasſer af Manufakturhandlere. Naar man
da forſyner disſe Rum med rigelig og tor Strøelje,
behover man ikke at renſe dem mer end 1 Gang om
Maaneden, hvad meget indſkrenker Arbejdet ved Kani⸗
nernes Pasning. Blandt Neringsmidlerne ſpiller Melk
en ſtor Rolle; det er forbapſende at je Forſtjellen paa
lige gamle Ungers Storrelſe, efterſom deres Moder har
faaet Malk eller ej; men de drikke ikke meget; /½ Pot
om Dagen til hver Hun er et godt Kvantum. Under⸗
tegnede har endnu nogle Par yngledygtige franſke fad
kaniner at undvære til 7 Kroner Stykket frit tilſendt
en Jernbaneſtation, naar man ſnareſt mulig melder
ſig, ligeſom yngre 3 og 2 Maaneders Unger nu og
fremdeles i Sommerens Lob kunne faas billig.
Norre Nærum Skole over Odenſe den 24de l
z ejjen.

Enns

Indhold. Vaar og Vinter, Fortælling af Bendix Hanſen, med
Billede (Sluttet.) — Mormonerne i Utah, med Bil⸗
lede, — Fra Korser, Rejſeerindring af Emanuel
Henningſen, med Billede. — Kaninavl. 3

Dusvennen udfommnier fif ver Søndag med et 16.ſpaktet Arz, ſorſynet med flere Billeder, tik 1 Krone (3 AT.) Fjerdingaaret frit. filfendt.

Hvert Fjerdingaar medfølger gralis et fort fmuke Billede.

Bladet kan beſlilles pan ethvert Vofikonfor og Brevſamlingsſled, i enhver

Voglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph Klein, Vileſtrade 40, Kjobenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

2. Aargang.

SE er

Cvillingbrodrene.
Af Verkrand.

er var en forunderlig, højtidelig Stem⸗

ning over hele Byen. Stojen og Larmen,

ſom undertiden var nær ved at døve

Orerne, lød dæmpet og alvorlig, og dog

: var Luften jaa klar og ren, at den mindſte

Lyd, hvad enten det var Fodgeengerens raſtloſe Trin

eller Skraldet af en Dor, ſom Træfvinden ſmeeldede i,

tonede i Luften, der ligeſom faſtholdt den og lod den

hele forvirrede Larm ſmelte ſammen til en dæmpet,

forventningsfuld Melodi, der efterhaanden tabte ſig i

det Fjerne og greb Sjælen med fin forunderlig dybe
Harmoni. i

Men hvad havde frembragt denne forventnings-

fulde Stemning? Var det de tætte Taager i Hori⸗

zonten, der bebudede den barffe Vinter, jom allerede
havde ſendt Froften, fin Forlober, eller var det maajfe
Overgangen fra Dag til Nat, fra Lys til Marke, der
havde viet denne Aften til fin Hojtidsaften?

Da kom Klokkeren. De ſtore Kirkenogler bar han
i Haanden, og hans Son fulgte ham lige i Helene
med Henderne dybt begravede i de ſtore Buxelommer.
Han ſendte et leengſelsfuldt Blik hen ad Gaden, hvor
en Flok Drenge vakte Opmerkſomhed ved deres Stojen
og Skrigen; men han havde andet at tage Vare paa.
Som Klokkerens Søn maatte han tidlig hjælpe fin
Fader i Embedet, for at han maaſke en Gang i Tiden
kunde blive hans Eftermand. . ;

Ja dette var nu Faderens Tanker. Sonnen der⸗

Hewögmands Billes 2

Mlorſkabslesning, Oplysning og Huasflia.
Udginet af N. C. Bom.

før

| Kjøbenhavn.

d. 30. Maj. 1828.

imod fandt det under fin Værdighed at tenke ſaa langt
ind i Fremtiden, og han havde gjerne givet Affald paa
fine Üdſigter til det anſvarsfulde Embede, naar han
til Gjengjcld kunde have faaet Lov til at ſoge fine
Kammeraters Selſkab, hvis høje Raab lod for hans
Ore ſom en lokkende Melodi.

Nu ſtode de ved Kirkedoren. „Naa!“ ſagde den
Gamle og ſtak en af Nøglerne i Doren, og Sonnen

aabnet Doren mange hundrede Gange, baade Helligdage
og Sognedage, baade for Unge og Gamle, ja endog en
Gang for Kongen ſelv, faa vilde det dog ikke rigtig
lykkes ham i Aften. „Se ſe!“ ſagde han atter, og
ſom om han forſt rigtig blev vaagen af fine dybe
Tanker, traf han Nøglen ud og gav fig til at lede
efter den rigtige i Knippet. Nu gik Døren op, og
Fader og Son forſvandt i Kirken.
Da blev der levende oppe i Taarnet, og Klokkerne,
drevne af kyndige Hender, ſendte deres varslende Toner
ud over By og Land, ja helt ud over Søen, hvor
man ſaa enkelte Fiſkerbaade ſkynde fig hjem, ſom gjaldt
det om at naa Land, inden Solen, ſom atter viſte ſit
ſtraalende Anſigt, ſkjulte ſig bag de rodmende Skyer.

Klokkeren kimede, og Sonnen kimede, faa Sveden
ſprang dem ud af Panden. Da toge de Puſt, og nu
tonede de ni Bedeſlag ud i Luften, der ſogte at faſt⸗
holde dem jaa længe ſom muligt, indtil de døde hen
i Rummet, i Uendeligheden.

Fader og Son kom ud af Kirken med ſamme
Andagt ſom før; ja maaſke var Klokkeren tillige lidt
ſtolt; thi han havde kimet den hele By til Ro. Han

| Havde forkyndt, at nu begyndte Julen, og paa hans

ſtod og jaa til med jur Mine; men ſkjondt han harde

N rer

rene

Befaling lode alle Arbejdet hvile, faa at man nu kun jaa
et enkelt Menneſke paa Gaden. Han fkyndte fig derfor
ogſaa hjem og lod Sonnen lukke Doren efter ſig.

Nu var altſaa Julen begyndt. Butikerne bleve
lukkede, og efterhaanden ſamledes Familien for at feſt⸗
ligholde Aftenen. ;

Klokken var hen ved jer, da Brødrene Peterſen
lukkede Butikken og derefter traadte ind i deres hygge⸗
lige Dagligſtue, hvor Ilden i Kakkelovnen blusſede dem
muntert i Mode. De vare begge alvorlige, og deres
Tanker dvelede ved ſidſte Juleaften, da deres Forældre
endnu levede.
var dod efter nogle Ugers Sygeleje, Moderen var dod
for et Par Maaneder ſiden, og derefter havde de i
Forening overtaget Forretningen.

De vare Zvillingbrødre og tilſyneladende meget
forſtjellige. Peter, den Forſtefodte, var rolig og beſindig,
Fritz derimod hidſig og opfarende;
de ens, og der var derfor et kjerligt Forhold mellem
dem indbyrdes, idet Peters Ro og Beſindighed altid
ſejrede over Broderens Vrede og Heftighed, der lagde

fig lige jaa hurtig, ſom den blusſede op, og Peter kom

derved til at udøve en ældre Broders Myndighed,
hvortil Alderen dog ikke gav ham nogen ſynderlig
Berettigelſe.

Det var altſaa den forſte Juleaften, at de ſelv
Jade til Hojbords; men fkjondt Husholderſken havde gjort,
hvad hun kunde, for at give Aftenen et feſtligt Prag,
ſaa manglede der dem dog noget.
Feſtmaaltid i Stilhed, og da de efter Bordet havde
tændt Cigaren, talte de lidt om Forretningen; men
tilſidſt gik Samtalen iſtaa, og hver for ſig henfaldt de
i Tanker, der horte hjemme i Fortiden.

Da liſtede en lille Pige ſig ind i Gangen. For⸗
ſigtig lukkede hun Doren efter ſig, og efter at den
Smule Varme, der fra Stuen var treengt ud paa
Gangen, havde jaget en Kuldegysning gjennem hendes
forfrosne Lemmer, fang hun med barnlig Roſt:

„Det var midt i Julenat,
Hver en Stjerne glimted' mat;
Men med et der blev at ſkue
En ſaa klar paa Himlens Bue
Som en lille Stjerneſol.“

Hendes Stemme ſitrede i Begyndelſen; men alle⸗
rede ved de forſte Linier ſang hun ſig varm, og Ordene
tonede klart og højtideligt ind i Stuen.

Brødrene bleve vekkede af deres Tanker, og den

barnlige Stemme gjorde et underligt Indtryk paa dem,

ja det ſyntes dem, ſom om Lampen pludſelig brændte
klarere. De jaa paa hinanden, og Peter rejſte fig fer)
at aabne Døren og bede hende komme ind.

Frygtſom traadte hun ind og blev ſtaaende 175
Ryggen mod Doren. Hvilken Forſtjel paa den lune,
hyggelige Stue og jaa den folde Aften ude paa Gaden;

og atter kom hun til at gyſe ved denne Sammenligning.

Faderen var kort efter bleven ſyg og

men i Sjertet våre »

De holdt deres

Fritz bad hende om at ſynge Pſalmen igjen; men
da hun kom til den ſidſte Linie, braſt hun i Graad.
„Hvorfor græder Du?“ ſagde Peter og klappede
hende venligt paa den taarevædede Kind, hvorfor
græder Du, min lille Ven?“
Hun jaa paa ham med taarefyldte Øjne, og hele

hendes barnlige Uſkyld ſtod at læje i dette Blik. „Det
ved jeg ikke,“ ſvarede hun, og en ny Taareſtrom randt

ned ad hendes blege Kinder.

Han blev helt underligt tilmode ved dette Blik;
det vifte ham en uerfaren Sjæl, ſom var nær ved at
bukke under i [Livets Kamp. Hvor gjerne vilde han
ikke hjelpe, bare han kunde; men han folte fig i dette
Ojeblik jaa uendelig magtesløs.

„Hvem har lært Dig at ſynge jaa ſmukt?“ ſpurgte
han for at ſkjule ſin Forlegenhed.

„Min Moder; men nu er hun død,” og disſe Ord
var ſom et Suk, der kom fra hendes Hjerte Dyb, og
ſom indeholdt hendes hele Livshiſtorie.

„Og jaa har Din Fader ſendt Dig ud at ſynge
i Aften,“ fortſatte Fritz.

„Min Fader!“ ſvparede hun og jaa næften vredt
paa ham. Dette Ord, der for hende var et helligt
Minde, ſom hun havde faaet i Arv af fin Moder, og
ſom hun ikke taalte, at der blev ſagt noget ondt om.
„Min Fader! nej dette vilde Fader viſt aldrig have
gjort; men,“ vedblev hun mildere, „min Fader er død
for mange Aar ſiden, den Gang var jeg ganſke lille,
jeg kan knap huſke ham, og nu er jeg hos min

Onkel.“

Peter gav hende en Daler; men idet hun takkede
ham, jaa hun atter paa ham med dette forunderlige
Blik, der helt forvirrede ham.

„Nu behøver Du da ikke at ſynge mere i Aften,”
ſagde han, „nu kan Du vel nok gaa hjem og holde
Jul for denne Gang?“

„Nej det tor jeg ikke, for faa bliver Onkel vred
og jager mig ud igjen.“

Stakkels Barn!“ ſukkede han og jaa hen efter
Broderen; „men fig mig en Gang, Du fif vel heller
ikke Tid til at holde Juleaften, inden Du gik hjemme
fra, Du har vel flet intet faaet at ſpiſe?“

„Nej!“ fvarede hun undſelig og næppe horligt.

Dette var dog mere end Fritz kunde taale. Han
ſprang op og ilede ud, og fort efter bragte Husholderſten
paa en Bakke Levningerne fra deres rigelige Aftens⸗
maaltid.

Marie, ſom vi med det ſamme ville kalde hende,

lod fig frygtſom fore hen til Bordet, og hendes Anſigt

fik et ſtraalende Udtryk ved Synet af alle de lakre
Sager, ſom hun ſtrax gjettede vare beſtemte for hende.

Begge Brodrene ſad og betragtede hende, medens
hun ſpiſte. Der var Stilhed, men ikke denne ode
Stilhed, og dog havde hver fine egne Tanker; men de
mødtes i et og det ſamme.

275

Da hun var færdig, kunde hun ikke ſkjule en vis
„Forlegenhed. Hun takkede og reiſte fig fra Bordet.

„Men hvor vil Du nu. gaa hen?“ ſpurgte Peter.

Hun faa ſporgende paa ham og ſvarede med et
bedrøvet, Udtryk i Anſigtet: „Ud pan Gaden!”

„Vil Du ikke hellere vente lidt her, indtil Du
atter tor gaa hjem?

„De vil vel ikke beholde mig,“ ſvarede hun og
jaa tvivlende fra den ene til den anden.

Jo hun maatte blive. Maden blev taget bort,
og forſt nu begyndte den rigtige Juleaften.

Der blev leget og ſpillet Kort, hun gjorde Kunſter
i Kortene, og ſnart var det glemt, at hun var den
forcldrelsſe Pige fra Gaden. Brødrene kappedes om

at more hende, og ſaaledes gik Aftenen, der tryllede

Glæden frem i hendes Anſigt paa ſamme Tid, ſom den
for Brødrene blev en virkelig Hoftidsaften.

„Nu maa, jeg nok til at gaa,” ſagde hun og blev
paa en Gang alvorlig ved Tanken om, at det hele var
at betragte ſom en ſmuk Drøm, der nu allerede havde
Ende.

Sun jagde Farvel og takkede for deres Venlighed
„Naar kommer Du igjen?“ ſagde Peter, idet
hun gik. i

„Det ved jeg ikke,“ fvarede hun ſagte og ſtyndte
ſig hen ad Gaden.

Da Peter atter kom ind, blev der igjen ſtille.
Samtalen gik iſtaa; men derfor var den lille Marie
ikke glemt, de tenkte begge paa hende.

Og det var atter Hajtidsaften. Det gamle Aar
ſkulde til at ſige Farvel og rømme Pladſen for det
nye. Klokkeren havde rigtignok ikke forkyndt det; men
enhver vidſte det nok alligevel fra Almanakken.

Brodrene Peterſen ſad igjen i deres hyggelige
Dagligſtue. De talte om det gamle Aar og byggede
Luftkaſteller for det nye. Da bankede det ſagte og
ubeſtemt paa Doren.

„Kom ind!“ raabte Fritz; men der kom ingen.
Da gik Peter hen, aabnede Doren og faa ud paa Gan⸗
gen. Omſider opdagede han den lille Marie henne i
en Krog, hvor hun vilde ſtjule fig, og dog var hun
jaa bange for, at han ikke fulde faa Oje pan hende.

„Naa, er Du der igjen!“ ſagde han og forte hende
ind i Stuen. „Har Din Onkel atter i en jaget
Dig ud at ſynge?“

„Ja!“ ſparede hun og ſaa ned.

„Da horte jeg ikke, Du ſang for os.“

„Nej, jeg var bange, De ikke holdt af det; men
er de ikke vred fordi jeg kommer igjen?“ ſagde hun og
jaa eengſtelig hen efter Fritz.

„Nej, viſt ikke!“ ſagde Peter ſmilende; „men lad
os nu høre, hvorledes det gik Dig ſidſt, hvad ſagde
Din Onkel, da Du kom hjem?“

„Han truede mig til at fortælle, hvor jeg havde
været, og jaa kaldte han mig en ſlem Pige, der ikke

duede til Noget, og vilde ſlaa mig; men faa lob jeg

op paa, mit Kammer og lukkede Døren i Laas; men

da alt jaa var bleven ſtille, kom jeg til at græde, fordi

han havde jagt, at jeg ikke duede til noget, for jeg er

bange for, at jeg heller ikke gjor det.“

Taarerne kom hende i Øjnene ved de fidfte Ord,
og hun jaa ſporgende paa Peter; han klappede hende
blidt paa Kinden og ſagde: „Det tenker jeg ikke; men
kom nu hen og varm Dig lidt, Du er jo helt forfrosſen. i

Snart var Sorgen glemt. Hun greb Øjeblitfets
Nydelſe med et Barns hele Begjerlighed og bragte Lys
og Glæde ind til Brødrene, der ikke havde glemt,
hvilken Tomhed hun efterlod forrige Gang.

Da hun atter ſkulde gaa, ſagde Fritz: „Er Du nu
glad ved, at Du igjen ſkal hjem til Din Onkel?“

„Det ved jeg ikke, hvor fkulde jeg ellers være.
Onkel ſiger, at hvis han ikke havde taget mig, ſaa
ſtulde jeg have været pan Fattigveſenet, og det havde
viſt været værre,”

„Tror Du da, Din Onkel vil af med Dig igjen?“

„Det vil han viſt nok, for han lader mig altid

hore, at han har ingen Nytte af mig.“

„Kunde Du da have Lyſt til at blive hos os?“

„O ja!“ udbrod hun, idet hun flog Hernderne
ſammen og traadte fig ſelv paa Foden af lutter Glæde.
Men hun blev atter alvorlig, hun havde en ubevidſt
Folelſe af, at denne Sag var lige jaa vigtig for hende,
ſom om det gjaldt Liv eller Død.

Hun maatte nu give Oplysning om et og andet,
derpaa ſagde hun Farvel og ſkyndte fig hjem. Det
jublede i hende, ſtjondt hun vidſte ikke rigtig hvorfor;
men hun kunde ikke andet end være glad, ſelv ikke, da
Onkelen modtog hende pan fin ſedvanlige ukjerlige
Maade.

Da hun var gaaet, talte Brødrene om Sagen,
og næfte Dag gik Peter ud for at opſoge Onkelens
Bopæl og ordne det fornødne med ham.

Onkelen boede i en af disſe ſnevre, fkumle Gyder,
hvor Nad og Elendighed ſidde til Huſe, og hvor alt

Ondt og Slet, der findes i en By, ſoger ſig et Friſted,

et Hjem. Disſe Gyder je, om Solen fkinner aldrig
jaa Hart, ſtedſe morke og lysſky ud, og det er der
en Sieldenhed at ſe andet end pialtede Kvinder og
Born eller beruſede Mend, der ſoge hjem til deres
Familie efter at have forødt deres Daglon i et eller
andet Værtshus.

Efter nogen Sogen fik Peter endelig opjpurgt,
hvor han boede. Han ſkyndte fig op ad Trappen og
bankede pan.

„Kom ind!“ horte han en ran Stemme ſvare;
men da Peter havde aabnet Doren, og Onkelen fik
Oje paa ham, blev han paa en Gang høflig og tog
Piben af Munden af lutter Forundring.

„Er det ikke Dem, der har en lille Pige, ſom
hedder Marie?“

„Jo det er,“ ſparede han fort og ſaa paa Peter
med et lurende Blik; men da han intet Ondt ſyntes
at kunne opdage, gap han ſig til i en ynkelig Tone at
forklare, hvorledes han af Godhed for ſin Soſter havde
taget Barnet til fig, og beklagede den daarlige Opdra⸗
gelſe, hun havde fra Hjemmet af; „men,“ føjede han
til, „hun har da ikke været uartig mod Herren?“

„Nej, aldeles ikke,“ ſvarede Peter; „men efter
Deres egne Ord ſynes det, ſom om hun kun er Dem
til Byrde, og derfor kunde De vel ogſaa onſke at blive
hende kvit. Jeg har nu netop Brug for ſaadan en
Pige og vilde derfor nok tage mig af hende og ſorge
for hende i Et og Alt, ligeſom denne Sag vel ikke har
mange Vanſkeligheder, efterſom hun er forældreløs.”

„Saamend, aah nej!” ſvarede han og ſtrog Haaret
fra Panden, medens et honningſodt Smil ſpillede om
hans Mund; „jeg har nu rigtignok flædt hende op og
koſtet ikke ſaa lidt paa hende i det Haab, at hun vel
en Gang i Tiden fkulde gjengjælde mig det; men dette
faar altſammen at være for hendes ſalig Moders Skyld.“

„Hvad dette angaar,“ ſparede Peter, glad ved, at
der ikke ſtillede fig ftørre Vanfkeligheder i Vejen, „da
er jeg naturligvis villig til at holde Dem ſkadeslos.“

„Tak, det er næften for meget forlangt af Herren,“
og nu ſlog han pludſelig om og roſte Marie, og fore⸗
ſtillede Peter, hvilken prægtig Pige hun tegnede til at
blive, men glemte heller ikke at tillægge fig felv ren
for, at hun maaſke en Gang i Ziden blev til noget.

Efter at have indhentet Maries Samtykke, hvad
der vel kunde ſynes overflødigt i denne Sag, afgjorde
han hendes Mellemværende med Onklen og tog Afſked;
men Marie ſkyndte fig at pakke fit Tøj ſammen, hvad
der ſnart var gjort, og jan holdt hun Flyttedag den
forſte Dag i det nye Aar. ;

Hvor fornøjet lob hun ikke hen ad Gaden efter
at have taget Afſked med Onklens Hus; dog blev hun
ſtille, efterhaanden ſom hun nærmede ſig ſit Fremtids⸗
hjem. J Dagligſtuen blev hun modtaget af Brodrene,
der tillige med Husholderfken ſogte at gjøre hende det
ſaa hjemligt ſom muligt, hvoraf Folgen blev, at hun
inden Aften folte ſig ſom hjemme i ſine nye Omgivelſer.

Tiden gik, der blev ſorget for hende baade legem⸗

ligt og aandeligt, og de gode Anlæg, ſom vare begyndte

at ſpire frem under hendes: Moders Vejledning, ud⸗
foldede. fig rigt til ſtor Glæde for Brødrene, faa det
mærkedes ſnart, at Onkelen havde Ret, da han mente,
at hun med Tiden nok kunde blive til Noget.

Og Aarene randt. Den fattige lille Marie, der
paa hin kolde Juleaften gik fra Dor til Dor for at
ſynge fig varm, hun var nu bleven. til en fuldt ud⸗
viklet Kvinde, rigt. udftyret af den moderlige Natur og
med Aandens Rigdom i Hjertet. Den gamle Husholderſke
var død, og Marie havde overtaget hendes Gjerning
i Huſet, hvor hun blev betragtet ſom en Soſter.

J Begyndelſen følte hun fig lidt eengſtelig over

for Fritz, naar hans Vrede blusſede op; men fnart
lærte hun at formilde ham ved fin elffværdige Maade
at tage Sagen pan, ja ved lutter ſmaa Opmeerkſom⸗
heder vandt hun ham ganſke, jaa hun altid kunde
ſnakke ham til Rette, naar det ikke rigtig vilde lykkes

Broderen.
(Sluttes.)

2 Cheplanten og Theen.
8 A Af A. P. E. Toepſer.

N

0 . eller rettere Thevandet er viſtnok alle
Lerſerne vel bekjendt, da jo herved betegnes
en Drik, ſom nu nydes meget almindelig
her i Landet, Strengt taget er dette
— Navn i Grunden et fælles Navn for alle
de Drikke, ſom tilberedes ved at gyde kogende Vand
paa tørrede Blade eller Blomſter af forſkjellige Planter;
Leſerne kjende ſaaledes uden Tvivl af Erfaring baade
Hyldethe, Kamillethe og Salviethe, men naar vi i
daglig Tale bruge Navnet The, menes der dog kun den
Drik, ſom tilberedes af Theplantens Blade. Denne
Plantes egentlige Hjem er en Del af Kina, ſom man
længe troede var det eneſte Sted, hvor den vovede vildt,
indtil man for over 50 Aar ſiden ogſaa fandt den
vildtvoxende i den Del af Bagindien, der kaldes Asſam.
Den vildtvorende Theplante er et ſmukt Tra, der bliver
henved 14 Fod højt, med marke, ſtedſegronne Blade
og hvide vellugtende Blomſter. Hosſtagende Afbildning
af en Gren med Blade, Blomſterknopper og udſprungne
Blomſter vil bedſt kunne bibringe Leſerne et Begreb
om, hvorledes disſe Dele af denne Plante ſe ud.
Theplanten formeres i dyrket Tilſtand ved Fro, ſom
giemmes Vinteren over i fugtig Jord for at befordre
Spiringen og udſaas i Marts i Rekker med et Mellem⸗
rum af 3—4 Fod, J det forſte Aar afffæres de unge
Skud, og Beſteringen gjentages ſenere ofte, da den
dyrkede Theplante ikke faar Lov til at blive hojere end
3—6 Fod. Ved denne ſtadige Bejfæring tvinger man
den til at udbrede ſig bufkformig, hvorved man opnaar
den dobbelte Fordel, at den faar flere Grene og Blade,
ſamt letter Indſamlingen af de ſidſte. Naar Buſken
er 3 Aar gammel, kan man begynde at benytte Bla⸗
dene. Indſamlingen af disſe fortjættes hvert Aar,
indtil Planten omtrent er 7 Aar; til denne Alder
kan der aarlig heſtes omtrent 500 Pd. The paa en
Tonde Land. Efter det ſyvende Aar optages Planten
og erſtattes af en ny, hvis man beſtandig vil ſikre ſig
en god Hoſt, thi vel kan den gamle Plante endnu i
mange Aar give et rigeligt Udbytte, men dens Blade
levere ikke mere ſaa god The ſom tidligere. J Kina
ſker Indſamlingen af Bladene i Reglen tre Gange om
Aaret, nemlig forſte Gang i Februar eller Marts, da
de unge Skud afplukkes, der give den fineſte The, anden

rege

|
5
Gange i April og tredie Gang i Maj eller Juni; den ſom beſtandig maa rore om mellem Bladene, for at de i |
ſidſte Indſamling giver den ſimpleſte The. É

Steder, hvor Theplanten dyrkes,
indſamles Bladene lige fra Marts
til November med 10 Dages Mel⸗
lemrum mellem hver Indſamling.
Lœſernes Opmeerkſomhed henledes
paa nedenſtagende Afbildning, der
foreſtiller en Thehoſt i Kina. Ho⸗
ſten er i fuld Gang; til hojre paa
Billedet ſes nogle Arbejdere, ſom
indſamle Vladene af Buſkene i

Kurve, disſe bæres hen til det ſaa⸗

kaldte Thehus, en ſtor Lade, der
er afbildet til venſtre. Her blive
Bladene udbredte paa lave Hylder
i tynde Lag for at torres. Efter
Torringen tager hver Arbejder en
Haand fuld Blade, trykker dem

faſt ſammen mellem Henderne og

ruller dem paa et Bord. De
ſammenrullede Klumper af The⸗
blade blive kaſtede ſammen i en

Bunke, hvor de ſnart begynde at

gicere. Naar Bladene paa Grund
af Gjæringen antage en rødlig

Farve, lægges de i Jernpander, der fættes over
Ilden; hverv Jernpande bliver pasſet af en Arbejder,

277 8 4

Andre ikke fkulle brænde paa eller ſvides under Riſtningen.
i Derpaa rulles de ſamme Blade
endnu en Gang ſammen mellem
Henderne og torres til Slutning i
paa en Jernriſt over en fvag Ild, —
hvorefter de ere færdige til at gaa 8
over i Handelen. — Alle de for⸗
ſtjellige Sorter The, der forekomme
i Handelen, hidrøre oprindelig fra
en eneſte Art Theplante (Thoa
chinensis), af hvilken der ved for⸗
ſkjellig Dyrkningsmaade er frem⸗
bragt forſkjellige Afarter. Det er
dog ikke alene Dyrkningsmaaden,
der har Indflydelſe paa Theens
Beſkaffenhed, men ogſaa Theplan⸗
tagernes Beliggenhed, Klimaet,
Tiden, paa hvilken Bladene ind⸗
ſamles, ſamt den forſkjellige Maade
hvorpaa disſe torres. Man kan
ſaaledes efter Behag faa gron eller
ſort The af den ſamme Plante, da
dette alene afhænger af den for⸗
ſkjellige Torringsmaade. Naar
man vil have grøn The, riſtes FR
| Bladene ſtrax eſter Indſamlingen og torres derpaa
| hurtigt efter førft at være blevne rullede. Vil man

En Gren ak CTheplanten.

ANN ML

SAND

"NREN SAR Ad Y |
AW AMU mn
8

8 une
5 ne 19 70
Ulm

derimod have fort The, dyppes Bladene ſtrax efter
Indſamlingen i kogende Vand eller lægges paa en

Chehast i Nina. KN
*

| Jernriſt, der holdes over kogende Vand, vis Damp

giennemtrenger Bladene, ſom derefter torres langſomt ; i

under Luftens Paavirkning, riſtes og tørres atter over
en ſvag Ild. J det nordlige og indre Aſien bruges
den ſaakaldte Murſtensthe, der ſaaledes beſtaar af
daarlige Theblade og Stilke, blandede med Oxe⸗ eller
Faareblod. Denne Blanding bliver presſet i Former
og torret i Ovne til faſte Kager. Af disfe tillaves en
meget nerende Drik eller Ret ved at tage et Stykke
af Kagen, ſom ftødes til Pulver og koges ſammen med
Moeelk, Fedt og Mel. g

De friſk afplukkede Blade af Theplanten mangle
aldeles den Vellugt og Velſmag, ſom udmeerker de
tørrede og riſtede Blade. Disſe Egenſkaber fremkaldes
nemlig forſt ved de kemifke Forandringer, der under
Riſtningen foregaa i ſelve Bladenes Stof. De Stoffer,
der forekomme i Theen, ere de ſamme, ſom findes i
Kaffen, nemlig Thein (der ſparer til Kaffeinen i
Kaffen) en flygtig Olie, Garveſyre ſamt Glutin.
Theens Velſmag og Vellugt ſamt dens ſtyrkende og
oplivende Indvirkning paa os hidrører ijær fra den
flygtige Olie og Theinen. Naar man lader Theen
koge eller træffe for længe, fordamper den flygtige Olie,
og med denne miſter Theen fin Vellugt og behagelige
Smag, medens den ſtramme Garveſyre bliver frem⸗
herſkende. Theens nærende Stof er Glutinen, hvoraf
det kogende Vand kun er i Stand til at uddrage en
meget ringe Del; det meſte bliver tilbage i Bladene,
ſom vi kaſte bort. Hvis man derfor vil drage den
fulde Nytte af dette nærende Stof, maa man enten
nyde Bladene med eller ogſaa komme en ubetydelig
Smule pulveriſeret Soda i Vandet, ſom herved. bliver
i Stand til at kunne oploſe mere af Glutinen.

Theplantens egentlige Hjem er ſom for nævnt
Kina og Asſam, da den begge disſe Steder voxer vild.
Man har gjort Forſog paa at overføre den til mange

andre Lande, men kun i det japaneſiſke Rige, hvor der

i flere Aarhundreder har været drevet en vigtig Theavl,
paa Ceylon og Java ere Forſogene lykkedes. Fra
Braſilien faar man vel en Slags The, den ſaakaldte
Paraguaythe, men denne hidrorer ikke fra The⸗
planten. Den faas af Bladene af en Art Kriſttorn
Glex Paraguayensis), ſom dyrkes i ſtore Plantager
i Sydamerika og der aldeles træder i Stedet for
Theplanten. i i
Allerede i det tredie Aarhundrede fkal man i Kina
have benyttet Theplantens Blade til at tilberede en
Drik af, men det var dog førft i det fjette Aarhundrede
at denne Drik blev almindelig der. Paa den Tid
regjerede der efter en gammel Fortælling en Keiſer i
Kina, der beſtandig var plaget af en ſteerk Hovedpine,
ſom Middel mod hvilken en Læge eller Preeſt raadede
ham at drikke The. Kuren hjalp Kejſeren, og da han
fandt Behag i Drikken, blev den indfort ved Hoffet,
og herfra udbredte den fig ſnart til hele Folket. 3
Begyndelſen af det niende Aarhundrede omtales Brugen
af Theen i Japan, og da man ogſaa her fandt Behag

—

i den, indfortes der Theplanter fra Kina, ſom trivedes
ſerdeles godt der. Japaneſerne have et gammelt Sagn

om Theplantens Oprindelſe. En buddhiſtiſk Helgen,
Darma, ankom fra Kina til Japan i den Henſigt at
udbrede fin Lære i dette Land. For at ſtyrke ſig i
fit Hverv og for at give fin Religion Anſeelſe, gjorde
han det Lofte at tilbringe Nat og Dag under uafbrudte
Andagtsgvelſer, men Sovnen overrumplede ham om⸗
ſider. Da han nu vaagnede, affkar han, af For⸗
trydelſe over og til Bod for det brudte Lofte, ſine
Ojenlaage og kaſtede dem paa Jorden. Af disſe op⸗
voxede en forhen aldeles ukjendt Plante, hvis Blade
han ſpiſte. Han fandt ſig ſtyrket herved og bedre i
Stand til at modſtaa Søvnen, hvorfor han anbefalede
fine Diſciple Brugen af denne Plante. Baade i Kina
og Japan har Theen i flere Aarhundreder været en

Nationaldrik, ſom nydes af Høje og Lave, Rige og

Fattige. Man kommer Theblade i en Kop, ſtjenker
kogende Vand derpaa og nyder Afkoget af Bladene
uden nogen Tilſcetning. Theen drikkes i disſe Lande
til enhver Tid paa Dagen og ved alle Maaltider; den
bydes ſtrax enhver Gjæft og Jælges overalt paa Gader
og ved Veje, Det hører der med til en god Opdra⸗

gelſe at kunne tillave en velſmagende Kop The og byde

den omkring med Anſtand, hvilket derfor læres af

Lærere, ligeſom man i Evropa lærer at danſe, ride og
fegte. — J Evropa lærte man forſt Theen at kjende
i Begyndelſen af det 17de Aarhundrede. 1610 indforte
nogle hollandſke Kjobmend den i Holland; 1638 fkal
et rusſiſk Geſandtſkab have erholdt noget The ſom en
Gave i Mongoliet og forte den med tilbage til Moskau,
hvor den vandt megen Bifald, og 1664 ſendte det
engelſk⸗oſtindiſfe Kompagni to Pund The til England
ſom en Gave til Kongen. — Brugen af Theen blev
ſenere bekjendt i Skotland end i England. Grunden

dertil er Folgende: J Aaret 1685 ſendte Hertugen af

Monmouths Enke et Pund The ſom en Forcring til
en af fine Slegtninge i Skotland. Man underſogte
nøje dette aldeles ukjendte kineſiſke Produkt; man lod
en Kok komme, og denne fremſatte efter en lang Brø-
velſe den Bemærkning, at det var en tørret Urt. Man
overgav derpaa den koſtbare Plante i hans Hender,
for at han kunde anvende den paa bedſte Maade.
Denne Meſter i Kogekunſten lod Bladene koge, hældte :
Vandet fra og anrettede dem ſom Spinat. Gjæfterne
fandt ikke denne Ret efter deres Smag. Theen kom
i flet Rygte og kunde længe ikke finde Indpas i
Skotland. J disſe Lande er Theen en langt mere
almindelig Drik end Kaffen. Omtrent i Slutningen
af det 17de Aarhundrede kom Theen til Danmark, men
den fandt ikke ſaa mange Velyndere her ſom Kaffen.
Der indfores hvert Aar omtrent 800,000 Pund The
hertil. 2

*

Raveſtreger.

Ved en Landsbykirke nogle Mil fra Kriſtiania, i
Norge, blev. Menigheden, juſt ſom den en Sondag var
forſamlet til Gudstjeneſte Vidne til folgende Puds,
ſom Raven ſpillede ſin Arvefjende, Ulven.
kom jagende med en Rev ned ad et Bjerg ikke ret
langt borte, og da han halede ſteerkt ind paa Stakkelen,
vare Kirkefolkene enige i, at han ufejlbarligt vilde naa
ham, inden han kunne frelſe ſig i Skoven, ſom laa
paa det modſtaaende Bjerg, paa den anden Side af
Dalene — Mikkel var af anden Mening; thi han

havde en Skjelm bag Orene. Igjennem Dalen, der

adſkilte Bjergene lob en temmelig bred Elv, ſom da
var tilfrosſen, paa en eneſte Vaage ner, der beſtandig
holdes aaben af en Vandhvirvel. Didhen ſtreeber
Raven og giver ſig til at lobe rundt om Vaagen,
Ulven bag efter. Men her havde den Forſte Fordelen;
thi baade var han, ſom mindre, hurtigere til at ſno
ſig om Vandhullet, og, da han ikke var Fjerdeparten
jaa tung, kunde han dertil vove ſig lengere paa Iſen
ud mod Vandet, og gjøre Kredſene ſnevrere. Endelig
ſkete, hvad man ſnart begyndte at forudſe. Efter nogle
forgjeves Rundarer, vilde Graaben jaa gjerne gjøre
fine Cirkler fnevrere; men fnart braſt Iſen og han
plumpede i Vaagen; Raven benyttede det gunſtige
Ojeblik, og havde frelſt fig i Skoven inden dens Fjende
kom op af ſit kolde Bad.

Men ihvor ſnu Mikkel end er, hender det ham
dog ogſaa ſtundom, at han gaar „fejl i By“. En
Mand ude paa Hedeegnen havde bygget fig en Faare⸗
fold, der benyttedes til at jætte Faarene i, naar de
tojredes i Udmarken, og det traf ind med Uvejr om
Natten. Der var blevet et Hul paa den ene Væg,
og for dette var der hængt et Kalveſkind paa den ind⸗
vendige Side af Væggen for at. forhindre Faarene i
at flippe ud. En Morgen, da Rogteren kom og
aabnede Døren til Folden, havde han ner tabt baade
Neſe og Mund af Forbauſelſe — den fkinbarlige
Mikkel gik inde mellem Faarene. Den var naturligvis
kommen derind gjennem den omtalte Aabning i Veggen,
men kunde ikke komme ud igjen. Rimeligvis maa den
have indſet i hvilken betenkelig Stilling den var
kommen; thi alle Faarene vare uſkadte. De ſtod i en
Klynge og trykkede fig op til Væggen i den inderſte
Krog. Raven gjorde det ene frugtesloſe Spring mod
Kalveſkindet efter det andet, og Rogteren ſtod indenfor
Døren og grinede, Da han omſider ſyntes, det kunde

være nok med at ſe paa dette i hans Øjne foftelige
Skueſpil, tog han fin Tojrekolle, og med nogle velrettede
(Illp.)
Filip.

Slag knuſte han Meſter Mikkels Pandeſkal.

Denne

Kaninavl.

Jeg har hort Mange ytre, at de nok kunde have
Lyſt til holde Kaniner, men vare bange for at anfkaffe
dem, da de havde læft jaa meget om det vanfkelige ved
at pasſe dem paa den rigtige Maade. Efter min Er⸗
faring gives der imidlertid intet Dyr, der er billigere
eller lettere at holde end Kaninen. Et luftigt og tørt
Opholdsſted uden Gjennemtreek er rigtignok en abſolut
Nødvendighed, men, at det ſkulde ſkade Dyrene at faa
Foderet i vaad Tilſtand, tror jeg ikke er Tilfældet.
Ligeledes tror jeg, at man helſt maa lade være med
at give dem Vand at drikke, da de let kunne faa for
meget, derimod giver jeg de Kaniner, der have Unger”
1 Pegel Malk daglig, medens Ungerne patte. 1 Par
to Uger gamle Kaniner leverer jeg til en Pris af
5 Kroner (deraf 3 Kr. 33 Ore for en Hun) et Par
2 Maaneder gamle Unger til 6 Kr. (4 Kr. for Hunnen)
og det følger. af fig ſelv, at jo ældre Dyrene ere, deſto
dyrere ere de. Skulle de ſendes bort maa Forſendelſen
ſelofolgelig ffe paa Kjoberens Regning.

Horſens Tugthus den 26de April 1875.
- Axel Emil Mazanti.

Hans Jørgens og Abelones mærkværdige Hendelſer
i Kjøbenhavn.
Af Emanuel Henningſen.

5.

De atter trisſed trætte om

Til de paa Oſtergade kom. -
Der ſaa de nu en ſtor Butik,
Som mægtig fængsled deres Blik;
Thi hele Vindvet var et Glar,
Og indenfor til Syne var
En mægtig Hoben Pelsveerkſager,
Opheengt paa ſtore gyldne Knager.
En Stund de ſtod og den betragted,
Og til det andet Vindve agted
De juſt at gaa, da pludſelig
Den gamle Lone gav et Skrig
Og tabte Kurven ned paa Gaden,
Saa ud paa Fliſerne faldt Maden.
„Aa, lob, Hans Jorgen, gjør omkring,
Der inde ſtaar et Dyr paa Spring!“
Saa ſkreg hun, løb af alle Kræfter
Ad Gaden ned, og Hans bag efter;
Dog forſt han ſamled Kurven op,
Sjondt Sfræffen ryſtede hans Krop,
Og Parerne han i fik proppet.
De aned ej, mens bort de hopped,
At Tigeren kun var udſtoppet.
„Aa!“ ſagde Lone, „ſaadan Gru
Jeg har dog aldrig følt endnu!” —
„Ja“, ſvared Hans, „det var en farlig
Begivenhed, og uforſvarlig

sår

Det er, at Dyret ſaadan ſtaar
J Vindvet, hvor forbi man gaar.

pr 1 1 M
100

e

—

Et ſaadant Dyr kan let fig lifte
Paa en, og hvis jeg bare vidſte,

1
MK Holm

£ Bundtmager,

|

WA | N | |
9 | 1) || i mM
ö NE j |
Å N
2 | a
7 N „
— — == — E
So == TT

— —— sd — 8 — . ——
— — RER . —————

Hvor Byens Sognefoged bor,
Saa gik jeg ſtrax, det viſt jeg tror,

Paa Stunden hen til denne Mand
Og klaged Dyrets Ejer an!“

Gaade.
Senjvævende let
Med luftige Net
Indhyller jeg Lunde og Enge;
Jeg kommer fra Jord, '
Men mod Stjernernes Kor
Beſtandig jeg opad. vil trænge.

Mit Hoved bortkaſt,
Da faar Du i Haſt

Et Navyn ſom i Norden vil mindes.
J Sangen om to

Til Doden fuldtro
Der Navnet ogſaa kan findes.

Smaating.

— ——

Taknemlighed. Den amerikanſke General Butler
ſagde en Gang: Begrav mig og ſet paa mit Minde

det gjor jeg ikke.“ — „Aa Sir, o

Vil til Dels blive anvendt.

reddede fine Soldaters Liv ved Fort Fiſcher.“ Et Blad
av folgende Forklaring: „Kjender De mig ikke igjen?”
1 en Soldat ſin forrige Chef. — „Nej, min Ven,
j g De reddede dog
„Hvorledes det?” — „Ja, Sir,
i Bataillen ved Brigtton og da
De lob Deres Vej i Begyndelſen af Slaget, ſprang
jeg bag efter — ellers

var jeg ſagtens bleven dræbt.
Derfor Gud velſigne Dem, mit Livs Redningsmand“.

mit Liv en Gang.“ —
jeg tjente under Dem

Brevvexling.
Holger H. i H. Jo gjerne.
J. Th. Gb. i R. Venligſt Tak for det kjerkomne Brev.
H. K. H. i A. Saterbeſoget modtaget vel ſent. Kommer
dog ſnart. É

En af „Adas“ Venner pan Kariſe Folkehojſtole.

Tak!
J. P. L.grd i J. Venligſt Tak! Deres gode Forvent
ninger ſkulle fre blive ſkuffede. ER

Zudhold. Tvillingbrødrene, af Bertrand. Theplanten og Theen,
af A. P. E. Toepfer, med 2 Billeder. — Raveſtreger.

— Kaninavl. — Hans Jørgens og Abelones merk⸗
vardige Hendelſer i Kjøbenhavn, 5, af Emanuel

folgende ſimple Infkription: „Her hviler en Mand, der

Henningſen, med Billede. — Gaade — Smanting. —

Brevvexling.

Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16.ſpaltet Ark, forfynet
Hvert Fjerdingnar medfølger gratis et forf ſmußtt Billede.

Bladet kan beſlilles pan elhvert Pofikonfor og Brev
Bogfade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph. Klein, Vifeffræde 40, Kjøbenhavn.

ineo flere Billeder, til 1 Krone (3 BK.) Fjerdingaaret frit lilſendl.

ſamlingsſled, i enhver

Trykt pas Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

—

W

2. Aargang.
Nr. 36.

—

Tvillingbrodrene.
Af Verkrand.

SE
3) (Sluttet.)
; et var en rigtig lummer Dag i For⸗

7? ſommeren, trykkende varmt ude og tryk⸗
kende varmt inde,
mere, end han var nødt til. Den tykke
Spakhoker ſlumrede blidt bag fin Diſßk,
mens Sveden haglede ned ad hans runde Anſigt.
Butiksdrengen ſtak ſig en Gang imellem med en Knappe⸗
naal for at holde Øjnene aabne, at ikke Principalen
gjennem Kighullet i Kontordoren ſkulde gribe ham i
en Pligtforſommelſe. Tilſidſt var dette ikke tilſtrek⸗
keligt, og nu ſatte han
ſig paa en tom Tonde
bag Diſken og lod Tan⸗
kerne vandre hjem til
fin Moder og Sodſkende
i Landsbyen; men deri
laa netop det farlige;
thi ſnart forekom det
ham, at Tankerne bleve
til Virkelighed. Han
tumlede fig hjemme
blandt Kammeraterne og
legede med dem ude ved
Gadekjceret; nu var han
ude at ſejle i et Trug, og
det gik nok ſaa lyſtigt.
Kammeraternes Jubel

Ingen anſtrengte ſig

ſor

Hondagen d. 6. Juni. |

li

| inde frå Land gjorde ham ſtor, og nu vilde han rigtig

Kjøbenhavn,
1875.

viſe fit Mod; han ſtod opreiſt i Truget, ſvingede med
Huen og fkulde lige til at raabe Hurra, da tabte han
Ligevcegten og — tumlede om bag Diſken, og den tomme
Tonde trillede hen ad Gulvet. Han foer op, gned ſine
Øjne og kaſtede et ſpejdende Blik hen til Kontordgren;
men alt forblev roligt, og et Smil gled hen over hans
Anſigt. ;
Brødrene Peterſen havde ogfaa fundet det for
varmt paa Kontoret og ſad nu inde i Haveſtuen ved
den aabne Dor. Gt helt Flor af Roſer flyngede fig
om Dør og Vinduer og udbredte en behagelig Vellugt;
men Kølighed var der lige faa lidt ſom andre Steder.
Peter gjennemlæfte Aviſerne, medens Fritz ſad og
opgjorde et Regnſkab; men hvad enten det nu var
Varmens Skyld, eller

fordi hans Tanker hvert
Ojeblik ſatte ham en
Streg i Regningen, nok
er det, han kunde ikke
faa Tallene til at ſtem⸗
me.

Han tog fat med
forøget Anſtrengelſe, ſaa
Spveden ſprang ham
ud af Panden, og var
nu lige ved at faa
Bugt med det; men
da "blev han afbrudt
af Broderen, ſom ſmi⸗
lende oplæfte et „Wgte⸗
ſkabstilbud“ og føjede

til: „Kunde Du ikke have Lyſt til at reflektere
derpaa?“

Aergerlig over Afbrydelſen og maaſke ærgerlig af

en anden Grund, ſparede han: „Er Du maaſke kjed
af vort Kompagniſkab og ſoger en pasſende Lejlighed

til at faa mig bort? Hvis Du er kjed af at være |

(|
||
|
|

ſammen med mig, ſaa kan Du jo ſelv reflektere derpaa.” |
„Det, ved Du jo meget godt, ikke var Meningen,” |

ſparede Peter lidt krenket; men han maatte dog ſmile
over Broderens Heftighed. Denne ſmilede tilſidſt ogſaa,
og derpaa tav de begge, ingen af dem havde Lyft til
at fortjætte Striden. £

J Horigonten trængte den ene Skymasſe fig ſpej⸗

dende frem oven over den anden ſom for at vælge det

belejlige Ojeblik til en Overraſkelſe.
Himlen, og et vældigt Tordenbrag rullede” gjennem
Luften. Brodrene Peterſen flyttede atter ind
toret, og den Sløvhed,
der ſom en Troldom
havde lagt fig over den
hele By, var pludſelig
hævet. ; a
Peter tænkte intet vi⸗
dere ved Broderens Ord;
men ſiden, da han ſad

Da formorkedes

henſunken i ſine egne

Tanker, vendte de plud⸗
ſelig tilbage i hans Er⸗
indring. Det ſyntes
ham nu paafaldende, at
Fritz var bleven faa
heftig over denne intet⸗ J
ligende Spøg, og han =
blev helt urolig; thi idet | 8
e

0

6

han folte Dybden af ſin
Kjærlighed til Marie,
kunde han ikke frigjore
ſig for den Tanke, at
Fritz's Folelſer maaſke vare af ſamme Beſkaffenhed ſom
hans egne. :

Han gjennemgik i Tanken Fritz's Forhold overfor
Marie; men nu jaa han med andre Øjne, og Skin⸗
ſygen lod ham je Ytringer af Folelſer, hvor han forhen

intet havde jet, og ſaa i naſte Ojeblik fil det hele

atter et Uſkyldighedens Prog, og han var ner ved at
le af fig ſelb. i ;
Saaledes ſvingede Tankerne frem og tilbage, og
han blev inderlig bedrøvet ved Tanken om, hvad Marie
vilde gjore, derſom hun faa, at hun var Gjenſtand for
begge Brødrenes Kjærlighed. Han beſluttede nu at
iagttage ſaavel Marie ſom Broderen og at begrave fin
Kjærlighed dybt i fit Hjerte, hvis dette ſkulde være
ngedvendigt for Maries Lykke. t
a Om Aftenen var Fritz rigtig i ſtraalende Humor.
Han lo og ſpogte uafladelig og viſte Marie ſaa mange

ſmaa Opmerkſomheder, ſom hun ſmilende tog imod;
|
f

forreſten var hun den ſamme, ſom hun plejede at være.
Peter ſogte at ffjule fin Forſtemthed; men det

| vilde ikke rigtig lykkes, ligeſom hans Tanker heller ikke

lod ham have Ro et Ojeblik, men derimod lod ham
ane, hvad han faa meget frygtede. Han kunde ikke

deltage i deres Spog og var tilmode ſom en overflodig

—

Trediemand.

Marie mærfede ſtrax, at han var forſtemt, og af

og til jan hun ſporgende paa ham, men hver Gang

ſaa han til Siden; det var ham, ſom läſſte hun, hvad

der boede i hans Hjerte og han til Svar jan Med⸗

| lidenhed i hendes Blik. Tilſidſt blev det ham utaaleligt,
og han beſluttede at gaa fin Vej.

Da han gik hen mod Døren, faa hun bedrøvet

| efter ham; hun følte, at det var viſt for hendes Skyld,

i Kon⸗ han gik, og vilde juſt bede ham blive; men da lagde

Fritz atter Beſlag paa
hendes Opmarkſomhed,
hun blev derfor ſiddende
og drog et dybt Suk,
da han lukkede Doren.

„Hvad mon der fejler
Deres Broder i Aften?“
ſpurgte hun Fritz.

„Aa, han gaar vel
i Giftetanker,“ ſpatede
denne leende; „men det
gaar ſaamend over til
i Morgen, er jeg vis
paa.“

Marie blev lidt al⸗
vorlig ved Fritz's Spog,
og hun var meget ad-
ſpredt den øvrige Del
af Aftenen.

Saaledes henrandt
nogle Dage. For Marie
luykkedes det at ſtjule fine Folelſer, ifær over for Fritz,
der intet merkede; derimod var det vanſkeligere for
Peter at ſkjule, hvad der boede i hans Hjerte, navnlig
over for Marie, og det var dog dette, han fremfor alt
onſkede. Omſider blev denne Uvished ham utaalelig,
og en Dag, da Marie var alene i Dagligſtuen, traadte
han ind til hende.

Hun ſad henſunken i dybe Tanker og rodmede let,
da hun ſaa ham. Ogſaa han var forlegen; men nu
maatte det ſke. Han ſatte ſig hos hende ſom en Ven;
men „hvad Hjertet er fuldt af, løber Munden over
med“, og nu fkildrede han hende ſin Kjærlighed. med
den meſt glimrende Veltalenhed.

Übevidſt greb han hendes Haand og holdt den
mellem begge ſine. Hun lod ham beholde den, og

varmt ſtrommede Ordene fra hans Læber, jaa ſjeldent

eller aldrig er der bleven holdt en længere Friertale.

kvitterede han inden han ſendte dem bort.

J Begyndelſen ſaa hun hen for ſig; men da han
greb hendes Haand, hævede hun Blikket og lod Øjet
give det „ja“, ſom Læberne ikke udtalte for ej at af
bryde ham. É ; i

Efter at have nydt Ojeblikkets Lykke, ſagde Marie:
„Men Fritz ...“ Mere fik hun ikke ſagt; thi en Sky

gled over hans Bande, og han jaa forſkende paa hende;

men da hun jaa ham ſmilende ind i Øjet, forſvandt
Skyen atter, og han fortſatte ſelv: „Ja jeg ſkal nok
fortælle ham det, men ikke i Dag, lad os vente til
i Morgen.“ :

Hvor jublede det i hans Bryſt. Han havde knap
Ro til at ſidde ved fit Arbejde. Her ſkrev han et
galt Tal, og der ſlog han en Blakklat; Drengen lod
han gan i Byen med halv Beſked, og Regningerne
Tilſidſt blev
det ham for trangt inde; han lukkede Kontoret en hel
Time for han plejede, og ſkyndte ſig ud, helt ud af
Byen, Forſt i Guds fri Natur ſyntes der ham at
være Plads til al den Lykke, han følte, forſt der kunde
han atter aande frit.

San vendte nu atter om; men jo nærmere han
kom hjem, deſto roligere blev han, og tilſidſt følte han

fig helt beklemt ved Tanken om, at han havde lovet |
"at fortælle det til Fritz.

Men „i Morgen“ kom og gik, og endnu havde
Broderen intet erfaret om hans Lykke.

Og atter var det Hojtid. Maanen havde været
lidt ſent paa Vej og derved givet Naturen Tid til at
ſmykke fig til Feſten. Skoven havde ſkyndt fig at
ſpringe ud, og de milde Sondenvinde hapde fort
Luftens Sangerkor tilbage.

Klokkeren ſtod atter oppe i Taarnet; men i Dag
havde han kaſtet Frakfen. Sveden dryppede ned fra
hans Neſe; men han meerkede det ikke, han tenkte kun
paa Udovelſen af ſin Pligt.

Da de forſte Toner fra Klokken naaede Skoven,
tav alle Fuglene af Forundring; men ſnart ſtemmede

de i med, og Luften gav Gjenlyd af Naturens Jubel.
Det lille Fol nede paa Engen vilde ogſaa være med,

det flog bag ud, gallopperede dernceſt hen til Moderen
og trykkede fig tæt op til hende, det kunde ikke ſynge
ſom Fuglene, ſktjondt det følte fig jaa uendelig glad
og tilfreds. Der var Jubel overalt, og paa denne Jubel
byggede Aanden Bro mellem Himmel og Jord.

Og Pintſemorgen oprandt. Langſomt ſteg Solen
op over den glimrende Hapflade; Fuglene hilſede den

med Sang, Blomſten med en Dugperle i Ojet og

Gressſtraaet med Perlen paa Læben. Dette var Na⸗
turens Hejtidsdragt, ren og klar ſom Solſtraalerne ſelv.

Saaledes oprandt Pintſefeſten, Mandens Højtid.
Nogle fattede, at det var Højtid, andre ikke, fordi de

ikke vilde fatte det. a

Op paa Formiddagen ſtrommede Folk gjennem
Gaderne hen til Kirken. Alle vare de pyntede og alle

med Smil om Munden. Gudstjeneſten begyndte; men
endnu vedblev Menigheden at ſtromme til, og hver
Gang Doren aabnedes, bruſte Orgelets Toner og Menig⸗
| hedens Sang med forøget Styrke og fyldte hele, Rum⸗
met udenfor, ſom om Pladſen havde været den for
| trang under Kirkens Hvelving.

| Hen ad Eftermiddagen bleve Brødrene enige om
en lille Sejltur paa Fjorden; Fritz vilde have Marie
med, men hun undſkyldte fig og blev hjemme,

De havde deres ſmukke lille Lyſtbaad liggende nede
ved Havnen. Snart var alt bragt i Orden, Baaden
| gjort los, Sejlet oppe, og nu fløj den for en friſk
| Wind hen over Bølgerne. Peter ſad forude og ſtirrede
tankefuld ned i Vandet, og Fritz pasſede Sejl og Roer.

Naar man rejjer til Søes, da føler man fig ſaa
| underlig tilmode. Det er, ſom dannede Skibet en lille
Verden for ſig, og al Forſkjel mellem de enkelte i Reiſe⸗
ſelſkabet udjcvnes umerkelig, hvor ſtor den end kan
være under de daglige Forhold. Man foler fig hen⸗
draget til hverandre og bliver paa en Gang ſaa for⸗
trolig og meddelſom, ja man udtaler ofte Tanker, ſom
ellers beſtandig vilde have ligget ſtjulte dybt i vort
Hjerte. Er det maafke, fordi alle føle fig ligeſtillede
her, hvor der kun er en Planke mellem Liv og Dod?
Jeg ved det ikke.

Det var juſt ingen Sorejſe, Brødrene foretog: fig;
men dog paakom der Peter en lignende Folelſe. Han
folte, at han gjorde Uret ved ſaaledes at fortie fin .
Hemmelighed for Broderen, og han beſluttede med det
ſamme at fortælle ham alt. Han drog et dybt Suk
og faa hen efter Fritz. Denne ſad jan rolig og pas⸗
ſede Baaden og forberedte juſt en driſtig Vending, da
Peter begyndte. 8

Da han havde hørt Nyheden, ſtirrede han med
Forbapſelſe paa Peter, ſom kunde han ikke tro, hvad
| han havde hort; men der ſad Peter med et Smil om
Munden, og Ojet forraadte den Lykke, der boede i
Hjertet. Dette var mere end Fritz fandt i ſin Orden.
Han ſprang op, flap Roret og raabte: „Men hvad
ſiger Du! — med Marie! — men.“

Mere fif han ikke ſagt. Da Roret blev givet fri,
drejede Baaden fra Vinden; i det ſamme kom der
et Vindſtod inde fra Land, og dette i Forbindelſe med
den Bevegelſe, Fritz frembragte, da han ſprang op,
forſtyrrede Ligeveegten. Baaden kentrede, og begge
Brødrene ſtyrtede over Bord tillige med Sejl og
Stænger. .

Det kolde Bad bragte Fritz til Beſindelſe, og han
jaa fig hurtig om efter Broderen. Denne gjorde en
ſidſte Anſtrengelſe for at holde fig oppe, og Kræfterne
begyndte allerede at jvigte ham. J en Fart var Fritz
hos ham, greb ham dm. Livet og ſpommede til Land
med ham.

Der ſtod Broderen bleg og vaklende, lige und⸗
ſluppen Dødens folde Faun. „Tak!“ ſagde han mat,

—

da Fritz, kjerligt fløttende ham, ledte ham op paa
Strandbredden; „uden Dig havde nu alt været forbi,
baade for mig — og for Marie.“ £

» Sud fle Lov for Din Frelſe, kjereſte, bedfte
Broder!“ udbrod Fritz, rørt over Broderens medtagne
Üdſeende. „Ja Du fkal fan hende,“ vedblev han heftigt
bevæget, „gid J maa blive lykkelige.“

Det var merke Dage for Fritz.

ſtulde han bekempe den, og Kjerligheden er en Stor⸗
magt, den lader ſig ikke overvinde og vanfkelig betvinge.
Han ſaa hver Dag Broderens Lykke; men den
Glæde, han følte derover, var blandet med en uudſigelig
Smerte, og naar han maatte ſynes glad for ikke at
forſtyrre de andres Glæde, knugede Smerten ofte hans
Bryſt, ſom vilde den kvæle ham, og han var i ſaadanne
Ojeblikke ikke i Stand til at fremtvinge et Ord.
Denne indre Kamp tærede paa Kræfterne; han
følte fig ſyg, og Livskraften begyndte at ſvinde. Der
maatte ſke en Foran⸗ 5
dring, hvis han ikke

Fra den ſamme
Stund Kjarligheden rigtig vaagnede i hans Hjerte,

284

| kjendt overalt her hjemme; men da han nu beſluttede
jelv at begynde en Forretning, valgte han netop at
komme ſaa langt fra Hjemmet ſom muligt; hvorfor
vidſte han ikke; men der var noget uſynligt, han vilde
flygte fra, noget ubeſtemt, han vilde lade tilbage. Var
det Reſterne af hans Kjærlighed, der ikke lod ham
have Ro, der drev ham bort?

Og atter vaagnede hans gamle Virkelyſt. Han
indlod fig paa Foretagender, der for andre ſyntes umu⸗
lige, men bleve mulige for ham. Han udfordrede
Lykken; men beſtandig ftod den han bi; og Vanſkelig⸗
heder, der helt kunde betage andre Modet, vare for ham
en Spore til forøget Anſtrengelſe.

J alle disſe Aar kom han ſſjeldent i Broderens
Hus; og naar det en Gang imellem ſkete, da vare
Beſogene ſaa korte ſom muligt; men alligevel ſtod de
i ſtadig Forbindelſe med hinanden, og forte Brevvexling
om deres Handelsanliggender. Som ofteſt indeholdt
Peters Brev da altid en Hilſen fra Marie, hvorimod

; det var meget ſjeldent,

at Fritz omtalte hende

ſkulde gaa rent til

i ſine Breve; men naar

Grunde.

det jaa en enkelt Gang

Brylluppet fejredes i

ſkete, da ſtraalede hen⸗

al Stilhed, og medens

des Ojne dobbelt, en

det lykkelige Par fore⸗
tog en lille Bryllups⸗
rejſe, traf Fritz, efter
Aftale med Broderen,
Forberedelſer til at for⸗
lade det fædrene Hus.
Det unge Par var
vendt hjem, og Oje⸗
blikket var kommen, da
han fulde tage Affked, :
den Affked, han fan )

længe havde længtes efter, men ſom dog nu forekom |

ham ſaa tung, ſkjondt han vidſte, at dette Hjem altid
vilde ſtaa ham aabent.
tiden, der indeholdt hans ſtjonneſte Haab, det Haab,
ſom var briſtet ved Broderens Lykke.

Han kaſtede fig med Iver ind i Forretningslivet,
afgjorde Handelsanliggender for andre Kjobmend, fore⸗
tog Handelsrejſer og drev af og til Spekulationer paa
egen Haand. Der var kommen en ſaadan Foretagelſes⸗

aand over ham, ſom efter Haanden gjorde han træt. |

Naar han fad alene i Vognen, der rullede hen ad
Vejen og forte ham fra By til By, vendte hans Tanker

atter tilbage til Fortiden; han blev da bitter i Sindet |
J ſaadanne

og vilde gaa i Rette med Skjcebnen.
Ojeblikke kunde han endog misunde ſin Broder hans

ſtille Lykke i Hjemmet, og atter maatte han begynde

Kampen forfra, Kampen mod ſit eget Hjerte.
Han begyndte atter at længes efter Forandring;

det urolige Rejfeliv tiltalte ham ikke mere, Han var

*

ſaadan Hilſen indeholdt
for hende en Velſignelſe;
thi hun var ofte inderlig
bedrovet over, at hun
var bleven den ufrivil⸗
lige Aarſag til, at han
ſaaledes havde forladt
fit rolige Hjem.

Det kunde dog mær-
kes af Fritz's Breve, at
: der med Tiden kom mere
Ro i hans Sind, og baade Peter og Marie haabede

| og glædede fig til den Tid, da Broderen atter vilde
Det var et Farvel til For⸗

føle fig. hjemme hos dem ſom i gamle Dage.
Lang Tid er gaaet, ſiden Begyndelſen af vor For⸗

telling, og i alle disſe Aar er Ungdommen bleven

gammel og en ny Ungdom imidlertid voxet op. For
mange har det været Sorgens Aar, for andre Glædens ;

| men Glæden og Sorgen maale hver med fin Alen;
| den førfte maaler med fin forte Alen, den anden med

fin lange, og alligevel følges de broderlig ad Aaret
rundt, for atter at begynde forfra; ſaaledes er nu
Livets Gang.

En ſtille Sommerdag træffe vi atter Peter og Fritz
i den gamle hyggelige Dagligſtue, ſiddende i fortrolig
Samtale. Marie ſidder med ſit Arbejde ved Vinduet,
og Børnene tumle fig ſtejende inde i den anden Stue.

Der er foregaget en ſtor Forandring med Fritz.
Endnu er der Kraft i Armene og Ild i Ojet; men

Panden er furet, et Merke, ſom den indvortes Kamp

har efterladt, og mellem det forte Haar titter hvert
Ojeblik et hvidt Haar frem; ogſaa paa Peter og Marie
har Tiden ſat fit Merke; men Kjerligheden forynger
dem, og de leve deres Ungdom om igjen i deres Børn,
der hvert Ojeblik forſtyrre Samtalen; thi altid er der
noget, ſom Onklen ſkal vide eller fe. 3 2
Det er Pintſedag, og Kirkeklokken falder til Guds⸗
tjeneſte; men ikke alene for Kirkegengere, ogſaa for den,
ſom fejrer Hojtiden hjemme, lyder Klokkens faldende
Roſt, den falder kjere gamle Minder frem. Samtalen
føres hen paa hin lykkelige og dog faa ulykkelige Pintſe;

*

men der er kommen Fred og Ro i Fritz's Sind, og
han kan nu tale ſpogende om denne Tid.

Da kom Fritz, Huſets yngſte Son, lobende ind,
beklagede fig for Onkelen over den Uret, hans Sød-
ſkende vilde tilføje ham, og forlangte med Heftighed,
at han fkulde folge med ham og fkaffe ham Ret.

Onkel Fritz horte rolig paa ham, og da han havde
talt ud, ftrøg han ham Farlig over Haaret og ſagde:
„Du har nok arvet Din Onkels Sind, mon hans Lykke
ogſaa ſkal blive Din?“ ;

Marie jaa paa ham med et baade ſporgende og

En norsk Fjeldsæter.

bebrejdende Blik, og da deres Øjne mødtes, rejſte han
fig og ſagde: „Nej ſaaledes var det ikke ment,“ og
idet han greb hendes Haand, vedblev han: „Der var

en Tid, da han vilde gaa i Rette med Skjcebnen og

klagede over min Lykke; men jeg var blind; thi har
jeg Grund til at klage over Lykken, da den har ſkjenket
mig en ſaadan Søfter!” i

Beſog pan en norſk Sæter.
Neſſeerindring af H. K. A. Hopmoller.

Til Sæters! Til Sceters!

Der ſynker Solen ned.

Skyggerne blive faa dunkle og lange,
Fremad vi gaa med lyſtige Sange.
En to! En to!

Hold Takten! raſk afſted.

28

|
|
|
|
|
|
|
|

Se Sætren! Se Sætren!

Hurra! her vil vi bo,

Marſchen er endt, derinde os venter

Hundrede Lojer og dejlige Jenter

Holdt! Holdt!

Her flaar vi os til Ro.
; (P. C. Riis.)
Paa en ſtor gammel Gaard i Sel oppe i Gud⸗

brandsdalen kom jeg til at ytre min Lyſt til at ſe

Seterlivet oppe paa Fjældene, da jeg havde hort, at

de Gudbrandsdalfke Setre vare de bedſte i Norge:

„Ja,“ ſagde Manden, „Du kan jo komme op paa vores

Sceter, deroppe paa Høvringen, og faa kan Du

blive der faalænge, ſom Du ſynes om. Du Simon,“

ſagde han til en af ſine Sonner, „folg Danſkeren op

paa Høvringen.”
Saa begyndte jeg da paa min Fjeldtur. Det var

ikke ret langt fra Gaarden for Fjeldvejen begyndte at

ſnegle opad. Det gik nu dygtig i Sikſak, og jeg
tænkte næften aldrig den bratte lange Vej eller Sti
fulde faa Ende. Jeg maatte fætte mig flere Gange

for at puſte, vg med det ſamme at nyde det ftorartede |

Syn, ſom foldede fig ud for mit Øje, idet Dalen med
dens Skove, Huſe og Gaarde laa dybt under mig.
Dalen ſvommede, ſom i Soltaage, Elven bugtede ſig
yndig frem i mangfoldige Svingninger og ſpillede og

glimtede, ſom om det var et Uhyre af en Solvorm,
| overalt.

der flyngede fig fremad. Folk i bare Buxer og Skjorter
ferdedes nede pan Engen i Bunden af Dalen, de tog
fig ud faa bitte ſmaa, ſom Duffer. Det var herligt
at ffue ned over de gamle ſolbrendte Gaarde, jom
laa ſtraede der mede mellem frodige Marker og grønne
Enge, lyſegronne Birkeſkove og de mørkegrønne alvorlige
Granſkove, ſom ftræbe opad Fjeldſkraaningen. Solen
brænder, ja neſten ſteger Ryggen, idet man kravler
opad de bratte Fjeldveje med Solen bag ved ſig. Tidt
kaſtede jeg Øjet op for at fe, om ſnart Fjeldvejen vilde
fore ind over Fjeldene, og naar jeg ſpurgte den unge
13 Aars Gut, om vi ikke ſnart vare paa Fieldet,
lagde han: „Aa, der er endnu et Stylkke“ eller han
ſvarede mig i fkurrende Tone: „Kvar ſejer Du?“ Som
jeg nærmede mig mer og mer Højden af Aaſen, blev
Fyrren og Granen lavere og ſieldnere, faa blev dens
Plads indtagen af Birken og Enerbuſke, og nu var
jeg da endelig oppe paa Fjeldet. O hvor det luftede
velgjorende her, og her kunde jeg je ind over Field⸗
markerne med Lyng, enkelte forkroblede Fjeldbirke, ſtore
Moſer (Myrer) med frodig Græsvært. J Baggrunden
Jes Klipper og Fjeldtoppe med den hvide Sneflædning.
Naar jeg vendte: mig om mod Dalen, da er der ikke
Andet at øjne af den end ſom en flor Fure eller Revne,

den ligger gjemt der dybt nede. Foran ligger Hov⸗
ringens 30 Sætre, med ſmaa Gresmarker og mellem |
Krat, Lyng og Stene og bag dem ſes de høje Toppe

af de mange kegledannede „Rondekampe“, ſom ligge

| en Gruppe med prægtige ſtorartede Omgivelſer.

Man

vil, ved at ſe paa det ſmukke Billede af en norſk Hoj⸗

fjeldsſeter, ſom vi bringe med ud til vore Leſſere
i Dag, let danne fig en Foreſtilling om, hvor mægtig
Fjeldpartierne højner fig op bag hinanden med den
hvide Kappe paa Skulderne.

Se paa Saterhuſet med de gamle Alen tykke
Bjælfevægge, om end de ſtaa lidt fÉjæve, ſtaa de dog

ſikkert. Gresſet vover frodigt paa hele Taget, og hvor

glad bliver ikke Fjeldturiſten, naar han træt efter en
anſtrengende Fjeldtur øjner den blaa Rog ſtige op af
den ſtygge Skorſten, ſom ſat af ſtore Kampſtene kigger
ffævt op af Tagets ene Side, iſcr dobbelt glad hvis

| han er fan heldig at blive modtaget af en ſnild, vakker

Jente, ſom med et Smil rakker ham den ſtore Træ-
balle med den vederfvægende Melk i og indbyder ham
til at udhyvile fig.

Simon forte mig hen mod en af de nermeſte og
og ſtorſte Scetre. Jeg traadte ind. En ung fyldig,
vakker Jente ſtod ved det blusſende Baal, hun vendte
fig om ved min Indtredelſe, beſvarede min Hilſen og
bod Haanden til Velkomſt. Det var Marit, Datteren
fra Gaarden, jeg forſt gjeſtede, Overbudejen!) der paa
Sæteren. Der var foruden hende en Tjeneſtejente.

Jeg blev viſt ind i et ſtort Kammer, det var en
Sperreſtue?) med Skorſten i det ene Hjørne, Seng,
Bord og Skamler. Der raadede Renlighed og Orden
Gulvet var beftrøet med Ener og Granbar
(Grannaale), ſom krydrede Stuen med Vellugt. Fjeld⸗
blomſter, ſatte i Vand, ſtod i Kopper i Vinduet og
paa Bordet. Jeg blev højlig forundret ;- nok havde
jeg hørt de Gudbrandsdalſke Sætre roſe for Renlighed;
men ſaadan Skjonhedsſans havde jeg ikke ventet at
finde her oppe paa de høje vilde Fjelde. Snart blus⸗
ſede et dygtigt Baal inde i den ſtore Stue, ſom ſkal
være til min Raadighed jaa længe jeg bliver paa
Fieldet, ellers er det Marits Kammer.

Her paa Sæteren har man henimod et Halvt⸗
hundrede Køer og Kvier. Der hører 5 Huſe til
Sæteren, de 4 benyttes til Kvier, Griſe og Geder.
Det beboede Hus er inddelt i 3 Rum. Det forſte
inden for Doren er Kjokkenet, til Venſtre Gjaſteverrelſet,
hvor Jenten ſidder i Friſtunder, ſyer, ſtrikker eller
leſer, og hvor hun har fin Seng. Til Hajre er
Melkeboden. Lad os kikke lidt ind i den. Den har
ingen Vinduer, men kun ſmaa Lufthuller og er dygtig
kølig. Paa Hylder højt oppe under Taget ſtaa Ofte
i lange Rader, baade hvid Oſt, Gedemalks⸗ og Myſe⸗
Oſt. Lavere nede ſtaa vældige ſtore Trakar og Batter

| fulde af Malk, jaa renſkurede og hvide, og det er alt

) Budeje betyder Kvagrogterſke (og Malkepige).
) Uden Loft, fan at man kan fe Tagets indre Side lige op
til Monningen.

287

hvad Øjet falder paa. Paa Jorden ſtaa hele Smør-

ſtokke i Truge og Bøtter.

Marit er dog en prægtig Jente, ſkjondt hun ikke
er mere end 23 Aar har hun alt i 8 Somre før været
paa Seteren. Hun ſiger, at hun er jaa glad ved Livet
heroppe, og at hun hver Vinter længes efter den lyſe
friſffe Sommer, da Blomſter ſpringer frem af Jorden,
Baekkene risle og Køerne kan komme op paa Fjeldene.
Da foler hun ſig forſt rigtig glad, ſom et Barn, glad
ved at nyde alt det ſtore opløftende, ſom ikke findes i
Dalens trange Dyb. Hun er en ualmindelig begavet
Kvinde, ſom har et ſundt Syn paa Livet, Det var
ikke nogen tillært Bydannelſe, men naturlig, hjemligt
Skjonhedsſyn og Sans, ſom hun beſad. Hvor gjerne
gik hun ikke og ſmaaſyslede med Fjeldblomſterne, naar
hun havde været ude fra Seteren og jeg fkulde da
have de allervakreſte paa mit Bord. Der var ſtor
Rigdom paa Forglemmigejer, hele Grersmarker vare
ſom overſagede med de venlige ſmaa blaa Kjeerminder.
Og da jeg var faa heldig at være paa Sæteren en
Søndag, da kunde jeg rigtig glæde mig ved Livet deroppe.
Ja da kunde jeg faa ſnakket en Del med de prægtige

Seterjenter, ſom vare ſaa glade ved at en Danſker

ſaadan var kommen op paa Høvringen, og da vi ſaa
gik derude paa Fjeldene og glædede os ved alt i den
ophojede Natur, ſaa plukkede de Blomſter, ſom de ord⸗
nede med Smag, dem fkulde jeg have, ja de pyntede
min Hat med en hel Krans af Kjerminder og andre
vakre Blomſter. Ja faa ſkulde jeg da ind at ſmage
paa Meelken hos Kari paa Lavegaards Setter, ſom
er en ſtor 2 Stokveerk høj Seter, et Slags Gjeſt⸗
givergaard for Rejſende om Sommeren, og dem kommer
her mange af, iſcer Englændere for at fiſke og jage

efter Rensdyr, og jaa maatte jeg ind med den raſke
Ronnog for at drikke af hendes Melk, og ſaadan bad

flere Jenter mig om blot at fe indenfor i Sæteren.
De vare alt for gode mod mig, for det var næften
bare Fløde, ſom jeg ſkulde drikke, jeg blev ikke fri med
at drikke en Gang. „Nej,“ ſagde de, „drik noget mere,
Du kan gjerne være tørft.”

husflid.
En fremragende Virkſomhed.

usmand R. Anderſen, Glud, paa Sodinge Mark 1
| godt han kunde, i den Tro, at den vilde give bedre

er et fremragende Exempel paa hvad en Mand i
ſmaa Omſteendigheder kan virke, naar god Billie, faſt
Udholdenhed og naturlige Anlæg ere forenede. Han

har opdraget en Flok af 11 Born og har desuagtet,

ved Familiens forenede Virkſomhed, arbejdet ſig frem
fra Fattigdom til at kunne kaldes velhavende, og er
ligeſaa hæderlig ſom retſkaffen og agtverdig. Det er
hans Tenkſomhed i Forening med utrættelig Flid der
har bragt ham frem, og det ikke alene i Husflidsretning,
idet han har modtaget 30 Rd. Bræmie for ypperlig

Dyrkning af Husmandslodder, fra Fyens Stifts patrio⸗

tiſte Selſkab et Landmandsuhr og fra det kgl. Land⸗
husholdningsſelſkab dets 4de Sølvbæger.
Skjont vi tidligere i Korthed have havt Lejlighed

til at omtale denne Husflidsmand her i Bladet (forr.

Aargang S. 24) vil det ſikkert have ſin Interesſe for
Leſerne at høre folgende, fra paalidelig Kilde mod⸗
tagne, nærmere Meddelelſer om hans Liv.

Ordſproget ſiger: hvad man i Ungdommen nemmer,
man ikke i Alderdommen glemmer, og hans Liv er en
god Stadfeſtelſe af dettes Sandhed. Som andre
fattige Born kom han ud at tjene i fit 14de Aar.
Hans Husbond (Gaardm. Niels Hanſen i Ore) havde
bande Lyſt og Dygtighed til at lave alt Trætøj, ſom

brugtes ved Aolsbruget og i Huſet, og ved at ſe paa

dette, fil han ogſaa Lyſt til at prove fine Kræfter i
denne Retning. Den brave Mand glemte ikke at op⸗
muntre og underviſe ham, og gav ham tillige Materi⸗
alierne, han ſkulde bruge. Han øvede fig i den ledige
Tid baade Vinter og Sommer med forſtjellige Ting,
ſom i Begyndelſen meſt var Agerdyrkningsredſkaber:
Skovle, Grebe, River, Slaa⸗ og Mejeredſkaber; ſenere

tog han fat paa andre Ting, og efterhaanden, naar

han troede at have faaet nogenlunde Feerdighed i det,
ſom han hidtil havde øvet fig paa,

dige fine egne; ſaaledes blev han ved fan længe han
var i Tjeneſte hos andre. 1840 giftede han fig og fik
25 ſin Fader 1 Skp. Land i Fæfte, hvorimod han
elv ſkulde bygge fin Bolig derpaa. Hans Penge vare
ſaa faa, at han ikke paa en Gang kunde kjobe de nød-
vendige Materialier til et Hus ſelv af allerſimpleſte
Slags, men maatte af og til gaa i Dagleje for at faa
de nødvendige Penge. Arbejdet gjorde han ſelv alt⸗
ſammen paa Vinduerne nær, faa her kom hans Ovelſe
i Trearbejde ham forſt rigtig til Gode, da han ellers
intet Hus havde faaet reiſt; thi jaa ſimpelt, ſom han
byggede, havde næppe nogen Haandveerker paataget fig
Arbejdet — Huſet blev kun asſureret for 100 Rd.
Nu begyndte han at forøge paa, om det kunde bringe
dagligt Brød til Huſe at lave de forſkjellige Ting, han
hidtil havde gjort i fin Fritid, eller om han ſkulde ved⸗
blive at arbejde for andre. Han tenkte, at Treeſko
maatte være det hovedſagelige, men indſaa ſtrax, at den
Gjerning var han mindſt øvet i, da han kun havde
lavet ſine egne og næppe vidſte, hvor han ſkulde begynde
eller ende. Han tog da tre Dages Undervisning hos

en Tommermand (ſom var al den Lære han fif hos
andre i al hans Tid ſiden) og ſaa tog han fat paa

Gjerningen. Afſctningen var kun liden, ſaa han
maatte tage flere Ting med. — Skeer, Skuffer, Truge
og Skovle — ſom han for Storſtedelen ſolgte i Kjob⸗
ſtederne. Med Tiden formerede hans Familie fig, og
da Dette fordrede ſtorre Indtægter, maatte han prove
noget mere og ifær Je efter, hvad der gav bedſt For⸗
Han lavede fig derfor en Drejebcenk, ſaa

Indtegt. Nu kunde han lave Strygeſpaaner, Trafade,
Haner oſv., der fandt god Afſetning og til bedre Priſer,
hvilket igjen hjalp paa Indtægterne. At dreje Trefade
var ham for vært, hvorfor han uden for Huſet byg:
gede en lille Vindmølle til at træffe Drejebænfen, og
naar Vinden var fojelig, lavede han Zræfade; han ſatte
desuden en lille Kværn til, hvorpaa han malede Malt,
Boghvede og Havregryn. Ved den Erfaring han. fif

bandt han Kurve
og Bikuber, lavede Strygeſpaaner og øvede fig jan
meget med at lave Treeſko, at han ſnart kunde forfcer⸗

ved at bygge Møllen færte han, hvordan Armene ſkulde

ſtilles for at fange Vinden; han ure fig heraf
og gav fig til at lave Moſemoller, og da hertil maatte
haves Pumperedſkaber, jom vare for dyre til dette Brug
alene, tog han fat paa at bore Pumper. Drejebænfen
benyttede han ogſaa til flere Smaatings Udforelſe,
hvoraf. den vigtigſte blev Slibning af Barberknive,
Saxe og Treſkomendenes Værktøjer, der ſkulde ſlibes
hule indvendig; desuden lavede han Skrueſnit til
Drejere og ſkar for Snedkere Skruer til Hovlebenke,
Skrueſtikker, Tvinger, Oſtepresſer o. lign., og ſaaledes
har det vedblivende gaget og gaar endnu, og det har
givet ham rigeligt Brod til ham og Familie — ſom for⸗
uden ham ſelv og hans Kone beſtaar af elleve levende
Børn, hvoraf det yngſte nylig er konfirmeret. De to
ældfte Senner arbejdede hos ham, til de ſelv ſatte Bo,
og leve af ſamme Gjerning; den yngſte er hos ham
endnu. Han har ligeledes oplært mange unge Men⸗
neſker i den Gjerning, de onſkede at virke. J 1861
kjobte han 9 Skpr. Land til Huſet for 625 Rd. og
5 Aar efter atter 9 Skpr. Land for 325 Rd.; han
har endvidere bygget til Huſet flere Gange og ſenere
ombygget det gamle — han kan nu have et Par Køer
paa fin Lod — og fan paa rette Maade falde det. fit
eget, da han ikke ſkylder noget paa det. Den Gjer⸗
ning, han i de ſidſte Aar har udrettet meſt ved, er
feed elſen af Strygeſpaaner og Slibning af Barber⸗
nive. 8 det forløbne Aar har han lavet og ſolgt
14,000 Stkr. Strygeſpaan og ſleben c. 400 Knive og
Saxe; dog har han ogſaa lavet en Del af andre Ting.
En Maden Mands 34aarige lykkelige Husflids⸗
virkſomhed, ſom denne lille Skildring kun giver en ſvag
Overſigt over, er det bedſte Bevis for, at Husflidstanken
er ſund og rigtig — og at der gjores en ſtor Synd
mod Nutidens flinke Ungdom med ikke at opmuntre og
ftøtte dem i lignende Retning i de unge Dage.

Kaninavl.

—

Den i Kjøbenhavn beſtagende Forening til
Kaninavlens Fremme teller nu 750 Medlemmer
ſpredte over hele Landet. Foreningens Agent, Hr.
Lorentz Peterſen, Veſterbro, paatager ſig Kjob og Salg
for Foreningens Medlemmer. Indmeldelſe i Foreningen
ker gjennem Formanden, forhenv. Konditor Bolt,
Frederiksberg Allegade 19, eller hos dens Kasſerer og
Regnſkabsforer, cand. pharm. Materialiſt F. Bang,
Nørrebrogade, Kjøbenhavn. É

Foreningen i Odenſe til den forædlede Kanin⸗
avls Fremme modtager Beſtillinger paa unge Dyr,
tillagte her paa ægte Harekaniner, ſom ere indkjobte fra
de bedſte Kaninanſtalter i Udlandet. Priſen er 4 Kr.
pr. Par for 6 Uger gamle Dyr.

Breve og Beſtillinger tilſtilles

Foreningen under
Brevadresſe: N. Münſter, Odenſe. 2

| Folket".

en hel Aargang, ſom kan beſtilles paa ethvert danſk Poſtkontor.
Det er glædeligt, at der blandt danſte Landboere viſer fig Lyſt

Smaating.

En juridiſk Student havde. ſkrevet hjem til fin
Fader, at han navnlig i den ſidſte Tid med flor Iver
havsde kaſtet fig over Studierne, faa han läſſte Jura
fra den tidlige Morgen indtil langt ud paa Natten.
Faderen, der tvivlede lidt om Paalideligheden heraf,
reiſte fort efter til Kjøbenhavn og kom ind til Sønnen
henimod Middag og traf ham liggende i god Ro og
Mag i Sengen med en Pibe. i Munden. Faderen
blev vred og udbrød: „Naa faa det falder Du at
ſtudere Jura fra den tidlige Morgen!“ „Ja det gjør

jeg rigtignok,“ var Svaret; „thi faajnart ſom jeg
vaagner, begynder en Proces hos mig mellem Kjødet
„ om jeg ſkal ſtaa op eller blive 1
„Naa og ſaa ſejrer vel altid Kjodet?“ „Nej det gjør

imod Kl. 12.“

Brevvexling.

N. S. Til Øvelfe i at laſe Svenſt anbefales „Hamme⸗
riks ſvenſke Leſeſtykker“ ſamt „Spenſk Leſebog inde⸗
holdende Prøver paa ſpenſk Proſa og Poefi, tillige-
med en fortfattet ſvenſk Sproglære, Ordbog og
Literåturhiftorie”, udg. af C. J. Lenſtrom, paa Gylden-
dalſte Forlag. Kbh. Som et fortrinligt hrisbilligt Ugeblad,

holdende og belærende Læsning med Billeder,

ſamt Meddelelſe
af Ugens Nyt i Sverig og Udlandet, anbefales

„Allehanda för
Udgives i Drebro og koſter kun 1 Kr. 50 O. for

til at lere Svenſk, ſom ſlet ikke er vauſkeligt at leſe, hvortil
kommer, at den dertil anvendte Tid vil bringe en danſk megen
Glæde og Tilfredsſtillelſe. i

+

Sorenſen i €—g.
kommer ſnart.

Hans. Tak! ville en Gang blive brugte.

Anders S. i Gr. — Edvard og Flere. De ret nette Digte
henlagte „af Mangel paa Plads” (til poetiſte Forſog!).

Gadedreng i V. — H. P. 9. Ubrugeligt.

En Lejrkempe. „De manges Onſter“ forekommet, da neſte
Nr. vil bringe Skildringer og Billeder fra Lejren ved Hald.

Venl. Tak. En langere Fortælling

5 Flere Vreyſkrivere, ſom ikke have faaet Svar paa Breve af
mindre vigtigt Indhold bedes undſkylde Udg. ſom paa en
5 Ugers lang anſtrengende Husflidsrejſe kun har kunnet holde
den nødvendige Brevvexling gagende. Det ſamme vil blive
Tilfældet i de neſte Maaneder, da flere Reſſer og Flytning vil
lægge ſterkt Beſlag paa: Udgiverens Tid indtil Højt.

Judhold. Tvillingbrødrene, af Bertrand, med 3 Billeder (Slut⸗

tet.) — Beſog pan en norſt Scter, Reiſeerindring

af H. K. A. Hovmoller, med Billede. — Husflid:

En fremragende Virkſomhed. — Smaating. — Brev⸗
vexling. 7

7

Husvennen udkommer til hver Søndag med ef 16-fpalter Ark, forſynek med flere Villeder, tik !

Hvert Ijerdingaar medfølger gratis el ſtort fmuke Villede.

Krone (3 Alt.) Iſerdingaaret frit lilſendt.

Bladet kan heſlilles pan ethvert Pofikonfor og Brepſamlingsſled, i enhver

Voglade (amt hos Hopedllommisſioncren: Rudolph Klein, Pileſlrde 40, Kobeußapn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz

.

Aanden, men Procesſen varer rigtignok gjerne til hen⸗

ſerdeles tjenligt til Ovelſe i at laſe Svenſt, indeholdende under

guns Bien,

& før 5 4 | W : 5 i
Mlorſhabsbesning, Oplysning og Husflid. 2 Ac 3
Adginet af 1. C. Rum. — 9

Kjøbenhavn.

1875.

2. Aargang.
Nr. 37.

| Sondagen d. 13. Juni. |

il 3 igt Et Beſog i Lejren ved Hald.
Af Emil Saufer.

2

|

[
J
i
|
|

Uj:

DVN i
|

| i

| A

| ]

1 |

ll

|

|

'

i

få

|| 8 Tejren ved Bald, set fra Pollerun Banker; tegnet ak % Fisher, i

Omtrent en Milsvej ſydveſt for Viborg ligger den

gamle Herregaard Hald i en Egn, der er velbekjendt
ſaavel for ſin Skjonhed ſom for ſine hiſtoriſke Minder.
Midt i Hedeegnen ligger den omgivet af Skov og Sø
ſom en Slags Oaſe i Orkenen, og allerede ældgamle
Sagn minde om Aage og Ebbe, Longobardernes An⸗
fører, der droge ud herfra, ligeſom Hiſtorien fra Ridder

Niels Bugges til Miniſter Guldbergs Tid (1340 —

1808) melder om mangen Begivenhed, der har tildraget
ſig her og i Omegnen. Digteren St. St. Blicher har
herfra hentet Stof til en af ſine Noveller „Joderne
paa Hald“, men det er dog forſt i den nyere Tid
ſiden 1868, da den forſte Lejrſamling blev afholdt ved
Hald, at den almindelige Opmeerkſomhed er bleven

henledet paa dette Sted, og det er af Lejrſamlingerne

ved Hald, der aarlig ſiden nævnte Aar jaa godt ſom
uden Forandring ere blevne fortſatte, at vi her ville
levere vore Læjere en lille Skildring, da der næppe
i nogen By, hvor Husvennen har Læjere; ikke findes
en eller anden, der har deltaget i Lejrſamlingen, haabe
vi, at denne lille Skildring overalt vil væffe venlige
gamle Minder. '

Det var ſom nævnt i det med Henſyn til Hede

og Torke mærkværdige Aar 1868, man forſte Gang

holdt Lejrovelſer ved Hald. Nordveſt for Viborg paa
Ravnſtrup Hede havde man et Bar Aar før afholdt
en mindre Troppeſamling, men her var Terrenet ikke
tilfredsſtillende, derfor valgte man Hald. Fra tidlig
om Foraaret var her altſaa et ualmindeligt Liv og
Travlhed. Haandværkere og Arbejdsfolk færdedes fra
tidlig Morgen til ſildig Aften imellem hverandre i
broget Blanding, Skov og Banker gave Ejenlyd af
Tommermeendenes Ørehug, dybe Bronde gravedes,
Skydebaner anlagdes, Telte og Trehuſe rejſtes, Forraad

af Halm og Ho, Torv og Proviant ſamledes, Koge⸗

ſteder opmuredes, og den enſomme Hedeboer, der paa
fin Hjemrejſe fra Viborg kom gjennem Skoven ſkuede
undrende paa det travle Liv, der her udviklede fig.
Nu forundrer han fig ikke mere herover, i 7 Aar har
han hvert Foraar ſet det ſamme gjentages med ganſke
faa Forandringer, og det Skueſpil, Soldatens Ankomſt
til Lejren frembyder, er ogſaa omtrent det ene Aar
ſom det andet. Den ene Bataillon efter den anden
ankommer fra Garniſonsſtederne. J Støv og Sol
hede marchere de herhen, og ikke fan ere udmattede af
Rejſen, naar de komme. Snart ere de imidlertid igjen
paa Benene; hver Bataillon hjelper til at opreiſe

Teltene for den efterfolgende Bataillon paa den afſtukne

Lejrplads, hvor Brederne til Teltgulvet alt iforvejen
ere anbragte, faa flytter man ind i Lejligheden, og

enhver ſoger at gjøre fig det ſaa bekvemt ſom muligt. |

Oppe i den ſtore Lade ved Hovedgaarden er Fourage⸗
magafin; og her udleveres Halm eller Tang til Sol⸗
daternes Madratſer. Her ſer man da Hundreder, ja

Lejren er unægtelig den ſmukkeſte.
ene Side løber Vejen, hvorpaa vi ſtaa, og hele Pladſen

Tuſinder af Soldater ligge paa Vejen og paa Markerne
og ſtoppe deres Sengkleder; disſe bæres hen i Teltene,
og ſaa ftræffer man fig og lader ſom man var hjemme.
Snart er alt i Orden, og alle Mand ſamlede, Vagt⸗
poſten udſtilles, Kommandoraab lyde og den ſtille Sfov
gjenlyder af Hornſignaler, medens Hedebankerne ryſtes

af Geverenes Knalden og Kanonernes Dron.
Ville vi beſe det ftærfe Røre derude, og i Sandhed,

det er nok et Beſog værd, maa vi helſt vælge Viborg
ſom ÜUdgangspunkt. J Lejrtiden holdes her Kaper⸗
vogne ligeſom ved Kjøbenhavn i Kildetiden, og de

gamle Hiſtorier med Lokkeferdinand, med overfyldte

Vogne og Kudſte, der neſten ride paa Vognſtangen
gientages her, navnlig om Sondagene og paa Lejrens
Feſtdage. Vejen er god og forer os mellem et ſmukt

Lyſtanleg, der tilhører. Viborg Kommune tilhojre og

Viborg Sø, Jernbanen og en af afdøde Plantor Riegels
anlagt Planteſkole tilvenſtre i ſydveſt forbi Gaardene
Oſter⸗ og Sonder⸗Teglgaard ad Koldingvejen. Hvor
Jernbanen til Struer⸗Holſtebro overſkcrer denne Vej
er Jernbanetelegrafen ſat i Forbindelſe med en Felt⸗
telegraf, og naar vi folge dens rode Traad, der bæres
af ſmakre Stenger, fører den os lige ud til Lejren.
Hald Skov fe vi ſtrax lige for os; til Siderne be
grenſes Üdſigten af morke ensfarvede Lyngbakker.
Vejen gaar over Heden, og tilhojre er anlagt en Plan⸗
tage af Naaletrœer, medens en Hedeſtrakning tilvenſtre
viſer fig at være Artilleriets Ovelſesplads. Af Byg⸗

ninger pasſere vi kun en tilvenſtre, den ſaakaldte Halds -

Teglgaard, og lige over for ſe vi en firkantet Plads
omgivet af et hojt Dige. Paa Halds Teglgaard levede
for nogle Aar ſiden den bekjendte Biavler, Løjtnant
Thorſon i idylliſt Ro med fine vingede Underſaatter,
men Bedriften lykkedes ikke ret, og Lojtnanten gik til
Veſtindien. J Lejrtiden herſker her nu Liv og Travl
hed. Over Døren hænger et Skilt, der fortæller os,
at her er Bageri for Lejren. Dette er dog i Bag⸗
bygningen, i Forhuſet er Gjeſtgiveri, et Slags Sluk⸗
efter, hvorfra under de fleſte Lejrſamlinger alt andet
end lokkende Sireneſange lyde ud i den ſtille Nat til
Beſogeren, der vender hjem fra Lejren. Snart ere vi
nu ved Indgangen til Skoven; her afloſes den tynde
Telegraftraad af en tykkere, og folge vi denne, naa
vi fart en firkantet Plads tilhejre i Skoven; her er
Kavalleriets og Artilleriets Lejrplads. Denne Del af

er omgivet af Skov. Mellem de hvide Telte, ſom
ligge i rette Linier, ſtaa Heſtene i Rakker under aaben
Himmel. Hver Heſt har fin Krybbe af Træ og
Sejldug, der ſlaas ſammen, naar Foderet er opeedt.
Længere tilbage fe vi Kanoner og Munitionsvogne, og
ved dem, ſom i det Sele taget inde i Lejren ere Vagt⸗
poſter opſtillede af Artilleri og Dragoner, medens de

Langs med den

—

rettede til Skriveſtuer, Pakhus, Veerkſteder ojv.

ydre Poſter ved Snoren, der 1 Lejrpladſen,
ere beſatte med Infanteriſter, ſom have et ſtort Vagttelt

omtrent midtvejs ved Vejen. Ved Vejen ere ſtore Tre⸗
bygninger opførte til Fouragemagafiner, og der har
man travlt med at dreje Hakkelſemaſkinen og udlevere
Rationer til Heſtene. Ligeledes findes her enkelte
Træhuje, hvis Tag naar helt ned til Jorden, det er
Veerkſteder, hvor man ſer et uvant Syn, idet Smede

arbejde i det Frie med Ambolt og Blæjebælg uden for;

Trehytten. Men vi maa længere frem og have jnart
Skoven paa begge Sider. Uden for Lejrlinien lidt
oven for Rytterilejren ere en Del Telte opſflaaede, hvor
Officerer, der beſoge Lejren, have deres Kvarter;
„Fremmedlegionen“ have Soldaterne dobt dette Sted.
Lidt længere frem i Skoven tilvenſtre pasſere vi Offi⸗
cersmesſe Nr. 1 og komme nu fnart til Stedet, hvor
Skoven tilvenſtre ophører og den ſtore Slette begynder,
der ſtrokker fig fra Landevejen ned mod Hald Sø og
ind mod Herregaarden i ſydeſt. Paa denne Slette
ligger Infanterilejren. Den ville vi nu ſe at faa et
Overblik over, men forſt ville vi vende os tilhojre,
hvor Skoven vedblivende ſtreekker fig langs Vejen, og
hvor der findes forſkjellige Udſalg af Ol og andre
Drikkevarer, Tobaks⸗ og Cigar⸗Udſalg, en Boghandel
med Lejebibliothek. oſo. Til Venſtre langs Vejen er
Lejrlinen fpændt indenfor Grøften. Indenfor denne
tør vi ikke komme uden Lejrkommandantens Tilladelſe
eller uden at være ledſagede af en Soldat; ſiden ville
vi kigge derind, men det bedſte Overblik over Lejren
faar man dog ved at betragte Lejrbyen fra Landevejen.

J lange Roekker eller Gader ligge de hvide Telte i

rette Vinkler med Vejen. Over Bataillon har fine
Teltrekker med Compagnigaden imellem, medens Skjellet
mellem de forſkjellige Batailloner dannes af bredere
Gader. Et Stykke til Venſtre fra Lejren ved Vejen,
der fører ad Non Molle til, fe vi et ftørre Bredehus
og nogle Telte med Genferkonventionens lille rode Kors
i hvidt Felt, det er Lazarettet, hvor de mere alvorlige
Sygdomme behandles, medens de - lettere Zilfælde
behandles i de ſaakaldte Infirmeritelte, ſom vi je
mellem Bataillonsteltene. Derpaa kommer Ingenior⸗
afdelingens Lejr, og nu begynder den egentlige Infan⸗
terileir. Nermeſt Vejen findes Telte for en Brigade⸗
general med hans Stab og ſtorre Zræbygninger, ind⸗
Derpaa
kommer for hver Bataillon et Telt med Dannebrogs⸗
fane udenfor, og her har Bataillonskommandsren ſit
Opholdsſted, medens der paa den ene Side heraf findes
et Telt for Adjudanten og paa den anden Side et for
Intendanten. Foran Bataillonskommandorens Telt
findes en ſtorre Plads, Bataillonens Allarmplads, og
paa den anden Side denne Plads bo Kompagni⸗
kommandorerne. Saa begynde de lange Teltgader med
Telte for Lejtnanterne, Underofficererne og derefter for

findes Lejrens Arreſt,

de Menige. Imellem Teltroakkerne findes de ſaakaldte

„Geveerkapeller“, der beſtaa af en paa to Stolper an⸗

bragt Tværbjælfe med et Trætag over. Her ophænges
om Natten de lette ſirlige Remingtonbssſer, ſom ret
ere Soldaternes Kjæledægger, og ſom de pudſe og kjele
for med ualmindelig Omhu. Ved Enden af hver
Bataillons Gadercekker findes ſterre Marketendertelte,
ud for dem ere Borde og Benke anbragte i lange
Roekker, og alleryderſt findes der murede Kogeſteder,
hvor Soldaten ſelv tilbereder ſin Naturalforplejning.
Ere vi gagede lidt længere frem ad Landevejen, be⸗
mærke vi et Par ftørre Trœbygninger omtrent midtvejs
i Lejren; de to Rader Pale til at jætte Geverer ved,
Fourchetter, viſe os at det er en Vagt, og det ſtore
Kongeflag, der pan en høj Flagſtang vajer uden for,
betegner det ſom Hovedvagten. J ſamme Bygning
thi ſom Livet overalt har ſine
merke Sider, har Lejren ogſaa fit merke Hul. Men..
Hm., faa haabe vi de tage til takke med Lejligheden,
ſom den er, ſom Arreſtforvareren ſagde, da han lukkede
Nr. 0 ind i mork Arreſt.

Tæt ved Hovedvagten er Lejrkommandantens Bolig
og længere tilbage Parkpladſen for Trenet. Forinden
vi naa Hovedvagten paa venſtre Side have vi pasſeret
Telegrafteltet og Felttrykkeriet, der ligge i Skoven til
Højre, og i Nærheden deraf er der en ret ſmuk Plads
med høje Tracer omgiven af tættere Skov. Her har
den gverſtkommanderende General, Diviſionsgeneralen,
og hans Stab deres Telte, ligeſom her findes Officers⸗
mesſe Nr. 2. Beenke ere anbragte under Zræerne, og
her muſicerer Brigademuſikken hver Dag. Lidt længer
frem gaar Vejen ned til Hald, med Leirtelte til begge
Sider, tilhojre er en Vagt, lengere tilbage 1 Brigade⸗
generals Telt og Officersmesſe Nr. 3. Gaa vi lidt
længer frem, overſe vi til begge Sider den lange Reeke
Kogeſteder, der danne Lejrens bageſte Linie, og foran
dem er de lange Rakker Borde og Benke, hvor Mand⸗
ſkabet holder Maaltid. Et nysgjerrigt Oje vil maafke
bag Kogeſtederne opdage en Rekke firkantede Jordvolde
med en Aabning paa Midten, og vi fortælle ham da,
at disſe Indelukker i Soldaterſproget kaldes Pindene,
medens de omkringliggende magre Sandmarkers frodige
Grøde kan fortælle lidt om Beſtemmelſen af de uund⸗
værlige „Pinde“.

For at faa et ſamlet Overblik over Lejren og
dens Omegn, aa vi ned mod Herregaarden Hald, der
med ſit hoje Midtparti ligger lige for os. De ſpidſe
Stene „Kindtenderne“, ere forhenværende Grenſeſten
fra den kongelige Vildtbane, ſom her en Gang har været.
Vi dreje til Venſtre, komme "forbi Aolsgaarden og
Lejrſlagteriet og faa nu ſnart Søen og det eldſte Hald
paa venſtre Side, medens vi pan højre Side pasſere
det nyop¾Hhyggede Traktorſted „Bekkelund“. Ved Siden

heraf findes en forfalden Vandmolle, og have vi Tid

i;
y

ſig ud.

fremſpringende Pynt,

Skydebanerne og ved

til at dreje af paa Stien til Højre ved den, kommer
vi ind i en henrivende Sfovdal med høje Skrenter
hvor Zræerne hælde fig ud over et lille Vandlob, der
ſnor fig gjennem Dalen, og hvor der er fan ſmukt og
idylliff, at man viſt kun faa Steder i vort Fedreland
trœffer noget ſmukkere. Paa Bakkerne ved Bakkelund

ere Borde og Benke anbragte og herfra har man en
ſmuk Udſigt over Søen og Bogeſkoven paa Indrepen,

der lige over for ſkyde

Men henne

mod ſyd ſe vi de

hoje Dollerup Banker

og paa den nermeſte

af disſe, Ravnsbjerg,

maa vi op. Opſtig⸗

ningen er befværlig,

men Udfigten der oppe

fra lønner Mojen.

Foran os ſe vi, ſom

foranſtagende Billede

viljer, ud over Søen

og til Højre ligger

Bogeſkoven pan Indre⸗

ven. J Skovppartiet

til Venſtre ligger
Barkkelund og det fir⸗

kantede Voldſted der lige over for ved Søen, er Stedet,
hvor det eldſte Hald, Aages og Ebbes Hald efter
Sagnet laa. Lidt længere fremme je vi Serregaarden
Hald med Have, og bag denne have vi til Venſtre en
ſmuk ſamlet Udſigt

over Lejens hvide Telte.

Lade vi Ojet folge ; FEE ===
Søen, møder det en rs

der ffyder fig ud i den,
og her fan man øjne
Ruinerne af det andet
Hald, Ridder Niels
Bugges Hald; lidt
lengere frem fører en
af; Militæret anlagt
Bro over Søen til

Sgens yderfte "Bred
ſkimter man Taget af
Non Molle og Bir⸗
gittelyſt Kro, der i
Lejrtiden beſoges ſterkt, og hvor et Sangerſelſkab i

hver Samling underholder Publikum med fine Praſta⸗

tioner. Loengſt mod Nord fer man Viborg med Vejr⸗
møllen, Domkirkens 2 Taarne, hvis forgyldte Kors lue
i Solſkinnet og Sondreſogns Kirkes ſmakkkre firkantede
Taarn. Den morke Hedeſtrakning til Højre for Viborg

er Taphede, hvor i Aaret 1334 Slaget ſtod mellem

—

Baarklipningssrene.

Grev Gert, den kullede Greve, og' Prins Otto, Kong
Kriſtoffers Sen. Gaa vi lidt længer tilbage, ſe vi
paa den anden Side Søen, Almind Kirke og Almind
Banker, og vende vi os om og gaa lidt fremad, je vi
et vildt Bakkeparti, fra hvilket vi ere ſkilte ved en dyb
Dal, og paa hvis anden Side vi faa Oje pan Dollerup
Kirke, medens Finderup Kirke, hvor Erik Glipping

Aar 1286 blev myrdet af Marſk Stig, ligger langt

ude til Højre
Paa Dilbagevejen
til Lejren kunne vi
gaa en Tur gjennem
Haven ved Hald, der
i Terrasſer hæver fig
ſmukt op fra Søen,
og hvor der navnlig
paa et Sted, hvor
man ad Stentrapper
kommer op til et Slags
Lyſthus, der dannes,
af 4 ſtore Lindetræer,
har en ſmuk Udſigt
over Sgen. Haven
er anlagt af General⸗
major Gregers Daa,
der byggede det tredie

ald, men fnart efter faldt i Slaget ved Gadebuſch

1712, og det nuværende Hald, det fjerde Hald, er ind⸗
rettet ſom det nu er af Miniſter Ove Høgh Guldberg,
der kjobte Gaarden i 1802, døde her 1808 og ligger
: begravet van Finderup
Kirkegaard. :
Men vi maa igjen
op til Lejren, og nu
ville vi give os Tid
til at beſe den lidt
indenfor Snoren. Kig⸗
ge vi ind i Teltene,
ville vi finde at de
hojere Officerer have
et Par Verelſer, Lojt⸗
nanterne og Over⸗
ſergenterne ere i Re⸗
gelen 2 om et Telt.
Midt i Teltet findes
en Knagerqekke og et
Par Senge; et Bord
og et Vaſkebord udgjore
Reſten af Moblementet, medens der i Gulvet er en
Lem, der fører ned til en lille Kjelder, hvor Spiſe⸗
og Drikkevarer kunne ophevares. Medens Beboerne af
disſe Telte ſoge at udpynte deres Lejligheder paa bedſt
mulig Maade for at faa dem hyggelige, ere Mand⸗
ſtabets Telte omtrent ens. vert af dem beboes i

Regelen af 12 Mand. Straaſaekkene lægges i 2 Rader

Jenſerne imellem hver

0 293

med en Gang i Midten, og her. hvile Jenſerne deres
trætte Lemmer. Indſpobte i deres Tepper ſtraekke de

ſig her nok ſaa behageligt, og medens de ere enige i

at fordomme Heden og Støvet, luffer Sovnen ſnart

» De trætte Øjne, og fører Tanken til de Kjcere i Hjem⸗

met. Alle Gulvene i disſe Telte ere ogſaa af Brædder,
og hver Aften ſtilles en med Vand fyldt Spand midt
i Teltet for at optage Uddunſtningerne. Stundom
væffes man paa en
mindre behageligMaa⸗ il
de, ved at en Torden⸗ 3 TR
ſkylle ſender et Styrte⸗ RENEE
bad ind over de So⸗
vende; men det er kun
ved Regnens Begyn⸗
delſe, ſenere regner
Teltet tæt, Jens ryſter
ſig, vender ſig om
paa den anden Side
og flumrer ind igjen.
Livet her er lidt
ensformigt, iſcer i
Forſtningen. De forſte
14 Dage anvendes i
Regelen til Skyde⸗
ovelſer i den nermeſte *
Omegn navnlig paa Skydebanerne ved Almind Bakker.
Kl. 4 bleſes Reveillen og fra Hovedvagten trakker
et Muſikkorps gjennem Lejren bleſende alle Slags
muntre Melodier.
i en Fart, man ſlaas
om at gjore Toilette
ved Vandſpanden,
Madratſerne ſtilles op
langs med Teltets
Vægge, Gulvet fejes,
der børftes, bankes og
pudſes, og jaa blander,
man fig i Sværmen,
der belejrer Marke⸗
tenderteltene. Det
lønner fig for en Til⸗
ſkuer at betragte Lej
ren i en ſaadan tidlig
Morgentime. Som
en Flok Bier ſpceerme

andre, uden at ſynes ) ;
at have noget beſtemt Maal. Hele Sværmen ſamles
dog foran Marketenderens Bord, Vittigheder regne ned
og omſider erobrer en efter en anden ſig en Kop Kaffe;

ſaa Oppakningen paa, Gevær i Haanden og til Alarm |

pladſen, hvorfra der ömtrent Kl. 6 marcheres ud til
Ovelſerne paa de forſkjellige Steder. Skulde en
gemytlig Soldat fortelle os en ſaadan Morgenſcene,

Teſkamrdie

Op af 7510 man Mandſkabet nu 60 og Suppe og Ærter.

vilde han vel afmale den ſaaledes: „Efter at vi havde
ligget fra Kl. 10—4 ſom en Flok affkallede Tanglopper,
og efterat vi havde ſlaget baade Retreten og Reveillen
med Tenderne, foregik Toilettet, idet Landets Sønner
med Haandklederne om Halſen træffes tilvands og
| foretage Vaſkningen i ace Slags hojſt yndefulde Stil⸗
linger, hvoriblandt nævnes den, hvor 12 Mand ſtaa
| paa 775 5 i en Spand. Saa kvidrer den muntre
Soldat ſin Morgen⸗

ſang „paa en Pind“

r ' og efter at have ind⸗
BH ; taget noget, der er en

Mellemting mellem
Java og Mokkakaffe
drage vi ſtolte i Le⸗
ding.“ Naa! afſted
gaar det og ved Mid⸗
dagstid vender man
træt, ſtavet og ſulten
tilbage til Lejren.
Suppen dufter og
e Wrterne hoppe lyſtigt
i Kjedlen, og her be⸗
redes man aldrig no⸗
gen Overraſkelſe. Lige⸗
ſom det i den gamle
Sang hedder „Gummi arabikum“ og „Gummi elaſti⸗

| kum“ i 27 Vers, der efter Behag kunne udſtreekkes til
127 Vers, er Omkvedet her ſtadigt Wrter og Suppe
Et Aar afvexledes, idet der

ſerveredes, med Wrte⸗

polſe, men denne Ret,
der egentlig er af tyſk
Oprindelſe, viſte ſig
ikke pasſende for danſke
Maver, og de fleſte
Asrtepolſer affluttede
deres Tilveerelſe i
Marketenderens Svi⸗
netöͤnde. En anden
Afvexling er „Klipfiſk
med Kantofler“; men
denne Ret er ſtundom
af en ſaadan Beſkaf⸗
fenhed,
bruge den til at kaſte
efter hverandre, lige⸗

ſom Nordens Kemper

i gamle Dage gjorde med Kjodbenene. Imidlertid er
| Jens træt og ſulten og Middagsmaden nydes i al
Gemytlighed. Er en bange for at Arrterne ſkulle ligge
ham for tungt i Maven, giver Naboen ham det ven⸗
ſtabelige Raad at tage ſig en Bitter hos Marketenderen,
| idet han meget alvorlig fortæller ham, at gule Ærter
| og Bitter er Fjender, at Ærterne intet i Verden ere

at Fenjerne

„Af Støv er Du vorden”.

Brigademuſiken og her

raſk tilbage igjen.

i DE

jaa bange for fom en god Bitter, og at det allerklogeſte
er at tage to, faa ligge Wrterne ganſke ſtille mellem
dem og tor ikke røre ſig af Stedet. Middagsmaden
nydes ved de lange Borde bag Lejren, Salt er det
eneſte Krydderi Soldaten har med ſig.
menage“ behøves ikke, det øvrige Krydderi ſtror fig
af fig felv over Maden og ſiger alvorlig til Beſkueren:
Desuden krydres Maden
ſtundom af Komfurrgg, men altid af en bundløs
Uppetit. Betragt Jens, maar han hugger ind, der
luer en ſtille Ild i hans Oje, der antyder, at han vil
gjøre fit yderſte, for at ingen i hans Sektion ſtal tage
Luven fra ham. Naar ſaa „Slaget er endt“ gaar
han hen i ſin ſtille Bolig og tager fig en „Madras⸗
ovelſe“. Saa kommer Eftermiddagsovelſe, Pudsning,
Tappenſtreg og Hvile. Onsdag Eftermiddag har
Mandſkabet Frihed og jaa ſamles man udenfor Divi⸗
ſionsgeneralens Telt, om man ikke er ſaa heldig at
faa Tilladelſe til at gjøre en lille Afſtikker til Viborg
eller Omegn. Udenfor Overgeneralens Telt ſpiller
ſamles fine Herrer og Damer
og vadmelsklodte Bønder, der dels lytte til den ſmukke
Muſik, dels tale med Soldaterne, hvoraf ikke faa have
Bekjendte i Egnen. i 3

Efter at Skydeopvelſerne ere ſluttede bliver her
mere Afvexling og nu er man bedre kjendt med hin⸗
anden, jaa at Gemytligheden bliver mere fremherfkende.
De ſtorre ſamlede Ovelſer begynde, og dem er det nok
værd at fe paa. Soldaterne deles i 2 Brigader,
hvoraf den ene foreſtiller Fienden. Bakker og Dale,
Skovpartier og Heder er der nok af. Man avancerer
og retirerer, ſkyder og gjør under Hurraraab lyſtige
Bajonetangreb. Artilleriet ſvinger over Heden op paa

der af, og nu blander Kanonernes Torden ſig med
Bgsſernes Knalden. Pludſelig viſer Rytteriet ſig.
Som en Stormvind fare det frem og træffer fig ligeſaa
En af Parterne maa vige, Benene
indvikles i den heje Lyng, her gaar en Mand omkuld,
hiſt ſtyrter en Heſt med ſin Rytter, men ſnart er man
oppe igjen. Solen brænder, og dens Varme i For⸗
ening med det tætte Støv giver alle Anſigter en morke⸗
brun Farve. Bliver nogen liggende og kan ikke folge
med, bliver han ſanket op af Ambulancen og kjort
hjem paa en af de Vogne, der ſtadig folge med Bri⸗
gaden. J Almindelighed er vedkommende dog kun
overvældet af Hede og kommer fig ſnart igjen; mere
betenkelige Tilfælde indtræffer meget ſjeldent. Er der
endelig et Ojebliks Hvil, da ſtyrter man til Marketender⸗
vognene, Brodpoſerne komme frem, og Jens faar ſig en
Bid Brod og en Dram; det har han ſelv med i for
Poſe, men ved Marketendervognene maa han ſlaas
med ſine Kammerater om at fan fat i en Slurk Ol;
thi Feltflaſken, der var fyldt, da Toget gik hjemmefra,

er ſnart tømt, og her er det vanfkeligt at faa noget

7

„Plat de

til at komme i den. Du Bonde, der gaar hjemme og
kan tage Dig en Slurk af Olkruſet, hver Gang Du
merrker, at Torſten begynder, eller Du Kjobſtadmand,
der har Pumpen udenfor Din Gaard, Du gjor Dig
intet Begreb om, hvad det vil ſige at marſchere om
her paa Heden i nogle og tyve Graders Varme, uden
at kunne faa lidt at ledſke fig paa. Du aner ikke
med hvilken Lengſel der tænfes paa de vandrige Egne
der hjemme; her falder det kun i enkeltes Lod, at finde
en klar Bak eller en ſtorre Vandpyt. Tungen kleber
fig faſt til Ganen, man ſukker og marſcherer videre
Dog der henne er jo en Gaard eller to, der maa da
findes Vand. En Snes Mand ſtyrte afſted i dette
glade Saab, men o bedrøvelige Skuffelſe! her er intet
Vand, Bønderne her paa Egnen drikke aldrig. Saa
ſiger den trætte, torſtige Soldat, der ikke kjender For⸗
holdene; men Tingen er, at man her er daarlig for⸗
ſynet med dybere Bronde.
aldrig ublandet Vand, det, mener han, er uſundt, og
det Vand, han bruger til Madlavning, Olbrygning
oſv., tager Hedeboen i Reglen af ſamme Hul, hvoraf
hans Kreaturer drikke, og alle ſaadanne ſmaa Vand⸗

huller ere udtørrede om Sommeren, ſaa at Vandet

maa hentes langvejs fra. Naar ſag en Snes torſtige
Soldater ſtorme en Gaard er alt Drikkeligt ſnart op⸗
brugt; Ol, Malk, Vand, alt gaar med i et Ojeblik,

ſelv den forte Kaffekjedel der ude paa Skorſtenen maa
afgive den ſidſte Reſt af ſit grumſede Indhold, ſaa
ſtyrter man afſted, men kommer en anden Deling ſtrax
efter til Gaardene, undrer man ſig ſtorlig over, at
man ikke kan faa en Drik Vand.
Snildhed forſtaar Bonden i Omegnen i de ſenere Aar

at ſtaffe fig en lille Fortjeneſte af at ſtille Soldatens
en eller anden Lyngbakke; med Lynets Fart protſes

Hunger og Torſt, og ikke faa Koner og Piger mode
med Melk og Malkevand, der dog i Regelen ſnart er
opdrukken. Wen jaa have de andre Rariteter at byde
Soldaten, naar der holdes Hvil. Rodgrod falbydes
og nydes, men Soldatervittigheden lader den være fuld
af Svedſker og Roſiner; Ligeledes kan man faa Pande⸗
kager, gode til mer end en Ting, ſiger Soldaten, det

man ikke ſpiſer kan man bruge til at forſaale ſine

Stovler med. ;
J Regelen gaa Manøvrerne af uden Uheld. En

Soldat bliver en Gang bidt i Haanden af en Hugorm,

og nu faar man en almindelig Skroek for disſe Dyr.
En Afdeling Soldater retirerer ned ad en Bakke;
pludſelig ſkriger en af Mandſkabet højt. Han mærfer,
at der er noget overkomplet i hans Permisſioner, og
dette noget maa naturligvis være en Hugorm. Fyren

ter ikke ſelv rore fig, at Slangen ikke ſkal bide. Hans

Kammerater ſtaa tvivlraadige, indtil endelig en modig
Fyr med ſin Sabelbajonet ſplitter Benklederne, og ud
farer en Lyngkviſt, der har ſnoet fig om Stakkelens Ben!
Almindelig Munterhed; men Synderen maa trade i

Geled igjen og marſchere hjem med fin defekte Bedoekning.

Bonden drikker næften + |

Med ægte jydſk

Thi endelig gives der da Signal til Hjemmarſchen.
Naar man kommer ud af Lyngen paa Sedevejene, er
det om muligt endnu verre end inde i Lyngen, da
Vejene ere ſandede, og en tæt Støv indhyller de for:
ſkjellige Afdelinger.
jvier i Øjnene og gjør Haar og Skeg ſtive, men
alligevel traſfker Soldaten troligt fremad, og muntrer
ſig af og til med en lyſtig Sang. Stil Dig en Gang
der, hvor Vejen, der kommer fra Hald, ffæres af
Viborgvejen. Her løber en Vej til Højre ind i Skoven,
medens en anden gaar lige ud. Her vil Du ret kunne
betragte Soldaterne, naar de drage ind i Lejren. Lidt
ſkjodesloſt hænger Besſen ned ad Nakken, og der er
vel ogſaa Aabninger i Geledderne, men ſaafnart man
øjner Lejren lyder et langtrukket Hornſignal efterfulgt
af Fløjtefignaler, og nu er enhver Mand paa fin Plads.
„Gevceret i Hvil“ og ſaa marſcherer man gjennem
Lejren med faſte ſikre Skridt. Med flyvende Faner

og klingende Spil gaar det til Bataillonens Allarm⸗

plads, Fanemarſchen bleſes, Fanen bæres til Komman⸗
dorens Telt, og nu er man hjemme igjen. Allerforſt
maa det veerſte Støv afbankes og afvaſkes. Lengſels⸗
fuld ſtirrer man mod den. dejlige, klare Sø der nedenfor
Lejren og ønffer at forfriſke det ophedede Legeme ved
et følende Bad. Men ſtop, „den gaar ikke!“ Du maa
nok bade Dig, men kun paa Kommando. Hald Sø
er i Regelen meget dyb og Bunden uſikker, en Ar⸗
tilleriſt druknede der ude det forſte Aar her var Lejr-
ſamling, og ſaadanne Ulykkestilfelde maa forhindres.
Saa ſukker man og faar endelig fat i Vandſpanden,
derfra maa man hen til en af Brondene; af dem er
der flere, og i dem alle er der rigeligt og godt Vand,
Feltflaſken fyldes, man vederkveeger fig ret med en
Slurk af det rene kolde Vand, og ſaa gaar det til
Middagsbordet. Her er det helt gemytligt at ſe hele
den lange Ræffe Borde beſat med ſultne Soldater.
Vaabenfrakken er taget af og Bajstrojen eller den hvide
Lærredstrøje taget paa, Stovlerne ſtaa hjemme i Teltet
og Fødderne ſtikke i Morgenſko hos de finere, i Sivpfko,

hvoraf her findes en forbauſende Mængde, hos den

almindelige Soldat. Man gjør fig det ret mageligt,
medens man raaber paa Kokken, at han ſkal komme
frem med Retterne, og ve ham, naar han ikke har

Maden. færdig i rette Tid, naar Arterne ere ſvedne

eller Grynene ligge paa Bunden af Suppen, mangen
Stikpille maa han deje, men i Regelen har han et
tykt Skind og muntert Sind, ſaa alle Vittigheder
pralle af uden at efterlade noget Spor paa ham. At
være Kok er flet ingen nem Sag. Medens de andre
ere til Ovelſe, maa han hente Naturalforpleiningen og
vil je man Je ham i Arbejde, maa man en Formiddag
gaa ned bag den lange Rake Kogeſteder. Ilden blusſer
lyſtigt i de murede Komfurer, der ryger lidt med visſe

Vinde, og i Regnvejr er det ikke jaa rart at faa Ild

i Brænde eller Torv, men det er Vanſkeligheder, ſom

Den tilſtopper Næfe og Orer,

Kokten ved at overvinde. Saa tager han og hans
jcaelpere fat pan at hugge Kjodet i Stykker, og paa
at ſkrelle Kartofler, den eneſte Rodfrugt, her benyttes.
ſtaaende Billede, man gjør fig det ſaa mageligt ſom
uuuligt og efterhaanden naaes en vis Ferdighed i
dette uvanteArbejde, ligeſom i at røre i en Gryde.
„Ogſaa finere Retter kan man lave, og i Underofficers⸗

fan et Stykke ſkert Kjod tilovers. Underofficererne
have det Fortrin, at de ſpiſe i Telte, medens Soldaten
ſpiſer i det Frie, men Retterne ere omtrent ens. Efter
Maaltidet faar Soldaten en Lur eller en Pibe, og ſaa
tager man fat igjen. Der fkal borſtes og pudſes,
ſtilles til Lonning oſv. oſv. og faa bliver det Aften.
En ſaadan Aftenſtund, naar Arbejdet hviler, er
det ogſaa værd at je fig om der nede mellem Bordene.
J det Frie maa man her foretage alt, hvad man
ellers faar i Stand inden fire Vægge. En Barber er
her i Lejren, og han har nok faa net Mesfingfliltet
hængende uden for fit Telt; men han har nok at gjore
med at pudſe og ſtudſe Officerskorpſet, Soldaten maa

for det meſte er vant dertil hjemme fra. Det lille
Spejl ſtilles paa Bordet, Sæben fkummer i koldt Vand,
man fæber fig ind og ſkraber los, bare Kammeraterne
lader en have Ro; men undertiden væltes Spejlet og
Vandkoppen, og naar man har det halve Anſigt bar⸗
beret, er det tidt vanfkeligt at faa denne nyttige Opera⸗
tion foretaget med den anden Halvdel. De voerſte
Spilopmagere ere naturligvis de, der lade Skjeget gro
og ſaaledes flippe for at bruge Kniven, og flere og
flere gaa efter Haanden over til at optage denne Mode.
| Men faa kal Haar og Sfjæg klippes og her ere alle
lige ſtillede. Til alt Held findes gjerne ved hver
Deling en eller anden fingernem Soldat, der kan paa⸗
tage fig dette Arbejde og ham faar man jan fat i.
En Stol er en ukjendt Luxusartikel i Lejren, men en
Tonde faar man nemt fat paa hos Marketenderen og
jaa gaar Klipningen for ſig. En Kammerat kommer,
ſom vi je paa Billedet, gjerne til, ſmider fig i Gresſet
rygende paa fin Pibe, og fad kan man under Arbeidet
faa ſig en Pasſiar, der bringer Fyren under Saxen
til at glemme, at den burde ſlibes. Kan en lifte fig
| til at vælte Tonden eller give den paa Jorden liggende
et dygtigt Daſk pan Bagſiden af Maven, gjør han det
| gjerne, jaa fager man fig et lille Grin, Saxen kommer
| igjen i Gang -og fnart ſtaar Jens pudſet og pæn.
Brevſkrivningen tager en Del af Soldatens Tid, de
| derhjemme ſkulle jo vide, hvordan det gaar, men denne
| Skrivning er for mange et bejværligt Arbejde. Papir
kan man fag hos Marketenderen, og Blok har man
| en Flaſke, faa fkriver man da ved de lange Borde,
I medens Naboen maaſke ſpiſer Aftensmad, eller med

En ſaadan Kartoffelſkroelningsſcene er aftegnet i foran⸗

mesſerne faar man fig tidt om Aftenen en rigtig god
Bof med Kartofler, naar Mesſens Kokke have kunnet

jelv gjøre denne Gjerning, ag det gaar glat, da han

1 r

Piben i Munden forſtyrrer den Skrivende ved alle⸗
haande Sporgsmaal, alt medens Vinden rykker Papiret
fra et Sted til et andet, faa man ordentlig maa fæmpe

far at faa fit Brev færdigt. De daarlige Skribenter
overlade derfor heller Forretningen til dem, der føre
en let Pen, og ſaadanne tjene mangen en halv Bayer
ved Brevffriveri, Hiſt og her ſamler man fig i ſtorre

Grupper, og en eller anden Sang lyder ſmukt i den

ſtille Aften. J Almindelighed hører man en Forſanger
ſynge en eller anden Lejrviſe f. Ex. den meget
populære

„En 10,000 Fodfolk bevæbnede er

Med disſe her nye Bagladegeveer,

Og hvis at en Tydſker os kommer for nær,

Saa griber vi ſtrax til vort blinkende Sværd”.
og ſaa falder Koret ind med „Sing dudelej, dudelej,
dulelalala. Denne Viſe er „digtet af mig, Peder Ras⸗
musſen, 19 Bataillon, 2 Kompagni Nr. 271“ og af
den Slags Viſer har man flere. Bedre Viſer ere des⸗
verre kun lidt ſogte. Men foruden denne enſtemmige
Sang have flere” Batailloner faaet Sangforeninger
igang, hvor man ſynger tre- og firſtemmige Sange og
ſynger dem godt. Soldaterne glæde fig ret ved at høre
en god Sang, og man ſer dem ſtedſe lyttende i ſtore
Grupper, hvor Sangen lyder. Ogſaa Officererne have
forſogt at oprette Sangforeninger, og de, der have
kjendt Lejren fra dens Begyndelſe, ville erindre en
ſaadan Forening af Officerer, der det forſte Lejraar
ſang færdeles ſmukt næften hver Aften ved Officers⸗

mesſe 3, hvilken et vittigt Hoved derfor ogſaa døbte

„Aftenſang“, et Navn, Mesſen endnu har. De andre
2 Officersmesſer ſkulde da ogſaa have Navne og jaa
bencvnedes da ſom Sideſtykke til det Navn, man havde
givet Nr. 3, Mesſe Nr. 1, der ſoges af Rytteriets og
Artilleriets Officerer, og hvor man er tidligt paa Færde;
„Froprediken“, medens Mesſe Nr. 2, der ligger umiddel⸗
bart ved Overgeneralens Telt, og hvor det gaar lidt
fint til, kaldes „Hojmesſe“.

Om Søndagen har man hele. Dagen fri, kun
Vagtmandſkabet er den Dag til Tjeneſte, ligeſom Kokke
og Oppasſere naturligvis maa gjore deres Gjerning.
Lejren har fin Feltpræft og Degn, og der afholdes
hver Søndag Gudstjenefte i Lejren. J det forſte Lejr⸗
aar var man noget uheldigt ſtillet ved denne Guds⸗
tjeneſte. Den halve Styrke ſtillede hver Søndag Mor:
gen med fuld Oppakning. Et Muſikkorps gik i Spidſen,
ſaa kom den kommanderende General med ſin Stab og
ſaa Soldaterne. Det gik dengang ad Non Molle til;
paa en Slette, der ſkraanede lidt nedad, var her Præ-
dikeſtolen rejſt, der kommanderedes „Geveer ved Fod!“
og i den brændende Solhede med den fulde Oppakning
horte man da Prerdikenen. Den danſke Bonde er i
det Sele taget religios, og hjemme hører han gjerne en
Prediken, men her blev Kirkeparaden en Plage, og
derfor har man heldigvis forladt det den Gang fulgte

Syſtem. Drejer man ved Indgangen til Infanterilejren
til Hojre, kommer man ad en ny gjennem Skoven

anlagt Vej til en temmelig ſtor Plads omgiven af

ſkyggefulde Træer. Her er Praedkeſtolen nu reiſt.
Kun Muſikken, der blaſer Salmemelodien er beordret
herhen, ellers er al Kirkegang frivillig, og det talrige
Beſog, der dog ſtedſe er ved enhver Gudctjeneſte, taler
tydeligt for den nuværende Ordnings Henſigtsmeesſighed,
ligeſom man ſtedſe har været ſcerdeles heldig i Valget

af Feltpreſterne.

En mindre Del af Mandſkabet faar. om Søndagen
Tilladelſe til at fjerne fig fra Lejren og benytter da
Tiden til Udflugter til Hjemmet, om det er jaa nær,
eller til Viborg eller andre jeværdige Punkter i Egnen.

„De Andre benytte Søndagen til mindre Udflugter i den

ſmukke Omegn, til Brepſkrivning, Samtale med de Be⸗
ſogende eller til Hvile. Som alt tidligere omtalt,
muſiceres der om Søndagen i Lejren paa forſkjellige
Steder, og om Aftenen morer man fig jaa godt man
kan. Man faar ſig en Dans med Pigerne fra Om⸗
egnen eller laver ſig en ſelv, man holder Kraftprover
og gymnaſtiſke Ovelſer, og er der ret gemytlige Gutter
tilſtede, faar man i en Fart improviſeret et Slags
Theater og laver Foreſtillinger. Forſte Bataillon har
undertiden arrangeret Dyrehavslojer, der have været
bekjendtgjorte i Omegnens Aviſer, og man har altid
kunnet glæde fig ved et talrigt og taknemmeligt Publi⸗
kum. J Almindelighed kan man hjælpe fig uden For⸗
beredelſer. Ved hver Bataillon har man gjerne vittige
Hoveder. Et Par ſaadanne faa fat i civile Klæder og

udflæde fig i dem. Soldaterne danne en Kreds og i

Midten er Scenen. En Dame man man have, og' der
findes gjerne en eller anden Soldat, der kan ſpille
denne Rolle. De af Leſerne, der have beſogt Lejren,
ville maaſke erindre en Soldat, der gik under Navnet
„Balladen“ og ſom gav fortrinlige Dameroller. Paa
omſtaaende Billede fe vi her en ſaadan Soldaterkommedie.
En af Mandſkabet er udflædt ſom velnæret Bondemand
en anden ſom en tyk Bondepige, halv fin foroven med
moderne Straahat. Samtalen maa improviſeres paa
ſelve Stedet og der falder undertiden droje Vittigheder,
men det gaar ſom Kjæp i et Hjul, og her er jo nok
at tale om. Befalingsmendene, Reglementet, Ovelſerne,
Madlavningen, Marketenderne oſv. give Stof. Selv
Politiken kommer undertiden under Behandling, og et
Ojeblik efter, at man har fortalt, at Soldater ere
Nikkedukker, der ſe til Højre og til Venſtre paa Kom⸗
mando, og at Soldaten derfor har en politiſk Sam⸗
vittighed, der er ligeſaa hvid og ren ſom hans ſaakaldte
hvide Tøj, for ikke at tale om hans Haandklede efter
4 Ugers Brug, kan man ved de droje Hug, der gives
til Situationen forvisſe ſig om, at Taleren ikke er ſaa
helt blind for, hvad der foregaar udenfor Lejren. Gaar
Talen iſtaa, ſuffleres Skueſpillerne af de omftaaende
Kammerater, enhver Vittighed beklappes, og alt ender

i Fryd og Glæde. Nerme beſogende Civilliſter, navnlig ||

Damer, fig en ſaadan Gruppe, aabner man med ſtorſte
Beredvillighed Kredſen, at de kunne faa forſte Plads,
men jaa pasſer man ogſaa gjerne pan, at de ikke knibe⸗
ud, naar Manden kommer med „Tallerkningen“, og
det indſamlede Beløb omſcrttes ſtrax hos „Marketutten“
til fælles Vederkvegelſe.

En anden Afvexling i Livet i Lejren danne Lejr⸗
feſterne og blandt dem indtager 6te Juli Feſten, Aars⸗
dagen for Fredericiaſlaget, forſte Rang. Allerede flere
Dage for Feſten, kan man ſe Soldater i Færd med at
omdanne Pladſen foran Diviſionsgeneralens Telt til
Feſtplads, hvor Hovedfeſten ſkal Holdes. Smagfulde
Guirlander ophænges mellem Treeerne, Flagdekorationer,
Vaabentrofcer, Buſter af Kongen og Kronprindſen og
Vaabenſkjolde med Navne paa berømte Krigere eller
Slagdage anbringes rundtom, og ſaavel denne Plads,
ſom de Wreporte og andre Arrangementer, der ere ud⸗
forte, naar Kongen har beſogt Lejren, vidne om en
Smag og Skjonhedsſans, der gjor Soldaten ſtor Wre.
Lange Borde dakkes paa Feſtpladſen, og her ſamles

da henad Eftermiddagen hele Lejrens Officerskorps,

der paa den Dag ere Overgeneralens Gjcſter. Man
gaar til Bords, Generalen udbringer Kongens Skaal,
Kanonerne tordne, Brigademuſikken bleſer Fanfaren og
ſaavel denne, ſom de øvrige Skaaler, hvoraf der i
Regelen udbringes mange, ledſages med livlige Hurra⸗
raab, ſaavel fra Officerer og Soldater, ſom fra de
mange Gjæfter, der den Dag beſoge Lejren, og ſom
flokke ſig ſammen paa Vejen udenfor Feſtpladſen for
at høre og je. Naar Generalen har hævet Taffelet,
ſpadſere Officererne omkring paa Feſtpladſen med de
Beſogende, Muſikken ſpiller hele Aftenen og et Bal
improviſeres let. Falder ſaa Market paa, oplyſes
Feſtpladſen med kulorte Lamper, man ſamler fig om
de fyldte Boller ved Bordene, Sang og Tale lyder,
Raketter og bengalſt Ild afbrændes, og paa de fjerne
Almind Banker paa den anden Side Søen tændes
paa et givet Signal tre mægtige Bauner, der lyſe
ſmukt ud i den ſtille Aften.

Dette er nu den finere Del af Feſten, men vil
man gaa ned bag ved Lejrteltene, hvor Mandſkabet er
ſamlet om Bordene, gaar det om muligt endnu mere
gemytligt til. Ogſaa her muſiceres af flere Muſik⸗
korpſer, ogſaa her er en Sperm af Bejøgende og Liv
og Lyſtighed. Rom og Sukker uddeles til Soldaterne,
hver Mand faar en halv Pegel, men er det ikke nok,

har Marketenderen jo mere. Kokkene tillave Punſchen

og ſnart bænfes hver Sektion om fin Blikbolle. Det
kn iber med Drikkekar, en Sektion har erobret alle
Marketenderens Glas og fer med Ringeagt hen til
Naboſektionen, der maa drikke af Kopper, her er man
dog meget fornøjet ved at have faaet fat i Overkopper,
Sektionen ved Siden af mag hjælpe fig med Under⸗
kopper, men ogſaa dette tjener til at forhøje Munter⸗

I

heden. Næften ved hvert Bord ſtaar en Taler, Natio⸗
nalſange og Hurraraab lyde, og de Beſogende indbydes
med flor Gjeſtfrihed til at ſmage Kanonpunſchen. - Ved
ſaadanne Lejligheder plejer man at arrangere ſtorre
Optog. Man faar fat i en Marketenderheſt eller aller⸗
helſt i Wſelet fra Hald. Dette taalmodige Dyr, ſom
viſt enhver Leirbeſagende har ſet, og ſom til daglig
Brug bærer Melk fra Malkepladſen til Gaarden, ind⸗
fager paa ſaadanne Aftener Haderspladſen, og har ſpillet
en Rolle i mange af de ved Lejren arrangerede Optog.
Dyret udpyntes, jaa godt man formaar, op paa dets
Rog placeres en Soldat koſtumeret ſom General eller
helſt, ſom paa omſtagende Billede, ſom en Kejſer af
„Guds Naade”, med Sværd, Pikkelhue, Stjerne paa
Bryſtet af Halm ligeſom de ſtore Epauletter og med
den uundværlige Flafke i Haanden. J Regelen gaar
Toget ud fra Ingeniprafdelingen i Lejrens ene Ende;
efter Kejſeren følger en Deling Ingeniører med Hakker,
Spader og andre Redſkaber hvorpaa de hamre og gjore
et gruligt Spektakel, og derefter folger en Skare Sol⸗
dater bærende alle Slags mulige og umulige Sager og
Dragter.
ſtormende Jubel medens Muſikkorpſerne bleeſe Fanfarer
og A ſelet gaar fin rolige Gang. Saa hitter man paa
andre Løjer, forflædte Tyroler Ferdinander med deres
brunojede Datter, trœkke hiſt og her Folk til deres
Borde, Danſen gaar lyſtig i det Gronne og ſaa gaar
Tappenſtregen med Muſik gjennem hele Lejren. Naar
jaa Retraten bleſes af Brigademuſikken oppe ved
Generalens Telt bydes der Farvel, og de Beſogende
ſtremme ud af Lejren for at ſlaas om at komme til at
kjore ad Viborg til med Kapervognene, og naar Kanon⸗
fkuddet runger fra Artillerilejren, maa alt gaa til
Hvile; men træffer man paa Sjemvejen at komme
forbi Non Molle til Birgittelyſt Kro, vil man ſe, at

en eller anden Soldat eller Officer har fundet Lejlighed

til at knibe ud for endnu at faa fig et lille Glas og
lytte til Sangerſelſkabet der.

ſamlingens Slutning giver Alffkedsfeſt for Officererne
og Punſch til Mandſkabet, eller naar Kongen, Kron⸗
prindſen eller Krigsminiſteren beſoger Lejren,

J 1868 beſogte Kongen Lejren og blev der i flere
Dage. Kongeteltet rejſtes da paa en Bakke i Skoven
ligefor Hovedvagten, hvor man havde en fortryllende

| Udfigt over Sgen, Skoven og Lejren. Senere har

han et Par Gange beſogt Lejren og er modtaget med
flor Jubel, men har ikke havt et længere Ophold der.
Kronprindſen har ogſaa flere Gange aflagt Lejren Beſag
og var i 1874 gverſtkommanderende General i Lejren,
hvor hans elffværdige Maade at omgaas Soldaterne
paa gjorde ham almindelig afholdt. :

En eller anden Gang, ftundom naar Natten er
jaa mørt, at man efter Skildvagternes Forklaring fan
ſtaa op ad Morket og ſove, og naar alt er Ro og

Andre Feſter afholdes
Iſtedſlagets Aarsdag, ſom og naar Generalen for Lejr⸗

Fra ethvert Bord man pasſerer lyder en

—

Hvile, lyder pludſelig Hornets: Da, da, da, da! Da,
da, da, da! gjennem Lejren. Det er Generalmarſchen,
der bloeſes, og alle Mand maa i Tojet og til Allarm⸗
pladſen i en Fart, jaa rykkes der ud til Natmanøvre,
og faa gaar man hjem og hviler fig igjen. En ſtorre
Feltmangvre med Bivouak under aaben Himmel fore⸗
tages i Reglen henad Lejrovelſernes Slutning og efter
et Par Dages Fraværelje, hilſer man da igjen med
Glæde de hvide Telte, der ere blevne Soldaten et andet
Hiem. Mod Slutningen af Lejrtiden afholdes den ſtore
Kongerevu. Uden for Lejren mod veſt ſtrakker ſig en
ſtor Hede, begrænjet af lyngkleede Banker, det er
Finderup Hede, og her afholdes i Regelen Revuen.

Naar her er opſtillet en 10,000 Mand yde de et i-

Sandhed ſtorartet Skue. Over Brigade er opſtillet i 2
Geledder, der ſtrekke fig over en Fjerdingvej i Længden
medens Rytteriet og Artilleriet med ſine Kanoner holder
bagved pan højre Floj. Kongen eller den komman⸗
derende General med Stab ride langs ned med Linierne
under Muſikkens Fanfarer og Troppernes Hurraraab.
Senere pasſere Tropperne Revumarſch og opſtille ſig
jaa kolonnevis med Artilleriet og Rytteriet bagved;
Generalen rider atter gjennem Raekkerne, og dermed er
Revuen endt. Tropperne marſchere ſyngende tilbage
til Lejren og følges af Tuſinder af Tilſkuere, ſom Dagen
har lokket derhen, og ſom til Heſt, til Fods og til
Vogns under Revuen have beſat alle Hojdepunkter.
Efterhaanden marſcherer ſaa en Bataillon efter en
anden fra Lejren til fit Garniſonsſted. Aftenen før
Afmarſchen er der gjerne et lyſtigt Liv, blandet med
et ſtorartet Bombardement af alle Slags ubrugelige
Sager, ſom man ikke vil ſlebe med hjem. J en i Fjor
i Lejren ndkommende Avis, Soldatens Fryd til Fire,
der indeholdt ret gode og vittigt ſkrevne Artikler, og
ſom fandt rivende Afſctning, jaa man i Slutnings⸗
nummeret et Avertisſement, hvor „Ham, de ved nok“
frabad fig alle perſonlige Opmeerkſomheder med brugte
Sivſko og deslige i Anledning aſ Afrejſen fra Lejren.
Ve navnlig den Marketender, ſom har ſnydt Soldaten
med tynd Kaffe og „tykke“ Priſer. Han maa ſorge
for at gjemme Glas og Kopper godt for de bevingede
üudſloebte Sivſko, der ſom en grov Affkedsregn ſtyrter
ind i hans Telt. Og ſidſte Aften” opgjores jo under⸗
tiden ſmaa Mellemværender, men altid paa den beſin⸗
dige, godmodige og gemytlige Maade, der er et Karak⸗
tertrek hos den danſke Nation. Saa marſcherer man
til Garniſonsſtedet, afleverer og vender tilbage til
Hjemmet. Mangen Strabads har man maajfe gjennem⸗
gaaet, dog det glemmes let, men mangt et Venſtabs⸗
baand er knyttet, mangt et gammelt Bekjendtſkab for⸗

—

nyet, ſom lader Lejrſamlingen ſtaa ſom et ſmukt og
venligt Minde for Deltageren.

J Lejren nedtages Teltene, alt efterſes og inde⸗
lukkes i Trehuſene. Fra Garniſonen i Viborg afgives
en Deling Soldater, der hver Dag aflgſes, til Vagt⸗
tjeneſte i Lejren, og her hvor alt for var Liv og Be⸗
vægelje, og hvor det mylrede af Menneſker, møder man
nu kun en enlig Vagtpoſt. Skoven gjenlyder ikke mere
af Muſikkens Klang eller af Skuddenes Dron. Harer
og Raadyr have igjen vovet ſig frem af deres Skjul
og ſmutte nysgjerrige over Vejen mellem Barakkerne,
og Stilheden afbrydes kun af Sedelcerkens Sang.

Ruinerne ſpejle fig i den blanke So, og Stormen ryſter

Zræernes gulnede Kroner. Men ſkal engang Luren

gjalde til Kamp, da ville vi haabe, at Lejrſamlingerne
her paa dette ſkjonne Sted, hvor Fortidens Minder
tale til os, ikke har været uden Frugt, og at den danſke

Soldat, hærdet og ſtyrket ved Ovelſerne her, har lært
at faa Tillid til ſine Officerer og ſit Vaaben, og med
Kjærlighed til Konge og Fædreland, frejdig ſom hans
Forfædre, vil gaa i Kampen og komme hjem med re
og Sejr. É

Gud velſigne Danmark!

Smaating.

Nytten af Glemſomhed. En Handelsmand i Fila⸗
delfia, ſom handlede med ale mulige Ting, kel en
Aften i Tanker om, at han havde ſolgt en Sadel paa
Kredit, uden at kunne erindre til hvem. For at hjælpe
ſig ud af denne Forlegenhed ſatte han en Sadel paa
Regningen til hver af ſine Kunder i den Tro, at de,
ſom ingen havde faaet, nok ſkulde melde fig. Tiden
til Regningernes Afgjorelſe kom, Pengene ſtremmede
ind, og — o Under! — to og tredive Perſoner betalte

den manglende Sadel, fordi de havde glemt at prove

de dem tilſendte Regningers Rigtighed.

Firkantet Nod.
Af. 4 8, 2 A, 2 L, 2 R, 2 , 1 E, 1 G, 1 0 og 1 T

dannes fire Ord, ſom ſkrevne under hinanden og leſte fra Venſtre

og Oven giver Løsningen paa Gaaderne:
Det førfte findes i Mark og Skov

Og yndigt det Jorden bekleder;
Det andet har vundet den ſkjenne Lov
Blandt Blomſter det allermeſt glæder ;
Det tredie jeg ſom det dovneſte tror
Dig meſt bekjendt monne være;
Til Maade det fjerde i Mad og i Ord
Til megen Forfriſtning kan vere.

Indhold. SQ Beſog i Lejren ved Hald, af Emil Sauter, med

illede. — Smaating — Geografiſk Gaade.

[|

Husvennen udkommer fil hver Søndag med ef 16-fvalter Ark, forfyner med flere Billeder, fif 1 Krone (3 Alt.) Fjerdingaargt frit kiſſendk.

Hpert Fjerdingaar medſolger gralis ek ſtort ſmult Villede.

Bladel kan bellilles van elhvert Vofikonfor. og Vrevſamlingsſted, i enhver

Voglade ſamk hos Hopedkommisſionceren: Budolph Klein, Vileffræde 40, Kjøbenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

|
É
|
|
|

2. Aargang. ;
Nr. 28. ;

Niels Ebbeſen.
Af Bakarias Nielſen.

Hvo kjender ej disſe Fornedrelſens Træf,
ſom morkner vor herlige Sage,

om Avind og Gridſkhed og Magtſyge freek,

om Tidernes Usſelhed, Broſt og Bræt
i anden Kriſtoffers Dage.!

Ved Mened han Vej til Tronen fig brød,
beruſet af Kongedrommen;

men Stormandsveelden mod Tronen fig ſkod
lig ſvulmende Bølger, og ſnart den flød
ſom ſondret Vraggods med Strømmen.

Men fremmede Hopdinger Tajlerne tog

og Fjørte i Ring med de Danfke.

Og Troner opreiſtes i hver en Krog;
ſnart tolkede Reveklogt Gridſkhedens Sprog
og ſnart den ſtaalhaarde Handſke.

Men midt i de magtſyge Herrers Flok
een jaa man med Velde fig hæve,

— en Kæmpe, forvoven og ſteerk vel nok,
men hjerteløs, haard ſom Sten og Stof,
og det var den kullede Greve.

Ved Mildhed paa Skromt og ved „velmente“ Slag
han ſvang fig til Hopdingeſtade;
ſligt drømte han næppe, da fattig og ſvag

i gun, Billes,

Mlorſhabslesning, Opløsning og Gusflid.
Adginet ak H. C. Rom.

$ &amdagen d. 20. Juni.

; Kjøbenhavn.
1875.

han ſad under Kornloftets luftige Tag
der nede i Rendsborger Gade.

Saa liſtig han bejled til Riddernes Smil
for Smaakravlets Harme at lamme.

Paa Buen laa færdig den dræbende Pil,
og jaa han fit Maal, da fløj den med Il
fra Strængen og vidſte at ramme,

Fra Borg og til Kulſvierhytte der lød
Veklager ſaa onde og bitre.

Naar kjendte vel Danmark flig Tort og Nod?
Af magtesløs Harme og Graad for Brod

det følte fit Hjerte ſitre.

Selv Danmarks Stormænd følte jaa vel
Fornedrelſens knuſende Byrde.

Ak, hvor var nu Lovbogens Ret og Skjel?
Nu jaa de, de havde ſpendt Ben for fig ſelv,
da Tronen de hjalp til at ſtyrte.

Og Bonderne ſukked: „Gud vide maa, hvem
der hjælpe os ſkal i vor Vaade!“

Hvad hjalp det, at Leen og Kollen kom frem;
ſom Hunde de blev af de Tyſke gjent hjem!
Der var hverken Ynk eller Maade.

Da rejfte fig Iyden omſider med Harm
og ftævned mod Voldsmandens Lejre.
Fortvivlelſen ffænfede Kræfter hans Arm

1
e

og mørfned hans Bryn og gjorde ham varm;

nu vilde han dø eller fejre!

Men nu ffulde Danfken i Lenker og Bolt
helt baſtes og trykkes i Sandet!

— J Randers Grev Gert fit Indtog holde,

og lejede Voldsmend, der myrdede koldt,
han havde i Arbejd paa Landet.

Snart Luerne hvirvled af Vaaninger frem
— naar Skufferne forſt vare tomme. —
Selv Kloſtrets og Kirkens viede Hjem

blev ffændet, og Guldet, de havde i Gjem,
det vandred i Ransmandens Lomme.

Da ramtes med et af Gjengjeeldelſens Braad
hans Hjerte, ſom pinte de Danſke.

Omſider de gjærende Onſker og Raad

fik Luft i en hojbaaren Riddersmands Daad,
da vaagnede Danmark forſt ganſke!

Niels Ebbeſen, Herre til Norringris,
var Manden, ſom Stordaaden voved.

Trods Faren for Hjemmets og Livets Forlis
han retted fit Værge paa Oldkeempers Vis
mod Voldsmandens kullede Hoved.

Ved Stævnet, ſom holdtes nær Randers By
Niels Ebbeſen aabent ham vared:

„Du byder, at ud jeg af Lande ſkal fly,
Du truer med Galgen mig, ſtolt og kry;
Du kunde Din Truſel dog ſparet! å

Thi vid, at jeg kommer igjen, Grev Gert,
Du det til Minde Dig kalde!

Og var Dig, om Du Dit Liv har kjert,
og ej det Dig lyſter at føle, hvor jvært
mit Nodveerge ſnarlig ſkal falde!”

En Foraarsmorgen — ſaa er det fortalt —
Niels Ebbeſen Greven mon gjaſte.

— Et Brag i Hallens Hvalvinger gjaldt,
og Døren ramled, og Naglerne faldt
af Karmens Egetreesfeeſte.

Frem tren den Ridder med Skaren ſin
til Veggens høje Alkove.

— Da blegned et Aaſyn ſom Sengens Lin;

ſnart Rerdslens Gys, ſnart Beſtikkelſens Grin
ſtod malt i dets Folder grove.

„O hør Du, Hr. Ridder, ſaa ſtrunk og ſtrag,
Dit Sværd i Balgen Du gjemme!
Sæt mig, om Du vil, under Feengslets Tag;

men ſpar mig mit Liv, vi vil fra i Dag
al Fjendſkab og Trotte forglemme!“

Men fuldt var Maalet til Randen ner,

ej Udflugter Medynk kan vaekke.

For Sværdet, ſom lyned ved Faklens Star,
den kullede Greve trods. Bon og Begjær
fin haarde Hals maatte ſträkke.

Ud drog af Gaarde den Ridder god,

lod klemte med Taarnets Klokke.

Med Sværdet, ſom drypped af Grevens Blod,
han Vej ſig banede Fod for Fod

i Tyſkernes harmfulde Flokke.

Se det var hans Daad! — Højt Jubelen lød
fra Borg og til Kulſvierhuſet.

Nu tændtes de blegnede Kinder i Glod,

nu løftes den Livskraft, der laa ſom bød,

nu rejſtes Ruinen af Gruſet!

De lejede Stridsmend nu raadvilde ſtaa,
og Heerverket maatte de ſtoppe.

Det Hoved var væl, ſom de ſtolede paa,
ſom udruged Planer, ſom horte og ſaa
for en halv Snes Tuſinde Kroppe.

Vel ſegnede Helten, ſom uforſagt

paa Valen kempede ſiden;

men Folkerejsningens Sed var lagt,

den fik ved hans Blod kun end ſteerkere Magt
det kjendtes i Atterdagstiden.

Hans Færd jfal fjendtlige Haan og Spark
ej i vore Ojne fordunkle;

den var en Stordaad paa Wrens Mark,
den gav vor Hiſtories morkeſte Ark

et Solblink, ſom ſtedſe ſkal funkle.

Beſog pan en norſt Sater.
Nejſeerindring af H. K. A. Hopmoller.

G i 3

m Sondagen vare en Del Jenter ſamlede om mig,

de havde da nogen Frihed og fkulde ikke „yſte Oſt
eller fine Smør”. Jeg fortalte dem da om de danfke
Piger, ſom i Sommermaanederne gjeſtede Hojſkolerne
og hvor glade de blev ved hvad de der horte og lærte.
„Men hvem ffal jaa pasſe Kgerne paa Fjældene om
Sommeren?” ſpurgte en af Jenterne. Saa maatte

jeg til at gjøre Rede for, at vi i Danmark ingen

Fjelde havde og altſaa heller ingen Sætre, at vort
Kvæg flod tejret hele Sommeren. Nej det ſyntes de

” Gætervijer.

301

ſlet ikke om, naar vi vare fan ſnilde og lærte jaa
meget godt dernede og ſaa endda vilde ſaadan fængsle
den kjcere „Kua“. Og da jeg ſaa fortalte, at vi toj⸗
rede baade Faarene, ja jelv Gesſene, da var de nær
ved at forandre den gode Tro og Mening, ſom de for
havde havt om os Danſke.

Jeg bad dem at ſynge for mig nogle af deres
Nej de kunde ikke ſynge, ſaa det var
værd at høre, ſagde de. „Nej,“ ſagde hun, ſom jeg
henvendte mig til, „jeg er daarlig til at ſynge, men
Kari, hun har et vakkert Maal til at ſynge hun,“
men Kari hun kunde da heller ikke ſtort, men Rennog
og Rondine og Gunhild de kunde ſynge, og efter megen
Snakken frem og tilbage, Leen og Seen til hinanden,
ſang de Edvard Storms Viſe om Sjemrejſen fra Sæ-
teren: „Os ha gjort, kva gjeres ſkulle, yſte Oſt og
finne Smør.”

Jeg vilde da ogſaa gjerne høre nogle Æventyr
eller gamle Sagn og fortalte ſelv nogle Smaacventyr
fra Danmark for at faa dem paa Glid. „Ja,“ ſagde
de ſaa, „vi kjende nok nogle, men det er meſt om
Huldren og Nokken og Troldgubben, og ſaa fortalte
de om Huldren, der boede oppe paa Fjeldene.
ſang jaa vakkert, dog var det ſom ofteſt vemodigt og
lengſelsfuldt. Hun vilde ſynge og lokke Gutterne ind
i Fieldet til fig, hvor de da blev Huldre eller Berg⸗
tagne, og blev der ikke ringet tre Torsdags⸗Kveld i
Trœk med Kirkeklokken, ja ſaa maatte de, ſom var
indtagne i Fjeldet, blive der altid, Huldren var jan
vakker at ſe fortil, ſaa ingen Kvinde var vakrere af
Aaſyn, men bagtil ſtak der en Kohale frem under
Skjorterne, hvilket hun altid ſogte at ſtjule uden dog
at det vilde lykkes hende. Om Vinteren boede hun
ofte i Seterhuſene. Jenterne fortalte om Guri, om
Gunhild og flere, ſom havde jet Huldren efter Sol⸗
nedgang. Nokken ſad i Elvene og ſpillede paa en
Guldharpe, og man kunde ſe ham, naar det var
Maaneſkin, da tindrede Guldharpen og hans Sang
og Harpeſlaat lød højt over Elven og Fosſens Bruſen;
dog var ogſaa hans Sang lerngſelsfuld, og ham fulde
Jenterne vare ſig for, han vilde lokke dem med ſin

falſke forførende Sang og fit Spil ind i Elvens ſtride

Vande til fig, for at de der ffulbe leve og bo hos
ham. Det lød faa underligt for mig at høre heroppe
om Nokken og Huldren. Det var næften, ſom om jeg
ſelv horte og jan dem, og intet Under, at flige Sagn
leve paa ſaadanne Steder. j

Det var ſaa hojtidsfuldt, jaa opløftende, at det
for mig var, ſom en af de bedſte Søndage jeg havde
oplevet. Da jeg gik dernede i den jnævre dybe Dal
med de ludende lodrette Fjelbvægge oppe over mig,
med den bruſende Elv under mig og med den ſtikkende
hede Sol, ſom faldt lige ned over mig og ophedede
Fieldveggene, jaa der var en kvcelende trykkende Luft,
da følte jeg Dalens Tyngde og Tryk, jeg ſyntes ſom

Hun⸗

|

denne kledelige Dragt.

jeg bar noget af Fjeldene, og kom der ligeſom Tyngſel,

noget nedtrykkende over Sindet. Men da jeg kom
herop paa Fjeldets Vidder og havde lagt Dalen bag

mig, ja da følte jeg mig fri glad ſom Fuglen, der

ſlog ſine klare Triller henover mit Hoved. Jeg boer
i den friſke, oplivende Fjeldluft; Dalens Hede og
Fjeldets Tyngſel laa nu langt under mine Fodder.
Alt heroppe frydede fig, ſom om Alſkabningen ogſaa
her holdt Helligdag. Køer, Heſte, Faar og Geder gik,
ſom i Paradistiden, fredelig mellem hinanden; rakte
jeg Haanden ud, kom de hen til mig og ſlikkede Haanden
og lod ſig klappe. Klokker og Bjelder klang rundt
om fra, Luften var jaa ren, at Lyden bares langt ud
over Fjeldmarkerne. 55

Solen ſpillede paa Fjeldkanterne, den vilde fænfe
fig ned bag Fjeldene; men førft kaſtede den et Hav
af Guld ud omkring paa Fjeldmarkerne, og da Solen
dalede, jaa jeg ikke længer fan dens Guldſkive, da
lyſte den omkring paa Fjeldtoppene, hvor Sneen rod⸗
mede i jomfruelig Inde, da den modtog Solens ſidſte
Straalekys. Fjeldtoppene kaſtede ſtore Skygger, ſom
hvert Ojeblik forandrede Skikkelſe. Ja tilſidſt, længe
efter at jeg jan Solen jvinde bag Fjeldranden, faa jeg
den endnu lyſe og tindre paa de hojeſte Fjeldtoppe,
og tilſidſt var den kun at ſe ſom en Guldknap paa
Toppen. Klokken var da over 10 Aften for det ſidſte
Solglimt forlod Fjeldets Top.

Og ſom jeg ſtod og frydede mig over Solen, ſom

kaſtede Guld paa Snetinderne, da traadte Sater⸗

jenterne frem fra de 30 Sætre lidt udenfor Huſet. De

havde ſkinnende hvide Linnedeermer, rød Troje eller
Bul og forte morke Skjorter med brede rod⸗ og gron⸗

farvede Borter forneden og tog ſig rigtig godt ud i
Sunde rodmusſede ſtode de

der, og halv ſyngende og halv talende lokkede de og
kaldte paa Køerne, Forſt begyndte de med en underlig
Lok eller Trille, og ſaa gik det los paa Kgernes Navne,
og det var helt forunderligt at hore de mange Jenter
falde pan en Gang. Det var noget fan markeligt;
jeg havde nok for hort Jenterne lokke Koerne ved
Navne, men aldrig jaa ſyngende, med den forunderlige
klangfulde Hojfjeldstone. De ffal ogſaa være de bedſte
og markeligſte Fjeldtriller, her paa Høvringen, ſom
høres pan Norges Fjelde, Det gjør ikke jan meget
med Rimet i denne lokkende Kalden paa Kgerne, blot
at Ordene kunne pasſe paa Kgernes Navne og pasſe til
Melodien. Jeg huſter ikke Ordene ſaa nøje, men ſaa⸗
ledes omtrent lød det for mig:

Kom naa Morlig,
Kom naa Blomros,
Kom Guldore,

Kom Spelien,

Kom naa Brandros,
Kom naa Torros,

Kom naa Kinre, .
Kom naa Klare,

Kom naa alle hejm aat me (hjem til mig).
Saa komme Kgerne hjemad mod Sæterne, og
Jenterne ſtille ſig med en Spand, hvori er Stykker
Fladbrod og Salt. Jo nærmere de kommer hjem,
des rafkere gaar det med dem, den ene Ko vil forſt
til Jenten og den anden ogſaa, og det er et herligt
Syn at je hende ſtaa der omlejret jaa tæt af Koerne,
ſom alle vender Hovedet ind mod hende, jaa hun knap
kan røre fig, De fik da hver lidt Salt og et Stykke
Fladbred, og faa klappede hun hver Ko og tiltalte den

ſaa venlig: „Aa Stakkar min; Du ſota Kua; Du

Vennen min.“ Saa folger de hende ind i Stalden,
hvor hun da ſidder og ſmaaſnakker nok jaa venlig med
den hun malker. i
Diet var lyſteligt at færdes ude. tidligt om Mor⸗
genen, naar Fuglene ſlog deres klare Triller og Kerne
brolede langt ude paa Fjeldmarkerne. Bjelderne klin⸗
gede og Gederne gjorde deres Krumſpring; nogle af dem
vare klavrede op paa Setertagene og gik deroppe og
aad af det frodige lange Græs, ſom der voxer, ja der
voxer ogſaa ſmaa alenhoje Birketræer paa Taget flere
Steder. — Koerne bisſede, 3 kom jættende lige ind i
Kjokkenet og op i Skorſtenen, hvor de nær havde
væltet Oſtekjedlen. >
Der kom en ſtor Flok Køer op fra Dalen, jeg gik
imod dem for at flutte mig til Toget. Det var min
Ven Student Romke med fin rode gudbrandsdalſke
Toplue, han var med til at fore Koerne op paa
Fieldet. Foran gik en gammel 70 aarig Kone, ſom
ſang og lokkede ad Koerne. Den Gamle, hun var jan
glad ved Seterlivet, at hun endnu maatte med til

- Sæters paa fine gamle Dage. É
Romke og jeg gik os en droj Tur; vi kravlede

op i Sneen, paa løje Stene og paa Klippeblokke, ſaa
Smaaſtene ramlede ned om os. Endelig kom vi derop,
og det var paa Farmo⸗Kampen, 5000 Fod højt. Herfra
nod vi et ſtorartet Skue, idet vi kunde ſe langt videre
ud over de fjerne Fjeldtoppe, ſom vi faa taarnede
fig op Field ved Fjeld, højere og højere i for⸗
underlige Former, i Veſt og Nord med blaalige Tinder
og Kamme. De langt fjernede ſmeltede ſammen med
Himlen. Udover disſe Fjelde og mellem dem laa hele
Snemarker, ſom funklede i Selo⸗ og Guld⸗Farveglans.
De laa ind mod Valders og Lom. Ronderne, ſom
ſkal være henved 8000 Fod bøje, er en Gruppe af hoje
ſpidſe Fjeldtoppe med hele Snemarker op i Siderne og
ligge henved en Mil herfra, ſkjondt det ſynes, ſom om
de kun ligge en Fjerdingvej; Sorte, Der ſoge Skytterne
ofte efter Rensdyr, da de her gjeſte Egnen omkring
Ronderne i ſtore Flokke for at ſoge efter Rensdyrmos ).

) Se Asbjornſens Skildring: Rensdyrjagt, S. 76 forrige
Aargang.

Jeg var ſaa heldig at faa flere af dem at ſe deroppe
paa Fjeldene. Neden for os laa en ſtor Flademark
bevoxet med Lyng, enkelte forkroblede Fjeldbirke og
længer ude laa Sætrene med deres indhegnede Pladſer,
Søer og Græsmarter, hvor Køer, Heſte og Geder gik
i fortrolig broget Blanding ſpredte langt ud, ſaa vidt
Øjet kunde ræffe,

J fire Dage havde jeg nu været paa Hovringen
og rigtig nydt det frie og ſkjonne Fjeldliv, og der er
ingen Steder jeg hellere vil færdes end deroppe i den
friſte Fjeldluft, naar Dalen er kvalm og tung. Jeg
fik ikke Lov at yde noget Vederlag for mit lange Op⸗
hold paa Sæteren, (hvor man lever godt ved Remme⸗
grød (Flodegrod) og Fjelderreder, ſom Jenterne fanger
oppe i Fieldſoerne) og jeg fik jaa mange Indbydelſer
af Hovringens vakre Jenter til at gjæfte dem en anden
Sommer igjen paa deres Satte.

Saa gik Remke og jeg da ned ad Fjeldet, men
jeg kaſtede tidt et Blik tilbage til de Steder, hvor jeg
havde oplevet jaa mange ffjønne Timer.

sr —

Hans Jørgens og Abelones mærkværdige Hendelſer
i Kjøbenhavn.
Af Emanuel Henningfen.

(Sluttet.)
6

Alt Solen gled mod Veſten ned
De gamle gjorde fig bered
At vandre ud til Banegaarden
Og faa Billetterne i Orden.
Dog for til Slut de naa ſaa vidt
De endnu ſkal opleve lidt; 9 8
Det ſkal dog ikke bringe Smerte
Men Glæde til de 1 Hjerte.
Paa Vejen ligger til alt Held
Et meget ſtort og ſmukt Hotel.
Vor Hans til Stavning rører Tungen
Og lerſer langſomt Navnet: „Kongen
Af Danmark“, vender ſig til Lone
Og ſiger: „Her i Huſet, Kone,
Bor Kongen ſelv, aa Herre Gud,
Gid blot han vilde komme ud,
At vi kan ſe ham, før vi reiſer!“
Da kommer netop ud og knejſer
J Galla fin Hotellets Sveitzer.
Ved dette Syn Hans Jorgen blev,
— Goad ſenere han tidt beſkrev —
Som om han ſlaget var for Munden,
Skjondt hjertensglad han var i Grunden.
For det var Kongen jelv, der ſtod,
Det var ham ſelv vor Konge god,“
Fortalte Hans, „og tænk, hvad hændte,
Han baade mig og Lone kjendte;
Saa ſnart vi hilſte paa ham ret:
„Guds Fred, god Dag, Hr. Majeſtet!“
Saa kjendte han os begge to
Og ſagde mildt, idet han lo:

—— ————————————————— ß... — ſ—.ʃ.ñ— ͤ ͤä(——ü—T0ʃ —

„Jeg ſyntes nok, at det var jer!
Saa J har gjæftet Staden her!
Kom inden for og tag lidt Hvile,
For atter J fra Byen ile.“

Saa forte Kongen ſelv os ned

J ſin private Lejlighed

Og tog fra Hengeſkabets Gjem
En dejlig „Gammelrommer“ frem
Og ffjænfed i for mig og Lone.
At nogen Tid han gik med Krone,
Det ſkulde ingen ſagt ham paa.
Lidt efter maatte vi jo gaa;

Men han var venlig til det ſidſte,
Og jeg og Abelone priſte å

Hans Majeftæt, for han var en
Huldſalig Mand og helt gemen.“

Ovad der endnu er at fortælle ;
Om disſe Gamle, ſkal jeg melde
Nu fort og godt.

Mod Aften lød
Damppibens Lyd ved Hillerød, 9
Og da de ud ſteg af Vaggonen, É
De unge Folk ſtod paa Perronen
SØ vented paa dem. Gamle Lone SEE
Blev ſtrax forliebt i Jens's Kone,
Selv Hans behøved kun et Blik

Fra hendes Ojne, dermed gik
Hans Hjerte fløjten ſtrax paa Stunden.

Den gamle Skjclm! et Kys paa Munden
Fra Svigerdatteren han tog

Derpaa de fra Stationen drog

Og havned ſnart i Jens's Gaard;

Der fandt de Gamle blide Kaar,

Der leve de endnu i Ro

905 Glæde hos de Unge to.

Tidt vil de vel Beſoget ende

Og atter hjem til Uldbjerg vende;

Men hver Gang ſligt paa Tale kom
Trak Sonnen frem en Pung, der tom
Og mager i en Skuffe hvilte,

1) Dreng. 2) Bedſtefader og Bedſtemoder.

Og ſagde, ſnildt imens han ſmilte:
„Saga maa en Ko til Marked gaa,
At J kan Rejiſepenge faa,

For enge har jeg netop ikke.“

Da verlede de gamle Blikke,

„Nej,“ ſvared de ſom med en Mund,
„Saa tove vi en bitte Stund.“
Den Stund er bleven nu til Aar,
En bitte Bels !) paa Gulvet gaar,
Og Gammelfa er og Gammelmo er?)
Viſt aldrig rejſer, det jeg tror.

7 fe
m en Paſtor Balslev der for mange,
QN mange Aar ſiden var Præft i Haarslev
i paa Fyen, fortæller man, at ingen kunde

bedrage ham. En Gang, da han var
bortreiſt, undlod Hyrdedrengen at vande
Kerne; men da Praſten kom hjem midt om Natten,
gik han ſtrax ud og vakte Drengen og befalede ham at
gan ud og vande. | 7

En anden Gang vilde en fattig Mand, der ter⸗
ſtede Korn hos Praſten, ſtjcle 2. Skpr. Rug. Om
Aftenen, da han var færdig med fit Arbejde, ſatte han
Sæffen med de 2 Skpr. Hug i Lolugen, ſom vendte
ud til Toften, og da han faa harde ſpiſt fin Nadvere,
gik han ud af Gaarden, ſom han plejede, og liſtede ſig
derpaa om bag Laden og aabnede Lugen, ſom han havde
ladet ſtaa paa Klem; men da han faa fif fat paa
Sakken, kunde han hverfen flippe eller rokke den, hvor⸗
for han maatte blive ſtagende ſom lenket til den hele
den lange Vinternat.

Om Morgenen da Avlskarlen kom op og jaa hvor
forfrosſen og elendig den ſtakkels Tærffer ſtod der ved
Lolugen og holdt paa Sæffen blev han meget forbapſet.

„Nei, hvad gaar der af Dig, Per! Hvorfor ſtaar
Du her?“ ſagde han.

„Aa ja, aa ja!“ ſparede Per.
maattet ſtaa hele Natten,
kom og hjælp mig“

Avlskarlen forſogte nu at hjælpe Per les; men
det var forgjæves alt det han ſled i Sakken, den ſtod
faſt, og Per ſtod faſt.

„Ja det megter nok hverken Du eller jeg at loſe!“
ſagde han ſaa. „Det bliver nok bedſt, jeg henter
Preſten!“

„Aa ja, der er nok ikke andet for!“ ſparede Per,
forknyt og faa hentede Avlskarlen Preeſten.

„Staar Du her!“ ſagde han.

„Ja, her ſtaar jeg!“ ſagde Per ſkamfuld og be⸗
drovet, ryſtende af Kulde og Skræl.

„Du kunde have bedet mig om et Par Stjæpper
Rug, Per!“ blev Præften ved, „og ſaa havde jeg
givet Dig dem med villig Haand; men hvorfor vilde
Du forſoge at ſtjcele, Du veed da nok, at hverken Du
eller nogen anden megter at bedrage mig. Du er
bleven haardt ſtraffet for Din Utroſkab; men Du er
fattig og trænger til Hjelp, og derfor vil jeg alligevel
ſkicenke Dig de 2 Skpr. Rug. Tag dem jaa i Guds Navn!”

Saa var Per loſt.
Nakken og gik bort under mange hjertelige Takſigelſer,
og han prøvede aldrig oftere at ſtjele.

En klog praſt

A

„Her har jeg
Jeg kan ikke komme las;

B. H.

Han løftede Sækken paa"

Kaninavl.

Af ,Duevennen Nr. 30” ſer jeg, at Bladet er
villig til at optage Meddelelſer om Kaninavl; hvorfor
jeg indſender folgende: > ar

J et Par Aar har jeg været Kaninopdrætter og
har nu efter de Erfaringer jeg paa det Omraade har
indvundet forffaffet mig en ſjelden god Samling af
Zillægådyr, ſom dels ere indførte fra bekjendte Op:
drættere i Würtemberg og Frankrig, dels opdrættet af
mig ſelv, der haves baade „Normandiere“ og „Leporider“.
Som Folge heraf jer jeg mig i Stand til i Løbet af
Sommeren at have omtrent 4 à 500 Unger i forſkjel⸗
lige Aldere med Garanti for, at de ere gode. Priſen
er fra 4 Kr. til 10 Kr. for Dyr i en Alder af for⸗
holdsvis 2 til 6 Maaneder.

J de Skrifter der foreligge, er der tvende Syg⸗
domme, der temmelig ofte forekommer ſom ikke, ſaavidt
mig bekjendt, ere omtalte.

Kaſtning af Unger 4 à 5 Dage for Tiden og
Oreflod. Da mit Kaninhus er ſtort, lunt „üluyſt og
godt ventileret, varede det loenge inden jeg kunde
begribe Aarſagen, men en Dag gjorde en Ven, der er
Dyrlæge, mig opmeerkſom paa, at et af Moderdyrene
ſlikkede fin egen Urin, og føjede han til: „hos Svin
foraarſager det Dodelighed hos Foſteret“, han raadede
mig til at ſtre godt med tort Sand, hyilket hjalp.
Mod Oreflod anvendte han en Zinkoplosning med lidt
Tilſctning af Gummi, en Theſkefuld 3 Gange daglig.
Efter flere gjentagne Forſog vifte det fig, at være ſikre
Midler mod Sygdommen. J min forſte Stald, der
var temmelig mørk, bleve Dyrene befængte med Lopper,
men ved Anvendelſe af Annisafkog og Inſektpulver,

hvormed jeg overſtenkede og overſtraede Kaninerne for⸗

ſvandt denne Plage. — Som Kraftfoder anvender jeg
Raps⸗ og Horfro⸗Kager blandet med Bygklid eller
Svinemel. Mine Dyr trives udmærket derved.
Kare Skole bed Randers, den 16de Maj.
J. Kornerup,

husflid.

Tojklemmer É
er en Husholdningsgjenſtand, ſom ingen Husmoder paa
nogen Maade kan undvære. Har hun lin Vaſk ude,
og det blæfer en lille Smule, ſaa vil Huſet gjenlyde
af Jeremiader fra Loft til Kjcelder, og Mutter er da
paa ingen Maade god at komme nær, hvis hun da ej
har gode Klemmer n fit Tej.

Man har Tojklemmer af forſtjellig Form. De
ſimpleſte beſtaa af to ſammenbundne Smaapinde eller
af en Pind med en indſavet, tilſpidſet Kloft. Disſe
ere vel brugbare, men blaſer det lidt ſterkt, flyver let
bande Toj og Klemmer af Snoren. Man har derfor
ogſaa mere ſuildt indrettede Klemmer til at gribe om
Snoren og ſammenholdte ved en Spiralfjeder; men

305

disſe ere lidt vanſkeligere at lave og derfor
betydeligt dyrere. — Undertegnede har op⸗
fundet en ſeerdeles henſigtsmesſig Klemme,
ſom han, uden at tage Patent paa, herved
forærer til alle Husvennens Læjere, da den
kan afgive en nyttig og let Husflidsſysſel.

Klemmen maa laves af nogenlunde faſt
Trœ (t. Ex. Bog), være 4—5 Tom. lang
og omtrent / Tom. tyk og bred. Forſt
bores Hullet a, der ſkal omſlutte Snoren,
dernæft ſaves med en ſmalbladet Sav ſaavel
Kløften i ſom Aabningen c, hvis Sider
virke ſom Fjedre og ſom derfor maa have
fornøden Kraft til at holde Kjeberne ſam⸗
men om Snoren og være ſpeendige nok til,
at Klemmen kan aftages og paaſcttes.
Med Rasp og Kniv kan Klemmen nu af⸗
pudſes hvorved Overhullet tilſpidſes lidt
udad for at lette Klemmens Aftagen. En
anden ogſaa ganſke henſigtsmeesſig Klemme,
ſom jeg har forfærdiget efter ſamme Prin⸗
cip, ſes i Fig. 2 og forſtaas let uden Ve
ſkrivelſe. 3

Man kan let en Vinteraften forfærdige
et Halvthundrede ſaadanne Klemmer.

Gjettrup Skole i Thy, den 10de Marts 1875.
S. Kr. Overgaard.

Smaating.

Duellauten. En Franſkmaud ſom kun nogle faa
Uger iforvejen var landet i New⸗Orleans i „Syd⸗
ſtaterne“, Nordamerika, traadte ind i et Vertshus for
at faa en Forfriſkning.

„Opvarter!“ raabte han, „et Glas Ol!“

Opvarteren ſtjenkede Øllet op, men i det Ojeblik
da Franſkmanden vilde tage Glasſet, tog en Übekjendt
det og drak det ud i et Drag.

Jeg har ikke den re at kjende Dem“, ſagde
Franſkmanden hvem den Fremmedes Frakhed overrafkede
meget.

5 „Jeg kjender viſtnok heller ikke Dem!“ ſagde den
Ubekjendte.

„Saa Jøger De altſaa Klammeri!“ 5

„Det ſkulde gjore mig ondt at lade Dem i Tvivl
derom, De er mig modbydelig det er tydeligt”,

„Se Dem for!“ ſagde Franſkmanden rolig og med
faderlig Tone. „Jeg er et Menneſke ſom lever af fit
Arbejde; jeg forncermer Ingen, men jeg er heller ikke
vant til at lade mig fornærme. For denne Gang
tilgiver eg Dem. Opvarter et Glas Ol til!“

Spektakkelmageren, ſom kun havde ſvart med en
haanlig Latter, ventede til det andet Glas var ſkjenket
op, da ſnappede han ogſaa dette. Drak en Slurk deraf
og kaſtede det øvrige paa Gulvet.

I hojeſte Grad forbittret, vilde Franfkmanden
ſtyrte fig. los paa ham; men et Vidne til Optrinet
holdt ham tilbage og hviſkede til ham:

„Hold inde! ellers er De fortabt! Myrder han
Dem ikke paa: Stedet, jan dræber han Dem ſenere i
en Tvekamp, thi han er den farligſte Duellant i hele
Louſiane. J at flyde med Basſe eller Piſtol, i at
haantere Kaarden ſaavelſom Sablen og Dolken er der
Ingen der kan maale ſig med ham. Han har allerede
drebt to og tredive og ſaaret over treſinstyve“.

Fa

lene

„Hvad De ſiger, kolner min Brede!” ſagde Franſk⸗
manden.

„Ikke ſandt det er forfærdeligt 2”

„Tvertimod, det beroliger mig fuldkomment“.

Efter disſe hurtict verlende Ord nærmede Franſk⸗
manden ſig Spektakkelmageren ſom betragtede ham med
ſpottende Blikke og ſagde til ham:

„Min Herre jeg er i Dag ved godt Lune, og vil
ikke gjerne fordærve dette, De har berøvet mig to
Glas Ol, det er nok. Jeg haaber, at min Overberelſe
vil bevæge Dem til at fortryde Deres Tolperagtighed
og til en anſtendigere Opforſel. — Opvarter et Glas
Ol endnu!“ Opoarteren ſkjenkede ſittrende Øllet, ſom
ufeilbarlig maatte hidfgre en Ulykke. J Virkeligheden
ſtod det neppe paa Bordet, førend Amerikaneren allerede
havde grebet og kaſtet det raſende hen ad Gulvet.

Hurtigere end Zigeren der ftyrter fig paa fit Bytte
kaſtede Franffmanden ſig nu over fin Modſtander, og
bibragte ham med Hænder og Fødder frygtelige Slag
og Stod i Anſigtet, Bryſtet og Siderne. Ufredſtifteren
fik ikke engang Nd til at forſvare fig, han tumlede om
og ſank da afmegtig ned. Anſigtet var frygtelig van⸗
ſiret og overalt bedælfet med Blod. Forſt da han laa
bevidſtlos paa Gulvet, ophørte Sejrherren med Tugtelſen.
Derpaa traf han rolig en Brevtaſke frem tog et Kort
ud af ſamme befæftede det paa den Afmegtiges Bryſt
og ſagde til de Tilſtedevoerende: )

„Er her en eller anden Ven af dette Menneſke
jaa beder jeg at ſige ham at han kan træffe mig fra
Klokken otte til elleve i min Bopæl, — Opvarter endnu
et Glas Ol!“

Denne Gang gjorde Ingen ham Drikken ſtridig,
hvortil han efter den havte Anſtrengelſe var dobbelt
trængende, Han drak rolig Øllet betalte alle fine Glas
95 forlod med belig Hilſen Selſkabet, der næften var
bleven ſtum af Forbayſelſe.

Da man hævede den Bedovede op, fandt man at
to af hans Ribben vare brakkede og at et Neveſlag
felgen uddrevet hans ene Oje. Paa Kortet laſte man
olgende:

3 Lucian Petit

- Fægtemester fra Paris ;

meddeler Undervisning i Fægtning, Boxning i Fø-
relsen af Kampstokkene. Undervisningen billig.

7 Omtrent fer Uger efter dette Optrin blev Fegte⸗
meſter Petits Dor hurtigt revet op og et Menneſke
ſtormede ind.

„„Kjender De mig!“ ſpurgte han med en af Vrede
dirrende Stemme.

9 5% Fuldkommen “ ſparede Hr. Petit. „Hvad onſker
e 2“

ud kommer for at dræbe Dem!“ ſagde Ameri⸗
kaneren, ſom forſt nu igjen var blevet helbredet for ſine
Saar, men endnu beſtandig bar Spor af disſe. „Jeg
tilſtaar at jeg har fornærmet Dem, derfor overlader
jeg Dem Valget af Vaaben. Men fkynd Dem, thi
jeg maa je Dem død. Derfor er det mig ligegyldig
om jeg ſlaar Dem Tindingen ind med Kampſtokken, eller
lober Dem min Kaarde gjennem Livet!“

„Lader os tale lidet mere fornuftigt”, ſagde Fegte⸗
meſteren rolig „og i Sordeleshed uden Vrede. Folger
De mit Raad, ſaa lade vi den Sag være afgjort. De
drak mit Ol derfor fik De Deres Prygl, det er altſaa
i fin Orden, jeg bryder mig ligeſaa lidt om at dræbe
Dem i Dag ſom paa den Dag at ſlaa Dem Ribbenene

7

ind, det er nu min Forretning og gjor mig derfor
ingen Fornsjelſe. Er det Dem imidlertid meget magt⸗
paaliggende at forſtyrre min Ro og at tvinge mig til
Kamppladſen, ſaa bliver De der! det ſpeerger jeg
Dem til!“ ;

„Elendige Praler — Læs engang her den tro Lifte
over fire og tredive Perſoner, ſom jeg har dræbt i
Duel og otte og halvfjerds, ſom jeg har ſaaret og ſporg
Dem da om jeg er den Mand, der ſkulde frygte for en
Petit“ (betyder lille). 8

„De vil da altſaa abſolut ſlaas“.

1 Sporgsmaal“.

„Nuvel ſaa kom da, jeg velger Kaarden“, ſagde
Fegtemeſteren.

„Deres Sekundanter“.

„Deres“.

Fremad.
Duellen tog fin Begyndelſe. Kreolen forte Kaarden |

meget behændigt, men der manglede ham i dette Ojeblik
den N ſom er aldeles nødvendig i Duel.
Efter nogle Mangvre blev han af fin Modſtander let
ſaaret i Armen. Synet af Blod gjorde ham raſende.

„Hor nu“, ſagde Fergtemeſteren koldblodig, „De
er ſaaret og dermed er Wren fket fyldeſt. Lad det nu
være nok“.

„Nej, paa Liv og Dod!“ ſkreg Kreolen heftigt.
Paa Liv og Dod“.

„Naar De da abſolut vil, ſaa lad gaa!“ raabte

Petit og fan Ojeblikke efter gjennemborede hans Kaarde

Modſtanderens Bryſt.
Lucian Petits Berommelſe var ved denne Tugtelſe
af den Frygtede med et grundet; fra alle Sider

ſtrommede Elever til ham, faa at han næppe kunde

faa Tid til at meddele alle dem Undervisning ſom kom.
Han blev Hurtigt en holden Mand; men aldrig ſogte
Nogen ſenere Klammeri i hans Nærværelfe.

Til Husvennens Læfere.

»

„Husvennen“ 125 ved Udgivelſen af neeſte Nr.,

ſluttet fit tredie Halvaar, og i de 1/ Aar dette Blad

5 beſtaget har det vundet en jaa ſtor Udbredelſe, at
et nu trykkes i Oplag paa 7,000 Exemplarer.

Det er noget temmelig eneſtagende for et Blad af
denne Art at vinde leg ſtor Udbredelje i en ſaa fort
Tid, og naar man ſammenholder denne ualmindelige
gremgang med den almindelige hædrende og aner⸗
jendende Omtale der er blevet Husvennen til Del i
den danſke Presſe, baade af Hojre⸗ og Venſtreblade,
ſynes det at ;være Vidnesbyrd om, at jeg har været
eldig med Ledelſen af Bladet, faaledes at Leſerne ere
(evne tilfredsſtillede. Den ſtore Mængde Breve med

Tak og Anerkjendelſe, ſom indløbe fra Leſere af Bladet,
ere o 190 et fjært Vidnesbyrd om at. dets Fremkomſt
og Udvikling har været til megen Glæde og Tilfreds⸗
ftillelfe for Alle. At Husvennen ogſaa ærligt ftræber
at give det Bedſte til Leſerne den ene, baade
af Alvor og Gammen, vil et Blik paa det rige
Indhold i Læsning og Billeder af de foregagende
Fierdingaar let overbeviſe Enhver om. J ſamme Grad
55 Holderantallet er ſteget, er navnlig ee ved
ortrinlige Billeder blevet bedre og bedre. Flere dygtige
Tegnere ere allerede knyttede til Bladet, og det er viſt
en Glæde for alle Leſerne at det er lykkedes at ſamle
en ſjelden dygtig Kreds fortrinlige danſke, i bedſte
orſtand folkelige Forfattere, om Husvennen i
hr. Thyregod, „Kund Skytte“ (J. Nielſen),
Beatus Dodt, Bendix Hanſen, Emanuel Henningſen,
Fr. Winkel Horn, Zakarias Nielſen, Mads Hanſen
o. Fl. Husvennen har mange ſmukke Fortællinger
Seh til Optagelſe fra dem alle og kan ſaaledes med
Sikkerhed borge Leſerne for et fortrinligt Indhold i
den kommende Tid. En Mængde foftbare Billeder ligge
ligeledes færdige i Trykkeriet til fremtidigt 3 1 og
ingen 1 ſpares for at Husvennen oglan i Denne
Retning kan byde det bedſte. Blandt de kommende
Billeder vil der hvert Fjerdingaar blive leveret Holderne
11 et ſtort ſmukt Tilloegsbillede af fedrelandſk eller
ibelſt Indhold, ſom ſikkert vil vokke Glæde.
Men ſaadanne fortrinlige Billeder og et Indhold
af bedſte Sort er meget koſtbart at tilvejebringe. Kun

ved et overmaade ſtort Antal Holdere kan der leveres

noget udmeerket. Leſerne og Udgiveren danner nemlig
ſom et Interesſentſkab, hvis dale 8. er fælles, og
enhver Leſer, ſom ved at anbefale Bladet bidrager til
dets - ftørre Udbredelje, bidrager ſamtidigt fit til, at
Indholdet fan blive bedre. Enhver Lafer, ſom dette
kommer i Herde, beder jeg derfor venligſt virke lidt
til, at Husvennen vinder ſtorre og ſtorre Udbredelſe i
deres Omgivelſer, ved at anbefale den til Slægt og
Venner, ſom et i Sandhed godt Folkeblad med et rent,
ſedeligt, underholdende og belærende Indhold, der ſnart
i enhver Familie vil gjøve Bladet til en ſand Husven.

Hver Aargang vil danne et ſamlet Sele med Citel⸗
blad og Indholdsliſte, og vil indbundet udgjøre en for⸗

13 18 Sede er ſom i mange Aar vil kunne
være til Glæde for Unge og Gamle. Enhver Landboer

erindres derfor om at det vil være mod egen Interesſe
at afſige Bladet i Sommertiden, men det er i endnu
højere Grad mod Husvennens Interesſe, da det, om
ret mange Landboere falde fra om Sommeren, vil
gjøre et meget foleligt Skaar i mine Beſträbelſer for
at udſtyre Bladet rigtigt godt. ö

Hvert Nr. afſendes fra Kjøbenhavn beſtemt Tors⸗
dag Aften og vil derfor være alle Holderne i omtrent
hele Danmark i Haende om Søndagen, jaa at det
overalt vil afgive en velkommen Sondagslasning.

Husvennen beſtilles paa alle Poſtkontorer og Brev⸗
ſamlingsſteder, ſamt i alle Boglader, for 1 Krone
Fierdingaaret, frit tilſendt og Beſtillinger for næfte
Kvartal bedes indſendte ſnareſt.

N. C. Rom.

Hermed folger Tillcegsbilledet: Niels Ebbeſen
felder Grev Gert.

Neſte Kvartals Tillcegsbillede bliver et Sideſtykke
hertil: Niels Ebbeſen og Svend Zrøjt ved den
afkaſtede Bro. å

Zudhold. Niels Ebbeſen, Digt af Zakarias Nielſen. — Beſog pan
en norſk Sæter, Rejſeerindring af H. K. A. Hovmoller
(Sluttet). — Hans Jørgens og Abelones merkverdige
Hendelſer i Kjøbenhavn, 6, af Emanuel Henningſen,
med Billede (Sluttet). — En klog Præft, af B. H. —
Kaninavl. — Husflid: Tojklemmer, med 2 Billeder. —
Smaating. — Til Husvennens Laſere. ;

Husvennen udkommer fil hver Søndag med et 16-fpalfet Ark, forfynet med flere Billeder, tit 1 Krone (3 Alf.) Fjerdingaaret frit fiffendt.

Hvert Ijerdingaar medfølger gratis et ſtort ſmuſtt Billede.

Bladet kan beſlilles pan ethvert Vofikonfor og Vrepſamlingsfled, i enhve
VBoglade ſamt hos Hopedkommisſioncren: Rudolph Klein, Vileſlrcde 40, Kjobenhapn.

Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz:

i
i
i
i

ggungmande Vill 2

Mlorſkabsbesning, Oplysning og Gusflia.
Adginet af R. C. Rom.

2. Aargang. i Kjøbenhavn.
Nr. 39. Hondagen d. 27. Juni. 1855

—

Viborg. Dæmning, hvorover Hovedlandevejen fører ad Randers
| 5 til. Gaar man et Stykke ad denne Vej, har man
. : den ſmukkeſte Udfigt over den gamle, minderige By,

7 . der fra Bakkekammen ſpejler ſig i den blanke So,
Slutningen af denne Maaned afholdes | medens Domkirkens mægtige Bygninger rage højt op
den 13de danſke Landmandsforſamling, over de lave Huſe. Kommer man faa ind i Byen,
og den afholdes denne Gang i Viborg forbapſes man over de mange Helgenbencevnelſer paa
og henleder den almindelige Opmeerk⸗ Gaderne, der endnu have holdt fig fra den katholſke
ſomhed paa denne Jyllands gamle Hoved⸗ Tid, (St. Mathias⸗, St. Mogens⸗, St. Mikkels⸗, St.
ſtad. Vi antage derfor, at Leſerne gjerne ville høre | Ibsgade) oſv. Gaderne flige, undertiden meget ſteilt,
lidt om denne By og om dens Hiſtorie. op mod Torvet, og Domkirken, et af de hojeſte Punkter

Denne ældgamle Byes Storhed og hiſtoriſke Glans er over 50 Alen over Søen. Det er ogſaa ejendom:

"tilhører fortrinsvis Oldtiden og Middelalderen; men meligt for Viborg, at man, naar man kigger ind ad

Jelv for den nuværende Slægt, ſom kan mindes den en Port, ikke ſaa ſjeldent fer flere Trappetrin fore op
Tid, da man længtes efter de djærve Ord fra Viborg til Haven bag Gaarden, ligeſom man overraſkes af de
Stenderhus, har Viborgs Navn en mere hiſtoriſk Klang ſmukke Udſigter, ſom hiſt og her inde i Byen aabne fig

end flere jydſke Steder, der nu langt have overflojet over Søen til den modſatte Bred. Ejendommelig er

den i Storrelſe. Endnu har Erindringen vel heller ogſaa Byens ſtore Omfang. Den indtager et Flade⸗

ikke ganſke tabt fig, om hvad Viborg betydede ved fine | indhold af 1,850,000 ( Alen eller omtrent 132 For.

Snapsting og ſom Landsdommernes Sade lige til | Land, og er ſaaledes neſt Kjøbenhavn og Frederits
dette Aarhundredes Begyndelſe; men Byens egentlige den omfangsrigeſte By i Landet; men indenfor dens
Glansperiode var dog for Indføreljen af Reformation Omkreds, der angives til 78000 Alen ligge flere

og Enevelde. ' ubebyggede Pladſer, beſtagende dels af betydelige Haver,
Viborg er beliggende paa den høje Landryg, der dels af Markjorder.
gaar fra Syd til Nord gjennem Jylland op imod | Byens gamle Navn Viborg, d. e. det hellige Bjerg, .

minder om, at den i vore Fedres hedenjfe Tid var
Hovedofferſtedet for Jylland, og derved tillige Jyllands

Limfjorden og er tildels bygget paa en Bakke, der
ſkraaner ned mod Oſt og Syd. Byen begrenſes paa
den øftlige Side af en e. 1200 Alen lang og 400 Alen Sovedthingſted, hvor Kongevalgene gik for fig, ſenere
bred Sø, Viborg Sø, der har Tillob nordfra og Afløb Kongehyldinger, der holdt fig lige til Eneveldens Ind⸗
mod Sydoſt til Norre⸗ eller Skjern⸗Aag. Søen er forelſe, da enhver Levning af Kongens Valg ved Folket
iøvrigt delt i 2 mindre Søer, Nørre og Sonder⸗So, | naturligvis maatte forſpinde.

og. Sfjællet mellem disſe Søer dannes af en bred Naar Viborg er opſtaget, vides ikke. En ælbre

Bhyes Hiſtorie.
i Viborg Knud Magnusſen til Konge, medens Sjal⸗

Hiſtorieſkriver meddeler rigtignok, at den blev bygget
193 Aar efter Syndfloden; men det faar man tage
for, hvad man vil. At den ſmukke Bakke ved de
fiſkerige Søer dog tidlig har været beboet og allerede
af det forſte Urfolk her i Landet, kan ſluttes af Egnens
Rigdom paa Høje, der fortrinsvis indeholde Sten og
Bronceſager. Fortællingen om, at allerede Kong Dan
blev hyldet paa Dannerlyngen — den brede Slette

ſondenfor Byen — ligeſom ogſaa det, at Stedet for

Fengos Brodermord og Amlets Hevn af Sagnet hen⸗
lægges til Viborg, tyder paa Byens høje Wlde. Ogſaa
ſom Handelsſtad var Viborg tidlig bekjendt, efterſom
der berettes, at to Isloendere Gisle Surſon og Veſtejn
Aar 965 kom til Viborg for Handelens Skyld og der
bleve omvendte til Kriſtendommen. Ogſaa om Svend
Tveſkeg fortælles der, at han indfandt fig med Palna⸗
toke for at lade fig hylde til Konge paa Viborg Thing,
medens Faderen, Harald Blaatand endnu levede. Det
berettes derhos, at da Harald Blaatand var bejfæftiget
med at lade flæbe en ſtor Sten til fin Moder Thyras
Grav i Jellinge, ſpurgte en Vejfarende, om han nogen⸗
finde havde jet noget, der var ftørre end denne Sten,
drages afſted, ſvarede denne: „jeg ſaa i Gaar paa
Viborg Thing Din Son træffe til fig hele Danmarks
Rige, hvilket endda var ſtorre.“

Under Knud den Store ſkal Mont være præget
i Viborg, ligeſom der allerede da ſtiftedes et Kloſter,
Hardeknud; Svend Eſtridſen, Harald Hejn og Valdemar
den Forſte have ogſaa præget Mont her.

Da Viborg i Oldtiden og Middelalderen var
Jyllands og tildels hele Landets politiſke Midtpunkt,
blev denne By det Sted, hvor Konger og Tronarvinger
idelig tyede hen i deres indbyrdes Stridigheder, idet
de ſogte det frie Folks, ſenere Adelens, Underſtsttelſe;
mange vigtige Afgjorelſer have derfor i hine Tider
fundet Sted i Viborg, og derfor har Byen ogſaa ſom
zen Magnet truffet Valpladſe i fin Nerhed.

Paa Viborg Thing var det at Erik Ejegod tog
Afſked med ſit Folk, inden han drog til det hellige
Land, og hvor Folket under Suk og Taarer bod ham
at give en Trediedel af deres Ejendom for at laſe
ham fra hans Lofte, et Tilbud, han ſom bekjendt ikke
lod ſig bevæge til at modtage.

Da Erik Lam havde nedlagt Kronen 1147, gav

et ſtridigt Kongevalg Anledning til en tiaarig Borger⸗
krig, hvis Hiſtorie for en Del er knyttet til Viborg
Jyderne valgte nemlig ſom ſedvanlig

leenderne paa Jsgre Ting toge Svend Erikſen til
Konge. Sjællænderne havde i Begyndelſen Overmagten,
og Svend drog i 1151 om Foraaret til Jylland, hvor
han fik Borgerne i Viborg til at ſlutte ſig til ham,
og ved deres Hjælp vandt han et Slag udenfor Byen
over Knud. Svend lod nu Byen omgive med Volde
og gav den adſtillige Privilegier, og da Knud om

|

Efteraaret kom tilbage med ſakſiſke Tropper, blev han
atter ſlaaet ved Viborg. Næfte Aar ſluttedes Ligeledes
i Viborg et af den tyſke Kejſer fremtvunget Forlig
mellem de to Konger, hvorved Svend maatte afſtaa
en Del af Riget til Knud. Da Knud Lavards Søn
Valdemar, der forſt havde været paa Svends Parti,
gif over til Knud Magnusſen, lode de fig begge hylde

til Konger i Viborg, og da Valdemar 1157 var und⸗

ſluppet fra Niddingsgildet i Roskilde, hvor Knud blev
myrdet, drog han ligeledes til Viborg Ting, fremviſte
fine Saar og anklagede Svend for Trolgshed. Jyderne
flokkede ſig om ham, og da Svend drog efter ham,
kom det til et Slag paa Gradehede, en god Mil ſonden
for Viborg. Her fejrede Valdemar, Svend flygtede,
forvildede fig i Moſen og blev dræbt, ſom der ſiges
af en Bonde. J eller ved den ſaakaldte Gradekirke,
hvoraf endnu Spor findes en halv Mil fra Valpladſen,
blev han begravet, dog fkulle ſiden hans Levninger
være optagne og henſatte i Viborg Domkirke. Siden

Valdemar den Stores Tid blev det Skik, at Kongerne

i levende Live valgte deres Sonner til Tronfolger;
men Viborg vedblev dog at vere Stedet, hvor Dan:
marks Konger lode fig hylde for Narrejyllands Ved:
kommende. Erik Glipping, der beſteg Danmarks Trone
kun 10 Aar gammel blev kronet Juledag 1259 i Viborg
Domkirke og 27 Aar ſenere fandt han her ſin Grav.
Han blev ſom bekjendt myrdet St. Cæcilie Nat den
22de November i Finderup Kirkelade af den mægtige
Marſk Stig, hvem han havde tilføjet en blodig For:
nærmelje, og de-øvrige Sammenſvorne. Hans Lig blev
ført til Viborg og henſat bag Alteret over Kryptkirken,
hvorfra Munkenes Vaadeſang hver Morgen lod for
den myrdede Konges Sjelero til 1630. Hans Son
og Efterfolger Erik Menved opholdt fig ofte i Viborg
og efter at have dæmpet et jydſk Bondeoprer i 1313,
lod han opføre det befæftede Viborg Slot paa en 901
Borgevold, der nu er beplantet, og hvor man endnu
kan finde Levninger af Slotsgraven. Naar dette Slot
er gaaet tilgrunde, vides ikke beſtemt, det omtales ſidſte
Gang 1483; men forøvrigt ſkal Viborg allerede i ældre
Tider have havt et Slot.

„Danmarks ſletteſte Konge” Kriſtoffer den Anden
blev taget til Konge i Viborg 1320 og maatte her
underfkrive den haarde Haandfæftning, der udſtedtes
ſom Betingelſe for en KongesValg. Paa Taphede

tet ved Viborg blev Kriſtoffers Søn Prins Otto

ſlaget og taget til Fange af Grev Gert, og Ottos
Broder, Valdemar Atterdag, der efter at Grev Gert
var dræbt af Niels Ebbeſen blev Danmarks Konge,
hyldedes i Viborg den 24de Juni 1340.

Stifteren af det Oldenborgſke Kongehus, Kriſtian
den Forſte blev hyldet i Viborg den 28de September
1448, og endelig var det en Forſamling i Viborg, der
gav Auledning til, at Kriſtian den Anden flygtede fra
Danmark, idet de del: Biſkopper og nogle verdslige

*
855
AR
2
*
7
75
E
2
5

.

i Vejle af Landsdommer Mogens Munk.

309

Rigsraader her bleve enige om at opſige Kongen Huld⸗
ſkab og Troſkab og den 20de Januar 1523 udſtedte
det bekjendte Opſigelſesbrev, der blev overbragt Kongen
Et Par
Maaneder efter, den 26de Marts 1523, blev Frederik
den Forſte hyldet paa Viborg Landsthing, ved hyilken
Lejlighed Byens Borgere maatte ſe paa, at de Love,
Kriſtian den Anden havde udgivet til Beſkyttelſe for
Borger: og Bondeſtanden, bleve opbrændte paa Viborg
Thing „ſom ffadelige og ſtridende mod gode Sæder.”

Medens Lejres og Jellinges Betydning faldt med
Hedenſkabet og Vikingelivet, holdt Viborg fig og endnu
i Middelalderen kunde det fvare til fit gamle Navn,
det hellige Bjerg, forſaavidt der tænfes paa Byens
mange hellige Bygninger. Svend Eſtridſen grundede
her 1065 et af de 5 jydſke Bispedømmer (Slesvig,
Ribe, Aarhus, Viborg og Børglum Stift) og allerede
ſamtidigt med det forſte Kloſter opførtes en „Marie⸗
kirke“; men ſenere (omtrent 1128) nedreves den, og
i dens Sted kom den ſmukke Domkirke, der ved ſin
ſtjonne Bygningsſtil og fin Kryptkirke, den eneſte i det
nuværende Danmark, var en af vore meerkeligſte Byg⸗
ninger. Omkring Domkirken grupperede fig 16 (efter

Andre 22) andre Kirker og 6 (eller 10) Kloſtre. Af

disſe findes dog endnu kun Domkirken og Sondreſogns
eller Sortebrodre Kirke; Graabrodre eller Norreſogns

Kirke er nedbrændt i Begyndelſen af dette Aarhundrede.

At en faa anſelig By ſom Viborg ogſaa havde flere
Gilder eller Calenter er naturligt, der nævnes ſaaledes
St. Knuds, de 11,000 Jomfruers, St. Kjelds, St.
Annas, St. Birgittes o. fl. Af maerkelige katholſte
Biſkopper levede her Biſkop Efkil, en Tilhænger af

Kong Niels Spendſen, hans Eftermand Spend, en

Broder til Erkebiſp Asſer i Lund, den fromme Biſkop
Gunner, bekjendt for ſin Delagtighed i Kong Valdemar
den Stores jydſke Lov og endelig den ſidſte katholſke
Biſkop den ſtridbare og henſynsloſe Jorgen Friis, hvis
Forſog paa at opretholde Katholicismens faldefcerdige

Bygning ſtrandede pan Viborg Borgeres kraftige Mod⸗ ;

ſtand.

Thi ſom Viborg var Hedenfkabets Hovedſcde i
Jylland i Oldtiden og den katholſke Kulturs i Middel⸗
alderen, ſaaledes ſkulde den ogſaa blive Vuggen for
den forbedrede Kirfelære i vort Fædreland. Det var
i Viborg at Hans Tapſen, Bondeſonnen fra Fyen,
1526 fforſte Gang predikede Luthers Leere. Som
Munk i Antvorſkov Kloſter var han paa en Reiſe i
Tyſkland bleven kjendt med Luthers Lære, og da han
ved fin Tilbagekomſt til Antvorſkov fandtes ſmittet af
„lutherfke Kjetterier“ blev han ſendt til Viborg for
at helbredes. Her kom han i det daværende Johanniter
Kloſter, hvis Prior, Peder Jenſen, lod ham kaſte i
Fengſel. Det rygtedes imidlertid ſnart i Byen at en
Munk var fængslet, fordi han talte mod Pave og
Gejſtlighed, Borgerne flokkedes foran Fængslet, og fra

dettes Vinduer forkyndte Hans Tapſen dem Luthers
Lære. Han blev vel henſat i et andet Fengſel, men
den dygtige og lærde Munk vidſte ſnart at indynde
fig hos Prioren, ſaa at han ikke alene fif fin Frihed
men ogſaa Zilladelfe til at predike i Kloſterkirken.
Denne Tilladelſe benyttede han vel i Forſtningen med
Forſigtighed, men da det ikke længe lykkedes ham at
lægge Baand paa fine reformatoriſke Beſtrebelſer, forlod
han fort efter Kloſteret og ſogte Tilhold hos en af
Byens Borgere. Da Frederik den Forſte netop opholdt
fig i Jylland, udvirkede Tapſens Tilhengere ikke blot
at Kongen, der ſaa ſtjevt til de katholſte Biſkopper,
gav Tapſen et Beſkermelſesbrev, men ogſaa udnævnte
ham til fin Kapellan og gav ham TLilladelſe til at
prœdike den lutherſke Lære i Viborg. Hans Tapſen
var altſaa nu den forſte lutherſke Preeſt i Danmark,
men Bifkoppen Jorgen Friis forbød ham Adgang til
alle Stiftets Kirker. Hans Tapſen lod fig dog ikke
forknytte. Han beſteg en ſtor Ligſten paa Graabrodre⸗
kirkegaard og predikede her for Borgerne, og da Bi⸗
ſkoppens bevæbnede Spende vilde drive dem bort,
hentede de Vaaben i de nærmefte Huſe og dreve Bispens
Folk pan Flugt. Da Lutheranerne i 1527 paa Rigs⸗ 5
dagen i Odenſe havde faget Religionsfrihed, taalte j
Borgerne i Viborg ikke længere, at Bispen holdt Kirken
lukket for Tavſen. De brode Kirfedøren i Graabrodre⸗
kirke op med Magt, og Tayſen predikede nu her, til
han jog Graabrodrene helt ud af Kirken. Jørgen Friis
begyndte nu at frygte for ſin egen Sikkerhed og drog
til Hald Slot, ſom han havde ladet befæfte, og hvor
han hapde opfort et ſtort rundt Fangetaarn, hvoraf
der endnu findes meerkelige Levninger, og hvori han
havde tenkt at indeſlutte Hans Tavſen. Det gik dog
ikke, ſom han havde ventet; thi da Reformationen var
anerkjendt ved Herredagen i Kjøbenhavn 1536, droge
Viborg Borgere bevæbnede mod Hald, og Toget gjaldt
deres gamle Fjende Jorgen Friis. Da Biſkoppen blev
underrettet om Borgernes Komme, drog han dem
imøde i Spidſen for fine Spende, det kom til Kamp,
men Borgerne ſejrede og puttede nu Biſkoppen i det
Fangetaarn pan Hald, ſom han havde beftemt for
Tapſen; og Reformationen var fuldført.

Lidt Nord for Domkirken paa den tidligere Graa⸗
brodrekirkegaard, der nu er beplantet, findes „Tapſens
Minde“. Paa Forſiden af et 3 ½ Alen højt Monument
af Sandſten, findes i et Basrelief af hvidt Marmor et
Billede. af Tapſen fremſtillet med opflagen Bibel.
Billedet er hugget af Freund og under det ſtaar: 2
Thim. 2, 9. („Guds Ord er ikke bundet“.) Paa Bag⸗
ſiden ſtaar: „Hans Tauſen til Minde ſat i Frederik
den tes Dage ved Kongens og Folkets Gaver. Oprejſt
paa Reformationsfeſten 1836“. Desuden findes de
fire Evangeliſters Emblemer, nemlig Oxen, Engelen,

Loven og Ornen, ligeſom og en Svane og en Delfin,
formodentlig til Erindring om Luther og Reformationen

F
5

i

5

paa Stottens Sider. Foran Støtten ligger den ſtore
Ligſten, hvorfra Sans Zavjen prædikede paa Kirkegaarden
efterat Kirken var bleven lukket for ham. Stenen laa
den Gang i et Hjorne af Kirkegaarden ſom Ligſten over
Vebner Johan Nielſen af Aunsbjerg død 1442 og
Huſtru Helene Munk. Senere ſolgtes den ved en
Auktion for 16 Rd., kom ſom Ligſten til Hinge Kirke⸗
gaard, og fik en ny Indſkrift. Denne har dog ogſaa

maattet vige, og nu findes indhugget i fire Rund⸗

kredſe:
„Paa denne Sten Hans Tauſen forſt i 1528
3 (fejlagtig for 1526)
i Viborg predikede Luthers Lære, —

En Ven af den her lagdes ſidſt —
Anſaa det Pligt anmeldt at være”.

Under Grevens Fejde har Viborg Bys Borgere,

der aldrig plejede at ſtaa tilbage ved ſaadanne Lejlig⸗
heder, ſandſynligvis deltaget i Jydernes Rejsning ved
Skipper Clement og hyldet Kong Kriſtian den Anden;
men i alt Fald var det i Viborg, at Clement og hans

Tilheenger Jens Hvaſs til Kaas i Salling bleve hen⸗

rettede paa Gammeltorv, det lille Torv veſt for Dom⸗
kirken, 1536.

J Tidsrummet fra Reformationen til Enevolds⸗
magtens Indforelſe opholdt Kongerne ſig ofte i Viborg,

de udvalgte Tronſolgere hyldedes i Viborg — i Anledning j

Biborg, set fra Øst, -

af Kriſtian den Ades Hylding fif Byen fit ſtore Torv
(Nytorv) forhen St. Hans Kirkegaard — og den mægtige

É jydſke Adel havde i denne Periode ſine Samlinger her.

Man holdt ikke alene garlige Sammenkomſter for at

forhandle om Standens Tarv og Privilegiernes Opret⸗

holdelſe og for at bilægge opſtaaede Tviſtigheder; men
ogſaa en ſtor Del adelige Bilagere eller Bryllupper
holdtes her og til ſaadanne Forſamlinger havde man
ſin egen Gaard „Adelens Gaard“.

havde ogſaa Ejendomme i Byen, hvor de opholdt fig
ſedvanlig paa Snapsthings og Landsthings Tider.
Snapsthinget eller ſom det fra forſt af kaldtes Snaps⸗
landsthinget, var Benævneljen paa det forſte og fornemſte

Landsthing efter Jul og den dermed forbundne Penge⸗

Mange Adelsmænd |

Cegust af V. Fischer,

ES:

omfætning. Navnet Snapsthing udleder man ſom en
Forkortning af den latinſke Bencevnelſe „Sessio novi
anni prima“, og det holdtes ſom anført forſt paa
Aaret. Da Herremendene imidlertid vanſkeligt kunne
faa deres Korn og Penge omſatte jaa tidligt paa Aaret,
blev Terminen ſenere ſkilt fra Landsthingets forſte
Holdelſe og efter flere Forandringer henlagt til Juni
Maaned. Snapsthinget var af ſtorſte Betydning for
Viborg, idet en ſtor Del af Borgerne levede af at be-
værte og herbergere den Mængde Fremmede, der i Dagene
fra 13de til 29de Juni kom til Viborg. Ikke alene
Jyderne, men Folk af alle Nationer og Klasſer, Penge⸗
mend og Handelsmend, Kunſtnere og Haandværkere
kom i de Dage til Viborg, og det var et almindeligt

r rer
== > 8 ex

i
i

Mundheld den Gang: „Ses vi ikke for, ſes vi til Viborg
Snapsthing“.
ſiden af Byens Nytorv er oprindelig opført til Snaps⸗
thingsgjæfter, og i Klubben, den lange lave Bygning
paa Torvets Sydfide, ſpilledes den Gang højt Haſardſpil
(Pharao, Baret) medens Stadsmuſikanten med fine
Muſici hver Aften var i fuld Virkſomhed i den ſtore
Sal ved Siden af Spilleverelſerne.

En Talemaade fra den Tid var ogſaa at „man
rejſte til Snapsthing med „den rige Mand“, holdt ſaa
den „ſtore Nadver“ og vendte hjem ſom „det fortabte
Faar“ (ſigter til Evangelierne 1—2 og 3 Sondag efter

Den ſtore 3 Etagers Gaard paa Oſt⸗

Trinitatis) og viſt er det, at mangen ulykkelig Spiller

eller ruineret Pengemand, der ikke kunde faa fine Sager
ordnede ved Snapsthinget druknede fin Sorg i Søen.
J 1805 da: Landsoverretten afloſte det gamle Lands⸗
ching aftog efterhaanden Snapsthinget og kun et lille
Marked i Juni Maaned, Snapethings⸗ eller St. Hans
Marked er en Levning af den forduws Herlighed.
Efter Cnevældens Indforelſe gik det tilbage med 5
Viborg. Allerede for havde Byen været hjemſogt af
forſtjellige Ulykker. Et Par betydelige Ildebrande den
16de Maj 1567 og den 28de April 1615 lagde ſtore
Partier af Byen i Afke og forarmede mange Familier,
og faa kom Krigen. 1627 havde de keiſerlige Tropper
Hovedkvarter i Byen; 1644— 45 var den beſat af

SER

1
' [il] VE

Bilorg Domkirke, efter FEE

Svenfferne under Horn og Vrangel og 1657—58 blev
den igjen trykket forſt ved Svenffernes Beſog og ſenere
ved vore „Venner“, Brandenborgere, Polakker og Kejſer⸗
lige, der i Udſugelſer næppe gave Svenſkerne noget
efter. 1660 holdt Adelen ſit ſidſte Mode i Viborg, og
at dens Møder ophørte var et foleligt Tab for Byen;
jaa kom igjen en Ildebrand den 18de April 1667 og
endelig den ſtore Ildebrand den 25de Juni 1726.
Denne Brand udbrød Kl. 4 om Eftermiddagen hos en

Handlende paa Sjultorvet og ſtandſede forſt Natten

mellem den 26de og 27de Juni efter at have lagt den
ſtorre Halvdel af Byen i Aſke tilligemed 2 Kirker,
Domkirken og Sortebrodrekirke, Bispegaarden, Raad⸗
ſtuen og en Fløj af Hospitalet og gjort over 200 Fa⸗

og gBiſkop, ligeſom den har ſin Latinſkole.

milier husvilde. Skjendt Byen fif betydelig Hjcelpß,
forvandt den dog forſt efter lang Tids Forløb denne
Ulykke, hvoraf der endnu findes Spor i flere gde Tomter
og højtliggende Huſe, der ere byggede ovenpaa de
ſammenſtyrtede Ruiner; men ſkjondt Byen ſaaledes ſank
i Anſeelſe, Velſtand og Magt, lykkedes det den atter
at hæve fig. Landoverretten havde ſom alt omtalt fit
Sæde i Byen og ikke fan Embedsmend droges til den,
ogſaa er den ſom Stiftshovedſtad Sædet for Amtmand
Betydende
for Byen var ogſag Steenderforſamlingerne, der her
havde deres Moder. Den forſte Stenderforſamling
aabnedes den 10de April 1836 og den ſyvende og ſidſte
ſluttedes den 23de Juni 1848. Lidt Nord for Dom⸗

; e er BØ

kirken laa Stcenderhuſet, en temmelig lang toetages
Bygning, hvor Forſamlingerne holdtes, men denne
Bygning nedreves for et Par Aar ſiden og Steender⸗
forſamlingerne hore nu til Viborgs Erindringer. J
1719 var Viborg ſunket ned til et Indbyggerantal af
lidt over 2,000, men ved Folketællingen i 1870 var
det ſteget til over det tredobbelte nemlig 6,422, medens

det endnu i 1860 kun var 4,861. Man ſer ſaaledes, at
Byen i de ſeneſte Aar er gaaet betydeligt fremad, og
ſom Grunde kunne anføres, dels de tilgrenſende betyde⸗
lige Hedeſtrekningers Opdyrkning, men navnlig, at
Byen har faaet en let Forbindelſe med Omverdenen
ved Jernbaneanlegene, ligeſom dens Garniſon og Lejr⸗
ſamlingerne ved Hald have bidraget meget til åt hæve
Byen.

En Hovedprydelſe for Viborg er den ſtore ſmukke
Domkirke. Paa Pladſen, hvor den ligger, var, ſom
tidligere omtalt, alt i ældgammel Tid opført en „Marie⸗
kirke“ der dog alt omtrent 1128 afloſtes af Domkirken.
J Katholicismens Blomſtringsdage var denne Kirke en
af de forſte i Landet; den talte mindſt 16 Altre og
mange Kapeller, ligeſom den ejede en betydelig Samling
af Relikvier. Reformationens bekjendte Ringeagt for
katholſke Helligdomme og Tidens Tand mishandlede dog
den gamle berømte. Kirke ſlemt, og dertil kom forffjellige
Ulykker. Allerede 1501 flog Lynet ned i Kirken og
afbrændte faa godt ſom hele Bygningen, der gjenop⸗
fortes i en aldeles forvanſket Skikkelſe. Taarnene og
Forpartiet opmuredes af Murſten iſtedetfor af Granit,
Bjelkeloftet afloſtes af murede Svælvinger og Indgangs⸗
døren mellem Taarnene tilmuredes, idet ſaavel Rummet
mellem Taarnene, ſom Krypten forvandledes til Grav⸗
kapeller. 1567 hjemſogtes Kirken atter af en Ildebrand;
men ved den ſtore Ildebrand 1726 ødelagdes hele Kirken
aldeles, og de ſidſte Minder fra den katholſke Tid gik
tabte, Kirken blev vel gjenophygget, men af daarligt
Materiale og iſtedetfor de ſmukke Spir fik Taarnene
lave blytakte Kalotter. Da Profesſor Nebelong m. Fl.
underkaſtede Kirken et nøjagtigt Efterſyn i 1856, fandtes
den ſaa broſtfeeldig, at man maatte luffe den i Aaret
1862. Kirken fandt dog varme Talsmeend for en Om⸗
bygning i Hoyen, Monrad og Hall ligeſom i den utrektte⸗
lige Stiftspropſt Welding; Frederik den 7de der i 1861
ved et Beſog i Viborg forvisſede fig om Kirkens Broſt,
ſtottede Sagen, Rigsdagen underſtsttede Foretagendet
og dels herved, dels ved Bidrag, der indkom ved en
almindelig Subskription over hele Landet, lykkedes det
at føre Sagen igjennem. J 1863 begyndtes Nedriv⸗
ningen af Kirken, og Arbejdet fortſattes uforſtyrret under
Krigen 1864. Grundſtenen til Alteret lagdes den Zdie
December 1869 af Kong Chriſtian den Niende, og i
Efteraaret 1866 ſtode Korets og Korſets Mure fuld⸗
ſtendigt rejſte. Derefter er Kirkebygningen ſkreden fremad
og nu ſtaar Viborg Domkirke i fin tidligere ſkjonne⸗
Baſilikaſtil. Kirken er opført af Granit, dels mange⸗

firkantede Granitpiller,

farvet fra Jylland vg dels ensartet fra Uddevalla.
Kampeſtenene danne dog kun Murenes Yderfide, deres
Kjcerne er af brændte Sten. Den gjenopforte Dom⸗
kirke er en regelmæsfig Korskirke med Hovedſkib og 2
Sideſkibe, hvortil i Veſt ſlutter fig to Taarne og mellem
dem en Forhal; over Korſets Midtkuppel hæver fig et
Spir og derpaa kommer Koret med Runding og 2 Taarne
ſamt op mod Skibet 2 Kapeller. Domkirkens Længde
er udvendig 111 Alen, dens Brede i Korſet 49 Alen,
i Skibet 36 Alen; den indvendige Længde er, Forhallen
fraregnet, 95 ⅛ Alen og Hovedſkibets flade Loft er
omtrent 26 Alen over Gulvet. Kirkens udvendige
Højde til Tagryggen er 35 Alen. Spiret over Korſet
hæver fig 53¼ Alen, de tvende Taarne mod Veſt
67½ Alen. Af den gamle Kirke er foruden Krypt⸗
kirken ogſaa den nederſte Del af Korrundingen tilbage
med fine 4 høje og ſmaekkre Halvpſojler, der bære 3
Buer hvorunder Rundingens 3 Vinduer ere anbragte.

J Hojde med Pillernes Kapitæler ſes 2 udhugne

Menneſkehoveder, hvilke efter Sagnet foreſtille Maalet

"paa 2 Kemper, der vare ligeſaa høje ſom Afſtanden

fra Jorden: 14 Alen, og ſom byggede den forſte Kirke;
nederſt ere tvende Løver udhugne. Paa det nordre af de
veſtlige Taarne er indmuret en gammel Sten med en
Lindorm med et mindre Dyr under fig. Over hver
af Sideindgangene er anbragt en halvrund Sten med

udhugne Lover og over Hovedindgangen mellem Taarnene

en Dorſten af rigt Arbejde; alle 3 Indgange ere om⸗
givne med Sejler. Kirken er overalt tæffet med Bly,
og Taarnene prydede med forgyldte Kors. Korrundingen
med fit fritſtaaende Galleri hører til vort Lands ſkjonneſte
Prydelſer.

. Indvendig er Kirken hvælvet undtagen Sovedjfibet,
der har fladt Bjælfeloft. Fra Forhallen træder man
ind i Langhuſet, og overſer hele Midtſkibet med de 6
paa hver Side forenede med
Rundbuer og atter bærende 6 lavere Piller, der lige⸗
ledes ere indbyrdes forenede med Buer. Disſe ſidſte
danne her ligeſom i Ribe Domkirke ſkjenne Triforiums⸗
Gallerier. Alt er her Granit lige op til Loftet.
ſkibet oplyſes af Hojkirkens Vinduer, der ere anbragte
over Gallerierne oppe ved Loftet og af et prægtigt
Rundvindue, om hvilket Orgelet anbringes, i Portalen.
Loftet i Hovedſkibet er prydet med Malerier, ſom efter

Arkitekt Storchs Udkaſt ere udførte i middelalderlig Stil

af Maleren F. C. Lund. Nermeſt Orgelet ſes Moſes
og David, derefter folger Billeder af: Marie Bebudelſe,
Marie og Eliſabeth, Kriſti Fodſel, Kriſti Fremſtilling i
Templet og Kriſti Daab. Paa Siderne findes Billeder
af de 12 ſmaa Profeter og oppe ved Koret Billeder
af de 4 ſtore Profeter. Paa Korloftets Dekoration
arbejdes iaar. Fra. Koret fore 2 ſndede Opgange i de
mindre Taarne op til det gabne Galleri, hvorfra der
er en ſmuk Udſigt over Byen og Søen. Fra Koret

fører ogſaa en bred Trappe ned i Kirken og paa Siderne

Midt⸗

—— — —Uñͤ —

. ——— —

fore 2 Nedgange ned i Kryptkirken under Koret. Denne |

halvt underjordiſke Kirke ſtaar urørt fra ældre Tider.
10 Salvføjler og 6 hele, fritſtagende Sojler (de 2
midterſte af Porfyr) bære 12 Krydshveelvinger over den
22 Alen lange, 13 Alen brede og 61/9 Alen høje
Kirke; ved hver Side er et lille Kapel, J en under⸗
jordiſt Gravhvclving under Forhallen og de veſtlige
Taarne og i et Kapel oppe i Kirken findes en Del
Kiſter, hvori Medlemmer af den Juelſke, Kraghſke og
Seheſtedſke Familie hvile. Generalmajor Daa, der
faldt i Slaget ved Gadebuſch og hans Huſtru hvile nu
i det lille Kapel ved Korets ſondre Side i to ſeerdeles
ſmukt reſtaurerede Kobberkiſter. Blandt Kirkens Pry⸗
delſer ffal endnu nævnes den ſyvarmede Lyſekrone, en
Efterligning af Guld⸗Lyſeſtagen i Jeruſalems Tempel.
Den ſtaar nu i Kryptkirken, men vil ſenere blive op⸗
ſtillet i Midterſkibet. Nogle Levninger fra Erik Glip⸗
pings Grav, der nu bevares i oldnordiſk Muſeum,
ſaaſom Reſter af Blykiſten, Solv⸗Hoſtieceſken, Leder⸗
ſtykker og Stenen. af Kongens Ring, ſkulle formentlig
atter henſættes bag Alteret, hvor de for havde Plads.
Man venter at kunne tage Kirken i Brug i Efteraaret
1876.

Udenfor Domkirken er Gammeltorv, og paa dettes
Sydſide findes det gamle Raadhus, der er forſynet med
et Spir og ligefor Domkirken ligger Latinſkolen. Bag
Domkirken findes Bispegaarden og Nord for den ligger
det nye ſmukke Thing⸗ og Arreſthus. Paa Pladſen

foran dette, den forhenverende Steenderplads, ſtod for

et Monument for Digteren St. St. Blicher; nu er det
herflyttet til Anloeget ved Borgevold. Broncebuſten
ſtaar paa en ret anſelig Granitblok, hvor man læjer
Digterens bekjendte Strofer:

„Min Fodeſtavn er Lyngens brune Land,

Min Barndoms Sol har ſmilt paa morken Hede,

Min ſpede Fod har traadt den gule Sand,

Blandt forte Høje boer min Ungdoms Glæde”,

Monumentet affløredes 1866 af Ploug. Foruden
Sondreſogn Kirke vil man lægge Merke til Straffe⸗
anſtaltens anſelige Bygninger. Nu er denne nedlagt,
og Bygningerne ſkulle indrettes til Sindsſygeanſtalt.
Sonden for Byen ad Aarhus⸗Kolding Vejen findes et
ſmukt Anlæg med Spadſeregange og Udſigt over Sgen
til Asmildkloſter, forhen et Auguſtiner⸗Nonnekloſter, i
hvis Neerhed Biſkop Gunner boede.
et Udflæfningsapparat for laxartede Fiſk. Nord for
Byen ligger Kirkegaarden og ved Siden af den Exer⸗
cerplads med et anſeligt Exercerhus og Depotbygningen
for Militæret. Paa denne Plads bygges Treœhuſe til
Kreaturer og Redſkaber ved det foreſtaaende Landmands⸗
made. Produkt og Husflidsudſtillingen faar Plads i
Exercerhuſet; Fiſkeriudſtilling og Biavl i Depotbyg⸗
ningen. Her vil man altſaa i Samling treffe hele

AUddſtillingen ved Mødet med Undtagelſe af Mejerifrem⸗

bringelſer, der faa Lokale i den forhenværende Straffe⸗ :

J Haven her findes

Die o

anſtalt. Som Slutning ſkal anføres, at den 13de
danſke Landmandsforſamling ſynes at have fundet be⸗
tydelig Tilſlutning, idet der er anmeldt over 600 Hingſte,
Hopper, Tyre, Stude og Kør, foruden Faar og Svin.
Ogſaa Husfliden, der for kun har været ſpagt repræ-
ſenteret ved Landmandsforſamlingerne, har her faaet
en glædelig Tilſlutning, idet der af cirka 300 Udſtillere
er anmeldt omtrent 3000 forſtjellige Husflidsgjenſtande.

Di hvert Nummer af „Husvennen“ ſtaar der jo, at
det er for Morſkabslesning, Oplysning og Husflid.
Jeg tenker derfor, at det ikke vilde være Dem ufjær-
komment at modtage følgende lille Skildring i Bladet,
hvor Sandheden nøje er fulgt helt igjennem. Jeg, og
mange med mig, har gladet mig ved at laſe disſe
ſmaa Husflidsſkildringer i „Husvennen“. Jeg er vis
paa, at det vilde forbavſe Enhver, der vilde aflægge
et Beſog i det Husflidshjem, ſom folgende Linier ſkildrer.
Jeg kunde 9855 ſtor Lyſt til at nævne Mandens Navn,
ſaa det kun '
hans udtrykkelige Villie vil jeg ikke gjøre det.

L—d.

Veſog i et Husflidshjem.
Skildring af L- d.

øre den danſke Bondeſtand.
lmindelighed yttrer ſig, har vi
Husven faaet mange gode Skildringer af, 1

og dernæft er han af Naturen udruſtet med et ſkarpt

jaa aflægge vi i Fallesſkab et lille Beſog hos ham.

Maal, ſaa faar vi tage tiltakke med Apoſtlenes Heſte,

da det heller ikke er jan meget langt.

e blive kjendt i en videre Kreds, men mod.

rive Roer paa.

men da vi nu en Gang er kommen paa Eventyr jaa
foretrokke vi at folge den for et halvt. Aarstid ſiden
afſtukne Odenſe⸗Svendborg Jernbane. Man er netop
i disſe Dage i fuld Gang med Jordarbejdet.
Sondagmorgen, Kl. er næppe 8, da vi naar vor Rejſes
Maal, det er en ſmuk ny Gaard, til hvis Opbygning
for 13 Aar ſiden, Manden jelv har ſtroget og brændt
alle Stenene. Da vi treffe ham udenfor Ladeporten,
kunne vi ligeſaagodt gaa derind forſt og ſe os om.
Det forſte Øjet moder er et Par Kaſte⸗ og Renſe⸗
maſkiner, Mandens eget ſmukt udførte Arbejde. Ved
Laden er tilbygget to Heſtegange, den ene til at treekke
Toerſkemaſkinen; den anden til Hakkelſemaſkinen og
desuden en lille, af Manden opfunden, Maſtine til at
Det vilde blive en Vidtloftighed ved
hver ny Del at gjentage, at Manden ſelv var Meſter
for det; jeg vil hellere indſkroenke mig til kun at for⸗
tælle om de Sager, ſom er ſelvlavede, hvis det iøvrigt
kan kaldes at indſkrenke fig; thi tog man forſt det
ſelvlavede bort, blev det i Sandhed en nøgen Gaard.
Krybber og Hake i Koſtalden ligeledes eget Verk.
Paa gjentagen Opfordring gaa vi „indenfor“. Muntre
Raab lyde os i Mode inde fra Dagligſtuen, en 3—4
Smaaborn ere ivrig beſtjceftigede med at lave Huſe af
Stole, Skamler, gamle Treſkoer o. a. m. De maa

kappes om, hvem. der forſt kan bringe Mo'er det ſal⸗

velſesfulde Budſkab „a' de' c' Fremm' eje!” (at der er
Fremmede inde). Den gamle, danſke ligefremme Gjæft-
frihed, har rigtig her tit Sede. Imens vi tage til
os af de gode Bonderetter ſom blive fatte paa Bordet,
betragte vi Stuen. Et ſtort egemalet Skab tiltrakke
fig ſtrar vor Opmeerkſomhed. Paa vore Sporgsmaal
forklarer R. H. (ſaaledes hedder Manden) os, at han
har lavet det til at jætte Melken i om Vinteren;
hvorimod det om Sommeren, naar Hylderne tages ud
bruges ſom Klædejfab. Men vi maa videre omkring.
Mellemſtuen fortjener ſeerlig at nævnes. Egemalede
Fyldingspaneler bekleede Udvceggen; men hvad der

vokker ftørft Beundring er de ſmukke og ſmagfulde

Billedrammer ſom vi beklage ikke at kunne give
en Tegning af. Det er ogſaa gode danſke Billeder
man har og blandt dem kan da nævnes Husvennens
Tillcegsbilleder. Fint forarbejdede Mobler pryder alle
Stuerne. Vinduer og Dore i hele Gaarden har R. H.
tit med megen Moje, ſelv arbejdet ud, jaa mangen
Snedker kunde have godt af at ſe ſig lidt om der. Vi
maa nu ud og ſe det Sted hvor alt er forfærdiget,
nemlig Huggehuſet. Det er et Veerkſted hvor intet
Stykke Værktøj mangler til nogetſomhelſt Mobelarbejde.
Henne ved Drejeladet gjor vi Bekjendtſkab med R. H.s
celdſte Sen, ſom er i Ferd med at dreje Garnvinder.
Et Par ſtaar færdige. Paa Anmodning af Faderen
viſer han os en Del Tegninger, ſom han i fin Fritid
har udført. Jeg ſpurgte Manden hvor han havde
kjobt alle de Jern til de Sneſe af Hovle og jeg for⸗
bapſedes ved at høre, at han ſelv havde ſmedet
dem. Vi ſporge da forundrende om han ogſaa har
en Smedie og da det bekreftes, maa vi naturligvis
je den. Den har en Plads i det ene Hjørne af Haven
og er en Bindingsveerksbygning tælfet med Tagpap.
Til venſtre for Indgangen ſtaar en Plov, ſom han

Det er

ner, Vedderkaniner (lap. belier),

nylig har faaet færdig. Det meſte herinde er ogſaa
R. 9.3 Arbejde, ſelv Blæfebælgen. Ved Sydſiden
ſtaar Filebenken og Stobebordet og paa dette ſidſte
ligger et Set nydeligt forarbejdede Kaneklokker med
en udmærket Klang. Enhver der ved hvor vanfkeligt
det er at ſtobe Kaneklokker, kan ikke nokſom forundres,
1 vor Vert, uden at have lært det, kan gjøre
et. Bødker er han ogſaa. En Spand, ſom han har
oppe i Smedien at beſlaa, vidner om Dygtighed ogſaa

i den Retning.

Medens vi ſaaledes har efterſet det nævnte og
meget mere, hele Gaarden over, glider Tiden og det
bliver Tid at tage Afſked, efter ret en fornøjelig Dag.
Med mange Onſker om at komme fnart igjen hilfe vi
Farvel til den gjeeſtfri Familie. ;

Der er ſagt af en Stormand her i Danmark, at
den ægte Sue gabenbarer fig blandt andet deri at
man regner andre for hvad de ere. Det kan man i
Sandhed ſige er Zilfældet i dette ſtille Husflidshjem.
Man fælder her ingen ublide Domme; nej langt heller
fremdrages det gode ved dette og hint. Ved Sligt
et Beſog fyldes Hjertet ret af den Glæde, ſom det
giver at høre til „de Stille i Landet” og man føler
hvor lykkeligt dette vilde blive blot der fandtes mange
ſaadanne Husflidshjem trindt om. 8

Kaninayl.

Unge franſke Harekaniner, ægte Norman
5 Kineſiſke
Kaniner ſamt Krydsninger faas for 4 Kroner
Parret hos Lærer J. P. Dreyer i Bramdrup
ved Kolding.

1
Oplosning
paa den firkantede Nod i Nr. 37:

N. S. Derom kan „Hv.“ ingen Oplysninger naa at give
i „rette Tid“. d

Anders K. Kan ikke bruges.

L. E. Derſom det kan lade fig gjøre: Ja.

Til ſamtlige Abonnenter. For at Üdgiveren i rette Tid
kan beſtemme Oplagets Storrelſe i naſte Fjerdingaar, for at
Poſtvaſenet ikke for meget fkal ulejliges med Efterbeſtillinger,
og endelig for at Laſerne ikke ſkulle komme til at favne et eller

flere Numre i rette Tid ved Kvartalsſkiftet, bedes de ærede Poſt⸗

abonnenter om at indſende Beſtilling med Betaling for naſte
Fierdingaar ſnareſt efter Modtagelſen af nærværende Nr. Poſt⸗
kontorerne ere ikke forpligtede til at minde Abonnenterne om
Bladets Beſtilling.

Subffription gjennem Boghandelen betragtes derimod i
Reglen ſom bindende for en Aargang, naar ingen Afſigelſe af
Bladet finder Sted inden hvert Kvartals Slutning.

Indhold. Viborg, af Emil Sauter, med 2 Billeder. — Hus⸗
flid: Beſog i et Husflidshjem. — Kaninavl. —
Gaade. — Brevvexling.

Hnspennen udkommer tir hver Sendag med et 16-fvalier Ark, forfynet med flere Billeder, like Krone (3 MK.) Iſerdingaaret frit lilſendt.

vert Jjerdingaar medfølger gratis et ſtork ſmukt Villede.

Blade kan beſlilles pan ethvert Vofliontor og Brepſamliugsſled, i enhver

„Boglade ſamt hos Hovedkommisſionceren: Rudolph Klein, Vileſtrede 40, Kjobenhapn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

R

2. Aargang. j
Nr. 40.

Et opſnappet Brev.
8 Jortælling af Bakarias Nielſen.

, akob Villumſen var hans Navn og Ane
Nielsdatter hendes.

„De to paste flet ikke ſammen,“ ſagde
Folk, „for han er en lyſtig Svend, fuld
af Spog og Spas, og hun er næften ikke
til at ſlaa et Ord eller Smil af med en Vognkjep;
desuden er hun jo en ſimpel Husmandsdatter. Nej
ſaa pasſer Anna meget bedre til ham, for hun er et
Pigebarn, der er Liv i, og hun har da nogle Skillinger.
Det værfte er, at hun er fan los paa Traaden; men
hun ſtillede fig vel nok, naar hun blev gift.“

Ja, Folk forſtaa fig altid jaa godt paa, hvem
der pasſer for hinanden. ;

Jakobs Fader havde i fin Tid været Skolemeſter,
men havde ved at gifte fig med en ung Gaardmands⸗
enke faaet Gaard og Grund. Han havde altid været
anſet for at være en meget lærd Mand, og var derfor
lige til ſin Død bleven betragtet ſom en Pryd for
Byen. Nu var han borte, og ſaa kom det an paa, om
Jakob kunde hævde Faderens Ry. „Ja Jakob er ogſaa
godt lært,” ſagde Folk; „hans Fader herſede jo med
ham baade tidlig og filde, for det var jo altid Villums

Mundheld: „Det bedſte, man kan give ſine Born, er

en god Lordom.““

Jakob var kun 19 Aar gammel, da han blev Mand
i Gaarden. Hans Moder var meget ſygelig og kunde
derfor ſlet ikke tage ſig af noget hverken ude eller inde;

men en voren Datter foreſtod den indvendige Gjerning,

Hlorſhabslesning, Oplysning ag Bus flil.
Adginet af N. C. Num. HARE

f Handagen d. A. Juli.

Kjøbenhavn.
1825.

og den udvendige fkulde Jakob nok klare. Han var
en ſmuk, rank Karl med lyſe Øjne, lyſt Haar og et

lyſt Hoved. Ja, der var noget lyſt ved hele hans
Perſon. „Han er dog jaa kjon!“ hviſkede Byens Piger
til hverandre. „Han er en vigtig Gut,“ ſagde Karlene,
og alle, baade Piger og Karle, vare enige om, at naar
han ikke var med i deres Lag, ſaa var der intet Sving
i det. Hans Anſigt var ſom ſkabt til at vakke Liv
og Lune. Det var ligeſom Frejdighed, Vid og Over⸗
givenhed legede i alle dets Trek. Og hån kunde faa
Folk til at briſte ud i Latter, blot ved at ſige „God⸗
dag“ eller „Sin'godt“ eller lignende; der var et eget
overgivent Tonefald i hans Tale, jaa at alt, hvad han
ſagde, ſelv om det ikke i og for fig var vittigt eller

morſomt, blev begge Dele ved den Maade, det. blev
ſagt pan, og ved det ejendommelige, lunefulde Mineſpil,
"Tom fulgte Ordene paa Vej. Men bagved dette tilſyne⸗

ladende lette og legende Veſen laa en ædel og ægte
Barneſjæl, og det var maaſke, naar det kom til Stykket,
dog egentlig dens Blink, ſom lyſte ud af hans Aaſyn,
og ſom virkede faa indtagende paa hans Omgivelſer.
Og nu hans Forhold til Ane, Husmandsdatteren
fra Nabobyen, hende, ſom ikke en Gang Vognkjeppen
kunde bide paa! Ja, les et Brev, ſom han ſkrev til
hende i deres forſte Forlovelſesdage. 3

„Min kjereſte Kjeereſte!

Ja jeg har da ingen andre Kjereſter end Dig,
jaa Du fkal ikke blive bange, fordi jeg kalder Dig
min „kjcereſte“ Kjcreſte. Folk ſige jo rigtignok, at
Anna har en hel Del Kjærlighed ſtaaende i forſte
„Prioritet“ hos mig, men den ſtaar da ſaa i alt

kvindeligt Væjen.

Fald uopſigelig paa Livstid, faa der en ingen Fare
for, at hun ſkal „rungenere“ mig, hvad det angaar.
Jeg vilde ellers ſige Dig, at ſiden jeg fik at
vide, at Du holder af mig, er jeg bleven faa
glad, ſaa glad! og det er dog faa morſomt at være
glad. Jeg ved nok, at Du gaar mere roligt med
Glæden end jeg, men Du har ogfaa. bedre Plads
til den inde i Dit ſtore, dybe Hjerte end jeg har
i mit. — Det er ellers underligt med mig i denne
Tid, for det er ligeſom der var et Par ſtore, brune
Øjne, der ſaa mig ind i Anſigtet hele Dagen igjen⸗
nem, og ſaa ved jeg hverken ud eller ind; for jeg
bliver rent borte i dem. Jeg har aldrig jet ſaadan
nogle Øjne for hos noget Menneſke. De ere faa
alvorlige og dog lyſe de faa mildt; de ligne to
Stjerner — men det er ſandt: Stjernerne ere ikke
brune, ja, ja jaa ere de klare og ſkinnende, og det
ere de Øjne ogſaa, ſom jeg taler om. Og jaa gaar
jeg ogſaa hele Dagen og tenker paa en kjon, lille
Mund, et Par rode Kinder og en høj, ſmuk Pande,
omgiven med det dejligſte, ſorte kruſede Haar! Og
jaa ſtaar der lige med et en høj, rank Ma for mig
og ſiger — nej, hun ſiger ingen Ting; hun ſer blot
pan mig, jer ſaa kjœrligt og lykſaligt paa mig, og
hendes Hjerte banker, jaa jeg kan høre dets Slag.
Da ſynger hele Verden omkring mig, og jeg fynger
Jelv. med, ſynger højt om Kjærlighed og Lykke. —
Ja, kan Du nu gjætte hendes Navn; det forſte
Bogſtav er: Ane Nielsdatter. Hun har gjort
mig til det lykkeligſte Menneſke paa Jorden; bare
hun ogſaa er det lykkeligſte Menneſke, jaa er jeg
endnu lykkeligere. Og ſaa Farvel for denne Gang.
i Din trofafte

; Jakob.“
Anes Fader var, ſkjondt Husmand, ret velſtaaende.
Han havde et godt lille Stykke Jord og holdt derpaa
en Ko og et Par Faar, Han var Enkemand, og
Datteren maatte derfor være hjemme og holde Hus
for ham. Hun var en meget ſtille Pige med et ægte

det ſtille Vand; thi hendes Sjæl var baade dyb og
rig; men hun havde noget ſterkt — for at undgaa
Ordet „heftigt“ — i ſin Natur. Man ſtjonnede ſtrax,
naar man ſaa hendes Anſigt, at hun var en Kvinde
med Karakter, men tillige med Hjerte.

Jakob og Ane elſtede hinanden ret af Sjertens
Grund. Det var kun ſielden, de havde Lejlighed til
at je og tale med hinanden, men deres Kjærlighed blev
kun derved faa meget rigere, idet Længjelen lagde fin

Inderlighed og Poeſi ind i deres Forbindelſe. — Jo,

de pasſede meget godt ſammen, Folk kunde være
ganſke rolige.

Men hvem var faa Anna, det livlige Pigebarn,
ſom man mente pasſede bedre for Jakob? Hun var
Datter af en mindre Gaardmand, ſom boede tet ved

Paa hende pasſede Ordſproget om

Siden af Anes Fader. Hun var Sypige, var dygtig

til ſit Arbejde, men rendte fra det ti Gange om Dagen.

Hun var uſcdvanlig ſmuk, meget ſmukkere end Ane
eller nogen anden Pige i Byen, men hun var „let paa
Traaden“ eller for at tale rent ud: hun var en uſtadig,
letſindig Tote, ſom var Kjærefte med hveranden Karl
i Sognet, og ſom til enhver Tid var paa Farten,
ſnart til den ene, fnart til den anden Forngjelſe.
Hun havde lært Skraderſyning i Kjobſtaden og under
fit Ophold der havde hun faaet ſkrabet lidt Affald af
den finere Dannelfe til fig, havde Tæft en Del over-
ſpendte, letfcerdige Romaner og havde ſpillet Heltinde⸗
rollen i mangt et Danſebodseventyr. Da hun vendte
tilbage til den jævne, rolige Landsby, var hun bleven
en hel Dame med fine Manerer og med en vis over⸗
legen Flothed. J Begyndelſen gjorde de unge Karle
lidt Nar ad hende, men ſnart ſyntes de, at det flædte
hende altſammen faa raſkt, og hun ſamlede lidt efter
lidt en hel Flok af Tilbedere omkring ſig. Jakob kunde
hun aldrig faa fat pag, og han var i Grunden den
eneſte, hun havde noget tilovers for. Hun havde altid
holdt af ham, men i Mangel af det bedſte, tager man
det næft bedfte, det tredie bedſte ofv. Dog havde hun
under alle fine Forbindelſer Jakob i Tanke og haabede
en Gang at havne i hans Arme; men ſaa fik hun at
hore, at han var bleven forlovet med Ane, og den
Nyhed ſatte ondt Blod. „Gaar hun ikke hen og tager
ham fra mig lige for Næfen af mig, den Husmandstos!
Men bi lidt! Endnu har hun ikke fejret! Fra denne
Stund ſlipper jeg alle de andre, og ſtyrer min Gang
lige los paa ham alene. Kom nu alle i hjælpende
Aander, ſom vrimle i Romanverdenen! Leg Kjaerligheds⸗
runer paa Vejen mellem ham og mig og hild ham i
Garnet, jeg ſpender ud for hans Fod!“ Saadan
omtrent vare hendes Tanker, om hun juſt ikke udtalte
dem med de ſamme Ord.

Anna traf ikke jaa ſjeldent ſammen med Jakob,
da hun nemlig kom meget ud iblandt Folk, ja opholdt
ſig endog ofte i flere Dage i Jakobs Hjem, naar man
der havde Arbejde til hende. Hun ſogte, ſaa ofte
Lejlighed gaves, at nærme fig ham i Fortrolighed og
brugte fin Skjonhed og fit paatagne Uffyldighedspræg
ſom Lokkemidler. Jakob havde frit Sprog over for
hende; han ſpogede ofte med hende, og dette gav An⸗
ledning til, at den Snak kom ud iblandt Folk, at han
nok egentlig ſyntes bedre om den raſke, ſmukke Sypige
end om den tilbageholdne Husmandsdatter.

En Aften, da Solen var lige ved at gaa ned,
ſtod Anna uden for fine Forceldres Gadeport og glanede.
En lille fremmed Dreng nærmede fig hende og ſpurgte,
hvor Niels Anderſen — det var Anes Fader — boede.

„Hvad ſkulde Du ham?“

„Jeg har et Brev til ham.“ .

„Hvem har givet Dig det?“ „Lad mig ſe det!“

Drengen tog det frem og gav hende det. En ſtyg

Træfning vifte fig om hendes Mund, idet hun læjte

Üdſkriften: „Til Pigen Ane Nielsdatter, . .. by.“

„Det Brev ſkal jeg nok beſorge,“ ſagde hun, og
Drengen gik da nok faa glad hjem igjen.

Anna gik ind i Haven, ſatte ſig ind i Lyſthuſet
og begyndte at overveje, hvorledes hun ſkulde bære ſig
ad med dette Brev. Noget ondt havde hun i Sinde,
det vilde man kunne have ſet med et halvt Oje.

„Hvor jeg dog kan harme mig over, at hun ſkal
foretrckkes for mig! Er jeg ikke ligeſaa god ſom
hun og maaffe lidt til! Jeg har havt Bejlere i Sneſe⸗
vis, og jeg har fluppet dem alle — hun har aldrig
havt andre end ham, men ham holder hun faſt paa
med begge Hender, og ham er det netop jeg vil have.
— Hvad mon han nu ſkriver her i Brevet? Gid jeg
dog vidſte det!“ É

Hun kiggede ind i Enden af Brevet, men kunde
intet je, Hun lod Henderne ſynke ned paa Skjodet

og fad et Ojeblik og ſaa hen for fig. Da fil hun et

Indfald, gik raſk ind i Stuen, tog en Pennekniv og
ſkrabede en lille Streg ud af Skriften paa Brevet,

hvor efter hun med en Pen føjede et Par Bogſtaver |
til. „Ja der ſtaar jo „Til Pigen Anna Niels:

datter“ — det er mit Navn, jaa maa jeg da have

Lov til at læfe Brevet“, ſagde hun ved fig Jelv, efter |

at hun havde ſiddet og ſet en Stund paa den forfal⸗

ſkede Udſkrift. Hun brakkede nu Brevet og leæſte:

„Min kjereſte Pige!

Jeg lader Dig herved vide, at jeg kommer med
til Ballet i B... Skov pan Søndag Eftermiddag,
og jeg haaber ganſke beſtemt, at Du ogſaa vil fe at
komme. Jeg ffal mode Dig ved Stenten, ſom Du
nok kjender; men jeg tor vel ikke vente Dig forend
hen ad Aften. Hvis der ikke kommer andre med
fra jer By, ſkal jeg nok folge Dig hjem om Natten,

om jeg ogſaa derved kommer til at gan en Mils om⸗

vej; men Din Broder, ſom jo har fan god Lyſt til
at danſe kommer vel nok med. Jeg tænfer neſten

ogſaa, at et viſt Pigebarn, ſom bor nærved Dig,

vil indfinde ſig. Hun er viſt ikke fri for at gjøre
fig lidt Haab om mig, og Folk ſige jo ogſga, at
jeg ſkal være lidt forlovet med hende, men naar

jeg kan fan ſaadan en ſod, velſignet og dejlig Pige
ſom Dig, jaa maatte jeg være en Tosſe, om jeg tog

hende eller nogen anden.

dag Aften, fan ſkal vi rigtig more os ſammen.

Jeg længes ogſaa jaa meget efter at ſe Dig og

holde lidt af Dig. Din tro
Jakob.“
„Det ffal blive Løgn!” tenkte Anna, idet hun
lukkede Brevet ſammen og gjemte det inde paa Bryſtet.
Hendes Legeme ryſtede, og hun var bleven ganſke hvid
i Anſigtet. Misundelſens og Skinſygens Kræfter ar⸗
bejdede fig mere og mere op i hendes Hjerte. Aldrig

havde nogen Medbejlerſke formaget at tage Priſen fra
hende, og ſkulde nu denne Husmandadatter virkelig jan
aldeles ſkubbe hende i Skygge — det var næften mere, :
end der var til at udholde!

(Fortjættes.)
GE Mejemaſkinen.
Re Af J. H. Greve
SEN, f 3: H. ;

saa

ef de mange forſtjellige Maffiner, der i de

2s ſidſte Aar ere tagne i Brug af Land⸗

mendene, man Mejemaſkinen henregnes

til en af de nyeſte, ikke fordi denne Ma⸗

tine nylig er opfunden, men fordi den

i de ſeneſte Tider have undergaget ſaadanne Forbedringer,
at det betaler ſig at benytte den.

Det er gaaet med Opfindelſen af Mejemaſkinen,
ſom med faa mange andre Maſkiner, at man nemlig
kan henfore den til langt tilbage i Tiden. Ja! Hiſto⸗
rien fortæller os endogſaa at de gamle Romere brugte
et Slags Mafkiner til at hoſte Sceden med. At disſe
Mafkiner have ſet meget forſkjellig ud fra dem man
nu bruger, vil let forſtaas, naar der fortælles, at de
Gamles Maſtiner beſtod af en Art meget ſtore Ror⸗ z
ftager, forſynede med 2 Hjul og med en Ræffe Tænder
foran Mafkinen, ſom idet denne ved Sjælp af Heſte
eller Over bevægedes fremad imod Saden, affkar, eller
maafke ſnarere, afrev denne.

Mange Tider gik nu hen uden at man finder
Mejemafkinen omtalt indtil i Slutningen af forrige
Aarhundrede, et Tidspunkt, da mange nye Forbedringer
begyndte at fan Indpas i Landbruget ſamtidig med
at man ogſaa anſkaffede fig bedre og henſigtsmessſigere
Redſkaber. Paa denne Tid opfandt nemlig en Engelſk⸗
mand en Mejemaſkine, ſom dog ikke var praktiſk brug⸗
bar nok til at finde ÜUdbredelſe. Imidlertid, Vinket
til at fan Mejeredet afloſt med en Mafkine var givet,
og mange, fornemmelig Engelſkmaend, ſyslede med at
opfinde en virkelig brugbar Mejemaſkine. Dette lykkedes
ogſaa omſider, men merkelig nok ikke for nogen Fabri⸗
kant og ej heller for nogen Landmand, men derimod
for en Præft i Skotland ved Navn Patrik Bell. 1826
bragte han ſaaledes en Maſkine frem for Offentligheden,

der i det Vaſentligſte ſaa ud ſom hosſtagende Tegning.
Lad mig nu je, Du endelig kommer paa Sen⸗

Det vil her ſes, at Maſkinen bevæges paa to ſtore
Hjul A, ſamt et mindre 8. Saden afffæres af en
Rakke Sarblade a, der omtrent have Form ſom
Bladene paa en Faareſax, kun at de ere ſkarpe paa
begge Sider. Naar Mafkinen bevæges, ſettes disſe
Sarblade ved Hjelp af forſtjellige Tandhjul og Dre
ogſaa i Bevegelſe, og fores Maſkinen da ind imod
Sæden afklippes denne, idet Vinden d, ſom ogſag gaar
rundt, hjælper til at holde Seden an imod Sfære-

' apparatet. Den afklippede Sed falder ſtrax ind paa

et Klæde e, ſom ved Maſkinens Bevægelje beſtandig
| fores rundt om to Valſer fk, og herved føres Sæden
| da ud til Siden, hvor den lægges ſom om den var
L i mejet fra Skaar. É ;
' Nu ffulde man have ventet, at Mejemaſkinen ret

&

majfinen atter lagde Beſlag paa Landmændenes Op⸗
merkſomhed, idet der da var udftillet flere Maffiner
fra Nordamerika, og ſom ved Siden af Bells Maſkine
ere betydelig forbedrede. Det er temmelig ſandſynligt
at Nordamerikanerne ere blevne kjendte med Bygningen

af Bells Maſkine og at den hos dem, ſom Folge af
i

den ſtore Op⸗
komſt Lan⸗
det da var
| fommen i
2 og af den
Mængde Ar⸗
| bejdskraft
der herved
behøvedes ,
| : hurtig er
bleven et
nyttigt Red⸗
ſkab for dem
og efter⸗
haanden ble⸗
ven ſaaledes
udviklet og
forbedretſom
den ſaas ved

Udſtillingen. Fra den Tid fit Mejemaſkinen endogjaa ge de to Hovedarter de kunne inddeles 15

ſtadig Plads hos de evropæijfe Landmænd, forſt blandt
Skotter og Engelffmænd. Her toge Fabrikanterne nu
fat af al Iver pan Forfeerdigelſen af Mejemaſkiner.

5 N 1 33

Mejemaskine fra 4854.

—

maatte være kommen i Gang, men tvertimod, naar

undtages en fort Tid, hvor nogle faa Maſkiner vare
i Brug, hørtes der atter i en Snes Aar Intet til
Mejemaſkinen. Det var førft ved den ſtore Induſtri⸗
udſtilling, der i 1851 afholdtes i London, at Meje⸗

N
20 DA
s

.
eee 0
VÆ N

.

Patrick Bell's Meſemaskine.

En opfandt en Forbedring og En en anden og paa
denne Maade udvikledes den efterhaanden mere og mere,
jaa den ſom bekjendt ogſaa fandt Indgang her i Landet,
og om den end i Forſtningen tidt er gaaet iſtaa, ja
er ligefrem kaſtet bort ſom ubrugeligt Gods, ſaa har
den dog alligevel lidt efter lidt hævdet fin Plads ſaa⸗
g ledes, at den
nu i de ſid⸗
ſte Par Aar
er bleven al⸗
mindelig i
flere Egne.
Vi kunne
ikke her ind⸗
lade os paa
at beſkrive
de forffjelli-
ge Konſtruk⸗

tioner af

! de temmelig

HM "talrige nyere
BE Maffiner,

men ville

indſkrenkeos

til at paape⸗
nemlig ſelv⸗
afleggende og ikke ſelvafleggende.

Ved en ſelvafloeggende Mafkine findes anbragt et
Apparat, hvorved Sæden ſamtidig med at den afmejes

bringes ud af Majfinen enten i Skaar, ſaaledes ſom
ved den omtalte Bellſke Maſkine, eller i Bunker af
Storrelſe ſom Neg. Ved de ikke ſelvafloeggende Ma⸗
ſkiner maa en Mand ved Hjælp af en Rive bringe

Sæden ud af Maſkinen, men da der altſaa ſkal denne Å

Mand mere til at betjene Maſkinen er ſelvfolgelig de
ſelvaflggende Maſkiner at foretrække. Foranſtaaende
Tegning viſer en af de nyeſte ſelvafloeggende amerikanfke
Maſkiner. ;

Den ſtore Efterſporgſel, ſom der i de ſenere Aar
har været efter Mejemaſkiner, har udviklet en levende
Kappeſtrid mellem Fabrikanterne for at levere hver iſcer
de ſindrigſte, letteſte og bedſt arbejdende Maſkiner, ſaa
at disſe i de allerſidſte Aar have naget en høj Grad af

Fuldkommenhed. Blandt disſe har den amerikanſke
„Williams Hoſtemaſkine“ ſom vi nedenſtaagende
ive en Tegning af, ſom den tager ſig ud i fuld Virk⸗
ſpnhed, viſt ſig Jærdeles god. Ved den offentlige

Konkurrenceprave ſom, i Ayguſt forrige Aar, paa det
kongelige Landhusholdnings Selſkabs Foranſtaltning
foretoges med Mejemaſkiner, paa Benzonsdal ved Kjo⸗
benhavn, var Williams den bedſte. Hr. M. W. Meyer

har erhvervet Ret til Eneudſalg af denne
or hele Evropa.

i Koldin
Mafkine $

D
y

10

» I RR
Ne 0
N 0 2 tg VAR:
ek. Fact eto y / 5 0
I , DE

A

NN

5 Williams selvaflæggende Mejemaskine.

Det „nyeſte Nyt” paa dette Omraade er dog en
Meje⸗ og Bindemaſkine, ſom efter Dbl. ſkal være
opfundet i Nordamerika af G. Norton i Connektikut.

Det er en Maſkine ſom paa en tilfredsſtillende Maade |

mejer og binder Kornet. Efter Mejningen føres
nemlig Sæden af Mafkinen hen paa et Bord, hvor den
ſnores ſammen til et Neg af en Snor, ſom haspes
af en Rulle, og ved et Bindeapparat knyttes i en faſt
Dobbeltknude. Naar Neget er bundet, føres det af en
Art Fork ud til Siden og lægges af paa Jorden.

Nu ſkulde man ikke ſynes at Landmændene med
Billighed kunde forlange mere! Red.

Et Matroseventyr.
Engelſü Alolbohiſtorie

7 en lille Søftad boede to gamle Matroſer, Jack og

Joe. De vare fine Venner og ejede i Fallesſkab
en Baad og et Garn, hvormed de drev Fiſkefangſt.

Jack og Joe vare et Par djærve, ſolbrendte Ulke,

der begge i lige hej Grad elſkede Flaſken og forøvrigt

vare jaa uadſkillelige Kammerater og jaa enige i deres

Anſkuelſer, at der aldrig var et ondt Ord imellem dem,
og hvad den Ene vilde, det vilde den Anden ogſaa.

.

320

„Jeg kjender den bedſte Maade, hvorpaa man kan
koge Makrel, Sild og Tunger,“ ſiger Jack en Gang
til ſin Kammerat. 5

„Det forſtaar jeg ogſaa! Og jeg ved, hvorledes
man bedſt kan fælge dem,“ ſiger Joe. 5

„Det ved jeg ogſaa,“ fuer Jack. „Og jeg ved,
hvorledes man bedſt kan fange dem.“

„Jeg med,“ ſiger Joe. „Men hvad nytter det
os Altſammen, naar vi ikke kan faa bedre Tovverk til
vort Garn?“

„Naar vi havde Tid, kunde vi ſelv ſlaa os Noget,“
ſiger Jack. 1 É

„Havde vi Penge, kunde vi fjøbe os Noget,“
ſiger Joe. ;

„Vidſte vi bare, hvor vi kunde faa Noget paa
Kredit,“ ſiger Jack.

„Vidſte vi bare, hvor der var Noget at „redde,“
ſiger Joe.

Netop i dette Ojeblik begyndte Kirkeklokkerne at
ringe til Aftengudstjeneſte. ; 2

„De har lange Reb i Klokkerne,“ ſiger Jack.

„Og de Reb er' gode,” ſiger Joe.

„Skal vi gaa i Kirke?“ ſporger Jack.

„Og blive tilbage, naar Tieneſten er forbi?“
ſporger Joe.

Og de to Uadſtillelige vandre op ad Kirkebakken.
De blive tilbage, da Menigheden forlader Kirken.

„Nu maa vi til Arbejdet,” ſiger Jack.

„Ja, lad det bare gaa an,“ ſiger Joe.

Derpaa ſtige begge Matroſerne endregtigen op i
Taarnet, hvor Klokkerne hænge. Og der ſe de da to
prægtige, lange Klokkereb.

„Et til hver!“ ſiger Jack

Ja vel!“ raaber Joe. :

Og nu klatre de to Venner tappert op ad hvert
fit Klokkereb.

„Jeg er. oppe,” ſiger Jack.

„Jeg med,“ ſiger Joe. SEM

Derpaa tager Jack fin Kniv op af Lommen. Joe
gjor ligeſaa. 8 5

Jacks Kniv filer nu dygtigt las; han ſkerer Rebet
over oven over ſit Hoved og ſtyrter ned paa Kirkens
Stengulv, hvor han bræffer et Ben og forvrider en Arm.

„Aa! Aa!“ jamrer Jack fra Dybet, „hvem tenkte
vel paa det!“

„Hvor kunde Du dog være jaa fjollet!” raaber
Joe der oppe fra. „Du fkulde have gjort ſom jeg.“

Med disſe Ord ffærer han Rebet over tet under
fine Fødder; Rebet falder, og nu hænger han henviſt
il ſin Armkraft der oppe. 8

„Aa!“ ſkriger Joe oppe i Hojheden, „hvem tænkte
vel paa det!“

„Herre je, hvor kunde Du dog være jaa fjollet!

y ſtonner Jack. „Nu kan Du have den Fornsjelſe at

hænge der oppe til i Morgen tidlig.“

Og ſaaledes ſkete det, og Joes Arme bleve ſaa
ſtive, at han ikke kunde røre dem en hel Uge efter.

Det var en ſkrakkelig Nat for de to Uadſkillelige.
De raabte, ſtonnede, jamrede, bad og tordnede i en
forfærdelig Duet, lige til det blev Dag. Da blev
Jack bragt paa Hospitalet, og Joe fik frit Logi paa
Raadſtuen.

Ordſprogsleg.
Aleödell ved Knud Gyldenſtjerne.

Naar Ungdommen er ſamlet, bliver der ſaa tidt
ſtillet det Spørgsmaal: „hvad ſkal vi lege“. Til Be⸗

ſvarelſe af dette Spørgsmaal vil jeg her give en An⸗

visning til at lege ovennævnte Leg, ſom jeg tror man
vil more ſig ved.

Selſkabet, ſom vil lege denne Leg, deler ſig i to
Partier (helſt ſaaledes, at der til hvert Parti er baade
Drenge og Piger). Derpaa ffal det ene Parti gaa
ind i et andet Verelſe, medens de Andre raadſlaa, om
hvad Ordſprog de ville vælge. Hvis nu f. Ex. Ord⸗
ſproget: „en liden Tue kan vælte et ſtort Læs”, bliver
valgt, faa er der et Par af Drengene der maa give
en Fremſtilling af dette Ordſprog. Det ffal være en
lille og en ſtor Dreng. Naar jaa alting er klappet og
klart og Drengene, der fkulle gjøre Foreftillingen, vide,
hvordan de ſkulle bære fig ad, faa bliver det andet Parti
kaldt ind. Drengene gaa hen midt paa Gulvet og be⸗
gynder at brydes og bliver ved, indtil den ſtore maa
bukke under for den lille. Dette Ordſprog er lidt for
nemt, for der er ſnart En af det andet Parti ſom
raaber: „ja, men en lille Tue kan ogſaa vælte et ſtort
Les“. Saa er den Nød knakket og nu maa det Parti,
ſom har gjort Foreſtillingen, ind i Kamret; de behøve
flet ikke at ſtaa ledige derinde, de kunne godt raadſlaa
om hvad Ordſprog de ville bruge, naar Turen ſtaar for
dem. Det Parti, ſom denne Gang fkal gjøre Fore⸗
ſtillingen er blevet enig om at benytte Ordſproget:
„Hvem der ikke har det i Hovedet, maa man have det
i Benene“. En af det Parti der ffal fremſtille dette
Ordſprog faar Hat og Overfrakke paa og en Stof i
Haanden og en Pakke under Armen; ſaa gaar han ud.
Det andet Parti bliver faa faldt ind. Lidt efter kommer
han ind. (Det ſtal foreſtille, ſom han kommer i Bejøg).
Han hilſer „God Aften“. Det Parti, ſom han hører
til, ſiger faa: „leg Frakken og vers god ſet Dig ned,
det var godt Du kom hen og ſe til os“. De byde
ham Kaffe (eller Mad) og fortælle, at de netop have
Fremmede. De ville have ham til at blive hos dem,
men det vil han ikke, han ſiger, at han har lovet at
komme ſnart hjem. Med det ſamme laver han ſig til
at gaa og byder „Farvel“. Men han har ikke gaaet
ret langt, inden han kommer tilbage igjen og ſiger, at

han havde vift glemt fin Paffe. Den findes og han
gaar igjen, men kommer ſnart hasbloœſende tilbage og
ſporger efter fin Stof. Jo den var der ogſaa. „Det
er da ogſaa kjedeligt“ ſiger han „havde jeg bare hufket,
at jeg havde en Stof med, da jeg kom, faa kunde jeg
have ſparet at gaa det Stykke Vej”. Nu ſtaar der kun
tilbage, at det andet Parti ſkal gjætte hvad det er for
et Ordſprog. >

Et andet Ordſprog, man fan bruge, er: „hvad vil
Spnry i Tranedans“. Naar man fkal fremſtille det
Ordſprog, fkal den mindſte af Partiet — for at det
ſkal pasſe med Henſyn til Spurv og Trane — gaa
ud; inden han gaar ud, maa han naturligvis vide
rigtig, hvordan han fkal bære fig ad (ſpille fin Rolle).
Alle de andre i Partiet ſkulle jaa (naar det andet Parti
er kaldt ind) gaa hen midt paa Gulvet og danſe rundt
Alle i en Kreds. Naar de have danſet lidt, kommer
der en lille En ind, han gaar ſtrax hen og vil ind i
Kredſen og være med at danſe. Men det ville de Andre
ikke vide noget af at ſige, de begynde at fkubbe til
ham og ſatte ham tilſidſt ud af Doren.

Saa er den Foreſtilling forbi, og det andet Parti
ſkal faa gjætte, hvad det er for et Ordſprog. Det
hænder ſomme Tider, at det Parti ſom fal gjette
Ordſproget, maa give tabt og ikke kan gjette det,
jaa maa man jo have Medlidenhed med dem og fige
det. Saaledes kan det f. Ex. gaa med Ordſproget:
„Hvad nytter det Koen malker, naar den ſpilder Melken“.
En tre—fire af Drengene gaar hen og tager hver fin
Pige; det ſkal være deres Kvinder. Alle Mændene
(Drengene) gaar nu ud. Det andet Parti bliver ſaa

391

at Mændene tjener godt, naar de ødelægge det Alt⸗
ſammen bagefter“. En af dem, ſom ſkal gjætte Ord⸗

omtrent ſammen med hvad Kvinden ſagde, og han

at Koen malker,“ o. ſ. v. Saa har det Parti udſpillet

et andet Ordſprog. Saadan bliver Legen ved at gad:
For at man rigtig ſkal forſtaa, hvordan man ſkal frem⸗
ſtille Ordſprogene, vil jeg endnu meddele Anvisning til
at benytte et Par af dem.

Hvis Partiet ikke kan gjætte et Ordſprog, kan
man ogſaa nok lette dem Gjatningen ved ligeſom at
give dem Ordene i Munden uden dog at ſige ſelve
Ordſproget.

Nu tror jeg nok, at man har forſtaget, hvordan
denne Leg ſkal gaa for fig; naar blot der er En i hvert
Parti, ſom kjender Legen, ſaa kan man godt begynde
at lege, for efterhaanden komme de Andre nok med,
og ſaa er der En der har et, og en Anden et andet
Ordſprog, man kan benytte og ſaa kan det ſagtens gaa.
Endnu vil jeg til Slutning optegne nogle af de mange
Ordſprog man kan bruge til Legen, f. Ex.: Gjort
Gjerning ſtaar ikke til at ændre; af liden Gniſt kommer
tidt ſtor Ild; kjob ikke Katten i Saekken; den ved bedſt
hvor Skoen trykker, ſom har den paa; naar Katten er
borte ſpille Muſene paa Bordet; man lærer jaalænge
lever; naar man flaar mellem en Flok Hunde, piber
den, man rammer; lige for lige, naar Venſkab ſkal

faldt ind. Kvinderne (Pigerne) begynde at fortælle
om at iaften er det Lørdag Aften, jaa faar deres Mænd
Lønning, og hvad andet Kvinderne fan finde paa at
tale om. Imidlertid komme Mændene og de fortælle
da hvormeget hver ijær har tjent i den Uge. De kunne
jo jaa ſige 6, 7, 8 Rd. ligeſom de vil. Kvinderne
blive jo glade, da de hore, hvormeget Mendene have
tjent, og de begynde at regne op hvormeget de trænge
til baade af Bonner, Sukker, Brod, Mel og Gryn
o. ſ. v. Mendene maa da paa Kroen og kjobe ind af
alle Slags og pan Møllen fkulle de ogſaa kjobe: Brød,
Mel og Gryn. Det varer noget længe, inden de komme
igjen, og da de endelig komme, ſaa ere de alle dygtig
beruſede, naſten alle de Penge de have tjent i hele Ugen
have de givet ud. Et Par af dem har lidt Bonner og
Sukker med, de Andre have ingenting; paa Møllen har
ingen af dem været, jo det var en kjon Redelighed.
Man kan nok tanke, at Kvinderne ikke ſynes ſaa godt
om Mændene nu og de klage ogſaa og ſporge Men⸗
dene hvad de nu ffulle leve af hele Ugen. Det Parti
ſom denne Gang ſtal finde Ordſproget har jo ſtaaet
og ſet paa alt dette, og brudt Hovedet med hvad for
et Ordſprog det dog kan være. Endelig er der en af

holdes; naar Krybben er tom, bides Heſtene; Nod
lærer nøgen Kone at ſpinde; den Hund, ſom gjøer, bider
ikke; naar Noden er ſtorſt, er Hjelpen nærmeft; en

Penge; Verlighed varer leengſt; ſelvgjort er velgjort;
Krukken gaar ſaalcenge til Vands, at den kommer
hankelos hjem.

Rauveſtreger.

Det ſkete i⸗Vinter ved en af Limffordsſtederne, at
en Ræv kom drivende i Land paa en Isflage. Nogle
Arbejdere, ſom vare i Nerheden, bleve opmeerkſomme
derpaa, og da Isſtykket havde naaet Land, gik en af
dem ud og tog Mikkel, der laa udſtrakt paa Bien, ſom
om den var ganſke død. Da de havde jet lidt paa
den og ffiftevis havt den mellem Hænder, tog den ene
Arbejder den ved Halen og flængte den over Skulderen,
hvorpao de fulgtes ad op i Byen i den Henſigt at
træffe Belgen af den, ſom jo ſkulde blive delt. Men
ſom de allerbedſt gik, kom Mikkel pludſelig i Tanker.
om, at nu vilde den ikke ſpille død længer. Med et

Kvinderne der ſiger: „Ja hvad kan det ogſag hjælpe,

Sæt frigjorde den fig og tog Flugten ad Marken til,

fandt da ogſaa ud, at det var: „Hvad kan det nytte

fin Rolle og maa da ud i Kamret medens det
| andet Parti gjør Forberedelſer til en Fremſtilling af

ſproget, ſynes nok at have hort et Ordſprog ſom pasſer

3

Sko pasſer ikke alle Fødder. Hoflighed koſter ingen

322

og den var allerede langt borte og i Sikkerhed, forend
Arbejderen og hans Kammerater rigtig kunne komme
efter, hvor ffammelig de vare blevne narrede — af en
død Ræv. 8

Det er en bekjendt Sag, at den fangne Mikkel
nedverdiges til at ſtaa bundet ſom Lenkehund. Som
tjeneſtegjorende Gaardvagt har Raven ikke alene ingen
Fortrin for Hunden, men den ſtaar endog langt under
denne. Vel lader den undertiden høre noget, ſom kan
ligne en Bjaffen, men baade er det ſpagere end en al—
mindelig Lenkehunds Gjøen og dertil meget ſjeldnere.
Jeg Fjender to Tilfælde, hvor Ræven har været lagt i
Lenke. Paa det ene Sted, en Molle i Nærheden af
Ribe, kunde man naſten altid fe ham liggende i fit
Hus med Hovedet paa Forpoterne ſpejdende ud i Gaards⸗
rummet; kom et Menneſke for nær, kunde han gjøre et

5 hurtigt og let Udfald, men traf fig ſtrax tilbage. For⸗

ſtyrrelſe holdt han ikke af, med mindre det var Fjer⸗
fræ, ſom kom indenfor hans Enemeerker; dem taalte

han, indtil de havde naaet hans Trug; men da vare |

de dodſens. — Paa det andet Sted, en Bondegaard i
det ſlesvigſke, vifte Mikkel fig Tom en rigtig udſpekuleret
Gavtyv. Kjodfode var hans bedſte Koſt — hvilket ikke
var faa jært — Malk kunde han ogſaa nok bruge,
men Brod eller Valling holdt han ikke af. For faa
at bedre lidt paa disſe Maaltider, fandt han paa at
ſprede en Del af dem omkring i Lenken, hvorpaa han
med ſit frommeſte Anſigt lagde ſig paa Lur med Hovedet
ud af fit Hul. Reſten kan man teenke ſig til; men
viſt er det, og at det gjentoges ofte og lige jan ofte
endte med et blodigt Nederlag mellem Høns og Ænder
er lige ſaa viſt. ?

Filip.

Smaating.

Ogſaa en Maalſtraver. En Forfatter, der nerede
et indgroet Had til fremmede Ord, ſkrev en Gang til
en Bekjendt i Kjøbenhavn. Dennes Adresſe var:
Candidatus theologie Worm junior, Frederiksbergs
Alle Nr. 7. Dette kom nu i Overſettelſe til at lyde
ſaaledes: Gudskundſkabs Vindpaalcegger Orm hin unge
Frederiksbjerg Zræran, Talmerke 7.

En Rigsdagsmand havde fat fig den Opgave at
virke for Modersmaalets Udvifling ved at faa fjernet
alle fremmede og øvrige uheldige Üdtryk og Vendinger.
Paa hans Reiſe ind til Kjøbenhavn fad han i Jern⸗
banevognen og udbredte ſig over dette ſit Yndlings:
thema. „Foruden de mange fremmede Ord,” ſagde
han, „gives der ogſaa en hel Del, der have ganfke
den ſamme Betydning ſom andre; de er overflødige

og bor ſom ſaadanne affkaffes. Der er f. Ex. de to
Ord „at fjende” og „at ſkikke“, ſom jo er et
og det ſamme.“ En af hans Medreſſende tog Ordet
og ſagde: „Det er dog et Sporgsmaal, om det er
ganſke det ſamme; De er ſaaledes unægtelig af Deres
Valgkreds ſendt til Rigsdagen, ffulde det derfor jaa
lige være afgjort, at De var ſkikket dertil?“

5 Femkantet Nod.

Af 6 E, 5 N, 4 A, 3 D, 2 L, 2 V, 2 Rog 1 1 dannes
fem Ord, ſom ſkrevne under hinanden og leſte fra Oven og
Venſtre giver Løsningen paa Gaaderne:

Mit forſte er en Kampplads, hvor man tidt faa Blodet flyde.
Mit andet er et Redffab, ſom til Høft vil Nytte yde.

Mit tredie var en Digter ftor;

Som leved fattig her i Nord.

Mit fjerde er en Plante lille;

Ved den Du ikke vel ter pille.

Mit femte er en Fugl min Ven,

Du lider godt at ſpiſe den.

ä — *

Brevverling.

L. E. Jo. Sfrivebøger med danſte Billedomſlag indb.
4 Ark linieret Papir faas à 1 Kr. 25 Øre Duſinet hos M.
Sorenſen i Lemvig. 5

„Knud Gyldenſtjerne.“ Skulde mange Leſere, ſom De
mener, onſke lidt om at lave godt Smør, og en faadan fort
Anvisning modtages fra en kyndig Fagmand, vil Husvennen
gjerne modtage den. > ,

N.n. -AUngaaende Afſctning henviſes til Daufk Husflids⸗
ſelfkabs Provelager, Vimmelſkaftet 36, Kbh.; men ubſavede
Gjenſtande ere i Reglen et aldeles uafſcktteligt Produkt.

En Kaninapler. Franſte Harekaniner kunne nu, efter Med⸗
delelſe fra Hr. Inſpektͤr Mazanti fages fra Horſens Tugthus
til folgende Priſer: Et Par 6 Uger gamle Unger 10 Mk.
(deraf 1 Rd. for Hunnen). — 2—3 Maaneder gamle Unger
henholdsvis 2 Rd. og 15 Mk. Parret (deraf 5 Mk og 10 Mk.
for Hunnen). — Efterſom Ungerne blive ældre ſtiger ogſaa
Priſen med 1 Rd. pr. Maaned. En drægtig Hun fælges for
5 Rd. 8

Zudhold. Et opſnappet Brev, Fortælling af Zakarias Nielſen.
L Meijemafkinen, af J. S. Greve, med 3 Billeder.

— Et Matroseventyr, engelſt Molbohiſtorie. —

Ordſprogleg, meddelt af Knud Gyldenſtjerne. —
Raveſtreger. — Smaating. — Femkantet Nod. —
Brevvexling. i

Efter at Udgiveren fra. ste Juli har taget sin
Afsked som offentlig" ansat Skolelærer, for udelukkende
at anvende sin "Tid og sine Kræfter til Husvennens Ud-
givelse og Husflidssagens Fremme, flytter han i Begyn-
delsen af denne Maaned til Kjøbenhavn, hvor hans
Adresse fra 15de Juli Jremtidig er

Redaktør M. C. Rom.
Bylovsvej & a.

"" Kjøbenhavn
Vesterbro.

—

Husveunen udkomnter fil hver Hondag med et 16-fpafter Arz, ſorſunel med flere Billeder, fif 4 Krone (3 Ml.) Fierdingaaret frit lilſendt.

bert Fjerdingaar medfølger gralis et fork fmukt Villede.

Bladet kan beſlilles paa ethvert Voftkontor og Vrepſamlingsſled, i enhver
! 9 1

Voglade ſamt hos Hovedklommisſioncren: Rudolph Klein, Vileſlrade 40, Sjøbenhavn.

Trykt paa Udziverens Forlag hos J. H. Schultz,

3

N

Hewgmands 2

AMlorſhabsbesning, Oplpsning og Dugflid.
Adginet of N. C. Num. 5

for

mg

Kjøbenhavn.
1875.

2; Aargang. $ i
Nr. 41. | Sondagen d. 11. Juli.

Et opſnappet rev. | „Ja, ja — lad nu Ane være Ane for den Gang

Forlalling af Bakarias Nielsen Kom og lad os to faa en Hopſa; vi have da danſet
— 5 ſammen for.“ 5

1 . Muſikken ſpillede op. Raab og Latter lad tillige "
i (Fortſat.) med Hornenes Klang dybt ind i Skoven. Solen, ſom

' a Søndag Cftermiddag fom, iførte Anna i ſtjulte fig bag Trætoppene, kaſtede nu og da en Straale
ſig al ſin meſt pralende Stads og gik ind mellem Lovet og belyſte det hoppende, myldrende

0 til Skopbal. Danſen var allerede i fuld og brogede Selſkab. Pigernes Gyldenſtykkesnakker
Gang, da hun kom, og hun traf ſnart glinſede i Solſtjcret; alles Anſigter vare blusſende

5 „Jakob, der udbrød: . røde, og Smil var der i Øjnene.
„Ih je da! Du er ogſaa kommen til Skovbal, Anna var kommen ind imellem et Par Arme, ſom
Anna!“ hun nok gad dvæle i. „Hold faſt! hold faſt!“ tenkte

„Du havde maaſke ikke ventet mig?“ ſpurgte hun. hun. „Ja i Aften maa det fie, om nogenſinde. Han
„Jo, hvorfor ikke. Jo flere kjonne Piger, des ffal tages med Storm, om ikke paa anden Maade.“
bedre.“ 3 Da Jakob havde endt den forſte Dans med Anna,
„Ja, men jeg hører ikke til de kjonne.“ ſlap han hende og blandede fig ind i Selſkabet. Snart
„Nej det er jo ogſaa ſandt. Naar jeg nu rigtig traf han en, ſnart en anden Bekjendt, ſom han ikke
jer pan Dig, faa er det dog gruelig, hvor Du er grim.” | før havde hilſt paa, og alle bleve de glade ved at ſe
Anna rettede fig og faa mildt paa Jakob; hun | ham. En ſlog med fin flade Nerve et rigtig Velkomſt⸗
vidſte nok, at han mente det modſatte af, hvad han .| flag paa hans Skulder; en anden rufkede ham i Kraven

ſagde. og raabte: „Det kan jeg lide, Jakob Villumſen, gamle
„Er der ingen flere Piger med fra jer By?“ Svend!“ Pigerne hviffede: „Der er han!“ og han

ſpurgte Jakob lidt efter. ſendte Smil omkring til dem alleſammen; de fik lige
„Nej, jeg tror det ikke.“ 2 meget alle, thi han holdt lige meget af dem alle; men.
„Ja er der ikke endnu, ſaa kommer der nok.“ hun, ſom han holdt meſt af, var ikke iblandt dem.
„Du ffal da ikke vente paa Ane, for hun kommer Naar hun kom, faa ſkulde de ſe Jakob Villumſen.

ikke; hun bryder ſig ikke om den Kommers.“ Hver Gang en ny Dans begyndte, traf det altid
„Hvoraf ved Du det?“ jaa merkeligt, at Anna var kommen til at ſtaa ved

„Hun havde ſagt i Gaar til vor Pige, at der Jakobs Side. Naar han ſaa vendte ſig om for at
blev viſt ikke meget ved det Bal, og desuden holdt tage en Dame, ſaa hun op paa ham med et Par

hun ſig for god til at rende til Skovbal hver anden | Øjne ſom raabte: „Tag mig!“ og atter og atter:

Stund.“ É „Tag mig!“ Ja ſaa tog han ogſaa ſom ofteſt hende,

1

|
i
|

for hun var den ſmukkeſte og letteſte af dem alle. Han
var lidt underligt til Mode, hver Gang han ſpingede

fig med hende, og hun heldede fig kjcelent op ad ham.
Han begyndte at føle nogle ſmaa fine Stik af en vis
urolig Folelſe der inde. Han kunde ikke ſaadan rigtig
klare for fig, hvad det egentlig var; men han kom
pludſelig til at tænfe: „His nu Ane kom og faa dette
her. . .“ og i ſamme Jjeblik ſlap han Anna og borede
fig ud igjennem Treengslen, ud i det Fri. Nu lettede
det! Den friſke Aftenvind firøg let forbi ham og
ſpalede hans hede Kinder, og ſnart havde han helt
gjenvundet Ligevægten i Sindet.

Det begyndte at morknes. Jakob ſtak tværs over
ind imellem Træerne hen til Stenten i Udkanten af
Skoven. Han kaſtede et langt Blik hen over Marken,
men der var ingen at ſe. Han ſatte ſig ned ved en
Buff og begyndte at ſamtale med fig ſelv:, „Skulde
hun virkelig ikke komme?“ — „Joviſt kommer hun; jeg
ſkrev jo, at jeg var her ved Stenten for at tage
imod hende.“ — „Ja men Anna ſiger jo, at...“ —
Aa, hun ſiger ſaa meget, man kan ikke tro uden det
halve deraf.” Saadan blev han ved en Stund, og
Enden paa Samtalen blev, at han følte fig ganſke
overbeviſt om, at Ane nok vilde mode. „Men hun
kan ikke komme hjemme fra, for hun har malket og

ſpslet, jaa det er ikke faa underligt, at hun ikke er

kommen endnu,“ tænkte han. „vor jeg ſkal ſvinge
hende, min dejlige, ranke Pige! Hun er dog den bedſte
af dem alle — alleſammen! OD, hvor varmt jeg ſtal
omfavne hende og, idet jeg iler til Danſen med hende,
ſynge:

„Kom, min Pige! lad os ſammen træde

ind i Danſens Led!

Hvor der findes Lyſtighed og Glæde

der maa vi to med.

Kom og ſtot Dig ved min Arm, min kjere.

Jeg ſkal holde for os begge ud!

Om man bod mig al Verdens Guld og Wre,
tog jeg for en Dans med Dig, min Brud!“
Mens han nynnede dette Vers, rakte han Armene
favnende frem, ſom om hans Elſtede ſtod for ham.
Hans Sang blev pludſelig afbrudt, idet han horte
Fodtrin bag Buſkene tæt ved fig. Han reiſte fig hurtig
op og — der ſtod Anna foran ham, blusſende og

forpuſtet!

„Jakob!“ udbrød hun, „Du maa ikke blive vred
paa mig .. jeg ſaa, Du gik. .. jeg vilde...”

„Men, Anna! Hvad gaar der af Dig?“

„Der var noget — jeg vilde ſige Dig; — men
Du bryder Dig ikke om — at høre det.“

Jeg ſynes, at Du er ſaa underlig i Dag, Anna!“

„Ja, det er fordi. ..“

Hun fuldførte Sætningen med Øjnene, idet hun
ſamlede al den Wimodftaaelighed, hun kunde opbyde og
jaa hen paa Jakob. Hvis han i dette Ojeblik havde

tænkt paa Ordene: „Og led os ikke udi Friſtelſe,“ da
havde han løbet fin Vej, men hans Tanke blev ligeſom
borte i den Lidenſkabelighed, ſom lyſte hende ud af

Ojnene. Dette ſmukke, blusſende Pigeanſigt, disſe
lokkende Former og denne friſtende Enſomhed! — alt

| forenede fig om at fange og blænde ham.

„Anna! Anna! hvad vil Du mig?“ ſpurgte han

| ivrigt og greb hende i Armen.

Den Oyhidſelſe og Lidenſkabelighed, ſom hun havde
arbejdet fig op i, naaede i dette Øjeblik Hojdepunktet.

Hun kaſtede fig om Halſen paa ham og udbrød:

„Derſom Du vidſte, Jakob, hvor meget jeg holder
af Dig!“

Jakob blev jaa overraſket og grebet af hendes
heftige Folelſesudbrud, at han uden at betænfe, hvad
han gjorde, ſlyngede fine Arme omkring hende, klemte
hende op til ſig og trykkede et Kys paa hendes Laber.

J det ſamme ſprang et Par raſke unge Karle

over Stenten, og uagtet Jakob hurtig lob til Side og

gjemte fig bag Buſkene, blev han dog jet af de kom⸗
mende. Den ene af disſe var Anes Broder, Knud.

Dan ſtandſede forbapſet og udbrød: „Hvad! — Jakob!

— Naa ſaa dan! — naa ſaadan!“ Derpaa gik han
langſomt hen imod Danſepladſen med fin Kammerat,
men hans Danſelyſt var bleven betydelig kolnet ved
hvad, han havde ſet.

Anna indfandt ſig ſnart igjen ved Ballet, og glad
og opromt ved de Forhaabninger, ſom den nys op⸗
levede Scene havde givet hende Anledning til, ſpingede
hun fig lyſtigt med de unge Karle.

„Du er nok bleven godt kjendt med Villums
Jakob“, ſagde Knud til hende, da hun en Gang kom
og ſtillede ſig ved hans Side.

„Ham har jeg været godt kjendt med faa længe;
det er ikke jaa nyt,” ſparede hun raſk. Og i fit frille
Sind tænfte hun: „Gaa hjem og fig al Ting til Din
Soſter! Sig, at han har omfavnet mig og kysſet
mig! Sig hende det paa en ſaa eftertrykkelig Maade,
at hun river Baandet, ſom knyttede dem ſammen, i
Hundrede, Tuſinde Stykker!“

„Jeg troede ikke, at Jakob holdt flere Kjærefter
paa en Gang, ſaadan ſom visſe andre gjor,“ ſagde

Knud med undertrykt Harme, idet han gik bort fra

hende.
ingen.

Jakob ſaa man ikke mere ved Danſen.
kommer altſaa ikke, da hun ikke fulgte med Knud,“
tænfte han, da han havde faaet ſamlet ſig lidt efter
den nylig havte Rus. „Godt, at hun blev borte!
Gud! hvordan har jeg baaret mig ad!“ — Han van⸗
drede dybt ind i Skoven, lagde fig ned i Gressſet og
ſtottede Hovedet paa den ene Haand. Tankerne kom
bølgende i ſtore Skarer ind paa ham; hans Hjerte
bankede, og hans Hoved var helt fortumlet. Det var
forſte Gang, han havde grebet fig ſelv i noget util⸗

„Den Taſke!“ fojede han til, men det horte

„ un

ladeligt af den Art. Hans Forhold til Ane havde
altid været grundet paa den fuldeſte Troſkab, men nu
var det pludſelig, ſom han var bleven aldeles uværdig
til hendes Kjerlighed. „Svor kunde jeg forglemme
mig ſelv i den Grad!“ tænkte han. „Hvordan javde
jeg dog fat pan det, jeg Daare, ſom dog holder ſaa
uſigelig meget af Ane, og ſom aldrig har brudt mig
om den anden! Hvad vil hun tenke om mig, naar
hun faar det at vide, og jeg maa ſlaa Øjnene ſkam⸗
fuldt til Jorden.“

Han rejfte fig efter en Times Tids Forløb, nær-
mede fig atter Danſepladſen, for om muligt at faa
fat paa Knud, hvem han ſyntes at have ſaa meget at
ſige, men det lykkedes ikke at fan ham i Tale. „Der
er ikke noget ved den Sag at gjøre i Aften,” teenkte
Jakob og begav. fig paa Hjemvejen. Han ſov ikke
mange Minuter den Nat.

Den neeſte Morgen. fif Ane al Ting at vide af fin
Broder. Hun vilde ikke paa nogen Maade tro, hvad
han fortalte, ja hun lo i Begyndelſen af den hele
Hiſtorie; men da Broderen under ſteerk Ophidſelſe
vedblev at forſikre helligt og dyrt, at hvert Ord, han
havde ſagt, var Sandhed, begyndte hun at blive urolig.
Og da Knud var gaaet, og hun var bleven alene,
tog den vaagnende Uro efter Haanden ſaadan Magt
over hende, at hun fnart hverken vidſte ud eller ind.
Sendes Hjerte, ſom var faa fuldt af Kjærlighed til
Jakob, og ſom altid havde hvilet i den fuldeſte Tryghed
med Henſyn til hans Forhold til hende, begyndte at
rœddes for, at en anden havde ſtjaalet fig ind imellem
dem. „Nej det er umuligt!” tenkte hun, „han kan
umuligt være nogen Bedrager! Han holder af mig,
jeg ved det! Og dog — hvad ſkal jeg tro! Min
Broder vilde og kunde ikke lyve for mig i dette
Stykke. Hvordan ffal jeg dog faa Klarhed over denne

Sag!“ i
g Hun ſad i flere Timer paa den ſamme Plads,
haldede Hovedet ned paa begge Herder og alt imellem
lob en Taare ned over hendes Kind. Kjærlighed og
Uro kempede voldſomt i hendes Bryſt; de vare begge
ftærfe, og ingen af dem vilde give efter, og ingen
kunde ſejre. Da brød omſider det „ſterke“ i hendes
Natur frem. „Jeg maa have Vished,“ ſagde hun og
rejſte fig, „ſelb om jeg maa hente den hos hende, ſom
maaſke fortjener mit Had! Denne Uvished tager Livet
af mig!“

Med disſe Ord lob hun ned over Haven og hen
Hendes Kinder glodede, og hendes
Blik foer rundt i Stuen, idet hun traadte ind. Der

til Annas Hjem.

var ingen inde,
Anna og ſov.

— jo, inden for Sengetæppet laa

ud. Der ſtak et Brev op af Lommen paa Kjolen,
ſom laa paa en Stof tæt ved Doren, hvor Ane ſtod.
Hun trak det frem og læfte Udſtriften:

Anna Nielsdatter ... by.“ — „Du forbarmende Gud!”
udbrod hun halv højt, det er jo fra ham. Det ſortnede
for hendes Øjne, men en trodſende Folelſe ſteg i det
ſamme op i hende. „Vished! Vished!“ lod det inde
i hendes Sjæl, „om den faa dræber mig paa Stedet!”

Hun aabnede Brevet i et nu og flugte dets Indhold

med Ojnene:
„Min kjereſte Pige!

Jeg lader Dig herved vide, at jeg kommer med
til Ballet i B... Skov paa Sondag, og jeg haaber
ganſke beſtemt nd I. FE

„Ja, nu har jeg faaet Vished!“ udbrød hun da
hun havde læft Brevet til Ende. Ligbleg tumlede hun
ud ad Doren og ilede hjem.

Sent om Aftenen bankede en Mand paa Gade⸗
porten til Jakob Villumſens Gaard. Jakob ſprang
ud af Sengen, kaſtede lidt Toj om ſig i en Fart og
ilede ned og lukkede op. Det var Anes Fader.

„Jeg har et Brev til Dig fra Ane,“ begyndte han.

„Tak, hvordan har hun det? ſpurgte Jakob ivrigt.

5. . og faa vilde jeg ſige Dig Tak for den Tid,
Du har leget Kjereſte med hende,“ fortſatte Niels
uden at agte paa Jakobs Spørgsmaal. „Nu ſkal Du
ikke holde hende for Nar længere! Vi have faaet

Balſtadſen var ſpredt omkring paa |
Stole og Benke; fløvet og forjaſket faa det altſammen
Videnfkaber og Kunſter.

„Til Pigen |

nok af Dit Venſkab for den Gang!“

Med disſe Ord vendte han ſig og gik. Det var
fort Beſked, og Brevet, han havde bragt var ogſaa
fort; det indeholdt kun nogle faa daarligt ſkrevne Ord,
men disſe vare faa meget des mere indholdsſvangre. —
J 21 Aar derefter var al Forbindelſe afbrudt mellem

Jakob Villumſen og Ane Nielsdatter.
(Sluttes.)

Rom.

95 SELER
i 4 vad er en, gammel By? Vi ſige, at
Viborg er en gammel By, Roskilde lige⸗
ledes, og vi kunne deri have Ret, idet vi
da ſammenligne disſe Byers lde med
andre danſke Byers. Men gaa vi udenfor
Danmarks Graendſer, da finde vi i Evropa Byer, der

ere ganſke anderledes gamle, og i Sammenligning med

hvilke vore ældfte Byer kun ere ganſke unge Born.
Det kommer af, at vi have været ſent paa Færde i
Verdenshiſtorien; Danmark er et gammelt Rige, javel
— men det er dog højt regnet kun omtrent 1,000 Aar
gammelt, og dengang, da det blev til, fandtes der
Lande, hvor Kriftendommens Lys allerede længe havde
ſtinnet, og Lande, der allerede for Kriſtendommens Tid
vare meget vidt fremme i Kundſkaber og Oplysning,
Dette gjeelder ijær om de

Lande, der ligge ved Middelhavet, og da frem for alle

Italien.

Men man kan ikke tænfe paa Italien, uden

326

ogſaa at tænfe paa dens ældgamle Sovedftad, Rom,

denne ærværdige Stad, der nu har været til i 2,628

Aar og trods alle Tidens Omſkiftelſer endnu er Verdens

meſt mærfværdige By. Den har ſnart ſtaaet paa
Magtens hojeſte Tinde, ſom i Oldtiden, da den be⸗
herſkede den hele den Gang bekjendte Verden med ſit
Jernſcepter, ſnart har den været nedſunken i den dybeſte
Fornedrelſe, ſom da de barbariſke Folkeſlag under Folke⸗
vandringen plyndrede dens Skatte, brændte dens Templer
og Slotte og mishandlede dens Indbyggere. Snart
har den, ſom under dygtige og kraftige Paver, kuet
Evropas megtigſte Fyrſter, da Banſtraalen fra Rom
kunde naa med uſpakket Kraft til de fierneſte Lande,

da Kejſere og Konger valfartede til Rom for at forſikkre
de mægtige Paver om deres Underdanighed og ſonlige
Lydighed og ſom Sindbillede derpaa kysſede hans Fod
og holdt Stigbojlen for ham, naar han ſteg tilheſt.
Snart har den været et Monſter paa rene Sæder og

ſtreng Tugt, ſom i Republikkens Dage, ſnart var den

Hjem for en Fordervelſe og Uſedelighed, der var faa
udffejende, at vi neſten ikke kunne tro det muligt, naar
vi here derom. Snart var den Sadet for Digter⸗,
Maler-, Billedhugger⸗ og Bygningskunſten, ſaaledes ſom
ingen anden By har været. det, ſnart har dens Befolkning

' været nedjunfen i den tykkeſte Uvidenhed og aandelige

Fattigdom, Snart har den været en By paa 2,000,000

til alle Tider har Rom dog været i en vis

Nam.

Indbyggere og ſnart har den kun havt 20,000, men

Forſtand
Verdens Hovedſtad.

Det er os ikke muligt paa dette Sted at give en
Overſigt over Roms Hiſtorie, dertil er den altfor ind⸗
holdsrig. Ingen By har oplevet ſaameget ſom Rom,
og ingen By har havt en faa indgribende Indflydelſe
paa Verdenshiſtoriens Gang ſom den. Men inden vi
begynde paa at omtale Rom ſelv og hvorledes den ſer
ud, ville vi dog kaſte et flygtigt Blik tilbage paa dens
Hiſtorie. $ j .

Dens Levnet (for at bruge en Benævnelje hentet

fra Menneſket) falder i 3 Hovedafſnit. Det forſte er
Republikkens Tid fra Romulus og Remus anlagde Byen
i Aaret 754 for Kriſti Fodſel og til den berømte Cœſars

Tid eller omtrent ſamtidigt med Kriſtus. J dette Af—⸗
ſnit kjcempede Rom fig fremad; det laa beſtandigt i
Krig, og igjennem dette lange Tidsrum lykkedes det
Romerne ved Tapperhed, Snildhed og Udholdenhed
gjennem mange ſtore Farer at fæmpe fig op til at be⸗
herſke Verden. Hertil hjalp dem de ſtrenge, rene Sæder
og den Borgerdyd og Fedrelandskjœrlighed, ſom i faa
høj Grad udmerkede dem. Men da de forſt vare

i komne jaa vidt, at Intet kunde modſtaa dem, da alle

55 N 5 we

Verdens Skatte og Rig⸗
domme ſamledes i den for
ſaa tarvelige, krigerſke
Hovedſtad, ſaa begyndte
det at gaa tilbage. med
de udmerkede Egenſkaber.
Folket forfaldt til Leddig⸗
gang, Blodagtighed, Pragt⸗
ſyge og alle de Laſter, ſom
folge hermed. Regjerings⸗
formen forandredes fra
Republik til Kejſerdomme,
og Folkets politiſke Magt
ſpandt ind til Intet. Nogle
af Kejſerne vare udmærkede
Mænd, hvorved det blev
muligt endnu i nogle 100
Aar at vedligeholde den
romerſke Stats Magt, men
andre af dem vare ſande
Uhyrer af Vellyſt, Gru⸗
ſomhed og al Slags Slet⸗
hed. Dette er det andet
Afſnit, Kejſertiden. Da
de barbariſke Folkeſlag fra
Nord og Oſt udbredte
ſig over Evropa og de
halvvilde Skarer
ſtrommede ned over
Italien, blev Rom
den ene Gang efter
den anden erobret,
afbrændt og plynd⸗

327

kunde den heller ikke ode⸗
lægges paa en Dag. Men
ſtor var Odeleeggelſen, det
kunne vi bedſt ſe af de
ſtorartede Reſter, ſom end⸗
nu ere tilbage.
Folkevandringen horte

op og Folkene kom atter

til Ro i Evropa. Men

ſamtidig med Tilintetgjs⸗

relſen af Roms gamle
Verdensherredomme, ja
allerede før den, var Grun⸗
den lagt til dens andet
Herredomme, og denne
Grund var Kriſtendommen.
Vel var Kriſtus født og
lærte i Jodeland og derfor
er dette Land Kriſten⸗
Dommens Bugge, men forſt
i Rom naaede den fin
Udvikling, der voxede den
op til ſin fulde Kraft.
Det varede ikke lenge,
førend den romerſke Bi⸗
ſkop, Sanct Peters Efter⸗
folger, anerkjendtes ſom
hele Kriſtendom⸗
mens Overhoved,
og ſnart naaede
Pavens Krumſtav
fra Wgypten til
NorgesyderſteKlip⸗

ret. Dens ſtolte
Marmorbygninger
ſtyrtedes i Grus,
Statuer og Male⸗
rier ſonderſloges,
Bøger og Skrifter
opbrændtes, Guld
og Sølv røvedes,
og Befolkningen
dræbtes og mis⸗
handledes eller ud⸗
vandrede. Rom
ſank ned til at
være uden al Magt
og verdslig Betyd⸗
ning. Hermed endte
det andet Afſnit,
ikke med et Slag,
men efterhaanden,
thi ligeſom Rom
ikke blev bygget paa

en Dag ſaaledes

per, fra Spanien

til det forte Hav;

ja efter Amerikas

Opdagelſe færdedes

endog Pavens Sol⸗

dater, de driftige

En Strudorntter.

Bjerge og i Bra⸗
ſiliens Urfkove.

det i gejſtlig Hen⸗

herſkede Verden for
anden Gang, men
den blev under for⸗
ſtandige PaversBe⸗
ſkyttelſe til Kun⸗

Verdens Kanter,
ſaaledes ſom endnu
den Dag idag,

Munke, i Mexikos

Og ikke blot var

ſeende at Rom be⸗

ſtens Hjem, hvor 2
Kunſtnere fra alle

a

328 2

flokkedes, for at lære af dens ſtore Meſtre. Nye Pragt⸗ |
bygninger af uhyre Størrelje og ſjelden Skjonhed rejfte

fig af det gamle Roms Ruiner, og de prydedes med
den meſt blomſtrende Kunſt Frembringelſer. Dette er

det tredie Afſnit i Roms Hiſtorie.

Nu i vore Dage ſynes det fjerde Afſnit at begynde.
Pavens Magt har tabt ſig, om han maafke endnu er

ſterkere end de Fleſte tro; Rom er nu Hovedſtaden i
det nye Kongerige Italien, men hvad den i denne

Egenſkab vil udrette, det ved endnu Ingen.
(Fortſettes.)

Skrudſen. 5
Eſler flere Forſatlere ved A. V. E. Toepfer.

il de afrikanſte Orkener, paa Stepperne og Sletterne,

hvor den majeſtetiſke Love gaar van Rov, hvor de
ſtore Kolosſer af tykhudede Dyr færdes, hvor den
ſmukke Giraf afgnaver Akaſiernes og Mimoſernes hojt
ſiddende Løv, og hvor ſtore Hjorder af flanke Antiloper
muntre fværme om, har ogſaa den ſtorſte af de nu-
levende Fugle, Strudſen, ſit Hjem. Denne Fugl
har en meget kraftig Legemsbygning, et lille Hoved og
en lang, for ſtorſte Delen nagen Hals ſamt høje og
ftærfe Ben, der kun paa Laarene ere bevoxede med
enkelte Borſter, men ellers ere aldeles nøgne. Hver
Jod har kun to Teer, der ere forſynede med korte,
hovagtige Kløer; bag hver Tan findes der en tyk
Trœdepude, hvorved Foden bliver jaa bred, at den

ikke let ſynker ned i Sandet, hvilket vilde befværliggjøre 7

Strudſens Bevegelſe. Vingerne ere temmelig ſtore,
men aldeles uſkikkede til at flyve med, da de i Stedet

for Svingfjer bære lange, ſlappe, hængende Fjer, Halen

er lang og beſtaar af lignende Fjer. Paa Kroppen
findes en tæt Beklædning af ſlappe, kruſede Fjer.
Hannen er kulſort med blendende hvide Vinge⸗ og
Halefjer, hojrod Hals og kjodfarvede Laar, ſamt gult
Næb. Hunnen er brungraa med ſtidenhvide Vinge⸗ og
Halefjer. En fuldvoxen Han kan blive over 8 Fod
hej og opnaar en Vægt af 150 Pund. Hunnen er en
Del mindre.

J Vngletiden lever Strudſen i ſmaa Familier,
der beſtaa af en Han og to eller tre Hunner. Disſe
ſidſte lægge deres Æg i den ſamme Rede, ſom er meget
ſimpel og blot beſtaar af et Hul, der ſkrabes i Sandet,
og ſom ofte indeholder over 40 Wg. J Almindelighed
er det kun Hannen der ruger, da denne, ſom den ſterkeſte,
bedre end Hunnen kan forſvare Aggene mod Angreb.
Wggene ruges regelmesſigt om Natten, men forlades

ſom ofteſt om Dagen og tildekkes med Sand; Rug⸗

ningen overlades da til den ſterke Solvarme. De ere

de ſtorſte af alle Fugleæg og have en ſmuk oval Form;
Skallen, der er glinſende, ſamt meget haard og tyk, er

hvidgul med Tegninger, der minde om Marmor. Hvert
Wg bliver omtrent faa ſtort ſom et Barnehoved og
vejer 3 Pund eller lige ſaameget ſom 24 Honſeceg;
Blommen er ſoerdeles velſmagende. Efter en Rugetid

af henved 7 Uger krybe Ungerne frem af Æggene; de

ere ikke beflædte med Fjer, men med hornagtige Smaa⸗
pigge, der ſtridte ud til alle Sider, og ſom forſt efter
to Maaneders Forlob afloſes af en graa Fjerdragt.
Ungerne kunne ſtrax efter at være komne ud af Æggene
lobe raſk omkring og tage Næring til ſig. Omkring
Reden ligger der altid nogle Ag, der fkulle tjene
Ungerne til Fade, indtil deres Maver er i Stand til
at fordoje Orkenens eller Steppens haarde Foder.
Hannen overtager nu en Moders Pligter, idet den
leder og beſkytter Ungerne, ſom Hunnen næften ſlet
ikke bryder ſig om. De vorne Strudſes Nering beſtaar
ilær af Planteſtoffer, men ogſaa af Inſekter og ſmaa
Hvirveldyr. ;

Strudſen er ſom før nævnt ikke i Stand til at
flyve, men den har et Par meget kraftige Bevegelſes⸗
redſkaber i fine Ben, ſom kunne fore den afſted med
en Hurtighed, der endog overgaar Veddelobsheſtens.
Under Løbet ſlaar den i Luften med Vingerne og frem⸗

fkynder derved dette. Dens ſtore Legemsſtyrke fætter

den i Stand til at bære tunge Gjenſtande paa fin
Ryg og bevæge. fig hurtigt med dem. Maturforfferen
Adamſon ſaa i Senegal en tam Struds, ſom bar to
ſmaa Negere. Den lob af alle Kræfter afſted med dem
og i Løbet af ganſke fort Tid red Drengene Landsbyen
to Gange rundt paa den. For at prøve dens Kræfter
lod Adamſon ſenere to vorne Negere jætte fig op paa
Ryggen af den; i Begyndelſen lob den langſomt, men
da der blev drevet van den, bredte den fine Vinger ud
ſom Sejl og lob afſted med en ſaadan Hurtighed, at
den næppe ſyntes at berøre Jorden under Lobet. Paa
medfolgende Billede ſes to afrikanſke Strudſe, af hvilke
den ene bærer en voxen Neger, den anden en Neger⸗
kvinde med en Dreng, i Baggrunden ſes en Teltlejr
under en Gruppe Daddelpalmer.

Da Strudſen er meget let at tæmme, er der flere
Gange fremkommet Forſlag om at optage den blandt
vore Husdyr i de Lande, hvor Klimaet tillader det.
Den æder rigtignok meget, men den er ikke fræfen og
tager til Takke med Alt, hvad man giver den. J
Afrika holdes den flere Steder ſom Husdyr, og man
er der meget tilfreds med den Fordel, ſom man har
af den. Dens ſmukke, lange og kruſede Vinge⸗ og
Halefjer have fra Oltiden af været benyttede ſom Pynt
til Hjelme og Hatte, hvilken Brug har vedligeholdt
ſig til vore Dage. De ere ſaa koſtbare, at et Skind
med alle Fjerene paa i Nordafrika betales med 100
ſpanſke Dalere. Da baade Kjodet, Skindet og Wggene
kunne bruges, har en Struds en ikke ringe Værdi. J
Syd⸗ og Mellemafrika bruger man Wggene ſom Skaale
og omgiver dem med en tynd Vidiefletning.

5 .

Paa Grund af de koſtbare Fjer ere Strudſene

blevne efterſtrebte i mange Aarhundreder, og de ere

nu langt fra ſaa talrige og almindelige i Afrika, ſom
de tidligere have været. Det er navnlig Hannen, ſom
man forfolger. Beduinerne i Nordafrika betragte
Strudsjagten ſom en ſtor Fornejelſe og jage den paa
deres hurtige Heſte, idet de enten vedblive at forfolge
den, indtil den ſtyrter om af Trethed, eller ogſaa om⸗
ringe den paa alle Sider; de gjore da Kredſen om den
beſtandig mere fnæver, indtil de tilſidſt komme den faa
nær, at de let kunne dræbe den med et Slag. Derpaa
flaar Jœgerne Strudſen med ſtor Forſigtighed for at

Fierene ikke ſkulle blive tilſmudſede af Blodet, frænger

Skindet og bruger det ſom en Sek til at gjemme de
koſtbare Fjer i. Bufkmendene i Sydamerika benytte
fig af en Lift. for at fange Strudſen. Naar en af dem
vil paa Strudſejagt, laver han ſig en Slags Sadel af

Straa og bedæffer den med Fjer, ſaa at den ſaameget

ſom muligt kommer til at ligne Fuglens Krop, ud⸗

ſtopper dernæft en lang Strudſehals og Hoved og ſtikker

en Stok ind i det. Derpaa tager han Sadelen paa
fine Skuldre, tager den udſtoppede Hals i den højre
Haand og Buen med de giftige Pile i den venſtre.
under denne Maſke forſtaar han fortræffelig at agere
Struds. Han lader, ſom om han roligt gnaver i
Buſkene, drejer Hovedet til alle Sider; ſom om han
forſigtigt ſpejdede efter noget, ryſter Fjerene, gaar eller
gallopperer, indtil han endelig kommer Strudſene paa
Skudvidde, og ſaaſnart hans ſuſende Pil har truffen
en af dem, og de øvrige lobe bort, ſkynder han fig at
lobe med.
klog Hanſtruds ikke vil tro paa Sagen og forfolger
den Paatreengende, ſom da hurtigt maa flygte og derhos
beſtandig ſoge at holde fig under Vinden; thi hvis
Lugten forraader ham, bliver der intet andet tilovers

for ham, end at kaſte Sadelen bort for ikke at blive

opvartet med ſlemme Fodſpark og Vingeſlag.
Til Strudſene eller Lobefuglene høre ogſaa Nan⸗

duen i Sydamerika, Kaſuaren i Oſtindien, Emuen paa |
Nyholland og Kiwien paa Nyſeland; Pladſen tillader
De have alle
tre Tœer paa hvert Ben og ere mindre end den afri- |

os ikke at omtale disſe nærmere her.
kanſke Struds.

Menneſkels Kamp med de vilde Dyr.

—

Det er en bekjendt Sag, at Menneſket lige fra dets

forſte Optræden her paa Jorden beſtandig har ligget
i Kamp med de vilde Dyr.

her i vort Fædreland, er denne Kamp allerede for
mange Aar ſiden endt med alle de farlige vilde Dyrs
Udryddelſe, men i de fleſte Lande raſer den endnu.
Denne langvarige Kamp, ſom altſaa endnu langt fra

Men undertiden hendes det, at en ſoerdeles

J nogle Lande, ſom f. G.

— — —

er til Ende, fræver mange flere Ofre af Menneſkeliv,

end man aner og er meget mere blodig end mangt et
Felttog. For at overbeviſe Læjerne herom, ville vi
anføre en udførlig og aldeles paalidelig Beretning om
den Odeleggelſe, ſom de vilde Dyr i de ſidſte 6 Aar
have anrettet paa Menneſkeliv i Provinſen Bengalen
i Forindien. J dette Tidsrum blev der alene i denne
Provins dræbt Å
4,208 Menneſker af Tigre,

1,581 — af andre Kattearter,
105 sæ af Bjørne og
87210 af Elefanter, Ulve og andre vilde Dyr. -

Af vilde Dyr blev der i den ſamme Tid i Ben⸗
galen dræbt:
7,278 Zigre,
5,668 andre Kattearter,
167 Bjorne,
1,338 Ulve og
4,100 Elefanter, Vildſvin og andre vilde Dyr.

J denne Kamp have altſaa i en eneſte Provins
omtrent 14,000 Menneſker og 18,000 vilde Dyr miſtet
Livet i et Tidsrum af 6 Aar. Det maa tillige erindres,
at disſe Optegnelſer kun ere en Samling af de ſtedlige
Opgivelſer eller Indberetninger fra Dvrighederne, og
at udentvivl mange Menneſker og mange vilde Dyr
have miſtet Livet uden at Ovrigheden har erfaret det.
J Bengalen er det iſcer Tigeren, der foraarſager de

fleſte Tab af Menneſkeliv, hvorfor den engelſke Regje⸗

ring har begyndt en ſyſtematiſk Udryddelſeskrig mod
denne „Menneſkecder“. Den har anſat ſeregne Tiger⸗
drebere, ſom forgifte, dræbe eller fange dette frygtelige
Rovdyr overalt, hvor de kunne opſpore det. Paa
denne Maade mener man efterhaanden at kunne gjøre
en Ende paa dens Odelecggelſer.
benytte Gift i denne Kamp, anvende de ſom ofteſt
Strychnin, men man har endnu ikke erfaret hvormeget
der behøves heraf for at dræbe en Tiger, da denne
ſtrax efter at være bleven forgiftet træffer fig tilbage
til de ſumpige og uigjennemtrængelige Kratſtove, hvor
den dper.

4 Hunden.

SØ er det ikke at fortælle noget nyt om
dette med ſaamange ypperlige Egenſkaber
udruſtede Dyr, da der allerede er talt og
ſkrevet ſaameget derom; men det ſker dog,
at det ligeſom vender en ny Side ud ad,
der nok kan være faa karakteriſtiſk, at den fortjener
Omtale. J mit Hjem havde vi ſaaledes en Honſehund,
et prægtigt Dyr og jaa godmodigt, at det næppe gjorde
en Kat Fortred — i det Mindſte ikke Huſets. Frigg,

Hs

| jag hed Hunden, havde i lang Tid været ene reſiderende

Naar Tigerdreberne

i Gaarden, og det var derfor ikke ſaa underligt, at den

mærteligfte var, at den før faa fjælne og godlidende
Frigg med hver Dag blev mere og mere dvalſk, ſaa at
det tilſidſt faa ud, ſom om den formelig tragtede den
lille efter Livet. Da kaſtede Frigg et Kuld Hvalpe, og
den et halvt Aar gamle Koterhvalp gav ſig til at die
den; men fra den Tid af betragtede den Hvalpen ſom
ſin egen. Det er forreſten ret underligt, at mange —
maafke alle — Honſehunde kaſte hverandet Kuld Hvalpe,
og at de, naar det ſker, lide meget af Melken, vil
ogſaa kunne forſtaas af folgende: Paa en Gaard tet
ved mit Hjem havde en So lagt Griſe; men Moderen
var vred og vilde ede Ungerne, hvorfor disſe toges fra
hende og anbragtes i en ſtor Kurv. Samtidig havde
Hunden i Gaarden — ogſaa en Honſehund — kaſtet
et Kuld Unger, og man fer den Merkelighed, at Hunden

gaar op i Kurven til Griſene — 7 i Tallet — og

lader dem die ſig. Dette gjentoges flere Gange, og
Hunden vaagede over Griſene ſom over ſine egne Unger,
ja den forlod dem ikke en Gang, da de pinte Blodet
ud af Dievorterne paa den; men naturligvis, da Folkene

mærfede det, blev Hunden bunden.
* Filip.

Smaating.

——

En ejendommelig Modeartikel. En Franſkmand ved
Navn Alfons Benedikt var rejft til Amerika for at
prøve Lykken, ſom i Fædrelandet beſtandig 1705 vendt
ham Ryggen. Men ogſaa i den ny Verden forblev
den 9 9 imod ham; tyve Gange havde han faaet
ſig en lille Formue ſamlet, og tyve Gange var den
gaaet tabt for ham igjen. Da traf han i Ny⸗Granada
en Jode, der tilbød ham fin Hjelp. Benedikt ſkulde
da affjøbe ham hans hele Vareforraad, rigtignok med
betydelige Renter; thi for Varer til en Værdi af
10,000 Franks ſkulde han udſtede en Forſkrivning paa
25,000 Franks. Kun den haarde Nod drev ham til
at gaa ind paa denne aageragtige Forretning; men
da han blandt Varerne fandt alene for 500 Franks
Brevoblater, gjorde han et beteenkeligt Anſigt. Hvor⸗
ledes ſkulde han blandt Indianerne finde Kjobere til
dem? Joden trak paa Skulderen og ſagde haanligt,
at det var godt at have et velasſorteret Varelager;
for Reſten kunde Handelen ikke affluttes, hvis en eneſte
Artikel blev tilbageviſt. Benedikt gjorde gode Miner
til flet Spil og afreiſte til Dalen ved Popayan, hvor
der holdes et ſtort aarligt Marked, ſom bliver ſteerkt
beſogt af Indianerſtammerne. Reiſen dertil lob heldigt
af; Franſkmanden udbredte fine Varer, og ſnart ind⸗
fandt fig talrige Kjsbere. En Hopding beſaa Oblaterne
med ſtor Opmekrkſomhed, lukkede derpaa Abſken forſigtigt
til igjen, ſtak den til ſig og betalte den godt med

Suldſtov. Efter den
folte ſig lidt tilſideſat, da Moder fik anſkaffet en lille
Koterhvalp, ſom ſkulde gjælde for Stuehund; men det

forſte fulgte ſnart andre, ſom
ſpurgte efter Oblaterne, og i fort Tid blev Efter⸗
ſporgslen faa ſteerk, at Benedikt forhojede Priſen til
det tidobbelte, uden at dette afſkrakkede Kjoberne, ſom
tvertimod beſtandig indfandt ſig i ſtorre Mengde.
Ved Markedets Slutning var hele Forraadet udſolgt
til enorme Priſer og Benedikt en rig Mand. Men
med Forbapſelſe faa han, at Indianerne havde over⸗
flæbet Anſigtet og Kroppen med de fkinnende rode,
gute og grønne Oblater og vare nok faa ſtolte af at
eſidde denne Prydelſe. Det forunderlige Salg er nu
forklaret: Oblaterne vare blevne en ny Modeartikel. —
En Mand kom hen til Preſten og vilde have ſin
lille Datter døbt den -næfte Søndag. „Hvad ffal .
hun hedde?” ſpurgte Præften. „Vi tager Navnet efter
Almanakken,“ fvarede Manden, „hun ffal have det
Navn, der ſtaar paa den Dag hun ffal døbes og det
er Setrin.“ Praten kunde ikke tro at det, Navn ſtod
i Almanaken, men ved nøjere Efterſyn forholdt det
fig rigtig nok, der ſtod nemlig: Slondag) elfter)
Trinlitatis).

Geograſiſk Gaade.

—

For⸗ og Endebogſtaverne læfte fra oven og nedad
giver Navnene paa to fynſke Kjobſteder:
En finſk Stad. *
En danſk O. 88
En bornholmſk By.
En tydſk Flod.
En franſk Stad.
En ſjellandſk Kjabſtad.

Oplosning
paa den firkantede Nod i Nr. 27:

Judhold. Et opfnappet Brev, Fortælling af Zakarias Nielſen
(Sluttes). — Rom, af R. N., med Billede, — Strudſen,
ved A. P. E. Toepfer, med 2 Billeder. — Menneſkets
Kamp med de vilde Dyr. — Hunden. — Smaating.
— Geografiſt Gaade. a

Efter. at Vdgiveren fra Jste Juli har taget sin
Afsked som offentlig ansat Skolelærer, for udelukkende
at anvende sin Tid og sine Kræfter til Husvennens Ud-
givelse og Husflidssagens Fremme, Flytter han i Begyn-
delsen af denne Maaned. til Kjøbenhavn, hvor hans
Adresse fra 15de Juli fremtidig er

Redaktør N. C. Rom.

Bylovsvej & d.
Kjøbenhavn
Vesterbro.

„

Husvennen udkommer lil hver Hendag med et 16-fpalier Ark,
Hvert Fjerdingaar medfølger gralis et ſlort ſmußt Villede.

ſorſynel ned Rere Villedet, lil 1 Krone (3 Alk. Iſerdingaaret frit tilfendt.
Bladet fan beſlilles pan elhvert Pofikonfor og
Voglade ſamt hos Hopedklommfsſioncren: Rudolph Klein, Bileſlrade 40, Kjøbenhavn.

Brepſamlingsſled, i enhver

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

egen

2, Aargang. ;
Nr. 42. N

Et opſnappet Brev.

Forfølling af Bakarias Nielſen.
W ö

Sͤlnttet JE Kanonen eds se lbs)

SÅ

sg W. leger alle Saar“, ſiger Ordſproget,
men det er ikke ſandt. Der gives Saar,
ſom aldrig læges, det følte bande Jakob
og Ane. Vel rakte Tiden fin formildende
Balſam til begges Hjerter, jaa at de ſteerke
heftige Folelſer ligeſom ſagtnede hen i ſtille Sorg, men
aldrig formaaede Tiden at borttage det ſmertefulde, ſom
hvilede over Minderne eller at dove den underlige,

urolige Lengſel, ſom ſogte og ſogte uden at finde.
Ane var i Aarenes Lob bleven endnu mere ſtille
og ordknap end forhen.
jævne Gang i hendes tarvelige, ſtille Hjem. Aar ud
og Aar ind havde hun ſkuret de ſamme Gryder og
Kjedler. Sommer efter Sommer havde hun med
Malkeſpanden paa Hovedet vandret de ſamme daglige
Ture ud paa Marken for at malke Koen. Stille havde
hun ſyslet og ſtille havde hun ſorget. Hendes Fader
var ſom ofteſt borte paa Arbejde og hun havde derfor

fjeldent Lejlighed til at tale med Nogen, thi der kom |
næften aldrig nogen Fremmed til hende, ligeſom hun

heller ikke kom til Andre. Ved dette enſomme og ens⸗
formige Liv var hendes Tankeomraade ligeſom blevet
indſnevret inden beſtemte, trange Grenſer; ingen nye
Ideer, ingen nye Interesſer bragte Afvexling ind i
hendes Liv; Jakob og atter Jakob var den Gjenſtand,

hvorom hendes Tanker kredſede Dag ud og Dag ind.
Han ſtod for hende, ſmuk og livsglad, naar hendes

Alt gik ellers ſin ſedvanlige,

gmands B07 45
2 40

Mlorſkabslesning, Oplysning. og Pusflid.
Adginet af R. C. Num. 5

Hondagen d. 18. Juli. i

i
||

i

l, 0 5

Kjøbenhavn.

; 1895.

Hjerte var mildt bevæget ftemt, og han ſtod for hende

i de urolige, bitre Ojeblikke, naar hendes Sind gjennem⸗
ryſtedes af Skuffelſens Smerte. Bort havde hun vendt
fig fra ham en Gang, og bort vendte hun fig hver

Gang hendes Tanker opſogte ham paa Utroſkabens Vej.

Men forunderligt! hendes Hjerte kunde aldrig helt vende

ſig bort fra ham; det var og blev hos ham, enten han
; Ja, havde han været.

var værdig til det eller ikke.
utro — hun var tro!

Han utro? Havde hun kjendt den Misforftaaelje,
ſom var Aarſag i deres Adſkillelſe, havde hun jet ind
i hans Hjerte, jet og hort, hvor ofte han havde for⸗

trudt det ene, ene Feiltrin; havde hun vidſt, hvor

trofaſt hans Kjærlighed havde vaaget over hende i de
mange Aar — ja da ſkulde hun have udbrudt: „Nej,
her er et Hjerte, i hvis Kjærlighed ikke findes Svig“.
Men hun ſaa og horte ham ikke; Broen imellem dem
var brudt af.

Aar havde føjet. fig til Aar. Jakob var nu en
Karl paa de 41. Hans Moder var forleengſt dad, ellers

vare ingen ſynderlige Forandringer indtraadte i hans

Hjem; men med ham ſelv var foregaget en ſtor For⸗
andring, idet han i Aarenes Lob var bleven ligeſaa
alvorlig og tilbageholdende, ſom han i ſine tidligere
Dage havde været lyſtig og ſnakſom. Han pasſede fin
Dont i Sjemmet, var venlig og tjenftvillig mod Alle,
ſom trængte til hans Hjælp, og naar Nogen kom for
at beſoge ham, vare de altid velkomne, men han tog

aldrig ſelv ud, naar undtages, at han en Gang imellem

kjsrte til Kjobſtaden. Ligeſom Ane holdt han fig paa
fine egne Enemerker. Ane! — „Ja Gud ved, hvordan
Ane har det?“ tenkte han ofte endnu. „Hun har vel

. AROS ERE

nok rent glemt mig nu, men jeg glemmer aldrig hende!
Ak, hvor har jeg bittert maatte bode for det ubeſindige
Ojeblik, da jeg lod mig rive hen af et falſkt Kvinde⸗

hjerte!
Lykke!“ :

„Nej, hun var for god til mig”, tænfte han ogſaa
undertiden. „Jeg havde beruſet mig i Lykken, om jeg
havde faaet hende, og maaſke draget hende med ned i
den Misforſtaalſe, at jordiſk Lykke og Nydelſe er Livets
egentlige Formaal. Det var Guds Villie, at jeg ſkulde
vandre min Vej alene, for at jeg derved kunde lære at
kjende Livet fra den alvorlige Side, ſom jeg i mine
yngre Dage aldrig havde Oje for. Og Gud har visſe⸗

Det Favntag maatte jeg betale med mit Livs

ligen ogſaa ſorget for, at hun har det bedre, ſom hun

har det“.

Saadan vejede han det ſkete, ſnart paa Kjerlig⸗
hedens, ſnart paa Fornuftens Vegtſkaal, og efterhaanden
ſom Aarene randt, ſyntes den ſavnede ligeſom at komme
længere og længere bort fra ham, indtil Tidens Fartøj
bar hende ind og ligeſom ſkjulte hende i fjerne Strandes
Taager. 8

Ude bag Jakobs Lod laa et lille Sted med en
Snes Tdr. Land; her havde Anes Broder, Knud, ſom
ien længere Aarrakke havde tjent der paa Stedet, og
ſom omſider var bleven gift med Datteren, havt fit
Hjem i et Par Aar.
tiden ſammen, men Minderne fra de gamle Dage bleve
aldrig bragte paa Bane,
at henlede Samtalen paa Ane.

1900rdan har egentlig Din Søfter det?“ ſpurgte han.

„Hun har det vel godt“, ſvarede Knud. „Det er
rigtignok en Stund, ſiden jeg var hjemme; men hun
er da raſk, ſaavidt jeg ved“.

„Er hun glad og fornøjet?”

„Nej, det har hun aldrig været ſiden den Tid,
Du ved nok“. f

„Jeg har tenkt meget paa hende i alle de mange
Aar, ſom ere forløbne, ſiden vore Veje ſkiltes “.

„Ja ſaamend, men Du bar Dig jo galt ad“.

„Det gjorde jeg; men hvad — jeg var ung og
ubeſindig, det var min Fejl, og Ane var — ja gid
hun havde villet høre, hvad jeg havde at ſige til min
Undſkyldning, men hun tog Sagen faa ivrigt”,

„Hvad fkal man ſige til det! Det var nu ikke

ſaaledes tilſkikket Jer, at J fkulde have hinanden den

Gang“.

„Den Gang“, gjentog Jakob for fig ſelv og jaa
hen paa Knud. „Mon der da kunde være Haab
endnu?“

Der blev ikke talt mere om den Sag den Dag,
men de tænkte begge faa meget des mere over den.

Endnu ſamme Aften gik Knud hjem til ſin Soſter
og bad hende om at komme over og hjelpe ham lidt

med Hoſtarbejdet. Hun blev meget forbapſet over hans

Wrinde: „Jeg kommer jo aldrig nogen Steder, jeg

Han og Jakob talte vel under⸗

En Dag vovede dog Jakob

fjender jo Ingen ..., jeg... nej, hvor kan Du dog
falde paa at forlange det?“ udbrød hun. Men han
vedblev at tigge hende ſaalenge derom, at hun endelig
maatte love at komme en Dags Tid.

„Det kunde dog være!” tœnkte Knud, da han gik
hjem om Aftenen. „Det gjelder bare om at faa Ane
vænnet til at komme over hos mig en Gang imellem,

jaa vil Jakob nok faa Nys derom, og jan vil det være "|

en let Sag at give dem Lejlighed til at tales ved, og
aaa

Om Natten drømte Knud om Bryllup, om Puns,
Dans og Kommers; det var altſammen noget han
jværmede for. 8

Et Par Dage efter gik Jakob Villumſen ude i ſin
Mark og ſaa paa fine Hoſtfolk. Han deltog ikke ſelv
i Arbejdet paa Grund af at han havde forftuvet det
ene Haandled. Han holdt en Stok i Haanden og en
lille, kort Pibe hang i Munden. Paa Hovedet bar han

en rod, ſtrikket Hue med en Duff i Toppen og var

ellers ifort den paa Egnen almindelige Sommerdragt:
hvide Lerredsbenkleder, en ſtribet Hvergarnsveſt med
gule Knapper og en tynd, ulden Nattroje.

Da han havde ſet lidt paa Folkene, gik han længere
ud i Marken og naaede omſider Pilegjcerdet, ſom

dannede Skjellet mellem hans og Knuds Marker.

„Det er ſpcert ſaamange Kvindfolk, Knud har i
Arbefde i Dag“, ſagde han ved fig ſelv, idet han jan
hen efter Naboens Hoſtfolk. „Hvad mon det er for en
hoj, rank Pige eller Kone, der gaar der og river? —
Hvad for noget! — Ane! — Mon det ſkulde —? —
Hm!“ :

Han bøjede Pilegrenene til Siden for bedre at
funne ſe. „Jo, det er hende! — Hm!“

Han tørrede Sveden, ſom løb ned ad hans Bande
og Kinder, bort med det ene Wrme og traf Vejret
dybt et Par Gange.

„Saa ſkulde jeg dog endnu en Gang faa hende
at ſe! Mon hun rent har glemt mig? Eller mon

hun endnu maaſke mindes mig, men giemmer Mindet

om mig mellem bitre Tanker? Gud ved, hvad hun
vilde ſige, om jeg gik hen og hilſte paa hende. Hun
har dog en Gang holdt af mig — hm!“

Tankerne foer afſted med ham tilbage over de
lengſt henrundne Dage. Minderne mylrede op i
Tuſindvis om ham; fnart traf de Brynene ſammen
paa ham, ſnart klappede de hans Kind jaa mildt og

"blødt. De mange Aars halvt tilbagetrengte Folelſer

kom farende med al deres ſamlede Kraft. Hans
Hjerte havde ikke i mange Aar været i en ſaadan Be
vegelſe. : ;
Efter at have ſtaget en Timestid og ſet afverlende
hen efter Ane og ned for fig, hævede han med et
Blikket op mod Himlen og mumlede nogle Ord. „Ja
i Guds Navn”, ſagde han derpaa højt, „det faar gaa,
ſom det vil, jeg maa tale med Ane“.

Neg op paa Vognen.

alle de Aar, vi have været adſkilte“, fortſatte han.

333

Han ſprang ind over Gierdet og ſtyrede ſin Gang

hen efter Knud, ſom ſtod og ſtak Meg op pan Hoſtvognen

til fin Kone. Ane gik lidt længere henne paa Ageren
og rev „Slod“, hvor „Hovene“ havde ſtaaet, ſom allerede
vare hjemkjorte. Det gav et ftærft Sæt i hende, da
hun fif Oje paa Jakob, men hun vendte fig hurtigt
om, jaa at Ingen meerkede noget.

„Guds Fred og Gud hjælpe res ſagde Jakob,
da han naaede hen til Knud.

„Tak!“ ſparede denne og hivede i det fame et
„Naa, det kan jeg lide Nabo,
at Du kommer hen og ſer til os“.

De talte nu en Stund ſammen om Vejret, om
Seden, Gresningen o. lign., men Jakob havde hele
Tiden ſit Blik rettet hen efter Ane. Endelig ſagde
han: „Det er nok Ane, der gaar der henne?“

„Ja, det er. Hun
har ſaameend aldrig

„Du gik Din Bej, jaa maatte jeg gaa min“,
ſvarede Ane med ryſtende Stemme.

„Ja, vore Veje bleve adſkilte.
meget over, at det ſkete.
Ane?“

Hun vedblev at vende Blikket mod Jorden, hendes
Læber tav, men i hendes Hjerte lød det: „Nej, jeg fan
ikke mere være vred paa Dig“. Hun mærkede i dette
Ojeblik mere end nogenſinde i de fvundne Dage, at
hun med Liv og Sjæl tilhørte ham. Hendes Kinder
blusſede, hvorved hendes ellers noget blege Anſigt fil
et Üdtryk af ungdommelig Skjonhed; hendes Bryſt be⸗
vœgede fig hurtigt og vidnede om en indre ſterk Brydning.
Jakob nærmede fig bende endnu et Skridt og fort⸗
ſatte:

„Jeg fortrød det lige ſtrax, men hvad jeg gjorde
var ikke gjort i Utro⸗
ſkab mod Dig. Jeg

Jeg har ſorget
Er Du vred paa mig endnu,

været her ovre for i
Dag, og hun havde

gjorde det ikke med
Overleg“.

vel heller ikke kommet
i Dag, derſom jeg ikke

Ane følte, at hun
maatte ſige noget.

havde overheengt hende

„Hvorfor giftede Du

om at hjælpe mig lidt
i denne travle Tid“.

„Hun ſer ung ud
endnu“. ;

„Aa ja, men hun er
jo da heller ikke mere
end — lad mig ſe —
38 Aar“.

„Jeg tror dog, jeg
faar gaa hen og hilſe
paa hende, forend jeg
gaar”.

„Ja ſaameend! SS
have jo kjendt hin⸗
anden for“.

Jakob gik nu hen
til Ane. Hans Trin vare lidt uſikkre og hans Hjerte
bankede voldſomt. Ane vendte Ryggen til ham endnu,
men da han naaede helt hen til hende, drejede hun ſig
om til Siden, vendende Blikket mod Jorden.

„God Dag, Ane!“
„God Dag!“

„Im! — Det er mange Aar ſiden, vi talte
ſammen“. ;

„Ja 14

„Hvordan har Du havt det i al den Tid?“

„Aa jo!“

„Vi have en Gang holdt meget af hinanden”.

Ane tav og lod Haanden glide op og ned ad
Riveſtangen.

„ og vi kunde have levet lykkelig ſammen i

Dig ikke med Anna?“
ſpurgte hun uden ret
at have lagt Mærke
til hans ſidſte Ord.
„Med Anna?“
„Du holdt jo af
hende“.

af, Ane, og
Anden! Hende, ſom
Du nævnede, havde
jeg albrig førend hin

om Kjærlighed eller
Venfkab, ejheller havde
jeg givet hende An⸗

ledning til at tro om mig, at jeg havde noget lil overs

for hende. Hun overliſtede mig ved fin ukvindelige
Opforſel — og, jeg tilſtaar det, jeg var ſvag nok i
Ojeblikket til at lade mig bedaare af hende. Da jeg
kom ret til min Samling, ſtodte jeg hende fra mig, og
ſiden hin Stund har jeg foragtet hende; hun nærmede
fig til mig endnu en Gang fort Tid efter, men jeg gav
hende den Modtagelſe, ſom hun fortjente, og da lod
hun mig i Fred for Eftertiden. Saa fif hun fat paa
Prangeren og rejfte bort med ham, og ſiden har jeg
hverken hort eller ſet noget til hende“. 3

„Du havde dog ſelv ſat hende Stevne ved
Stenten“.

„Hvor kan Du ſige det?“

„Du ſkrev jo til hende derom”.

„Ovem har dog bildt Dig det ind?“

—

„Nej, Dig holdt jeg
ingen

Dag i Skoveu talt til

.

Gang ſit Blik og ſaa Jakob ind i Ojnene med al den

„Jeg har ſelv ſet Brevet i Annas Hjem“. |
„Brevet? Et Brev fra mig?“ |
„Ia 5

„Du fod hende vide, at Du kom til Skovbal i
B.. Skov, og bad hende møde Dig ved Stenten, hvor
Du jo ogſaa, ſom Du ſelv tilſtaar, traf ſammen med
hende om Aftenen. Brevet var ſaa fuldt af Kjerlighed
og ſode Ord til hende, hvorimod Du omtalte mig paa
en haanlig og tilſideſettende Maade”.

„Men Ane! hvad er det, Du der fortæller! Gud
fri mig, hvordan hænger dette ſammen? Det Brev,
Du taler om, var jo til Dig! Har Anna. .. 2“

„Der ſtod uden paa: „Til Pigen Anna Niels—
datter, . by. Huſk Dig om, Jakob, og dolg Intet
for mig, jeg ved Alt“.

„Saa ſandt, ſom jeg er en Synder for Gud, jeg
har aldrig i mit Liv ſkrevet endog blot to Ord til
Anna. Du fal tro, hvad jeg ſiger Ane, Du maa ikke
antage mig for en Løgner; thi gjør Du det, da bringer
Du mig til Fortvivlelſe! Jeg forſtaar ikke, hvordan
det hænger ſammen med bette Brev! Viſt og ſandt
er det, at det var ſkrevet og beſtemt til Dig. Anna
maa have opſnappet det paa Vejen, forfalſket Udſkriften
og Tæft dets Indhold. Du gode Gud, hvilken Ulykkes⸗
gjerning har hun ikke der gjort fig ſkyldig i! Kunde
Du ikke forſtaa, da Du læfte Brevet, at det maatte
være til Dig! Kunde Du ikke fe og føle, at alle de
kjcrlige Ord, det indeholdt, vare til Dig, og at det
var hende, jeg talte tilſideſettende om?“

„Kan jeg ogſaa ſtole paa, at det hænger ſaadan
ſammen, Jakob? Er det Sandhed?“

„Ae, Ane ESS

„Jo, jeg tror det! Jakob! Du kan ikke bedrage
mig!“

Idet Ane udtalte disſe Ord hævede hun for forſte

Inderlighed hendes Hjerte ejede. Hvilken Kjærlighed,
Leengſel og Trofaſthed laa der ikke i dette Blik. Nu
gjenkjendte forſt Jakob ret ſin Ungdoms Elſkede. Det
var de ſamme brune, klare Øjne, ſom han for 21 Aar
ſiden jaa ofte havde fordybet fig i med fin hele Sjæl.
San udbrød:

„Nu holder Du af mig igjen, Ane! Jeg kan ſe
det paa Dig!“

Ane ſvarede bevæget: „Ja jeg har holdt af Dig
i alle de henrundne Aar. Jeg kunde ikke flippe Dig,
ſkjondt..“

„Gud velſigne Dig Ane for al Din Kjærlighed og
Overboerenhed! Du er meget bedre end jeg“.

Idet Jakob udtalte disſe Ord greb han Anes
Haand. Det var ikke Ungdommens Fyrighed og Be⸗
geiſtring der gjorde dette Haandtryk jaa trofaſt og varmt,
ſtjondt der baade hos ham og hende var blevet noget
af begge Dele tilbage, nej det var den ægte, ftærfe og

prøvede Kjærlighed, der holder faft, hvor den har faaet fat.

De talte endnu en Stund ſammen. Knud og hans
Kone ſaavel ſom deres Pige, der ogſaa havde været
tilſtede, og ſom hele Tiden havde jet nysgjerrig hen
efter de to gamle Kjareſtefolk, vare kjorte hjem. „Det
gaar nok“, tænkte Knud; „bare han vilde blive ſtagende
derude hos hende en god Stund endnu“.

Jakob og Ane havde mange, mange Ting at tale
om, men meſt drejede ſig deres Samtale om det ulykke⸗
lige Brev. N

„Nu er det forſt jeg ret kan forſtaa de haarde
Ord, Du ſkrev til mig, Ane, da Du gjorde det forbi
imellem os“, ſagde Jakob. „Huſker Du dem, Ane?
Jeg huſker dem. Nu ſer Du da, at jeg ikke var jaa
ſlem, ſom Du troede, om jeg end havde fejlet.

Ane ſvarede: „Ja havde jeg vidſt det, jeg nu ved,
da havde jeg aldrig ſlaget op med Dig; thi det Fejl⸗
trin, Du havde gjort, kunde jeg vel let have tilgivet
Dig. Nu er det for mig, ſom om hele Skylden ligger
paa mig. Jeg var haard og uretfcͤrdig mod Dig, jeg
burde have hort mig bedre for hos Dig ſelv, førend
jeg dømte faa ſtrengt. Du maa tilgive mig, Jakob,
jeg har feilet mere end Du; men her efter ſkal intet i
Verden ffille mig fra Dig. Tak fordi Du holdt faſt
paa mig!“

Jakob Villumſen og hans Kone, Ane Nielsdatter,
ere døde for ikke faa Aar ſiden; men deres Navne ere
endnu i friſkt Minde i Byen, hvor de boede. Og længe
vil man mindes deres ufædvanligt kjcrlige Samliv,
deres Tjenſtvillighed og Opofrelſe over for andre og

deres retſindige, kriſtelige Vandel i det Hele. Gaarden,

ſom de boede i, har længe været i andre Folks Hænder;
men endnu nævnes den ofte ſom Jakob Villumſens
Gaard, og over den gamle Gadeport ſtaar endnu, ind⸗
graveret med ſtore Bogſtaver: I. V. 8. — A. N. D.
— Anno 1829. J det Aar var Porten formodentlig
bleven lavet, og det Aarstal fortjente nok at mindes af
Jakob og Ane, thi det var netop i det Aar, de bleve
egteviede.

5 Rom.

S mn

5 1 ) (Fortſat.) ;

Gom ligger ved Floden Tiberen paa en

temmelig flad Slette, der paa de 3 Sider

omgives af de ſkjenne Sabiner⸗ og Al⸗
dbanerbjerge; pan den fjerde Side begreenſes
"Sletten af Middelhavet. Denne Slette

kaldes Campagnen og er nu ganffe øde og udyrket, kun

bevoret med Gres og Krat, hvori færdes meget ſtore

Flokke af Bøfler, der tilhøre og ernære Bønderne. Men

i gamle Dage var denne Slette rig og frugtbar, da

Vinhaver.

335

havde de fornemme Romere her deres Landſteder og
Man ſer endnu i Campagnen mange Reſter
af ſtore Bygninger, ligeſom den ogſaa gjennemkrydſes
af de gamle Vandledninger, der, hvilende paa milelange
Ræffer af murede Buer, fore Kildevandet fra Bjergene
ind til Rom. Over denne Slette maa man pasſere,
for at naa Rom, og naar man har kjert der en Time
eller ſaa omtrent, ſer man ee en Roms mange
Kupler og Taarne dukke op. Da der i Rom findes
ikke mindre end 356 egentlige Kirker, foruden ſmaa

Kapeller, og hver af disſe Kirker har i det Mindſte

en Kuppel eller et Taarn, fan har jeg nok Ret til at

| ſige, at der er mange. Op over det Hele rager hojt
mod Sky den berømte Peterskirke, Verdens ſtorſte Byg⸗
ning. Om denne ſkal jeg en anden Gang fortælle, og
vi ville da ved ſamme Lejlighed give en Alfbildning
af den. a

Man nærmer fig med den ſterſte Wrefrygt til denne
| gamle Stad; de ſvundne Slegters Hiſtorie drager forbi
| Tankerne, og man opfyldes af fpændt Forventning ved
Tanken om, at man kal ſe og vandre paa de Steder,
| hvor ſaa ſtore og mærkelige Begivenheder ere foreganede.
| Nerme vi os en ſtille Aften til Rom, naar Solen er
| ti Færd med at gaa ned, naar dens ſidſte Straaler

forgylder Himmel og Jord, naar Klangen fra de utallige
Kirkeklokker gjennembeever Luften, da gribes Sindet af
en højtidelig og alvorlig Stemning, men fremfor Alt
vender Tanken ſig til Ham, ſom fra Evighed til Evighed

ſtyrer Menneſkeſlegtens Sfæbne og ſom ad de uran⸗ |
Og i denne

ſageligſte Veje leder Alt til det Bedſte.
Stemning ville vi holde vort Indtog i Rom.

Vi nærme os Byen fra Nord. Over den gamle |

Bro, Ponte molle, hvor Kejſer Conſtantin den Store

vandt det Slag, ſom gav Anledning til Kriſtendommens
Indfarelſe ſom Statsreligion, rulle vi henad Vejen |

forbi Vinhaver og pragtfulde Landſteder. Lige udenfor

Bestatemplet i Nom.

Roms nordligſte Port, Porta del Popolo (Folkets Port),

ligger den ſtore Villa Borgheſe med ſine mange Grotter,
Springvand og Smaabygninger, med fine ſkyggefulde
Alleer af Laurbær- og Myrthetrœer, fine ranke Cypresſer
og underlige Pinier. Vi fjøre forbi den og ind ad
Porten. Her findes ſtrax en ſtor rund Plads, Piazza
del Popolo, omgivet af Mure, der bære Marmor⸗
billedftøtter og Sejler og hvoraf der vælter ſtore Spring⸗
vand ud i ſkinnende Marmorkummer. Midt paa Pladſen
knejſer en egyptiſk Obeliſfk omgivet af 4 Sfinxer, der
ſpye Vand ud i 4 Kummmer. Fra denne Plads føre
| ſnorlige, lange Gader ind i den tæt bebyggede Del

af Rom. Vi vælge den midterſte, den beromte Corso,
der er ſaa lang, at man bruger ¼ Time for at gaa
raſkt igjennem den i dens hele Længde ind til Midten af
Byen. Dette er Roms Hovedgade, her ſpadſere de
ſtolte Romere ad de lange, fliſebelagte Fortouge og her
Fjøre de fornemme Damer: med deres pyntede Ammer.
Her findes de fleſte Butikker og Kaffeer, Vexellerere og
al anden Trafik. Det er altid en livlig Gade, men
iſer i Karnevals⸗ eller Faſtelavnstiden, da her foregaar
allehaande Lojer, ja endogſaa et Væddeløb af halvvilde
Heſte, der ſom raſende, uden Rytter, fare afſted gjennem
Gaden til Forngjelſe for den talrige Mængde. Her
ſpanker den elegante Officer med ſin raslende Sabel
og klirrende Sporer, her vralter den tykke, ſmudſige
Munk med fit fkaldede Hoved og bare Fodder afſted,
tiggende om Penge eller Varer hos de Handlende, her
rider Bonden fra Campagnen paa ſin lille Heſt, med

fine lange Ledergamaſcher paa Benene. Ser møder
; man de dejlige ſorthaarede Romerinder, med deres
i kledelige Dragt og deres ſmaa Patteborn, der ere ind⸗
ii pakkede i et underligt Futeral af hvidt Toj. Her kommer
| den tunge Arbeidsvogn, trukken af ſtore, tykke, gule
. Bofler med deres lange Horn, hiſt kommer en Flok
Geder, der skulle malkes. Her rider en Preeſt i ſin
ſorte Slojkjole og med en trekantet bred Hat afſted paa
fit lille muntre Wſel. Her er en Afvexling og et Liv,

ſom er meget morſom at ſe paa.
Den lange Corso ender med en Plads, Piazza di
Veznenzia og tæt ved denne findes det berømte Capi⸗
tolium, der til alle Tider har været Roms Midtpunkt.
J den aldſte Tid var Capitolium en Fæftning, hvortil
dens "Beliggenhed paa en høj Bakke eller lille Bjerg
gjorde den vel ſkikket, ſenere var her Sedet for den
gverſte Gudsdyrkelſe. Nu er den omdannet ganfke,
fb idet der dels er anlagt nogle ſnevre Gader, dels en
Kirke og endelig en firkantet Plads omgivet af 3 Pa⸗
| ladſer, hvoraf det ene er Byens Raadhus. Ligeſom
Capitolium er Byens hiſtoriſk merkeligſte Sted, ſaaledes
er den endnu det interesſanteſte, fordi man derfra paa
en Gang kan overſe baade det gamle og nye Rom.
Byen beſtaar nemlig af to Hoveddele; det nordligere
eller nyere Rom, der er tæt bebygget og det gamle eller
ſydlige Rom, hvor der findes forholdsvis faa Gader og
Bygninger, men til Gjengjcld de fleſte Ruiner af old⸗
tidens vældige Bygninger ſpredte om imellem Vinhaver
og Landſteder. Hiſt og her i det gamle Rom findes
ogſaa Kirker og Kloſtre. Staar man paa Capitolium
og ſer ud imod Syd over det gamle Rom, ſer man
ſtrax nedenfor det ſaakaldte Forum eller Byens gamle
Hovedtorv med ſine mange Reſter af Marmor⸗Templer,

eller mindre ødelagt af Fjendehaand og af den ſtore
Magt, ſom kaldes Tiden. Derude for den modſatte
Ende af Forum hæver. fig de vældige Reſter af Colo⸗

ſin Landſe i Haanden, ſin ſpidſe Hat paa Hovedet og

kunde rumme 87,000 Tilſkuere.
Roms yngre Bygninger, ja hele Paladſer ere- opførte

I ſcum, ſom i gamle Dage var et Slags Theater, der

Skjondt mange af

af Sten, der ere røvede fra Coloſcum, er det endnu

en af Verdens ſtorſte Bygninger. Det bliver meget

for vidtloftigt her at opregne alle Roms Ruiner, men

til Gjengjaeld hører den til de bedſt bevarede og ſmukkeſte.

Der er et ganſke ejendommeligt Trylleri ved at vandre
om mellem disſe halvt ødelagte Minder om Fortids
Storhed, at fætte fig paa en omſtyrtet Sojle og be:
tragte disſe ſtolte Mure, hvor nu Vedbenden ſlynger
fig og de vevre grønne Firben ſmutte om. Stille og
tyſt er her, Lyden af Byens Larm naar ikke herud;
man kan i lang Tid hver Dag gaa herud, man bliver
ikke kjed deraf, thi her er Nok at je og tanke paa.
Men vi maa heller ikke forſomme det nyere Rom,
hvor der endnu lever Menneſker. Den er ikke mindre
interesſant at ſe paa. Naſten alle Gaderne ere temmelig
ſnevre og krumme og Suſene høje. Men her findes
en Mængde ftørre eller mindre Pladſer og Torve, der
alle ere prydede med Billedſtatter eller Obeliſker og
Springvand. Der findes i Rom en aldeles utrolig
Mængde Springvand, og det er ikke Springvand, ſom
dem vi ere vante til at ſe her, med en enkelt lille tynd
Straale, det er Springvand, der give Vand i Tondevis
hvert Minut, ja, der er nogle Springvand f. Ex.
Aqua Paoli og Fontana Trevi, der ere fan ſtore at
man kan høre deres Bruſen flere Gader borte, lenge
førend man kan fe dem. Denne ſtore Rigdom paa
rindende, klart og koldt Kildevand bidrager faa over⸗
ordentlig meget til at give Roms Gader og Torve
deres ejendommelige Hyggelighed og Skjonhed. Som
jeg ovenfor har ſagt, mylrer Rom af Kirker, man
treffer dem i enhver Gade og de ſtaa altid gaabne og
der er altid Gudstjeneſte i dem, men iſer om Aftenen
ere de fulde af Menneſker, thi en god Katholik maa i
det Mindſte en Gang om Dagen i Kirke. Kirkerne
ere for en Del meget ſtore og pragtfulde. Den ſtorſte
af alle Kirker er Peterskirken, men af den ville vi i et
ſenere Numer give en Beſkrivelſe med Afbildninger, da
den nok fortjener en færlig Omtale. Endvidere er der
i Rom en Mængde Paladfer eller mindre Slotte, der

"tilhøre de rige adelige Familier og ſom ere mere eller

mindre pragtfulde. Kongen af Italien, Victor Emanuel
beboer et ſtort Slot, der hedder Quirinalet, medens

Paven boer i Vatikanet, ſom er det ftørfte Slot i

Verden; det indeholder 11,000 Verelſer og 22 Gaarde.
J dets vældige Sale er der ſtore og koſtbare Samlinger
af Billedſtotter og andre Kunſtverker fra Oldtiden
ligeſom ogſaa der findes en flor Mengde udmerkede

i | Malerier, hvoriblandt mange af Verdens meſt berømte
Sojler og Triumfbuer, men det er altſammen mere

Maler, den unge og ſmukke Rafael.
å 5 (Sluttes.)

357

Smaa Gjæfter i vore Haver.
Af Dyrlæge F. L. N. Larſen.

forſtjellige Arter af vilde Dyr.

Bure de forſultne vilde Dyr juſt ikke tage fig videre

fordelagtigt ud.

; Dog have vi herfor en Erſtatning — og det en
ganfke tiltrekkende — i vore Haver, om de end kun

ere ſmaa; thi enhver nok jaa tarvelig Have fremſtiller
jo en Dyrehave i det Smaa, der er langt rigere i |
Indhold end et almindeligt Menageri. Til Betragtning |

og til opmeerkſom Jagttagelſe af mange Dyrs Leve⸗

maade og Liv give vore Haver os mere Lejlighed end
ſlige kunſtige Anſtalter; ja vore Haver viſe os endog
Dyrekampe og Jagt.

Vore Haver viſe os Jagter og Odeleeggelſeskrige,
der udfordre en Liſtighed og Udholdenhed, ſom overgaar

Jcegerens. Iblandt Havegjeſterne, der uden Tilladelſe
indkvartere fig paa vor Ejendom, ere ikke faa, ſom vi

ej kunne give Husret, fordi de volde os megen Skade

og Ulejlighed, idet en Del af dem ſom ødelæggende
Herfſkarer true med at fortære Havens Frugter. Der
fordres temmelig megen Kundſkab til at kunne ſkjelne
mellem disſe Dyr, hvoraf Mange ere vore Venner,
Mange vore Fjender, ſaaledes at vi kunne frede hine,
men ødelægge disſe.

J et flygtigt Overblik ville vi fremſtille de al⸗

mindelige Arter af den brogede. Flok, der paa en af de
omtalte Maader plejer at gjeſte vore Haver. Muligt
derved kunde opvæffes lidt Interesſe til Jagttagelſe af
Dyrelivet i det Smaa, en underholdende og lærérig
Beffjæftigelje, der ſikkert vil være et behageligt Tids⸗
fordriv for mange ledige Timer, og hvor beundrer man
Skaberen mere end ved Betragtningen af Skabningen
og Forſkningen af den?

Vi ville begynde med Pattedyrene, blandt
hvilke ijær Muldvarpen er vigtig: Endſkjondt den
ikke lever af Plantefode, beſkadiger den dog mange
Planter ved fin Oproden af Jorden, de ſaakaldte
„Muldvarpeſkud“, af den Grund er den en ilde ſet
Gjeeſt af de fleſte Haveejere og efterſtrebes af dem,
uagtet den gjør veſentlig Nytte ved at fortcere en
Mængde Larver af ſkadelige Inſekter. Den holder ikke
Vinterſovn, og da dens Graadighed er jaa ſtor, at den
daglig forterer ligeſaa Meget, ſom den ſelv vejer, jaa
vil man deraf indſe, at den maa forteere en betydelig
Mængde Orme, Larver og Inſekter.

Der findes flere Arter Markmus, der, om de
end, ſom Navnet antyder holde fig meſt til Marken,
undertiden kunne ſkade Haverne meget, naar de findes i

| Rødder, Løg og Knolde.

- | anrette ikke videre Skade.
Alange ſtorre Steder have nu zoologiſke Haver, hvori |

man har Lejlighed til at betragte en Mængde |
Vi Kjobſtads⸗ og Land⸗
beboere derimod have kun Lejlighed til hvert andet eller
tredie Aar, at ſe et omrejſende Menageri, i hvis ſnevre

Mængde, da de grave Huller, hvorhen de flæbe Frø,
Undertiden findes Spids:
mus i Haverne, men de leve af Orme og Inſekter og
Heldigvis holdes Muſene i
Skranke af Kattene, der betragte Haven ſom et godt
Jagtdiſtrikt. I de ftørre Haver indkvarterer Pind ſpinet
fig undertiden; det ſoger fig et Skjul under Trærødder
eller tætte Bufke, ſover næften hele Dagen, ligeledes
hele Vinteren, ſaa det fun nyder Livet i Sommer:
nætterne. Ved at ødelægge Orme, Inſekter og disſes
Larver gavner det noget; men det ſoger ogſaa gjerne
Frugter og knoldede Rødder, og foraarſager derved en
Del Skade; det er meget bekjerligt efter Kjod, hvorfor
det angriber og dræber mindre Dyr. J Haver, der
ere indhegnede med Stengjærder, finder man ofte den
lille Væfel eller Bruden, der gjør en Del Nytte ved
at fortære Mus. Harerne indfinde fig undertiden om

| Cfteraaret og Vinteren, det er fornemlig Kaalen de ſoge

efter. Flagermuſene ere nyttige Gjeſter i vore

I Haver; de holde fig ſtille hele Dagen i hule Træer og

Revner, hvor de hænge faft ved Tommelen, der er lille
og kroget; de komme frem i Sfumringen og ere hele
Natten ivrigt beffjæftigede med at fange Inſekter; om
Vinteren ligge de i Dvale.

" Blandt Fuglene træffe vi forjfjelige mere eller
mindre velfomne Gjæfter i vore Saver; blandt de mindre
velkomne nævne vi forſt: Honſene, ſom ved deres
Skraben i Jorden forſtyrre Planterne og ødelægge
Bedene; Duerne, der opſamle det nedlagte Frø, disſe
Dyr kunne dog let holdes borte fra Haven. De øvrige
Fugle ere derimod mere velkomne ligefra Wuderne,
der føge efter Regnorme og Snegle, til de livlige og
jeljfabelige Stærer, der leve af Inſekter og Orme
og om Efteraaret af Bær; om de end tilligemed Ska⸗
derne rane nogle Bær, fan gjøre de dog megen Nytte
ved at efterſtrbe Inſekterne. Man onfker dog helſt,
at en Sanger ſkal tage Ophold i Haven, da den opliver
ved fin Sang og gjør fig yndet ved fit fortrolige Væ-
jen; vi frede derfor gjerne om disſe nyttige Smaajugle,
der forſkaffe os mange fornøjelige Timer. Hvo ſom ret
vil kjende disſe fortrinlige Inſektjcgere, dette gode
Havepoliti, han betragte blot en Timestid, hvor ofte
Forældrene bringe Ungerne en Larve eller et Inſekt, og
han vil da indſe den ſtore Nytte, ſom de gjore ved at

| ødelægge en Mængde ſkadelige Inſekter. Spurvene,
der hades og forfølges fan ofte, gjøre væjentlig Nytte,

navnlig i den Tid de have Unger; man har. beregnet,
at et Par Spurve i Rugetiden og medens Ungerne
ligge i Reden, dagligt henter henved 500 Orme, Inſekter
og Larver.

Som ofteſt efterſtrebes Fuglene, endog de mindre
og nyttige, af Haveejerne, ſaaledes Mejſerne, Gres⸗
ſmutter, Finker, Rodkjelker, Gjerdeſmutter
og andre Sangfugle; men flere Steder har man gjort
den Erfaring, at ved Udryddelſen af disſe Fugle, have

Inſekter, Larver og andet Smaakryb taget Overhaand,
jaa at man med Leengſel har onſket fig Fuglene tilbage
og har maattet gjøre Anſtalter for igjen at faa dem
indførte. J ſtarre Haver træffer man ofte Ugler, de
have almindeligen været hadede; men de gjøre dog ikke
ringe Nytte ved at fortcere en Del Mus.

J næften alle nogenlunde ſtore Haver træffer man
flere. Arter af Krybdyrene, vi nævne her Nogle, der
ved at fortære Smaakryb gjøre en Del Nytte. Langs
Diger og i Buſkadſer træffes ofte det vevre og livlige
Firben, der behændigt ſmutter mellem Lov og Græs ;
det træffes ogſaa under Zrærødder og i hule Træer, og
lever af Inſekter, ſom det liſter ſig paa og ſnapper.

Den almindelige Snog fortærer Mus, Frger
og andre Smaadyr og gjor derved en Del Nytte, men
bliver ofteſt hadet, da man i Almindelighed har en vis

Modbxydelighed for al Slags Kryb, ſelv om det under⸗

tiden gjør Nytte. Den hæslige Tudſe er et nyttigt
Dyr, idet den lever af Inſekter; i England, er dens

Nytte jaa velkjendt, at man har indført og fredet den

i flere Haver og Drivhuſe. Man antager, at den for⸗
tærer og gnaver paa Jordbeerrerne, og den findes ogſaa
hyppigt i Jordbeerbedene; men den ſoger viſtnok hertil,

fordi den her paa den bekvemmeſte Maade kan fange

mange Inſekter, ſom ſoge hertil.
995 n (Fortſættes.)

Husflid. ;
Fuglekasſer.

1

i

ſaa ſnareſt blive fortrolige med dem.

| Ever, der i den ſmukke Sommertid jer Smaafuglene

… færdes muntre og kvidrende om vore Boliger, vil
ſikkert ofte have glædet fig over dem, og ethvert Barn

ved desuden, at mange af Smaafuglene, navnlig Ste⸗

rene, gjøre os megen Nytte ved at udrydde en uhyre
Masſe ffadelige Inſekter. Man ſager derfor flere og
flere Steder at drage de infeftædende Fugle til ſig ved
at bygge dem pasſende Reder, ſom heftes op paa Huſe
og Zræer, helſt paa de ſidſte. Naar man i Løbet af
Sommeren ophenger ſaadanne Fuglebo, ville de ſmaa
Sangere blive fortrolige med dem, og naſſte Foraar
tidlig opſlaa deres Bolig idem. Man maa helſt vælge

en Plads, der har ee og Middagsſkygge, og

undgaa at give Fuglekasſerne ſteerke Farver; helſt maa
de være ſimpelt graa, brune eller grønne, da Fuglene
Vi bringe i Dag
Afbildning af en Steerkasſe i Form af en lille Fjer⸗

- ding (hvortil kan bruges en vel udvandet Anchovistonde)

forſynet med Tag og opſtillet paa en lille Hylde paa
en Traœſtamme. Flyvehullet maa være lidt over to
Tommer bredt. En Slyngplante, ſom paa Te ningen,
3 5 mere tiltrekkende for Fuglen og ſmulkere
or Ojet. El 45

Smaaling.

En ung Mand. ffulde have Bryllup, og Vielſen
fulde foregaa hjemme i Huſet. At han har været
en ftært Tobaksroger, viſer folgende Trek. Han beholdt
Piben i Munden ſaalcenge ſom mulig, og, da endelig
ſelve Vielſen ſkulde ſke, fatte han den bag ved ſig.
Aldrig ſaaſnart havde Bvæften endt denne Handling,
for Brudgommen greb Piben, og, da han mærkede,

der var Ild i den endnu, udbrød glad: „jo, den holdt

ſig dog!“

Oplosning
paa den geografiſke Gaade i Nr. 41: Asſens — O denſe.
N Aabo. 5

Sjoelland.
Spanike.
Elben.
Nantes.
Slagelſe.

Indhold. Et opfnappet Brev, Fortælling af Zakarias Nielſen,
med Billede (Sluttet). — Rom, med Billede (Fortſat).
— Smaa Gjæfter i vore Haver, af Dyrlæge F. L. N.
Larſen. — Husflid: Fuglekasſer, med Billede. —
Smaating.

Efter at Udgiveren fra Jste Juli har taget sin
Afsked som offentlig. ansat Skolelærer, for udelukkende
at anvende sin Tid og sine Kræfter til Husvennens Ud-
givelse og Husflidssagens Fremme, flytter han i Begyn-

| delsen af denne: Maaned. til Kjøbenhavn, hvor hans

Adresse fra 15de Juli fremtidig er
Redaktør N. C. Rom.

Bylovsvej & a.
Kjøbenhavn
Vesterbro,

Ex

Anvennen udkommer lil hver Søndag med et 16.ſpaltet Artz, ſorſunet med flere Billeder, til 1 Krone (3 AK.) Fſerdingaaret frit bilfendt.

Hverk Fjerdingaar medfølger gratis el ſlort fmukt Villede.

Bladel kan beſlilles pan elhvert Pofikonfor og Brepfamlingofled, i enhver

Boglade ſamk hos Sovedkommisfionæren: Budolph Klein, Vileſlrede 40, Kſebenhavn.

s

Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz,

2. Aargang.
Nr. 43.

Lift imod Liſt.
Jorlalling af Veatus Dødt.

& ) 88

vor Esromkanalen, der fætter Esromſo i

det nordlige Sjælland i Forbindelſe med
Oreſund, udmunder, ligger Dronn inge⸗
møllen. En Ejendom ſom ilke beerer
fit Navn forgjæves, jaa fandt, ſom man
i & Almindelighed med Ordet Dronning forbinder noget

mere end almindeligt, Noget der er ſkjgnnere, bedre og

herligere end alt Andet. Alt er her forenet” ſom kan

og virkſom Mands Sjerte til at banke af Lyſt. Paa
de vidtløftige med frodigt Græs bederkkede Enge tumler
fig det velnærede Kvæg kaadt og overgivent ſom en
Folge af det rigelige Foder, der paa Grund af den
kraftige Jordbund og den aldrig manglende Fugtighed
ſtedſe paany ſkyder frem yppigt og fyldigt, og paa de
velgodede Agre bolger den kraftige Sed, hvis tunge
Vipper boje ſig mod Jorden. Fra Morgen til Aften
og fra Aften til Morgen høres Mølleværfets Klapren
og Vandets Bruſen, idet det i altid uformindſket Mængde
ffummer hen over det mægtige Vandhjul, der ftønnende
og bragende drives rundt uden Hvile og uden Raft.
Gaarden holder ſtedſe fuld af Vogne, og medens Molle⸗
gjeſterne ſidde i Stuen, bænfede om det lange Bord

med Olkruſet foran ſig og Piben i Munden, færdes de

raſke Mollerſvende ved Af⸗ og Paaladningen af Vognene,

det end kan vere, og Glæde over det.

Slorfhabslæsning, ” Oplysning ag Susflid.

i Hondagen d. 25. Juli.

og meſt behjertede blandt fine Kammerater.
idet af og til en munter Skjemt. og en glad Latter
vidner om, at der er Lyft til Arbeidet, hvor ſtrengt

; Kjøbenhavn.
1875.

Rundt om Gaarden breder ſig Haven, hvis mang⸗

foldige Frugttræer bugne af Frugt, og hvis Blomſter

fylde Luften med Vellugt og Menneſkets Sind med
Glæde. Saa langt Øjet rakker, breder fig det ſmilende,
blaa Oreſund, over hvilket i det Fjerne Kullens morke

laste hæver fig, kronet med det hvide Fyrtaarn, ſom

fkal lede Sejlerne og viſe dem Vej” paa. deres natlige
Fart.

Møller Bang, ſom ejede Møllen paa hin Tid,
hvorom her er Tale, elſkede ogſaa denne fin Ejendom

| næften ligeſaa højt, ſom han elſkede fin Datter Ulrikke,
kan | hvilfet vilde ſige noget, efterſom hun var hans eneſte
fryde en dygtig Landmands Oje og bringe en driftig |

Barn og dertil faa ſmuk, faa livsglad, ſaa from og

| god, at Enhver, ja ſelv den koldeſte af alle Stivſtikkere
I maatte føle fig bevæget og glad ved Synet af hende;

mange var det derfor ogſaa af de unge Menneſker der

paa Egnen, ſom havde brændt fig paa Ilden og derfor
nu hang med Vingerne, mange var det, ſom havde
| fæftet Blikket farſt og fremmeſt paa Møllerens Datter

og dernæft paa Møllen og Alt, hvad dertil hørte, thi
begge Dele ſkulde jo følges ad. Vi vide nu imidlertid

| nok, at er der end Mange, ſom tro ſig kaldede, ſaa er

der dog kun faa Udvalgte, og her i dette Tilfelde
kunde der jo kun være En. Denne Ene, var imidlertid
ogſaa tilfulde den Kjerlighed værd, ſom den unge Pige
havde ſkjcenket ham; thi Enhver paa hele Egnen er⸗
kjendte villig, at Herman Nielſen paa Kasſegaarden,
ſom Faderens Gaard kaldtes, var den flinkeſte, dygtigſte
Selv
Moller Bang, der ſelvfolgelig ikke var jan lidt fræjen
med Henſyn til det Valg, Datteren traf, da det jo var

ham, ſom ſkulde give Gods og Ejendom til, medens

340

hin Hap med at give Hjertet og den højre Haand, — ſelv
han ſyntes i lang Tid at være næften ligeſaa forelſket
i det unge Menneſke ſom Ulrike.

Den allerbedſte af Mollerens ſtore Merſkumspiber
med Solvbeſlag var ikke for god for det unge Menneſke,
naar han kom der i Beſog, og ofte gjorde han den
egenhændig ren med et Halmſtraa, for at den ikke, ſom
han ſagde, ſkulde være fornaglet eller hæs i Fløjten,
ja han blæfte endogſaa i den, jaa han. blev ganſke
morkerod, medens Taarerne lob ham ned ad Kinderne,
hvorpaa han ſtoppede den med den aller fineſte Petum
optimum eller „blaa Mand”, der var at faa hos Kjob⸗
mand Unna i Helſinger. Saa pasſiarede han med

ham om Gaardens Drift, om Helbrak og Halvbrak,

om langbenet og kortbenet Kvæg, om Svinehold og
Griſeavl, om Møllen og om hvorledes der burde for⸗
holdes med Toldkoppen; men naar Talen kom paa
denne kildne Sag, ſaa ſkete det altid i en faa lav og
hviſkende Tone, at Ulrikke, der med blusſende Kinder
og gledeſtraalende Øjne fad og horte til, ikke kunde
opfange et eneſte Oord. Nu Herre Gud, hvert Haand⸗
vært har fin Hemmelighed, Hvorfor ſkulde faa ikke
Molleriet have fin? Lad faa end være at den under⸗
tiden falder lidt dyr. Kort ſagt, Molleren ſatte det
unge Menneſke jaa nøjagtigt ind i alle Forretningerne,
at Overdragelſen kunde ſke, hvilket Ojeblik det ſkulde

være, og alle Folkene paa Gaarden beredte fig allerede |
i Sind og Skind til et rigtig fornøjeligt Bryllup.

Hvor længe var Adam i Paradis? ſiger man
imidlertid for et gammelt Ord. Længe var det ikke,
men dog længe nok til at baade han og Eva havde
lært at ſkatte Lykſaligheden, ſom de der havde nydt og
nu længtes inderlig tilbage derefter. Siden hin Tid

er det bleven Mode, at deres Efterkommere ogſaa efter

længere eller kortere Tids Forløb maa flytte ud af det
lille Paradis, ſom de maaſke efter lang Tids Sogen
og Leden endelig have fundet, og de mange Taarer, ſom
fældes, og de tunge Suk, ſom udſtodes, vidne tilfulde
om, hvor tung og bitter Adſkillelſen kan være.

At Herman og Ulrikke, hvor tilbojlige de end,
ſaavelſom alle Andre, kunde være til iøvrigt at folge
Moden gjennem Tyndt og Tykt, i dette Stykke dog helſt
havde undladt, det, derom kan der ikke tvivles, men Et
er at gjerne ville, et Andet at kunne, og hvad dette
angik, ſaa ſtrakte deres egne Kræfter. ikke til, maaſke
meſt ſom en Folge af, at de ikke kjendte den Mand
med en Slade, ſom var kommen ivejen, ja, det vil
ſige, Manden kjendte de godt nok; men hvad Sladen
var, derom havde de intet Begreb.

Midt i Glæden og de lyſe Forhaabninger om en
lykkelig Fremtid, hvori de Unge vuggede ſig, begyndte
den Gamle at blive mere og mere betænkelig. Fra
Herman Nielſen trak han ſig lidt efter lidt tilbage, og
det ſtod ſnart klart for Ulrikke, at hendes Fader onſkede

at afbryde den alt jaa godt ſom afſluttede Forbindelſe.

|

et Oje til for Overtrædelferne, ligeſom de ogſaa lode

Det var en tung Tid for den unge Pige, og endnu
tungere og ſmerteligere ſkulde den blive, da hendes
Fader endelig efter. nogen Tids Forløb paa en Maade,
der nokſom vidnede om, hvormeget han led derved,
underrettede hende om, at den paa Egnen ſtationerede
Strandrider havde friet til hende, ſamt at hun, ved at
give ham ſit Ja, derved vilde frelſe Faderen fra en
overhængende Fare, ja fra fuldſtcendig Ruin. Hvilken
tvingende Forpligtelſe det var, ſom bandt ham til
Strandrider Jenſen, hvilken ulykkelig Omſtendighed det
var, der havde gjort ham jaa afhængig af et Menneſke,
ſom paa Grund af fit Levnet kun nod liden Anſeelſe,
at han kunde tvinge ham til at gjøre den ulykkelig,

ſom han elfkede hojſt af Alt, derom vilde Molleren

intet oplyſe; men netop denne Hemmelighedsfuldhed
overbeviſte Ulrikke om, at Faren var jaa meget ftørre,
ſom den maatte være forbunden med Skam og Vanceere.
Nogen endelig Beſlutning formagede hun dog endnu
ikke at fatte; thi hvormeget hun end følte fig tilſtyndet
til at offre Alt for Faderens Frelſe, ſaa kunde hun dog
ikke overvinde ſit Hjertes Modſtand og den Modbyde⸗
lighed, hun følte for den lumſke, glattungede og fejge
Strandrider.

Paa ſamme Tid, ſom denne Uvejrsſky trak op paa
de unge Menneſkers Himmel, rugede en anden over
hele Landet, der, om den end ikke fremtvang Graad og
Teœndersgnidſel, dog bragte mangt et Hjerte til at ſukke.

Som den ſtore Napoleons trofaſte Allierede havde
vor Regjering ifølge hans Magtbud maattet indføre
den ſaakaldte Kontinentalſperring. Det vil ſige, at for
at tvinge hans Dodsfjender Englænderne og ødelægge
deres Handel, maatte ingen af de Lande i Evropa, ſom

afhang af ham, indføre overſgiſke Varer; Kaffe, The og
Sukker vare ſaaledes forbudne Frugter, ſom maaſke

netop af den Grund friſtede alle vore iſcer ældre Eva⸗

dottre i en endnu højere Grad end ellers, og under

mange Suk og bittre Klager ſteg Rogen af brændte
Wrter og Byg, ſom ſkulde træde i Stedet for den
manglende Kaffe, op mod Himlen nedkaldende dennes
Straf og Hevn over den Formaſtelige, ved hvis Bud
jaa mange vanſmegtende Leber og Hjerter bleve berøvede
hin ſtyrkende og oplivende Drik.

Hvor mild og god nu end ellers gamle Frederik

den Sjette kunde være, jaa var han ikke til at ſpoge
med, hvor det kom an paa et givet Ord eller Lofte.

Dette holdt han ubrodeligt, ſelv om han derved maatte
offre ſaavel ſine egne ſom ſit Lands Interesſer, og han
taalte ikke, at man ad nogenſomhelſt Omvej ſogte at
ſlippe derfra paa en lidt lempelig Maade.

Underledes var det imidlertid med hans Miniftre.
Disſe ſaa hvormeget Landet led under Forbudet, ſamt
dernceſt, hvor lidet ſamvittighedsfulde de andre Nationer
vare i Overholdelſen deraf, af hvilke Grunde de trykkede

deres underordnede Embedsmænd gjøre det Samme,

kun at dette ſkete med pæn Henſynsfuldhed, ſaaledes at |
Ingen, hverfen Smuglerne eller Toldvoeſenet rente bus

i Armene paa hinanden eller bragte Regjeringen i
Forlegenhed ved at viſe altfor ſtor Samdregtighed.

Paa denne Tid havde gamle Møller Bang faaet
i Kommisſion fra en Grosſerer i Kjøbenhavn at tage
fig af et betydeligt Kvantum Kaffe, ſom fkulde ind⸗
ſmugles paa Kyſten og om muligt at indlægge det i
ſit Pakhus, indtil det med Sikkerhed kunde Feb til
Kjobenhavn.

Fra Mollerens Side var der Intet ivejen, han
paatog fig med Glæde Kommisſionen og efterat have

trykket Strandrider Jenſens Øjne. til med et rigtig godt

forgyldt Plaſter, blev Kaffen bragt i Land i Ly af
Nattens Morke.

Forſaavidt ſyntes nu Alt at veere godt; men ikke
deſto mindre var der dog en Omſtendighed, ſom enkelte
af de Delagtige forgjaves grundede over, uden dog at
kunne faa Rede derpaa.

Da nemlig Kaffen var bragt i Land og 835 i det

Ojeblik Molleren vilde træde ind af fin Husdor, ſaas
Strandrideren pludſelig at trede til. En fort Tid talte
de hviſkende med hinanden, men derpaa traadte de ind
i Stuen, her havde de en lang og ofte hojroſtet Sam⸗
tale med hinanden, hvorpaa de endelig ſkiltes. Fra
dette Ojeblik var imidlertid Møller Bang, ſom man
ſiger, ikke fig ſelv, og fra dette Ojeblik ſkrev fig hans
forandrede Beſtemmelſe, der truede med at See
hans Datters hele fremtidige Lykke.

En Sommeraften, medens Solen var i Færd med
at ſkjule ſig bag de dybe Skove i Veſt, idet dens
Straaler bragte de høje, blanke Ruder i Fyrtaarnet
paa Nakkehoved til at glimre og flimre ſom flammede
et Ildhav indenfor, og medens den lune, milde Vind
legede med Oreſundets Bolger, der perlende og hvislende
lob ind over Strandbredens hvide Sand, havde en Del
af Møllerens Folk lejret fig paa den grønne Skrent
ved Kanalen, hvor de nu efter Dagens Arbejde node

Hvilen, idet de hengav fig til Indtrykket af de ſkjonne,

fredelige Omgivelſer.

Karlene, der fad noget afſides, lode Rogen af deres
Tobakspiber ſtige op i den ſtille Luft folgende med
deres Øjne de blaa, lette Ringe, indtil de forſvandt i
Aftenens Deemring, idet En eller Anden af dem dog
af og til ſendte en hoirsſtet Skjemt over til Pigerne,
ſom da ſtanſede deres ivrige Pasſiaren for med Renter
at give den tilbage.

Midt imellem begge Lejre ſad pan et Træjtød en
ung velvoren Karl, ivrigt flettende paa en Kurv, hvis
hvide Vidier nu ſkinnede rode i den nedgaaende Sol.
Hans brunede af Sundhed bugnende Kinder blusſede
af Iver, og fra hans morke, krollede Haar lob af og
til en Sveddraabe ned over hans Anſigt, men hvor

i Skjemten, der begyndte at blive mere almindelig, og

!

alt ſom han gav fit Beſyv med i Laget, lyſte Skjelmen
ud af hans brune, ſpillende Ojne.

„Naa Lars Villingerod“, raabte Mollerſvenden,
der ſtod paa Gangbroen og lænede fig mod Rakveerket,
idet han af og til betragtede ſit eget Billede, der ſpej⸗
lede ſig i Vandet: „Naa Lars, Du fletter nok paa
den Kurv, ſom formodentlig Inger Bryggerspige vil
give Dig, jaa har Du dog idetmindſte en lille Fortjeneſte
ud af Frieriet, om Du jaa ikke har Andet”.

„Aa, den Ulejlighed kan han ſpare fig”, ſvarede
den unge Pige, ſkal han have en Kurv, er jeg Pige
for at binde den ſelv. Nej Niels“, vedblev hun, „jeg
tænfer Enkekonen i Munkerup har beſtilt den, og faa
kan Du jo gjore Plads til den i Dit Kammer“.

En almindelig Latter beſvarede denne Hentydning
til Maollerſvendens lidt: vanfkelige Frieri til en rig
Gaardmandsenke.

„Ja kig nu ned i Vandet Niels“, raabte Lars
Villingersd, „ſaa ſkal Du fe, at Dit Billede ſer akkurat
lige ſaa flaut ud, ſom Du ſelv, ved den Bet, Du der
fik. Nej, Inger har god Tid paa Svar, ſaa det er
ikke altid ſundt at komme der og bide Skeer i Stykker“.

„Du taler maaſke af bedrovelig Erfaring“, ſparede

Mollerſvenden lidt mut.

„Nej, jeg ſkal nok vare mig, Niels, og jeg ſer da
ogſaa langt hellere, at hun kysſer mig, end at hun
bider mig“.

„Da ſkal Du je Dig for, Lars“, indvendte hun,
„det Sidſte kunde let blive en Folge af det Forſte,
derſom Du ſkulde forſoge derpaa”.

„Joſes Kors“, raabte en af Karlene med en for⸗
ſkrekket Mine, „ja var det gaaet ſaaledes til, jaa var
viſt Nœſe og Mund forleengſt bidt af Lars“.

„Mener Du, Anders Søborg?” ſvarede den unge
Pige. „Men ſaa kan Du da trsoſte Dig ved, at er der
end maaſke Ingen, ſom vil bide Dig, jaa er der da
ganſke viſt heller Ingen, fom vil kysſe Dig“.

„Skulde det være ſandt, Inger?“ udbrød hin med
et jaa godt paataget Udtryk af Forſkrokkelſe, at Alle
braſt i Latter. „Men“, vedblev han, „forend jeg gaar
hen og hænger mig af Sorg og Bedravelſe, jaa vil jeg
dog forſt gjøre et Forſog“.

Ved disſe Ord rejſte han ſig, og efter at have
tørret fig om Munden med Skjortecermet, nærmede
han fig Pigerne.

„Ja prøv paa at komme herhen“, raabtes der fra
disſe, „ſaa kradſe vi Øjnene ud paa Dig“.

„Og faa kan Du ikke je at ſtoppe Dine Strømper,
hvor Helene ganſke undſelige kigge igjennem”, mente
Lars Villingergd.

„Herre Gud de Stakler“, ſparede hin i en FR

| modig Tone, „det er ſaameend ikke førfte Gang de har
veeret i den Forlegenhed“.
rafk hans Fingre end gik, ſaa tog han dog ivrig Del

„Nej“, raabte Lars, „og det Samme kan Du nok
ſige om Zæerne”.

„Det kunde jeg nok, Lars, derſom det kun bare

ſommede ſig; men jeg ſkal ſige Dig, det er en Privatſag
mellem dem og Toflerne, hvor de ſtjule ſig, det er

iovrigt ikke Alt man ſkal tale om, ſom Manden ſagde,

da de ffjældte ham for Tyv, lad og derfor hellere fan

en Viſe“, og nu ſang han, ſaa det lod vidt ud i den

ſtille Aften:

Min Flaſke den er tom, den maa fyldes,
den maa fyldes med Mjød og Brændevin,

den maa fyldes, nej lad vær
den maa fyldes, nej lad væv
den maa fyldes med Mjød og Brendevin.

»Mej føj, raabte en af Pigerne, „den er ligeſaa
uvaaren, ſom Dine hullede Strømper”, i

„Ja ſaa maa vi ſtikke en anden Tønde an, ſom
Kromanden i Gilleleje ſiger“, raabte Lars Villingersd,
hvorpaa han med dyb og kraftig Stemme begyndte,

| idet de Andre ſtemmede i med:

Fæstningen Engelsburg.

J ingen af Verdens Riger,

det maa jeg bekjende for ſand,
der findes faa dejlige Piger
ſom ud i Dannemarks Land.

Thi rode ſom Roſer de ere,

og hvide ſom Lilien fin,

derfor jeg dem holder i re,

den meſt dog, ſom jeg kalder min“.

(Fortſattes.)

i 5 Rom.
Ser N | (Stuttet,)
V kke langt fra Vatikanet ligger. Fæftningen

Engelsborg, fom findes afbildet paa hos⸗
ſtagende Billede. Den var oprindelig be-
ſtemt til Gravfapel for Kejſer Hadrian,
der dode Aar 138 efter Kriſti Fodſel,
men ſom forreſten ikke er bleven begravet der. Byg⸗
ningen har helt været bekladt med Marmor og prydet
med Billedftøtter af Menneſker og Dyr, men al denne

ET:

FE — —ů

— — — —

— —

Rom, men Alt maa have en Ende.

343

Pragt er nu forſpunden. Nu er den en Ferſtning med
Kaſerner og Baſtioner. Paa dens Top ſtaar en kjcmpe⸗

macsſig Broncefigur, der foreſtiller Engelen Michael.

Leſeren vil forbavſes ved at høre, at denne Bygnings
Omkreds er 576 Fod. Den prægtige Bro, der fører

over Tiberen til Engelsborg, og ſom benyttes den Dag

i Dag er bygget af ſamme Kejſer Hadrian og fuld⸗
endtes i Aaret 136; den er altſaa nu 1738 Aar gammel,
en ganſke ſmuk Alder.

Romerne ſelv er et venligt og høfligt Folkefcerd.
Mendene ere i Almindelighed ret ſmukke, med ſort
krellet Haar og morke Øjne. Deres Holdning er rank
og deres Gang ſtolt og værdig; de ere i Almindelighed
alvorlige og taale ingen Haan eller Forurettelſe,
hvorimod de viſe megen Glæde, naar man ſiger dem
Artigheder. Kvinderne ere neſten altid udmeerket
ſmukke; de ere kraftige og bredſkuldrede og forholdsvis

N
.
V 8 N N
N —

—

Jeg kunde gjerne blive ved at ſkrive og ſkrive om
Det er vel derfor
bedſt at holde op og bede Leſeren om at gjemme
Reſten af fin Interesſe til jeg ſkal fortælle om Peters⸗

kirken. i
5 R. N.

*

En Kampeblomſt.

Sy e fleſte af Husvennens Læjere fjende uden
Tvivl de prægtige Vandplanter vi falde
Aakander, med deres flade ſpommende
Blade og ſtore hvide Blomſter. Det er

en ſaadan Aakande vort Billede i Dag

fremſtiller, men rigtignok af en ſand Keempeſtorrelſe,

Rumpevandliljet:

af flørre og kraftigere Legemsbygning end Mændene.
Deres Haar er blaalig ſort og deres Hudfarve noget
brunlig. Pigerne ere tidligt vorne; jeg talte en Gang
med en flor ſteerk Pige, ſom jeg vilde anſet for 20
Aar, men hun var kun 12 og hendes lille Soſter, ſom
hun kaldte hende, var kun 9 Aar og lige ſaa ſtor og
udviklet ſom en danfk Pige paa 17—18 Aar. Man
leſer ofte om, at Kniven ſidder los i Skeden hos

Romerne. Men det tror jeg dog ikke er ganſke fandt.

Det hender ganſke viſt af og til at En dræber en
Anden ved Knivyſtik, men det ſker kun i Hidſighed og
meſt i Skinſyge i Kjerlighedsanliggender. Derimod
fer man yderſt ſjeldent disſe hæslige Slagsmaal med
Neverne, Treſko eller Olflaſker, ſom ere jaa hyppige
hos den ſlettere Del af Befolkningen her. Men Ro⸗
merne bruge heller ingen Brendevin og en fuld Romer
har jeg aldrig ſet.

Birtoria regia.

| da den uden Tvivl er den ſtorſte Blomſt paa Jorden

— eller om man vil paa Vandet. Bladene maale
nemlig over en Favn i Tvermaal — altſaa omtrent
en halv Snes Alen i Omkreds — og Blomſterne ere
en Fod i Tvermaal; de ere aſ den fineſte hvide Farve
med en rødlig kjodfarvet Midte og udbrede en herlig
Duft. Bladene ere morkegronne paa Overfladen og

have en 3—5 Tommer høj opſtaaende Rand, lysgron
| indvendig og lys karmoſinrod udvendig Underſiden af

Bladene har en ſterk Purpurfarve. De ere ſaa ſtore

og ſterke, at de kunne bære et ſtort Barn uden at

ſynke under Vandets Overflade.

Den engelſke Reiſende, ſom forſte Gang jaa denne
Kempevandlillje pan en af Sydamerikas Floder i det
hede Klima, kaldte den, til Wre for Englands Dronning,
for Victoria regia. Denne herlige Plante er ſenere
bragt til Evropa, og med ſtor Bekoſtning opelſket i

ſtore Vandbeholdere i varme Vaxthuſe, ſaaledes ogſaa

for adſkillige Aar tilbage i Kjøbenhavn.

Denne Plante er ikke blot ſmuk, men ogſaa nyttig,
da de Indfodte i dens Hjemſted i Sydamerika anvender
dens Frø, ſom indeholder et fint Melſtof, til Mad og
fint Bagværk Da hver Frobeholder er af et Barne⸗
hoveds Storrelſe er der ikke ſaa lidt Fode deri, og
Beboerne kalde ogſaa Planten Mays de Laqua, hvilket
paa Danſk betyder Vandmajs.

Smaa Gjeſter i vore Haver.
Af Dyrlæge F. L. A. Larſen.

(Sluttet.)

Ben ftørfte og meſt brogede Masſe findes dog blandt
Inſekterne, og mange af disſe ere uvelkomne
Gjeeſter.
ſkjulte Opholdsſteder, Hurtighed, Lift og Renker und:
drage de ſig det uovede Blik, jaa de ere vanſkelige at
faa Ram paa.
arbejdende Saandværfere, forſynede med det rigeſfe
Udvalg af Verktej; man finder hos dem Spader,
Hakker, Save, Rasper, Bor, Zænger, Saxe og Knive
af mangfoldig Art, der er mange Slags Haandværkere
blandt dem, og Alle beſidde de et Mod, en Udholdenhed,

Styrke og Finhed i Sanſerne, ſom jætte dem i Stand

til fuldkomment at loſe deres Opgave. Med en ſaadan
Üdruſtning ſpiller Inſektverdenen en af de vigtigſte
Roller i Naturens Husholdning.

Derſom disſe Gjeeſter uhindrede kunde folge deres
Inſtinkter, vilde det ſe meget ſlemt ud for vore Haver;
men her ſom overalt i Naturen, er der ſorget for Lige⸗
vægt. Ved Siden af de Plantecedende ſtaa andre In⸗
ſekter, der uafladeligt fore Odeleeggelſeskrig imod hine
og beſidde endnu mere Liſtighed, Udholdenhed og finere
Sanſer. Mange af disſe ere udruſtede med fine, be⸗
døvende og ætjende Vedſker, med de fineſte Gifte; ved
alt dette ere de i Stand til at overvinde de Plante⸗
dende. Traffer det et Aar, at Plantecederne findes i
meget ſtort Antal, fan finde vi ſamtidigt en ſtorre
Mængde af deres Fjender, end i et ſedvanligt Aar;
ſaaledes vedligeholdes ſtedſe en Ligevægt.

Sankt Hansormen, der ſpœrmer om Aftenen
i Sommertiden, ſom en grøn, gylden Stjerne, det er
dog meſt den vingeløje Hun ſom lyſer, da den vingede
Han kun giver et ganſke ſvagt Sfær, og de honning⸗
ſugende Bier og Humler glade fig ved en venlig
Modtagelſe af Havens Ejer; ligeſaa ere flere brogede
Dagſommerfugle, den prægtige Gulbasſe med
fit gulgrønne Metalffær, Roſenbillerne, Marie
honſene og ſelv Oldenborrene til Glæde for
Børnene, der gjøre ivrigt Jagt efter disſe Smaadyr.

De virke i Stilhed; ved deres Lidenhed,

De udgjore en hel Her af utrætteligt |

li

Det Antal Fiender, Havedyrkeren har at fjæmpe
med, er meget anſeligt; thi kaſter man et Blik paa

Ignſekternes Syſtem, vil man finde, at i næften hver
Otrden findes flere eller færre Familier, der ere ffade-

lige; der gives næppe en eneſte af vore dyrkede Planter,
uden at den blandt Inſekternes talrige Familier har en
eller anden Hovedfjende, til hvilken den maa afgive
Nering paa ſit Livs Bekoſtning; flere af vore ſtorre
Zræer have over 100 Inſekter, ſom umiddelbart eller
middelbart leve af dem. J denne Kamp mellem Plan⸗
terne og Inſekterne, bukke altid de Forſte under; thi
de kunne kun yde pasſiv Modſtand. Inſekterne derimod
ere, ſom ovenfor jagt, udruſtede med mange Redſkaber

og optrade tillige i faa ſtore Mengder, at al Dyrkning

vilde blive umulig, hvis Menneſket ikke, paa ſamme Tid
han i ſin egen Interesſe frembringer Dyrkningens Pro⸗

dukter og derved ogſaa et tilſvarende Antal Fjender,

tillige med Beſtemthed træder op mod disſe, ved alle
mulige til Raadighed ſtagende Midler beſtreber fig for
at holde dem indenfor visſe Grenſer og ſaaledes under⸗
ftøtter fine Medforbundne iblandt de ikke plantecdende
Inſekter. 2

JBillernes Orden findes mange ſlemme Have⸗
fjender; mange Snudebiller ere ſkadelige, idet Nogle
ødelægge Frugttræernes Knopper, Andre beſkadige deres
Blade og. atter Andre deres Frugter. Et flet Rygte
have Jordlopperne, der iſer beſkadige Planter af
de Korsblomſtredes Familie
(Byturus), der befætter Sindbærfrugterne med hæslige
Maddiker. Til Lykke tillader Havens i Almindelighed
ringe Udftræfning, at man kan tage Forholdsregler mod
disſe ſkadelige Gjaſters altfor ſtore Udbredelſe. De
Biller, der fortærer Knopperne, kan man indſkrenke be⸗
tydeligt, naar man ryſter Frugttrœerne pan den Tid de
udfolde Knopperne, ved at lægge nogle Lagener under
Træerne, kan man da opſamle de ſkadelige Inſekter og
dræbe dem. Billerne paa Roſer, Lillier og Aſparges
kunne Born let indſamle. De forſtjellige Slags Jord⸗
lopper ere derimod vanſkelige at udrydde; det er ſmaa,
ſpringende Inſekter, der vanſkeligt lade fig fange med
Haanden. Alle de forſkjellige Beſkyttelſesmidler, man
har anvendt mod dem, have viſt fig utilſtrakkelige og
med Henſyn til det nyeſte Middel, nemlig Steenkning
med Benzin, hvis Lugt de fkulle afffy, maa Tiden og
Forſog afgjore, om det er bedre end de øvrige anbe⸗
falede. 5
Mod Sommerfuglene kan man bedre beſkytte
ſig. Froſtſommerfuglene ere ſmaa, graa, brune
og gronagtige Sommerfugle, der ſes at jværme om i
December og forſt paa Foraaret, ofte medens Sneen
ligger pan Jorden, gjøre Frugttrœerne ſtor Skade; de
kunne holdes borte fra Træerne ved at beſtryge disſe
med en bred Ring af Zjære, hvilket gjentages flere
Gange om Foraaret og Sommeren for at holde Ringen

klebrig; herved forhindres den vingeløje Hun fra at

og Hindberbillen

krybe op paa Grenene for at lægge Æg. De ffadelige
Larver af Kaalſommerfuglen, de ſaakaldte Kaal⸗
orme, kunne indſamles og ødelægges. Blandt Nat

ſvoermerne eller Natſommerfuglene ere de ſmaa

Larver af Bladviklerne og Spinderne fkadelige
ved at angribe Trœernes og Buſkenes Blade.
Blandt de øvrige Inſekter findes mange Rovin⸗

ſekter, der leve paa de Plantecedendes Bekoſtning;

virkſomme i faa Henſeende ere de ſaakaldte Ichneu⸗
moner, ſom lægge deres Wg i andre Inſekters Larver,
lær Sommerfuglenes og ſaaledes bidrage til at udrydde
de fkadelige Inſekters Tal. Lsbebillerne, der lige
ledes ere Rovinſekter, gjore ogſaa Nytte ved at efter⸗
ſtrebe og ødelægge mange ſkadelige Inſekter; de bevæge
fig fortrinsvis paa Jorden, ſom ofteſt ved Lob, men
Nogle hos hvilke det bageſte Fodpar er ftærkt udviklet,
ogſaa ved Spring; derimod flyve de daarligt, flere af
dem kunne endog ſlet ikke flyve, idet de mangle de

hindede Vinger; de høre til de talrigſte og meſt udbredte

Biller. Torbiſterne, hvoraf vi ofte træffe nogle i

vore Haver, ere mindre ſkadelige, de nære fig af raad⸗

nende Plantedele og dyriſk Affald.
En ſlem Plage ere Greeshopper og Jordkrebs;
denne Sidſte er et temmeligt ſtort Inſekt med Forben,

der ligne Muldvarpens; den benytter disſe til at grave

fig frem under Jorden. Hvor den findes i Mængde,
er den til ſtort Befvær, og den er temmelig vanfkelig

at udrydde, dens Hovedfjende er Muldvarpen; den nærer

fig af Planterodder og ved at ſondergnave disſe, ode⸗
lægger den mange Planter. Baade de ſtore og ſmaa
Greeshopper gjøre ſtor Skade, hvor de findes i Mængde.

De ere ſom alle plantecedende Inſekter ſelſkabelige Dyr, |

der i ſtor Mængde opfylde vore Haver, Enge, Skove
og Marker.
henad Sommeren naa de udkrobne Unger den fuldkomne

Storrelſe og Udvikling. J vore Haver træffe vi hyppigſt

Skopgreshopperne; de have lange Folehorn, og
Hunnen er forſynet med en lang fremragende Legge⸗

braad til at lægge Wggene med, af Almuen kaldes de
i Almindelighed: Sabel græeshoppen, fordi Leegge⸗
braaden har en vis Lighed med en Sabel. Olden⸗
borrerne, der undertiden komme i uhyre Masſer, ere
Larven lever 4 Aar

en ſand Landeplage for Haverne.
i Jorden, hvor den om Sommeren gjor megen Skade

ved at gnave Planternes Redder; men om Vinteren |

ligger den ſom i Dvale uden at tage Naring til fig;

Puppetilſtanden varer kun nogle Maaneder; om For⸗

aaret kommer det fuldt udviklede Inſekt frem, og det

bliver meget beſpeerligt, da det nærer fig af Zræernes |

og Planternes Blade, ofte ſes Bladene at være aldeles
afgnavede, naar Oldenborrerne indfinde fig i ſtore

Masſer. Man har med mere eller mindre heldigt Ud⸗ |

fald forſogt mange Midler for at indffrænfe dem; bedſt
vilde det maaſke være at ødelægge Larverne, der findes

Wggene lægges om Foraaret, og førft |

i Jorden, ved at omgrave Haven. Barkbiller gjøre

ofte Skade paa Træerne, dog ere de værft imod Skov⸗
træerne; de ere ſmaa Dyr, der bore et rundt Hul i
Barken, udhule derpaa mellem Barken og Splinten en
Gang, fra hvilken igjen udgaar mindre Gange til
Siderne; i disſe ſidſte lægge de deres Wg; de udkrebne
Maddiker gjennemgnave Tree videre, ligeledes gjøre
Treœbukkene ſtor Skade paa Trcerne ved at ſonder⸗
gnave Zræet. 5

Blandt de tovingede Inſekter findes adſkillige Arter,
der ere ſkadelige, faaledes: Kaalfluen (Anthomyia
brassicæ), der ødelægger Kaalplanterne, Lagfluen
(Anth. ceparum), en anden Flueart (Ortalis) lægger
fine Æg i Kirjebærrene og gjør dem uſpiſelige. Gavn⸗
lige ere Blomſterfluerne (Syrphi), hvis Larver
ligne Snegle og fortære Bladlus, hvorfor de ofte be⸗
nævnes Bladluslever. Andre ere nyttige f. Ex. de
ſaakaldte Snyltefluer: Gjogefluer (Tachinæ), hvis
Larver leve i Sommerfuglelarver.

At værge fig mod alle disſe Fjender er meget be⸗
ſperligt, ja næften umuligt. En omhyggelig Haveejer

maa derfor ſaavidt muligt lære at fjende Wg, Larver

og Pupper af ſkadelige Havefjender, for nogenlunde at
kunne indſkrenke deres Antal.

Ribs⸗ og Stikkelsbeerbuſkene beſkadiges ofte af visſe
Bladhvepſer, hvis Larver ligne Sommerfuglenes, men

have et ftørre Antal Fødder, de kunne tildels indſamles
| og derved indffrænfes.

Vanſkeligere er det at fjerne
Hindbeerbuſkenes Beſogere, der efterlade en afffyelig
Slim paa Bærrene og gjore de yppigſte Frugter uſpi⸗
ſelige; denne Slim hidrører fra Blomſterte ger, der
have taget midlertidigt Ophold paa Bærrene, medens
de jage andre Inſekter. Tægerne ere Inſekter med
en bred, flad Krop, de have 4 Vinger, hvoraf de forreſte
ere læderagtige og lagte korsvis over hinanden. Deres
Levemaade er forſtjellig, Nogle ſuge Planter, Andre
[eve af Inſekter, de ere egentlig ikke ſkadelige for Ha⸗
verne, men dog ubehagelige Gjeſter, da Alt hvad
Zægerne krybe henover, faar en ubehagelig Lugt og
Smag, hvilfet man let merker naar man ſpiſer et Bær,
ſom et ſaadant Dyr nyligt er krobet henover. Det

ſaakaldte „Troldſpyt“, ſom faa ofte ſes paa Plante⸗

ſtenglerne, tjener til Beſkyttelſe for Larverne af Skum⸗
cicaderne. Myrerne ere ofte til Bejvær, hvor de
findes i ſtore Mengder, idet de ſidde paa Frugter og
Blomſter og gnave deri; et godt Middel mod dem er
Salmiakſpiritus. Edderkopperne, der vel egentlig
ikke ere Inſekter, men dog ſtaa disſe nær, gjøre Nytte
ved i deres Spind at fange mange fkadelige Inſekter,
ligeledes Rovedderkopperne, der ej ſpinde Væv,
men lobe hurtig om og gribe deres Bytte, der beſtaar i
ſmaa Inſekter. Orentviſterne ere ſkadelige, de leve
af alleſlags Frugter og gjøre ofte megen Fortræd i
Haverne. Det er Natdyr, Bagkroppen ender i en Tang;
ſom fuldt udviklet Inſekt har Orentviſten 4 Vinger,
ſom dog kun anvendes om Natten; om Dagen ſidder

den ſkjult under Stene eller i hule Blanteftængler og
Revner. Hunnen lægger fine Æg paa fugtige Steder
i en lille Dynge og ruger paa ſamme Maade ſom
Honen; de, udfrøbne Unger holde fig ogſaa lang Tid i
Moderens Nerhed og ſoge Skjul hos hende.
Bladlus og Skjoldlus ere meget vanſkelige at
udrydde; mange Planter angribes af dem og gaa til⸗
grunde.
Roſenbuſke, Wbletreer og mange andre Planter.
Skjoldluſene, hvis brunlige eller graagronne, fladt
hvælvede Rygſkjold for den flygtige Jagttager fjer ud
ſom Smaaſtykker af Plantebarken, ſidde ſtadigt paa
ſamme Plet, men ſuge beſtandigt af Plantens Saft;
Moderdyret døer over WÆggene, ſom Ruygſtjoldet tjener
til Rede eller Doekke for; de ere ijær ſkadelige for Driv⸗
husplanterne; Bladluſene forſtyrre Plantens ÜUd⸗
vikling, jaa den enten bortdger eller udarter, de afſondre
en ſod Saft, der ſoges af Myrerne. Ved Stenkning
med Kulſtov eller ſterkt Tobaksafkog indſkrenkes deres
Antal noget; men det” vilde langtfra være tilſtrekkeligt,

" hvis Naturen ikke havde anſat nogle Bladlusgdeleggere,

der vare Opgaven mere voxen end Menneſket. Saa⸗
danne ere dels inſektedende Fugle, dels andre Inſekter,
navnlig den blandt Almuen bekjendte: „Mariehane“,
der ogſaa kaldes „Agerhone“, „Vor Herres Hone“ o.
lign. Navne; den ſmukke, lille, rode Bille med forte

Punkter anſe neppe Mange for at være et graadigt

Ropdyr.
affkrabes.
Naar man om Foraaret omgraver Haven finder

Skjoldluſene udryddes ved at afvadſkes eller

man flere Slags mangefoddede, brune eller graa Sko⸗

lopendre og Tuſindben, hvoraf nogle i Market

have et fosforagtigt Sker, de leve af Inſekter og
halvraadne Planteſtoffer; endvidere finder man de graa |

Benkebidere, ogſaa faldet „Kjelderesler“, og
flere Steder af Almuen kaldes: „Skrukketrolde“,
det er heslige, mangefoddede Dyr, der ſkjule fig under
Stene. Ligeledes træffes ofte i Jorden de ſkinnende,
røde Jordmidder, der ere ſmaa temmelig vevre Dyr.

Bløddyr og Orme findes ogſaa i Haven, f. Ex.
Haveſneglene med deres ſmukke Sneglehuſe; de
kunne imidlertid tildels ødelægges ved at give nogle
Weder Gjaſtefrihed i Haven for nogle Dage. Regn⸗
orme findes ofte i ſtor Mengde i Jorden, ifær hvor
den er fed og løs; efter Regnvejr komme de frem for
Dagens Lys, de nere ſig af forraadnede Ting, Muld⸗
varpen fortærer en Mængde af dem. J det Vand vi
opbevare, til vore Havers Vanding, findes ogſaa en
rig Dyreverden, af mange forſkjellige Arter, men de
fleſte af disſe Dyr have kun en ringe Storrelſe, og
mange ere endog uſynlige for Ojet.

Nogle findes paa Hyldetraret, Andre paa |

Vi have ſaaledes fundet Repreſentanter for de
fleſte Dyreklasſer i vore Haver, hvilket ftadfæfter, hvad
maaffe i Begyndelſen ſyntes at være urimeligt: „at
enhver lille Have, tillige er en zoologiſk Have“. En⸗
hver, der har Lyſt og Tid til Jagttagelſe, vil tilvisſe

finde rigt Stof for mange ledige Timer ved at betragte
| Dyrelivet i fin Have. Den Læjer derimod, ſom ved

Synet af alle disſe ubudne Gjæfter er bleven bange for
Udbyttet af fin Have, han imodeſe kun troſtig Som⸗
meren og Hoſten; thi om der ogſaa indfinder fig mange
Madſpiſere, da blive dog Alle mætte tiden at gjøre
Menneſket altfor ſtort Afbrek i Afgroden. Mod de
faraoniſke Utojplager beſkytter os jo den Alt udjævnende
Natur, der, ligeſom Hedningernes Gud Saturn, frem⸗
bringer et ſtort Afkom, for atter hurtigt at fortære det.

Smaating.

Ved en Praſentation paa Rekrutſkolen i Odenſe
ſpurgte Generalen en af Mandſkabet: „Had har De

at iagttage, naar De er Patrouilleforer?“ Han ſparede:

„Jeg ſkal paaſe, at Mandſkabet holder Trit, Kjeft
og Retning.“ ;

Da Hojſkoleforſtander ...... 5 var Glev paa
Seminariet, ſkulde han en Gang forklare et Sted hos
Profeten Malakias. Da han var færdig, ſpurgte For⸗
ſtanderen: „men hvad menes der egenlig med det Udtryk,
der ſtod, „at ſlaa Jorden med Band?“) . s betenkte
ſig noget, derpaa ſvarede han: „Jo, det er et Billede,
ſom Profeten har taget fra Pavedommets Tid.”

J det ſyttende Aarhundrede læfte man folgende
Titler paa kriſtelige Opbyggelſesſkrifter:

„Himmelens Provianthusnogle“, „De 13 him⸗
melſke Politiforordninger“, „Troens Beſtandighed og
Tommelfinger“, „En from Kriſtens Nathue, ſammenſyet
med kraftige Sprog af den hellige Skrift“, „Rachels
Barſelſeng“, „Katheketiſk Melk“, „Aandelige Buxeſeler“.

Indhold. Liſt imod Lift, Fortelling af Beatus Dødt. — Rom,
af R. N., med Billede (Sluttet). — En Kampeblomſt,
med Billede. — Smaa Cjaſter i vore Haver, ved
Dyrlæge F. L. N. Larſen (Sluttet). — Smaating.

Efter at Udgiveren fra Jste Juli har taget sin
Afsked som offentlig ansat Skolelærer, for udelukkende
at anvende sin Tid og sine «Kræfter til Husvennens Ud-
givelse og Husflidssagens Fremme, flytter han i Begyn-
delsen af denne Maaned til Kjøbenhavn, hvor hans
Adresse fra 15de Juli fremtidig er

Redaktør N. C. Rom.
Bylovsvej & a.
Kjøbenhavn
Vesterbro,

Husvennen udkommer fil hper Søndag med et 16-fpaltet Art, forfynet med flere Billeder, lil 1 Krone (3 MK.) Tjerdingaaret frit lilfendt,

Hverl Fierdingaar medfølger gralis ef ſlort mußt Villede.

Bladet kan beſlilles paa elhvert Poflkonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver
9 ingsfled ,

Bogfade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph Klein, Vileſircde 40, Kjøbenhavn.

'Erykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

Morſhabslesning, Oplysning og Husflid.
Adginet af N. C. Bom.

2. Aargang. 8 Kieben en on.
i ; dagen d. J. August.
Nr. 44. ang gust. 28238.

Leiſt imod Lift. : | Muligvis har Molleren en Skjelm bag Øret og ſoger
rf . at fange Strandrideren i en eller anden Henſigt; men
1 ee Du kan ſtole paa, at naar det er lykkedes ham, ſaa
N ; lader han ham lobe, ſom man gjør ved en Hund, man
9 (Sluttet.) har jfaaret Halen af“. 5
ed disſe Ord nitkede han over til Inger, „Ja, faa kommer det an paa, hvem der er klogeſt,
»ſom rodmende og ſtzult beſogrede hans og jeg ſiger kun: Lim Strandrideren paa en Pandekage,
Hilſen. Her ſtandſede imidlertid Sangen han kan ſpiſe den ſelv; thi han er langtfra ſaa dum,
pludſelig, idet nemlig Molleren og Strand- ſom han løber avet om til“.
rider Jenſen kom gagende med hinanden Lidt efter brød Selſkabet op for at gaa tilſengs,
ud af Gaarden. Denne der var en høj, tynd Mand | og idet nu Lars Villingerod kom forbi Mollerſpenden,
med et guſtent Anſigt, hvori et Par lurende Øjne ſom endnu ſtod paa Gangbroen, hvor han, idet han
ligeſom ſkjulte fig bag en lang, ſpids Neſe, gik med en | lænede fig mod Ræfværfet, ſtrakte Benene langt fra
triumferende, ſtolt Mine ved Siden af hin, der med et | fig, jaa gav han et krafkigt Skup til disſe, jan Spenden
Udtryk af Grœmmelſe og Smerte ſtirrede frem for fig. |. med et Svup og under et højt Skrig fatte fig paa
„Da kan jeg ikke vide, hvad pænt. Jomfruen Plankerne.
ſer ved den langbenede Poſekigger“, ſagde Anders til „Det kom uventet, ſom Tyven ſagde, da de greb
Lars, „ſiden hun kunde faa Sind til at vælge ham“, raabte Lars leende. „Du kan ellers være glad

ham“. over, at Du ikke er af Glas, ellers var Du nok gaaet
„Naa faa Du er ikke klogere, end at Du tror paa i .

den Snak“, udbrød Lars. „Nej, Du kan bande paa, „Ja havde det 90 Dig“, ſparede Spenden, idet

Anders Søborg, at hun tager ham ligeſaa lidt, ſom han reiſte fig og gned fig med den flade Haand, „ſaa

Husbond tager ham til Svigerſon“. var der nok ikke bleven hel Stump af Dig; men der

„Ja, da er det da ſikkert nok, at Mandens Søn fkal mere til for at gjøre det af med en Mollerſpend.
fra Kasſegaarden ikke kommer her mere, og at Strand⸗ Du ſkal ellers tage Dig iagt Lars“, raabte han derpaa
rideren render her hver Dag og kaſter jaa forlibte til denne, „gjemt er ikke glemt”.

Blikke til Jomfruen, ſom en Rotte til en gammel Oſt“, „Nej, jeg tenker nok, at Omheden ſkal minde Dig,

ſvarede Anders. ſelb om Du gjemmer det bag to Par Buxer“, ſparede
„Men fordi den gjor det, er det ikke ſagt, at den denne.

faar den“, ſparede hin. „Ja“, vedblev han, „jeg har | Lidt efter ſtod han og Inger ſammen ved Laden.

ogſaa nok hort Noget derom, og jer jo ogſaa, hvad Han havde grebet hendes Haand, og medens han nu
der foregaar; men der maa ſtikke noget Andet under. | holdt den i fin, ſagde han med en fornøjet Mine;

„

N

„Jeg fil da ſolgt alle Kurvene til Kjobmanden i
Helſingor og Beſtilling paa flere“. i

„Josſes! ſaa er Du jo bleven en rig Karl, Lars,
og kan vel ſnart ſporge, hvad en Herregaard koſter“.

„Naa, gaar det end ikke jaa raſk, jaa lirker det

dog fremad, ſom Jyden ſagde, der kjorte med Stude“,
jvarede han i en glad Tone.

„Ja, og Du ſlider haardt for det, Lars, og under
Dig ſelv hverken Hvile eller Fornojelſe“, ſagde hun,
idet hun kjerligt betragtede ham.

„Hver Skilling jeg fortjener ved hvad jeg udretter

i min Fritid, fører os jo nærmere til Maalet Inger,
og Gud ſkal vide, jeg forlanger ingen bedre Lon for

mit Arbejde, end at fe Dig tilfreds og lykkelig. Jeg

talte imorges med Svend derhenne i Vangehuſet; han
vil nok fælge det, naar jeg kan udbetale tohundrede

Daler og Mølleren faa. vil gaa i Kaption for de

andre to“.

„Og hvor mange har Du da?“ ſpurgte hun, idet

hun kaſtede et forventningsfuldt Blik paa ham.

„Omtrent hundrede og tredive, ſaa mangler der
rigtignok halvfjerds; men de kommer vel“, ſparede han
fortroſtningsfuldt. ;

„Det tenker jeg ogſaa“, fvarede hun med et lykke⸗
ligt Smil, „for jeg har da hundrede Daler, og naar
Du giver flikkelige Renter, jaa vil jeg jo nok laane
Dig dem. Moſter vil faa ogſaa give mig en fuldt

opredt Seng og Farbroder vil lave mig Baljer og

Spande“.

„Nej Jasſes da Inger!“ udbrød han blusſende
rod af Glæde, „hvem ſkulde have troet, at Du var
jaa rig; ja faa har det ingen Nod, og imorgen taler
jeg med Molleren, han vil nok gjøre det for os“.

„Det er en tung Tid for Husbond“, ſvarede hun
ryſtende paa Hovedet, „og han har faa Meget at tenke
paa, at vi vel gjorde bedſt i at vente til der, om Gud
vil, kommer bedre Tider for ham“.

„Han ſer rigtignok forknyt og nedſlaget ud, og
Jomfruen da ogſaa, kan jeg tanke; men jeg kan da
aldrig tro, at det er Sandhed, hvad man ſiger, at det
er af Grœmmelſe over, at hun bliver nodſaget til at
ægte Strandrideren“. i

„Ja da forholder det fig dog ſaaledes
ſvarede Inger, „Gud bedre det“.

„Det kan jeg da aldrig forſtaa“, udbrød Lars.
„Hvad fkulde det være for en Trolddom, at Strand⸗
rideren er i Beſiddelſe af, og hvormed han kan tvinge
dem til at indvillige i Noget, der maa være jaa haardt
imod deres Villie“.

„Den beſtaar i, at det ſtaar i hans Magt, at gjøre
Husbond til en fattig Mand, ja maaſke at drive ham
fra Hus og Hjem, hvad Dag han vil. Det er en tung
Sag at have ladet ſig komme Noget til Skylde, der
ſtulde være en Hemmelighed for Alverden og faa have
en Skurk til Medvider“.

alligevel”,

H

„En ren Samvittighed er bedre end en fyldt Pung,
jeg ved det nok Inger; men Husbond har da altid

| gaaet og gjældt for en ærlig Mand, og at han ogſaa

er det derpaa tør jeg jætte mit Hoved mod en Kaal⸗
stk 85

„Ja visſelig er han en ærlig og brav Mand men

ikke deſtomindre har han handlet imod Kongens Lov

og derved er det, at Strandrideren har faaet Haand i
Hanke med ham“.

„Jeg tror, jeg kunde vride Halſen om paa den
visne Strandrover“, udbrød Lars, idet han harmfuldt
ſtampede i Jorden, „Hvorledes gik det til?“ ved⸗
blev han.

„Ja, jeg ſkulde maaſke helſt tie med det; men

| hvad der ligger mig ſaa tungt paa Sinde, jom dette,

vil jeg dog ikke i Længden kunne holde ſtjult for Dig.
Du ved jo nok dengang den ſtore Ladning Kaffe blev
ſmuglet i Land?“

„Jbsſes, ja det ſkulde jeg mene“, bekreftede han.

Jeg var jo ſelv ombord og hjalp med at losſe, og jeg
horte ogſaa bagefter, at Strandrideren var kommen
tilſtede en lille Poſtdag forſilde, og at Husbond jaa af
Glæde over, at Alt var lykkedes, tog ham ind med og
ffjænfede ham et Glas Vin“.

„Ja Gud. bedre os for Glæde der var og for
Vin der blev ſkjenket“, ſvarede Inger. „Nej, Hus⸗
bond havde givet Strandrideren to hundrede Daler
for at han ſkulde gaa afvejen og holde ſig borte fra
det Sted af Kyſten, hvor Kaffen ſkulde bringes i Land“.

„Det gjorde han da ogſaa; thi vi arbejdede jo i
god Ro; ſe det er jo dog, hvad man kunde kalde
kjeltringeagtig Wrlighed“, indvendte Lars.

„Ja, Gud naade os, Lars, nej en ſaadan Skurk
lader det ikke være nok med at ſpige fin Ed og Pligt
mod Kongen; men han forraader ogſaa den, til hvem
han har ſolgt ſig. Da Alt var bragt lykkeligt i Land,
og det ſtore Kornpakhus dernede var fuldt af Kaffe
fra Gulv til Loft, kom Strandrideren til Husbond og
ſagde ham, at den Gjerning, han i Nat havde været
Formand for, gjaldt Tugthuſet, og han, nemlig Strand⸗
rideren, ſkulde ſorge for, at dette blev ham ſikkert nok,
derſom Husbond ikke affandt ſig med ham, enten ved
at give ham Jomfru Ulrikke til ægte, eller udbetale
ham den indſmuglede Kaffes Værdi. Alt hvad Hus⸗
bond end ſagde, og hvormeget han end foreholdt ham,
at han havde modtaget fin Lon, hjalp ikke, Strand⸗

rideren ſvor paa ikke at have modtaget en Skilling,

hvilket han jo heller ikke, ſom han ſagde, ifolge ſin
Embedsſtilling kunde. Han forſikkrede derneſt Husbond,
at han havde fine Folk parat, ſaaledes, at derſom denne
ikke gik ind paa hans Forſlag, da ſkulde de ſtrax om⸗
ringe Pakhuſet og logge Beſlag paa Varerne i Kongens
Navn”.

„Nej ſikken nedrig Kjeltring dog!” udbrød Lars i
en forbittret Tone.

rr —

—

.. LT NAT *

————— — —— rere

„Ja, Du maa ſige det Lars.
Husbond gjore.
og da han ſaa indſaa, at hverken Lon eller Bon hjalp, |

Hvad ſkulde nu
Hans Wre og Belfærd ſtod paa Spil,

ſaa maatte han underſkrive det Gjældsbevis, ſom Strand⸗
rideren forelagde ham. For nu at frelſe ſin Fader
har jaa Jomfru Ulrikke givet Affald paa al Lykke og
Glæde i denne Verden, og derſom der ikke ſker et Mi⸗
rakel, jaa vil Strandrideren inden en Maaneds Forløb
være Husbonds Svigerſon og vel ſnart derefter Herre
her i Mollen“.—

„Saa maa vi fe at fan et Mirakkel iſtand“, ud⸗
brød Lars efter en fort Betenkning. „Blind Høne
kan ogſaa finde et Korn, og hvem ved om der ikke,
naar jeg lægger mit Hoved i Blød, kan komme Noget
ud deraf”.

„Ja, det er kruſet nok dertil”, ſparede hun, idet
hun kjeerligt lod fine Fingre glide igjennem hans krollede
Haar. „Men det er ikke let at tænke, hvorledes Du
ſkulde kunde frelſe Jomfruen. Beviſet for at Husbond
er ham en Kapital ſkyldig har Strandrideren, og han

kal nok pasſe paa det“.

„Men er Du vis paa, at det ogſaa virkelig for:
holder fig ſaaledes?“ ſpurgte Lars pludſelig, ſom var
en Tanke opftaaet hos ham.

„Jeg blev uſet Vidne til hele Samtalen, og ikke
et eneſte Ord undgik mig“.

„Ja kunde jeg frelſe Husbond og Jomfruen og
narre den Skurk der bedrog dem, faa ſkulde jeg, lad
det ſaa koſte, hvad det vilde“.

„Men vogt lg vel, ihvad Du ſaa end faar i
Sinde”, udbrød Inger i en bekymret Tone, „og hufk
paa, at den, ſom vil fange en Rev, fkal ſtaa Hat
op og endda reſikere at blive bidt”.

„Du ffal ikke frygte, Inger, jeg ſkal nok hytte
mit Skind; men naar jeg beteenker, hvor lykkelig jeg er

ved at beſidde Dig og ved Tanken om den Fremtid,

der venter os, ſaa kan jeg ikke Andet end fole den
ftørfte Medlidenhed med Jomfru Ulrike“.

Fra det Ojeblik Lars ved fin Kjærefte havde bragt |
i Erfaring, hvori det Mtellemværende beſtod, ſom hans
Husbond havde med Strandrideren, var hele hans Id
Sjelden
tilbragte han nogen Nat i fin Seng; men uden at

og Streben henvendt paa at udſpionere denne.

hans Medtjenere mærkede det, forlod han fit Leje, ſaa

ſaare han havde overtydet fig om, at de vare faldne
i Søvn.
Han havde fattet en beſtemt Plan, Hvorefter han

gik frem, og ſom han haabede ſkulde fore ham til
Udforelſen deraf koſtede ham rigtignok den

Maalet.

ſtorſte Overvindelſe; thi aaben og redelig, ſom han var
i al fin Gjerning, var det ham bittert imod, at ſkulle
belure en Anden og udſpionere hans Handlinger; men
Overbevisningen om, at han med Henſyn til Strand⸗ |
rideren ikke vilde kunne komme nogen Vej uden ved at
bruge de ſamme Vaaben, ſom denne var ſaa dreven i

|

|
|
|
|
!
|

vel! ſaa vilde han forſoge,
Sjengjeld kunde frelſe hin.

at benytte, ſamt at man, naar man vil fange Rave,

| maa bruge Raveliſt, overvandt tilſidſt alle hans Be Øg

tenkeligheder. Strandrideren havde paa en lumſk og
underfundig Maade fort hans Husbond bag Lyſet. Nu
om han ikke, ved at øve

Som en Folge af den Plan, han havde lagt,

liſtede han fig ſom ſagt bort, naar han meerkede, at

hans Medtjenere vare faldne i Søvn, og begav fig, idet
han forſigtig liſtede fig frem langs Grøfter og Gjerder
hen til Strandriderens Bolig. Her afventede han i et

ſikkert Skjul, indtil denne kom hjem, hvorpaa han
liſtede fig frem, og ved derpaa med en Kats Behændighed

at beſtige Murfoden kunde han igjennem de i Vindues⸗

fkodderne udſkaarne Hjerter obſervere Alt, hvad Strand⸗
rideren foretog fig, efter at han havde tændt Lys.

Han faa, hvorledes han ſyslede omkring i Stuen,
hvorledes han tilberedte fin The og omhyggeligt maalte
og vejede hvert Stykke Sukker, han kom deri, for at
der ikke ſkulde gaa formeget til; han ſaa ham derefter

aabne Kiſter og Skabe og Stykke for Stykke at frem⸗

tage fine ny Kleder, hvilke han, efter at have betragtet
dem fra alle Sider, pyntet og glattet paa dem, atter
lagde hen; han jaa ham ſtille fig for Spejlet, hvor
han prøvede paa at lægge fit Anſigt i de frommeſte

Folder og give ſine Dine det meſt forelſkede Udtryk,

hvorpaa han i ſirlige og pæne Ord talte Kjerlighedens
ømme Sprog, medens han gjentagne Gange nævnede
Ulrikkes Navn, og han ſaa tilſidſt, hvorledes han aab-

mede fin Skrivepult, og med et Udtryk, der vidnede

om en hel anden Slags Kjærlighed, lod Indholdet. af
den ene lille Guldrulle efter den anden glide igjennem
fine Fingre, medens han af og til med et forſkroekket,
mistenkſomt Blik jaa fig om i Stuen, ſom frygtede
han nogen Uvedkommendes Zilftedeværelje, hvorpaa han
atter med et ſaligt Smil vendte ſig til det, hvorved
hans Hjerte hængte. Men mange, mange Natter

maatte Lars tilbringe paa fin Poſt, for han endelig

engang, af et ſkjult Rum i Pulten, jaa ham fremtage
Mollerens Forſkrivning, og, efter omhyggelig at have
gjennemlæft det, atter henlægge det paa fin Plads.
Nu havde han naaet fin Henſigt, den forſte Del af
hans Plan var lykkedes, og han vilde nu ſtrax ſkride
til Udforelſen af den anden. Forinden han forlod fin
Poſt kunde han imidlertid ikke ſtyre ſin Lyſt til at
indjage Strandrideren en Forſkrakkelſe, og idet han nu
ſlog et højt, ſtingrende Blad med Tungen, jaa han denne
fare forfærdet og »æltende Stolen op, og derpaa lig⸗
bleg ſe ſig om i Stuen, medens Lars ſagte liſtede
ſig bort.

En Dag, da han var beſkjeftiget nede ved Stranden
med at lesſe Tang, kom Strandrideren ridende forbi,
og da han var ham nær nok, gjorde han et Tegn til
ham on at holde.

„Vil De ikke“, ſagde han derpaa i en hviſkende

tilfgjede han,

ſteendigheder“.

Tone, idet han forſigtig ſaa fig omkring, „vil De ikke
i Nat Klokken to mode mig ved Villingebek, jeg har
Noget at tale med Dem om“. i
„Hvorom handler det fig?” ſpurgte hin. |
„Tys, tys Hr. Strandrider“, fvarede hin, „rid
bare til og lad Ingen fe, at jeg taler med Dem“. |
Strandrideren nikkede og fatte fin Øeft i Gang,
idet han nu følte fig overbevift om, at det drejede ſig
om Opdagelſen af et Smugleri. ; |
Til aftalt Tid mødtes Begge paa det beſtemte
Sted, og her meddelte nu Lars Strandrideren, at der

il
i
|

li

et betydeligt Kvantum ſpenſk Lærred. Han var ſelv,
ſom han foregav, antaget til Sjælp derved og ſkulde,
ved at give et Signal paa Kyſten, underrette Smug⸗
lerne om, naar det belejlige Ojeblik var kommen. Han
var en fattig Karl, udlod han ſig derpaa med, ſom
til Undſkyldning e
for fit Forrederi, 3

Efter nu nojagtig at have
gftalt, hvorledes Alt ſkulde gaa til, ſkiltes de endelig
ad, for den næfte Nat hver at indtage fin Poſt.

forſikkrede Strandrideren.

Det var en mørk og ſtille Nat, da Strandrideren
kom til det aftalte Sted, hvor han henſtrakt i en Groft

ventede paa det aftalte Signal. Fra den nere Strand

horte han Vandets Skvulpen, idet en ſagte Donning
brød fig mod Bredden, og af og til lød Skriget af en

Ugle eller er Maage; men forreſten var Alt tyſt og

ſtille. Fra Nakkehoveds Fyr ſtinnede Lyſet ud i den

| mørke Nat, og idet det ſpejlede fig i Hapfladen, blusſede
den næfte Nat i Nærheden af Gilleleje ſkulde indſmugles

det ſnart ſteerkere, ſnart ſvagere, ſnart lyſt og ſkinnende,

fnart dunkelt og hendsende, ſom i Menneſkets Bryſt.

Time gik nu efter Time, uden at det aftalte Tegn fra
Lars blev givet. Hvert Ojeblik forekom det rigtignok

Strandrideren, at han horte Aareſlag i det Fjerne

ſom af en fig nærmende Baad eller at han faa Lygten,
ſom Lars ſkulde
holde i Vejret

og hapde haardt

til“ Tegn for

nødig, hvad han

Smuglerne; men

kunde — fortjene,

ſnart viſte fig

ſaameget mere,

begge Dele at

ſom det var hans
Agt med det
Forſte at gifte
ſia med Inger.
„Strandrideren Sa
vidſte jo ſelv“, E So

„hvad det vilde 5G
ſtge at være for⸗

være
eller Følger af
hans ophidſede
Indbildnings⸗
kraft, og atter
hengav han fig til

Venten. Natten
led imidlertid

elſffet, og hvor <=
bevægelig og des⸗
perat man kunde
være tilmode un⸗ J
der ſaadanne Om⸗

Strandrideren gjorde herved en indrommende Ge⸗
bærde, hvorpaa han nikkede poliſk.

„Naa“, begyndte han derpaa, „hvad forlanger Du
ſaa for Din Part?“ ; 3

„Lykkes det ikke“, fvarede hin, „ſaa forlanger jeg
ikke en Skilling; men kunde gjerne bide Neſen af mig
ſelv oven i Kjøbet af bare Vergrelſe, lykkes det derimod,
ja, jaa vil jeg overlade det til Hr. Strandriderens
gode Villie og den Taknemlighed De vil fole over den |
Tjeneſte, jeg har gjort Dem, ſelv at beſtemme Be
lonningen“.

„Og den ſkal ikke blive ringe, Lars, det kan Du
bande paa“. É MEE

„Det haaber jeg, Hr. Strandrider, det kommer
kun an paa, om De ſiger det Samme, naar vi har
fanget Ræven”, tilføjede han med et dulgt Smil.

„Derpaa kan Du lide, Du ffal nok blive tilfreds”,

Jernbane pan Vaubnnden.

frem; en graa
Damring be⸗
E- gyndte at udbre⸗
8 f de fig over Sver⸗
rigs Kyſt; Kullen
begyndte mere og

mere at træde frem af Morket, og idet nu en fold,

isnende Vind ſtrag hen over Landet, begyndte et rødt

Lys at brede ſig mere og mere, indtil endelig Solen,

rad og ſtraalende, ſteg frem, og idet Luften ligeſom
fyldtes af en purpurfarvet Glans, ſkinnede pludſelig
Alt, Skov og Sg, By og Land, i det glødende Lys.
Men idet Livet nu begyndte at vaagne ved den kom⸗

mende Dag, ſlukkedes Haabet for Strandrideren. Intet
| havde tørt fig den hele udſlagne Nat, og forfrosſen,

gjennemblͤdt af Duggen og ærgerlig over den ſpilte

Nat, begav han fig endelig paa Hjemvejen. J Nær:
| heden af Møllen mødte han Lars Villingerod, der var
i Feed med at ride Heſtene tilvands.

„Den Umage kunde vi have ſparet os“, ſagde
Strandrideren til ham i en vranten Tone. ;
„Ja det ſiger De Hr. Strandrider; men det ſiger

jeg langtfra“, ſvarede Lars. „Jeg mener“, retttede

Skuffelſe

den fortcrende

han fig haſtigt, „vare Smuglerne virkelig komne og vi

itke havde været der, fan tvivler jeg om, at de havde
banfet paa hos Dem, for at melde deres Ankomſt“.

„An, ja“, ſparede Strandrideren, idet han fort. | idet han derefter havde kaſtet et Blik paa det, foer han

i i Vejret med et Udtryk af den hojeſte Forbayſelſe.
Hermed ſkiltes de, medens Lars

nikkede efter ham med et ÜUdtryk, ſom vilde han ſige: Du kommen til det?“ udbrød han derpaa, medens hans

ſatte ſin Gang, „naar Du nu faar Underretning igjen,
kom ſaa til mig“.

Derefter kan Du vente længe.

En Zimestid efter, da han ved at gaa over Gaarden |

jaa Møller Bang fidde alene inde i Stuen ved Kaffe | beholde for mig ſelv, ſom Hanen. ſagde, da Ræven

bordet, gik han ind til ham. .

„Naa Lars“, ſpurgte denne, „hvad har Du fan
paa Sinde?“

„Ja, naar det ffulde ud Altſammen, faa er jeg
bange for, det blev mere end Husbond havde Taal⸗
modighed til at høre paa.; men her har jeg et Papir,

ſom jeg tænfte, at Husbond havde mere Brug for end jeg“.
„Et Papir“, gjentog Molleren forundret, idet han
greb det. Derpaa foldede han det langſomt ud; men

„Men ſig mig i Herrens Navn, Lars, hvorledes er

Stemme ſittrede af Bevekgelſe.
„Aa Husbond“, ſparede Lars, „det vilde jeg helſt

ſnappede efter dens Hoved, Sporgsmaalet er kun om
Strandrideren er kommen i Beſiddelſe deraf med Ret
eller med Uret“.

„Med Uret, Lars, ja med Uret, ſaa ſandt ſom
han ved Liſt og Svig forte mig bag Lyſet paa ſamme

Tid, ſom han ſpeg fin Pligt mod ſine Foreſatte“.

Jernhanekart

„Ja ſaa er jo Alt i ſin Orden, Husbond, ſom
Fanden ſagde, da han ſatte ſig mellem to Prokuratorer.
Falſk ſlaar ſin egen Mand paa Hals, og er det juſt

ikke behageligt for en ærlig Karl at ffulle gaa pda |

Ræveflør, ſaa er det dog bedre end at ſe en brav
Mand og en retſkaffen Pige blive Offre for en Kjel⸗

tringeſtreg. Naar nu Husbond brænder Dokumentet,

ſaa er den Sag ude af Verden, og vi kunne atter

komme til at fe et glad Smil paa Jomfru Ulrikkes
Anſigt og at here en munter Skjemt af Husbonds
Lars og Ingers, kom Strandrideren ind til Bang, der

Mund, ſom ſaa ofte for“. 5
„Og jeg kjsber Vangehuſet til Dig og ſtjenker

rœkkende Lars Haanden, faa tænfer jeg, at Du og
Inger vil dele vor Glæde”.

„Det ville vi Husbond, og det af taknemmelige
Hjerter“, udbrød hin med blusſende Kinder, „og jeg

gjennem Vauet.

*

tænfer”, vedblev han, „at kunde Strandrideren ſe, hvor
lykkelig jeg er, da vilde det være ligeſom en lille
Smule Balſam paa hans Saar“.

„Jeg tvivler om det, Lars, men tror meget mere,
at det vil virke ſom Edder og Forgift deri, kjender jeg
ham ret“. i

Nogle Dage efter, da det var bleven almindelig
bekjendt, at Herman Nielſen fra Kasſegaarden og Ul⸗
rikke Bang vare blevne forlovede, og at deres Bryllup
med det allerforſte ſkulde ſtaa i Dronningemollen tilligemed

ſad og rog ſin Aftenpibe, medens Folkene ſang og
Dig fem Tonder Land oven i Kjobet“, raabte Molleren

morede ſig udenfor og Herman og Ulrikke gik op og
ned med hinanden i Haven. a
„Jeg horer“, begyndte Strandrideren med et Anſigt
jaa arrigt, ſom havde han ſpiſt Laaland og nu vilde
give fig ifcerd med Falſter, „jeg hører, at De har givet

Deres Datters Haand til Herman Nielſen og at Degen
til deres Bryllup allerede er beſtemt, da nu ſaaledes
den ene Del af vor Aftale fra Deres Side er brudt,
jaa er jeg kommen for at fordre mig den Kapital ud⸗
belalt, ſom De er mig ſkyldig“.
„Hvad jeg er Dem ſkyldig“, gjentog Molleren,
„ja De ved jo vel bedſt ſelv, hvilken Ret og Fordring
De har paa mig, og hvormeget der bliver tilbage deraf,
naar al anvendt Falſkhed og Svig bliver dragen fra“.

„Jeg holder mig til hvad der er ſkrevet“, raabte

Strandrideren raſende, „og jeg ſkal vel” vide at gjøre
min Fordring gjeeldende“. ; f
„Derom tvivler jeg ikke“, ſvarede Molſeren rolig,
„her vil det imidlertid komme an paa at beviſe, at De
har nogen, indtil De gjor det, vil jeg anſe os for at
være kvit“.
Ude af fig ſelv af Vrede og under Trusler og

Forbandelſer forlod Strandrideren Mollen og ſtod ſnart

efter i fit Hjem. Her greb han ſtrax efter Beviſet,

men, ſom havde han brændt fine Fingre, traf han dem

ligeſaa hurtig tilbage, idet han fandt det Rum i Tegne⸗
bogen, hvori det ſkulde have ligget, tomt. Forgjcves
ſogte og ledte han, forgjceves vendte han op og ned
paa Alt, Beviſet var og blev borte, uden at der pan
den anden Side var Spor til, at nogen Fremmed
havde været i hans Gjemmer. Forſtyrret faa han ſig
om i Stuen, fortvivlet flyttede han Møbel efter Møbel
fra dets Plads, men Alt forgjæves, og da Dagen gryede

kaſtede han fig endelig modlos og udmattet pan fin

Seng, for derefter atter at begynde med friſke Kræfter,
og endnu da Flajters og Klarinetters lyſtige Klang lod
muntert ved det dobbelte Bryllup i Møllen, endnu,
da Tiden var gaaet og Lars og Inger flyttet ind i
deres ny Hjem, fortſatte han fin Leden for at finde

det, der ſkulde ſkaffe ham Hevn, det der fulde fkaffe |

ham Oprejsning for den Wgrelſe han havde ved at ſe
Hermans og Ulrikkes Lykke.

Jernbane pan Havbunden.

Hesdenen bringer i Dag Billeder af en Jernbane,
der ikke udmerker fig ved at være meget ſtorartet,
men ved at være ganſke eneſtagende.

Stæderne St. Malo og St. Servan i Frankrig
ligge lige over for hinanden, ved Mundingen af en
Flod, blot ſkilte ved en ſmal Havarm, ſom danner
Indlabet til Byernes Havn. Der er ſaa ſteerk Ebbe

og Flod paa dette Sted, at Forſtjellen pan Vandets
Hojde udgjør over 20 Alen, og Savbunden flere Timer
ad Gangen ligger tor to Gange hvert Dogn. Dette
har altid gjort Forbindelſen mellem Byerne meget
uſikker og vanſkelig. Nu er denne Ubehagelighed over⸗
vunden ved den ejendommelige Vogn, ſom Billederne

viſe. En ſikker Jernbane er anlagt paa Hapbunden
fra den ene Bred til den anden. Paa en ſpeer Jern⸗
| vogn med [maa Hjul er anbragt et 16 Alen højt Jern⸗
| ſtativ, ſom bærer en Slags Bro, omgivet af Gitre,
|

med Lag over, hvor Folk kunne opholde fig paa Over—
| farten. Dette Gulv er i Højde med begge Havnes
| Bolværfer, ſaa at man lige fan gaa ind paa det. En
| paa Bredden ſtagende Dampmaſkine træffer, ved Øjælp
af en Kjade, det lojerlige Tog frem og tilbage, og det
Hele er indrettet ſaaledes, at det hoje Stillads ikke kan
volte ved heftige Vindſtod eller Bolgekaſt. Paa det
forſte af medfølgende Billeder fer man Toget pasſere
Havbunden under Ebben, og paa det andet hvorledes
man ſikkert kjorer gjennem Bølgerne i Flodtiden, en
Fart, der kun koſter en halv Snes Øre.

En nork pilegrim.
Reiſeerindring af A. B. Viwel. +

| Aer 35 Aar ſiden foretog jeg mig ſom tyveaarig
Vildmand en Vandring fra Skien til Helſing⸗
| borg. De fleſte Erindringer fra denne Rejfe har
Tiden udſlettet; en af dem, der endnu har friſk Farve,
ſkal jeg her ſoge at fremdrage.

Fra Kriſtiansſand, hvor jeg forſt fatte Foden paa
norſk Grund, havde jeg ved en prægtig Indenſkersſejlads
naaet Skiensfjord og gled langſomt op ad denne, indtil
jeg ved Solnedgang traadte paa Land i ſelve Skien,
Telemarkens Hovedſtad, maaſke den meſt Jæregne af alle
Norges Byer. ;

Jeg ſogte det førfte det bedſte Værtshus og fandt
fnart et, der ſtod mig an. Paa en Klippeſkreent, med
et Vandfald ved Siden og en lodret Fjeldvæg bagved,
laa et gammelt Bjelkehus, ſtoppet med Mos og takket
med Spaaner. Jeg horte munter Tummel indenfor,
traadte ind og var i ſamme Stund omringet af en hel
Flok raſke Telemarksboere, der tog mig i Krydsforhor
angagende mit Navn, Wrinde, Alder, Hjem og mang⸗
foldige andre Ting; og forſt da jeg, forhaabenlig til
fredsſtillende, havde klaret for mig, blev jeg befunden
ikke at være en „Fant“ (Landſtryger), fif en Velkomſt⸗
drik rakt og Plads i Lavet.

Jeg forte nogle Bogfortegnelſer med mig, ſom jeg tog -
| frem for at viſe, at jeg havde lovligt Wrinde, og gjorde
| Selſkabet bekjendt med, at jeg rejſte ſom Afſending fra
en kjsbenhavnſk Boghandler og godt kunde modtage Be⸗
ftiling, hvis der var en eller anden Bog, ſom Nogen
ſerlig maatte anſke. Det var „Sandhed med Modi⸗
fikation“, men Uſandhed var det ikke, og jeg lovede ikke
Mere, end jeg kunde have holdt, hvis jeg var bleven taget
paa Ordet, ſkjondt det var bedre ſom det gik: at jeg blev
fri for at ſende Ordre fra et fremmed Land til min Ven,

Hr. Sæby i Gothersgaden, der maaſke vilde haft Ondt

— .—

* —

ved at efterkomme den paa tilfredsſtillende Maade,
ſkjondt han tilvisſe havde Bøger nok, baade paa Loftet
og alle Hylderne.

Naa, der blev ſnakket og drukket. Det lod til, at
man fandt Behag i min Maade at være paa, og jeg blev
fart enig med Nine Gunlogſon og Kriſten Thorlejfſon
om en Plads paa deres Baad op ad Nordſje og
Langefjord til Tind, hvorfra jeg ad den nylig af;
ſtukne, men endnu kun enkelte Steder paabegyndte ſtore
Vej over Meœehris nok kunde naa Kongsberg paa
en Dag, ſom den er i Norge ved St. Hansdags Tider.

give ham Ret. „Men Du vil da vel ikke rejſe til

Jeruſalem?“ faldt det mig ind at ſporge. „Jo netop

| er det det jeg vil!“ fvarede han med en Inderlighed i
Otrd og Oje, der ſtrax betog mig enhver Tvivl.

Hr. Sæbys Kataloger vare allerede ſkudte tilſide, og

Fladbrod med tilhørende Smør og Oſt, Fiſk li forſkjellige
Tilſyneladelſer og mægtige Olkander og Breendevinsſkaale
fyldte Bordet, da en af dem, der havde ſet mig fore

lægge mit Kram og hort mig nævne en Del Bogtitler,

men ſiden havde fjernet fig, kom tilbage, ledſaget af en

Mand, der gjenſynlig blev behandlet med færlige Henſyn

af det øvrige Selſkab og ſtrax tildrog fig min udelte Op⸗

merkſomhed.
Hvordan han ſaa ud, det er let fortalt.
en af de hundrede andre ſtolte Naturſonner, der
have de odelsfrie narſke Fjelde til Hjem. Kun hans
Øjne vilde jeg beſkrive — og det kan jeg ikke. Han nær-

mede ſig Bordet, hvor jeg ſad. Hans Ord til mig fulgtes

med Opmerkſomhed af en lyttende Tilhorerkreds. J et

Sprog, ſom jeg havde ondt ved at forſtaa og førft kunde

beſvare ved Hjælp af Vertindens Son, der kunde over⸗

Hvad han hed, det fik jeg aldrig at vide.
Ganſke ſom

jætte mine Ord. i Bygdemaalet, gjorde han mig de
ſedvanlige indledende Spørgsmaal og rykkede derpaa |

frem med fit Wrinde, der pjenſynlig laa ham paa -|
Med. Hvor ftor og [lykkelig var da ikke han, der ſtrax

Hjerte. Han meldte da, at han vidſte, at der et Sted

i Tydſkland levede en Skrædder, ſom haade gjort en

Rejſe til Jeruſalem og rundt omkring i det hellige
Land og udgivet en Beſkrivelſe over denne Rejſe, ſom

var overſat paa Norſk, og ſom han gjerne vilde have
hvad den end ſkulde koſte; men han havde ſpurgt om
den baade i Kriſtiania og i Drammen uden at have

faaet den onſkede Oplysning, fordi han ikke vidſte
Skredderens Navn.
jeg være hans Ven“. Heldigvis kjendte jeg Bogen:
Borſums Rejfe i det hellige Land.

Kunde jeg ſige ham det, ,ffulde |

Jeg havde ſelv

leſt eller i alt Fald gjennembladet den og kunde

Sag af Verden, men blev dog anſet for et mærkeligt
Held og et Varſel om, at Alt iøvrigt nok vilde gaa
efter Onſke for den flinke Telemarksdol. Jeg bemerkede
imidlertid, at der var Bøger der gave en langt fuld⸗
ftændigere Beſked baade om Landet og om Reiſen,

Mands Ord kunde han forſtaa.

altſaa give meget kjoerkomne Meddelelſer om Indholdet. |
Glæden var ſtor. Jeg ſkrev Titlen op og gav nøjagtig |
Anvisning paa, hvordan Bogen kunde forſkrives gjen⸗
nem hvilkenſomhelſt Boghandel. Det var jo den letteſte

kunde være gode nok, men ikke for ham; og jeg maatte |

til at folge det.

Han bod mig træde tilſide. Vi gik udenfor, langs
med Fosſen, ſom ſkummede hen under Vinduerne. „Ser
Du,“ forklarede han, „jeg er Odelsbonde paa” — han
nævnte et Navn, ſom jeg ikke kunde forſtaa. „Jeg har
Penge nok, og bryder mig i alt Fald ikke om at faa
flere paa den Maade, der altid er den nemmeſte (ved
Giftermaal). Men hvad jeg har, er mit, og jeg bruger
det, ſom jeg ſelv bedſt ſynes. En 5 à 600 Specier
kommer det ikke an paa; men jeg har nu en Gang fat
mig for at je Vorherres Land, og Han ſelv vil nok
hjelpe mig faa det lykkes. Nu kommer Kronprinſen
(ſenere Kong Oskar den Forſte) til Chriſtiania; jaa vil
jeg tale med ham, og ſaaſnart det er beſorget, rejſer
jeg til England, og derfra ved jeg, at man kan komme
hele Verden rundt.“ Jeg ſpurgte, om han mente, at
Kronprinſen vilde give ham Hjælp til Rejſen, men
dette Spørgsmaal fornærmede ham. „Har jeg ikke
jagt Dig, at jeg ſelv kan og vil betale hver Skilling.
Jeg tager ikke Hjælp af Nogen, ikke en Gang af en
Prins, for det behøver jeg ikke; men Kronprinſen af
Sverrig og Norge er kjendt over al Verden, og han
giver mig nok Breve med til ſine gode Venner, og det
kan hjælpe bedre end Penge.”

Vi bleve virkelige Venner, vi To, ſom indtil
Ravnet vare ufjendte for hinanden. + Maaſke var det
en ubevidſt Pilgrimsaand, der den Gang, og mange
Gange ſenere, drev mig ud i Verden uden Maal og

var bleven fig Kaldet bevidſt og havde Mod og Kraft
„Lad os være Venner, vi To,“ ud⸗
brød jeg. „Naar jeg kommer til Vorherres Land og
By, fkal jeg huſke Dig,“ ſagde han og trykkede min
Haand med Inderlighed. „Jeg fkal aldrig glemme
Dig,“ tilraabte jeg ham, medens jeg ſkyndte mig for

at naa mit bortdragende Reijſeſelſkab.

Om han har naaet fit Maal, ved jeg ikke — kun
ved jeg, at en ſaadan Pilgrim altid nager fit Jeru⸗
ſalem. Jeg glemmer aldrig denne St. Olaf i Bonde⸗
kofte. — Naar jeg nu efter 35 Aars Forlob og efter
at have lagt den Pen tilſide, hvormed man fkriver
„Hiſtorier,“ atter har grebet den for at tilbyde Hus⸗
vennen dette lille Stykke, har jeg kun et Ord at an⸗
befale det med: Det er bogſtavelig ſandt. :

husflid.

Fuglebo.

end denne; men han indvendte, at ſaadan en jevn | Dom en ber ORDE SBS, omtale Skerlosje,

De Lærdes Bøger |

bringer vi i Dag Afbilbdning af en lille Fuglerede,
opſat i Kløften mellem to Tregrene. Den beſtaar af
en tyk barket Greneſtump ſom er fløvet midtad, udhulet

.
.
3—

55

8

tilſtrekkeligt og atter ſammennaglet. Forſynet med
Flyvehul og anbragt paa et af flæffede Grene dannet
Flyvebredt, danner den en udmærket Fuglerede.

Billedgaader.
(Rebus.) >

Ligeſom man kan fremjætte en dunkel Tale eller
en Gaade i Ord, ſaaledes kan man ogſaa fremſeette
den i Billeder og Tegn. Saadanne Billed gaader,
eller, ſom de med et fremmed Navn kaldes: „Rebus“,
have været en kjendt Spog i flere Aarhundreder.
Forſaavidt man betragter disſe Gaader ſom en Slags
Skrift, nager Alderen langt højere op i Tiden, da
Billedſkriften, den ældfte Skrift Menneſkene have brugt,
er over tre Aartuſinder gammel. Medens endnu
Kineſernes Skrift i „lige Linie“ nedſtammer fra Billed⸗
ſkriften, og den Dag i Dag endnu kun bruger Ordtegn,
have alle andre kultiverede Folkeſlag forladt disſe for
Aartuſinder ſiden for at gaa over til Bogſtapfkriften.

Kun paa den hojeſte Oldtids Mindesmeerker, navnlig |

i Wgypten, finder man Vidnesbyrd om Fortidens Skrift
i de deri indhuggede „Hiereoglyfer“, en Billedſtrift
hvis Üdtydning og Løsning har brudt Nutidens lærde
Hoveder og har lagt Beſlag paa dens Skarpſindighed
og Udholdenhed i langt hojere Grad end „Husvennens“
Læjere have nogen Anelſe om, naar de, ſom vi haabe,
mangen god Gang i Fremtiden more fig med at „logge
Hovederne i Blod“ for at knakke Nodderne i de kom⸗
mende Billedgaader. Da de fleſte Leſere imidlertid
ere ukjendte med Tydningen af disſe og altſaa ikke ville

forſtaa den Slags Spog, ſkulle vi, for at ikke For⸗
ſtanden for tidlig ffal gaa i Staa, pan Forhaand

| Indhold. Lift imod Lit Fortælling af Beatus Dodt (Sluttet).

afſlore nogle af de Underfundigheder ſom de ville ſtjule,
men ſom de i

FA

!
|

||

paa at Laſerne ſkulle komme efter. De her fremſatte

to Grupper Tegn har Laſerne allerede gjættet vil ſige
„gi ore“ og „d ring“, men da gjøre ftaar for (foran)
dring, laſes det ,, gjøre Fordring“. At finde de
forſtjellige ſmaa Forholdsord ſom ved Tegnenes og Bog⸗

ſtavernes forſkjellige Stilling til hinanden, underforſtaas,

er noget af det morſomme ved Billedgaaden.
kan det være ganſke ligefrem, ſom

LI

d. v. ſ. en i d (de) eller „en Ide“, ſtundom mere

Ofte

indviklet, ſom f. Ex.:

hvor et Lighedstegn —, der leſes lig er anbragt over
et 1; en ſtaar altſaa under lig, og leſes ligefrem
en underlig; men da Tegnene ſtaar i d betyder det
altſaa „en underlig Ide“.

Stundom kan Ordet udtrykkes med at et Tegn
eller en Figur udforer en eller anden Gjerning — gaar,
løber, ſkriver o. ſ. v. — ſom i folgende:

1 · 1

hvor V And ſiger Vand; et der lober bliver altſaa

tilſammen Vandet løber; dette ſtaar over en g en
di. e. Engen, faa. det

hele bliver „Vandet løber

over Engen“. 5
Disſe Vink faar være nok for Begynderen, og
naar vi ydermere give det Raad, at opfkrive Nav⸗

nene paa de anvendte Tegn og Bogſtaver, faa haabe
vi at de kommende Billedgaader ikke ville frembyde

Vanſkeligheder men at Leſerne ſnart ville finde, at og

jaa de tanfe-øvende Billedgaader i

— Jernbane paa Havbunden, med 2 Billeder. — En
norſt Pilegrim, Reiſeerindring af N. P. Wiwel. —
Husflid: Fuglebo, med Billede. — Billedgaader.

Bylovsvej & a.

Udgiverens Adresse en: .
Kjøbenhavn

Vesterbro,

Mlorſhabslesning, Oplysning og Hustlid.
Adginet af A. C. Bam. a

2. Aargang.
Nr. 45. 2

85 Fader og Son.
2 e FJorlalling af C. A. Thyregod.

V. og ligeſom fremſkydende under
3,» Jyllands høje Sandryg ligger en bred
Lerknude, ſom paa tre Sider omgives af
Moſer og Vandløb. Den brede Flade
ovenpaa har viſtnok engang været ſtor
| Skov; thi om Sfrænterne ſtaar endnu en Rand af
Enebcer, Eſp og Egepurrer, og flere Boliger i Ner⸗
heden bære Navne, ſom tyde paa Skovbund. J en
ſenere Tid er imidlertid Strøget pletvis omgjort til
Agerland, hvorvel det ikke er mange Aar ſiden, at den
overvejende Del var Lynghede. J ſin Tid var der
mangen fattig Familie, der ſlog ſig ned paa den ſaa⸗
kaldte Bregnholtsbakke, og Adfkillige afvandt den ret

gode Jordbund et taaleligt Velvere.
Der var dog Andre, ſom vedblev. at være lige
fattige, ja, ſom nedſank i Nod og Smuds. Saaledes
var der navnlig en Husſtand, hvor Haab og Mod

ſnart ſvandt hen, og ſaagodt ſom enhver god Stræben |
Landsbyſmed, og han var meget nem til at lære Haand⸗
I værket; af Klogſkab, om ikke af andre Grunde, forſagede

ophørte, medens Kiv og Kjævl blev daglig Brug mellem
Mand og Kone, der henholdsvis trøftede fig over de
ſkuffede Haab ved Brændevin og Byſladder. Parret
havde ikke mange Bern; men en af dem hed Klavs, og
hvis man af Frugten kan ſlutte fig til Dyden i Træet,
maa man tro, at der hos Fader og Moder har været
noget Godt og Dygtigt, ſom i Tidernes Pinagtighed
uſet var gaaet til Grunde.

Dette ſkal dog ikke forſtaas, ſom Klavs var en

Hondagen d. 8. August.

fin og edel Blomſt, der vorede pan en Modding; han

FRjobenhavn.
1825.

var tvertimod en vild og uregjerlig Dreng, der var
ilſindet og lidenſkabelig blandt fine Icevnlige og end
ikke altid gjorde tilborlig Forſkjel paa Mit og Dit.
J Skolen, hvor han kun ſjeldent kom, var han fjuffet
og uvoren, men han var overordenlig lærenem, naar
han engang var i det Hjørne; han havde et godt Hoved,

en rap Tunge og et Par ſnilde Hænder, Da han ſtod

paa Kirkegulvet og ſkulde gjøre Rede for fin Børne.
lærdom og gjentage fit Daabslofte, blev han ikke Preſten
et Svar ſkyldigt, men baade Preſt og Menighed havde
en uhyggelig Folelſe af, at de raſk udtalte Sandheder
ikke kom ham indenfor Tenderne, og at Loftet ikke var
ſtort Andet end et Mundsvejr. Han var ikke ſom de
Øvrige vemodig og højtideligt ſtemt, men ſtod, ſom det
Hele ikke videre kom ham ved. Dette var dog ikke ſaa
underligt, Aldrig var der bedet en Bøn ved hans
Vugge, og aldrig havde hans Moders Røft talt til
Barnehjertet om en Gud, til hvem Menneſket i dets
Svaghed kan ftøtte fig trygt og faſt.

, Uagtet al fin Viden var han daarligt udruſtet til
jelvftændigt at træde ud i Verden og møde dens Fri-
ſtelſer og Farer. Han kom i Grovimedlære hos en

han ogſaa fin tidligere Uerlighed. Men Meſteren var
en ſkikkelig, enfoldig Mand, ſom ikke forſtod at lede
denne urolige Aand, og oven i Kjobet tidt blev holdt
for Nar af den vittige Dreng. Samme Skjabne over⸗
gik flere, og Klavs var meget ilde lidt af fine jævne
agtværdige Omgivelſer. Men den opvorende Yngling
havde et højt Hjerte og ſterke Lidenffaber. Med en
dyb Folelſe af et eget indre Værd forenede han Trang

til ydre Godkjendelſe, og da denne ikke blev ham til
Del, tog han fig for at jage efter den Slags Ære,
der kan vindes ad Skjendſelens Vej. Hvor de vilde
Lidenſkaber løslades, kunde han være en af de Forſte.
J ungdoms Overilelſe indlod han fig i et Wgte-
ſkab, der ſnart vifte fig uheldigt. Konen var en aands⸗
fattig Stakkel uden ydre Fortrin og indre Dybde.
Hjemmet ydede ham kun ringe Tilfredsſtillelſe, og den

jøgte han jaa andetſteds, ſogte den i Svir og Sværm, |

i Kroer og Kipper; der lød dog af og til et vittigt
Indfald, en blodig Spot, og det var ham en Aands⸗
næring fremfor Jammerklagerne og Bebreidelſerne i
hans Hjem, hvor Smalhans var Kjokkenmeſter, og hvor

den i fit Hus og fin Færd uordentlige Kone vidſte, at |
hendes Mand kunde ffaffe Brødet, naar han vilde, me- |
dens hun ikke forſtod, at der var Noget i ham, der ikke

kunde leve af Brod alene. Han blev da ligefrem for⸗
falden. Ingen Meſter vilde give ham Arbejde. Med

lidt usſelt Verktoj tog han fig for at arbejde paa egen

Haand, men det var kun engang i Ny og Næ, jaa det
havde ingen Art. Efter Konens Onſke blev Wgteſkabet

ophævet; men det var ikke noget godt Vidnesbyrd for

hende, at hun lod den ødelagte Mand beholde deres
eneſte Barn, og at hun havde et uſgmmeligt Haſtveerk
med at forlove fig paany.
Klaps ſatte fin lille Søn i Pleje og betalte meget
ordentligt for ham, men forøvrigt blev han ved at
"tumle paa den Vej, han havde flaaet ind paa. Han
blev mere bitter i fine Ord mod Samfundet, og han
trodſede det almindelige Omdømme paa en Maade, der

at det ſkulde være naturligt, J enkelte Ojeblikke folte
han viſtnok Samvittighedsnag; men det var ogſaa kun
i Ojeblikke; thi imellem ham og hæderlige Folk var der
rejſt en uoverſtigelig Mur af Ringeagt og Kulde.

En Sommerdag laa han og ſov fin Rus ud i en

gaaende hen ad Vejen. Manden ſtandſede, pirrede ved

den Sovende med fin Kjæp og ſagde: „Du har nok

faaet Mere, end jeg har. ffjænfet for Dig!“ Da vaag⸗
nede Klavs og ſagde med tykt Male og ſom halvt i
Sovne:

„Hvi ſer Du kold og ſtolt og vred

med Strenghed paa den Faldne ned?

Hans Sjæl Du frelſe ſkal og troſte“.

Manden gav fig til at le og ſagde: „Ja, Du er
nok faldet ſlemt ned. Hvem er Du ellers”,

„Jeg ér Klavs Smed. Hvem er Du?“

„Ja ſyntes jeg ikke nok, jeg kunde kjende Smede⸗
hænderne. Og jeg gaar juſt og ſoger om en Smed.
Jeg er Markus fra Stenmollen, om Du ved, hvor
det er“.

„Ja, det er fem eller fer Mile borte, Du kan.
» godt fan mig med Dig hjem ſom Smed. Jeg er
baade led og kjed af denne her Egn“. i

„Du duer viſt ikke ret meget til Dit Haandværk”.

„Det kunne vi ſnakke om, naar Du har provet
mig i to Dage“. 1

Markus betænfte fig et Ojeblik, derpaa ſagde han:
„Hor! Du vil vel ikke fljæle?”

„Nez, men jeg vil drikke mig fuld engang imellem”,

„Ja, jaa! Kun engang imellem. Jeg er rad
for, at det gaar vel tidt paa, ſiden Du er ſaa daarligt
flædt. Endda er Du en ung Mand, der fan et godt
Haandverk og bilder Dig ind, at Du er dygtig til
det! Fy for Fanden! Saa maa Du være en daarlig
Karl“. 2

„Hor, min Ven!“ ſagde Klavs og lagde ſig ned
igjen. „Der gaar Vejen, og naar Du kommer et
Stykke frem, maa Du uden Fortrydelſe udøje Dine
Gropheder mod Dig ſelv!“

„Ja, rejs Dig jaa og folg med! Du vil jo ſmede
for mig?“

„Det er viſt ikke værd. Det kunde blive ube
hageligt“.

„Nu, folg ſaa med hiſtop til Kroen, at vi kunne
faa en Draabe at drikke ſammen!“

Slig Indbydelſe ſagde Klavs ſjeldent Nej til, og
desuden var der i Bondens Anſigt noget paa engang

lunt og godmodigt, der tiltrak ham. Han fulgte med.
| Kroen nod Markus en Dram og en Zaar Ol; men

han blev ved at ffjænfe for Klavs. Denne ſagde:
„Vil Du ikke drikke med, faa vil jeg ikke have mere“.
„Som Du vil! Jeg drikker efter min egen Lyſt

gg ilke efter Andres“.
ſyntes altfor meget lagt an paa at falde i Ojnene til,

„Du er viſt en jær Karl!“ ſagde Klavs.
„Det har der Flere ſagt om mig“, ſparede

Markus.

Det blev nu omtalt, at Sidſtnevnte i fin Molle
havde et Slags Hammerveerk, ſom af de Omboende

| holdtes for et ſtort Under, men ſom i Virkeligheden
Landevejsgroft, da der kom en fremmed Bondemand

ikke havde meget at betyde, da Ejeren, der ikke var ſag⸗
kyndig, havde ladet det anlægge efter fit eget Paafund.
Det fremgik derhos, at Markus i fit Veerkſted ſjeldent
havde haft andre end pjaltede og forfaldne Folk, og at
han havde en vis Forkjcrlighed for ſaadanne. Paa
en ejendommelig og morſom Maade fortalte Manden
om denne og hin, ſom det var lykkedes at faa gjort
et ſtikkeligt Menneſke af, og om Andre, der ikke havde
villet gjøre godt. Klavs kom til at ſynes godt om
den opvakte Moller, og der var noget Eventyrligt i,
ſaaledes uden videre at forſpinde fra fin Fodeegn og

pfludſelig dukke op i andre Forhold. Han brød op paa

ſtagende Fod og fulgte med til Stenmollen for at gjøre
Proveſtykke. ; .

Dette faldt tilfredsſtillende ud, og Klavs blev.
Det var en betydelig Forandring for ham at vere vel⸗
forſynet med Værktøj, og oven i Kjøbet med Vandkraft
og dertil hørende Indretninger, ſom han aldrig havde
jet Mage til. Hans klogtige Hoved udfandt ſnart, at

Indretningerne kunde forbedres meget; Mølleren havde |
Forſtand til at ffjønne Rigtigheden af hans Fingerpeg |

og Villie og Evne til at tage dem til Folge. Smeden

havde faaet Virkerum for fin Begavelſe, og Markus

vidſte at ſkatte denne. Men Sidſtneevnte havde derhos
et ſeregent Greb paa at omgaas Folk. Han ſpeidede
efter det oprindeligt Menneſkelige i enhver Sjæl, han

kom i Berorelſe med, og hvor han fandt noget Godt |

ſogte han at løfte det frem, at det kunde faa: Heders⸗
pladſen i Vedkommendes egen Bevidſthed. J Mollerens

Hus og Færd raadede en ſtille Kriſtendom; men den
ſtilledes ikke op til Beſkuelſe for Alle og Enhver, og
den medforte ikke Ringeagt for et kraftigt og godt

Menneſkeliv. De fleſte Menneſker kunne løftes, naar

man kan finde det rette Haandtag, og Markus Møllers |

Tankegang indeholdt en lignende Slutning; medens han
i den Retning havde et godt Greb paa at finde hvad
han ſogte. Det blev ikke vanſkeligt at opdage, at Klavs
i fin tilbagetrængte Wresfolelſe havde et ſaadant Haand⸗
tag.
det Ord udrettede Markus mere hos Smeden, end han
kunde opnaaet ved en lang Præfen. En anden Op⸗
fordring laa i Møllerens Veſen. Den rige, anſete og
dygtige Møller omgikkes Smeden ſom fin Jcvnbyrdige
og raadſpurgte hans Kløgt baade aabenbart og i En⸗
rum, hvorved den naſten helt fortabte Mands Værd
hævedes i hans egne Øjne, han drog ſig til Minde
fine gode Anlæg, fredede og fremmede dem, og fif Be⸗
vidſtheden om, at han dog ikke var falden dybere, end
at han kunde rejje fig igjen. Hans fuldkomne Om⸗
vendelſe var ikke et Ojebliks Sag; Friſtelſerne ejede
endnu Magt, men det ſkred dog forunderligt raſk fremad,

og Markus ſmilte jaa lunt i Skjegget. Hvor mangt

et Stykke knortet Tree han end havde ſanket op og
faaet nogenlunde Skik paa, var der dog intet Stykke,
der i Begavelſe og i andre fremtrædende Egenſkaber
kunde maale fig med den Mand, der nu ſnart blev
hans Veerkmeſter og fortrolige Ven.

Det var i Møllen, at Klavs forſte Gang lærte at
kjende et ſmukt og godt Husliv; thi hvor han for var
kommen i Berorelſe med et ſaadant, havde Vedkommende
ſkyndt fig med ligeſom at tilſlore det for hans vanhellige
Blikke. Han ſaa ſig forundret omkring i Forſtningen,
naar han ſad i Mollerens Stue og horte den fornuftige
Mand fkiftevis tage Del i fine Borns Barneſnak og
ſkifte et ømt, et alvorligt eller et kriſteligt Ord med
fin Kone. En Meningsforſkjel mellem Agtefolkene
endtes med venlig Eftergivenhed og mild Paafkjonnelſe
deraf, og ikke ſom i hans fordums Hjem med Blæjft og
Bitterhed og ſaarende Ord. Det var vel ikke fri for,
at der hos den enſomme Mand vaktes Længjel efter
huslig Lykke; men meget af, hvad han nu horte og ſaa
bragte ham ogſaa til at fatte og ſkatte mangt et godt Ord
af hans Børnelærdom, ſom i fin Tid var gledet ham let
ind i Hukommelſen uden at gjøre Indtryk paa hans Hjerte.

„Du er for god til at -være Folks Nar!“ med

Der gik Aaringer hen, og Hammerveerket udvidedes
efterhaanden ved Klavjes Kløgt og Møllerens Penge,

ſaa det blev et meget betydeligt Veerkſted. Klavs var

paa en Maade Lodtager i Værket, ſaa hans Indtægt
ſtod i Forhold til det vorende Udbytte. Han var nu
fintkledt og havde et jelvfølende Væjen, og fin rappe
Tunge havde han tæmmet og afvant fra Raahed og
ſmudſig Spot. Nu ſatte han fin re i pyntelig Færd,
i klogtig Virkſomhed og alvorlig Pligtopfyldelſe. Med
Henſyn til fin fraſkilte Kone, der atter var gift, var
der Intet for ham at gjøre; men han havde Fader⸗
pligter mod fin Sen, ſom han ſogte at opfylde.
Sonnen hed Iver, og Faderen fik ham fnart i fin
Nerhed og ſorgede omhyggeligt for hans Velvære og
Belcering. Drengen var baade leervillig og lærenem,
men var ellers vild og ſelvraadig, han vilde ingenlunde
arte fig ſom Møllerens Børn, og Klavs havde fanffe
heller intet godt Greb paa at behandle en Natur, der
ſyntes ret egnet til at gjenkalde i Mindet hans egne
Forvildelſesdage. Han vifte Strenghed nok, kanſke for
megen, men det virkede ikke noget godt. Der kom en
Dag, da den næften vorne Kues, der omtrent var ud⸗
lært ſom Smed, ſtod foran fin Fader og opregnede
haanende en Rakke af dennes Bedrifter, ſom Manden
troede udſlettet ved mange Mars hæderlige Færd. Klavs
bod fin Søn at forlade fig for ſtedſe, og trodſigt vendte
Jver fig bort og gik, medens Manden bøjede fig ned
over Ambolten og gred.

Jver havde plejet Omgang med fin Moder, hvilket

Klavs ikke troede at burde forbyde, ſkjondt det ikke var

med hans gode Billie, Moderen var maaſke ikke uden
Skyld i det Skete, og Sønnen tog Ophold hos hende.
Sendes andet Wgteſkab var ogſaa uheldigt, og hun ſelv
var hverken en god eller en klog Kvinde. Det var
næppe Kjerligheden, der bragte hende til at drage
Sonnen til ſig; men hun ventede ſig timelig Fordel af
hans vaagnende Dygtighed. Dette Saab blev dog ikke
i nogen væjentlig Grad opfyldt; thi nu vandrede Sennen
ad fin Faders Ungdomsveje. ;

Faderen elſkede fin Søn og vilde jaa: gjerne i
ham have jet fin Alderdoms Støttte og Glæde, og nu
var han fortabt. Fortabt! Hvor haardt dog dette Ord
rammer et Faderhjerte, naar det lyder om Sonnen!
Og Iver var dog ikke helt fin Fader op ad Dage; thi
han var mere voldſom og opfarende, men mindre ſnild
og klogtig. Klavs vidſte intet Raad til Sønnens Op⸗
rejsning; men faa kom han til at tenke paa, at der
er en Herre, ſom hverken mangler Magt eller Midler.
Manden havde nu i mange Aar ført, hvad man ſed⸗
vanlig falder et kriſteligt Liv; men det var forſt den
dybe Sorg, der bragte ham i et nært Forhold til Gud.
J Sorgen og Angſten lærte han at bede, og Manden,
der ikke havde vaaget eller bedet ved fit Barns Vugge,
tilbragte nu mangen en føvnløs Nat med Suk og Bon
for fig ſelv, for fin Son, ja ogſaa for fin Huſtru, ſom

DEDE:
48

|

bs eg

han nu indſaa, at han i altfor mange Stuffer ikke

havde handlet rettelig imod. Klavs havde i mange

Aar været et dygtigt og godt Menneſke; nu blev han
en ydmyg Kriſten.

Atter gif lange Tider hen.
gammel for Tiden, hans ranke Skikkelſe var bøjet og
hans Haar var bleven graat og tyndt. Hans Ven,
Markus, var død, han ſelv var mod en lempelig aarlig

var han en velftaaende og hojtagtet Mand; men i hans
Indre nagede Sorgen. Han havde ophørt at ſporge
efter fin Son, da han kun fik onde Tidender at høre
om ham; men faſtere og faſtere ſtolede han paa Herrens
Magt til at frelſe Syndere, og der levede endnu et
kjert og godt Haab i hans Hjerte,

En Dag, da Klavs

Smeden var bleven |

det kan blive det, jan gjør det ikke Noget, at Du har
en Haand for lidt, for jeg kan endnu arbejde for os
Begge“.

Den dybt ydmygede Son lod fig nu villigt lede
af den ad ſaamange Veje prøvede Fader, og denne fik
nu fuld Beſtyrkelſe i ſin Tillid til, at Gud har baade
Magt og Villie til at fore en Synder paa den rette

| Vej, naar Synderen ſelv, om end ſent, vil høre Kaldet
Afgift bleven. raadig over Hammerveerket, i det Ydre |

og bøje fig under Tugtelſen. Endnu flumrede der gode
Kræfter pan Bunden af Jvers Sjæl, og under Sam⸗
livet med Faderen vaktes de til Virkſomhed. Under
deres fortrolige Samværen blev det ogſaa ofte omtalt
imellem dem, at det, menneſkelig taget, var Markus de

fkyldte deres Stilling, og at det var ſom et Guds

Sendebud han kom ad Landevejen og ikke gik haanligt
forbi den beruſede

Smed vaagnede af fin ——

„ Smed, der laa og ſov

— i Grøften, men menne⸗

Middagsſovn, blev det <= — = ==

Jagt ham, at en pjaltet
Krøbling havde indfun-
det fig i Verkſtedet og
bedet om at faa ham i
Tale. Det blev ſagt at
Meſteren ſov, og der
blev buden Kroblingen
en Almisſe, ſom han
dog ikke vilde modtage.
Han ſagde, at han vilde
vente udenfor, til Me⸗
ſteren vaagnede, jaa var F Sl |
han gaaet ud og havde A: 1
vanket frem og tilbage

bag Piletrœerne ved

Engkanten. Klavs faa

ud ad Vinduet, en let

Gyſen foer over ham S
ved i Fraſtand at ſe den 2
Fremmede, der fan nod: 5 8
lidende og bleg ud og
manglede den ene Haand.
Manden havde gjennem
Vinduet gjenkjendt fin Søn, og nu gif han ud til ham.
Det var over ti Aar, ſiden de to ſidſt ſtode Anſigt til
Anſigt; men nu var den Unges Trods brudt, han havde
prøvet fig ſelb og prøvet Verden, tumlet fig i Synd
og Sorg. Sidſt havde han haft Arbejde i et Maſkin⸗
verrkſted, hvor han ved et Uheld havde faaet fin venſtre

Haand knuſt, ſaa han maatte miſte den. Den tunge

Ulykke havde vakt ham til Eftertanke, og ſom den for⸗

lorne Sen i Evangeliet vendte han tilbage til fin |

Fader. Dog kun i Enrum vilde han modes med denne,
og fif han da et afviſende Ord vilde han ukjendt folge
den eneſte Udvej, han endnu vidſte, og tigge ſit Brod
paa Landevejen. Faderen modtog ham med kjeerlig
Glæde. „Er Dit Sind retvendt“, ſagde han, „eller

Fra Rjebengauns Granttorv.

I
|

—. ffefjærligt tog ham
med fig for at prøve
at gjore vel imod ham.
De Ord, ſom Klavs
forſt i drukken Trods
00 9 henvendte til den vel⸗
kleedte Mand, der ſtod
og pirrede ham vaa⸗

an 2 e gen med fin Kjæp,
* S disſe Ord fik nu for
R 0 ham ſelv en dybere,

va SE, | inderligere Betydning

Sd og iklke alene overfor

ſin Son, men ogſaa
overfor Andre, gjentog
han i fine Tanker
Ordene:
„Hvi ſer Du kold og
I ſtolt og vred
— = — med Strenghed til den
* ye — Faldne ned?
Hans Sjæl Du frelſe
ſkal og troſte!“

Amagermo'er.

—

„Ama'ermo'r

gi' mig Gulleroer!“

„Ne ſaagu vil jeg ej,

. vil Du gaa Din Vej!“

| Hvem har ikke hørt dette gamle kjobenhavnſke Rim,
ſom røber Gadedrengens leengſelsfulde Lyſt til „Gulle⸗
roer” og Amagermo'ers ubonhorlige Svar van Lakker⸗
mundens driſtige Begjcring. Men hvem er Amager:

359

mo'er? Ja de fleſte Læjere ſom ikke har været i Kjø- |

benhavn har vel en Anelſe om, at hun er fra Amager,
men vide ikke, at Amagerinden forſt bliver „Amager⸗
mo'er“, naar hun kommer ind i Kjobenhavn for at
falbyde fine Gronſager. Har hun da ikke fin bekjendte
ejendommelige Amagerdragt paa, bliver hendes Afjæt-
ning kun ringe, hvorfor nok adſkillige gode Sjællænder-
inder, der (eve af Urte- og Frugthandel, daglig iklede
fig Amagerdragten, ſaalcenge de falbyde deres
Varer.

For den Fremmede er det et ſmukt og livligt Syn

om Sommeren at ſe de lange tertſluttede Rakker Vogne
og Grontkurve, ſom bedekker Hojbroplads i Kjøbenhavn
hver Formiddag, og fe Tjeneftepigerne og Husmodrene
gaa omkring og kjobſlaa med de Hundreder Amagere
og Amagerinder, der gamle og unge alle ſe faa tekke⸗
lige og renlige ud. Husvennen bringer netop i Dag
Billedet af et Parti fra Grønttorvet, ner Kanalen,
hvorpaa man ſer „Amagermo'er“ med ſine Urtekurve,
ſamtalende med en af „Fiſkemadammerne“, en raſk
Fiſkerkone fra Taarbek, hvorfra mange af disſe hver
Morgen valfarte ind med deres velfyldte Fiſkekurve for

.
OSSÆK

—

at tage Stade ved Kanalen paa Hojbroplads, vexlende
muntre Svar eller ſaftige Grovheder, efter Omſteendig⸗
hederne, med deres Kunder.

Til Venſtre je vi en Amager, ved fin Grontvogn
og i Baggrunden, hinſides Kanalen, det mægtige
Kriſtiansborg Slot, ſom tavft og alvorligt dagligt jer
ned paa det travle Hverdagsliv, der rører fig omkring
dets vældige Murmasſer.

—

En australsk Rusgrytter.

Fra Auſtralien.
Af Robert Watt.

8 |
N er gives mange andre Leveveje i Avſtra⸗

W lien, end netop at grave Guld: de Masſer
af Heſte, Kvæg og Faar, der aarligt
ſendes fra det Indre til de ſtore Markeder

| i i Kyftftæderne, beffjæftiger en Mængde
Folk. At reiſe med disſe forſkjellige Flokke anſes ſom

noget af det haardeſte Arbejde i Kolonien; men det
har, ſom alt Andet, ogſaa fine Tillokkelſer, iſcer for

Enhver, der holder af at tilbringe fit Liv i Skovene.
Jeg kjender Adſtillige, der levede under ganſke andre
Forhold, for de kom til dette fjerne Land og toge fat
paa dette Liv, men ſom nu ikke vilde ombytte det med

nogen anden Levevej, ſom langt foretrekke en Kveg⸗
Rytters (Stockriders) eventyrlige Tilværelfe for en rolig
Beſkjoeftigelſe i en By.

Det er en Fornøjelje at je de Flokke af halvvildt
Kvæg, der ſaaledes ſendes paa Rejſer fra en eller anden

Squatters (ſtor Landejendomsbeſidders) Hjem, under⸗
tider paa en Bejlængde af flere hundrede engelſke Mil;

det er ikke nogen let Sag at være Vogter. over en
ſaadan Flok. Det overdrages ſœdvanligvis en enkelt
Mand at beſorge Flokken bragt ned i Byen for en be⸗
ſtemt Pris pr. Hoved, og han antager da ſaamange
Sjælpere, ſom han anſer for fornødent. Alle Vogterne
ere tilheſt og forſynede med en Piſk, der meget ligner
en Kanepiſk. Mange have bragt det til en forunderlig
Færdighed i at bruge den. Snerten er fra 6 til 7

Alen lang, af Ko- eller Kænguruhud, medens Skaftet |
Jeg har jet øvede Kvæg |
ryttere ſtikke en Skilling i Jorden og nappe den op
med et Knald med en ſaadan Piſk, eller flænge et

kun er 3 Kvarter langt.

Stykke Skind af en Studs Ryg, netop paa det Sted,
de betegnede.

J Dage og Uger gaar Rejſen fremad, beſtandigt
galloppere Vogterne omkring, bandende og raabende,
for at holde Kvæget ſammen, der altid gjør Forſog
paa at vende tilbage til Fadeſtedet. Man har Exempler
paa, at Oxer eller Køer, der ere ſlupne bort fra en
Flok, have fundet hjem paa Afſtande af 800 eller 1000
engelffe Mil. De gaa uafbrudt Nat og Dag i en
lige Linie og lade ſig hverken ſtandſe af Bjerge eller
Floder, men ſtyre en beſtemt Kaas; de tilbagelægge
forbapſende Strækninger i fort Tid, ved deres jævne,
ſtadige Gang. En af de ſtore Vanſkeligheder ved Kveg⸗

transporten ligeſom i alle andre Forhold i Avyſtralien,

er den fuldſteendige Vandmangel, ſom herſker paa mange
Steder. Floderne, der næjten alle ere ſmaa og uſejl⸗
bare, udtørres undertiden i den torre Aarstid paa mile⸗
lange Strakninger. Naar derfor en Flok Kvæg, maaſke
paa flere tuſinde Stykker, har vandret en hel Dag
uden Band og endelig kommer til en Flod eller Dam,
maa Vogterne galloppere tværs igjennem den for at
ffjære den i mindre Dele, da Dyrene ellers vilde dræbe
hverandre ved alle ſamtidigt at fare løs paa Vandet.
„The old mans plains“ i Ny⸗Syd⸗Wales, en Strakk⸗
ning af 70 engelſke Mil, vilde være aldeles blottet for
Band, hvis der ikke nu var gravet en Brønd midt paa
Sletten; to Gange forſogtes det forgjæves, Vandet var
ſalt eller idetmindſte brak, men endelig fandt man godt
Vand. IJ det Indre findes flere Vandhuller med

Brakvand, og en Flod, der løber tæt forbi Melbourne,

„The Saltwater river“, har aldeles ſalt Vand.
Henad Solnedgang drives Kvæget ſammen og
rundt omkring det antændes Baalet; da det ſjeldent,
eller jaa godt ſom aldrig, gaar udenfor denne magiſke
Lyskreds, maa Ilden vedligeholdes hele Natten og
Folkene ſkiftes derfor til at holde Vagt. Efter en
Dags Ridt er det temmelig haardt at ſove under et
Tre, med et Dæffen over fig, undertiden med fin Heſts
Tomme om Armen, for ſtrax at veere rede, naar der

gjores Anſkrig; men naar Regnen ſtyrter ned, Baalene

udſlukkes og Kvæget hele Tiden forſoger paa at bryde
igjennem og lobe bort, bliver Arbejdet rent fortvivlet.
De ſtakkels udmattede Heſte dreje Halerne mod Vinden,
og der ſtaa de, med deres ligeſaa elendige Ryttere,
medens den folde Regn piſker ned hele Natten og maaſke
endog forhindrer dem fra at gjøre Ild paa naſte
Morgen, for at koge en Kjedel Vand til The. Adſkillige
Danſke kunne levere Bidrag til en Kvegrytters Liv;
en fyenſk Godsejer tumler ſig for Tiden paa Sletterne
i det Indre, og en ung Kjobenhavner, der er meget
populær i Ayſtralien, har i tre Aar levet paa denne
Maade; Moreno⸗Sletten kan vidne om de Strabadſer,
han gjennemgaar.

Orkenrytterens Liv ligner meget Sgmandens;
han trodſer Farer og Anſträengelſer paa Havet, ſom de
i Orkenen. Det er derfor heller ikke forunderligt, at
den, der har overftaaet en ſaadan beſpeerlig Rejſe og

befinder ſig i det muntre Melbourne eller en anden

By, ødelægger fine Penge med ſamme Letſindighed,
ſom en Sømand, der kommer i Land. — Et af de
interesſanteſte Syn paa en ſaadan Reiſe er, naar
Kvæget maa over en Flod, f. Ex. Floden Murray,
der løber paa Grenſen af Kolonien Ny⸗Syd⸗Wales
og Kolonien Viktoria, og er den ſtorſte i hele Ayſtralien.
Neſten hele Kvegtransporten gaar denne Vej. J
Viktoria, der fornemmelig er optaget af Guldminerne,
findes ingen ſtore Kvceg⸗ eller Faareſtationer, og det
er førft paa den anden Side af bemeldte Flod, at
man treffer paa flige fæmpemæsfige Landejendomme.
De fleſte Transporter gaa over Floden paa et beſtemt
Sted, hvor der ſom Folge deraf har dannet ſig et Par
Smaabyer, hver paa fin Side af Floden, i en Fjer⸗
dingvejs Afſtand fra hinanden. Disſe Byers Ind⸗
byggere leve udelukkende af Feerdſelen; de have en
Telegrafſtation, hvorved det ſtrax bliver bekjendt i Mel⸗
bourne, naar en Flok Kvæg pasſerer der. Echuca
i Viktoria og Moama i Ny⸗Syd⸗Wales fæmpe med
hinanden om Overherredoammet. Echuca har en
Flaadebro for Gagende og Ridende, den øvrige Færdjel
jfer paa Færger, undtagen Overforſelen af Kveget,
der maa jvømme over.

Det bliver forinden drevet ſammen i en flor
Indhegning, der igjen leder ud til en mindre og faa

fremdeles, til det kommer i den ſidſte, hvis ene Side

vender umiddelbart ud til Floden. Ved Raaben,
Piſken og Bombarderen med Stene eler deslige faar
man Kvaget trængt lige hen til Skrenten, thi Flod⸗
banken bliver altid meer eller mindre brat ved et
ſaadant Fergeſted, pan Grund af de Tuſinder af
Haveder der aarligt pasſere; den forſkrekkede Flok
trykker fig jaa faa tet ſammen ſom muligt, og tilſidſt
falder en eller flere Oxer i Vandet med et lydeligt
Pladſt, forſvinde og komme igjen ſnoftende op. Dette
er det vigtigſte Ojeblik for Folkene. Nogle lebe
Storm med Piſkene imod Reſten af Flokken; for at
jaa Flere i Floden; medens de Andre ved Raab og
Stenkaſt forhindre den eller de i Vandet komne fra
at ſvomme ind til Bredden igjen. Snart er der en
hel Mængde i Vandet, og Flokken begynder nu at
jvømme over ad den modſatte Bred, idet den hele
Tiden holder fig ſaa tet jamen ſom muligt og danner
ligeſom en Flaade af hornede Hoveder. Paa den
anden Side vente et Par Vogtere tilheſt, for at mod⸗
tage Spemmerne, og atter jætte dem i Gang. —
Ved et bekjendt Færgefted ved Floden Edwards holdtes
en afrettet Ove, der ſpommede frem og tilbage med
Kvegflokken; thi naar blot En er i Vandet og ſtyrer
over mod den anden Bred, folge de andre hurtigt efter;
Stakkelen druknede for nogle Aar ſiden. Efter jer
Gange at have ſpommet over Floden, blev den ind-
viklet i Fergeflaadens Tove og opgav Manden i Ud⸗
ovelſen af fin Pligt, for der kunde ydes Hjcelp. Dens
Tab beklages af mange og Aviſerne omtalte den, ſom
om den havde været en fortjent Borger af Staten.

Ar bejdsklasſens Kaar i det 16de Aarhundrede
og i vore Dage.
Bed Hd.

Den ſidſte danſke Erkebiſkop T. Bille har efterladt en
Regnſkabsbog fra 1534, der findes i Gehejmearkivet,
og ſom giver et godt Indblik i Forholdene paa den
Tid. Da Priſerne paa mange Gjenftande toge fig

et lille Uddrag.“)

Erkebiſkoppen havde 12 Adelsmend i fin Deneſte:
Jørgen Urne fif 52 J til Mikkelsdag og 60 J til
Paaſke, med Julegave og Rideflæder ialt 142 P. Det

man maa erindre, at en Td. Byg dengang kun koſtede
12 6 danſke; herefter kom hans Lon altſaa paa 189 ¼
Td. Byg eller omtrent 1100 Rd. efter Nutidens Priſer.

Ry 900 E. Secher: „For Ide og Virkelighed“ 1872 Januar⸗
eftet.

1 Pd. 2 1 Td. Byg.
var ganſke viſt en lille Lon for en Adelsmand; men een 55 eee 93

„(J det Folgende vil jeg for Bekvemheds Skyld fætte

1 Tb. Byg til 6 Net). Jørgen Daa fil 32 4% og 30 P;
de Andre mindſt Halvdelen. Skriverne fif 20—36 N.
aarlig. Sangerne ialt 98 F 15 8. Efter dem kommer
Tyendet: Lavrids Rideſvend 7¼ 4; Anders Kjelder⸗
ſvend 5 K; Anders Brygger 4 J.; Stuekonen 1 4
67/2 8 og om Paaſken tillige 21/2 / „for hun toer
Dugene“; Svinemanden 1 F; Niels Portner 3 P 2 6;
2 Fiſkere hver 7¼ J, ialt til Mikkelsdag (halvaarlig)
96 N 21/2 6%.

En Feergebaad fra Kjøbenhavn til Landskrona
3 6 (2 Skp. Byg = 9 . En Vogn fra Lands⸗
krona til Andelev 8 6 (4 Mt).

35 Par Sko til Drengene (Karlene) koſtede 35 6,
1 Par til Tyge Lunge 10 6 (5 Nö). Svilken Forſtjel!
Men han var ogſaa Adelsmand. 3 Bar Støvler til
„min Herres Naade“ og Drengene (Karlene) 2 K 4 6.
Jakob Bundtmager i Kjøbenhavn fik en Gang 80 4%
for Maarſkind, ſom „min Herres Naade“ kjobte af
ham. Fra 10 Avuguſt til 6 September fif Niels Mur⸗
meſter 11 Hvid (16 = 3 Hvid) om Dagen. 2
Kalkſlagere yver 7 Hvid. J vor Tid vilde det omtrent
være 10 og 6 K. Henrik Tommermand fif 5 6 om
Dagen og kunde altſaa tjene 1 Td. Byg i 21/2 Dag,
„men han var ogſaa Hovidsmand paa det Spir over
Fadeburet“ (Formand for Arbejderne der), omtrent
2 Mol daglig.

En Gang fik Lasſe „den ſpenſke Dreng (Karl),
min Herres Maade tjen(er) 34 J for en brun Heſt
eller 250 dk efter Nutiden”. Strids⸗ og Luxusheſte
vare meget dyrere: en koſtede ſaaledes 64 K (450 Mok).
Hamp 18 ¼ 4 Lpd. 1 Alen grovt Lærred 1⅝ 6
(5 V. »

Husholdningen. 1 Par unge Høns 3 6 (9 .
3 ferſke Gjedder 30 6 (16¼ zt). Rasmus paa
Borreby fif en Gang 5 6 (15 J for 8 ſtore Torſk og
St Hans Aften 8 6 (4 t) for 2 Torſfk. En Gang
gav man 3½ 6 (10 %) for 1 ferſk Torſk. Karine
kjobte en tydſt Lerpotte for 2 6 (6 0. 1 Pd. Jern
koſtede 5 6 (15 J. i

F en anden Regnſkabsbog fra 1558 ſtaar anført,
at Peder Rud har kjobt paa Borg hos Sterk Johan
i Holbak; Priſerne paa de enkelte Gjenſtande vare:

1 Pd. 12, 14 16 6. i
fabelagtig ud ved Siden af Nutidens, ſkal her meddeles | Pd. Sukker 8, 12, 14 eller 16 6. Bygpriſen var

dengang 35 6 (9 4 9 6). Det bedſte Sukker koſtede

altſaa pr. Pd. neſten ligeſaa meget ſom 4 Skpr. Byg

eller 3 Mi nu. Ris 2% à 3 6 (3 . 1 Lod Muſkat
3 6. 1 Pd. Safran 8 Td. Byg. Nu koſter det 32 Rat.
1 Pd. Inge⸗
fer 40 6, over 1 Td. Byg. 1 Lod Kardemomme
4 6 (4 0. 1 Pd. Kommen 10 8 (10 . 1 Pd.
Allun 4 6 (4 J, nu 8 6. 12 Lod Nelliker 27 6
(27 . 1 Pd. Peber 28 — 32 6 (28 ). 1 Pd.
Svovl 3 6 (3 P. 1 Pd. Krudt 4 1 (10 We 4 J).
100 Sam 4—5 6 (5 . 1 Pot Brendevin 12 6

(12 P. 1 Pot Vin 3 6 (3 30.
Gafler 2 6 (2 4). "

Det vil altſaa ſes, at enkelte Gjenſtande vare
uforholdsmesſige dyre eller billige. Men i det Hele
taget holdt Daglon og Fornodenheder dog omtrent

1 Par Knive og

Skridt med hinanden. Arbejderen var derfor ikke jaa
uheldig ſtillet, ſom han blev det ſenere, da Bygpriſerne
ſteg, medens Daglønnen blev uforandret. Paa en vis
Maade kan man endog ſige, at Arbejderen i vor Tid
lever under mere ugunſtige Lonningsvilkaar, efterſom
han nu gjør ſtorre Fordringer til Livet og fræver
Nydelſer, han den Gang ikke kjendte.

Smagking.

Kineſiſk. Kejſeren af Kina er ved flere Lejligheder
bleven betenkt med Gaver af den engelſke Regjering i
Kongens Navn. Men Valget af disſe har beſtandig
havt BVanffeligheder, eller ogſaa har der ved Over-
rokkelſen indfunden fig en eller anden uovervindelig
Forhindring. Den ſidſte Gave under Georg III var
en kineſiſk Stadsvogn; en ſaadan havde Keſſeren ſelv
onſket fig. En med edle Metaller ödſelt udſtyret Vogn
blev 11123 gjort og afſendt, omhyggeligt indpakket
Stykke for Stykke, og ledſaget af en Sagkyndig, ſom
ſtulde ſammenſcette Pragtſtykket paa Stedet og for
Reparationstilfcelde gjøre den kineſiſke Overhofvogn⸗
bygningsdirektar bekjendt med Kjoretojets Konſtruktion.
Da Vognen var ankommen til Kanton, ſammenſat og
opſtillet, indfandt fig van Kejſerens udtrykkelige Be⸗
faling en hoj Mandarin for at tage Gaven i Sejm.
Mandarinen beſaa Vognen uden at udtale et eneſte
hverken roſende eller dadlende Ord og ſpurgte endelig,
pegende paa Kuſkebukken: „Hvad ſkal dette høje, ube⸗
1 og med koſtbare Tepper behcengte Sæde være
i 2“

„Der ſkal den ſidde, ſom ſtyrer Heſtene!“ ſagde

den engelſke Befuldmegtigede.
„Men det gjør Kejſeren ikke!“ ſparede Kineſeren

ſtudſende.

„O, for Kejſeren er der Plads inde i Vognen“,
1 5 Englænderen, idet han pegede paa de prægtige

ynder.

Harmfuld udbrød Kineſeren:

„Mener Du, at vor hederkronede Herre, Himlens
Son og Solens Tilbeder, ſkal ſidde lavere end hans
laveſte Slave? Er Det Din Henſigt, at jeg fkulde
miſte mit Hoved, ſiden Du vil gjore mig til Over⸗

bringer af en ſaadan ſkjendig, forargerlig Vogn?“

Mandarinen aflagde Beretning, og Vognen blev
tilbageviſt i ingenlunde ſmigrende Udtryk og ankom

lykkelig igjen til London.

Firkantet Nod.

SA, S, e 2 , 2 1, 2 N, 2 f 1 8,
og 1 A, dannes 5 Ord, ſom ſtrevne under hinanden

|
|

de Blade De har betalt.

og lerſte fra Venſtre til Hojre og fra Oven og Nedad giver Los⸗
ningen pan Gaaderne:
Er det førfte lille
ligger det end ſtille
jætter det dog ſtore Ting i Brand;
andet kan Du finde
phoor i Hjertet inde
Kjerligheden knytter Mand til Mand;
tredie Navn er fremmed
kun i Tyrkehjemmet
tor det kaldes Lerdom ſund og ſand;
fjerde Navn Du gjatter
naar Du Foden ſatter
ret ſaa haardt mod Jorden ſom Du kan;
og hvor Toner lyder
ſom Dit Hjerte fryder
femte aldrig glemmes bor og kan.

Brevvexling.

„En Mollerſbend“ takkes for de indſendte Bemarkninger,
ſom alle ganſte billiges af Udg.

„En Sonderjyde.“ Pladſen tillader desværre ikke at give
en tilfredsſtillende Anvisning til Tobaksdyrkning (og Behandling)
i Husvennen.

F. M. i Trondhjem. Forb. Tak!
ig En ung danſt Pige. Venligſt Tak, men for mangelfulde
im!

En Harekaninopdretter. Mon der vilde vindes ſtort ved
at falde Harekaniner for Kaninharer? Naar Navnet afkortes,
vil Dyret oftere blive kaldt Hare naar det heder Harekanin
end naar det kaldes Kanin hare. Navnet Husharer vilde
ganffe viſt i daglig Tale blive til Huſarer, ſom „ingen vil
ſpiſe.“ Blotͤaninſtegen ſmager godt overvindes ſnart Uvillien
mod denne for ukjendte Føde.

A. R. i Her. Forb. Tak for „Smaabillederne.“

J. Kr. i J. De manglende Nr. ſendte pr. Poſt. Under⸗
ſogelſe ſtal blive foretaget om hvor Uordenen, ſom De paataler,
har fit Sede, for at den kan blive hævet. De og Enhver
Holder, ſom forgjeves ſtrax ſkriftligt har anmeldt mang⸗
lende Nr. paa det Poſtkonkor eller Brevſamlingsſted
hvor Bladet er betalt, kan fordre at Poſtpeſenet ſkaffer Dem
Naar dette ikke ſker, behøver
Sagen blot at anmeldes for Udgiveren, der til enhver Tid

ſtrax ſtal drage Omſorg for at Uordenen bliver paatalt

hos det overordnede Poſtveſen og rettet. Det bemærkes gjen⸗
tagende udtrykkeligt, at Üdgiveren i intet ſom helſt Tilfælde har
Skyld i at der mangler Numre. Poſtveſenet opgiver hvor—
mange Exemplarer der er beſtilt i hele Landet, og dette Antal
leveres nøjagtigt af pan Avispoſtkontoret i Kjøbenhavn hver
Torsdag Eftermiddag, hvorfra Bladet fordeles til alle Poſt⸗
kontorerne i det Antal hver har indmeldt og betalt, og det er
da vedkommende Poſtkontorers Pligt at paaſe at det modtagne
Antal er rigtigt, ſamt at hvert Exemplar rigtigt tilſtilles hoer
Abonnent. Det bemerkes endnu, at naar manglende Nr. ere
forlangte inden 2 à 3 Uger, har Üdgiveren altid uden Vanfke⸗
lighed, og uden Betaling ladet det manglende udlevere til ved⸗
kommende Poſtkontor der har forlangt det.

Indhold. Fader og Son, Fortælling af C. A. Thyregod. —
Amagermo'er, med Billede. — Fra Avſtralien. af
Robert Watt, med Billede. — Arbejdsklasſeus Kaar
i det 16de Aarhundrede og i vore Dage, ved H—rd.
— Smaating. — Firkantet Nod. — Brevvexling.

Bylovsvej & a.
Kjøbenhavn
Vesterbro.

an

Udgiverens Adresse er:

— —

Husvennen udkommer fil huer Søndag med et 16.ſpaktet Artz, forfynet med flere Billeder, lik 1 Krone (3 Alf.) Iſerdingaarek frit filſendl.

Hpert Fjerdingaar medfølger gralis el Mort ſmußtt Villede.

Bladet kan beſlilles paa elhverk Vofikonfor og Vrevſamlingsſled, i enhver
9 goſled, Å

Voglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Budolph Klein, Vifefræde 40, Kjøbenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

— — — — SR — —» . . OSSE . . — Er rr
*

2. Aargang.
Nr. 46.

Bratte Omverlinger.
Fortælling af Emanuel Henningſen.

2
5 0 var bleven udnævnt til Toldinſpektor i N. Jeg
huſker endnu jaa tydelig, ſom var det i Gaar, at
min Kollega og gode Ven, Toldasſiſtent Lund, kom ind
i Kontoret og jaa jaa beſynderlig ud i Anſigtet, halvt
glad og halvt bedrøvet.

„Jeg lykonſker Dig hjertelig, fjære Ven“, ſagde
han og rakte mig Haanden.

„J hvad Anledning?“ ſpurgte jeg lidt forundret.

„Hvad“, raabte Lund overrafket, „ved Du det ikke?“

„Hvilket en

„At Din Udnævnelfe ſom Toldinſpektor i N. ſtaar
bekjendtgjort i Berlingeren?“

„Er det ſandt, Lund!“

„Paa Are, er det ſandt“, ſagde Lund og ſogte
ved en ſnild Manovre at undgaa mit Favntag; men
det lykkedes ham dog ikke. Han maatte, hvor meget
han end ſtrittede imod, deltage i den Feſtdans, jeg op⸗
forte midt paa Gulvet, indtil vi begge puſtende og
ftønnende af Anſtrengelſe ſank ned hver paa fin Stol.
J det ſamme ſaa vi, at Toldkammerkarlen ſtod i Døren
til Kontoret med Ojnene opſpilede i et Anfald af for⸗
ſtenet Forbayſelſe, hvilket Syn i Forbindelſe med Vis⸗
heden om, at han havde været Vidne til vor tayſe,
men ivrige Dans, bragte os til at briſte i Latter.
Karlen gjorde en forffrælfet Mine til at ſlaa Doren i
for os; han anſaa os aabenbart for lidende under et
forbigaaende Vanvid.

Mlorſnabalrsning, Oplysning og Hustia.
Adginet af N. C. Bum.

Hondagen d. 45. August.

N Kjøbenhavn.
É 1875.

„Hvad vil Du, Klavs?“ ſpurgte Lund.

„Der e jen Herr, ſom ſpor' etter jen Pakk “,
ſagde Klavs, forſigtig holdende Haanden paa Dorlaaſen,
for at han gjeblikkelig kunde fpærre os inde, hvis det
ſkulde viſe fig at være nødvendigt.

„Det er godt, Klavs; nu fkal jeg komme ſtrax“.

Da Døren havde luffet fig efter ham, greb Lund
min Haand og ſagde paa den ham egne melankolfke
Maade, idet han jaa mig i Øjet med et trofaſt BLL:

„Jeg kan godt forſtaa Din Glæde, kjqre Ven, og
det er mig overmaade fjært, at det var mig, ſom bragte
Dig Budſkabet om Din Forflyttelſe. Du ved, at jeg
mener det alvorligt, naar jeg ſiger Dig, at jeg glæder
mig ved Dit Held; men Du vil heller ikke misforſtaa
mig, naar Du jer, at det paa ſamme Tid gjør mig
lidt forſtemt. Jeg haaber, at Du ikke vil anſe det for
at være altfor egenfjærligt”.

„Du Fjære, gode Menneſke“, ſagde jeg og lagde
min Arm om hans Skulder, „jeg vilde før anſe Dig
for en Menneſkeceder. Du ved, Lund, at jeg er Din
Ven, og at der i de Aar, vi her have arbejdet ſammen,
aldrig har været et ondt Ord mellem os. Hvis Du
derfor ffulde tro, at jeg med ublandet Glæde ſkulde
drage herfra, jaa tager Du fejl. Hvilke Menneſker
jeg ſaa end kommer til at leve ſammen med, en Ven,
der kan fortrænge Dig, faar jeg dog aldrig”.

„Det glæder mig meget, kjcere Ven“, ſvarede Lund
og ryſtede min Haand med begge fine, „det glæder mig
overordentlig!”

Og det gjorde det; det er jeg vis paa. Vi havde
nu i fem Aar arbejdet ſammen, og der var ikke hen⸗
gaaet en Dag i al denne Tid, uden at han jo havde

C ²³ A te iD sl dele

*

flog Henderne ſammen.
min Hals og ſagde hulkende: „O, kjere Villiam; tilgiv

vidſte jo ikke, hvad der var flet.

—

viſt mig, hvor hjertelig fjær jeg var ham. Han var
et underlig tilbageholdent Menneſke, fordringslos og
opofrende til det Bderſte, med et til Melankoli tilboje⸗
ligt Sind og begavet med en merkelig Mistro til fig
ſelv og fine ſaavel aandelige ſom legemlige Evner.

Naar man engang havde vundet hans Hjerte, miſtede

man det aldrig, og det var da umuligt ikke at holde
af ham igjen; hans fordringsloſe Hengivenhed vilde
have bøjet det haardeſte Hjerte, hans retſkafne, ædle
Tœenkemaade, erhvervede ham Enhvers Agtelſe.

Jeg ſkyndte mig hjem, ſaa ſnart jeg havde over⸗
beviſt mig om Rigtigheden af min Udnævnelje, De
toppede Stene, ſom dannede Fortovets Brolcegning og
ſom plejede at forvolde mine Fødder utrolige Pinsler,
ſyntes mig i Dag bløde og behagelige, medens jeg
ſkyndſomt ilede hen over dem, og jeg ſtod ſnart uden
for vor lille hyggelige Bolig og ringede paa Dorklokken.
Hurtige og lette Trin kom hen ad Gangen, og Doren
blev lukket op. Det var Amalie, min nittenaarige
Svigerinde, ſom ſtod foran mig. Hun var i Alminde⸗
lighed en drilagtig, lille Trold, og jeg kunde derfor ikke
modſtaa den Friſtelſe at forſkrokke hende lidt.
ſatte derfor et frygtelig muggent og triſt Anſigt op.

„Hvad, er det Dig, Villiam“, ſagde hun. „Kommer
Du allerede fra Kontoret?“

„Som Du fer”, ſparede jeg gnavent.

„Har Du Tandpine, ſtakkels Villiam?“ ſpurgte

den lille Sex med forſtilt Deltagelſe. „Du fer meget
ilde ud; jeg tror ſaa Skam, Din ene Kind er ganſke
hoven, for jeg ved da, at Du ikke bruger Skraa⸗
tobak“.

„Ja, vent Du kun“, tenkte jeg og hængte 2 5
Hat op paa Knagen. „Jeg har ikke Tandpine“, ſagde
jeg; „men jeg har haft en ſtor Wrgrelſe. Vi maa med
det Forſte rejſe fra Byen”.

„Rejſe fra Byen!“ gjentog hun forundret.

„Ja“, vedblev jeg, „der bliver ikke Andet for, da
jeg nu har miſtet mit Embede“.

„Miſtet Dit Embede!” raabte hun forſkrekket og
Derpaa kaſtede hun fig om

mig, at jeg kunde drille Dig i ſaadan et Ojeblik; jeg
Min Gud, miſtet
Dit Embede! Stakkels Eliſe, hvor hun vil blive be⸗
drovet! Men tab dog ikke Modet, kjœre Villiam; vi
Hal nok finde paa Udveje“.

Hun kysſede mig gjentagne Gange,
forbløffet, ret ſom en Dosmer.
ſom en Hund.

„Nej, hør nu, fjære Amalie“, ſagde jeg endelig
og tog hende om Livet, „det er jo ikke andet end noget
rent Sludder af mig. Jeg har faaet Toldin⸗
ſpekter⸗Embedet i N., og jeg vilde blot hævne
mig lidt paa Dig. Men Amalie dog, grad ikke

og jeg ſtod
Jeg ſkammede mig

ſaaledes“.

Jeg

364

*

Hun rev fig løs fra mig og betragtede mig med
et alvorligt, bebrejdende Blik.

„Lyver Du nu ikke igjen?“ ſpurgte hun.

„Nej, paa re, det er ſandt“, ſparede jeg ivrigt.
„Jeg kom hjem for at fortælle Eder det“.

Amalie veerdigede mig intet Spar, men drejede
fig om og gik majeftætiff op ad Trappen til fit Verelſe.

„Saa, nu fif jeg da lavet det faa godt”, tenkte
jeg, medens jeg gik ind i Dagligſtuen. Her ſad min
Kone ved fit Sybord, medens vore to Rollinger, Esſe
og Adide (Eſkil og Mathilde), legede ſammen paa
Tæppet. ;

„Naa, Eliſe“, ſagde jeg, „nu er Du da Told⸗
inſpektorfrue“.

„Hvorledes det, min Ven?“ ſpurgte hun.

„Jeg er udnævnt ſom Toldinſpektor i N.“

„Og det ſiger Du faa roligt“, raabte Eliſe og
foer mig om Halſen, „nej, Villiam, hvillen Glæde!
Hvor fik Du dog det at vide?“

„Lund fortalte mig det, og derpaa 15 jeg ſelv
min Udnævnelje i Bladet”.

„Nej, hvor det var mageløs dejligt! Nu ere alt⸗
jaa vore Forhaabninger opfyldte. Men, Villiam, hvor
kan Du dog være ſaa rolig? Jeg er jaa umaadelig
glad“.

„Aa, jeg fik et Styrtebad ude i Forſtuen“, ſagde⸗
jeg og fortalte derpaa, hvorledes jeg havde narret
Amalie.

„Det var heller ikke ſmukt gjort”, ſvarede min
Kone bebrejdende, „men Du kan være rolig for, at hun
ſnart bliver god igjen. Aa, hvor det dog var dejligt!
At tenke fig, at Du fulde være jaa heldig!”

Esſe og Adide havde ſet paa os med ſer For⸗
undring, og da vi nu fatte os i Sofaen og lagde gyldne
Planer for Fremtiden, kom den Forſte meget alvorlig
hen til mig og ſpurgte:

„Har Du nu faaet Raad til at kjobe Dig en ny
Hat, Fa'er?“

Aa, hvor vi lo! Jeg hufker endnu, hvor lykkelige
vi vare, og hvorledes vi pludrede om Kap med Bor⸗
nene, hvorledes Adide paa ſin Moders Opfordring
rakte mig en ſtumpet Haand og ſagde: „Graler Spet⸗
tor!“, hvorledes Amalie efter et lille Kvarters Forløb
kom ned med fugtig ſtraalende Øjne og ſkiftevis om⸗

favnede og kysſede os alle ſammen, hvorledes vor Tje⸗

neſtepige, Maren, ſtod i Doren til Kjokkenet med et
Anſigt, der glinſede af en Blanding af Smør og For-
nojelſe, hvorledes Lund kom ind ad Doren og trykkede
os Alle i Haanden, kysſede Børnene, der ſtak Heenderne
ned i hans Frakkelommer og hentede gaadefulde Kræm-
merhuſe frem, ſom de tilegnede fig uden videre For⸗
handlinger, og hvorledes det gode Menneſke derpaa
klinede fig op i en Krog, hvorfra han ſendte melan⸗
kolſke Blikke hen til Amalie og af og til foer frem for
at fryffe min Haand. Jeg mindes, fort jagt, at vi

365

bare os ad paa ſamme taabelige Maade, ſom Menneſker
i Almindelighed pleje at te ſig, naar de modtage en
uventet, ſtor Glæde i Form af en tripleret Indtegt og
en ſorgfri Fremtid.

„Du kan tænfe Dig, Amalie“, ſagde min Kone,
„der er en dejlig ſtor Beboelſeslejlighed, der følger med
Embedet, og Kontoret er i ſamme Bygning“.

„Er der ogſaa Beboelſeslejlighed?“

„Ja“, ſagde jeg, „og jeg er vis paa, at der er et
lille, hyggeligt Verelſe, ſom kan pasſe til min lille

Svigerinde. Ikke ſandt, Eliſe, nu vil vi ikke tiere hore

Tale om, at Amalie ſkal tage ud ſom Lererinde. Har
hun villet tage til Takke med at være hos os i vort
hidtilverende tarvelige Hjem, jaa fkal hun ogſaa blive
nodt til at opmuntre vort ny Hus“.

„Ja, det ſkal hun naturligvis”, ſvarede min Kone
med Verdighed. „Som ældfte Soſter er jeg jo hendes
naturlige Formynder og har Ret til at beſtemme hendes
Opholdsſted, indtil... . ja, Du forſtaar mig jo nok,
Villiam“.

Jeg nikkede ſmilende, medens Lund og Amalie af
en eller anden Grund rodmede og flog Ojnene ned.

„Jeg“, ſagde Lund pludſelig og foer paa ny frem
af fin Krog for at ivyffe mig i Haanden, „jeg kan ikke
nokſom lykenſke Dig, fjære Ven. Jeg haaber, Du er
forvisſet om, at det er ærligt ment“.

Drak vi Kaffe eller Chokolade den Formiddag?
Jeg hufker det ikke; jeg ved blot, at vi drak enten det

ene eller det andet, og at Lund faldt i Tanker over
nogle Kommenskringler — ſaa var det vel Kaffe da

— om hvilke der blev ſagt, at Amalie ſelv Havde
bagt dem. É

Det var en otte Dages Tid efter, at jeg ſteg i
Land fra Dampfkibet paa Havnebroen i N. Efter at
jeg havde ladet mit Rejiſetej bringe hen paa en Gjæft-
givergaard, begav jeg mig hen til Toldkontoret for at
tage dette og Beboelſeslejligheden i Ojeſyn og gjore
mig bekjendt med Perſonalet. Jeg naaede ſnart hen

til Bygningen, et ſmukt, to Etager højt Hus, hvis |

Forſide vendte ud imod Havnen, og hvorfra der var en
ſmuk Udſigt ud over den blaa Strand. Paa en gron⸗
malet Havebeenk, der ſtod op til Huſet, ſad der en
gammel, hvidhaaret Mand med en falmet Guldtresſe

om Kaſketten, uordentlig paaflædt og med et fle Ud⸗

tryk i det furede Anſigt.
g „Maa jeg ſporge Dem“, ſagde jeg og hilſte, „om
Toldkontoret ikke er her“.
„Jo, det er“, ſvarede den Gamle.

„Maafke De, min Herre, er anſat ved Toldveſenet?“
„Har veret . ... har været”, ſvarede han og

virrede underlig omtaaget med ſit graa Hoved. „Jeg
er gamle Toldinſpektor Brink; ja, jeg er.

„Det glæder mig at gjøre Deres Bekjendtſkab“,
ſagde jeg og rakte ham min Haand, ſom han næppe
berørte. „Jeg er den nys udnævnte Toldinſpektor,

gamle Brink“.
De ved, Bjerring, at jeg tidt ſagde:

Villiam Skoup, og altſaa, ſom jeg kan tenke, Deres
Eftermand“. ; f

Han jaa paa mig med et glansloſt Blik og mum⸗
lede noget, ſom jeg ikke forſtod. i

„Flytter De ind nu .... ind nu?“ ſpurgte han
derpaa og rejſte fig mojſommelig op fra Beenken.

„Nej, det er ikke min Henſigt“, ſvarede jeg, „jeg
tenker forſt at komme hertil med min Familie om tre
Uger. Jeg onſkede imidlertid at gjøre mig bekjendt
med Perſonalet og Beboelſeslejligheden“.

„Om tre Uger“, gjentog han paa den ſamme
aandsfravcrende Maade, ſom han beſtandig havde talet
paa. „Naa, om tre Uger .... Perſonalet, ſiger De.
Ja, vil De folge med“.

Han ſteg langſomt op ad Trappen og aabnede en
Dor, paa hyilken der var faſtheftet en anloben Mesſing⸗
tavle. med Indſkriften „Kontor“. Vi traadte ind i
Verelſet, hvor vi fandt en ældre og en yngre Mand
befkjceftigede ved deres Pulte.

„Den ny Toldinſpekter“, ſagde den gamle, fore⸗
ſtillende mig. „Onſker at gjøre fig bekjendt med Per⸗
ſonalet .... ak, ja“.

Derefter forlod han atter Verelſet med fin under⸗
lige, flæbende Gang. i

„Det glæder mig at kunne byde Dem velkommen“,
ſagde den Aeldſte, en høj, for Mand med graaſprengt
Haar og et rodmusſet, ſundt Anſigt, „det er Hr. Asſi⸗
ſtent Bjerring, og jeg er Kontroller Anker“.

Vi gav hinanden Haanden og ſatte os ned.

„Det er maaſke Deres Henſigt at blive her med
det ſamme“, ſagde Anker, „i jaa Fald vil jeg bede

Dem tage til Takke med et Verelſe hos mig et Par

Dage, da Beboelſeslejligheden kan trænge til at ren⸗
gjores og efterſes“. HE
Jeg takkede ham for hans Venlighed, og under⸗

rettede ham om, at jeg forſt ventede at kunne komme

til Byen med min Familie om nogle Uger.
„De har altſaa Familie; det glæder mig“, ſagde
Anker, „ja, det glæder mig hjertelig. Her har i mange

Aar været et ſorgeligt Hus, og vor gamle Brink er.

meget at beklage. Vi gjorde os Umage nok for at
ſkaffe ham en lille Penſion i Betragtning af hans lange
Embedstid; men det lykkedes os ikke“.

å „Hvorledes“, udbrød jeg ubehagelig overrajfet, „er
han afſkediget uden Penſion!“

„Ja, Hr. Skoup; jeg troede, De vidſte det. Det
er en meget ſorgelig Hiſtorie; der var en ſtrakkelig
Uorden i hans Regnſkaber, Kasſemangel og ſligt. Det
gjor os alle ſammen ondt for ham, Stakkel, han er
jo affceldig og aandsſlev, ſom De jo nok har kunnet
merke. Og Sonnen — han har kun den ene Son og
er Enkemand — Sonnen, ſer De, er Skyld i det Hele.
Det gaar galt
med den Knægt; Faderen ødelægger ham af bare Over⸗
berenhed“. g ;

by B. er der et Toldforvalterembede, ſom ikke lober fra

med et Nik“.

„Ja, det var det. Sonnen ſtuderede til juridiſk
Examen, ſer De, og brugte mange Penge, og ſtakkels
Brink kunde ikke nægte ham noget. Han led tilſidſt
Nod for Sonnens Skyld, forſikrer jeg Dem, og ſaa
kom . .. Uordenen og det Andet”.

„Hund blev der af Sønnen?” ſpurgte jeg fuld af
Medlidenhed med den gamle Mand.

„Det er meget ſorgeligt“, ſparede Anker med et
fugtigt Blik paa mig, „han ſtrer falſte Verler og blev
dømt, og han knuſte den Gamles Hjerte. Han er kun
et Vrag nu, et ſandt Vrag, er gamle Brink“.

„Nu“, vedblev han paa fin ligefremme, hjertelige
Maade, da han faa, hvor ſteerkt et Indtryk hans For⸗
telling gjorde paa mig, „lad os nu ikke ſtrax gjøre
Dem Deres nye Embede triſt. Den gamle Brink ſkal
ikke lide Nod, forſikrer jeg Dem; vi ffal tage ham
under Armene og underſtstte ham. Folk- her i Byen
lider godt gamle Brink, og de vil ikke lade ham lide
Nod. Vi char ſamlet ind til ham, jer De, og lejet
ham en lille Lejlighed, ſom han kan flytte ind i, jaa
ſnart han vil; men han vil helſt blive i ſin gamle
Bopæl faa længe ſom muligt. Han har kun et lille

Varelſe her i Huſet med en Seng og nogle faa 80

det andet er ſolgt“.

„Det glæder mig, at der bliver ſorget for ham“
ſagde jeg, „og det vil være mig meget fjært at med⸗
dele min Sfjærv til Betryggelſen af hans Fremtid”.

„Tak, tak; jeg vidſte, at De vilde gjøre det“,
ſvarede Anker. „Har De nu Luft til at tage Leilig⸗
heden i Ojeſyn, jaa ſkal jeg viſe Dem omkring“.

Jeg modtog med Glæde hans Tilbud, og vi be⸗
gyndte vor Vandring gjennem de ode og tomme Ve⸗
relſer, hvor Støvet laa i Bunker, og Spindelvævet
hang ſom ſtore Sorgegardiner i Krogene. Anker jaa
rimeligvis paa mit Anſigt, at jeg følte mig lidt uhygge⸗
lig til Mode derved; thi han tog ſtrax igjen til
Orde:

„Ja, her jer ikke rigtig godt ud; men Støv og
Spindelvæv, fer De, kan gjøre den bedſte Bolig uhygge
lig, og denne er virkelig en ypperlig Bolig, forſikkrer
jeg Dem. Lad Gulvet forſt blive ſturet, Vinduer og
Dore vaſkede af, og Ruderne polerede, ſaa fal De fe!
Der er næppe Mage til Bolig i hele Byen”.

„Tor jeg gjøre Dem et Spørgsmaal uden at
ſynes indiskret?“ ſpurgte jeg tøvende. Han ſmilede og
nikkede.

„Sporg kun“, ſparede han, „vi fjender jo hinanden,
vi to; ſporg kun“.

„Nuvel⸗, ſagde jeg, „De har da vel ikke ſogt dette
Embede?“

„Nej, jeg har ikke“, ſvarede Anker. „Ser De,
Hr. Sfouv, jeg har andre Planer! J min lille Fode⸗

„Det ſagde De, og ſandt var det“, ſagde Bjerring

mig; det venter jeg paa. Det er ganſke viſt mindre
end dette med Henſyn til Indtegter; men det ſiger
Intet, da jeg ſelv har lidt Formue, og desuden vilde
det al Tid være ſtort nok for ſaadan en gammel Peber⸗
ſvend ſom mig. Toldforvalteren i B., min gode, gamle
Ven Svendſen, er i de ſidſte Aar bleven meget ſvag
og affceldig — Gud give han ikke var det! — og jeg
har lovet ham, at jeg vil loſe ham af, naar han tager
fin Afſked eller bliver faldt bort. Han har en Datter,
ſom ogſaa er ſpag, noget i Vejen med Ryggen, og,
ſer De, hende vilde jeg gjerne arve; hun er en vakker
Pige. Jeg har bedet min gamle Ven om at holde ud
endnu et Aar, ſaa vil jeg ſe at komme derhen, og ſaa
flytte vi Alle ſammen“.

Den Glæde, hvormed Anker udviklede fine Frem⸗
tidsplaner for mig, vakte min fulde Sympathi.

„Det er mig hjertelig kjcert, at De ikke er bleven
til Side ſat for ſaadan en ung Dreng, ſom mig“,
ſagde jeg; „men der havde forhaabentlig heller ikke
været nogen Fare for fligt, hvis De havde ſogt Embedet“.

— „Ja, det er dog ikke jan ganſke viſt“, ſparede
Anker med et poliſk Blik; „en Bog, ſom „Om Tolden
i Danmark“ kunde vel nok tynge en Snes Aar i
Vegtſkaalen“.

Havde den gamle Herre med det graaſprengte
Haar og Solſkinsanſigtet ikke allerede fuldſtendigt vundet
mit Hjerte, jaa vilde han have gjort det ved en faa
ſmigrende Hentydning til den Bog, mit forſte Arbejde,
der havde jet Lyſet Aaret i Forvejen. Vi jaa paa
hinanden og lo, ſom om han havde jagt en ſtor Vittighed.

„Her, i dette lille Verelſe“, vedblev Anker og

pegede paa en lukket Dor ved Enden af Korridoren,

„bor gamle Brink for Ojeblikket; det er kun lille, halv⸗
andet Fag med Vindu ud til Gaarden. Det er vel
ikke værd at forſtyrre ham, Staffel, og De har maaſke
heller ikke noget imod, at en bebor det, til De ſelv
flytter ind?“

„Nej, ikke det windſte“

Efter at vi endnu en god Stund havde” talet
ſammen, og Anker havde lovet at lade alt jætte i Stand
til vor Ankomſt, beredte jeg mig til at tage Afſked.
Vi ſtod netop paa Trappen og vexlede endnu et Par
Ord, da Brink pludſelig paa en ſpogelſesagtig Maade
kom frem bag os og ſagde paa fin underlige ſlove
aandsfraværende Maade: :

„Om tre Uger, ſagde De, ... om tre Uger?”

„Ja, det vil omtrent blive til den Tid, at jeg
kommer med min Familie“, ſvarede jeg. „Jovrigt vil
jeg ſenere tillade mig at underrette Hr. Anker om den
beſtemte Dag“.

„Meget godt“, ſagde Brink. Hans ryſtende Haand
berørte atter min uden Tryk, uden Liv og han gik

paa ny tilbage til fit Voerelſe. Jeg horte ham ſukke,

da han lukkede Doren.
(Fortſqttes.)

367 <

Trollhettan.

8

2 et er nogle Aar ſiden at min Vej, paa
en herlig Rejſe gjennem Norge og Sverrig,
forte mig forbi dette Nordens, maafſke
Evropas, ſtorſte Vandfald. Paa en præg:
tig Sommerdag var jeg pan et Damſkib

gaaet Kanalvejen ned gjennem Vermland og midt ned

over det meg⸗

Stjernerne blinkede fra det høje Tag; det var ſom for⸗
enede Mildhed og Valde ſig i et inderlig dybt Favn⸗
tag, der frembragte en glad højtidelig Stemning hos

Tilſkueren. Endelig løsrev jeg mig fra de mindre Fald

og gik opefter til Hovedfaldet, det hojeſte og bratteſte.
Her har Naturen kaſtet to vældige Granitblokke midt i
Faldet, jaa det deles i to Arme. Den overſte, Guls,
er (ſom man jer paa Billedet) bevoxet med Naaletræer
og utilgjengeligt, den nedre, Topg, er mindre, og ved
en Hengebro forbundet med Bredden. Dagen gryede,

da jeg ſtod

tige Ferſk⸗ 5 paa denne lille
vandshav Ve⸗ BE FEE Klippeø, midt
nern, Evropassss i den fraa⸗
tredie ſtarſte = W dende, tord⸗
Indſo. Denne nende Vand⸗

dejlige Dag

hvirvel. Glat,

bragte Minder

grønlig gjen⸗

fra den ſtore

nemſigtig ſky⸗

ſmukke Natur,

der den uhyre

der aldrig Vandmasſe
glemmes. Om ned over Klip⸗
Aftenen naae- peſkronten,
de vi Veners⸗ ſtedſe i ſamme
borg ved Syd⸗ Form, paa

enden af den

ſamme Sted;

mægtige So.
J den klare
Midſommers⸗
nat gled Dam⸗
peren gjennem
Kanalen, ſom
Gøtaelv dan⸗
ner til Troll⸗

man [fulde tro
det var en
uhyre gronlig⸗
hvid Glas -
masſe, der var
ſtivnet i ſin
blodt afrun⸗
dede Nedgli⸗

hættan og her⸗
til naaede vi
ved Midnats⸗
tid.

Efter at ha⸗
ve indtaget en
god - Hjerte
ſtyrkning i det
ſtore Hotel,
hvor Tuſinder
Rejſende fra
alle Lande ſamles Hvert Aar, gik Turen ſnart i den
doemrende halvmorke Nat, mod Faldet. Der behøvedes
ingen Vejviſer for at finde det; en dyb dronende, uop⸗
horlig tordnende Larm, der kunde høres milevidt i den
ſtille Nat, var Vejleder nok. Trollhettan er ikke et
men flere Vandfald, ſom i en halv Fjerdingvejs Længde
ſtyrte fra Klippe til Klippe. Længe gik jeg i den
fængslende Dal langs Faldene, fra det ene til det
andet, lyttende til den mægtige Naturroſt. Det var
ſom en eneſte dyb Orgeltone i et uhyre Gudshus, og

——

den, derſom
ikke Bundens
Ujevnhed hiſt
og her frem⸗
bragte boblen⸗
de og ſtedſe
vexlende ſkum⸗
hvide Mal⸗
ſtramme, og

Vandfaldet CTrallhettan. . om ikke den

uhyre Vand⸗
ſtraale nedenfor Oen knuſtes i et kogende ſnehvidt Skum,
der uophorligt overſprojter Klippen. Atter ſamler den
opløfte Vandmasſe fig efter fit tunge Fald, drejer fig
ſom forvildet i kredſende Strømninger i forholdsvis
Ro, men ſaa gaar det atter nedad den ſtejle ujevne
Flodbund i et langt kogende og ſkummende vildt Fald,
„Helvedesfaldet“ (ſom vi je gjengivet i Tegningens
Forgrund). Tavs, fortryllet af det mægtige Natur:

under, har jeg tankelgs og dog ſaa ſtemningsfuld ſiddet

længe paa Klippens Kant, ſtirrende ind i de vilde Vover,

'

ſom her ſaaledes i Aartuſinder har prædiket om Herrens
Kraft og Storhed og om Menneſkets legemlige Svaghed
ved Siden af Naturens Velde. Det er klar Dag, da
jeg atter formaar at losrive Øjet fra Dybet. Stjer⸗
nerne ere borte og oper Klippeſkrœenten hinſides Faldet
ler den dejlige lysblaa Himmel i den aarle Morgen⸗
ſtund, medens lette Skyer rodme for den opgagende
Sol. Den deilige Nat ved Trolhættan er endt.
da.

Stjernehimlen.
Af Pauline Vorm.
Haar Dagslyſet ſvinder, og ingen Skyer
; N dæffe Himlen, ſtaar den ſom overſaget

med tindrende Stjerner. Ikke blot paa
Solens og Maanens Veje, i Oſt, Syd og

Veſt, højt oppe og lavt nede, men ogſaa
der, hvor Sol og Maane aldrig viſe ſig under vor Him⸗

melegn: lige i Nord lige over vort Hoved komme Stjer⸗

nerne frem, forſt nogle enkelte, jaa flere, faa atter flere;
det er, ſom om der i den ſtorſte af alle Kirker blev
tændt Lys til Aftengudstjeneſte. Meget ſlovt og meget
jordiſk maa det Sind være, der aldrig er blevet løftet,
blevet ſtemt til Andagt ved Synet af Stjernehimlen,
aldrig har følt, hvad en af vore Digtere”) ſynger:

Naar Alting gaar til Hvile, ”

Hvad Livet kaldte frem,

Naar alle Zaager ile

Til deres dunkle Hjem; 5

Naar Dagens Lys ſig fjerne,

Mens af hver Sky forladt

Den evig faſte Stjerne

Staar paa den ſtille Nat:

Da ſynker hen i Dvale

Hver Drøm, vi ſtige fan;

Den ſtore Sandheds Tale

Vi kan igjen forſtaa;

Vi kan igjen fornemme

Den Kraft, vi bæres af,

Den ſkjulte Aandeſtemme,

Hvis Roſt os Tanker gav.

At en ſaadan Stemning ſom vakkes, uden at

man fjender nogen Stjernes eller noget Stjernebilledes
Navn, er lige faa viſt, ſom at man uden at være
fortrolig med Plantelœren kan glæde fig over de for⸗
ſtjellige Trœers Skjonhed, de forſtjellige Blomſters
Duft og Farvepragt; lige ſaa viſt, ſom at man ikke
behøver at kjende en Egn med dens Kirker og Herre
gaarde for at flige op paa en Høj og finde Udſigten

) Frederik Paludan⸗Müller.

over dem alle meget ſmuk; lige ſaa viſt, ſom at man
ikke er nødt til at vide Beſked om Nationernes Flag
og Skibenes Bygning for at kalde det et ſtolt og
feſtligt Syn, naar Sundet vrimler af ſtore og ſmaa

Sejlere, hver med ſit Flag oppe. Men den, der hver
Dag gik gjennem en Skov, en Mark eller en Have
uden nogenſinde at ſporge efter, hvad Urterne, Korn⸗
ſorterne og Zræerne hed; den, der hver Dag fra ſit
Vindue havde Udſigt til et Par Landsbykirker, men
var bleven gammel uden at vide deres Navne, den,
der boede ved Havnen, men aldrig havde ſogt Under⸗
retning om, hvori en Jagt er forſkjellig fra en Skonnert

og en Fregat fra en Galeaſe, eller hyilket Folk det er,

der forer et blaat Flag med gult Kors, og hvem de
forſkjellige trefarvede Flag tilhøre — ham vilde” vi
dog kalde temmelig ſlov og tankeløs; et nogenlunde
livligt og vaagent Menneſke vil dog i Regelen helſt
vide, hvad det er, han ſer. Stjernerne ſe vi Alle,
Aar efter Aar hver eneſte Aften, naar Vejret er klart,
og jeg har derfor tænkt mig, at Husvennens Lekſere
ikke vilde have noget imod af og til at faa lidt Under⸗
retning om Stjernehimlen, en Smule Vejledning
til at finde nogle Stjernebilleder og enkelte Stjerner,
ſom de tildels kjende af Navn efter Almanaken.

Denne Bog giver hvert Aar en Lifte over Pla⸗
neterne, Jordens Sodſkende, de Verdener, der ligeſom
vor egen faa Lys og Varme fra Solen. De ere ikke
faa i Tallet; men en af dem er Solen faa nær, at
den taber fig i Morgen- og Aftenroden; to andre ere
Derimod ſaa langt borte, at det Lys, de laane fra
Solen, ikke gjør dem ſynlige for vort blotte Oje, og
en hel Del andre, der dog ere baade Solen og Jorden
nærmere end de to ſtore og ſteerktlyſende Planeter
Jupiter og Saturn, ere for ſmaa til uden Kikkert
at kunne ſes fra vor Jord. Af alle Planeterne bliver
det derfor kun de to ſtorſte, allerede her nævnte, og
Jordens to Naboer, Venus og Mars, det lønner
Umagen at ſpejde efter; men da disſe Stjerner ere
Planeter o: Vandringsſtjerner — da de gaa fra et
Stjernebillede til et andet, fan kan man ikke en Gang
for alle, men kun Aar for Aar give Anvisning til at
finde dem. Det er det, der ſker i Almanaken; den
nævner de Stjernebilleder eller Stjernegrupper, hvori
Planeterne ſtaa. Stjernebillederne maa vi altſaa
kjende forſt. £

Et Stjernebillede er en Samling af ſaakaldte
Fixſtjerner (faſte Stjerner), der danne en beſtemt Figur,
ſom en Gang for alle kan aftegnes paa et Stjernekort.
Hvert Stjernebillede har til en beſtemt Tid af Aaret
ved et beſtemt Klokkeſlot en beſtemt Plads paa Himlen;
men vil man ſoge det til forſtjellige Tider af Aaret
ved ſamme Time, eller til forſtjellige Tider af en og
ſamme Nat, da har det flyttet ſig, og det kan hendes,
at det er helt borte. For at vide, hvor denne eller
hin Fixſtjerne til denne eller hin Tid kal ſoges, maa

*

23869

man forſt fættes ind i de Forhold, der angaa Stjerne⸗
himlens daglige Bevægelje rundt om Jorden: eller rundt
om Nordpolens Isſepunkt.

Vi vide, at endnu ingen Sømand er trængt frem

lige til Jordens Nordpol; men de Stjernekyndige for⸗

ſtaa alligevel, at hvis man kunde komme derhen, hvis
man kunde ſtille fig juſt paa det Sted, der under
Jordens daglige Omdreining ligger ſtille, og hvis man
kunde blive ſtagende der en hel menneſkelig Levetid,
ja — flere hundrede Aar, jaa vilde man i al denne
Tid ikke ſe noget Stjernebillede ſtaa op eller gaa ned,
komme højere eller gaa lavere; man vilde kun ſe Solen,
Maanen og Planeterne ſtaa op: Solen en Gang om
Aaret, Maanen en Gang om Maaneden, Saturn en
Gang hvert 29de eller 30te, Jupiter en Gang hvert
12te og Mars en Gang omtrent hvert 2det Aar; man
vilde je disſe 5 Himmellegemer bevæge fig i en Bue
over Himlen, komme hver Gang omtrent lige højt,
alle gaa gjennem de ſamme Stijernebilleder (Fiſkene,
Vedderen, Tyren, Tvillingerne, Krebſen og Loven) og
alle gaa ned paa et Punkt, modſat det, hvorfra de
vare ſtaaede op, men ſaaledes, at Saturn til denne
Vandring behovede omtrent 15, Jupiter 6 og Mars
1 Aar, Solen 6 Maaneder og Maanen 14 Dage.
Planeten Venus vilde man undertiden faa at ſe ſom
Forbud paa Solens Komme, og undertiden vilde den
dvæle paa Himlen noget efter Solens Nedgang; men
iøvrigt vilde den være oppe og nede med Solen.
Deet er en Selvfølge, at Stjernekigeren ved Nord⸗
polen lige jaa vanſkeligt ſom hans Kaldsfeeller i mildere
Egne kunde rogte fin Gjerning ved Solens Lys; men
vi lade ham betragte Himlen i den lange Vinternat, der
varer fra den 23de Sept. til den 21de Marts. Aldeles lige
over hans Hoved ſtaar ingen Stjerne; men der er en, der
bevæger fig om hans Isſepunkt i en ganſke lille Kreds,
og uden om den gaa alle de andre i ſtorre og ſtorre
Kredſe en Gang rundt i Løbet af 23 Timer 56 Mi⸗
nuter, hver af dem i uforandret Afſtand og alle ret
om eller højre om o: i den Retning, hvori Viſeren
paa et Uhr bevæger fig eller hvori et danſende Par
ſvinger rundt, naar Danſen ikke er forkert Vals.
Saaledes ſer det ud. J Virkeligheden er det, ſom
bekjendt, Jorden, der drejer ſig i modſat Retning rundt
om ſig ſelv, og ſaa langſomt forandrende Stillingen
af ſin Axe, at det er, ſom om denne aldeles ubevægelig
pegede mod et og ſamme Punkt af Stzjernehimlen,
det, i hvis nermeſte Nœrhed Polarſtjernen ſtaar.
Men de Stjerner, ſom Nordpolens tænfte Beboer
har lige over fit Hoved, ſtaa lavere og lavere, jo ſyd⸗
ligere man kommer, og har man pasſeret Linien —
er man kommen over paa Jordens ſydlige Halvkugle:
forſpinde de en for en; til Gjengjceld har Sydhimlen
ſine egne Stjerner, der ikke ſes fra Nordpolen. Under

Linien (Wkvator) rakker Blikket fra Nordpol til Syd⸗
pol; man jer der alle Stjernerne, men kun den halve

Flok ad Gangen, og man ſer dem alle ſtaa op og gaa
ned. For ethvert Punkt paa den nordlige Halvkugle
er en Del af den ſydlige Himmel altid ſkjult, og for

ethvert Punkt paa den ſydlige Halvkugle, en Del af

den nordlige Himmel. Her i Danmark, hvor vi bo
langt fra Nordpolen, men dog endnu længere fra
Jordens Midtlinie, ſer man mod Nord altid de ſamme
Stjerner — men de dreje ſig i Kredſe, ſtaa undertiden
lavt, undertiden hojt, ſnart lige i Nord, ſnart nord⸗
veſtligt, ſnart nordoſtligt — mod Syd derimod. for⸗
ſtjellige, der ſtaa op i Oſt og gaa ned i Veſt ligeſom
Sol og Maane. z 4

Ved man dette forud, da bliver det lettere at
finde de enkelte Stjernebilleder, ſom vi efterhaanden
ville drage frem for Leſerne.

husflid.

—

Husfliden og Landbrnget.
For nogle Aar ſiden beſogte Udgiveren Gaarden
Norslund, ſyd for Aarhus, og kom der ſtadigt til
at tænfe paa, hvor falſkt man i Reglen dømmer, naar

man paaſtaar, at Husfliden jader Landbruget. Paa

denne veldrevne Gaard fkulde man i alt Fald ikke
kunne ſe, at Forpagteren, Hr. N. Jacobſen var nogen
Husflidsmand; men kom man ind i Stuen, fil man
ſnart Syn for Sagen, idet elektriſke Ringeapparater og
mange andre fyſiſke Apparater, alle udførte ſom Fritids⸗
ſysſel af Værten, fotografiſke Apparater oſv. vidnede
baade om megen Flid og mekaniſk Begavelſe. J Vær:
tens eget Verelſe fandt jeg en rig Samling Smaa⸗
værftøj, og en Del Smaaſtykker af Jern og Metal i
ejendommelige Former helt og halvt færdige. Ved
Foreſporgſel erfarede jeg at det var til et Prøvefjær-
ningsapparat, ſom Hr. Jacobſen havde udtænkt, og nu
en Tidlang havde anvendt fin knappe Fritid paa at
udføre ſelv, lige til alle Enkeltheder.

Forſoget lykkedes ſenere udmærket for ham; og det
ſmukke lille Apparat, ſom jeg ſaa det nu i Sommer
fremſtillet ved Landmandsforſamlingen i Viborg, hvor
det prisbelonnedes med Solvmedajlle, var mig der et
nyt Vidnesbyrd om, hvorledes den Tenkſomhed og
Snille, ſom Husflidsdvelſen udvikler, kan komme Land⸗
bruget til Gode, ofte ad uventede Veje.

N. Jacobſens Prevekjœerneapparat er et
Kar, der ligner en Melkebotte, i hvilket der foruden
Bunden er anbragt et Dakke, hvorpaa Maſkineriet
findes. J Dakket er udſkaaret 6 runde Huller, hvori
6 Provekjcrningslas ſœttes; disſe ſtaa paa Karrets Bund
og faftgjøres i Apparatet ved hver fit Lang, hvis tvende
gaffelformige Üdſkeringer omfatte 2 Iernftænger med
Skruegange og Mottringer, hvormed Laaget faſtſkrues
paa Glasſet og faſtholder ſamme.

J hvert Kjcerneglas er anbragt to Metal⸗Kjerne⸗
ſtave, der lobe modſat hinanden, hvorved det er muligt
at kjcrne i et rundt Glas, der kan holdes ee
rent og Forſogene ſaaledes ikke udſat for ſkadelig Ind⸗
virkning af fremmed Syre. Kjeerneſtavene ſtaa ved
ſmaa Muffer i Forbindelſe med Hjulene, der meddele
disſe ſamme Haſtighed.

30

Rummet i Karret mellem Glasſene fyldes under
Brugen med Band, der hældes paa Tragten, hvilket
meddeler fin Varme til alle Proverne, hvorved det bliver

muligt at give disſe en nojagtig ſamme Varme og
ſaaledes ſyrne og kjcerne dem ens. Varmen i det
mellem Kjcerneglasſene værende Vand reguleres ved at
hælde varmt eller koldt Vand paa Tragten, der ſtaar
Forbindelſe med en Rorledning, ſom fordeler det paa⸗
hældte Vand ens mellem alle Glasſene. Det Vand,
der flyder for meget i Apparatet bortledes fra ſamme
ved et dertil anbragt Rør, og Karret tømmes ved at
aabne Hanen. J Apparatet er anbragt et Thermometer,
der viſer den Varmegrad, alle Proverne have.

Ved Hjælp af dette Apparat er Landmanden i
Stand til ſelv med megen Nojagtighed at foretage en
Mængde Forſog, der have værdifuld Nytte ved enhver
Gaards Mejeriveeſen.

Da man med Apparatet paa en Gang kan under⸗

— — ———

N. Jarulsrus Prauekjwrningsapparat.

ſoge 6 Prover og behandle disſe fuldſtendig ens, lige
fra Prøverne ere udtagne, indtil Smorret er pan Vægt
ſkaalen, kan man hurtig og billig udfinde de Køer, der
give det ftørfte og fineſte Produkt for at anvende dem
til Avlsdyr, ligeſom man ogſaa ved Sjælp af Appa⸗
ratet til enhver Tid kan udfinde Kjerningsbetingelſerne
for det ſterſte og fineſte Udbytte ſamt have et verdi⸗
fuldt Stottepunkt for Foderblandingens henſigtsſvarende
Sammenſektning.

Det er Opfinderens Haab at hans Opfindelſe vil
blive en Spore til yderligere Udvikling af vort Mejeri⸗
pœſen idet Apparatet jætter Landmanden i Stand til
let og billig at bedomme Koen efter dens virkelige
Værdi, Vel er Udgiften til Anſkaffelſen deraf ikke lille,
men jaa koſter ſelve Forſoget kun Arbejdet, og da det
jo ikke benyttes hver Dag, kan Flere ſlaa fig ſammen

om et. Det vil navnlig faa ſtor Betydning ved Zillæg
og Opdræt af -Mejeriføer, da fed Melk har viſt fig

hos Opfinderen ſom Race⸗ eller rettere Stammeegenſkab.
Det er derfor ikke uſandſynligt at man ligefrem ad

denne Vej vil faa ſit Smorudbytte meget forøget.

Hr. Jacobſen har nemlig en Ko, der i dens bedſte Tid
iaar gav 174 Kvint Smør daglig og en Datter af den
har ſom Kvie i flere Maaneder givet mellem 105 og
110 Kvint daglig. '
Fabrikationen af Apparatet har Opfinderen fra
Juli Maaneds Begyndelſe overdraget Symaſkinefabrikant
A. Nielſen i Aarhus. Det vil derfor nu blive udført
med den. nødvendige Akkuratesſe og ſaaledes, at det ene
Apparat bliver aldeles nojagtigt ſom det andet. Priſen

for det ſolide og ſmukt forarbejdede Apparat er 100
Kroner.

Få

Billedgaade.

1

Firkantet Nod.
Af 4 6, 3 L, 2 A, 2 E, 2 T, 1 N, 1 U og 1 V, dannes
4 Ord ſom ſtrevne under hinanden og leſte fra Oven og Nedad
og fra Venſtre til Højre giver Losningen paa Gaaderne:
„Det forſte aldrig ſove maa,
det andet glemmer ingen;
det tredie har Ruder ſmaa
det fjerde er jeg ſikker paa
er ikke ſelve Tingen, 1

Oplosninger:
paa Billedgaaden i Nr. 44:
Hus vennen bringer Morſkab.
paa den femkantede Nod i Nr. 45:
G NIS J.

2
S
H d
Eps
8E

TEMP O.

Brevverling.

M. S. Enhver Holder, ſom hos Udgiveren udbeder ſig
ſendt manglende ikke modtagne Numre, faar disſe uden Betaling,
men bedes indſende et 4 Ore Frimarke til Forſendelſen. Numre
ſom ere bortkomne for Holderne ſom udbedes tilſendt fra

Üdgiveren betales med 10 Øre Numret, ſom kan indſendes i
Frimærker.

Hans K. i L. De naturhiſtoriſte Stykker i Bladet ledſages
altid ſaavidt muligt med gode Afbildninger; men Udgiveren faa
fig undtagelfesvis ikke i Stand til at tilvejebringe faadanne til
Skildringen af Inſekterne.

Neſte Nummer vil blive dobbelt og intet Nr. vil derfor
udkomme til den 29de Auguſt. i;

Zudhold. Bratte Omvexlinger, Fortælling af Emanuel Hen⸗
ningſen. — Trollhattan, med Billede, — Stjerne-
himlen, af Pauline Worm. — Husflid: Husfliden
og Landbruget, med Billede. + Billedgaade. — Fir⸗
kantet Nod. — Brevvexling.

Husvennen udkommer lil hver Søndag med ek 16, ſpaltet Ark, ſorſynel med flere Villeder, fil 1 Krone (3 ER.) Fjerdiugaaret frit. tilſendt.

Hverl Iierdingaar medfølger gratis ek fort ſmuſtt Billede.

Bladet kan bellilles paa ell

vert Pofikonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver

Voglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph Klein, Vileffræde 40, Kjøbenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

Det er den vanfſke⸗
ligſte Opgave, der er
bleven ſtillet mig af
Husvennen, dette, at
give en fort og dog
fyldig Skildring af
Grundtvigs Liv og
Gjerning; det er en
Opgave, ſom jeg
ganſke viſt ikke meg⸗
ter at loſe tilfreds⸗
ſtillende; thi ikke alene
omfatter Grundtvigs
Liv to fulde, ſteerkt
bevægede Menneſke⸗
aldere; men hans Be⸗
gavelſe var ſaa al⸗

ſidig, hans Gjerning

gik i ſaa mange for⸗
ſkjellige Retninger og
hans Indgriben var
paa ethvert Punkt
jaa mægtig og bety⸗
delig, at det er ſaare

vanſkeligt, ja umuligt,

at ſammenfatte det
altſammen i en kort
Skildring. Dertil

kommer endnu, at
man ikke, ſom f. Ex.
hos Ingemann, kan
forbigaa hans Livs⸗

2. Aargang.

Nr. 47-48.

for

Adginet af A. C. Bum.

8 8 eg N N

SGuondagen d. 22. August.

$

ne Bilry 2

orſtabsbezning, Oplysning ag Husflid.

Kjøbenhavn.

1895.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig.

Af Bendix Hanſen (ildels efter Barfod).

| Gjerning.

*

. i GEN 00
0 ee EN
SED e,
83 JOY
7

hiſtorie og holde ſig

til hans Verker; thi

hans Liv er hans

Han
var Preſt, Digter og
Videnſkabsmand, ſtor
og uſcedvanlig i hver
af disſe Egenſkaber;
men Preſten, Digte⸗
ren og Videnfkabs⸗
manden kunne ikke
adſkilles, de ſmelte
ſammen i en ſtor og
ſterk Perſonlighed, i
en ſtor og magtig
Livsgjerning. Det,
der ſamler al denne
Spredthed, den Livs⸗
kjcrne, hvorfra alle
de mægtige Lysſtraaler
jføde ud, er Sand⸗
heden; thi han var
en Sandhedskeempe i
Ordets bedſte Betyd⸗
ning; det var ikke,
den Sandhed, ſom
leger lifligt i Digte
rens Sange og lyſer
ud af de bildende
Kunſters Former,
ſkjont ogſaa han el:
ſkede den; heller ikke.

.

Videnſkabens Sandhed, eller Fornuftens og Zænfningens
i tykke Bøger nedlagte Reſultater, der desværre ofte
fun vare de Lærde til egen Ros, men liden Glæde, og
de Studerende til Plage, nej Sandheden ſom Liv,
det var hans Opgave.

Det var en Zusmørfe Tid i Danmark og hele
Norden, Dagen var i Frembrud; men end var den
ikke kommen; de høje Bjergtoppe begyndte at gløde i
Morgenſolen, men over de lave Dale, hvor Folket
færdedes, hvilede endnu den tunge, klamre Nattetaage,
Vankundighedens og Treeldommens fløvende Tryk. Fo⸗
lelſen af eget Værd, egen Dygtighed og Selvyſtendighed
var ſvag og uklar, og derfor jaa man mod Syd til
Tyſkland ſom det forjættede Land, hvorfra Livsſtremmen
ſtulde komme med alt menneſkeligt ſtort og godt. Derfor
var Tyſk pan Moden, og det var ikke alene tyſk Sprog,
det var hele det tyſke Aandsliv, der den Gang ſtod i
fin rigeſte Blomſtring. Store Digtere havde Tyſkland

foſtret, og deres Sang tonede ud over hele Evropa og.

fandt ijær'en mægtig Gjenklang i Danmark; men værre
var det, at det Land, der havde frembragt en Morten
Luther, nu havde faaet kloge, ſnilde og dybſindige
Tænfere, der ved at granſke over, veje og maale paa
Fornuftens Vegtſkaal, Kriſtendom og Bibel, var kommen
til ganſke at fornægte Kriſtendommens Sandhed; thi
derved tabte Livet ſin rette og ſande Grundvold og
Kilde. Man vilde ikke tro, man vilde blot forſtaa,

Moralen blev fat iſtedetfor Trosordet; man var bleven |

alt for klog. Det var Vantroen, Rationalismen,
og den udbredte fig ſterkt til alle Sider. Dog vilde
man nok beholde Kriſtendommen ſom en Slags ud⸗
vortes Klædebon gavnlig til at ſtjule Nogenheden —
„var der en Gud til, jaa var det jo dumt at lægge
fig ud med ham“, ſom den ſtore franſke Gudsfornegter
Voltaire ſagde — og gavnlig til ved Moral, Pligter,
Dyd og gode Gjerninger at holde ſammen, og holde i
Ave den ſtore udannede Mengde.

Juen ſaadan Tid voxte Grundtvig op. Som
Ohlenſloeger var han Vidne til det ſtolte Skjer⸗
torsdagsſlag, og ſom han fik han da Tro paa, at der

ſlumrede ædle Kræfter i det danſke Folk. Som Ohlen⸗

ſloger hørte han Steffens aandrige og beaandede
Taler og henreves af dem. Saa traadte Øblenflæger
frem og vakte det forſte Røre af nordiſk Liv. Der var
noget nyt i hans Digtning, og det ny beſtod deri, at
det var noget af Folkets eget Liv, af det, der laa og
drømte i Sjælens Dyb, der brød frem til Klarhed;
men havde Ohlenſleger ſtaaet alene, var Grundtvig
ikke traadt frem ved hans Side i Livets Gjerning,
had jaa? Ja, da maatte Livet have udviklet fig blot
i digteriſk Retning uden at blive til fuld Sandhed.

Dette kan man nok ſkjoenne, fordi adſkillige „Tidens

Tegn“ har henpeget derpaa. Vel kan ingen i Danmark

nulevende ganſke ſige fig fri for Grundtvigs mægtige

Indflydelſe, jelv om han ikke føler den, men den Del

!
|

af Folket, ſom førte Kampen mod ham eller ſtillede fig
mod ham, havde et ſteerkt Hang til et eeſtetiſk Drømme
Liv, under hvilket man blot jværmede for de ſtore Ide⸗
aler og klagede over Dagens Byrde og Hede, ſom
Idealernes Modſcetning. Det var et underligt Dobbelt⸗
liv. Digtningens, Kunſtens og Tenkningens ſtore Re⸗
ſultater avlede et glimrende, nydende og kritiſerende
Aandsliv, med hvilket det daglige Livs torre Proſa
ſlet ikke kunde forenes. Men alt fandt, ſkjont og
ſtort ſkal ikke blot være en glimrende Sondagskledning,
en Nydelſe, det ſkal bidrage til at give Livet Fylde,
forcdle det, gjenfode det og blive til Sandhed i Liv
og Gjerning, ſelv den meſt profaiffe. Det var den

Tanke, der efterhaanden klaredes i Grundtvig; men ſelv

om man optog det ſande menneſkelige og folkelige, jaa
kunde det dog ikke naa til at blive fuld Sandhed,
førend det dybeſte og hojeſte, det der danner Grund⸗
laget for Livet baade her og hisſet, det kriſtelige,
kom med. Saa blev da hans Liv en Kamp for Sand⸗
heden imod Uſandheden i alle dens Skikkelſer.
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig
blev født i Udby Bræftegaard ved Vordingborg den
8de September 1783. Fra lille af var det bleven be⸗
ſtemt af hans Forældre, at han ſkulde være Preſt, og
med dette Maal for Oje meddelte hans fromme og
ſterke Moder ham den forſte Bornelcerdom uden at
lade fig afffræffe af, at han lod til at være meget
tungnem. Da han var 9 Aar blev han ſendt over til
Tyregod i Jylland, for at indvies i Videnſkabelighedens
Begyndelſesgrunde af fine eldre Brødres tidligere Lærer,
Paſtor L. Feld. Latinen kunde ikke fængsle den liv⸗
lige Dreng; det kunde derimod „Hvitfeldts Kronike“,

| „Holbergs Komedier” og „Tuſind og en Nat“, famt

andre Skrifter, ſom tilfældigt faldt ham i Hænderne;
desuden. færdedes han vidt omkring i den brune Hede
og ſogte gjerne ud imellem Bonderne. 1798 kom han
i Aarhus Latinſkole, og 1800 blev han Student med
bedſte Karakter. Ganſke viſt var han allerede den Gang
et begavet ungt Menneſke; men hans ftærfe aandelige
Interesſer vare endnu ikke vakte, hans Barnetro laa i
Dvale, og han fulgte med Tidens ſteerke, aandsloſe
Stramning. „Da jeg kom til Kjøbenhavn og blev
Student, var der ikke Tanke hos mig om en Gang at
Jætte min Fod i en Kirke, undtagen da jeg paa Spo⸗
gerſkabs Vegne var med at folge Bispinde Balles Lig
over i Fruekirke“, ſiger han, og da han uden ſelv at
føle Kald dertil, men efter Forældrenes Onſke nu ſlulde
ſtudere til Bræft, beſogte han ikke Profesſorernes Fore⸗
lesninger, „undtagen en enkelt Gang for Lojer den
gamle Spotter Hornemans”, men nøjedes med at lade

ſig underviſe af dygtige. Manuduktorer (Privatlœrere)

og tog theologiſk Examen 1803, og „ſaaledes var min
ſaakaldte akademiſke Lobebane endt uden Aand og Tro“.
Tiden var aandlos; men han var det visſelig ikke, og

det var derfor naturligt, at han flyede de aandloſe

9

373

Kirker og Horeſale. Slaget i Kongedybet og Steffens
Foredrag over to Begivenheder,
men medens de hos Ohlenſleger ſtrax tændte Ild,
maatte den Sad, de lagde i Grundtvig, have Tid til
at ſpire ogebcere Frugter. Nu tog han forſt for Alvor
fat paa Nordens Oldtidshiſtorie, blev opmerkſom paa
de ſtore Skatte, der gjemtes i de islandſke Sagaer og
fik Lyſt til at ſtudere Islandſk; men han fik ikke Lejlig⸗
hed til at folge denne Lyſt; thi 1805 maatte han reiſe
til Langeland ſom Husleerer hos Kaptain Steenſen
Leth paa Egelykke. Det var et dannet Hus, han kom
i, og iſcer var den unge Fru Leth en aandrig Kvinde,
men det var, ſom almindelig i de Tider, tyſk Dannelſe,
der fandtes her, og derved fif Grundtvig Lejlighed til
at lare at kjende de ſtore tyſke Digteres og Tenkeres
Værter og Tyſkheden i fin ſtjonneſte Skikkelſe uden dog
at blændes af den. Han læfte, ſtrev og arbejdede
ſtrengt, oprettede et Leeſeſelſkab og prædikede jevnligt i
Bodſtrup Kirke, men aldeles i Tidens Aand prœdikede
maa dejligt om Blomſter og Fugle“ og, ſom han ſelv
liger, „jeg predikede frit om Dyd og Oplysning, og
da jeg gjerne lod mig høre og gjerne blev hort, præ-
dikede jeg raſk mod Kingos Salmebog, mod alſkens
Overtro og andre Laſter“.

„Tungen jeg voved at røre

kjck i det hellige Hus,

kildred det kloende Ore,

ſagede Avner i Grus”.

Hans Ophold paa Egelykke blev en Veekkelſestid;
den kom over ham ſom en knugende Sorg, Kraefterne
begyndte at røres og gjære i ham, og hans ſterke ejen⸗
dommelige Begavelſe brød frem. For ilke at gaa til⸗
grunde i Sjelekampen arbejdede han med raftløs Flid,
fordybede fig i Nordens Oldtidshiſtorie og ſkrev „Nor⸗

dens Mytologi eller Udſigt over Eddaleren for dannede

Mænd ſom ej ſelv ere Mytologer“. Hvor dybt han i
denne Tid var grebet, ſer man bedſt af Digtet „Ung⸗
domsſtemning“, hvori det hedder: 5 ;
j „Alt udi tredie Sommer
"vandrer jeg forgfuld paa Ø;
mellem de liflige Blommer
larte mit Hjerte at do.
Sært, at endnu mig for Øje
Solen nedglider i Hav:
at den ej hiſt fra det bøje
ſtraalende ſer paa min Grav!
— Dog Du, ſom bygger deroppe
højt over Stjcernernes Toppe,
Dig være re og Pris!
Tak, for Du ſaared mit Hjerte!
Tak, for Du ſendte mig Smerte!
Tak! thi Du gjorde mig, vis. —
— Naadig lod Gud ſig forbarme
over mig usle og arme:
han mig det lerte ved Smerte,

der greb ham dybt;

at jeg dog havde. et Sjærte,

at jeg til Klogſkab og Vid

ſatte ſom Daare min Lid.

Aanden oplukked fit Oje,

jaa jeg paa Afgrundens Kant,

ſtirred ſaa faſt og faa noje

rundt om en Frelſer og fandt —

fandt, hvor det faldt,

Gud overalt:

fandt ham i Digterens Sang,

fandt ham i Vismandens Ord,

fandt ham i Myther fra Nord,

fandt ham i Tidernes Gang;

ſynligſt og visſeſt den dog

fandt ham i Bogernes Bog“.

Ved at læje disſe af Digtet løsrevne Brudſtykker

vil man ſtjonne, at var det end en uſynlig Kamp, han
maatte udkempe, faa var det dog en dyb. og mægtig
Kamp, der trængte op, hvad der laa dybeſt gjemt i
Sjælen og fatte ftærfe Kræfter i Bevægelje.
kaldes en „Ungdomsſtemning“; men det er ikke lifligt
og legende ſom Ungdomstiden plejer at være, det er
dybt klagende og alvorligt, og denne Alvor hviler fra
nu af over ham; thi han, ſom ſaa dybere end til Tidens
glimrende Overflade, han, ſom folte Kald til at rive
Sloret tilſide og viſe Tomheden og kun kunde gjore
det i Smerte, han havde tilvisſe en alvorlig Gjerning
sat udrette. Det er umuligt i en ſaa kortfattet Skil⸗
dring at omtale Enkelthederne i Grundtvigs ſtore og
ſpredte Virkſomhed, og jeg vil derfor nøjes med en
kort Overſigt over det betydeligſte. Som K. J. Brandt
ſiger, lader Grundtvigs hele Virkſomhed ſig ſamle i 3
ſmaa Paragrafer: 1. Aand er en Magt. 2. Aand
aabenbarer ſig i Ordet. 3. Aand virker kun i Frihed.
Det er de tre ſtore Sandheder Grundtvig kempede for
gjennem hele ſit lange Liv, og han begyndte da forſt
med dette, at „Aand er en Magt“, at „Aand“ er noget
virkeligt og ikke noget tænkt, ikke noget vi Menneſker

| opfinder og tillægger dette Navn, men noget eller rettere
| hogen, der har Zilværelje udenfor os og ikke alene er

virkelig, men er virkſom, faa han bruger os, i Stedet
for at vi ſkulle tilvejebringe ham, med et Ord, at Aand
er en Magt“ ). Der var Grund nok til at fæmpe

for dette; thi Tiden var aandløs, var den end nok

ſaa aandrig, og derfor var den ogſaa letſindig og

ſang med Glasſet i Haanden: „Om hundred Aar er

alting glemt“, og ſom Brandt ſiger: „jeg turde næften
udjætte Bræmier for hvert Spor af Aand, der vil
kunne opdages i ſelv de bedre Pintſe⸗Predikener fra
Tiden 180323“. Men Grundtvig vidſte, hvad Aand
var, og det gav ham Kræfter til at føre Kampen mod
de mange.

Under Trengſelstiden 1807, da Kjøbenhavn bom⸗

) Efter K. J, Brandt.

Digtet

EWA r eee

374

barderedes, og Flaaden rovedes af Engelffmændene,
Da horte

grebes han dybt af fit Foedrelands Smerte.

han, hvorledes Kjobenhapnerne letſindigen morede fig, |
ſom tænfte de ikke paa andet, og ſang „Fryd Dig ved

Livet i Dine Dages Vaar!. Pluk Glædens Roſe, for
den forgaar!“ medens Landet vaandede ſig i Sorg og
Smerte, og i edel Harme ſkrev han Digtet „Maſkerade⸗
ballet i Danmark 1808, et Syn“. Det var en ſteerk
Anklage imod Kjøbenhavns Letſindighed og ganſke upaa⸗
agtet blev det ikke. Større Opmeerkſomhed vakte dog
hans „Optrin af Kempelivets Undergang i Norden“,
ſtorſlaaede Digtninger i dramatiſk Form, med dybe
Tanker og en mægtig Klang, men ikke egnet til at op⸗
føres paa noget Theater, hvorfor de ſtilles i Skygge af
Ohlenſlœgers Meſterveerker.

Grundtvig følte fig ſterkt bunden til Kjøbenhavn,

denne By elſkede han, den ønjfede han at ofre alle

fine Kræfter, der vilde han leve og dø; men han maatte
opgive fine glimrende Fremtidsdrømme; thi hans gamle

”. Fader trængte til ham ſom Kapellan, hvis han ilke

ſkulde nødes til at nedlægge ſit Embede. Grundtvig
ſkammede fig ved at jvigte fin Fader og opgav fine
ſtore Udfigter for at blive Kapellan i fin Fodeby.
Forſt ſkulde han dog holde fin Examens-Prediken,
Dimispreediken, og nu optraadte han atter ſom den
ſtore Anklager og klagede over Tidens aandleſe Kriſten⸗

. Dom i fin Prediken: „Hvorfor er Herrens Ord for>

joundet af hans Hus“. Han prædifede i den tomme
Kirke, og den beſkikkede Cenſor gav ham Karakteren

egregie (0: udmærket): men et jaa mægtigt, beaandet

Ord midt i den aandloſe Tid kunde ikke forſtumme
inde i den tomme Kirke og falde virkningsloſt til Jorden.
Han lod ſtrax fin Preædiken trykke, ikke fordi han ſelv
anſaa den for noget udmeerket, men ſnarere „fordi unge
Forfattere hellere gjemme Smaating i Literaturen end
i Pulten“. Den fløj hurtig ud over Hovedſtaden, ud

over hele Landet, ja endog helt ned til Tyskland, vakte

Harme og Rore allevegne og hiſt og her en venlig
Gjenklang. Den var ſom en uudſlukkelig Ildgniſt, der
tændte i lys Lue ſelv de meſt dorſke og døde, og
Grundtvig var ſelv aldeles forbapſet over dette Ords
Virkning. Hele Kjøbenhavns Preſteſkab følte fig ramt
og indgav i Forening til Kancelliet en Klage over „den
fræffe unge Kandidat, der ſaaledes havde. vovet at
blotte Tidens Broſt, ſom de mente netop var dens Dyd“.
Kancelliet vidſte ikke ret hvad det ſkulde gjore, da det
dog vilde være alt for mærfværdigt, at jætte Grundt⸗
vig under Tiltale for en Prediken, ſom dets egen
Cenſor havde givet Karakteren udmærket, og jaa nøjedes

det med efter Biſkop Münters Raad at tildele ham en

ſkarp og alvorlig Tilrettevisning, fordi han mod givet
Løfte havde ladet Prediken trykke — et Løfte han aldrig
havde aivet, og ſom aldrig var frævet.

et er, ſom man vel kan tenke, en mærkelig
Prædiken fra Begyndelſen til Enden, iſer naar man

betragter den i Forhold til Tiden. „Hvi er Herrens

Ord forſvundet af hans Hus?“ ſporger han, og Svaret
lyder da forſt, fordi der høres „helt ofte forfængelig
Snak om alſkens Smaating paa Jord og, kommer det
højt, da brammende Ord og klogtige Taler, men idel
Leerdomme, ſom kun ere Menneſkenes Bud. Herrens
Ord er forſvundet af hans Hus; thi, naar det og lyder,

er det ikke det, ſom høres, ikke det, ſom udlægges og

indſkerpes; det maa lade fig forvende og bruge hos den

Enfoldige at ſtyrke Menneſkers Mening“. — „Fordi

Ordets Tjenere, trods Apoſtelen, mene, at de kunne
lægge en anden og bedre Grundvold end den, at Jeſus

er Kriſtus, derfor er det ej længer ham, ſom forkyndes“.
| — „Troen kommer af Horelſen, og Guds Ord er det,

ſom ſkal høres! Lader os mandigen jvinge dette Ordets
kraftige Sværd mod Synd og mod Vantro uden at

agte paa Tidens letſindige Spot, uden at. frygte for

deres Medynk, ſom tro fig at være kloge! Lad os med
den Folelſe, ſom kan gjennemglode Hjerterne, forkynde
Folket det troſtende Evangelium og, ſelv ſtirrende mod
Himlen, hvortil Herren opfoer, ftræbe at vinde Borgere

for hans Naades Rige!“

J denne Pradiken var det kriſtelige traadt klart
og megtigt frem i Grundtvig, men dog gjerede det
endnu ſterkt i hans Sjæl; thi var han, der anklagede,
Tidens Vantro, var han ſelv en Kriſten? og havde han
ſine Synders Forladelſe? „Ja det var Sporgsmaal
der faldt mig ſom Stene, ja ſom Klipper paa Hjertet.
Da lukkede jeg alle Bøgerne, lod alle ſtolte Planer fare
og ſkyndte mig hjem til min gamle Fader“.

1812 udkom „Kort Begreb af Verdens Kronike i
Sammenhæng”, et i Formen underligt Arbejde, da det
paa nogle Steder var meget kortfattet og paa andre
ſerdeles udførligt. Det var atter en Anklage mod
Tiden, ſœrligt mod den hiſtoriſke Videnſkabelighed; thi
heri hævdede han med Alvor og Kraft, hvad allerede
Steffens havde peget pan og i Modjætning til Datidens
rationaliſtiſke Hiſtorikere, at Kriſtus var Hiſtoriens
Midtpunkt. Med et ſligt Syn paa Hiſtorien maatte
han naturligvis ikke alene komme i Modſtrid med mange
andre lærde Mænd, men ogſaa komme til at dømme
forfkjelligt og domme ſtrengt over mange af Fortidens
og Datidens navnkundige Mænd. Dette vakte Forar⸗
gelſe, forøgede hans Modſtanderes Tal, og vakte en
ſteerk Kamp imod ham. Flere betydelige Mænd ſkreve
imod ham, ſaaledes H. C. Orſted i Skriftet: „Imod
den ſtore Anklager“; men Grundtvig blev ikke Nogen
Svar ſkyldig. Som vi allerede have ſet er den Be⸗
nevnelſe, Orſted her bruger om Grundtvig, idet han
falder ham „den ſtore Anklager“ ikke ganſke uberettiget,
om end Orſted ſom hans Modſtander bruger Navnet

ſom Haansord; thi Grundtvig optraadte jo anklagende

overfor Tidens Vildfarelſer, men ikke i Hovmod; thi
han anklagede ogſaa fig ſelb og ved Siden af hans
ftærfe Anklager gaar altid en dyb, klagende Tone.

SES i 375

Efter ſin Faders Dod 1813 kom“ han atter til

Kjøbenhavn. Det var ham ikke muligt at faa Embede

der, ja der fandtes end ikke i hele Kjøbenhavn den

Preſt, der turde og vilde give ham Lov til at prœdike

i ſin Kirke; men bort fra Kjøbenhavn vilde han ikke,

og han fif da. Lov til at predike faa ofte. han vilde i
Frederiksberg, hvor Praſten ſelv helſt vilde være fri.
Da Danmarks Fjender i Vinteren 181314 droge
ind i Holſten for at tvinge os til at afſtaa Norge til
Sverrig, gik der en ſterk Bevegelſe igjennem det danfke
Folk. En ung Student, den ſiden ſom Sonderjydernes
trofaſte Forkcemper jaa bekjendte og hojtagtede Etats⸗

raad Flor, ſkrev en Opfordring til Studenterne om

at drage ud mod Fjenden og kempe til ſidſte Mand
og Studenterne afholdt da et Mode. De vare enige
om, at de burde gjøre, hvad de megtede, og de fleſte
vilde helſt drage ud ſom en egen Afdeling; men deri
var Grundtvig Flors Modſtander; thi han vilde, at
de troende Studenter ſkulde ſprede fig over Landet og
rejſe hele Folket til en Kamp paa Liv og Dod. J
Opraabet ſtod der, at det Folk, der har Tro paa ſig
ſelv, kan ikke gan under; dette, paaſtod Grundtvig var
urigtigt, „thi Folket ſkulde ikke tro paa fig ſelv, men
paa den evige Gud”. — „Gaar I den Vej, ſom J
ſynes at have valgt, da ſiger jeg: farer vel! men
ved Himlen Jefarersilde!“ Saaledes ſluttede han,
og da man vilde have Flor til at ſpare, ſagde han:
„Nej, for Grundtvig har i Grunden Ret“.

Han udgav nu en ſtor Mængde Arbejder, fik en
aarlig Underſtgattelſe af Kong Frederik den hte, og
overſatte Saxos „Danmarks Kongekronike“ og Snorre

Sturleſons „Norges Kongekronike“, ſamt det gothiſke |
Heltedigt „Bjovulfs Drapa“, Arbejder hvorved han

indlagte fig en Fortjeneſte, der alene havde været nok

til at gjøre ham til en af fit Lands navnkundigſte

Mænd. Hvor mange Fjender han end havde, faa havde
han dog en Ven i Kongen, og uden at han havde ind⸗
givet Anſogning derom, kaldte han ham 1821 til Bræft
i Bræftø. Grundtvig modtog dette Embede, men længtes
haardt efter at komme tilbage til Kjøbenhavn, og da
Kongen fik dette at vide, kaldte han ham allerede 1822
til Kapellan ved Frelſerskirke paa Kriſtianshavn.

Aar 1824 er et Vendepunkt i Grundtvigs Liv.
Det er ligeſom den ftærfe omklagende og klagende Roſt
dæmpes, der kommer noget nyt noget lyſt og frejdigt

til, og dette Lyſe og Frejdige faar Roſt i det dejlige

Digt „Nyaarsmorgen“, hvor han ſer Natteſynerne
ſpinde, Morket vige og det dejlige, ſtraalende Dagslys
bryde frem og forjætte en herlig Sommer.

„Ja, Lyſt til at fjunge jeg har nu om alt,

hvad Øre og Tunge jeg værd haver faldt:

om Moſes, om Mimer, om Himmel og Jord,

om alt hvad ſig rimer med Aand og med Ord,

om Lys fra det Hoje, om Glimt i vort Oje,

om Gniſten i Staal og i Flint“.

—

Nu er det dette, at „Aand aabenbarer fig i Ordet”,
Grundtvigs Virkſomhed veſentlig ſamler fig om, ſaavel
i det kirkelige ſom i det folkelige. i

Han blev Medudgiver og Medarbejder af „Theo⸗
logiſk Maanedsſkrift“, og da han deri frejdigt og klart
udtalte fine Anſkuelſer, der i meget afveg fra, ja gik
ſtik imod det, der var almindelig anerkjendt, vakte han
derved en Kirkekamp, der har været til uberegnelig
Gavn for Kriſtenlivet i Norden. Hans ivrigſte Mod⸗
ſtander var Profesſor H. N. Clauſen, imod hvem han
ſkrev „Kirkens Gjenmæle”, Kampen kunne vi ikke her
dvæle ved, da den vilde tage altfor megen Plads, og
jeg ſkal derfor indſkroenke mig til at paapege, hvad der
var det ny, Grundtvig forte frem under denne Kamp.
Naar et Menneſke, der er bekymret for fin Sjæls Frelſe
ſporger: „Hvad ſkal jeg gjøre for at blive ſalig?“ da
vil Svaret ſtedſe lyde: „Du ſkal tro!“ Men faa følger
ftrar Spørgsmaalet: „Hvad ſkal jeg tro?“ Grundt⸗
vigs Modſtandere, Skrifttheologerne, ſom han kaldte

men dette Svar fandt Grundtvig ikke tilfredsſtillende;
thi Nogle kunde ikke leſe, Faa fif hele Bibelen. Læft
igjennem, og der var meget, ſom de flet ikke fattede,
ſaa de ofte ved at ſoge Troen alene i Læsning bleve
helt forvirrede, og desuden var det ham paafaldende,
at alle Vranglærdbomme i Almindelighed ſtottede fig
til Bibelens Ord. Dertil kom endnu, at Skrifttheo⸗
logerne ſelv gjorde Bibelen uſikker; thi de ſtredes ſterkt
om, hvorvidt den var rigtig overſat, de ſtredes om,
bvorvidt dette eller hint Stykke af den var ægte eller
ei, og de ſtredes endmere om, hvorledes den ſkulde
fortolkes eller forklares. Det blev altſaa en Tro, der
hvilede paa Videnſkaberne, en Tro for de Lærde, men
ikke for de Umyndige, Ulcerde og Enfoldige. „Men“,
ſiger Grundtvig, „ſaa viſt Jeſus Kriſtus var Gudfaders
enbaarne Son, ſaa viſt maatte der ogſaa i Kirken findes
et langt gyldigere og ſterkere Vidnesbyrd om den ægte,
oprindelige, kriſtne Tro, end Bogftavffriften pad nogen
Maade kunde være for Kvinder og Børn og alle de
Ulærde. Da jeg nu i denne Retning uafladelig grub-
lede, loeſte og ſkrev under Bøn og Paakaldelſe, ja, da
ſlog det mig i et velſignet Ojeblik, at det mageloſe
Vidnesbyrd, jeg ſaa mojſommelig ledte om i hele Aandens
Verden, det gjenlod ſom en Himmelroſt hele Tiden i
Kriſtenheden i den opoſtoliſke Trosbekjendelſe
ved Daaben. Hermed var for mig Lyſet tændt og
Loddet kaſtet; thi at „Vandbadet i Ordet“, altſaa
Daabsordet, er den kriſtelige Livskilde, det havde Luther
jo ſtrax lært mig, og at han, ſom ſelv havde indſtiftet
Daaben til et Gjenfodelſens og Fornyelſens Bad i den
Helligaand, ogſaa ſelv havde beſtemt, paa hvilken Tro,
der maatte dobes, naar man ved „Tro og Daab“ vilde
være fin Salighed vis, det jaa jeg ſtrax, er jaa aaben⸗
bar unegteligt, at hvem der ikke vil lade Trosordet ved

Daaben gjelde ſom et Ord til os af Herrens egen

dem, ſparede da: „Det kan Du læje Dig til i Bibelen!“

i
i
å

Mund, maa enten fornegte Herren ſom Daabens Ind⸗
ſtifter eller fornegte Daaben ſom Livskilden, og derved
ſtille fig jelv udenfor den kriſtne Menighed“. Faſtholdt
man dette, at Daabsordet er Tro sordet, da kunde
man troſtig læje Bibelen ſom en Forklaring deraf, uden
at falde over alle de mange Anſtodsſten, Skrifttheo⸗
logerne fandt i den; thi den gamle Menighed havde
vedkjendt fig Indholdet, Under denne Strid med Pro⸗

fesſor Clauſen blev Grundtvig idomt en Bode af

100 Rd. og livsvarig Cenſur (1826), jaa alt hvad han

dertil beſkikkede Myndigheders Paategning: „Maa
trykkes“.

Saa nedlagde han ſit Embede. Hans Stilling
var kun lidet lyſtelig; thi nu ſad han der med Fa⸗
milie og uden anden faſt Indtægt end de 600 Rd.,
ſom Kongen havde ladet ham beholde ſom Snorres og
Saxos Overſctter. Da var det, at en af hans yngre
formuende Venner, Præften Gunni Buſck, traadte
hjælpende til og underſtsttede ham med Penge for at
kjobe „Lovſang til Guds Hus“; thi han følte fig ifær
henreven af Grundtvigs dejlige Salmer. Han arbejdede
ogſaa flittigt ſom han plejede, og udgav en Mængde
betydningsfulde Arbejder, Salmer, Prædikener og hiſto⸗
riſke Skrifter, Underligt nok holdt Kongen endnu be⸗
ſtandig Haand over ham, og da han tilbød ham Sjælp
og Grundtvig afflog det, men yttrede Lyſt til at rejfe

til England for der at ſtudere den gamle angelſaxiſke

Literatur, underſtottede han ham til at gjøre 3 Eng⸗
landsrejſer (1829—31). Det var ogſaa i denne Tid
at han klarede, hvad der ſtaar i nært Forhold til hans
Opfattelſe af Daabsordet, at Troen kommer derved at
man hører, og at det levende Ord, ſom høres, er det
Ord, der tales ud af Hjertet, baaren af Aanden, i
Modjætning til det døde Ord i Bøgerne og de kunſtige
højlærde Predikener, hvor Hjertet ikke ligger paa Tungen,
ligeſom ogſaa Hojſkoletanken, den folkelige Oplysning
ved Ord og Aand, udviklede ſig.

Skjont der ikke kan drages nogen beſtemt Grenſe,
kunne vi dog her begynde det 3die Afſnit af Grundtvigs
Liv, dette, hvori hans Virkſomhed ſamles om: „Aand
virker kun i Frihed.“ ;

Det var i de Dage, da Frihedstankerne begyndte
at røre fig, og Frihedskemperne begyndte at vælfes.
Der er en forunderlig Forſkjel mellem Grundtvigs og
de andre Frihedsfæmpers Frihedsideer. Grunden dertil
er viſtnok denne, at de andre fik deres Frihedsbegreb

*

fra Frankrig ſom en Fordring, en folkelig Indretning,

en Forfatning (Konſtitution), medens Grundtvig fik fit
fra England ſom en væjentlig aandelig og perſonlig
Frihed bygget paa Folkeejendommeligheden og udviklende
lig paa og med denne. Derfor gaar han ſnart videre
end de andre, ſnart langtfra jaa vidt. Han arbejder
iſer for Talefrihed, Trykkefrihed, Forſam—
lingsfrihed, Troesfrihed og Sognebaands—

løsning, medens de andre arbejder for politiſk

Frihed. J Indledningen til fin ſtore Mytologi, Hvori
han meſterligt afſlorer og forklarer Nordens Folks
Barndomsdromme ſom Forjettelſe om og Maalet for
Manddomslivets Gjerning, ſynger han allerede 1832:
„Frihed for alt hvad der ſtammer fra Aand,
ſom ikke ændres men arges ved Baand.”
1839 kaldtes han til Preſt ved Vartou. Det.
var under vanſkelige Forhold, han atter indtraadte i

Sthatskirken; thi Biſkop Mynter vilde have Alterbogen
ſenere ſkrev ikke maatte trykkes, inden det havde faaet |

forandret, og Barnedaab gjort til en tvungen Sag,

ag dertil kunde Grundtvig ikke tie; men da Frederik

den (te døde, faldt Alterbogſagen bort. Han arbejdede
nu ftærfere end forhen paa folkelig Oplysning, hvorved
han forſtod en Oplysning, der ikke var grundet pan
lærd, klasſiſfk, Dannelſe, men paa Nordens egen Hi⸗
ſtorie og Modersmaal, en Oplysning ikke alene for

Forſtanden, men ogſaa for Hjertet, og da mange yngre .

og dygtige Mend nu begyndte at flokkes omkring ham
og arbejde for at virkeliggjore hans Tanker, blev Folgen
af hans klare og ſikre Blik paa Folkets Trang ogſaa
i Henſeende til Oplysning, alle de Hojſkoler, Friſkoler
og hele den folkelige Loftelſe, der nu rores trindt om⸗
kring til Held og Velſignelſe for hele Folket.

Han var en Folkets Mand i god Forſtand. Han
havde ſtor Tro til det danſke Folk, færlig til Almuen,
og det var ogſaa ſom dennes Repreſentant han valgtes
ſom Medlem af den grundlovgivende Rigsdag i Preſto
Amts Ade Valgkreds. Bondevennerne opſtillede mod
ham en Bonde, Sognefoged Jens Jenſen fra Udby,
hans Konfirmand fra den Tid han var Kapellan hos
fin Fader, og det var med mange og ſtore Beternke⸗
ligheder, han ſtillede fig; thi han, ſom altid frejdigt
havde paaſtaaet „at Sjællands Bønder våre ej Gas,
om de end vare graa”, han kunde mindſt af alle være
bekjendt at vrages af Bønderne. Da Valgdagen kom,
lod det til, at der kun var liden Stemning for hans
Valg. Jens Jenſen holdt fin Tale meget kvikt; men
da han kom til Slutningen, udtalte han, at det gjorde
ham ondt at ſtaa ſom Modkandidat til fin tidligere
Lærer og Præft, hvem han ſkyldte faa ſaare meget;
Minderne vaagnene, Kjerligheden fik Magt, og jaa
endte han med at opfordre alle Vælgerne til at gjøre
ſom han og ſtemme paa Grundtvig; thi han trak ſig
tilbage for ham, og ſaa blev Grundtvig valgt jaa godt
ſom enſtemmigt.

Det er en Selvfolge at Grundtvig, da det folke⸗
lige Røre for 1848 begyndte at faa Kræfter i Sonder⸗
jylland, hvor man vilde afkaſte Tyfkhedens og Tyſkernes
Aandstyrani og have Lov til at tale Danſk og være
Danſk, af al Kraft ſtottede Danſkhedens Kamp og den
vaagnende Folkebevidſthed baade ved mægtige Zaler,
ſom paa Skamlingsbanken 1844, og ved Sange og
Skrifter. Og da Frihedens Dag ſtundede til, og

Kong Frederik kaldte fit Folk til Kamp imod Tyſkernes

|

„Gammelkjogegaard.“

Skarer, klang atter den gamle Digters Harpe frejdigt
og opmuntrende til Kamp for Fædrelandets Ret. Med
uſpekket Aandskraft vedblev han endnu længe at ar⸗
bejde imellem os, ſamlende flere og flere Venner om⸗
kring fig. 1861 gjorde Kongen ham til Biſkop, 1865

var det ham, der ſammen med Clauſen bod Sonder⸗

jyderne velkommen til Kjobenhavn, og under Grundlovs⸗

kampen 1866 [od han fig vælge til Landsthingsmand
for at kempe for den uforandrede Junigrundlov, og

lige til fin Dod predikede han om Søndagen i Vartov,
hvor altid en ſtor Menighed ſamledes omkring ham.
Endnu ville vi mindes, at han ſom Salmedigter
er en af de ypperſte, Norden har ejet, hvorfor han
ogſaa har havt. afgjørende Indflydelſe paa Menighedens
Salmeſang. Desuden har han ſkrevet en Mængde
dejlige bibelhiſtoriſke Sange og Digte, af hvilke mange
ligeſom hans Salmer ere almindelig bekjendte. Det

forſte Digt af denne Art var „Deilig er den Himmel.

blaa“ et Digt, der viſer, at han ogſaa forſtod at ſynge
barnligt for Born. Lige faa kjendte ere hans foedrelands⸗
hiſtoriſfke Digte og af hans Sange ere der jo flere, ſom
ere blevne ſande Folkeſange, ſom „Modersmaal er en
himmelſk Lyd”, „Langt højere Bjerge”, „Fedreneland
ved din dejlige Strand“ og mange flere. Skulde jeg
anbefale „Husvennens“ Leeſere, hvoraf flere maaſke kun
fjender lidet til Grundtvig, et enkelt lille Digterveerk,

da vilde det ubetinget blive „Paaſkelillien“, et Digt,

ſom jeg er vis pan Ældre ſaavel ſom Yngre ville
lytte til med Glæde og Leftelſe. ;

Som Vidnesbyrd om, at Grundtvigs Virkſomhed
har havt ſtor Indflydelſe paa og Betydning for Livet
ogſaa udenfor hans Venners og Diſciples Kreds, maa
jeg endnu tilføje efterfølgende Stykke af hans kirkelige
Modſtander, Dr. Kalkars Tale ved hans Jubilæum
1861. — „Det maa være mig tilladt at udtale ſom

min Overbevisning“, ſagde Dr. Kalkar, „at der ikke |
lever mange Præfter i Danmark, ſom forſtaa at være |

Kriſti Tjenere og Husholdere over hans Naadegaver,
uden at de mengtigen have fornummet Indvirkningen
af Deres mægtige Aand, og uden at de have faaet et
Stød fremad af Dem, hvad enten det være i inderlig
Samklang, eller De fremkaldte en Modſtand, ſom ikke
lod os have Ro, førend vi havde klaret os Tidens
Opgave og vort Stade i den.“ —

Grundtvig, der længe havde været legemlig ſvag
om end ikke ſyg, henjov ſtille uden forudgaaet Sygdom

den dte September 1872, et Par Dage førend fin 89de |
Aarsdag, paa fit Landſted „Store Tuborg“ ved Kjo⸗
Efter hans eget Onſke kom han til at hvile

benhavn.
ved Siden af ſin 2den Huſtru (han var 3 Gange gift)
i Hofjcegermeſters Carlſens Familiebegravelſe ved
Hans Jordefcerd, der foregik

den Ilte September fra Vor Frelſers Kirke i Kjøbenhavn
havde ſamlet Tuſinder af Deltagere Høje og Lave,
Rige og Fattige, deriblandt omtrent Fjerdedelen af

Danmarks Præfter (2-300) og mange Normend og

Svenſkere. Under Salmeſang bevægede det ſtore Tog
fig gjennem Kjøbenhavns Gader. Da det naaede til
Vartov, ſtandſede man, Kirkederen flod aaben, Orgelet
ſpillede: „Kriſt ſtod op af Døde”, og ſnart lød Sangen
mægtig og gribende fra hele den uoverſkuelige Menneſke⸗
mængde, ſaavel fra Deltagere ſom Tilſkuere i de over⸗
fyldte Vinduer; det var ſom et eneſte mægtigt Kor
fra Gader og Huſe, alle fang med; noget der aldrig
før er hort og ſet i Kjøbenhavn. Danmarks og
Nordens bedſte Mænd talte ved hans Grav, og Skjial⸗
dene ſang til hans re, faa det var vitterligt, at „en
Hovding var falden i Israel“, Danmark havde i
Grundtvig miſtet ſin Tids ſtorſte Mand. Vi ville
ſlutte disſe ſpredte og fattige Trek af hans bevægede,
daadrige Liv, med den Sang Grundtvigs trofaſte og
hengivne Ven, Praſten og Digteren K. Hoſtrup, ſkrev
til hans Jordefeerd. ,

„Kimer, I Klokker! nu fluftes en Sol over Mulde,
Længe den kemped mod Market med Straalerne fulde,
Sildig den ſank
Stor i ſin Nedgang og blank
Wren er Guds i det Høje!

Kimer, J Klokker! dog ikke til Suk for den Dode,
»Aftenens Guld over Graven vil Morgenens mode;
Kimer til Dag!
Lyſet har vundet ſin Sag.
Wren er Guds i det Høje!

Dagen den ſignede, ſom han har priſt, mens det ſkumred,
Lyſe nu over hans Støv, naar det længe har ſlumret,
Fatte hans Veerk,
Vore fig ſolklar og ſteerk!
Wren er Guds i det Hoje!

Kimer, J Klokker! om Herren ſom ſkjcenked ham Kraften,

Kimer om Guldet fra Himlen, ſom gyldned hans Aften.
Kimer for Jord:
Sejer og Fred i Guds Ord!

Wren er Guds i det Høje!

Bratte Omvexlinger.
Forfølling af Emanuel Henningſen.

(Fortſat.)
Om Aftenen beſogte Anker mig paa Gjeeſtgivergaarden,
og jeg tilbragte et Par behagelige Timer i hans
Selſkab. Neeſte Morgen, da Dampfkibets Klokke ringede
tredie Gang, jaa jeg Ankers høje Skikkelſe ſpringe
hen over Havnebroen, faa let ſom en Ynglings.
Vi fit kun Tid til at trykke hinandens Heender, Landings⸗

378

broen blev halet ind, Sjulene plaffede i Vandet, og
midt i armen horte jeg Ankers Roſt:

„Hils Deres lille Frue og Svigerinden og Smaa⸗
basſerne; Lund ogſaa! Aa, Død og Pine, nu havde
jeg ner forglemt det Vigtigſte!“ ; ;

En omfangsrig Pakke i graat Papir, ſom han
forſigtig havde holdt under Armen, foer igjennem
Luften og havde nær revet Hatten af mig. Det lykkedes
mig dog at gribe den i Flugten, og jeg holdt den
triumferende i Vejret, medens Anker vedblev at nikke
og vinke til mig, indtil vi kom hinanden af Syne.
Naa, hvor var der en Udſporgen og Fortellen,
da jeg kom hjem. Jeg gled ſaa let ſom muligt hen
over Skildringen af min beklagelſesveerdige Formand;
men Anker kunde jeg ikke blive kjed af at beſkrive, og
de Andre kunde ikke blive kjede af at høre mig fortælle
om ham. '

„Jeg ved ikke ret, hvad der fra forſte Ojeblik af

drog mig ſaa forunderlig til ham“, ſagde jeg til ſidſt,
„jeg tror næften, det var hans Lighed i Karakter og
Væjen med Dig, Lund. Han er virkelig ſom en ældre
Udgave af Dig“. i

„Tak, kjcere Ven“, udbrød Lund, „det er meget
venligt af Dig at ſige det... Han var ugift, ſiger
Du?“ 5

„Ja, han kaldte ſig ſelv en gammel Peberſvend.
Men, hvor blev hans Pakke af; den har jeg rent glemt!
En ſtor Pakke i graat Papir, Amalie; har Du ikke
ſet den?“ ;

„Jo, den ligger inde paa Dit Skrivebord”, ſagde
Amalie og lob ind efter den.

Pakken blev aabnet med ſpendt Foventning og
aabenbarede en ſaadan Rigdom af Duffer, Sprelde⸗
mænd, Soldater, Piſke og Flojter, ikke at tale om
Masſer af Sukkergodt, at Esſe og Adide brød ud i
Jubelraab.

„Ved Gud”, udbrød min Kone, „hvis Anker var
her, vilde jeg virkelig give ham et Kys; det er viſt og
ſandt! Og vil Du ſe, der er en lille Pakke med Ud⸗
ſkrift til Amalie!“

„Til mig“, ſagde Amalie ivrig; „lad mig dog
fan den, Eliſe; jeg forgaar af Nysgjerrighed!“

Hun viklede Papiret af, og en lille, rod WÆ fe
kom til Syne. Den indeholdt et lille, fint udarbejdet
Guldanker til at benytte ſom Bryſtnaal.

„Ved Gud“, ſagde Amalie med ſtraalende Oine,
„nu kysſer jeg ham ogſaa! Kan Glije gjøre det, faa
kan jeg vel ogſaa, fkulde jeg tro. Vil De ſe, Hr. Lund;
et nydeligt, lille Anker, og han ſelv hedder Anker! Er
det ikke mageloſt?“ 8

„Det... det er meget ſmukt“, ſagde Lund, ſom
ſtak Henderne dybt ned i fine Lommer og faa meget
højtidelig ud. ; ;

De følgende Dage afgav vort Hus fun et maadeligt

"Stue. Der blev paket ind og pakket ud, flyttet om

og vendt op og ned paa al Ting. Jeg klagede guds⸗
jammeligt og forte i flere Dage en heftig Tirajllorkamp
med Amalie, der ſpottede over mine „fine Fornemmelſer“
og abſolut vilde tiltvinge fig Hals⸗ og Haandsret over
mit Verelſe, indtil vi endelig ved min Kones Mægling
ſluttede en Vaabenſtilſtand paa fjorten Dage. En af
de ſidſte Aftener, vi vare i vort gamle Hjem, kom
Lund hen til mig i en mere nedtryft Stemning end
Jædvanlig. 3

„Hvorfor er Du faa tavs, Gamle?” ſpurgte jeg.

„Jeg tenker paa”, ſparede han og ſtirrede efter
den opſtigende Rog af fin Cigar, „jeg tænfer paa —
og Du maa ikke tro, at det er med Misundelſe — hvor
lykkelig Du i Grunden er, kjcere Ven, og at Du for⸗
tjener at være det. Jo, ſandelig gjør Du faa, Du
behøver ikke at ryſte paa Hovedet. Du har en elſkelig
Huſtru og to velſignede Born ...“

„En ſod Svigerinde“, indſkjod jeg ſmilende.

„Ogſaa det“, ſagde Lund rodmende, „en ... en
ſod Svigerinde og en allerede god Ven, der venter pan
Dig i Dit ny Hjem“. .

„Ja, men Du glemmer, Lund, at jeg maa lade

min bedſte Ven blive her Tilbage, og det vil blive. et

foleligt Savn for mig“,

„Tak, fordi Du mener det, kjcere Ven“, ſagde
Lund. „Jeg er imidlertid kun lidet fkikket til at ud⸗
fylde den Plads, Dit Venſkab giver mig; jeg er for
triſt og kjedelig. Der er en vis Tunghed over mig,
ſom jeg ikke kan ryſte af, en gammelmandsagtig Sathed,
ſom ikke pasſer ſig for min Alder“.

„Naar jeg ſkal være oprigtig, jaa har Du Ret i
noget af det, Du ſiger. Du er hverken triſt eller kjede⸗
lig; men ganſke viſt er der en underlig Tunghed over
Dig til visſe Tider, og Du ſer paa Livet med et viſt
melankolſk, forknyt Blik, der hverken ſtemmer med Din
Alder eller Stilling i Verden. Sig mig, Lund, vort
oprigtige Venſkab ſynes at berettige mig til at fore⸗
lægge Dig dette Spørgsmaal, er der noget merkt Punkt
fra fordums Tid, der kaſter ſin Skygge hen over Dit
Liv?“

„Der er et ſaadant Punkt“, ſparede Lund langſomt
og lagde ligeſom undſkyldende ſin Haand paa min Arm;
„jeg har ikke villet plage Dig med Fortællingen derom,
fordi det var til ingen Nytte... Mine tidligſte
Erindringer viſer mig et kjcerligt Faderanſigt, der ſtraa⸗
lede ved Synet af mig. Hvornaar det forſvandt, ved
jeg ikke, kun ſaa meget ved jeg, at min Moder forlod
fin Mand og tog mig med fig, og jeg jaa aldrig min
Fader ſiden. Jeg kjender ikke Grunden til denne Ad⸗

ſtillelſe; men jeg frygter for, at det var min ſtakkels
Moder, ſom havde Skylden. Hun havde en lille For⸗
mue, og vi kunde have levet temmelig ſorgfrit; men
hun forbittrede desværre lig ſelv Livet. Hun havde en
heftig, lidenſkabelig Karakter, fjære Ven, og hvorvel
jeg tror, at hun elſkede mig, faa var der dog noget,

379 : ; ;

maafke en Erindring,

imod mig. Jeg tror, at mit Barndomsliv ikke var

meget lykkeligt, dog Gud velſigne hende, ſtakkels Moder,

hun var ſelv ſaa ulykkelig. Da jeg voxede op og var
bleven konfirmeret, blev jeg ſat til Toldvœſenet. Et
Par Aar derefter dode min Moder; jeg kom til hende
da hun laa paa det ſidſte, og hun kunde ikke mere tale.
Hun pegede paa en Ring,
var hun dod. Jeg gjemmer Ringen endnu, en ganſke
almindelig Forlovelſesring, i hvilken der ſtaar indgravet
„Harald A.“

„Fik Du da aldrig nogen Oplysning om Din
Fader? Var der ingen Papirer?“

„Nej, ingen ſaadanne Papirer,
Oplysning om ham. Min Moder havde antaget Napnet
Lund; det har næppe været min Faders. Sons Navn
var rimeligvis Harald A.; men hvad betyder A?“

ſom kunde give

„Det er en hojſt mærkelig Hiſtorie; men ved Du |

hvad, min Ven, Du fkulde dog ikke lade Din Barn⸗
dom forbittre Din Manddom. Duff paa, at Du er

ung og raff, og at hele Verden ſtaar Dig aaben. Kaſt

Fortiden fra Dig og hold Dig til Nutiden”.

„Det er det, jeg ikke al Tid kan“, ſparede Lund,
” idet han rakte mig Haanden til Afſked, „og det er det,

der trykker mig. Jeg kan ikke glemme det kjerlige
Faderanſigt, jeg faa i min fpæde Barndom. | Hvor er
han nu? Er han levende eller dod? Lever han i

Rigdom og Overflod eller i Usſelhed og Armod? Bær |

over med mig, kjcere Ven, jeg kan ikke ryſte det af mig“.

Endelig oprandt hin Sommerdag, da Damperen
laa ſtonnende og puſtende nede ved Broen, ſnoende en
lang, ſort Midgaardsorm op af ſin Skorſten. Vort
Gods var bragt om Bord, Dampen buldrede larmende
op gjennem. den aabnede Ventil, og Klokken kimede ſin
ſkarpe, paamindende Melodi.

„Farvel, kjcre Ven“, ſagde Lund og trykkede be⸗
væget min Haand. „Farvel, fjære Frue; tuſind Tak
for Deres. venlige Overberenhed med ſaadan en Muler,

ſom jeg har været; Gud være med Dem og de ſmaa!

Farvel, Froken Amalie!“

„Farvel, Hr. Lund“, ſvarede Amalie og holdt
hans Haand mellem begge fine Hender.
nogenſinde været uvenlig imod Dem, faa glem det“.

„Uvenlig! Aldrig”, udbrød. Lund og blev rod.
„Gud velſigne Dem, Froken Amalie. Farvel, alle
ſammen, farvel!“

„Om et Fjerdingaar beføger Du os altſaa!“ raabte
jeg oppe fra Hjulkasſen. „Glem det nu bare ikke!“

Lund nikkede og vinkede, hvorefter han mere løb
end gik op til Byen. Amalie ſtod ved min Side og
ſaa efter ham; hun var meget bleg og trak hurtig
Sloret for ſit Anſigt, da jeg vendte mig om til hende.

„Ser Du, hvor Lund lenges efter ſin Formiddags⸗

kaffe“, ſagde jeg ſpogende, ſkiondt

jeg jo ikke var jaa
ganſke vel tilmode. :

der undertiden gjorde hende bitter

hun bar paa Fingren, jaa |

„Har jeg

„Fy, hvor det var affkyeligt jagt”, ſvarede Amalie
heftigt og gik hurtig ned ad Trappen. ;
For at koume ud af Havnen maatte Damſkibet
beſkrive en Bue og da det derefter ſtod ud efter, kunde
vi endnu en Gang lade Blikket gaa tilbage til vort
gamle Hjem.

„Se, ſe!“ raabte Eliſe og pegede over mod
Huſet.

Nu var Grunden til Lunds hurtige Forſpinden os
klar, thi ud af Amalies forrige Kammervinduer viftede
et Dannebrogsflag os en Hilſen til Afſked. Jeg faa
mig om efter Amalie; hun ſtod atter oppe paa Hjul⸗
kasſen med Lorgnetten for Ojet vinkende og vinkende i
det uendelige.

Kone og pegede pan Amalie. ;
| „Det bliver nok godt”, fvarede hun ſmilende.

Fremad, fremad! Hjulene plaſke i det ſkum⸗
mende Vand, Maſkinen puſter og ſtonner, Midgaards⸗
ormen vælter fig i Luften i fantaſtiſke Vridninger.
Fremad, fremad! Byen, vor fjære, lille By for⸗
ſvinder i Horiſonten, dukker ned i Bølgerne; Øjet, der
er træt af at ſtirre, vender fig til Siden, fer efter den
enlige Maage, der med ffarpe Skrig farer hen over
Vandfladen, ſender et Blik til den lille Jagt, der
gynger op og ned med ſoſygeagtig Lyſtighed i Damp⸗
ſkibets Kjolvand, og blændes af Solſtraalernes Regn⸗
bueſpil i Skumſtotten ved Hjulet. Fremad, fremad!
Ud i den vide Verden at ſoge Lykken!

Hen paa Eftermiddagen begyndte vor Fremtidsby
at here ſig op af Havet, og jeg gjorde min Kone
opmeerkſom derpaa.

„Blot jeg havde en Kikkert“, ſagde Amalie.

„Hvad vilde Du med den?“

„Jeg vilde naturligvis ſe, om jeg ikke kunde opdage
vort Hjem.“

„Her er min“, ſagde jeg, „jeg tog den op af
Kufferten for Din Skyld.“

„Men hvorfor gav Du mig den da ikke, da vi
jejlede bort fra vort gamle Hjem,” udbrød Amalie
ærgerligt og vendte fig derpaa rodmende bort, da hun
ſaa, at jeg ſmilede liſtigt. „Her ſer jeg et toetages
Hus med et ſtort Dannebrogsflag foran; jeg er vis
paa, det er vort Hjem. Du kan tro, Eliſe, at Hr.
Anker modtager os nok paa Broen.” a
| Denne Forudſctning vifte fig at være rigtig;
der ſtod han og fvingede Hatten over fit Hoved, ſund,
rodmusſet og fuld af Solſkin. Vi vinkede til hinanden
og tilraabte hinanden aldeles uhorlige Silſener og
nikkede og ſmilede, ſom om vi fuldkommen havde for⸗
ſtaaet dem, og ſom om vi i det mindſte havde kjendt
hinanden i en Snes Aar. Saa laa vi da endelig
ſtille ved Landgangsſtedet, Hjulene holdt op at plaſke,
Maſfkinen ſtandſede fin aſthmaifke Stonnen.

„Velkommen, mine kjcere Venner,” raabte Anker

„Der er ogſaa noget at fe”, ſagde jeg til min

—

380

og forſogte at trænge fig hen til Landgangsbroen; men
førend. han naaede den, var Amalie- over den og greb
hans Haand.

„Tak for Ankeret,“ ſagde hun og blev ſtagende
rodmende og forlegen foran ham.

„Ved Gud,” raabte Anker fornøjet, „det er Froken
Amalie, det tor jeg bande paa, hvis det behøves. >»

(Fortſettes.)

gusftid.

Borfenbinderi,
(Efter Meddelelſe fra Inſpektor D. Juhl af Udg.)

Materialet.

Det er ret mærfeligt, at det bedſte Materiale til
Borſter, hvormed vi holde vore Klæder oſp. rene, netop

fages af det urenligſte Dyr: Svinet, hvis ſtive Haar

kaldes Borſter. Som bekjendt ere de leengſte og ſtiveſte
Borſter, ſaaledes ſom de findes pan Svinets Ryg, de
bedſte: disſe blive ſjeldnere, "efter Haanden ſom det
gamle danſke Svin fortrænges af den engelſke, borſte⸗
fattige Race. Lange, ſtive Rygborſter indføres derfor
til Brug, og betales med indtil 10 Kroner Pundet.
Til ſtive Kardeeſker og Haarborſter ere disſe omtrent
uundværlige, men til mange Slags finere og blødere
Barſter kan man godt anvende det lange, borſteagtige
Haar, ſom findes paa Svinets Sider. Naar man ta⸗

ger Borſterne af det ſlagtede Svin, maa man derfor

foreløbig helſt ſortere dem i to Bunker, de ſtiveſte Ryg⸗
borſter for fig og de kortere og blødere Sidebørfter
for. fig.

Alle Borſterne ere mere eller mindre krumme,
og maa helſt retteſt, forend de anvendes, da de dels ere
bedre at forarbejde og tillige faa et ſmukkere Udſeende.
Dette foretages paa folgende Maade: Man tager to

ſmaa Haandfulde Borſter, vender den ene og lægger ”

dem begge ſammen, ſaa den ene Bunkes Rodende ligger
til den andens Topende. Det ſamlede Bundt omvikles
faſt med Sejlgarn, og den derved dannede lige, valſe⸗
formede Polſe gjennemkoges nu en fort Tid i Vand:
J ſammenbunden Tilſtand torres den derpaa i Solen, -
eller paa en pasſende varm Kakkelovn, oploſes, lægges
i rette Orden med Rodenderne til ſamme Side, og Bor⸗
ſterne ere nu ganſke lige. Paa den i det folgende om⸗
talte Jernkam renſes de for iblandet Uld og Urenhed.
Naar de ere keemmede, kunne de til finere Arbejde
vaſkes ganſke rene og temmelig hvide i Sæbevand og
endnu yderligere bleges ved at ſprede dem i et tyndt
Lag paa et Brædt og i længere Tid under jævnlig
Befugtning udſcette dem for Solens Skin. Den fuld⸗

komneſte Hvidhed og en ſmuk Silkeglans erholder

Borſterne ved efter Vaſkning i Sæbevand at lægges

en eller to Dage i Svoolſyrlingvand, afvaſkes i Sabe⸗
vand, ſkylles i rent Vand og üdſettes for Sollyſet be⸗
deekkede med en Glasplade.

Har man forſkjellige Lengder blandede, tager man

dem op i ſmag Bundter og ſteder Rodenderne ſaa længe

mod Bordet, at de alle ere lige. Med Fingrene, eller
ved Hjælp af en Kniv, træffer man da alle de i Top⸗
enden af Bundtet fremragende Borſter ud, ſom Fig.
1 viſer, og vedbliver
hermed, indtil man har
faaet Borſterne ſorterede
i de forſkjellige onſkede
Lengder.

Har man faaget
blandet Borſterne med
Rod og Topende til begge
Sider, ſkulle de ven⸗
des. At plukke de en⸗
kelte Borſter fra hinan⸗
den, vilde blive uover⸗
kommeligt, og man har derfor fundet paa folgende
ſnilde Fremgangsmaade.

De blandede Borſter bredes ud i et tyndt Lag paa
tvers af et umalet Brædt (faa at hver Borſte ligger
paa tvers af Zræets Aarer). En lille kantet Treliſte
Jættes tvers over Midten af Borſtelaget og ſkydes nu
med et let Tryk lidt frem og tilbage efter Borſternes

Længde, ſom Fig. 2 vi⸗
ſer. Herved forſkydes
disſe til begge Sider,
og altid i den Retning,
at Rodenden gaar udad
til begge Sider, faa at
tilſidſt kun Topenderne
ligge ſammen mod hin⸗
anden. Begge Lag tages
nu fra hinanden, den ene
Bunke vendes, og naar
de lægges ſammen, har
man alle Rodenderne af Borſterne nøje til ſamme Ende
i Bundtet.

Heſtehaar af Hale og Manke anvendes ogſaa meget
til blødere Borſter. De hvide ere meſt ſogte og koſt⸗
bareſt, og til de blodeſte Borſter anvendes altid Manke⸗
haar. Hvis Heſtehaarene ere for ſmudſige, renſes de
paa den Maade, at man tager et Bundt i Rodenden og
piſker det godt igjennem i lunkent, ſpagt Sæbevand. Bil
man have de hyide Heſtehaar rigtig farvelgſe, lægges de
vaſkede Haar i Kalkvand, og efter at de ere piſkede
heri, ſkylles de fuldſteendigt af i et Par Hold rent
Vand, hvoraf det ſidſte er tilſat noget ſlemmet Kridt.

Man har nu de ſaakaldte „Kridthaar“, ſom ere ſne⸗

hvide og ſmukt klare. De vaſkede Haar opbindes nu i

381

lige runde Polſer, beviklede med Baand, og torres ved
jævn Varme eller i Solen. ;

Foruden Borſter og Haar anvendes i de ſenere
Aar flere Planteſtoffer til Borſtenbinderarbejde,
nemlig i ER

Piasſava, der beſtaar af en ſydamerikanſk Palme⸗
arts ſeje, fiſkebensagtige, brune Bladripper. Den
kjobes bedſt i renſet Tilſtand (heglet fri for Skal og
Urenhed) i Baller paa 60—80 Pund. Den gode
Piasſava har lange, ſmidige, faſte Trevler af en rund⸗
agtig Form.

Para kaldes en lignende brunlig, ſtraaagtig Plante⸗
trevbl. Den er langt bedre til Borſtenbinderarbejde
(dog med Undtagelſe af Gadekoſte) end Piasſava, og
ſtjelnes fra denne ved, at den fages i kortere Bundter,
da Trevlerne kun ere omtrent en Alen lange, ſamt ved
at den har ſterre Smidighed og fladere Trevler, ſom
ere noget lyſere end Piaſava. i

Kokostrevler eve lysbrune Trevler af Kokosnoddens
Hylſter: de kjobes i ſmaa Bundter af Længde ſom
Mankehaar, men ere betydeligt grovere end Heſtehaar.

Fiber ere gulhvide, heſtehaaragtige Trevler eller
Taver, ſom grov, ſtrid Hamp. Kokostrevler og Fiber
bruges meget ofte farvede ſorte. Til 10 Pund bruges
et Par Pund Brunſpaan, ſom koges i en Spand Vand,
ſies gjennem et grovt Klæde og tilſcttes 1/4 Pund
Vitriol, oploſt i Vand. J den lunkede, ſorte Farve⸗
ſuppe lægges Trevlerne i løft ſammenbundne Smaa-
bundter i 12 a 24 Timer, eller indtil de have den øn-
ſkede Farve, hvorpaa de optages, ſkylles og torres.

Risrodder ere ſpovlgule, kruſede Rodtrevler af Ris⸗
planten af 6—10 Tommers Længde. En finere Slags
af dette Materiale kjobes under Havn af Grenelle.

Traad. Til Binding af Borſterne bruges Traad,
der kan være af Hamp, Jern eller Mesſing.
Jerntraad anvendes hyppigſt og kjobes bedſt glodet hos

en Naalemager (af Nr. 25, 27 eller 29). Gloder man |

det ſelv, maa den lægges op i fmaa Ringe, der lægges |
paa en jævn Zrætulild, indtil den er ensformigt godt
firjebærrød. Bliver Traaden lyſerod eller hvidglødende,
forbrændes den, bliver ſkor og ſpringer under Arbejdet.
Af Mesſingtraad bruges Nr. 30. 3

Berffetræcrne ere i Reglen firkantede Smaabræder
af Bog, Birk og Ahorntre af forſljellig Længde, Brede
og Tykkelſe med afrundede Ender. Ved Tildannelſen
maa man helſt have den Borſte for Oje, ſom man on⸗
ſker at forfcerdige, men man maa altid ſorge for, at
Længde, Brede og Tykkelſe bliver nøjagtig ens paa hele
Treeſtykket.

Redſkaberne.

det ſtaar godt faſt, og man
kan anbringe et gjennem⸗
boret, tommeſtort Hul paa
Forkanten af Bordpladen.
Kan man, ſom Fig. 3 vi⸗
ſer, ½ Alen fra Kanten
anbringe et ¼ Al. højt

Midten af Bordet, da er

j meget nyttigt til at fløde
Borſterne op i Rodenden paa, medens man arbejder.
J det nævnte Hul anbringes en
Træpind (Fig. 4 6), hvorpaa Traaden er opvundet,
ſom à viſer, ſamt en :
Kam til at klare Borſterne paa. Denne forfeer⸗

af et ſmalt, uboret Borſte⸗
træ, midt i hvilket man
med / Tommes Afſtand
bores en lige Rokke af 10
—15 Huller, og derigjen⸗
nem bagfra opdrives glatte,
15 2 femtommers Som d d.
De rettes alle lodret op, og denne Kam. fæftes til Bor⸗
det med et Par Skuer e i Enderne af Zræet, ſom
Fig. 5 viſer. : 2
Vorſtebor til Boring af Hullerne maa haves i
ſorſkjellige Storrelſer, lige fra 1/12” til fine Klæde-
borſter, indtil /s“ til Gadekoſte. Kan man ikke faa
dem at kjobe, kunne de dannes af almindelige ſmaa
Druebor (Svingbor) ved at tilſlibe Enderne paa disſe
noget ſpidſere, faa at der dannes ct kegleformigt Hul.
Ved Boringen ſtandſes, naar lige Spidſen af Boret

Fig. 4. Fig. 5.

o d Fig. 7.

Fig. 7.

Fig. 6.
En ſtor Sax til Afklipning af Borſterne, naar de
ere ſatte i Træet.
Tremaal til Afklipningen, beſtagende af lige, brede
Treliſter af /, 1, 1 og 1 Tommes Brede.
Til Piaſavakoſte (Gadekoſte) fordres i Stedet for
Sar og Maal en Kniv af 3“ Brede og 10“ Længde,

Arbejdsbord. Borſtenbinderne have et til dette faſtſkruet med Eggen opad paa Siden af en / Alen

Brug ſeerligt indrettet Bord, men til Husflidsbrug vil | høj Træblof. Paa denne afhugges Piaſavaen i pasſende

man kunne anvende et ſimpelt, lavt Bredebord, blot | Længde, idet man lægger den paa Eggen og ſlaar

Brædt paa Kant langs

Fig. 3. dette opſtagende Bradt

diges bedſt, ſom Fig. 5,

er kommet gjennem Træet efter Linien a 6 Fig. 6 og

T een

eee

382

paa den med en Kolle
(Afhuggeren) ſom Fig. 8
viſer. ;

En Syl til at op⸗
romme Huller med og en
Niptang (Fig. 9) til at
fremdrage de knakkede
Traadender med ere ogſaa
fornødne ⸗Redſkaber, for⸗
uden en god Kniyv. .

Et Rillejern til at
ffære Render bagpaa

Borſtetreet kan und⸗
væres, men maa haves,
naar man vil forfærdige

Fig. 9.

en ſterre Mængde Borſter. Det dannes ſom en Baand—⸗
kniv, der, ſom Fig. 10 viſer, har en trekantet og en

Fig. 10.

rund fremhævet Eg paa Midten, eller ved et baandkniv⸗
formet Haandgreb, der, ſom Fig. 11 viſer, i en Rende
midtpaa kan faſtſkrues et trekantet Rillejern a, der faſt⸗

Fig. 12.

hold af Skruen s. Det trekantede Skereſtaal ſes i ſtorre
ſtͤrre Maaleſtok i Fig. 12, hvor man jer den udfilede
Egg ved a.

BVorſtetreets Boring. |
Naar man vil forferdige Børftetræerne jelv, er Bo⸗
ringen den vanſkeligſte Opgave. Man maa helſt paa

et Stykke Papir af Børftetræets Storrelſe optræffe lige

ſaa mange Linier paa langs, i indbyrdes lige ſtor Af⸗ |
ſtand, ſom man vil have Borſterader. Pag en af de

| og lignende,
|-og gode Bordborſter.

fſkrupper ag lignende.
Para bruges blandet med Fiber til Gulvſkrupper,
Vaſkeberſter, Sebeborſter, Fodbsorſter oſp.

Afſtand.
ſtand i Rakkerne, der gaa om de afrundede Ender, og

yderſte Linier afmaaler man da med en Pasſer Afſtan⸗
den mellem Hullerne, og drager fra disſe Punkter ſkraa
Tverlinier tvers over Borſten, faa at Skeringspunkterne

paa Lengdelinierne ſtaa i „Forbundt“, d. v. ſ. hvert
Punkt lige midt for to andre i Sideraden. Alle Sfæ- 8
ringspunkterne gjennemſtikkes med en grov Syl. Naar
| dette Papir lægges faſt paa Borſtetreet og overfares

med en i Konrog dyppes lille Borſte eller Penſel, vil
der for hvert Hul afmerkes en fort Prik i regelmæsfig
Man regulerer nu disſe Punkter i lige Af⸗

og kan nu bore et Hul i hvert Merke. Ved Boringen
bemeerkes, at den inderſte Raekke bores forſt lige ret op
og den neſte Rakke lidt mere ſkraa udad og ſaaledes
fremdeles til den ſidſte Rakke, ſom endnu maa ſtaa
mere udad end de fore—
gaagende. Derved faar de
yderſte Borſterade et ſvagt
Fald udad, ſom antydes ved
Fig. 13, der viſer en Borſte,
ſet fra Enden. Med en
Kniv eller et Gedefodsjern,
(ſom det bruges til Treſkœrer⸗
arbejde) eller med Rillejernet
(Fig. 9 og 10) opfkeres da
tilſidſt en Rakke Riller bag⸗
paa Træet over alle Hullerne,
i en fortløbende Rende, ſom Fig. 14 viſer, hvorved
Traaden faar et pasſende Leje i en Lengde alle Ra⸗
derne rundt.

Vorſtens Trakning.

Ved Borſtens Trakning gjælder det at vælge netop
de rette Materialier til den Slags Borſter, man vil
forferdige, hvorfor vi forſt ffulle give en lille Vejled⸗
ning hertil. . .

Svineborſter anvendes de ſtiveſte Ender til Kar⸗
deſker og Haarborſter ſamt Bottebonere og
prima Kledebarſter, de afſkaarne Topender kunne
bruges til fortrinlige Gul vſkrupper. De mindre ſtive
Svineborſter bruges til ſimple Kledeborſter, Gul v⸗
ſkrupper og bedſte Stovekoſte. De bløde til ſimp⸗
lere Stovekoſte, Vognborſter, Blankborſter
o. lign. 3

Heſtehaar anvendes ſom Stedfortræder til ſimplere
Kledeborſter, Blankborſter, Skaftborſter
De bløde Mankehaar til Hatteberſter

Piaſava bruges til Gadekoſte, ſimple Kar:
deſker, Teppekoſte, Skureberſter, Kar⸗

Fiber anvendes ſom et ret godt Stof i Stedet for ſimp⸗

leſte Sort Borſter. Til Borſter, der komme i Vand,

maa det blandes ſteerkt med Svineborſter eller med
Para, da de ellers lægge fig ved at bruges vande, ſom

til Gulv⸗ og Vinduesvaſkning.
Materialet afhugges i den fornødne Længde (lidt
mere end dobbelt faa langt ſom Borſten og Borſte⸗
5 trœets Hojde)

5 — ũ ²ò⁰V e-

ß 2 REAR

Brug. Det
rillede Borſte⸗
træ tages frem,
hvorefter man

Fig. 15.

8 begynder ved

Hullet a og fortſetter til Hullet 5, Figur 15.

Man fæjter nu Pinden, hvorpaa Traaden er op⸗
viklet, i fit Hul i Bordet, ſtikker Traaden gjennem det forſte
Hul i Borſtetrœet, tager et pasſende lille Bundt Bor⸗

5 ſter og vikler
) Zraadenden

faſt derom,
hvorpaa man
med Traaden træffer Bundtet ſtramt an mod Hullet,

Fig. 16.

jaa det lægger fig dobbelt og drages ind deri til Bunds.
Den forſte Dukke ſidder nu faſt, ſom ſes paa den be |

gyndte Blanffværtebørfte Fig. 16. Man bøjer Traaden
ſammen i en Lokke, ſtikker den igjennem i det næfte

3 Hul, udvider Lok⸗
ken med Fingrene
paa venſtre Haand,

pasſende lille Bundt
paa Midten, drager
atter Børftetræet
ſtramt an ved at
træffe det udad fra
Pinden, og den
neſte Tot klemmes

Bunds i ſit Hul.

Fig. 17. Paa denne ſimple

Maade fortſcetter

man Hul for Hul, indtil man har fyldt en Rad. Man
lægger da en lille Treliſte, af den Brede, Borſterne
ſkulle ſtaa frem, paa Kant foran Borſteraden, og ved
Hjælp af Kniven ved at hugge med Zræføllen (ſom Fig.
8 viſer) eller med en ſtor, ſkarp Sax flipper man noj⸗

agtigt efter Linealen alle fremſtagende Ender af Bor⸗ |
ſterne, ſaa de blive lige lange, ſom Fig. 18 viſer.

Dette gjentager man, hver Gang man har en Rad

.

og lægges til |
Rette i en op⸗
ſtodt Bunke til

om Midten og |
ſnoer Traaden

ſom Fig. 17 viſer,
indſctter atter et

dobbelt ind til

Fig. 18.

trukken, til Borſten er færdig. Den Hojde, Borſterne

Skoborſter, Skureborſter, Gulvſkrupper: / Tomme.

Kardeſker til Heſtee Rn 58 —
Kledeberſter af mindre og mere ſtive

Borſte n:: 1a 1) —
Kokardeſker af Para, brede Blant

| børfter og Hatteborſter 174 —

5 Gadekoſte af Piaſav ma e

Man maa altſaa have Liſter af nævnte forſkjellige
Breder til Borſternes Afffæring, dog tages ſtadigt Hen⸗

en ſtiv Borſte af blødt Materiale, laves den kortere,
end det angivne Maal, da den færdige Borſte derved
bliver ftivere: men den faar ikke faa ſmukt et Udſeende
og er ikke at anbefale ſom Handelsvare.

Som almindelige Bemærkninger ved Arbejdets Ud.
forelſe erindres, at man for det meſte begynder paa de
midterſte Rader, ſom paa Kleedeborſter ofte treekkes af
ſorte Heſtehaar, og ſlutter med de yderſte Rader, ſom
gjerne fyldes med hvide og ſmukke Svineborſter. Et⸗
hvert Hul fyldes med et pasſende Bundt, faa at det
lige netop kan træffes ind; er det for lille, bliver Børs
ſten tynd og ſlet, og ved Brug falde Haarene ud, og
er det for ſtort, ſpringer Traaden med Inddragningen.
Piaſava og Para, ſaavelſom Fiber, Kokostrevler og
Risrodder, maa altid holdes fugtede under Inddrag⸗
ningen, da de ſaa ere ſmidigere. a ?

Naar Zræfningen er fuldendt godt, jfal alle de
inddragne Børftebundters Hoveder være trukne til Bunds
tæt op til Bagſiden af Træet, jaa de kunne ſes ens
langt fremme i de indjnævrede Huller, og Traaden maa
ligge ſtram og klar i de Riller, der forbinde Hullerne
paa Zræets Bagſide. a

De ſtiveſte Borſter, ſom Heſtekardceſker og Haar⸗
borſter, ſkulle, for at blive jaa ſkarpe ſom muligt, ikke
alene dannes af de ſtiveſte Borſters Rodende r, men

afklippes i, er for de forfkjellige Sorter helſt følgende: -

ſyn til Materialet, ſom benyttes; hvis man ſkal lave

ſtens Bagſide (lidt rigeligt, jaa Rillerne fyldes) og Fi

tillige træffes patent“, d. e. paa en ſaadan Maade, at |
Borſteenderne ikke ſidde lige langt frem. Man afffærer
dem derfor alle for Trakningen, nøjagtigt dobbelt faa
lange, ſom de ſkulle ſtaa frem af Zræet.… Hver Gang
man indfætter et lille Bundt, forſkyder man det forſt
lidt mellem Fingrene, faa at Enderne glide /s Tomme
forbi hinanden til begge, Sider, indſcetter Bundtet ved
Lokken nøjagtigt i Midten og drager det ind. Nogle
Ender af Børftebundtet vil da ſtaa lidt længere frem
end andre, og Borſten faar derved langt ftørre Skarp⸗
hed, d. v. ſ. Evne til at trænge ind mellem Haarene
under Brugen, ſaa at Haarbunden renſes bedre. Man
begynder Trakningen af en Kardoeſk fra Midten og fort⸗
jætter rundt udad, ſom Figur 19 viſer.

Naar Børfterne ere trukne, ſkulle de finere Sorter,
ſom Klædebørfter, Haarborſter, Kardeſker oſv., „fineres“,
idet man dakker den raa, uſkonne Bagſide med en tynd
Spaan af fint Zræ, ſom Mahogni, Noddetree, Pali⸗
ſander o. lign., hvilken paalimes, afpudſes og poleres
ſmukt. Fremgangsmaaden herved er forklaret i Haand⸗
gjerningsbogens Iſte Del, Side 46—49 og 8488.
Kun bemoeerkes, at man helſt maa limſtryge baade Bor⸗

nen, der maa fugtes lidt forinden paa den udvendige
Side, for ikke at kaſte fig. Naar
35 deen er paalagt og trykket eller gne⸗

== re md det faſt overalt, faſtholder man nem⸗
Fig. 20.

meſt Fineen, indtil den er faſttorret,
ved rundtom at anbringe en halv |
Snes ſmaa Traklemmer af Bage⸗
træ med et lille, ſpalehaleformigt
indſkaaret Hak i Siden (Fig. 20
a), ſom faſtklemmes om Borſte⸗
kanten med en lille Kile af Tre,
ſom Fig. 21 viſer, hvor a angiver
Klemmen, der med Kilen 5 er faſt⸗
klemt over Borſtens Rand.

i
Pa

Forſtjellige Vorſteformer.

Efter den hojſt forſkjellige Anvendelſe gives der
ſelofolgeligt hojſt forſtjellige Former og Storrelſer af
Borſter, ligefra den fineſte Tandborſte til den ſtorſte
Gadekoſt. Det vilde blive for vidtloftigt blot at mo
tale eller beſkrive dem her, og hidfættes blot Tegning
af en enkelt Borſteform, en Bordborſte (Krummeborſte)

med udſkaaret og indlagt Børftetræ, Fig. 22, for at

viſe, at man ofte paa denne Maade kan forfærdige ſmukt

Fig. 22.

EN

udført Borſtenbinderarbejde, naar man vil lave en en⸗
kelt Borſte. Vil man forferdige mange almindelige
Borſter, ſtaar man ſig bedſt ved at kjobe de ferdig⸗
borede Zræer fra Kjøbenhavn, hvor de tilvirkes 1
masſigt. å

Gadekoſte af Piaſava.

Disſe træffes med ſteerkt Sejlgarn paa ſamme
Maade ſom en Borſte. Piaſavaen kemmes og afhugges
med en Kolle paa den tidligere Huggekniv i 14 à 15
Tommers Længde, hvorefter de blodes nogle Timer i
Vand. Naar dette er løbet godt af, begynder Træf
ningen, hvorunder det er meget vigtigt at ſorge for, at
Hullerne blive fuldſtendigt fyldte. Naar en Rad er
truffet, afhugges den over den faſte Kniv, efter et 6
a 7 Tommer bredt Maal, ſom Fig. 8 viſer. Man ved⸗
bliver ſaaledes, idet man pasſer, at Traaden kommer til i
at gaa udenom (og ikke tversover) Hullet til Skaftet,
indtil Gadekoſten er færdig, ſom Fig. 23 viſer. De

*

Fig 23.

enkelte for torre eller ſkore Totter, ſom maatte knaekke
under Indtrakningen, ſaavelſom den ſkore Piaſava, man
ſtundom kan finde Lokker af mellem den gode, ſammen⸗
bindes med en Snor paa Midten til Karſkrupper, en
Haandfuld Piaſava i hver.

Gadekoſtene forſynes ovenpaa med en paanaglet
Dakkſpaan til at beſkytte Traaden. Gulyſkrupper paa⸗
ſlaaes ſom bekjendt en Dakplade af ejendommelig tres
kantet Form, hvori Hullet til Skaftet er ſkraat indboret
Dette Dæftræ nagles paa med 11 ¼ Tommers Som i
hvert Hjørne nedenfra i Gulvffruppen.

Begarbejde.

Stovekoſte forfærdiges paa en fra det foran be⸗
ſkrevne Børftenbinderarbejde meget forſkjellig Maade,

*

SENERE

385

idet Sullerné ikke bores helt igjennem Træet, og Bor⸗
ſterne ſettes faſt med Beg i Stedet for med Traad.
Trœet gives i Reglen fin Form paa Drejebeenken.
Den ene Side hovles af det runde Skaftſtykke, hvor
Borſterne ſkulle indſcettes. Heri bores flere Rakker
Huller, kun halvt igjennem Zræet, idet man i Reglen
gjør de inderſte Rekker noget ſtorre og fjernere fra hin⸗

anden, og den pderſte Rekke mindre, men tættere ſam⸗

men i meget ſkraa Retning udad. Man faar da med
mindſt Arbejde det ſmukkeſte Reſultat.

Bindematerialet er almindeligt Beg, ſom ſmeltes
i en lille Kasſerolle, og ved at have en lille Lampe
ſtaaende under denne, holdes Beget i en pasſende fly⸗
dende Tilſtand. Naar det har den rette Varme, er
Overfladen ſpejlblank. Naar Beget har varret ſmeltet
ofte, bliver det for ſprodt, og man tilſetter da. lidt
Zælle; kom man for meget i, fan lidt tilſat Harpix
atter give ſtorre Faſthed.

Ved „Begarbejdet“ lægger man de velopftødte
Borſter i en Bunke paa Bordet til Venſtre, med Roden
til Hojre. Ved Hjælp af en Knivſpids, der ſtikkes ind
i Bunken, tager man en pasſende ſtor Dukke frem, ſto⸗
der den ganſke lige i Rodenden og plukker enkelte muligt
fremragende Børfter ud, da de ſenere ville ſinke Arbej⸗
det. Man dypper nu Rodenderne 1/4 Tomme ned i
det varme Beg og ſtryger det overflødige af paa en
midt over Kasſerollen anbragt Jerntraad. Paa den i
Bordet faſte Pind har man oprullet ſteerk Hampetraad.
Med den venſtre Haand holder man Bundtet, ſtrammer
med højre Haand Traaden og vikler den fire Gange om
den begede Ende, tæt ud til
denne, ſom Fig 24 4 5 vi⸗
jer. Man drejer nu Rod⸗
enden ind mod ſig, krydſer

trykker den i Pinden fæ-
ſtede ſtramme Ende à over
og gjennem Rodenden af
a Bundtet, idet man ſtadig
faſtholder den anden Ende 5 med Haanden (Fig. 25).
Ved dette ejendommelige Kaſt ere begge Traadender fee—
ſtede, ſaa at man kan ffære dem tæt af, uden at de

Fig. 24. Fig. 25.

losne. Den viklede Ende dyppes atter i Beget op over

overſte Traadvinding med den ene Haand, medens man

med den anden fatter Traet med Skaftet ind mod

Kroppen. Dukken ſtikkes raſk til Bunds i fit beſtemte
Hul (man begynder med andet Midthul), og medens
den faſtholdes med Fingrene i ſamme Stilling, vrides
Skaftet en hel Gang rundt, indtil man atter har
Skaftenden ind mod fig, ſom Fig. 26 tydeligt viſer,

et Tryk for at faa den bedre til at ſprede. Forſt nu
flipper man Dukken, ſom Beget er ſtivnet om i Hullet,

jaa at Børfterne beholde den ſpredte Stilling, de have

4

i det ſamme Traadene og

"hvorefter man endnu en Gang giver den nedſatte Tot

Fig. 26.

erholdt i dette ved Vridningen. Ellers vil hver Tot
Borſter ſtaa lige op, jaa at Stovpkoſten ikke faar det
fyldige, ſtruttende Udſeende, den bor have. Det be⸗
merrkes endnu, at derſom man kun beger Dukken en
Gang, efter at den er ombundet med Traad, ville de
midterſte Barſter ikke blive tilſtrekkeligt omgivne af
Beg i Rodenden, og ſnart falde ud. Man maa derfor
dyppe baade for og efter Ombindingen. Man fætter i
Reglen Midtrakken fuld af graa (hvide og forte blan⸗
dede), ringere Borſter, og den udvendige Kant med
bedre og ſtivere hvide Borſter. Naar Koſten er fat fær-
dig, pudſes de enkelte fremſtaaende Spidſer af Borſterne,
idet man med venſtre Haand ſamler Borſterne, forſt i
den ene Ende og faa i den anden, fan Spidſerne
nærme fig hinanden midt over Koſten, og klippes de
fremragende Spidſer af. Derpaa beklipper man Midten
efter er Skon lige højt med Enderne, men vogter fig
for at klippe mere af end hojſt nødvendigt.

Slutteligt males Zræet enten rodt eller gront,
hvilket hurtigſt ter med folgende Lakfarve, der torres
paa faa Minuter.

Man kjober 1/2 Pot Spiritus, der holder 15 Gra⸗
der, 25 Kvint Schellak og 10 Kvint Harpix. De to
ſidſte Dele ſtodes fint og kommes paa Flafken, hvori
Spiritusſen er, denne ryſtes jævnlig i Løbet af 1—2
Timer, indtil det Hele danner en jævn, oploſt Masſe,
der maa have en Tykkelſe ſom god Oliefarve. Denne
Lak opbevares pan en vel tilproppet Flaſke og rores ud

— pens pege.

i en Skaal med lidt revet Mønnie, naar man vil male
rødt, eller med lidt engelſk Grønt, naar man vil have

Stovekoſten gron. Afrevet med lidt fint Sandpapir og
malet nok en Gang faar Stovekoſtens Skaft ſmuk Glans.

Bognyt.

„Haandgjerningsbog for Ungdommen“ af Hus⸗

vennens Udgiver er midt i f. M. udkommet med dte
og Gte Hefte indeholdende udførlig Vejledning til Pap⸗
arbejde og Bogbinderarbejde, med 76 ſmukt udførte
forklarende Billeder. Det er Udgiverens Haab i dette
Verk at byde den danſke Ungdom en fortrinlig Vej⸗
ledning til Fritidsſysſel, ſamtidig med at levere en
fuldſteendig e de Som Prove paa Bo⸗
gens Indhold i denne Retning, bringer Husvennen i
Dag et Afſnit om Borſtenbinderi. jern 0
for Ungdommen vil indeholde lignende Anvisninger til
allehaande Haandgjerning oplyſt med omtrent 500 Bil⸗
leder. Den udkommer i Hefter paa 3 Ark à 50 Ore
og kan beſtilles i enhver Boglade. Priſen for den
ſamlede Bog vil blive mellem 4 og 5 Kroner.

Smaaking.

De uygreſke Gredekoner. De nygræjfe Gradekoner
træde helt lyſtige og muntre ind i! det dem anviſte
Ligverelſe; derpaa ſtrides de forſt en Tid med Slegt⸗
ningerne om Priſen paa deres Klageſange, tomme der⸗
næjt nogle Krukker Vin, og endelig tager Komedien fin
Begyndelſe. En dump Stønnen blandet med dyb Hulken
danner ligeſom Forſpillet. Efterhaanden bliver Graaden
højere og ſterkere, og ſnart ſynes disſe Kvinder at pere
aldeles ude af fig ſelv af Smerte og lidenſkabelig Sorg.
Under Strømme af Taarer forkradſe de deres Anſigt,
drive hele Haandfulde (falſt) Haar, vælte fig omkring
paa Gulvet ofu. Derpaa følger Litaniet og endelig
den højtidelige Ligjang, hvori enhver af disſe Kvinder
ſynger fin egen Strofe Saaledes gaar det en halv

Time eller længere, i Forhold til den betingede Pris,

indtil Begravelſen ſkal finde Sted. De folge da under
gientagne Klageſkrig med til Graven; men nappe er
Kiſten fat i Jorden, før de gjeblikkelig rende tilbage
til Sorgehuſet, jætte fig til et godt beſat Aftensbord
og blive da de meſt overgivne Bakkantinder, ſom
tenkes kan.

Haandgjerningsbog

|
|

Indhold.

„J Himmelen er det“ afbrød Læreren ham.
rig“, ſagde Drengen atter.
jaa maa han være flyttet”;

i „Himme⸗
„Nej i Himmelen“. „Ja

1

Firkantet Nod.
Af 4 E, 3 R, 2 K, 2 N, 2 A, 1 B, 1 D og 1 V, dannes
4 Ord, ſom ſkrevne under hinanden og leſte fra Oven og Nedad
og fra Venſtre til Højre giver Løsningen paa Gaaderne:
Naar Du det førfte færdig faar,
Du muligvis det andet naar,
hvis førfte godt mon være;
det tredie er Fuglens Bo,
det fjerde, ja det maa Du tro,
Du helſt bor undgaa, Kjere!

Oplosninger
paa Billedgaaden i Nr. 46: En Drivert.
paa „den firkantede Nod“ i Nr. 46:
A

Til Leſerne.

Udgiveren antager, at det i den travle Hoſttid ikke
vil være Bladets Læjere ufjært at modtage et Dobbelt⸗
nummer hvoraf den ene Salvdel indeholder en Vej⸗
ledning til Bors tebinding, ſom til Vinteren kan
afgive en velkommen Vejledning til dette Arbejde.

J naſte Uge udkommer altſaa intet Nr. af Hus⸗
vennen.

Vrepvexling.

DhHrr. Chr. Henn i R. og N. J. i V. pr. Støvring.
Deres Klage over forgaves Henvendelſe til Poſtexpeditionen om
at erholde udeblevne Numre indſendt til Underſogelſe gjennem
Avispoſtkontoret, for at De kunne faa komplet hvad De har
betalt og lignende Uorden ved Expeditionen kan blive forebygget
i Fremtiden.

Enhver Klage ſom kommer Üdgiveren i Hende over at
manglende Numre forgaves ſtrax er blevet affordret vedkom⸗
mende Poſtkontor indſendes ſtrax til det overordnede Poſtkontor
for omhyggeligt at blive underſogte. Men Udgiveren maa hen⸗
lede Holdernes Opmerkſomhed paa, at Anmeldelſen om ude⸗
blevne Numre bor indſendes ſkriftligt og ſtrax (ſeneſt inden
3 Uger) til det Poſtkontor hvor Bladet er betalt, for med Rette
at kunne klage over forgjeves Henvendelſe om manglende Nr.

Nicolaj Frederik Severin Grundtvig, af Bendix Hanſen
(tildels efter Barfod), med Billede. — Bratte Om⸗
vexlinger, Fortælling af Emanuel Henningſen (Fortſat.)
— Husflid: Borſtenbinderi. — Bognyt. — Smaating.
— Firkantet Nod. — Til Læferne. — Brevvexling.
— Billedgaade.

gilledgaade (Rebus).

F

Husvennen udkommer lik hver Søndag med ef 16. ſpallet Art, forfynet med flere Billeder, lil 1 Krone (3 Alt.) Tjerdingaaret frit lilſendt.

Hr Jjerdingaar medfølger gralis et fork fmukt Villede.

Bladet kan beſlilles paa elhvert Voſlſioulor og Brevſamlingsſled, i enhver

Boglade ſamt hos Hopedkommisſioncren: Rudolph Klein, Vileſlrede 40, Ke benßavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

”

2. Aargang.
Nr. 49.

Bratte Omvexlinger.
Fortqlling af Emanuel Henningſen.

2

(Fortſat.)

Hrart efter vare vi alle ſamlede og i en livlig Pasſiar

med Anker, hvis Anſigt ſtraalede af Velvillie og
Munterhed.

„Nu maa Damerne og Saab ene ſtrax kjore
hen til Gjeeſtgivergaarden“, ſagde han, „her er Vognen.
Ja, der hjælper ingen Indvendinger, Froken Amalie;
De maa finde Dem i Sfæbnen. Hvil Dem faa lidt
ud; om en Times Tid ffal vi ſende Bud efter dem
alle; men vi ville forſt have flyttet nogle af Møblerne
ind. Hvad hedder Pigen der... naa Maren; ja, hun
kan vel tage med os og hjælpe lidt til. Nu farvel
jaalænge!”

Vognen rullede af Sted, og vi gave os i Færd
med at faa Mobler og Kasſer pakkede paa en Del
Arbejdsvogne, ſom Anker havde ladet mode ved Broen.
Derpaa begav vi os i Forvejen til Toldinſpektor⸗
boligen.

„Hvor megen Tak er jeg og min Familie Dem
ikke ſkyldig“, ſagde jeg til Anker paa Vejen. „Hvor
triſt vilde det ikke have været for os, hvis vi ikke
havde havt Dem til at modtage os og hjælpe os til
Rette“.

„Nej, De er mig flet ingen Tak ſkyldig“, ſparede
han, „det er mig en ſand Glæde at kunne være Dem
til Nytte, og vil De og Deres betragte mig ſom en
gammel Ven af Huſet, er jeg fuldt belønnet”.

Jeg dvæler og dvæler ved disſe ſmaa Samtaler

| Hondagen d.

— SPlorftabstæsning, Oplysning 00 Qusflid. -

5. Geptember.

Kjøbenhavn,
1825.

og önſker næften at kunne træffe dem ud i det uende⸗
lige, for at den mørke, roedſelsfulde Skygge, der lurer
bag ved Solſkinnet, kan blive trængt tilbage faa længe
ſom muligt. Dog, den trænger fig frem i min Er⸗
indring, mørk, fold og isnende, fyldende min Sjæl med
uhyggelig Augſt; thi jeg nærmer mig nu til det Livs⸗
afſnit, ved Tanken om hvilket min Haand ffjælver, ved
Tanken om hvilket mit Oje ængfieligt farer hen til de
dunkle Kroge i Stuen.

Kort efter at vi vare komne til mit fremtidige
Hjem, rullede den forſte Vognladning Møbler ind i

Gaarden, og de andre Vogne fulgte ſnart bagefter.

Det varede heller ikke længe, før vi havde faaet en
Del af Møblerne ind i Væreljerne, hvor der nu var
rent og pænt. Da kom jeg i Folge med Anker forbi
Doren til det Verelſe, ſom Brink havde bebbet, og
ſpurgte:

„Er Hr. Brink flyttet?“

„Ja, han er“, ſparede Anker, „han flyttede hen i
fin ny Lejlighed i Aftes og lod til at være meget til⸗
freds efter Omſteendighederne. Vil De ikke kaſte et
Blik ind i Verelſet med det ſamme?“

Med disſe Ord gik jeg videre, medens jeg aabnede
Døren og traadte ind. Men i det ſamme udſtodte jeg
et forferdet Skrig; thi i en Strikke, der var faſtgjort
i Loftet, hang han, den ulykkelige, gamle Brink, med
voldſomt fortrukket Anſigt, med den ſorte, ophovnede
Tunge ude af Munden, med de frygteligt fremſtagende,
bruſtne Øjne vidt aabne og det hvide Haar hængende
ned om Banden. Saaledes hang han, ſom jeg ſenere
jaa ofte jaa ham hænge, dod og fold med en væltet
Stol ved fine livløje Fødder,

å x
GREBET SETE 3 —

SE Bees ** 35355

„Til Hjælp!” fkreg jeg i Forferdelſe, idet jeg med
krampagtig Hurtighed rejſte Stolen og ſprang op paa
den, medens jeg med fortvivlet Haft aabnede min
Lommekniv og ſkar los paa Strikken, holdende det liv⸗
loſe Legeme omſlynget. „For Guds Skyld til Hjælp!”

Strikken braſt under Kniven, den Dode ſtyrtede

ned og traf mig med fig; jeg havde i Ojeblikket ikke
Kræfter nok til at holde ham oppe. Det gav et dun⸗
drende Stød i hele Huſet, ſyntes det mig; det ſuſede
og bruſede for mine Oren; jeg formaaede kun at ud⸗
ftøde endnu et Skrig, derpaa tabte jeg Bevidſtheden.

Da jeg atter kom til mig ſelv, laa jeg inde i
Dagligſtuen paa en Sofa. Jeg havde en knugende
Folelſe af, at der var hendet mig noget frygteligt;
men jeg vidſte ikke, hvad det var.

„Ovad var det?“ ſpurgte jeg forvirret og eengſtelig.

„Gamle Brink“, ſparede Anker.

Det gav et Set i mig; thi den hele Begivenhed
ſtod tydelig og klar for mig i ſamme Nu.

„Er han virkelig død?”

„Stended! Han har gjort det i Aftes, det er der
ingen Tvivl om“, ſagde Anker. „Men je nu at fatte
Dem; det gaar ikke an, at Damerne faa at vide, hvad
der er ſket, i alt Fald ikke ſtrar. Føler De Smerte
noget Sted?“

„Jeg har noget Hovedpine; jeg har vel ſagtens
ſlaaet mig lidt i Faldet, dog det har mindre at betyde.
Sig mig, kjcre Anker, hvad ſkulle vi gjøre?”

Blicher, for at Liget ſaa ſnart ſom muligt kan blive
bragt bort. De kommer viſt nok om et Ojeblik“.

Han havde næppe udtalt, for de omtalte traadte
ind. Jeg rejſte mig fvinglende op fra Sofaen og
fulgte med dem for at afgive min Forklaring. Forret⸗
ningen var ſnart til Ende; der var ikke Spor af Liv
tilbage i den Ulykkelige, og Liget blev af et Par Ar⸗
bejdsfolk baaret om i Sek Lejlighed, der var lejet
til Brink.

Hvor maatte jeg ikke være glad for Anker og hans
Hjælp. Jeg følte mig jaa ſvag og forvirret ſom et
Barn og var ikke i Stand til at foretage mig noget,
dertil kom, at jeg havde en ulidelig Hovedpine.

„De maa, min Sjæl, ikke gaa hen og blive ſyg“,
ſagde Anker, „det kan De, ſom en ung, ftærk Mand
ikke være bekjendt, forſikkrer jeg dem. Det var ganſke
viſt en uhyggelig og hojſt bedrovelig Hiſtorie; men,
jer De, Mænd, ſom De og jeg, maa ikke lade fig ſlaa
i Gulvet af Omſteendighederne. Vi maa virkelig viſe
Damerne et muntert Anſigt“.

Han fik mig overtalt til at lægge mig lidt paa
Sofaen igjen, ſendte Bud efter en Flaſke Eau de Co-
logne, gjennemvedede et Torklede dermed og lagde det
med en Kvindes Omhyggelighed til Rette paa min
Pande. Hvor var han dog godhjertet, venlig og
utrættelig. Snart lød hans Stemme ude i Gaarden

ſnart inde i Sideværelferne, og hver Gang, jeg horte
den, følte jeg et Velbehag og en Beroligelſe, ſom jeg
ikke formaar at beſkrive. Der hengik ſaaledes en halv
Times Tid; den ſkrakkelige Hamren og Banken i mit
"Hoved begyndte at blive ſpagere, og jeg var netop i
Begreb med at rejſe mig fra Sofaen, da Doren aab⸗
nedes, og Amalie traadte ind. £
„Jo, Du er mig en net Mand”, udbrød hun.
„Der ſidder Du i al Magelighed og lader os vente

en Evighed. Men Gud, Villiam, hvorledes er det, Du

ſer ud? Du er jo ſaa bleg ſom et Lig!“

„Hvor er Eliſe?“

„Et halvt hundrede Skridt bag efter med Børnene.
Sig mig det hurtigt; er Du alvorligt ſyg?“ £

„Nej, det har mindre at betyde; men hør, Amalie,
Du er en ſteerk Pige; Du maa hjælpe til at ſtjule det
et Par Dage for Eliſe. Da jeg kom, fandt jeg Brink
død i et af Væreljerne; han havde dræbt fig ſelv“.

„Skrakkeligt!“ udbrød Amalie og ſlog forfærdet
Heenderne ſammen.

„Ja, det er meget ſorgeligt; men, Nie Amalie,
lad Dig nu ikke merke med noget. Liget er bragt
bort herfra. Tys, der kommer Eliſe“.

Min Kone blev meget bedrøvet ved Synet af mit
blege Anſigt, men det lykkedes mig at berolige hende,
og ſnart vare alle Hender i travl Bevegelſe med at
pakke ud og flytte ind. Det var ſent ud paa Aftenen,

da vi bleve færdige med at opſtille Moblerne og vendte
„Jeg har ſendt Bud efter Byfogden og Doktor

tilbage til Gjeſtgivergaarden for at overnatte der.
Anker fulgte os derned.

„Det er en mageløs elffværdig Mand”, ſagde
Amalie, da han havde forladt os uden at ville høre
Tale om nogen Tak. „Det er for mig, ſom om jeg
har kjendt ham i lang Tid. Aa, hvor han dog er en
velſignet gammel Herre, og hvor jeg allerede holder
af ham!“

„Ja, jeg med“, ſagde min Kone.

De følgende Dage havde vi alle nok at beſtille,
Damerne med at flytte om og gjøre Verelſerne hygge⸗
lige, jeg med at jætte mig ind i Forretningerne, hvilket
ikke faldt mig jaa ganſke let, da jeg ſtadig var plaget
med en ſteerk Hovedpine. Dag for Dag levede Anker
ſig mere og mere ſammen med os, og naar ſom helſt
han lod ſig ſe hos os, bragte han Solſkin med ſig.
Esſe og Adide rodede i hans Lommer, ligeſom de
fordum havde rodet i Lunds, og de bemægtigede fig
ubindret alt, hvad de forefandt i dem; min Kone
ſmilede over hele Anſigtet, naar hans høje Skikkelſe
med det rodmusſede, venlige Aaſyn traadte ind ad

Doren, og Amalie, ſom aabenbart var hans Kjæledægge

ſaa vel ſom Bornene, begyndte da i Reglen et af ſine

ſmaa Angreb, dog med en vis Forſigtighed, ſom om
hun var bange for at ſaare ham.

Da var det en Morgen, netop ſom jeg var traadt

ind i Kontoret, at jeg jaa den førfte Gang, Skyggen,

389

der bredte tig fam og isnende over min Sjæl.” Jeg
havde aabnet min Pult og tåget mine Papirer frem
for at begynde mit Arbejde, da faa jeg ham henne i
det halvmorke Hjørne hængende i en Strikke under
Loftet, med det ſamme radſomt fortrukne Anſigt, den
ſamme ſorte, ophovnede Tunge, de ſamme ſtive, bruſtne
Ojne og med det hvide Haar ned om Panden. Der
hang han, gamle Brink, ligeſom hin Dag, da jeg kom
ind i hans forrige Verelſe, og ligeſom den Gang op⸗
fyldte hans Skikkelſe mig med vanvittig Sfræf. Jeg
foer hen til ham, jeg greb min Kniv for atter at
ffjære ham ned; men jeg tog i den tomme Luft og
ſkar gjennem den tomme Luft, der var intet at tage
fat paa og intet at ſtjcre i, og dog hang han der
foran mig med de frygtelige, døbe Øjne fæftede paa
mig. Haaret reiſte ſig paa mit Hoved, jeg ſtirrede paa
ham uden at fatte, uden at forſtaa, uden at kunne ud⸗
fløde et Skrig, forſtenet af Rædfel. ; i

J denne Zilftand blev jeg funden af Anker, ſom
traadte ind i Kontoret. Han greb mig under Armene
og trykkede mig ned paa en Stol; han talede mildt og
beroligende til mig; men jeg forſtod ikke, hvad han
ſagde. Atter. og atter ſogte mit Blik hen til den frygte
lige Skikkelſe i Hjørnet, atter og atter lod Redslen
ſit iskolde Styrtebad ſtremme ned over mit Legeme,
der ſkjclvede ſom i Feber. Da drejede han med et
Stolen, hvorpaa jeg ſad, om imod Vinduet, igjennem
hvilket Morgenſolen kaſtede ſine ſkraa Lysſtraaler, og
han holdt faſt paa mig, faa at jeg ikke kunde vende
mig om. Lidt efter lidt vendte min Bevidſthed tilbage,
lidt efter lidt kjendte jeg hans bekymrede Anſigt der
bøjede fig ned over mig, og jeg begyndte at forſtaa
hans Ord.

„Hvad er det, ſtakkels Ven“, ſpurgte han. „Nej,
ſe nu blot paa mig og vend ikke Blikket hiſt hen. De
faar ſandelig ikke Lov dertil, forſikkrer jeg Dem. Sig
mig nu, hvad der er i Vejen med Dem“.

dybt.

„Hvem?“ ;

„Brink“, jvarede jeg og føgte atter at kaſte et
Blik bag ved mig, hvilfet blev forhindret af Anker.
„Jeg jaa ham hænge. der i Krogen, ligeſom jeg faa
ham hænge i hans Værelje.
ſkjere ham ned; men der var Intet”.

Jeg gjorde paa ny en kraftig Anſtrengelſe for at
dreje Hovedet, men til ingen Nytte.

„Naa, naa, rolig blot“, ſagde Anker, „vi ere jo

kraftige Mænd, vi to; vi vil ikke lade os kue af ſai⸗

danne Smaating. De er da vel ikke overtroiſk og
troer paa Spogelſer?“ d
„Nej, men“ i
„Nu, jaa er alt ſaa vidt godt, Tror De nu, at
De kan høre roligt paa mig, jaa fkal jeg forklare Dem
det Hele, forſikkrer jeg Dem“.

„Jeg har ſet ham“, ſparede jeg og aandede.

Jeg vilde gribe ham og

„Ja; men jeg vilde gjerne ſe, om han er der
endnu“, ſagde jeg gyſende.

„Nej, viſt ikke; det er jo netop det, De ikke maa”,
udbrød Anker beſtemt; „jeg ſkulde mene, at vi ere
Mend, vi to, og ikke ſpage Kvinder. Har De
aldrig hort omtale noget, ſom man kalder Hallucina⸗
tioner?“

„Jo, Sanſebedrag“, ſparede jeg og op¾hod al min
Villieſtyrke for ikke at fe mig tilbage, den redſelsfulde

Skikkelſe udøvede allerede den Gang et uhyggeligt

Herredemme over mig. „Men jeg jaa ham jo tydelig“.
„Jeg tror Dem, jeg er ganſke overbeviſt derom,
forſikkrer jeg Dem“, ſagde Anker rolig; „jeg kjender
den Ting af Erfaring, og jeg ſkal forklare Dem, hvor⸗
ledes det forholder fig. De ved utvivlſomt, hvorledes
enhver Gjenſtand, ſom opfattes ved Hjælp af Synet,
afſpejler fig paa Bagſiden af Ojet og bringes ved
Synsnerverne til Hjernen og Sjælens Bevidſthed“.

„Ja, ganfke viſt“. i j

„Ser De, kjcre Ven, hvis nu en Telegrafiſt i
Kjøbenhavn telegraferede en eller anden ligegyldig Ting
her til Byen, og vor Telegrafbeſtyrer faldt paa at be⸗
kjendtgjore, at Telegrammet indeholdt Beretningen om
en eller anden forfærdelig Ulykke. Vilde man da ikke
tro ham, efterſom han jo er os bekjendt ſom en paa⸗
lidelig og ſanddru Mand?”

„Jo, det vilde man vel nok“, ſagde jeg noget
roligere, „men jeg indſer ikke rigtig...”

„Hvad det har at gjøre hermed”, afbrød Anker
mig. „Jo, ſer De, kjcre Ven, lad os nu antage, at
Øjet med Tilbehor er Telegrafiſten i Kjøbenhavn, Syns⸗
nerven er Telegraftraaden, Hjernen er Telegrafbeſtyreren
i vor By, og Sjælen er Publikum. Forſtaar De nu?

Ojet telegraferer til Hjernen: „Der henne i den Krog

ſtaar der et Bord, en Stol eller ingen Ting“ — det
er ſandt. Men Hjernen ſiger derpaa til Sjælen:
„Der telegraferes til mig, at der i den Krog: hænger
en dod Mand, gamle Brink, med en Strikke om Halſen
og jaa videre”, Hvad jaa? Ja, faa tror Sjælen ube⸗
tinget paa fin ellers meget paalidelige Tjeners Ord, og
jaa jer, eller rettere tror man at fe, hvad Hjernen

har fortalt; man er aldeles overbeviſt, forſikkrer jeg

Dem. Ser De, ſaaledes er det gaaet til, at De faa
gamle Brink i Krogen, ffjønt han naturligvis ikke
var der“. (Sluttes.)

Beveren.
Af A. PY. E. Toepfer.

50 Wange af Pattedyrene grave eller indrette
e fig paa anden Maade pasſende Boliger,
der dog i Sammenligning med Fuglenes

ſimple. J denne Retning ſtaa Pattedyrene

—

390

1 Almindelighed langt tilbage for Fuglene, idet kun
faa af dem viſe nogen Kunſtdrift ved Opforelſen af
deres Bolig. De fleſte Exempler herpaa finde vi i
Gnavernes ſtore Familie, af hvis mange Medlemmer
vi nylig have omtalt et, nemlig Preriehunden, for
Læferne og gjort dem bekjendt med dens Bolig. Denne
Gang fore vi et andet Medlem af den ſamme Familie,
Berveren, frem for Leſerne, da dette Dyr baade med
Henſyn til Opforelſen af fin Bolig og i flere andre
Retninger er et af de meſt interesſante og meerkeligſte
Pattedyr. Baveren er en af de ſtorſte af alle Gna⸗
verne. Hos Hannen er Kroppen omtrent 3 Fod lang,
Halens Længde er 1 Fod, Skulderhojden 11 Tommer
og Bægten henved 50 Pund. Hovedet er bredt bagtil
og ender med en afſtumpet Snude, Orerne ere korte og
ſmaa, Ojnene ligeledes ſmaa, Halſen er kort og tyk,
Kroppen plump og ſterk ſamt betydelig tykkere bagtil
end fortil, Benene ere korte og kraftige. Baglemmerne
ere ſom i Almindelighed hos Gnaverne længere end
Forlemmerne. Toerne paa Baglemmerne ere forenede
ved en Spammehud, og disſe Lemmer danne herved et
Par kraftige Aarer; desuden har Barveren ogſaa et
kraftigt Svømmeredffab i fin flade ſkeelbekledte Hale,
ſom Læjerne tydelig kunne je paa medfølgende Billede.
Bæveren fan derfor bevæge fig raſkt, behændigt og
ſikkert i Vandet, idet den ſvommer med Baglemmerne
og ſtyrer med Halen, hvis vrikkende Bevegelſe ogſaa
er i Stand til at fremſkynde Farten; paa Landet be⸗

- væger den fig derimod daarligt og ubebjælpfomt. For⸗
lemmernes Zæer ere fri, og disſe Lemmer ere vel ſkikkede
til at gribe fat paa Trœſtammer og Grene med. 3
Almindelighed er Pelſen merkebrun paa Ryggen og
lyſere under Bugen; den beſtaar af tætte, ſilkeagtige

Uldhaar og lange, ſtive og glinſende Dakhaar. Pelſen
har altid ftaaet. i høj Pris, hvorfor Baveren bliver |

ſterkt forfulgt, iſer i Nordamerika, hvor man enten
ſtyder den eller fanger den i Felder. Efter at have
flaaet det dræbte Dyr, piller man Dakhaarene af Pelſen
og lader kun Uldhaarene blive tilbage: J denne Tilſtand
har Pelſen en Verdi af henved 20 Rd. De afpillede
Dæfhaar (omtrent 1 Pund af hvert Skind) have den
ſamme Værdi og bruges til de ſaakaldte Kaſtorhatte
eller ſpindes og væves til Handſker og Tojer eller be
nyttes til Garn. Under Bugen findes to Kjertler, der
afſondre den ſaakaldte Bavergel, der er meget koſtbar
og tidligere brugtes meget i Lœgevidenſkaben ſom Middel
mod Krampe. Kijodet er velſmagende og Halen gjælder
ijær for en Lakkkerbidſken.

Baveren har en meget ſtor Udbredelſeskreds, da
den baade findes i den nordlige Del af Aſien, i Nord⸗
amerika ſamt i Nord⸗ og Mellemevropa. Tidligere har
den været meget mere almindelig end nu, navnlig her
i Evropa, hvor den neſten er bleven aldeles udryddet
i de fleſte Lande.
f. Ex. ogſaa her i Landet, da man i Moſerne har

Langt tilbage i Tiden fandtes den

fundet en Mængde af dens Knokler ſamt Levninger af
dens Bolig. Den er nu temmelig ſjelden i Evropa og
findes endnu kun nogle faa Steder i Tyſkland, Oſterrig,
Rusland ſamt Norge og Sverig, men ſom ofteſt kun
enkeltvis eller parvis. J den ſenere Tid er man begyndt
at frede om den her i Evropa; dette er f. Ex. Tilfældet
i Norge: Nejsſerdalen og ved Næs Jernverk ſamt
enkelte Steder i Tyſkland. J det nordlige Sverig

| fandtes endnu for omtrent 40 Aar ſiden hele Berver⸗

kolonier, men disſe ere formodentlig ſenere gagede til
til Grunde. Den forekommer nu i ſtorſt Mængde langs
med de ſtore Floder i Sibirien ſamt ved Floderne og
Søerne i Nordamerika, da den i disſe Egne kan leve
meſt uforſtyrret. Barveren er nemlig et meget ffy og
frygtſomt Dyr, og den foretrakker derfor gde og ube⸗
folkede Egne. Dveralt gaar den dog fin Undergang i
Mode, da dens koſtbare Pels, Haar og Bavergel, friſte
Menneſkets Haveſyge og udfætter den for en ſterk For⸗
folgelſe.

Gnavernes ſtore Fardighed i at grave er hos
Baveren udviklet til en mærkelig Byggedrift, ſom der
ikke findes Mage til hos noget andet Pattedyr. Denne
Byggedrift viſer ſig dog kun der, hvor Baverne leve
ſammen i ſtarre Samfund, altſaa i ode og lubefolkede
Egne. J alle befolkede Lande, hvor den kun lever
enkeltvis eller parvis, graver den blot en underjordiſk
Gang eller Hule til Bolig, men bygger hverken Hytter.
eller Byer. Baverne foretræffe altid Bredderne af
Floder eller Indſoer i ffovrige Egne, hvor der er rigelig
Nering for dem; denne beſtaar af Barken af unge
Grene, ifær af Ellen, Pilen, Birken og Aspen. Naar
de have fundet et ſaadant pasſende Opholdsſted begynde
de ſtrax paa deres kunſtige Bygningsarbejder. Forſt
opføre de en Dæmning tværs over Vandet, for at dette
hele Aaret igjennem beſtandig kan have en ſaadan
Hojde, at det i det mindſte ſtaar 4 Föd over Indgangen
til Boligen, jaa at Isdoekket om Vinteren aldrig kan
komme til at ligge jaa lavt, at Ind⸗ og Udgangen
ſperres. Dæmningen opføres af ſtorre eller mindre
Grene ſamt Jord og Ler og har jædvanlig Form af
en Bue, for bedre at kunne modſtaa Strammens Styrke.
Af den ſamme Grund gjores den Side, der vender mod
Strømmen ſkraa, medens den modſatte Side ſœdvanlig

er lodret. Forneden har den en Gjennemſnitsbrede af
1016 Fod, men bliver ſmallere opefter og er. jæd-
vanlig 2 Fod bred. Bæverne begynde Arbejdet paa
Dæmningen med at ramme Pale, der beſtaa af tykke
Grene, ned i Vandet i Huller, ſom de have gravet
med Forbenene. Disſe Grene fan de fra Træerne

hojere oppe ved Floden, ſaa at de af Strommen kunne
føres til Beſtemmelſesſtedet. Ved dette Arbejde benytte
de ſig af deres ſkarpe, mejſeldannede Forteender, der ere
| et jaa udmeerket Redſkab for dem ved deres Skophugſt,
at de ikke ere bange for at binde an med Zræer, ſom
ere en Alen i Tocrmaal. Et Par Bavere tage fat

391

paa at fælde et ſaadant Træ, og ved Sjælp af For⸗
tenderne afgnave de den ene ſtore Splint efter den
anden rundt omkring den nederſte Del af Stammen,
indtil Trœet omſider falder. Derpaa afgnaves Grenene
i pasſende Stykker, ſom faa ved Hjælp af Forlemmerne
eller Tenderne flæbes til Vandet og enten med Strømmen
føres til Bygningsſtedet, eller ogſaa ſvomme Bæverne
ſelv derhen med det, idet de holde det mellem For⸗

lemmerne, Efter at Pælene ere anbragte dybt nede i.

Grunden af Floden tæt ved Siden af hverandre, flettes

der tynde og bøjelige Grene mellem dem med Forbenene;

alle Mellemrummene fyldes med Ler, ſom Baverne
hente ved Flodbredden og bære bort i Munden eler
mellem Forlemmerne. Efter nogle Naturforſkeres Paa⸗
ſtand bruger Baveren fin flade Hale til at banke Leret

der udmunder i Vandet.

ſaadan Bolig eller Hytte beſtaar kun af et Kammer,
der altid har et net og renligt Udſeende; Loftet er

"hvælvet, Væggene aldeles glatte, og Gulvet, der beſtaar

af Ler, faſt og haardt; langs med Væggen rede Be⸗
boerne deres Leje af Græs. Dette Kammer tjener til
Opholdsſted for hele Familien, der beſtaar af Hannen,
Hunnen og to Kuld Unger, ialt omtrent 12 Individer;
thi Ungerne blive hos de Gamle, indtil de have opnaaet
en Alder af 3 Aar. Enhver Hytte har en Udgang,
Bed Siden af Udgangen
findes der et Forraadskammer, der tjener til Gjemme⸗
ſted for de Grene, hvis Bark om Vinteren ſkulle tjene
til Næring for Familien. Baverne ligge nemlig ikke
i Dvale om Vinteren, men da Sne og Is paa denne
Aarstid ofte hindre dem i at ſtaffe fig den fornødne
Nering, maa de i Tide
ſorge for at ſamle et

Forraad heraf, der kan

holde ud til Foraaret.

faſt med i Mellem⸗
rummene, ved hvilfet
Arbejde ogſaa Bag⸗
lemmerne maa gjøre
Tjeneſte. Paa denne
Maade bliver Deem⸗
ningen efterhaanden

jaa faſt og ſteerk, at
den kan modſtaa
Strommens Styrke,
og man kan trygt gaa
ovenpaa den. Be⸗
verne holde desuden
altid et vaagent Oje
med den, og alle Be⸗
ſkadigelſer paa den
blive ſtrax udbedrede.
Hele dette Værk ud⸗
føres jaa ſmukt og
ſolidt, at det ſer ud
ſom om det var gjort
af Menneſkeheender.
Berveren elfker Van⸗
det i hoj Grad og be⸗
finder ſig langt bedre
i dette end paa det torre Land. Den opfører derfor
altid ſin kunſtige Bolig i Vandet eller ved Bredden
af dette.
en gammeldags Bagerovn. Den er omtrent 7 Fod
bøj, 10—12 Fod i Zværmaal og har meget tykke
Vægge, ijær ved Grunden. Boligen opføres af ſamme
Materialier ſom Dæmningen, altſaa iſcer af afbarkede
Grene, der kaſtes uordentligt imellem hverandre eller
flettes ſammen, og Mellemrummene fyldes med Sand
og Ler.
kan gaa paa dem, og deres Tykkelſe forøges efterhaanden
derved, at Dyrene kaſte de Grene, ſom de have gnavet
Barken af ved deres Maaltider, uden paa Boligen.
Om Efteraaret overtrœkke de Boligen med et Lag Dynd,
der ved Froſten bliver ſaa haardt ſom en Sten. En

Boligen har Form af en Hoſtak eller

Væggene have en ſaadan Faſthed, at man |
bler og Vildfarelſer. Olaus Magnus, der var Biſkop

Bauere.

kunſtferdige Arbejder,
ſom Bæverne udføre,
fordre mange Dyrs

vernes Selſkabeligheds⸗

derfor til at flutte fig
jammen i Samfund,
hvis Medlemmer for⸗
dele Arbejdet mellem
fig paa ſamme Maade
ſom Arbejderne hos
Bierne og Myrerne.
Medfolgende Billede
foreſtiller et ſaadant
Samfund eller en Ko⸗
loni af Bervere. J
Forgrunden af Billedet
je Leeſerne to Bævere,
der ere beſkjeftigede
med at afgnave Grenene paa en Traſtamme, ſom de
have fældet; under dette Arbejde gribe de fat om
Grenene med Forlemmerne, medens de gnave dem
igjennem med deres ſkarpe Fortender.
jeg en Samling af deres Hytter eller Boliger.
Beveren har været kjendt af Menneſkene fra de
celdſte Tider af, og Opmerkſomheden blev tidlig hen⸗

| rendt paa den paa Grund af dens Kunfifærdighed og
Bogningsarbejder. Man har meget gamle Beretninger

om dette Dyr, men disſe indeholde ofte forſkjellige Fa⸗

i Upſala, udgav 1520 en Beſkrivelſe af den, hvori han
blandt andet fortæller, at Beverne paa en ſeelſom
Maade fore de fældede Treſtammer til deres Kolonier.
De kaſte nemlig en gammel, arrig Bever, ſom ſkyer

Disſe ſtorartede og

forenede Kræfter. Bae⸗

drift bringer dem

J Baggrunden

1

mageligt. Inden den havde været en Uge i fin ny

; 392

de andres Selſkab, om paa Ryggen, lesſe Tømmeret
ſom paa en Vogn imellem dens For: og Bagfødder,
flæbe den til deres Byggeplads, læsje det af og træffe
denne levende Slede frem og tilbage, indtil deres Hytter
ere færdige. Denne Fremſtilling er naturligvis en
Fabel.

Bæverne ere lette at tæmme og blive deres Herrer
meget hengivne. Af alle de Exempler paa tamme
Bervere, ſom man har, ville vi her kun nævne: et.
En Mand ved Navn Broderip fif 1825 en Baver fra
Kanada. Den var meget ung, lille og uldhaaret, og
var den eneſte, der levede af fer, ſom ſamtidig indſki⸗
bedes, og den ankom til Broderip i en meget ynkelig
Tilſtand. Ved en god Behandling fik den dog ſnart
ſin Helbred igjen, og kjerlig Omhu gjorde den tam.
Naar den kaldtes ved Navn gav den et lille Skrig fra
fig og kom til fin Herre. Tæppet foran Kakkelovnen
var dens Bndlingsopholdsſted, og der ſtrakte den ſig

Bolig, viſte den tydeligt ſit Inſtinkt til at bygge. Den
ſlebte ſtore Koſte med Skaft paa hen i en Krog af
Verelſet, lagde dem overkors, og fyldte Rummet mellem
dem med Kurve, Bøger, Pinde, Støvler fort jagt Alt,
hvad den kunde faa fat paa. Da Arbejdet voxede op,
ftøttede den fig paa fin Hale, ſom holdt den udmærket
oppe, og ofte ſatte den fig faaledes paa Bagbenene og

betragtede fit Verk. Naar den havde ſtablet nok op i,
den ene Ende af Verelſet — i geglen ſtedſe den ſamme
— begyndte den at bedæffe Rummet mellem Benene

paa en Dragkiſte, der var jaa højt hævet over Gulvet,
at den kunde ligge derunder. Hertil anvendte den
Græstørv og Pinde og i Mellemrummene kom den
ſmaa Stykker Kul, Ho, Klude eller hvad den kunde
finde. Denne Bygning ſyntes at ſkulle tjene ſom Bolig,
den forrige at træde i Stedet for Dæmningen. Naar
Boligen var færdig, flæbte den Bomuld, Klude og lig⸗
nende Ting ind til en Rede, hvorefter den krob derind
og kemmede ſin Pels med Bagbenene. Den bar aldrig
noget paa Halen, ſom den holdt af at dyppe i Vand,
ſtjondt den ikke holdt af at komme helt i Vandet.
Naar Halen blev holdt fugtig, brød den fig aldrig om
at drikke, men var denne tør, blev den varm, og Dyret
ſyntes at lide, medens det uophorligt vilde drikke.
Brod og Malk udgjorde dens fornemſte Føde, men det
var en ſtor Under af ſaftige Frugter og Rodder.

—

Bidrag fil Ulvenes Hiſtorie i Jylland.
Af A. Beker Gaardbo.

Alan horer undertiden Tale om, at der ogſaa „i gamle

Dage” har været Ulve her i Landet, men da der
haves ſaa faa for Almenheden bekjendte Oplysninger
herom, betragtes de mundtlig overleverede Efterretninger

om dette Rovdyrs tidligere Forekomſt her tillands nu
mere ſom Sagn end Virkelighed, og turde folgende
Meddelelſe derfor viſt være af Interesſe i denne Hen⸗
ſeende. i

Ved i 1868, i Anledning af et forehavende hiſtoriſk⸗
topografiſfk Arbejde, at gjennemgaa Reverſalen over
Aalborg Bispearkiv (fra 1546 til 1806), fandt jeg der

folgende Reſkript af Kriſtian den dte om Ulvejagten:

„Vor Bevaagenhed tilforn. Efterſom for Os aller⸗
underdanigſt er bleven andraget, hvorledes Tid efter
anden adffillige Klagemaaal fra de paa Landet boende
i vort Land Nørrejylland ffal være indkommen over
den ſtore Skade, ſom dennem paa deres Oveg og
Bæfter af Ulven ſkal være tilføjet, til hvilket at hindre
Vi allernaadigſt have anbefalet Vores Jegermeſter
Zeplin at føre Ulvejagten efter Vores den 8de Decem⸗
ber 1688 allernaadigſt udgangne Jagtforordning, da
paa det alle og enhver af vore Underſaatter kunne des⸗
bedre vide ſig efter ſamme Vores Jagtforordning ſaavel
ved Ulvejagtens Befordring, ſom ellers i andre Maader
allerunderdanigſt at rette, er Vores allernaadigſte Villie
og Befaling, at Du firar dertil Anordning gjør, at
at bemeldte Vores Jagtforordning vorder herefter en
Gang hvert Aar af alle Pradikeſtole i Kirkerne udi
det Dig (Biſkoppen) allernaadigſt betraadte Stift, naar
Prediken er tilende, tydeligen oplæft og forkyndt.
Dermed ſker Vor Villie. Befalende Dig Gud. Skrevet
paa Vort Slot Kjøbenhavn, den 19de December 1693.
Under Vor kongelige Haand og Segl. Chriſtian“.
Heraf fremgaar, at Ulvene for henved 200 Aar
ſiden maa have været meget talrige i Jylland, og fol⸗
gende Brudſtykkker af Forordningen af 1856 April 1732
(ſom gjentager og tildels forandrer Forordningen af
8de December 1688) viſe, at der endnu af Regjeringen

| maatte tages kraftige Forholdsregler mod dette ffadelige

Rovdyr. „§ 31. Paa det Ulvene i Jylland fan øde-
lægges, maa dertil efter Overjegermeſterens fÉriftlige
Ordre egne Jagter, faa tidt behøves, paa de til Ulve
jagt tjenligſte Steder anrettes. Dog kal det ei ſke
paa de Tider, naar Bonden har at beſtille med ſin
Sed eller Hoſt. § 36. Med alt foreſkrevne Ulve⸗
jagten angaaende, fkal Amtmendene have god Tilſyn,
og ei uden lovlig Forfald være fraværende, medens
Jagten holdes, § 37. Her foruden ſkal hvert Steds
Ovrighed efter Anordning befale Natmendene under
heieſte Straf at fore alle Ludere og Aadſeler til de
anviſte Steder, og ei tage deres Hunde med ſig paa
ſaadanne Steder, eller begaa nogen Hinder eller Liſtighed
ved Luderen, faa at Ulven deraf ſkal faa Vinden og
ſey for at komme. § 38. Hvo ſom nogen Ulv kan
fange eller døde paa Proprietcers Grund og Eiendom,
enten i Enemerket ekler pan Fallet, fkal den næfte
Tingdag bringe den til det Herrede⸗ eller Birketing,
hvor han den har faaet, hvor Ulven ſkal aftages og
Raden ved Tinget ophænges, og ſkal Herredsſkriveren

393

det i Tingbogen indføre, og give den, ſom har bragt

Ulven, ſtriftlig Atteſt uden Betaling, hvorefter ſamme

Herreds eller Birks Bønder ſkal give ham 4 Rd. for
hver gammel Ulv og 1 Rd. for hver ung, hyilke Penge
Herreds⸗ eller Birkefogden tilligemed Skriveren udi
Tingmendenes Overvaerelſe ſtrax ſkal ligne og paalcegge
Bonderne i Proportion efter Hartkorn til ham at be⸗
tale, og ſkal den, ſom Ulven bragte, ſelv desuden be⸗
holde Bælgen; det ſamme ſkal Skovrideren og andre
kongelige faſte Betjente og nyde, ſom dem i Kongens
Vildtbane ſkyde, hvor ingen uden dem maa ſkyde, men
alle maa uden Bosſe Ungerne opſoge og fange, og da
nyde, ſom for er meldt, for hver ung Ulv 1 gd.
& 35. Af hvert Amt ffal 12 Perſoner forordnes, ſom
af Jægermefteren informeres at omgaages med Jagt⸗
toiet, og at ſtaa for Lapperne “), hvile ſkal folge
Jagten ſaalcenge den i det Amt varer, paa det de des⸗
bedre kan iagttage hvis Ulve, ſom i Driften ere, og
ikke lade de fleſte undſlippe, og nyder hver af disſe
Perſoner, jaalænge de bruges, maanedlig 2 Rd. til
deres Underholdning af Amtſtuerne“.

Naar man nu af det Foranforte med Sikkerhed
kan ſlutte, at Ulvene endnu 1732 have været talrige i

Jylland, og man med Vished ved, at de vare udrydede

omtrent i Midten af ſamme Aarhundrede, maa man
vel forundre fig over, at dette ſkete i et jaa fort Tids⸗
rum, men dette maa vel tilſkrives dels en kraftig Villie
hos Befolkningen, dels bedre Skydevaaben og Skovenes
Forſpinden. Den ſidſte Ulv, ſom med hiſtoriſk Vished
vides at være bleven ſkudt i Jylland, blev nedlagt af
en Juſtitsraad de Lichtenberg i en af Friſenborg Skove
den 12te Januar 1769. En Mand fra Jerup i Elling
Sogn ved Frederikshavn ffød 1730 en Ulv i Kragſkov
Skov, og ſom fkulde være den ſidſte, der blev ſet i
dette Sogn. Ogſaa ved man med Sitkerhed, at der
her i Sognet (Raabjerg) vare Ulve for omtrent 120
Aar ſiden. Af Matrikulen fra 1662 over Uggerby
Sogn ved Hjørring, af hvilken Meddeleren har en Ud⸗
fſkrift, Jes af Navnet paa en Mark („Ulvegravsagre“)
i den ſydlige Del af Sognet, at Faldgruber ogſaa ere
blevne afbenyttede til Ulvefangſt i det nordlige Vend⸗
ſysſel.

For at viſe hvilken Plage Ulvene i hin Tid maa
have foraarſaget Landboerne, anføres efter Biſkop
Bircherods Dagbøger, at Ulvene en Nat i Juni 1695
havde ihjelbidt 5 Heſte for en Bonde i Vendſysſel, og
at „de arme Bonder“ lede ſtor Skade ved dette farlige
Rovdyr, ſom da ogſaa havde ødelagt næften alle Hjorte
og Raadyr i ſamme Provins. Af de ſamme Dagbøger

) Lapperne ere ſtorre Stykker Lærred, bemalede med allehaande
Karrikaturer i afſtikkende Farver, ſom ved Klapjagter efter
Ulve udſpendes, for at ffræmme Ulvene fra at gjennem⸗
bryde Linien. J Tyfkland bruges Indkredsning (Kruſen)
alene med Lapper, efierat den inderſte Plads en Tid i
Forvejen har været belagt med Ludere (Lokkemad).

ſes, at der i Vinteren 1705 blev holdt „en lyſtig Ulve⸗
jagt“ i Vendſysſel.
Af Hr. Lærer Peterſen i Bolle i Dronninglund

Sogn (født i Salling) er mig velvillig meddelt en

hiſtoriſk Oplysning om, at i Slutningen af forrige
Aarhundrede 2 Ulve endnu huſerede i Nerheden af
Landsbyen Hvidberg i Skive⸗Egnen, hvor de ofte ihjel
bede Faar. Endelig blev den ene ſkudt der og den
anden forjaget længere ſyd paa, hvor den af Skytten
paa Eſtvadgaard blev ſkudt i Nærheden af Gaarden ved
Aadſelet af et Fol, og ſkulle disſe 2 Ulve være de ſidſte,
ſom bleve ſete i denne Egn.

En lojerlig Tvivl.

Ole ſtaar ved ſin Kones Baare,

Den Stakkel felder en bitter Taare,

Saa ſiger Præften med venligt Sind:

„Nu maa Du fatte Dig, ſolle Skind;

Det er jo vel haardt at miſte de Kjere;

Men det maa nu en Gang ſaadan vere;

En Gang fkal vi ogſaa i ſamme Gænge!” —

— „Ja, bare, Hr. Paſtor, vi leve jaa længe”.
1 E. h.

Husflid.

Kludeſko.
Det har glædet mig i Husvennens Nr. 18 at je Onſket
om en de over at lave „Kludeſko“ komme
frem, ligeſom det altid glæder mig at fe en eller anden
praktiſt lille Haandgjerning blive draget frem for Al⸗

menheden for at blive til Gavn og Glæde, Tidsfordriv

og en lille Fortjeneſte for en og anden. Skjont jeg
ikke er Læferinde, ſom Husvennen ønffede fin Forklaring

fra, ligeſaa lidt, ſom jeg er Meſter i at lave „Kludeſko“,

da jeg aldrig har befattet mig med Sfrædder= eller
b og aldrig har lavet et eneſte Par
Sko, jaa vil Husvennens Leſere nok undſkylde, at jeg
ligefuldt tager mig den Frihed at komme med en For⸗
klaring. Jeg maa ærlig tilſtaa, at det ikke er mine
egne Retter jeg fremſctter for de ærede Leſere; men
det jeg byder, har jeg referenter talt tyvftjaalet, ikke fra
Morgenpoſten, ſom Vesſel ſagde, men fra en Hoker
Jens Simonſen i Hesſelballe, der lavede en ſtor Del
af disſe Sko.

Jeg beſogte ſtundom denne Høfer og det morede

| og glædede mig meget at fe, hvorledes han af de ofte

elendigſte Klude kunde jammenjætte de dejligſte Sfo.
Med Henſyn til hans Fremgangsmaade, da maalte
han forſt Foden, hvortil Skoene ſkulde laves, og jaa
tilſkar han Saalerne efter et Monſter, hvoraf han havde
et ikke lidet Forraad; han tilſkar 5, 6 eller 7 ſaadanne
Saaler efter Tojets Tykkelſe, lagde disſe ovenpaa hver⸗
andre og ſyede ſaa disſe ſammen med Seglgarn, derefter
tilffar han ligeledes efter Manſtre Overtsſet i to Stykker,
et over Foden og et andet omkring Helen, forenede
disſe og ſyede dem ſammen, kantede dem med kularte

ofte røde Baand paa Overkanten, dernæft ſyede han
Overtsjet faſt til Saalerne ved at lægge Overtsjets

Kant ovenpaa Saalerne (ikke paa Siderne) og bøje
Kanten udad, jaa bleve Saalerne ſvedne paa Kanten
med et gloende Jern for at faa „Fryndſerne“ bort;
ſluttelig bleve Saalerne paa Bunden overſmurte med
Beg. Det bemærkes, at Overtejet maa være ftærft
og helſt ſmukt. Naar det øverfte og det underſte Lag
5 Saalerne ere hele, kan de mellemliggende godt. være
af ſimpelt Stof og Stykker, der øges og ries ſammen.
Jeg maa ſaa, inden jeg ſlutter disſe Linier, bede en
og anden at tage fat paa at lave. ſaadanne Sko, og

jeg tor forſikkre, hvad jeg har ſet, at der kan tjenes

ikke faa Skillinger ved nævnte Forretning. Ligeledes
maa jeg raade Enhver, der ikke godt fan holde Fødderne
varme, til at forſkaffe fig ſaadanne Sko, og Enhver,
der har gamle Klude, til at anvende dem til jaa hen⸗

ſigtsmesſigt og behageligt Fodtøj, der nok kan laves |

for omtrent 50 Ore Parret.

Smaating.

Da Lic. R. ſkulde disputere for Licentiatgraden
var hans Fader iblandt Cenſorerne. Hans Opgave
var Treenigheden. Søren Kjerkegaard var blandt Til
hørerne, og, da han kom hjem, ſpurgte man ham, hvad
kan ſyntes om R. s Disputats over Treenigheden. „Ja“,
agde han, „Faderen og Sonnen var tilſtede, men
Aanden mærfede man rigtignok intet til“.

Blandt de mange, ſom i ſin Tid ſpottede og gjorde
Nar ad Søren Kjerkegaard var en Horkremmer Son⸗
dergaard. Kjerkegaard gik tidt med uſedvanlig forte
Benkleder, og derover lavede Sørfræmmeren en Gang
folgende Gaade, ſom han forelagde ham:
Det forſte er af Sten, det andet ligeſaa;
Det hele har to Ben med forte, Buxer paa.
i Strar ſvarede Kjerkegaard: „Men hvad tror De
et er: 5
Det forſte er en Synder, det andet er en Gaard;
Det hele er en Flynder, ſom jælger Sør og Blaar“.

Gaade.

Hvis Du det Hele leeſe vil,
— Der bruges ej megen Tid dertil —

Da ſer Du det er kun et lille Ord,

Men dog det bruges om meget paa Jord;
Ja ſelv i Luften, i Havets Beger,

Det bruges om alt hvad fig hurtig bevæger.
Men læjes jeg omvendt, da vil Du finde,
Hvis ellers Du har Din Bibel inde,

At jeg ſom en Hopding i Israel leved'

J Dommernes Bog er min Færd beffrevet.
Der mer kunde ſiges for Gaaden at lette,
Dog, det er nok, Du alt kan den gjette;
Men kan Du det ej, da tenk kun atter,
Saa tror jeg forviſt, at Du Gaaden fatter.

4 | Firkantet Mød.

Af 7 N, 4 E, 3 0, 2 D, 2 J, 2 R, 2 T, 2 U og 1 L,
dannes 5 Ord, ſom ſtrevne under hinanden og laſte fra Oven
og Nedad og fra Venſtre til Hejre giver Løsningen paa Gaa⸗
derne:
Hoor forſte brugtes, det kunde hænde,

det Dodsbud bragte til fjerne Fjende;

det andet knytted tre Brødre ſammen

ſom Fjendſtab ffilte igjen med Skammen;

det tredie er en Oltids Gud;

hvor Roſen voxer paa grønne Skud

der mangler fjerde nok heller ej,

ved femte flipper ſelv lengſte Vej.

Oplosninger:
paa Billedgaaden i Nr. 48:
En ſlem Skorſtensild,
paa den firkantede Ned i Nr. 48:

Brevvexling.
Anders S. i G. Kom for ſent. g

„Knud Gyldenſtjerne“. Deres Onſte alt imodekommet til
elg i f. Nr. Hornſkearbejde kommer i Haandgjerningsbogen.

„ Chr. M. i O. ved R. Naar Bindet er ſluttet ffal De faa
det overſendte.

H. R. Kan ikke bruges.

H. P. E. i R. Tak for Tilbudet, men er- alt for rigeligt
forſynet i Forhold til det ringe Forbrug.

J. M. pg. Tak for den brændte Kaffe, ſom ſnart ſtal
leveres Husvennens Kaffeſoſtre.

Bernt Thorud i R. Modtaget. Venligſt Tak!

Zudhold. Bratte Omvexlinger, Fortelling af Emanuel Henningſen
(Fortſat). — Bæveren, af A. P. E. Toepfer, med
Billede. — Bidrag til Ulvenes Hiſtorie i Jyland, af
A. Peter Gaardboe. — En loierlig Tvivl, af E. H.
— Husflid: Kludeſko. — Smaating. — Gaade. —
Firkantet Nod. — Brevvexling.

Udgiverens Adresse er: Bylovsvej & a.
Kjøbenhavn

Vesterbro.

Husvennen udkommer lil hver Hondag med et 16-fpalier Ark, ſorſunet med flere Villeder, fil 1 Krone (3 AR.) Tjerdingagret frik lilſendl.

Hverk Flerdingaar medfølger gralis el fort fmnkt Billede.

Bladet kan heſlilles paa elver Vofikonfor og Brepſamlingsſled, i enhver

Voglade ſamk hos Hovedlommisſioncren: Uudolph Klein, Bileſlrede 0, Kjebenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

*

. 8 ul

— aan

75 77 75 A I
rd 2 4 ISG)

samdntds
ec
W 8 fo

r

Mlorſkabslesning, Oplysning og Huf. 1

Fem » A i 8 and AN . — W |
ul n SSR GERDA Adginet ak N. C. Bom. at ANDST N
he "HR TS AOR 5 ; TO NG ee eee
d | 98 De 1 MD I N
Ni || 10 Øl 55 VAR SE DE JADEN r hæl
00 N | e i
' 5 5 ne e VER
2, Aargang. 3 Kjøbenhavn. VA |
| Sondagen d. 12. September. DN) HR 2
SN VD Nr. 50. 3 Hen 1825. 8 . 5

—— ES

Bratte Omverlinger.
Jortelling af Emanuel Henningſen.

i (Sluttet.)

„Det er jo et begyndende Vanvid“, udbrød jeg for⸗
færdet. f

„Nej, viſt ej“, ſvarede Anker, „det har næppe
videre at betyde, og Doktoren vil forhaabentlig fnart
bringe Orden i Tingene. Jeg har ſelv været angreben
af Hallueinationer og er dog, Gud være lovet, ikke
Spor af vanvittig. Tror De nu, at De har Ro nok
til at kaſte et Blik hen i Krogen og ſige til Dem ſelv,

at det De muligvis ſer, er noget helt Nonſens, noget

Logn og Sludder?“ :

„Lad mig prøve derpaa”, ſagde jeg og vendte mig
om. Skjont hans Ord havde virket beroligende paa
mig, og jeg var faft befluttet paa iffe at lade mig
overrumple af Forferdelſe, ſaaledes ſom forſte Gang,
jaa foer der dog igjen en isnende Rædjel igjennem mig,
da jeg atter faa det modbydelige Syn; thi han hang
der endnu i fin redſomme Stilling, med fine vanſirede
Zræf,

„Jeg kan fe paa Dem, at han er der endnu”,
ſagde Anker og lagde Haanden paa min Skulder.
„Nu fkal jeg gaa derhen og ſtille mig bag hans
Skikkelſe“. ] 15

Han gik derhen; jeg gyſte, da jeg ſaa, hvorledes

han Hoved banede fig Vej gjennem Skikkelſens Bryſt.

„Staar jeg nu bagved?“ ſpurgte han og vendte
ſig om imod mig.
Jeg nikkede tavs.

„Ser De mig tydelig, eller ſtjuler Skikkelſen mig
for Dem?“

„Jeg jer den foran Dem; men jeg jer ogſaa
Dem“.

„Se nu“, vedblev Anker og ſtrakte fine Hender
op i Luften, hvorefter han langſomt forte dem frem og
tilbage, „beveger Skikkelſen fig nu?“

„Nej, nej!“ raabte jeg. „Hold op, jeg kan ikke
udholde at fe det. Deres Hender bore fig ind i hans
Legeme”,

„Naa, rolig blot”, ſagde Anker og kom hen til
mig. „Lad os gan over i Dagligſtuen, og jan maa
vi have Bud efter Doktor Blicher“.

Han tog min Arm under ſin og trak mig ud af
Verelſet; jeg fulgte villiels med ham, heſtende mit
Blik paa den uhyggelige Skikkelſe, indtil Døren lukkede
ſig efter os.

Jeg vil 'glide let hen over den Sygdom, ſom bragte
mig nær Afſindighed. Al Hvile fra Arbejdet, al Be⸗
vægelje i fri Luft, al Medicin og alt andet, der blev
mig foreſkrevet, var til ingen Nytte. Jeg ſaa ham
Dag og Nat, jeg jaa ham i Kontoret, i Dagligſtuen,
i Sopekamret; alle Vegne fra ſtirrede hans bruſtne
Ojne mig i Mode, ſaa at jeg undertiden kunde ſpringe
op i Fortvivlelſe og ſlaa efter ham med min knyttede
Haand; Slaget ramte da den tomme Luft. Den
frygtelige Skikkelſe begyndte at bevæge fig, at jprælde
med Benene, at fægte med Armene ſom i Dodskampens
Kvaler. Det fortrukne Anſigt fortrak ſig endnu gyſe⸗
ligere; jeg kunde fare op med et Skrig af Forferdelſe,
naar vi ſad ved Aftensbordet, naar jeg vaagnede op
af min Middagsſovn, eller naar jeg kaſtede mig hvile-

|

los frem og tilbage paa mit Leje. Jeg kunde være

fri for Synet en Time, en halv Dag, neſte Minut
hang min Plageaand foran mig i fin frygtelige Sprelde⸗
mandsdans. i

„Det gaar nok over igjen, forſikrer jeg Dem“,
ſagde Anker Dag for Dag til mig; „det flammer alt-
ſammen fra det Slag, De fik i Hovedet, da De ſtyrtede
ned fra Stolen med Brinks Lig. Det vil jævne fig
igjen. Vi ere jo kraftige Mend, vi to, og ſer De,
ſaalcenge det kun er Syns-Hallucinationer, har det
mindre at betyde. De føler jo ikke hans Legeme,

naar De ſaadan uvilkaarligt har ſogt at ſkyde det bort“.

Nej, den Redſel var jeg dog hidtil bleven for⸗
ffaanet for; min Folelſes⸗Sans var endnu ikke angreben.
Men vi vare ikke kraftige Mænd, vi to; thi jeg var
en Skygge, et ſkjcelvende Gjenfærd af mig ſelv.

Det var en Aften, at Anker og jeg ſad inde paa
Kontoret og talede ſammen om det, hvorom alle mine
Tanker nu drejede fig, om Hallucinationer. Jeg havde

ikke havt noget Anfald den hele Dag og befandt mig

forholdsvis vel.
„De fortalte mig en Gang, at De havde havt

ſamme Sygdom”, ſagde jeg; „vil De ikke fortælle mig

lidt derom?“
Anker ſad en Stund tavs og ſaa frem for fig
med et fugtigt Blik, derpaa ſagde han langſomt:
„Jeg havde en Gang et ſaadant Anfald for mange
Aar ſiden. Jeg havde havt en ſtor Sorg, miſtet min
Huſtru og min Søn...” :
„Huſtru og Son!“ raabte jeg overraſket.
„Ja, min Ven“, ſagde Anker med et jvagt Smil,
„jeg har ikke altid været en gammel Peberſvend ſom

nu. Den Gang var jeg ung og meget lykkelig; men
Jeg miſtede

det ſkulde ikke vedblive at være ſaaledes.

min Huſtru, ſom jeg elſkede, og min lille Dreng, ſo•m

jeg forgudede. Hun forlod mig med Barnet ... ikke
ved Døden, men af egen fri Villie; det hører ikke her
hen at fortælle, hvorfor hun gjorde det. Da blev jeg
ſyg og ulykkelig, og under denne min Sygdom var
det, at jeg havde disſe forunderlige Syner. Jeg ſaa

hende og Drengen ſtaa ved min Seng, jeg ſaa dem

begge ſaa tydelig, ſom jeg jer Dem; men det var kun
et Sanſebedrag, der lidt efter lidt forſvandt, efterſom
min Sundhed vendte tilbage... Men jeg plager Dem
med disſe gamle Hiſtorier“.

„Nej, ingenlunde”, udbrød jeg ivrig; thi en plud⸗
ſelig Tanke rørte fig i mig. „Sig mig, hvad blev der
af hende og Barnet?“

„Jeg ſogte og ſogte“, vedblev Anker, „men det
var forgjcves; jeg fandt dem aldrig. Den eneſte Op⸗
lysning, jeg fif, var, at min Huſtru havde hævet fin
private Formue, der ſtod i en Laanebank i Kjoben⸗
havn”. :

„Hvad var Drengens Fornavn og hvad er Deres 2”
ſpurgte jeg i fpændt Forventning. 2

|
|
|

„Drengen hed Poul“, ſvarede Anker med et
forundret Blik paa mig, „og mit Navn er Harald“.
Jeg ſprang op, ſom dreven af en Fjeder; jeg
aabnede mine Arme for at falde ham om Halſen og
meddele ham den Tanke, der var bleven til Vished hos
mig — da ſpreeldede atter min frygtelige Plageaand
ved Siden af mig, med fit radſelsfulde Anſigt, med

de gruelige Øjne fæftede paa mig. Jeg udſtodte et
Skrig og flog til Armen, der dinglede ved Siden af
mig; men denne Gang modte min Haand Modſtand,
det var, ſom om jeg ſlog til et virkeligt Legeme; den
Dødes Arme gjorde en Bevegelſe i Vejret og faldt
tungt tilbage; jeg følte, jeg horte det klaſtende Slag
af den kolde Haand i mit Anſigt og faldt med et Ud⸗
brud af Redſel tilbage mod Kakkelovnen. Hundrede
tuſinde Vogne buldrede forbi ude paa Gaden, ſendende
hundrede Millioner Gniſter op i Luften, Kontoret vak⸗
lede op og ned i Sogang, Gulvet blev til Loft, Loftet
til Gulv — jaa blev alt ſtille og morkt … i

Jeg fejlede nede paa Nilen, Orkenens brændende
Vind tørrede Tungen i min Mund, Kamelen lob med
opløftet Hoved og gispende Neſebor forbi mig paa
Flodbredden, indhyllet i en Sandføjle, Krokodillen
hævede fin ſkjoldbedaekkede Pande op over Vandfladen
og ſtirrede paa, mig med glasagtige, bruſtne Øjne.
Nej, det var jo ikke Nilen, det var en Bugt i Gron⸗
land, hvor Isbjergene hævede de glinſende Toppe op
mod Himlen og ludede ud over min lille Kajak, Hvalen
ſprojtede Vandſtraalen op af fine Bleeſehuller, isnende

Vandſtraaler, ſom faldt paa mit Hoved og kjelede dets

brændende Pine; Luften var gjennemſigtig blaa og
højt oppe over mig jaa jeg et mildt, bedrøvet Anſigt,
der betragtede mig med et kjcerligt Blik. .. Paa Ameri⸗
kas umaadelige Prairier ſtod det mandshoje Græs og
hvijfede fine Hemmeligheder, det ene Straa til det
andet; ſtore, ſpraglede Slanger ſnoede fig gjennem det,
ſtore Dyr med flammende Ojne bojede ſig over den
klare Bak for at ſlukke deres brændende Zørft; oppe
paa Højen laa jeg bunden og baſtet, vanſmegtende
efter en Draabe til at læffe mig ved, da bøjede en
Indianerkvinde fig over mig og faa pad mig, o, jaa
mildt og kjerligt. Hun holdt en udhulet Kokusnod
til mine Læber ... ;

„Eliſe!“

„Her er jeg, kjere Villiam”.

„Lund!“

„Skal jeg ſkrive efter Lund?“

Hu, hvor Nordenvinden bruſede med Orgelklang
ind under Domkirkens Buer; Olaf den Helliges Kiſte
ſtod oppe ved Hojalteret, han ſelv ſteg ned derfra i fin
hvide Dragt og rorte ved mig med fin folde Haand.
Klokkerne kimede oppe i Taarnet, Gravpſtenene loftedes
op, og frem kom den blege Dodningeſkare, de ranglende
Benrade under Jordekloderne; men oppe fra Alter⸗

I billedet ſtraalede en Engels milde Aaſyn ..

BRAND
„Jeg ſtaar hos Dig, ſtakkels Ven“.
„Harald . .. Harald A. ...“ 8 :
: Der ſad Sfinxen paa Toppen af Bjerget med fit
gaadefulde Blik, med fit ſtive Stenanſigt, med ſine

Lund“.

krumme Loveklor. „Hvem gaar om Morgenen paa
fire, om Middagen paa to og om Aftenen paa tre?“

Hvem, hvem, hvem? Jeg ved det jo godt; men Navnet

kan jeg ikke hujfe. Vend Dit ſtive, kolde Blik bort
fra mig, Du frygtelige Udyr; jeg ved det jo godt; men
Navnet kan jeg ikke huſke! Ha, Du vil ſtyrte mig
ned i Afgrunden; kom, en Kamp med Bryſt imod
Bryſt; vi ere ftærfe Mænd, vi to.

„Anker“. 3

„Her er jeg, fjære. Skouv“.

„Lund ... Lund“.

„Jeg er her ogſaa, ſtakkels Ven ... Du lægger
vore Sænder ſammen?“

„Fader ... og Son“. å

J Indien ſtaar det mægtige Stentempel udhugget
i Bjerget; Hvelvingen bæres af Elefanter, mejslede af
Granit. Hengekojen er ſpendt ud mellem Pillerne og
gynges ſagte frem og tilbage, frem og tilbage. O,
hvor er der koligt, hvor er der ſtille; Bolgerne ſkvulpe
op mod Stranden og ſynge en blid og rolig Vugge⸗
viſe; mine trætte Øjne luffe fig. Saa kom da, Du
kjcrlige Gud, Søvnens Gud, hvis Oje jer jaa mildt
ned paa mig, tag mig i Din Favn, læg mit Hoved
op til Dit Bryft.…

Saa vendte jeg da hjem fra min Vandring i
fremmede Egne, træt af Rejjen og forvirret af alt,
hvad jeg havde jet. ;

„Eliſe“, hviſkede jeg mat. ;

„Her er jeg, min egen Ven“, ſagde min Kone, og
det milde Anſigt oppe fra Gronland, Indianerkvindens
Anſigt fra Amerikas Prairier, Engelens Anſigt fra
Alterbilledet, Søvngudens Anſigt fra Indiens Klippe⸗
tempel bojede ſig atter over mig og forenede ſig i min

elſkede Huſtrus Aaſyn.

„Kys mig, Eliſe“.

Hun gjorde det; der faldt en brændende Taare
ned paa min Pande, og jeg folte dens Varme med en
underlig vemodsblandet Glæde.

„Var Lund her ikke, Eliſe?“

„Jo, han ſtaar her ved Siden, bag Gardinet“.

„Han er Ankers Son, Eliſe. Ved han det?“

„Han ved det, Fjære Villiam. O, Villiam, jeg er
laa glad“.

„Saa, jaa, Fjære Frue”, ſagde Doktor Blichers
Roſt bag Sengegardinet, „nu maa De virkelig ikke lade
ham tale mere. Han fkal ſove, ſkal han“.

Eliſe bøjede fig igjen over mig og kysſede mig,
derpaa traf hun Gardinerne ſammen og fatte fig inden
for Dem i det dæmpede Lys og tog mine Hender
mellem ſine. j

” Munden.

„Bornene?“ hviſkede jeg ſagte, i Stilhed glodende

mig over at kunne narre min ſtrenge Doktor.

Eliſe nikkede ſmilende og lagde Fingeren paa
Jeg jaa glad paa min kjarlige Huſtrus
lykkelige Anſigt, indtil mine Ojne bleve tunge, og jeg
faldt i Søvn. g

„Jeg er ſulten, Eliſe“, vare de forſte Ord, jeg
ſagde, da jeg igjen vaagnede og fandt hende ſiddende
paa ſamme Plads inden for Gardinerne. Disſe bleve
nu trufne til Side og Doktor Blicher kom til Syne.

„Saa De er ſulten, ſtakkels Mand“, ſagde Dok⸗
toren og følte min Puls“, „ja, faa komme vi vel til
at give Dem lidt at ſpiſe. Ganfke tynd Bouillon,
lære Frue ...“

„Men ikke altfor tynd, Eliſe“.

„En Smule riſtet Franſkbrod og en lille Stive
Duebryſt“, vedblev Doktoren uden at lade ſig forſtyrre
af min Afbrydelſe. :

„Lad mig nu je dem alleſammen“, ſagde jeg, nu
er jeg raſk nok dertil“.

Doktoren folte endnu en Gang min Puls, derpaa
gik han hen og aabnede Døren til Dagligſtuen. San
kom de da alleſammen liſtende paa Tæerne, ſom om det
forſt og fremmeſt gjaldt om, at jeg ikke ſkulde høre
dem komme, og alle ſaa de paa mig med ſmilende
Anſigt og fugtigt glinſende Øjne. Amalie løftede mine
Smaaborn i Vejret, for at de kunde kysſe mig, og
gav mig derpaa ſelv et Kys. Anker og Lund — eller
rettere Poul Anker — ſtod med Armen om hinandens
Skulder og nikkede til mig og trykkede mine Hænder,

Jeg tog Pouls og Amalies Sænder og lagde dem
ſammen, i Stilhed morende mig over, hvilket Anſigt
de vilde -fætte op; men de rodmede kun og ſmilede til
hinanden, og Poul ſagde undſkyldende:

„Vi have fundet hinanden, kjcere Ven. Jeg er
bange for, at jeg har været meget egenkjerlig, da jeg,
for Du blev raſk ...“ ;

„Du kjeœre, gode Menneſke“, udbrød jeg glad.
„Nej, aldrig i Verden. Gud velſigne Eder begge to!“

Tre Uger efter ſpadſerede jeg ſtottet til Ankers
Arm nede i vor lille Have. Sommeren var endnu
ikke forbi, det havde nylig regnet, og Bufke og Zræer
ſtod faa friſke og grønne ſom midt om Foraaret.

„Ser De, Fjære Ven“, ſagde Anker, og hans Anſigt
ſtraalede af Glæde, „det var Kakkelovnen, der reddede
Dem. Det var et ſkrakkeligt Slag, De fik i Hovedet
ved at falde mod den, og Blodet ſtrommede hen ad
Gulvet, jaa at jeg et Ojeblik frygtede for, at De var
død; men det reddede Dem alligevel. „Det er et Slag,
ſom maa bringe den verſte Hjerne i Lave igjen”,
ſagde Doktoren til mig, „overſtaar han det, er han
med det ſamme helbredet“. Og det ſlog meget rigtig
til; thi De kan vere rolig for, at de ſlemme Syner
aldrig vende tilbage“.

„Hvor underlig er det i Grunden ikke“, ſagde jeg,

CTC RE EN

. ˙ AA.

kom han til N.

. ————. ...... . ————————————ß——9ꝙ FF RER
... 2 EF Sa

„at netop den Sygdom ſkulde føre Dem og Deres

Son ſammen. Var jeg vedbleven at være raſk, havde

gav mig Vished om, at Poul var Deres Son“.
„Sandt, fandt”, ſvarede Anker. „Gud har under
Tiden ſine egne, forunderlige Veje ... Naar vi nu blot
kunde faa det ordnet ſaaledes, at Bjerring og Poul
bytte Plads. Bjerring er villig dertil, da Pouls
Embede har lidt ſtorre Indtegter. Det eneſte, der
trykker mig, er mit Lofte til min gamle Ven, Svendſen“.
Det varede imidlertid ikke Længe, før Anker blev
befriet fra det Tryk; thi Svendſens Datter blev imod
al Forventning gift med en Toldasſiſtent, og Faderen
jaa nu ſelvfolgelig helſt, at Svigerſonnen blev hans
Eftermand. Hvad Poul og Bjerring angik, da kom
Byttet meget rigtig i Stand, og kort Tid efter, at jeg
havde gjen⸗

vunden min

Sundhed an⸗

Samme Ef⸗
teraar ſtod
hans og Ama⸗
lies Bryllup
hos os, og ſjel⸗
den var der
i N. Kirke ble⸗
ven viet et
lykkeligere og
mere elffvær -
digt Brudepar.
Hvad Anker
angaar, da
forſtod han ud⸗ )
mærket at dele 0 5 MD Ht
ſine Beſog mel- 0 || 0
lem dem og f
os, og naar
ſom helſt han
lod ſig til Syne bragte han Solſkin med ſig. Aldrig fik
jeg at vide, og aldrig ſpurgte jeg om, hvad der havde foran⸗
lediget det ſorgelige Brud mellem ham og hans Huſtru;
men at det var hende, ſom havde Skylden, er jeg over⸗
beviſt om; thi Anker omtalte hende aldrig ſenere for
mig, hvilket han visſelig ellers vilde have gjort.

h landt de mange Beſynderligheder ſom
mode Evropcerne i „det himmelſke
Rige”, ſom Kineſerne benævne deres
Fadreland, kan Suppe pan Svalereder
nævnes, ſom den, der ved forſte Betragtning

Spiselige Fuglereder.

væffer meſt Undren. Sagen er imidlertid ikke jaa be⸗

ſynderlig, da Reden ikke beſtaar af Jord, ſom hos os,
De maaſke aldrig tankt paa at fortælle mig det, der

men af en Slags Slim, ſom ligner Husblas, der hos
os vindes ved Kogning af Fiſkeblerer og lign. Den
„ſpiſelige Fuglerede“ tilhører nemlig en lille oſtindiſk
Havpſpale „Salanganen“, hvoraf „Husvennen“ i Dag
bringer et ſmukt Billede, ſom den, ikke ſtorre end en
Gjerdeſmutte, ſidder højt oppe paa en Klippekant, lige
over fin lille klare Rede. Denne er opflæbet af den
omtalte husblasagtige Slim, der er ſtorknet i Luften
til en hornagtig Masſe. Trods Redeſtedernes Util⸗
gengelighed, faar Fuglen dog ikke Lov at være i Fred,
da Kineſerne ere ſaa gale efter Rederne og betale
Pundet med 30 Rd. Da man finder angivet, at alene
den ſtore kineſiſfe Stad Kanton indfører 30,000 Pd.
aarlig, kan man forſtaa, hvor efterſtrebt denne Svale⸗
rede er, og at

den med Livs⸗

af Beboerne
paa de oſtin⸗
diſke Oer, lige
ſom Indſam⸗
lingen af Ed⸗
derdun paa
Ferperne,
hvorfor Fugle⸗
redeſamleren
fra Barnsben
maa være
vant til denne
Idræt, og be⸗
ſidde en ſtor
Kraft og Smi⸗
dighed. Sa⸗
langanen byg⸗
ger tre Gange
om Aaret, men
8 = uden Beteen⸗
kelighed kaſter Samleren Ag og Unger i Havet, fra
de Reder hans begjærlige Haand kan naa paa den livs⸗
farlige Vandring og Nedhisſen i Tov paa Fugleklipperne.
Rederne renſes omhyggeligt, tillaves i Kina med meget
fine Kryderier og fortæres af rige Folk ſom en over:
maade ſtor Loekkerhed — dyr er den i det Mindſte.

N En engelſg Kempekran.
aar man læfer i Aviſerne om umaadelige
W Kanoner, uhyre Dampmaſkiner og Damp⸗
f kjedler, tre Kvarter tykke Pantſerplader
og andre Gjenſtande af en uhyre Vægt;
grunder man viſt ofte lidt over, ikke hvor⸗

fare opſoges

399

ledes man faar dem befordret, thi man har jo
Jernbaner og Dampfkibe, men over hvorledes man faar
disſe Masſer hævet og lœsſet, ladet og losſet. Hus⸗
vennens Billede i nærværende Nr. vil derfor forhaa⸗
bentlig være mangen teenkende Læjer velkomment, idet
man deraf faar en Foreſtilling om, hvorledes en af
Nutidens Jernfæmper jer ud, der tager det ſtaorſte

Lokomotiv „med en Finger“ i Nakken, lofter det op og

*

jætter det ombord i et Skib faa let ſom vi flytte en Syeefke.

Vi ſtaa ved et engelſk Havnebolveerk, en Kaj, be⸗
lagt med fvære Jernbaneſpor. Et ſtort Skruedampfkib
af Jern har lagt til og ſkal indtage fin Ladning af
Jernbanefkinner og de ſpeere Dele til en ſtor Jernbro.
Kranen ſe vi holdende nede paa Kajens anden Ende,
men med et forbavſes vi ved at je hele det uhyre
Stillads med ſine lange Arme komme langſomt ſpad⸗

! — ̃ —

*

. . En engelsk Ræmpekran.

ſerende op til Skibet, hvor det holder ſtille. Vi je nu,
at hele Stilladſet, ſammennittet af jvære Jernplader
fra gverſt til nederſt, faar paa Hjul og ved Damp⸗
kraft kan kjores frem og tilbage aa de ſpcere Skinner
vi før bemeerkede. Stilladſet bære en ſtor Platform,
ſom en Bro, hvorpaa Kranens Fangearme ere anbragte

med et lille Mafkinhus, hvori Kempens blodleſe Hjerte |

flaar fine dampende Slag. Dampmaſkinen gjør

nemlig hele Arbejdet, Et Vogntog er nu kjort hen
under Kranen og Ladningen ſkal begynde. Kranens
ene Arm drejes hen over den forſte Vogn, Kjeden rasler
ned og Krogen hages i Kjeden, der er ſlaaet om en
jvær Jernbjcelke. Hurtigt hæver den fig lodret op,
hele Maſkinhuſet drejer fig om fin Axel en Trediedel
Gang rundt og Zernbjælfen; ſom nu jvæver lige over
Skibets Luge, nedlades tyſt og ſikkert paa fit Sted.

400

Arbejde, ſom ellers vilde fræve Hundreder, ja
Tuſinder Mænds fforenede Kræfter, og var forbundet
med ſtorſte Fare for Liv og Lemmer, udfores nu her
ved to Mands Sjalp, idet Maſkinen er faa ſindrig
indrettet, at nogle faa Bevegelſer med nogle Vegt⸗
ſtenger og Haner bringer den til at gaa frem og til⸗
bage, dreje ſig rundt, hejſe op og fire ned, hurtigt eller
langſomt, alt efter Onſke. d

Vi forlade Kranen med oprigtig Beundring for
de udmærkede opfindſomme og dygtige Mænd, ſom have
üdtenkt dens Indretning; men vi forlade den ogſaa
med adſfkillige Bitanker. Den er os nemlig et af de
mange Exempler paa, hvorledes Nutiden ſtreber mere
og mere at fri Menneſket fra det haarde trallende
Slid. De ſnilde Maſfkiner tager det haardeſte Stød

af og Arbejderen ſtaar glad og ſtolt ſom dens Herre

og Meſter. De ſom mene, at Maſkinerne tage Brødet
fra Arbejderne maa je dem omkring i vore Dage; de
ville overalt finde, at jo flere Maſkiner vi faa til at
trælle for os og udvikle Kraft for os, jo mere Arbejde
bliver der. Kempekranen har ſaaledes vendt Tanken
hen paa, at det nu, imod tidligere, er gode Tider for
Arbejderen — blot man maatte ſkjonne paa det.

Karlsvognen og Nordſtjernen.
Af Pauline Vorm.

3 A

N. fleſte Stjernebilleders Navne ere mere vildledende

end vejledende. Der ſkal f. Ex. en meget ftært
Indbildningskraft til i „Vedderen“ at ſe Billedet af
en Vedder, i „Tyren“ Billedet af en Tyr og i „Loven“
Billedet af en Love; dog ſparer den ſtore Bjørn
nogenlunde til fit Navn: naar man faar Oje paa alle
de ſmaa Stjerner der danne dens Hoved, Forkrop og

Fodder, har Figuren virkelig en fjern Lighed med en

Bjorneſkikkelſe. Bedſt kjendte ere imidlertid ſyv klare
Stjerner i dens Lend og Hale under Navn af Karls—
vognen eller den ſtore Karlsvognz thi der er
ogſaa en lille, ſom udgjør en Del af en Bjorns,
den lille Bjorns Skikkelſe. J Spidſen af den
lille Bjørns Hale, Enden af den lille Karlsvogns
Stang, ſtaar Nordſtjernen, ogſaa kaldet Polar⸗
ſtjernen.

Her i Danmark ſtaar den temmelig højt, Betragte
vi den nordlige Del af Himlen fra Helſingor, Nord⸗
ſpidſen af Samsø, Skanderborg, Midten af Ring⸗
kjobing Fjord eller et andet Punkt der ligger i lige

Linie med disſe Steder, da ſe vi Nordſtjernen i en

Hofde af 56 Grader; det er: vi dele i Tanken den

Vej, Øjet har at folge fra det nordligſte Punkt i

Synskredſen op til vort Isſepunkt; vi dele denne Vej i
90 lige ſtore Dele, og naar da Blikket, bevægende fig

fra Synsgrænjen opad, har tilbagelagt 56 af disſe
90 Afſnit, faa finder det Nordſtjernen. 5

Men at ramme dette Maal ved et blot og bart
Skjon er naturligvis umuligt; vi maa have en paa⸗
lideligere Vejviſer og vælge hertil den ſtore Bjorn.
Enhver kjender Karlsvognen. Den ſtaar altid paa den
nordlige Himmel, undertiden lige i Nord og da enten
temmelig lavt med hældende Stang eller meget hojt
og da i en Stilling, ſom om den var væltet. Til
andre Tider ſtaar den noget mod Oſt med Stangen
pegende i nordlig, eller noget mod Veſt, med Stangen
i ſydlig Retning; for Ojeblikket ville vi tenke os den
ſtagende lavt i Nord, ſaaledes ſom vi ſe den en Efter⸗
aarsaften. Fra dens venſtre til dens højre Baghjul a 6
drage vi en Linie, og denne fortſette vi opad i ſamme
Retning endnu tre Gange ſaa langt, da træffer den
Nordſtjernen. Vi kunne bruge denne Fremgangsmaade
ogſaa til enhver anden Tid af Aaret og Natten uden
Henſyn til, hvor Karlsvognen ſtaar, kun maa vi pasſe
paa ikke at begynde fra Højre. Stillingen er denne:
5 „ Nordsthjernen.

*
*
Den lille Vogn.
* *
*

Tre Stjerner it Drage ns Hale.

5 * 0

*
*
Den store Rarts von.

Der er mellem de to Billeder foruden Storrelſen
endnu den Forſtjel, at den lille Bjorn, hvis Ben gan
ud fra de venſtre Hjul, og hvis Hoved ſtaar mellem
det højre Baghjul og Dragens Hale, bærer fin Hale opad
krummet ſom en Hund, hvilket ikke er Tilfældet med
den ſtore; fremdeles, at de to Vogne vende Stangen
i modſat Retning, jaa at man, hvis man kunde flyve
op til dem, vilde gribe om Stangen af den ſtore
Karlsvogn med venſtre Haand, om Stangen af den
lille med højre; endelig maa vi marke os, at medens
alle ſyv Stjerner i den ſtore Vogn ere klare nok til,
at man let faar Oje paa dem, gjælder dette ikke om
den lille Vogns Stjerner; her ere begge Forhjulene og
de to inderſte Stjerner i Stangen meget ſmaa og
matte; klarere lyſer Polarſtjernen og de to Baghjul,
men dog ikke med ſamme Styrke ſom Stjernerne. i
den ſtore Karlsvogn. i

Opfattes de to Billeder ſom Bjørne, da bevæger
den lille fig baglænds, hvorimod den ſtore jer fremad
under fin daglige Omdrejning; opfattes de derimod
ſom Vogne, da kjorer den lille rundt i fin ſncevre Kreds
med Stengen forreſt, den ſtore derimod rygger.
Saaledes maatte man i det mindſte fremſtille Forholdet,
derſom de begge befandt fig i nogen Afſtand fra Nord⸗

e —

polen og altſaa havde Plads at bevæge fig pan; men
dette gjælder egentlig kun om den ſtore Bjorn; den
lille er med fin Haleſpids, Polarſtjernen, jaa nær ved
Himlens Nordpol, at den kan betragtes, ſom om den
ſtod i ſelve det Punkt, der under Stjernernes Om⸗
drejning er Midtpunktet; folgelig drejer ſig den lille
Bjorn om fin Hale, den lille Karlsvogn om fin Stang.
Nordſtjernen bliver for alle den nordlige Halvkugles
Beboere „Himmelhvelvingens Kjærne”, „Himlens
Kongeſtol“, hvorom alle ſaakaldte faſte“) Stjerner
(Fixſtjerner) ſvinge rundt i 23 Timer 56 Minuter,
hvilket Tidsrum vi falde en Stjernedag. En
Soldag er fulde 24 Timer, en Maanedag ikke
jaa lidt længere, og deraf kommer det, at vi ſe Maa⸗
nens Plads mellem Stjernerne betydelig forandret fra
den ene Aften til den anden. Kunde vi ſe Stjernerne
ſamtidig med Solen, da vilde Forandringen i dens
Stilling ikke være jaa iøjnefaldende; thi den Stjerne,
der idag naar fin Søjdeftand (kulminerer) ſamtidig med
Solen, vil imorgen kun komme 4 Minuter forud,
iovermorgen 8 Minuter, Dagen derefter 12 og ſaa
fremdeles; men disſe 4 Minuter hver Dag udgjore for
en Tid af 30 Dage en Forſkjel af 2 Timer. Man
drager derfor paa et Stjernekort ikke blot nogle Kredſe
(Parallelcirkler) i forſkjellig Afſtand omkring Nord⸗
ſtjernen, men man brager tillige 12 Linier ud fra den
i forſkjellige Retninger, og hver af dem rammer et
Punkt, hvori Solen ſtaar i det Ojeblik, da en aſtro⸗
nomifk Maaned begynder. De aſtronomiſke Maaneder
falder imidlertid ikke ſammen med de borgerlige; de
begynde paa Solhværvs- og Icevndognsdagene ſamt
i de 8 Maaneder, hvor der hverken indtræffer Solhvcerv
eller Zævndøgn, paa en Dag af omtrent ſamme Datum.
Hvert af de 12 Længdejnit paa Himlen bruger altſaa
henved 2 Timer til at gaa igjennem et Steds Middags⸗
linie; et Stjernebillede, der ftræffer fig tværs igjennem
flere Længdebelter, bruger mere end 2 Timer, faaledes
Dragen 10, den ſtore Bjorn 6.

Afſtanden mellem den ſtore Bjorn og Nordſtjernen
er ſtor nok til, at medens Nordſtjernen ſtaar tæt ved
Nordpolens Isſepunkt, gaar den ſtore Bjorn hver Dag
eller Nat, naar den kommer hojſt paa Himlen, tæt
forbi, ja tildels gjennem vort Isſepunkt her i Dan⸗
mark — o: vi have dette Stjernebillede en Tid af
Dagen eller Natten neſten lige over vore Hoveder, og
da det pan Himlen indtager en meget ftørre Plads —
ſaavel i Bredde ſom i Længde — end vort lille
Fædreland paa Jorden, jan gjælder denne Bemerkning
ethvert Sted i Danmark. Af det Foregaaende kunne

Leſerne imidlertid flutte, at man for at finde Karls=

vognen jaa højt oppe maa ſoge den til forffjellige
Timer af Natten paa de forſtjellige Tider af Aaret,

) Man betragtede i gamle Dage den blaa Himmel ſom en
faſt Hvelving (Firmament), hvorpaa Fixſtjernerne ſadde.

og at man til en Aarstid flet ikke kan finde den der,

efterſom den kun kommer der ved Dagen. Denne Tid
er Sommeren og den forſte Del af Efteraaret; mod
Aarets Slutning ſtaar den ſtore Bjørn hojt i Morgen⸗
timerne, i Begyndelſen af det nye Aar midt om Natten,
længere hen paa Foraaret kort Tid efter Solens Ned⸗
gang. Ved Midnatstid kulminerer nemlig i Tiden fra:
20de Jan. til 17de Febr. Den ſtore Bjorns Hoved.
18de Febr. til 19de Marts. Karlsvognens Hjul.

20de Marts til 19de April. Karlsvognens Stang.

Ligeſom Bjornen er et nordligt Dyr, ere altſaa
den ſtore og den lille Bjorn nordlige Stjernebilleder;
men dog er det ikke Nordboer, der have givet dem
Navn af Bjørne. Græferne, for hvem Alt i Naturen
havde en Sjæl, for hvem Blomſter, Træer, Fugle, ja
ſelv den hæslige Edderkop vare forvandlede Menneſker,
befolkede ogſaa Himlen med levende Skikkelſer, og om
de to Bjørne fortalte de folgende Sagn: .

Kalliſto, Datter af en arkadiſk Fyrſte, var
elſket af Zeus, den øverfte af de græffe Guder,
(Romernes Jupiter) og fodte ham en Son. Hera,
Zeus's Huſtru, forvandlede i ſin Vrede herover Kalliſto
til en Hunbjorn og hendes Barn til en Bjorneunge;
men da Heras Had ikke dermed var mættet, fatte Zeus
dem begge paa Himlen for at unddrage dem for hendes
Efterſtrebelſer. Hendes Amme, Thetys, Havets
Dronning, delte imidlertid fin Foſterdatters Forbitrelſe
mod Barnet og dets Moder; hun vilde ikke give dem
Hvile i ſit Skjod; de maatte evigt uden Ro vandre
om paa Himlen; — den ſtore og den lille Bjorn ſtaa
rigtignok lavere i Grækenland end i Norden; men de
gaa alligevel ikke ned under dets Synsgraenſe.

Navnet Karlsvogn er derimod nordiſk; dog ſkriver
det fig ikke, ſom man kunde tro, fra en af de mange
ſpenſke Konger af Napnet Karl, ſtjondt nyere Digtere
have viſt Tilbejelighed til at tillægge Karl den Tolvte
„hin Vogn med den gyldne Stang og med Hjulſpigerne
ſmeddede af Guld.“ — „Du var paa Jorden jævn og
pragtlos“, ſiger en Digter til Heltekongen; „men nu
ſtaar Din Vogn ſom en Stjerneflok.“ Navnet er
imidlertid meget ældre; det ſtammer fra Hedenold, og
„Karlsvogn“ betyder „Kœmpevogn“; thi „Kampe, ſterk
eller kraftig Mand“ er den oprindelige Betydning af
Ordet Karl; man ſiger jo endnu: en Kraftkapl. Den
lille Vogn hed i gamle Dage Kvindevognén; vore
hedenffe Fadre have rimeligvis tænkt fig disſe Vogne
ſom tilhørende Kemperne hos Thor og Kvinderne hos
Freja; eller de have i et Billede fra Stjernehimlen
fremſtillet den Tanke, at Kvinden bevæger fig i Hjem⸗
mets ſnevre Kreds, Manden i en meget videre men
dog egentlig — om hende; Manden fan flige højere
men ogſaa ſynke dybere end Kvinden, ſaaledes ſom
Karlsvognen ſnart ſtaar over ſnart under „Kvinde⸗
vognen”, Omvendt var det i det græffe Sagn Kvinden,

c rr ele

RE

der bevægede fig om et mandligt Midtpunkt; men her
var det ikke Mand og Huſtru — det var Moder
og Son. g
Nordſtjernen er i den nordiſke Digtekunſt bleven
Sindbilledet for Nordens Folkeaand. Den ſynker ikke,
den viger. ikke fit Sæde, hedder det; i den ſpenſke
Nordſtjerneorden ſtaar et latinſk Valgſprog, ſom be⸗
tyder: „den ved ikke af Nedgang.“ 7155
Om Stjernen er dette Ord fandt; — maatte det
ogſaa være Sandhed, naar det ſiges om Aanden 9g
Kraften! ;

-

Torup Landboſkole
for vordende Husmend

modtager et nyt Hold Elever til 1fte November. —
Skolens Formaal er at lære Eleverne at dyrke en
mindre Jordlod paa en formaalstjenlig Maade; ogſaa
underviſes de i Havedyrkning, og om Vinteren gives
der dem Lejlighed til at øve fig i nyttig Husflids⸗
gierning. Ved Siden deraf underviſes der i Læsning,
Regning, Skrivning, Modersmaalets fkriftlige Brug,
Fedrelandshiſtorie, Jordbeſkrivelſe, Agerdyrkningskemi,
Jords Opmaaling m. m. Et Kurſus ved Skolen
giennemgaaes i et Aar fra Iſte November til 1ſte No⸗
vember. J Maanederne November, April og Oktober
underviſes daglig 3 Timer, i December, Jannar, Fe⸗
bruar og Marts daglig, 4 Timer, og i Aarets øvrige
Maaneder daglig 2 Timer, alt foruden den Vejledning,
der ydes ved praktiſke Arbejders ÜUdforelſe. Iøvrigt
ſtulle Eleverne være pligtige til at deltage i alle de
Arbejder, der kunne forefalde ved Jordbrug, Havedyrk⸗
ning og Husflid. Eleverne fan Koſt, Bolig, Lys og
Varme paa. Skolen, og enhver Elev yder herfor et
Vederlag af 100 Kroner Eleverne antages ikke gjerne
i en yngre Alder en 18 Aar; i ethvert Tilfælde maa
de kunne deltage i de almindelig forefaldende Land⸗
brugsarbejder. — Til Skolen hører en Ejendom paa
nogle og tyve Tonder Land g. M., Hartkorn omtrent
2 Dr. 3 Tor. Land dyrkes for fig ſelv, og, ſaavidt
det kan ſke, alene med Spaden. Til Efteraaret og
neſte Foraar anlægges en Have, hvis Storrelſe bliver
omtrent 2 Tdr. Land. ;

Torup ober Ulſtrup Station ved Randers.
P. Mielſen.

Husflid.

Fuglekasſer.

Vid de i Nr. 42 og 44 meddelte Tegninger af Fugle⸗

kasſer, var der af Tegneren begaget en Fejl, ſom
ikke lod ſig rette, og ſom Udgiveren glemte at gjore
opmerkſom paa: Flyvehullet er nemlig anbragt for
neden i Stedet for for oven. Dette havde Tegneren
anſet for en temmelig ligegyldig Sag enten det kom
for oven eller for neden, men at Fuglene ikke ere af

den Mening, viſer folgende velvillige Meddelelſe fra en
af Husvennens Lætere:

„J Foraaret meget tidlig (i Slutningen af Fe⸗
bruar) opflog jeg en Del Fuglekasſer i en lille Lund.
Disſe Fuglekasſer, hvoraf nogle vare til Stere og
andre til mindre Fugleſorter, vare forſkjellige fra hver⸗
andre derved, at Helvten havde Flyvehullet forneden
(ſom paa omſkrevne Billeder betegnet), medens den
anden Halvpart havde Flyvehullet foroven. Hen paa
Sommeren viſte det ſig imidlertid, at ikke en eneſte af
de Kasſer, hvorpaa Flyvehullet var anbragt forneden
blev beboet, medens alle de øvrige bleve beboede, hvad
enten de vare opflanede i Udfanten af Skoven eller i
Tykningen af ſamme. Det ſynes altſaa heraf at frem⸗
gag, at-de Kasſer ere at fortrokke, ſom have Flyve⸗
hullet anbragt foroven“. ; 3

2 —

Smmanling.

En Skipperhiſtorie. „Naa Sorenſen! Hvorledes

ſer det jaa ud oppe ved Spitsbergen!“

„Ja, ſer Du! Der er Taagen ſaa tyk, at vi flog
Som i den og hængte vore Klæder paa”,

Gaade.
Jeg findes pan Skuffer paa Skabe og Kiſter,
Og er uundvarlig for Kapitaliſter;
Jeg er, ſom Du ſer en nyttig Ting
Men vender Du mig en Gang omkring
Ei Nytten mindre blev ſom jeg øved,
Skjondt ſtadigt jeg brugt bliver traadt i Støvet.

— —

Oplosninger

paa Gaaden i Nr. 49: Ile, omvendt Eli.

paa „den firkantede Nod“ i Nr. 49:

DUN PE:

0

R

NE.

E N D E N.

Hor
82

N
omg

Brevvexling.
B. M. i V. takkes, men Formen forbyder Anvendelſe.

Herd. Tak! Mg. Venligſt Gjenhilſen!

Bratte Omvexlinger, Fortælling af Emanuel Henning⸗
jen (Sluttet). — Spiſelige Fuglereder, med Billede. —
En engelſt Kempekran, med Billede. — Karlsvognen og
Nordſtjernen, af Pauline Worm. — Torup Landboſkole.

Indhold.

— Husflid: Fuglekasſer, med Billede. — Gaade.
Udgiverens Adresse er: Bylovsvej 8 a.
Kjøbenhavn
Vesterbro,

—

Husvennen udkommer fil hver Søndag med et 16-fpalter Art, forfyner med flere Billeder, fil 4 Krone (3 Al. Jjerdingaaret frit filføndt,

vert Fjerdingaar medfølger gralis el ſlort ſmutt Billede.

Blade Kan beſlilles pan elhvert Voflkonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver

Voglade ſamt hos Hopedſtommisſioncren: Audolph Klein, Bileſltcde 40, Kjøbenhavn.

.” Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz.

RAR

—

3 2
—

Sr

Færge

; Iblandt den Skare
af udmerkede Dig⸗

tere, der vaktes ved

Ohlenſleegers Sang,
er ingen bleven det
danſke Folk kjeerere
end Ingemann;
thi ingen har grebet
det dybere og faaet
Hjertets Strenge til
at tone klarere, ingen
har faget ſtorre
Betydning for dets
Vært i ſand Folke⸗
lighed, og er Folkets
Dom over dets Dig⸗
tere afgjorende, ſaa
er han ubetinget den
ftørfte i denne Dig⸗
terſkare.

J Ohlenſleger
kom et nyt Liv til
Gjennembrud, dg
derfor kom han plud⸗
ſelig og mægtig

ſom et Lyn, der

tændte Hjerter i
Brand, medens Inge⸗
mann udvikledes ſtille
og kun vandt jævnt
fremad ſom en tro⸗
faſt Arbejder i det

BA sm Billøsg 0

Alorſhabslesning, Oplysning og Hug flid.
Adginet af N. C. Bom.

Hondagen d. 19. September. |

Bernhard Severin Ingemann.
Af Bendix Hanſen.

nye Folkelivs Tje⸗
neſte, og forſt da
hans betydningsful⸗
deſte Gjerning var
gjort med hans hiſto⸗
riſke Digte og Ro⸗
maner, kom det Vært,
der "gav. fuld For⸗
ſtagelſe af den Aand,
der talte igjennem
ham og havde gjort
ham til Sanger af
„Holger Danfke“.
Man har givet ham
Hedersnavnet „Hjer⸗
teſtjalden“, og det
fortjener han med
Rette, fordi hans
Sang toner ud fra
et fuldt og varmt
Hjerte og atter naar
til Hjerte; men jeg
tror dog, at det var
nok ſaa betegnende,
om man kaldte ham
„Holger Danſkes
Sanger“; man vil
ſnart ſkjonne hvor⸗
for.

Idet Ohlenſle⸗
ger og Grundt⸗
vig fremmede Ol d⸗

40⁴

tidens SHelteliv i al fin Storhed og Kraft, var
det Maalet, at den ny Slægt ſkulde optage dette Liv
i fig, ſom fin aandelige Arv og Eje, gjenfode det og
der igjennem vinde Klarhed og Kraft og blive et i
Sandhed godt og dygtigt Folk. Dog fkulde man ikke

opgive Kriſtendommen og atter blive Hedninger ſom
hine Oldtidshelte, nej tvertimod: ved at optage det
dybe Stemninger, Drømme, Anelſer og Lengsler, ſterke

menneſkelige og folkelige ſkulde det kriſtelige naa at blive
fuld Sandhed ſom Liv. Det var Grundtvigs ſtore
Livsopgave at klare dette, og fandt. han end, ifær i
Begyndelſen, mange Modſtandere, der ikke alene erklerede
denne ſtore Tanke for en Drom, en Umulighed, men

ogſaa frygtede den ſom Vejen til al Kriſtenlivs Under

gang, har Tiden og Udviklingen dog viſt, at han havde
Ret. Trods hans ſtore og mangeſidige Begavelſe og
hans uopſlidelige Arbejdskraft, trængte han dog til en
Hjcelper, der kunde naa ud til hele Folket, og en ſaadan
Sjælper fif han i Ingemann; thi mellem Oldtiden
og Nutiden laa den lange dunkle Middelalder,
mellem det nordiſk menneſkelige og det kriſtelige [aa det
folkelige, og der fik Ingemann ſin Plads; var det
Brages og Thors Aand, der hvilede over Ohlenſleger
og Grundtvig, jan var det Holger Danſkes Aand, der
hvilede over ham.

J Oldtiden var der kun et Folk og et Sprog,
den danſke Tunge, i Norden; nu var der tre,
rigtignok med en hel Del tilfælles, ſom Born af ſamme
Hjem og Moder. J de henfarne Tider havde Nordens
trende Broderfolk ikke alene bygget fig hver fit Hjem,
indrettet fig forſtjelligt og ſamlet fig egne Minder og
Erfaringer, men de havde endog glemt Broderſkabet og
ſom bitre Fjender opflidt hverandres Kræfter i blodige
Kampe, om end enkelte fremſynede Perſonligheder ſom
Dronning Margrete havde følt og forſtaget, at jaa
burde det ikke være. Da kom Øhblenjlæger og vakte
Fellestanken og med den hele det ſkandinaviſke Røre,
med fine Studenter⸗ og Folkemoder, Taler og Sange,
og dette har, hvad man ſaa end ſiger, visſeligen været
til Velſignelſe; thi Kjærlighed mellem Brødre er godt
og naturligt, medens Had og Kamp er en Ulykke. Men
det var ikke nok, at vi blot folte os ſom Nordboere,
ſom nordiſke, det var en Drøm, en flor og dejlig Drøm,
men en Misforſtagelſe, der fulgtes af Skuffelſer; thi
hvert af Nordens Broderfolk maatte føle fig ſom et
ſelpſtendigt Folk tillige, om man ikke vilde fornægte
Tidernes Magt og den hiſtoriſke Udvikling. Vi maatte
være Danſke om vi vilde være os ſelv og leve vort
eget Liv; thi vi vare Danſke, og det var dette, der
brød frem til Klarhed i og ved Ingemanns Sang. 3
Kraft af det nordiſke var han en Danſker og gav
Folkeaanden Skikkelſe og Mele, jan Holger Danſke
atter ſtod lyslevende for os, og dog ſtaar det Nordiſke
for ham ſom Danſkhedens ſtore endelige Maal.

Medens Ohlenſloger til fine Digtninger om Old⸗
tiden havde et rigt Kildeveld i de gamle Sagaer,

valgte Ingemann Middelalderens Riddertid, hvis hiſto⸗
riſke Kilder ere meget ſparſomme og fattige; men det
Morke, der hviler over denne Tidsalder, oplyſes dog
glimtevis af de gamle Ridderviſer og Folkeſange, der
ſom en ledende Guldtraad flynger ſig gjennem den, og
dem har Ingemann forſtaaet at bruge ſom ingen anden.
Det er ikke tørre Aarstal og Navne, men klare Skikkelſer,

gribende Leengsler efter Forlosning, forbundne med
ſtille, klagende og dog mægtige Toner. Man behøver

blot at mindes Sangene om „Niels Ebbeſen“,

„Dronning Dagmars Dod“ og „Hr. Oluf han
rider faa vide om Land”, der alle ere godt kjendte.
Alt dette, og hvad mere der kunde findes til at belyſe
Tiden, har Ingemann optaget i fin bløde, varme Sjæl
og Digtet ud deraf, faa han atter har fremtryllet Tiden
lyslevende for os i al fin Inde og Raahed, Kraft og
Skrobelighed, tro indtil de mindſte Enkeltheder mod
det hiſtoriſke, og juſt derved ſkabt en ſand Hiſtorie.
Hvorfor har han da valgt denne Tid? Det var ganfke
viſt ikke alene, fordi han følte fig ſerligt tiltalt af den
Tids Kampeviſer; men fordi Tiden, ſtor i ſit Fald og
ſtor i ſin Oprejsning, afſpejlede en Livsſandhed, pegede
paa et Maal og viſte Vejen til det gjennem dyrekjobt
Erfaring. Hans Syn paa Ziden ſtod klart fra Be⸗
gyndelſen, han vidſte, hvad han vilde og udtaler det
ſtrax i ſit forſte Arbejde i den Retning, Digtet „Valde⸗
mar den Store og hans Mend“.

„Stig op af Graven, Du Slægt, ſom døde!

Forkynd Dit Fald og afmal Din Brade!

Advar os for Udſlettelſens Dom

Og vis os, hvorfra Din Frelſe kom!

Men J, ſom lufte i Tider dunkle,

Som klare Nordlys ved Midnat funkle!

J ſtore Aander, ſom over Jord

Med Frelſens evige Banner foer,

Der Herren mægtig fin Haand udftralte

Og Folkeaanden til Liv gjenvakte!

Lys atter for os fra natlig Tid,

J Aandekcemper i Herrens Stridl

Og blunder atter i Blodheds Drømme

Mit Fødeland ved de dybe Strømme,

Hvad heller raſer i blinde Lyſt

Forvildet Slægt mod fit eget Bryſt,

Da ryſter Sjælen og væffer Manden,

Og ſtyrker Hjertet og ruſter Haanden

Til Danſk og ſtor og til herlig Id

Til Danmarks Frelſe i Nodens Tid!”

Dette er den Tidens Tanke, han vil lægge ſit

Folk paa Hjerte og det ikke blot ſom et Varſelsraab,
men ſom en ſtyrkende Verkelſe af Kræfterne, ſom en
Ruſtning til Strid for alt, hvad der er danſkt, ſtort
og herligt, ja „til Danmarks Frelſe i Nadens Tid“.
Og denne Tanke blev mere end en ſmuk Drøm; thi
den tog Skikkelſe, ſom af vort eget Kjod og Blod, kan

405 g

man friſtes til at ſige, i hans hiſtoriſke Skildringer, og
disſe trængte ind i Folket fom en voekkende, ſtyrkende
og loftende Magt, der gjorde ſit til, at Fedrelands⸗
kjcerligheden kom op over alt andet og frelſte Danmark
i Nodens Tid under Kampen for Sønderjylland 1848 —
50, og ſiden den Tid og indtil vore Dage, have de
arbejdet ſig dybere og dybere ind i Folket, iſer i de
Unge, med tiltagende Magt og Velſignelſe.

J Digtet „Valdemar den Store og hans
Mænd” fkildrer han forſt Landet i fin forfærdelige
Oplosningstilſtand. J blind Lyſt raſer den forvildede
Slægt mod fit eget Bryſt i blodige Borgerkrige, og,
da Ravnene ſamles, Hvor Aadslet ligger, ſonderſlides
Folk og Land ſom et vergeloſt Bytte af de graadige
vendiſke Rovere, hvis Frakhed er uden Grenſer. Viſtnok
er der mange gode Kræfter tilſtede ſom en Mulighed
for Frelſen; men de ere ſpredte og ſkjulte ſom enkelte
Blomſter i det herſkende, frodige Ukrudt, og derfor
megte de ſaa godt ſom intet. Da kommer Valdemar
den Store med Tvillingbrodrene Axel (Biſp Abſalon)
og Asbjorn Snare ſom en Frelſer i Nodens Tid. Om
ham flokkes de gode Kræfter og efterhaanden hele Folket,
og faa gaar det fremad til Storhed og Sejr.

J Romanen „Valdemar Sejr“ naar Tiden ſin
ſtorſte Højde. Fremmede Folk og Lande undertvinges,
og i Kampen for Korſet maa ſelv de vilde Eſtlender
ſtrekke Vaaben i det blodige Slag ved Volmar, hvor
Dannebrog daler ned fra Himlen ſom et Hedersmeerke
og fører frem til Sejr. Men ſtrax følger en hurtig
Dalen. Sejrens Glans havde blændet Folket, man
kempede ikke længere i Sandhed for Korſet og Landets
Frelſe, men for egen Wre, Storhed og Fordel, man
kœmpede i Egenkjerlighed, og det var en Forbrydelſe.
Ved et ſpigefuldt Overfald paa Lys kom den ſtore
Valdemar Sejr i en af fine tyſke Vaſallers Vold og
maatte friſte ſtor Udmygelſe i fit Fangenſkab. De
erobrede Lande faldt fra, Lykken havde forladt de danſke
Vaaben, og ſnart var Danmark atter trængt tilbage
indenfor fine naturlige Greenſer, uden fremmede Lande
ſom Prydelſe. Vel ſaa Kongen nu, gjort klog af
Ulykken, at der gik en anden Vej til Folkets Storhed,
og det fif fit Udtryk i hans berømte Love: thi „med
Lov ſkal Land bygges”, blev fra nu af hans ledende
Tanke. Dog, han. døde inden Folket havde lært at
fatte ham; det higede endnu efter Hevn og den tabte
Sejrsglans, og derfor blev det værre og værre,

J „Erik Menveds Barndom” er Opløsningen
atter i fuld Gang. Man jer det; men i fin Forblin⸗
delſe tillægger man den ſvage og uduelige Konge, Erik
Glipping, hele Skylden og ſoger Frelſe i en forfærdelig
Forbrydelſe, Kongemordet i Finnerup Lade, det fjerde
Kongemord efter Valdemar Sejrs. Død, og giver derved
et ſterkt Stød til Oplosningens Fremgang; thi en
Forbrydelſe avler flere. Forgjæves arbejder endnu gode
danſte Mænd paa Landets Frelſe, forgjcves ſoge de at

ſtanſe den rullende Flod, forgicves ſoge de at opdrage
en ny Valdemar Sejr i Erik Menved.

Saa folger Kong Eriks Kamp mod de Fredloſe i
„Kong Erik og de Fredloſe“, hvor Forbrydelſens
Seed bærer fine onde Frugter. Kong Erik er bleven
blændet af Valdemartidens Storhed og Glans uden at
have fattet dens Aand og desværre! uden at være be⸗
gavet med dens Daadskraft. Iſtedetfor at opdrage ham
til ſit Lands Frelſer, noget hvortil ingen kan opdrages,
har man gjort ham til en forfængelig og pragtſyg
Herre, der ved ſine glimrende Ridderſpil og ſin ſtor⸗
artede Hofholdning forøger Landets Fattigdom og derved
bidrager end mere til dets Undergang. Han forer en
Fortvivlelſeskamp, der faar Lighed med en Borgerkrig,
mod de Fredleſe; men denne Kamp aabenbarer intet
ſtort, da den vœſentlig er en Kamp for perſonlig Hævn
over ſin Faders Mordere. i

Under hans Broder Kriſtoffer fuldendes Oplos⸗
ningen, og i „Prins Otto af Danmark“ er det
mork Folkenat. Nedſunken i den dybeſte Forſmadelſe,
piſket til Blods, treller Folket under tyſke Tyranner,
hvis Hopding, Grev Gert, i Gru og Affky nævnes ſom
kullede Greve. Da viſte det ſig, at en hojere Styrer
holdt Haand over Danmark, idet det for Menneſke⸗
forſtand ufattelig fkete, at Holger Danſke pludſelig
ſprang frem ſom et Lyn i Tidens Morke med en Stor:
daad, der, ſom altid er Tilfældet med det ftørfte paa
Jorden, faa ud ſom en Dumhed, idet Niels Ebbeſon
til Norreris med en Haandfuld Folk rejſte ſig mod
"Grevens Tuſinder, brød ind i Randers og fældede den
kullede Greve. Og Gud ſke Lov! Folket var Frelſen
værd. Under Trengslerne var det modnet til Enighed
og Fedrelandskjcrlighed, jaa Lynet tændte Hjerterne
og ſelv den fattige Kulſvierkvinde, der ikkun havde to
Leve (Brod), rakte Niels Ebbeſen det ene; thi „han flog
den kullede Greve“. Frivilligt forlode danſke Mænd
Hjem og Arne og alt, hvad de havde fjært, og flokkedes
om Frelſerens Banner til Kamp for det, der nu var
dem det Fjærefte paa Jord, for Fedrelandet. Ja han
faldt; men hans Aand levede og forte frem til Sejr;
Saa kom Valdemar Atterdag og fuldendte Veerket, idet
han mojſommelig atter ſamlede Stumperne og Stykkerne
af det adſplittede Land til et Hele, og da blev det
„atter Dag“.

Dog, hermed ſtandſer Ingemann ikke. For at være
i Sandhed danſk, maa man være nordiſk. Det var
den ſtore Tanke, ſom fødtes af Tiden, og Valdemar
Atterdags kloge Datter, Dronning Margrete, gjorde
den, ſom det ſyntes, en kort Tid til fuld Virkelighed
ved Kalmarunionen, og derfor. faar denne Rake af
hiſtoriſke Skildringer fin rette og naturlige Afflutning
i Digtet: „Dronning Margrete“.

Dette er i Korthed Tanken i Ingemanns hiſtoriſke
Digte og Romaner, og den er udfort med en Sandhed,
Kjærlighed og et Liv, ſom alle gribes af og ſom gjør”

—

HLN

disſe Bøger til en frugtbar og tiltræffende Læsning for
Hoje og Lave, Unge og Gamle, ja for hele Folket.

Kort efter „Dronning Margrete” fulgte det herlige
Digt „Holger Danſke“, viſtnok Ingemanns ypperfte
Verk. Deri har han givet den danjfe Folfeaand fit
fuldeſte Udtryf og fin klareſte Skikkelſe.

I fit Udſpring er Holger Danſke, ſom det bor
være, en nordiff Mand; thi det er jo den ſamme Tanke
og Foreſtilling der tager Skikkelſe i ham ſom fordum
i Thor og til Dels i Steerkodder, den frelſende, ſejrrige
Heltekraft, der vier ſig til Kamp for Lyſet og Sand⸗
hedens Rige imod Morkets Magter, Jetter og Trolde,
Maurer og Hedninger. Han er et Billede af Folket
jelv, af det dybeſte og bedſte, der boer i det, præget
med dets hele Ejendommelighed, og derfor tillige Folkets
Ideal. Det har maaſke været denne Folkelivstro,
hvoraf hele den nordiſke Gudelcere i Tidernes Morgen
er fremvoxet ſammen med Folket ſelv. Da Kriſten⸗
dommen trængte frem i Norden ſom en Fjende af den
gamle Tro og det gamle Liv, megtede den kun efter
lange Tiders Arbejde at fortrænge Thor ſom Gud; men
at udrydde den Foreſtilling, der havde givet ham
Skikkelſe, var umuligt; thi det vilde have veeret at
dræbe Folkehjertet og dermed Folket ſelb. Dog med
Skikkelſen var ogſaa Folkelivets Ideal trængt bort, og
kun gjennem Aarhundreders Kampe, tunge Dromme og
Lengsler kunde Folkeaanden atter ſtige frem i en for⸗
nyet Skikkelſe, ſkabt af den ſelv, og dette ſkete farſt
ſamtidig med den katholſke Kirkes Undergang i Dan⸗
mark ved Reformationen. Forſte Gang Holger Danſkes
Navn findes optegnet i Danmark er i det 13de Aar⸗
hundrede (i de esromſke Analer) og da kaldes han
Odgejr, hvilket betyder Spydsod, og da Orvarod betyder
det ſamme, har man ſammenlignet denne Oldtidshelts
Saga med Holger Danſkes og fundet en mærkelig Lighed,
uden at man dog derfor tør gjøre dem til en og ſamme
Perſon. Rorte hans Aand fig end faa mægtigt i
Middelalderen, at den, ſom vi have ſet i Ingemanns
Digtning kunde frelſe Landet paa Afgrundens Rand,
ſaa var Foreſtillingen om ham, ſom den frelſende
Folkeaand, dog endnu ikke klaret, og derfor var han
ſom forſvunden, og hans Navn bevaredes kun i et Par
Kampeviſer, uden at man vidſte, at det var ham, man
længtes imod. Hvor var han da i hele den lange
Middelalder? Ja det ved Sagnet nu meget godt:
han ſad der nede under Kronborg og drømte med Haand
under Kind og Skeegget voret faſt i Stenbordet og
kom kun i den pderſte Nod fit Folk til Hjælp, for jaa
atter at forſpinde ukjendt og ſporleſt i fin dybe Kjalder.
Saaledes kan det vel være nu, efter at han er kommen
tilbage; men jeg anſer det for mere rimeligt, at han i
Middelalderen har fulgt med Nordboerne, de Danſke,
ud i Verden for at pve Stordaad, ſkabe ſig en ny
Saga og vinde ſig en ny Haderskrans til at vende
hjem med. Vi har et Sagn om en Skare Danſke

(Nordboer), der udvandrede til Frankrig, hvor de fik
Navn af Normanner, og det Sjem de tilfæmpede ſig
Normandiet, ſom det endnu hedder. Med dem,
tenker jeg, Holger Danſke er faret ud i Verden; thi
at de kjendte og mindedes ham, ved vi deraf, at da de

ſenere droge over til England og erobrede dette Land,

ſtyrkede de ſig til Kampen ved om Aftenen forend det
afgjorende Slag ved Haſting 1066 at ſynge Sangene
om Holger Danſke. Siden udmærkede disſe Normanner
ſig i Kriſtenhedens Kamp mod Muhamedanerne, Maurer
og Tyrker, og vare Sjælen i Korstogene til det hellige
Lands Befrielſe fra de Vantro. Fra det erobrede
Jeruſalem ſtundede maaſke enkelte videre ind i Oſtens
ukjendte Eventyrlande, hvor man troede, at Paradiſet
laa. Man maa hujfe paa, at man den Gang ikke
kjendte Jordkloden ſom nu, at Amerika og Avſtralien
vare uopdagede, Aſien og Afrika næften ganſke ukjendte,
og Jordens Form og Grenſer ufattelige, og at man
derfor kunde finde Plads nok paa Jorden til alle ſine
glimrende Drommeverdener og haabe at naa dem her.
Men man naaede ikke Paradiſet, hverken i Jeruſalem
eller i Oſten, man naaede kun ind i den mægtige,
glimrende og ligeſom fortryllende katholſke Kirke, hvor
Jomfru Marie ſom Himmeldronningen blev Riddertidens
uklare og dog blendende Ideal og affødte dens for⸗
underlige Sværmeri for Kvinden. Og der levede man
et Drommeliv, indtil den ſagte Rislen af Kilden, der
udfpringer af Livets Veld, atter vakte Minderne og
Heltekraften under Reformationen. Alt dette afſpejles
i Danſkernes Liv i Middelalderen, men fuldere og
klarere i Normannernes, og derfor er det ogſaa, jeg
tror, at han fulgte med dem paa Tog. Fra Norman⸗
nernes Land, Frankerige, vendte han ogſaa tilbage til
os; thi da den lærde Kriſten Pederſen under Kriſtjern
den Anden reiſte til Paris for at hente en Affkrift af
Saxos Danmarkshiſtorie, der ene opbevaredes der, fandt
han ogſaa Sagnet om Holger Danſke, tog ham med
hjem og fremſtillede ham for ſit Folk i en Bog 1515.
Og Danſkerne toge imod ham, ſom en kjer og længe
ſavnet Ven. De kjendte ham ſtrax igjen og „Holger
Danſkes Kronike“ blev leſt og leſt igjen ſom ingen
anden Folkebog lige indtil vore Dage.

Da blev Ingemann beaandet af ham og udſang
hans Liv og Kamp, hans Minder og Drømme, Lengsler
og Saab i en Rakke dejlige Sange i Digtet „Holger
Danſke“, og forſt da forſtode vi ham tilfulde og fandt
os ſelv i ham igjen ſom den danſke Folkeaand.

„Ver hilſet, mit gamle: Fedreland!

Du fjender mig vel ej ganſke?

Engang jeg var en navnkundig Mand;
De kaldte mig Holger Danſke.

Med mig drev Lykken et underligt Spil:
Hvert Barn mit Navn ffulde fjende;

Dog Mænd ſtulde tro, den Mand var ej til,
Hvis Ry foer til Verdens Ende.

Mit Liv, blev givet et ſelſomt Kaar:
Det aldrig i Verden ophører,

Og Død kan jeg ſynes i Tuſind Aar,
Men dog i Londom mig rorer.

Du ved det, Landsmand! jeg er ej dod:

Med Kraft jeg kommer tilbage;

Jeg er Din fuldtro Hjælper i Nod

Paa Danemarks gamle Dage“.

Saaledes lyder hans Hilſen til det vaagnende
Folk, og derpaa fortæller han om fine Barndoms
Minder og Drømme i Nordens ſpundne Oldtid. Saa
drog han ud i Verden, blev Kriſten og vandt Heltenavn
hos Kejſer Karl den Store i Kampen mod de Vantro;
men det var ikke alene Armens Kraft, der gjorde ham

ſtor, det var ligeſaa meget hans trofaſte Hjerte og hans
ftærfe Villie. Da han i Hidſighed havde dræbt Keſſerens
Son, ſom var givet i hans Varetegt og var ham ſaare
kjcr, angrede det ham faa dybt, at han rolig fandt ſig
i det lange og trange Fangenſkab, ſtjont han kunde
ſparke Muren ud og gaa bort, hvad Ojeblik, han vilde.
Efter et fort Beſog i Hjemmet, hvor det ſteerke vilde
Hedningeliv ikke lyſtede ham, foer han ſom Pilegrim
mod Syd til det hellige Land.
„Oſterlide! Oſterlide!
Det var vore Drommes Land.
Naar vi red ved Bjergets Side,
Naar vi ſang ved Havets Rand —
Oſterlide! Oſterldel
Klang det over Bjerg og Strand.

Paradiſet! Paradiſet!

Land, hvor Liv og Sol oprandt!
Sjælens Vugge, højt lovppriſet
Guddomshave, ſom forſvandt!
Paradiſet! Paradiſet!

Vejen til dets Port jeg fandt“.

Ja til Paradiſet vilde han, dette var hans Livs⸗
haab og Maal; men han fandt det ikke i det hellige
Land, han fandt kun den lukkede Port, og jaa ſtevnede
han troſtigt videre ind i Oſtens ukjendte Lande.

„Jeg lo, naar Stymperne ſukked;

J Vejr jeg al Tvivl ſlog hen:

Blev Paradisporten lukket,

Hun kan vel aabnes igjen!“
ſang han i Tillid til fin Tro og Styrke. Han fandt
kjcre, længe ſavnede Venner dernede i det vidunderlige
Indieland, hvilede hos dem og foer paa Tog med dem,
men Paradiſet! Paradiſet ledte han forgjæves efter
paa Jorden. Da vendte han ſine Ojne mod det Hoje
og ſang ſin dejlige Sang om Livet:

„Jeg ſaa kun tilbage. Mig Livets Lyſt bortklang;
Da toned mig i Sjælen faa treſtelig en Sang:

Se frem, men ej tilbage! Hvad Hjertet attrager
Maaſke dog en Gang under Solen Du naar.

Lad Bølger bortrulle! lad Lovet flagre hen!

Raſk bruſer dog Strømmen, friſk Skoven ſtaar igjen.
Lad Solen formerkes og Maanen tage af!

Dog Sol og Maane ſtiger fuldkarſk over Hav.

Lad rulle det Svundne i Tidernes Elv!

Det Liv, der ej bortfarer, er Sjælen dog ſelv.
Har Sjælens Liv ej Ende, jaa er der ingen Dod,
Og vi er dog jaa godt ſom i Paradiſet fod.

Der ſpringer en Kilde ved Livstrœets Rod:

J Verdenshavet ftrømmer Udodeligheds Flod;
Og Havet ej ældes, og Jordens grønne O
Hver Sommer ſtaar forynget i livsgronne Sø.

En Draabe kun af Kilden, hvor forſt den udſprang!
En Blomſt kun af Grenen, hvor Livets Wbler hang!
Og Haaret aldrig graaner, og Sindet bli'er ej tungt;
Men Hjertet gløder. evig lykſaligt og ungt.

Hvor Livskilden ſpringer, didhen ſtaar min Hu.
Hvor Livstræet blomſtred, der blomſtrer det endnu.
Se frem, men ej tilbage! Hvad Sjælen attraar
Maaſke dog en Gang under Solen Du naar.

Men naar under Solen ej Sjælen hvad den vil —
Saar er der andre Sole og andre Stjerner til.
Og ſlukkes alle Sole og Stjerner en Gang —
Dog Livskilden ſpringer, hvor evig den ſprang“.

Saa faſt var hans Tro, ſaa ren var hans Drøm,
jaa langt ræffede hans Saab. Da aabnedes den lukkede
Port, og han jaa et Glimt, men ogſaa kun et Glimt
af Paradiſets ufattelige Herlighed, og jaa var Fjeldet
atter lukket, og han havnede i Luftſynernes Land,
Avalun, hos Feen Morgana, og der, i det tomme
Glimrende, ſom han troede var virkeligt, tabte han
Minderne og levede et uſandt Drommeliv, indtil
han vaktes af Livskildens Rislen og tabte Glemſelens
Krone.

Aarhundreder bortfloj; jeg meerked ej dertil;
Da ſtod jeg en Kvæld ved en Kilde.

Jeg lytted' til Vovernes underlige Spil:
De hvifked faa venlige: milde.

Jeg bojed mit Hoved; jeg aned dog et Savn;
— End bar jeg Forglemmelſens Krone:

Jeg hufked end ikke mit gamle danſke Navn —
Sært rørte mig Bolgernes Tone.

e

1

— —

ER

Skr St GS ERE STE Seerne Sne

SEE —

408

Det var mig ſom de hvifked om, hvad jeg havde

glemt.

— Min Guldkrans var trillet i Voven —

Brat vaagned hvert Minde, ſom var i Sjælen

gjemt,

Om Danmark og Jsaſefjordsſkoven.

Da fvandt Tryllelandet ſom en Taage, og han
vendte atter hjem til fit Fædreland for at hjælpe fit
Folk og ſynge det fine Sange.

J denne forte Redegjorelſe for Indholdet i Inge⸗
manns „Holger Danſke“, har jeg ſeerlig dvelet ved
hans Higen med og Dromme om Paradiſet, fordi det
forekommer mig ſom det dybeſte i hele det ſkjonne
Digt.

Hvad er Drømme? Dromme er intet! ſvarer
Enhver, der ikke vil beſkyldes for Overtro, og for ſaa
vidt det gelder om Nattedromme, faar Svaret Lov
til at ſtaa ved Magt; men der gives andre Dromme
end disſe, der gives fuldvaagne Livsdromme, ſom
Menneſkets og Folkenes Barndomsdromme. De ere
forſtjellige hos de forſkjellige Folk og Menneſker; thi
de avles af de ſeregne Krefter, der endnu ligger i
orkeslos Slummer og vente paa at tages i Brug i
Livets Tjeneſte. J farverige Billeder forjctte de, hvad
Fremtiden kan bringe og ſatte et Livsmaal, der ſparer
til de Krefter, der have født dem. Men der er noget
dobbelt i disſe Drømme, thi Menneſket er ſkabt af
Jord og Aand, der er noget, ſom blot gielder dette
Jordliv og noget, ſom peger ud derover, om end begge
Dele kunne ſmelte ſammen, ſom den nære By og den
fjernere Stad, ligeſom i Profeternes Forjettelſer. Ud⸗
vikles Krefterne, ſom de bor, og bruges de, ſom de
ſkulle, da beerer deres Streben hen imod Drommenes
Maal, og kun den, der har tabt dette af Syne, haſter
forvildet af Sted og jager fra et til andet uden at finde
Ro og Tilfredshed paa ſin Vej. Dette har Ingemann
ſtildret i „Holger Daufke“. Som en tro Afſpejling af
fit Folks Sjeleliv, har Holger Danſke tabt ſit Jorde⸗
livs Barndomsdrom og higer derfor med al ſin Magt
mod Evighedsdrommen, Paradiſet, ſom han, i Folelſen
af et jordiſk Maals Nodvendighed, tror at finde paa
Jorden. Kun i et enkelt Ojeblik, i Sangen om Livet,
vinder han fuld Klarhed og fætter Maalet lige ind i
Evigheden; men kan det ikke naas her, da er Menneſke⸗
kraften overflødig og Jordlivet med, og derfor havner
han i Avalun. Juſt ſaaledes var Tilſtanden i Middel⸗
alderen. Enkelte, der havde vundet den ſamme Klarhed
ſom Holger, forſagede dette Liv og begravede ſig i
Kloſtrene, medens Folket beſtandig higede frem mod ſit
eneſte Maal, Paradiſet, med en Lengſel, der aldrig
kunde ſtilles, fordi de i den katholſke Kirke aldrig ret
kunde modes med det levende Guds Ord og” Aand.
Dette er Grunden til disſe leengſelsfulde og ſorgmodige
Toner, der rore os ſaa ſert i de gamle Folkeſange.
Det er en Livstrang der græder, fordi den ikke kan

4

bryde frem og jætte Blomſter. Ja den katholſke Kirke
blev et Avalun, et glimrende, uſandt Drommerige, hvor
Kræfterne laa i Dvale, og Feen Morgana, der kaſtede
Glans ud over det, var en misforſtaget Opfattelſe af
den ydmyge ſig ſelvfornegtende og tilbagetredende
Jomfru Marie. Da kom Morten Luther, og Livskildens
Rislen vakte atter de fortryllede Sjæle. Folkeaanden
kom igjen, og gjennem lange Tiders Arbejde naaede den
forſt at komme til fuld Klarhed i dette Aarhundrede.
En ſtor Del af „Holger Danſtes“ Sange ere blevne

ſande Folkeſange, dog fremfor alle „Holger Danfſkes
Maeerke“:

„J alle de Riger og Lande,

Hvorhen jeg i Verden for,

Jeg fægted med aaben Pande

For hvad jeg for Alvor tror“;
thi den er jo nu bleven det Merke, hvorunder Danſken
drager til Kamp for alt hvad Elſteligt, Stort og Godt,
han kjender paa Jord og tror paa. Det er et godt
Tidernes Tegn, at den er bleven vor Opſang og har
faaet Hjertets Strenge til at klinge, jaa at vi aldrig
blive kjede af at gjentage den; det vidner om, at vi
have fattet Holger Danſkes Aand.

Det maa ikke glemmes, at Ingemanns Digning

har flere Sider, end den hiſtoriſk folkelige, og ſkjont

denne Afhandling truer med at blive længere end den
burde være, maa det dog være mig tilladt, ogſaa at
pege paa de andre.

Neſt efter Grundtvig er der ingen Nutidsdigter,
der har ſtorre Fortjeneſter af den d anſke Salmeſang
end han, og det pasſer godt; thi han er en Kriſten, en
barnlig troende Holger Danſke. Alle han Salmer
aande en barnlig ren Tro og en mild Hjertevarme, og
dog er der en forunderlig Dybde i deres tiltalende

Billedrigdom. Derfor er han ogſaa bleven Børnenes
Salmedigter og naſten den eneſte. Hans Salmer
tone i alle Landets Skoler, derfra tone de ind i Huſene
og ud fra Kirkerne og barer ſtille Fred og Oploftelſe,
ja Jubel og Lovſang med allevegne. Jeg vil kun
nævne: „Nu ringe alle Klokker mod Sky“, Dagen gaar
med raſke Fjed“, „Fred hviler over Land og By“ og
„Nu titte de til hinanden de fagre Blomſter ſmaa“;
men jeg kunde friſtes til at nævne mange flere, ja dem
alle; thi alle ere de mig fjære.

Han har ſkrevet en ſtor Mængde Fortællinger, af
hvilke de bedſt kjendte viſtnok ere den ypperlige Nutids⸗
roman „Landsbybornene“ og den lyſtige „Kriſten
Bloks Ungdomsſtreger“. J flere af fine udmær-
fede Eventyrfortallinger, ſaaſom „Huldregaven“,
„De Underjordiſke“, „Sphinxen“ og „Det
høje Spil“, afflorer han dybe Livsſandheder.
„Kunnukſog Naja“ er et prægtigt Billede af Livet
i Gronland.

J det fortrinlige Digt „Ahasverus eller Blade

af Jeruſalems Skomagers Lommebog“, der i

323J2 SE ken,

409

Formen har noget tilfælles med „Holger Danſke“, giver
han en ſand og i fin Sandhed gribende Skildring af
den undertrykte, forpinte og landflygtige Jodedoms
Kamp for Tilverelſen. Han har ogſaa ſkrevet Sorge⸗
ſpil, der en Tid vare meget yndede, iſcer „Blanka“,
men de bleve langt overgaagede af Ohlenflegers og ere
derfor nu ere mindre kjendte, end de fortjene.

Ingemann er født i Torkildſtrup paa Falſter den

28de Maj 1789. Han miſtede ſin Fader, da han var
11 Aar og kom ſaa i Slagelſe Skole, hvorfra han
afgik ſom Student til Kjøbenhavn. Under Engelſk⸗
mændenes Overfald paa Kjøbenhavn deltog han med
de andre Studenter i Forſpvaret under Bombardementet.
1811—12—13 udfom hans førfte Digte, der gjorde
megen Lykke, og i hvilfe han aabenbarede fig ſom en

blød, from og ſpeermeriſk Natur, maaſke lidt for blod

for vor Tid, men hjertegreben af Kjærlighed til Hjem
og Fædreland. Efter en hel Ræffe Digte, Salmer og
Sange ſkrev han fin „Rejſelyre“, en Reiſebeſkrivelſe i
Digte fra hans Udenlandsrejſe 1818 — 19. 1824 udkom
„Valdemar den Store og hans Mænd”, der fortſattes

med de bekjendte hiſt oriſke Romaner og affluttedes 1836

med ,, Dronning Margrete”, og allerede Aaret efter ud-

kom „Holger Danffe”. Han var bleven anſat ſom Lærer |

ved Sorø Akademi, og der, i de yndige Omgivelſer,

henlevede han ſine Dage i ſtille Fred og Lykke med
fin hejtelſkede, trofaſte Huſtru, men under uafbrudt |

Virkſomhed.
Direktor.
Hans Liv var ſtille og jævnt, jaa derom er ikke
ſtort at melde. Vel har han gjennemgaget en indre
Gjæring og Kamp; men Strommens Bruſen i det Dybe
fremkaldte ingen mægtige. Belger paa Overfladen og
vakte derfor heller ingen Digterfejide. Selv var han
en ſtille, venlig Perſonlighed, elſtelig ſom faa og jaa
lidet fremtrædende, at man endog fortæller, at han
aldrig har holdt en Tale. Skjont han var elfket af
hele det danſke Folk og læft og beundret ogſaa i Üd⸗
landet, drog han dog ikke omkring for at ſamle Heders⸗
kranſe, og gik ſaaledes fri for den larmende ofte over⸗
fladiſfñe Ros, medens han ſad hjemme og i Stilhed
ſamlede Hjerterne omkring fig, faa han vandt Kjendings⸗
navnet „Hjerteſtjalden“. Men Folket følte Trang til
at viſe ham fin Hyldeſt, og derfor overrakte de danſke
Kvinder ham paa hans 70 aarige Fodſelsdag et koſte⸗
ligt Drikkehorn af Sølv prydet med Figurer fra hans
hiſtoriſke Arbejder. Det gjemmes nu paa Roſenborg.
Han døde den 24de Februar 1862 i Sorø, hvor
han havde henlevet fine bedſte og lykkeligſte Aar, og
der blev han ogſaa begravet. Kort for fin Død havde
han ſkrevet fit ſidſte Digt om „den hemmeligheds⸗
fulde Port“, hvori der klinger en lys anende Forud⸗
folelſe af det, der vilde komme, naar Porten aabnedes
for ham ind til det i Lys ſtraalende Livstræ og den
evige Juleglede. ;

Fra 1842 til 49 var han Akademiets

„Paa denne Verdens Greenſemur
Lonporten til en ny Natur

paa ſkjulte Sojle hænger.

Hvert Ojeblik, ſom Pulſen ſlaar,
en Sjæl igjennem Porten gaar,
og ingen fer den længer.

Hvert Fodtrin gaar mod Muren frem,

og altid Porten ſtaar paa Klem,

dens Hængsler altid knirke.

Gravmørfe ftrømmer fra den ud;

dog gjennem Market ſender Gud
en Straale fra ſin Kirke.

Den Straale kun til Ojet naar,
hvor Sjæle-Børneffaren ſtaar,
ſom Juleaften hjemme,

og ſtirrer trøft paa lufte Dør
Der, hvad de aldrig ſkue før,
til herligſt Stund ſkal gjemme.

Gik Fader alt ad Doren ind,

gik Moder ind med Slor om Kind,

gik Soſter ſelb og Broder —

forſvandt de alle uden Lyd,

de ſmaa dog ved, der bliver Fryd

hos Fader og hos Moder.

Og aabnes Doren helt til ſidſt,
jaa ved de, Jeſusbarnet viſt
har bragt dem Julegave —

ſaa ſe de — hvad de tro'de for —

vidunderlig bag aabne Dor
ſtaar Juletrœets Have.

Fyret pan Eddyſtone.

At Men⸗
neſkeſloegten
i de ſidſte
Aarhundre⸗
ders Lob har
gjort ſtore
Fremſkridt i
en Mængde
forſkjellige
Retninger

er Jagt jaa

tidt og vi
ved det ſaa
godt“ at det
næften nu
er kjedeligt
at høre det
tiere. Naar

bun 1 aunyskogn oud eien

vi alligevel idag erindrer vore Leſere om denne
Sætning ved at fortælle Lidt om det berømte Fyrtaarn
paa Eddyſtone, ſom findes afbildet paa hosſtagende
Billede, faa tor vi vel forudſctte at maaſke ikke mange
dog vide ſynderligt om, hvilke Fremſkridt der ere gjorte
med Henſyn til Fyrene i Tidernes Løb.

Saa længe Menneſkene have færdedes paa Havet,
have de haft den værfte Fjende i Mørket, Der kan
være Farer nok ved høj lys Dag, naar det er. ondt
Vejr og vanſtelige Farvande, men faa kan man dog
je fig for og fan et Begreb om, hvor man er; man kan
undgaa Landjorden og Klipper, der rage op over
Havet; men naar Nattens Morke omhyller Alt, vover
Farerne paa Søen hundredefold, naar Stormen tuder
og Bolgerne taarne fig omkring Skibet, da vilde man
være uden Vejledning, og det vilde komme an paa et
Lykketref, om man kunde undgaa at ftøde paa Grund
eller at Skibet knuſtes mod de ſtenhaarde Klipper.
Fyrtaarne ere derfor en gammel Opfindelſe, og at man
i Oldtiden, den Gang da Kulturen næften. ene fandtes
i Landene omkring Middelhavet, lagde ſtor Vægt paa
at tilvejebringe gode Fyrtaarne, derom have vi mange
Beretninger. To Fyrtaarne vare i hin Tid faa be⸗
romte, at de henregnedes til Verdens ſyv Underveerker.
Det ene var Fyrtaarnet paa Den Pharos ved Aller:
andria ved Nilens veſtlige Munding. De gamle

Forfattere ſkildre det ſom en pragtfuld og "mægtig

Bygning paa hyis øverfte Top der om Aftenen tændtes
et ſtort Baal til Vejledning for de Sofarende, der
ſogte til Alexandrias Havn. Det andet var den
berømte Kolos paa Den Rhodos ved Lilleaſiens
ſydlige Kyſt. Det var bygget af Kobber i Form af
en Billedftøtte af Guden Apollo, ſom hosſtaagende Bil⸗

taarn paa Eddyſtone i Aarene 175660.

Gange ſprojte helt op over dets overſte Top.

lede viſer, og af en jaa uhyre Storrelſe, at den ſtod
med den ene Fod paa den ene og den anden paa den.
anden Side af Indlobet til Havnen; faa at Skibene
ſejlede ind mellem Kolosſens Ben ſom igjennem en.
vældig Port. Den ene Arm holdt den højt i Vejret:
og bar i Haanden en Skaal, hvori Blusſet brændte.
Den ſtyrtede i Middelalderen i Havet. Saaledes for⸗
gaar Verdens Storhed og Herlighed.

Da ſenere ved Folkevandringen og gjennem Middel⸗
alderen Kulturen gik tilbage, havde man hverken Raad
eller Lyſt til at bygge flige. Fyrtaarne. Man ind⸗
ſkrenkede fig til paa visſe Steder at tende Baal paa.
Strandbredden i merke Netter. Senere gjorde, man
ſig den Ulejlighed at indrette Fyrene med lidt mere
Omhu. Man opſtillede af Pele og Bjeelker en Vippe,
omtrent ſom en Brondvippe. Paa den ene Ende af
Vippen heengte man en ſtor Jernkurv ſom fyldtes med
Brænde, Zjære og lign.; men dette. Baal udkrevede
megen Pasning og Enhver kan indſe, at det var en
meget ufuldkommen Indretning. Efter Haanden har
man indſet Nodvendigheden af at anbringe Blusſet i
en dertil indrettet Bygning eller Taarn ſom en ſtor
Lygte eller Lampe, og her i Danmark findes nu til
Dags mange fortrinlige Fyr. Enkelte af vore Læjere
have maaſke nok jet, hvor ſmukt og formaalstjenligt alt
i de nyere og ſtorre Fyr her i Landet er indrettet.

Som Kongen for Nutidens Fyrtaarne kunne vi
nævne Fyret paa Eddyſtone. J Kanalen mellem
England og Frankrig ligger der en lille Klippe, ſom
har koſtet mangen brav Sømand. Livet; thi utallige
Skibe ere i mørfe Netter knuſte mod dens haarde
Sider. Man beſluttede ſig derfor i Begyndelſen af
forrige Aarhundrede til at bygge et Fyrtaarn paa
denne Klippe, hvis Navn er Eddyſtone; man tog raſkt
fat paa Vorket, og i Aaret. 1703 ſtod det… færdigt,
ventende paa den førfte alvorlige Storm; den kom
men den ſkyllede Fyrtaarnet bort ſom et Korthus, jaa
at der ikke blev en Sten tilbage deraf. Man tabte
Modet og der hengik mange Aar inden man atter
tænkte paa at bygge Fyrtaarn paa Eddyſtone. Men
Strandingerne voxede i Antal, alt efterſom Skibsfarten
udviflede ſig. Englænderne opgive nødigt en Plan,
ſom de anſe for nyttig, og man byggede et nyt Fyr⸗
Det blev
bygget af. jvære Granitblokke, der blev forbundne med
ſterke Jernankre, og Bygmeſteren var ſaa ſikker paa
ſit Verks Godhed, at han tilbød. at mode den forſte
ftærfe Storm i Taarnet. Og Vaerket gjorde ham ikke
tilſfkamme, thi endnu den Dag i Dag ſtaar Eddyſtone

Fyrtaarn faſt paa. fin Klippegrund og har i over hun⸗

drede Aar trodſet Stormene, ſkjondt Bølgerne mange
Dets
klare ſteerke Blus lyſer endnu i denne Aften, da Du
leſer dette, ſom en frelſende Stjerne for de Skarer
af Skibe, der tilbagelægge den ſidſte Del af deres

mejſommelige Vandring over det ſtore Hav og nu
ſoge ind til den ſikre Haun.

*

1 En gavmild Praſt.

er var en Gang en Preſt i Skjern, der
mere end de fleſte Preſter havde lagt
ſig Johannes Doberens Formaning paa
Sinde: Den ſom har to Köjortler, ſkal
dele med den, ſom ingen har, og den
ſom har Mad, ſkal gjøre ligeſaa.

Et Efteraar, da Faarene vare blevne klippede,
overlagde Preſtekonen og deres Datter med hinanden,
at de vilde overraſke „Fa'er“ med en god Vinter—
frakke; thi han havde kun Bræftefjolen, og denne var
neſten opflidt og for tynd til at modſtaa Vinterens
Kulde. De kjobte da hos en Garver nogle Kalvehaar
til at karte i Ulden, Tøjet ſom ſkulde ligne Kalmuk,
blev farvet morkegront og kradſet, og kom meget for⸗
traffelig til at ſvare til Henſigten; men „Farer“ maatte
aldeles ikke vide noget om Konens og Datterens Be⸗
ſtemmelſe, førend Tøjet var færdig og Skredderen
kom i Huſet og ſkulde have Maal til Frakken. Preſten
var glad ved Frakken, men iſcer var han glad ved at
erfare ſin Kones og Datters fromme Sindelag og kjer⸗
lige Henſigt, ſaavelſom med at have jet pan deres flittige
Sænder, der for Reſten aldrig laa over Kors i Skjodet,
uden at han havde vidſt hvad de travlede for.

Det var ikke forſte Gang Preſtekonen og hendes
Datter havde arbejdet for at ſkafſe „Faber“ en Frakke
pan Kroppen, men da havde han altid vidſt Beſked
derom, og han havde ogſaa handlet ligedan hver Gang,
han fik en Kjole mere end Praſtekjolen, han gav den
bort til den forſte Zrængende han jaa, eller til den
Forſte, der bad ham derom. Han led mange Bebrej⸗
delſer af Sognebeboerne for fin Gavmildhed; de
mente, at han ogſaa gav til Uverdige, der forodte
deres Gods med Skamme, og ſaaledes blev han med⸗
ſkyldig i deres Synd. Hans Kone og Datter, der
ellers vare gavmilde nok i Kjokkenet, var noget af ſamme
Mening, og mente, at man da ikke behøvede at træffe
Klæderne af Kroppen og give bort; men, troſtede de
hinanden med, Fader bliver nok klogere, og vi ville
prøve det endnu en Gang. Praſten havde en anden
Mening, om Anſparlighed, han troede kun at have
Anſvar for at je den Zrængendes Nod uden at bidrage
til Lindring og ikke for, hvorledes Nyderen anvendte
Gaven, hvilet Anſvar han troede at hvile paa Mod⸗
tageren, og han havde heller ikke ojenſynligt Bevis for,
at de virkelig havde misbrugt hans Gaver,

Praſtens ny Frakke var nu blever færdig, og da
han fik den paa, vilde han tage ſig en lille Fodtur
over til Tarm. Paa denne Reiſe ſkulde han over den

lange Skjernbro og med en Vaſe (det er en Dæmning)
over et bredt Kjær, hvor der var flere mindre Vandlob
med Broer over, for at komme over disſe Vandløb
maatte man ind i Kroen, ſom laa ved den ſtore Bro,
for at betale Bropenge, men ſom Sognets Præft, kunde
han gaa uhindret bort og betale, naar han kom tilbage.
Medens Praſten var borte, var en rig Herremand fra
Lonborggaard kommen fra Ringkjobing og bedede i
Kroen ved Skjernbro. Medens han ſad i Kromandens
Sal og nod en Forfriſkning tilligemed Kromandens
vittige Underholdning, kom Praſten igjen, ſindig
gagende tilbage ad „Vaſen“. Da de fif Oje pan ham,
begyndte Kromanden at fortælle om hans — ſom han
mente — tosſede Gavmildhed. Nu har hans vakre
Kone og Datter atter givet ham en ny Frakke paa
Kroppen ſagde han, men jeg tor vedde, at hvis den
fattige Haandverks-Rejſende, der ſidder nede i Skjenke⸗
ſtuen vilde bede ham om en Frakke, faa fik han uden
videre Betenkning Preſtens ny og eneſte Frakke, og
han tog igjen den gamle tynde Praſtekjole paa.” „Det
maa der ſettes et Forſog pan,” ſagde Herremanden,
der godt kjendte Præften og havde hort om hans Gav⸗
mildhed. Han bad Værten om at tage imod Preſſten
og lede ham ind i Salen, medens han gik ned i Kro⸗
ſtuen, at gjøre Aftale med Haandveerksſvenden. Denne
gik nu ud fra Kroen og jagte henad Vejen, hvor
Preſten ſnart kom bagefter, og idet han hinkende paa
begge Ben, der af Froſt og Reiſe vare daarlige,
naaede Præften ham ſnart. „Deres Hojcrverdighed,“
ſagde han, „De jer min Elendighed, mine Klæder kan
knap ſkjule det bare Legeme, og om kort Tid maa jeg
ligge ved Landevejen, død af Hunger og Kulde; Deres
Velcerverdighed vil vel ikke være jaa medlidende imod
en ſaadan Stakkel, at forære mig en gammel Frakke,
der kunde ſkjule min Nogenhed, og beſkytte mig mod
Vinterens haarde Kulde og Froſt?“ Praſten jaa paa
den Elendige og beteenkte fig ikke længe, men ſparede
Haandverksſvenden: „Jeg jer Din Nød! men nogen
gammel Frakke har jeg ikke, kun denne jeg gaar i, men
folg med mig til Preſtegaarden, jaa ſkal Du faa den.“
Haandveerksſvenden lod fig ikke dette ſige to Gange,
han gik med, og da de kom i Gangen, traf Preſten
fin Frakke af, leverede den til den Rejſende, tog Preſſte⸗
kjolen paa og gik ſtille ind til ſin Familie.

Bræften og den omtalte Herremand havde hver
en Son, der begge havde været pan ſamme Latinſkole,
og havde været gode Kammerater. De vare nu. fær-
dige der, og Preſtens Søn ffulde videre, hvorimod
Herremandens Son ffulde til Landvæjenet, og ikke folge
fin Kammerat til Kjøbenhavn, for at ſtudere. Tiden
var kommen at Præjtens Søn ſkulde rejſe, men der
var aldeles ingen Penge i Kasſen til Rejſen, endſige
til at opholde ham med i Kjøbenhavn, og intet Raad
at udfinde. Om Aftenen ſildig, ſom Preeſtens Søn
ſkulde reſſe om Morgenen, kom en Mand og bankede

Et ERR GÉ"]"

413

paa Doren; det var Gangpoſten, og blandt de Breve
og Papirer han medbragte, fandtes en Anvisning paa
hundrede Rigsdaler, at afhente paa Ringkjobing Poſt⸗
kontor. Nu kunde Praſteſonnen overkomme Reijſen
til Kjøbenhavn; hvorledes det vilde gaa ſiden, [od
man ſtaa i Guds Haand, og dette Saab beffæmmes
aldrig. Saaſnart han var kommen til Kjøbenhavn, op
i fit Logi, laa der en Anvisning til ham, hvorpaa
han hos en vis Grosſerer hvert Aar kunde hæve fire
hundrede Rigsdaler i den Tid han ſtuderede.

Hvem denne Gudsengel var, der hjalp i Nodens
Stund, fif Preſten aldrig at vide, men fik fuldkommen
Lejlighed til at ſande Ordet: „Giver, fan ſkal Eder
gives.“ J. Hanſen.

Lidt om Kaffens Brending.
Grdet „Kaffe“ faar Manges Tender til at lobe i
Vand; den er ganſke viſt ogſaa en oplivende og
ſtyrkende Drik. Man lægger iſcer Merke dertil om

Vinteren, naar det er rigtig koldt, hvor oplivende er

da ikke en god Kop Kaffe. For at faa en rigtig god
Kop Kaffe maa Bønnerne være omhyggelig brændte;
thi det har fun lidt at ſige, at de ere af fineſte Sort,
naar den ſtorſte Omhyggelighed ikke er iagttaget ved
Brendingen.

Der er mange Maader at brænde Kaffe paa;
Nogle brænde Bonnerne for marke, Andre for lyſe; kun
de Feerreſte brænde dem tilpas.

Naar Kaffebonnerne ſkal være rigtig brændte, ſkal
Farven være lyſebrun. Naar Bonnerne ere ſaaledes
at man kan bræffe dem over paa tvært, da ere de
gjennembrendte.

Ved Brændingen maa man give nøje Agt paa
en Ting, nemlig at Bønnerne ikke komme til at ſvede;
thi derved gaar den Olie tabt, ſom giver Kaffen ſin
Velſmag.

At Kaffen [vinder ved Breendingen er en bekjendt
Sag; thi under Brendingen bortdamper al den Fug⸗
tighed, ſom findes i Bonnerne, og ſelpfolgeligt maa de
tabe i Vægt.

Almindelig Rio⸗Kaffe fvinder 17 til 17/72 pCt.;
altſaa 17 til 17 Kvint paa hvert Pund.

Java⸗Kaffe, ijær den "gule, taaler ikke for ſteerk
Varme under Brendingen; heller ikke maa den brændes
ſlet jaa meget ſom Rio. Den maa hoiſt ſvinde 17 pCt.

Til Brendingen af Kaffe benytter man helſt en
Tromle, der indvendig er forſynet med en Snegl, der
gaar rundt idet man drejer Tromlen, og ſaaledes for⸗
hindrer at Bonnerne bliver liggende paa Bunden og
forbrændes. Man kan ogſaa bruge en almindelig
Jerngryde, men denne er ikke formaalstjenlig, da den
ikke kan tildekkes medens man rører i Bonnerne.

J. Milling.

Græsarterne og deres Betydning for Menneſket.
Af A. V. E. Toepſer.

—

Af alle de forfkjellige Plantefamilier er der ingen, der

har en ſaa ſtor Betydning og Vigtighed for os ſom
Gresſerne. At denne Paaſtand er rigtig, ville Læferne
viſtnok indromme, naar de erindre, at til denne Plante⸗
familie høre ikke alene alle de Kornarter, Rug, Hvede,
Byg og Havre, ſom dyrkes i det middelvarme Jord⸗
bælte, men ogſaa flere af de tropiſke Landes vigtigſte
Brodplanter, ſom Riſen og Majſen, hvilken ſidſte dog
ogſaa kan trives i et middelvarmt Klima.

Græslernes ſtore Familie omfatter henved 5000
forſkjellige Arter, der paa faa Udtagelſer nær alle ere
urteagtige Planter, ſom i Reglen ikke opnaa nogen be⸗
tydelig Højde. De ere i Almindelighed lette at ſtjelne
fra alle andre Planter, men derimod ere de forftjellige
Græsarter ofte vanſkelige at fjende fra hverandre paa
Grund af deres ſtore Lighed. Steengelen er paa faa
Undtagelſer nær et hult Straa, hvis Hulhed dog ikke
ftræffer fig gjennem hele dets Længde, men afbrydes af

de ſaakaldte Knæ. Fra hvert Knæ udgaar der et langt

ſmalt og baandformigt Blad, hvis nederſte Del om⸗
fatter Straget og danner en Skede omkring det, ſom
er aaben fortil. De uanſelige Blomſter ere ſamlede i
Smaaax, og disſe danne enten et ſammenſat Ax, naar
de ſidde i regelmesſige Rader paa en leddet fælles Axe
(f. Ex. hos Rug, Hvede og Byg), eller en Top, naar
de bæres af Stilke, ſom ofte ere grenede. Frugten er
nodagtig og meget rig pan Melſtof. Gresſerne have
en overordentlig ſtor Udbredelſe; de findes i alle Ver⸗
densdele og i alle Lande, baade i de folde, middel
varme og tropifke; de kunne vore i en Højde af 10 —
13,000 Fod over Havet i de tropiſke Lande og trives
overalt lige til Finmarkens, Sibiriens og Grønlands
Snemarker. J de middelvarme Lande vore de ſelſkabeligt
og danne den langt overvejende Del af Plantevexten
paa Engene og Greesmarkerne. Kun i de tropifke
Lande findes der enkelte træagtige Grasarter, f. Ex.
Bambusroret, der kunne opnaa en betydelig Højde og
je ud ſom Zræer.

Naturen har begavet denne meget udbredte Fa⸗
milie med en ſjelden Fylde af nærende Stof, og heri
ligger den ſtore Vigtighed og Betydning, ſom disſe
Planter have for os, da jo ſom bekjendt vore vigtigſte
Brodplanter høre til Gresarterne. Neringsſtoffet findes
i Frugterne, der ſom før nævnt ere meget rige paa
Melſtof; det er kun denne Del af Planten, ſom vi be⸗
nytte til Føde eller til at tilberede forſkjellige Drikke⸗
varer af, f. Ex. Ol og Brendevin. Gresſerne tjene
dog ikke alene til Føde for os, men de ere tillige af
ſtor Vigtighed ſom Foderurter for vore Husdyr og
mange andre Dyr, der ikke alene æde Frugterne, men
ogſaa Stængelen og Bladene. Grasſerne danne derfor

414

Grundlaget baade for Agerdyrkningen og Kvegavlen,
der beſtjeftiger mange Millioner Menneſker og i mange
Lande, f. Ex. i vort Fædreland, ere den vigtigſte Ind⸗
tegtskilde. Af disſe to Næringsveje er Agerdyrkningen
den yngſte, men ubetinget den. vigtigſte. For Menne⸗
ſtene begyndte at dyrke Jorden, ernærede de ſig ved
Jagt, Fiſkeri eller ſom Nomader, der uden at have
nogen faſt Bolig droge omkring med deres Hjorder fra
det ene Sted til det andet. Med Overgangen fra No⸗
madefolk til Agerdyrkere begynder et overordentlig vig⸗
tigt Tidspunkt i Menneſkeſlegtens Udviklingshiſtorie.
Det var nemlig Agerdyrkningen, ſom fremkaldte Kul⸗
turlivets forſte nødvendige Trin: Grundejendom og faſte
Boliger. Det omflakkende Liv horte nu op, da Ager⸗
dyrkeren nødvendigvis maatte bofætte ſig paa den Jord,
han vilde dyrke. Den ene Bolig reiſte ſig ved Siden
af den anden, og Menneſkene begyndte at leve i ſtorre
eller mindre ordnede Samfund. Med det faſte Hjem
udviklede fig ogſaa Kjerligheden til Fedrejorden og
Fædrelandet, hvilken Folelſe jaa ofte har begejſtret
ethvert godt Menneſkets Hjerte og bragt det til at gjøre
ſtore Offre og udføre mangen ædel Handling. Efter⸗
haanden forøgedes og fortettedes Befolkningen; Arbejdet
blev mere og mere delt, der udviklede fig nye Nerings⸗
veje, og Samfundet begyndte at adſkille fig i forſtjellige
Stender. Dog den indſkrenkede Plads, ſom vi have
at raade over her, tillader os ikke videre at fremſtille
Menneſkenes gradviſe Fremſkridt paa Kulturens Vej,
ſom Agerdyrkningen har givet de forſte Stød til, og de
ſtore Omveeltninger, ſom den har foraarſaget. Disſe
Omwvaltninger indſkreenke fig ikke alene til Menneſket,
men omfatte hele Jorden, Dyre- og Planteverdenen.
At mange Egne paa Jorden have fkiftet Udſeende paa
Grund af Agerdyrkningen vil viſtnok være Leſerne vel
bekjendt, og for at paaviſe dette behøve vi ikke at gan
langt bort, men kunne blot kaſte et Blik tilbage paa
vort Fedrelands Üdſeende i Oldtiden. Den ſtorſte Del
Landet var dengang bedoekket med ſtore Skove og Mo⸗
radſer, der efterhaanden bleve ryddede og maatte give
Plads for Agre og Enge. Saaledes, ſom det er: gaaet
her, er det ogſaa gaaet i mange andre Lande rundt
omkring paa Jorden, og ſaaledes gaar det endnu den
Dag i Dag ovre i Amerika og Avyſtralien. Agerdyrk⸗
ningen griber beſtandig mere og mere om ſig, og ſoger
at vinde en ſterre Plads; for dens Skyld udtorres
Indſger og Fjorde og Strakninger af Havet indvindes,
hvilket vi jo i vore Dage have Exempler nok paa i de
mange Üdtorrings⸗ og Landvindingsarbejder, ſom der
foretages baade her og i andre Lande. Agerdyrkningens
Üdvikling og Udbredelſe har ligeledes fremkaldt ſtore
Forandringer eller Omvaltninger i Dyreverdenen og
Jordens oprindelige Plantedoekke. At Dyreverdenen
har forandret ſig af denne Grund, have vi det bedſte
Exempel paa i vort eget Fædreland. Hvor ere alle de
forſtjellige Arter vilde Dyr blevne af, ſom der i Old⸗

tiden var fuldt op af i vore ſtore Skove, hvor de havde
deres Hjem og Tilholdsſted? Deres Tilvœrelſe her var
neje knyttet til Skovene, derfor maatte de ogſaa for⸗
ſpinde eller udryddes med disſe, da de beſperliggjorde
Agerdyrkningens Fremſkridt. Ogſaa i en anden Retning
har Agerdyrkningen grebet ind i Dyreverdenen, idet
den gav Anledning til, at Menneſket knyttede nogle af
Dyrene, nemlig Husdyrene, endnu nojere til ſig, end
det allerede havde gjort under fit Nomadeliv, fordi de
paa. en eller anden Maade kunde være ham til Nytte
ved Dyrkningen af Jorden. Forandringerne i Plante⸗
verdenen lade ſig ligeledes let paaviſe. Store Skov⸗
ſtrekninger ere ſom ovenfor nævnt blevne ryddede, Mo⸗
radſer udtørrede og Heder opdyrkede; de Zræer og andre
Planter, ſom voxede der, have maattet vige Pladſen
for Kornarterne eller andre Kulturplanter. Agerdyrk⸗
ningen vil ikke vide noget af den fri Plantevext paa

den Jord, ſom den lægger Beſlag paa, men forbeholder

den udelukkende til Kulturplanterne. Alle andre Planter,
der indfinde ſig paa den dyrkede Jord, blive betragtede
ſom paatrengende Snyltegjcſter, der viſes bort og
efterſtrebes paa alle Maader.

Alle disſe ſtore og gjennemgribende Forandringer
har Agerdyrkningen givet Anledning til, og da den
hovedſagelig beſtjcftiger fig med Dyrkningen af de
Gresarter, ſom danne Grundlaget for den, ere vi derfor
berettigede til at omtale disſe Forandringer, naar vi
ville ſoge at fkildre Græsfernes Betydning og Vigtighed
for Menneſket. -

Vi Fjende hverken Tiden, da Agerdyrkningen blev
opfunden, eller det Land, ſom kan tilegne ſig Wren af
at have været dens forſte Hjemſted, ja vi have ikke
engang noget Sagn, ſom giver os nogen ſandſynlig
Oplysning herom. Vi vide kun, at Agerdyrkningen er
en Opfindelſe, ſom maa være bleven gjort længe for
den hiftoriffe Tid begyndte. Vi kjende lige faa lidet
Opfinderen af denne vigtige Næringåvej; de gamle Sagn
give os kun den Oplysning herom, at det var Guderne,
ſom lærte Menneſkene at dyrke Jorden. For ikke mange
Aar ſiden var vor Kundſkab om Kornarternes oprinde⸗
lige Hjemſted lige faa ringe. Saa langt ſom de eldſte
Sagn gaa tilbage i Tiden, have Menneſkene nemlig
ikke kjendt Kornarterne ſom vildtvoxende, men kun ſom
dyrkede Planter. Botanikerne gjennemſogte forgjcves
Jordens forſtjellige Egne for at faa Sporgsmaalet om
Kornarternes Hjemſted beſvaret, men de fandt dem
ingen Steder vildtvoxende. Nyere Underſogelſer, ved
hvilke forſtjellige Videnſkaber have rakt hverandre
Haanden, have omſider loſt denne Gaade. Efter disſe
ligeſaa omfattende ſom omhyggelige Underſogelſer, er

man kommen til det Reſultat, at Rugen og Havren

oprindelig have hjemme i Donaulandene, Bygarterne i
Perſien, Hveden i Lilleaſien og Landene mellem det
rode og det kaspiſke Hav, Riſen og Durraen i Indien
og Majſen i Amerika.

3

Grœsarternes vigtigſte Betydning er ſom før nævnt,
at de tjene til Næring for os ſelv og vore Husdyr,
men de ere ogſaa i andre Retninger af ikke ringe Vig⸗
tighed for os. Straaet finder ſaaledes en mangeſidig
Anvendelſe i det praktiſke Liv; man bruger det f. Ex.
til Maatter, Straahatte, Kurve, til at lave Papir af,
og en Mængde andre Ting. Til Græsferne høre ogſaa
Sukkerroret, ſom forſyner os med Sukker, Sirup og
Rom, Bambusroret, der anvendes paa ſaa mangfoldige
Maader i de varme Lande, hvor det har hjemme, ſamt
Hjclmreret og Marehalmen, der have meget lange
underjordiſke Stængler og fine Trævlerøder, ſom ere

ſerdeles vel ſkikkede til at binde eller ſammenholde det

bevægelige og farlige Flyveſand, og derfor i ſtor Meenge
plantes paa Klitterne langs Jyllands Veſtkyſt.

Der kunde vel endnu være adſkilligt at bemerke
om denne ſtore og vigtige Plantefamilie, men da vi
allerede have gjort jaa ſtore Fordringer til den ringe
Plads, ſom Husvennen har at raade over, ville vi
ſtandſe her. Det, ſom vi have anført, maa ogſaa være
tilſtrekkeligt til at give et klart Billede om Familiens
ſtore Betydning for os. Vi ſige derfor Farvel til Læ-
ſerne med Lofte om engang ſenere at omtale en eller
anden af de vigtigſte Gresarter.

Kaninaul.

—

Dom det vel er de fleſte af Husvennens Leſere be⸗

kjendt, drives Kaninavlen flere Steder i Udlandet
efter en meget ſtor Maaleſtok. Dette er iſeer Tilfældet
i Frankrig, England og Belgien og tildels i
Spanien og Italien. J de ſidſte Aar er Opmeerrkſom⸗

heden ogſaa bleven henvendt paa denne Sag her

hjemme i vort Fædreland, og det var meget at onfke,
at Kaninavlen maatte vinde mange Venner, thi der
gives næppe noget Bierhverv, der er mere lonnende
end Kaninavl. Kaninen hører nemlig til de Dyr, der
ere bekjendte for deres overordentlige Frugtbarhed;
at en Kanin lægger 50—60 Unger om Aaret er ikke
ualmindeligt. Dertil kommer, at Kaninen om Som⸗
meren veeſentlig kan leve af al Slags Grønt fra Mark
og Have. Ukrud ſom Lovetand, Bynke, Svinemelde,
Regnfang, Agerkaal, Agerſennop, Følfod, vild Korvel
(i daglig Tale kaldet Skarntyde), ja ſelv Blade af
Tracer, æder den gjerne, — Dog maa undtages Gift⸗
planter og Brændenælde.

Hvormange Ukrudsplanter ſkyde ikke frodig op
hvert Aar i Haver, ved Veje og paa Diger, ſom her
kunde finde en nyttig Anvendelſe?

Kaninens Kjod er meget velſmagende, ſundt og
kraftigt og kan anvendes paa mange Maader i Hus⸗
holdningen, blandt andet til Steg, Suppe og Ragout;
men man bor da en fjorten Dage, for man vil ſlagte

Kaninen, fede den ved at jætte den ſaa vidt muligt
i et morkt Rum og give den lidt Byggrut, Hvedeklid
og kogte Kartofler ved Siden af Grønt eller Ho.
Kaninen bor helſt ſlagtes pan den Maade, at man
giver den et ſterkt Slag med Kanten af Haanden bag
Orerne og lader ſaaledes Blodet blive i. Slagtet paa
denne Maade har Kjodet en blegrod Farve og i Ud⸗
ſeende Lighed med Kalvekjod.

Skindene betales i Udlandet med indtil 1 Krone.

Her hjemme er endnu ingen Handel med dem, men

den Tid vil vel nok komme, da Kaninſkind blive reg⸗
nede blandt danſke Udforſelsartikler.

De Kaninfkind, ſom jeg hidtil har faaet tilovers,
har jeg ladet Børnene i Husflidsſkolen anvende til
Muffer, Muffediſer, Kraver m. m. Paa Husflids⸗
udſtillingen i Aar i Viborg var ſaaledes blandt Skolens
Arbejder fremſtillet et Teppe, hvortil var benyttet et
Kaninſkind.

Kaninens Nytte og Betydning vil ſaaledes nok
være indlyſende for mange, og den taabelige Fordom
mod at ſpiſe Kaninkjod, ſom ikke faa her hjemme i
Fedreland lide af, ffal nok ſpinde mere og mere bort.
Jeg nærer det Haab, at ſtedſe flere og flere, ſerlig
blandt vore mindre Landbrugere, Husmend og Ar⸗
bejdere paa Landet — hvem Kaninavlen iſcer ſkulde
komme til Gode — vil forſoge denne nyttige og ind⸗
bringende Avl. Ethvert mindre Rum i Üdhuſet, ſom
blot ikke er fugtigt eller har Gjennemtrak, kan benyttes
til Stald, og den daglige Fodring, der om Sommeren
veſentlig beſtaar af Grønt, kan godt beſorges af Konen
eller ftørre Born. Dog maa jeg bemerke, at vil man
holde de ſterre franſke Kaniner, bør man mindſt en
Gang om Dagen give dem et Kraftfoder. Som ſaadant
kan jeg anbefale: i

1 Del Byggrut,

2 Dele Hvedeklid,

4 Dele fogte Kartofler,
der udmajes, blandes ſammen og overhældes med
kogende Vand, jaa at det hele bliver til en tyk Væl
ling. Naar det er tilſtrekkeligt affølet, giver man
det til Kaninerne, der æde det med Begjærlighed og
trives udmerrket derefter. Denne Fodring bruges i
Belgien, og Belgierne have drevet det til for Tiden
at beſidde de vegtigſte Kaniner — de ſaakaldte belgiſke
Keempekaniner.

Som en vigtig Betingelſe for at drive Kaninavl
med Fordel er Valget af Tillcegsdyr, forſt og fremmeſt
at disſe ere af en god Race, dernælt at de ere ſunde
og kraftige. Man kan ikke nok have Opmeerkſomheden
henvendt herpaa. Den, der ved Indkjobet af ſine
Zillægsdyr, alene fæfter Øjet paa den billige Pris,
kommer i Regelen i Virkeligheden til at kjobe for dyrt.

Med Henſyn til de forſkjellige Kaniner kan man
ikke vente, at den, ſom ikke har beſkjceftiget fig med
Kaninavl, ſkal have nogen Mening derom, men ſelv

416

blandt. Kaninavlere finder man ofte Uklarhed og Uvi⸗
denhed. :
Ofte hører man Folk tale om „Harekaniner“, ſom
om dette var en beſtemt Race; Kjobere forlange Hare⸗
kaniner, Kaninavlere udbyde til Salg „Harekaniner“.
Men „Harekaniner“ er netop et Fællesnavn for alle
ftørre; Kaniner; der i det ydre have mere eller mindre
Lighed med Haren, men ſom i Verdi eller Godhed ere
meget forſtjellige. Eller man hører Betegnelſen „franſke
Kaniner“, men dette er lige ſaa ubeſtemt, thi herved
forſtaas de forſtjellige Kaninracer, ſom tillægges i
Frankrig. Alle de mange Kaninracer og Afarter, der
nu findes, kan man henfore til 3 oprindelige Racer:

Den vilde Kanin,

Vedderkaninen (lapin belier),

Angorakaninen.

Fra den vilde Kanin nedſtammer:
1. Den almindelige Huskanin.

Ved kraftig Fodring ſamt ved ſtedſe at udtage
de bedſt udviklede Dyr til Zillægsdyr, har Franſk⸗
mændene erholdt: '
2. Den almindelige franſke Kanin (lapin

ordinaire),
der bliver indtil 5—6 Pd. og holdes meget almin⸗
delig i Frankrig.
3. Hegnkaninen (lapin de garenne)
er den tæmmede vilde Kanin. Den indfanges aarlig,
holdes i Indhegninger i Frankrig og bliver 6—7 Pd.

4. Vodderkaninen (lapin bélier)
flammer fra Afrika og er den ſtorſte af alle Kanin⸗
racer, idet den kan blive indtil 12 Pd.; i enkelte Til⸗
fælde endnu vegtigere. Den kjendes let paa ſine
meget lange nedhængende Oren. Alle andre Kaniner
have nemlig Orene mere eller mindre opretſtaaende.

5. Normannen Gapin de normadé)
er fremkommen ved Krydsning mellem Vedderkaninen
og Hegnkaninen. Den tillegges navnlig i Normandiet
i Frankrig og bliver 7—8 Pd. vægtig.

6. Krydsningen
er fremſtaaet ved atter at krydſe Normannen med
Vedderkaninen, den opnaar i Regelen en Vægt af
8-10 Pd. og har længere og bredere Oren end Nor⸗
mannen, ſom ofteſt holdes de tillige lidt ſpredte.
7. Angorakaninen
flammer fra Lilleaſien, den er Hvid med lange bløde
Haar og holdes kun for Haarenes og Skindets Skyld,
da Kjodet har en ubehagelig Smag.
Foruden. disſe anførte Racer forekommer ogſaa
8. Solvkaninen,
der veſentlig holdes for Skindets Skyld.
9. Den kineſiſke Kanin,

der har et velſmagende Kjod og et ſmukt Skind, men
er lidt mindre end Normannen.

10. Den engelſke Kanin,
fremſtaaet ved Krydsning mellem Vedderkaninen og
den kineſiſke Kanin,

11. Den belgiſke Kempekanin,
der er en Afart af Vedderkaninen ſamt
12. Leporiden.
Denne er en Krydsning mellem Kaninen og den al⸗
mindelige Hare.

J Slutningen af forrige Aarhundrede ſkete det
forſte Forſog i Italien, og disſe Forſog ere i de ſidſte
20 Aar fortſatte i Frankrig og Tyſkland, Hvorvidt
Leporiden vil faa nogen Betydning, er et ſtort Sporgs⸗
maal, idet man paaſtaar, at den i Løbet af nogle faa
Led udarter, ja ſlet ikke forplanter ſig mere. Saa
meget er imidlertid viſt, at der drives ſtorartede Be⸗
dragerier med Leporiden, og at en meget ſtor Del af
de Kaniner, der forhandles under dette Navn, ikke har
det mindſte at gjore med virkelige Leporider. Man
har nemlig ikke noget ſikkert ydre Kjendetegn paa denne
Race, men ved at ſlagte af Afkommet kan man forſt
faa ſikker Vished, idet den ægte Leporides Kjod maa
være morkt ſom Harens. Vil man derfor lægge Bind
paa denne Race, maa man helſt tiltrekke den ſelv.
Man bor da ſette en Harekilling (helſt en Han) paa
4 à 5 Uger ſammen med en eller flere Kaninunger
(Hunner) af ſamme Alder og lade dem opvore til
Parringstiden. Setter man ſtorre Dyr ſammen,
opſtaar i Regelen en ſaadan Kamp, at den ene eller
mangen Gang begge Parter ligge dode paa Pladſen.

For den, der agter at begynde Kaninavl, bliver
det et vigtigt Sporgsmaal: Hvilken Kaninrace bor
jeg vælge? j

Efter mine Erfaringer ſaavelſom efter Samraad
med flere Kaninavlere, maa jeg tilraade ſerlig at
lægge Vind paa Krydsningen.

Denne Kanin, nærmer fig i Storrelſe den ægte
Vedderkanin, men har i Haardforhed mere tilfælles
med Hegnkaninen.

Flere af mine Moderdyr veje ſaaledes indtil ce.
11 Pd., og ikke faa af dem lægge 8—12 Unger i
hvert Leg.

Idet jeg til Slutning tillader mig at bemerke, at
ſaavel unge Dyr af Normanner, Krydsninger,
Vedderkaniner og kineſiſke Kaniner ſom
Moderdyr med eller uden Unger kunne erholdes hos
mig i et Udvalg af flere Hundrede, vil jeg udtale det
Onſke, at den Tid ikke maa være fjern, da de fleſte
SHusmænd i vort Fædreland maa have deres egne
ſmaa Kaningaarde, ſom de kunne ſysle med i deres
Fritid, og ſom ſaavel ved Udforſel ſom ved Slagtning
til Husholdningen maa give et godt Bidrag til at
erhverve det daglige Brod.

Bramdrup ved Kolding, den 29de Juli 1875.
J. P. Dreyer.

Husflid.

Kurſus i Hjemmefarving.

Det er en Kjendsgjerning, at Hjemmefarving i en ikke
ringe Grad bidrager til den kvindelige Husflids Fremme
paa Landet. Det er ofte forbapſende at ſe Fremſkridtene
deri, i de Hjem, hvor Husmoderen forſtaar denne Sysſel,
ſom leder til 99 Spinden og Tilvirkning af gode
holdbare Stoffer til Hjemmebrug, ſom naar de presſes
og overſkeres endog kunne afgive Stoffer til de
pœneſte Hojtidsdragter.

or et halvt Aarhundrede ſiden kjendte den danſke
Landboſtand veſentligſt kun hjemmelavede og hjemme⸗
farvede daglige Kledningsſtykker — lige fra den krap⸗
farvede rode „Lue“ ſom den jydſke Bonde bar og til
den ſtore rode Lomme de jydſke Susmødre da bare uden
paa deres Skorter. Husmodrene forſtode da fra Arilds
Tid at farve billigt og egte, og forſaavidt ikke Materi⸗
alierne vare Bark, Mos o. (gu. ſom indſamledes paa
Stedet, kjobtes de indførte fornødne Farvevarer gjerne
paa Apotheket, for at man kunde være ſikker paa gode
Varer. Fremgangsmaaden ved Farvningen gik da ved
We Overlevering og ved Opfkriften fra Slægt
til Slægt.

Samtidigt med Farveriets Opblomſtrer ſom Haand⸗
værk, udviklede der fig derfor en livlig Fabrikation og
Handel med Pakfarver, efter Haanden ſom den gamle
Hjemmefarvning gik i Glemmebogen for det nyere og
bekvemmeré. Disſe Farvevarers Navn fremkom ved,
at Farvemidlerne til en beſtemt Farve, og en vis Vægt
Garn, ſolgtes afpasſede i Smaapakker ſamlede i en
ſtͤrre „Pakke“ med Brugsanvisning. "Ofte er dog
Reſultatet kun flet og „ucgte“ ved Benyttelſen af Pak⸗
farven, hvilket ikke altid har ſin Grund i at Fabrikanter,
formedelſt uredelig Vindeſyge eller Ukyndighed, anvende
de billigſte og ſletteſte Farvevarer, men hyppigſt i,

at Farvevarerne have henligget for lang Tid ſammen⸗

pakkede. Naar dette ſker, fornemmelig paa fugtige eller
varme Steder, indtræder der meget ofte en Opløsning
eller en Gjæring af de ſammenpakkede Stoffer der ſkulle
udføre den ſmukke og ægte Farving. Men. herved for⸗
andres disſe Stoffers kemiſke Beſtanddele, ſom kun ved
at virke paa Garnet i en beſtemt Rekkefolge og paa en
beſtemt, hinanden modvirkende Maade, frembringer den
beſtemte Farve. Denne fremkommer altſaa ikke eller
bliver uægte, naar Pakfarverne ofte ved lang Henliggen
hos Forhandleren ere fordærvede. Forhandleren kan i
Reglen intet gjore til at forebygge dette, da han i
Reglen er aldeles uvidende om, hvilke Stoffer Pak⸗
farverne indeholde, og ikke kjender deres Egenſkaber.

Intet ſkader den kvindelige Husflids Udvikling
mere end ſaadanne ſlette Pakfarver. Husmedrene taber
Lyſten til at lave Tej, naar Farvningen mislykkes.
Det var derfor meget ønffeligt, om de Mange, ſom nu
forhandle Pakfarver, ſelv vilde tilegne fig fuldſtendig
Kundſkab om disſes Beſtanddele og Sammenjætning
for alle Farver, ſaa at de kunde holde Farveſtofferne
paa Lager og udveje dem friſke og kraftige for hvert
enkelt Forbrug. j

Lejligheden til at erhverve fig ſaadan Kundſkab,
er hidtil endnu ikke forekommet i vort Land, da de
Enkelte, ſom have ſat dem grundigt ind i denne Sag,
altid have bevaret deres Kundſkaber deri, ſom en ind⸗
bringende Hemmelighed ved deres Forretning. Det er
derfor Udgiveren fjært at kunne meddele, at der nu

for forſte Gang tilbyder ſig Lejlighed til paa en for⸗
holdsvis meget billig og bekvem Maade at erholde en
grundig og fuldkommen Undervisning i Ae fod
idet den ſerdeles velan befalede og i dette Fag færlig
dygtige Kjobmand L. P. Sindahl, der i 20 Aar
med ualmindelig Interesſe har ſtuderet Hjemmefarve⸗
tilvirkningen, og drevet Handel dermed i Vendſysſel,
efter at være overgaget til anden Virkſomhed, er villig
til, i Husflidens Interesſe at overlade ſine dyrekjobte
Erfaringer og Kundſkaber til det almindelige Bedſte.

Efter Manges Opfordring og Samraad med Ud⸗
iveren, har han nemlig beſtemt fig til at afholde Kurſus
or Landhandlere og Sfolelærere, ſaavelſom for hus⸗
flittige Kvinder, ſom i deres Egn eller By kunde ønffe
at bidrage til Husflidens Fremme ved at forhandle
Farvevarer og kunne onſke at gjøre fig en Indtægt ved
at underviſe Egnens Beboere i Hjemmefarving. J et
8 Dages Kurſus giver han grundig Undervisning i
Kjendſkab til Farvevarer, i at ſammenblande og tillave
alle til Farving nodvendige Stoffer, ſamt praktiſk Vej⸗
ledning i at farve hvilkenſomhelſt Nuance efter 220
Ateſetter i alle Kulgrer, mod en Betaling af 50
Kroner af hver Elev. Kurſus ville blive afholdte
(ſaafremt i det mindſte 100 Elever tegne ſig) i Lobet
af Vinteren, i den nermeſte Kjobſtad af den Landsdel,
hvor mindſt 30 Deltagere melde ſig, og hvorom i ſin
Da ryste Bekjendtgjorelſe vil jfe gjennem dette

a

Udgiveren har ſelvfolgelig forvisſet fig om, forinden
han bragte denne Sag frem, at det ikke er en alminde⸗
lig Humbug, der bydes, men at Hr. Sindahl i alle
Maader er en agtværdig og i nævnte Retning ſſeelden
kundſkabsrig Mand, der paa det ſamvittighedsfuldeſte
vil udføre det Hverv, han paatager ſig. Vi kunne
derfor trygt anbefale Handlende paa Landet, Handels⸗
betjente, ja enhver begavet Husmoder eller Kvinde; til
at benytte Lejligheden til at erhverve en Kundſkab, ſom
i Fremtiden vil kunne bringe baade dem og Andre
megen Fordel, og efter hvad der foreligger, vil ſikkert
ingen, Elev efter endt Kurſus have Grund til Misfor-
nojelſe.

Der er ingen Tvivl om, at Kurſus, ſom nævnte,
i høj Grad vil bidrage til at fremme den kvindelige
Husflid med Henſyn til holdbar og ſmagfuld Tajtil⸗
virkning, ja vil, ſaa underlig det end lyder, give
Farverne endnu mere at beſtille, ſkjont mere Zøj end
forhen vil blive farvet hjemme. Juen Landsby hvor
der er adſkillige dygtige Husmodre, ſom farve ſelv, er
der nemlig altid et ftørre Antal, ſom ikke kunne eller
vilde gjore dette, men dog ikke ved Lejlighed ville ſtaa
tilbage, naar det gjælder om at fremviſe Prover paa
Dygtighed med Fremſtillingen af hjemmelavet Toj —
det de ellers næppe lagde Flid paa — ſom er farvet
hos Farveren, der i det Hele jo er ſaa nøje knyttet til
den kvindelige Husflids Bevaring og Udvikling. Men
denne bidrager atter mere end man aner, til at hindre
en daarlig Pynteſyge og en uſund Flothed i at gribe
om fig, og til at bevare god gammel: Sæd og Skik i
det landlige Husliv, ſaaledes ſom den finder fit Udtryk
i Nejſomhed og Tarvelighed. j

De ſom ønffe at deltage i det nævnte Kurſus,
bedes ſnareſt indmelde ſig til Udgiveren, eller til Hr.
Sindahl (Adr. Udholm pr. Aalborg). Ved Indmeldelſen
maa 20 Kroner af Betalingen forudbetales, 5 til
bageſendes om der ikke i paagjældende Landsdel bliver
anmeldt tilſtrœkkeligt Antal Deltagere.

3 ——

418.

Forſkjellige Lakker og Veitſe.
Meddelt af L. J. Sindahl.

Treſko Lakfernis. É
Jen dertil lavet Blikkjedel, der er 10 Tom. høj
og 7 Tom. bred, kommes en Pot 16 Sprit og 75
Kvint grovt ſtodt Schellak, ſom efter at være oploſt
tilſettes 75 Kvint fint pulveriſeret brun Harpix og
1/2 Pd. fineſte ſvenſke Konrog; det Hele jættes derefter
i Bad i en Gryde Vand paa Ilden — har man jaa
ſtor en Vandgryde i ſit Komfur, at Blikkjedlen kan
ſtaa deri omgiven af Vand, er ſaadant aller bedſt —
og bringes langſomt i Kog, medens der 15 g rares
i Kiedlen med en Traeſtikke; den tages fan af og til⸗
Jættes i varm Tilſtand ¾ Pot Sprit, hvori er udrort
% Pd. ſpenſk Konrog; det hele omrøres godt og er
laa færdig til Paaheldning paa Flaſker og til Brug.
Gamle Treſko ſom afpudſes med denne Fernis,
der giver en ſmuk varig Glans, maa forſt afvafkes og
tørres omhyggeligt for Paaſtrygningen. Ny Traſko,
der maa paaſtryges to Gange, overſmores forſt med
Konrog, der er oploſt i lidt Brendevin og tilſat Band

ſamt lidt grøn Sæbe, hvilket ſidſte forhindrer Smitte.

Strygelak
til Brug for hvidt Trearbejde med eller uden Over:
ſtrygning forſt af Skedevandobeitſe. ;
J en ſterk Flaſke ſammenryſtes 30 Kvint ftødt
Schellak, 3 Kvint Terpentin (venetianſk) og 5 Kvint
Maſtiks med / Pot 16? Spiritus.

Landkortlak i

eller for Kobberſtik, Paparbejder oſv.

J en Flaſke kommes 30 Kvint ſtodt Sandarak,
12 Kvint Maſtiks, 3 Kvint ſmaat ſkaaret Gummi⸗Kopal
og 2 Kvint Kamfer i / Pot ftærkt Vinaand; det tilbindes
med Blære og ſettes i varmt Sand. Efter nogle
Minuters Forløb gjennemſtikkes Blæren med en Knappe⸗
naal og ſtaar jaa hen nogle 8 under flittig Om⸗
ryſtning. For den bruges maa den helſt ſies gjennem
en fin Klud. É

Politur.

12 Kvint ſtodt Schellak oploſes i / Pot Spiritus

ved Sammenryſtning i en Flaſke, der henfættes i

Solvarme.
Skedevandsbejtſe.
1/2 Pd. Alo, 2 Pd. Skedevand og 2 Pd. Brond⸗
vand koges i en glaceret Jerngryde eller Lerpotte,
ſom mindſt maa være dobbelt jaa ſtor ſom Indholdet,
indtil det bruſer op, tages da af Ilden og tiljættes
forſigtigt 2 Pd. Vand, henſcttes et Par Dage, Ser
efter det ſies gjennem en Klud og er færdig til. Brug.

Smaating.

8

Fornojelſe. Forer enhver ikke dette Ord i Munden?

Et Menneſke jer mig med Forngjelſe, tilſtriver mig
med Forngjelſe, treffer mig med Fornøjelje, hører mig
med Fornejelſe, og jaa er jeg ham maafke endda aldeles
ligegyldig. Spørger man ham, faa har han havt den
Fornsjelſe at ſpiſe til Middag hos denne eller hin og

—

har kjedet ſig grundigt. Man indbyder ham til et
Beſog; „med ftørfte Fornojelſe!“ — ſparer han — og
bliver borte. Roſer man nogen, og beder ham at
høre opmerkſomt efter, jaa ſparer han, at hans For⸗
nojelſe grenſer til Henrykkelſe, og forbander maaſke
dog den, ſom man taler om. Betyder Forngjelſen
alda ikke her: Kjedſomhed, Ligegyldighed, Trang, Had
og Avind? Man har den Are at frkrive til de Store,
og ſkriver med Fornsjelſe til fine Ligemænd, til
Lavereſtillede ſkriver man uden BER og uden re.
For Reſten mon man ikke ofte foragter den, til hvem
man har den re at ſkrive? Gaber man ikke ofte af
Kjedſomhed over det Brev, ſom man underfkriver „med
Fornojelſe“? Sand Agtelſe og ſand Fornøjelje finder
og e man ofte 15 dem, til hvem man
ſkriver uden Fornejelſe og uden Mre.

Husvennens Opbevaring og Indbinding.

—

Naar de enkelte Numre af dette Blad opbevares,
rene og glatte, ville Holderne ved Aargangens Slut⸗
ning være i Beſiddelſe af en ſtor indholdsrig Bog, der
ved at indbindes, i mange Aar kan bevare ſin Verdi
og være til Glæde og Underholdning i ethvert Hjem,
baade for Gamle og Unge.

Billige ſterke og nette Mapper, eller loſe Bind,
til at bevare de loſe Numre i, fages hos Husvennens
Bogbinder C. Haaſtrup, Badſtueſtroede 5 i
Kjøbenhavn for % Krone Stykket (ved ſkriftlig
Beſtilling ledſaget af 56 Orer i Frimerrker frit tilſendt
med Poſten overalt i Danmark.) :

Samme Sted indbindes de udkomne Aargange i
meget ſterke og ſmukke Bind med forgyldt Lœderryg
for 1 Krone 66 Ore Stykket. Manglende Numre
tillægges, forſaavidt Forraad haves, for 10 Øre Stykket.

Til Laſerne.

For at rumme hvad der er beſtemt til at optages
i anden Aargang, maa Bladet atter denne Gang udgaa
i et Dobbeltnummer, ſom ſaaledes afſlutter andet
Bind. Desuagtet vil Holderne til neſte Søndag mod⸗
tage et Extranumer gratis, med et Sendebrer til Leſerne,
Titelblad og Indholdsfortegnelſe til det hermed affluttede
Bind, og med Anbefalingsſedler for Husvennen, ſom
Leſerne bedes benytte til at fremme Bladets Udbredelſe.

Zudhold. Bernhard Severin Jugemann, Fortælling af Bendix
Hanſen, med Billede. — Fyret paa Eddyſtone, med
3 Billeder. — En gavmild Preſt, af J. Hanſen. —
Lidt om Kaffens Brending, af J. Milling. — Gras⸗
arterne og deres Betydning for Menneſket, af A. P.
E. Toepfer. — Kaninavl, af J. P. Dreyer. — Hus⸗
flid: Kurſus i Hjemmefarving. Forſtjellige Lakker
og Bejtſe, meddelt af J. P. Sindahl. — Smaating.

— — . —

Udgiverens Adresse er:

Bylovsvej & a.
Kjøbenhavn

Vesterbro.

— —- — —

Husvennen udkommer. lil hver Søndag med et 16.ſpaltet Artz, forfyner med flere Billeder, tik 1 Krone (3 Alt.) Tſerdingaaret frit. tilſendt.
Bladet kan beſlilles paa. elßpert Vofikontor og Brepſamlingsſſed, i enhver 3

Hvert Fjerdingaar medfølger gralis et ſlort ſmuſtt Billede.

—

Voglade ſamt hos Hovedſommisſioncren: Nudolph Klein, Vifeflræde 40, Kjøbenhavn.

Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. I. Schultz.